Der er et frodigt diskussionsmiljø i Rusland for øjeblikket. Tænketanke og internetsider skyder op som svampe i en oktober skovbund. Langt de fleste ligger indenfor den konservative tankegang.
Da jeg for nylig besøgte Moskva deltog jeg i møder i to, nye konservative kredse, hvor debatten gik lystigt og hvor der var mange nysgerrige spørgsmål fra russere til danskere og omvendt.
Ifølge A. Ju. Minakov Professor ved Voronezh Universitet og leder af Center for studier af konservatisme er der i Rusland 8 forskellige retninger indenfor konservatisme.[1]
Ifølge Minakov har russisk konservatisme altid været en filosofisk stærk retning, men svag i institutionel forstand. På trods af dette lykkedes det dog de konservative kræfter at komme til ære og værdighed i 1812 og derved vinde kampen imod Napoleon. Men i 1917 var man ikke så heldig. Revolutionen i 1917 var en civilisationsmæssig katastrofe, der kunne have været afværget, hvis den konservative tanke havde været til stede i de statslige strukturer. Men det var den ikke. De var mere præget af liberalisme, og de tabte til Lenin.
I 1991 begyndte den konservative genfødsel.
Jeg gengiver her Minakovs betegnelser og beskrivelser af de mange konservative (eller på dansk snarere højre-orienterede) retninger siden 1991:
- Den marginale konservatisme, der består af monarkister og arvtagere til den før-revolutionære bevægelse ”De sorte hundreder”. Disse bevægelser er så farverige og besynderlige, at de er gode til at bruge som skræmmebilleder i Vesten og i liberale medier til diskreditering af konservatisme generelt.
- Den national-bolsjevikiske bevægelse, der er et forsøg på at forbinde patriotisme, socialisme og ortodoksi. Stalin og kupmagerne imod Gorbatjov i 1991 kan siges at være i denne bevægelse. De har ikke stor opbakning i dag.
- Den kirkelige konservatisme organiseret i kirken og i den kulturelle bevægelse ”Det russiske folks råd”[2] der blev oprettet i 1993. De fik sat begreber som den russiske diaspora (de ca. 20 mio. russere, der lever udenfor Ruslands grænser) og ”russkiy mir” – den russiske verden som kulturelt begreb på dagsordenen, – det man i dag kalder ”det russiske spørgsmål”. I dag deltager kirken ikke selv direkte i den politiske debat.
- Den liberale konservatisme eller den neo-slavofile bevægelse. Denne retning er stærkt præget af Solsjenitsyn, der vendte hjem fra eksil til Rusland i 1994. Han skrev umiddelbart derefter: ”Hvordan skal vi indrette Rusland?”, der fik kæmpe gennemslagskraft. Solsjenitsyn argumenterer her for, at man skal løse det russiske problem ved folkeafstemninger om, hvor de post-sovjetiske grænser skal gå. Solsjenitsyns satte dermed oprettelsen af en russisk nationalstat på dagsordenen. De parti-organisationer, der er opstået indenfor denne tankegang, har ikke haft stort held organisatorisk. Hverken Rodina, KaDe, eller Den russiske kristne bevægelse har haft et langt liv som partier, men mange enkeltpersoner fra disse bevægelser sidder i dag højt placeret på indflydelsesrige poster.
- Den neo-euroasiatiske bevægelse, der er en antivestlig og ikke-kristen bevægelse, der først og fremmest er præget af filosoffen Aleksander Dugin. Han anbefaler, at Rusland danner en blok med de asiatiske lande for at modstå Vesten. Dugin er meget omtalt i Vesten. Måske fordi han er så farverig. Men også fordi han taler engelsk og er en meget aktiv net-kommunikator. Han har ikke den store indflydelse i Rusland.
- Den national-konservative bevægelse (de ungkonservative) opstod på internettet og som en presseklub omkring år 2000 centreret om filosoffen Tsymburgskij. De udgav et ugeskrift ”Konservator”, der dog ikke udkommer mere. I dag er de centreret om udgivelsen ”Spørgsmål om nationalitet[3]” og går ind for, at Rusland skal definere sig selv som en nationalstat. De nationalkonservative vil gerne tage æren for, at Putin har brugt udtrykket ”nationalist” om sig selv.
- De social-konservative er den nyeste af de mange konservative retninger og er præget af kredsen om de filosofisk-politiske antologier ”Perelom” (brud, omslag) og ”Plakha” (stillads, skafot) under redaktion af Aleksander Shipkov. Denne kreds mener, der sker en tvedeling af verden lige nu. Den euro-atlantiske civilisationsmodel i sin nuværende form har nået sine grænser, og der er nu tale om en stærk reaktion imod den globalistiske, postsekulære (dvs. ikke-sekulær og dermed hedensk, islamisk eller kristen)[4] liberalisme. Reaktionen består i en søgen efter national identitet og nationale traditioner. De socialkonservative ser løsningen i de gamle traditionelle, kristne værdier og i social retfærdighed i form af en højere grad af økonomisk lighed.
- Den officielle konservatisme, magtens parti, der mest har været inspireret af liberal-konservatismen men nu har træk fra andre af de her nævnte bevægelser.
I 90érne under Jeltsin var magtens parti liberalt og vestligt. Men fra foråret 1998 – særligt fra den dag, hvor den russiske premierminister Primakov var på vej på besøg i USA, og vendte flyet i luften, da NATO begyndte krigen om Kosovo – har man indset, at man ikke kan efterligne Vesten. Dog har man også under Putin fastholdt et liberalt program angående den økonomiske politik, men på værdipolitikken er der givet plads til traditionelle russiske, nationale og kristne værdier. Efter protesterne i 2012 og Krim i 2014 har det ifølge Minakov været nødvendigt at gøre sig mere klart, hvad der mere præcist skal indgå i ideologien. Ifølge ham er det:
- En modvægt imod globalismen til fordel for nationale interesser
- En fortale for en multipolær verdensorden
- En vest-kritisk holdning
- Et forsvar for kristne værdier, særlig udtrykt i den traditionelle familie
- Accept af, at det russiske folk er det største, spredte folk i verden samt et ønske om at støtte og konsolidere den russiske kultur blandt alle russere – også dem udenfor Rusland.
Som sagt mødte jeg repræsentanter fra flere af de nævnte retninger under et nyligt besøg i Moskva.
Da jeg spurgte, hvorfor dette blomstrende konservative miljø ikke er repræsenteret som politiske partier, fik jeg som svar fra en analytiker, at magtens parti gør alt for at undgå, at der opstår nye konservative partier. Lige nu er de fleste af de nævnte retninger til stede i Putins parti, Edinaya Rossiya, som fraktioner. Det giver større råderum for magthaverne og man undgår konservative rivegilder i offentligheden. Det er mere praktisk med en liberal opposition. De liberale har ikke noget folkeligt grundlag for at få stor indflydelse. Til gengæld kan magtens pari i debat med de liberale vise netop det, de ønsker at stå for.
Når jeg spurgte, hvordan det går med ytringsfriheden i Rusland, var de fleste helt uforstående overfor mit spørgsmål. De forklarede mig, at man kan sige og skrive, hvad man vil. Man kan oprette diskussionsklubber og udgive bøger og oprette internet-sites og blogs. Men man kan ikke altid få adgang til medierne. Især TV er propaganda-stationer, der opererer indenfor en vedtaget politisk dagsorden, som redaktørerne hurtigt finder ud af. Det er ikke nødvendigt at sende nogen til Sibirien, for ønsket om karriere fører hurtigt til selvcensur indenfor den ønskede retning.
Men på andre platforme kan man udtrykke sig frit. Der er derfor et væld af bøger og tidsskrifter med alskens holdninger.
Jeg har altid selv beundret Solsjenitsyn og har stor sympati for hans tanker. De to konservative bevægelser, der mest ligner hans tanker – den national-konservative og den social-konservative bevægelse har meget tilfælles med de europæiske EU-skeptiske partier i ønsket om at finde sin egen nationale og religiøse identitet igen.
Jeg tror, Vesten kunne have godt af at stifte nærmere bekendtskab med alle disse tanker. De ville kunne fremskynde opgøret med EU-utopien. Men måske er det netop for at undgå det, at man har opfundet en ny kold krig. Jeg ved det ikke. Men jeg ville ønske, at en hær af oversættere gik i gang med at formidle de nye russiske konservatives tanker på vestlige sprog.
[1] ”Tipologiya konservatizma v sovremmonnoy Rossii”, i Tetradi Russkoy Ekspertnoy Shkoly, 2017 nr. 1, (Тетради Русской экспертной школы / Под ред. В.А. Щипкова. Москва: «Русская экспертная школа», 2017 (№1).
[2] Vcemirny russkiy narodny sobor
[3] Voprosy natsionalizma
[4] For uddybning læs: ”Postsekulyarnost i yazyk Tserkvi” i Tetradi Russkoy Ekspertnoy Shkoly, 2017 nr. 1, s. 113-119.
