To download the complete and correct content, please visit:https://manualpost.com/download/hyster-forklift-truck-c007-h150h-h275h-h7-00hs-h12-50h-p150b-p200b-parts-manual-599794-2DescriptionHyster Forklift Truck C007 H150H-H275H H7.00HS-H12.50HP150B-P200B Parts Manual 599794Size : 29.9 MBFormat : PDFLanguage :EnglishBrand: HysterType of machine: Forklift TruckType of document: PartsManualModel: Hyster Forklift TruckC007 H150H H165H H180H H200HS H200HH225H H250H H275HH7.00HS H7.50H H8.00H H9.00HS H9.00H H10.00HH11.50H H12.50HP150B P200B P7.00B P9.00BNumber of Pages: 410 PagesPartNumber: 599794
[Unrelated content] Another random document on Internet:
The Project Gutenberg eBook of Et Aar
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United Statesand most other parts of the world at no cost and with almost norestrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use itunder the terms of the Project Gutenberg License included with thisebook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in theUnited States, you will have to check the laws of the country whereyou are located before using this eBook.Title: Et Aar Author: Antonius NielsenRelease date: May 13, 2010 [eBook #32366]Most recently updated: January 6, 2021Language: DanishCredits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the OnlineDistributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ET AAR ***
ANTON NIELSEN
ET AAR
FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO.KJØBENHAVN · MDCCCCXIXKØBENHAVN — GRÆBES BOGTRYKKERI
Til
Min Far og Mor.
Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk.
Lidt før Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg været, oghver eneste Lysning har jeg gennemsøgt; men ingen Steder fandt jeg det, jeg søgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne.Nu er det blevet for mørkt til længere at skyde. Kærv, Sigtekorn ogBøsseløb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa. —Et eneste Sted troede jeg, at Lykken havde rakt mig Haanden. Jeglistede uden om et Hjørne af Smaagraner. Foran mig laa en lille, sidEng, hvor Græsset groede tæt. Over Blomsterne flimredeGuldsmedene, og Fluesnappere slog hvert Øjeblik ned fra Greneneog hang stille i Luften paa flattrende Vinger for at kaste sig over delysende Fluer, som ustandseligt skød ud og ind imellem hinanden.Jeg trykkede mig op mod en Bøgestamme og saa udover.Paa en Grøftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til ognappede roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paaham, tændte Ild i hans rustrøde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fraden anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham iMøde. Grøften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssedeKnopskællene fra alle de nyløvede Grene.I det Øjeblik han igen bøjede Hovedet ned mod Jorden og gik et ParSkridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bøssen modKinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, ogmin Finger krummede sig om Aftrækkeren, men saa .....Der knækkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Løvet raslede, og jeg maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk komlistende frem. Ogsaa den anden lod Græs være Græs og saa ligemod den kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet højthævet og Klovene fast i Jorden. Jeg kunde høre ham snøfte af Arrigskab.Endnu var der Tid. Spidsbukken gik frem. Han havde intet set. Denanden maalte Afstanden. Jeg gjorde mig klar; men saa sprang hanpaa. Mulden røg dem fra Klovene, og de jog ind gennem Højskoven.
Saadan een havde godt af at føle et Par spidse Takker mellemRibbenene, saa det sang i Vommen.Det er snart Brunsttiden, og ingen Storbuk taaler, at en aargammelKnægt bryder ind i hans Hjord. De jager dem allesammen langt bortfra Skovene.Langsomt fulgte jeg efter. Græsset, som lige var traadt ned, rejstesig igen Straa efter Straa. En Blaaklokkeblomst svippede op og stodrank som et Lys med alle Klokkerne ringlende af Fryd. — Ved en Granvej stod jeg og saa Solen gaa ned. Det knitrede af Ildmellem Grenenes Fletværk. —Timer er gaaet siden da. Jeg har været Skoven rundt flere Gange.Mellem Granernes sorte Toppe spinder Maanen sit hvide Spind, ogind mellem Træernes Stammer glider Skygge ved Skygge. De jagersom Underlands Folk fra Busk til Busk. Hist i en Lysning staar destille og kryber sammen til det bare ingenting. Vejen er smal, hvor jeg gaar. Om mine Kinder og Øjne bristerSpindelvævets tynde Traade. Midt paa en nøgen Træstub gløder enSankt Hans Orm.Høje er Bøgene. Slanke deres Stammer, glider i eet med Mørket omdem. Kronerne staar som malet mod den blegblaa Nathimmel. SomSilke rasler deres Løv. Og inde i Granernes Mørke pusler Natvinden,hvisker fra Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren modHimlens kølige Blaa. Over sølvhvide Enge flakker deres Skygger. Alle Blomsterne sover. Hvert enkelt Kronblad har lukket sig tyst omDybet, hvor Myriader af blinde Kim slumrer i ubevidst Higen. Kun Aftenpragtstjernen lyser i betagende Hvidhed. Natsværmernesblinde Øjne trækkes mod dens Lys.Inde under Purrerne i et lille Hak midt i det højeste Græs ligger toMennesker Side om Side. Stiens Mos sluger mine Skridt, og jegkommer saa tæt, at kun nogle Grene er imellem os. Det er en Mandog en Kvinde. Hun ligger paa Ryggen med Lemmerne strakt fra sig i
Hvile, han har kantet sig op paa Armen, saa han kan se hendes Ansigt, der er hvidt i Mørket. Tyst glider jeg ned bag en Busk. Endnuhar de ikke hørt mig. De ligger stadig i den samme Stilling. Jeg borermig et lille Hul mellem Bladene, saa jeg rigtig kan se dem. Lige bagmig slaar en Nattergal, og et Stykke længere borte svarer en anden. Alle Smaabøgene lyser som Perlemor. — Du sier ekk novet, bitte Frærik. — Hæ æ saa masendes smukt, Fie. — Hm, søns du osse de', Frærik. — Jov, de' har jæ da savt dig saa tit. Du skue tae o lægg lidt bederMærk' te', hvae jæ saaen goer o sier dig. — Jæ har ekk skreven de' op, o de' æ ekk saaen o saa house alt. — Du har da en Poesibov, fra a' du gik te' Præst. Jæ har sæl skreveni den: To Drosler ..... — Jæ ved ekk, hvor min Poesibov æ bleven av.Han tager et Par lange Drag af Piben, som sidder fast i sit Tandhulog puster velbehageligt Røgen langt ud fra sig. — De' æ de' smukkeste Sted i hele Skoven, Fie. Saa tit, naar jæ harliggen her ene o grubliseret, har jæ drømt, a' vi havde bygget vortlell Hus herude, o du var bleven min Kone o hver Avten stoe ude paaTrappestenen o toe imod mig me' den mindste paa Armen. — Du har da vel Raad te' o køve Huset ner ved Aaen, Frærik?Hun drejer sig raskt om paa Siden, rejser sig halvt op paa Albuen ogser ham stift ind i Øjnene. — Min egen lell Fiemor. Han haler møjsommeligt Piben ud af Mundenog forsøger at dikke hende under Hagen med Spidsen.
— Lae vær me' de' Svineri, sier jæ, de' æ alvorligt nok, Frærik. Hunslaar til Piben saa den falder fra ham og al Tobakken ruller ud af Hovedet. — Min dyrebare Tobak. Dæ fik du den spildt. Et Par Fingre borer signed mellem Græsstraaene og forsøger at redde, hvad reddes kan. — Se paa mæ, Frærik. Har du Raad eller har du ekk? Jensens Fieløver ekk me' Snak o Per Hansens Adolf ... — Bak ... bak ... bak ... uhm. Han har revet en Tændstik og forsøgerat tænde Ild i Resterne. Hun har lagt sig om paa Maven, revet etStraa ud af en Blok med Hjærtegræs og gumler eftertænksomt paadet. —Imellem to høje Græsstraa har en graadig Korsedderkop spændt sitFangnet ud. Det hænger der og svajer i Takt med Straaene ogglimter, som var det oversaaet med Diamantstøv. Et stort, klodsetMøl svirrer frem fra et Blad. Som ejer det hele Verden buser detafsted, tumler imod Blade og Blomster og ... Straaene bøjer signæsten helt ned mod Jorden, men Nettet holder. Ud fra Fangboligenkommer et sort Uhyre farende paa lange, tynde Ben. En kort Kampog den dumme Mølfugl er kun et ranglende Skelet. — — Kae dutte smie den dumme Pive fra dæ', mens vi snakker. — Jæ ryer paa Myggerne, Fie. — Hvor manne Penge har du for Resten paa din Bov, Frærik?Hun spytter Græsstraaet ud og vender sig om paa Siden. — Dikke ... dikke ... dik ... Puttehøne. De' ved vi itte. Pibespidsen erigen i Aktivitet helt henne under hendes Hage. — De' ved vitte, menhelt nøgne behøver vi da heller ekk a komme te o goe, o Huset faarvi smens nok. — Lelle Frærik ... Hun nærmer sit Ansigt tæt til hans. — Skae vi saalægg Piven, Skat. Den snorker lieveller.
— Saa er'et vel fordi a den æ søvnig. — Hi ... hi ... hi ... hihi ... En hel Masse gurglende Lyde baner sig Vejop igennem hendes Strube. — Du kae da sie de', saa man kae le a'et, Frærik ... hi. — Hæ ... hæ ... hæhæ—hæ ... Søe Fie, jæ kae sie de' megetsjovere, naar vi blir givte.Han lægger Piben fra sig og stryger hende kærtegnende hen overRyggen, som han er vant til det med sine Plovheste. — Stikker Myggerne dig, min Tøs. Væk mæ jær I Asener ells skaeFrærik Søren danse mæ ... Han slaar bredt ud med Haanden. — Husjh ... husjh, kae I humme jær. — Uh, hvor de stikker over hele Kroppen, Frærik. De sier lie saa tykk som Sand.Hendes Ansigt er nu ganske tæt ved hans, og hans Arm hviler fastom hendes Midje. Han skubber en Smule paa sig og næppe hørligthvisker han. — Skae jæ jave dem væk, Fie? — Jæ tror du æ tovlig, Frærik. Jæ skae nok sæl flytte, hvae dæ skaeflyttes. Vi æ dante givte. — Vi har i allenfals Ringen, Fie. Han gør et krampagtig Forsøg paa atholde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans Arm. Ærgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. —Ganske stille bøjes Grenene lidt til Side, og en Ræv stikker sin spidseHoved frem for at "sikre". Øjnene lyser som Fosfor, og Læberne ertrukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tænder skimtes. EnSolsort, som har siddet i Busken lige over den, gnevrer op. En andensvarer forskrækket ligesom i Søvne og snart er hele Tykningen et
eneste gnevrende Kor. Arrigt drejer den Hovedet om efter dem, saatrækker den sig tilbage lige saa forsigtigt, som den er kommet. — — Dæ var bestemt nowet, som rørte sæ, Frærik. — De' var en Myg, dæ' summede, Fie. — Du me' dine Mygger. Hun dunker ham overgivent i Siden ogkravler ind i hans Favn igen. — De' kae du lie, hvae? — Fie, jæ har køvt Huset, saa dæ kae lyses hvae Søndav, de' skaevære. — Æ' de' sandt, Frærik? Kys mæ, hvis de' æ regte verkle. — Lelle goe Engel. Han tørrer omhyggeligt Munden af med sitTrøjeærme.Midt under Kyssene, som bliver længere og længere, holder hunham pludselig et Øjeblik for Munden og siger: — Du spajer dante Frisuren, Frærik?Hun slipper ham et Øjeblik, saa er hun der igen med Haanden. — Frærik, de' æ vel regte bastemt, de' me' Huset o saa Lysningen.Hun trækker Hovedet langt tilbage og slipper, for at han kan kommetil at svare.Tre røde Fingre hæver sig i Vejret. — Naar løj Frærik spør jæ Fie Jensen?Hun ser ham stift ind i Øjnene. — Ja een faar tro dæ. Karlfolket æ nu ells ekk saaen i vorses Dave.Og idet hun atter nærmer sit Ansigt tæt til hans, tier hun et Øjeblik som for at bringe sine Tanker i Orden, før hun føjer til: — De' æ altsaa paa næste Søndav, a dæ lyses første Gang, o teNovember æ vi givte ... Uh, du kae ekk tænk' dæ, hvor de tovlige
Mygger dov osse skae bide. — — —En Raa kommer langsomt vandrende over Stien. Som en Silhuettegner dens Billede sig mod de lyse Bøgepurrer. Uroligt virrer denmed Ørerne og kaster Hovedet frem og tilbage, mens den piber —lange, kaldende, fløjtende Lyde, som bliver borte mellemStammerne.Ud fra en Holm med Brændenælder kommer i det samme et Parløjerlige smaa Skikkelser til Syne. Spændte staar de og lytter. Gaarforsigtig ligesom prøvende et Par Skridt frem, lytter igen og giver sigpludselig til at springe afsted med korte, kluntede Hop. Hej, dersnublede den ene over en Gren, og der tumlede den anden over enTue. Benene er nok ikke tilstrækkelig stærke endnu til at bære solidtog Øjet for svagt til at beregne et Spring. Men Længslen efter Mor ...Nu borer to ivrige, fløjelsbløde Snuder sig Vej til Dellet, og denvarme Mælk faar Muskelspillet paa to slanke, fine Halse til at virkesom Stempler. Med højt hævet Hoved og hver Sans spændt til detyderste holder hun Vagt, mens de drikker. — Hrew ... hrew ...Hun gaar et Skridt frem og hugger Klovene haardt i Jorden. Detørstige Munde forsøger at holde fast.Hrew ... hrew ... hrew ...Der var noget, som rørte sig et Sted inde i Tykningen. I lange Springforsvinder hun henimod Holmen. De smaa tumler efter. Snart harBrændenældernes haarede Blade skjult dem igen og GræssernesHvisken og Tisken dysset dem i Søvn. Selv lister hun som en Skyggeomkring i Nærheden og vogter paa sin Skat. — — Huh, Frærik alt æ levendes om vos. — Stell din lell' Skarnstøs, de' æ kuns Dyrene o saa Natten. —En Ugle svæver paa lydløse Vinger fra Træ til Træ. Den skriger ogklager sig som et Menneske i Nød. Højt over Grantoppene glider
Maanen. Dens gul-hvide Fjæs er stivnet i en komisk Grimace, ogStjernerne ler paa dens gyldenblanke Vej. Et Sted langt inde i Mørketknager en Eg sine Eventyr for Puslingerne, som frækt skyder op omdens Fod, og ud og ind mellem dens Grene svirrer Flagermusene ien evigt hvirvlende Dans. I en Tveje har en Maar lagt sig paa Lur.Dens grønne Katteøjne følger de flagrende Dansere. — — —Der steg Nattergalens Trille saa højt, at den brast. — — — — — —Stille, som jeg kom, gaar jeg bort. Andre Stier og andre Veje tager mine Skridt. Over mig lukkerGrenene sig sammen, og til Siderne kan jeg kun se et lille Stykkeind. Det er som at vandre mellem Skygger, der bestandig viger.Det er langt ud paa Natten. I min Hytte bag Skoven gør min Hund af Længsel efter mig — Glam efter Glam, som giver Genlyd viden om.Tiden er blevet ham for lang bag fire Vægge uden andet Selskab endMørket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Omnogle Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes,skal skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den.Paa en Træstamme lige ved Vejkanten sidder der een — en utydeligSkikkelse mod alt det mørke.Jeg gaar tæt hen og hilser. — Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig omimod mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliverstaaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvideTænder, og hendes Øjne straaler. — Hvad hedder De? — Jeg hedder Elizabeth — eller Lis, føjer hun til. — Jeg kender Dem ikke.
— Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren. Altid naar vi er ude iMarken, og vi pludselig hører et Skud, siger de allesammen. — Detvar ham, der skød. Forøvrigt bor De alene omme i Huset vedRødledsvejen. — Ja, det er mit Hjem. Hvor bor De? — Hos min Onkel og Tante nede paa "Sofies Minde".Jeg sætter mig ved Siden af hende og lægger Hatten fra mig. —Over Stammen kryber en Skovsnegl. Vi kan høre den suge sig fast tilBarken og igen give Slip for at skubbe sig længere frem. EnLysstrime rammer den, og den glinser af Slim. Før det gryr, skal denvære paa den anden Side, hvor Løvet kan skjule den for Solen. Denstrækker sig langt frem og kiler paa. —Som hun sidder, ser jeg hendes Mund. Læberne er tykke og krængersig ud, som vilde de kysse hvert eneste Aandedrag. Min Haand liggertæt ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød ogvarm, og jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hunvender Ansigtet om imod mig ...Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigtat krybe nedover. — — —Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden. Den stiger og synkersom et Bryst, der er fyldt af en frydefuld Længsel — favnes af Dagens Sollys.Natravnen Flakker os tæt forbi, graa som en Skygge, jagendeMølfugl, der lige har puppet sig ud ... Stille ... stille ... dens Vingeslaghøres ikke ... Vore Hænder mødes — et Kærtegn — født af Øjeblikkets Stemning.Hvorfra ... Hvorhen ... Jeg ved det ikke. Ved blot, at jeg maa væregod imod dig. — Lis! Er du min?
— Jeg var din, før jeg saa dig.Du giver mig begge dine Hænder. De er faste, næsten lidt haarde.Du er vant til at slide ... Vi glider ind i hinanden, Øjenlaagene slukker Pupillernes Kærter —din Mund brænder ... Du giver mig Kysset igen. — — Vi gaar ud over Markerne. Om os Sædens lysende Graa. Hvide ligger Vejene. Inde paa Græsmarkerne brummer Køerne i overmæt Velvære. Deres Yvre spændes med Mælk. — Ved Havegærdet rækker du mig Haanden til Farvel.Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipperikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glæde. Jeg tror,dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der ringersin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...Dine Øjne ejer Vandets Dybde, der samler hele Himmelhvælvet i sigog gnistrer af Solstænk. Og dit Bryst er bredt, kan rumme al JordensLykke. Du er stærk, der staar en sund Kraft af din Krop ...Længe — længe bliver jeg staaende og ser op ad Havegangen, hvordu gik.Det lyser langs Sivbræmmerne. Brudelysenes røde Koralrev glimter,og Sværdliljernes Guld lyner. —Dér letter en Hejre fra en Tue. Stille som et Skib glider den bort iTaagerne over Bøgenes rolige Hav. Hvor den har staaet, ligger endnudens varme Gødning, og Fluerne samles om den. Deres Summenhøres helt ind til Land. —Jeg rejser mig. Et Øjeblik har jeg sovet, siddende med Ryggen moden Træstamme, jeg fryser og er vaad af Dug.
Blaasort ligger Mosevandet. En hvid Taage stiger fra dets Dyb. Detser ud, som om det kogte. Hvide Vandperler skruer sig langsomt i Vejret og brister en efter en med smaa Smæld, som var de af Glas.Inde i Skoven bag mig tændes Solpletterne, som Blomster springerde frem af Skovbunden og hør, Morgenvinden letter. Sagte kommerden susende, kruser knapt Vandets Flade og rangler bort mellemSivene. Alle de dunede Blade skutter sig mod Lyset.Inde bag Granerne kurrer de første Duer. Ad Stien ud til Engen kommer en gammel Kælling langsomtrokkende. Hvert Øjeblik standser hun og snøfter, som om hun vildevejre. Hendes krogede Haand er krampagtigt knyttet om enKrykkestok, og hele hendes Overkrop er pakket ind i et stort Sjal.Jeg kan ikke se hendes Ansigt, der er indrammet af en bredflæsetKyse.Hvor Tørvestakkenes kegleformede Smaahuse sløret af NattensSpindelvæv gror frem af Jordsmonet, standser hun. En lille Mus, somer fremme for at se, hvad Dagen lover, gaar hovedkulds til Bundsigen, og nogle jordgraa Firben, der gør Jagt paa Myg, piler indmellem Tørvene og stikker nysgerrigt Hovederne frem.Længe staar hun og ser sig omkring, skygger med Haanden forØjnene og drejer sig rundt mod alle Verdens Hjørner. Alt er roligt.Kun en enlig Spinder er drattet ud af sit Net og hænger langs etGræsstraa og svajer.Stadig lytter hun. Engtaagen letter, forsigtigt løses dens Flige fraStraaene, nu staar den skarp som en Sky i Luften ... nu glider denfoldet sammen i en Strime op mod Lyset, og nu — gnistrer den somSolstøv.To Sommerfugle jager forbi — kaster sig ud og ind i Leg — tæt vedog langt borte. En lille Ærenpris strækker Hals og ser længselsfuldttil. Liljekonvallernes Bjælder ringer Dagen ind.
Kællingen har revet Sjalet til Side. Krykkestokken har hun ladet faldeog staar strunk endda. En stor Spaankurv kommer til Syne. Der erikke engang den mindste Smule Gigt i Lemmerne, hun hopper fraStak til Stak og slaar ned over alle Toptørvene. Hendes Fingre gribersom Klør om Byttet.I rasende Fart er Kurven fuld. Ikke et Øjeblik har der været Tid til athoste. Hvem er vel heller kort for Brystet en tidlig Morgen, før andreendnu har drukket Luften ind.Tilbage over Engen med højt løftede Skjørter og uden et mindsteHvil. Krykkestokken er lagt helt op under Armhulen for ikke atgenere Gangen. —"Halløj Mette" nu slap du ind paa Skovstien. Sjalet dækker igen, ogKrykkestokken støtter de værkende Arme. Et Par Blomster faar duTid til at plukke dig, dem bærer du synligt. Møder du nogen, har duværet ude at søge Urter til at køle de brændende Saar, somDagslidet giver. Men denne Færd skal du komme til at betale medKaffe. Vi mødes ved din Dør. Jeg gaar udenom og skal nok hjælpedig med at puste til Ilden. Og saa har du et dejligt Spil Kort fedtet af Aars Gransken. Jeg vil vide, om der ikke ligger en rød Pige til mig,for Lis har røde Fletninger og Fregner i Huden.Jeg ser dig skyde Kortene ud og ind imellem hinanden, og hvertØjeblik betragter du mig.Jo, Gue ligger der en rød Pige til mig ... Vi ser hinanden dybt ind iØjnene og forstaar hinanden. Tørverøgen fylder Køkkenet. — — Lae mig se ... jov, min Sæl og Saliehed, hæ ligger hun sgu osse, ohun æ rød som de' pureste Guld. — —Solpletterne er store som Roser og Fluesværmen tæt over Mosen.Snart kommer Landsbyens Arbejdere. Deres Skraal og Banden vil jage hver fredfyldt Plet som Solstrejf til Skovens Dyb. —Kaffe med hvidt Brød og gult Smør, vil jeg have, og vi tier stille ... Ogsaa den røde Pige. —
