En heftigt debatteret tale om udlændinge, som blev holdt på Dansk Folkepartis landsmøde i weekenden, bliver nu en sag for politiet.
Landsmødedeltageren Cheanne Nielsen gik på talerstolen i Herning og fremførte blandt andet, at udlændinge 'sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber'.
Se klippet fra Cheanne Nielsens tale her:
Budskabet blev taget imod med store klapsalver i det midtjyske, og det blev uden sammenligning det mest omtalte ved landsmødet.
Hendes udfald mod udlændinge er herefter blevet voldsomt debatteret - både på de sociale medier og i partitoppen. Partiformand Kristian Thulesen Dahl forklarede til Politiken, at partifællen var for generaliserende, og at hun i stedet skulle have sagt 'nogle' udlændinge.
I går modererede Cheanne Nielsen så sin udtalelse ved at præcisere, at hun ikke mente 'alle' udlændinge, men blot 'mange'.
Læs også: FAKTATJEK: DF underdriver antallet af racismedomme
Men den rettelse giver Mille Stockner fra Roskilde ikke meget for. Hun har nu politianmeldt Cheanne Nielsen til Midt- og Vestsjællands Politi. På Skrivunder.net skriver hun, at der i udtalelsen er tale om grove generaliseringer af en etnisk gruppe:
- Så det er klart i strid med paragraf 266b (racismeparagraffen, red.). Og der er tale om propagandaøjemed, når disse ytringer fremsættes fra en talerstol på et stort landsmøde, hvilket er en skærpende omstændighed, lyder forklaringen på anmeldelsen.
I skrivende stund har 5.669, som er enige i politianmeldelsen, skrevet under på Skrivunder.net.
Se hele Cheanne Nielsens tale på landsmødet her: