efter Justitsministeriets anmodning at afgive indstilling om strafferetlige lovgivningsspørgsmål og principielle spørgsmål vedrørende fastsættelsen af administrative bestemmelser af strafferetlig karakter og den praktiske gennemførelse af kriminalpolitiske foranstaltninger og
efter Justitsministeriets nærmere bestemmelse at medvirke i det internationale strafferetlige samarbejde, herunder navnlig det nordiske strafferetlige lovsamarbejde.

Ved brev af 24. november 2009 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om at behandle følgende kommissorium af 20. november 2009 om revision af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden:

”1. Straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden indeholder en række forskellige forbrydelser, som har til formål dels at beskytte mænds og kvinders adgang til selv at bestemme, hvem de vil stå i seksuelt forhold til, dels at beskytte børn og unge og visse særlig udsatte personer mod seksuelle overgreb. Det gælder f.eks. straffelovens § 216 om voldtægt, § 217 om samleje ved anden ulovlig tvang og § 222 om samleje med en person under 15 år. De pågældende bestemmelser omfatter både samleje og anden kønslig omgængelse end samleje (straffelovens §§ 224 og 225).

Kapitlet indeholder endvidere en række andre bestemmelser, dels om seksuelle krænkelser af mindre grov karakter (§ 232 om blufærdighedskrænkelse), dels om udnyttelse mv. af andre i seksuelle sammenhænge (f.eks. §§ 230 og 235 om børnepornografisk materiale, § 228 om rufferi og § 229 om alfonseri).

Der er tale om en meget betydelig variation i karakteren og grovheden af de forhold, som kan være omfattet af straffelovens kapitel 24. Overtrædelserne omfatter f.eks. både alvorlige personfarlige sædelighedsforbrydelser som voldtægt og grove overgreb mod børn under 15 år og mindre alvorlige, enkeltstående tilfælde af beluring og verbal uterlighed.

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 er ændret adskillige gange siden straffeloven fra 1930. Blandt de seneste års ændringer kan nævnes forhøjelsen i 2002 af strafferammerne for voldtægt (§ 216) og samleje med børn under 15 år (§ 222) (lov nr. 380 af 6. juni 2002), hvor der samtidig i forarbejderne blev forudsat en forhøjelse af straffen med 1 år i forhold til det hidtidige strafniveau. Ved en lovændring i 2008 blev § 222 ændret med henblik på at skærpe straffen i tilfælde, hvor gerningsmanden har skaffet sig samleje med en person under 15 år ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed (lov nr. 501 af 17. juni 2008).

Der er også foretager flere ændringer f.eks. af straffelovens §§ 230 og 235 om fremstilling og besiddelse af børnepornografisk materiale, senest i 2009, hvor det bl.a. blev gjort strafbart via internettet at sætte sig i besiddelse af børnepornografisk materiale, selv om materialet ikke downloades på en computer, eller der ikke betales for det (lov nr. 319 af 28. april 2009).

2. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om sædelighedsforbrydelser rejser jævnligt spørgsmål i den politiske og offentlige debat, f.eks. om strafniveauet for grove tilfælde af sædelighedskriminalitet eller om udformningen af en eller flere bestemmelser. Senest har bl.a. Amnesty International rejst spørgsmål om, hvorvidt flere bestemmelser i straffelovens kapitel 24 bør ophæves eller revideres.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt, at straffelovens bestemmelser om sædelighedskriminalitet er udformet sådan, at de afspejler et nutidigt menneske- og samfundssyn. Ligeledes er det væsentligt, at strafniveauet for de forskellige forbrydelser ud fra en nutidig opfattelse afspejler grovheden og karakteren af de pågældende lovovertrædelser, herunder at der er den fornødne sammenhæng mellem strafniveauerne for de forskellige former for sædelighedskriminalitet.

Straffelovrådet anmodes på denne baggrund om at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden med henblik på at vurdere, om der bl.a. i lyset af de enkelte bestemmelsers anvendelse i praksis er grundlag for at foretage ændringer i bestemmelsernes udformning, og om der er behov for særlige initiativer vedrørende straffastsættelsen navnlig for de groveste sædelighedsforbrydelser.

3. Følgende spørgsmål bør særligt overvejes af Straffelovrådet:

3.1. Voldtægt efter straffelovens § 216 (jf. også §§ 224 og 225) er en alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af ofrets frihed til at bestemme, hvem han eller hun vil have et seksuelt forhold med. Straffen for voldtægt blev som nævnt ovenfor skærpet ved strafskærpelsesloven fra 2002, og Rigsadvokaten har siden lovændringen i en række redegørelser slået fast, at de forudsatte strafskærpelser må anses for at være slået igennem i retspraksis.

Normalstraffen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet voldtægt må i dag antages at være ca. 2½ års fængsel ved en såkaldt overfaldsvoldtægt, dvs. voldtægt begået mod en person, som gerningsmanden ikke kender, og hvor der ikke inden voldtægten har været samvær mellem forurettede og gerningsmanden. Strafniveauet er lavere i sager om kontaktvoldtægt, dvs. i tilfælde, hvor parterne umiddelbart inden har været sammen på en måde, som kunne være optakten til en (frivillig) seksuel kontakt, eller hvor parterne kender hinanden i forvejen. I disse sager må normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel op mod 2 års fængsel (hvis der ikke er anvendt betydelig vold). I sager om parvoldtægt, dvs. voldtægt mod en nuværende seksualpartner eller mod en tidligere seksualpartner, hvis forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten, må normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel til fængsel i 1 år og 8 måneder.

Fastsættelsen af straffen beror i hvert enkelt tilfælde på domstolenes konkrete vurdering af samtlige sagens omstændigheder og afhænger bl.a. af, om der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Rigsadvokaten har i sin seneste redegørelse om straffen for voldtægt på grundlag af en gennemgang af retspraksis anført, at strafudmålingen i sager om parvoldtægt og kontaktvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt. Strafudmålingen er efter Rigsadvokatens opfattelse udtryk for, at der i sager om parvoldtægt og kontaktvoldtægt ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovens almindelige principper om strafudmåling bør føre til en lidt lavere straf end i sager om overfaldsvoldtægt.

Justitsministeriet vil i folketingsåret 2009-10 fremsætte et lovforslag om ændring af straffelovens § 216 med henblik på at præcisere, hvilke forhold der i almindelighed skal tillægges særlig vægt ved strafudmålingen for voldtægt. Formålet hermed vil navnlig være i lovgivningen at præcisere, at strafudmålingen i voldtægtssager ikke er udtryk for en generel forskel i grovhedsvurderingen af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt, men at straffen i hver enkelt voldtægtssag må fastsættes ud fra en samlet konkret vurdering af den pågældende sags omstændigheder.

Henset bl.a. til voldtægtsforbrydelsens alvorlige karakter kan der imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse være anledning til at overveje, om det ovennævnte normalstrafniveau i voldtægtssager generelt i dag i tilstrækkelig grad afspejler forbrydelsens grovhed og den krænkelse af ofret, som finder sted. Overvejelser herom må ske i lyset af strafniveauet for bl.a. andre sædelighedsforbrydelser.

Straffelovrådet anmodes på denne baggrund om bl.a. at overveje strafniveauet i sager om voldtægt med henblik på at vurdere, om der måtte være behov for yderligere initiativer på dette område.

3.2. På baggrund af den offentlige debat, der har været om spørgsmålet, anmodes Straffelovrådet endvidere om bl.a. at overveje, om der – som f.eks. i Norge – bør indføres regler om strafansvar for uagtsom voldtægt. Det bemærkes, at straffelovens § 226 allerede i dag giver mulighed for at straffe for uagtsom overtrædelse af visse bestemmelser i kapitel 24, f.eks. hvis gerningsmanden burde have indset, at han havde samleje med en person under 15 år (jf. § 222). Straffelovrådet bør i den forbindelse belyse de hensyn, der kan tale henholdsvis for og imod en kriminalisering af uagtsom voldtægt, og herunder belyse en eventuel udvikling i retspraksis med hensyn til at domfælde for (forsætlig) voldtægt i sager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler.

Voldtægtsforbrydelsen omfatter også tilfælde, hvor gerningsmanden skaffer sig samleje ved at hensætte den forurettede i en tilstand, hvor han eller hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. § 216, stk. 1, 2. pkt. (med en strafferamme på som udgangspunkt fængsel indtil 8 år). Tilfælde hvor en person i øvrigt skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en sådan tilstand, f.eks. som følge af indtagelse af alkohol eller narkotika, straffes efter straffelovens § 218, stk. 2, med fængsel indtil 4 år. Straffelovrådet anmodes om at overveje, om sådanne forhold eventuelt bør straffes som voldtægt, og i givet fald hvilken betydning dette bør have for de øvrige forbrydelser i kapitel 24, som handler om at udnytte en bestemt tilstand eller svagere position hos den forurettede (navnlig §§ 217-220).

Straffelovrådet bør også overveje, om begrænsningen til forhold begået uden for ægteskab i straffelovens § 218 og § 220 (om forskellige tilfælde, hvor opnåelse af samleje sker ved udnyttelse mv.), bør opretholdes, eller om bestemmelserne bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab mv.

Straffelovrådet bør desuden overveje, om der eventuelt er grundlag for at ophæve visse af bestemmelserne i kapitel 24, herunder navnlig § 221 om at tilsnige sig samleje med en anden person eller § 227, hvorefter straffen kan nedsættes eller bortfalde, hvis gerningsmanden og den forurettede indgår ægteskab mv.

I tilknytning til overvejelserne om straffelovens kapitel 24 kan Straffelovrådet også overveje forholdet til straffelovens § 210 om incest.

4. Det forudsættes, at Straffelovrådet inddrager regler og erfaringer fra andre lande, herunder navnlig de nordiske lande, om bl.a. udformningen og afgrænsningen af sædelighedsforbrydelserne.

I det omfang Straffelovrådet finder, at der er behov for lovændringer, anmodes rådet om at udarbejde et lovudkast.”

Ved brev af 23. marts 2010 sendte Justitsministeriet forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for voldtægt af ofre for menneskehandel (B 103) til Straffelovrådet med henblik på, at beslutningsforslaget kunne indgå i rådets overvejelser i forbindelse med gennemgangen af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. Beslutningsforslaget er beskrevet nedenfor i kapitel 3, afsnit 2.5.

Ved brev af 2. juli 2010 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om i forbindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden at overveje spørgsmålet om forældeldesfristen i sager om seksuelt misbrug eller seksuel krænkelse af børn samt spørgsmålet om en udvidet kriminalisering af fiktiv børnepornografi. Brevet er sålydende:

”1. Ved kommissorium af 20. november 2009 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden med henblik på at vurdere, om der bl.a. i lyset af de enkelte bestemmelsers anvendelse i praksis er grundlag for at foretage ændringer i bestemmelsernes udformning, og om der er behov for særlige initiativer vedrørende straffastsættelsen navnlig for de groveste sædelighedsforbrydelser.

2. Spørgsmålet om, hvilke forældelsesfrister der bør gælde for sager om seksuelle overgreb mod børn har flere gange været genstand for politisk og offentlig debat. Senest har spørgsmålet været rejst i forbindelse med en række sager om seksuelle overgreb i Den Katolske Kirke. Det er i den forbindelse blevet anført, at forældelsesfristen i sager om seksuelle overgreb mod børn og unge bør forlænges eller helt afskaffes.

Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristens længde som udgangspunkt af strafferammen for den pågældende forbrydelse. Baggrunden for denne sammenhæng mellem forældelsesfristen og lovovertrædelsens grovhed er, at jo grovere en lovovertrædelse er, desto større behov vil der typisk være for at forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at den er begået, og desto svagere vil de hensyn, der kan tale imod en sådan forfølgning, typisk være.

Herudover følger det af straffelovens § 94, at forældelsesfristen som udgangspunkt regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

Efter § 94, stk. 4, regnes forældelsesfristen for bl.a. en række sædelighedsforbrydelser (f.eks. straffelovens §§ 210 om incest, § 222 om samleje med en person under 15 år og § 223 om samleje bl.a. med adoptivbarn, plejebarn mv. under 18 år) dog tidligst fra den dag, den forurettede fylder 18 år. Baggrunden herfor er et ønske om at sikre, at personer, der som børn bliver udsat for seksuelt misbrug, har mulighed for som voksne – hvor de bedre vil være i stand til at varetage egne interesser – at reagere over for dette misbrug, uden at forældelsesreglerne udelukker muligheden for strafferetlig forfølgning.

De nuværende forældelsesregler i sager om seksuelt misbrug af børn er udtryk for en samlet afvejning af på den ene side hensynet til offeret og samfundets interesse i, at disse forbrydelser så vidt muligt bliver genstand for retsforfølgning, og på den anden side bl.a. hensynet til at undgå omfattende efterforskning af sager, der ikke vil kunne gennemføres på grund af utilstrækkelige beviser, og hvor den forurettede formentlig vil opleve en frifindelse som en yderligere krænkelse.

Den aktuelle debat om seksuelle overgreb mod børn kan imidlertid give anledning til at overveje, om de gældende regler om forældelse fortsat er tidssvarende.

På den baggrund skal Justitsministeriet anmode Straffelovrådet om i forbindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden at overveje, om der efter rådets opfattelse er grundlag for at ophæve eller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug og andre former for seksuel krænkelse af børn.

3. Straffeloven indeholder flere bestemmelser, der bl.a. kriminaliserer optagelse, udbredelse og besiddelse af børnepornografisk materiale.

Efter straffelovens § 230 straffes således den, der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.

Endvidere følger det af straffelovens § 235, at den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år, jf. straffelovens § 235, stk. 2.

De nævnte bestemmelser omhandler utugtige billeder mv., hvilket efter forarbejderne bl.a. omfatter billeder mv. af et seksuelt forhold i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med en person under 18 år. Herudover må der ved vurderingen af, om et billede mv. er utugtigt, lægges vægt på, om det viser en person under 18 år, der deltager i kønsligt forhold, eller over for hvem der i øvrigt i forbindelse med optagelsen må antages at være foretaget en groft krænkende handling, f.eks. ved at anvende den pågældende som model for fotografering af kønsdele eller af seksuelt prægede berøringer.

Straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografisk materiale omfatter endvidere andre utugtige visuelle ”gengivelser” af personer under 18 år. Hermed sigtes efter bestemmelsens forarbejder til forhold, hvor der er tale om en fiktiv afbildning, og hvor der derfor som udgangspunkt ikke foreligger et konkret seksuelt overgreb mod et barn. Der skal efter forarbejderne foreligge en realistisk afbildning, og bestemmelsen omfatter derfor alene fiktive fremstillinger, der fremtræder på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier mv. Eksempelvis vil et computergenereret billede, der bortset fra det fiktive motiv har fuld lighed med et fotografi, være omfattet, mens malerier, håndtegninger mv., der ikke fremtræder som identiske med faktiske afbildninger, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Udbredelse af fiktivt børnepornografisk materiale vil i øvrigt efter omstændighederne kunne være strafbart efter straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, f.eks. hvis en person uopfordret sender fiktiv børnepornografi til en anden.

Spørgsmålet om fiktiv børnepornografi har i foråret 2010 været genstand for debat i Folketinget i forbindelse med et forslag til folketingsbeslutning om forbud mod animeret børneporno (B 133). Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget bl.a., at forskere har givet udtryk for, at fiktiv børnepornografi som en afledt effekt kan føre til, at der begås seksuelle overgreb på børn, idet personers benyttelse af animerede billeder kan være første skridt til benyttelse af ”rigtig” børneporno, hvilket kan føre til, at den pågældende selv begår overgreb på børn. Beslutningsforslag B 133 vedlægges i kopi.

Justitsministeriet finder det vigtigt nærmere at få undersøgt, om fiktiv børnepornografi, der ikke er realistiske afbildninger, kan antages at lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn. Justitsministeriet har derfor anmodet Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og det såkaldte visitations- og behandlingsnetværk, som er ansvarlig for behandlingen af dømte seksualforbrydere, om en udtalelse, der kan belyse, om besiddelse mv. af fiktiv børnepornografi, der ikke er realistiske afbildninger, kan have denne virkning.

Spørgsmålet om, hvorvidt fiktiv børnepornografi bør kriminaliseres nødvendiggør endvidere en afvejning af begrundelsen for en nykriminalisering af besiddelse mv. af billeder, der ikke er realistiske afbildninger, over for bl.a. den kunstneriske frihed.

Justitsministeriet skal på den anførte baggrund anmode Straffelovrådet om at inddrage spørgsmålet om en udvidet kriminalisering af fiktiv børnepornografi i rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. Det forudsættes, at Straffelovrådet bl.a. inddrager regler og erfaringer fra Norge og Sverige om kriminalisering af fiktiv børnepornografi i sine overvejelser. Udtalelsen fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Visitations- og behandlingsnetværket vil blive sendt til Straffelovrådet, når den foreligger.”

Beslutningsforslag nr. B 133, som der henvises til i brevet, er beskrevet nedenfor i kapitel 3, afsnit 2.6.

Justitsministeriet sendte den 1. november 2010 kopi af udtalelse af 17. september 2010 fra Sexologisk Klinik og Visitations- og Behandlingsnetværket om fiktiv børnepornografi til Straffelovrådet. Udtalelsen er optrykt nedenfor som bilag 3.

Det er endvidere aftalt mellem Justitsministeriet og Straffelovrådet, at rådet i forbindelse med sin gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden også overvejer spørgsmålet om ”børneerotika”.

Ved brev af 14. juni 2011 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om i forbindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 at overveje, om en kommende forhøjelse af straffen for overfaldsvoldtægt som anført i aftalen ”Styrket indsats mod kriminelle bander og organiseret indbrudskriminalitet samt styrket indsats for at beskytte ofre mv.” bør have konsekvenser for strafniveauet ved andre former for seksualforbrydelser. Brevet er sålydende:

”Som led i aftalen ”Styrket indsats mod kriminelle bander og organiseret indbrudskriminalitet samt styrket indsats for at beskytte ofre mv.” er der mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller opnået enighed om, at straffen for overfaldsvoldtægt skal fordobles, så normalstraffen som udgangspunkt vil være 5 år. I aftalen er der således anført følgende:

”Seksualforbrydelser (voldtægt mv.) udgør en af de allermest alvorlige og voldsomme krænkelser af det enkelte offers integritet og selvbestemmelsesret. Det var baggrunden for, at der i 2002 blev gennemført markante straf-skærpelser i bl.a. voldtægtssager.

I forbindelse med den kommende revision af straffelovens kapitel 24 er aftaleparterne enige om at fordoble straffen for overfaldsvoldtægt, så normalstraf som udgangspunkt vil være 5 år.”

Som det fremgår, indebærer aftalen, at den omtalte forhøjelse af strafniveauet i sager om overfaldsvoldtægt skal ske i forbindelse med en kommende revision af straffelovens kapitel 24.

Aftalen vedlægges til orientering.

Til brug for en kommende revision af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden er Straffelovrådet som bekendt blevet anmodet om at foretage en generel gennemgang af kapitel 24 med henblik på at vurdere, om der bl.a. i lyset af de enkelte bestemmelsers anvendelse i praksis er grundlag for at foretage ændringer i bestemmelsernes udformning, og om der er behov for særlige initiativer vedrørende straffastsættelsen navnlig for de groveste sædelighedsforbrydelser, herunder voldtægt.

På den anførte baggrund skal Justitsministeriet anmode Straffelovrådet om i forbindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 at overveje, hvorvidt en kommende forhøjelse af straffen for overfaldsvoldtægt som anført i ovennævnte aftale efter rådets opfattelse bør have konsekvenser for strafniveauet ved andre former for seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt.”

Det er endelig aftalt mellem Justitsministeriet og Straffelovrådet, at rådet i forbindelse med sin gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden også overvejer spørgsmålet om et forbud mod købesex.

Straffelovrådet har behandlet kommissoriet i 14 møder.

2. Straffelovrådets sammensætning

Straffelovrådet havde ved afgivelsen af denne betænkning følgende sammensætning:

Landsretspræsident Bent Carlsen (formand)
Afdelingschef Jens-Christian Bülow
Rigsadvokat Ole Hasselgaard
Højesteretsdommer Poul Dahl Jensen
Professor, lic.jur. Gorm Toftegaard Nielsen
Advokat Jakob Lund Poulsen
Politidirektør Johan Reimann
Direktør William Rentzmann

Som sekretær for udvalget under arbejdet med denne betænkning har fungeret konsulent Louise Vadheim Mortensen (indtil den 1. juli 2011) og konsulent Ketilbjørn Hertz (fra den 1. juli 2011).

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag

3.1. Straffelovrådets overvejelser

3.1.1. Overordnede overvejelser om kriminaliseringen af seksuelle overgreb

Straffelovrådets overordnede overvejelser om kriminaliseringen af seksuelle overgreb fremgår af kapitel 5.

Straffelovrådet har overvejet, om de gældende lovbestemmelser – der nærmere opregner de forskellige typer af seksuelle overgreb i form af tvang, udnyttelse, svig osv. – bør erstattes af en generel bestemmelse om straf for seksuelle forhold, der finder sted uden samtykke (generel samtykkebaseret bestemmelse).

Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering, at der vil være en række fordele forbundet med at opretholde det gældende udgangspunkt i straffelovens kapitel om seksualforbrydelser om så præcist som muligt at beskrive den kriminelle adfærd, som samtidig er udtryk for, at der ikke foreligger et gyldigt samtykke fra den forurettede.

Straffelovrådet henviser i den forbindelse bl.a. til, at udformningen af de gældende bestemmelser i straffeloven om seksualforbrydelser, der tager udgangspunkt i en beskrivelse af gerningsmandens forhold, ikke har givet anledning til vanskeligheder i retspraksis. Endvidere må det antages, at et udtrykkeligt, gyldigt samtykke som forudsætning for lovlig seksuel aktivitet sjældent vil harmonere med seksuallivets realiteter, og at bevisførelsen i sager efter en samtykkebaseret straffebestemmelse derfor i praksis ligesom efter de gældende bestemmelser ville koncentrere sig om, hvorvidt der foreligger objektive omstændigheder i form af vold eller trusler mv., som kan indicere, at der ikke foreligger et stiltiende eller reelt samtykke.

Straffelovrådet har overvejet indholdet og opbygningen af straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.

Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om medvirken til andres prostitution (rufferi mv.) forsat bør være en del af straffelovens kapitel 24. Rådet henviser til, at det bærende hensyn bag bestemmelserne i dag bør være at beskytte prostituerede mod (seksuel) udnyttelse.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, om bestemmelserne om incest i straffelovens § 210 bør flyttes til straffelovens kapitel 24, men har ikke fundet grundlag for at stille forslag herom.

Med hensyn til opbygningen af straffelovens kapitel 24 finder Straffelovrådet, at en opbygning af kapitlet, som starter med den alvorligste forbrydelse – voldtægt – og dernæst fortsætter med de øvrige forbrydelser vedrørende seksuelt forhold uden (gyldigt) samtykke, stadig vil være passende. Rådet finder endvidere, at det fortsat vil være hensigtsmæssigt, at de generelle bestemmelser om seksuelt forhold uden (gyldigt) samtykke følges af bestemmelserne om seksuelt forhold til personer under en bestemt alder.

Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om seksuelt forhold bør efterfølges af bestemmelserne om anden seksuel udnyttelse af personer under en vis alder, dvs. bestemmelserne om optagelse af pornografiske fotografier og film og om forestillinger med pornografisk optræden, som i dag findes i straffelovens §§ 230 og 235 a. Rådet foreslår således at flytte disse bestemmelsers placering i straffelovens kapitel 24.

Bestemmelsen om uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder eller tilstand, som i dag findes i straffelovens § 226, bør efter Straffelovrådets opfattelse placeres (umiddelbart) efter den sidste af de bestemmelser, den knytter sig til, dvs. umiddelbart efter de netop nævnte bestemmelser om optagelse af pornografiske fotografier og film og om forestillinger med pornografisk optræden.

Bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse, som angår seksuelle krænkelser, som ligger under grænsen for seksuelt forhold, bør efter Straffelovrådets opfattelse placeres i tilknytning til bestemmelserne om seksuelt forhold – og dermed i modsætning til i dag før reglerne om medvirken til andres prostitution.

3.1.2. Betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”

Straffelovrådet foreslår i kapitel 6 at ændre betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden” til ”Seksualforbrydelser”. Der er tale om en sproglig modernisering, som samtidig understreger, at den beskyttelsesinteresse, som varetages ved bestemmelserne i straffelovens kapitel 24, er den enkeltes seksuelle selvbestemmelse og integritet.

3.1.3. Voldtægt

Straffelovrådets overvejelser om voldtægt fremgår af kapitel 7, mens kapitel 8 angår anden tvang og kapitel 16 angår andet seksuelt forhold end samleje. Endvidere overvejer Straffelovrådet i kapitel 13, afsnit 3.3, spørgsmålet om en særskilt bestemmelse om voldtægt af børn.

Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens voldtægtsbestemmelse i sin nuværende udformning er tilstrækkelig rummelig til at ramme de seksuelle overgreb, som efter en nutidig opfattelse er af en art og har en sådan alvorlig karakter, at de bør straffes som voldtægt.

Med hensyn til vold er det Straffelovrådets opfattelse, at den gældende voldtægtsbestemmelse på en tilfredsstillende måde dækker de typer af vold og herunder også mildere former for vold, som bør være omfattet af en voldtægtsbestemmelse. Straffelovrådet henviser bl.a. til, at også den blotte fastholdelse udgør vold i den gældende bestemmelses forstand.

Med hensyn til samleje er det Straffelovrådets opfattelse, at krænkelsen af offeret ved et analt samleje kan ligestilles med den krænkelse, offeret udsættes for ved vaginalt samleje. Hertil kommer, at anvendelse af ordet ”samleje” som samlebetegnelse for vaginalt og analt samleje må antages at være i overensstemmelse med almindelig sprogbrug. Rådet foreslår derfor, at analt samleje skal være direkte omfattet af voldtægtsbestemmelsen – og af de øvrige strafbestemmelser om samleje – mens andet seksuelt forhold end vaginalt eller analt samleje fortsat skal være reguleret særskilt. Rådet foreslår i den forbindelse at slå de eksisterende bestemmelser om anden kønslig omgængelse end samleje henholdsvis kønslig omgængelse mellem personer af samme køn sammen til én samlet bestemmelse om andet seksuelt forhold end samleje.

Med hensyn til tiltvingelse af samleje ved anden tvang end vold eller trussel om vold samt at skaffe sig samleje ved at udnytte forurettedes hjælpeløse tilstand

(f.eks. bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn) er det Straffelovrådets opfattelse, at en række forhold taler henholdsvis for og imod at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte sådanne handlinger. Rådet har på denne baggrund i sit lovudkast medtaget begge muligheder som alternative lovmodeller.

Med hensyn til samleje med barn under den seksuelle lavalder foreslår Straffelovrådet at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte tilfælde, hvor en person har samleje med et barn under 12 år.

Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at kriminalisere uagtsom voldtægt.

Straffelovrådet kan ikke afvise, at der ud fra en teoretisk synsvinkel kan anføres at være et behov for også at kunne straffe voldtægt i uagtsom form, men finder med baggrund i de senere års udvikling i retspraksis vedrørende voldtægtssager, at dette behov reelt må bedømmes som værende af meget begrænset omfang.

Hertil kommer, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt efter Straffelovrådets opfattelse risikerer at få den utilsigtede virkning, at forhold, der i dag straffes som forsætlig voldtægt, i stedet vil blive henført under bestemmelsen om uagtsom voldtægt med den virkning, at forholdet vil blive bedømt væsentligt mildere end ved forsætlig voldtægt.

Straffelovrådet anfører endvidere, at bevisvurderingen i sager om forsætlig voldtægt, hvor der ikke er udøvet objektiv sporbar vold, og hvor der ikke er andre vidner end forurettede, kan være vanskelig, og at disse vanskeligheder formentlig vil blive endnu større i forhold til en eventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt. Dette hænger sammen med, at der i modsætning til andre af livets områder ikke på seksuallivets område er samme grad af sikkerhed om, hvilken adfærdsnorm gerningsmandens handlinger skal bedømmes i forhold til, og at det ønskede mål – samlejet – i modsætning til mange andre mål for kriminelle handlinger i den frivillige form anses som naturligt og ønskeligt.

Straffelovrådet kan heller ikke afvise, at der – som anført bl.a. i den norske debat om uagtsom voldtægt – i forbindelse med den nævnte vanskelige bevisvurdering vil blive sat et større fokus på forurettedes adfærd, end hvad tilfældet er for så vidt angår forsætlig voldtægt.

Straffelovrådet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at der ikke kan peges på noget reelt praktisk behov for en bestemmelse om uagtsom voldtægt, og at en række forhold, herunder retssikkerhedsmæssige, taler afgørende imod en sådan bestemmelse.

Med hensyn til strafniveauet for voldtægt anfører Straffelovrådet, at voldtægt er en alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af offerets frihed til at bestemme, hvem vedkommende vil have et seksuelt forhold med.

Straffen for voldtægt blev skærpet ved en lovændring i 2002, hvor strafferammerne blev forhøjet fra henholdsvis fængsel indtil 6 og 10 år til fængsel indtil 8 og 12 år med henblik på en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige strafniveau.

Udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet voldtægt må i dag antages at være fra omkring 1½ års til ca. 2½ års fængsel. Straffen i voldtægtssager (herunder i tilfælde af tiltvingelse af andet seksuelt forhold end samleje) fastsættes imidlertid af domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Som følge af de mange forskelligartede forhold er der store variationer i straffene for voldtægt, og der er i retspraksis også udmålt straffe, som ligger væsentligt over det udgangspunkt for strafudmålingen for voldtægt, som har været gældende siden 2002. Der udmåles f.eks. i praksis en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten er udøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis voldtægten har strakt sig over længere tid eller er begået af flere gerningsmænd, eller hvis gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå voldtægt.

Voldtægt udgør sammen med grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år de groveste seksualforbrydelser, og strafniveauet for voldtægt (og grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år) er i overensstemmelse hermed generelt markant højere end strafniveauet for andre seksualforbrydelser.

Kriminalitetsniveauet vedrørende voldtægt har i en årrække været nogenlunde stabilt og synes ikke påvirket af strafskærpelsen i 2002, og Straffelovrådet finder ikke grundlag for at antage, at en yderligere strafskærpelse vil have en kriminalitetsdæmpende effekt.

Straffelovrådet finder endvidere, at der heller ikke i samfundsudviklingen i øvrigt siden lovgivningsmagtens regulering af det daværende strafniveau for voldtægt i 2002 er forhold, som taler for en regulering af det nuværende generelle strafniveau for voldtægt i op- eller nedadgående retning.

Med hensyn til strafniveauet for forskellige former for voldtægt anfører Straffelovrådet, at overfaldsvoldtægt i sagens natur er karakteriseret ved, at offeret udsættes for et pludseligt angreb – et overfald – i praksis typisk enten på et offentligt sted, hvor offeret færdes alene, eller i sit eget hjem, hvor gerningsmanden er trængt ind. Alt andet lige vil disse forhold blive anset for betydeligt skærpende omstændigheder og dermed også føre til en højere straf end i tilfælde, hvor en voldtægt ikke har karakter af et overfald.

Hvis kontaktvoldtægt og parvoldtægt gennemsnitligt straffes mindre strengt end overfaldsvoldtægt, skyldes det således ikke, at det ved voldtægt anses som en formildende omstændighed, at gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ligefrem er samlevende. Det skyldes derimod i givet fald fraværet af skærpende omstændigheder.

Det betyder også, at der intet er til hinder for – og også forekommer i retspraksis – at f.eks. en kontaktvoldtægt straffes strengere end det almindelige udgangspunkt for straffen for en overfaldsvoldtægt, hvis der f.eks. foreligger andre skærpende omstændigheder såsom anvendelse af grov vold, voldtægtens tidsmæssige udstrækning, flere gerningsmænd, et særligt værgeløst offer, f.eks. et barn, mv.

Ordlyden af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 lægger ikke op til en sondring mellem forskellige typer af voldtægt som basis for den konkrete strafudmåling, og domstolene udmåler straffen i de enkelte sager på grundlag af de konkret foreliggende omstændigheder.

På den anførte baggrund er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke behov for ændringer af den gældende bestemmelse i § 216 med henblik på at præcisere strafudmålingen i forskellige typer af voldtægtssager.

Straffelovrådet finder imidlertid samtidig, at der kan være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt. Straffelovrådet har indhentet en udtalelse fra Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet, om de psykologiske eftervirkninger ved forskellige former for voldtægt, der er optrykt som bilag 4 til betænkningen.

Straffelovrådet kan heller ikke anbefale en særlig lovregel om menneskehandel som en skærpende omstændighed ved voldtægt, men finder, at der tilsvarende kan der være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at det i almindelighed vil udgøre en skærpende omstændighed i relation til strafudmålingen, hvis gerningsmanden til en voldtægt har en bestemt formodning om, at forurettede tillige er offer for menneskehandel.

3.1.4. Udnyttelse af forurettedes tilstand

Straffelovrådets overvejelser om udnyttelse af forurettedes tilstand, uden at der er tale om voldtægt eller anden ulovlig tvang, fremgår af kapitel 9.

Straffelovrådet har overvejet, om kriminaliseringen af udnyttelse forurettedes tilstand fortsat bør være begrænset til seksuelle forhold uden for ægteskab.

Straffelovrådet finder, at der efter en nutidig opfattelse af ægteskabet ikke bør være nogen forskel i den strafferetlige beskyttelse afhængig af, om et seksuelt forhold finder sted inden for eller uden for ægteskab.

7 medlemmer foreslår på denne baggrund at udvide den gældende kriminalisering af udnyttelse af forurettedes tilstand til også at omfatte seksuelle forhold inden for ægteskab. 1 medlem foreslår omvendt at ændre den gældende kriminalisering, så den ikke omfatter seksuelle forhold mellem samlevende (hvad enten parterne er gift eller ej).

Flertallet har navnlig lagt vægt på, at det ikke er foreneligt med en nutidig opfattelse af ægteskabet at undtage sådanne overgreb fra det strafbare område i tilfælde, hvor overgrebet er begået inden for ægteskab. Efter flertallets opfattelse bør der således også i faste samlivsforhold inden og uden for ægteskab være mulighed for at straffe seksuelle overgreb i form af udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering eller en tilstand, hvor forurettede ikke er i stand til at modsætte sig handlingen. Efter flertallets opfattelse kan den foreslåede udvidelse af kriminaliseringen til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab ikke antages i praksis at medføre bevisvanskeligheder i en sådan grad, at det kan begrunde en så vidtgående undtagelse fra den almindelige beskyttelse mod seksuelle overgreb som foreslået af mindretallet.

Mindretallet anfører navnlig, at der intet er oplyst om, endsige fremlagt dokumentation for, at der er et praktisk behov for den foreslåede udvidelse af kriminaliseringen. Forslaget er øjensynligt mere ideologisk begrundet. Efter mindretallets opfattelse bør strafbestemmelsen ikke udvides, da der ikke er påvist noget behov herfor og en udvidelse vil medføre betydelig retsusikkerhed. Mindretallet er derimod enig med flertallet i, at det i dag ikke er holdbart på dette område at have en forskellig retsstilling mellem ægtefæller og faktisk samlevende. Denne forskel bør imidlertid fjernes ved også at undtage seksuelle forhold i faste samlivsforhold. Man kan samtidig passende begrænse undtagelsen for ægtefæller til samlevende ægtefæller.

Et enigt Straffelovråd foreslår at ophæve bestemmelsen om, at straffen kan nedsættes eller bortfalde, hvis de personer, der har haft seksuelt forhold, indgår ægteskab. Straffelovrådet finder således ikke grundlag for at opretholde en særskilt bestemmelse i straffelovens kapitel 24 om strafnedsættelse og strafbortfald, hvor indgåelse af ægteskab er det afgørende kriterium for bestemmelsens anvendelse. Det vil fortsat efter almindelige strafudmålingsprincipper kunne tillægges betydning i formildende retning, at gerningsmanden og forurettede er blevet forsonet og har genoptaget eller fortsat deres samliv – hvad enten der er tale om samliv i eller uden for ægteskab.

Med hensyn til strafniveauet er det Straffelovrådets opfattelse, at det nuværende strafniveau for at udnytte forurettedes hjælpeløse tilstand (f.eks. bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn) ikke i tilstrækkelig grad afspejler alvoren og karakteren af det angreb på forurettedes seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, som et sådant overgreb er udtryk for.

Straffelovrådet lægger på denne baggrund op til, at udgangspunktet for strafudmålingen for en enkeltstående fuldbyrdet overtrædelse af strafbestemmelsen om udnyttelse af forurettedes tilstand fremover skal være 8 måneders fængsel, hvor udgangspunktet i dag nok ligger på omkring 4 måneders fængsel.

Strafudmålingen vil fortsat skulle ske ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder, og den konkrete straf vil således afhængig af de konkrete omstændigheder kunne fastsættes både højere og lavere end det foreslåede udgangspunkt på 8 måneders fængsel.

Straffelovrådet anfører, at der i retspraksis er eksempler på, at seksuelt forhold er opnået under omstændigheder, hvor forurettede var ude af stand til at modsætte sig handlingen ikke på grund af sin hjælpeløse tilstand, men på grund af situationen. Sådanne tilfælde kan betegnes overrumplingstilfælde. Det drejer sig i praksis navnlig om tilfælde, hvor forurettede er afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning til forholdsvis intime berøringer, men hvor gerningsmanden overskrider grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som eksempler på sådanne situationer kan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og massage. Efter gældende ret kan sådanne seksuelle krænkelser i givet fald straffes som blufærdighedskrænkelse.

Straffelovrådet finder, at sådanne overrumplingstilfælde har en sådan lighed med tilfælde, hvor forurettede på grund af sin tilstand ikke er i stand til at modsætte sig handlingen, at de fremover bør være omfattet af samme strafbestemmelse. Rådet foreslår således at udvide strafbestemmelsen om udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand til også at omfatte udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

3.1.5. Institutionsanbragte

Straffelovrådets overvejelser om seksuelt forhold mellem ansatte og beboere på institutioner fremgår af kapitel 10.

Straffelovrådet anfører, at der navnlig i fængsler og andre institutioner, hvor personer er frihedsberøvede, generelt vil kunne være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem institutionens ansatte og de personer, der er optaget i institutionen, at en ansats seksuelle forhold til en person, der er optaget i institutionen, generelt bør være kriminaliseret. Det bør således fortsat ikke være et krav, at den ansatte har opnået det seksuelle forhold ved misbrug eller udnyttelse af den magt eller myndighed, som den pågældende har over den, der er optaget i institutionen.

Straffelovrådet går således ind for at bevare en strafbestemmelse, der i nærmere afgrænsede tilfælde også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan bestemmelse, der også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold, imidlertid begrænses til et kerneområde, hvor der generelt er et meget stærkt afhængighedsforhold mellem de ansatte og de anbragte i institutionen, og hvor den anbragte i kraft heraf er særligt svagt stillet. Uden for et sådant kerneområde bør straf for et seksuelt forhold forudsætte, at der beviseligt foreligger tvang, udnyttelse eller misbrug. Efter rådets opfattelse må mere ordensmæssige hensyn uden for et sådant kerneområde således i givet fald varetages gennem ansættelsesretlige sanktioner.

Med hensyn til, hvilke institutioner der bør være omfattet af strafbestemmelsen, har Straffelovrådet overvejet kriminalforsorgen, sundhedssektoren, socialsektoren vedrørende børn og unge, socialsektoren vedrørende voksne og andre sektorer.

Kriminalforsorgen er efter Straffelovrådets opfattelse bestemmelsens egentlige kerneområde. I modsætning til andre persongrupper (sindssyge, mentalt retarderede, børn) er personer, der er frihedsberøvet i kriminalforsorgens institutioner, ikke generelt beskyttet mod udnyttelse gennem andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24.

Straffelovrådet finder imidlertid ikke grundlag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte personer, som er under tilsyn af kriminalforsorgen i frihed i medfør af vilkår i en betinget dom eller vilkår for prøveløsladelse. Rådet finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte personer, som afsoner en fængselsstraf på deres bopæl under intensiv overvågning og kontrol (”fodlænkeordningen”).

Straffelovrådet foreslår imidlertid, at bestemmelsen i forhold til personer, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner, i stedet for at omfatte ansatte ved den pågældende institution ændres til at omfatte ansatte i kriminalforsorgen som helhed, under hvis myndighed den pågældende står. Dette vil bl.a. omfatte ansatte ved Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgen i frihed, der har myndighed over en person, der er indsat i et fængsel.

Inden for sundhedssektoren falder psykiatriske hospitalsafdelinger efter Straffelovrådets opfattelse også inden for bestemmelsens kerneområde. På sådanne afdelinger kan der systematisk være et antal frihedsberøvede, enten i medfør af psykiatriloven eller i kraft af varetægtsfængsling i surrogat eller i medfør af en foranstaltningsdom for et strafbart forhold. Straffelovrådet finder, at andre behandlingsinstitutioner i medfør af sundhedsloven fortsat ikke bør være omfattet af bestemmelsen.

Med hensyn til socialsektoren for børn og unge hører døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge efter Straffelovrådets opfattelse til kerneområdet for bestemmelsen. Dette er mest oplagt for så vidt angår sikrede døgninstitutioner, hvor der generelt er tale om frihedsberøvelse, og delvist lukkede døgninstitutioner, som er karakteriseret ved, at der i perioder kan ske frihedsberøvelse, men det gælder generelt, at der på døgninstitutioner og opholdssteder kan ske frihedsberøvelse (tilbageholdelse) i op til 14 dage i starten af anbringelsen. Hertil kommer, at børn, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, under alle omstændigheder er svagt stillet, selv om der kan være gradsforskelle mellem tvangsanbragte og frivilligt anbragte, og selv om barnets alder og egen indstilling til anbringelsen også kan have betydning.

Med hensyn til socialsektoren for voksne hører forsorgshjem og kvindekrisecentre efter Straffelovrådets opfattelse ikke til bestemmelsens kerneområde. Selv om der er tale om svagt stillede persongrupper, fordi de er hjemløse eller har måttet forlade deres hjem på grund af vold eller trusler, er deres ophold på forsorgshjemmet eller kvindekrisecenteret som sådan alligevel karakteriseret ved en betydelig større grad af frivillighed, end når det gælder fængsler, psykiatriske afdelinger og døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge. Endvidere er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at behandle boformer møntet på midlertidigt ophold anderledes end boformer møntet på længerevarende ophold i relation til den strafferetlige beskyttelse mod seksuel udnyttelse fra en ansats side.

Med hensyn til botilbud, som har karakter af en døgninstitution og er rettet mod personer med vidtgående psykiske handicap, anfører Straffelovrådet, at man på socialområdet principielt ikke længere betegner botilbuddene som institutioner, men som borgerens egen bolig. Der kan imidlertid fortsat oprettes og drives botilbud af institutionslignende karakter i den forstand, at der ud over de enkelte beboeres egne boliger også er fællesarealer og tilknyttet personale. Arten og omfanget af hjælp visiteres i dag særskilt med hjemmel i de samme bestemmelser, som gælder for personer, der ikke er optaget i et botilbud. Endvidere er der ikke længere bestemmelser om boformer til specifikke målgrupper, og den skarpe målgruppeopdeling på de enkelte botilbud er i et vist omfang ved at blive udvisket.

Efter Straffelovrådets opfattelse hører særligt sikrede afdelinger for personer med vidtgående psykiske handicap, hvoraf der så vidt ses for tiden kun findes én på landsplan, Kofoedsminde på Lolland, til kerneområdet for strafbestemmelsen om institutionsanbragte. Her er beboerne generelt frihedsberøvede i henhold til dom (foranstaltningsdom for strafbart forhold) eller retskendelse (varetægtsfængsling i surrogat).

Uden for dette sikre kerneområde er det imidlertid vanskeligt ud fra kendetegn for institutionen at udskille de institutioner, hvor der generelt kan foreligge et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem ansatte og beboere, at der bør gælde et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold mellem ansatte og beboere. Der vil ganske vist generelt kunne være tale om personer, der er svagt stillede, men der er en meget glidende overgang i graden af afhængighed. Hertil kommer, at der i dag – dvs. efter afskaffelsen af de store åndssvageanstalter – næppe er nogen systematisk forskel i graden af afhængighed og beskyttelsesbehov ud fra, om beboeren er optaget i botilbuddet på grund af vidtgående psykiske handicap eller af andre årsager. Det kan således anføres, at der uanset typen af funktionsnedsættelse, sindslidelse og/eller særlige sociale problemer er tale om personer, som er i et afhængighedsforhold til botilbuddets personale. Der kan også argumenteres for, at afhængighedsforholdet og dermed beskyttelseshensynet er lige så stærkt for en person, der f.eks. bor i sit eget private hjem og får massiv støtte på grund af omfattende funktionsnedsættelse.

Det er som nævnt Straffelovrådets opfattelse, at strafbestemmelsen om institutionsanbragte bør begrænses til et kerneområde. Efter rådets opfattelse ville det være for vidtgående at udvide bestemmelsen til også at omfatte private hjem eller botilbud, der ikke har karakter af døgninstitutioner. En sådan udvidelse, som ville indebære, at bestemmelsen kom til at omfatte andet end institutioner, ville også give bestemmelsen en helt anden karakter. Straffelovrådet kan heller ikke anbefale at udvide bestemmelsen til også at omfatte plejeboliger mv., der har karakter af døgninstitutioner. Rådet lægger i den forbindelse også vægt på, at plejeboliger (tidligere betegnet plejehjem og endnu tidligere betegnet alderdomshjem) har eksisteret i hele perioden fra før vedtagelsen af straffeloven i 1930 frem til i dag uden nogensinde at have været omfattet af strafbestemmelsen om institutionsanbragte, og uden at det ses at have givet anledning til problemer i praksis, at sådanne institutioner ikke er omfattet af bestemmelsen. Med hensyn til rådets overvejelser om groft misbrug af plejemæssig afhængighed henvises til afsnit 3.1.6 nedenfor.

Med hensyn til andre sektorer bør bestemmelsen efter Straffelovrådets opfattelse af principielle grunde udvides til også at omfatte personer, der som frihedsberøvede er i politiets varetægt. Selv om sandsynligheden for et frivilligt seksuelt forhold (eller for et skjult misbrug) mellem en ansat i politiet og en frihedsberøvet i politiets varetægt er ringe, er der principielt tale om, at der generelt kan være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold på linje med de øvrige tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 219.

3.1.6. Groft misbrug af afhængighed

Straffelovrådets overvejelser om groft misbrug af afhængighed fremgår af kapitel 11.

Straffelovrådet har overvejet, om strafbestemmelsen om groft misbrug af arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed bør ophæves som overflødig. Efter Straffelovrådets opfattelse er der imidlertid strafværdige forhold, som er omfattet af bestemmelsen, og rådet finder endvidere, at der, uanset at bestemmelsen overlader domstolene et vidt skøn, er fordele forbundet med en særskilt udtrykkelig kriminalisering af groft misbrug af arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed (frem for at sådanne forhold i givet fald efter omstændighederne skulle straffes som blufærdighedskrænkelse).

Straffelovrådet har omvendt overvejet, om bestemmelsen bør udvides til at omfatte groft misbrug af andre former for afhængighed end arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed.

Straffelovrådet finder, at ”misbrug” af – ikke en bestående arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed, men af – at gerningsmanden har (eller påstår at have) mulighed for at skaffe forurettede et eftertragtet hverv (f.eks. en filmrolle eller et modeljob), konkret kan indebære en grov udnyttelse af situationen, men kan være særdeles vanskelige at adskille fra situationer, hvor en person med fuldt overlæg indvilliger i at have samleje med en anden, stærkere positioneret person for at opnå et gode. Straffelovrådet er således betænkelig ved at foreslå en nykriminalisering af sådanne handlinger.

Straffelovrådet finder endvidere, at en udvidelse til at omfatte andre former for afhængighed end tjenstlig eller økonomisk afhængighed vil være principielt vidtgående og desuden kunne gøre bestemmelsen for upræcis.

Den udvikling, der har fundet sted inden for socialsektoren for voksne, indebærer imidlertid en forskydning fra, at svagt stillede personer bor på institutioner, over mod, at sådanne personer bor i egne boliger eksempelvis i mindre bofællesskaber. Udviklingen indebærer bl.a., at færre voksne med vidtgående handicap er optaget i en institution, der er omfattet af straffelovens absolutte forbud mod seksuelle forhold mellem ansatte og beboere.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at udvide bestemmelsen om groft misbrug af afhængighed til også at omfatte groft misbrug af plejemæssig afhængighed. Dette vil omfatte personer, der modtager (omfattende) plejemæssig bistand i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., hvis der foreligger et stærkt afhængighedsforhold mellem plejepersonalet og den pågældende og denne afhængighed er blevet groft misbrugt.

Det er endvidere Straffelovrådets flertals opfattelse, at bestemmelsen bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab. Der henvises herom nærmere til afsnit 3.1.4 ovenfor om det tilsvarende spørgsmål i forhold til strafbestemmelsen om udnyttelse af forurettedes tilstand.

Straffelovrådet foreslår at forhøje den skærpede strafferamme i bestemmelsen fra fængsel indtil 3 år til fængsel indtil 4 år, idet bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrug mv. i straffelovens §§ 217-220 efter rådets opfattelse angår forhold, der overordnet set har en sådan sammenlignelig grovhed, at det taler for at anvende samme strafferamme i disse bestemmelser. Samtidig foreslås aldersgrænsen i den skærpede strafferamme sænket fra 21 år til 18 år, som i dag er myndighedsalderen.

3.1.7. Svig og pression

Straffelovrådets overvejelser om at skaffe sig samleje ved svig eller ved pression, der ikke har karakter af ulovlig tvang eller groft misbrug af afhængighed, fremgår af kapitel 12.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at strafbestemmelsen om tilsnigelse af samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt, bør ophæves. Efter Straffelovrådets opfattelse er der således ud fra et nutidigt syn på ægteskabet ikke grundlag for at tillægge det afgørende betydning ved kriminaliseringen af et seksuelt overgreb, om det seksuelle forhold er eller anses som ægteskabeligt.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der derimod ikke grundlag for at ophæve strafbestemmelsen om tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden. Selv om retspraksis om bestemmelsen er sparsom, opfylder bestemmelsen efter Straffelovrådets opfattelse et behov for at kriminalisere overgreb af alvorlig og strafværdig karakter.

I lyset af det svenske forslag om en opsamlende samtykkebaseret bestemmelse har Straffelovrådet overvejet, om der er grundlag for at foreslå at indføre en sådan bestemmelse i Danmark.

Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse fungerer i dag bl.a. som en opsamlingsbestemmelse, der omfatter samleje uden (gyldigt) samtykke, der ikke er omfattet af nogen anden bestemmelse, men Straffelovrådets forslag om, at opnåelse af et seksuelt forhold ved overrumpling fremover skal være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2 (jf. afsnit 3.1.4 ovenfor), indebærer bl.a., at alle i praksis forekommende tilfælde af seksuelt forhold, som gerningsmanden gennemfører uden forurettedes (gyldige) samtykke, fremover vil være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a. Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en ny særskilt samtykkebaseret opsamlende bestemmelse vedrørende samleje og anden kønslig omgængelse end samleje.

3.1.8. Børn under 15 år

Straffelovrådets overvejelser om seksuelt forhold til børn under 15 år fremgår af kapitel 13.

Med hensyn til strafniveauet understreger Straffelovrådet, at der er en meget stor variation i grovheden af overtrædelser af forbuddet mod seksuelt forhold til barn under 15 år, og at denne store variation i praksis omfatter et meget stort antal sager. Seksuelt forhold til barn under 15 år adskiller sig på dette punkt afgørende fra voldtægt. Selv om der også forekommer betydelig variation i grovheden af voldtægt, er voldtægt generelt en meget grov forbrydelse, og det forekommer derfor kun undtagelsesvis, at voldtægt straffes med straffe i den lave ende af strafferammen, endsige med en så lav straf, som er helt sædvanligt forekommende i sager om seksuelt forhold til barn under 15 år.

Opnåelse af et seksuelt forhold til et barn under 15 år ved at udnytte sin fysiske eller psykiske overlegenhed udgør sammen med voldtægt de groveste seksualforbrydelser. Strafniveauet for sådanne forhold er i overensstemmelse hermed generelt markant højere end strafniveauet for andre seksualforbrydelser.

Opnåelse af et seksuelt forhold til et barn under 15 år ved at udnytte sin fysiske eller psykiske overlegenhed adskiller sig i praksis fra voldtægt ved, at der relativt hyppigere forekommer sager, hvor kriminaliteten består i gentagne seksuelle forhold gennem en længere periode. Dette vil i givet fald udgøre væsentlige skærpende omstændigheder, og det samme gælder, hvis der har bestået et særligt afhængighedsforhold mellem barnet og gerningsmanden, herunder i tilfælde af seksuelt misbrug inden for familien. I sager om sådanne meget grove overtrædelser idømmes derfor generelt også meget lange straffe, og strafniveauet i sådanne sager kan jævnligt også være højere end strafniveauet i selv grove voldtægtssager.

Det er på denne baggrund Straffelovrådets vurdering, at det eksisterende strafniveau for forskellige typer af sager vedrørende seksuelt forhold til barn under 15 år på rimelig måde afspejler den relative grovhed af de forskellige typer af sager. Dette gælder også i relation til de groveste sager med meget langvarigt misbrug af egne børn, plejebørn eller stedbørn.

Med hensyn til behandling af personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, har Straffelovrådet overvejet de strafferetlige aspekter af dette spørgsmål. Rådet har således ikke nærmere overvejet det faglige indhold af de eksisterende behandlingstilbud til personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.

Fastsættelse af behandlingsvilkår sker i givet fald i medfør af straffelovens generelle regler om betingede domme henholdsvis prøveløsladelse. De gældende regler har en sådan rummelighed, at de også giver mulighed for i givet fald at indpasse eventuelle nye behandlingsformer og behandlingsmuligheder som led i betingede domme henholdsvis prøveløsladelser. Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at overveje at foreslå ændringer af reglerne om betingede domme eller af reglerne om prøveløsladelse.

Straffelovrådet er opmærksom på, at det i den politiske debat har været foreslået, at en person, der dømmes for seksuelt misbrug af børn, skal kunne idømmes en ”tillægsstraf”, der træder i kraft, hvis den dømte ”afbryder et behandlingsforløb eller helt nægter at modtage behandling”. Efter Straffelovrådets opfattelse ville en sådan ordning imidlertid reelt være en unødvendigt kompliceret måde at opnå præcis samme resultat som efter de gældende regler.

Efter Straffelovrådets opfattelse kan gennemtvingelse ved umiddelbar tvang af behandling af personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, med de behandlingsformer, som kendes i dag, ikke lade sig gøre i praksis. Tvangen ligger derimod i, at den del af en udmålt fængselsstraf, som faktisk skal afsones, i givet fald forøges, hvis domfældte nægter at modtage behandling.

Med hensyn til prøveløsladelse anfører Straffelovrådet yderligere, at det grundlæggende formål med prøveløsladelse er at lette den dømtes overgang til en kriminalitetsfri tilværelse. Prøveløsladelsen bygger dermed på den tanke, at en del af den idømte straf kan gøre større nytte ved at henstå betinget i en prøvetid end ved at blive fuldbyrdet straks sammen med den øvrige straf.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke grundlag for at overveje at fastsætte særlige regler om prøveløsladelse for personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, endsige for at afskaffe muligheden for prøveløsladelse af sådanne domfældte.

De gældende regler om prøveløsladelse er efter Straffelovrådets opfattelse tilstrækkeligt rummelige til, at der er mulighed for at træffe hensigtsmæssige afgørelser med hensyn til prøveløsladelse eller undladelse af prøveløsladelse og i givet fald tidspunktet for prøveløsladelse og vilkårene herfor også for så vidt angår personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at de muligheder, som de gældende regler giver for at prøveløslade personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, ikke alene ikke har negative virkninger, men tværtimod må antages at bidrage positivt til at begrænse risikoen for tilbagefald til ny seksualkriminalitet.

Straffelovrådet har også overvejet, om de gældende regler om forvaring er tilstrækkelige i forhold til personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.

Forvaring er i sagens natur en meget indgribende og for domfældte meget belastende foranstaltning, og der er derfor – og bør efter Straffelovrådets opfattelse fortsat være – snævre betingelser for at idømme en sådan foranstaltning.

Betingelserne for anvendelse af forvaring blev senest revideret i 1997, hvor der skete en mindre udvidelse af adgangen til at idømme forvaring for alvorlige seksualforbrydelser. Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå yderligere lempelser af betingelserne for at idømme forvaring. Rådet finder således, at de gældende regler er udtryk for en passende afvejning af hensynet til at beskytte børn mod dømte, farlige kriminelle og hensynet til, at der bør være proportionalitet mellem sanktionen og risikoen for ny ligeartet kriminalitet.

Straffelovrådet bemærker herved også, at tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv) for seksualforbrydere er lavere end for næsten alle andre kriminelle.

Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at hæve eller sænke den seksuelle lavalder.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det spørgsmål, der stiller sig vedrørende den seksuelle lavalder, om den seksuelle lavalder skal nedsættes til 14 år eller forblive 15 år. Efter Straffelovrådets opfattelse er der således intet grundlag for at forhøje den seksuelle lavalder f.eks. til 16 år, og der er heller intet grundlag for en nedsættelse til en lavere alder end 14 år.

Den seksuelle lavalder er udtryk for, at personer over denne alder – i dag børn fra og med det fyldte 15. år – som et klart udgangspunkt gyldigt kan give samtykke til enhver form for seksuelt forhold. Det gælder ikke med hensyn til seksuelle forhold til forældre, biologiske søskende, undervisere mv., og det gælder heller ikke med hensyn til seksuelle forhold mod betaling mv. I disse henseender er aldersgrænsen 18 år (bortset fra seksuelle forhold til biologiske forældre og søskende, hvor der ikke gælder nogen øvre aldersgrænse).

Med disse undtagelser er der imidlertid principielt ikke nogen grænser for, hvor avancerede seksuelle forhold en 15-årig gyldigt kan give samtykke til. Det gælder med hensyn til aldersforskellen mellem parterne, antallet af personer, som deltager i det seksuelle forhold, om de pågældende kender hinanden i forvejen, og hvordan de i givet fald har lært hinanden at kende, og med hensyn til de midler og fremgangsmåder, som i øvrigt anvendes. Hvad der er lovligt at foretage sig i seksuel henseende med en voksen over 18 år, er det principielt også lovligt at foretage sig med en 15-årig. Den eneste yderligere undtagelse (ud over de allerede nævnte) er tilfælde, der betegnes som ”groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed”, som er og bør være en snæver undtagelsesbestemmelse.

Straffelovrådet finder, at det navnlig på denne baggrund vil kunne være betænkeligt at nedsætte den seksuelle lavalder til 14 år, idet konsekvensen heraf ville være, at det fremover – med de nævnte undtagelser – ville blive lovligt for hvem som helst at have enhver form for seksuelt forhold til en 14-årig.

I det omfang det anses som uhensigtsmæssigt, at forbuddet mod seksuelt forhold til barn under 15 år også rammer adfærd, som i dag forekommer og accepteres blandt børn og unge i så vidt omfang, som det er tilfældet, bør uhensigtsmæssighederne således efter Straffelovrådets opfattelse søges imødegået på anden måde end ved at sænke til seksuelle lavalder.

Formålet med forbuddet mod seksuelt forhold til et barn under 15 år er at beskytte børn mod uønskede eller skadelige seksuelle forhold. Forbuddet rammer imidlertid på grund af sin absolutte karakter også eventuelle af barnet ønskede seksuelle forhold, der heller ikke fra et samfundsmæssigt synspunkt kan anses som skadelige for barnet.

Straffelovrådet finder imidlertid, at der ikke er behov for en regel om straffrihed eller mulighed for strafborthold for seksuelle forhold til børn under 15 år, hvor parterne har været omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Straffelovrådet lægger i den forbindelse for det første vægt på, at den kriminelle lavalder er 15 år, hvilket indebærer, at alle seksuelle forhold mellem to børn, som begge er under 15 år, er straffri for børnene, allerede fordi de er under den kriminelle lavalder.

Straffelovrådet lægger dernæst vægt på, at anklagemyndigheden gennem en meget lang årrække har fulgt den praksis at meddele tiltalefrafald uden vilkår i visse sager om en ung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig. Et tiltalefrafald uden vilkår er den mildest tænkelige sanktion, og et tiltalefrafald uden vilkår fremgår ikke af straffeattester, heller ikke børneattester.

Straffelovrådet finder imidlertid, at det vil være hensigtsmæssigt at give denne lempelige sanktionspraksis en støtte i form af en bekendtgørelse udstedt i medfør af retsplejelovens regler om tiltalefrafald. Efter Straffelovrådets opfattelse er anklagemyndighedens praksis med hensyn til tiltalefrafald på dette område således af så væsentlig betydning for borgerne, at oplysninger om denne praksis bør gøres offentlig tilgængelig på en mere sammenfattende og dækkende måde, end det sker i dag.

Straffelovrådet tilføjer, at en bekendtgørelse udstedt i medfør af retsplejelovens regler om tiltalefrafald vil give mulighed for, at domstolene i sager, hvor der rejses tiltale, efter den almindelige regel i straffelovens § 83 om strafnedsættelse og strafbortfald under tilsvarende formildende omstændigheder som angivet i bekendtgørelsen vedrørende tiltalefrafald afgør sagen med et strafbortfald.

3.1.9. Incest, stedbørn, plejebørn mv.

Straffelovrådets overvejelser om incest og om seksuelt forhold til stedbørn, plejebørn mv. fremgår af kapitel 25 henholdsvis kapitel 14.

Straffelovrådet anfører, at kriminaliseringen af seksuelle forhold mellem forældre og deres biologiske børn, adoptivbørn, stedbørn eller plejebørn mv. under 18 år utvivlsomt bør opretholdes.

Straffelovrådet har overvejet spørgsmålet om kriminalisering af seksuelle forhold mellem forældre og deres voksne børn over 18 år.

Straffelovrådet anfører, at risikoen for graviditet og fødsel og for, at barnet i givet fald ville lide af en arvelig sygdom, må antages at være ringe, og risikoen angår kun samleje og ikke andet seksuelt forhold end samleje, endsige homoseksuelle forhold.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der imidlertid generelt et sådant særligt afhængighedsforhold mellem forældre og deres børn, herunder voksne børn, at et absolut forbud mod seksuelle forhold mellem forældre og også deres voksne børn kan begrundes i hensynet til at beskytte børnene mod misbrug, herunder et eventuelt skjult misbrug.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at det gældende absolutte forbud mod alle heteroseksuelle og homoseksuelle forhold til biologiske slægtninge i nedstigende linje bør videreføres.

Straffelovrådets forslag indebærer navnlig en nykriminalisering af seksuelle forhold mellem adoptivforældre og deres adoptivbørn over 18 år, mellem forældre og deres biologiske børns adoptivbørn over 15 år samt mellem adoptivforældre og deres adoptivbørns biologiske børn eller adoptivbørn over 15 år.

Straffelovrådet finder derimod, at forholdet mellem stedforældre og deres stedbørn eller mellem plejeforældre og deres plejebørn ikke kan sidestilles med forholdet mellem biologiske forældre og deres børn eller mellem adoptivforældre og deres børn. Ved en adoption påtager adoptanten eller adoptanterne sig ikke alene ansvaret for, men også slægtskabet til adoptivbarnet, og adoption adskiller sig dermed afgørende fra at påtage sig ansvaret som stedforælder eller plejeforælder til et barn.

Med hensyn til seksuelle forhold mellem søskende er de væsentligste spørgsmål, om der bør opretholdes en kriminalisering af forhold mellem søskende over 15 år, og om der i givet fald endvidere bør opretholdes en kriminalisering også af forhold, hvor begge parter er over 18 år.

Efter Straffelovrådets opfattelse adskiller forholdet mellem søskende sig på afgørende måde fra forholdet mellem forældre og børn. Når bortset fra deciderede opdragelsessituationer, som er omfattet af den særlige strafbestemmelse herom, er forhold mellem søskende, der begge er fyldt 15 år, således generelt ikke karakteriseret ved et sådant stærkt asymetrisk afhængighedsforhold, som generelt findes mellem forældre og børn. Søskende, som begge er fyldt 15 år, vil ofte have et nært forhold og dermed kunne siges at være afhængige af hinanden, men der vil i givet fald generelt være tale om et betydeligt mere ligestillet forhold end mellem forældre og børn.

Straffelovrådet finder, at det på denne baggrund kunne overvejes enten helt at ophæve forbuddet mod seksuelt forhold til en bror eller søster over 15 år, eller alternativt at indskrænke forbuddets rækkevidde. En sådan indskrænkning kunne f.eks. bestå i en begrænsning til forhold mellem helsøskende og/eller til en begrænsning til heteroseksuelle forhold. Begge disse begrænsninger findes i Sverige.

Straffelovrådet har imidlertid ikke fundet grundlag for at fremsætte et forslag om ændring af det gældende absolutte forbud mod alle heteroseksuelle og heteroseksuelle forhold mellem såvel helsøskende som halvsøskende.

Straffelovrådet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at incestforbuddet vedrørende forhold mellem biologiske søskende efter det anførte i dag i givet fald navnlig må begrundes i principielle moralske forestillinger snarere end beskyttelseshensyn eller lignende.

Straffelovrådet udtaler samtidig, at såfremt det eksisterende incestforbud mellem søskende opretholdes, bør det efter rådets opfattelse ikke udvides yderligere. Efter Straffelovrådets opfattelse ville det således være betænkeligt generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem adoptivsøskende, stedsøskende eller plejesøskende, der er fyldt 15 år.

Straffelovrådet har i lyset af den ringe praktiske betydning af strafbestemmelsen om ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed at skaffe sig seksuelt forhold til en person under 18 år overvejet, om bestemmelsen kan ophæves – også henset til, at bestemmelsen er af udpræget skønsmæssig karakter.

Straffelovrådet finder imidlertid, at retspraksis – herunder nyere retspraksis – viser, at der kan forekomme forhold begået over for 15-17-årige børn af væsentligt ældre gerningsmænd, der er udtryk for et så groft misbrug af gerningsmandens overlegenhed i alder og erfaring, at de bør imødegås ved straf, selv om forholdet ikke kan henføres under straffelovens bestemmelser om voldtægt og udnyttelse i øvrigt.

Straffelovrådet finder det endvidere mest hensigtsmæssigt at bevare en særskilt bestemmelse med en fast 18-års aldersgrænse for sådanne tilfælde af groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed.

3.1.10. Pornomodeller under 18 år

Straffelovrådets overvejelser om optagelse af pornografiske fotografier eller film af personer under 18 år med forsæt til udbredelse og om forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af personer under 18 år fremgår af kapitel 20.

Straffelovrådet anfører, at kriminaliseringen i bestemmelserne om disse spørgsmål bygger på EU-retlige og internationale forpligtelser. Bestemmelserne anvendes sjældent i praksis, og Straffelovrådet er ikke bekendt med, at bestemmelsernes udformning skulle have givet anledning til problemer.

Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå større ændringer af gerningsindholdet i bestemmelserne. Rådet foreslår dog at forenkle gerningsbeskrivelsen i bestemmelsen om forestillinger med pornografisk optræden.

Med hensyn til strafferammerne peger Straffelovrådet på, at EU-direktivets krav til strafferammen for at overvære en pornografisk optræden, hvori deltager et barn under 15 år, vil kunne opfyldes ved at forhøje den eksisterende strafferamme fra bøde eller fængsel indtil 1 år til bøde eller fængsel indtil 2 år eller ved at indføre en skærpet strafferamme, hvorefter straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis personen, som deltager i en forestilling med pornografisk optræden, har været under 15 år. Straffelovrådet har på denne baggrund i sit lovudkast medtaget forslag om en generel forhøjelse af strafmaksimum til fængsel indtil 2 år.

Straffelovrådet foreslår endvidere at forenkle strafferammerne for optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til udbredelse og for medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, således at de gældende normal- og sidestrafferammer slås sammen til én strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 år.

3.1.11. Forældelse

Straffelovrådets overvejelser om forældelse af strafansvaret for seksuelt misbrug af børn fremgår af kapitel 26.

Straffelovrådet anfører, at grove tilfælde af seksuelt misbrug af børn hører til nogle af de alleralvorligste overtrædelser af straffelovens regler om seksualforbrydelser. Endvidere er det karakteristisk for seksuelt misbrug af børn, at der som oftest ikke er andre direkte vidner til det seksuelle forhold end offeret selv, og at et barn, der er offer for seksuelt misbrug kan have svært ved at fortælle andre om det seksuelle misbrug. Navnlig hvor gerningsmanden er en af barnets nærtstående, kan disse forhold føre til, at et seksuelt misbrug af et barn først kommer til myndighedernes kundskab, efter at barnet er blevet voksent.

På denne baggrund blev der allerede for mere end 10 år siden indført væsentlige særregler om forældelsen i sager om seksualforbrydelser mod børn, som medfører en senere forældelse, end de EU-retlige og internationale regler stiller krav om, og er mere vidtgående end de tilsvarende norske regler.

Det er Straffelovrådets vurdering, at de gældende regler giver meget vide muligheder for at drage gerningsmænd til ansvar for selv meget gamle overtrædelser af reglerne om seksuelt forhold til børn. Eksempelvis forældes seksuelt misbrug af et barn under 12 år først, når barnet fylder 33 år. Forældelsesfristen i sådanne tilfælde er således altid mindst 21 år og kan være helt op til over 30 år, hvis der er tale om seksuelt misbrug af et barn under 3 år.

Det er endvidere Straffelovrådets vurdering, at der ikke er noget stort reelt behov for en yderligere forlængelse af forældelsesfristerne i sager om seksuelt misbrug af børn.

En ophævelse eller yderligere forlængelse af de gældende forældelsesfrister i sager om seksuelt misbrug af børn ville åbne mulighed for at føre straffesager om endnu ældre forhold. Jo ældre forhold der er tale om, jo større er risikoen for materielt urigtige afgørelser. Dette gælder særligt, hvis der ikke er andre væsentlige beviser end forurettedes forklaring, og det er som nævnt ofte situationen i sager om seksuelt misbrug af børn, hvis misbruget er foregået for år tilbage. Selv om bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, kan det også forekomme, at tiltalte uden forældelsesregler ville gå glip af muligheden for at føre modbeviser, eksempelvis i form af vidner, som støtter tiltaltes gengivelse af et hændelsesforløb, eller som bestyrker tiltaltes alibi.

Hertil kommer, at forældelsesfristerne ikke kun har til formål at afskære straffesager om gamle forhold, som det på grund af den hengåede tid kan være vanskeligt nu at bevise. Det gælder således generelt, at straffens nyttevirkninger i almindelighed taber i styrke, efterhånden som tiden går. Dette gælder både med hensyn til almenprævention, gengældelseshensyn og invidualprævention. Over for den, der senere har holdt sig fri af kriminalitet, vil straf efter meget lang tids forløb eksempelvis kunne virke med en uforholdsmæssig hårdhed og savne individualpræventiv mening, ikke mindst hvis den pågældendes livsforhold har ændret sig i positiv retning.

Sammenfattende er der en række forhold, der taler for en senere forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn end i sager om anden kriminalitet af tilsvarende grovhed. Der er som oftest ikke andre direkte vidner til det seksuelle forhold end offeret selv og i en række tilfælde heller ikke andre beviser eksempelvis i form af fysiske skader på barnet. Desuden kan barnet på grund af sin underlegenhed i forhold til og ofte også afhængighed af gerningsmanden have meget svært ved at fortælle andre om det seksuelle misbrug, før barnet er blevet voksent. Disse særlige hensyn afspejles i de gældende særregler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn, hvorefter forældelsesfristen først regnes fra barnets fyldte 18. år. De gældende regler giver mulighed for at gøre strafansvar gældende mange år efter, at et seksuelt misbrug er begået. Der er som omtalt samtidig forhold, der taler imod en yderligere forlængelse af forældelsesfristerne, herunder navnlig at en yderligere forlængelse vil kunne medføre en forøget risiko for materielt urigtige afgørelser. En stillingtagen til, om de gældende regler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn bør ændres, vil afhænge af en samlet afvejning af de beskrevne forhold. Straffelovrådet har på det foreliggende grundlag ikke fundet anledning til i sit lovudkast at medtage forslag om en generel udskydelse af forældelsen i sager om seksuelt misbrug af børn ud over, hvad der allerede gælder i dag.

Straffelovrådet foreslår imidlertid nogle mere begrænsede ændringer af de gældende regler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det ikke være rimeligt, hvis en person, der har misbrugt et barn seksuelt, vil kunne opnå, at strafansvaret herfor forældes, hvis gerningsmanden på strafbar måde tvinger barnet til undlade at anmelde forholdet, før forældelsesfristen udløber, når barnet fylder 28 eller 33 år.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund som en ny supplerende regel, at hvis gerningsmanden på strafbar måde har tvunget barnet til efter sit fyldte 18. år at undlade at anmelde et seksuelt misbrug, begynder forældelsesfristen for det seksuelle misbrug tidligst at løbe på det tidspunkt, hvor tvangen ophører.

Straffelovens § 221 om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden, er ikke omfattet af den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år. Straffelovens § 221 anvendes sjældent i praksis, og spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved overtrædelse af denne bestemmelse har bl.a. derfor ringe betydning. Spørgsmålet har endvidere kun reel betydning for så vidt angår forhold til 15-17-årige børn, idet der ved seksuelt forhold til børn under 15 år i forvejen sker udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt på grund af den samtidige overtrædelse af det generelle forbud mod seksuelt forhold til barn under 15 år.

Straffelovrådet finder imidlertid, at straffelovens § 221 fremover bør være omfattet af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år.

Straffelovens § 230 om optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at udbrede materialet er ikke medtaget i den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år. Straffelovens § 235 a, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en pornografisk forestilling, er derimod medtaget i den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år.

Straffelovrådet foreslår, at reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år udvides til også at omfatte overtrædelser af straffelovens § 230. Rådet bemærker herved bl.a., at EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (som ikke gælder for Danmark) kræver, at forældelse af strafansvaret for de handlinger, der er omfattet af straffelovens § 230, tidligst indtræder en passende tid, efter at forurettede er fyldt 18 år.

Den eksisterende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år omfatter ikke blufærdighedskrænkelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse er dette som udgangspunkt en hensigtsmæssig retstilstand, og det ville efter rådets opfattelse være for vidtgående generelt at lade blufærdighedskrænkelse af børn under 18 år være omfattet af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år.

EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (som ikke gælder for Danmark) kræver imidlertid, at forældelse af strafansvaret for at lade et barn under den seksuelle lavalder overvære seksuelle aktiviteter tidligst indtræder en passende tid, efter at forurettede er fyldt 18 år.

Efter Straffelovrådets opfattelse taler det for at udskyde forældelsesfristens begyndelse for blufærdighedskrænkelse begået over for børn under den seksuelle lavalder.

Straffelovrådet har overvejet, om en udskydelse af forældelsesfristens begyndelse i øvrigt (dvs. ud over begrænsningen efter forurettedes alder) på en hensigtsmæssig måde ville kunne begrænses til en delmængde af den mangfoldighed af meget forskelligartede handlinger, som forbrydelsen blufærdighedskrænkelse dækker over.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det imidlertid være vanskeligt at begrunde en afgrænsning af visse former for blufærdighedskrænkelse, hvor der i givet fald bør gælde en regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse.

Straffelovrådet har på denne baggrund i sit lovudkast medtaget forslag om at udskyde begyndelsestidspunktet for forældelse af blufærdighedskrænkelse over for et barn under 15 år indtil forurettedes fyldte 18. år.

3.1.12. Uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder

Straffelovrådets overvejelser om strafansvar for uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder fremgår af kapitel 17.

Straffelovrådet anfører indledningsvis, at det efter rådets opfattelse er velbegrundet, at straf for seksualkriminalitet som udgangspunkt forudsætter forsæt, herunder med hensyn til, at et seksuelt forhold i givet fald er ufrivilligt. Med hensyn til spørgsmålet om en eventuel nykriminalisering af uagtsomhed i forhold til, om et seksuelt forhold er frivilligt – uagtsom voldtægt – henvises til afsnit 3.1.3 ovenfor.

I kapitel 17 behandler Straffelovrådet øvrige – og mindre vidtgående – spørgsmål om eventuelle ændringer af de gældende regler om straf for uagtsomhed med hensyn til visse gerningselementer i nogle af straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser.

For så vidt angår kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand anfører Straffelovrådet, at selv om kriminaliseringen af uagtsomhed i denne henseende ikke spiller nogen rolle i praksis, har rådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at ophæve dette led i den gældende strafbestemmelse. Det vil efter rådets opfattelse i sjældne tilfælde kunne forekomme, at en person har opnået samleje ved (forsætlig) udnyttelse af en anden persons sindssygdom mv. uden forsæt med hensyn til forurettedes tilstand, men hvor der dog er udvist en sådan uagtsomhed i denne henseende, at forholdet bør kunne mødes med straf.

For så vidt angår kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder finder Straffelovrådet, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til, om et barn er under den seksuelle lavalder på 15 år, bør opretholdes. Selv om bestemmelsen anvendes sjældent i praksis, kan der således tænkes tilfælde af samleje med en person under den seksuelle lavalder, hvor gerningsmanden ikke har haft forsæt med hensyn til forurettedes alder, men dog har udvist en sådan uagtsomhed i denne henseende, at forholdet bør kunne mødes med straf.

Straffelovrådet finder endvidere, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til, om en person er under 18 år, bør opretholdes for så vidt angår bestemmelser, som særligt tilsigter at beskytte personer under 18 år mod seksuelt misbrug eller udnyttelse. Det gælder bestemmelserne om seksuelt forhold til stedbarn, plejebarn mv. og om groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed, om seksuelt forhold mod betaling eller løfte om betaling samt om optagelse af pornografiske fotografier eller film med henblik på udbredelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse gør samme hensyn sig endvidere gældende i forhold til medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestilling med pornografisk optræden, og rådet foreslår derfor at udvide kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder til også at omfatte disse forbrydelser.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at kriminalisere uagtsomhed med hensyn til aldersgrænser i andre bestemmelser i kapitlet om seksualforbrydelser.

Efter Straffelovrådets opfattelse taler noget for at fastsætte en selvstændig strafferamme for overtrædelse af strafbestemmelsen om uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder. I betragtning af bestemmelsens begrænsede anvendelse i praksis og i lyset af de straffe, der er idømt i nyere praksis, har rådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at ændre den gældende strafferamme om anvendelse af en ”forholdsmæssig mindre straf” end for forsætlige forhold.

3.1.13. Blufærdighedskrænkelse

Straffelovrådets overvejelser om blufærdighedskrænkelse fremgår af kapitel 21, mens kapitel 22 angår salg af pornografi til børn.

Straffelovrådet anfører, at strafbestemmelsen om blufærdighedskrænkelse er karakteriseret ved, at den er en generel opsamlingsbestemmelse, som kan anvendes på seksuelle krænkelser af en vis grovere karakter, der ikke er omfattet af nogen anden bestemmelse.

Straffelovrådet foreslår som anført i afsnit 3.1.4 ovenfor, at opnåelse af et seksuelt forhold ved overrumpling, dvs. ved udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en situation, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen, fremover skal være omfattet af samme strafbestemmelse som at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Straffelovrådet finder, at straffelovens bestemmelse om blufærdighedskrænkelse i øvrigt rammer de seksuelle krænkelser, som bør kunne straffes efter straffeloven. Bestemmelsens anvendelsesområde, som det fremgår af retspraksis, er således efter rådets opfattelse hverken for vidt eller for snævert.

Straffelovrådet har overvejet, om bestemmelsens formulering – hvis gerningsbeskrivelse er uændret siden straffeloven af 1866 – bør moderniseres. Rådet har i den forbindelse overvejet, om en mere detaljeret bestemmelse kunne være hensigtsmæssig, eksempelvis således at hovedkategorier af blufærdighedskrænkelse – beføling, blottelse, beluring osv. – blev nævnt udtrykkeligt i bestemmelsen.

Straffelovrådet finder imidlertid, at der ikke er noget behov for en sådan mere detaljeret bestemmelse. Bestemmelsens afgrænsning har i praksis ikke givet anledning til problemer i forhold til længe kendte former for blufærdighedskrænkelse, og retspraksis har også kunnet håndtere nye former for blufærdighedskrænkelse, herunder krænkelser på internettet, på en hensigtsmæssig måde. Rådet foreslår derfor alene en sproglig modernisering samt en vis forenkling af bestemmelsen.

Med hensyn til strafferammen finder Straffelovrådet, at et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år bedre vil markere, at blufærdighedskrænkelse generelt er en væsentligt mindre alvorlig forbrydelse end forhold omfattet af de strafbestemmelser (om udnyttelse mv.), hvor strafmaksimum efter Straffelovrådets forslag generelt vil være fængsel indtil 4 år.

I forhold til børn under 15 år supplerer straffelovens bestemmelse om blufærdighedskrænkelse imidlertid de mere alvorlige bestemmelser om seksuelt forhold til barn under 15 år, hvor strafmaksimum er henholdsvis 8 år og 12 år, hvilket kunne tale for et højere strafmaksimum end fængsel indtil 2 år for så vidt angår blufærdighedskrænkelse af børn under 15 år.

Efter en samlet vurdering foreslår Straffelovrådet på denne baggrund, at strafferammen for blufærdighedskrænkelse ændres til bøde eller fængsel indtil 2 år, dog 4 år, når forurettede er under 15 år.

Med hensyn til det gældende forbud mod salg til personer under 16 år af utugtige billeder eller genstande anfører Straffelovrådet, at bestemmelsen ikke anvendes i praksis og efter rådets opfattelse ikke længere er tidssvarende.

Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om bestemmelsen bør moderniseres, eller om den i stedet bør ophæves. Rådet kan imidlertid ikke pege på en anden udformning af bestemmelsen, som vil være mere hensigtsmæssig end den nuværende, og foreslår derfor, at bestemmelsen ophæves som betydningsløs i praksis.

3.1.14. Prostitution

Straffelovrådets overvejelser om prostitution fremgår af kapitel 15 og 19.

Med hensyn til kriminalisering af prostituerede er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke tvivl om, at det efter en nutidig opfattelse ikke bør komme på tale at straffe en prostitueret alene for det forhold, at den pågældende har seksuelle forhold mod betaling.

En eventuel kriminalisering af prostituerede kan således efter Straffelovrådets opfattelse i dag alene begrundes i ordensmæssige hensyn, herunder hensynet til virksomheder, hvis drift forstyrres af prostituerede, og naboer eller forbipasserende, som forulempes. Sådanne ordensmæssige hensyn er imidlertid ikke entydigt knyttet til prostituerede, idet også andre persongrupper eller enkeltindivider kan være til alvorlig gene for virksomheder, naboer eller forbipasserende. Meget taler på denne baggrund for ikke at fastsætte forbud eller forbudshjemler, som kun vedrører prostituerede, men i stedet også over for prostituerede i givet fald at anvende de generelle ordensregler, som gælder for alle, der udviser en nærmere bestemt generende adfærd.

Straffelovrådet kan således tilslutte sig den afkriminalisering af prostitution som sådan, der blev gennemført i 1999, og som i øvrigt ligger i tråd med den internationale tendens i det mindste i Europa.

I forlængelse heraf foreslår Straffelovrådet at ophæve den gældende bestemmelse i straffeloven om at opfordre eller indbyde til utugt eller stille usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Efter Straffelovrådets opfattelse imødekommes andres berettigede forventning om beskyttelse mod eventuel særligt pågående adfærd fra prostituerede i tilstrækkelig grad ved ordensbekendtgørelsens regler, og efter en nutidig opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at kriminalisere den prostitueredes egen annoncering uanset formen.

Endvidere foreslår Straffelovrådet at ophæve bestemmelsen i restaurationsloven om, at politiet kan forbyde en prostitueret at opholde sig om gæst i en restaurant mv.

Med hensyn til medvirken til andres prostitution er det efter Straffelovrådets opfattelse åbenbart, at anvendelse af tvang, svig mv. over for en person med henblik på at udnytte den pågældende ved prostitution fortsat bør være strafbar, og Straffelovrådet foreslår ingen ændringer af de gældende strafbestemmelser om menneskehandel.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det endvidere åbenbart, at medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ligeledes fortsat bør være strafbar.

Med henblik på at ramme medvirken til, at en person under 18 år deltager i prostitution, som ikke sker med henblik på udnyttelse af den pågældende (og derfor har karakter af menneskehandel), foreslår Straffelovrådet en ny samlet bestemmelse om straf for den, der medvirker til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Bestemmelsen foreslås formuleret parallelt med strafbestemmelsen om forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af børn under 18 år.

Med hensyn til kriminalisering af medvirken til andres prostitution, hvor den prostituerede er fyldt 18 år, og hvor der ikke er tale om at anvende tvang, svig mv. med henblik på at udnytte den pågældende ved prostitution, er det efter Straffelovrådets opfattelse vigtigt at være opmærksom på, at der i givet fald er tale om at kriminalisere medvirken til en i øvrigt straffri virksomhed.

Straffelovrådet har ud fra disse hensyn navnlig overvejet, hvordan prostitutionsvirksomhed bør kunne være organiseret, og i hvilket omfang og på hvilke vilkår andre bør kunne bistå med hjælpefunktioner i relation til prostitution (f.eks. lokaler, telefonbetjening, reception, annoncering mv.).

Straffelovrådet er kommet frem til, at prostitutionsvirksomhed ud over, at én prostitueret driver sin egen virksomhed, alene bør kunne være organiseret som et ligeværdigt fællesskab mellem flere prostituerede. Rådet finder, at der ved andre organiseringsformer er for stor risiko for udnyttelse af de prostituerede.

Straffelovrådet foreslår, at prostitutionsvirksomhed skal være strafbar, hvis der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden.

En sådan ny strafbestemmelse vil i vidt omfang videreføre den eksisterende strafbestemmelse om at holde bordel, men vil samtidig være neutral i forhold til, hvordan prostitutionsvirksomheden nærmere er organiseret. Bestemmelsen vil dermed finde anvendelse uden hensyn til, om der er tale om f.eks. bordelprostitution, barprostitution, escortprostitution eller gadeprostitution. For alle prostitutionsformer gælder, at der kan være en bagmand, som organiserer virksomheden, og det er denne bagmand, der rammes af den foreslåede nye strafbestemmelse.

Med Straffelovrådets forslag er det hensigten at justere grænsen mellem straffri og strafbar prostitutionsvirksomhed, så prostituerede får lidt større muligheder for at organisere sig i et økonomisk fællesskab, end straffeloven må antages at give mulighed for i dag. Det er således hensigten at give mulighed for, at flere prostituerede aftaler en rimelig fordeling af indtægter og udgifter i prostitutionsvirksomheden, også selv om det indebærer, at en eller flere prostitueredes indtægter får økonomisk betydning for en eller flere andre prostituerede i virksomheden.

Ved siden af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden, foreslår Straffelovrådet at opretholde den eksisterende kriminalisering af (i øvrigt) at udnytte en andens erhverv ved prostitution.

Straffelovrådet finder således, at mest taler for, at det også, selv om der hverken foreligger tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, fortsat bør være strafbart at udnytte en andens erhvervsmæssige prostitution ved mere varigt at modtage en andel af den prostitueredes indtjening, uden at modtageren har et retligt eller naturligt krav herpå.

Dette indebærer navnlig, at den egentlige fortjeneste ved prostitutionen fortsat ikke lovligt hverken helt eller delvis kan tilfalde nogen anden end den eller de prostituerede selv. Udnyttelse vil også foreligge, hvis den prostituerede betaler en væsentlig højere pris for en ydelse end den pris, som andre skal betale, eller som i øvrigt kan anses for sædvanlig eller rimelig. Som eksempel kan nævnes udlejning af lokaler til overpris.

Straffelovrådet foreslår, at strafferammen for bestemmelsen om i øvrigt at udnytte en andens erhvervsmæssige prostitution fastsættes til bøde eller fængsel indtil 2 år. Medtagelsen af bøde i normalstrafferammen i stedet for i en formildende sidestrafferamme som i den gældende bestemmelse er alene udtryk for en teknisk begrundet forenkling på linje med de tilsvarende ændringer, der i 2004 blev gennemført i alle andre bestemmelser i straffeloven med formildende sidestrafferammer med bøde. Forslaget om at nedsætte strafmaksimum fra 3 år til 2 år i forhold til den gældende bestemmelse skal navnlig ses i lyset af, at de groveste udnyttelsestilfælde efter Straffelovrådets forslag vil være omfattet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvor der foreslås en strafferamme på fængsel indtil 4 år.

Straffelovrådet foreslår, at der ved siden af de foreslåede strafbestemmelser om prostitutionsvirksomhed og udnyttelse i øvrigt af en andens erhverv ved prostitution ikke opretholdes en særskilt kriminalisering af mellemmandsvirksomhed.

Straffelovrådet foreslår dog at opretholde den særskilte kriminalisering af at udleje et værelse i hotel til erhvervsmæssig prostitution. Bestemmelsen har betydning for udlejning til sædvanlig pris. Udlejning af værelser til prostitution til en uforholdsmæssig høj pris er omfattet af den strengere strafbestemmelse, som Straffelovrådet foreslår opretholdt, om udnyttelse af en andens erhverv ved prostitution.

Efter Straffelovrådets opfattelse er behovet for denne kriminalisering af udlejning af værelser til sædvanlig pris til erhvervsmæssig prostitution ikke stort. Bestemmelsen er alene relevant ved udlejning til frivillig prostitution, som udlejeren af værelserne ikke har organiseret. Hvis udlejeren af værelserne har organiseret prostitutionen, omfattes forholdet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed.

En afkriminalisering vil imidlertid give mulighed for, at hotelvirksomhed særligt indrettes med henblik på systematisk udlejning (til sædvanlig pris i anden sammenhæng) af værelser til erhvervsmæssig prostitution. Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at ophæve den gældende strafbestemmelse.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, om der bør opretholdes en særskilt kriminalisering af at forlede nogen til prostitution uden forsæt til udnyttelse. For at være omfattet af den gældende bestemmelse herom skal gerningsmanden på den ene side ”forlede” nogen, dvs. anvende falske foregivender eller lignende utilbørlig fremgangsmåde, og på den anden side må det ikke ske med henblik på, at gerningsmanden eller tredjemand opnår et økonomisk udbytte, idet der i så fald i praksis vil være tale om menneskehandel, som er en væsentligt alvorligere forbrydelse.

Bestemmelsen ville formentlig uden skade kunne ophæves som overflødig i praksis, men Straffelovrådet har dog ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at stille forslag herom.

Straffelovrådet foreslår imidlertid, at strafferammen fastsættes som for udnyttelse i øvrigt af en andens erhvervsmæssige prostitution, dvs. til bøde eller fængsel indtil 2 år. Efter Straffelovrådets opfattelse afspejler denne strafferamme bedre end den gældende strafferamme på fængsel indtil 4 år forholdets strafværdighed i sammenligning med prostitutionsvirksomhed (hvor Straffelovrådet foreslår at anvende strafferammen på fængsel indtil 4 år) henholdsvis udnyttelse i øvrigt af en andens erhvervsmæssige prostitution.

Straffelovrådet anbefaler, at den gældende regel om strafforhøjelse i visse gentagelsessituationer ophæves. Rådet lægger herved navnlig vægt på, at de almindelige strafferammer, som rådet foreslår, er fuldt tilstrækkelige til, at der også i gentagelsestilfælde kan udmåles en passende straf.

Med hensyn til købesex er det efter Straffelovrådets opfattelse åbenbart, at forbuddet mod betaling af personer under 18 år for sex bør opretholdes. Dette følger i øvrigt også af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.

På denne baggrund er hovedspørgsmålet, om der bør indføres et generelt strafsanktioneret forbud mod at betale også personer over 18 år for sex. Hvis der ikke indføres et sådant generelt forbud, kan det supplerende overvejes, om der bør indføres et forbud mod betaling for sex i visse situationer, f.eks. hvis den prostituerede er offer for menneskehandel, eller hvis den prostituerede er offer for rufferi eller alfonseri.

Et forbud mod betaling for sex vil være udtryk for, at en aktivitet, der i øvrigt er lovlig – sex mellem samtykkende voksne – bliver strafbar, hvis der ydes betaling. Dette vil i sig selv være usædvanligt, idet langt de fleste aktiviteter enten er strafbare som sådanne eller lovlige, hvad enten de udøves vederlagsfrit eller mod betaling. På denne baggrund er det Straffelovrådets umiddelbare opfattelse, at indførelse af et forbud mod købesex bør forudsætte, at tungtvejende grunde taler for et sådant forbud.

Sverige indførte i 1999 som det første land i verden et generelt forbud mod køb af sex, uden at salg af sex var kriminaliseret, efterfulgt af Norge og Island i 2009. Begrundelsen for disse generelle forbud mod køb af sex har navnlig været at bekæmpe prostitution gennem en begrænsning af efterspørgslen. Som yderligere begrundelse har det været anført, at det i dagens samfund er ”uværdigt og uacceptabelt”, at mænd betaler kvinder for sex.

Med hensyn til det sidstnævnte argument bemærker Straffelovrådet for det første, at det også forekommer, at mænd betaler mænd for sex, at kvinder betaler mænd for sex, og at kvinder betaler kvinder for sex.

Straffelovrådet bemærker dernæst, at det i høj grad er et holdningsspørgsmål, om selve det at betale for sex er (moralsk) uacceptabelt, og om salg af sex er nedværdigende for sælgeren eller for køberen eller for begge, og om parternes køn har nogen betydning i den henseende. Ud fra foreliggende undersøgelser mv. må det endvidere antages, at der i den danske befolkning er stærkt delte meninger herom.

Straffelovrådet finder på det foreliggende grundlag, herunder erfaringerne fra Sverige, Norge og Finland, anledning til at fremhæve, at et forbud mod købesex vil være ressourcekrævende at håndhæve. Dette skyldes navnlig, at begge de involverede parter – den prostituerede og kunden – har en fælles interesse i, at en overtrædelse af et forbud mod købesex ikke opdages – den prostituerede for at opretholde sin indtjening, kunden for at undgå straf. Det vil derfor i almindelighed ikke kunne forventes, at nogen vil anmelde eller frivilligt vidne om overtrædelse af et forbud mod købesex (i Sverige sker det i praksis kun, hvis kunden har begået anden kriminalitet, f.eks. vold, over for den prostituerede). Håndhævelsen vil derfor i praksis afhænge af politiets egne direkte observationer af kontakter mellem prostituerede og deres kunder.

Det må endvidere antages, at virkningen af et forbud mod købesex vil være meget afhængig af omfanget af håndhævelsen, dvs. navnlig af, hvor mange ressourcer politiet afsætter til indskriden mod gadeprostitution og til razziaer mod bordeller. Erfaringerne fra Sverige og Norge tyder på, at hvis et forbud mod købesex skal føre til et reelt fald i efterspørgslen efter prostitution, skal risikoen for opdagelse være forholdsvis høj. Der vil ganske vist formentlig være en mindre gruppe af potentielle kunder, der allerede som følge af forbuddet vil afstå fra og i givet fald ophøre med at købe sex. Flertallet af potentielle kunder kan imidlertid kun forventes at afstå fra at købe sex som følge af forbuddet, hvis risikoen for opdagelse er forholdsvis høj.

Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at de mest sandsynlige afledede virkninger af et forbud mod købesex vil være, at det vil blive sværere at arbejde som prostitueret, dels fordi kontakten med kunderne vil skulle foregå under hensyntagen til, at kunderne begår et strafbart forhold, som den prostituerede og kunden har en fælles interesse i at holde skjult, dels fordi nogle kunder vil falde fra. Dette vil så kunne have den konsekvens, at en mindre del af de prostituerede stopper som prostituerede, men det vil næppe være meget mere end de godt 10%, der ifølge undersøgelser selv har denne forventning, og de prostituerede, der i givet fald stopper af denne grund, må for i hvert fald hovedpartens vedkommende antages at være blandt dem, der ikke er blevet tvunget eller besveget til at arbejde som prostituerede.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at det er mest sandsynligt, at et forbud mod købesex højst vil have marginal indvirkning på omfanget af menneskehandel, rufferi og alfonseri.

Om de beskrevne hensyn og sandsynlige konsekvenser fører til, at køb af sex bør forbydes, afhænger i afgørende grad af, hvilken vægt disse hensyn og konsekvenser tillægges, og det er efter Straffelovrådets opfattelse i høj grad et holdningsspørgsmål.

Hvis man har den holdning, at det i alle tilfælde er stærkt nedværdigende at modtage betaling for sex, og at den, der betaler for sex, derfor i og med, at han eller (sjældnere) hun betaler for sex, begår et groft overgreb mod den, der modtager betalingen, taler det for at indføre et forbud mod købesex. Det kan således i forlængelse heraf anføres, at sådanne grove overgreb af rent principielle grunde bør straffes, uanset om straffen kan forventes at føre til færre overgreb, og også uanset om de formodede ofre selv betragter sig som ofre for et overgreb.

Hvis man har den holdning, at prostitution forstyrrer den offentlige orden ved, at folk bliver antastet eller forulempet, taler det derimod efter Straffelovrådets opfattelse ikke afgørende for et forbud mod købesex. Dette hensyn kunne efter rådets opfattelse i det højeste tale for et forbud mod køb af sex på offentlig gade (som det kendes i Finland, hvor også salg af sex på offentlig gade er forbudt). Som nævnt ovenfor er det imidlertid rådets opfattelse, at andres berettigede forventning om beskyttelse mod eventuel særligt pågående adfærd fra prostituerede i tilstrækkelig grad imødekommes ved de gældende regler i ordensbekendtgørelsen.

Hvis man har den holdning, at prostitution er et alvorligt kriminalitetsproblem, fordi et stort antal prostituerede er ofre for menneskehandel, rufferi eller alfonseri, taler det for et forbud mod købesex, i det omfang et sådant forbud kan forventes at begrænse omfanget af menneskehandel, rufferi og alfonseri. Som nævnt er det imidlertid Straffelovrådets opfattelse, at det er mest sandsynligt, at et forbud mod købesex højst vil have marginal indvirkning på omfanget af menneskehandel, rufferi og alfonseri.

Hvis man har den holdning, at prostituerede, som ikke er ofre for menneskehandel, rufferi eller alfonseri, i almindelighed ikke er værre stillede (og undertiden bedre stillede) end mange andre mennesker, der har et fysisk eller psykisk belastende arbejde, taler det imod et generelt forbud mod købesex.

Sammenfattende er det på denne baggrund Straffelovrådets opfattelse, at et forbud mod købesex alene vil kunne begrundes ud fra en helt principiel afstandtagen fra køb af sex. Med den eksisterende viden om prostitution i Danmark og oplysningerne om erfaringerne med forbud mod købesex i andre lande er der således efter rådets opfattelse ikke grundlag for at antage, at et forbud mod købesex vil have mærkbare positive konsekvenser i andre henseender end selve den principielle afstandtagen fra køb af sex, som et strafsanktioneret forbud vil være udtryk for. Tværtimod vil et forbud mod købesex kunne have negative konsekvenser for et antal prostituerede både i form af ringere økonomiske forhold og i form af øget stigmatisering.

Straffelovrådet kan på denne baggrund ikke anbefale, at der indføres et sådant generelt forbud mod købesex.

Et andet spørgsmål er, om der bør indføres et forbud mod betaling for sex i visse situationer, f.eks. hvis den prostituerede er offer for menneskehandel, eller hvis den prostituerede er offer for rufferi eller alfonseri.

Til støtte for et forbud mod køb af sex hos en person, der er offer for menneskehandel, rufferi eller alfonseri, kan navnlig anføres, at det er kundens efterspørgsel, der giver mulighed for at udnytte den prostituerede, og at det uanset ens holdning til prostitution generelt umiddelbart fremstår som uacceptabelt at efterspørge køb af sex i tilfælde, hvor kunden har forsæt til, at den prostituerede udnyttes som offer for menneskehandel, rufferi eller alfonseri.

Heroverfor kan det navnlig anføres, at den nuværende politik, som bl.a. afspejles i Servicesstyrelsens kampagne mod menneskehandel, går ud på gennem en oplysningsindsats at ansvarliggøre prostitutionskunder, så de afstår fra at købe sex af prostituerede, hvis der er tegn på, at den pågældende kan være offer for menneskehandel, og i givet fald anmelder en eventuel mistanke om menneskehandel til myndighederne. Hvis seksuelle forhold mod betaling til ofre for menneskehandel generelt kriminaliseres, vil en prostitutionskunde, der anmelder en mistanke om menneskehandel til myndighederne, fremover kunne risikere selv at blive retsforfulgt.

Det kan endvidere anføres, at hvis prostitutionskunden er bekendt med eller bestemt formoder, at nogen tvinger den prostituerede til at prostituere sig og dermed til at have et seksuelt forhold til kunden, vil kunden ved at have sex med den prostituerede afhængig af tvangens art gøre sig skyldig i voldtægt eller i at skaffe sig seksuelt forhold ved anden ulovlig tvang. Grovere tilfælde af sex med en prostitueret, der udnyttes, er således allerede efter gældende ret omfattet af strafbestemmelser vedrørende alvorlige eller meget alvorlige forbrydelser.

Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at det må antages i praksis at ville være sådan, at enten vil det helt undtagelsesvis kunne bevises, at en prostitutionskunde har en sådan viden, at den pågældende kan straffes for voldtægt eller anden ulovlig tvang, eller også vil der hverken kunne bevises forsæt til en af disse forbrydelser eller til seksuelt forhold til en person, der er offer for menneskehandel.

Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en særskilt kriminalisering af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er offer for menneskehandel, eller af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er offer for rufferi eller udnyttelse i øvrigt til prostitution.

3.1.15. Børnepornografi

Straffelovrådets overvejelser om børnepornografi fremgår af kapitel 23.

Straffelovrådet anfører, at kriminaliseringen af udbredelse og besiddelse af børnepornografiske fotografier mv. i vidt omfang bygger på EU-retlige og internationale forpligtelser, og at straffelovens bestemmelser herom senest blev ændret i 2009 med henblik på at muliggøre Danmarks tiltræden af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.

Straffelovrådet finder, at afgrænsningen af kriminaliseringen til ”utugtige” fotografier mv. har fungeret på en hensigtsmæssig måde i praksis og på en rimelig måde adskiller de fotografier mv., som bør være omfattet af kriminaliseringen vedrørende børnepornografi, fra de fotografier mv., som ikke i sig selv bør anses som ulovlige.

Med hensyn til fiktiv børnepornografi anfører Straffelovrådet, at kriminaliseringen af udbredelse og besiddelse af børnepornografi først og fremmest har til formål at søge at begrænse efterspørgslen efter børnepornografisk materiale og dermed at søge at begrænse incitamentet til, at børn misbruges seksuelt med henblik på fremstilling af børnepornografisk materiale.

Straffelovrådet peger på, at det gældende forbud mod børnepornografi i dag ud over over utugtige fotografier mv. af virkelige børn under 18 år også omfatter fiktive visuelle gengivelser af personer, der fremtræder som under 18 år, når gengivelsen fremtræder på tilnærmelsesvis samme måde som en fotografisk gengivelse. Forbuddet omfatter dermed allerede i dag den fiktive børnepornografi, der for en umiddelbar betragtning med hensyn til brug og virkninger må antages at have størst lighed med børnepornografi vedrørende virkelige børn.

Straffelovrådet peger dernæst på, at der ikke er undersøgelser, der viser eller tyder på, at besiddelse af fiktiv børnepornografi, der ikke har den beskrevne lighed med fotografiske fremstillinger af virkelige børn, er en medvirkende årsag til, at børn misbruges seksuelt.

Straffelovrådet peger endvidere på, at hvis fiktiv børnepornografi fremtræder som en tilskyndelse til at begå seksuelle overgreb mod børn, vil offentlig udbredelse af materialet kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 1, hvor strafferammen er bøde eller fængsel indtil 4 år.

Sammenfattende kan Straffelovrådet på denne baggrund ikke anbefale ændringer af straffelovens bestemmelse om børnepornografi med henblik på at udvide bestemmelsen til at omfatte fiktiv børnepornografi i videre omfang, end det allerede er tilfældet i dag.

Med hensyn til ”børneerotika” anfører Straffelovrådet, at børneerotika kan forstås som materiale vedrørende børn, der tjener et seksuelt formål for en given person. Internationalt nævnes som mere almindelige typer af børneerotika legetøj, spil, computere, tegninger, fantasyskrifter, dagbøger, souvenirs, sexlegetøj, manualer, breve, bøger om børn, psykologibøger om pædofili og almindelige fotografier af børn.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at gå ind i overvejelser om andre former for børneerotika end fotografier af børn. Straffelovrådet har således ikke fundet grundlag for at gå ind i overvejelser om nykriminalisering af udbredelse eller besiddelse af ikke-fotografisk materiale, der viser interesse for seksuelle forhold med børn.

Straffelovrådet peger på, at der allerede efter gældende ret er grænser for, på hvilken måde man lovligt kan udbrede ikke-fotografisk materiale, der viser interesse for seksuelle forhold med børn, idet offentlig udbredelse af materiale, der må forstås som en tilskyndelse til at begå seksuelle overgreb mod børn, kan straffes efter straffelovens § 136, stk. 1.

Hertil kommer, at videregivelse af materiale af en seksuel karakter til en person, der ikke er indforstået med at modtage det pågældende materiale, kan være en overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Dette gælder også materiale af seksuel karakter vedrørende børn.

Med hensyn til fotografier af børn bemærker Straffelovrådet for det første, at afgrænsningen af, hvad der forstås ved ”utugtige” fotografier og dermed er omfattet af forbuddet mod udbredelse og besiddelse i den gældende bestemmelse om børnepornografi har været gældende siden 1980 og som nævnt har fungeret på en hensigtsmæssig måde i praksis.

Straffelovrådet bemærker dernæst, at ”utugtige” fotografier ikke alene omfatter fotografier, hvor der foregår en egentlig seksuel aktivitet mellem barnet og en anden person, eller hvor barnet foretager eksplicitte seksuelle handlinger. Utugtige fotografier omfatter også tilfælde, hvor barnet f.eks. anvendes som model for fotografering af kønsdele.

Overvejelserne om en eventuel udvidelse af det strafbare område angår således alene almindelige fotografier af børn, herunder almindelige nøgenbilleder af børn, der ikke i sig selv har en seksuel karakter, f.eks. billeder af badende børn.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke noget, der taler for en generel nykriminalisering af udbredelse eller besiddelse af almindelige fotografier af børn, og dette gælder også almindelige nøgenbilleder af børn, der ikke i sig selv har en seksuel karakter. Udbredelse og besiddelse af sådanne billeder kan efter Straffelovrådets vurdering ikke efter den almindelige moralopfattelse i samfundet anses som stødende.

Udbredelse f.eks. via internettet af et fotografi af et genkendeligt barn ledsaget af seksuelle kommentarer til billedet vil – afhængig af grovheden af de ledsagende seksuelle kommentarer – kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om blufærdighedskrænkelse. Endvidere vil offentliggørelse på internettet af et fotografi af et barn, der indgår i en seksualiseret sammenhæng, i praksis være en strafbar overtrædelse af persondataloven.

Efter Straffelovrådets opfattelse dækker straffeloven og persondataloven dermed allerede i dag i praksis de tilfælde, hvor anvendelse af billeder af børn, som ikke er omfattet af bestemmelsen om børnepornografi, ikke desto mindre indebærer en sådan alvorlig krænkelse navnlig af det pågældende barn, at strafansvar med rimelighed kan komme på tale.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der på denne baggrund ikke anledning til at foreslå nye strafbestemmelser vedrørende børneerotika.

Straffelovrådet finder således, at anden beskæftigelse med billeder af børn, eksempelvis offentliggørelse af et (manipuleret) fotografi af et ikke-eksisterende eller effektivt anonymiseret barn i en seksualiseret sammenhæng, men uden at fotografiet indeholder et seksuelt element, bør behandles på linje med beskæftigelse med anden (ikke-fotografisk) børneerotika, dvs. grænsen mellem lovlig og ulovlig adfærd bør som beskrevet ovenfor afgøres efter navnlig straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse og om offentlig tilskyndelse til forbrydelse.

Straffelovrådet har overvejet formuleringen af bestemmelsen om straffrihed for besiddelse af ”utugtige billeder” af en person, der er fyldt 15 år, som har givet sit samtykke til besiddelsen.

Straffelovrådet anfører, at det er mindre alvorligt at besidde enkeltstående pornografiske fotografier af en 15-årig end at besidde en egentlig pornofilm med den pågældende. Straffelovrådet finder imidlertid, at en sondring mellem stillbilleder og levende billeder, herunder kortvarige filmklip, bl.a. i lyset af den teknologiske udvikling ikke længere er hensigtsmæssig.

Den gældende undtagelsesbestemmelse er møntet på 15-17-årige, der som led i udforskningen af deres seksualitet ønsker at lade sig fotografere i en seksuel situation til eget og en typisk nogenlunde jævnaldrende partners personlige brug. Bestemmelsens formål er i den forbindelse at undtage den anden persons besiddelse af sådanne fotografier fra kriminaliseringen af besiddelse af børnepornografi.

Blandt nutidens unge vil en skarp sondring mellem stillbilleder og levende billeder imidlertid virke kunstig. Unge mennesker, som med gensidigt samtykke optager billeder af hinanden i seksuelle situationer, vil ofte anvende f.eks. en mobiltelefon eller andet digitalkamera, hvor man alt efter omstændighederne kan vælge at optage adskilte enkeltfotografier, en serie enkeltfotografier eller en egentlig (kort) film. At besiddelse af enkeltfotografierne er lovlig, mens besiddelse af filmen er strafbar, vil være meget vanskeligt at forstå for de unge mennesker, som er den primære målgruppe for undtagelsesbestemmelsen.

Ud fra de hensyn, som den gældende undtagelsesbestemmelse bygger på, er det på denne baggrund Straffelovrådets opfattelse, at mest taler for, at undtagelsesbestemmelsen også bør omfatte besiddelse af film.

Det er samtidig Straffelovrådets opfattelse, at straffriheden for besiddelse af pornografiske billeder af en 15-17-årig med dennes samtykke bør ophøre, hvis den 15-17-årige tilbagekalder sit samtykke.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at omformulere undtagelsesbestemmelsen, så det fremgår klart, at undtagelsesbestemmelsen omfatter både fotografier og film, og at et samtykke til besiddelse frit kan tilbagekaldes med den virkning, at fortsat besiddelse ikke længere er straffri efter undtagelsesbestemmelsen.

Med hensyn til strafudmålingen foreslår Straffelovrådet ingen ændringer i længden af idømte fængselsstraffe. Straffelovrådet foreslår imidlertid, at ordningen med betinget dom med vilkår om sexologisk behandling fremover også skal omfatte sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Efter Straffelovrådets opfattelse tilsiger de hensyn, der begrunder ordningen med betinget dom med vilkår om sexologisk behandling, således, at ordningen også bør kunne anvendes i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi.

Straffelovrådet henviser i den forbindelse også til, at ordningen med betinget dom med vilkår om sexologisk behandling oprindelig blev indført som en forsøgsordning i 1997 og blev en permanent ordning i 2001. På daværende tidspunkt var det ikke relevant at overveje alternativer til ubetinget fængselsstraf i sager om børnepornografi, eftersom der i hele perioden fra 1985-2000 alene idømt blev én ubetinget fængselsstraf for udbredelse af børnepornografi. Ved en lovændring i 2003 blev kriminaliseringen af børnepornografi imidlertid udvidet væsentligt, og i perioden 2003-2009 blev der idømt i alt 220 ubetingede fængselsstraffe for udbredelse og besiddelse af børnepornografi.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der endvidere ikke væsentlige modhensyn, der taler imod en anvendelse af betinget dom med vilkår om sexologisk behandling i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi.

Det vil således være en forudsætning for anvendelse af betinget dom med vilkår om sexologisk behandling, at tiltalte er vurderet såvel egnet som motiveret for sexologisk behandling. Heri ligger også, at der skal foreligge et behandlingsbehov, og en person, der f.eks. har udbredt børnepornografi primært for økonomisk vindings skyld (og ikke i anledning af en seksuel orientering, der retter sig mod børn), vil således ikke kunne få en betinget dom med vilkår om sexologisk behandling.

3.1.16. Pålæg til dømte

Straffelovrådets overvejelser om pålæg til dømte fremgår af kapitel 24.

Straffelovrådet anfører, at hensynet til at beskytte den forurettede for en seksualforbrydelse og dennes nærmeste familie mod nye lovovertrædelser – eller blot mod krænkende kontakt fra gerningsmandens side – bør varetages efter reglerne i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning fra 2012.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør andre forebyggende foranstaltning i form af pålæg til dømte kun kunne anvendes, hvis der er et klart behov for det, så hensynet til de interesser, som pålægget beskytter, klart overstiger hensynet til den dømte, der har udstået sin straf.

Straffelovrådet har overvejet, om muligheden for at give et geografisk bestemt opholdsforbud til dømte seksualforbrydere, der ikke er psykisk afvigende, bør opretholdes.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at der ikke vil være sådanne væsentlige fordele ved at opretholde en generel mulighed for at give bredt afgrænsede opholdsforbud som nævnt i den gældende bestemmelse, at det kan opveje ulemperne og modhensynene.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at den gældende bestemmelse ændres til en mulighed for i forbindelse med dom for en seksualforbrydelse at forbyde domfældte at opholde sig i et nærmere afgrænset geografisk område i nærheden af gerningsstedet.

Med hensyn til pålæg om ikke at opholde sig i en bolig, hvor der opholder sig børn under 18 år, anfører Straffelovrådet, at formålet med et sådant pålæg er at søge at forebygge, at en person, der dømmes for seksuel krænkelse af et barn, på ny begår et seksuelt overgreb mod et barn.

I overensstemmelse med dette formål og i lyset af, at der efter omstændighederne er tale om et ganske intensivt indgreb i forhold til en domfældt, der har udstået sin straf, bør et sådant pålæg efter Straffelovrådets opfattelse forudsætte, at det efter karakteren af den begåede kriminalitet sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes personlige forhold og omstændighederne i øvrigt må antages, at der foreligger konkret risiko for, at domfældte vil begå ligeartet kriminalitet, og at et pålæg konkret vil være egnet til at imødegå denne risiko. Straffelovrådet finder endvidere, at disse betingelser for at give et pålæg bør afspejles i lovteksten.

Med hensyn til privat børnepasning (i børnepasserens eller barnets hjem) er det Straffelovrådets opfattelse, at der i straffelovens § 79 er hjemmel til efter omstændighederne at frakende en person, der dømmes for en seksuel krænkelse af et barn i forbindelse med privat børnepasning, retten til pasning af børn i private hjem, uanset om der betales herfor. I forlængelse heraf er det Straffelovrådets opfattelse, at der i givet fald – når betingelserne herfor er opfyldt – bør ske rettighedsfrakendelse, og at pålæg efter straffelovens § 236 fremover ikke bør anvendes i forhold til pasning af børn.

Med hensyn til bofællesskab med børn må der sondres mellem plejebørn, egne børn, stedbørn og andre børn.

En person, der alene dømmes for at have misbrugt et plejebarn, bør i givet fald – hvis betingelserne herfor er opfyldt – i medfør af straffelovens § 79 frakendes retten til have børn i pleje og bør ikke herudover gives pålæg efter straffelovens § 236.

Med hensyn til egne børn bør der ligesom efter gældende ret ikke være mulighed for ved dom for et strafbart forhold at give pålæg om ikke at opholde sig sammen med barnet. Som anført i forarbejderne til straffelovens § 236 bør eventuelle begrænsninger i en persons kontakt med sine egne børn alene ske med hjemmel i den sociale lovgivning.

Med hensyn til stedbørn (dvs. ægtefælles eller samlevers børn) og andre børn finder Straffelovrådet, at stærke hensyn her står over for hinanden. På den ene side er det et væsentligt hensyn at søge at forebygge, at en person, der flere gange er dømt for seksuelt misbrug af en ægtefælles, samlevers eller anden bofælles barn, ikke igen seksuelt misbruger en ægtefælles, samlevers eller anden bofælles barn. På den anden side er det et meget vidtgående indgreb i en persons liv at fastsætte, at den pågældende efter at have udstået sin straf ikke må have ophold i boliger, hvor der opholder sig børn (med undtagelse af pågældendes egne børn).

Straffelovrådet finder i lyset heraf, at mest taler for en mellemløsning, som giver mulighed for at pålægge domfældte ikke uden politiets tilladelse at have ophold i en bolig, hvor der opholder sig børn. Med dette forslag udvides muligheden for dispensation til også at omfatte tilfælde, hvor et barn tager ophold hos domfældte, og ikke kun tilfælde, hvor domfældte tager ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn. Efter Straffelovrådets opfattelse bør dispensationsmuligheden således ikke afhænge af, om det f.eks. er domfældtes kæreste, der sammen med et barn flytter ind hos domfældte, eller om domfældte omvendt flytter ind hos sin kæreste og dennes barn.

Straffelovrådet finder endvidere, at politiets dispensationsmulighed fremover bør administreres på den måde, at der som udgangspunkt gives dispensation, hvis domfældte giver samtykke til, at politiet orienterer forældrene til det eller de pågældende børn, som domfældte ønsker at dele bolig med, om, hvad den pågældende er dømt for. En sådan ordning sikrer, at domfældte ikke lovligt f.eks. kan flytte sammen med en ny kæreste, som har hjemmeboende børn under 18 år, uden at kæresten får at vide, at den pågældende er dømt for en seksualforbrydelse over for et barn.

Med hensyn til børn, som kommer på besøg hos domfældte, uden at der er tale om, at domfældte passer barnet, står der efter Straffelovrådets opfattelse også stærke hensyn over for hinanden. På den ene side er det et væsentligt hensyn at søge at forebygge, at en person, der flere gange er dømt for seksuelt misbrug af et barn, der er kommet på besøg i domfældtes hjem, uden at der er tale om, at domfældte har passet barnet, ikke igen seksuelt misbruger et barn, der kommer på besøg i domfældtes hjem. På den anden side vil det afhængig af den pågældendes livssituation kunne være et meget vidtgående indgreb i en persons liv at fastsætte, at den pågældende efter at have udstået sin straf ikke må lade børn komme på besøg i sit hjem. Et sådant forbud vil f.eks. betyde, at eventuelle børn i husstanden (domfældtes egne eller en ægtefælles eller samlevers børn) ikke vil kunne modtage besøg af f.eks. klassekammerater, og at domfældtes familie og venner ikke vil kunne tage deres børn med, når de kommer på besøg. Der er således et væsentligt hensyn til, at ikke alene domfældte, men også dennes samlever og eventuelle børn, vil kunne have et normalt socialt liv, hvor børnene f.eks. har mulighed for at besøge og selv få besøg af deres kammerater.

Straffelovrådet finder i lyset heraf, at mest taler for alene at give mulighed for at give pålæg om, at domfældte ikke selv modtager besøg af børn i sit hjem, uden at barnet er ledsaget af en voksen. Dette betyder, at domfældte gerne må modtage besøg af børn, der er ledsaget af deres forældre eller andre voksne, som har ansvaret for barnet, og at andre medlemmer af domfældtes husstand, herunder husstandens børn, gerne må modtage besøg af børn, også når børnene kommer på besøg alene.

Straffelovrådet er opmærksom på, at sondringen mellem, at domfældte modtager besøg af børn, og at andre husstandsmedlemmer modtager sådanne besøg, kan fremstå som en tilsyneladende vilkårlig afgrænsning. Grænsen må imidlertid nødvendigvis trækkes et sted, og denne afgrænsning af et pålæg er efter Straffelovrådets opfattelse den, der bedst tilgodeser de modstående hensyn, som gør sig gældende. Med denne afgrænsning rammes også med sikkerhed de alvorligste (og farligste) tilfælde, hvor en domfældt, der bor alene (eller aktuelt er alene hjemme), får besøg af et uledsaget barn.

Med hensyn til børn, hvis hjem domfældte besøger, uden at der er tale om, at domfældte passer barnet, finder Straffelovrådet ikke grundlag for, at der skal kunne gives pålæg efter straffelovens § 236. Når domfældte kommer på besøg i et barns hjem, uden at der er tale om, at domfældte passer barnet, er risikoen for, at domfældte i den forbindelse misbruger det pågældende barn som udgangspunkt så ringe, at et forbud mod sådanne besøg efter Straffelovrådets opfattelse vil være et uforholdsmæssigt indgreb i domfældtes sociale liv. Det bemærkes herved, at hvis besøget har tilknytning til undervisning eller en fritidsaktivitet, vil der kunne tages hånd om problemstillingen efter reglerne om rettighedsfrakendelse.

Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens § 236 bør udvides til at omfatte andre former for kontakt med børn end ophold eller besøg i private hjem.

Straffelovrådet lægger vægt på, at det primære forebyggende retsmiddel over for seksualforbrydere, der har udstået deres straf, i givet fald bør være rettighedsfrakendelse. Reglerne om rettighedsfrakendelse dækker en bred vifte af aktiviteter, herunder kontakt til børn i forbindelse med undervisning eller fritidsaktiviteter.

Ud over kontakt til børn i domfældtes eller barnets hjem er det i praksis navnlig kontakt til børn på offentligt tilgængelige steder eller kontakt til børn via telefon, internet mv., som ikke nødvendigvis vil blive ramt af en rettighedsfrakendelse eller et pålæg efter straffelovens § 236.

Med hensyn til kontakt til børn på offentligt tilgængelige steder finder Straffelovrådet det hverken rimeligt eller praktisabelt at indføre mulighed for helt generelt at forbyde en domfældt at kontakte et barn på et offentligt tilgængeligt sted.

Straffelovrådet lægger vægt på, at straffelovens bestemmelser om seksuelt misbrug af børn, herunder blufærdighedskrænkelse, i sig selv kriminaliserer kontakt til børn, hvis det kan bevises, at kontakten til barnet skete med forsæt til at opnå et seksuelt forhold til barnet i strid med straffelovens bestemmelser, eller hvis kontakten i sig selv har en sådan seksuel karakter, at den krænker blufærdigheden. Dermed er de former for kontakt til børn, som er strafværdige, i sig selv og helt uafhængig af et eventuelt pålæg strafbare.

Med hensyn til at kontakte et barn gennem internettet finder Straffelovrådet imidlertid, at der gør sig sådanne særlige forhold gældende, at der kan være grund til at indføre en ny mulighed for at pålægge en person, der dømmes for en seksualforbrydelse over for et barn, og som kom i kontakt med barnet gennem internettet, ikke at kontakte børn gennem internettet.

Straffelovrådet er opmærksom på, at politiet som udgangspunkt i praksis ikke vil have mulighed for direkte at kontrollere, om domfældte overholder et sådant pålæg, idet en mistanke alene om overtrædelse af pålægget ikke giver – og ikke bør give – adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden. Efter rådets opfattelse vil overtrædelse af pålægget imidlertid f.eks. kunne tænkes retsforfulgt, hvis et barn, som domfældte i strid med forbuddet har kontaktet gennem internettet, eller barnets pårørende henvender sig til politiet i anledning af kontakten. Hvis domfældte i en sådan situation allerede beviseligt har gjort sig skyldig i en seksualforbrydelse eller forsøg herpå, vil pålægget ikke have nogen selvstændig betydning. Hvis kontakten ikke i sig selv efter sin karakter kan anses som blufærdighedskrænkende i straffelovens forstand, og hvis domfældte ikke beviseligt har haft forsæt til i øvrigt at begå en seksualforbrydelse mod barnet, vil den pågældende imidlertid i kraft af pålægget kunne straffes for selve det at have kontaktet et barn gennem internettet.

Straffelovrådet har endvidere overvejet reglerne om pålægs tidsmæssige udstrækning. Rådet finder, at der er en sådan lighed og sammenhæng og samvirke mellem rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 og pålæg efter straffelovens § 236, at der ikke er grundlag for at opretholde forskellige regler om den tidsmæssige udstrækning og om tidsgrænser for indbringelse for retten. Reglerne herom i straffelovens §§ 78 og 79 er nyere end de tilsvarende regler i straffelovens § 236, og rådet foreslår på denne baggrund, at § 236 tilpasses §§ 78 og 79.

Forslaget indebærer, at det lovfæstes, at et pålæg efter straffelovens § 236 kan være tidsbegrænset, nærmere bestemt fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom. Forslaget indebærer samtidig, at muligheden for at indbringe et tidsubestemt pålæg for retten ændres fra 3 år efter straffens udståelse til 5 år efter endelig dom. Endelig indebærer forslaget, at ny indbringelse for retten i tilfælde af, at pålægget fastholdes, fremover kan ske efter 2 år (mod 3 år i dag).

3.1.17. Dansk straffemyndighed

Straffelovrådets overvejelser om dansk straffemyndighed fremgår af kapitel 27.

Straffelovrådet anfører, at de regler om dansk straffemyndighed, som særligt angår seksualforbrydelser, har begrænset praktisk betydning. Dette skyldes, at grundlaget for dansk straffemyndighed i sager om seksualforbrydelser i praksis normalt er de almindelige regler herom, som bygger på, at handlingen er foretaget i den danske stat, eller at gerningsmandens har tilknytning til Danmark og forbrydelsen er strafbar på gerningsstedet.

Med hensyn til krav om dobbelt strafbarhed ved handlinger begået i udlandet er Danmark efter Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug forpligtet til at fastsætte dansk straffemyndighed for en række seksualforbrydelser over for børn under 18 år, som danske statsborgere begår i udlandet, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet. EU-direktivet fra 2011 (som ikke gælder for Danmark) er på dette punkt identisk med konventionen.

Danmark har opfyldt sine forpligtelser efter Europarådskonventionen dels gennem den særlige regel i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, dels gennem den generelle regel i straffelovens § 8, nr. 5.

I tillæg til, hvad Danmark er folkeretligt forpligtet til, fraviger straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, også kravet om dobbelt strafbarhed i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi (straffelovens § 235) og i tilfælde af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder (straffelovens § 226) i relation til aldersgrænserne i straffelovens § 222, § 223 a og § 230.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af den gældende retstilstand, som i det væsentlige bygger på internationale forpligtelser.

Straffelovrådet har således heller ikke fundet grundlag for at foreslå at udvide reglerne om fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed til at omfatte yderligere seksualforbrydelser. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at kravet om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende princip, som kun bør fraviges, hvis tungtvejende grunde taler for det, og at de hensyn, som begrunder de særlige regler i sager om seksuelt misbrug af børn, ikke gør sig gældende i nær samme grad i forhold til seksualforbrydelser over for voksne.

Straffelovrådet har endvidere overvejet reglen i straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4, om det passive personalitetsprincip for så vidt angår visse grove seksualforbrydelser.

Bestemmelsen blev indført i 2008 som led i en generel modernisering af reglerne om dansk straffemyndighed og byggede på et grundigt forarbejde.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af reglen.

3.2. Straffelovrådets forslag

Straffelovrådets forslag til udvidet kriminalisering kan i hovedpunkter sammenfattes på følgende måde:

Nyt generelt forbud mod, at en person har seksuelt forhold til sit adoptivbarn over 18 år
Udvidelse af det eksisterende forbud mod at skaffe sig seksuelt forhold ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom, mentale retardering eller hjælpeløse tilstand til også at omfatte seksuelt forhold inden for ægteskab (dissens af ét medlem)
Ændring af det generelle forbud mod, at en ansat ved en af kriminalforsorgens institutioner har seksuelt forhold til en person, der er optaget i den pågældende institution til et generelt forbud mod, at en ansat ved kriminalforsorgen har seksuelt forhold til en person, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner og er undergivet den ansattes myndighed
Nyt generelt forbud mod, at en ansat ved politiet har seksuelt forhold til en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt
Nyt forbud mod at skaffe sig seksuelt forhold ved groft misbrug af plejemæssig afhængighed
Udvidelse af det eksisterende forbud mod at skaffe sig seksuelt forhold ved groft misbrug af arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed til også at omfatte seksuelt forhold inden for ægteskab (dissens af ét medlem)
Ændring af den gældende mere spredte kriminalisering vedrørende medvirken til en person under 18 års prostitution til en ny samlet regel herom
Ny kriminalisering af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder med hensyn til medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestilling med pornografisk optræden

Straffelovrårdets forslag til indskrænkning af kriminaliseringen kan i hovedpunkter sammenfattes på følgende måde:

Afkriminalisering af frivillige seksuelle forhold mellem en ansat og en beboer på et forsorgshjem
Afkriminalisering af at tilsnige sig seksuelt forhold med en person, der vildfarende anser det seksuelle forhold for ægteskabeligt
Afskaffelse af særregler om medvirken til 18-20-åriges prostitution
Afkriminalisering af mellemmandsvirksomhed vedrørende andres prostititution, der ikke indebærer, at mellemmanden driver virksomhed med eller i øvrigt udnytter andres prostitution
Ophævelse af straffelovens regel om opfordring eller indbydelse til utugt, der vækker offentlig forargelse (ordensbekendtgørelsen vil fortsat kunne anvendes)
Ophævelse af straffelovens regel om salg af utugtige billeder og genstande til et barn under 16 år (der vil efter omstændighederne kunne straffes for blufærdighedskrænkelse, og filmlovens forbud mod salg af ikke-godkendte film til børn under 15 år vil fortsat kunne anvendes)
Afskaffelse af muligheden for at give restaurationsforbud under henvisning til, at den pågældende søger fortjeneste ved prostitution

Straffelovrådets forslag til ændret afgrænsning mellem forskellige strafbestemmelser (uden udvidelse eller indskrænkning af, hvad der samlet set er strafbart) kan i hovedpunkter sammenfattes på følgende måde:

Seksuelt forhold til adoptivbarn under 18 år flyttes til strafbestemmelsen om incest
Seksuelt forhold til barn under 12 år flyttes til strafbestemmelsen om voldtægt · Seksuelt forhold ved udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, flyttes til strafbestemmelsen om udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand
Prostitutionsvirksomhed i andre former end ved at holde bordel omfattes af rufferibestemmelsen
På utilbørlig måde at formå en anden til prostitution omfattes ikke af rufferi-bestemmelsen, men af en ny selvstændig bestemmelse
Analt samleje omfattes af strafbestemmelser, som kriminaliserer ”samleje” (voldtægt, samleje med barn under 15 år osv.), og andet seksuelt forhold end samleje (både mellem personer af forskelligt køn og mellem personer af samme køn) placeres i én samlet bestemmelse om andet seksuelt forhold end samleje

Herudover har Straffelovrådet opstillet en model for, hvordan tiltvingelse af seksuelt forhold ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold samt at skaffe sig seksuelt forhold ved udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand (f.eks. bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn) vil kunne flyttes til strafbestemmelsen om voldtægt.

Endvidere foreslår Straffelovrådet en anden systematisk placering af strafbestemmelserne vedrørende optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til udbredelse henholdsvis medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, og af strafbestemmelserne vedrørende medvirken til andres prostitution.

Straffelovrådets forslag med hensyn til strafudmåling kan i hovedpunkter sammenfattes på følgende måde:

Straffen for at skaffe sig seksuelt forhold ved udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand (f.eks. bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn) skærpes
Straffen for udbredelse og besiddelse af børnepornografi skal kunne gøres betinget med vilkår om sexologisk behandling
Strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt
Det vil i almindelighed udgøre en skærpende omstændighed i relation til strafudmålingen, hvis gerningsmanden til en voldtægt har en bestemt formodning om, at forurettede tillige er offer for menneskehandel
Muligheden for at give tiltalefrafald i sager om en ung persons seksuelle forhold til et barn på 12-14 år præciseres i en bekendtgørelse, som udstedes i medfør af retsplejelovens regler om tiltalefrafald
Strafforhøjelsesreglen vedrørende medvirken til andres prostitution i gentagelsestilfælde ophæves
Bestemmelsen om, at straffen for en seksualforbrydelse kan nedsættes eller bortfalde, hvis gerningsmanden og forurettede indgår ægteskab, ophæves

Straffelovrådets øvrige forslag af væsentlig indholdsmæssig betydning kan i hovedpunkter sammenfattes på følgende måde:

Reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år skal som noget nyt også omfatte tilsnigelse af seksuelt forhold med en person, som forveksler gerningsmanden med en anden, og optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til udbredelse
Reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år suppleres med en ny regel om yderligere udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse, hvis gerningsmanden på strafbar måde har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet
Forældelsesfristen for blufærdighedskrænkelse, der begås over for et barn under 15 år, skal som noget nyt tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 18 år
Bestemmelsen om lovlig besiddelse af pornografiske billeder af 15-17-årige med den pågældendes samtykke nyaffattes, herunder angives det, at bestemmelsen omfatter både fotografier og film
Bestemmelsen om pålæg til dømte nyaffattes, herunder indføres mulighed for at forbyde den dømte at opholde sig i nærheden af gerningsstedet (opholdsforbud) og for at forbyde den dømte at søge gennem internettet at kontakte børn under 18 år, som den pågældende ikke kender i forvejen (kontaktforbud)

Herudover foreslår Straffelovrådet en tilpasning af strafferammerne i bestemmelserne om medvirken til, at et barn under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, og om som tilskuer at overvære en forestilling med pornografisk optræden, hvori et barn under 18 år deltager, med henblik på at opfylde de krav, som EU-direktivet om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn stiller.

Straffelovrådet foreslår endvidere at justere strafferammerne i visse andre bestemmelser (om at skaffe sig seksuelt forhold ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller plejemæssig afhængighed, tilsnigelse af seksuelt forhold med en person, som forveksler gerningsmanden med en anden, medvirken til andres prostitution, optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til udbredelse, medvirken til, at et barn under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, samt blufærdighedskrænkelse).

Endelig foreslår Straffelovrådet en sproglig modernisering af en række bestemmelser (om seksuelt forhold mellem ansatte og beboere på en institution, at skaffe sig seksuelt forhold ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller plejemæssig afhængighed, medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestilling med pornografisk optræden, andet seksuelt forhold end samleje, optagelse af fotografier eller film af personer under 18 år med forsæt til udbredelse, uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder, medvirken til andres prostitution, blufærdighedskrænkelse samt udbredelse og besiddelse af børnepornografi) samt af overskriften til straffelovens kapitel 24.

København, den 27. august 2012

Bent Carlsen (formand)
Gorm Toftegaard Nielsen
Jens-Christian Bülow
Jakob Lund Poulsen
Ole Hasselgaard
Poul Dahl Jensen
Johan Reimann
William Rentzmann

_________________
Ketilbjørn Hertz

Kapitel 2: Historik

1. Baggrunden for kriminaliseringen af forbrydelser mod køns– sædeligheden

Overskriften til straffelovens kapitel 24 har siden straffeloven fra 1930 været ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”. Det tilsvarende kapitel i straffeloven af 1866 hed ”Forbrydelser mod Sædeligheden”.

Oprindeligt var der i kapitlet om sædelighedsforbrydelser i straffeloven af 1866 særligt fokus på de overtrædelser, som indebar en krænkelse af samfundsmoralen og ægteskabet, og hensigten med kapitlets bestemmelser var således kun i begrænset omfang at beskytte den enkelte mod seksuelle overgreb. Det kan i den forbindelse nævnes, at sædelighedskapitlet i straffeloven af 1866 blev indledt med bestemmelser om krænkelse af ægteskabet (hor og bigami), mens de bestemmelser, som værnede den enkelte person mod seksuelle overgreb, var placeret senere i kapitlet og alene omfattede forbrydelser mod kvinder og pigebørn.

I motiverne til straffeloven af 1866 anføres om de forbrydelser, som var indeholdt i sædelighedskapitlet, bl.a. følgende (jf. Udkast til Straffelovbog for Danmark med tilhørende Motiver (1864) side 188):

”Afseet fra de tilfælde, hvor der antages at burde sættes Straf for en Krænkelse af den offentlige Velanstændighed for forførelse til Løsagtighed og deslige samt for unaturlig Vellyst (Udkastets §§ 174-182), har man meent, at Kredsen af strafbare Løsagtighedsforbrydelser maa indskrænkes til de tilfælde, hvor Løsagtigheden qualificeres ved en Krænkelse af Ægteskabet (Hoer og Bigami) eller af en nær Slægtskabsforbindelse (Blodskam), ved misbrug af en Stilling, der giver en særlig Leilighed til at indvirke paa den Person, med hvem Utugt bedrives, (Udkastets §§ 163-164), ved Vold og deslige (Udkastets §§ 165-169) eller ved Forlokkelse af Umyndige (Udkastets §§ 170-172).”

I forbindelse med udarbejdelsen af straffeloven af 1930 blev man i højere grad opmærksom på behovet for en øget beskyttelse af den enkelte mod seksuelle overgreb. Systematikken i kapitlet om sædelighedsforbrydelser blev endvidere ændret. Bestemmelserne om beskyttelse af den enkelte mod seksuelle overgreb blev placeret først i kapitlet, mens forbrydelser, som indebar en krænkelse af ægteskabet, blev flyttet til kapitlet om forbrydelser i familieforhold (bigami) eller bortfaldt (hor). Desuden bortfaldt bestemmelserne om forargeligt samliv og ”omgængelse mod naturen”. Ophævelsen af bestemmelsen om ”omgængelse mod naturen” indebar, at homoseksuelle forhold ikke som tidligere i sig selv var kriminaliserede.

Der kan fra forarbejderne til straffeloven af 1930 bl.a. henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) side 198-199, Torps udkast af 1917 (U II) side 187-188 og 193 og udkast af 1923 (U III) spalte 315 og 323-324. Ved Torps udkast af 1917 (U II) blev det bl.a. foreslået, at ordet ”Sædelighed” i kapitlets overskrift blev erstattet med ordet ”Kønssædelighed”.

Den styrkede strafferetlige beskyttelse af den kønslige bestemmelsesfrihed kom også til udtryk i forslaget til Almindelig Borgerlig Straffelov fra 1924/25, hvor bestemmelserne om voldtægt mv. blev omtalt som ”Forbrydelser mod Kvindens Kønsfrihed”, jf. Rigsdagstidende 1924/25, tillæg A, spalte 3370. Endvidere anføres i forslaget (spalte 3371):

”I Forhold til Straffeloven betegner det foreliggende Forslag i det Hele en Udvidelse af den strafferetlige Beskyttelse af Kvindens Kønsfrihed, saaledes som det vil fremgaa af de nedenstaaende Bemærkninger til de enkelte Paragrafer.”

Herudover fandtes gifte kvinder ikke med straffeloven fra 1930 at burde udelukkes fra den beskyttelse af den kønslige bestemmelsesfrihed, som følger af straffeloven. I forslaget til Almindelig Borgerlig Straffelov fra 1924/25, jf. Rigsdagstidende 1924/25, tillæg A, spalte 3370, anføres:

”Med Hensyn til Kønsfrihedsforbrydelserne har det Spørgsmaal særlig været rejst, om et bestaaende Ægteskab udelukker Anvendelsen af Reglerne om disse Forbrydelser, et Spørgsmaal til hvilket den nugældende Straffelov ikke udtrykkelig har taget Stilling.

Justitsministeriet maa ligesom Kommissionen anse det for principielt rigtigt ikke at udelukke Hustruen fra den ved disse Regler givne Beskyttelse. (…) Dog finder man, at der i § 219 (…) kun bør fastsættes Straf for Samleje udenfor Ægteskab, idet særlig den Mand, der har Samleje med sin sindssyge Hustru, ikke synes at burde kunne straffes i den Anledning”

Der kan om beskyttelsen af kvinder inden for ægteskab endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) side 189ff og udkast af 1923 (U III) spalte 316 og 326.

Udviklingen fra en strafferetlig beskyttelse af samfundsmoralen og ægteskabet til en større beskyttelse af kønsfriheden er endvidere beskrevet i den juridiske litteratur.

I Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret – Speciel Del (1955) anføres således bl.a. følgende om udviklingen af den kriminalretlige bedømmelse af sædelighedsforbrydelser (side 189ff):

”Ved straffeloven af 1866 skete en væsentlig formildelse af de i Danske Lov foreskrevne – men i praksis som regel lempede – straffe, og straffen for simpelt lejermål (samleje udenfor ægteskab med uberygtet kvinde) bortfaldt. Men i øvrigt fastholdtes i det væsentlige den samme kreds af forhold som hidtil under sædelighedsforbrydelsernes område. I spidsen for strfl. 1866 kapitel 16 om forbrydelser mod sædeligheden står således stadig bestemmelser, der skal værne om ægteskabets hellighed gennem straf for hor, bigami og blodskam, og blandt de øvrige bestemmelser kan nævnes strafferegler vedrørende forargeligt samliv, utugtserhverv og omgængelse mod naturen. Kun i begrænset omfang sigter kapitlets bestemmelser til at værne den enkelte person mod seksuelle overgreb, og forsåvidt dette er tilfældet – som ved reglerne angående voldtægt, forførelse og lignende – haves alene forbrydelser mod kvinder og pigebørn for øje. (…)

Langt dyberegående ændringer er sket ved straffeloven af 1930. I forhold til den tidligere straffelov præges den nye lov af følgende hovedsynspunkter. På den ene side er det strafbares område blevet væsentligt indskrænket. Straf for hor, forargeligt samliv og ”omgængelse mod naturen” er bortfaldet. Grundbetragtningen er den, at der ikke er noget alment behov for strafferetlig indskriden med hensyn til kønslivet, hvor der er tale om voksne menneskers frivillige adfærd. På den anden side er kriminaliseringen udvidet til værn for børn og unge mod seksuelle misbrug uden hensyn til barnets eller den unges køn, og den strafferetlige beskyttelse mod kønsfrihedsforbrydelser og lignende overgreb er blevet udvidet og på nogle punkter skærpet.”

Krabbe betegner endvidere i Borgerlig Straffelov med Kommentarer (4. udg. 1947) side 508 bestemmelserne om voldtægt mv. som forbrydelser mod kvindens kønsfrihed.

Herudover er den beskrevne udvikling belyst i nyere litteratur, hvoraf det også fremgår, at det centrale beskyttelseshensyn i de nuværende bestemmelser i straffelovens kapitel 24 er beskyttelsen af den seksuelle selvbestemmelsesret, jf. Vagn Greve og Thomas Elholm i Forbrydelserne (3. udg. 2011) side 23ff og Knud Waaben i Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 45ff.

2. Straffelovens kapitel 24 i hovedtræk

2.1. Straffelovens kapitel 24 indeholder en række meget forskelligartede bestemmelser om forbrydelser mod kønssædeligheden. Med hensyn til overgreb i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje omfatter kapitlet forbrydelser, der strækker sig fra overgreb ved anvendelse af vold og tvang til overgreb, hvorved en bestemt tilstand eller svagere position hos offeret udnyttes.

Bestemmelsen i § 216 om voldtægt omhandler således overgreb, der er tiltvunget ved vold eller trussel om vold. I samme kategori falder overgreb, hvor gerningsmanden for at opnå et seksuelt forhold har hensat offeret i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

En anden kategori, der ligger tæt på voldtægt, omfatter overgreb ved anvendelse af anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold, jf. straffelovens § 217.

I tillæg hertil kommer overgreb, hvor gerningsmanden udnytter en bestemt tilstand hos offeret, jf. straffelovens § 218, samt overgreb hvor gerningsmanden har en magt over eller indflydelse på offeret, groft misbruger et afhængighedsforhold, som offeret har til gerningsmanden, eller udnytter en vildfarelse hos offeret, jf. straffelovens §§ 219-221.

Voldtægtsbegrebet, herunder i forhold til spørgsmålet om samtykke og afgrænsningen af begrebet over for øvrige integritetskrænkelser, er nærmere beskrevet nedenfor i kapitel 7. De øvrige nævnte bestemmelser i straffelovens kapitel 24 om overgreb i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje er beskrevet nedenfor i kapitel 8-12. Anden kønslig omgængelse end samleje, jf. straffelovens §§ 224 og 225, behandles nedenfor i kapitel 16, og uagtsomhed, jf. straffelovens § 226, behandles nedenfor i kapitel 17.

I tilknytning til straffelovens §§ 216-226 indeholder § 227 indeholder en fakultativ regel om strafbortfald som følge af indgåelse af ægteskab. Bestemmelsen omtales nedenfor i kapitel 18.

2.2. Ud over de nævnte bestemmelser om overgreb i form af samleje mv. indeholder kapitel 24 også særlige regler om overgreb i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som foretages mod børn.

Bestemmelserne herom i § 222 og § 223, stk. 1, indeholder et absolut forbud mod samleje mv. med henholdsvis børn under 15 år og personer under 18 år, der har en nærmere bestemt relation til gerningsmanden. De nævnte bestemmelser finder således anvendelse uden hensyn til, om et konkret misbrug har fundet sted.

Straffelovens § 223, stk. 2, indeholder i modsætning hertil krav om groft misbrug af en på alder eller erfaring beroende overlegenhed i tilfælde, hvor en person under 18 år forføres til samleje, mens § 223 a omhandler straf for den, der som kunde mod betaling eller løfte herom har samleje med en person under 18 år.

De nævnte bestemmelser om overgreb mod børn er omtalt nedenfor i kapitel 13-15.

Med hensyn til overgreb mod børn kan det endvidere nævnes, at straffelovens kapitel 24 i §§ 230 og 235 indeholder bestemmelser, der kriminaliserer optagelse, udbredelse og besiddelse af børnepornografisk materiale, mens § 235 a kriminaliserer den, der rekrutterer, medvirker til, udnytter eller overværer, at en person under 18 år deltager i en forestilling med utugtig optræden. Endvidere kriminaliserer § 234 den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år. Bestemmelserne er behandlet nedenfor i kapitel 20, 22 og 23.

2.3. Straffelovens kapitel 24 indeholder herudover bestemmelser om rufferi og anden form for bagmandsvirksomhed i relation til prostitution. Bestemmelserne herom findes i §§ 228 og 229, hvortil knytter sig en strafskærpelsesregel i § 231. Endvidere angår § 233 den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.

I tillæg hertil omhandler bestemmelsen i straffelovens § 223 a som nævnt ovenfor under pkt. 2.2 straf for den, der som kunde mod betaling eller løfte herom har samleje med en person under 18 år.

Bestemmelserne i §§ 228, 229, 231 og 233 er behandlet nedenfor i kapitel 19.

2.4. Endelig indeholder straffelovens kapitel 24 bestemmelser om blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens § 232, og om pålæg (tilhold) til personer, der dømmes for visse seksualforbrydelser, jf. straffelovens § 236. Bestemmelserne er nærmere omtalt nedenfor i kapitel 21 og 24.

2.5. Straffeloven indeholder også uden for kapitel 24 bestemmelser af betydning for overvejelser om seksualforbrydelser.

Det drejer sig navnlig om straffelovens § 210 om samleje og anden kønslig omgængelse med biologiske børn eller søskende. Bestemmelsen findes i straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold og omtales nærmere nedenfor i kapitel 25.

Endvidere er straffelovens regler om forældelse i lovens kapitel 11 om ophør af den strafbare handlings følger relevante. De relevante dele af forældelsesreglerne i straffelovens §§ 93-94 omtales nærmere nedenfor i kapitel 26.

Endelig indeholder reglerne i straffelovens §§ 6-12 om dansk straffemyndighed enkelte bestemmelser, som særligt angår seksualforbrydelser. Disse bestemmelser omtales nærmere nedenfor i kapitel 27.

3. Kriminalitetsudviklingen de seneste 25 år

3.1. Justitsministeriets Forskningskontor har til brug for Straffelovrådets overvejelser udarbejdet en rapport om udviklingen i seksualforbrydelser de seneste 25 år. Rapporten er optrykt som bilag 1.

Det fremgår af rapporten, at der i forhold til det samlede antal registrerede straffelovsovertrædelser er ganske få seksualforbrydelser. Det drejer sig om mellem to og tre tusinde anmeldelser årligt, hvilket er omkring ½ pct. af samtlige anmeldte straffelovsovertrædelser.

Der foreligger specificerede oplysninger om anmeldelser for perioden 1990 til 2010. Det samlede årlige antal anmeldte seksualforbrydelser har varieret i perioden, men der er ikke en tydelig tendens i hverken op- eller nedadgående retning. Der har ganske vist siden 2004 været en længere periode med en nedadgående trend, som dog er afløst af en stigning i 2010.

Det samlede årlige antal anmeldte seksualforbrydelser bestemmes i høj grad af antallet af anmeldelser for blufærdighedskrænkelser, der i næsten alle årene udgør 50-70 pct. af samtlige anmeldelser. Med undtagelse af 2010 har der siden 1995 været en ujævn, men faldende tendens i antallet af anmeldte blufærdighedskrænkelser. Denne beror antagelig først og fremmest på færre anmeldelser for blotteri.

Med hensyn til voldtægt efter § 216 (herunder jf. §§ 224 og 225) er der en høj grad af stabilitet i det årlige antal anmeldelser, der i hele perioden ligger mellem ca. 360 og 530. Tilsvarende gælder seksuelt forhold til barn under 15 år efter § 222 (herunder jf. §§ 224 og 225), hvor anmeldelsestallene varierer mellem ca. 300 og 500.

Sigtelsesprocenten – forstået som antallet af forhold, der har ført til en strafferetlig afgørelse i optællingsåret, i forhold til antallet af anmeldelser samme år – har været stigende i perioden 1990 til 2009. For samtlige seksualforbrydelser er sigtelsesprocenten vokset fra knap 50 i begyndelsen af perioden til over 60 de seneste år. I 2009 var den højere end i nogen af de tidligere år, nemlig på 77 pct. Den samme udviklingstendens ses for de hyppigst anvendte paragraffer (§§ 216, 222 og 232). Sigtelsesprocenten for § 222 ligger i næsten alle år noget højere end for de øvrige lovovertrædelser.

For samtlige seksualforbrydelser er andelen af sigtelser, der har ført til en fældende afgørelse, mindsket fra 75 til knap 60 pct. Mindskningen sker primært i den første del af perioden. For voldtægt er der tale om en mindskning fra 43 til 24 pct. Det er dog kun i 1990, andelen overstiger 40 pct., idet den alle øvrige år ligger på 35 pct. eller derunder. Siden 2001 har andelen ligget under 30 pct. For samleje med barn under 15 år er udviklingen ujævn og uden tydelig tendens til mindskning i andelen af sigtelser, der har ført til en fældende afgørelse. I 1990 var denne på 69 pct. og i 2009 på 70 pct. For blufærdighedskrænkelser, der har den laveste sigtelsesprocent, er andelen, der fører til en fældende afgørelse, størst. I perioden sker der dog et fald fra et meget højt niveau på omkring 90 pct. de første tre år til 60-70 pct. de fleste af de øvrige år.

Oplysninger om strafferetlige afgørelser findes for perioden 1985 til 2009. Antallet af ubetingede domme har været forholdsvis stabilt de sidste mange år for såvel voldtægt, samleje med barn under 15 år og blufærdighedskrænkelse – dog med lidt flere domme for voldtægt i begyndelsen af perioden og lidt flere for samleje med barn under 15 år og blufærdighedskrænkelse i slutningen af perioden. Det samlede antal ubetingede domme er vokset ret betydeligt de seneste år, hvilket primært beror på, at der siden 2004 er idømt mange flere ubetingede domme for børnepornografi (jf. herved lovændringen i 2003).

Der har været en tilsvarende tendens i antallet af samtlige fældende afgørelser (frihedsstraffe, foranstaltningsdomme, bøder og tiltalefrafald). I de første par år af den undersøgte periode var der flere afgørelser vedrørende voldtægt, mens antallet derefter har været stabilt. For samleje med barn under 15 år har der været en tendens til vækst i antallet af afgørelser siden slutningen af 1990’erne. Antallet af fældende afgørelser for blufærdighedskrænkelser har derimod været faldende siden 2005, hvilket bør ses i sammenhæng med udviklingen i antallet af anmeldelser. Igen skyldes væksten i det samlede antal fældende afgørelser for alle seksualforbrydelser i høj grad flere strafferetlige afgørelser for børnepornografi.

Den højeste gennemsnitlige straflængde er for voldtægt. Der ses en stigning heri siden især 2001, hvilket må antages at være relateret til den strafskærpelse, der blev gennemført i 2002. Den tendens til mindskning i den gennemsnitlige straflængde for voldtægt, der var frem til slutningen af 1990’erne, er tidligere blevet undersøgt og har vist sig at være relateret til en ændret sagssammensætning. For såvel samleje med barn under 15 år som blufærdighedskrænkelse er udviklingen ujævn og uden tydelige op- eller nedadgående tendenser.

Det bemærkes, at det generelt kan være vanskeligt at vurdere eventuelle ændringer i strafpraksis ud fra omfanget og arten af strafferetlige afgørelser samt de gennemsnitlige straflængder. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om forholdsvis sjældne forbrydelser. Såfremt antallet af ubetingede domme for f.eks. voldtægt falder, behøver det ikke at være et udtryk for en mildere praksis, men kan skyldes, at flere voldtægtsforbrydere idømmes foranstaltninger, at flere voldtægtsforbrydelser indgår i et sagskompleks med flere voldtægter frem for at være solosager, og/eller at flere voldtægter ”skjules” i statistikken over strafferetlige afgørelser, fordi de indgår i et sagskompleks, hvor hovedforholdet er af alvorligere karakter og derfor er det, der registreres statistisk. Dertil kommer eventuelle ændringer i sagssammensætningen.

3.2. Justitsministeriets Forskningskontor har til brug for Straffelovrådets overvejelser endvidere udarbejdet en rapport om ændringer i anmeldelsestilbøjeligheden for seksualforbrydelser. Rapporten er optrykt som bilag 2.

Det fremgår af rapporten, at der er ikke foreligger nyere undersøgelser, der generelt kan belyse udviklingen i befolkningens holdninger til og anmeldelsestilbøjelighed i forhold til seksualforbrydelser. Noget tyder imidlertid på, at der siden begyndelsen af 1970-erne er sket en øgning i anmeldelsestilbøjeligheden for i hvert fald relativt mindre alvorlige former for voldtægt og for voldtægter, der sker i nære relationer, herunder især partnervoldtægter. Om der også for andre seksualforbrydelser er sket en ændring i tilbøjeligheden til at anmelde en krænkelse til politiet, vides ikke, men det forekommer sandsynligt, at en øget negativ fokus på seksualforbrydelser, som der den seneste tid i særlig grad har været i forhold til seksualforbrydelser, der retter sig mod børn, kan indebære, at flere forhold kommer for dagens lys og indberettes til politiet.

Kapitel 3: Debatten om den nuværende kriminalisering af seksualforbrydelser

1. Indledning

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden rejser jævnligt spørgsmål i den politiske og offentlige debat. Der har således bl.a. i en række tilfælde været rejst spørgsmål om strafniveauet for grove tilfælde af sædelighedskriminalitet og om, hvorvidt bestemmelserne i sædelighedskapitlet bør ændres, herunder bl.a. i forhold til voldtægtsbestemmelsen og bestemmelsen om seksuelle overgreb mod personer, der befinder sig i en tilstand, i hvilken de pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, i forhold til behovet for et forbud mod animeret børneporno samt i forhold til køb af sex hos prostituerede, der er ofre for menneskehandel. Disse spørgsmål er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 2.

Endvidere har Amnesty International i en rapport fra 2008 – ”Case Closed. Rape and human rights in the nordic countries” – rejst spørgsmål om, hvorvidt flere af bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 bør ophæves eller revideres. Rapporten fra Amnesty International er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 3.

2. Kritik i den politiske debat

Der har i den politiske debat været rejst en række spørgsmål og forslag i relation til bestemmelserne i straffelovens kapitel 24. Disse har navnlig omfattet de emner, der er omtalt nedenfor.

2.1. Definitionen af voldtægt, betydningen af ægteskab og straffelovens § 227

I forslag til folketingsbeslutning om at give alle borgere samme beskyttelse mod seksuelle overgreb (B 192) fra folketingsåret 2008-09 fremsat af Lone Dybkjær (RV) m.fl. blev det foreslået, at seksuelle overgreb mod forsvarsløse personer skal straffes som voldtægt med fængsel indtil 8 år, at seksuelle overgreb mod ens forsvarsløse ægtefælle ikke længere skal fritages for straf i henhold til straffeloven, og at der ikke skal gives strafnedsættelser i sager om voldtægt og seksuelle overgreb, hvor offer og gerningsmand gifter sig med hinanden eller indgår registreret parforhold. Beslutningsforslaget blev genfremsat uændret som beslutningsforslag nr. B 8 i folketingssamlingen 2009-10.

I bemærkningerne til beslutningsforslagene er det bl.a. anført, at det bør være strafbart at udnytte sin ægtefælles forsvarsløse tilstand til at skaffe sig samleje med vedkommende. Det fremgår endvidere, at det ikke findes at høre hjemme i et moderne retssamfund, at de allermest udsatte borgere (f.eks. narkomaner og udviklingshæmmede) er dem, der nyder mindst beskyttelse mod seksuelle overgreb. På bl.a. den baggrund blev det med beslutningsforslagene foreslået, at forhold, der straffes efter straffelovens § 218, fremover skal straffes efter § 216.

Herudover er det i bemærkningerne til beslutningsforslagene anført, at det ikke bør være en formildende omstændighed, at gerningsmanden er gift med eller lever i registreret parforhold med offeret. Indgåelse af ægteskab eller registreret partnerskab bør således ifølge beslutningsforslagene ikke indebære, at man afgiver nogen form for ret til at bestemme over egen krop eller seksualitet. Det blev på den baggrund foreslået, at straffelovens § 227 skal ophæves, og at ordene ”uden for ægteskab” skal slettes i lovens §§ 218 og 220.

2.2. Uagtsom voldtægt

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør straffes for uagtsom voldtægt, har været genstand for debat i Folketinget i flere tilfælde.

I forslag til lov om ændring af straffeloven (Mindstestraf for voldtægt, skærpelse af straffen for særlig farlig, rå eller ydmygende voldtægt og af straffen for voldtægt mod børn under 15 år samt indførelse af straf for uagtsom voldtægt) (L 231), som blev fremsat i folketingssamlingen 2003-04 af Peter Skaarup (DF) m.fl. blev det således bl.a. foreslået, at der i § 216 skal indsættes en bestemmelse, hvorefter den, som ved grov uagtsomhed gør sig skyldig i voldtægt efter stk. 1, straffes med fængsel indtil 5 år, samt at straffen kan stige til fængsel indtil 8 år, hvis der foreligger omstændigheder, som nævnt i bestemmelsens stk. 2. Det er i lovforslagets bemærkninger bl.a. tilkendegivet, at ønsket om at udvide straffebestemmelsen med begrebet uagtsomhed skal ses på baggrund af, at der er forekommet flere sager, hvor domstolene har fundet, at der objektivt set forelå voldtægt, men hvor gerningsmanden er blevet frifundet, fordi han angiveligt ikke var klar over dette forhold.

Tilsvarende blev det i forslag til folketingsbeslutning om at beskytte kvinder mod seksuelle overgreb m.v. (B 123) fra folketingssamlingen 2007-08 (2. samling) af Peter Skaarup (DF) m.fl., foreslået, at voldtægt ved grov uagtsomhed skal kriminaliseres med en strafferamme på fængsel indtil 5 år og i særlig grove tilfælde med fængsel indtil 8 år. I bemærkningerne til beslutningsforslaget er der bl.a. henvist til, at begrebet uagtsomhed eller grov uagtsomhed i forvejen ofte bruges i dansk lovgivning.

Spørgsmålet om, hvorvidt uagtsom voldtægt bør kriminaliseres, har endvidere været genstand for en række spørgsmål fra Folketinget.

2.3. Strafniveau for voldtægt

Det er i flere beslutningsforslag og private lovforslag tilkendegivet, at straffen for voldtægt bør skærpes, og at der bør indføres en minimumsstraf for voldtægt.

Mindstestraffen blev foreslået til 1 år i § 216, stk. 1, og 2 år i § 216, stk. 2. Det blev endvidere i forhold til stk. 2 foreslået, at der i bestemmelsen skal opregnes en række tilfælde, som altid vil skulle bedømmes efter denne skærpede bestemmelse i stedet for stk. 1. Ifølge lovforslaget vil disse tilfælde bl.a. skulle omfatte voldtægt udøvet mod et ubekendt offer, voldtægt begået af flere i forening og tilfælde, hvor gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i en tilsvarende forbrydelse. Endelig blev det med lovforslaget foreslået, at der i § 216 skal indsættes et stk. 3, hvorefter straffen kan stige til livstid, hvis offeret ved forbrydelsen eller som direkte eller indirekte følge af denne afgår ved døden eller får betydelig skade på legeme eller helbred, herunder ved at blive påført en seksuelt overførbar sygdom.

Som baggrund for ønsket om strafskærpelser er der i lovforslagets bemærkninger bl.a. henvist til, at forekomsten af flere grove overgreb mod kvinder og herunder mere alvorlige voldtægter end tidligere (bl.a. gruppevoldtægter og massevoldtægter) havde vakt opsigt, vrede og bekymring i befolkning. Det fremgår endvidere, at det med lovforslaget var hensigten at bringe lovgivningen i bedre overensstemmelse med nutidens retsbevidsthed. Herudover var det hensigten at gøre det muligt at udmåle straf på et niveau, der bedre svarede til strafniveauet i civiliserede nationer i den omgivende verden.

I forslag til folketingsbeslutning om at beskytte kvinder mod seksuelle overgreb m.v. (B 123) fra folketingssamlingen 2007-08 (2. samling) af Peter Skaarup (DF) m.fl. blev det ligeledes foreslået at skærpe strafferammen for voldtægt og indføre minimumsstraffe i voldtægtssager. Strafferammen for overtrædelse af § 216, stk. 1, blev foreslået skærpet til fængsel fra 2 år indtil 10 år og strafferammen i § 216, stk. 2, til fængsel fra 4 år indtil 14 år.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget er det bl.a. anført, at det på trods af strafskærpelserne siden 2002 er vigtigt at fortsætte diskussionen om, hvorvidt strafniveauet for en alvorlig forbrydelse som voldtægt står mål med forbrydelsens karakter. Der er i den forbindelse endvidere henvist til, at det fremgår af Rigsadvokatens redegørelse fra 2007 om strafniveauet i voldtægtssager, at der er eksempler på domme, hvor straffen ifølge Rigsadvokaten burde have været højere.

Herudover kan det nævnes, at det også med forslag til folketingsbeslutning om indførelse af minimumsstraf i sager, hvor vold eller anden tvangsmæssig krænkelse af det menneskelige legeme indgår i gerningsindholdet (B 10), fra folketingssamlingen 2000-01 fremsat af Sonja Albrink (CD) m.fl. blev foreslået at indføre minimumsstraf i bl.a. voldtægtssager.

Spørgsmålet om, hvilket strafniveau og hvilke strafferammer der bør gælde for voldtægt, og herunder bl.a. om der bør indføres en minimumsstraf for voldtægt, har endvidere været rejst i en række folketingsspørgsmål.

2.4. Seksuelt misbrug af børn

I beslutningsforslag nr. B 124 om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilsager fra folketingssamlingen 2010-11 (1. samling) fremsat af Peter Skaarup (DF) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen inden udgangen af det indeværende folketingsår at fremsætte lovforslag om ændring af straffeloven, der indebærer, at forældelsesfristen i sager vedrørende seksuelle overgreb mod mindreårige og i incestsager afskaffes.

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne tog den vigtige samfundsopgave at beskytte børn mod misbrug og seksuel udnyttelse meget alvorligt og ønskede en mere målrettet indsats mod pædofili. Seksuelle overgreb var så grove forbrydelser, at den omstændighed, at de begås mod børn eller unge, gjorde det rimeligt, at der ikke gælder en forældelsesfrist. Forslagsstillerne henviste bl.a. til, at hvis offeret for en seksualforbrydelse er et barn eller en ung, vil oplevelsen for mange være så traumatiserende, at den krænkede først flere år senere tør gå til myndighederne. Hvis forbrydelsen er begået inden for familiens kreds, kan et misforstået hensyn til de pårørende føre til, at offeret i årevis tier. Først mange år senere er offeret parat til at træffe den svære afgørelse om at anmelde forbrydelsen.

Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 2. maj 2011 udtalte justitsministeren bl.a. følgende:

”Som bekendt har Justitsministeriet anmodet Straffelovrådet om at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden og i forbindelse hermed overveje, om der efter rådets opfattelse er grundlag for at ophæve eller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug og andre former for seksuel krænkelse af børn. Det følger af Straffelovrådets kommissorium, at rådet i forbindelse med gennemgangen af straffelovens kapitel 24 kan overveje forholdet til straffelovens § 210 om incest, og Straffelovrådet vil derved bl.a. have mulighed for at overveje spørgsmål om forældelse i relation til incest. Det er min opfattelse, at eventuelle lovgivningsinitiativer på området bør afvente Straffelovrådets arbejde.”

Der var under 1. behandlingen bred tilslutning til at afvente resultatet af Straffelovrådets overvejelser, før man tog stilling til spørgsmålet om at afskaffe forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn og i incestsager.

Beslutningsforslaget blev genfremsat som beslutningsforslag nr. B 4 i folketingssamlingen 2011-12.

I beslutningsforslag nr. B 16 om tvangsbehandling af pædofile fra folketingssamlingen 2011-12 fremsat af Peter Skaarup (DF) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen inden udgangen af den indeværende folketingssamling at fremsætte lovforslag, der fik den virkning, at personer, der dømmes for seksuelle overgreb mod børn, skulle underkastes tvungen behandling, og at dømte for pædofili fremover skulle underkastes tvangsopsyn og fortsat tvangsbehandling efter løsladelse, såfremt risikovurdering viser, at der er fare for tilbagefald. Lovforslaget skulle endvidere indeholde bestemmelser om en tillægsstraf for pædofilidømte.

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at formålet med forslaget var at sikre, at pædofilidømte gennemgår behandling under tvang. På grund af risikoen for tilbagefald til sædelighedskriminalitet blandt pædofile skulle det endvidere sikres, at pædofile holdes under tvangsopsyn og fortsat tvangsbehandling efter løsladelse, såfremt det vurderes, at der er risiko for tilbagefald. Endvidere skulle der indføres en tillægsstraf for personer, der dømmes for seksuelle overgreb mod børn. Tillægsstraffen skulle virke således, at når retten udmåler straffen, så fastsætter dommeren samtidig en tillægsstraf, der træder i kraft, hvis den dømte afbryder et behandlingsforløb eller helt nægter at modtage behandling.

I beslutningsforslag nr. B 33 om ændring af reglerne om pædofilidømtes adgang til prøveløsladelse fra folketingssamlingen 2011-12 fremsat af Peter Skaarup (DF) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen senest den 1. april 2012 at fremsætte lovforslag, som indebar, at personer, der idømt fængselsstraf for et seksuelt overgreb mod børn og mindreårige, ikke længere vil have mulighed for at opnå prøveløsladelse.

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at et seksuelt overgreb mod et barn er en ualmindelig modbydelig forbrydelse, og at forslagsstillerne er af den overbevisning, at det som udgangspunkt er ”utilrådeligt” at løslade en person, som er idømt fængselsstraf for et seksuelt overgreb mod en mindreårig, før tid. Tanken om dømte sædelighedskriminelle, der under prøveløsladelse eller efter endt afsoning begår nye seksuelle overgreb mod børn, er forfærdelig. Forslagsstillerne ville med dette beslutningsforslag ændre reglerne for prøveløsladelse af personer, som er idømt fængselsstraf for et seksuelt overgreb mod børn og mindreårige, således at det for fremtiden ikke blev muligt at opnå prøveløsladelse.

I beslutningsforslag nr. B 32 om skærpede straffe for seksuelle overgreb mod børn fra folketingssamlingen 2011-12 fremsat af Peter Skaarup (DF) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen senest den 1. april 2012 at fremsætte lovforslag, der fik den virkning, at straffen for seksuelle misbrug mod børn skærpedes markant, samt gav bedre muligheder for idømmelse af forvaring af seksuelle krænkere af mindreårige.

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forudsætningen om, at overtrædelser af straffelovens § 222, stk. 3, skal straffes på niveau med voldtægt, efter forslagsstillernes opfattelse ikke er blevet opfyldt, fordi der i realiteten skal straffes hårdere i § 222-sager end i voldtægtssager, idet der ofte er tale om seksuelle krænkelser, der gentager sig over længere tid over for et eller flere bestemte børn modsat en voldtægtssag, hvor gerningsmanden sjældent vender tilbage og voldtager den samme person flere gange over en længere periode.

Det anføres endvidere i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at ligesom forældrene skal gøre alt, hvad de kan, for at beskytte deres børn, er det også samfundets pligt at beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb, hvilket kan gøres på flere måder. Der kan eksempelvis idømmes højere straffe, og Folketinget kan gøre det nemmere at anvende forvaringsdomme. Der er tale om en af de værste forbrydelser, man kan begå, og det afspejles ikke i tilstrækkelig grad i de domme, der i dag fældes over pædofile. Forslagsstillerne har peget på domstolenes meget ringe udnyttelse af strafferammerne i pædofilisager. For overtrædelse af § 222, stk. 1, har gennemsnitsstraffen i de af fleste af årene 2002-2010 ligget omkring en ottendedel til en fjerdedel af maksimumstraffen på 8 års fængsel. På nogenlunde samme måde har den gennemsnitlige straf for overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 2, i de fleste af årene 2002-2010 ligget på under en fjerdedel af maksimumstraffen på 12 års fængsel.

2.5. Prostitution og kriminalisering af sexkunder

I beslutningsforslag nr. B 103 om skærpet straf for voldtægt af ofre for menneskehandel fra folketingssamlingen 2009-10 fremsat af Line Barfod (EL) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen inden den 1. november 2010 at fremsætte lovforslag, der skærper straffen for voldtægt og samleje opnået ved anden tvang end vold eller trussel om vold, når ofret er offer for menneskehandel.

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at Enhedslisten med forslaget ønskede at indføre en strafskærpelse til straffelovens §§ 216 og 217, således at det bliver en skærpende omstændighed, hvis voldtægtsofferet er offer for menneskehandel. Ifølge forslagsstillerne signalerer en sådan strafskærpelse klart fra samfundets side, at vi ikke kan eller vil tolerere menneskehandel og den udnyttelse, der efterfølgende finder sted af handlede kvinder og mænd. Samtidig ønskede forslagsstillerne at tydeliggøre, at det er voldtægt, hvis en kunde er vidende om, at den prostituerede, som kunden køber sex hos, er offer for menneskehandel og derfor truet til at prostituere sig selv. Det var ikke forslagsstillerne bekendt, at politiet havde forsøgt at rejse den form for sager over for sexkunder, hvilket de med dette forslag ønskede at ændre på. Strafskærpelsen forudsattes også at skulle finde anvendelse, i det omfang der er tale om anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf. straffelovens §§ 224 og 225.

Beslutningsforslaget blev ikke færdigbehandlet før folketingsårets udløb, men Retsudvalget afgav den 30. september 2010 en beretning over forslaget, hvoraf fremgår bl.a. følgende:

”Udvalget finder, at menneskehandel – moderne slaveri – er en af de alvorligste forbrydelser i verden i dag. Menneskehandel er en grænseoverskridende forbrydelse, der kræver stor indsats fra mange internationale organisationer. Men det er afgørende, at der samtidig holdes fast i, at selve udnyttelsen – slaveriet – finder sted lige her, og det er derfor også her, der skal sættes ind for at stoppe udnyttelsen.

Indsatsen mod menneskehandel skal ske på flere fronter. Når det drejer sig om menneskehandel til prostitution, så handler efterspørgslen også om kunders køb af sex.

Der er mange kunder, der vil købe sex, selv om de ved, at der er tale om et offer for menneskehandel. Og de er øjensynlig ikke klar over, at det kan være strafbart. Der er på nuværende tidspunkt ikke rejst sager af denne karakter imod en kunde. (…)

Justitsministeren har oplyst, at han har bedt Straffelovrådet om i forbindelse med dets gennemgang af straffelovens bestemmelser om sædelighedsforbrydelser også at se på spørgsmålet om skærpet straf, hvis offeret er offer for menneskehandel.

Justitsministeren har givet tilsagn om, at han vil indkalde retsordførerne til en drøftelse, når resultatet af Straffelovrådets generelle gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden foreligger.

S, SF, RV og EL ønsker, at det kommer til at stå tydeligt og klart i straffeloven, at det kan være strafbart at købe sex hos et offer for menneskehandel. Partierne håber, Straffelovrådet vil komme med det konkrete forslag til, hvordan det bedst kan gøres.

V, DF, KF og LA ønsker at afvente Straffelovrådets udtalelse, før man tager stilling.”

I beslutningsforslag nr. B 159 om kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er ofre for menneskehandel fra folketingssamlingen 2009-10 fremsat af Lone Dybkjær (RV) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen i næste folketingssamling at fremsætte et lovforslag til ændring af straffelovens § 223 a, således at den, der som kunde mod betaling har samleje med en person, der er offer for menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at Det Radikale Venstre med forslaget ønskede at understrege, at det klart skal fremgå af lovgivningen, at det er strafbart at købe sex hos et handlet menneske, på samme måde som det fremgår, at det er strafbart at tvinge nogen til at indgå ægteskab. Efter partiets opfattelse ville en tydeliggørelse af lovgivningen gøre det mindre let at påstå, at den prostituerede ikke var handlet. Behovet for en tydelig lovgivning var ikke blevet mindre de seneste år, tværtimod. Det var Det Radikale Venstres klare opfattelse, at der var en stigende tendens til, at flere og flere prostituerede var handlede. Regeringens indsats mod kvindehandel var efter Det Radikale Venstres opfattelse ikke tilstrækkelig.

Beslutningsforslaget blev ikke færdigbehandlet før folketingsårets udløb, men Retsudvalget afgav den 30. september 2010 en beretning over forslaget, hvoraf fremgår samme synspunkter som gengivet ovenfor fra beretningen over beslutningsforslag nr. B 103.

2.6. Børnepornografi

I beslutningsforslag nr. B 133 om forbud mod animeret børneporno fra folketingssamlingen 2009-10 fremsat af Karen Hækkerup (S) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen inden udgangen af folketingssamlingen at fremsætte lovforslag, der i lighed med den svenske lovgivning forbyder animeret og computergenereret børneporno.

Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at animerede billeder kan være første skridt til at se på rigtig børneporno og sandsynligvis kan føre til, at den pædofile vil opsøge rigtige billeder og rigtige børn og i værste fald selv begå overgreb. For at forhindre flere overgreb på børn var det efter forslagsstillernes opfattelse nødvendigt hurtigst muligt at forbyde også animeret børneporno.

Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 9. april 2010 udtalte justitsministeren bl.a., at det efter regeringens opfattelse ville være rigtigst, at spørgsmålet om en udvidet kriminalisering af fiktiv børneporno indgår i Straffelovrådets generelle samlede gennemgang af straffelovens kapitel om sædelighedsforbrydelser, således at der sikres det bedst mulige grundlag for at vurdere behovet for at foretage ændringer på området.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spurgte i den forbindelse justitsministeren, om han også ville være indstillet på at undersøge ”børneerotika”, hvilket hun begrundede på følgende måde:

”Jeg har selv kigget på nogle af de sider, og det drejer sig godt nok om billeder af børn, som f.eks. leger i strandkanten i badetøj, men de er taget på en måde, så man f.eks. kun kan se skridtet, og bliver lagt ud på bestemte hjemmesider, hvor mænd så kan kommentere dem i et meget seksualiseret forum. Jeg mener, at der også her er en problemstilling, vi bør kigge på.”

3. Rapport fra Amnesty International om voldtægt og menneskerettigheder mv.

3.1. I Amnesty Internationals rapport ”Case closed. Rape and human rights in the nordic countries” fra 2008 er der på en række områder udtrykt kritik af de danske regler om voldtægt og beskyttelsen og retssikkerheden for ofre for voldtægt. Det anbefales således bl.a., at begrebet voldtægt defineres i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsprincipper om seksuel integritet og autonomi.

De dele af kritikken, der vedrører den danske lovgivning om voldtægt og seksuelle overgreb, omfatter særligt følgende punkter:

a. Placeringen af bestemmelserne om voldtægt mv. Bestemmelserne i den danske straffelov om voldtægt mv. er placeret i kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden. Denne placering signalerer ifølge rapporten fra Amnesty International, at voldtægt udgør en krænkelse af den offentlige moral og ikke en krænkelse af den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og fysisk og psykisk integritet. Det anføres i den forbindelse bl.a., at begrebet kønssædelighedsforbrydelser ikke anvendes længere i hverken Norge, Sverige og Finland, og det anbefales, at bestemmelserne om voldtægt og andre former for seksuel vold flyttes fra kapitlet om ”Forbrydelser mod kønssædeligheden” til kapitlet ”Forbrydelser mod liv og legeme”, eller at betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden” erstattes med en betegnelse som ”Seksuelle forbrydelser mod liv og legeme”, ”Seksualforbrydelser” eller lignende.

b. Definitionen af voldtægt. Det fremgår af rapporten, at den juridiske definition af voldtægt i Danmark er mere snæver end den, der anvendes i svensk og norsk lovgivning. I dansk ret anses samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, eksempelvis fordi vedkommende er bevidstløs, således ikke som voldtægt, medmindre gerningsmanden har tiltvunget sig samlejet ved at hensætte den pågældende i denne tilstand. Denne retstilstand vil ifølge rapporten kunne resultere i, at visse grupper i samfundet ikke er beskyttet mod voldtægt i samme grad som andre. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet for handicappede eller personer med et stof- eller alkoholmisbrug. Det fremhæves endvidere, at strafferammen for samleje med et forsvarsløst offer, jf. § 218, kun er det halve af strafferammen for voldtægt, jf. § 216, stk. 1. Det anbefales i rapporten, at straffelovens § 218, stk. 2, indføjes i § 216 om voldtægt, idet det anføres, at misbrug af en kvinde, som befinder sig i en forsvarsløs tilstand, bør betegnes som voldtægt uanset årsagerne til kvindens tilstand og uanset kvindens og gerningsmandens (ægteskabelige) forhold. Dette vil ifølge rapporten øge den retlige beskyttelse mod voldtægt og bringe den danske lovgivning på linje med svensk og norsk lovgivning.

c. Betydningen af ægteskab. Det anføres i rapporten, at henvisninger til ægteskab og ægteskabelig status i lovgivningen antyder, at voldtægt og seksuelle overgreb inden for ægteskabet betragtes som en mindre alvorlig forbrydelse og bør straffes mildere. Endvidere er sådanne regler ifølge rapporten udtryk for, at lovgivningens hensigt er at beskytte moral snarere end retten til seksuel selvbestemmelse. Det anføres i den forbindelse, at voldtægt og seksuelle overgreb er alvorlige krænkelser af kvinders ret til selvbestemmelse og integritet, og at det ikke for denne krænkelse er relevant, om kvinden er gift med gerningsmanden. Det anbefales på den baggrund, at henvisningerne til ægteskabelig status i straffelovens §§ 218 og 220 fjernes.

d. Bestemmelsen i straffelovens § 227. Muligheden for i henhold til § 227 at lade straf efter §§ 216-226 nedsætte eller bortfalde, når de personer, mellem hvem kønslig omgængelse har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden eller har ladet deres partnerskab registrere, er genstand for kritik i rapporten. I henhold til rapporten bør ægteskab således ikke kunne føre til en nedsættelse af straffen for voldtægt eller andre former for seksuel vold. Det bemærkes bl.a., at bestemmelsen i § 227 fremmer det synspunkt, at voldtægt er en forbrydelse, som krænker familien eller æren snarere end en kvindes fysiske og mentale integritet, og at bestemmelsen derved tillader et diskriminerende syn på kvinder. Det anbefales på den baggrund, at bestemmelsen i § 227 ophæves.

e. Bestemmelsen i straffelovens § 221. Det anføres i rapporten, at bestemmelsen i § 221 om kriminalisering af den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden, bør ophæves. Som baggrund herfor fremhæves både bestemmelsens henvisning til ægteskabet, og det forhold, at det med bestemmelsen antydes, at formålet er at beskytte kvindens dyd. Det anføres i rapporten endvidere, at det er et spørgsmål, om bestemmelsen er praktisk relevant.

Generelt konkluderes det således i rapporten, at den danske lovgivning om voldtægt og seksuelle overgreb er i strid med menneskeretlige principper om beskyttelse af den enkeltes seksuelle og fysiske integritet og ret til selvbestemmelse.

Herudover er det i rapporten bl.a. anført, at det er problematisk, at meget få sager om voldtægt fører til en domfældelse. Det anføres således, at kun én ud af fem anmeldte voldtægter ender med en domfældelse i retten, og at kun et mindretal af de sager, hvor politiet har identificeret og sigtet en mistænkt, ender i retten. I 2006 blev 60 % af sådanne sager således henlagt før en retssag på ”bevisets stilling”. Det anbefales i den forbindelse bl.a., at voldtægtssager i størst muligt omfang bør indbringes for domstolene.

Det anføres i rapporten endvidere, at en voldtægt er lige strafværdig, uanset om den er begået mod en fremmed person (overfaldsvoldtægt), mod en person, som forud for overgrebet har været i kontakt med gerningsmanden (kontaktvoldtægt) eller mod en nuværende eller tidligere seksualpartner (parvoldtægt). Hvis en gerningsmand findes skyldig i voldtægt, bør det således ifølge rapporten være uden betydning for strafudmålingen, hvilket forhold denne havde til offeret. Der henvises i den forbindelse bl.a. til, at det af rapporter fra Rigsadvokaten fra 2005, 2006 og 2007 fremgår, at der i dansk retspraksis ved udmålingen af straffen for voldtægt tages hensyn til offerets og gerningsmandens forhold forud for voldtægten, idet kontakt- og parvoldtægt straffes mildere end overfaldsvoldtægt. Dette er ifølge rapporten udtryk for, at voldtægtsbestemmelsens historiske udgangspunkt om beskyttelse af moral og ægteskabelig status stadig kommer til udtryk i retspraksis, selv om overtrædelsens alvor burde være den eneste afgørende faktor ved strafudmålingen.

En opdateret sammenfatning af Amnesty Internationals rapport fra 2008 er offentliggjort i 2010. Det anbefales i denne sammenfatning bl.a., at voldtægt defineres i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsprincipper om seksuel integritet og autonomi. Det anføres i den forbindelse endvidere, at voldtægt og andre former for seksuelle overgreb i den strafferetlige lovgivning bør defineres som seksuel adfærd, hvor der er udøvet voldelig eller ikke-voldelig tvang overfor den ene part, og denne derfor ikke frivilligt har kunnet give samtykke til at deltage i den seksuelle handling. Det anbefales herudover bl.a., at den gældende lovgivning om samleje med personer, der befinder sig i en tilstand, i hvilken de er ude af stand til et modsætte sig handlingen, revideres, og at henvisningen til ægteskab i lovgivningen afskaffes.

I Amnesty Internationals årsrapporter for 2009 og 2010 er spørgsmålet om manglende retlig beskyttelse mod voldtægt og retssikkerheden for voldtægtsofre ligeledes nævnt.

3.2. I forlængelse af omtalen af Amnesty Internationals rapport om voldtægt og menneskerettigheder kan det endvidere nævnes, at spørgsmålet om indbringelse af voldtægtssager for domstolene også har været genstand for nærmere undersøgelse i rapporten ”Var det voldtægt? En undersøgelse af menneskerettigheder og voldtægtssager i Danmark” fra Center for Voldtægtsofre (2006). Rapporten fokuserer på praksis i afgørelsen af, om der skal rejses tiltale i voldtægtssager.

Det fastslås således bl.a. i rapporten, at de retlige instrumenter for sagsbehandlingen af voldtægtssager i Danmark er til stede, men at dette ikke er ensbetydende med, at de formelle rammer ikke kan blive bedre og mere hensigtsmæssige, og heller ikke er ensbetydende med, at den daglige praksis i sagsbehandlingen nødvendigvis altid modsvarer rammernes gode intentioner. Det fremgår om domstolsprøvelse bl.a. af rapporten, at voldtægtsforbrydelsens særlige karakter gør troværdighedsvurderingen vigtig for afgørelsen af disse sager, og at flere voldtægtssager derfor bør prøves ved en domstol, så troværdigheden bliver afprøvet af domstolene.

Desuden er bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt uagtsom voldtægt bør kriminaliseres, kort omtalt i rapporten. Det anføres herom bl.a., at det særligt i forhold til kontakt- og partnervoldtægter kan være vanskeligt at bevise en formodet gerningsmands forsæt, og at en kriminalisering af uagtsom voldtægt kan overvejes som en løsning på dette problem.

Herudover kan det nævnes, at spørgsmålet om voldtægtssagers vej gennem retssystemet, og herunder hvorfor mange voldtægtsanmeldelser ikke ender med en dom for voldtægt, også er behandlet i rapporten ”Voldtægt der anmeldes. Del VI: Voldtægtsanmeldelsers vej gennem retssystemet” (2010) af Camilla Laudrup m.fl.

Kapitel 4: Internationale forpligtelser og udviklingstendenser i hovedtræk

1. Konventioner mv.

Danmark er i kraft af sin tiltrædelse af en række internationale konventioner forpligtet til at sikre en effektiv beskyttelse mod seksuelle overgreb.

FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder (Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women (CEDAW)), som blev ratificeret af Danmark i 1983, forpligter således medlemsstaterne til at sikre, at kvinder nyder en effektiv beskyttelse mod diskrimination. I tilknytning til konventionen er der oprettet en Komité (CEDAW-Komiteen), som har til formål at vurdere fremskridt ved implementeringen af konventionen, jf. konventionens artikel 17.

Ifølge CEDAW-Komiteen omfatter konventionens artikel 1 om definitionen af diskrimination mod kvinder bl.a. vold baseret på køn, herunder handlinger, hvorved kvinder påføres fysisk, mental eller seksuel skade, samt trusler om sådanne handlinger og tvang mv. Medlemsstaterne er således i henhold til konventionen forpligtet til at beskytte kvinder mod sådanne former for vold og skal i den forbindelse bl.a. sikre, at lovgivningen om vold, herunder voldtægt og seksuelle overgreb, giver kvinder den fornødne beskyttelse og sikrer respekt for kvinders integritet, jf. General Recommendation No 19 of the CEDAW Committee: Violence against Women (1992) pkt. 6, 9, 23 og 24.

I FN’s deklaration om afskaffelse af vold mod kvinder fra 1993 (Declaration on the Elimination of Violence against Women, General assembly resolution 48/104) er vold mod kvinder defineret som ”any act of gender-based violence that results in, or is likely to result in, physical, sexual or psychological harm or suffering to women, including threats of such acts, coercion or arbitrary deprivation of liberty, whether occurring in public or in private life”, jf. artikel 1. I henhold til deklarationens artikel 4 er medlemsstaterne forpligtet til at forebygge, efterforske og – i overensstemmelse med national ret – straffe vold mod kvinder.

Denne definition af vold mod kvinder fremgår også af Europarådets rekommendation om beskyttelse af kvinder mod vold (Rec(2002)5), jf. pkt. 1 i rekommendationens appendix, og det fremgår endvidere af rekommendationen, at medlemsstaterne skal forebygge, efterforske og straffe sådanne handlinger. Med hensyn til den strafferetlige lovgivning fremgår det af rekommendationen bl.a., at enhver seksuel handling begået mod en anden uden samtykke (against non-consenting persons) bør straffes, også selv om den pågældende ikke har gjort modstand, jf. pkt. 35 i rekommendationens appendix.

Herudover kan det nævnes, at seksuelle overgreb og herunder voldtægt i Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, som blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011, er defineret som ”engaging in non-consensual vaginal, anal or oral penetration of a sexual nature of the body of another person with any bodily part or object; engaging in other non-consensual acts of a sexual nature with a person; [or] causing another person to engage in non-consensual acts of a sexual nature with a third person”, jf. konventionens artikel 36. Det fremgår af bestemmelsen i artikel 36, at medlemsstaterne skal tage de nødvendige lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger for at sikre, at “intentional” adfærd omfattet af den nævnte definition kriminaliseres, og at denne kriminalisering også omfatter handlinger, som begås mod tidligere eller nuværende ægtefæller eller registrerede partnere. Den nærmere fortolkning af ordet “intentional” er ifølge den forklarende rapport, som knytter sig til konventionen, overladt til national lovgivning, idet det dog fremgår, at kravet om “intentional conduct” angår samtlige elementer i gerningsindholdet. Endvidere fremgår det af artikel 36, at et samtykke efter bestemmelsen skal gives frivilligt som udtryk for den pågældendes frie vilje under hensyn til den konkrete situation. Af den forklarende rapport i tilknytning til konventionen fremgår det herom bl.a., at det er overladt til medlemsstaterne at afgøre, hvilke faktorer der skal anses for at udelukke et frivilligt samtykke.

Den Internationale Straffedomstol har defineret voldtægt begået som led i krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden på følgende måde, jf. International Criminal Court (ICC), Elements of Crimes, U.N. Doc PCNICC/2000/1/ Add.2, artikel 7(1)(g)-1 og 8(2)(e)(vi)-1 (2000):

”1. The perpetrator invaded the body of a person by conduct resulting in penetration, however slight, of any part of the body of the victim or of the perpetrator with a sexual organ, or of the anal or genital opening of the victim with any object or any other part of the body.

2. The invasion was committed by force, or by threat of force or coercion, such as that caused by fear of violence, duress, detention, psychological oppression or abuse of power, against such person or another person, or by taking advantage of a coercive environment, or the invasion was committed against a person incapable of giving genuine consent.”

ICC “Elements of Crimes” er et fortolkningsbidrag til Den Internationale Straffedomstol i forbindelse med fortolkning og anvendelse af artikel 6, 7 og 8 om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Domstolens statut (Romstatutten). Danmark ratificerede Romstatutten i 2001.

2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

2.1. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen M.C. mod Bulgarien

Danmark er i kraft af sin tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forpligtet til ud over selve konventionsteksten at følge afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I de senere år har navnlig en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2003 (M.C. mod Bulgarien, klagesag nr. 39272/98) tiltrukket sig opmærksomhed og givet anledning til overvejelser i flere lande om dommens rækkevidde.

Menneskerettighedsdomstolen fandt i sagen, at det udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling og artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, at de bulgarske myndigheder havde opgivet påtale i en voldtægtssag med den begrundelse, at det ikke kunne bevises, at klageren var blevet tvunget til samleje gennem vold eller trusler om vold, da der ikke var tegn på fysisk vold eller på, at klageren havde ydet modstand.

Sagen vedrørte en pige på 14 år, der efter sin egen forklaring var blevet voldtaget af to mænd, som hun kendte i forvejen, under en bytur. De to mænd anerkendte begge at have haft samleje med pigen, men påstod, at dette i begge tilfælde var sket med samtykke fra hende.

Den strafferetlige efterforskning i sagen var af de bulgarske myndigheder blevet afsluttet med den konklusion, at det ikke kunne bevises ud over enhver rimelig tvivl, at der var blevet anvendt vold eller trusler om vold. Det var i den forbindelse navnlig tillagt vægt, at der ikke var tegn på vold eller på, at pigen havde gjort fysisk modstand, eller at hun havde forsøgt at få hjælp fra udenforstående. Endvidere blev det anført, at pigen på grund af sin unge alder ikke havde kunnet vise, at hun ikke ville have samleje.

Det fremgår af sagen, at der efter bulgarsk ret ikke vil kunne dømmes for voldtægt, medmindre gerningsmændene var klar over, at de gennemførte samleje med pigen mod hendes vilje og udøvede vold eller truede pigen med det formål at gennemføre samleje med hende mod hendes vilje.

I sagen for Menneskerettighedsdomstolen blev det af Domstolen anført, at Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og artikel 8 skaber en positiv forpligtelse for de kontraherende stater til at gennemføre strafferetlige regler, der sikrer, at voldtægtsforbrydelser straffes effektivt, og til at anvende disse regler i praksis gennem effektiv efterforskning og retsforfølgning. Det blev samtidig anført, at medlemsstaterne har en vid skønsmargin ved fastlæggelsen af, hvilke forholdsregler der skal sikre den fornødne beskyttelse mod voldtægt.

Der blev derefter ved vurderingen af sagen af Domstolen bl.a. henvist til national lovgivning fra øvrige europæiske lande, herunder Danmark. Domstolen anførte herom sammenfattende, at det generelt i de europæiske lande ikke længere var et krav for at kunne straffe for voldtægt, at der af offeret var gjort fysisk modstand mod overgrebet. I de fleste europæiske lande indeholdt definitionen af voldtægt et krav om anvendelse af vold eller trusler om vold hos gerningsmanden, men i retspraksis og den juridiske litteratur var det imidlertid manglen på samtykke eller frivillighed og ikke magtanvendelse, der blev anset som det afgørende element i voldtægtsforbrydelsen. Domstolen anførte, at man således uafhængigt af den præcise ordlyd af en konkret voldtægtsbestemmelse i en række lande i praksis søgte at retsforfølge seksuelle handlinger begået uden samtykke ved hjælp af en nærmere fortolkning af de krav om vold og tvang mv., som var indeholdt i de relevante lovbestemmelser om voldtægt.

Menneskerettighedsdomstolen henviste endvidere til Europarådets rekommendation om beskyttelse af kvinder mod vold, idet rekommendationen fandtes at være udtryk for, at medlemsstaterne var enige om, at det for at sikre en effektiv beskyttelse af kvinder imod vold var nødvendigt at strafbelægge seksuelle handlinger begået uden samtykke (non-consensual sexual acts), også i sager hvor offeret ikke havde ydet nogen modstand.

Der blev desuden om definitionen af voldtægt i international strafferet anført følgende af Menneskerettighedsdomstolen, jf. dommens pkt. 163:

”In international criminal law, it has recently been recognised that force is not an element of rape and that taking advantage of coercive circumstances to proceed with sexual acts is also punishable. The International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia has found that, in international criminal law, any sexual penetration without the victim's consent constitutes rape and that consent must be given voluntarily, as a result of the person's free will, assessed in the context of the surrounding circumstances (…). While the above definition was formulated in the particular context of rapes committed against the population in the conditions of an armed conflict, it also reflects a universal trend towards regarding lack of consent as the essential element of rape and sexual abuse.”

På den anførte baggrund blev det af Menneskerettighedsdomstolen tilkendegivet, at enhver fastlåst holdning til retsforfølgning af seksuelle overgreb – som eksempelvis et ufravigeligt krav om bevis for fysisk modstand fra offeret – kunne risikere at medføre, at visse former for voldtægt ikke blev straffet, hvilket ville medføre, at den effektive beskyttelse af den seksuelle autonomi ville blive bragt i fare. Medlemsstaternes positive forpligtelse i henhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og 8 skulle således i overensstemmelse med den nyere tids standarder på området betragtes som en forpligtelse til at kriminalisere og retsforfølge enhver form for ufrivillig seksuel handling, også selv om der ikke forelå fysisk modstand fra offeret.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og 8 var blevet tilsidesat i den konkrete sag, blev det indledningsvist af Menneskerettighedsdomstolen anført, at voldtægtsbestemmelsen i den bulgarske straffelov ikke indeholdt et krav om, at der skulle være ydet fysisk modstand fra offeret, ligesom bestemmelsen definerede voldtægt på en måde, som ikke afveg fra lovgivningen i andre medlemslande. Det afgørende var herefter ifølge Domstolen den nærmere fortolkning af de krav om vold og trusler, som var indeholdt i voldtægtsbestemmelsen.

Menneskerettighedsdomstolen fandt i den konkrete sag ikke at kunne tilbagevise klagerens påstand om, at der var en meget restriktiv praksis hos den bulgarske anklagemyndighed med hensyn til at rejse tiltale for voldtægt. Det blev i den forbindelse af Domstolen bl.a. anført, at den bulgarske retspraksis mv., der var henvist til under sagen, kunne siges at indikere, at hovedparten af de voldtægtssager, hvor der ikke var tegn på vold eller fysisk modstand, ikke blev retsforfulgt i Bulgarien.

Menneskerettighedsdomstolen fandt endvidere ikke, at de bulgarske myndigheder i tilstrækkeligt omfang havde udnyttet de muligheder, der havde været tilgængelige for at fastlægge hændelsesforløbet i sagen. Domstolen fandt det væsentligt, at årsagen hertil formentlig var, at de bulgarske myndigheder havde den opfattelse, at der i en sag om kontaktvoldtægt (”date rape”) ikke ville kunne føres bevis for voldtægt, medmindre der forelå bevis i form af f.eks. tegn på vold og udøvelse af modstand eller råb om hjælp.

Domstolen anførte, at selv om det i praksis kunne være svært at bevise manglen på samtykke, hvis der ikke forelå direkte beviser for voldtægt, var det et krav, at myndighederne skulle undersøge alle omstændigheder i en sag, og at sagens efterforskning skulle koncentrere sig om spørgsmålet om samtykke (”non-consent”). Disse krav var ikke opfyldt i den konkrete sag, og Menneskerettighedsdomstolen fandt, at myndighedernes mangelfulde efterforskning skyldtes, at der var lagt for stor vægt på, om der forelå direkte bevis for voldtægt. De bulgarske myndigheder havde således anset kravet om modstand som det væsentligste element i voldtægtsforbrydelsen.

Herudover kunne de bulgarske myndigheder ifølge Domstolen kritiseres for ikke at have tillagt unge menneskers særlige sårbarhed og de særlige psykologiske faktorer, der indgår i sager om voldtægt af mindreårige, tilstrækkelig vægt.

Uden at udtale sig om skyldsspørgsmålet i sagen konkluderede Menneskerettighedsdomstolen herefter, at efterforskningen i den konkrete sag ikke havde opfyldt statens positive forpligtelse til at etablere et effektivt strafferetligt system, der sikrede, at alle former for voldtægt og seksuelle overgreb blev straffet. Domstolen fandt på den baggrund, at de bulgarske myndigheder havde krænket statens positive forpligtelse efter artikel 3 og 8 i Menneskerettighedskonventionen.

2.2. Rækkevidden af dommen M.C. mod Bulgarien

Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt der af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i sagen M.C. mod Bulgarien kan udledes en forpligtelse til at udforme bestemmelser om voldtægt på en bestemt måde, herunder med udgangspunkt i et krav om manglende samtykke.

I afgørelsen anførte Menneskerettighedsdomstolen om baggrunden for, at Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og 8 fandtes at være blevet krænket, bl.a., at det ikke havde været muligt at tilbagevise en påstand om, at der i Bulgarien var en meget restriktiv praksis med hensyn til at rejse tiltale for voldtægt (dommens pkt. 174). Endvidere fandt Domstolen ikke, at de bulgarske myndigheder i tilstrækkeligt omfang havde udnyttet de muligheder, der havde været tilgængelige for at fastlægge hændelsesforløbet i sagen (dommens pkt. 178). Det blev i den forbindelse af Domstolen fremhævet, at årsagen hertil formentlig var, at de bulgarske myndigheder havde den opfattelse, at der i en sag om kontaktvoldtægt (”date rape”) ikke kunne føres bevis for voldtægt, medmindre der forelå bevis i form af f.eks. tegn på vold og udøvelse af modstand (dommens pkt. 179). Menneskerettighedsdomstolen henviste herudover til, at de nationale myndigheder var forpligtet til at undersøge alle omstændigheder i en sag, og til, at efterforskningen skulle koncentrere sig om spørgsmålet om samtykke (dommens pkt. 181).

Om den bulgarske lovgivning blev det af Menneskerettighedsdomstolen blot anført, at voldtægtsbestemmelsen i den bulgarske straffelov ikke indeholdt et krav om fysisk modstand fra offeret, samt at bestemmelsen definerede voldtægt på en måde, som ikke afveg fra lovgivningen i andre medlemsstater. Domstolen havde således under behandlingen af sagen ved en sammenholdelse af bestemmelserne om voldtægt i de europæiske lande bl.a. kunne konkludere, at definitionen af voldtægt i de fleste europæiske lande indeholdt et krav om anvendelse af vold eller trusler om vold hos gerningsmanden og således henviste til de midler, gerningsmanden havde anvendt i forbindelse med overgrebet. Det afgørende var imidlertid ifølge Domstolen den nærmere fortolkning af de krav om vold og trusler, som var indeholdt i definitionen af voldtægt (dommens pkt. 159, 170 og 171).

Derudover synes det centrale i Menneskerettighedsdomstolen afgørelse at være, at seksuelle overgreb uden samtykke skal straffes, men derimod ikke, at bestemmelser om voldtægt skal udformes på en bestemt måde, eller at alle seksuelle overgreb uden samtykke skal defineres som voldtægt.

Forpligtelsen for medlemsstaterne efter Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og 8 er således af Domstolen bl.a. formuleret som en positiv forpligtelse ”to enact criminal-law provisions effectively punishing rape and to apply them in practice through effective investigation and prosecution”, jf. dommens pkt. 153, og forpligtelsen i dommens pkt. 166 er beskrevet som ”requiring the penalisation and effective prosecution of any non-consensual sexual act, including in the absence of physical resistance by the victim”. Der kan endvidere henvises til, at Domstolen afslutningsvis om forpligtelsen for medlemsstaterne beskriver denne som en forpligtelse til at ”establish and apply effectively a criminal-law system punishing all forms of rape and sexual abuse”, jf. dommens pkt. 185.

Det er på den anførte baggrund Straffelovrådets opfattelse, at der ikke af dommen kan udledes en forpligtelse til at udforme voldtægtsbestemmelsen på en bestemt måde, herunder en forpligtelse til at udforme bestemmelsen ud fra et krav om manglende samtykke.

Dette skyldes navnlig, at det i dommen primært er manglerne ved de bulgarske myndigheders efterforskning af den konkrete sag – og ikke den bulgarske lovgivning – der er fremhævet som årsagen til, at Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og 8 fandtes at være blevet krænket. Herudover synes det centrale i Menneskerettighedsdomstolens afgørelse som nævnt at være, at seksuelle overgreb uden samtykke skal kunne straffes, og ikke at alle sådanne overgreb skal defineres som voldtægt.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at gældende dansk ret må antages at være i overensstemmelse med de krav, som kan udledes af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om overgreb i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje er udformet med udgangspunkt i et krav om udøvet tvang (vold, trusler), udnyttelse eller misbrug, jf. straffelovens §§ 216-221, og det er således et fællestræk for disse bestemmelser, at det seksuelle forhold skal være opnået på en sådan måde eller under sådanne omstændigheder, at der ikke foreligger et reelt eller gyldigt frivilligt samtykke fra offerets side.

3. Norsk reformarbejde i hovedtræk

Kapitel 19 om seksualforbrydelser i den gældende norske straffelov fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer) er blevet ændret flere gange. Særligt kan det nævnes, at der i 2000 blev foretaget en mere gennemgribende ændring af centrale bestemmelser i kapitlet.

Den norske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser blev ved lovrevisionen i 2000 omdisponeret, forenklet og moderniseret. Bestemmelserne i kapitlet blev systematiseret ud fra den værnede interesse og strafværdigheden af de enkelte overtrædelser.

Af de ændringer, der blev foretaget ved lovrevisionen, kan det herudover særligt nævnes, at definitionen af voldtægt blev udvidet, således at seksuel omgang opnået ved mindre alvorlige trusler og seksuel omgang med nogen, som er bevidstløs eller af anden grund ude af stand til at modsætte sig handlingen, blev omfattet af voldtægtsbestemmelsen. Endvidere blev uagtsom voldtægt og køb af seksuelle ydelser fra personer under 18 år ved lovændringen kriminaliseret, og strafniveauet for voldtægt og grove overgreb mod mindreårige blev skærpet inden for de eksisterende strafferammer.

Det blev ved lovrevisionen i 2000 desuden overvejet, om der i voldtægtsbestemmelsen skulle indsættes et krav om manglende samtykke. Det blev dog herom konkluderet, at indsættelse af et sådant krav i voldtægtsbestemmelsen ikke ville tilføre bestemmelsen noget nyt af betydning, og at en sådan ændring snarere ville kunne få uønskede og negative konsekvenser. Endvidere blev det ved lovrevisionen afvist at indføre en selvstændig bestemmelse om straf for seksuel omgang foretaget uden samtykke.

Om systematikken i den norske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser kan det nævnes, at kapitlet indledes med en bestemmelse om voldtægt. Kriminaliseringen af voldtægt omfatter ud over overgreb i form af seksuel omgang tiltvunget ved vold eller trusler også seksuel omgang med nogen, som er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Herudover omfatter kriminaliseringen en skærpet bestemmelse om minimumsstraf for voldtægt ved samleje eller ved fremkaldelse af en tilstand, hvorved offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen, samt bestemmelser om grov voldtægt og groft uagtsom voldtægt. Efter voldtægtsbestemmelsen følger bestemmelser om seksuel omgang ved misbrug af stilling eller afhængighedsforhold samt seksuel omgang med nogen, som er indsat i anstalt eller institution mv. Herefter følger bestemmelser om seksuel omgang med mindreårige, incest og seksuel omgang med adoptivbarn, plejebarn mv., samt bestemmelser om seksuelle handlinger foretaget uden samtykke eller mod mindreårige og om seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd. En bestemmelse om at tage kontakt til børn i den hensigt at begå et seksuelt overgreb (grooming) samt bestemmelser om rufferi, køb af seksuelle ydelser, pornografi og børneporno er placeret til sidst i kapitlet.

I 2005 blev der vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Kapitlet i 2005-straffeloven om seksualforbrydelser blev vedtaget i 2009. Den nye straffelov fra 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Straffeloven fra 2005 medfører blot beskedne ændringer af kriminaliseringen af seksualforbrydelser i forhold til straffeloven fra 1902 med senere ændringer.

Af de foretagne ændringer kan det særligt nævnes, at systematikken i den norske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser med loven ændres, således at overgreb mod mindreårige som hovedregel reguleres i selvstændige bestemmelser adskilt fra bestemmelserne om overgreb mod voksne. Dette betyder også, at placeringen af en del af bestemmelserne i kapitlet ændres. Bl.a. flyttes bestemmelserne om køb af seksuelle tjenester fra mindreårige, seksuelle handlinger uden samtykke eller mod mindreårige og seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd i kapitlet op før bestemmelserne om incest og seksuel omgang med adoptivbørn mv. Endvidere kan det nævnes, at bestemmelserne om seksuelle overgreb mod børn med 2005-loven er udformet under hensyn til Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.

For at understrege alvoren i at begå seksuelle overgreb mod børn og styrke barnets beskyttelse mod overgreb er al seksuel omgang og de mest kvalificerede seksuelle handlinger mod børn under 14 år endvidere med loven defineret som voldtægt uafhængig af, hvordan den seksuelle omgang eller handling er opnået.

Herudover kan det nævnes, at mindstestraffen for visse former for voldtægt med 2005-loven hæves til fængsel i 3 år, og at strafniveauet i voldtægtssager og sager om seksuelle overgreb mod børn med loven skærpes betydeligt. I tillæg hertil er alle bestemmelser om seksuel omgang i straffeloven fra 2005 udvidet til også at omfatte det at få en anden til at udføre handlinger med sig selv, som svarer til seksuel omgang.

Det er i forarbejderne til straffeloven fra 2005 på ny blevet overvejet, om voldtægtsbestemmelsen bør omfatte alle former for seksuel omgang uden samtykke. Konklusionen er dog også denne gang blevet, at det afvises at fremsætte et sådant forslag, ligesom det afvises at indsætte en selvstændig bestemmelse i straffeloven om seksuel omgang uden samtykke.

Der henvises om norsk ret og det norske reformarbejde på området nærmere til kapitel 7, afsnit 4.3 og 5.5.

4. Svensk reformarbejde i hovedtræk

I april 2005 trådte en ny lovgivning om seksualforbrydelser i kraft i Sverige (Lag 2005:90 og Lag 2005:885). Lovgivningen indebar en gennemgribende forandring af de svenske regler om seksualforbrydelser. Formålet med reformen var bl.a. at tydeliggøre det enkelte menneskes ret til personlig og seksuel integritet og ret til seksuel selvbestemmelse samt at forstærke beskyttelsen af børn mod seksuelle overgreb.

Der blev med lovændringen indført et nyt kapitel 6 om seksualforbrydelser i straffeloven. Blandt de ændringer af lovgivningen, som blev gennemført, kan bl.a. nævnes, at begrebet ”sexuellt umgänge” blev erstattet med begrebet ”sexuell handling”, samt at bestemmelsen om voldtægt blev udvidet ved, at de krav, der efter bestemmelsen stilles til tvang, blev lempet, og ved, at de alvorligste tilfælde af seksuel udnyttelse blev indarbejdet i voldtægtsbestemmelsen.

Endvidere blev der med lovændringen indført særlige straffebestemmelser om voldtægt mod børn og om seksuel udnyttelse og seksuelt overgreb mod børn, og kriminaliseringen af de nævnte former for forbrydelser blev udvidet, idet kravet om tvang helt udgik af bestemmelserne. Anvendelse af bl.a. vold eller trusler kan dog fortsat have betydning ved vurderingen af grovheden af et overgreb. I tillæg hertil blev forbuddet mod at købe seksuelle ydelser af børn ved lovændringen skærpet, og der blev indført en særlig bestemmelse om udnyttelse af børn i forbindelse med seksuel posering.

Spørgsmålet om, hvorvidt voldtægtsbestemmelsen bør bygge på et krav om tvang eller et krav om manglende samtykke, blev diskuteret og overvejet af både den svenske Sexualbrottskommitté og den svenske regering i forbindelse med reformen af bestemmelserne om seksualforbrydelser i 2005. Regeringen, som delte Komiteens bedømmelse af spørgsmålet, fandt ikke, at der var tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at affatte voldtægtsbestemmelsen ud fra et krav om manglende samtykke. Der blev som baggrund herfor navnlig henvist til den risiko en sådan formulering af bestemmelsen ville skabe for i højere grad at sætte fokus på offerets handlinger.

Om systematikken i den svenske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser kan det nævnes, at kapitlet indledes med en bestemmelse om voldtægt, herunder bl.a. om mindre grov og grov voldtægt. Derefter følger bestemmelser om seksuel tvang og seksuel udnyttelse af personer i et afhængighedsforhold, samt bestemmelser om voldtægt, seksuel udnyttelse og seksuelt overgreb mod børn. Herefter kommer bestemmelser om incest, udnyttelse af børn i forbindelse med seksuel posering, køb af seksuelle ydelser hos børn, en bestemmelse om seksuelt forulempende overgreb i form af bl.a. seksuel berøring af børn og krænkelse af andres seksuelle integritet samt en bestemmelse om i seksuel hensigt at tage kontakt til børn (grooming). Bestemmelserne om køb af seksuelle ydelser og rufferi er placeret til sidst i kapitlet. Bestemmelser om børnepornografi er placeret i den svenske straffelovs kapitel 16 om forbrydelser mod den offentlige orden.

Formålet med evalueringen har været at belyse, hvordan de ændrede straffebestemmelser har fungeret i praksis, og om formålet med reformen er blevet opnået. Evalueringen har særligt skulle fokusere på voldtægtsbestemmelsen og de særskilte bestemmelser om seksualforbrydelser mod børn. Endvidere har det ved evalueringen bl.a. skulle vurderes, om kravet om tvang i den svenske voldtægtsbestemmelse bør erstattes med et krav om manglende samtykke.

I oktober 2010 blev der på den baggrund afgivet en betænkning om lovgivningen om seksualforbrydelser (SOU 2010:71). Af betænkningen fremgår det, at beskyttelsen af den personlige og seksuelle integritet og den seksuelle selvbestemmelsesret generelt set er blevet forstærket og tydeliggjort med reformen i 2005, samt at også beskyttelsen af børn er blevet forbedret, og at strafniveauet for seksualforbrydelser mod børn er højere end før reformen.

Med hensyn til spørgsmålet om samtykke konkluderes det i betænkningen, at samtykkes betydning for, hvornår noget er en tilladt henholdsvis en utilladt handling, bør fremgå direkte af lovgivningen. En ren samtykkebaseret regulering, hvor samtykket er det grundlæggende og eneste element i kriminaliseringen bør dog ifølge betænkningen ikke indføres. Kriminaliseringen af voldtægt og seksuel tvang bør således fortsat tage udgangspunkt i, om der er udvist tvang eller udnyttelse. Det foreslås imidlertid i betænkningen, at der i den svenske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser indsættes en ny samtykkebaseret bestemmelse om straf for seksuelt overgreb. Med den foreslåede bestemmelse kriminaliseres gennemførelse af en seksuel handling med en person uden dennes tilladelse. Det foreslås, at bestemmelsen skal være subsidiær i forhold til bestemmelserne om voldtægt og seksuel tvang og således kun skal kunne anvendes, hvis gerningen ikke er omfattet af disse bestemmelser.

Herudover foreslås det i betænkningen, at voldtægtsbestemmelsen udvides, således at det ikke blot er strafbart at udnytte en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand, men også at udnytte en person, som på anden måde har særlig vanskeligt ved at værne om sin seksuelle integritet.

Det foreslås endvidere, at anvendelsesområdet for bestemmelsen om voldtægt mod børn udvides, således at visse overgreb, som efter de gældende regler er omfattet af den mere lempelige bestemmelse om seksuelt overgreb mod børn, i stedet skal anses som voldtægt. Hensigten hermed er særligt at fremhæve, at bedømmelsen af en seksuel handling mod et barn ikke skal foretages på samme måde, som når handlingen begås mod en voksen. I tillæg hertil foreslås det, at strafferammen for seksuel udnyttelse af børn og groft seksuelt overgreb mod børn skærpes. Det foreslås desuden, at bestemmelsen om seksuelt forulempende overgreb udvides, herunder som følge af de krav, der følger af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug, således at det bl.a. udtrykkeligt bliver strafbart at få et barn til at bevidne en seksuel handling.

Der henvises om svensk ret og det svenske reformarbejde på området nærmere til kapitel 7, afsnit 4.4.

Kapitel 5: Straffelovrådets overordnede overvejelser om kriminalisering af seksuelle overgreb

1. Indledning

Selv om straffelovens kapitel 24 har været ændret flere gange, har den grundlæggende struktur i kapitlet været stort set uændret siden 1930.

Kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden omfatter bestemmelser om samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som er opnået ved tvang eller udnyttelse mv., bestemmelser om overgreb mod mindreårige, om rufferi og om børnepornografi samt bestemmelser om blufærdighedskrænkelse og utugtig adfærd.

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om overgreb i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje er udformet med udgangspunkt i et krav om udøvet tvang (vold, trusler), udnyttelse eller misbrug, jf. straffelovens §§ 216-221. Et fællestræk for disse bestemmelser er således, at det seksuelle forhold skal være opnået på en sådan måde eller under sådanne omstændigheder, at der ikke foreligger et gyldigt samtykke fra offerets side.

Det har i en række sammenhænge været overvejet, hvorvidt det gældende krav om, at gerningsmanden skal have udøvet tvang mv., bør bevares, eller om kriminaliseringen af ufrivillig seksuel adfærd i stedet bør tage udgangspunkt i, om offeret har samtykket i den seksuelle aktivitet.

Med hensyn til den grundlæggende struktur i straffelovens kapitel 24 vil der bl.a. også kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt bestemmelserne om rufferi mv. forsat bør være en del af straffelovens kapitel 24, samt om bestemmelsen i straffelovens § 210 om incest bør flyttes til kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden.

2. Samtykke som en del af kriminaliseringen i kapitel 24

2.1. I forhold til, hvilke handlinger der i straffelovens kapitel 24 bør kriminaliseres som ufrivillige seksuelle handlinger, bemærkes, at udgangspunktet for kriminaliseringen af seksualforbrydelser også fremover efter Straffelovrådets opfattelse bør være et værn af den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og seksuel integritet.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om kriminalisering af ufrivilligt samleje mv. bør udformes ud fra et krav om manglende samtykke, kan det indledningsvis anføres, at det allerede efter den gældende kriminalisering er en klar forudsætning, at handlingen er gennemført uden et gyldigt samtykke, jf. herved kravene om tvang og udnyttelse mv. i straffelovens §§ 216-221.

En samtykkebaseret kriminalisering af ufrivilligt samleje mv. vil i praksis kunne udformes ved, at voldtægtsbestemmelsen – i stedet for krav om vold eller trussel om vold – baseres på et krav om manglende (gyldigt) samtykke, idet også forhold omfattet af straffelovens §§ 217-221 i givet fald må antages at ville blive omfattet af en sådan udformning af voldtægtsbestemmelsen. En voldtægtsbestemmelse baseret på et krav om manglende samtykke ville i sin rene form betyde, at det gældende tvangselement i bestemmelsen ville bortfalde. De meget forskelligartede overgreb i straffelovens §§ 216-221 og den dermed varierende alvorlighed af overgrebene ville imidlertid efter Straffelovrådets vurdering nødvendiggøre en række sidestrafferammer, som formentlig ville få lighed med de gældende strafferammer i bestemmelserne. Der ville således efter Straffelovrådets vurdering henset til den forskellighed, som overgrebene i §§ 216-221 har, ikke blive tale om en ren samtykkebaseret bestemmelse med én samlet strafferamme, men derimod om en bestemmelse, som i vidt omfang må antages at ville komme til at svare til den gældende retstilstand. Der ville således fortsat være behov for i loven at markere forskellige grader af alvor af forskellige former for ufrivillige seksuelle forhold.

Udgangspunktet for straffelovens bestemmelser om ufrivilligt samleje mv. er efter de gældende bestemmelser – og bør som nævnt ovenfor også fremover efter Straffelovrådets opfattelse være – beskyttelsen af den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle integritet. Spørgsmålet om, hvorvidt der er givet samtykke til en seksuel handling, er således af central betydning for vurderingen af, om handlingen er udtryk for en seksualforbrydelse.

2.2. Det kan til støtte for indførelsen af en samtykkebaseret kriminalisering anføres, at en sådan regulering ville kunne understøtte det grundlæggende udgangspunkt om, at alle seksuelle handlinger skal bygge på frivillighed. En sådan udformning af voldtægtsbestemmelsen ville således kunne tydeliggøre beskyttelsen af den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle integritet og ville samtidig kunne markere samfundets afstandstagen til seksuelle handlinger, som ikke er baseret på frivillighed.

Selv om selvbestemmelsesretten er den afgørende beskyttelsesinteresse ved kriminaliseringen af seksualforbrydelser, er det imidlertid ikke givet, at lovgivningen bør udformes således, at manglende samtykke udgør gerningsindholdet i kriminaliseringen. Beskyttelseshensynet vil også kunne varetages ved, at lovgivningen – som efter den gældende regulering – angiver, i hvilke situationer et gyldigt samtykke ikke foreligger eller ikke er relevant.

Det er i den forbindelse bl.a. af betydning, at der ikke findes en fast afgrænsning eller definition af samtykkebegrebet. Det vil eksempelvis ikke være tilstrækkeligt at stille krav om, at offeret tilkendegiver at ville medvirke til samlejet, idet en sådan tilkendegivelse vil kunne være frembragt ved trusler mv.

Afgrænsningen mellem, hvad der anses som en seksualforbrydelse, og hvad der anses som en accepteret form for seksuel adfærd, er således ikke givet med en samtykkebaseret regulering, og det kan ved en sådan regulering være særdeles vanskeligt at afgrænse, hvad der – ud over tilfælde af tvang i form af vold mv. – udgør en ufrivillig seksuel handling, herunder hvilke seksuelle handlinger det er normalt at samtykke til.

Vanskeligheden ved at beskrive og afgrænse kriminaliseringen af ufrivillige seksuelle handlinger blandt normale voksne mennesker på en hensigtsmæssig måde skyldes selve seksualitetens karakter af en som udgangspunkt naturlig og ønskelig menneskelig aktivitet mellem oftest to personer. Der vil således kun sjældent være vidner til selve den seksuelle aktivitet mellem de implicerede. Det afgørende kriterium for, om den seksuelle aktivitet er ønskelig eller integritetskrænkende, er som udgangspunkt, om deltagelsen i den seksuelle aktivitet er frivillig.

Frivilligheden kommer til udtryk ved, at begge parter accepterer (samtykker i) den seksuelle aktivitet, men diskussionen om brugen af samtykke som afgørende kriminaliseringskriterium har naturligt taget udgangspunkt i, om forurettede (offeret) har givet samtykke til den seksuelle aktivitet.

Samtykket har en traditionel juridisk tilknytning til aftale- og erstatningsretten. Her vil det udtrykkelige eller stiltiende samtykke (accept) kunne være afgørende for, om en aftale anses for indgået, eller om erstatningsansvar er pådraget.

Det kan umiddelbart være vanskeligt at overføre denne traditionelle samtykkekonstruktion til seksuelle forhold. Uanset at det ikke kan afvises, at der kan findes lighedspunkter mellem de nævnte retsområder og vurderingen af, om en bestemt seksuel aktivitet er frivillig eller ej, er det således formentlig en almindelig antagelse, at sædvanlig seksuel aktivitet mellem voksne mennesker ikke er præget af, at der – når bortses fra prostitution – indgås nogen aftaler om, sker nærmere drøftelser af eller på anden måde nogen formalisering af den seksuelle aktivitet. Blandt mennesker, der ikke tidligere har haft et seksuelt forhold til hinanden, vil aktiviteten vel ikke sjældent været præget af, at den ene part som den aktive forsøger at komme så langt i retning af den ønskede aktivitet, som den anden part tillader. Signalet om, at den ene part ikke ønsker at deltage i yderligere seksuel aktivitet, kan gives på tidspunkter, inden den anden part er ”gået for langt”, eller umiddelbart efter, og hvor der således principielt foreligger en krænkelse, som den aktive part imidlertid næppe har forstået. Seksuelle forhold kan undertiden også være præget af, at den ene eller begge parter er påvirket af spiritus, og spirituspåvirkethed kan sløre evnen til at signalere manglende lyst eller samtykke til seksuel adfærd og evnen til at opfatte et sådant signal.

Som anført er prostitution karakteriseret ved, at der indgås en aftale mellem to personer om, at den ene part mod et økonomisk vederlag vil medvirke til en seksuel aktivitet. Spørgsmålet om kriminalisering af prostitution drejer sig om, hvorvidt en sådan aftale bør kunne indgås – hvilket efter gældende ret ikke er tilfældet i forhold til en mindreårig – eller om andre må medvirke hertil, og er således et ganske andet end det foreliggende om, hvorvidt den seksuelle aktivitet er frivillig eller ej.

Man kunne imidlertid som nævnt ud fra en teoretisk forestilling om, at en samtykkebaseret kriminalisering af seksuelle handlinger kunne være normdannende, argumentere for, at manglende samtykke bør være et afgørende led i kriminaliseringen. I stedet for som i gældende ret at fokusere på, om gerningsmanden har tvunget den forurettede, herunder eventuelt anvendt vold eller truet hermed, kunne man således generelt kriminalisere seksuelle handlinger, som den anden part ikke har samtykket i. Fokus ville derved i et vist omfang vende sig fra objektive kendetegn ved gerningsmandens handlinger til spørgsmålet om, hvorvidt forurettede har givet samtykke til handlingen.

Det har i Norge og Sverige været overvejet at indføre en samtykkebaseret kriminalisering af seksuelle overgreb (voldtægt). Det er dog i forbindelse med disse overvejelser bl.a. blevet anført, at fokus herved i højere grad vil blive rettet mod forurettedes adfærd. Et afgørende spørgsmål vil således være, om forurettede f.eks. gennem sin adfærd har kunnet give gerningsmanden indtryk af eller reelt har indvilliget i den seksuelle aktivitet. I både Norge og Sverige har man afvist at lade voldtægtsbestemmelsen erstatte af en generel samtykkebaseret kriminalisering af seksuelle overgreb under henvisning til bl.a., at et sådant øget fokus på forurettedes forhold ikke er ønskelig.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil der i forhold til både en generel bestemmelse om kriminalisering af seksuelle handlinger med en anden person uden dennes samtykke og efter de gældende straffelovsbestemmelser kunne forekomme betydelige bevisproblemer, som må løses ved en helhedsvurdering af både gerningsmandens og offerets adfærd. Det er dog Straffelovrådets vurdering, at fokus i større omfang end i dag med en samtykkebaseret regulering vil blive rettet mod forurettedes adfærd.

En samtykkebaseret regulering som den nævnte vil endvidere ikke kunne stå alene. En række personer vil således ikke eller bør ikke kunne give et gyldigt samtykke til seksuel aktivitet. Det gælder navnlig børn, sindssyge eller andre, der ikke har evnen til at handle fornuftsmæssigt. Den nævnte regulering vil derfor skulle suppleres af bestemmelser i loven eller bemærkninger i lovens forarbejder om, hvem der kan afgive et gyldigt samtykke, eller en nærmere definition af, hvad et gyldigt samtykke er.

Hertil kommer, at en samtykkebaseret regulering som tidligere nævnt – i forhold til både kriminaliseringens materielle afgrænsning og spørgsmålet om strafferammer – efter Straffelovrådets vurdering må antages at ville få et indhold, som i vidt omfang vil svare til de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 216-221. Dette skyldes, at disse bestemmelser omfatter meget forskelligartede overgreb, og at det på den baggrund er Straffelovrådets opfattelse, at der ikke bør indføres en ren samtykkebaseret bestemmelse med blot én samlet strafferamme for alle de nævnte former for overgreb.

2.3. Sammenfattende lægger Straffelovrådet til grund, at udformningen af de gældende bestemmelser i straffeloven om seksualforbrydelser, der tager udgangspunkt i en beskrivelse af gerningsmandens forhold, ikke har givet anledning til vanskeligheder i retspraksis.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke påvist væsentlige fordele ved at indføre en generel samtykkebaseret kriminalisering af seksuelle handlinger. Der er derimod grund til at antage, at et udtrykkeligt, gyldigt samtykke som forudsætning for lovlig seksuel aktivitet sjældent vil harmonere med seksuallivets realiteter. Bevisførelsen i sager efter en samtykkebaseret straffebestemmelse må således antages i praksis at ville koncentrere sig om, hvorvidt der foreligger objektive omstændigheder i form af vold eller trusler mv., som kan indicere, at der ikke foreligger et stiltiende eller reelt samtykke.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at voldtægtsbestemmelsen alene bør omfatte de mere alvorlige former for seksuelle overgreb. Ved en samtykkebaseret kriminalisering, hvorved voldtægtsbestemmelsen baseres på et krav om manglende samtykke, vil bestemmelsen få et meget bredt anvendelsesområde, idet eksempelvis også overgreb omfattet af straffelovens § 220 om groft misbrug af afhængighedsforhold og § 221 om visse former for svig som nævnt må antages at ville blive omfattet af en sådan udformning af bestemmelsen.

Ud fra tilsvarende synspunkter har man i Norge og Sverige flere gange afvist at indføre en generel samtykkebaseret bestemmelse til afløsning af de gældende bestemmelser om voldtægt mv.

Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering, at der vil være en række fordele forbundet med at opretholde det gældende udgangspunkt i straffelovens kapitel om sædelighedsforbrydelser om så præcist som muligt at beskrive den kriminelle adfærd, som samtidig er udtryk for, at der ikke foreligger et gyldigt samtykke fra den forurettede.

Kriminaliseringen af overgreb i form af samleje mv. bør på den baggrund fortsat bygge på krav om tvang eller udnyttelse mv. og dermed tage udgangspunkt i forskellige typeeksempler på situationer, hvor et reelt frivilligt samtykke ikke foreligger.

En sådan udformning af voldtægtsbestemmelsen og de øvrige bestemmelser om seksuelle overgreb i form af samleje mv. må endvidere efter Straffelovrådets opfattelse antages at være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen M.C. mod Bulgarien, jf. nærmere kapitel 4, afsnit 1 og 2, ovenfor.

Fastholdelsen af tvangselementet betyder også, at den nuværende struktur i straffelovens §§ 216-221 som udgangspunkt efter Straffelovrådets opfattelse bør opretholdes.

2.4. I tillæg til overvejelserne om, hvorvidt kriminaliseringen af overgreb i form af samleje mv. generelt bør bygge på et krav om samtykke, har Straffelovrådet overvejet, om der er grundlag for at indføre en opsamlende samtykkebaseret bestemmelse. Der henvises herom til kapitel 12, afsnit 4.1, nedenfor.

3. Indholdet og opbygningen af kapitel 24

Straffelovrådet har overvejet, om bestemmelserne om rufferi mv. forsat bør være en del af straffelovens kapitel 24. Navnlig fordi det bærende hensyn bag bestemmelserne i dag bør være at beskytte prostituerede mod (seksuel) udnyttelse, finder Straffelovrådet, at bestemmelserne fortsat bør være placeret i straffelovens kapitel 24. Der henvises herom til kapitel 19, afsnit 6.2.10, nedenfor.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, om bestemmelserne om incest i straffelovens § 210 bør flyttes til straffelovens kapitel 24, men har ikke fundet grundlag for at stille forslag herom. Der henvises herom til kapitel 25, afsnit 4.5, nedenfor.

Med hensyn til opbygningen af straffelovens kapitel 24 finder Straffelovrådet som nævnt i afsnit 2 ovenfor, at den nuværende struktur i straffelovens §§ 216-221 som udgangspunkt bør opretholdes. Straffelovrådet finder således, at en opbygning af kapitlet, som starter med den alvorligste forbrydelse – voldtægt – og dernæst fortsætter med de øvrige forbrydelser vedrørende seksuelt forhold uden (gyldigt) samtykke, stadig vil være passende. Med hensyn til spørgsmålet om eventuelt at flytte grænserne mellem de forskellige bestemmelser, herunder om forholdet mellem §§ 216-221 og § 222 om seksuelt forhold til barn under 15 år og mellem §§ 216-221 og § 232 om blufærdighedskrænkelse henvises til overvejelserne nedenfor i kapitel 7, afsnit 4.5.4, kapitel 9, afsnit 5, kapitel 13, afsnit 3.3, og kapitel 16, afsnit 2.

Straffelovrådet finder endvidere, at det fortsat vil være hensigtsmæssigt, at de generelle bestemmelser om seksuelt forhold uden (gyldigt) samtykke følges af bestemmelserne om seksuelt forhold til personer under en bestemt alder, jf. straffelovens §§ 222-223 a.

Straffelovrådet foreslår, at de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og 225 om andet heteroseksuelt forhold end samleje og om homoseksuelt forhold slås sammen til én bestemmelse om andet seksuelt forhold end samleje. Der henvises herom til kapitel 16, afsnit 2, nedenfor.

Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om seksuelt forhold bør efterfølges af bestemmelserne om anden seksuel udnyttelse af personer under en vis alder, dvs. bestemmelserne om optagelse af pornografiske fotografier og film og om pornografisk optræden, som i dag findes i straffelovens §§ 230 og 235 a. Straffelovrådet foreslår således, at disse bestemmelser fremover placeres umiddelbart efter hinanden. Der henvises herom til kapitel 20, afsnit 4.3, nedenfor.

Bestemmelsen om uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder eller tilstand, som i dag findes i straffelovens § 226, bør placeres (umiddelbart) efter den sidste af de bestemmelser, den knytter sig til, dvs. umiddelbart efter de netop nævnte bestemmelser om optagelse af pornografiske fotografier og film og om pornografisk optræden. Om Straffelovrådets overvejelser med hensyn til kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder eller tilstand henvises til kapitel 17, afsnit 4, nedenfor.

Bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse, som angår seksuelle krænkelser, som ligger under grænsen for seksuelt forhold, bør placeres i tilknytning til bestemmelserne om seksuelt forhold – og dermed i modsætning til i dag før reglerne om medvirken til andres prostitution.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå ændringer i rækkefølgen af de resterende bestemmelser i straffelovens kapitel 24. Det bemærkes herved, at Straffelovrådet foreslår at ophæve straffelovens §§ 227, 231, 233 og 234 (jf. herom kapitel 9, afsnit 3.3.5, kapitel 19, afsnit 6.1 og 6.2.8, og kapitel 22, afsnit 3, nedenfor), således at rækkefølgen af de resterende bestemmelser i kapitlet vil være bestemmelser om (1) medvirken til andres prostitution (gældende §§ 228 og 229), (2) udbredelse og besiddelse af børnepornografi (gældende § 235) og (3) pålæg til dømte (gældende § 236).

Kapitel 6: Betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”

1. Den gældende terminologi

1.1. Overskriften til kapitel 24 har siden borgerlig straffelov fra 1930 været ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”. Det tilsvarende kapitel i straffeloven af 1866 hed ”Forbrydelser mod Sædeligheden”.

Som det nærmere er beskrevet i kapitel 2, afsnit 1, om baggrunden for kriminaliseringen af forbrydelser mod kønssædeligheden, blev man i forbindelse med udarbejdelsen af straffeloven af 1930 i højere grad end tidligere opmærksom på behovet for en øget beskyttelse af kønsfriheden og dermed af den enkelte mod seksuelle overgreb.

I forbindelse med udarbejdelsen af straffeloven af 1930 blev det endvidere foreslået, at ordet ”Sædelighed” i kapitlets overskrift blev erstattet med ordet ”Kønssædelighed”. I Torps udkast af 1917 (U II) fremgår således følgende om indholdet af kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden (side 187):

”Den systematiske Placering af disse Forbrydelser har altid voldt Tvivl ikke blot i Litteraturen, men ogsaa ved Lovarbejderne; og det er i Virkeligheden højst tvivlsomt, om det er naturligt at sammenfatte disse meget forskelligartede Forbrydelser i et enkelt Kapitel. Nærmest af Hensyn til Traditionen er den i K.U. fulgte Systematik paa dette Punkt dog fulgt ogsaa i nærværende Forslag, medens det er foreslaaet i Kapitlets Overskrift at erstatte Ordet Sædeligheden med det mere adækvate ”Kønssædeligheden”.”

I forslaget til Almindelig Borgerlig Straffelov fra 1924/25, jf. Rigsdagstidende 1924/25, tillæg A, spalte 3370, anføres det endvidere, at kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden rammer en række ret forskelligartede forbrydelser. I forslaget blev forbrydelserne inddelt i 5 grupper: forbrydelser mod kvindens kønsfrihed (omfattet af denne gruppe var bl.a. voldtægt), angreb på unge personers kønssædelighed, kønslig usædelighed mellem personer af samme køn, udnyttelse af andres kønsusædelighed (omfattet af denne gruppe var bl.a. rufferi) og krænkelse af den enkeltes eller samfundets sædelighedsfølelse (omfatte af denne gruppe var bl.a. krænkelse af blufærdigheden og pornografi).

Der kan herudover fra forarbejderne til straffeloven af 1930 henvises til udkast af 1923 (U III) spalte 315.

1.2. Med hensyn til den terminologi, der andre steder er anvendt om bestemmelser svarende til den danske straffelovs kapitel 24, kan det bl.a. nævnes, at kapitel 18 i den grønlandske kriminallov, som i vidt omfang kriminaliserer det samme område som den danske straffelovs kapitel 24, har overskriften ”Seksualforbrydelser”. Kapitlets overskrift var indtil lov nr. 306 af 30. april 2008 ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”.

1.3. Om norsk ret kan det bemærkes, at overskriften til den norske straffelovs kapitel 19 ved lov nr. 76 af 11. august 2000 blev ændret fra ”Forbrydelser mot sedeligheten” til ”Seksualforbrytelser”, jf. nærmere om lovrevisionen af den norske straffelov i 2000 ovenfor i kapitel 4, afsnit 3. Ændringen i 2000 af kapitlets overskrift skete som led i en omstrukturering af kapitlet, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 23ff. I den nye norske straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902, jf. nærmere ovenfor i kapitel 4, afsnit 3, er overskriften til kapitlet om seksualforbrydelser ”Seksuallovbrudd”.

1.4. Ved ændringen af den svenske straffelov i 1984 (Lag 1984:399) blev overskriften til lovens kapitel 6 ændret fra ”Om sedlighetsbrott” til ”Om sexuelbrott”. Om baggrunden for ændringen af overskriften fremgår det af lovforslaget, at begrebet ”sedlighetsbrott” fandtes at være sprogligt forældet, jf. prop 1983/84:105 side 50.

1.5. I den juridiske litteratur er betegnelsen ”sædelighedsforbrydelser” eller ”forbrydelser mod kønssædeligheden” flere steder omtalt eller nærmere beskrevet.

I Den danske Kriminalret – Speciel Del (1955) side 187 definerer Stephan Hurwitz begrebet ”sædelighedsforbrydelser” på følgende måde:

”Sædelighedsforbrydelser er overtrædelser af normer, der under strafansvar regulerer seksuel adfærd.

De vigtigste bestemmelser herom indeholdes i strfl. 1930 kapitel 24 om ”forbrydelser mod kønssædeligheden””

I både Vagn Greve og Thomas Elholm, Forbrydelserne (3. udg. 2011) side 23ff og Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 45ff anføres det, at begrebet ”sædelighedsforbrydelse” henviser til moralnormerne i samfundet.

Endvidere anfører Knud Waaben, a.st., vedrørende udtrykket ”sexualforbrydelse” bl.a. følgende:

”Man kan både i almindelig sprogbrug og i faglig litteratur finde støtte for det synspunkt at udtrykket ”sexualforbrydelse” ikke helt svarer til ”sædelighedsforbrydelse”. Det er snævrere fordi det føles mindre rammende fx. med henblik på pornografi og økonomisk udnyttelse af prostitution. Og det er på den anden side videre fordi det omfatter visse drab, voldsforbrydelser, tyverier mv. begået med et sexuelt motiv. Spørgsmålet er imidlertid ikke af stor praktisk betydning. Begge udtryk sammenfatter meget forskelligartede handlinger, og den strafferetlige interesse knytter sig til de enkelte gerningstypers afgrænsning og til de hensyn der begrunder deres kriminalisering.

Det har heller ikke stor betydning at diskutere hvilke gerningstyper man skal placere i et kapitel om ”forbrydelser mod kønssædeligheden”. Straffelovene viser stort set enighed herom, men dog en vis tvivl i grænseområder, fx. mht. incest og prostitution.

I engelsk ret har de pågældende delikter længe været betegnet som ”sexual offences”. Et skifte i den retlige terminologi er sket i tysk ret hvor udtrykket ”Verbrechen gegen die Sittlichkeit” i 1973 er blevet ændret til det ikke særlig nøjagtige ”Straftaten gegen die sexuelle Selbstbestimmung”. Det tyske Alternativ-Entwurf havde fremhævet at den traditionelle betegnelse bevirkede en risiko for at delikterne blev anskuet ”for meget under moraliserende aspekter”. Samtidig har loven ændret udtryk som ”Unzucht” (i betydningen kønsligt forhold) til ”sexuelle Handlung”. Afgrænsningen skal dog stadig ske under hensyntagen til socialetiske forestillinger. Se også om udtrykkene ”sexuella övergrepp” og ”sexualbrott” de svenske betænkninger SOU 1976:9, 1982:61 og 1986:14.”

I Vagn Greve og Thomas Elholm, a.st., anvendes rubrikken ”kønsfrihedsforbrydelser” i stedet for betegnelsen ”seksualforbrydelser”. Det anføres i den forbindelse, at rubrikken er valgt for at markere, at kriminaliseringsbegrundelsen ikke længere er bruddet på samfundets sædelighedsnormer, og at gerningspersonens motivation (seksualdriften) ikke er det afgørende for den strafferetlige bedømmelse.

2. Straffelovrådets overvejelser

2.1. Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 3, har der i den offentlige debat været rejst kritik af, at bestemmelserne om voldtægt mv. er placeret i straffelovens kapitel om forbrydelser mod kønssædeligheden. Det har således været anført, at placeringen signalerer, at voldtægt mv. udgør en krænkelse af den offentlige moral og ikke en krænkelse af den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og integritet.

Det kan hertil om det materielle indhold af bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om voldtægt mv. nævnes, at der hverken i lovens forarbejder, den juridiske litteratur eller i retspraksis er grundlag for at antage, at bestemmelserne ikke anses at beskytte den enkeltes integritet og ret til seksuel selvbestemmelse.

Om betydningen af den terminologi, der anvendes i forbindelse med straffelovens kapitel 24, fremgår det endvidere af den juridiske litteratur, at spørgsmålet om, hvorvidt betegnelsen ”sædelighedsforbrydelse” eller ”seksualforbrydelse” bør foretrækkes, ikke er af stor praktisk betydning, idet begge udtryk sammenfatter meget forskelligartede handlinger, og idet den strafferetlige interesse knytter sig til de enkelte gerningstypers afgrænsning og til de hensyn, der begrunder deres kriminalisering.

Heroverfor kan det dog særligt anføres, at det på baggrund af karakteren af de fleste af de forbrydelser, der er omfattet af straffelovens kapitel 24, er væsentligt, at der ikke kan opstå tvivl om, at hensigten med bestemmelserne er at beskytte den enkeltes integritet og frihed til selv at bestemme, hvem han eller hun vil have et seksuelt forhold med.

2.2. Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at overskriften til straffelovens kapitel 24 bør ændres til ”Seksualforbrydelser”.

Straffelovrådet har herved navnlig lagt vægt på, at den nuværende overskrift må anses som sprogligt forældet, og at det henset til karakteren af de fleste af de forbrydelser, der er omfattet af straffelovens kapitel 24, er væsentligt at modvirke et eventuelt indtryk af, at hensigten med bestemmelserne ikke er at beskytte den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og seksuel integritet.

Det bemærkes desuden, at både den norske og den svenske straffelov anvender overskriften ”Seksualforbrydelser” (”Seksuallovbrudd” og ”Om sexuelbrott”), og at det tilsvarende kapitels overskrift i den grønlandske kriminallov ved den seneste lovrevision i 2008 blev ændret til ”Seksualforbrydelser”.

Kapitel 7: Straffelovens § 216 – voldtægt

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 216

Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffen kan efter § 216, stk. 2, stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Bestemmelsen er ikke længere begrænset til forhold, der begås af mænd over for kvinder, men forudsætter, at der er tale om et heteroseksuelt forhold, idet samleje altid under straffeloven af 1930 er blevet forstået som betegnelse for et seksuelt forhold mellem mand og kvinde, som omfatter indførelse af det mandlige kønslem (penis) i kvindens skede (vagina), jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 295. Om fuldbyrdelse fremgår det endvidere af Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 49, at ”Voldtægt fuldbyrdes ved opnåelse af samleje. Forud herfor foreligger der forsøg hvis forsættet er rettet på samleje. Hvis en person ved de i § 216 nævnte midler opnår anden kønslig omgang end samleje straffes han efter § 224, jfr. § 216 (…). Her kan på tilsvarende måde dømmes for forsøg såfremt ”kønslig omgængelse” ikke har fundet sted.”

Bestemmelsen omfatter således direkte alene tiltvingelse af heteroseksuelt (vaginalt) samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til tiltvingelse af anden heteroseksuel eller homoseksuel kønslig omgængelse.

Samleje skal efter bestemmelsen være tiltvunget. Tvangen kan være udøvet ved vold, ved trussel om vold eller ved ikke voldelig hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Vold omfatter fysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang (hvor gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere holder offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i form af kompulsiv tvang (hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre modstand).

Det følger af, at samlejet skal være tiltvunget, at der skal være årsagssammenhæng mellem voldsudøvelsen og samlejet. Dette krav indebærer, at samlejet er gennemført mod den forurettedes vilje, men ikke at denne skal fortsætte med at gøre modstand efter den første voldsudøvelse, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side 297. Ifølge Knud Waaben, a.st., side 50, er der formodning for årsagssammenhæng, ”når der er bevis for vold eller trussel om vold og for en af offeret tilkendegivet og af gerningsmanden opfattet modstand”.

Overtrædelse af bestemmelsen forudsætter, at gerningsmanden har handlet forsætligt i relation til alle led i gerningsindholdet i § 216. Af særlig betydning i denne sammenhæng er det, at forsæt til at tvinge sig til samleje mangler, hvis gerningsmanden ikke har opfattet offerets modstand som alvorligt ment, jf. herved Vagn Greve m.fl., a.st., side 300 og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 21.

Den skærpede strafferamme i § 216, stk. 2, er forbeholdt tilfælde, hvor ”voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder”.

Den omstændighed, at der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse, eller at gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i en tilsvarende forbrydelse, vil ikke uden videre bringe forholdet ind under den skærpede bestemmelse i stk. 2. Det samme gælder med hensyn til andre almindelige skærpelsesmomenter, som f.eks. at der er tale om overfald på en ubekendt, eller at voldtægten er begået af flere i forening. Sådanne omstændigheder vil imidlertid kunne foreligge på en sådan måde eller i en sådan kombination, at sagen som helhed får en så graverende karakter, at der er grundlag for at anvende den skærpede strafferamme, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 50, hvortil der er henvist i forarbejderne til lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Folketingstidende 1980/81, tillæg A, spalte 4000-4001).

Voldtægt ”af særlig farlig karakter” vil ofte foreligge, hvis gerningsmanden har anvendt kniv eller særligt farlige greb om halsen, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side 298f.

Om bestemmelsen i § 216 kan der bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side 294ff, Knud Waaben, a.st., side 48ff, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret – Speciel Del (1955) side 187ff, Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 510ff og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 16ff.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Indledning

Der kan indledningsvis være grund til at fremhæve, at forhold, der består i opnåelse af samleje ved tvang, lige siden straffeloven af 1866 har været fordelt på to eller flere paragraffer, hvis affattelse har varieret noget.

Straffeloven af 1866 indeholdt to bestemmelser om voldtægt. § 168 beskrev forbrydelsen som tiltvingelse af samleje ved ”Vold eller Trudsler om øieblikkelig livsfarlig Vold”. Strafferammen var ikke den samme for angreb på ”uberygtet” og ”berygtet” kvinde. § 169 handlede om trusler, som uden at høre til de i § 168 nævnte ”med Føie kunne antages at medføre Fare for hendes eget eller hendes nærmestes Liv, Helbred eller Velfærd”.

Straffeloven af 1866 benyttede ikke betegnelsen ”voldtægt”, men det fremhævedes af Goos, Den danske Strafferets specielle Del, bd. I (1895) side 389, at §§ 168 og 169 tilsammen omfattede ”de Forbrydelser, som i dansk Ret kunne henføres under den i Sproget hjemlede betegnelse Voldtægt”. Straffeloven af 1866 indeholdt i øvrigt nogle supplerende bestemmelser om anvendelse af tvang, bl.a. §§ 170 og 171.

I udkast til ny straffelov af 1912 (U I), Torps udkast af 1917 (U II) og udkast af 1923 (U III) var der enighed om at nøjes med én bestemmelse om voldtægt og at tilføje en supplerende bestemmelse om visse andre former for tvang.

Torp fremhævede i U II, at der er en væsentlig forskel mellem på den ene side de gerningsmænd, der ”angriber den første den bedste Kvinde, som krydser deres Vej,” og på den anden side dem, hvis handling går ud over en kvinde, de kender, især hvor der i forvejen har bestået et seksuelt forhold mellem dem. Meningen var ikke, at voldtægtsbestemmelsen skulle være begrænset til den førstnævnte gruppe. Torp fremhævede tværtimod, at forhold af den sidstnævnte art kunne være lige så grove og strafværdige. Han ønskede imidlertid at tage til orde for en mulighed for lavere voldtægtsstraf i visse tilfælde, og hans forslag resulterede i straffeloven af 1930 i en bestemmelse i § 216 om lavere strafmaksimum for voldtægt i tilfælde, hvor ”Kvinden forud [har] staaet i mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden”. I U III fremgår det ligeledes, at kommissionen lagde vægt på, om kvinden i forvejen havde stået i kønsligt forhold til gerningsmanden, og foreslog, hvor dette var tilfældet, en mildere straf. I overensstemmelse med Torps forslag kom både voldtægtsbestemmelsen og den nævnte regel om straflempelse til at omfatte forhold begået mod en ægtefælle. Det var dengang et meget omdiskuteret spørgsmål, om der burde være strafansvar for voldtægt mod hustruen.

I overensstemmelse med U II og U III blev § 216 om voldtægt i straffeloven af 1930 affattet således, at den omfattede tiltvingelse af samleje med en kvinde ”ved Vold, Frihedsberøvelse eller Fremkaldelse af Frygt for hendes eller hendes nærmestes Liv, Helbred eller Velfærd”.

Ligeledes i overensstemmelse med U II og U III blev der i § 218 givet en subsidiær bestemmelse om den, som udenfor de i § 216 nævnte tilfælde skaffer sig samleje med en kvinde ”ved Trusel om Vold, om Frihedsberøvelse eller om Sigtelse for strafbart eller ærerørigt Forhold”. I tilfælde, der grænsede op til voldtægt, havde det hidtil været almindeligt at dømme for blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang (straffeloven af 1866 §§ 185 og 210), men det blev i U III spalte 319-320 antaget, at den nye § 218 fremtidig ville frembyde en bedre løsning. Faktisk fik § 218 dog ikke ret stor betydning i praksis.

1.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 216 følgende ordlyd:

”§ 216. Den, som tiltvinger sig Samleje med en Kvinde ved Vold, Frihedsberøvelse eller Fremkaldelse af Frygt for hendes eller hendes nærmestes Liv, Helbred eller Velfærd, straffes for Voldtægt med Fængsel fra 1 til 16 Aar, under særdeles skærpende Omstændigheder paa Livstid. Har Kvinden forud stået i mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden, er Straffen Fængsel indtil 8 Aar.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) §§ 203, 204 og 206 samt side 201-02. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) §§ 195 og 196 samt side 189-94 og udkast af 1923 (U III) § 196 og § 197, stk. 2, samt spalte 317-19. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3370-72 (§ 218 og § 219, stk. 2), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5374 (§ 216 og § 217, stk. 2).

1.2.3. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) fik § 216 følgende affattelse:

”§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold eller ved fremkaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd, straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.

Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen.”

Baggrunden for den ændring af § 216, som blev foreslået med lovforslaget, var bl.a., at der havde været en offentlig debat om bestemmelsen og dens anvendelse i praksis. Denne debat havde til dels angået bevisproblemer, men havde også omfattet spørgsmål om en ændret udformning af § 216. Der havde således været peget på spørgsmålet om generelt at ophæve det daværende strafminimum på fængsel i 1 år og på spørgsmålet om at foretage en opdeling af bestemmelsen, således at der skulle fastsættes to forskellige strafferammer for henholdsvis voldtægt af en særlig grov karakter og voldtægt, hvor der navnlig på grund af et forudgående selskabeligt samvær, eventuelt i forbindelse med en vis letsindighed fra kvindens side, forelå formildende omstændigheder. Om disse sidstnævnte tilfælde blev udtrykket ”forberedt voldtægt” anvendt.

Lovforslaget byggede på en udtalelse fra Straffelovrådet af 26. januar 1966. Rådets udtalelse vedrørende voldtægt blev gengivet i lovforslagets bemærkninger, og der fremgår heraf bl.a. følgende vedrørende spørgsmålet om at opdele voldtægtsbestemmelsen (Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2465-66):

”For straffelovrådet har det været et hovedspørgsmål, om den gældende lovbestemmelse i § 216 (...) burde opdeles i to voldtægtsregler, herunder en regel med en lavere strafferamme omfattende, hvad der er blevet betegnet som ”forberedt voldtægt”. (...)

Den gennemgang af det omtalte sagsmateriale, straffelovrådet har foretaget, har vist, at der i sagerne forekommer en række forskellige momenter af formildende og skærpende karakter. Det synes ikke muligt at trække enkelte, klare momenter frem, der alene skulle kunne begrunde henførelse til en mildere bestemmelse. Skulle man søge at opstille en særlig voldtægtsbestemmelse, der omfattede sådanne tilfælde, hvor en mildere bedømmelse forekommer velbegrundet, måtte bestemmelsen derfor formuleres så vagt, at den ikke ville yde anklagemyndighed og domstole nogen nævneværdig vejledning ved sagernes bedømmelse. Man må også være opmærksom på, at en bestemmelse, der særlig fremhæver kvindens forhold, kan fremme en uheldig tendens til under bevisførelse og procedure at fremkomme med ufordelagtige oplysninger og udtalelser om kvinden.

I overensstemmelse med udtalelserne fra statsadvokaterne, der har henvist til den konkrete bedømmelse af samtlige den pågældende sags momenter, som er påkrævet ved afgørelsen af disse sager, må straffelovrådet herefter indstille, at § 216 fortsat udformes således, at samtlige voldtægtsforhold undergives en fælles strafferamme.”

Med lovforslaget blev strafferammen for voldtægt ændret, således at det tidligere strafminimum på fængsel i 1 år blev ophævet og det tidligere strafmaksimum på 16 års fængsel (under særdeles skærpende omstændigheder fængsel på livstid) blev ændret til fængsel indtil 10 år. Som begrundelse for at sænke strafmaksimum blev der bl.a. henvist til, at der i praksis sjældent blev idømt højere straffe end fængsel i 4 år.

Samtidig blev den tidligere undtagelsesregel i § 216, 2. pkt., hvorefter strafferammen var fængsel indtil 8 år, når kvinden havde stået i mere varigt forhold til gerningsmanden, ophævet. Det blev i den forbindelse bl.a. anført, at bestemmelsen efter alt at dømme havde været uden praktisk betydning, og at en lempelsesregel for disse tilfælde ville være overflødig med de foreslåede ændringer af § 216.

Den foreslåede bestemmelse i § 216, stk. 2, svarede i realiteten til den tidligere regel i § 217, stk. 2, 2. pkt., men det fandtes af systematiske grunde mest rigtigt at placeres reglen i voldtægtsbestemmelsen.

Endelig blev tvangsmidlet ”frihedsberøvelse” med lovændringen udeladt af opregningen af tvangsmidler i § 216, idet det blev anført, at medtagelsen af dette tvangsmiddel ikke kunne antages at have haft nogen selvstændig betydning ved siden af paragraffens øvrige indhold og bestemmelsen i § 217.

1.2.4. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 216 sin nuværende affattelse med hensyn til gerningsindholdet, idet lovændringen i 2002 alene berørte bestemmelsens strafferamme, jf. herom afsnit 1.2.6 nedenfor.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse og indebar, at tilfælde, hvor samleje tiltvinges ved vold eller trussel om vold, altid skal bedømmes efter § 216 om voldtægt og ikke vil kunne henføres under § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang. Samtidig blev strafferammen for bl.a. voldtægt foreslået opdelt i en normalstrafferamme med et maksimum på fængsel indtil 6 år og en forhøjet sidestrafferamme på fængsel indtil 10 år omfattende tilfælde, hvor voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Baggrunden for lovændringen var, at anvendelsen af straffelovens §§ 216 og 217 havde givet anledning til kritik. I den offentlige debat havde det navnlig været kritiseret, at en række forhold, som efter almindelig opfattelse var voldtægt, i nævninge- og tiltalepraksis blev henført under § 217 om ulovlig tvang.

Til nærmere belysning af berettigelsen af den rejste kritik gennemgik Straffelovrådet som led i sine overvejelser et meget betydeligt antal sager om anvendelsen af straffelovens § 217. På denne baggrund er bl.a. følgende anført i betænkning nr. 914/1980 side 40-42:

”De foreliggende oplysninger om tiltale- og domspraksis viser efter straffelovrådets opfattelse tydeligt, at den nuværende anvendelse af §§ 216 og 217 ikke er tilfredsstillende. Der må gives kritikken medhold i, at for mange forhold henføres under § 217, skønt de efter de oplysninger, der indeholdes i dommene, burde bedømmes som voldtægt efter § 216. Dette er primært et resultat af nævningeafgørelser og af den tiltalepraksis, som anklagemyndigheden har fulgt i sager, hvor den ikke har ment at kunne vente domfældelse efter § 216 ved nævningeting. (…)

Rådet finder det bl.a. meget betænkeligt, at der i praksis er en udtalt tilbøjelighed til at undgå anvendelsen af § 216 i de tilfælde, der ofte betegnes som ”forberedt voldtægt”. Dette udtryk er i sig selv uheldigt, fordi det let opfattes på en sådan måde, at kvinden anses som den, der ved sit eget forhold lægger op til, at hun bliver offer for en forbrydelse. Uanset karakteren af en forudgående kontakt mellem parterne bør kvinden være beskyttet mod de former for tvang, som efter § 216 udgør voldtægt. Det er givet, at en forudgående kontakt gennem restaurationsbesøg og lignende kan medføre særlige bevisproblemer. Hvis der imidlertid er bevis for, at gerningsmanden har opnået samleje ved tvang og har forstået dette – og disse betingelser er fælles for § 216 og § 217 – skal forholdet henføres under § 216, såfremt den udøvede tvang er omfattet af denne bestemmelse. Mangler der på den anden side bevis for, at samleje er opnået mod kvindens vilje, eller må det antages, at gerningsmanden har anset samlejet for frivilligt fra kvindens side, kan hverken § 216 eller § 217 anvendes. § 217 kommer derfor kun i betragtning i tilfælde, hvor der er bevis for en ulovlig tvang, der ikke er omfattet af § 216. Dette beror på en konkret bedømmelse af beviserne, og § 217 kan ikke foretrækkes alene af den grund, at forholdet som følge af parternes forudgående samvær eller bekendtskab henføres til kategorien ”forberedt voldtægt”.

Som det fremgår af de foregående afsnit, forekommer det imidlertid også i andre tilfælde end de her omtalte forudgående bekendtskaber, at forhold, der er omfattet af § 216, henføres under § 217.”

Straffelovrådet foreslog på den anførte baggrund en ændret formulering af § 216, således at denne bestemmelse kom til at omfatte alle tilfælde, hvor samleje tiltvinges ved vold eller trussel om vold. Der blev samtidig foreslået en omformulering af § 217, således at det blev klargjort, at tvang i form af vold og trussel om vold ikke længere var omfattet af denne bestemmelse, men henhørte under voldtægtsbestemmelsen i § 216.

Endvidere blev bestemmelserne i §§ 216 og 217 af Straffelovrådet foreslået ændret, således at de ikke længere var begrænset til forhold, der begås mod kvinder.

Vedrørende den sænkelse af strafferammen for voldtægt, som lovændringen indebar, fremgår bl.a. følgende af lovforslagets forarbejder med henvisning til Straffelovrådets betænkning (Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4000-4001):

”Men også bortset fra sammenhængen med nævningereglerne må det efter rådets opfattelse overvejes, om ikke et strafmaksimum på 10 års fængsel er for højt for det store flertal af voldtægtstilfælde. Det store flertal af straffe efter §§ 216-217 ligger på et niveau af maksimalt 2-3 års fængsel (…) og rådet finder det ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, således at der fastsættes en normalramme på fængsel i højst 6 år, suppleret med en skærpet ramme på fængsel i højst 10 år for særligt grove tilfælde af voldtægt.

Det foreslåede normalmaksimum på 6 år indebærer i overensstemmelse med principielle synspunkter vedrørende fastsættelsen af strafmaksima (...) at man undgår et strafmaksimum, der ligger unødigt højt i forhold til det strafniveau, som der typisk er brug for. Rådet gør opmærksom på, at det nævnte normalmaksimum på 6 år på papiret vil indebære en skærpelse for de tilfælde, der i dag henføres til § 217, hvor strafmaksimum er 4 år, men det understreges, at der ikke herved tilsigtes en almindelig skærpelse af kursen ved strafudmåling i de omhandlede tilfælde. Flertallet af de tilfælde, der vil blive henført under § 216 i stedet for § 217, vil formentlig udmålingsmæssigt blive bedømt som hidtil.

I visse sager vil der være behov for en straf på 6 års fængsel eller derover, og straffelovrådet anser det blandt andet af denne grund for rigtigst, at der i § 216 bevares en mulighed for i grove tilfælde at udmåle straf indenfor et maksimum på 10 års fængsel.

Efter straffelovrådets forslag skal den skærpede straffebestemmelse i § 216, stk. 2, tage sigte på tilfælde, hvor ”voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.” Om forståelsen henvises til betænkningen side 50.”

Af lovforslagets bemærkninger fremgår endvidere, at Justitsministeriet kunne tiltræde de synspunkter og forslag, som var kommet til udtryk i Straffelovrådets betænkning, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4002-4003:

”Det er justitsministeriets opfattelse, at de af straffelovrådet foreslåede ændringer af gerningsbeskrivelsen i straffelovens §§ 216-217 vil kunne give grundlag for en mere tilfredsstillende anvendelse af voldtægtsreglen, der herved også kommer i bedre overensstemmelse med den almindelige opfattelse af begrebet voldtægt.

Straffelovrådets forslag om udformningen af strafferammerne for voldtægt (…) indebærer en opspaltning af strafferammerne i forskellige rammer for grove og mindre grove forhold. Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en sådan opspaltning af de pågældende strafferammer. Det kan give anledning til betænkelighed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt gælder et strafmaksimum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbrydelsens karakter.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der i ordinære tilfælde af voldtægt (...) bør gælde et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år (...) En strafferamme på højst 6 års fængsel vil efter de af straffelovrådet fremhævede statistiske oplysninger være fuldt tilstrækkelig med henblik på sådanne ukvalificerede overtrædelser. (…)

Spørgsmålet om strafmaksimum i de normale tilfælde må også ses i sammenhæng med de foreslåede højere strafferammer for tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Straffelovrådets forslag om udformningen af skærpelseskriterierne vil efter justitsministeriets opfattelse give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end fængsel i 6 år i de tilfælde, hvor der efter den gældende udmålingspraksis har vist sig behov herfor.

Justitsministeriet finder ligesom straffelovrådet, at det øverste strafmaksimum for voldtægt (...) bør være 10 år. For så vidt angår voldtægt svarer dette til det gældende maksimum, og der tilsigtes ikke med forslaget nogen ændring af det gældende strafudmålingsniveau.”

1.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Straffelovrådet overvejede i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse bl.a. strafferammerne i § 216. Ved sine overvejelser tog rådet udgangspunkt i kriminalstatistikken for 1979-1984, jf. betænkningen side 171 med gengivelse af ”Tabel 21. Ubetinget fængsel for voldtægt m.v. 1979-84.”. Rådet hæftede sig ved, at kun et lille antal fængselsstraffe for voldtægt efter de statistiske oplysninger oversteg 3 år. Rådet sammenfattede herefter sine synspunkter således, jf. betænkning nr. 1099/1987 side 172:

”Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af normalstraffen på 6 års fængsel, og det vil formentlig være overvejende betænkeligt at foreslå en nedsættelse af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel. Herved bemærkes, at den sidstnævnte nedsættelse formentlig kunne øge domstolenes tilbøjelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter § 70 frem for tidsbestemt fængsel i visse, ganske vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere voldtægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.”

1.2.6. Lovændingen i 2002

Ved lovændringen blev strafferammen for forhold omfattet af stk. 1 (voldtægt uden skærpende omstændigheder) forhøjet fra 6 til 8 års fængsel, mens strafferammen for forhold omfattet af stk. 2 (voldtægt af særlig farlig karakter) blev forhøjet fra 10 til 12 år.

Lovændringen tilsigtede en generel forhøjelse af den udmålte straf for voldtægt i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige niveau.

Om baggrunden for lovændringen fremgår det af lovforslagets bemærkninger, at Rigsadvokaten den 15. januar 2001 efter anmodning fra justitsministeren var fremkommet med en redegørelse, der viste, at strafniveauet i voldtægtssager generelt var faldet i 1970’erne og frem til midten af 1980’erne. Redegørelsen viste også, at der ikke var grundlag for at antage, at der skulle have været et yderligere fald i strafniveauet gennem 1990’erne. Rigsadvokatens redegørelse pegede imidlertid på nogle tilfælde, hvor der kunne være grund til at se nærmere på, om strafudmålingen lå på et tilstrækkeligt niveau. Det drejede sig navnlig om overfaldsvoldtægt og herunder særligt forsøg på overfaldsvoldtægt. Endvidere drejede det sig om sager, hvor voldtægten var begået af flere i forening. Om redegørelsen, der blev optrykt som bilag 1 til lovforslaget, anføres bl.a. følgende i lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2930-31:

”I Rigsadvokatens redegørelse er det antaget, at strafniveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder er 6-9 måneders fængsel og for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt fængsel i 1 år og 6 måneder. Ved overfaldsvoldtægt forstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af nogen karakter.

En anden type voldtægtssager er kontaktvoldtægt, hvor parterne umiddelbart forinden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakten til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald. Strafniveauet for denne type sager skønnes i Rigsadvokatens redegørelse for forsøg at svare nogenlunde til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt. Straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mellem 6 måneder og 1 år og 6 måneder, men således at straffen er 6-10 måneder, hvis der ikke er anvendt vold af betydning, eller hvis der ikke i øvrigt foreligger skærpende omstændigheder.

Den tredje gruppe voldtægtssager, som er nævnt i Rigsadvokatens redegørelse, er parvoldtægter. Herved forstås voldtægt mod en nuværende seksualpartner og voldtægt mod en tidligere seksualpartner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten. Normalstraffen for fuldbyrdet parvoldtægt antages at ligge i niveauet 6-8 måneders fængsel.”

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det endvidere, at der i tilknytning til redegørelsen af 15. januar 2001 var iværksat en ordning, hvorefter Rigsadvokaten i et år fik forelagt alle fældende domme i voldtægtssager bl.a. med henblik på at vurdere, om der var behov for at anke domme for at få straffene skærpet. Den 20. august 2001 afleverede Rigsadvokaten en midtvejsredegørelse om strafniveauet i voldtægtssager. Midtvejsredegørelsen, der blev optrykt som bilag 2 til lovforslaget, bekræftede strafniveauet for de forskellige former for voldtægtssager, således som dette var beskrevet i redegørelsen af 15. januar 2001. I tilknytning hertil blev der i lovforslaget bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2931:

”Rigsadvokaten har i tilknytning hertil vurderet, at der næppe er grundlag for at antage, at domstolene på det gældende lovgrundlag vil foretage mere markante, generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer voldtægtssager. Som følge af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager ville en generel ændring af strafniveauet i voldtægtssager i øvrigt ifølge Rigsadvokatens vurdering forudsætte, at Højesteret fik forelagt et noget større antal sager. Rigsadvokaten peger på, at en sådan proces – som altså næppe kan forventes at føre til markante forhøjelser af strafniveauet – må antages at blive langvarig.”

Om skærpelsen af straffen for voldtægt og baggrunden herfor fremgår bl.a. følgende af lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2931:

”Voldtægt er en særlig form for alvorlig personfarlig kriminalitet. Ud over den anvendte vold eller trussel om vold indebærer voldtægt også en grov og traumatiserende krænkelse af ofrets – typisk kvindens – integritet og værdighed. Det nuværende strafniveau afspejler efter Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkelig grad krænkelsen af ofrets integritet og seksuelle selvbestemmelsesret. Der er derfor behov for en generel skærpelse af straffen for voldtægt.

Med den foreslåede forhøjelse af strafferammerne i straffelovens § 216 forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år i forhold til det strafniveau, der er beskrevet i Rigsadvokatens redegørelse. Det gælder både fuldbyrdede voldtægter og forsøg herpå. Eksempelvis forudsættes det, at straffen for en fuldbyrdet overfaldsvoldtægt i normaltilfældene forhøjes med 1 års fængsel til fængsel i 2 år og 6 måneder.

Normalstraffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder antages i Rigsadvokatens redegørelse fra januar 2001 at være fængsel i 6-9 måneder. Der er således en betydelig forskel mellem straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt og straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Med lovforslaget er det som nævnt hensigten, at også straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder forøges med 1 år i forhold til det strafniveau, der er beskrevet i Rigsadvokatens redegørelse. Udmålingen af straffen forudsættes dog i højere grad at blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for de grovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt kommer til at ligge tæt på niveauet for fuldbyrdede overfaldsvoldtægter. Der tænkes her særligt på den type sager, hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget kun mislykkes på grund af ofrets modstand.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der endvidere ikke i den nuværende praksis tillagt det forhold, at en voldtægt er begået af flere gerningsmænd i forening, tilstrækkelig vægt i skærpende retning. Gruppevoldtægter med anvendelse af den betydelige overmagt, der ligger i, at der er flere gerningsmænd, må normalt antages at indebære et særligt voldsomt og traumatiserende overgreb på ofret. Det forudsættes derfor, at det forhold, at en voldtægt er begået af flere gerningsmænd i forening, tillægges en særlig vægt i skærpende retning. I sager om voldtægt med flere gerningsmænd bør der således ske en yderligere strafskærpelse i forhold til strafniveauet i voldtægtssager med kun én gerningsmand. Det bør også tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om voldtægt begået mod et barn. Herudover bør der ske en yderligere strafskærpelse det vil sige ud over den generelle strafforhøjelse i størrelsesordenen 1 år i sager, hvor voldtægten har haft en særlig tidsmæssig udstrækning.”

1.2.7. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) blev der foretaget en modernisering af strafferammerne i straffeloven, navnlig med henblik på, at strafferammerne skulle afspejle en nutidig opfattelse af strafværdigheden af de enkelte forbrydelsestyper.

Lovændringen byggede navnlig på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer. I betænkning blev bl.a. følgende anført om straffelovens §§ 216 og 217, jf. betænkningen side 719-21:

”Som anført i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum (…) er Straffelovrådet enigt i, at der bør ses med stor alvor på den personfarlige kriminalitet, herunder også ud fra hensynet til beskyttelse af den enkeltes kønsfrihed. Rådet er videre enigt i, at der såvel ved strafudmålingen som ved udformningen af strafferammer bør tilstræbes en balance, som afspejler, at forbrydelser mod personer er alvorligere end forbrydelser mod penge. Det er efter rådets opfattelse af væsentlig betydning, at det gennem straffeloven kommer til udtryk, hvorledes samfundet ser på den personfarlige kriminalitet, og at strafferammerne afspejler samfundets klare afstandtagen fra denne form for kriminalitet. (…)

Der har i Straffelovrådet været udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet har været grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksima, som er sket ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestemmelser. Rådet har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om udformningen af strafferammerne for voldtægt, jf. straffelovens §§ 216 og 217, herunder sammenholdt med §§ 224 og 225, men rådet har afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002.

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for så vidt angår forbrydelserne i straffelovens 24. kapitel måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. De betragtninger om strafferammerne for forbrydelser mod kønssædeligheden, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske eller senest tilsigtede udmålingsniveau, sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002.

2.9.2. Straffelovrådet har tidligere opstillet et skema baseret på det angrebne retsgode (…) Heri er voldtægt, jf. § 216, henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Det indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 12 til 10 års fængsel. § 217 om opnåelse af samleje ved anden ulovlig tvang er placeret i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel, hvilket svarer til det nugældende strafmaksimum.

Der er i Straffelovrådet enighed om, at de angivne strafmaksima på en afbalanceret måde afspejler alvoren i den personfarlige kriminalitet, herunder i forhold til berigelseskriminalitet omfattet af § 286, som rådet foreslår tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel (…)

Straffelovrådet gav i 1981-betænkningen udtryk for, at det efter praksis fandtes ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, så der fastsattes en normalramme på indtil 6 års fængsel suppleret med en skærpet ramme på indtil 10 års fængsel for særligt grove tilfælde af voldtægt. Det foreslåede normalmaksimum indebar i overensstemmelse med principielle synspunkter vedrørende fastsættelse af strafmaksimum, at man undgik maksima, der ligger unødigt højt i forhold til det strafniveau, der typisk er brug for. Rådet fandt det endvidere rigtigst at bevare et maksimum på 10 år bl.a. med sigte på de tilfælde, hvor der kan være behov for straf på 6 års fængsel eller derover (…)

Straffelovrådet har fortsat denne opfattelse. En delt strafferamme på 6 og 10 års fængsel ville stadigvæk være fuldt tilstrækkelig, også når hensyn tages til ønskerne om at skærpe strafniveauet, som er kommet til udtryk ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (…) Straffelovrådet kan endvidere tiltræde 1981-betænkningens synspunkter om udformningen af skærpelseskriterierne (…) Det dér anførte ville efter rådets opfattelse fortsat give tilstrækkelige muligheder for at idømme længere straffe end 6 års fængsel, herunder i de tilfælde hvor der efter motiverne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 opstår behov herfor. Rådet er samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser.”

Justitsministeriet fandt ved lovændringen ikke grundlag for at følge Straffelovrådets anbefaling vedrørende lempelse af strafferammen for § 216, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3312, og lovforslaget og lovændringen medtog således ikke nogen ændring af strafferammen i straffelovens § 216.

2. Beviskrav i voldtægtssager

2.1. Generelt om bevisvurderingen

2.1.1. I sager om voldtægt vil det ofte kun være den tiltalte og den forurettede, som har været til stede ved det egentlige overgreb, og forklaringer afgivet af disse personer vil derfor have en meget afgørende betydning for bevisvurderingen.

Det er i sagens natur meget vanskeligt at udtale sig entydigt om domstolenes bevisvurdering i sager om voldtægt, men ud fra gengivelsen af domme om voldtægt i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret kan det – i det omfang bevisførelsen eller dele heraf er gengivet – konstateres, at forklaringer afgivet af tiltalte eller forurettede i praksis som altovervejende hovedregel vil være understøttet af yderligere beviser som f.eks. lægeerklæringer, udtalelser fra Retslægerådet eller forklaringer afgivet af øvrige vidner.

Disse yderligere beviser vil i de fleste sager ikke udgøre et direkte bevis for, at der er begået en voldtægt, men vil kunne understøtte forurettedes forklaring herom ved eksempelvis at påvise, at der er udøvet vold eller ved at bidrage til at klarlægge tiltaltes eller forurettedes tilstand og handlinger før og efter overgrebet.

Generelt vil bevisvurderingen i domme om voldtægt dog kunne strække sig fra tilfælde, hvor der er et meget klart bevismateriale til tilfælde, hvor der ikke ved domstolenes afgørelse af sagen er henvist til andet bevismateriale end forklaringer afgivet af tiltalte og forurettede.

2.1.2. Domme om voldtægt, hvor der foreligger et meget klart og entydigt bevismateriale i tillæg til forklaringer afgivet af tiltalte og forurettede omfatter bl.a. tilfælde, hvor yderligere personer har været vidne til overgrebet, eller hvor der er foretaget overvågning af det område, hvor overgrebet har fundet sted. Under denne kategori hører eksempelvis også sager, hvor der i tillæg til konstaterede skader på den forurettede er fundet dna-materiale mv. hidrørende fra den tiltalte, eller hvor den forurettede er påført omfattende skader, som er konstateret ved en lægeundersøgelse umiddelbart efter overgrebet, og hvor resultatet af en gynækologisk undersøgelse også svarer til et forklaret overgreb.

Som eksempler på sådanne sager kan der bl.a. henvises til følgende domme:

TfK 2009.122 Ø (1 års fængsel): T blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt over for en ung beruset pige, F, som han havde truffet en tidlig morgen i et S-tog. F havde kysset T i en længere periode, hvorefter hun markerede, at hun ikke ønskede fortsat kontakt med ham. T skubbede herefter F ned på et sæde eller forsøgte herpå 4 gange, lagde sig oven på hende og trak hendes gamacher og trusser ned under bagdelen. Byretten lagde efter bevisførelsen, herunder de afgivne vidneforklaringer samt en videooptagelse fra S-toget til grund, at F i begyndelsen havde været indladende over for T og havde kysset med ham i en længere periode. Efter bevisførelsen i øvrigt, herunder navnlig videooptagelsen, der viste hændelsesforløbet, sammenholdt med F’s forklaring, der virkede troværdig, fandt retten det for godtgjort, at F på et tidspunkt klart markerede, at hun ikke forsat ønskede kontakt med T, og at T – på trods heraf – efterfølgende handlede i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

UfR 2006.2788 Ø (3 års fængsel): T, der tidligere var straffet for vold mod sin hustru F, som han var separeret fra, blev fundet skyldig i uberettiget at have skaffet sig adgang til F’s lejlighed, mens hun ikke var hjemme, samt i voldtægt og tyveri. Voldtægten blev gennemtvunget ved, at T pressede en ætervædet klud ned over F’s næse og mund, således at hun mistede bevidstheden. Efter voldtægten tog T med sin mobiltelefon flere krænkende billeder af F, mens hun var afklædt. F kontaktede politiet umiddelbart efter overgrebet. Der blev under sagen bl.a. fremlagt en it-undersøgelse af T’s mobiltelefon med udskrift af billeder, oversættelse af sms-beskeder, personundersøgelseserklæring vedrørende F med resultat af retskemiske og retsgenetiske undersøgelser, forelæggelse og svar fra Retslægerådet, retspsykiatrisk erklæring om T og udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Byretten og landsretten lagde ved deres afgørelse af spørgsmålet om voldtægt vægt på, at F’s forklaring om det passerede var præcis og detaljeret, ligesom F havde fastholdt sin forklaring under sagens forløb. Endvidere blev det anført, at F’s forklaring var understøttet af, at der var påvist tegn på vold ved undersøgelsen af F, at den retskemiske undersøgelse i sagen viste, at F havde æter i blodet efter gerningstidspunktet, og at den retsgenetiske undersøgelse i sagen viste, at sæd fundet i F hidrørte fra T. Herudover blev der henvist til indholdet af de fremkaldte billeder af F fundet på T¨s mobiltelefon. Efter en helhedsbedømmelse af T’s handlemåde ved voldtægten og navnlig på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet om virkningen af æter fandt både byretten og landsretten T skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 2.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengivet i TfK 2002.631 V og dommen gengivet i UfR 1985.94 H.

2.1.3. Som udgangspunkt vil der dog som nævnt i sager om voldtægt være tale om, at forurettedes forklaring om en voldtægt er støttet af visse yderligere beviser, som kan underbygge denne forklaring uden direkte at kunne bevise den pågældende handling. Det vil bl.a. kunne være tilfældet i sager, hvor der ved en lægeundersøgelse af forurettede er konstateret skader, som kan antages at være en følge af udøvet vold, men hvor der ikke nødvendigvis er gjort særlige observationer ved den gynækologiske undersøgelse, eller hvor øvrige vidner kan berette om forurettedes eller tiltaltes handlinger og tilstand mv. umiddelbart før eller efter overgrebet, men ikke har overværet dette.

Det vil således i hovedparten af voldtægtssager ikke være muligt at skaffe et direkte konstaterbart bevis for eksempelvis en udøvet tvang i forhold til samleje, eller for at tiltalte havde det fornødne forsæt til at have samleje med den forurettede uden dennes samtykke.

Som eksempler på sådanne sager kan bl.a. nævnes:

UfR 2005.753 H (2 års fængsel): Fem tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt mod en ung kvinde, F. Voldtægten blev begået af de fem tiltalte i forening i en baggård i forbindelse med en fest. Voldtægten omfattede samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, herunder analt samleje. Der blev under sagen afgivet forklaring af de tiltalte, F og en række vidner. Endvidere blev der i retten afspillet en optagelse af F’s opkald til alarmcentralen og dokumenteret en erklæring fra Retsmedicinsk Institut om en undersøgelse af F samme dag, som overgrebet havde fundet sted. Af erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgår det, at der blev fundet tegn på vold i form af en rift på håndfladen og spredte områder af rødme af huden på bl.a. underarm, ryg, endeballe og knæ. Det fremgår af erklæringen, at læsioner var opstået ved stump vold, der meget vel kunne være forøvet i tidsrummet for overgrebet. Ved skedeindgang og endetarmsåbning blev der fundet små overfladiske rifter. Det fremgår om disse rifter af erklæringen, at det er muligt at pådrage sig tilsvarende skader ved frivilligt samleje eller ved brug af creme. Der blev under sagen desuden bl.a. dokumenteret gerningsstedsundersøgelse, tekniske undersøgelser og erklæringer samt retsgenetisk erklæring. I byretten fandt to voterende, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at de tiltalte ved vold eller trussel om vold havde tvunget F til samleje. Det blev i den forbindelse tillagt vægt, at der fra de tiltalte og de festdeltagere, der havde afgivet forklaring under domsforhandlingen, var afgivet i det væsentlige samstemmende forklaringer om forløbet, og om at samværet fremtrådte som værende frivilligt. Endvidere blev det tillagt vægt, at F’s forklaringer var behæftet med store usikkerheder. En voterende fandt det med tilstrækkelig sikkerhed bevist, at de tiltalte var skyldige. For landsretten blev der bl.a. dokumenteret tre erklæringer fra en psykolog om F’s efterfølgende psykologiske behandling og baggrunden for, at F ikke havde kunnet give en sammenhængende forklaring om handlingsforløbet. Selv om F’s forklaringer under sagen havde været behæftet med nogen usikkerhed, fandt landsretten efter bevisførelsen ikke grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte hendes forklaringer, der havde virket troværdige og overbevisende. Det blev i den forbindelse endvidere anført, at forklaringerne var støttet af de skader, der var konstateret på F, herunder navnlig rødme på underarm og knæ, samt rifterne ved skedeindgang og endetarmsåbning. Endvidere fandtes F’s forklaring at være understøttet af hendes meget oprevne tilstand, da hun straks efter episoden ringede til alarmcentralen. F’s forklaring fandtes ikke at være afsvækket af de forklaringer om forløbet, der var afgivet af de tiltalte og en del af de øvrige festdeltagere. Det blev herudover bl.a. anført, at voldtægten og den yderligere kønslige omgængelse i hvert fald var sket under indtryk af den stiltiende trussel, der lå i, at F sammen med et antal ukendte mænd befandt sig på et øde sted, hvorfra det var nærmest umuligt for hende at tilkalde hjælp.

UfR 2004.1984 V (1 års fængsel): T blev fundet skyldig i voldtægt over for sin tidligere samlever F, idet T havde presset F ned i en sofa, hvor hun blev fastholdt, og hvor T tiltvang sig samleje med hende, mens hun forgæves modsatte sig dette ved bl.a. at forsøge at skubbe T væk og tale ham fra sit forehavende. Der blev under sagen afgivet forklaring af T og F samt yderligere vidner. Endvidere fremgår det af dommen, at F i henhold til en lægeerklæring havde mærker efter vold svarende til den beskrevne voldsudøvelse. Det blev af byretten fundet bevist, at samlejet var gennemført mod F’s vilje, idet der som baggrund herfor blev henvist til forurettedes forklaring, som var understøttet af, at hun kort efter overgrebet beskrev det skete som voldtægt over for vidnet M og over for vidnet P i en mail beskrev det passerede som voldtægt uden dog at bruge dette ord. Under hensyn til den modstand forurettede havde beskrevet, at hun havde udøvet, fandtes tiltalte at måtte have været klar over, at samlejet blev gennemført mod F’s vilje. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at F havde ydet modstand ved også at græde, men tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført, at tiltalte var fundet skyldig.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengivet i UfR 2008.2067 Ø.

2.1.4. Herudover kan der i retspraksis ses en række domme, hvor der i tillæg til forklaringer afgivet af tiltalte og forurettede er et vist yderligere bevismateriale, som understøtter eksempelvis den forurettedes forklaring, men hvor dette bevis har en mere indirekte karakter. Dette kan bl.a. omfatte erklæringer om forurettedes eller tiltaltes psykiske tilstand eller tilfælde, hvor der er tale om flere uafhængige forhold begået af samme tiltalte, og hvor de forurettede hver især beretter om hændelsesforløb, der ligner hinanden.

Som eksempler herpå kan bl.a. nævnes følgende domme:

TfK 2002.677 V (2 års fængsel, heraf 1½ år betinget): T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, jf. til dels § 21 og § 224 ved omkring den 1. juli 1997 at have indfundet sig på et værelse tilhørende den 20-årige F, der var i praktik hos ham, hvor han tildelte hende kraftige slag og lagde en dyne over hendes hoved i den hensigt at tiltvinge sig samleje med hende, hvilket mislykkedes på grund af hendes kraftige modstand, og ved herefter i mange tilfælde i perioden fra juli 1997 til oktober 1997 at have tiltvunget sig samleje med F eller gjort forsøg herpå. T blev endvidere fundet skyldig i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse over for F. Af sagen fremgår det, at F anmeldte forholdene til politiet i juni måned 2000. Der blev under sagen bl.a. fremlagt en retspsykiatrisk erklæring om T og afgivet forklaring af T og F samt øvrige vidner. Byretten fandt F’s forklaring troværdig og overbevisende og bemærkede i den forbindelse, at F’s forklaring ikke havde været præget af fantaseren eller trang til overdrivelse, men tværtimod havde forekommet præget af ønsket om objektivt at oplyse om det passerede. Endvidere blev det anført, at forurettedes forklaring for så vidt angik et af forholdene om blufærdighedskrænkelse var støttet klart og direkte af et vidne og for så vidt angik sagen i sin helhed støttet indirekte af et andet vidne. Efter afgivne vidneforklaringer lagde retten således til grund, at T havde været yderst sexfikseret og havde haft vanskeligt ved at styre sine tilbøjeligheder i så henseende. T havde under den første del af efterforskningen afvist at have gjort seksuelle tilnærmelser, men havde senere vedgået sådanne tilnærmelser, herunder at have haft samleje med forurettede dog i det hele kun i overensstemmelse med, hvad hun selv ville. Retten bemærkede endvidere, at den omstændighed, at F forblev hos T og først anmeldte forholdet i juni 2000, ikke fandtes at kunne anføres mod hendes troværdighed. Retten lagde herved til grund, at F havde været udsat for incest som 10-12 årig, at hun var sky og tilbageholdende af natur, præget af en øjensynlig særligt begrundet pligtfølelse, og at hun var naiv, uerfaren og let at kue. Retten fandt det herefter ubetænkeligt at lægge F’s forklaring til grund, idet dog visse enkelte dele af de forhold, der var omfattet af anklageskriftet, ikke fandtes at være bevist. For landsretten blev der fremlagt en psykiatrisk udtalelse om T. Landsretten tiltrådte, at der ved afgørelsen af, om T var skyldig i den rejste tiltale, var lagt afgørende vægt på F’s forklaring, som også af landsretten fandtes at være troværdig og overbevisende.

UfR 1983.193 V: T, der drev virksomhed som ”hypnotisør”, havde i en række tilfælde foretaget seksuelle overgreb mod kvinder, som havde søgt ham, og som i forbindelse med T’s suggestionsbehandling befandt sig i en tilstand, hvor deres evne til at yde modstand var nedsat. Det blev som led i sagens behandling af retten bl.a. fremhævet, at de gennemgående træk i de forurettede kvinders forklaringer var de samme, selv om de forurettede efter det oplyste ikke havde haft noget indbyrdes kendskab til hinanden.

2.1.5. Endelig kan der i retspraksis konstateres visse sager om voldtægt, hvor der ved domstolenes afgørelse af sagen ikke er henvist til andet bevis end de forklaringer, der er afgivet af tiltalte og forurettede.

Som eksempel på sådanne sager kan bl.a. nævnes:

UfR 2008.690 H (2½ års fængsel): T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, ved at have tiltvunget sig anden kønslig omgængelse end samleje (herunder analt samleje) med en pige, F, på 15 år. Overgrebet fandt sted i en rutebil, hvor T var chauffør og F passager. Der blev under sagen afgivet forklaring af T, F og 3 øvrige vidner. T tilkendegav under sin forklaring bl.a., at F frivilligt havde indladt sig på den kønslige omgængelse. Et vidne B forklarede, at T var afløser som buschauffør hos ham, og at der ikke havde været direkte klager over T, men at det havde været en enkelt henvendelse om, at T havde været noget flirtende over for nogle skolepiger i bussen. Endvidere forklarede vidnet C, der var samlever med T, at T den pågældende aften havde ringet til hende og sagt, at han bl.a. skulle vaske bussen og derfor ville komme senere hjem. C forklarede endvidere bl.a. at hun havde fået blomster af T, da han kom hjem. Vidnet A forklarede, at han havde været med bussen og havde snakket med F. Da A steg af bussen, var F stadig i bussen, og A forklarede, at han forlod bussen uden at kigge sig tilbage. Byretten fandt det ved den af F afgivne forklaring, der havde været detaljeret, og som fandtes at være troværdig, bl.a. bevist, at T mod F’s vilje havde kørt hende til en vendeplads og forinden havde kysset F, mens F havde forsøgt at holde ham væk, samt at T havde puffet F ned bagerst i bussen, hvor T havde taget F’s tøj delvist af og tvunget hende til at sutte på sin penis og tiltvunget sig analt samleje med hende. Retten fandt det endvidere bevist, at F flere gange under forløbet havde sagt, at T skulle lade være, og at T, under hensyn til at det foregik på et øde sted, hvor F ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp, havde været klar over, at der lå en stiltiende trussel om vold mod F, som F var præget af. For landsretten blev der bl.a. fremlagt stamkort, handleplan vedrørende F fra kommunen og psykologisk vurdering samt undersøgelse af F. Også efter bevisførelsen for landsretten blev T med stemmerne 51 fundet skyldig af de grunde, der var anført af byretten. 1 dommer fandt det ikke til domfældelse tilstrækkeligt godtgjort, at tiltalte var skyldig.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengivet i TfK 2008.490 Ø og dommen gengivet i UfR 2005.2649 Ø.

2.2. Udtalelse fra Rigsadvokaten om bevisvurderingen i voldtægtssager

Om bevisvurderingen i voldtægtssager har Rigsadvokaten generelt oplyst bl.a. følgende til Straffelovrådet:

”Ligesom i andre straffesager beror det i voldtægtssager på en konkret bevismæssig vurdering, om gerningsmanden må anses for at have handlet forsætligt. Retten foretager her en samlet vurdering af sagens omstændigheder.

Spørgsmålet om voldtægtssager, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler, har bl.a. været drøftet i anklagemyndighedens fagudvalg om personfarlig kriminalitet, hvor alle politikredse og regionale statsadvokaturer er repræsenteret.

Rigsadvokaten skal på grundlag heraf bemærke, at det er anklagemyndighedens generelle indtryk – baseret på erfaringerne i praksis med behandlingen af sager om voldtægt efter straffelovens § 216 – at der i retspraksis sker domfældelse også i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, når der f.eks. foreligger en sikker og troværdig forklaring fra den forurettede om hændelsesforløbet.

Det samme gælder i tilfælde, hvor der eksempelvis kun i begrænset omfang er fremsat udtrykkelige trusler, men hvor samlejet ud fra en samlet vurdering af begivenhedsforløbet og omstændighederne omkring samlejet, herunder gerningsmandens truende adfærd og/eller de mere eller mindre stiltiende trusler, som ligger i situationen, anses for opnået ved trusler om vold, og dette må have stået gerningsmanden klart. I vurderingen heraf vil bl.a. indgå gerningsmandens og forurettedes adfærd i øvrigt (f.eks. gerningsmandens truende adfærd og den forurettedes reaktion efter forholdet) samt stedet og tidspunktet for samlejet (f.eks. udendørs på et øde sted midt om natten i frostvejr).

Der kan fra nyere retspraksis f.eks. henvises til TfK 2003.559 V, UfR 2004.2839 Ø, UfR 2005.753 H, UfR 2007.1455 Ø, UfR 2008.690 H samt utrykt Østre Landsrets dom af 6. december 2007 (…).

Som nævnt beror det i alle tilfælde på en konkret bevismæssig vurdering af den enkelte sag, om der kan ske domfældelse for forsætlig voldtægt, og det gælder selvsagt også i sager, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler. Det er ikke anklagemyndighedens opfattelse, at domstolene generelt skulle være tilbageholdende med at dømme i sådanne voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, hvis der i øvrigt foreligger det fornødne bevismæssige grundlag. Det er i den forbindelse endvidere anklagemyndighedens vurdering, at der er sket en vis udvikling i retspraksis – i retning af i højere grad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager – når det gælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt, selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.”

2.3. Objektivitetsprincippet og domfældelsesprocenten i voldtægtssager

Det har i den politiske og offentlige debat flere gange været anført, at anklagemyndigheden og domstolene bør anlægge et langt mere lempeligt beviskrav i voldtægtssager end i andre straffesager, idet alene den omstændighed, at en kvinde anmelder sig voldtaget, i sig selv indebærer en overvejende sandsynlighed for anmeldelsens rigtighed, jf. bl.a. spørgsmål nr. 718 af 17. februar 2010 fra Folketingets Retsudvalg og spørgsmål nr. 420 af 6. februar 2009 fra Folketingets Retsudvalg med henvisning til artikler i henholdsvis Politiken og JyllandsPosten.

Til brug for Justitsministeriets besvarelse af de nævnte folketingsspørgsmål, indhentede ministeriet en udtalelse fra Rigsadvokaten. Af Rigsadvokatens udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 718 fremgår bl.a. følgende:

”I den anledning kan jeg oplyse, at det følger af retsplejelovens § 96, stk. 1, at det er de offentlige anklageres opgave i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov. Anklagemyndigheden skal herved påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted, jf. § 96, stk. 2.

Denne regel er et udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grundlæggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Princippet gælder bl.a., når anklagemyndigheden skal tage stilling til spørgsmålet om tiltale, og indebærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samt ikke at rejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsning vil føre til domfældelse.

Det ville således ikke være i overensstemmelse med objektivitetsprincippet, hvis anklagemyndigheden rejste tiltale i sager, hvor der var en sådan tvivl om beviserne, at der ikke var en rimelig udsigt til domfældelse.

Tiltale i sådanne sager ville i øvrigt – udover den belastning, som det medfører for den tiltalte – indebære en belastning for den forurettede, der skulle afgive vidneforklaring i retten, og som formentlig i de fleste tilfælde ville opleve en efterfølgende frifindelse som en tilkendegivelse om, at hendes forklaring om det passerede ikke var troværdig.

2. Vurderingen af, om der er rimelig udsigt til domfældelse i en sag om voldtægt, beror på en helt konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder. Ud over en vurdering af både offerets og den sigtedes troværdighed vil elementer som genetiske spor, tekniske spor, spor efter vold, den tidsmæssige faktor samt eventuelle vidneforklaringer om parternes adfærd før og efter overgrebet være elementer, der kan indgå i vurderingen.

På grund af voldtægtssagernes særlige karakter vil der dog i en række tilfælde ikke være afgørende tekniske spor eller vidneforklaringer, der kan belyse forholdet nærmere, og sagens afgørelse vil derfor hovedsagelig bero på en vurdering af offerets og den sigtedes forklaringer om det passerede. Dette indebærer, at der vil kunne forekomme flere påtaleopgivelser og frifindende domme end i andre straffesager, hvor der også foreligger forklaringer fra andre vidner udover offeret og/ eller tekniske beviser.

3. Et andet spørgsmål er, om der helt principielt burde indføres lempeligere krav til beviset for tiltaltes skyld i voldtægtssager end i andre sager.

En sådan ordning ville imidlertid efter min opfattelse være i strid med grundlæggende straffeprocessuelle principper.”

Der kan endvidere om domfældelsesprocenten i voldtægtssager henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 692 af 9. april 2010 fra Folketingets Retsudvalg, hvor der til brug for besvarelsen også var indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten. Af Rigsadvokatens udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmålet fremgår bl.a. følgende:

”Jeg kan oplyse, at der i de voldtægtssager, der blev afgjort af domstolene i 2008 og 2009, skete domfældelse i ca. 77 pct. af sagerne. Den gennemsnitlige domfældelsesprocent for alle overtrædelser af straffeloven var 88,5 i 2008 og 87,9 i 2009, og det bemærkes i den forbindelse, at der generelt er variation i domfældelsesprocenten vedrørende de forskellige forbrydelsestyper.”

2.4. Den bevismæssigt nedre grænse for voldtægt

Til belysning af den bevismæssigt nedre grænse for voldtægt kan der henvises til bl.a. følgende eksempler på domme om voldtægt fra trykt retspraksis, hvor der ikke af gerningsmanden er udøvet omfattende vold eller af den forurettede er udøvet større modstand:

UfR 2010.1988 H: Fire tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt ved i forening og efter forudgående aftale at have tiltvunget sig samleje og anden kønslig omgang end samleje med en 14-årig pige, som de havde mødt på en markedsplads og havde ført ca. 500 meter hen til et tennisanlæg, hvor de havde presset hende ned på en træbom og fastholdt hende under voldtægten. Den forurettede i sagen havde ikke søgt at få hjælp fra omkringværende personer og havde ikke under overgrebet gjort anden modstand end at forsøge at rejse sig. Straffen blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder for tre af de tiltalte og fængsel i 3 år for en af de tiltalte.

UfR 2008.690 H: Tiltalte havde ikke anvendt vold ud over, at den forurettede blev puffet ned bagerst i en bus, hvor den tiltalte delvist tog hendes tøj af. I dommen blev den tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, ved at have tiltvunget sig anden kønslig omgængelse end samleje (analt samleje). Den forurettede i sagen havde ikke gjort modstand ud over flere gange at have anmodet den tiltalte om at lade være. Det blev af retten i sagen bl.a. fremhævet, at den tiltalte under hensyn til, at overgrebet foregik på et øde sted, hvor den forurettede ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp, havde været klar over, at der lå en stiltiende trussel om vold mod den forurettede, som hun var præget af. Den tiltalte havde under sagen forklaret, at der havde været tale om en frivillig seksuel handling fra begge parters side. Der henvises om dommen nærmere til afsnit 2.1.5 ovenfor.

UfR 2005.753 H: Fem tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt begået mod en ung kvinde i forbindelse med en fest. Det blev i sagen af retten lagt til grund, at forurettede – muligt i forbindelse med fremsatte verbale trusler – af de tiltalte var blevet ført ned i en baggård, hvor de tiltalte i forening tiltvang sig samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med hende. Det blev af retten anført, at voldtægten og den kønslige omgængelse i hvert fald var sket under indtryk af den stiltiende trussel, der lå i, at forurettede sammen med et antal ukendte mænd befandt sig på et øde sted, hvorfra det nærmest var umuligt for hende at tilkalde hjælp. Det blev endvidere anset for bevist, at de tiltalte var klar over, at forurettede ikke deltog frivilligt i de seksuelle forhold, idet hun, der da var nærmest panisk angst, alene havde handlet under indtryk af de stiltiende og muligt udtalte trusler. Der henvises om dommen nærmere til afsnit 2.1.3 ovenfor.

UfR 2004.2847 Ø: Tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved at have ført forurettede ind i hendes soveværelse mod hendes vilje, idet forurettede sagde til tiltalte, at hun ikke ville have sex med ham. Da forurettede var bange for den tiltalte, turde hun ikke andet end at tage sit tøj af. Forurettede prøvede endvidere at forhindre samlejet ved at klemme sine ben sammen og slippe fri af tiltaltes greb. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år.

UfR 2004.2839 Ø: Tiltalte blev fundet skyldig i to tilfælde af voldtægt samt trusler mod en tidligere samlever. I forhold til den ene voldtægt fandtes det i sagen på baggrund af truende udtalelser fra den tiltalte og greb om forurettedes hals (uden at der herved kunne konstateres mærker efterfølgende) samt den omstændighed, at forurettede havde grædt inden overgrebet, bevist, at tiltalte havde været klar over, at forurettede ikke frivilligt havde haft seksuelt samvær med ham. Forurettede havde under sagen bl.a. forklaret, at hun valgte at gå i seng med tiltalte for at få ham ud af huset, og at hun forsøgte at ligne ”sig gamle jeg”. Hun forklarede endvidere, at det derfor på tiltalte godt kunne have virket, som om hun var ”tændt”. Om det andet voldtægtsforhold fandt retten det efter en samlet bedømmelse af beviserne tilstrækkeligt godtgjort, at det, uanset om forurettede frivilligt var gået med til det seksuelle samvær, måtte have stået den tiltalte klart, at forurettede alene gjorde dette, fordi hun følte sig truet af tiltalte til at gøre det. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år og 6 måneder.

UfR 1995.895 H: Tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved at have tiltvunget sig samleje med sin tidligere samlever. Den tiltalte havde i sagen skaffet sig adgang til den forurettedes lejlighed og havde tiltvunget sig samleje ved at vælte forurettede ned på en seng og gennemføre samleje med hende, selv om hun græd og bad ham lade være. Efter dette handlingsforløb og på baggrund af, at tiltalte tidligere havde været voldelig mod forurettede, fandt retten det bevist, at tiltalte skaffede sig samleje ved tvang i form af en underforstået trussel om vold, og at tiltalte forstod dette. Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 6 måneder, hvilket også omfattede en overtrædelse af straffelovens § 244.

UfR 1991.918 H: Retten anførte bl.a. anført, at den forurettede, der kun var 16 år gammel og forekom meget naiv, havde været svagt udrustet til at modstå den udøvede pression, men at hun i sin skræmte tilstand efter evne havde forsøgt at tilkendegive, at hun ikke ønskede at deltage i samlejerne, og at de tiltalte måtte have forstået dette. I sagen havde de tiltalte båret forurettede ind på et værelse, hvor de blandt andet under fremsættelse af trusler om at ville klippe hendes hovedhår fastholdt hende og tog hendes tøj af, hvorefter de henholdsvis tiltvang eller forsøgte at tiltvinge sig samleje med forurettede. Forurettede forklarede under sagen bl.a., at hun i starten råbte op, men derefter tænkte, at det ikke kunne betale sig at råbe mere og derfor af skræk bl.a. selv tog sine underbukser af. De fire tiltalte i sagen blev fundet skyldige i henholdsvis medvirken til voldtægt, forsøg på voldtægt og voldtægt. Straffen for de tiltalte blev fastsat til henholdsvis fængsel i 4, 6 og 9 måneder samt fængsel i 1 år.

Som det fremgår af de nævnte domme, er der i dansk retspraksis en række eksempler på, at en tiltalt er fundet skyldig i voldtægt, selv om der ikke har været udøvet omfattende vold eller trusler, og selv om den forurettede ikke har ydet større eller vedvarende modstand mod overgrebet. Tvang i form af en underforstået eller ikke udtalt trussel er endvidere i retspraksis fundet at udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at domfælde for voldtægt.

Der ses i retspraksis også tilfælde, hvor den forurettede over for den tiltalte har virket indladende under overgrebet, men hvor domstolene alligevel har fundet, at den tiltalte måtte have været klar over, at den forurettede alene deltog i det seksuelle samvær, fordi hun følte sig truet til det, jf. den ovenfor omtalte dom gengivet i UfR 2004.2839 Ø.

3. Falske anmeldelser af voldtægt

I forhold til spørgsmålet om, hvilket beviskrav der bør gælde i voldtægtssager, herunder hvilken vægt der bør tillægges udtalelser fra en person, som anmelder en voldtægt, kan der endvidere henvises til, at en analyse af de voldtægter mod kvinder, som blev anmeldt til politiet i perioden 2000-2002, viser, at falsk anmeldelse skete i 100 ud af 1.364 sager, dvs. i 7,3 pct. af sagerne, jf. Flemming Balvig m.fl, ”Voldtægt der anmeldes – del II: Falsk anmeldelse af voldtægt” (2009). I analysen er anvendt en definition af falsk anmeldelse, som ikke alene inkluderer dom for falsk anmeldelse, men også sigtelse for falsk anmeldelse samt indrømmelse af falsk anmeldelse, som ikke har ført til sigtelse. Det fremgår af undersøgelsen, at såfremt falsk anmeldelse af voldtægt defineres efter, hvorvidt der er faldet dom herfor, udgør andelen af falske anmeldelser 2 pct. af de undersøgte sager.

En sammenligning med en tilsvarende undersøgelse af voldtægtsanmeldelser vedrørende perioden 1990-1992 viser ifølge undersøgelsen fra 2009, at der ikke er sket nogen ændring i forekomsten af falske anmeldelser fra 1990-1992 til 2000-2002.

Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at falske og sande anmeldelser i høj grad ligner hinanden, idet der dog er en forholdsmæssig overvægt af fuldbyrdede overfaldsvoldtægter blandt de falske anmeldelser, herunder også en højere andel af gruppevoldtægter, og stort set ingen partnere eller tidligere partnere, der anmeldes i de falske sager.

I undersøgelsen ”Voldtægt der anmeldes. Del III: Udviklingen – især med henblik på fuldbyrdede overfaldsvoldtægter” af Flemming Balvig m.fl (2009), fremgår det bl.a., at hver sjette af de anmeldte fuldbyrdede overfaldsvoldtægter i perioden 2000-2002 viste sig at være falsk i den forstand, at kvinden blev sigtet for falsk anmeldelse eller indrømmede falsk anmeldelse. Undersøgelsen viser endvidere, at de falske anmeldelser af fuldbyrdede overfaldsvoldtægter i 2000-2002 fortrinsvis blev indgivet af unge piger eller unge kvinder, og at den voldtægt, de umiddelbart hævdede sig udsat for, relativt ofte var en gruppevoldtægt.

Der kan desuden henvises til en ph.d.-afhandling af Marie Bruvik Heinskou, En kompleks affære – Anmeldte voldtægter i Danmark (2010). I afhandlingen er der foretaget en analyse af 95 anmeldte voldtægter indgivet til Københavns politikredse i 2003. Det fremgår af analysen bl.a., at der i 14 ud af de 95 sager – svarende til 14,7 pct. af sagerne – var tale om falsk anmeldelse, jf. afhandlingens side 20 og 181. Dette dækker ifølge afhandlingen både over anmeldelser, der blev trukket tilbage, anmeldelser, der blev vurderet at være usande, og tvungne anmeldelser, hvilket vil sige påstande, som nogle kvinder af forskellige årsager er blevet tvunget til at fremsætte. Ifølge afhandlingen vedrører den sidste kategori særligt unge piger, som af enten forældre eller pædagoger mere eller mindre er blevet tvunget til at anmelde en seksuel relation som en voldtægt. Det fremgår i øvrigt af undersøgelsen, at de personer, der anmelder en voldtægt, er forholdsvis unge, jf. afhandlingens side 18. I 45,3 pct. af sagerne var anmeldelsen om voldtægt således indgivet af piger under 21 år og i 74,7 pct. af sagerne af piger på 30 år eller derunder. Af afhandlingen fremgår det endvidere, at 20 pct. af alle de anmeldelser, som indgår i undersøgelsen, er anmeldt af piger på 14 år.

Der kan i forbindelse med spørgsmålet om falsk anmeldelse for voldtægt og spørgsmålet om, hvilken vægt udtalelser fra en person, der anmelder en voldtægt, bør tillægges, også henvises til en dom afsagt af Vestre Landsret den 26. marts 2010, hvor tre tiltalte blev frifundet for voldtægt af en ung pige, F. De tre tiltalte var tidligere af både byretten og landsretten fundet skyldige i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216, jf. til dels § 224, idet der af retten særligt var lagt vægt på den forklaring, der i sagen var afgivet af F, og som bl.a. var understøttet af videooptagelser fra overvågningskameraer om dele af hændelsesforløbet inden og efter det påståede overgreb samt af øvrige vidneudtalelser og telefonoplysninger. Sagen blev efter kendelse fra Den Særlige Klageret efterfølgende genoptaget, idet der var fremlagt optagelser af udtalelser fra F, som kunne tages til indtægt for, at F under sagen havde afgivet falsk forklaring. Flertallet i landsretten frifandt i dommen fra marts 2010 de tiltalte for voldtægt, idet det bl.a. blev anført, at det efter den forklaring, som F nu havde afgivet, var givet, at hendes tidligere forklaring var delvis urigtig. F havde således tidligere forklaret, at to af de tiltalte havde fastholdt hende i forbindelse med overgrebet, hvilket hun nu fragik. På den baggrund lagde retten til grund, at F for byretten og under den tidligere sag for landsretten på et centralt punkt havde været i stand til at afgive en detaljeret og meget troværdig forklaring, som efterfølgende havde vist sig at være urigtig. F havde endvidere nu for landsretten forklaret, at hun var blevet truet og i store træk instrueret til bl.a. at komme med udtalelser, som kunne rejse tvivl om, hvorvidt der havde været tale om voldtægt. Efter indholdet af de sms-beskeder og optagelser af samtaler, der var fremlagt for retten, var der dog ifølge landsrettens flertal intet, der tydede på, at F var blevet truet eller instrueret, som hun havde anført. Landsretten fandt på den baggrund, at meget talte for, at F også på disse punkter havde afgivet en urigtig forklaring. Selv om F’s forklaring ellers havde fremstået troværdig og også havde støtte i bevisførelsen i øvrigt, fandt flertallet i landsretten således, at der var opstået en sådan usikkerhed om rigtigheden af F’s forklaring, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at F var blevet voldtaget eller i øvrigt seksuelt forulempet, og at de tiltalte havde haft forsæt hertil.

Tilsvarende kan der henvises til en dom afsagt af Vestre Landsret den 18. april 2011, hvor en tiltalt, der tidligere af både byretten og landsretten var fundet skyldig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216, stk. 1, § 224, jf. § 216, stk. 1, og § 266, blev frifundet for disse forhold i forbindelse med, at sagen efter kendelse fra Den Særlige Klageret blev genoptaget. Baggrunden for genoptagelsen var også i denne sag, at der var fremlagt optagelser af udtalelser fra den kvinde (F), der mente at være blevet voldtaget, og at der ifølge Klageretten ikke kunne bortses fra, at disse oplysninger, såfremt de havde foreligget under den pådømte sag, kunne have bevirket frifindelse. Det blev af landsretten i forbindelse med frifindelsen bl.a. anført, at de samtaler, der under sagen var fremlagt med F, foregik i en hverdagsagtig og til tider munter tone. Endvidere blev det anført, at F under samtalerne fremtrådte afslappet, grinte i flere tilfælde, sagde tiltalte imod og ikke lød presset eller styret til at afgive bestemte svar, ligesom hun på eget initiativ fortalte om flere af omstændighederne. Efter indholdet af samtalerne og deres forløb var der ifølge landsretten intet, der tydede på, at F under samtalerne var bange for tiltalte eller talte ham efter munden. Det blev af landsretten desuden anført, at F i øvrigt ikke havde kunnet give en acceptabel forklaring på sine udtalelser under samtalerne, herunder om flere af de udsagn, der ikke var forenelige med hendes forklaringer i retten. Landsretten fandt i sagen, at der var opstået en sådan tvivl om rigtigheden af F’s forklaring, at der ikke var ført et bevis for, at hun var blevet voldtaget og i øvrigt seksuelt forulempet eller truet. Herefter, og da de skader, der blev fundet på F, ikke efter det foreliggende var uforenelige med, at det kunne være foregået uden anvendelse af vold eller tvang, frifandtes tiltalte for disse forhold.

4. Afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen

4.1. Indledning

Voldtægt er efter straffelovens § 216 defineret som det at tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel om vold. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffen for voldtægt er fængsel indtil 8 år. Hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 12 år.

Straffelovens § 216 om voldtægt finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje, herunder anden kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf. straffelovens §§ 224 og 225.

I afsnit 4.2 nedenfor redegøres nærmere for voldtægtsbegrebet, som det er beskrevet i forarbejderne til tidligere bestemmelser i straffeloven om voldtægt og i forarbejderne til den gældende bestemmelse om voldtægt i straffelovens § 216.

Definitionen af voldtægt i norsk ret er beskrevet nedenfor i afsnit 4.3, og afsnit 4.4 indeholder en omtale af voldtægtsbegrebet i svensk ret.

Straffelovrådets overvejelser om afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen er gengivet i afsnit 4.5.

I afsnit 4.5.2 er Straffelovrådets overvejelser om den gældende definition af vold i voldtægtsbestemmelsen gengivet, og afsnit 4.5.3 indeholder Straffelovrådets overvejelser om afgrænsningen af samlejebegrebet. Endelig er Straffelovrådets overvejelser om voldtægtsbegrebet i straffelovens § 216 i forhold til visse af de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24 gengivet nedenfor i afsnit 4.5.4.

4.2. Det gældende voldtægtsbegreb

4.2.1. Efter gældende ret anvendes betegnelsen ”voldtægt” alene om overgreb omfattet af straffelovens § 216.

Samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold straffes efter § 217, og efter § 218 er det bl.a. strafbart, at skaffe sig samleje uden for ægteskab med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen eller ved udnyttelse af en persons sindssygdom mv.

4.2.2. Om begrebet voldtægt fremgår af motiverne til straffeloven af 1866 bl.a. følgende (jf. Udkast til Straffelovbog for Danmark med tilhørende Motiver (1864) side 200-201):

”Begrebet Voldtægt i strængeste Forstand forudsætter vistnok Anvendelsen af fysisk Magt, men dermed maa dog formeentlig ganske sættes i Klasse det Tilfælde, hvor Nogen tiltvinger sig Samleie med et Fruentimmer ved Trusler om øjeblikkelig livsfarlig Vold. Om end det ikke kan nægtes, at det er en hermed beslægtet Forbrydelse, naar Nogen tiltvinger eller forskaffer sig Samleje med en Kvinde imod hendes Villie ved Trusler af en anden Beskaffenhed, (hvad enten denne forskellige Beskaffenhed bestaar deri, at den øjeblikkelige Vold, hvormed der trues, ikke er forbunden med den Fare for Livet, eller deri at Truslerne ikke gaar ud paa øjeblikkelig Vold men kun medføre en nærmere eller fjernere Fare for Kvindens eget eller for Andres Liv, Helbred eller Velfærd), og om det end fremdeles maa erkjendes, at Trusler af den sidste Art kunne medføre en næsten ligesaa stor Tvang for Kvinden som Trusler om øjeblikkelig livsfarlig Vold, hvorfor Voldsmandens Straf i saadant Tilfælde formeentlig ogsaa bør nærme sig eller efter Omstændighederne være ligesaa stor som eller større end den, der i mangt et enkelt Tilfælde maatte findes passende for den, der ved egentlig Vold har tiltvunget sig Samleje med en Kvinde, – ere disse Tilfælde dog i Begrebet forskellige, og bør formentlig ogsaa med Hensyn til Straffebestemmelserne holdes udefra med hinanden.”

Straffeloven af 1866 indeholdt i tillæg til bestemmelser om samleje ved vold eller trusler om øjeblikkelig livsfarlig vold (§ 165) samt samleje ved trusler på kvindens eget eller hendes nærmestes liv, helbred og velfærd (§ 166) følgende bestemmelse i § 167:

”Den, som forskaffer sig legemlig Omgang med en Kvinde, der befinder sig i en Tilstand, hvori Brugen af hendes fri Villie er hende betagen eller hun er ude af Stand til at modsætte sig Gerningen, straffes, hvis han selv i den nævnte hensigt har fremkaldt saadan Tilstand, paa samme Maade som i § 165 bestemt; i andet Fald bliver Strafarbejde fra 1 til 8 Aar og, naar det er en berygtet Kvinde, en forholdsmæssig ringere Grad af Strafarbeide eller under formildende Omstændigheder Fængsel paa Vand og Brød at anvende.”

Af motiverne til bestemmelsen fremgår om afgrænsningen af begrebet voldtægt bl.a. følgende (side 203):

”Hvorvel det ikke kan henføres under Begrebet om Voldtægt at forskaffe sig Samleje med en Kvinde imod hendes Villie ved at bringe hende i en Tilstand, i hvilken hun er ude af Stand til at modsætte sig Gjerningen – t. Ex ved at indgive hende et søvndyssende Middel eller berøve hende Bevidstheden –, skønnes det dog ikke rettere, end at denne Forbrydelse hvad Strafbarheden angaar i Almindelighed bør stilles i klasse med den egentlige Voldtægt. En mindre Straf bør vistnok anvendes, hvor den Skyldige har benyttet sig af et Fruentimmers Bevidstløshed eller anden Tilstand, hvori hendes fri Villie er hende betagen eller hun er ude af Stand til at modsætte sig Gerningen, til at forskaffe sig legemlig Omgang med hende, medens denne Tilstand dog ikke er fremkaldt af ham eller i alt fald ikke bevirket af ham i den nævnte forbryderiske Hensigt; men ogsaa denne Gjerning maa ansees som en i høi Grad skammelig og grov Forbrydelse, hvorfor man har troet ikke at burde sætte Straffen lavere end fra 1 til 8 Aars Strafarbejde, forsaavidt Kvinden er uberygtet.”

4.2.3. I udkast til ny straffelov af 1912 (U I) omfattede bestemmelsen om voldtægt (§ 203) ikke samleje ved at bringe en kvinde i en forsvarsløs tilstand eller ved at udnytte en sådan tilstand. Disse forhold var i stedet foreslået kriminaliseret i en selvstændig bestemmelse (§ 206), hvorefter samleje med sindssyg, bevidstløs eller i øvrigt utilregnelig kvinde kunne straffes med strafarbejde indtil 8 år, og samleje med en kvinde, som med henblik på samleje var bragt i en utilregnelig tilstand, kunne straffes med strafarbejde fra 2 til 12 år. Den sidstnævnte strafferamme svarede imidlertid til strafferammen for voldtægt.

I Torps udkast af 1917 (U II) omfattede bestemmelsen om voldtægt (§ 195) derimod også den, der skaffede sig samleje ved at bringe en kvinde i en tilstand, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig gerningen eller forstå dens betydning. Samleje med en kvinde, der var ude af stand til at modsætte sig gerningen, var i øvrige tilfælde foreslået kriminaliseret i en bestemmelse med en mildere strafferamme (§ 197).

I udkast af 1923 (U III) og i straffeloven af 1930 omfattede voldtægtsbestemmelsen (henholdsvis § 196 og § 216) ikke samleje ved at bringe en kvinde i en forsvarsløs tilstand. Dette var i stedet kriminaliseret i en selvstændig bestemmelse (henholdsvis § 197 og § 217), som ligeledes kriminaliserede øvrige tilfælde af samleje med en kvinde i en sådan tilstand. Strafferammen for tilfælde, hvor gerningsmanden selv havde bragt kvinden i den nævnte tilstand, svarede imidlertid til strafferammen for voldtægt.

4.2.4. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 blev bestemmelserne i straffelovens §§ 216-218 ændret. Ved lovændringen fik § 216 stk. 2, følgende ordlyd:

”Stk. 2. Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2467:

”Til stk. 2. Denne bestemmelse betyder, at den, der skaffer sig samleje med en kvinde ved at hensætte hende i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen, straffes for voldtægt. Bestemmelsen svarer i realiteten til den gældende regel i § 217, stk. 2, 2. pkt. Man har imidlertid af systematiske grunde fundet det rigtigst at placere reglen i voldtægtsbestemmelsen.”

Ved lovændringen blev kriminaliseringen af samleje ved udnyttelse af en kvindes sindssygdom eller åndssvaghed samt samleje med en kvinde, der befinder sig i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen, flyttet til § 218.

4.2.5. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 fik § 216, stk. 1, når der bortses fra bestemmelsens strafferamme, sin nuværende ordlyd. Denne ændring af bestemmelsen medførte en udvidelse § 216’s anvendelsesområde, idet bestemmelsen inden ændringen kun fandt anvendelse ved trusler, som ”fremkaldte frygt for ofrets eller hendes nærmestes liv eller velfærd”.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse. I betænkningen blev bl.a. følgende anført om afgrænsningen af straffelovens § 216 (side 44):

”Forslaget medfører, at udtrykket ”ved trusel om vold” træder i stedet for den gældende bestemmelses udtryk ”ved fremkaldelse af frygt for (kvindens) eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd”. Dette vil medføre en udvidelse af § 216’s anvendelsesområde. Udtrykket ”trusel om vold” dækker de tilfælde, som omfattes af ordene ”fremkaldelse af frygt for … liv (og) helbred”, men omfatter desuden de mindre grove voldstrusler, som ikke fremkalder en sådan frygt. Efter straffelovrådets opfattelse må det imidlertid anses for ubetænkeligt at lade § 216 omfatte alle tilfælde, hvor enten en fysisk magtanvendelse eller en trussel herom (eller begge dele i forening) bevirker, at samleje tiltvinges.”

Om muligheden for at slå §§ 216 og 217 sammen til én bestemmelse blev følgende anført i betænkningen (side 47-48):

”Det skal afslutningsvis nævnes, at straffelovrådet har drøftet den mulighed at slå § 216 og § 217 sammen til én paragraf, der da ville være en fælles bestemmelse om al ulovlig tvang, som er anvendt til opnåelse af samleje. Der er i rådet enighed om, at en sådan løsning ikke kan anbefales.

Det vil næppe være muligt at fastsætte fælles strafferammer for opnåelse af samleje ved tvangsmidler, som med hensyn til deres grovhed er af så forskellig karakter som på den ene side vold og trussel om vold og på den anden side trussel om at fremsætte ærerørige beskyldninger eller røbe privatlivet tilhørende forhold. Formentlig ville det vise sig nødvendigt at udskille de tvangsmidler, som ikke har karakter af vold eller trussel om vold, til en særlig, lavere strafferamme, og de fordele, som kunne tænkes opnået ved en fælles bestemmelse, ville herved i det væsentlige gå tabt.

Det må også forekomme meget tvivlsomt, om det er forsvarligt eller naturligt at anvende betegnelsen voldtægt på en forbrydelse, der er defineret så bredt, at den omfatter alle de tvangsmidler, der henhører under § 260 om ulovlig tvang. Der vil højst sandsynligt være delte meninger om, hvilke former for tiltvingelse af samleje man med rimelighed kan betegne som ”voldtægt”. Det er straffelovrådets opfattelse, at man holder sig bedst i overensstemmelse med den almindelige sprogbrug og med den retlige tradition, hvis betegnelsen ”voldtægt” forbeholdes de groveste tvangsmidler: anvendelsen af vold og trusler om vold, og at det derfor er mest nærliggende at opretholde en subsidiær bestemmelse i § 217 om anden ulovlig tvang. Det skal tilføjes, at man efter straffelovrådets opfattelse ikke bør søge at omgå det nævnte sproglige problem ved helt at udelade udtrykket ”voldtægt” af loven. Det vil under alle omstændigheder fortsat blive anvendt af både jurister og andre, og det må da foretrækkes, at det fortsat benyttes i straffeloven.”

4.3. Norsk ret

Den gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Efter den endnu gældende norske straffelov fra 1902 er voldtægt i § 192 defineret ved tre forskellige former for seksuel omgang. Bestemmelsen i § 192 har følgende ordlyd:

”§ 192. Den som

skaffer seg seksuell omgang ved vold eller ved truende atferd, eller

har seksuell omgang med noen som er bevisstløs eller av andre grunner ute av stand til å motsette seg handlingen, eller

ved vold eller ved truende atferd får noen til å ha seksuell omgang med en annen, eller til å utføre tilsvarende handlinger med seg selv, straffes for voldtekt med fengsel inntil 10 år. Ved vurderingen av om det er utøvd vold eller truende atferd eller om fornærmede var ute av stand til å motsette seg handlingen, skal det legges vekt på om fornærmede var under 14 år.

Straffen er fengsel i minst 3 år dersom

den seksuelle omgang var samleie, eller

den skyldige har fremkalt en tilstand som nevnt i første ledd bokstav b for å oppnå seksuell omgang.

Fengsel inntil 21 år kan idømmes dersom

voldtekten er begått av flere i fellesskap,

voldtekten er begått på en særlig smertefull eller særlig krenkende måte,

den skyldige tidligere er straffet etter denne bestemmelsen eller etter § 195, eller

den fornærmede som følge av handlingen dør eller får betydelig skade på legeme eller helse. Seksuelt overførbar sykdom og allmennfarlig smittsom sykdom, jf. smittevernloven § 1-3 nr. 3 jf. nr. 1, regnes alltid som betydelig skade på legeme eller helse etter denne paragrafen.

Den som ved grov uaktsomhet gjør seg skyldig i voldtekt etter første ledd, straffes med fengsel inntil 5 år. Foreligger omstendigheter som nevnt i tredje ledd, er straffen fengsel inntil 8 år.”

Det følger af § 192, stk. 1, litra a, at den, som skaffer sig seksuel omgang ved vold eller truende adfærd, kan straffes for voldtægt. Tidligere indeholdt bestemmelsen et krav om tvang, men dette krav blev udtaget af bestemmelsen, idet det fandtes at kunne medføre en uønsket fokusering på offerets egen adfærd, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 40. I bestemmelsens forarbejder er det derimod fremhævet, at der kræves årsagssammenhæng mellem voldsudøvelsen eller truslerne på den ene side og den seksuelle omgang på den anden side, og det er endvidere anført, at en sådan årsagssammenhæng i praksis ofte vil indebære et tvangselement, idet den seksuelle omgang skal være ufrivillig fra offerets side, jf. Ot.prp. 28 (1999-2000) side 40 og 155 samt Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216. Den truende adfærd behøver efter bestemmelsen ikke at vedrøre vold eller anden strafbar handling. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det imidlertid, at jo mindre alvorlig en trussel er, jo mindre sandsynligt vil det normalt være, at der er en årsagssammenhæng mellem truslen og den seksuelle omgang. Det er endvidere ikke efter bestemmelsen et krav, at gerningsmanden selv har udøvet volden eller fremsat truslerne. Det er tilstrækkeligt, at gerningsmanden er klar over, at der er udøvet en sådan tvang eller truende adfærd, og at den seksuelle omgang derfor ikke er frivillig fra offerets side.

Der er endvidere efter norsk ret tale om voldtægt ved seksuel omgang med nogen, som er bevidstløs eller af andre grunde er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. § 192, stk. 1, litra b. Bestemmelsen omfatter bevidstløshed i form af bl.a. søvn, stærk beruselse, fysiske funktionsnedsættelser og psykiske forhold, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216.

Endelig følger det af § 192, stk. 1, litra c, at den, som ved vold eller ved truende adfærd får nogen til at have seksuel omgang med en anden eller til at udføre tilsvarende handlinger med sig selv, kan straffes for voldtægt. Det er efter bestemmelsen en forudsætning, at begge parter i første led af bestemmelsen tvinges til seksuel omgang. Endvidere er det en forudsætning, at der er årsagssammenhæng mellem den udøvede vold eller truende adfærd og den seksuelle omgang, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216.

Definitionen af voldtægt i § 192, stk. 1, er videreført i § 291 i den nye straffelov fra 2005, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 222 og 524. Angivelsen i § 192, stk. 1, 2. pkt., af, at der ved vurderingen af, om vilkårene i 1. pkt. er opfyldt, skal lægges vægt på, om offeret var under 14 år, er dog ikke videreført, idet voldtægt mod børn under 14 år ved 2005-loven er udskilt fra voldtægtsbestemmelsen. Endvidere er angivelsen ikke fundet at være nødvendig, da også andre forhold vil kunne have betydning for vurderingen af, om en handling er omfattet af voldtægtsbestemmelsen.

I straffeloven fra 2005 er bestemmelsen om mindstestraf i § 192, stk. 2, udskilt til en særskilt bestemmelse (§ 292), hvor strafferammen er fastsat til fængsel fra 3 år indtil 15 år. Definitionen af samleje, som i 1902-straffeloven fremgår af § 206, er desuden med lovændringen i 2005 i hovedsagen flyttet til bestemmelsen i § 292, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 228 og 524. Der henvises om definition af samleje i den norske straffelov nærmere til beskrivelsen heraf umiddelbart nedenfor. Herudover er bestemmelserne om grov voldtægt og groft uagtsom voldtægt i henholdsvis § 192, stk. 3 og 4, i straffeloven fra 2005 udskilt til særskilte bestemmelser (§§ 292 og 294), og strafferammen for uagtsom voldtægt er hævet fra henholdsvis fængsel indtil 5 og 8 år til en strafferamme på fængsel indtil henholdsvis 6 og 10 år, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 224, 235 og 524.

Der kan om voldtægtsbestemmelsen i den norske straffelov nærmere henvises til bl.a. Johs. Andenæs, Spesiell strafferett og formuesforbrytelsene, samlet utgave ved Kjell V. Andorsen (2008) side 142ff og Magnus Matningsdal, Norsk spesiell strafferett (2010) side 173ff.

Det er efter den norske voldtægtsbestemmelse tilstrækkeligt, at gerningsmanden har opnået seksuel omgang. Der stilles således ikke krav om opnået samleje, men strafferammen er højere, hvis der foreligger samleje.

Efter den norske straffelov forstås der ved udtrykket ”samleje” vaginalt og analt samleje samt indføring af penis i mund og indføring af en genstand i skede eller endetarmsåbning, jf. 1902-loven § 206 og 2005-lovens § 292, idet de opregnede handlinger dog ikke i 2005-loven er formuleret som en definition af samlejebegrebet, jf. Ot.prp. 22 (2008-09) side 213 og 524.

Udtrykket ”seksuel omgang” omfatter efter norsk ret både samleje og anden kønslig omgang, hvilket vil sige seksuelle handlinger af en vis intensitet, som f.eks. indføring af finger i skede eller endetarmsåbning. I tillæg til begreberne ”samleje” og ”seksuel omgang” anvendes i norsk ret også begreberne ”seksuel handling” og ”seksuel adfærd”. Udtrykket ”seksuel handling” omfatter bl.a. beføling af kønsorganer eller bryster, mens udtrykket ”seksuel adfærd” omfatter handlinger, hvor gerningsmanden ikke er i direkte fysisk kontakt med forurettede, som f.eks. ved blottelse. Der henvises nærmere til Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 19ff og Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 211ff.

Det kan bl.a. nævnes, at den norske straffelov i § 200, stk. 1, indeholder en bestemmelse om straf for den, der foretager en seksuel handling med nogen, som ikke har samtykket til det. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 1 år. Bestemmelsen er i straffeloven fra 2005 videreført som § 297.

I forbindelse med en ændring af den norske straffelov i 2000 blev det overvejet, om der i bestemmelsen om voldtægt skulle indføres et krav om manglende samtykke.

Lovændringen byggede på en betænkning fra Seksuallovbruddsutvalget (NOU 1997:23 Seksuallovbrudd). Udvalgets flertal afviste i betænkningen at indføre et krav om manglende samtykke i den norske voldtægtsbestemmelse, jf. NOU 1997:23 side 26ff og Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 39. Af flertallet blev det som baggrund herfor bl.a. anført, at en sådan ændring ikke ville tilføre voldtægtsbestemmelsen noget nyt. Det blev anført, at bestemmelsen således allerede indeholdt en forudsætning om, at voldtægtshandlingen skulle være foretaget uden offerets samtykke. Herudover blev det tilkendegivet, at en fremhævelse af samtykkekravet ville kunne få den uheldige virkning, at der ville blive stillet strengere krav til offeret om at sige fra, hvilket ville kunne svække voldtægtsofres retsbeskyttelse. Endelig blev det anført, at det i praksis ville være uklart og vanskeligt nærmere at fastlægge, hvilke krav der i givet fald skulle stilles til et samtykke.

Det blev endvidere af flertallet i Seksuallovbruddsutvalget afvist at indføre en selvstændig bestemmelse i straffeloven om straf for seksuel omgang foretaget uden samtykke, jf. NOU 1997:23 side 28f og Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 61-62. Det blev af udvalgets flertal anført, at det i praksis ville være vanskeligt at forestille sig seksuel omgang foretaget mod nogens vilje, uden at der samtidig forelå andre kvalificerende omstændigheder som f.eks. tvang, trusler, udnyttelse eller hjælpeløshed, hvilket ville medføre, at forholdet ville blive omfattet af en af straffelovens øvrige bestemmelser om seksuelle overgreb. Herudover blev det anført, at en bestemmelse, hvor manglende frivillighed var den eneste strafbarhedsbetingelse, ville medføre betydelige bevisproblemer og derfor ikke ville kunne håndhæves særlig effektivt. Flertallet fandt også, at en sådan bestemmelse ville medføre en risiko for, at der ville blive stillet skærpede krav til offerets adfærd, og at offerets situation således ville blive svækket i stedet for styrket.

I forslaget til ændring af den norske straffelov fra 2000 blev det med en henvisning til betænkningen fra Seksuallovbruddsutvalget konkluderet, at indsættelse af et krav om manglende samtykke i voldtægtsbestemmelsen ikke ville tilføre bestemmelsen noget nyt af betydning, og at en sådan ændring snarere ville kunne få uønskede og negative konsekvenser, som også påpeget af Seksuallovbruddsutvalget, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 40. Endvidere blev det i lovforslaget afvist at indføre en selvstændig bestemmelse om straf for seksuel omgang foretaget uden samtykke, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 63-64.

I forarbejderne til det kapitel i en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer), som skal erstatte det gældende kapitel om seksualforbrydelser i straffeloven fra 1902, blev det på ny overvejet, om voldtægtsbestemmelsen burde omfatte alle former for seksuel omgang uden samtykke, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 217ff. Konklusionen blev også denne gang, at det blev afvist at fremsætte et sådant forslag, ligesom det blev afvist at indsætte en selvstændig bestemmelse i straffeloven om seksuel omgang uden samtykke. Der blev ved vurderingen af spørgsmålet om samtykke bl.a. henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen M.C. mod Bulgarien. Det anføres i den forbindelse i forarbejderne, at der efter det norske justitsministeriums opfattelse næppe af dommen kan udledes en forpligtelse til at udforme voldtægtsbestemmelsen således, at der henvises til manglende samtykke, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 218. Der henvises om dommen M.C. mod Bulgarien nærmere til kapitel 4, afsnit 2, ovenfor.

Om baggrunden for ikke at fremsætte forslag om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse fremgår endvidere bl.a. følgende af lovforarbejderne, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 221:

”Departementet anser det likevel usikkert hvilke tilfeller et slikt alternativ i praksis vil kunne dekke, også sett i lys av at bevissituasjonen i mange tilfeller vil være vanskelig. Departementet har derfor kommet til at voldtektsbestemmelsen ikke bør utvides nå. Det er imidlertid grunn til å understreke at vurderingen av om vilkårene i straffeloven 1902 § 192 og i forslaget til straffeloven 2005 § 291 er oppfylt, er relativ og må trekke inn forholdet mellom de involverte og hele situasjonen som handlingen skjer i, se nedenfor. Dette kan særlig ha betydning for bedømmelsen av om det foreligger årsakssammenheng mellom vold eller truende atferd og etterfølgende seksuell omgang. Alternativet om at fornærmede var ute av stand til å motsette seg handlingen kan også dekke mange situasjoner, ikke bare søvntilfellene. Videre kan bestemmelsen om grovt uaktsom voldtekt fange opp enkelte av tilfellene som et alternativ om seksuell omgang uten samtykke eventuelt kunne ha dekket.

Departementet har vurdert om det bør innføres en egen bestemmelse som rammer den som har seksuell omgang med noen som ikke har samtykket i det. (…)

En bestemmelse om seksuell handling med noen som ikke har samtykket i det, finnes i straffeloven 1902 § 200 første ledd og er foreslått videreført i forslag til straffeloven 2005 § 297. Man kunne tenkt seg en felles regulering av seksuell omgang og seksuell handling med noen som ikke har samtykket i det. Spørsmålet om det praktiske behovet for en slik bestemmelse melder seg imidlertid også her. I tillegg kommer en risiko for at visse tilfeller av voldtekt ville bli nedsubsumert til seksuell omgang med noen som ikke har samtykket i det. (…)

Departementet vil derfor ikke foreslå en egen bestemmelse som retter seg mot seksuell omgang uten samtykke.”

Forslaget til bl.a. kapitlet om seksualforbrydelser i den nye norske straffelov af 2005 blev vedtaget i 2009, jf. Innst.O. nr. 73 (2008-2009) og Besl.O. nr. 88 (2008-2009). Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid som nævnt endnu ikke trådt i kraft.

4.4. Svensk ret

Der blev med lovændringen indført et nyt kapitel 6 i straffeloven om seksualforbrydelser, og blandt de ændringer af lovgivningen, som blev gennemført, var bl.a. en udvidelse af voldtægtsbestemmelsen. Bestemmelsen blev udvidet ved, at de krav, der efter bestemmelsen stilles til tvang, blev lempet, og ved at de alvorligste tilfælde af seksuel udnyttelse blev indarbejdet i voldtægtsbestemmelsen.

Bestemmelsen om voldtægt i den svenske straffelov har følgende ordlyd (kapitel 6 § 1):

”Den som genom misshandel eller annars med våld eller genom hot om brottslig gärning tvingar en person till samlag eller till att företa eller tåla en annan sexuell handling som med hänsyn till kränkningens art och omständigheterna i övrigt är jämförlig med samlag, döms för våldtäkt till fängelse i lägst två och högst sex år.

Detsamma gäller den som med en person genomför ett samlag eller en sexuell handling som enligt första stycket är jämförlig med samlag genom att otillbörligt utnyttja att personen på grund av medvetslöshet, sömn, berusning eller annan drogpåverkan, sjukdom, kroppsskada eller psykisk störning eller annars med hänsyn till omständigheterna befinner sig i ett hjälplöst tillstånd.

Är ett brott som avses i första eller andra stycket med hänsyn till omständigheterna vid brottet att anse som mindre grovt, döms för våldtäkt till fängelse i högst fyra år.

Är brott som avses i första eller andra stycket att anse som grovt, döms för grov våldtäkt till fängelse i lägst fyra och högst tio år. Vid bedömande av om brottet är grovt skall särskilt beaktas, om våldet eller hotet varit av särskilt allvarlig art eller om fler än en förgripit sig på offret eller på annat sätt deltagit i övergreppet eller om gärningsmannen med hänsyn till tillvägagångssättet eller annars visat särskild hänsynslöshet eller råhet.”

Som det fremgår af bestemmelsen, inddeles voldtægt efter svensk ret i forskellige grader af strafværdighed – mindre grov voldtægt, voldtægt og grov voldtægt. Det afgøres ud fra omstændighederne i den enkelte sag, hvilken slags voldtægt der konkret er tale om. Af lovteksten fremgår det dog bl.a., at en voldtægt normalt skal bedømmes som grov, hvis volden eller truslen har været af særlig alvorlig karakter, eller hvis voldtægten er begået af flere i forening. Der skelnes hverken i svensk lovgivning eller retspraksis mellem overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt.

Bestemmelsen om voldtægt omfatter både samleje og anden seksuel handling, som med hensyn til krænkelsen karakter og omstændighederne i øvrigt kan sidestilles med samleje. Som et eksempel på en handling, der kan sidestilles med samleje er i forarbejderne til bestemmelsen bl.a. nævnt analt og oralt samleje samt indføring af fingre mv. i offerets underliv eller anus, jf. prop. 2004/05:45 side 136.

Voldtægtsbestemmelsen omfatter ud over samleje mv. tiltvunget ved mishandling, vold eller trussel om strafbar handling også samleje mv. ved udnyttelse af en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand.

Den, som ved ulovlig tvang gennemfører anden form for seksuel handling end de handlinger, der er omfattet af voldtægtsbestemmelsen, med en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand, vil efter den svenske straffelovs kapitel 6 § 2 kunne straffes for seksuel tvang.

Det er efter forarbejderne til voldtægtsbestemmelsen tilstrækkeligt, at gerningsmanden fremtvinger den seksuelle handling gennem vold i form af eksempelvis at fastholde offeret eller gennem trusler af en karakter, som ikke kun omfatter trusler om vold, men også visse andre former for ulovlig tvang, jf. prop. 2004/05:45 side 41ff. Det kræves efter bestemmelsen ikke, at offeret har gjort modstand.

Der henvises om voldtægtsbestemmelsen i den svenske straffelov nærmere til bl.a. Lena Holmqvist m.fl., Brottsbalken. En kommentar, Del I, Studentutgåva 6 (2009) side 6:6ff, og Petter Asp, Sex och Samtycke (2010) side 56ff og 68ff, hvor også samtykkebegrebet i forhold til seksuelle overgreb er nærmere beskrevet, jf. særligt side 48ff, 81ff, 109ff og 195ff.

Spørgsmålet om, hvorvidt det centrale element i voldtægtsbestemmelsen bør være anvendelsen af tvang eller manglende samtykke, blev diskuteret og overvejet af både Sexualbrottskommittén forud for lovreformen i 2005 (SOU 2001:14 side 123ff) og af den svenske regering i forbindelse med reformen af bestemmelserne om seksualforbrydelser i 2005 (prop. 2004/05:45 side 36ff). Regeringen, som delte Komiteens bedømmelse af spørgsmålet, fandt ikke, at der var tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at affatte voldtægtsbestemmelsen ud fra et krav om manglende samtykke. Der blev som baggrund herfor navnlig henvist til den risiko en sådan formulering af bestemmelsen ville skabe for i højere grad at sætte fokus på offerets handlinger. Flertallet af høringsparterne og den svenske Rigsdag delte denne opfattelse (bet. 2004/05:JuU16 side 12ff).

Den svenske regering nedsatte i 2008 et udvalg med den opgave at foretage en evaluering af den reform af de strafferetlige regler om seksualforbrydelser, som blev foretaget i 2005, jf. Dir. 2008:94. Formålet med evalueringen har særligt været at vurdere, hvordan de ændrede strafbestemmelser har fungeret i praksis, og om formålet med reformen er blevet opnået.

I oktober 2010 blev der på den baggrund afgivet en betænkning om lovgivningen om seksualforbrydelser (SOU 2010:71). Af betænkningen fremgår det, at beskyttelsen af den personlige og seksuelle integritet og den seksuelle selvbestemmelsesret generelt set er blevet forstærket og tydeliggjort med reformen i 2005. Endvidere fremgår det, at det formål, der blev sat med reformen om at skabe klare og velafgrænsede bestemmelser, hovedsagelig er lykkedes, jf. SOU 2010:71 side 15. Betænkningen indeholder dog visse forslag til ændringer af lovgivningen med henblik på at forbedre beskyttelsen mod seksuelle overgreb.

Den gældende svenske lovgivning om voldtægt og andre alvorlige seksuelle krænkelser forudsætter som anført ovenfor, at gerningsmanden har anvendt tvang i form af vold eller trusler eller har udnyttet, at offeret befandt sig i en hjælpeløs tilstand.

Det fremgår af betænkningen, at spørgsmålet om samtykke er af central betydning ved bedømmelsen af, om en handling udgør en seksualforbrydelse. Udgangspunktet for lovgivningen om seksualforbrydelser er således den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og integritet. Selv om det er selvbestemmelsesretten, der beskyttes med lovgivningen, er det dog ifølge betænkningen ikke givet, at samtykke skal være det grundlæggende element i kriminaliseringen af seksualforbrydelser. Lovgivningen vil også – som efter de gældende regler – kunne udformes således, at den angiver de situationer, hvor et samtykke ikke foreligger eller ikke er relevant, jf. SOU 2010:71 side 17 og 205ff.

I forbindelse med spørgsmålet om samtykkets betydning er der i betænkningen bl.a. foretaget en nærmere analyse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen M.C. mod Bulgarien. Det vurderes i betænkningen, at dommen ikke indebærer en forpligtelse til at udforme lovgivningen om seksualforbrydelser på en bestemt måde. Det følger derimod af dommen, at straffelovgivningen skal leve op til de krav, som stilles i artikel 3 og 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det skal på den baggrund være muligt at straffe enhver seksuel handling, som er foretaget uden samtykke. Det er ifølge betænkningen et spørgsmål, om den gældende svenske lovgivning og retspraksis fuldt ud lever op til disse krav, jf. SOU 2010:71 side 17 og 198ff.

I betænkningen er endvidere foretaget en nærmere beskrivelse af fordele og ulemper ved en samtykkebaseret lovgivning om seksualforbrydelser. Indledningsvis fremgår det af betænkningen, at der ikke findes en fast eller given definition af begrebet ”samtykke”, og at det derfor må være omstændighederne, hvorunder et samtykke er givet, som bliver afgørende for bedømmelsen af, om der i et konkret tilfælde er givet et gyldigt samtykke, jf. SOU 2010:71 side 205.

Som fordele ved en samtykkebaseret lovgivning angives i betænkningen bl.a., at dette vil kunne anses som en naturlig forlængelse af udvikling af det strafferetlige syn på seksualforbrydelser, og at en samtykkebaseret regulering vil kunne have en normerende virkning ved at tydeliggøre, at det ikke er tilladt at have sex med en person, som ikke samtykker til det. Det anføres endvidere, at en sådan regulering vil kunne skabe et vist fokus på gerningsmandens adfærd, samt at en samtykkebaseret regulering også ud fra et behandlingsperspektiv vil give en bedre beskyttelse af voldtægtsofre, idet integritetskrænkelsen vil blive udgangspunktet for behandlingen af en sag om voldtægt, jf. SOU 2010:71 side 207ff.

Imod en samtykkebaseret regulering angives det bl.a., at dette vil skabe et øget fokus på offerets handlinger i forbindelse med et overgreb, og at det vil være vanskeligt at definere, hvornår der foreligger et gyldigt samtykke, og hvilken form et samtykke vil skulle have. Det anføres desuden, at en sådan regulering vil kunne skabe en urimelig – og ifølge betænkningen urealistisk – forventning om flere domfældelser samt skabe en øget risiko for moralisering, idet der ved bedømmelsen af, om et offer har samtykket, også vil skulle tages stilling til, hvilke typer af handlinger det er normalt at samtykke til, jf. SOU 2010:71 side 211ff.

Det fremgår af betænkningen, at de bevismæssige vanskeligheder i sager om seksuelle overgreb findes at ville være lige så omfattende med en samtykkebaseret regulering som efter den gældende svenske regulering på området, jf. SOU 2010:71 side 218ff og 237.

Det konkluderes i betænkningen, at samtykkets betydning for, hvornår noget er en tilladt henholdsvis en utilladt handling, bør fremgå direkte af lovgivningen. Det foreslås dog ikke at indføre en ren samtykkebaseret regulering, hvor samtykket er det grundlæggende og eneste element i kriminaliseringen. Kriminaliseringen af voldtægt og seksuel tvang bør ifølge betænkningen fortsat tage udgangspunkt i, om der er udvist tvang eller udnyttelse, jf. SOU 2010:71 side 17-18, 232ff og 239ff.

På den anførte baggrund – og da begrebet ”hjælpeløs tilstand” i betænkningen findes at være for snævert til at omfatte alle strafværdige former for seksuel udnyttelse – foreslås det i stedet, at lovgivningen om seksualforbrydelser udvides og suppleres. Det fremgår i den forbindelse også, at det findes at være en mangel ved lovgivningen, at det i de situationer, hvor der hverken er udvist tvang eller udnyttelse, ikke er kriminaliseret som andet end et seksuelt forulempende overgreb (sexuellt ofredande) i henhold til den svenske straffelovs kapitel 6 § 10 at gennemføre en seksuel handling mod en persons vilje. Den svenske straffelovs kapitel 6 § 10 omhandler bl.a. seksuel berøring af et barn (stk. 1) samt den, som blotter sig, eller som gennem ord eller handlinger forulemper en person på en måde, som er egnet til at krænke dennes seksuelle integritet (stk. 2). Den anførte mangel ved lovgivningen vil ifølge betænkningen bl.a. opstå i tilfælde, hvor et offer under et overgreb udviser total passivitet, eller hvor gerningsmanden vildleder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en person, som offeret har eller har haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side 16-17 og 228ff.

Det foreslås i betænkningen, at voldtægtsbestemmelsen udvides, således at det ikke blot er strafbart at udnytte en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand, men også at udnytte en person, som på anden måde har særlig vanskeligt ved at værne om sin seksuelle integritet. Det sidstnævnte vil ifølge betænkningen eksempelvis kunne være tilfældet, hvis en person føres hen til et for ham eller hende ukendt sted og dér udnyttes seksuelt. Et andet eksempel vil kunne være udnyttelse af en stof- eller alkoholpåvirket person, der befinder sig i en truet eller udsat situation. Det afgørende vil være, om offeret befinder sig i en situation, hvor mulighederne for at afvise den seksuelle handling af en eller anden grund er begrænset, jf. SOU 2010:71 side 18. Som en konsekvens af udvidelsen af voldtægtsbestemmelsen foreslås det desuden at ophæve den gældende bestemmelse om seksuel udnyttelse af en person i et afhængighedsforhold i den svenske straffelovs kapitel 6 § 3. Handlinger omfattet af bestemmelsen i § 3 vil således i stedet blive omfattet af bestemmelserne i den svenske straffelov om voldtægt (kapitel 6 § 1) og seksuel tvang (kapitel 6 § 2), jf. SOU 2010:71 side 18, 243ff og 490ff.

Det foreslås endvidere i betænkningen, at der i den svenske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser indsættes en ny samtykkebaseret bestemmelse om straf for seksuelt overgreb. Med den foreslåede bestemmelse kriminaliseres gennemførelse af en seksuel handling med en person uden dennes tilladelse. Det foreslås, at bestemmelsen skal være subsidiær i forhold til bestemmelserne om voldtægt og seksuel tvang og således kun skal kunne anvendes, hvis gerningen ikke udgør voldtægt eller seksuel tvang. Strafferammen foreslås til fængsel i indtil 4 år. Det anføres i betænkningen bl.a., at den foreslåede bestemmelse ud over at tydeliggøre samtykkets betydning også vil sikre, at det på en passende måde bliver muligt at straffe den som – uanset om der er anvendt tvang eller udnyttelse – gennemfører en seksuel handling med en person, som ikke har tilladt denne handling. Bestemmelsen vil bl.a. kunne anvendes i de tilfælde, der er nævnt ovenfor, hvor et offer under et overgreb udviser total passivitet, eller hvor gerningsmanden vildleder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en person, som offeret har eller har haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side 18, 246ff, 250ff og 495ff.

Med hensyn til afgrænsningen mellem bestemmelsen i den svenske straffelov om voldtægt og bestemmelsen om seksuel tvang foreslås det i betænkningen, at det i voldtægtsbestemmelsen præciseres, at de seksuelle handlinger som – foruden samleje – er omfattet af bestemmelsen er handlinger, hvor den seksuelle krænkelses alvor er sammenlignelig med et påtvunget samleje, jf. SOU 2010:71 side 18-19 og 260ff.

Hvis de foreslåede ændringer gennemføres, er der ifølge betænkningen ikke tvivl om, at den svenske lovgivning vil leve op til de internationale krav, der stilles til kriminalisering af seksualforbrydelser, jf. SOU 2010:71 side 18 og 248.

4.5. Straffelovrådets overvejelser

4.5.1. Indledning

Efter bestemmelsen om voldtægt i straffelovens § 216 er det et krav, at gerningsmanden har tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

For Straffelovrådet er det et hovedspørgsmål, om straffelovens voldtægtsbestemmelse i sin nuværende udformning er tilstrækkelig rummelig til at ramme de seksuelle overgreb, som efter en nutidig opfattelse er af en art og har en sådan alvorlig karakter, at de bør straffes som voldtægt.

Spørgsmålet har flere elementer. Det er dels et spørgsmål, om voldtægtsbestemmelsen i stedet for at beskrive de omstændigheder i form af vold eller trusler, som karakteriserer en typisk voldtægt, bør erstattes af en bredt affattet bestemmelse om straf for den, der uden en andens samtykke skaffer sig samleje med den pågældende. Dette spørgsmål har Straffelovrådet besvaret ovenfor i kapitel 5 og har i den forbindelse afvist, at der er sådanne fordele forbundet med en samtykkebaseret bestemmelse, at en sådan affattelse af voldtægtsbestemmelsen bør foretrækkes frem for den nuværende affattelse af bestemmelsen.

Et hermed forbundet spørgsmål er, om det bør tydeliggøres i straffelovens § 216, at det er et element i en voldtægt, at den forurettede ikke har meddelt samtykke til handlingen. Straffelovrådet bemærker herom, at den gældende voldtægtsbestemmelse ved beskrivelsen af tvangsformer og brugen af ordet ”tiltvinger” klart forudsætter, at forurettede ikke har samtykket i samlejet. Straffelovrådet kan derfor heller ikke anbefale en sådan ændring af bestemmelsen.

Et andet spørgsmål er, om voldtægtsbestemmelsen bør omfatte andre og flere overgreb end den nuværende bestemmelse for derved at understrege og støtte den udvikling i retning af større respekt for den enkeltes integritet og seksuelle bestemmelsesret, som er sket gennem de senere årtier, og som har fundet udtryk i norsk og svensk straffelovgivning i større omfang end i den tilsvarende danske.

Det vil i den forbindelse navnlig være nærliggende at vurdere, om voldsbegrebet i bestemmelsen forudsætter brug af større fysisk magtanvendelse end ønskeligt og derfor bør erstattes af et videre begreb som for eksempel ”fysisk magtanvendelse”. Dette spørgsmål drøftes nedenfor i afsnit 4.5.2.

Straffelovrådet finder endvidere anledning til at vurdere, om samlejebegrebet er hensigtsmæssigt afgrænset eller bør udvides til andre alvorlige former for seksuelle overgreb. Denne vurdering vil – ud over voldtægtsbestemmelsen – også få betydning for andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24, hvori samleje indgår som en del af gerningsindholdet. Dette spørgsmål er omhandlet nedenfor i afsnit 4.5.3.

Endelig er det et spørgsmål, om voldtægt som strafferetligt begreb bør udvides til at omfatte forhold, som i dag kan straffes efter andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24. Dette spørgsmål er omhandlet nedenfor i afsnit 4.5.4.

4.5.2. Definitionen af vold i voldtægtsbestemmelsen

Voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 omfatter bl.a. samleje tiltvunget ved vold.

Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den gældende definition af vold i § 216 kan give anledning til tvivl i forhold til, hvilke typer af vold der er omfattet af bestemmelsen, herunder særligt om også mildere former for vold er omfattet af voldsbegrebet. Endvidere er det et spørgsmål, om de typer af vold, der er omfattet af definitionen på vold i § 216, dækker de former for vold, som bør være omfattet af bestemmelsen.

På den anførte baggrund beskrives definitionen af vold efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 i det følgende.

Ved vold i henhold til straffelovens § 216 forstås fysisk magtanvendelse, jf. herved Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 20 og 44 og Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 3999, hvor der henvises til betænkning nr. 914/1980. Af de nævnte forarbejder fra 1980-81 fremgår det endvidere, at der ikke er holdepunkter for at antage, at udtrykket ”vold” i § 216 skal opfattes som begrænset til vold af en vis grovhed.

Det skal dog bemærkes, at definitionen af vold i § 216 må antages på visse punkter at adskille sig fra anvendelsesområdet for voldsbestemmelsen i straffelovens § 244, idet bestemmelsen i § 244 ud over vold også omfatter legemsangreb, som ligger på kanten af eller uden for den sprogligt naturlige forståelse af udtrykket ”øver vold”. Dét at spytte en anden person i ansigtet eller overhælde en anden person med en spand vand anses således som legemsangreb omfattet af § 244, mens disse former for angreb formentlig ikke i sig selv kan antages at være omfattet af voldsbegrebet i straffelovens § 216. Fysisk magtanvendelse efter § 216 omfatter dog omvendt også handlinger af en sådan karakter, at de ikke ville være omfattet af straffelovens § 244. F.eks. vil en fastholdelse af offeret eller en adskillelse af offerets ben, som udgør vold i henhold til § 216, kunne ske i så mild en form, at der ikke ville være tale om vold efter § 244.

Vold efter § 216 vil kunne forekomme dels i form af en absolut eller mekanisk tvang, hvorved gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennemtvinger samlejet trods offerets fysiske modstand, dels i form af, at volden virker som et såkaldt kompulsivt tvangsmiddel, hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre modstand, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 side 20, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 49 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 510-511.

Som eksempler på vold omfattet af § 216 kan bl.a. nævnes, at gerningsmanden griber fat i offeret, trækker offeret af sted, vælter offeret, tager offeret om halsen, slår offeret, holder offeret fast, lægger sig på offeret eller tvinger offerets ben fra hinanden, jf. betænkning nr. 914/1980 side 20 og Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 296. Ofte vil der i gerningssituationen foreligge en kombination af flere fysiske magtmidler, og fysisk magtanvendelse og trusler anvendes også ofte i kombination.

Fra retspraksis kan der som eksempler på domme, hvor gerningsmanden er fundet skyldig i voldtægt eller forsøg på voldtægt, selv om der alene er anvendt mildere former for vold, bl.a. henvises til UfR 2010.1988 H (den anvendte vold bestod i sagen i, at fire gerningsmænd førte offeret hen til et tennisanlæg, hvor de pressede hende ned på en træbom og fastholdt hende under overgrebet samt trak hendes bukser og trusser ned), UfR 2004.2847 Ø (den anvendte vold bestod i sagen i, at gerningsmanden førte offeret ind i hendes soveværelse og fastholdt hende på sengen), UfR 2004.1984 V (den anvendte vold bestod i sagen i, at gerningsmanden pressede offeret ned i en sofa, hvor hun efterfølgende blev fastholdt) og UfR 2004.693 Ø (den i sagen anvendte vold bestod i, at gerningsmanden greb offeret bagfra og tvang hende ned samt forsøgte at fastholde hende, herunder sprede hendes ben).

De former for vold, som efter det ovenstående er omfattet af den gældende definition af vold i § 216, dækker efter Straffelovrådets opfattelse på en tilfredsstillende måde de typer af vold og herunder også mildere former for vold, som bør være omfattet af § 216.

På den baggrund, og idet en ændring af voldsbegrebet i § 216 vil kunne rejse en række problemstillinger i forhold til øvrige bestemmelser i straffeloven, som omhandler udøvelse af vold, finder Straffelovrådet ikke grundlag for at foreslå ændringer i den angivelse og definition af vold, som følger af § 216.

4.5.3. Samlejebegrebet

4.5.3.1. Bestemmelserne i straffelovens §§ 216-223 a omhandler alle overgreb i form af samleje, men det er alene tiltvungen samleje efter straffelovens § 216, der betegnes som voldtægt. Betegnelsen voldtægt anvendes desuden ikke, hvis anden kønslig omgang end samleje, jf. straffelovens §§ 224 eller 225, er opnået ved anvendelse af tvang i henhold til § 216.

Anvendelse af §§ 216-223 a er ikke begrænset til forhold, der begås af mænd over for kvinder, men omfatter også mænd som offer for forbrydelsen. Det kræves efter bestemmelserne, at samleje er opnået eller tilsigtet opnået, jf. straffelovens § 21.

Det gældende samlejebegreb forudsætter, at der er tale om et heteroseksuelt forhold, idet samleje altid under straffeloven af 1930 er blevet forstået som betegnelse for et seksuelt forhold mellem mand og kvinde, som omfatter indførelse af det mandlige kønslem (penis) i kvindens skede (vagina).

Selv om betegnelsen ”analt samleje” er anvendt i nyere retspraksis, henføres sådanne forhold, når de er tiltvunget vold, trussel om vold eller hensættelse af offeret i en hjælpeløs tilstand, ikke direkte under § 216 som voldtægt, men under § 224, jf. § 216, som anden kønslig omgængelse end samleje.

Efter straffelovens § 224 finder bestemmelserne i §§ 216-223 a tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” er i litteraturen nærmere beskrevet som handlinger, der har ”en samlejelignende karakter, fungerer som surrogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den krænkede eller misbrugte part rummer et seksualovergreb, der nærmer sig til samleje”, jf. herom nærmere nedenfor i kapitel 16 om straffelovens § 224. Begrebet afgrænser overgreb omfattet af § 224 fra overgreb efter straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, mens afgrænsningen af § 224 over for §§ 216-223 a beror på fastlæggelsen af samlejebegrebet.

Som eksempler på ”anden kønslig omgængelse end samleje” kan fra retspraksis bl.a. nævnes analt samleje, oralt samleje, kys mv. på kønsdele, indføring af finger i skeden, manipulation af lem samt indføring af genstande i skeden. Sammenfattende kan det anføres, at der ved overgreb omfattet af § 224 normalt vil være direkte berøring mellem i hvert fald den enes kønsdel og den andens legeme.

Beføling af en andens legeme uden på tøjet omfattes ikke af straffelovens § 224, men af § 232. Desuden kan det nævnes, at beføling af en piges kønsdel uden forsøg på at lade en finger trænge ind i flere tilfælde i retspraksis er henført under § 232, og det samme gælder berøring af lem med hånden (uden manipulation).

Om afgrænsningen til straffelovens § 232 kan det endvidere nævnes, at denne bestemmelse efter sin ordlyd omfatter ”uterligt forhold”. Til belysning af bestemmelsens anvendelse i praksis kan det – ud over de allerede omtalte eksempler på anvendelsesområdet – nævnes, at bestemmelsen bl.a. omfatter befølinger, ekshibitionistiske handlinger, verbal uterlighed, beluring, forevisning og optagelse af utugtige biller og forevisning af utugtige tekster, krænkelser på internettet samt samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som ikke er omfattet af andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24.

I tillæg til bestemmelsen i straffelovens § 224 følger det af straffelovens § 225, at bestemmelserne i §§ 216-220 og § 222-223 a finder tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn. Der henvises om § 225 nærmere til kapitel 16 nedenfor.

4.5.3.2. Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den gældende definition af samleje bør udvides, således at anden kønslig omgængelse end samleje eller visse typer af anden kønslig omgængelse end samleje omfattes af samlejebegrebet.

En udvidelse af samlejebegrebet til også at gælde for forhold omfattet af §§ 224 og 225 vil ikke blot få betydning i forhold til straffelovens § 216, men desuden for bestemmelserne i straffelovens § 217-223 a, der som nævnt også vedrører overgreb i form af samleje.

Begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” omfatter, som det fremgår ovenfor, både handlinger af betydelig grovhed og handlinger af mindre grov karakter, der grænser op til blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232.

Afgrænsningen af, hvilke overgreb der bør omfattes af samlejebegrebet, bør efter Straffelovrådets opfattelse foretages ud fra det enkelte overgrebs intensitet og ud fra behovet for en sprogligt klar afgrænsning.

Ved vurderingen af, om samlejebegrebet bør udvides, er det på den baggrund Straffelovrådets opfattelse, at ufrivilligt analt samleje har en sådan lighed med ufrivilligt samleje i henhold til det gældende samlejebegreb, at denne form for overgreb bør omfattes af samlejebegrebet. Straffelovrådet har herved navnlig lagt vægt på, at krænkelsen af offeret ved et analt samleje findes at kunne ligestilles med den krænkelse, offeret udsættes for ved samleje efter den gældende definition af begrebet. Overgreb i form af analt samleje har derved efter rådets opfattelse samme grove karakter som samleje i henhold til de gældende regler.

Hertil kommer, at anvendelse af ordet ”samleje” som samlebetegnelse for vaginalt og analt samleje må antages at være i overensstemmelse med almindelig sprogbrug.

En udvidelse af samlejebegrebet til at omfatte øvrige former for kønslig omgængelse end analt samleje findes efter Straffelovrådets opfattelse at ville udgøre en udvidelse af begrebet, der vil være for vidtgående. Seksuelle handlinger i form af anden kønslig omgængelse end analt samleje foreslås på den baggrund fortsat reguleret særskilt, sådan som det er tilfældet i dag efter straffelovens §§ 224 og 225.

Betydningen af en udvidelse af samlejebegrebet til også at omfatte analt samleje vil være, at bestemmelserne i §§ 216-223 a vil kunne anvendes direkte i forhold til denne form for overgreb i både heteroseksuelle og homoseksuelle forhold.

Der vil dog ikke være tale om en reel udvidelse af de omtalte bestemmelsers anvendelsesområde, idet det som nævnt allerede følger af de gældende regler, at §§ 216-223 a også finder anvendelse på analt samleje, jf. §§ 224 og 225. Der bortses herved fra, at der i den gældende bestemmelse i § 225 ikke henvises til § 221. Se herom nærmere nedenfor under kapitel 16 om Straffelovrådets overvejelser vedrørende bl.a. § 225.

En udvidelse af samlejebegrebet som den foreslåede vil således primært få den betydning, at både heteroseksuelt og homoseksuelt forhold i form af analt samleje i relation til § 216 vil blive betegnet som voldtægt.

Der vil herved ske en udvidelse af, hvilken type af overgreb der betegnes som voldtægt, og der vil ved en sådan ændring endvidere ske en ligestilling af heteroseksuelle og visse homoseksuelle forhold i relation til også definitionen af overgreb, der har en sammenlignelig grovhed.

4.5.4. Et udvidet voldtægtsbegreb set i forhold til overgreb omfattet af navnlig straffelovens §§ 217-220

4.5.4.1. Straffelovrådet anmodes i henhold til kommissoriet om at overveje, om forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, eventuelt bør straffes som voldtægt, og i givet fald hvilken betydning dette bør have for de øvrige forbrydelser i kapitel 24, som handler om at udnytte en bestemt tilstand eller svagere position hos den forurettede (navnlig §§ 217-220).

Efter straffelovens § 218, stk. 2, straffes den, der skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, med fængsel indtil 4 år. Hvis gerningsmanden – for at opnå samleje – har hensat den forurettede i denne tilstand, hvor han eller hun er ude af stand til at modsætte sig samlejet, vil gerningsmanden kunne straffes for voldtægt efter straffelovens § 216.

Af forarbejderne til bestemmelserne i §§ 216 og 218 fremgår det bl.a., at bestemmelsen om voldtægt i straffeloven altid har været adskilt fra kriminaliseringen af samleje med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen i tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har bragt den pågældende i denne tilstand.

Med hensyn til afgrænsningen af bestemmelsen om voldtægt er det endvidere tidligere blevet afvist at slå bestemmelserne i straffelovens §§ 216 og 217 sammen til én paragraf, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 3999-4000 og 4002 samt Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 47-48. Der er i forarbejderne til bestemmelserne bl.a. henvist til, at det næppe vil være muligt at fastsætte fælles strafferammer for opnåelse af samleje efter de to bestemmelser, samt at det må forekomme meget tvivlsomt, om det er forsvarligt eller naturligt at anvende betegnelsen voldtægt om en forbrydelse, der er defineret så bredt, at den omfatter alle de tvangsmidler, der henhører under § 260 om ulovlig tvang. Straffelovrådet har i den forbindelse endvidere tilkendegivet, at man holder sig bedst i overensstemmelse med den almindelige sprogbrug og med den retlige tradition, hvis betegnelsen ”voldtægt” forbeholdes de groveste tvangsmidler, dvs. anvendelse af vold og trusler om vold.

4.5.4.2. Til støtte for at straffe forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, som voldtægt, vil det kunne anføres, at disse forhold – ligesom forhold omfattet af straffelovens § 216 – udgør en særdeles alvorlig krænkelse af offeret. Det kan således anføres, at et offer ikke bør være undergivet en ringere beskyttelse mod seksuelle overgreb, blot fordi vedkommende eksempelvis er så beruset, at det ikke har været nødvendigt for gerningsmanden at udøve vold.

Det vil endvidere kunne anføres, at overgrebet for offeret ikke er mindre krænkende i tilfælde, hvor offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen (§ 218, stk. 2), end eksempelvis i tilfælde, hvor gerningsmanden har hensat offeret i denne tilstand (§ 216).

Til støtte for at kriminalisere forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, som voldtægt vil der desuden kunne henvises til, at samleje med et offer, der ikke er i stand til at modsætte sig handlingen på grund af f.eks. bevidstløshed, lammelse eller anden form for hjælpeløshed, i både Norge og Sverige anses som voldtægt.

En sådan udvidet voldtægtsbestemmelse vil hvile på det grundsynspunkt, at brugen af tvang eller benyttelsen af en hjælpeløs tilstand hos offeret til at skaffe sig samleje uanset de nærmere omstændigheder omkring tvangen eller tilstanden er så grov en integritetskrænkelse, at overgrebene samlet bør kriminaliseres som voldtægt. Med bestemmelsen vil det således kunne understreges, at det i højere grad er ufrivilligheden eller det manglende samtykke fra offerets side, som afgør, om overgrebet bør omfattes af voldtægtsbestemmelsen, end overgrebets nærmere omstændigheder. Samtidig vil bestemmelsen fastholde, at det af retssikkerhedsmæssige grunde er at foretrække, at bestemmelsen nærmere beskriver de elementer, som er udtryk for, at samlejet er ufrivilligt.

Heroverfor vil det imidlertid kunne anføres, at det allerede efter de gældende bestemmelser i straffeloven er strafbart med et højt strafmaksimum at have samleje med en person, som f.eks. på grund af bevidstløshed er ude af stand til at modsætte sig samlejet, også selv om gerningsmanden ikke er ansvarlig for den forurettedes tilstand. I de groveste tilfælde, hvor gerningsmanden har hensat den forurettede i denne tilstand for at opnå samleje, kan den pågældende efter den gældende bestemmelse i § 216 straffes for voldtægt.

Endvidere kan det anføres, at straffelovens § 216 først og fremmest omfatter tilfælde, hvor en person ved vold eller trussel om vold tvinges til et samleje.

Bestemmelsen i § 218 omhandler tilfælde, hvor der hverken er udøvet vold eller tvang. Opnåelse af samleje med en person, der efter § 218, stk. 2, er i en værgeløs tilstand, er som udgangspunkt i alle tilfælde et strafbart misbrug.

Hvis forhold omfattet af § 218, stk. 2, skulle straffes som voldtægt, ville det desuden rejse spørgsmål i forhold til andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24, hvor gerningsmanden skaffer sig samleje ved forskellige former for udnyttelse, eller hvor strafferammen efter de gældende bestemmelser ligesom i straffelovens § 218 er fængsel indtil 4 år. Kapitel 24 i straffeloven indeholder således en række andre bestemmelser om samleje ved udnyttelse af en bestemt tilstand eller svagere position hos offeret og med en strafferamme, der svarer til eller er sammenlignelig med strafferammen i § 218, stk. 2, herunder § 217 om samleje ved anden ulovlig tvang, § 218, stk. 1, om opnåelse af samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering, § 219 om den, der som ansat på en institution har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, og § 220 om opnåelse af samleje ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed.

Konsekvensen af at straffe forhold omfattet af § 218, stk. 2, som voldtægt vil på den baggrund bl.a. kunne være, at forhold omfattet af de øvrige bestemmelser i §§ 217-220 også vil skulle straffes som voldtægt, idet disse bestemmelser efter de gældende regler som nævnt har en strafferamme og dermed en tidligere vurderet grovhed, der svarer til § 218, stk. 2, eller omfatter en situation om udnyttelse mv., der kan siges at være sammenlignelig med bestemmelsen i § 218, stk. 2. Det vil desuden særligt i forhold til bestemmelsen i § 217 kunne være vanskeligt at begrunde, at tilfælde, hvor der ikke er udøvet nogen form for tvang, vil skulle straffes hårdere end tilfælde, hvor der er udøvet ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260. En sådan konsekvens ville i givet fald medføre en meget generel bestemmelse om voldtægt og en betydelig skærpelse af strafferammen for en række forbrydelser i straffelovens kapitel 24.

Endelig kan det imod en kriminalisering af forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, som voldtægt anføres, at det ikke vil være naturligt at betegne et forhold som ”voldtægt”, hvis gerningsmanden hverken har udøvet fysisk tvang over for eller truet den forurettede eller har hensat den forurettede i en tilstand, hvor vedkommende ikke kunne modsætte sig handlingen.

4.5.4.3. Efter Straffelovrådets opfattelse er der således en række forhold, der taler henholdsvis for og imod at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte handlinger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og i konsekvens heraf endvidere forhold omfattet af straffelovens § 217.

En sådan udvidelse af voldtægtsbestemmelsen vil ikke have nogen betydning for, hvilke handlinger der er strafbare. Der er således tale om forhold, der allerede i dag er strafbare. Handlinger omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, omfatter i dag kun seksuelle forhold uden for ægteskab, men Straffelovrådets flertal foreslår denne begrænsning ophævet, jf. herom kapitel 9, afsnit 3.3. Og såfremt anbefalingen herom ikke følges, er der ikke noget til hinder for at videreføre denne begrænsning i en udvidet voldtægtsbestemmelse.

Vedrørende forholdet mellem den gældende voldtægtsbestemmelse i § 216 og straffelovens § 218, stk. 2, er det endvidere væsentligt at fremhæve, at der allerede efter gældende ret vil skulle straffes for voldtægt, hvis gerningsmanden har opnået samlejet ved tvang – herunder i form af en underforstået eller ikke udtalt trussel – selv om offeret eventuelt har været stærkt beruset. Der bliver således efter gældende ret alene spørgsmål om at dømme for overtrædelse af § 218, stk. 2, hvis gerningsmanden på grund af f.eks. offerets stærkt berusede tilstand har opnået samlejet uden samtykke, men uden at anvende tvang.

Det vil afhænge af den nærmere udformning af en sådan udvidet voldtægtsbestemmelse og eventuelt af bemærkningerne til et lovforslag herom, om en sådan udvidelse af voldtægtsbestemmelsen vil have betydning for strafudmålingen i sager, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og § 217. Et eventuelt ønske om at skærpe straffen i nogle af de tilfælde, der i dag er omfattet af § 218, stk. 2, vil også kunne opnås med et lovforslag, der bevarer § 218, stk. 2, som en selvstændig forbrydelse.

Valget mellem en traditionel og snæver udformning af voldtægtsbestemmelsen eller en ny og bredere definition af voldtægtsbegrebet er således i høj grad et vurderingsspørgmål.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en udvidelse af voldtægtsbestemmelsen navnlig kunne opfattes som et yderligere signal om, at også forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, er meget alvorlige forbrydelser – efter omstændighederne på linje med voldtægt efter gældende ret. Samtidig vil der imidlertid være den ulempe ved en bred voldtægtsdefinition, at bestemmelsen kommer til at omfatte forhold af meget forskellig grovhed, herunder mindre alvorlige forhold, og at der dermed er risiko for, at der over tid sker en udvanding af voldtægtsbegrebet.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en bevarelse af en snæver voldtægtsbestemmelse – der i overensstemmelse med ordet ”voldtægt” er koncentreret om tilfælde, hvor gerningsmanden har anvendt vold eller trussel herom – navnlig kunne opfattes som et signal om, at voldtægt i alle tilfælde er en særdeles alvorlig forbrydelse. Dette vil endvidere ikke være til hinder for, at det samtidig – eventuelt ved en forhøjelse af strafniveauet for overtrædelser af straffelovens § 218, stk. 2 – markeres, at forhold omfattet af denne bestemmelse også normalt er meget alvorlige forbrydelser. Straffelovrådet vender tilbage til spørgsmålet om strafniveauet ved overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, i kapitel 9 nedenfor.

På denne baggrund har Straffelovrådet i sit lovudkast i kapitel 28 nedenfor medtaget begge muligheder som alternative lovmodeller.

I Straffelovrådets lovudkast omfatter modellen med en udvidet voldtægtsbestemmelse ikke overgreb mod sindssyge m.fl., som i dag er kriminaliseret i straffelovens § 218, stk. 1, samleje med institutionsanbragte, jf. straffelovens § 219, misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed, jf. straffelovens § 220, eller visse forvekslingssituationer, jf. straffelovens § 221. De nævnte former for overgreb er ikke karakteriseret ved tvang, og bl.a. samleje med institutionsanbragte omfatter også situationer, hvor den pågældende frivilligt deltager i samlejet. Disse overgreb adskiller sig således fra de overgreb, der vil være omfattet af en udvidet voldtægtsbestemmelse som den beskrevne, på så væsentlige punkter, at Straffelovrådet ikke finder det hensigtsmæssigt, herunder sprogligt naturligt, at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte sådanne overgreb. De nævnte overgreb vil blive behandlet særskilt nedenfor i kapitel 9-12.

Med hensyn til spørgsmålet om eventuelt at udvide voldtægtsbestemmelsen til helt eller delvis at omfatte overgreb mod børn omfattet af straffelovens § 222 henvises til kapitel 13, afsnit 3.3, nedenfor.

5. Uagtsom voldtægt

5.1. Indledning

Efter kommissoriet anmodes Straffelovrådet om at overveje, om der – som f.eks. i Norge – bør indføres regler om strafansvar for uagtsom voldtægt. Straffelovrådet anmodes i den forbindelse om at belyse de hensyn, der kan tale henholdsvis for og imod en kriminalisering af uagtsom voldtægt, og herunder belyse en eventuel udvikling i retspraksis med hensyn til at domfælde for (forsætlig) voldtægt i sager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler.

Spørgsmålet om kriminalisering af uagtsom voldtægt har været genstand for overvejelser i både den offentlige debat, i Folketinget og i den juridiske litteratur. Der henvises herom til kapitel 3, afsnit 2.2, ovenfor og til afsnit 5.4 nedenfor.

Det har således bl.a. været anført, at uagtsom voldtægt er udtryk for en handling af en så kritisabel og foragtelig karakter, at denne adfærd bør være strafbar. Endvidere har det været anført, at opfyldelse af de gældende krav til voldtægt kan give anledning til bevismæssige vanskeligheder i forhold til navnlig kontakt- og partnervoldtægter samt generelt i situationer, hvor gerningsmanden ikke har indset, at et samleje er tiltvunget. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor der ikke er udøvet omfattende vold eller trusler, og hvor offeret ikke har ydet særlig modstand mod overgrebet. En kriminalisering af uagtsom voldtægt er i den forbindelse blevet fremhævet som en mulig løsning på de nævnte bevisvanskeligheder.

I afsnit 5.2 nedenfor omtales kravene til forsæt og uagtsomhed, og i afsnit 5.3 redegøres for kriminaliseringen af uagtsomhed efter de gældende bestemmelser i straffelovens kapitel 24. I afsnit 5.4 omtales den juridiske litteratur om uagtsom voldtægt, og afsnit 5.5 indeholder en beskrivelse af norsk ret og herunder norsk retspraksis vedrørende uagtsom voldtægt.

Straffelovrådets overvejelser om uagtsom voldtægt er gengivet i afsnit 5.6.

5.2. Kravene til forsæt og uagtsomhed

5.2.1. Forsæt

Efter straffelovens § 19 straffes uagtsomme overtrædelser af straffeloven kun, når det er særligt hjemlet. Hvis ikke det modsatte er bestemt, straffes overtrædelser af straffeloven således kun, hvis de er begået forsætligt.

Straffeloven indeholder ingen definition af, hvad der forstås ved forsæt.

I det forslag til straffelov, som regeringen fremlagde i 1924, indeholdt § 20, stk. 2, følgende forsætsdefinition (Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3153):

”Forsæt foreligger, naar Gerningsmanden ved sin Handling vil hidføre, hvad der efter Loven kræves til Forbrydelsen, eller anser dennes Indtræden som en nødvendig eller overvejende sandsynlig Følge af Gerningen eller vel kun anser Forbrydelsens Indtræden som mulig, men vilde have handlet, selv om han havde anset den som sikker.”

Bestemmelsen blev efterfølgende taget ud af lovforslaget, da den blev anset for overflødig, jf. Rigsdagstidende, 1928-29, tillæg B, spalte 2125ff. I 1930-straffeloven var definitionen således udeladt og § 19 affattet med bestemmelsens nuværende indhold.

I overensstemmelse med den gengivne forsætsdefinition fra 1924 antages forsæt at kunne foreligge i tre former: direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og dolus eventualis, jf. bl.a. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 223ff.

Direkte forsæt er i relation til delikter, hvor det kriminaliserede er at forårsage en bestemt følge (forårsagelsesdelikter), at handle for at denne følge skal indtræde. Det vil sige at tilstræbe eller have til hensigt, at den kriminaliserede følge skal indtræde. Hvor der foreligger hensigt eller direkte forsæt, er det ligegyldigt, om gerningsmanden anser det for overvejende sandsynligt, at det vil lykkes ham at opnå følgen. Hvis gerningsmanden anser en anden følge som nødvendig for at opnå det, han har hensigt til, anses han for at have direkte forsæt også hertil. I tilfælde, hvor det er selve handlingen, der kriminaliseres (adfærdsdelikter), foreligger direkte forsæt, hvor gerningsmanden handler med viden eller anden sikker bevidsthed om de forhold, som gør handlingen ulovlig. Der skal foreligge en viden i den forstand, at gerningsmanden ved foretagelsen af den strafbare handling tænker på det foreliggende forhold, jf. herved Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I – Ansvaret (3. udg. 2008) side 75-76.

Sandsynlighedsforsæt foreligger, hvor gerningsmanden uden at tilstræbe en kriminaliseret følge dog anser følgen som en overvejende sandsynlig konsekvens af sine handlinger, eller anser det for overvejende sandsynligt, at de kriminaliserede omstændigheder er til stede. Det afgørende er gerningsmandens antagelse om sandsynligheden, og det er tilstrækkeligt, at gerningsmanden anser sandsynligheden for mere end 50 pct., jf. Vagn Greve, Det strafferetlige ansvar (2. udg. 2004) side 212 og Knud Waaben, Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren (5. udg. 2011 v. Lars Bo Langsted) side 167.

Dolus eventualis antages at kunne foreligge i form af det hypotetiske eventualitetsforsæt og i form af positiv indvilligelse. Problemet er for begge typer af forsæt at finde det moment, hvorved den handling, der objektivt opfylder lovens gerningsbeskrivelse, kan kvalificeres som forsætlig, selv om gerningsmanden alene har anset opfyldelsen som en mindre sandsynlig følge.

Forsæt skal foreligge i relation til samtlige de objektive momenter, der konstituerer forbrydelsen. Der skal derimod ikke foreligge forsæt vedrørende vurderinger af en kriminaliseret handling, som f.eks. om handlingen er ”forsvarlig” eller ”grov”. Forsætsbedømmelsen er præget af, hvad der kan sluttes om forsættet ud fra tiltaltes handlinger og er dermed i praksis undergivet en vis standardisering, jf. Stephan Hurwitz, Den danske kriminalret, Almindelig del (4. udg. v. Knud Waaben 1971) side 233-34 om sløret forsæt.

Hvis gerningsmanden har befundet sig i en vildfarelse, vil dette efter omstændighederne kunne være af betydning for afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Faktiske vildfarelser (d.v.s. om faktiske forhold ved gerningen) og uegentlige retsvildfarelser (d.v.s. om tilstedeværelsen af et objektivt element i gerningsindholdet) vil således være forsætsudelukkende, mens egentlige retsvildfarelser (d.v.s. manglende kendskab til den regel, der kriminaliserer en given handling) ikke virker forsætsudelukkende, men alene efter omstændighederne kan bevirke strafnedsættelse efter straffelovens § 82, nr. 4, eller strafbortfald efter straffelovens § 83.

Der kan nærmere om forsætskravet bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, side 220ff, Knud Waaben, a.st., side 163-75, Vagn Greve, a.st., side 189ff og 209ff, Gorm Toftegaard Nielsen, a.st., side 59ff, Stephan Hurwitz, a.st., side 217ff og Oluf Krabbe, Borgerlig straffelov med kommentarer (4. udg. 1947) side 130ff.

I forhold til voldtægtsforbrydelsen vil det forsætsspørgsmål, som i praksis kan opstå, næsten altid være, om tiltalte måtte indse, at forurettede ikke var indforstået med det seksuelle forhold. Et andet spørgsmål, som i praksis hyppigt forekommer i voldtægtssager, er, om det er bevist med den sikkerhed, som kræves til domfældelse i en straffesag, at forurettede objektivt set blev tvunget til det seksuelle forhold, dvs. at der var årsagssammenhæng mellem volden eller truslerne og det seksuelle forhold. Forudsat at årsagssammenhængen er bevist, vil der kunne være spørgsmål om, hvorvidt tiltalte havde forsæt i forhold hertil, og i praksis vil spørgsmålet som nævnt næsten altid være, om tiltalte måtte indse, at forurettede ikke frivilligt gik med til det seksuelle forhold.

5.2.2. Uagtsomhed

Forslaget til Almindelig borgerlig Straffelov fra 1924 indeholdt i § 21, stk. 2, følgende definition af uagtsomhed (Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3153):

”Uagtsomhed foreligger, naar Gerningsmanden, uden at Lovovertrædelsen kan tilregnes ham som forsætlig, ved sin Handling har tilsidesat den Agtpaagivenhed, som det af Hensyn til andres Retsgoder var hans Pligt at udvise.”

Uagtsomhedsdefinitionen blev imidlertid i lighed med forsætsdefinitionen, jf. afsnit 5.2.1 ovenfor, anset som overflødig og indgik derfor ikke i 1930-straffeloven.

Det afgørende for, om en person har handlet uagtsomt, er, om vedkommende objektivt har tilsidesat de handlenormer, der anses for rimelige i forhold til den pågældende. Med udtrykket ”hans pligt” i det ovenfor gengivne forslag til en bestemmelse om uagtsomhed var det således tilsigtet at tilkendegive, at der ved bedømmelsen af, om uagtsomhed foreligger, må tages hensyn til, ”om den paagældende har udvist saadan Aktpaagivenhed, som under de givne Omstændigheder med Rimelighed kan kræves af en Person med hans Evner og Udvikling”, jf. Betænkning afgivet af Straffelovskommissionen fra 1923, side 67.

Målestokken for uagtsomhed er dermed i princippet individuel i den forstand, at der skal tages hensyn til gerningsmandens situation og vedkommendes personlige forudsætninger for at erkende situationens beskaffenhed og handle derefter. De fleste uagtsomhedsspørgsmål opstår dog i praksis på områder, hvor flere personer må formodes at have nogenlunde ensartede forudsætninger, og hvor det centrale i uagtsomhedsbegrebet derfor må anses at være, at der anlægges en normativ (vurderende) målestok, hvor det bedømmes, om gerningsmandens adfærd har afveget fra den, som man under de givne forhold kunne vente og kræve af den pågældende, jf. herved Knud Waaben, a.st., side 178-79. og Stephan Hurwitz, a.st., side 242. At en person har indladt sig på et område uden at have den fornødne ekspertise, kan i sig selv være uagtsomt.

Der kan om uagtsomhedsbegrebet nærmere henvises til bl.a. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, a.st., side 237ff, Vagn Greve, a.st., side 194ff, Gorm Toftegaard Nielsen, a.st., side 98ff, Knud Waaben, a.st., side 175-186, Stephan Hurwitz, a.st., side 241ff og Oluf Krabbe, a.st., side 130ff og 138ff.

5.3. Kriminaliseringen af uagtsomhed efter de gældende bestemmelser i straffelovens kapitel 24

5.3.1. Det følger som nævnt ovenfor i afsnit 5.2.1 af straffelovens § 19, at der kun straffes for uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i straffeloven, når dette er særligt hjemlet.

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden indeholder alene hjemmel til at straffe for uagtsomhed i de tilfælde, der er opregnet i straffelovens § 226.

Af § 226 følger det, at hvis gerningsmanden i de tilfælde, hvor gerningens strafbarhed efter §§ 216-225 afhænger af den krænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand eller af personens alder, har handlet uden kendskab til pågældendes tilstand eller alder, og handlingen af denne grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre straf at anvende. Strafansvar i øvrigt efter bestemmelserne i kapitel 24 kan således kun ifaldes, såfremt der har foreligget det fornødne forsæt til at begå lovovertrædelsen.

5.3.2. Kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til visse af bestemmelserne i kapitel 24 fremgik også af borgerlig straffelov fra 1930.

Straffeloven fra 1930 indeholdt således i § 226 en bestemmelse om uagtsomhed, der svarede til den gældende bestemmelse i § 226 med den undtagelse, at der i 1930-loven også var henvist til forhold omfattet af den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage.

Spørgsmålet om, hvorvidt uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 skulle være strafbare, er omtalt nærmere i forarbejderne til 1930-loven.

Udkast til ny straffelov af 1912 (U I), Torps udkast af 1917 (U II) og udkast af 1923 (U III) indeholdt således alle hjemmel til at straffe for uagtsom overtrædelse af visse af bestemmelserne i kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden, herunder voldtægt, jf. henholdsvis § 208 i U I, § 205 i U II og § 206 i U III. Bestemmelsen i U I angik overtrædelse ved simpel uagtsomhed, mens de foreslåede bestemmelser i U II og U III omhandlede overtrædelse ved grov uagtsomhed.

Af bemærkninger til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U I (§ 208) fremgår bl.a. følgende:

”§ 208 hjemler Straf for uagtsom Forvoldelse af de i §§ 201-207 ommeldte Krænkelser. I den gældende Ret haves der ikke Hjemmel for at straffe Uagtsomheden. Det er imidlertid utvivlsomt en Mangel. For blot at nævne et enkelt Tilfælde kan henvises til den ovenomtalte Uvidenhed om et Barns Alder. Forholdet vil meget let her kunne stille sig saaledes, at Forklaringen om Uvidenheden ikke kan forkastes, medens det maa siges, at Uvidenheden kan lægges Personen til Last, hvorefter han vil hjemfalde til Straf efter denne Paragraf.”

I U II blev det om sondringen mellem simpel og grov uagtsomhed i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 205 bl.a. anført, at ”det synes baade unødvendigt og betænkeligt at straffe, undtagen, hvor Handlingen vidner om hensynsløs Fremfærd”, jf. side 194.

I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U III blev det fremhævet, at ikke kun grov uagtsomhed i forhold til eksempelvis en fastsat aldersgrænse burde medføre strafansvar. Grov uagtsomhed i forhold til de egentlige kønsfrihedsforbrydelser fandtes således også at skulle medføre strafansvar i de tilfælde, hvor gerningsmanden burde have indset, at kvinden kun af frygt eller lignende havde ladet sig bestemme til samleje, jf. U III spalte 324-25.

I forslag til borgerlig straffelov fra 1924-25 var der i § 228 medtaget forslag til en bestemmelse om kriminalisering af grov uagtsomhed ved overtrædelse af visse af de foreslåede sædelighedsforbrydelser, herunder voldtægt. Den foreslåede bestemmelse i § 228 havde følgende ordlyd, jf. Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3225:

”§ 228. Begaas nogen af de i §§ 218-227 omhandlede Forbrydelser af grov Uagtsomhed, bliver en forholdsmæssig mildere Straf at anvende.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3372-73:

”§ 228 (…) hjemler Straf, naar Forbrydelsen begaas af grov Uagsomhed. Efter gældende Ret haves der ikke her Hjemmel til at straffe Uagtsomhed, men dette er en Mangel. Naar der f. Eks. i Bestemmelserne er fastsat en bestemt Aldersgrænse, vil det jævnlig kunne forekomme, at Gerningsmanden gør gældende, at han gik ud fra, at den paagældende var ældre, og Omstændighederne kan medføre, at denne Paastand ikke kan forkastes. Men selv om det derfor ikke kan konstateres, at der foreligger Forsæt, vil Omstændighederne kunne være saadanne, at der maa siges at foreligge grov Uagtsomhed fra Gerningsmandens side, og i disse Tilfælde vil (en forholdsmæssig mildere) Straf være paa sin Plads. Men ogsaa ved de egentlige Kønsfrihedsforbrydelser kan det forekomme, at det ikke med Sikkerhed kan konstateres, at Forsæt til en Frihedskrænkelse har foreligget, medens det omvendt er givet, at den paagældende burde have indset, at Kvinden kun af Frygt eller lignende har ladet sig bestemme til Samleje.”

Også forslag til borgerlig straffelov fra 1927-28 indeholdt en bestemmelse i sædelighedskapitlet om strafansvar for uagtsomhed. Bestemmelsen, der var udformet væsentligt anderledes end uagtsomhedsbestemmelsen i forslaget til straffelov fra 1924-25, havde følgende ordlyd:

”§ 226. Har Gerningsmanden i de i § 217 og §§ 224 og 225, Stk. 1, jfr. § 217, omhandlede Tilfælde handlet uden Kendskab til paagældendes Tilstand eller i de i §§ 222 og 223, § 224, jfr. §§ 222 og 223, § 225, Stk. 1, jfr. § 222, samt § 225, Stk. 2 og 3, omhandlede Tilfælde uden Kendskab til paagaldendes Alder, og Handlingen af denne Grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre Straf at anvende.”

Af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 226 fremgår bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende, 1927-28, tillæg A, spalte 5375-76:

”Det maa erkendes, at der baade ved de Sædelighedsforbrydelser, hvor Strafbarheden beror paa, at Handlingen er rettet mod en Person under en vis Alder, og ved de egentlige Kønsfrihedsforbrydelser, saasom Voldtægt og Samleje fremkaldt ved Trusler eller under Misbrug af Afhængighedsforhold, kan forekomme Tilfælde, hvor der er Trang til en Straffebestemmelse for uagtsomme Handlinger, idet Gerningsmandens Paastand om, at han troede, at vedkommende var over den paagældende Aldersgrænse, henholdsvis handlede godvillig, ikke kan forkastes, medens paa den anden Side de foreliggende Omstændigheder viser, at Gerningsmanden har handlet særdeles uagtsomt.

Der vil nu formentlig heller ikke kunne indvendes noget mod en Straffebestemmelse, der rammer uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, naar Uagtsomheden har Hensyn til mere haandgribelige Kendsgerninger som en Persons Sindssygdom eller Aandsvaghed i en Form eller Grad, som kan erkendes af den handlende, eller en Persons Alder. Naar Talen imidlertid er om en Straffebestemmelse, der er rettet mod Uagtsomhed med Hensyn til et psykologisk Moment som en Persons Uvilje mod en kønslig Handling, maa det erkendes, at en saadan Straffebestemmelse vil kunne gøre betydelig Skade ved at begunstige utilstrækkeligt begrundede og maaske for den sigtede særdeles skadelige Anmeldelser og Undersøgelser, idet der maa regnes med den Mulighed, at Gerningsmanden i saadanne Tilfælde, hvor – for at tage det nærmest liggende Eksempel – en Kvinde vel har handlet under Modstand eller af Frygt, men hvor denne ikke har været ganske aabenbar, kan have haft Grund til Mistydning af hendes Holdning, og med den Mulighed, at Kvinden bagefter bevidst eller ubevidst fremstiller sin Modstand som mere effektiv eller sin Frygt som større, end den faktisk har været.

Man mener derfor at burde afstaa fra at foreslaa en Straffebestemmelse, der ved Siden af den Nytte, den kunde gøre ved at ramme strafværdige Uagtsomhedstilfælde, vilde være egnet til at gøre Skade ved at bringe ikke strafværdige Handlinger for Politi og Domstole. Man indskrænker sig derfor til at foreslaa en Bestemmelse, der straffer saadanne uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, hvor Uagtsomheden angaar den anden Persons Sjælssundhed eller Alder.

Naar Bestemmelsen begrænses paa denne Maade, er der næppe tilstrækkelig Grund til at fordre, at Uagtsomheden skal være grov. Bestemmelsen er formuleret saaledes, at den fremhæver, at der, selv om Gerningsmanden har handlet uden Kendskab til den anden Persons sjælelige Tilstand eller Alder, dog kan foreligge et strafbart Forsæt, jfr. herved § 20, Stk. 2, i Slutningen. Da grænsen mellem Forsæt og Uagtsomhed her er ganske flydende, og da Bestemmelsen paa den anden Side som nævnt rammer ogsaa simpel Uagtsomhed, bør Strafferammen være af betydelig Rummelighed.”

Uagtsomhedsbestemmelsen blev i forslaget til borgerlig straffelov fra 1929-30 ændret, således at bestemmelsen – i stedet for at opregne de paragraffer, hvor der kunne ifaldes et ansvar for uagtsom adfærd – indeholdt en beskrivelse af de objektive kriterier om den krænkede persons tilstand og alder, hvor der kunne blive tale om et strafansvar for uagtsom adfærd.

Den vedtagne bestemmelse om uagtsomhed i 1930-loven svarede som nævnt ovenfor til den gældende bestemmelse i § 226 med den undtagelse, at der i 1930-loven også var henvist til forhold omfattet af den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om kvinder optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage.

5.3.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev den daværende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde, der var optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, ophævet, og henvisningen hertil i § 226 udgik som følge heraf.

5.3.4. Spørgsmålet om uagtsomhed i forhold til voldtægt har endvidere været genstand for overvejelse i betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 6. juni 1983. Der fremgår af betænkningen bl.a. følgende om udvalgets overvejelser om uagtsom voldtægt (side 24-25):

”Udvalget går ud fra, at en domfældelse for ”uagtsom voldtægt” navnlig ville kunne komme på tale i sager, hvor den eneste afgørende divergens i parternes forklaring er, om kvinden gik frivilligt med til samlejet. Man går endvidere ud fra, at der også for en sådan domfældelse måtte kunne føres bevis for objektive momenter, der burde have gjort manden klar over, at kvinden ikke ønskede samlejet. En bestemmelse om uagtsom voldtægt ville derfor ikke i nævneværdigt omfang bidrage til at løse væsentlige bevismæssige eller processuelle problemer i voldtægtssagerne. Udvalget har herefter ikke fundet grundlag for yderligere overvejelser vedrørende dette spørgsmål.”

5.4. Den juridiske litteratur om uagtsom voldtægt

Spørgsmålet om, hvorvidt uagtsom voldtægt bør gøres strafbart, har flere gange været genstand for omtale i den juridiske litteratur.

Vagn Greve har i Det Strafferetlige ansvar (2. udg. 2004) side 196-97 bl.a. anført, at det er en meget lille del af de personer, der hvert år straffes i Danmark, som straffes for lovovertrædelser, der ikke også kan straffes, når de begås uagtsomt. Det anføres således, at det i særlovgivningen kun er yderst få delikter, som kræver forsæt, og at en stor del lovbrud inden for straffeloven straffes, selv om der ikke har været forsæt hos den handlende. Det gælder f.eks. brandstiftelse (§ 182), samleje med mindreårige (§ 226), manddrab (§ 241), betydelig legemsbeskadigelse (§ 249), frihedsberøvelse (§ 262), tingsødelæggelse (§ 291) og hæleri (§ 303). Der henvises i den forbindelse endvidere til, at andre straffelovsdelikter suppleres af uagtsomhedsdelikter i særlovgivningen i en sådan grad, at det er naturligt at sige, at overtrædelsen også er strafbar i uagtsom form. Dette gælder f.eks. for miljøforbrydelser (§ 196), nakotikahandel (§ 191) og skattesvig (§ 289). Om dansk rets almindelige tilregnelseskrav fremgår i forlængelse heraf bl.a. følgende (side 196):

”Statistisk set er dansk rets almindelige tilregnelseskrav således uagtsomhed. Der findes dog nogle få, men praktisk meget vigtige, delikter, hvortil der i dag kræves forsæt. Endvidere kræves der altid forsæt ved forsøgshandlinger. (…)

Udgangspunktet for den retspolitiske diskussion er herefter ikke, at det kræver noget særligt at kriminalisere uagtsomhed, men tværtimod, at det kræver en særlig begrundelse at indskrænke strafansvaret til forsætlige handlinger.

I de seneste årtier har den heftigste diskussion på dette felt drejet sig om kriminalisering af uagtsom voldtægt.

Voldtægt er kriminaliseret i straffelovens § 216. Eftersom det er en straffelovsparagraf og der ikke er nogen særlig bestemmelse om uagtsomhed, kræves der forsæt til hele gerningsindholdet. Det betyder blandt andet, at gerningspersonen skal vide (eller hvad dermed ligestilles (…)), at offeret ikke har indvilliget i samlejet. I praksis er der forekommet frifindelser, som har givet anledning til kraftig debat. De har især vedrørt tilfælde, hvor offeret har været handlingslammet af skræk.”

Vagn Greve har endvidere i artiklen ”Bør forsæt være en almindelig strafbarhedsbetingelse?” i Festskift til Hans Thornstedt (1983) side 229ff bl.a. rejst det spørgsmål, om det rationelt kan begrundes, at visse forbrydelser som f.eks. voldtægt kun er strafbare i forsætlig form. Af artiklen fremgår i den forbindelse bl.a. følgende (side 231):

”Strafansvar forudsætter skyld. Skyld (i betydningen: strafværdighed) kan naturligt anskues som en sum, hvori der indgår såvel retskrænkelsen (objektivt set) som individets forholden sig til den (subjektivt). Når det ene led er stort, kan det andet være lille, og der kan dog nås et niveau, hvor straf lader sig forsvare etisk. Ud fra denne synsvinkel ville det være rimeligt at lade strafansvar for bagatelforseelser forudsætte forsæt. (…) Men sådan er gældende strafferet ikke. Faktisk er det stort set en del af vore aller alvorligste retskrænkelser, som kun kan straffes i den forsætlige form, f.eks. højforræderi, voldtægt og røveri. Når nogle af vore mest beskyttelsesværdige beskyttelsesinteresser, f.eks. rigets selvstændighed og sikkerhed angribes, reduceres det (statistisk set) normale strafferetlige værn gennem opstilling af et skærpet subjektivt krav (forsæt). I særlovgivningen er uagtsomhed derimod næsten altid nok, selv om denne del af lovgivningen som alt overvejende hovedregel kun omfatter lovbrud, som er mindre betydningsfulde end straffelovsovertrædelserne. En så ”omvendt verden” lader sig kun vanskeligt begrunde i andet end traditionen. Allerede af den grund må det være velbegrundet at opgive forsæt som det almindelige udgangspunkt for den almene beskrivelse af det strafferetlige system.”

Det anføres i artiklen endvidere, at det i Danmark er en udbredt opfattelse, at der frifindes i for mange voldtægtssager, fordi det ikke anses for godtgjort, at manden vidste, at kvindens modstand var alvorligt ment, eller havde forstået, at hun af angst slet ikke turde gøre modstand. Som en mulig fremgangsmåde til at imødegå dette anføres det som én blandt flere muligheder i artiklen, at man vil kunne vælge at gøre voldtægtsdeliktet til et uagtsomhedsdelikt. Der anføres vedrørende spørgsmålet om voldtægt endvidere bl.a. følgende (side 237):

”At retstilstanden er sådan, at der næsten overalt kræves forsæt, gør det ikke til en ”naturlov”, at gældende ret skal være sådan. Det kan højest være en grund til at tænke sig godt om, før man ændrer sin lovgivning.”

Der henvises i den forbindelse bl.a. til, at en gennemgang af de danske straffelovsforarbejder tydeligt viser, at det er noget tilfældigt, at uagtsom voldtægt ikke er kriminaliseret i Danmark.

Vedrørende de problemer, der eventuelt er forbundet med mere generelt at kriminalisere uagtsomme krænkelser, fremgår af artiklen bl.a. følgende (side 242ff):

”Som nævnt ovenfor mener jeg ikke, at der kan være større etiske problemer forbundet med at kriminalisere uagtsomme krænkelser af særdeles beskyttelsesværdige interesser. Hvad er det for interesser, som kun fortjener beskyttelse mod villede krænkelser, men ikke mod angreb, der begås af sjuskeri, sløseri o.s.v.? (Her selvfølgelig forudsat, at sløseriet o.s.v. er af en sådan grovhed, at det kan bebrejdes den pågældende i en sådan grad, at kriminaldommeren vil forsyne handlingen med samfundets sorte stempel.)

Derimod kan der, stadig jf. ovenfor, være problemer, når vurderingen vedrører bagatelagtige forseelser. (…)

De her fremsatte synspunkter strider mod vor tradition. Det er rimeligt at vise tilbageholdenhed med hensyn til kraftige brud på centrale retlige traditioner, men alligevel… Er det et væsentligt selvstændigt argument for en retstilstand, at den har været sådan siden Ørsteds dage eller sågar endnu længere? Desuden: Hvor findes den tradition? (…)

I en vis sammenhæng med dette står frygten for, at vi ad den vej åbner for et uacceptabelt bredt objektivt ansvar (”Erfolgshaftung”) – formelt og/eller gennem retspraksis. Jeg deler ganske den opfattelse, at domstolene i dag karakteriserer urimeligt meget som uagtsomt. Men det er min bestemte opfattelse, at denne udglidning i retspraksis er blevet lettet og reelt set understøttet af teoriens koncentration omkring forsæt og ”den egentlige kriminalitet”.

Kravet om forsæt kan ses som et krav om, at borgerne skulle have en vis sikkerhed mod straf, som de ikke havde kunnet forudse som en mulighed. Det er næppe en tilfældighed, at dette krav slog igennem i samme århundrede, som menneskerettighederne blev anerkendt. I datidens system med arbitrære straffe kunne en vis retsgaranti findes i individets subjektive forhold. I dag er det mere nærliggende at finde den i nulla poena sine lege. Dette princip er først nu blevet så anerkendt, at domstolene ikke blot kræver en lovhjemmel, men også en klar lovhjemmel. Det er derfor også først nu, at det bliver mindre væsentligt at stræbe mod et system, der bygger på forsætsbetingelsen.”

I artiklen ”Kan man komme til at begå voldtægt?” af Hanne Rahbæk i Lov&Ret fra november 2003 side 7ff er der om begrebet uagtsomhed og om, hvilke krav der vil skulle stilles i forbindelse med uagtsom voldtægt, bl.a. anført følgende (side 9-10):

”Uagtsomhed foreligger, når gerningsmanden ved sin handling har tilsidesat den agtpågivenhed, som det af hensyn til andres retsgoder var hans pligt at udøve. Hvis den pågældende har særlige forudsætninger, skal der tages hensyn til disse ved fastlæggelsen af, hvad der kan ventes i relation til den enkeltes handling eller undladelse.

Den uagtsomme adfærd antages at være en afvigelse fra en tænkt adfærd, som er den, der burde være udvist. Domfældelse for uagtsomhed forudsætter derfor, at man kan forestille sig en anden handling eller undladelse, som lå inden for den tiltaltes mulighed og kunne ventes af ham.

Området for seksualmoral og seksuel adfærd er nok et af de områder, hvor der i befolkningen er størst forskelle i opfattelsen af, hvad der er det normale og det acceptable. Det kan på den baggrund være vanskeligt at fastlægge normer for, hvorledes en bonus pater ville handle i en given situation. (…)

Begrebet uagtsom voldtægt giver alene mening i relation til gerningsmandens urigtige opfattelse af, at kvinden frivilligt har indvilliget i samleje.

I forbindelse med kriminalisering af uagtsom voldtægt må der derfor tages stilling til, hvilken handlenorm domstolene skal sammenligne med. Ingen forventer vel, at der skal indgås en skriftlig aftale. Men skal der udvises særlig agtpågivenhed, hvis den ene part er meget ældre end den anden? Hvis den ene part er meget tykkere end den anden? Hvis den ene part er af dansk oprindelse, den anden ikke? Skal det tillægges betydning, hvor samlejet har fundet sted? Har parternes påklædning nogen betydning – og hvad med alkoholindtagelse hos henholdsvis kvinden og manden?

Jeg påstår ikke, at det er en umulig opgave at opstille en handlenorm, som kan anvendes i forhold til alle. Men svært vil det være.”

Der henvises i den forbindelse i artiklen endvidere til, at den gældende bestemmelse i straffelovens § 226 i trykt retspraksis alene er anvendt enkelte gange i nyere tid, selv om uagtsomheden er kriminaliseret i forhold til objektivt konstaterbare omstændigheder. Vedrørende straffen for uagtsom voldtægt fremgår følgende af artiklen (side 10):

”Uagtsomt manddrab må som udgangspunkt anses som grovere end uagtsomt voldtægt. Da straffen for uagtsomt manddrab i langt de fleste sager er dagbøder, må det ud fra proportionalitetsprincipper også være sådan i sager om uagtsom voldtægt?

En sådan retstilstand vil ikke nødvendigvis føles tilfredsstillende for den kvinde, som oplever sig voldtaget, uanset at det er begået uagtsomt fra gerningsmandens side.”

Herudover kan det nævnes, at det i artiklen ”Uagtsom voldtægt – den straffri forbrydelse” i tidsskriftet Lov&Ret fra december 2003 side 26-27 skrevet af Joan-Søstrene bl.a. er tilkendegivet, at uagtsom voldtægt bør gøres strafbart for derved at ændre den gældende retstilstand, hvor mange voldtægtsovergreb ikke straffes. Om kendetegnene ved den type voldtægt, som vil falde ind under begrebet uagtsom voldtægt, er følgende anført i artiklen (side 26):

”Over 25 års erfaring med rådgivning af voldtægtsofre har vist Joan-Søstrene en række karakteristika for den type af voldtægter, som vil falde ind under begrebet uagtsom voldtægt, og som i dag er straffrie forbrydelser. Der er tale om kontaktvoldtægter, typisk med betydelig aldersforskel mellem gerningsmand og offer. Ofret oplever oftest, at gerningsmanden ved, at det seksuelle samvær er foregået mod hendes vilje. Voldtægten begås ofte i et kendt miljø, og ofret frygter sociale repressalier fra omgangskredsen. Gerningsmanden udtaler typisk trusler efter voldtægten over for ofret og sagen politianmeldes ikke, fordi ofret er bange for, at sigtede får ”medhold” med deraf følgende yderligere social udstødelse. Endelig frygter ofret også ofte mediernes fremstilling af hende. Rigshospitalets voldtægtscenter har gjort samme erfaringer.”

Vedrørende argumenter imod at indføre en kriminalisering af uagtsom voldtægt fremgår endvidere bl.a. følgende af artiklen (side 27):

”Et vægtigt argument mod indførelse af en uagtsomhedsbestemmelse kommer fra anklagemyndigheden, som frygter, at nogle af de voldtægtssager, som i dag pådømmes efter forsætsbestemmelsen i straffelovens § 216 vil blive pådømt efter en uagtsomhedsbestemmelse med deraf følgende lavere straf. Selvom vi også kan frygte en glidebaneeffekt i strafudmålingen, er det vores erfaring, at ofrenes retsfølelse krænkes mindre ved, at gerningsmanden bliver dømt efter en ”lavere bestemmelse”, end at der slet ikke rejses tiltale.”

5.5. Norsk ret

Efter den endnu gældende norske straffelov fra 1902 med senere ændringer straffes den, der gør sig skyldig i groft uagtsom voldtægt, med fængsel i indtil 5 eller 8 år afhængig af de konkrete omstændigheder ved voldtægten, jf. § 192, stk. 4.

5.5.1. Kriminaliseringen af uagtsom voldtægt

5.5.1.1. Bestemmelsen om uagtsom voldtægt blev indsat ved en ændring af den norske straffelov i 2000.

Af bestemmelsens forarbejder følger det bl.a., at kriminaliseringen af uagtsom voldtægt bygger på den grundtanke, at et seksuelt forhold bør være frivilligt, og at begge parter har et ansvar for at respektere hinandens grænser. Det fremgår endvidere, at kriminaliseringen først og fremmest tager sigte på at beskytte kvinder mod mænd, som gennem vold eller trusler opnår seksuel omgang på en sådan måde, at kravet om forsæt ikke er opfyldt, idet manden ikke forstår, at der er en årsagssammenhæng mellem volden eller truslerne og den seksuelle omgang, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 16. Kriminaliseringen er desuden i forarbejderne begrundet i et ønske om at opnå flere domfældelser for voldtægt, ligesom kriminaliseringen ifølge forarbejderne vil styrke offerets retsbeskyttelse uden at indebære en tilsvarende retssikkerhedsmæssig risiko for gerningsmanden, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 37-38. og Innst.O. nr. 92 (1999-2000) side 8.

Lovændringen byggede på en betænkning fra Seksuallovbruddsutvalget (NOU 1997:23 Seksuallovbrudd). Udvalgets flertal afviste i betænkningen at kriminalisere uagtsom voldtægt. Af flertallet blev det således anført, at det ikke var tilstrækkeligt at begrunde en kriminalisering af uagtsom voldtægt med, at man derved kunne gøre det lettere at føre bevis for voldtægter, som i realiteten var forsætlige. En nykriminalisering burde i stedet ifølge flertallet forankres i selvstændige vurderinger af handlingens strafværdighed. Der henvises til Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 32ff og NOU 1997:23 side 69ff.

Det blev desuden af flertallet anført, at der ikke var grund til at antage, at et modificeret skyldkrav i særlig grad ville afhjælpe de nævnte bevisproblemer. Ved et forsætskrav vil det skulle bevises ud over en rimelig tvivl, at gerningsmanden forstod, at han tvang offeret til seksuel omgang. Hvis skyldkravet blev ændret til grov uagtsomhed, ville det skulle bevises ud over en rimelig tvivl, at gerningsmanden stærkt kunne bebrejdes, at han ikke forstod dette. Denne forskel i bevistemaet ville ifølge flertallet ikke føre til en ændring i antallet af domfældelser i de tilfælde, hvor parternes forklaringer var modstridende og der ikke forelå andre skærpende omstændigheder som f.eks. anvendelse af vold eller lignende. Der var således ifølge flertallet ikke grund til at antage, at en kriminalisering af groft uagtsom voldtægt ville bidrage til en mere effektiv håndhævelse af voldtægtsbestemmelsen, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 33 og NOU 1997:23 side 10 og 72-73.

Der blev af udvalgets flertal endvidere henvist til, at de faktiske forhold og bevistemaerne i voldtægtssager er væsentlig anderledes end i andre sager om alvorlige integritetskrænkelser, idet seksuel omgang mellem voksne mennesker i modsætning til overtrædelser som legemsbeskadigelse og drab ligger inden for den almindelige handlefrihed, når den seksuelle omgang er frivillig.

Et uagtsomhedsansvar ville desuden ifølge flertallet medføre en risiko for nedsubsumering, idet voldtægter, som i realiteten var forsætlige, kunne blive bedømt som uagtsomhedshandlinger, idet dette ville være lettere at bevise og begrunde. Ofrenes retsbeskyttelse ville derved kunne blive svækket snarere end styrket, og ofrene ville i visse tilfælde få et skærpet ansvar for at sige klarere fra, hvilket ville kunne føre til en ansvarsforskydning fra gerningsmanden til offeret. Endelig blev det af flertallet anført, at der vanskeligt i praksis kunne tænkes tilfælde, hvor en person havde seksuel omgang med en anden i umiddelbar forbindelse med voldelig, truende eller anden graverende adfærd, uden at vedkommende var tilstrækkelig klar over, at den seksuelle omgang ikke var frivillig, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 33-34 og NOU 1997:23 side 10 og 73-74.

Som nævnt blev det dog i forbindelse med ændringen af den norske straffelov i 2000 besluttet at kriminalisere groft uagtsom voldtægt. Det fremgår af forarbejderne, at denne beslutning havde været genstand for en vis tvivl. Om begrundelsen for kriminaliseringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 37-38:

”Departementet har lagt avgjørende vekt på at en kriminalisering vil styrke rettsvernet for voldtektsofre uten at det innebærer noen tilsvarende rettssikkerhetsrisiko for gjerningsmannen. Ikke bare forsettlige, men også grovt uaktsomme overgrep er klart straffverdige. Kvinner som blir utsatt for slik hensynsløs atferd som en grovt uaktsom voldtekt vil innebære, har krav på den støtte og beskyttelse som straffeloven gir. En kriminalisering av grovt uaktsom voldtekt vil også være et viktig signal om at samfunnet ikke aksepterer denne type handlinger.

Utvalget og noen høringsinstanser viser til at uaktsom voldtekt ikke er praktisk, og at det taler mot en kriminalisering. Det er vanskelig å si sikkert hvor mange grovt uaktsomme voldtekter man må regne med. Etter departementets syn er enhver grovt uaktsom voldtekt en voldtekt for mye, og en straffebestemmelse vil fylle et behov selv om antallet nye domfellelser i forhold til i dag måtte bli lite. Bestemmelsen vil antakelig særlig ha sin betydning i tilfeller hvor voldsanvendelsen eller den truende atferden har vært relativt beskjeden, eller hvor offeret på grunn av rus eller frykt ikke har vært i stand til å motsette seg den seksuelle omgangen. En slik situasjon vil nok være vanligere når offeret og gjerningsmannen har hatt kontakt forut for den seksuelle omgangen, enn når det dreier seg om en ren overfallsvoldtekt. Da kan det tenkes at gjerningsmannen har utvist grov uaktsomhet – men ikke forsett – med hensyn til årsakssammenhengen mellom volden eller truslene og den seksuelle omgangen. Det er altså lite tenkelig at gjerningsmannen har utvist uaktsomhet i forhold til alle momentene i gjerningsbeskrivelsen. Forsettskravet vil fortsatt være oppfylt i forhold til de øvrige elementene i gjerningsbeskrivelsen. Av lovtekniske grunner vil departementet likevel ikke foreslå en differensiering av skyldkravet i forhold til de ulike sidene av gjerningsbeskrivelsen i lovteksten.

Departementet antar at faren for nedsubsumering ikke er så stor at dette kan tillegges særlig vekt ved vurderingen. Heller ikke kan departementet anta at innføring av straff for uaktsom voldtekt kan medføre en sterkere fokusering på offerets egen opptreden enn det som skjer i dag.

Blant høringsinstansene var meningene delte i spørsmålet om uaktsom voldtekt skulle kriminaliseres. Departementet har lagt stor vekt på at en rekke representanter for ofrene – som antas å ha særlig innsikt i ofrenes situasjon – ønsker en kriminalisering.

Det er bare den grovt uaktsomme voldtekt som er så klanderverdig at den etter departementets syn bør straffesanksjoneres. Den uaktsomme handlingen – selv om uaktsomheten er grov – er imidlertid mindre straffverdig enn den forsettlige, og det må reflekteres i en lavere strafferamme.”

Det er efterfølgende af Den Norske Straffelovskommission i en betænkning fra 2002 om en ny norsk straffelov (NOU 2002:4) blevet tilkendegivet, at det efter kommissionens opfattelse er uheldigt, at skyldkravet for voldtægt med lovændringen i 2000 blev reduceret til grov uagtsomhed. Straffelovskommissionen har på den baggrund i betænkningen foreslået, at bestemmelsen i den norske straffelovs § 192, stk. 4, ophæves. Som baggrund for dette forslag henvises der i betænkningen bl.a. til, at uagtsom voldtægt ikke i praksis kan opstå særlig ofte, og at straf som virkemiddel alene bør benyttes, når der er et praktisk behov for det, og når tungtvejende grunde taler for en kriminalisering. Der er i betænkningen endvidere henvist til, at bevisvanskelighederne i voldtægtssager ikke afhjælpes ved at fravige kravet om forsæt, jf. betænkningens pkt. 10.2.

I det kapitel i en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer) som skal erstatte det gældende kapitel om seksualforbrydelser (kapitel 19) i straffeloven fra 1902, er bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt imidlertid videreført i den nye straffelovs § 294, hvorefter groft uagtsom voldtægt straffes med fængsel indtil 6 år og fængsel indtil 10 år ved tilfælde af grov voldtægt, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 235 og 524. Forslaget til bl.a. kapitlet om seksualforbrydelser i den nye norske straffelov af 2005 blev vedtaget i 2009, jf. Innst.O. nr. 73 (2008-2009) og Besl.O. nr. 88 (2008-2009). Den nye straffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.

Vedrørende de erfaringer, der indtil videre er gjort med bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt i den norske straffelov, fremgår det af forarbejderne til kapitlet om seksualforbrydelser i straffeloven af 2005 bl.a., at bestemmelsen i § 192, stk. 4, kun har været anvendt i forholdsvis beskedent omfang. Det anføres dog i den forbindelse endvidere, at eksempler fra retspraksis viser, at bestemmelsen har en betydning i praksis, og at strafansvar for alvorlige integritetskrænkelser vil være udelukket, hvis bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt ikke blev videreført. Det forhold, at bestemmelsen kun er brugt i begrænset omfang, findes således ikke ifølge forarbejderne at give en entydig information om dens værdi og betydning, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 232ff.

Det fremgår endvidere af forarbejderne, at strafniveauet for uagtsom voldtægt findes at være for lavt, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 235. Der henvises i den forbindelse til en dom fra 2004, hvor den norske Højesteret har udtalt, at det almindelige strafniveau for groft uagtsom voldtægt må ligge markant lavere end ved forsætlig voldtægt. Dette fandtes også at være tilfældet i en sag om bevidst uagtsomhed, der nærmede sig grænsen til forsæt. Det er hertil i forarbejderne anført, at forskellen i strafniveauet mellem forsætlige og groft uagtsomme voldtægter efter 1902-straffeloven efter det norske Justitsministeriums opfattelse synes at være for skarp. Det anføres, at strafniveauet bør fastlægges således, at der er en mere glidende overgang i niveauet mellem uagtsom og forsætlig voldtægt. Hvis den udviste skyld ligger tæt på forsæt, bør strafniveauet således ifølge forarbejderne nærme sig mindstestraffen for forsætlig voldtægt.

I tillæg til det anførte fra forarbejderne til bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt kan det nævnes, at det om den bevismæssige stilling i sager om uagtsom voldtægt i Johs. Andenæs, Spesiell strafferett og formuesforbrytelsene, samlet utgave ved Kjell V. Andorsen (2008), side 146-47, bl.a. fremgår, at der ofte vil foreligge en vanskelig bevismæssig stilling, hvis gerningsmanden har forstået, at der var tale om frivilligt samleje. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor den forurettede har indvilliget i seksuel kontakt, men ikke i f.eks. samleje. Ved en fejlbedømmelse af frivilligheden fra gerningsmandens side vil uagtsomhedsbedømmelsen ofte komme til at bero på den forurettedes optræden, f.eks. om vedkommende protesterede, eller hvorledes protesten nærmere kom til udtryk. Det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt protesten var egnet til at berøve gerningsmanden hans gode tro i forhold til, at der forelå samtykke også til samleje.

5.5.1.2. Kriminaliseringen af groft uagtsom voldtægt i norsk ret er som nævnt ovenfor bl.a. begrundet i et ønske om at opnå flere domfældelser for voldtægt for på den måde at forbedre kvinders retsbeskyttelse.

I artiklen ”Voldtektslovgivning på ville veier? – Straffeloven § 192” af Benedikte Moltumyr Høgberg og Torunn Salomonsen, Tidsskrift for Strafferett nr. 3/2010, side 210-252, behandles spørgsmålet om, hvorvidt ændringen af den norske straffelov i 2000, herunder særligt kriminaliseringen af groft uagtsom voldtægt, har betydet, at der er sket flere domfældelser for voldtægt.

På baggrund af statistisk materiale fra 1997 til 2007 om antallet af anmeldelser og domfældelser for voldtægt konkluderes det i artiklen, at der ikke er sket nogen stigning i antallet af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser. Der kan i perioden ses en stigning i antallet af domfældelser på omkring 20-30 domme pr. år, men dette skal ses på baggrund af, at der i 2007 er anmeldt næsten 400 voldtægter mere end i 1999. Det anføres i artiklen endvidere, at antallet af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser i perioden forud for lovændringen (fra 1997 til 2000) udgjorde 9,45 pct., mens det tilsvarende tal for perioden umiddelbart efter lovændringen (fra 2001 til 2004) udgjorde 9,25 pct. For syvårs perioden efter lovforslagets ikrafttrædelse (fra 2001 til 2007) udgør antallet af domfældelser 9,37 pct. set i forhold til antallet af anmeldelser i perioden.

På baggrund af det statistiske materiale foretages der i artiklen en vurdering af, om der med kriminaliseringen af uagtsom voldtægt i retspraksis er sket en nedsubsumering i form af, at egentlig forsætlige voldtægter i stedet er blevet klassificeret som groft uagtsomme.

Det anføres, at det statistiske materiale som nævnt viser, at der ikke er sket en stigning af andelen af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser efter lovændringen. Tværtimod kan der i perioden efter lovændringen ses en svag nedgang i denne andel. Denne nedgang viser sig til trods for, at grov uagtsomhed indgår i beregningsgrundlaget efter lovændringen. Idet det samtidig vides, at de norske domstole faktisk domfælder for uagtsom voldtægt konkluderes det på den baggrund i artiklen, at de statistiske oplysninger indikerer, at en nedsubsumering af de strafbare forhold finder sted. Det er som grundlag for denne konklusion forudsat, at der hvert år er en nogenlunde fast procentdel af de anmeldte forhold, der udgør reelle forsætlige voldtægter.

Det anføres i artiklen endvidere, at der er en meget lille sandsynlighed for, at de gerningsmænd, som dømmes for groft uagtsom voldtægt, ville være blevet frifundet for forsætlig voldtægt efter retstilstanden i Norge før år 2000. Denne tilkendegivelse underbygges ifølge artiklen af retspraksis, idet der særligt henvises til to højesteretsdomme og en dom fra lagmannsretten.

Denne ene af de højesteretsdomme, der henvises til (Rt. 2004 side 1556), vedrørte to voldtægter mod en samlever. Begge voldtægter blev foretaget, efter at gerningsmanden havde slået samleveren med knyttet hånd og taget kvælertag på hende, og under samlejet holdt han hende for munden. Samleveren forholdt sig under samlejet helt passivt af frygt for yderligere vold og for ikke at vække deres børn, idet hun dog under den anden voldtægt vendte sig med ryggen til gerningsmanden. Se om dommen nærmere nedenfor i afsnit 5.5.2, pkt. a.

Den anden af de højesteretsdomme (Rt. 2006 side 471), der fremhæves i artiklen, vedrørte samleje med en beruset og sovende kvinde, hvilket efter norsk ret anses som voldtægt i henhold til straffelovens § 192, stk. 1, litra b, som bl.a. omfatter samleje med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Den dom fra lagmannsretten (LB-2009-131786), der henvises til i artiklen, vedrørte en voldtægt foretaget mod en forurettet en nat, da hun var på vej hjem fra byen. Den tiltalte passede forurettede op på gaden. Tiltalte og forurettede kendte ikke hinanden og havde ikke haft forudgående kontakt. Forurettede frygtede, at den tiltalte ville slå hende ihjel og gjorde derfor kun begrænset modstand mod overgrebet.

Det konkluderes afslutningsvis i artiklen, at groft uagtsom voldtægt ikke bør afkriminaliseres, blot fordi kriminaliseringen ikke har medført flere domfældelser for voldtægt. Groft uagtsom voldtægt findes derimod i sig selv at være en krænkelse af den seksuelle integritet, som bør være belagt med straf.

5.5.2. Norsk retspraksis om uagtsom voldtægt

I det følgende gennemgås nogle af de domme, hvor der i norsk retspraksis er straffet for uagtsom voldtægt, med henblik på en belysning af, hvilke faktiske omstændigheder der efter retspraksis er fundet at udgøre et groft uagtsomt forhold.

a) I dommen Rt. 2004 side 1553 blev den tiltalte af byretten frifundet og af landsretten fundet skyldig i groft uagtsom voldtægt ved efter et julestævne at have skubbet forurettede ind på flere omklædningsrum, hvor han trak hendes bukser og underbukser af, pressede hende op mod væggen og i alt 3 gange indførte sit kønslem i hendes skede til trods for at forurettede protesterede og gjorde modstand, idet hun dog til sidst på grund af frygt kun gjorde begrænset modstand. Det fremgår af dommen, at tiltalte og forurettede kendte hinanden i forvejen og i en periode havde været mere end blot venner. Endvidere fremgår det, at forurettede for landsretten havde forklaret, at grunden til, at hun ikke gjorde stærkere modstand, var, at hun blev lammet af skræk. Sagen blev af den norske Højesteret behandlet som en anke over strafudmålingen. Om strafudmålingen udtalte den norske Højesteret, at ”det alminnelige straffenivået for den grovt uaktsomme voldtekt må ligge markant lavere enn ved forsettlig voldtekt. Dette må også gjelde i et tilfelle som vårt, der lagmannsretten har lagt til grunn at det dreier seg om en bevisst uaktsomhet, som for så vidt nærmer seg forsettsgrensen, og hvor også den seksuelle omgang ligger nær samleiedefinisjonen.” Straffen blev i dommen af Højesteret fastsat til 8 måneders fængsel.

b) Dommen Rt. 2004 side 1556 vedrørte en tiltalt, der af både byretten og landsretten blev fundet skyldig i bl.a. groft uagtsom voldtægt ved at have gennemført to samlejer med sin samlever efter anvendelse af vold. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år og 9 måneder, idet dommen ud over de to tilfælde af voldtægt også omfattede langvarig voldsudøvelse og trusler. Dommen blev indbragt for den norske Højesteret som en anke over strafudmålingen, men blev afvist af Højesteret. De strafbare forhold blev af Højesteret beskrevet på følgende måde:

”Den første av valdtektene skjedde på ein campingplass 9. juli 2001. Han slo sambuaren med knytt hand og tok kvelartak på henne. For at barna ikkje skulle vakne, heldt han over munnen hennar og slo på ny. Lagmannsretten har lagt til grunn at domfelte, etter at eit av barna hadde vakna men sovna etter ei stund, ”gjennomførte samleiet mens fornærmede var helt passiv av frykt for ytterligere vold og av hensyn til barna”. Den andre valdtekta skjedde 4. januar 2002 då sambuarparet var på besøk hos hennar søster og svoger. Etter alkoholbruk og krangel slo domfelte til den krenkte fleire gonger med knytt hand slik at ho tok til å blø naseblod. Han tok også kvelartak på henne. Svogeren kom då til og spurte gjennom døra om alt var i orden. Domfelte heldt den krenkte over munnen og sa ja til svogeren. Sambuaren vart deretter beden om å vaske seg, og så om å gå inn på soverommet. Lagmannsretten uttala her: ”Samleiet ble gjennomført ved at fornærmede snudde ryggen til tiltalte, som gjennomførte handlingen mens fornærmede var helt passiv”.”

c) I dommen Rt. 2006 side 513 blev to tiltalte begge fundet skyldige i forsætlig voldtægt af byretten, mens den ene af de tiltalte (A) i landsretten alene blev fundet skyldig i groft uagtsom voldtægt. Dommen for uagtsom voldtægt blev indbragt for den norske Højesteret som en anke over strafudmålingen. Om de strafbare forhold fremgår det af dommen, at de to tiltalte og forurettede havde været i byen sammen og derefter tog hjem til den ene af de tiltaltes (A’s) lejlighed. Da forurettede ville forlade lejligheden, tog den ene tiltalte (B) fat i hende og holdt hende fast samtidig med, at han slog hende i ansigtet 2-3 gange med flad hånd, før han førte hende ind i soveværelset, hvor også den anden tiltalte (A) befandt sig. Forurettede opgav efter slagene i ansigtet al modstand af frygt for yderligere vold. Den tiltalte (B) fik forurettede til at tage hans kønsdel i munden og gennemførte derefter samleje med hende. Tiltalte (A) gjorde det samme. Forurettede løb fra lejligheden kun iført et håndklæde og uden at tage sine ejendele med sig. Straffen for den uagtsomme voldtægt blev af Højesteret fastsat til fængsel i 8 måneder, idet det fremgår af dommen, at det rigtige udgangspunkt ville have været fængsel i 10 måneder, hvilket imidlertid blev nedsat henset til, at der var gået 3 år siden voldtægten.

d) Endvidere kan der henvises til en dom om groft uagtsom voldtægt fra den norske lagmannsret (LB-2002-771), hvor det strafbare forhold blev beskrevet på følgende måde:

”Om morgenen den 26. desember slo og sparket tiltalte kjæresten. Noe senere tok han tak i kjærestens hode og presset det mot sitt underliv samtidig som han forlangte at hun skulle suge ham. Samtidig truet han henne med å slå henne dersom hun ikke gjorde som han sa. Av frykt for liv og helse oppgav kjæresten motstand hvoretter hun tok hans penis i munnen. Tiltalte opptrådte grovt uaktsomt ved ikke å forstå at kjæresten følte seg truet, var redd og motsatte seg den seksuelle handlingen.”

Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 3 år og 4 måneder, hvilket også omfattede forsøg på drab, som ifølge dommen isoleret set fandtes at medføre en straf på fængsel i 3 år.

e) I dommen LE-2007-76116 fandtes den tiltalte af lagmannsretten skyldig i groft uagtsom voldtægt ved at have skubbet sin hustru ned i en seng og bundet hende fast til sengen, hvorefter han barberede hendes kønsorgan og bl.a. gennemførte samleje med hende samt tog billeder af hende. Forurettede forklarede under sagen bl.a., at hun var både bange og apatisk, mens overgrebet fandt sted. Det fremgår endvidere af sagen, at den tiltalte ophørte med sine handlinger, straks forurettede udtrykkeligt gav udtryk for, at hun anså disse som voldtægt. Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 6 måneder.

f) Der kan desuden henvises til to domme om groft uagtsom voldtægt fra den norske lagmannsret, som er gengivet i forarbejderne til kapitlet om seksualforbrydelser i straffeloven af 2005 (Ot. prp. nr. 22 (2008-2009) side 234-235). Om den ene af disse domme (LA-2002-108) fremgår det af forarbejderne, at sagens faktiske omstændigheder i byrettens domspræmisser, som der af landsretten blev henvist til, blev beskrevet på følgende måde:

”Ferden endte i ---gaten 52 i Porsgrunn, hvor alle fire gikk ut av bilen og inn på terrassen. Der tok A ned buksen til C, hun prøvde å dra den opp igjen, men han sa nei og dro buksen ned igjen. Han tok henne ned i en sofa, hun prøvde å komme seg opp, men han holdt henne nede og holdt hendene hennes fast over hodet hennes mens han gjennomførte samleie med henne. Hun gråt. Mens han kneppet igjen buksen, kom B og hadde samleie med henne. Hun gråt og hadde gitt helt opp.”

De tiltalte A og B blev i sagen begge idømt 1 års fængsel for groft uagtsom voldtægt, idet A dog på grund af øvrige alvorlige forhold fik en samlet straf på fængsel i 2 år.

I den anden dom (LG-2007-80440) blev hændelsesforløbet gengivet på følgende måde:

”Natt til (...) fikk han B til å kle av seg ved at han sa at han skulle drepe henne og/eller ved at han rettet en knyttneve mot henne, hvoretter han rev eller skubbet henne ned i sengen og la seg over henne og/eller holdt henne fast og førte sin penis/og eller en eller flere fingre og/eller hånd inn i hennes skjede.”

Det fremgår om sagen endvidere, at den forurettede fik en fem centimeter lang og næsten en centimeter dyb rift i skedeåbningen. Den tiltalte blev i sagen idømt fængsel i 9 måneder, hvoraf 6 måneder var betinget.

Sammenfattende kan det om de nævnte domme om uagtsom voldtægt anføres, at det ved dommene er et fællestræk, at der ikke af de voldtagne kvinder er gjort modstand eller ikke gjort større modstand mod overgrebet. Dette skyldes i de konkrete sager, at der forud for voldtægten er udøvet vold eller trusler om vold, eller at den forurettede på anden måde er blevet skræmt af situationen.

5.6. Straffelovrådets overvejelser

5.6.1. En ny strafbestemmelse om uagtsom voldtægt vil indebære, at kravet i den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 om, at gerningsmanden skal have handlet forsætligt i relation til samtlige objektive momenter, der konstituerer voldtægtsforbrydelsen, forlades, og at det i stedet er tilstrækkeligt for at kunne dømme for voldtægt, at gerningsmanden har handlet uagtsomt. Der henvises om kravene til forsæt og uagtsomhed nærmere til afsnit 5.2 ovenfor.

De objektive kendetegn ved voldtægtsforbrydelsen er, at en gerningsmand ved vold eller trussel om vold tiltvinger sig samleje, herunder således at der er årsagssammenhæng mellem volden eller truslerne og samlejet. En gerningsmand vil i praksis vanskeligt kunne være ubekendt med en eventuel vold eller eventuelle trusler (idet der her ses bort fra, at volden eller truslerne teoretisk set kan være udøvet af tredjemand nogen tid forud for samlejet) eller med samlejet. For disse objektive gerningselementers vedkommende vil det derfor i praksis reelt ikke gøre nogen forskel, om der – som efter gældende ret – kræves forsæt eller – efter en eventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt – alene uagtsomhed.

Derimod forekommer det undertiden i praksis, at der foreligger fornødent bevis for årsagssammenhængen mellem vold eller trusler og samleje – dvs. for, at forurettede objektivt set blev tvunget til samleje – men ikke for gerningsmandens forsæt i forhold hertil. En kriminalisering af voldtægt i uagtsom form vil i praksis alene have betydning i sådanne situationer og kun, hvis gerningsmanden – som altså ikke indså, at samlejet ikke var frivilligt – burde have indset, at det ikke var frivilligt.

En bestemmelse om uagtsom voldtægt må på denne baggrund antages navnlig at kunne være relevant i tilfælde, hvor voldsanvendelsen eller truslerne har været relativt beskedne, og hvor den forurettede ikke har ydet en særlig modstand mod overgrebet. Dette vil bl.a. kunne forekomme, hvor den anvendte tvang har haft karakter af en underforstået eller ikke udtalt trussel. Endvidere må det antages, at en situation som den beskrevne formentlig oftest vil kunne forekomme i tilfælde, hvor offeret og gerningsmanden har haft en vis kontakt forud for overgrebet.

En bestemmelse om uagtsom voldtægt vil indebære, at der vil kunne straffes for voldtægt, selv om gerningsmanden – trods den udøvede tvang – troede, at den forurettede var indforstået med samlejet, hvis den pågældende burde have forstået, at den forurettede følte sig tvunget til samlejet.

5.6.2. Til støtte for en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil det kunne anføres, at det i sig selv er strafværdigt at have samleje med en person i tilfælde, hvor gerningsmanden for eksempel har udøvet vold, men ikke har forstået (haft forsæt til), at volden var afgørende for, at offeret ikke gjorde modstand, men at gerningsmanden burde have indset dette. Personer, der objektivt set bliver udsat for et sådant seksuelt overgreb, vil således kunne føle et behov for den beskyttelse, som straffeloven giver.

En bestemmelse om uagtsom voldtægt vil endvidere kunne hævdes at have en generel kriminalpræventiv virkning ved at understrege, at seksuelle forhold bør bygge på frivillighed, og samtidig styrke voldtægtsofres retsbeskyttelse ved, at der i tilfælde, hvor der ikke kan føres bevis for forsæt, eventuelt vil kunne domfældes på grundlag af en udvist uagtsomhed.

Til støtte for en bestemmelse om uagtsom voldtægt er det desuden blevet anført, at en række af straffelovens andre alvorlige forbrydelser også er kriminaliseret i uagtsom form, herunder f.eks. uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og uagtsomt manddrab.

5.6.3. Imod en kriminalisering af voldtægt i uagtsom form taler, at det med hensyn til de ofte vanskelige bevismæssigespørgsmål i voldtægtssager vil kunne anføres, at det i vid udstrækning vil være de samme bevistemaer, der vil skulle vurderes ved uagtsom voldtægt som ved forsætlig voldtægt. Det vil efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt således fortsat være et krav, at det objektive gerningsindhold i voldtægtsbestemmelsen er opfyldt (dvs. at samlejet er tiltvunget ved vold, trussel om vold eller hensættelse af offeret i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen). Anklagemyndigheden skal således som udgangspunkt føre det samme bevis for sagens objektive omstændigheder efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt som efter en bestemmelse om forsætlig voldtægt.

Anklagemyndigheden skal i sager om forsætlig voldtægt dernæst bevise, at gerningsmanden handlede forsætligt, herunder at gerningsmanden indså, at tvangen var bestemmende for offerets deltagelse i samlejet. Efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt vil anklagemyndigheden skulle bevise, at gerningsmanden handlede uagtsomt, herunder at den pågældende burde have indset, at tvangen var bestemmende for offerets deltagelse i samlejet.

Selv om der således efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt ikke vil skulle føres bevis for, at gerningsmanden har handlet med forsæt, vil det skulle bevises, at gerningsmanden har tilsidesat de handlenormer, som anses for rimelige i forhold til den pågældende. Mens der på en række af livets andre områder findes handlenormer, som må anses for almindeligt accepterede, findes der på seksuallivets område næppe samme klare handlenormer, som en gerningsmands handlinger kan bedømmes i forhold til på en retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde.

En kriminalisering af uagtsom voldtægt vil således kunne rejse nogle nye bevismæssige problemer i forbindelse med de vanskelige skøn, der vil skulle foretages i praksis ved vurderingen af, om gerningsmanden burde have forstået, at den forurettede følte sig tvunget til samlejet. Det har bl.a. i Norge været anført, at der ved denne vurdering vil kunne være en risiko for, at der vil blive rettet større fokus på offerets adfærd og handlemåde: Virkede forurettede indladende, inviterede hun gerningsmanden med hjem, og var hun dermed medvirkende til at give gerningsmanden et sådant indtryk af frivillighed i forhold til det efterfølgende tvangsmæssige samleje, at gerningsmanden end ikke kan bebrejdes, at han ikke forstod, at samlejet var ufrivilligt? Sådanne spørgsmål kan dog også være relevante ved vurderingen af, om gerningsmanden har handlet forsætligt, og det er svært at sige, om en kriminalisering af uagtsom voldtægt i praksis vil føre til en større fokus på spørgsmål af den karakter.

Med hensyn til spørgsmålet om bevisvurdering kan det desuden anføres, at det er et grundlæggende straffeprocessuelt princip, at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme den tiltalte til gode ved vurderingen af, hvad der kan anses for bevist i den konkrete sag. Dette vil gælde, uanset om den pågældende strafbestemmelse forudsætter, at gerningsmanden har handlet forsætligt eller uagtsomt.

Det er anklagemyndighedens generelle indtryk, at der i retspraksis sker domfældelse også i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, når der f.eks. foreligger en sikker og troværdig forklaring fra den forurettede om hændelsesforløbet. Det samme gælder i tilfælde, hvor der eksempelvis kun i begrænset omfang er fremsat udtrykkelige trusler, men hvor samlejet ud fra en samlet vurdering af begivenhedsforløbet og omstændighederne omkring samlejet, herunder gerningsmandens truende adfærd eller de mere eller mindre stiltiende trusler, som ligger i situationen, anses for opnået ved trusler om vold, og dette må have stået gerningsmanden klart. I vurderingen heraf vil bl.a. indgå gerningsmandens og forurettedes adfærd i øvrigt samt stedet og tidspunktet for samlejet. Der henvises herom nærmere til afsnit 2.2 ovenfor.

Som det fremgår af afsnit 2.2, er det desuden anklagemyndighedens opfattelse, at domstolene generelt ikke er tilbageholdende med at dømme i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, hvis der i øvrigt foreligger det fornødne bevismæssige grundlag.

Det er i den forbindelse endvidere anklagemyndighedens vurdering, at der er sket en vis udvikling i retspraksis – i retning af i højere grad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager – når det gælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt, selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.

Denne udvikling i bevisvurderingen i voldtægtssager er relevant for spørgsmålet om kriminalisering af uagtsom voldtægt, idet det kan anføres, at tanken om en sådan kriminalisering er opstået i en tid, hvor bevisvurderingen i disse sager meget vel var en anden, end den er i dag, hvor der således formentlig i højere grad end tidligere sker domfældelse i sager, hvor der ikke er anvendt omfattende trusler eller vold, og hvor spørgsmålet om eventuel straf for uagtsom voldtægt er særlig relevant.

Det er herudover blevet anført, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil kunne risikere at få den utilsigtede virkning, at forhold, der reelt må betegnes som forsætlig voldtægt, i stedet henføres under den mildere bestemmelse om uagtsom voldtægt. Straffelovrådet har tidligere peget på denne mulige virkning, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 18, 40-41 og 45-46, og samme betragtning er flere gange blevet fremført i den norske debat om uagtsom voldtægt, jf. ovenfor i afsnit 5.5.1.

En nedsubsumering i praksis vil kunne være særdeles uheldig i forhold til spørgsmålet om strafudmåling. Overtrædelse af en bestemmelse om uagtsom voldtægt må således efter de gældende udmålingsprincipper i straffelovgivningen bedømmes væsentlig mildere end forsætlig voldtægt, på samme måde som f.eks. uagtsomt manddrab generelt straffes betydelig mildere end forsætligt manddrab.

Voldtægtsforbrydelsen er også karakteriseret ved, at der i et vist omfang indgives falske anmeldelser, og der kan også i retspraksis ses tilfælde, hvor der er domfældt for voldtægt på baggrund af, hvad der viste sig at være ukorrekte beskyldninger, jf. herom ovenfor i afsnit 3. Det kan næppe udelukkes, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil kunne forøge risikoen for fejlagtige domfældelser i sager, hvor den forurettede – bevidst eller ubevidst – ”pynter” på sin forklaring ved f.eks. at forklare om større modstand end den faktisk udøvede, hvis der ikke udvises betydelig forsigtighed fra rettens side ved bevisvurderingen.

Det kan endelig anføres, at en række af straffelovens andre alvorlige forbrydelser, der omfatter vold eller trussel om vold, heller ikke er kriminaliseret i uagtsom form. Det gælder således f.eks. røveri, afpresning og de generelle bestemmelser om tvang og trusler i straffelovens §§ 260 og 266. Manddrab og betydelig legemsbeskadigelse er strafbart i uagtsom form, jf. straffelovens §§ 241 og 249.

Røveri er karakteriseret ved, at gerningsmanden ved forskellige typer af vold eller trusler herom opnår en uberettiget berigelse, bringer en stjålen ting i sikkerhed eller påfører offeret et tab. Tvangsmidlet bruges således som middel til at opnå en uberettiget gevinst eller gennemføre et ulovligt forehavende.

Manddrab er karakteriseret ved, at gerningsmanden berøver et andet menneske livet.

Voldtægt er karakteriseret ved, at gerningsmanden ved tvang skaffer sig et samleje med en anden person. I modsætning til de to øvrige forbrydelser er målet for voldtægten – samlejet – i andre sammenhænge et lovligt og tilmed naturligt og ønskeligt mål, hvilket i sig selv kan vanskeliggøre vurderingen af, om gerningsmanden har indset, at samlejet var fremtvungent, og at han dermed har handlet forsætligt, men navnlig om han burde have indset det og dermed har handlet uagtsomt.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det forhold, at der i en række sammenhænge, herunder for manddrab, er fastsat bestemmelser om straf også for uagtsomme forhold, på denne baggrund ikke en væsentlig grund til også at kriminalisere uagtsom voldtægt. Voldtægt hører til de forbrydelser, som indeholder et tvangselement, og sådanne forbrydelser er generelt ikke kriminaliseret i uagtsom form.

5.6.4. Sammenfattende finder Straffelovrådet, at der ikke foreligger det fornødne grundlag for at kriminalisere uagtsom voldtægt.

Afgørende for, om voldtægt i uagtsom form bør kriminaliseres, må efter Straffelovrådets opfattelse være, om der kan påvises et reelt praktisk behov herfor, og at retssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler afgørende imod en sådan nykriminalisering. Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at det er et væsentligt princip, at strafbestemmelser bør udformes så præcist og så snævert som muligt. Der bør således som udgangspunkt ikke ske kriminalisering af et bredere område – in casu uagtsom voldtægt – alene for at sikre, at man kan straffe nogle personer, hvis adfærd formodes reelt at være omfattet af den gældende regel om forsætlig voldtægt, men hvor dette ikke kan bevises.

Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at behovet for at kriminalisere voldtægt i uagtsom form i praksis kun kan antages vedrøre de situationer, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler i forhold til offeret.

Straffelovrådet tillægger det i den forbindelse væsentlig betydning, at der efter anklagemyndighedens opfattelse er sket en vis udvikling i retspraksis – i retning af i højere grad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager – når det gælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt, selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.

Som anført ovenfor er denne udvikling i bevisvurderingen i voldtægtssager relevant for spørgsmålet om kriminalisering af uagtsom voldtægt, idet det må antages, at antallet af situationer, hvor spørgsmålet om straf for uagtsom voldtægt kunne være særlig relevant at diskutere, er blevet reduceret som led i denne udvikling.

Hertil kommer, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt efter Straffelovrådets opfattelse ligefrem risikerer at få den utilsigtede virkning, at forhold, der i dag straffes som forsætlig voldtægt, i stedet vil blive henført under bestemmelsen om uagtsom voldtægt med den virkning, at forholdet vil blive bedømt væsentligt mildere end ved forsætlig voldtægt.

Erfaringerne fra Norge viser, at der kun er forholdsvis få sager, hvor bestemmelsen om uagtsom voldtægt har fundet anvendelse, og at der i flere af disse sager er udøvet betydelig vold. Straffelovrådet er tilbøjelig til at mene, at der i tilsvarende tilfælde i Danmark ville kunne være sket domfældelse for forsætlig voldtægt, idet forsættet ville kunne anses for bevist bl.a. i kraft af karakteren af den udøvede vold. Der har endvidere ikke i norsk retspraksis efter indførelsen af bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt kunnet konstateres en stigning i antallet af domfældelser for voldtægt set i forhold til antallet af anmeldelser. Disse forhold indikerer efter Straffelovrådets opfattelse, at der i en del af de nævnte sager fra norsk retspraksis kan være sket en nedsubsumering fra forsætlig til uagtsom voldtægt.

Det vil således efter Straffelovrådets opfattelse ikke kunne afvises, at der vil være en reel risiko for en sådan nedsubsumering også i dansk retspraksis, hvis der her i landet indføres en bestemmelse om uagtsom voldtægt. Det vil med andre ord kunne betyde, at en række forhold, som i dag straffes som forsætlig voldtægt, vil blive straffet formentlig markant mildere efter en eventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt.

Straffelovrådet finder endvidere anledning til at bemærke, at bevisvurderingen i sager om forsætlig voldtægt, hvor der ikke er udøvet objektiv sporbar vold, og hvor der ikke er andre vidner end forurettede, kan være vanskelig, og at disse vanskeligheder formentlig vil blive endnu større i forhold til en eventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt. Dette hænger som ovenfor anført sammen med, at der i modsætning til andre af livets områder ikke på seksuallivets område er samme grad af sikkerhed om, hvilken adfærdsnorm gerningsmandens handlinger skal bedømmes i forhold til, og at det ønskede mål – samlejet – i modsætning til mange andre mål for kriminelle handlinger i den frivillige form anses som naturligt og ønskeligt. Endelig kan der ikke ses bort fra, at der i disse sager, hvor troværdigheden af den forurettedes forklaring ofte vil kunne være af afgørende betydning, indgives et ikke helt ubetydeligt antal falske anmeldelser. En udvidelse af det kriminaliserede område til også at dække uagtsom voldtægt vil ikke mindske, men tværtimod øge betydningen af den forurettedes forklaring om de mange detaljer, som kan være afgørende for, om retten kan fastslå med den fornødne sikkerhed, at den tiltalte gerningsmand har udvist uagtsomhed og således burde have forstået, at forurettede følte sig tvunget til at medvirke til samlejet.

Straffelovrådet kan heller ikke afvise, at der – som anført blandt andet i den norske debat om uagtsom voldtægt – i forbindelse med den nævnte vanskelige bevisvurdering vil blive sat et større fokus på forurettedes adfærd, end hvad tilfældet er for så vidt angår forsætlig voldtægt.

Endelig finder Straffelovrådet anledning til at bemærke, at straffen for uagtsomme forhold traditionelt er en bøde, medmindre der foreligger skærpende omstændigheder, eller der er tale om en alvorlig uagtsom følge af en strafbar handling som f.eks. uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel.

Udgangspunktet vil således være, at straffen for uagtsom voldtægt er markant lavere end for forsætlig voldtægt. En sådan sanktion vil formentlig for den forurettede, som anser sig som forsætligt voldtaget, næppe i alle tilfælde forekomme passende i forhold til den krænkelse, vedkommende anser sig som udsat for, hvis gerningsmanden alene findes skyldig i uagtsom voldtægt.

Straffelovrådet finder således efter en samlet vurdering af de nævnte forhold, at der ikke kan peges på noget reelt praktisk behov for en bestemmelse om uagtsom voldtægt, og at en række forhold, herunder retssikkerhedsmæssige, taler afgørende imod en sådan bestemmelse.

6. Strafferammen i § 216

6.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveau

6.1.1. Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (strafskærpelsesloven) blev strafferammerne i straffelovens § 216, stk. 1 og 2, forhøjet fra henholdsvis fængsel indtil 6 år og 10 år til fængsel indtil 8 år og 12 år.

Det fremgår af det pågældende lovforslags bemærkninger bl.a., at det med lovforslaget blev forudsat, at der i retspraksis skulle ske en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager med i størrelsesordenen 1 år i forhold til det strafniveau, der forud for lovforslagets fremsættelse var beskrevet i en redegørelse fra Rigsadvokaten, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2931. Det fremgår endvidere, at udmålingen af straffen for voldtægt i højere grad skulle nuanceres efter forholdets grovhed. Endelig blev det anført, at der i sager om voldtægt med flere gerningsmænd burde ske en yderligere strafskærpelse i forhold til strafniveauet i voldtægtssager med kun én gerningsmand, at det burde tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der var tale om voldtægt begået mod et barn, samt at der burde ske en yderligere strafskærpelse ud over den generelle strafforhøjelse i størrelsesordenen 1 år i sager, hvor voldtægten havde haft en særlig tidsmæssig udstrækning.

6.1.2. Rigsadvokaten har siden strafskærpelseslovens ikrafttræden løbende udarbejdet redegørelser vedrørende retspraksis i sager om voldtægt med henblik på at belyse udviklingen i strafniveauet i disse sager. Redegørelserne bygger på en gennemgang af en lang række konkrete straffesager.

Redegørelserne har vist, at strafskærpelserne gennemgående er slået igennem i praksis, således at domstolene i voldtægtssager gennemgående har forhøjet straffene i overensstemmelse med de tilkendegivelser om strafniveauet, der blev udtrykt ved lovændringen i 2002.

Der er i Rigsadvokatens redegørelser taget udgangspunkt i en opdeling af voldtægt i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt.

Ved overfaldsvoldtægt forstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har været samvær af den karakter, der er beskrevet nedenfor under kontaktvoldtægt.

Ved kontaktvoldtægt forstås det, der på engelsk kaldes ”date rape”, altså situationer, hvor parterne umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter i Rigsadvokatens redegørelser endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af et overfald.

Ved parvoldtægt forstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægt mod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten.

Der er i redegørelserne endvidere sondret mellem domme, der omfatter fuldbyrdet voldtægt, og domme, hvor der alene dømmes for forsøg på voldtægt.

Det fremgår af redegørelsen om straffene i voldtægtssager fra august 2009, at opdelingen af dommene i de tre kategorier er valgt, bl.a. fordi den må antages at være almindelig anerkendt som en væsentlig faktor for strafudmålingen.

6.1.3. Forud for lovændringen i 2002 havde Rigsadvokaten afgivet flere redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager, og konklusionen i redegørelsen fra januar 2001 vedrørende det daværende strafniveau var følgende:

For forsøg på overfaldsvoldtægt varierede straffene fra 4 måneder til 2 års fængsel. Det blev i redegørelsen antaget, at ”normalstraffen” måtte være i niveauet 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.

Det var på grundlag af det foreliggende materiale vanskeligt at vurdere ”normalstraffen” for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Et forsigtigt skøn førte dog frem til, at udgangspunktet for straffastsættelsen, hvis der ikke forelå skærpende omstændigheder, formentlig lå i niveauet omkring 1 år og 6 måneders fængsel. Hvis der forelå skærpende omstændigheder udmåltes straffen til mellem 2 og 3 års fængsel.

Med hensyn til forsøg på kontaktvoldtægt skønnedes det i redegørelsen, at strafniveauet nogenlunde svarede til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt, dvs. 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.

For så vidt angår straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt fremgår det af redegørelsen, at de fleste straffe lå i niveauet mellem fængsel i 6 måneder og fængsel i 1 år og 6 måneder, og hvis der ikke var anvendt vold af betydning eller ikke forelå andre skærpende omstændigheder, lå straffen i niveauet 6-10 måneders fængsel.

Vedrørende forsøg på parvoldtægt forelå der kun en dom, hvor straffen blev udmålt til 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste.

For så vidt angik fuldbyrdet parvoldtægt blev det antaget, at ”normalstraffen” lå i niveauet 6-8 måneders fængsel, men der var i det undersøgte materiale også flere eksempler på højere straffe i sager, hvor der forelå skærpende omstændigheder.

I efterfølgende redegørelser fra august 2001 og august 2002 om strafniveauet i voldtægtssager var konklusionen, at retspraksis efter redegørelsen fra januar 2001 ikke gav anledning til at ændre de tidligere formodninger om straffene i voldtægtssager.

6.1.4. Rigsadvokaten afgav fra 2004 til 2010 årlige redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager efter lovændringen i 2002.

I 2004 og 2005 konkluderede Rigsadvokaten, at strafskærpelsen med få undtagelser måtte anses for at være slået igennem. I en række af sagerne måtte straffen anses for forhøjet fuldt ud med 1 år eller mere, mens der i andre sager var sket en mindre forhøjelse af straffen. I de sidstnævnte sager var der efter Rigsadvokatens opfattelse konkrete omstændigheder, der talte for at fastsætte en lavere straf. Kun i få sager kunne straffen ikke anses for skærpet i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002.

I redegørelserne fra juni 2006 og juni 2007 blev det konkluderet, at strafskærpelsen måtte anses for at være slået fuldt ud igennem i langt de fleste sager om voldtægt. På trods af enkelte udsving i formildende retning, fandt Rigsadvokaten, at det samlede billede i voldtægtssagerne viste, at strafskærpelsen var gennemført i praksis.

Konklusionen i redegørelsen fra juni 2008 var, at domstolene i langt de fleste af sagerne havde fastsat forhøjede straffe i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til lovændringen i 2002. Kun i enkelte sager fastsatte domstolene straffe under det tilsigtede niveau, og Rigsadvokaten fandt, at det samlede billede af domspraksis viste, at strafskærpelsen var gennemført i praksis.

I redegørelsen fra august 2009 blev det konkluderet, at der i hovedparten af dommene var fastsat straffe, der lå omkring 1 år over det niveau, der var gældende forud for lovændringen i 2002, og at det samlede billede af domspraksis fortsat viste, at strafskærpelsen fra 2002 var gennemført i praksis. Der var alene enkelte sager, hvor straffen kunne forekomme at være for mild.

Senest har Rigsadvokaten i redegørelsen fra december 2010 konkluderet, at strafudmålingen i de i alt 18 domme, der er indgået i undersøgelsen, viser, at domstolene i langt de fleste af sagerne har fastsat forhøjede straffe i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til lovændringen i 2002. I hovedparten af dommene er der således fastsat straffe, der ligger omkring 1 år over det niveau, der var gældende forud for lovændringen i 2002.

I det omfang der ikke er sket en skærpelse af straffen med fuldt ud 1 år, fremgår det af redegørelsen, at der i de fleste sager er sket en væsentlig forhøjelse af straffen, og at der foreligger konkrete formildende omstændigheder, der har begrundet fastsættelse af en lavere straf. Der er således f.eks. taget hensyn til, at der ikke er anvendt vold af betydning, eller der er lagt vægt på tiltaltes unge alder. Der er af Rigsadvokaten peget på, at en sådan graduering af strafudmålingen er i overensstemmelse med forarbejderne til strafskærpelsesloven fra 2002, hvorefter straffastsættelsen fortsat beror på domstolenes konkrete vurdering i de enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og hvorefter de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

På trods af enkelte domme, hvor straffen efter Rigsadvokatens opfattelse burde have været højere, selv om der må antages at være sket en vis skærpelse, er det således Rigsadvokatens vurdering, at det samlede billede af domspraksis fortsat viser, at strafskærpelsen fra 2002 er gennemført i praksis. Det er endvidere Rigsadvokatens opfattelse, at domstolene må forventes også fremover at følge dette niveau for strafudmålingen og de principper for straffastsættelsen, der nu er fastlagt gennem en periode på 8 år efter lovændringen. Rigsadvokaten bemærker i den forbindelse også, at der med Højesterets dom gengivet i UfR 2010.1988 H må antages at være sket en yderligere skærpelse af strafniveauet i sager om voldtægt begået over et vist tidsrum af flere gerningsmænd, således at udgangspunktet for straffastsættelsen i disse sager nu er fængsel i 3 år og 6 måneder.

6.2. Straffelovrådets overvejelser

6.2.1. Straffelovrådet er i henhold til kommissoriet anmodet om bl.a. at overveje strafniveauet i sager om voldtægt med henblik på at vurdere, om der måtte være behov for yderligere initiativer på dette område.

I den forbindelse er det i kommissoriet bl.a. anført, at der henset til voldtægtsforbrydelsens alvorlige karakter kan være anledning til at overveje, om normalstrafniveauet i voldtægtssager generelt i dag i tilstrækkelig grad afspejler forbrydelsens grovhed og den krænkelse af offeret, som finder sted. Overvejelser herom må ske i lyset af strafniveauet for bl.a. andre seksualforbrydelser.

Straffelovrådet er endvidere blevet anmodet om at overveje, hvorvidt en forhøjelse af straffen for overfaldsvoldtægt som anført i en politisk aftale indgået i maj 2011 mellem den daværende regering og bl.a. Dansk Folkeparti efter rådets opfattelse i givet fald bør have konsekvenser for strafniveauet ved andre former for seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt. Det fremgår af den nævnte politiske aftale, at aftaleparterne var enige om ”at fordoble straffen for overfaldsvoldtægt, så normalstraf som udgangspunkt vil være 5 år”.

6.2.2. Med hensyn til spørgsmålet om strafniveau bemærker Straffelovrådet indledningsvis, at voldtægt er en alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af offerets frihed til at bestemme, hvem vedkommende vil have et seksuelt forhold med. Det kan endvidere anføres, at strafniveauet for voldtægt ud fra en nutidig opfattelse bør afspejle grovheden og karakteren af denne forbrydelse og krænkelsen af offeret, samt at der bør være sammenhæng mellem strafniveauerne for de forskellige former for seksualforbrydelser.

Straffen for voldtægt blev skærpet ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (strafskærpelsesloven), idet strafferammerne i straffelovens § 216, stk. 1 og 2, blev forhøjet fra henholdsvis fængsel indtil 6 og 10 år til fængsel indtil 8 og 12 år. Med lovændringen blev det bl.a. forudsat, at der i retspraksis skulle ske en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige strafniveau.

Normalstraffen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet voldtægt må derfor i dag antages at være ca. 2½ års fængsel ved såkaldt overfaldsvoldtægt, hvis der ikke foreligger andre skærpende omstændigheder. I sager om kontaktvoldtægt må normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel op mod 2 års fængsel, og i sager om parvoldtægt må normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel til fængsel i 1 år og 8 måneder.

Straffen i voldtægtssager (herunder jf. straffelovens §§ 224 og 225 om anden kønslig omgængelse opnået ved vold eller trussel om vold) fastsættes imidlertid af domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Som følge af de mange forskelligartede forhold er der store variationer i straffene for voldtægt, og der er i retspraksis også udmålt straffe, som ligger væsentligt over det normalstrafniveau for voldtægt, der var forudsat med strafskærpelsesloven i 2002.

Der udmåles f.eks. i praksis en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten er udøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis voldtægten har strakt sig over længere tid eller er begået af flere gerningsmænd, eller hvis gerningsmanden har begået flere forhold. Som eksempel kan nævnes UfR 2010.1988 H, hvor 4 gerningsmænd i fællesskab havde tvunget en 14-årig pige til samleje med 2 af gerningsmændene. Højesteret fastsatte straffen til fængsel i 3½ år og udtalte direkte, at dette var udgangspunktet i et sådant tilfælde.

Det må endvidere antages, at der i praksis vil blive udmålt en skærpet straf, hvis gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem med henblik på at begå voldtægt.

Voldtægt udgør sammen med grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år de groveste seksualforbrydelser. Strafniveauet for voldtægt (og grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år) er i overensstemmelse hermed generelt markant højere end strafniveauet for andre seksualforbrydelser.

Med hensyn til strafniveauet for forskellige former for voldtægt henvises til afsnit 7 nedenfor.

6.2.3. Med hensyn til strafferammerne tilkendegav Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer bl.a., at der i rådet havde været udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet var grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksima, som skete med strafskærpelsesloven i 2002. Straffelovrådet henviste i betænkningen endvidere til, at rådet tidligere havde givet udtryk for, at det efter praksis fandtes ubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt til en normalramme på indtil 6 års fængsel suppleret med en skærpet ramme på indtil 10 års fængsel for særligt grove tilfælde af voldtægt. I betænkningen fra 2002 blev det anført, at Straffelovrådet fortsat var af denne opfattelse. En delt strafferamme på 6 og 10 års fængsel ville således ifølge Straffelovrådet stadigvæk være fuldt tilstrækkelig, også når der blev taget hensyn til de ønsker om at skærpe strafniveauet, som var kommet til udtryk ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det blev samtidig tilkendegivet, at Straffelovrådet var opmærksom på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser.

Straffelovrådet finder fortsat, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis.

Det vil i den forbindelse kunne anføres, at de gældende strafmaksima for voldtægt og voldtægt under særligt skærpende omstændigheder bør nedsættes fra fængsel indtil 8 og 12 år til fængsel indtil 6 og 10 år. Der vil herved kunne peges på, at udviklingen siden 2002 har bekræftet, at disse strafmaksima vil være fuldt tilstrækkelige til også at rumme de allergroveste overtrædelser. Det kan endvidere anføres, at hvis der måtte forekomme helt ekstremt grove tilfælde af voldtægt, vil straffen, hvis gerningsmanden har begået flere voldtægter, under særdeles skærpende omstændigheder i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., kunne forhøjes med indtil det halve, dvs. i givet fald til fængsel indtil 15 år.

Straffelovrådet har imidlertid ikke fundet grundlag for at medtage forslag om en nedsættelse af strafmaksimaene i sit lovudkast, hvor de gældende strafmaksima for voldtægt således er videreført uden ændringer.

6.2.4. Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjelse af strafniveauet for overfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet for andre former for seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt, bemærker Straffelovrådet indledningsvis, at rådet som nævnt for sit vedkommende ikke har grundlag for at antage, at der i kraft af samfundsudviklingen mv. siden strafskærpelsen i 2002 er grundlag for at forhøje strafniveauet for voldtægt, herunder overfaldsvoldtægt.

Spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjelse af strafniveauet for overfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet for andre former for seksualforbrydelser, afhænger efter Straffelovrådets opfattelse af, hvad begrundelsen for i givet fald at forhøje strafniveauet for overfaldsvoldtægt er.

En mulig begrundelse kunne være, at overfaldselementet ikke i hidtidig retspraksis er blevet vægtet tilstrækkeligt tungt, idet voldtægtens karakter af overfald i sig selv indebærer, at der er tale om en særdeles grov forbrydelse, herunder væsentligt grovere end andre former for voldtægt. Hvis dette er begrundelsen, er der umiddelbart ikke nogen særlig anledning til i forbindelse med en forhøjelse af strafniveauet for overfaldsvoldtægt at forhøje strafniveauet for andre seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt.

En anden mulig begrundelse kunne være, at voldtægt helt generelt er en så alvorlig og voldsom krænkelse af offerets integritet og selvbestemmelsesret, at selv det høje strafniveau, der har været gældende siden strafskærpelsen i 2002, findes at være utilstrækkeligt, og at der derfor bør gennemføres en meget markant forhøjelse af strafniveauet. Hvis dette er begrundelsen, vil det efter Straffelovrådets opfattelse være hensigtsmæssigt ikke at gennemføre en isoleret forhøjelse af strafniveauet alene for overfaldsvoldtægt, men i givet fald at forhøje strafniveauet for voldtægt generelt. I betragtning af den sidestilling, der så sent som i 2008 blev genemført med hensyn til strafniveauet for voldtægt og grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år, vil det efter Straffelovrådets opfattelse endvidere i givet fald være naturligt at overveje, om der også bør gennemføres en tilsvarende forhøjelse af strafniveauet for grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år.

7. Strafudmålingen ved forskellige former for voldtægt

7.1. Den gældende strafudmåling

Straffelovens kapitel 10 indeholder de almindelige regler om straffens fastsættelse.

Efter straffelovens § 80 skal der under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom. Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen.

Straffelovens §§ 81 og 82 angiver en række forhold, der i almindelighed skal anses som henholdsvis skærpende eller formildende omstændigheder ved straffastsættelsen.

Det skal i almindelighed anses som en skærpende omstændighed, f.eks. at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen (§ 81, nr. 1), at gerningen er udført af flere i forening (§ 81, nr. 2), at gerningen er særligt planlagt (§ 81, nr. 3), at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed (§ 81, nr. 5), eller at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling (§ 81, nr. 10).

Endvidere findes der i straffeloven visse andre bestemmelser vedrørende straffens fastsættelse. Bl.a. kan den for lovovertrædelsen foreskrevne straf nedsættes ved forsøg, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt, jf. straffelovens § 21, stk. 2.

I forbindelse med udarbejdelse af Rigsadvokatens redegørelse fra januar 2001 om udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager foretog Rigsadvokaten i samarbejde med Justitsministeriets Forskningsenhed en undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager.

Undersøgelsen viste, at strafudmålingen i voldtægtssager afhang af en lang række forhold ved de enkelte sager. De forhold, der afspejlede voldtægtens grovhed, bidrog især til at forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejede sig først og fremmest om den anvendte strafbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller 2), og om voldtægten var fuldbyrdet eller ej. Endvidere havde det også betydning, om der var tale om overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt. Herudover havde det stor betydning for strafudmålingen, om den pågældende samtidig dømtes for flere voldtægter eller for anden kriminalitet, og om den pågældende var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, og eventuelt tillige som følge heraf blev idømt en fællesstraf. Det er i undersøgelsen af udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager anført, at der kun i halvdelen af de undersøgte domme i præmisserne var redegjort for, hvilke formildende eller skærpende omstændigheder der havde influeret på strafudmålingen.

Undersøgelsen om udviklingen i strafniveauet før strafskærpelsen i 2002 angav således en række faktorer, som havde indflydelse på strafudmålingen i voldtægtssager. Der er dog ikke i undersøgelsen eller i det øvrige materiale, som Rigsadvokaten udarbejdede forud for strafskærpelsen, foretaget en nærmere vurdering af, hvorfor udgangspunktet for straffastsættelsen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt er lavere end i sager om overfaldsvoldtægt.

Det er imidlertid af Rigsadvokaten i redegørelsen om straffene i voldtægtssager fra 2009 bemærket, at det lavere udgangspunkt navnlig i sager om parvoldtægt formentlig bl.a. kan forklares med, at tiltalte og forurettede tidligere har haft et seksuelt forhold til hinanden, og at der kan foreligge formildende omstændigheder, herunder at tiltalte er følelsesmæssigt påvirket f.eks. af jalousi eller af forholdets ophør. I modsætning hertil vil der i sager om overfaldsvoldtægt ikke have været nogen form for kontakt mellem de pågældende forud for voldtægten, og der vil ofte være tale om en række konkret skærpende omstændigheder, herunder f.eks. at voldtægten finder sted om natten på åben gade eller ved indtrængen i forurettedes hjem, og anvendelse af vold kan være betydelig.

Ved brev af 2. december 2008 anmodede Justitsministeriet om, at Rigsadvokatens redegørelse om straffene i voldtægtssager i 2009 også skulle indeholde en nærmere vurdering af strafniveauet i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt set i forhold til strafniveauet i sager om overfaldvoldtægt.

Justitsministeriet anmodede i den forbindelse Rigsadvokaten om på grundlag af en gennemgang af retspraksis at vurdere, om det lavere strafniveau i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt – som er beskrevet både i forarbejderne til strafskærpelsesloven og i Rigsadvokatens redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager – navnlig skyldes, at der i sådanne sager oftere end i sager om overfaldsvoldtægt foreligger omstændigheder, som efter almindelige strafudmålingsregler normalt vil tale for en mildere straf, eller om det lavere strafniveau navnlig er udtryk for en generel forskel i grovhedsvurderingen af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt, og om der i givet fald bør tages særlige initiativer vedrørende straffen i disse sager.

Rigsadvokatens redegørelse fra august 2009 om straffene i voldtægtssager indeholder på denne baggrund et særligt afsnit om strafniveauet for kontaktvoldtægt og parvoldtægt, som bygger på en gennemgang af de domme om voldtægt, som er indgået i Rigsadvokatens redegørelser fra 2004 til 2009 om straffen for voldtægt.

Det fremgår af redegørelsen bl.a., at udgangspunktet for strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt som anført i forarbejderne til strafskærpelsesloven fra 2002 er lavere end i sager om overfaldsvoldtægt. Forarbejderne til strafskærpelsesloven henviser til den gældende retspraksis, men forholder sig ikke til en eventuel forskel i grovhedsvurderingen i de omhandlede tilfældegrupper.

Af redegørelsen fremgår det endvidere, at i det omfang der i præmisserne er redegjort for, hvilke faktorer der er tillagt vægt ved straffastsættelsen, henvises der dels til strafskærpelsesloven (lov nr. 380 af 6. juni 2002) og dels til sagens konkrete omstændigheder, herunder tiltaltes forstraffe, voldtægtens grovhed, tiltaltes eller forurettedes alder, antallet af overgreb og de omstændigheder, hvorunder voldtægten blev begået, eksempelvis hvis voldtægten blev begået af flere i forening.

I størstedelen af sagerne om både kontaktvoldtægt og parvoldtægt er parternes indbyrdes relation ikke anført i dommens præmisser som en faktor, der er tillagt vægt ved strafudmålingen. I det omfang dette forhold er nævnt i præmisserne, er det som ét moment ud af flere, og det kan være som enten en strafskærpende eller formildende omstændighed. I de forholdsvis få tilfælde, hvor forholdet mellem parterne er anført som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen, fremgår det af redegørelsen, at straffastsættelsen også her synes at være udtryk for en helt konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder.

Generelt viste gennemgangen af retspraksis, at der i sager om kontaktvoldtægt eller parvoldtægt udmåles meget varierende straffe, og at det store spænd, som straffene udmåles inden for, er et udtryk for de konkrete og ofte også meget forskelligartede forhold, der gør sig gældende i disse sager. I en række domme er straffen for par- eller kontaktvoldtægt således udmålt på linje med eller over normalstrafniveauet for overfaldsvoldtægt. Endvidere fremgår det af redegørelsen, at den vurdering, som domstolene foretager, synes at være baseret på en flerhed af den enkelte sags mange konkrete omstændigheder.

På baggrund af gennemgangen af retspraksis blev det af Rigsadvokaten konkluderet, at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt. Dette kan også udtrykkes på den måde, at der i disse sager ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovens almindelige principper om strafudmåling bør føre til en lavere straf end i sager om overfaldsvoldtægt.

Det er i den forbindelse i redegørelsen bemærket, at der således i sager om overfaldsvoldtægt må antages oftere at foreligge nogle af de konkrete omstændigheder, som efter reglen i straffelovens § 81 i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed.

Endelig er det i redegørelsen anført, at selv om man udtrykkeligt tilkendegav, at udgangspunktet for strafudmålingen i alle tilfælde bør være det samme, ville der efter Rigsadvokatens opfattelse fortsat i praksis blive udmålt meget varierende straffe afhængig af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.

7.2. Straffelovrådets overvejelser

7.2.1. Det har i den offentlige debat været kritiseret, at kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke straffes så hårdt som overfaldsvoldtægt og derved anses som mindre grove former for voldtægt.

Det var i Straffelovrådets kommissorium anført, at Justitsministeriet i folketingsåret 2009-10 ville fremsætte et lovforslag om ændring af straffelovens § 216 med henblik på at præcisere, hvilke forhold der i almindelighed skal tillægges særlig vægt ved strafudmålingen for voldtægt. Formålet hermed ville navnlig være i lovgivningen at præcisere, at strafudmålingen i voldtægtssager ikke er udtryk for en generel forskel i grovhedsvurderingen af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt, men at straffen i hver enkelt voldtægtssag må fastsættes ud fra en samlet konkret vurdering af den pågældende sags omstændigheder.

Et udkast til et sådant lovforslag blev den 29. januar 2010 sendt i høring, men det blev efterfølgende besluttet ikke at fremsætte et lovforslag på grundlag af lovudkastet, jf. Justitsministeriets besvarelse den 8. marts 2011 af spørgsmål nr. 615 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg. Det fremgår af denne besvarelse, at lovgivningsinitiativer på området, herunder ændringer af voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216, efter Justitsministeriets opfattelse bør afvente resultatet af Straffelovrådets arbejde med kommissoriet vedrørende straffelovens kapitel 24.

Til brug for sine overvejelser om dette spørgsmål har Straffelovrådet indhentet en udtalelse fra Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet, vedrørende de psykologiske eftervirkninger af forskellige former for voldtægt. Udtalelsen er optrykt som bilag 4 til betænkningen.

Som anført i afsnit 7.1 ovenfor er det efter en gennemgang af retspraksis vedrørende straffene for voldtægt Rigsadvokatens vurdering, at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt. Straffen for voldtægt fastsættes efter en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, og det lavere strafniveau i praksis i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt er efter Rigsadvokatens opfattelse udtryk for, at der i disse sager ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovens almindelige principper om strafudmåling bør føre til en lavere straf end i sager om overfaldsvoldtægt. I sager om overfaldsvoldtægt må der omvendt antages oftere at foreligge konkrete omstændigheder, som efter straffelovens § 81 i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed.

Som allerede nævnt i afsnit 6.2 ovenfor er voldtægt en alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af offerets frihed til at bestemme, hvem han eller hun vil have et seksuelt forhold med.

Med henblik på at understrege, at enhver voldtægt er en alvorlig og krænkende forbrydelse for offeret, vil det kunne anføres, at der kan være anledning til at præcisere i lovgivningen, at strafudmålingen i voldtægtssager sker på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 indeholder en skærpet strafferamme for voldtægt af særlig farlig karakter eller voldtægt, hvor der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder, men bestemmelsen indeholder ikke i øvrigt en sondring mellem forskellige former for voldtægt.

Det er flere gange blevet afvist at indføre en sådan sondring i voldtægtsbestemmelsen, idet det både i forbindelse med lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov og lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov, herunder Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse, blev fundet betænkeligt at udskille sager om såkaldt ”forberedt voldtægt” fra øvrige sager om voldtægt. Disse lovændringer er nærmere beskrevet ovenfor i afsnit 1.2.3 og 1.2.4.

Hertil kommer, at Rigsadvokaten ved en gennemgang af retspraksis vedrørende straffene for voldtægt har vurderet, at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt, men er udtryk for en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder.

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at overfaldsvoldtægt i sagens natur er karakteriseret ved, at offeret udsættes for et pludseligt angreb – et overfald – i praksis typisk enten på et offentligt sted, hvor offeret færdes alene, eller i sit eget hjem, hvor gerningsmanden er trængt ind. Alt andet lige vil disse forhold blive anset for betydeligt skærpende omstændigheder og dermed også føre til en højere straf end i tilfælde, hvor en voldtægt ikke har karakter af et overfald.

Ordlyden af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 lægger således ikke op til en sondring mellem forskellige typer af voldtægt som basis for den konkrete strafudmåling, og domstolene må som anført antages at foretage en udmåling af straf i de enkelte sager på grundlag af de konkret foreliggende omstændigheder.

Straffelovrådet finder imidlertid samtidig, at den opdeling mellem forskellige typer af voldtægt, som Rigsadvokaten siden 2001 har anvendt i sine forskellige redegørelser om strafniveauet i voldtægtssager – og som siden da også har været anvendt i bemærkningerne til flere lovforslag – kan have været med til at give et indtryk af, at det ved voldtægt anses for en formildende omstændighed, hvis gerningsmanden og offeret kender hinanden eller ligefrem er samlevende, eller hvis voldtægten sker i forbindelse med et samvær, som naturligt kunne have ført til et frivilligt seksuelt forhold.

Der kan på denne baggrund være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt.

Herudover bemærker Straffelovrådet, at det muligvis kan have givet anledning til yderligere misforståelser, at Rigsadvokaten i sine redegørelser har medtaget alle voldtægtssager, hvor gerningsmanden og offeret kendte hinanden i forvejen, i kategorien ”kontaktvoldtægt”, uanset om voldtægten havde karakter af et overfald. Hvis det i eventuelle fremtidige redegørelser om retspraksis fortsat findes hensigtsmæssigt af behandle ”overfaldsvoldtægt” som en særlig gruppe af sager, vil det efter Straffelovrådets opfattelse være naturligt i givet fald i en sådan gruppe af sager at medtage alle tilfælde af overfald uanset gerningsmandens og offerets eventuelle forudgående kendskab til hinanden.

7.2.2. Justitsministeriet har anmodet Straffelovrådet om i forbindelse med sin gennemgang af straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser også at se på spørgsmålet om skærpet straf, hvis forurettede tillige er offer for menneskehandel.

Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at menneskehandel efter straffelovens § 262 a angår anvendelse af ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler mv. i forbindelse med bl.a. rekruttering eller transport mv. af en person med henblik på udnyttelse af den pågældende ved eksempelvis prostitution.

Spørgsmålet om skærpet straf for voldtægt, hvis offeret for voldtægten tillige er offer for menneskehandel, angår på denne baggrund i praksis typisk udenlandske prostituerede, der er blevet tvunget til Danmark, og som er tvunget til at arbejde som prostituerede.

En person, der som kunde har samleje med en prostitueret, der arbejder som prostitueret og gennemfører samlejet, fordi den pågældende er blevet truet med vold, medvirker objektivt set til voldtægt. Kunden vil imidlertid kun kunne straffes for voldtægt, hvis kunden har forsæt til voldtægt, hvilket i denne situation i praksis forudsætter, at kunden har en bestemt formodning om, at den prostituerede kun går med til samlejet, fordi den prostituerede er blevet truet med vold.

Det må på denne baggrund antages at forekomme forholdsvis sjældent, at en prostitutionskunde vil kunne straffes for voldtægt, selv om den prostituerede objektivt set er offer for menneskehandel. Det må således blandt andet antages, at hvis nogen er i stand til at true en person til at arbejde som prostitueret, vil de ofte også være i stand til at true den pågældende til at hemmeligholde truslerne over for prostitutionskunderne. Straffelovrådet er heller ikke bekendt med retspraksis om sådanne tilfælde.

Hvis det undtagelsesvis kan bevises, at en prostitutionskunde har haft forsæt til voldtægt, fordi den prostituerede var tvunget til at prostituere sig, vil det efter Straffelovrådets opfattelse alt andet lige udgøre en skærpende omstændighed, at den prostituerede er offer for menneskehandel.

Dette ville kunne lovfæstes ved at indsætte et nyt stykke i straffelovens § 216 f.eks. formuleret på følgende måde: ”Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for menneskehandel.”

Det er imidlertid karakteristisk for mange af straffelovens bestemmelser, herunder straffelovens § 216 om voldtægt, at de omfatter forhold, der kan variere betydeligt med hensyn til sagens konkrete omstændigheder, herunder med hensyn til forholdets grovhed. Det bør derfor efter Straffelovrådets opfattelse generelt kræve stærke grunde, hvis der i en konkret strafbestemmelse skal fastsættes lovregler om straffens udmåling inden for en strafferamme.

Som beskrevet ovenfor i afsnit 7.1 indeholder straffelovens §§ 80, 81 og 82 generelle regler om straffens fastsættelse inden for strafferammen, og disse regler giver rig mulighed for en nuanceret strafudmåling, herunder en skærpet straf i tilfælde, hvor et voldtægtsoffer tillige er offer for menneskehandel. Der kan i den forbindelse navnlig henvises til § 81, nr. 2, om tilfælde, hvor gerningen er udført af flere i forening, og § 81, nr. 11, om tilfælde, hvor gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling.

Hertil kommer, at det som nævnt må antages at være sjældent forekommende i praksis, at en prostitutionskunde vil have forsæt med hensyn til, at den prostituerede er offer for menneskehandel, og en særlig strafskærpelsesregel om denne situation ville derfor i givet fald handle om meget atypiske situationer samtidig med, at andre skærpende omstændigheder, der mere hyppigt forekommer i voldtægtssager, fortsat ville være ulovregulerede.

Straffelovrådet kan på denne baggrund ikke anbefale en sådan særlig lovregel om menneskehandel som en skærpende omstændighed ved voldtægt. Derimod kan der være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at det i almindelighed vil udgøre en skærpende omstændighed i relation til strafudmålingen, hvis gerningsmanden til en voldtægt har en bestemt formodning om, at forurettede tillige er offer for menneskehandel.

Kapitel 8: Straffelovens § 217 – anden tvang

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 217

Efter straffelovens § 217 straffes den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold, med fængsel indtil 4 år.

Bestemmelsen i § 217 må ses i sammenhæng med straffelovens § 216, idet bestemmelsen ligesom § 216 kriminaliserer opnåelse af samleje ved tvang. Straffelovens § 217 omfatter anvendelse af mindre alvorlige tvangsmidler end dem, der er omfattet af § 216, og fastsætter på den baggrund en mere lempelig strafferamme end § 216. De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260, er – ud over vold og trussel om vold – trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold.

Ligesom straffelovens § 216 er heller ikke bestemmelsen i § 217 længere begrænset til forhold, der begås af mænd over for kvinder.

Bestemmelsen omfatter direkte alene tiltvingelse af heteroseksuelt (vaginalt) samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til tiltvingelse af anden heteroseksuel eller homoseksuel kønslig omgængelse.

Det fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980, at de ændringer af bestemmelserne i §§ 216 og 217, som på daværende tidspunkt blev foreslået – hvorefter det blev tydeliggjort, at tvangsmidlerne vold og trussel om vold ikke er omfattet af § 217, men skal bedømmes efter § 216 – ville medføre, at praktisk taget alle de sager, som tidligere blev henført under § 217, herefter ville skulle bedømmes efter § 216, jf. betænkningen side 46-47. Straffelovrådet fandt dog ikke, at bestemmelsen i § 217 burde ophæves, idet det blev anført, at det principielt måtte forekomme rigtigst at fastholde, at anvendelse af de pågældende tvangsmidler til opnåelse af samleje har karakter af en selvstændig sædelighedsforbrydelse. Herudover blev det anført, at opretholdelsen af § 217 formentlig på den klareste måde ville understrege, at opnåelse af samleje ved vold eller trussel om vold skal bedømmes efter § 216 og altså lige så lidt som under § 217 kan henføres under § 260.

I forarbejderne til lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Folketingstidende 1980/81, tillæg A, spalte 3999-4000), hvori der henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980, fremgår det i overensstemmelse hermed bl.a., at de tilfælde, som efter de foreslåede ændringer bliver tilbage i § 217, er af meget ringe praktisk betydning. Der henvises om lovændringen i 1981 nærmere til afsnit 1.2.3 nedenfor.

Der kan om bestemmelsen i § 217 bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 301-302, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 48-51, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 195-97 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 513-514.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 218 – svarende til den gældende § 217 – følgende ordlyd:

”§ 218. Med Fængsel indtil 6 Aar straffes, for saa vidt Tilfældet ikke falder ind under § 216 eller § 217, Stk. 1 og 2, den, som ved Trusel om Vold, om Frihedsberøvelse eller om Sigtelse for strafbart eller ærerørigt Forhold skaffer sig Samleje med en Kvinde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 198, nr. 1, samt side 187-89 og udkast af 1923 (U III) § 198 samt spalte 319-20. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372 (§ 220).

1.2.2. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) fik § 217 følgende affattelse:

”§ 217. Den, der ved ulovlig tvang, jfr. § 260, skaffer sig samleje med en kvinde, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter § 216.”

Bestemmelsen i § 217 blev med lovændringen udformet således, at den omfattede ulovlig tvang som angivet i § 260. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at den ændrede udformning ikke betød nogen væsentlig realitetsændring. Endvidere blev bestemmelsens strafferamme nedsat fra 6 år til 4 år.

De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260, er – ud over vold og trussel om vold – trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold.

Endvidere omfatter § 260 tvang i form af trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det forhold, som truslen angår. Fremtvingelse af samleje vil i praksis næppe i noget tilfælde være tilbørligt begrundet uanset karakteren af det strafbare eller ærerørige forhold, som offeret for tvangen har gjort sig skyldig i.

Sammenholdes dette med den tidligere formulering af straffelovens § 217 (tidligere § 218), indebar lovændringen i 1967 i realiteten en udvidelse af bestemmelsen til også at omfatte tiltvingelse af samleje ved trussel om betydelig skade på gods eller om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold. Sådan tiltvingelse af samleje var forud for lovændringen i 1967 omfattet af straffelovens § 260 (med en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år) og § 232 (med en strafferamme fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder bøde eller hæfte). Lovændringen indebar således ikke en ændring af det strafbares område, men alene en ændret afgrænsning mellem de pågældende strafbestemmelser, samt at bøde (og hæfte) udgik af strafferammen.

1.2.3. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 217 sin nuværende affattelse.

Baggrunden for lovændringen er nærmere beskrevet ovenfor i kapitel 7, afsnit 1.2.4.

2. Retspraksis

Bestemmelsen i straffelovens § 217 ses ikke at have været anvendt i trykt retspraksis siden lovændringen i 1981.

Det nærmeste ekempel i trykt retspraksis er afgørelsen TfK 2005.614 V, hvor en 52-årig mand under trussel om anmeldelse til politiet af et strafbart forhold, som en kvinde havde begået, fik hende til at trække sine bukser og underbukser ned og modtage flere slag i bagdelen. Gerningsmanden anvendte således anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, end vold eller trussel om vold til at opnå en seksuelt betonet kontakt med offeret. Der var imidlertid ikke tale om samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje (og derfor ikke om overtrædelse af straffelovens § 217 eller § 217, jf. § 224), og gerningsmanden blev straffet (med 50 dages fængsel) for overtrædelse af straffelovens §§ 232 og 260.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 16 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 217 (samleje), heraf 14 ubetingede fængselsstraffe på fra 30 dages fængsel til 1½ års fængsel.

Der var i samme periode i alt 26 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 217, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje), heraf 13 ubetingede fængselsstraffe på mellem 60 dages fængsel og 9 måneders fængsel.

Endelig var der i samme periode i alt 14 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 217, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), heraf 8 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 1 dom på 3 måneder, 1 dom på 4 måneder, 1 dom på 6 måneder, 2 domme på 1 år, 2 domme på 2 år og 1 dom på 3 år. I alle dommene på mere end 4 måneders fængsel blev der straffet i sammenstød med § 222, jf. § 225 (seksuelt forhold til barn under 15 år).

3. Straffelovrådets overvejelser

Bestemmelsen i straffelovens § 217 ses ikke at have været anvendt i trykt retspraksis, men ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik anvendes bestemmelsen i gennemsnit ca. 2 gange årligt (inklusive afgørelser efter § 217, jf. §§ 224 og 225). Den sjældne brug har formentlig blandt andet sammenhæng med, at de trusler, som er omfattet af bestemmelsen, i praksis sjældent er alvorlige nok til at få nogen til at affinde sig med noget så alvorligt som et ufrivilligt samleje. I modsætning til voldtægt, som efter omstændighederne kan fuldbyrdes ved anvendelse af fysisk overmagt (herunder af flere gerningsmænd i forening), kan ulovlig tvang efter § 217, som udtrykkeligt undtager vold (og trussel om vold), i sagens natur kun fuldbyrdes, hvis forurettede selv vælger at give efter for truslen.

Bestemmelsen i straffelovens § 217 er en særbestemmelse i forhold til straffelovens § 260 om ulovlig tvang, og de handlinger, der i dag er omfattet af § 217, ville således i tilfælde af en ophævelse af § 217 i givet fald fremover være omfattet af § 260 samt af § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Selv om bestemmelsen i § 217 i praksis ikke anvendes i noget omfang af betydning, finder Straffelovrådets det imidlertid mest naturligt, at der i straffelovens kapitel om seksualforbrydelser fortsat også er en særskilt kriminalisering af de mildere former for ulovlig tvang med henblik på opnåelse af samleje. Det bemærkes herved også, at straffelovens kapitel om berigelsesforbrydelser ud over røveribestemmelsen, som angår grove tilfælde af tvang i forhold til økonomisk vinding, endvidere indeholder en bestemmelse, der også dækker de mildere former for ulovlig tvang i økonomiske forhold, nemlig § 281 om afpresning.

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse også, at den almindelige strafferamme i straffelovens § 260 er bøde eller fængsel indtil 2 år og strafferammen efter straffelovens § 232 bøde eller fængsel indtil 4 år, mens strafferammen efter § 217 er fængsel indtil 4 år. Bøde indgår således ikke i den gældende strafferamme efter § 217.

Straffelovrådet har tidligere vurderet, at et strafmaksimum på fængsel i 4 år må anses for passende for de forhold, der er omfattet af straffelovens § 217, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, der er omtalt i kapitel 7, afsnit 1.2.7.

Straffelovrådet finder fortsat, at et strafmaksimum på fængsel i 4 år vil være passende, hvis straffelovens § 217 bevares som en selvstændig bestemmelse. I så fald foreslår Straffelovrådet således sammenfattende, at straffelovens § 217 videreføres uden ændringer.

Såfremt det besluttes at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte de mildere former for ulovlig tvang, der i dag er omfattet af straffelovens § 217, jf. om dette spørgsmål kapitel 7, afsnit 4.5.4, bør den gældende § 217 derimod ophæves som overflødig.

Kapitel 9: Straffelovens § 218 – udnyttelse af forurettedes tilstand

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 218

Efter straffelovens § 218, stk. 1, straffes den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, med fængsel indtil 4 år. Den, der skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, straffes efter straffelovens § 218, stk. 2, med fængsel indtil 4 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216.

Efter straffelovens §§ 224 og 225 finder bestemmelsen i § 218 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Straffelovens § 218 omfatter i forhold til både stk. 1 og 2 alene samleje uden for ægteskab.

Med udtrykket ”udnyttelse” i § 218, stk. 1, er det angivet, at samleje skal være opnået ved et misbrug af den sindssyges eller mentalt retarderedes tilstand, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 972 og Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 198-99. At der er tale om samleje med en person, der er sindssyg eller mentalt retarderet, gør således ikke uden videre bestemmelsen anvendelig. Det er et krav, at der foreligger en udnyttelse, men ikke som efter bestemmelserne i § 220 og § 223, stk. 2, at der er tale om et groft misbrug af personens tilstand.

Tilstande, der er omfattet af bestemmelsen i § 218, stk. 2, er søvn eller anden bevidstløshed, stærk beruselse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende. At skaffe sig samleje med en person i en værgeløs tilstand efter § 218, stk. 2, er i alle tilfælde et strafbart misbrug. Ansvar efter stk. 2 er efter ordlyden ikke ligesom ansvar efter bestemmelsens stk. 1 udtrykkeligt betinget af, at forholdet kan karakteriseres som udnyttelse. Der skal dog være tale om, at gerningsmanden ”skaffer sig” samleje, hvilket må antages at være snævrere end blot at ”have” samleje, som er det udtryk, der f.eks. anvendes i straffelovens § 219 om samleje med institutionsanbragte. Det kan således f.eks. næppe antages, at en person, der indleder et samleje med sin samlever, mens denne sover, i alle tilfælde gør sig skyldig i et strafbart forhold, smh. herved også Norman Cleaver og Henrik Gam i UfR 2011 B 323 (vil muligvis afhænge af samlivets karakter og varighed).

Subjektivt er det en forudsætning for ansvar efter § 218, at der er handlet med forsæt i relation til alle led i gerningsindholdet, herunder i relation til personens tilstand. Det kræves dog ikke, at gerningsmanden ved handlinger omfattet af § 218, stk. 1, selv har bedømt sit forhold som udnyttelse, jf. Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Almindelig Del (4. udg. 1971) side 261-62 og Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 304. Efter straffelovens § 226 er der herudover mulighed for at pålægge ansvar for forhold omfattet af § 218 i tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til personens tilstand, men hvor der dog er handlet uagtsomt.

Om bestemmelsen i § 218 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side 302-305, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 57-58, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Almindelig Del (4. udg. 1971) side 261-62, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 198-99, Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 512-13 og Lars Nordskov Nielsen i Juristen 1965 side 330-31.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 217 (svarende til den gældende § 218) følgende ordlyd:

”§ 217. Den, som udenfor Ægteskab skaffer sig Samleje med en Kvinde, der er sindssyg eller udpræget aandssvag, straffes med Fængsel fra 3 Maaneder til 8 Aar. Har Kvinden forud i normal Tilstand staaet i mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden, kan Straffen gaa ned til den laveste Grad af Fængsel.

Stk. 2. Paa samme Maade straffes den, der udenfor Ægteskab skaffer sig Samleje med en Kvinde, som befinder sig i en Tilstand, i hvilken hun er ude af Stand til at modsætte sig Gerningen eller forstaa dens Betydning. Har Gerningsmanden selv i den nævnte Hensigt bragt Kvinden i saadan Tilstand, straffes han som i § 216 bestemt.

Stk. 3. Med Fængsel indtil 1 Aar straffes den, som har Samleje udenfor Ægteskab med en Kvinde, der er optaget i Hospital eller Anstalt for sindssyge eller aandssvage, medens hun er under sammes Varetægt.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) §§ 201 og 206 samt side 199-200 og 202. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 197 samt side 192 og 193 og udkast af 1923 (U III) § 197 samt spalte 316 og 319. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3371-72 (§ 219), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, spalte 2191 (§ 217), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, spalte 2371 (§ 216).

1.2.2. Lovændringen i 1965

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) fik § 217, stk. 1, følgende ordlyd:

”Den, der ved udnyttelse af en kvindes sindssygdom eller åndssvaghed skaffer sig samleje uden for ægteskab med hende, straffes med fængsel indtil 6 år.”

Med denne ændring af bestemmelsen blev den tidligere gældende begrænsning, hvorefter kvinden skulle være ”udpræget aandssvag” således ophævet. Endvidere blev beskrivelsen af den strafbare adfærd ændret ved tilføjelse af betingelsen om, at samleje skal være skaffet ved ”udnyttelse af en kvindes sindssygdom eller åndssvaghed”, og bestemmelsens hidtidige 2. pkt. om lavere straf, såfremt kvinden forud i normal tilstand havde stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, blev ophævet. Det hidtil gældende forhøjede strafminimum på fængsel i 3 måneder blev desuden afskaffet, og bestemmelsens strafmaksimum blev nedsat fra 8 til 6 år, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 972-73.

Herudover blev den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje med kvinde optaget i ”Hospital eller Anstalt for sindssyge eller aandssvage” ved lovændringen ophævet.

1.2.3. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) blev placeringen af bestemmelsen ændret fra § 217 til § 218. Samtidig blev bestemmelsens strafmaksimum nedsat fra 6 til 4 års fængsel, og den tidligere gældende passus ”eller forstå dens betydning” i § 217, stk. 2, 1. pkt., udgik, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2468.

Kriminaliseringen af samleje ved at hensætte kvinden i en tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen, blev med lovændringen flyttet til § 216, stk. 2.

1.2.4. Lovændringerne i 1981 og 1997

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) og ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser mv.) blev der foretaget enkelte, til dels sproglige, ændringer af bestemmelsen. Bestemmelsen blev ved 1981-loven ændret, således at den ikke længere var begrænset til forhold, der begås mod kvinder. Ved 1997-loven blev angivelsen ”åndssvaghed” ændret til ”mental retardering”.

2. Retspraksis

2.1. Det fremgår af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1, i flere tilfælde er fastsat til fængsel i mellem 4 og 10 måneder.

Fra retspraksis kan bl.a. nævnes følgende domme:

TfK 2008.130 V (4 måneders fængsel): En 51-årig mand havde skaffet sig anden kønslig omgængelse end samleje ved at udnytte den mentale retardering hos en kvinde, der under afhøring gav indtryk af mentalt at svare til et 4-6 årigt barn og ifølge en lægeerklæring mentalt svarede til et 7-9 årigt barn, idet han havde befølt hende i skridtet/skeden og ved endetarmen med fingrene og fået hende til at berøre sit lem. Tiltalte havde lokket forurettede til at tage med sig hjem.

TfK 2006.744 V (6 måneders fængsel): En 67-årig mand havde skaffet sig samleje ved at udnytte den mentale retardering hos en 24-årig kvinde, der mentalt svarede til et ca. 4-årigt barn. Samlejet fandt sted på forurettedes bopæl.

TfK 2006.643 Ø (10 måneders fængsel): En 51-årig mand havde forsøgt at skaffe sig samleje ved at udnytte den mentale retardering hos en kvinde, der var dement, idet han tog hendes trusser og sit eget tøj af. Forsøget mislykkedes, da en anden kom til stede. Forsøget fandt sted på forurettedes bopæl, hvortil tiltalte bragte mad ud. Tiltalte brev frifundet for en principal tiltale om voldtægt, idet byretten på grundlag af de lægelige og retsmedicinske erklæringer samt tekniske erklæringer ikke fandt det bevist, at tiltalte havde forsøgt at tiltvinge sig samleje ved vold eller trusler om vold (anken omfattede ikke skyldsspørgsmålet).

TfK 2000.90 V (3 måneders fængsel): En 53-54-årig mand havde flere gange skaffet sig samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med en 21-årig kvinde, der var mentalt retarderet i lettere grad. (Forholdet begyndte, mens tiltalte var ansat på den institution, hvor forurettede var optaget, og tiltalte blev derfor tillige dømt for overtrædelse af straffelovens § 219).

TfK 2000.90 V (8 måneders fængsel): Tiltalte havde skaffet sig anden kønslig omgængelse end samleje og forsøgt at skaffe sig samleje med en 16-årig pige, der var mentalt retarderet i middelsvær grad. Tiltalte havde fået forurettede til at følge med sig til sin lejlighed, hvor han fik hende til at klæde sig af, hvorefter han befølte og berørte hende over hele kroppen, herunder i skridtet, i skeden og på brysterne, og herunder foretog afklipning og barbering af hendes kønsbehåring. Tiltalte blev frifundet for en principal tiltale om tiltvingelse af anden kønslig omgængelse end samleje ved vold og forsøg på voldtægt, idet byretten fandt, at det mod tiltaltes benægtelse ikke kunne lægges til grund, at tiltalte ved vold havde tvunget forurettede til at tåle, at tiltalte behandlede hende som beskrevet, eller ved vold eller trussel om vold forsøgte at tiltvinge sig samleje (tiltalen for tvang og forsøg på voldtægt var ikke omfattet af anken).

2.2. Om strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, fremgår det af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen i en række domme er fastsat til fængsel i 4 måneder, men at der også er domme, hvor straffen er fastsat til fængsel i mindre end 4 måneder eller er gjort betinget, herunder i tilfælde af forsøg, og domme, hvor straffen er fastsat højere (bl.a. til fængsel i 6 eller 8 måneder).

Der kan fra retspraksis om straffelovens § 218, stk. 2, herunder også til belysning af, hvilke handlinger der er fundet at være omfattet af bestemmelsen, bl.a. nævnes følgende domme:

TfK 2011.758 Ø (60 dages fængsel): En 38-årig mand havde forsøgt at skaffe sig samleje med en sovende kvinde, som boede i samme lejlighed som han. Forehavendet mislykkedes, fordi kvinden vågnede.

TfK 2010.454 V (4 måneders fængsel): En 53-årig mand havde en nat efter en fest, hvor han overnattede hos nogle andre festdeltagere, skaffet sig samleje med en kvinde, der boede i huset, og som på grund af spirituspåvirket tilstand, eller fordi hun sov, var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

TfK 2009.907 V (4 måneders fængsel): En 50-årig mand havde skaffet sig samleje med sin kusines 30-årige datter, der på grund af træthed og spirituspåvirket tilstand var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltalte og forurettede havde drukket vin sammen på forurettedes værelse, og forurettede var efter nogen tid faldet i dyb søvn, og retten fandt det efter forurettedes forklaring godtgjort, at tiltalte lå oven på hende, da hun kom til sig selv, og at han på det tidspunkt var i færd med at gennemføre samleje med hende. Tiltalte forklarede under sagen, at han intet kunne huske om forløbet ud over, at han og forurettede måske lå på gulvet, og at forurettede bad ham om at gå. En blodprøve udtaget senere samme nat viste en alkoholkoncentration i forurettedes blod på 1,9 promille.

TfK 2008.476 V (60 dages betinget fængsel): En 48-årig mand havde i et sommerhus forsøgt at skaffe sig samleje med en 20-årig kvinde, der på grund af søvn og spirituspåvirket tilstand var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltalte og forurettede havde forud for episoden festet sammen og overnattede begge i sommerhuset. Retten lagde efter forurettedes forklaring til grund, at forurettede efter at have sagt godnat til tiltalte gik ind på værelset, hvor hun som følge af spiritusindtagelse og træthed hurtigt faldt i søvn med hovedtelefoner på, og at hun vågnede ved, at tiltalte lå nøgen i hendes seng og rørte ved hendes bryster samtidigt med, at hun kunne mærke hans stive lem mellem sine lår og mod sin skede. En blodprøve udtaget 7 timer senere viste en alkohokoncentration i forurettedes blod på 0,0 promille.

TfK 2008.304 Ø (60 dages betinget fængsel): En 20-årig mand havde skaffet sig anden kønslig omgængelse end samleje med en mand, der på grund af søvn kombineret med en vis spirituspåvirkning og træthed efter indtagelse af ca. 15 genstande i løbet af natten var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltalte havde suttet på forurettedes lem. Forurettede overnattede hos tiltalte, men forurettede havde en eller flere gange forud for handlingen klart afvist tiltaltes seksuelle tilnærmelser.

UfR 2006.3189 Ø (4 måneders fængsel): En 34-årig mand havde skaffet sig samleje med en kvinde, der på grund af spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltalte og forurettede var kørt hjem fra et selskab i samme taxa og var derefter gået sammen op i forurettedes lejlighed.

TfK 2006.796 V (3 måneders fængsel): En 20-årig mand havde skaffet sig analt samleje med en mand, der på grund af træthed og spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Handlingen fandt sted i tiltaltes lejlighed, hvor forurettede havde deltaget i en fest.

UfR 2005.3314 Ø (3 måneders fængsel): En 42-årig mand og en 43-årig kvinde havde i fællesskab skaffet manden anden kønslig omgængelse end samleje med en 17-årig pige, der på grund af træthed og spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen. De tiltalte klædte i fælleskab forurettede af, hvorefter manden slikkede hende på kønsdelene, mens kvinden kyssede hende på munden og befølte hende på brysterne. De tiltalte havde truffet forurettede på gaden og var sammen med hende gået op i den ene af de tiltaltes lejlighed.

UfR 2005.3311 Ø (8 måneders fængsel): En 21-årig mand havde skaffet sig samleje med en kvinde, der på grund af spirituspåvirkethed eller påvirkning af andet narkotisk stof var ude af stand til at modsætte sig handlingen. (Tiltalte blev endvidere dømt for vold og tyveri). Tiltalte pressede forurettede til at køre med i hans bil fra et diskotek og fulgte mod hendes tilkendegivne ønske med ind i hendes lejlighed, hvor hun, efter at have sat sig på sin seng fuldt påklædt, næsten øjeblikkelig faldt i søvn, idet hun måtte antages at have været under kraftig påvirkning af alkohol eller andet kraftigt virkende stof. Mens hun sov, klædte han hende af, hvorefter han havde samleje med hende, og før han forlod lejligheden, og mens hun fortsat lå i dyb søvn, klippede han en stor del af hendes lange hår af og stjal noget af hendes tøj.

TfK 2005.111 Ø (4 måneders fængsel): En 35-årig mand havde skaffet sig samleje med en kvinde, der var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov. Tiltalte var gået ind på det hotelværelse, hvor forurettede sov efter en fest. Forurettede vågnede, efter at tiltalte havde indledt samlejet.

UfR 2004.697 Ø (6 måneders fængsel): En 39-årig mand havde skaffet sig samleje med en 16-årig pige, der på grund af spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltalte havde tilbudt at køre forurettede og hendes veninde hjem, da de standsede tiltalte for at spørge om vej. Undervejs standsede tiltalte ved et pizzeria, hvor forurettede fik kaffe og sodavand med spiritus i. På et tidspunkt kyssede tiltalte forurettede. Forurettede ringede til en ven, som tilbød at bestille en taxa. Tiltalte sagde, at hvis de ventede 5 minutter, ville han køre dem. De ventede længe og fik mere spiritus at drikke. Tiltalte kørte forurettede hjem til sin lejlighed, hvor han førte hende ind på et værelse, tog hendes tøj af og havde samleje med hende. Hun turde ikke gøre modstand, men sagde, at hun havde en kæreste. Hendes ven ringede til hende imens, og de talte kort sammen, inden tiltalte tog telefonen fra hende og afbrød og sagde, at de skulle køre. Han fulgte hende herefter ind på et anden værelse, hvor han fortsatte med at have samleje med hende.

TfK 2002.40 V (3 måneders betinget fængsel): En 16-årig ung mand havde efter en nytårsfest skaffet sig samleje med en 15-årig pige, der på grund af træthed og spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Forurettede vågnede, efter at tiltalte havde indledt samlejet. Handlingen foregik på tiltaltes værelse.

UfR 1993.960 Ø (8 måneders fængsel): Tiltalte havde skaffet sig anden kønslig omgængelse end samleje og forsøgt at skaffe sig samleje med forurettede, der på grund af spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet han efter at have forsøgt at indføre sit lem i hendes skede førte sin finger ind i hendes skede og stak sit lem ind i hendes mund samtidig med, at han foretog samlejebevægelser.

2.3. Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 33 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1, og i alt 118 afgørelser for overtrædelse af § 218, stk. 2 (samleje). Heraf var henholdsvis 18 og 74 ubetingede fængselsstraffe på typisk gennemsnitligt mellem 4 og 8 måneders fængsel for § 218, stk. 1’s vedkommede og mellem 4 og 6 måneder for § 218, stk. 2’s vedkommende (dog med enkelte kortere eller længere straffe).

Der var i samme periode i alt 37 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 218, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje), heraf 16 ubetingede fængselsstraffe på typisk gennemsnitligt mellem 3 og 8 måneders fængsel (dog med en enkelt dom i 1993 på 3 års fængsel). Afgørelserne vedrørende overtrædelse af § 218, jf. § 224, er ikke i statistikken opdelt på § 218, stk. 1, og § 218, stk. 2.

Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædele af § 218, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser for overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf 11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om fordelingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at størstedelen af disse 20 afgørelser angik § 218 eller § 223.

3. Betydningen af ægteskab i forhold til visse sædelighedsforbrydelser

3.1. Indledning

I den gældende straffelov er forhold begået inden for ægteskab undtaget fra det strafbare område i §§ 218 og 220. Disse bestemmelser omhandler samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom mv., samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, og samleje ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed.

Endvidere fremgår det af straffelovens § 227, at straf efter bestemmelserne i §§ 216-226 kan nedsættes eller bortfalde, når de personer, mellem hvilke kønslig omgængelse har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden eller har ladet deres partnerskab registrere. Der henvises om bestemmelserne i straffelovens §§ 220 og 227 – ud over til den omtale af bestemmelserne, som er indeholdt i dette kapitel – nærmere til kapitel 11 og 18 nedenfor.

I tillæg til bestemmelserne i §§ 218, 220 og 227 kan det nævnes, at det følger af § 221, at den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden, kan straffes med fængsel indtil 6 år. Der henvises om § 221 og herunder Straffelovrådets overvejelser vedrørende bestemmelsen nærmere til kapitel 12 nedenfor.

I de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24 – herunder bl.a. i § 216 om voldtægt og § 217 om samleje ved anden ulovlig tvang – er forhold begået inden for ægteskab ikke undtaget fra det strafbare område.

Det har i den politiske og offentlige debat været anført, at seksuelle overgreb mod ens forsvarsløse ægtefælle ikke bør undtages for straf i henhold til straffeloven, og at der ikke bør gives strafnedsættelse eller strafbortfald i sager om voldtægt og seksuelle overgreb, hvor offeret og gerningsmanden indgår ægteskab. Det er som baggrund herfor bl.a. blevet anført, at henvisninger til ægteskab og ægteskabelig status er udtryk for, at lovgivningens hensigt er at beskytte moral og ære snarere end retten til seksuel selvbestemmelse. Herudover er det blevet anført, at voldtægt og seksuelle overgreb udgør så alvorlige krænkelser af kvinders integritet og ret til selvbestemmelse, at det ikke i forhold til disse krænkelser er relevant, om offeret er gift med gerningsmanden.

Straffelovrådet er i henhold til kommissoriet anmodet om at overveje, om begrænsningen til forhold begået uden for ægteskab i straffelovens § 218 og § 220 bør opretholdes, eller om bestemmelserne bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab. Ifølge kommissoriet skal Straffelovrådet endvidere overveje, om der eventuelt er grundlag for at ophæve visse af bestemmelserne i kapitel 24, herunder navnlig § 221 om at tilsnige sig samleje med en anden person eller § 227, hvorefter straffen kan nedsættes eller bortfalde, hvis gerningsmanden og den forurettede indgår ægteskab.

I afsnit 3.2 nedenfor redegøres der nærmere for den gældende sondring mellem forhold begået henholdsvis inden for og uden for ægteskab i visse af straffelovens sædelighedsbestemmelser.

Straffelovrådets overvejelser om, hvorvidt straffelovens §§ 218 og 220 fortsat alene bør omfatte forhold begået uden for ægteskab, og hvorvidt straffen i henhold til straffelovens § 227 fortsat skal kunne nedsættes eller bortfalde ved indgåelse af ægteskab mv., er gengivet i afsnit 3.3.

3.2. Gældende ret om betydningen af ægteskab

3.2.1. Afgrænsningen af visse af bestemmelserne i straffelovens sædelighedskapitel til kun at omfatte forhold begået uden for ægteskab samt muligheden for strafbortfald ved indgåelse af ægteskab fremgik også af borgerlig straffelov fra 1930.

Straffeloven fra 1930 indeholdt således i § 217 (svarende til den gældende § 218) en bestemmelse om straf for den, som uden for ægteskab skaffede sig samleje med en kvinde, der var sindssyg eller udpræget åndssvag. Havde kvinden forud for samlejet i normal tilstand stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, foreskrev bestemmelsen en lavere strafferamme (bestemmelsens stk. 1). Endvidere foreskrev bestemmelsen straf for den, der uden for ægteskab skaffede sig samleje med en kvinde, som befandt sig i en tilstand, i hvilken hun var ude af stand til at modsætte sig gerningen eller forstå dens betydning (bestemmelsens stk. 2), samt for den, som havde samleje uden for ægteskab med en kvinde, der var optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, mens hun var under sammes varetægt (bestemmelsens stk. 3). Herudover foreskrev § 220 straf for den, som ved groft misbrug af en kvindes tjenstlige eller økonomiske afhængighed skaffede sig samleje uden for ægteskab med hende. Efter § 227 kunne straf efter lovens §§ 216-224 og § 226 bortfalde, ”naar de Personer, mellem hvilke Kønsomgængelsen har fundet Sted, er indtraadt i Ægteskab med hinanden”.

I 1930-loven omfattede voldtægtsbestemmelsen i § 216 også forhold begået mod en ægtefælle, men således at der var fastsat et lavere strafmaksimum i de tilfælde, hvor kvinden forud havde ”staaet i mere varigt kønsligt Forhold til Gerningsmanden”.

Spørgsmålet om, hvorvidt forhold begået inden for ægteskab skulle være strafbare, er omtalt nærmere i forarbejderne til 1930-loven. Af Torps udkast af 1917 (U II) fremgår således bl.a. følgende, herunder navnlig i forhold til voldtægt (side 189ff):

”Den Opfattelse, at enhver Kønsforbindelse udenfor Ægteskab er usædelig, og navnlig, at enhver saadan Forbindelse i Ægteskabet, f. Eks. ogsaa den aftvungne, er sædelig, kan ikke i Nutiden paaregne almindelig Tilslutning. (…)

Hvad dernæst Realiteten angaar, kan ialtfald en ubetinget Regel om, at disse Forbrydelser er udelukkede i Ægteskabet, næppe i Nutiden opretholdes. For det første vil sikkert alle finde det urimeligt at nægte Hustruen den særlige Retsbeskyttelse overfor visse grove Kønsfrihedskrænkelser ikke blot, hvor Ægtefællerne er separerede, men ogsaa hvor Samlivet blot faktisk er ophævet. (…) Men, selv om Samlivet ikke er hævet, synes Hustruen dog ubetinget og i samme Omfang som enhver anden at burde beskyttes ialtfald mod visse Kønsakter, f.Eks. saadanne perverse Akter, som den gældende Ret straffer efter Strfl. § 177, naar de in casu er fremtvungne ved Vold eller visse grove Trusler.

Men selv udenfor dette Omraade kan det sikkert ikke forsvares ubetinget at undtage Overgreb i Ægteskabet fra de strafbare Kønsfrihedskrænkelser. (…)

Lige saa lidt Værdi har den Betragtning, at Ægteskabet ”sædeliggør” enhver Kønsomgængelse eller dog Samlejet. Hvad man end ellers vil mene derom, er det dog aabenbart uforeneligt med Nutidens Opfattelse af Hustruen som fri Personlighed at antage dette, hvor Kønsakten er fremtvungen eller opnaaet paa lignende utilbørlig Maade.

Heller ikke den Betragtning kan der tillægges afgørende Vægt, at den Omstændighed, at Kvinden frivilligt er traadt ind i det varige Kønsforhold, Ægteskabet, skulde medføre, at Angreb paa hendes Kønsfrihed har væsentlig mindre indgribende Betydning i psykologisk, legemlig, materiel og social Henseende for hende end for den ugifte, saa at der ikke for hende er Trang til den særlige Beskyttelse, som Kvinder ellers nyder overfor saadanne Angreb, og at derfor den almindelige Bestemmelse om Mishandling af Ægtefælle her gør Fyldest. (…) Det synes da ganske uforeneligt med enhver moderne Opfattelse af Hustruens Stilling i Ægteskabet, at Loven positivt frakender hende samme Værn, som den ugifte Kvinde nyder for sin Ret til suverænt at raade over sine Kønsegenskaber.”

Om samleje ved udnyttelse af en ægtefælle i et bestående afhængighedsforhold samt samleje med en ægtefælle, der er ude af stand til at modsætte sig gerningen, blev i U II bl.a. følgende anført (side 192):

”Men Hensynet til Bevisvanskelighederne taler dernæst for, at kun visse klare og særlig udprægede Kønsfrihedskrænkelser i Ægteskabet straffes som saadanne. Saaledes bør Bestemmelsen om Misbrug af Afhængighedsforhold o. l. næppe gøres anvendelig i Forholdet mellem Ægtefæller. En vis Pression af denne Art er sikkert ialtfald i visse Samfundslag saa hyppig og betragtes som en næsten naturlig Ting, bl.a. fordi det nære Samliv skaber saa rig Anledning og Fristelse dertil, at det vilde være højst betænkeligt her at aabne Døren for strafferetlig Forfølgning. En saadan Pression – f. Eks. Nægtelse af Subsistensmidler – vil jo ogsaa, hvis Hustruen reagerer derimod, sjældent virke øjeblikkeligt tvingende; og hun vilde da i Reglen kunne finde fornøden Beskyttelse ved at kræve Ægteskabet eller dog Samlivet hævet, medens denne Udvej ikke yder fornødent Værn mod pludselige Voldtægtshandlinger o.l. – Tilbage bliver da dels de egentlige Voldtægtshandlinger, dels nogle af de i K.U. § 206 nævnte Handlinger. Ved disse sidste maa det dog sikkert kræves, at Samlejet m.m. er opnaaet mod Hustruens klart tilkendegivne Vilje, idet det næppe gaar an i al Almindelighed at straffe den Ægtemand, der har Samleje med sin sindssyge, berusede eller sovende Hustru.”

I udkast af 1923 (U III) fremgår endvidere bl.a. følgende vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et bestående ægteskab skulle udelukke anvendelsen af reglerne om kønsfrihedsforbrydelser (spalte 316):

”Kommissionen har ikke fundet det rigtigt principielt at udelukke Hustruen fra den ved Bestemmelserne givne Beskyttelse, og efter den Maade, hvorpaa Reglerne i §§ 196-198 er formulerede, omfatter de ogsaa Kønsfrihedskrænkelser, som af en Mand maatte blive begaaede mod hans Hustru. Men man finder dog Anledning til at bemærke, at Bestemmelserne, i alt Fald naar der er Tale om samlevende Ægtefæller, kun yderst sjældent kan ventes at faa praktisk Betydning, dels som Følge af de Bevisvanskeligheder, der her vil foreligge, og dels fordi Formodningen i Almindelighed vil være imod, at et Forhold udøvet af Manden overfor den med ham samlevende Hustru vil være af den Beskaffenhed, at det falder ind under Bestemmelserne.”

I forhold til både voldtægtsbestemmelsen, samleje ved trussel om vold mv. og kriminaliseringen af at skaffe sig samleje med en sindssyg eller åndssvag kvinde eller en kvinde, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen, blev forhold begået inden for ægteskab således ikke i lovudkastet fra 1923 (U III) undtaget fra det strafbare område, jf. dette udkasts §§ 196-198.

Af bemærkningerne til bestemmelsen om strafbortfald ved indgåelse af ægteskab fremgår bl.a. følgende af U III, jf. spalte 326:

”I de praktisk hyppigste Tilfælde, hvor Forbrydelsen krænker Kvindens Kønsære, vil efter Omstændighederne et saadant Ægteskab kunne være en naturlig Oprejsning for Kvinden. Og i Almindelighed gælder det her, at Straf, naar et saadant Ægteskab er indgaaet, og Tilgivelse fra den forurettedes Side dermed har fundet Sted, vil virke forstyrrende paa dette Ægteskab og derved vil kunne tilføje den forurettede forøget Lidelse. Overfor dette Hensyn bør det offentliges Interesse i at drage Forbryderen til Ansvar vige. Forudsætningen maa naturligvis være, at der foreligger et gyldigt Ægteskab, og Adgangen til Straffens Bortfald er kun gjort fakultativ, idet de konkrete Omstændigheder i det enkelte Tilfælde maa være afgørende.”

I forslaget til borgerlig straffelov fra 1924-25 blev det vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt et bestående ægteskab skulle udelukke anvendelsen af reglerne om kønsfrihedsforbrydelser, bl.a. anført, at det måtte anses for principielt rigtigt ikke at udelukke hustruen fra denne beskyttelse. I forhold til samleje med en sindssyg eller åndssvag kvinde, samleje med en kvinde, der er ude af stand til at modsætte sig gerningen, og samleje ved groft misbrug af en kvindes tjenstlige eller økonomiske afhængighed blev der dog også med dette lovforslag kun fastsat straf for samleje uden for ægteskab. Det fremgår i den forbindelse bl.a. af lovforslagets bemærkninger, at der ”kun bør fastsættes Straf for Samleje udenfor Ægteskab, idet særlig den Mand, der har Samleje med sin sindssyge Hustru, ikke synes at burde kunne straffes i den Anledning”, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3370. Herudover var der efter lovforslaget mulighed for strafbortfald ved indgåelse af ægteskab.

3.2.2. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov blev bl.a. bestemmelsen i 1930-lovens § 217 (svarende til den gældende § 218) om lavere strafferamme for samleje med en sindssyg eller udpræget åndssvag kvinde i tilfælde, hvor kvinden forud for samlejet i normal tilstand havde stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsmanden, ophævet. Ved samme lovændring blev desuden bestemmelsens stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde, der var optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, mens hun var under sammes varetægt, ophævet.

Bestemmelsen i 1930-lovens § 216 om en lavere strafferamme for voldtægt, når kvinden havde stået i mere varigt forhold til gerningsmanden, blev ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov ophævet.

3.2.3. Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i §§ 218 og 220 kun skal omfatte samleje uden for ægteskab, har endvidere været genstand for drøftelse i forbindelse med forhandlingerne om lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov, jf. Folketingstidende 1980-81 spalte 7434-35 og 10968ff. Der blev af et mindretal i Folketingets Retsudvalg (Ebba Strange (SF) og Lis Starcke (DR)) fremsat forslag om at fjerne ”uden for ægteskab” i både §§ 218 og 220, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg B, spalte 855-56. Som begrundelse for ændringsforslaget blev bl.a. følgende anført (spalte 856):

”Alle bestræbelser bør udfoldes for at fjerne ting fra lovgivningen, der kan virke diskriminerende over for mennesker, der har valgt at leve i et ægteskab. De handlinger, der er henvist til i de pågældende paragraffer, bør ikke kunne undskyldes med ægteskab. Den valgte sprogbrug bærer præg af, at kvinder, såfremt de er gift med en mand, skal affinde sig med nedværdigende behandling fra hans side.”

Forslaget blev forkastet ved 2. behandling af lovforslaget, jf. Folketingstidende 1980-81 spalte 11005. Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti anførte i den forbindelse bl.a., at de i stedet ønskede at afvente en samlet revision af kønsfrihedskapitlet, jf. Folketingstidende 1980-81, spalte 10968 og 10972-73.

3.2.4. Efter § 3, stk. 2, i lov om registreret partnerskab skal bestemmelser i dansk lovgivning, som omhandler ægtefæller og ægteskab, anvendes tilsvarende på registreret partnerskab og registrerede partnere.

Lov om registreret partnerskab blev ophævet ved lov nr. 532 af 12. juni 2012, men finder ifølge en overgangsbestemmelse i denne lovs § 4, stk. 2, fortsat anvendelse på partnerskaber, som er registreret før den 15. juni 2012.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov om registreret partnerskab indebærer bl.a., at ordene ”uden for ægteskab” i straffelovens §§ 218 og 220 skal anvendes tilsvarende på forhold ”uden for registreret partnerskab”, således at §§ 218 og 220 samlet set omfatter seksuelle forhold mellem personer, der hverken er ægtefæller eller registrerede partnere.

På samme måde skal ordet ”ægteskabeligt” i straffelovens § 221 anvendes tilsvarende på registreret partnerskab. Som følge af den manglende henvisning til § 221 i § 225 om homoseksuelle forhold vil dette dog kun have helt teoretisk betydning. En anvendelse af § 221, 1. led, på registreret partnerskab ville således forudsætte, at en gerningsmand havde et heteroseksuelt forhold til en forurettet, som vildfarende antog at have indgået registreret partnerskab med gerningsmanden. Dette ville så igen forudsætte, at forurettede tog fejl af gerningsmandens køn.

En række andre bestemmelser i straffeloven henviser ligeledes til ægtefæller eller ægteskab og skal i medfør af § 3, stk. 2, i lov om registreret partnerskab anvendes tilsvarende på registrerede partnerne og registreret partnerskab. Det gælder således straffelovens § 76 a, stk. 2, om konfiskation, § 213 om vanrøgt, og § 260, stk. 2, om tvangsægteskab.

Straffelovens § 208 om bigami og § 227 om fakultativ straflempelse ved efterfølgende indgåelse af ægteskab nævner derimod særskilt registreret partnerskab, hvilket for så vidt er overflødigt.

3.3. Straffelovrådets overvejelser

3.3.1. Straffelovrådet anmodes efter kommissoriet om at overveje, om begrænsningen til forhold begået uden for ægteskab i straffelovens § 218 og § 220 bør opretholdes, eller om bestemmelserne bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab. Endvidere anmodes Straffelovrådet om at overveje, om der eventuelt er grundlag for at ophæve straffelovens § 227.

Straffelovens § 218 omfatter, jf. også ovenfor, den, der skaffer sig samleje ved at udnytte en person sindssygdom mv. eller skaffer sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, mens § 220 omfatter misbrug af en persons tjenstlige og økonomiske afhængighed. De nævnte bestemmelser omfatter, som det fremgår ovenfor, ikke forhold begået inden for ægteskab. Efter straffelovens § 227 kan straf for en række opregnede sædelighedsforbrydelser nedsættes eller bortfalde, hvis offer og gerningsmand indgår ægteskab.

Af forarbejderne til bestemmelserne fremgår det om betydningen af ægteskab bl.a., at det ikke i al almindelighed bør være strafbart for en ægtemand at have samleje med sin sindssyge, berusede eller sovende hustru, jf. afsnit 3.2 ovenfor. Der er i forarbejderne endvidere henvist til de bevismæssige vanskeligheder, der vil opstå i praksis, hvis bestemmelserne om samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller afhængighedsforhold mv. omfattede forhold begået inden for ægteskab. Om bestemmelsen i § 227 fremgår det af forarbejderne bl.a., at det offentliges interesse i at drage gerningsmanden til ansvar bør vige for hensynet til ikke at forstyrre et indgået ægteskab og derved tilføje den forurettede forøget lidelse.

3.3.2. Til støtte for ikke at udvide bestemmelserne i §§ 218 og 220 til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab vil det kunne anføres, at en sådan udvidelse vil kunne indebære en række vanskelige afgrænsnings- og bevisspørgsmål. Det vil således bl.a. være vanskeligt at fastlægge, hvornår en person må anses for at ”udnytte” sin ægtefælles sindssygdom mv. til at opnå samleje.

Herudover vil det kunne anføres at være betænkeligt at indføre en retstilstand, hvorefter samleje med en sovende eller beruset ægtefælle vil kunne være strafbart efter § 218, stk. 2, hvis ægtefællen herved befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Det kræves således ikke efter ordlyden af bestemmelsen i § 218, stk. 2, at forholdet kan karakteriseres som udnyttelse, og der vil desuden efter straffelovens § 226 kunne pålægges ansvar også for uagtsomt forhold, hvis gerningsmanden har handlet uden kendskab til ægtefællens tilstand.

Det vil endvidere kunne anføres, at den gældende beskyttelse af forhold begået inden for ægteskab er tilstrækkelig, idet et samleje inden for ægteskab, som er opnået ved vold, trusler om vold eller anden ulovlig tvang, vil kunne straffes som en overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 217, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt, og dette vil også gælde i tilfælde, hvor gerningsmanden har hensat den forurettede i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig samlejet, jf. straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt.

Om straffelovens § 227 vil det kunne anføres, at denne bestemmelse er udtryk for nogle værdier, som fortsat er relevante. Nemlig værdier om hensynet til ikke at forstyrre ægteskabet mv. samt en anerkendelse af, at samfundet i en sådan situation bør kunne respektere offerets evne og vilje til forsoning og tilgivelse.

3.3.3. Heroverfor vil det imidlertid kunne anføres, at indgåelse af ægteskab ikke bør have betydning for beskyttelsen af den enkeltes integritet og ret til seksuel selvbestemmelse, og at der således ikke inden for ægteskab bør kunne foregå overgreb mod den ene part i tilfælde, hvor denne eksempelvis ikke er i stand til at modsætte sig handlingen.

Det vil i den forbindelse bl.a. kunne anføres, at det ikke er foreneligt med en nutidig opfattelse af ægteskabet at undtage tilfælde, hvor samleje eller kønslig omgængelse er opnået ved udnyttelse, groft misbrug eller på anden utilbørlig måde, fra det strafbare område. En fastholdelse af, at forhold begået inden for ægteskab ikke bør omfattes af straffelovens §§ 218 og 220, kan således siges at være udtryk for, at man inden for ægteskabet på dette område vil skulle finde sig i en særdeles nedværdigende behandling.

Det vil desuden kunne anføres at være uforeneligt med en moderne opfattelse af ægteskabet at fratage personer, der har indgået ægteskab, adgang til at nyde samme beskyttelse og rettigheder som ugifte personer. I den forbindelse vil det bl.a. kunne anføres, at der ikke er grundlag for at behandle overgreb omfattet af straffelovens §§ 218 og 220, som foretages inden for ægteskab, anderledes end eksempelvis overgreb begået inden for et fast samlivsforhold. Integritetskrænkelsen i de to tilfælde må således anses at være den samme, og også de bevismæssige spørgsmål i de nævnte tilfælde må antages at være sammenlignelige.

Herudover er det relevant, at det følger af artikel 36 i Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, at medlemsstaternes kriminalisering af seksuelle overgreb, herunder voldtægt, også skal omfatte handlinger, som begås mod tidligere eller nuværende ægtefæller eller registrerede partnere. Der henvises om konventionen nærmere til kapitel 4, afsnit 1, ovenfor.

Om bestemmelsen i § 227 vil det kunne anføres, at efterfølgende indgåelse af ægteskab mv. lige så lidt som det forhold, at et seksuelt overgreb er begået inden for ægteskab, bør kunne berettige, at straffen for sådanne overgreb nedsættes eller bortfalder. Det kan således anføres, at beskyttelsen af den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse er så væsentlig, at den bør være uafhængig af, om parterne efterfølgende indgår ægteskab mv.

Hertil kommer, at det i forhold til de omtalte bestemmelser generelt vil kunne anføres, at der hverken i den norske eller den svenske kriminalisering af seksualforbrydelser sondres mellem, om en overtrædelse er begået inden for eller uden for ægteskab. Der findes desuden ikke i norsk eller svensk straffelovgivning en bestemmelse, som svarer til den danske straffelovs § 227.

3.3.4. Et flertal udtaler herefter (alle medlemmer med undtagelse af Gorm Toftegaard Nielsen):

Sammenfattende er det flertallets opfattelse, at bestemmelserne i straffelovens §§ 218 og 220 bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab.

Der er ved vurderingen heraf navnlig lagt vægt på, at det ikke findes at være foreneligt med en nutidig opfattelse af ægteskabet at undtage overgreb omfattet af de nævnte bestemmelser fra det strafbare område i tilfælde, hvor overgrebet er begået inden for ægteskab. En sådan begrænsning af det strafbare område findes endvidere ikke efter flertallets opfattelse at være forenelig med hensynet til den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse, og der ses ikke at være noget grundlag for at behandle overgreb begået inden for ægteskab anderledes end eksempelvis overgreb begået inden for et fast samlivsforhold.

Det er i den forbindelse desuden tillagt vægt, at en sondring mellem, om overgreb af den karakter, som er omfattet af §§ 218 og 220, er begået inden for eller uden for ægteskab, ikke findes i hverken norsk eller svensk ret.

Flertallets forslag indebærer – ligesom mindretallets – en ligestilling af den strafferetlige behandling af seksuelle forhold mellem samlevende, der er gift, og samlevende, der ikke er gift. Flertallet er således enig med mindretallet i, at der i dag ikke er grundlag for i denne henseende at gøre forskel på gifte og ugifte samlevende. Flertallet bemærker for fuldstændighedens skyld, at ægteskabslovens § 33 om skilsmisse på grundlag af utroskab er uden betydning i denne sammenhæng, allerede fordi bestemmelsen angår seksuelle forhold til tredjemand og ikke seksuelle forhold mellem ægtefællerne.

Flertallets forslag går herefter ud på, at reglerne i straffelovens §§ 218 og 220, som i dag alene gælder uden for ægteskab, fremover også skal finde anvendelse inden for ægteskab.

Efter flertallets opfattelse bør der således også i faste samlivsforhold inden og uden for ægteskab være mulighed for at straffe seksuelle overgreb i form af udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering eller en tilstand, hvor forurettede ikke er i stand til at modsætte sig handlingen, og i form af groft misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed.

Efter flertallets opfattelse kan den foreslåede udvidelse af §§ 218 og 220 til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab ikke antages i praksis at medføre bevisvanskeligheder i en sådan grad, at det kan begrunde en så vidtgående undtagelse fra den almindelige beskyttelse mod seksuelle overgreb som foreslået af mindretallet.

Den eksisterende kriminalisering af udnyttelse af en fast samlevers sindssygdom eller mentale retardering eller tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, ses således ikke at have givet anledning til problemer i praksis, og flertallet forventer bl.a. i lyset heraf, at en udvidelse af kriminaliseringen til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab heller ikke vil give anledning til særlige problemer i praksis.

I det omfang der overhovedet sker anmeldelse og rejses tiltale, vil det i givet fald bero på en konkret vurdering af omstændighederne i sagen, herunder de foreliggende oplysninger om parternes samlivsforhold, om et konkret samleje er opnået ved udnyttelse som nævnt i § 218. Det er derfor ikke muligt helt generelt at angive, om f.eks. et samleje med en halvsovende ægtefælle efter fælles nydelse af en god middag med rigelig rødvin vil være udtryk for en sådan udnyttelse, men efter flertallets opfattelse vil det formentlig meget sjældent være tilfældet. Og forholdet skal som nævnt efter flertallets forslag bedømmes på samme måde, som den tilsvarende situation blandt ugifte samlevende bedømmes efter de regler, der gælder i dag.

Med hensyn til § 220 anvendes bestemmelsen overordentligt sjældent, og en udvidelse til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab kan efter flertallets opfattelse ikke forventes at ændre herpå.

Flertallet bemærker i den forbindelse også, at flertallets forslag om at udvide § 220 til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab ikke tilsigter at udvide bestemmelsen til også at omfatte ”misbrug” af den økonomiske afhængighed, som følger af selve ægteskabet. Formålet med forslaget er alene at sikre en principiel ligestilling mellem samlevende ægtefæller og ugifte samlevende, således at et groft misbrug som nævnt i bestemmelsen – i de formentlig meget sjældne tilfælde, hvor det måtte forekomme – ikke bliver straffri, alene fordi parterne er gift. Flertallet bemærker for fuldstændighedens skyld, at et samleje opnået ved at true med separation (eller skilsmisse), hvis ægtefællen ikke siger ja til sex, heller ikke efter flertallets forslag vil være strafbar, jf. herved også Straffelovrådets omtale af dette og lignende eksempler i kapitel 12, afsnit 4.1.4, nedenfor.

Et mindretal (Gorm Toftegaard Nielsen) udtaler:

Mindretallet er ikke enig i flertallets forslag om at udvide området for straffelovens §§ 218 og 220 til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab.

Der er intet oplyst om, endsige fremlagt dokumentation for, at der er et praktisk behov for den foreslåede udvidelse. Forslaget er øjensynligt mere ideologisk begrundet. Således anføres det, at indgåelse af ægteskab ikke bør have betydning for den enkeltes integritet og seksuelle selvbestemmelse. Dette svarer ikke til gældende ret, da utroskab efter ægteskabslovens § 33 som udgangspunkt er skilsmissegrund.

Efter nutidig tankegang er det derimod givet, at en person ikke ved at indgå ægteskab har frasagt sig retten til at takke nej til ægtefællens tilbud om samleje. Derfor er enhver anvendelse af ulovlig tvang til at opnå samleje også kriminaliseret inden for ægteskab. Alle er også enige om, at person ikke bør have ret til at begå overgreb mod sin ægtefælle for at opnå samleje.

Problemet er således at afgøre, hvornår et givet samleje er opnået ved et overgreb. Efter flertallets opfattelse skal en person, der udnytter sin ægtefælles sindssygdom eller mentale retardering til at opnå samleje, straffes. Flertallet erkender, at en sådan lovændring vil give bevisproblemer, men flertallet undlader at oplyse det nok så væsentlige, nemlig hvornår der inden for et ægteskab objektivt foreligger en sådan udnyttelse som omtalt i § 218, stk. 1. Der er i retspraksis næppe retningslinjer, som kan anvendes. Domstolene synes i meget høj grad at anse et påtalt forhold for udnyttelse, hvis den forurettede har været i den nævnte tilstand, uden at domstolene nærmere redegør for en herudover liggende udnyttelse. Den eksisterende praksis viser netop, at sagerne vedrører forhold, hvor der ikke er et samliv, og hvor man derfor måske kan sige, at der er en formodning for udnyttelse. Ud over usikkerheden ved det rent objektive element bør det fremhæves, at den tiltalte skal dømmes, selv om tiltalte ikke selv anså forholdet for en udnyttelse. Det afgørende er rettens opfattelse af dette spørgsmål ud fra de fremkomne beviser. Det anføres, at den nuværende tilstand er udtryk for, at den mentalt retarderede skal ”finde sig i en særdeles nedværdigende behandling.” Det er efter lovens formulering ikke et krav, at der foreligger særdeles nedværdigende behandling.

Efter § 218, stk. 2, kræves hverken, at der foreligger udnyttelse eller overgreb. Den blotte ”forskaffelse” af samleje med en stærkt beruset eller sovende ægtefælle er strafbar. Flertallet mener ikke, at den foreslåede udvidelse vil give problemer, og henviser til, at forholdet skal bedømmes på samme måde, som den tilsvarende situation blandt ugifte samlevende bedømmes i dag. Mindretallet er ikke bekendt med, at der findes nogen praksis med tiltale og/eller domfældelse i sådanne sager. Retspraksis om § 218, stk. 2, vedrører sager, hvor det allerede er klart fra start, at der foreligger et overgreb eller en krænkelse, når gerningsmanden lægger sig – eventuelt nøgen – ved den – eventuelt nøgne – krænkede. Der foreligger efter mindretallets opfattelse ikke en tilsvarende situation i samlivsforhold. Og samlejet kriminaliseres endog uden, at der i lovteksten er noget krav om, at krænkeren har udnyttet eller på anden måde misbrugt samleverens situation. Ved § 218, stk. 2, vil den foreslåede udvidelse medføre, at en person, der efter at have nydt en god middag med rigelig rødvin sammen med sin ægtefælle har samleje med den halvsovende ægtefælle, skal straffes.

Problemet med at udvide området til ægtefæller er dog størst ved § 220, idet udvidelsen her vil medføre, at en person, som ved groft misbrug af sin ægtefælles økonomiske afhængighed opnår samleje, skal straffes. Både på grund af den retlige forsørgelsespligt og den almindelige levevis for mange ægtefæller vil en sådan regel være uklar. En mand meddeler sin hustru, som i et halvt år ikke har ønsket at have sex med ham, at han, hvis dette er vilkårene, vil søge separation, vel vidende, at kvindens økonomiske situation vil blive drastisk forringet. Hun svarer, at hun så trods alt hellere vil indvillige i et samleje. Er dette forhold omfattet af flertallets forslag? Mindretallet finder det i øvrigt påfaldende, at flertallet ønsker at udvide området for en regel, der stort set ikke anvendes i praksis. Det tyder på et ønske om ideologisk markering.

Sammenfattende er det mindretallets opfattelse, at de nævnte bestemmelser ikke bør udvides, da der ikke er påvist noget behov herfor, ligesom udvidelsen vil medføre betydelig retsusikkerhed, som ikke er afklaret ved flertallets begrundelse. Mindretallet er derimod enig med flertallet i, at det i dag ikke er holdbart på dette område at have en forskellig retsstilling mellem ægtefæller og faktisk samlevende. Denne forskel bør imidlertid fjernes ved også at undtage seksuelle forhold i faste samlivsforhold. Vel lader samlivsforhold sig ikke bestemme så entydigt som ægteskab, men udvidelsen vil næppe medføre nogen reel retsusikkerhed. Man kan samtidig passende begrænse undtagelsen for ægtefæller til samlevende ægtefæller. Mindretallet foreslår derfor, at ”uden for ægteskab” i § 218, stk. 1 og 2, og § 220 ændres til ”uden for et fast samlivsforhold”, således at begrænsningen ikke omfatter ikke-samlevende ægtefæller.

3.3.5. Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen i straffelovens § 227 bør ophæves.

Baggrunden herfor er navnlig, at der ud fra de samme hensyn som anført ovenfor vedrørende forhold begået inden for ægteskab ikke findes at være grundlag for en særskilt bestemmelse i straffelovens kapitel 24 om strafnedsættelse og strafbortfald, hvor indgåelse af ægteskab mv. er det afgørende kriterium for bestemmelsens anvendelse.

De hensyn, der ligger bag bestemmelsen i § 227, om respekt for offerets ønske om forsoning med gerningsmanden vil dog efter Straffelovrådets opfattelse fortsat kunne være relevante i forbindelse med fastsættelsen af straffen for en seksualforbrydelse.

Med forslaget om at ophæve § 227 er det således ikke hensigten at ændre på, at det ved strafudmålingen efter omstændighederne vil kunne tillægges betydning i formildende retning, at gerningsmanden og forurettede er blevet forsonet og har genoptaget eller fortsat deres samliv – hvad enten der er tale om samliv i eller uden for ægteskab. Som eksempel kan nævnes dommen gengivet i TfK 2010.619 Ø, der er omtalt i kapitel 18, afsnit 2, nedenfor.

4. Strafferammen i § 218

4.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveau

Den gældende strafferamme i straffelovens § 218 er – i forhold til både bestemmelsens stk. 1 og 2 – fængsel indtil 4 år.

Som det fremgår af afsnit 2.1 ovenfor, følger det af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1, som udgangspunkt fastsættes til fængsel mellem 4 og 10 måneder.

Om strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, fremgår det af nyere trykt retspraksis, at straffen i en række domme er fastsat til fængsel i 4 måneder, men at der også er domme, hvor straffen er fastsat til fængsel i mindre end 4 måneder eller er gjort betinget, herunder i tilfælde af forsøg, og domme, hvor straffen er fastsat højere (bl.a. til fængsel i 6 eller 8 måneder), jf. herom nærmere i afsnit 2.2 ovenfor.

4.2. Straffelovrådets overvejelser

4.2.1. Med hensyn til Straffelovrådets overvejelser om, hvorvidt forhold, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, fremover bør indgå i en udvidet voldtægtsbestemmelse, henvises til kapitel 7, afsnit 4.5.4.

Som det fremgår heraf, finder Straffelovrådet sammenfattende, at der er en række forhold, der taler henholdsvis for og imod at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte handlinger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og rådet har på denne baggrund i sit lovudkast i kapitel 28 nedenfor medtaget begge muligheder som alternative lovmodeller. Straffelovrådet har derimod ikke fundet grundlag for, at handlinger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 1, i givet fald omfattes af en eventuel udvidet voldtægtsbestemmelse.

4.2.2. Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a. straffelovens § 218 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundet det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 4 til 2 år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side 172-73.

Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimum på 4 års fængsel i bl.a. § 218, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffastsættelse side 736.

Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrug mv. i straffelovens §§ 217-220 angår forhold, der overordnet set har en sådan sammenlignelig grovhed, at det taler for at anvende samme strafferamme i disse bestemmelser. Dette gælder, selv om der er væsentlige forskellige i bestemmelserners nærmere indhold og deres praktiske betydning. Alle bestemmelserne har således til formål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og det gælder for alle bestemmelserne, at der er betydelig variation i grovheden af konkrete overtrædelser.

Ved valget af, hvilken strafferamme der så bør anvendes i straffelovens §§ 217-220, finder Straffelovrådet efter en samlet vurdering, at mest taler for en strafferamme, der omfatter fængsel indtil 4 år.

En strafferamme på 4 års fængsel er klart lavere end de højere strafferammer på 8 og 12 års fængsel, som gælder for de groveste seksualforbrydelser, voldtægt og samleje med barn under 15 år, og vil dermed tydeligt markere, at forbrydelserne i straffelovens §§ 217-220 generelt må anses for at være mindre alvorlige end voldtægt og samleje med barn under 15 år.

En strafferamme på 4 års fængsel markerer samtidig, at der generelt set er tale om alvorlige forbrydelser, og en strafferamme på 4 års fængsel vil endvidere være fuldt tilstrækkelig til at give rum for en passende strafudmåling også i sager om meget grove overtrædelser af straffelovens §§ 217-220. Det samme kunne for så vidt siges om en strafferamme på 3 års fængsel, men Straffelovrådet har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foreslå en nedsættelse af strafferammen på 4 års fængsel, som har været gældende siden 1967 for så vidt angår §§ 217 og 218 og siden 1933 for så vidt angår § 219.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således at videreføre den gældende strafferamme i § 218 på 4 års fængsel.

4.2.3. Uanset om voldtægtsbestemmelsen udvides til at omfatte forhold, der i dag er dækket af straffelovens § 218, stk. 2, finder Straffelovrådet, at udgangspunktet for strafudmålingen for sådanne forhold bør hæves i forhold til det niveau, som er gældende i dag.

Selv om overgreb omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, ikke i loven betegnes som voldtægt, er der således efter Straffelovrådets opfattelse behov for, at alvoren af de overgreb, der er omfattet af § 218, stk. 2, afspejles bedre i de straffe, der idømmes for overtrædelse af bestemmelsen.

Det er således Straffelovrådets opfattelse, at det nuværende strafniveau ikke i tilstrækkelig grad afspejler alvoren og karakteren af det angreb på forurettedes seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, som et sådant overgreb er udtryk for.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at overgreb omfattet af § 218, stk. 2, i visse tilfælde kan nærme sig voldtægt i en sådan grad, at der bør ske en yderligere forhøjelse af straffen i forhold til det nuværende strafniveau. Dette gælder bl.a. i forhold til overgreb, som har en vis lighed med voldtægt (som voldtægt er defineret i dag), idet gerningsmanden har hensat offeret i en tilstand, hvor offeret ikke var i stand til at modsætte sig handlingen, uden at voldtægtsmanden dog har gjort det med forsæt til at skaffe sig samleje, men hvor gerningsmanden herefter udnytter offerets hjælpeløse tilstand til at skaffe sig samleje med vedkommende.

Straffelovrådet lægger på denne baggrund op til, at udgangspunktet for strafudmålingen for en enkeltstående fuldbyrdet overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, fremover skal være 8 måneders fængsel, hvor udgangspunktet i dag nok ligger på omkring 4 måneders fængsel.

I overensstemmelse med almindelige strafudmålingsprincipper vil straffen kunne udmåles højere f.eks. i gentagelsestilfælde, eller hvis der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse. Omvendt vil straffen kunne udmåles lavere f.eks. ved forsøg.

Strafudmålingen vil endvidere skulle ske ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder, og den konkrete straf også for en enkeltstående fuldbyrdet overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, vil således afhængig af de konkrete omstændigheder kunne fastsættes både højere og lavere end det foreslåede udgangspunkt på 8 måneders fængsel (på samme måde, som der i dag jævnligt fastsættes straffe både højere og lavere end det formentlig gældende udgangspunkt på omkring 4 måneders fængsel).

Som eksempler på forhold, som kan indgå i vurderingen af forbrydelsens grovhed og dermed ved fastsættelsen af straffen, kan nævnes det seksuelle forholds nærmere karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje og i givet fald hvilken form for seksuelt forhold), overgrebets tidsmæssige varighed, graden af forurettedes hjælpeløshed, forurettedes alder, stedet for overgrebet, herunder om gerningsmanden er trængt ind hos forurettede, og de omstændigheder, under hvilke gerningsmanden mødte forurettede, herunder karakteren af et eventuelt forudgående samvær.

Som nævnt bør straffen skærpes yderligere, hvis forholdet grænser til voldtægt (som voldtægt er defineret i dag), idet gerningsmanden har hensat offeret i en tilstand, hvor offeret ikke var i stand til at modsætte sig handlingen, uden at voldtægtsmanden dog har gjort det med forsæt til at skaffe sig samleje. I sådanne tilfælde vil forholdet kunne nærme sig voldtægt (kontaktvoldtægt), og strafudmålingen bør afspejle dette.

De beskrevne forhold skal ikke anses for udtømmende, og fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Som nævnt er det Straffelovrådets opfattelse, at de beskrevne skærpelser af de udmålte straffe for overtrædelse af forhold, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, bør gennemføres, uanset om voldtægtsbestemmelsen udvides til at omfatte sådanne forhold.

Heri ligger også, at straffen for sådanne forhold efter Straffelovrådets opfattelse ikke bør skærpes yderligere, alene fordi det i givet fald besluttes at lade dem være omfattet af voldtægtsbestemmelsen. Som nærmere beskrevet i kapitel 7, afsnit

4.5.4, vil en udvidelse af voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte forhold, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, i givet fald føre til, at voldtægtsbestemmelsen kommer til at omfatte forhold af meget forskellig grovhed. Efter Straffelovrådets opfattelse vil der således også efter en eventuel indførelse af et nyt og bredere voldtægtsbegreb stadig være en væsentlig forskel mellem voldtægt i form af at tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel om vold eller ved at hensætte offeret i en tilstand, hvor offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen, og voldtægt i form af at skaffe sig samleje med et offer, der i forvejen befinder sig i en tilstand, hvor offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffelovrådet kan derfor heller ikke anbefale, at der ved fastsættelsen af straffen for sådanne forskelligartede forhold anvendes samme udgangspunkt for strafudmålingen (sådan som det er tilfældet i Norge).

5. Overrumplingstilfælde

Der er i retspraksis eksempler på, at samleje eller anden kønslig omgængelse er opnået under omstændigheder, hvor forurettede var ude af stand til at modsætte sig handlingen ikke på grund af sin tilstand som nævnt i straffelovens § 218, stk. 2, men på grund af situationen. Det drejer sig i praksis navnlig om tilfælde, hvor forurettede er afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning til forholdsvis intime berøringer, men hvor gerningsmanden overskrider grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som eksempler på sådanne situationer kan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og massage. Efter gældende ret kan sådanne seksuelle krænkelser i givet fald straffes som blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens § 232. Retspraksis herom er omtalt i kapitel 21, afsnit 2, nedenfor.

Det er karakteristisk for sådanne tilfælde, at forurettede for så vidt ville være i stand til at modsætte sig handlingen, men i den konkrete situation ikke har haft reel mulighed for det, fordi gerningsmanden har foretaget den seksuelle handling, f.eks. indført en finger i forurettedes skede, uden at forurettede har kunnet nå at reagere.

Straffelovrådet har overvejet, om sådanne overrumplingstilfælde har en sådan lighed med tilfælde, hvor forurettede på grund af sin tilstand ikke er i stand til at modsætte sig handlingen, at de fremover bør være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2. Det ville i givet fald kunne ske ved i § 218, stk. 2, at ændre ”befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen” til ”befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen”.

På den ene side er der i sagens natur den lighed mellem de beskrevne forhold, at gerningsmanden i begge tilfældegrupper benytter sig af, at forurettede konkret ikke har mulighed for at modsætte sig det seksuelle overgreb, som gerningsmanden foretager. Samtidig er overrumplingstilfælde så vidt ses i dag den eneste kategori af sager, hvor et samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som gerningsmanden gennemfører uden forurettedes (gyldige) samtykke, ”alene” straffes som blufærdighedskrænkelse og ikke efter en af de bestemmelser, der direkte angår samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje. En udvidelse af straffelovens § 218, stk. 2, til også at omfatte overrumplingstilfælde ville således indebære, at alle i praksis forekommende tilfælde af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som gerningsmanden gennemfører uden forurettedes (gyldige) samtykke, fremover ville være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a.

På den anden side har de to typer af seksuelle overgreb efter Straffelovrådets opfattelse i udgangspunktet ikke samme strafværdighed. Efter rådets opfattelse må det således generelt anses for en grovere krænkelse at benytte sig af, at forurettede på grund af sin fysisk og/eller psykisk svækkede tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen, end at benytte sig af en situation, der giver mulighed for (kortvarigt) at overrumple forurettede. Det er også karakteristisk, at et seksuelt overgreb, der alene består i en overrumpling, altid vil have en meget begrænset tidsmæssig udstrækning, hvorimod et seksuelt overgreb, som udnytter forurettedes svækkede tilstand, afhængig af de nærmere omstændigheder kan have en kortere eller længere tidsmæssig udstrækning. Endvidere kan det ved udnyttelse af forurettedes svækkede tilstand forekomme, at forurettede ikke er ved bevidsthed eller ikke ved fuld bevidsthed, mens overgrebet finder sted. I skærpende retning trækker dog, at overrumpling i praksis normalt vil forekomme i situationer, hvor gerningsmanden misbruger et særligt tillidsforhold, som den pågældende har opnået i kraft af sin profession eller tilsvarende.

Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet, at mest taler for at lade de beskrevne overrumplingstilfælde være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2. Når der er tale om misbrug af et særligt tillidsforhold, som beror på gerningsmandens profession eller tilsvarende, bør overrumplingstilfældene også være omfattet af den strafskærpelse, som rådet foreslår, jf. afsnit 4.2 ovenfor. Hvis der derimod undtagelsesvis ikke er tale om misbrug af et sådant særligt tillidsforhold, kan udgangspunktet for strafudmålingen i overrumplingstilfælde efter rådets opfattelse i stedet passende lægges på linje med det nuværende strafniveau for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, som også må antages at svare til strafniveauet i dag, hvor overrumplingstilfælde straffes som blufærdighedskrænkelse. Det skal endvidere bemærkes, at det ved strafudmålingen i den konkrete sag bl.a. bør indgå, hvilken form for kønslig omgængelse der er tale om, og at dette i praksis vil kunne føre til et gennemsnitligt lavere strafniveau i overrumplingstilfælde sammenlignet med andre overtrædelser af straffelovens § 218, stk. 2, fordi overrumplingstilfældene i praksis som oftest omfatter mildere grader af anden kønslig omgængelse end samleje og kun meget sjældent fuldbyrdet samleje.

Kapitel 10: Straffelovens § 219 – institutionsanbragte

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 219

Efter straffelovens § 219 straffes den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, med fængsel indtil 4 år.

Bestemmelsen omfatter direkte alene heteroseksuelt (vaginalt) samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden heteroseksuel eller homoseksuel kønslig omgængelse.

Strafansvar efter bestemmelsen i § 219 er begrundet dels i personalets særlige pligter over for de i institutionen optagne personer, dels i den magt og indflydelse, personalet har over disse personer.

Det er således ikke en betingelse, at der konkret foreligger misbrug, udnyttelse eller lignende, og det er uden betydning, at den forurettede eventuelt har været den aktive part. Det er tilstrækkeligt for strafansvar efter bestemmelsen i § 219, at ansatte eller tilsynsførende ved den pågældende institution har samleje med personer optaget på institutionen.

I forarbejderne til § 219 anføres bl.a. følgende (jf. udkast af 1923 (U III) spalte 320):

”Bestemmelsen vil, naar Samleje finder Sted under de i Paragrafen angivne Forhold, finde Anvendelse, selv om der ikke foreligger nogen Forførelse, ja selv om Kvinden har været den provocerende. Der foreligger i disse Tilfælde ikke en egentlig Kønsfrihedsforbrydelse. Bestemmelsen finder Anvendelse ikke blot paa offentlige, men ogsaa paa private Hjem eller Anstalter af den i Paragrafen omtalte Art og begrundes ved, at der på Forhaand maa antages at foreligge en Tilsidesættelse af de særlige Pligter og et Misbrug af den Magt og Indflydelse, som de objektive Forhold giver den skyldige over den paagældende”

Strafansvar efter § 219 er heller ikke betinget af, at samlejet finder sted på institutionens område, jf. eksempelvis TfK 2006.694 Ø, hvor en ansat på en psykiatrisk afdeling havde samleje med en person, der var indskrevet som patient på afdelingen, men havde udgang, da samlejet fandt sted. Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes, hvis institutionsopholdet er bragt til ophør, jf. eksempelvis UfR 1995.230 Ø, hvor en læge på en psykiatrisk afdeling, der havde haft samleje med to patienter, der havde været indlagt på afdelingen, men på tidspunkterne for samlejerne var udskrevet til ambulant behandling, blev frifundet.

Bestemmelsen i straffelovens § 219 omfatter ikke døgnplejeanbringelse i familiepleje, jf. UfR 1988.79 V om frifrindelse i et tilfælde, hvor en 30-årig mand havde haft samleje med en 24-årig kvinde, der var døgnplejeanbragt hos ham. Efter en gennemgang af bestemmelsens forarbejder udtalte landsretten bl.a.:

”Såvel efter ordlyden som forarbejderne kan bestemmelsen i straffelovens § 219 herefter kun med sikkerhed anses for anvendelig i tilfælde, hvor der foreligger et egentligt anstaltsforhold, og bestemmelsens formål må antages i væsentlig grad at være varetagelse af institutionelle ordenshensyn.

Ved bedømmelsen af bestemmelsens rækkevidde må det endvidere tages i betragtning, at etablering ved det offentliges foranstaltning af plejeforhold hos privatpersoner også forekom før gennemførelsen af den gældende straffelov, og at beskyttelse mod kønslige forhold i forbindelse med sådanne anbringelser i et vist omfang følger af andre bestemmelser i straffeloven, herunder navnlig § 223, stk. 1.

På baggrund af det anførte tiltrædes det, at betingelserne for at anse en døgnplejeanbringelse som den foreliggende for omfattet af straffelovens § 219 eller dennes analogi ikke er opfyldt”

Om bestemmelsens afgrænsning kan endvidere henvises til UfR 1992.140 H, hvorefter et beskyttet værksted (med ophold i dagtimerne) falder uden for bestemmelsen. Endvidere har Rigsadvokaten i et brev af 20. marts 1987, der er optrykt som bilag til Socialministeriets vejledning nr. 36 af 28. februar 2001 om seksualitet uanset handicap, antaget, at institutioner for personer med vidtgående fysiske handicap næppe er omfattet af straffelovens § 219, når opholdet på institutionen er frivilligt.

Socialministeriets vejledning gengiver endvidere nogle retningslinjer, som Socialministeriet i samarbejde med Justitsministeriet udarbejdede i 1989, og som fortsat er gældende. Heraf fremgår bl.a., at det ikke anses som en overtrædelse af § 219, hvis en ansat på en institution, der er omfattet af § 219, hjælper en person (over 15 år), der er optaget på institutionen, med at onanere eller med at have et seksuelt forhold til en anden person, herunder en prostitueret (”seksualoplæring”). Derimod er det ifølge retningslinjerne ikke tilladt, at en ansat selv har et seksuelt forhold til en person, der er optaget på institutionen.

Der kan om bestemmelsen i § 219 nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 305-307, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 199-200, og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 514.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. I straffeloven af 1866 havde § 167 følgende ordlyd:

”§ 167. Øves Utugt af Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Strafanstalt, Fattighuus, Opfostringshjem, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer, straffes han med Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder med Strafarbejde indtil 2 Aar.”

Af bestemmelsens forarbejder fremgår bl.a. følgende (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 199-200):

”I Udkastets § 164 omtales en Forbrydelse, der vel forsaavidt er noget beslægtet med den nys omhandlede [forførelse af forsterbarn eller myndling mv.], som den forøvede Utugt ogsaa her qvalificeres ved et Misbrug af den Magt og Indflydelse, som visse objective Forhold give den Skyldige over et Fruentimmer, til at bevæge hende til at tilfredsstille hans sandselige Lyst. Det kan neppe bestrides, at det bør ansees som en i høi Grad strafbar Handling, naar, som det hedder i § 164, en Bestyrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Straffeanstalt, Fattighuus, Helbredelsesanstalt eller anden saadan Indretning øver Utugt med et under hans Opsyn staaende Fruentimmer (…). Men paa den anden Side adskiller dette Forhold sig dog væsentlig fra det i § 163 omhandlede deri, at Forførelsesmomentet her ikke er tilstede. Her forudsættes det ikke, at det er en ung, ufordærvet Qvinde, der forføres, og det netop af den, til hvem hendes moralske og aandelige Uddannelse var betroet; § 164 omfatter tvertimod Forhold, hvor det er meget muligt, at Fruentimmeret er den forførende eller ialtfald langtfra forført.”

1.2.2. I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 219 følgende ordlyd:

”§ 219. Med Fængsel indtil 4 Aar anses den ved Fængsel, Fattighus, Opfostringshjem, Sindssygehospital, Aandsvageanstalt eller lignende Indretning ansatte eller tilsynsførende, som har Samleje med en dér optagen Person.”

I sammenligning med straffeloven af 1866 indebar § 219 en udvidelse bestående i, at § 219 omfatter alle ansatte (samt tilsynsførende) og ikke kun bestyrere og forstandere, og at det ikke er et krav, at den ansatte har ”opsyn” med den pågældende (eller i det hele taget har noget at gøre med den pågældende i arbejdsmæssig sammenhæng).

I øvrigt adskilte § 219 sig fra de øvrige bestemmelser om seksuelt misbrug af voksne i straffeloven af 1930 (§§ 216-218, 220 og 221) derved, at den allerede fra lovens ikrafttræden i 1933 omfattede forhold mod både mænd og kvinder. Det var først ved en lovændring i 1981, at de øvrige nævnte bestemmelser blev udvidet til også at omfatte forhold mod mænd, idet de oprindelig alene omfattede forhold mod kvinder.

Om forarbejderne til straffelovens § 219 kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 198, nr. 3, samt side 194 og udkast af 1923 (U III) § 199 samt spalte 320-321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372 (§ 221), samt Rigsdagstidende 1929-1930, tillæg B, spalte 199 (§ 218).

1.2.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev bestemmelsen i straffelovens § 219 nyaffattet og fik herved i det væsentlige sin nuværende formulering. Det anføres i forarbejderne, at ændringerne alene var af redaktionel karakter, jf. Folketingstidende 1964-1965, tillæg A, spalte 973.

Ændringerne bestod nærmere i en modernisering af de betegnelser for institutioner, der anvendes i bestemmelsen, således at ”forsorgshjem” erstattede ”fattighus”, ”børne- eller ungdomshjem” erstattede ”opfostringshjem”, ”hospital for sindslidende” erstattede ”sindssygehospital”, og ”åndssvageinstitution” erstattede ”åndssvageanstalt”.

1.2.4. Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser mv.) blev i § 219 udtrykket ”åndssvageinstitution” ændret til ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap”. Ændringen, som udelukkende var af terminologisk karakter, indebar en sproglig tilpasning til de gældende socialretlige regler, jf. Folketingstidende 1996-1997, tillæg A, side 91 og 106-107.

2. Retspraksis

2.1. Det fremgår af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for en enkeltstående overtrædelse af straffelovens § 219 i flere tilfælde er fastsat til 60 dages betinget fængsel, men at det dog også er forekommet, at straffen er fastsat til 3 måneders ubetinget fængsel.

Der kan fra retspraksis nævnes følgende domme:

TfK 2008.862 V (60 dages betinget fængsel): En 39-årig mandlig social- og sundhedsassistentvikar på et bofællesskab for domsanbragte havde samleje med en beboer. Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at virke som social- og sundhedsassistent eller i øvrigt udøve virksomhed på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende steder, der væsentligt bebos af mennesker svækket af handicap eller lignende.

TfK 2006.694 Ø (60 dages betinget fængsel): En 52-årig mandlig social- og sundhedsassistent på en psykiatrisk afdeling havde samleje med en patient på afdelingen. Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at virke som social- og sundhedsassistent eller udøve virksomhed, der indebærer plejefunktioner på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende steder, der væsentligst bebos af mennesker svækket af handicaps eller lignende.

TfK 2005.430 Ø (3 måneders fængsel): En 38-årig ansat på en institution havde samleje med en psykiatrisk patient på institutionen. Tiltalte blev for 5 år frakendt retten til at udøve virksomhed som vagt eller virksomhed, der indebærer plejefunktioner på institutioner eller lignende steder, som bebos af psykisk syge personer.

2.2. Det fremgår endvidere af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for flere overtrædelser af bestemmelsen i straffelovens § 219 eller ved samtidig overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1, i flere tilfælde er fastsat til fængsel i 3 måneder.

Der kan fra retspraksis herom nævnes følgende domme:

TfK 2009.447 Ø (3 måneders fængsel): En 37-årig mandlig ansat på et behandlingscenter havde befølt en 16-årig pige, der var anbragt på centret, på brysterne og i skridtet samt stukket en finger op i hendes skede. Tiltalte havde endvidere befølt en anden 16-årig pige, der var anbragt på centret, på brysterne og i skridtet samt stukket en finger op i hendes skede.

TfK 2004.496 Ø (3 måneders fængsel): En 53-54-årig mand havde flere gange samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med en 21-årig kvinde, der på grund af mental retardering i lettere grad var optaget på en institution, hvor tiltalte arbejdede. (Endvidere dømt for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1). Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at udøve virksomhed, der indebærer plejefunktioner på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende steder, som væsentligst bebos af mennesker svækket af alder, handicap eller lignende.

2.3. Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 29 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 219 (samleje), heraf 7 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 4 domme på 4 måneders fængsel, 1 dom på 3 måneders fængsel og 2 domme på i gennemsnit 7½ måneds fængsel (men hvor det ikke ud fra statistikken kan ses, om der f.eks. var tale om 1 dom på 7 måneders fængsel og 1 dom på 8 måneders fængsel eller 1 dom på 6 måneders fængsel og 1 dom på 9 måneders fængsel). Der var i samme periode i alt 11 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 219, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje), heraf 3 ubetingede fængselsstraffe, alle på 3 måneders fængsel.

Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædelse af § 219, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser for overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf 11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om fordelingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at størstedelen af disse 20 afgørelser angik §§ 218 og 223.

3. Fremmed ret

3.1 Norsk ret

Efter § 194 i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som har seksuel omgang med nogen, der er indsat eller placeret i anstalt eller institution under kriminalforsorgen eller politiet eller under børneværnet, og som står under vedkommendes myndighed eller opsyn, med fængsel indtil 6 år. På samme måde straffes den, som skaffer en anden seksuel omgang med nogen, som den pågældende selv står i et sådant forhold til.

Straf efter § 194 forudsætter, at den ansatte har en vis kompetence til at give den indsatte eller placerede pålæg eller har en vis ret og pligt til at føre tilsyn med vedkommende. Bestemmelsen kræver derimod ikke, at der foreligger misbrug, og også rene kærlighedsforhold er omfattet. At ”skaffe” en anden samleje med en indsat eller placeret, som gerningsmanden har myndighed over eller opsyn med, indebærer mere aktivitet end den blotte medvirken, og kan f.eks. bestå i opmuntring, tilskyndelse eller mild beordring af den indsatte eller placerede til at have samleje med en anden person.

§ 296 i den nye straffelov af 2005 viderefører § 194 med den udvidelse, at også det at få den indsatte eller placerede til at udføre handlinger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv, omfattes.

3.2. Svensk ret

Der findes i svensk ret ikke en bestemmelse svarende til § 219 i den danske straffelov.

Efter kapitel 6 § 3 i den svenske straffelov straffes imidlertid den, som formår en person til at foretage eller tåle en seksuel handling ved alvorligt at misbruge, at personen befinder sig i et afhængighedsforhold, og afhængighedsforhold som nævnt i bestemmelsen kan bl.a. bestå mellem en person, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institutioner, og en af institutionens ansatte.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Straffelovens § 219 adskiller sig fra de øvrige bestemmelser i §§ 216-221 derved, at § 219 ikke kræver, at der foreligger tvang, svig, udnyttelse eller andet misbrug.

Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne, at bestemmelsen således også omfatter tilfælde, hvor der ikke foreligger en ”egentlig Kønsfrihedsforbrydelse”, hvilket må forstås på den måde, at bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der foreligger et frivilligt samtykke til samleje.

I retspraksis er det blevet udtalt, at bestemmelsens formål må antages ”i væsentlig grad at være varetagelse af institutionelle ordenshensyn”.

I forarbejderne angives bestemmelsen dog også at være begrundet i, at der vil være en forhåndsformodning for, at samleje omfattet af bestemmelsen er udtryk for en tilsidesættelse af den ansattes særlige pligter og for et misbrug af den magt og indflydelse, som de objektive forhold giver den ansatte over for den pågældende.

Straffelovrådet har på denne baggrund for det første overvejet, om der er grundlag for at opretholde § 219 som en selvstændig bestemmelse, der også omfatter tilfælde, hvor der ikke foreligger misbrug af den ansattes stilling.

Det kan i den forbindelse anføres, at institutionelle ordenshensyn ikke bør varetages af en straffelovsbestemmelse, men snarere gennem arbejdsgiverens almindelige anvisninger til personalet (med mulighed for ansættelsesretlige sanktioner i tilfælde af overtrædelse). Det kan således anføres, at straffelovsbestemmelsen bør indskrænkes til tilfælde, hvor forholdet ikke alene har forstyrret ordenen på det pågældende sted, men har været udtryk for, at den ansatte har udnyttet sin stilling til at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i et afhængighedsforhold.

Straffelovrådet finder imidlertid, at der navnlig i fængsler og andre institutioner, hvor personer er frihedsberøvede, generelt vil kunne være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem institutionens ansatte og de personer, der er optaget i institutionen, at en ansats seksuelle forhold til en person, der er optaget i institutionen, generelt bør være kriminaliseret. Det bør således fortsat ikke være et krav, at den ansatte har opnået det seksuelle forhold ved misbrug eller udnyttelse af den magt eller myndighed, som den pågældende har over den, der er optaget i institutionen. Noget andet er, at det ved fastsættelsen af straffen i konkrete tilfælde, vil have betydning, om der foreligger et misbrug, eller om der er tale om et frivilligt seksuelt forhold, jf. nærmere pkt. 4.7 nedenfor.

Straffelovrådet går således ind for at bevare en bestemmelse som § 219, der i nærmere afgrænsede tilfælde også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan bestemmelse, der også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold, imidlertid begrænses til et kerneområde, hvor der generelt er et meget stærkt afhængighedsforhold mellem de ansatte og de anbragte i institutionen, og hvor den anbragte i kraft heraf er særligt svagt stillet. Uden for et sådant kerneområde bør straf for et seksuelt forhold forudsætte, at der beviseligt foreligger tvang, udnyttelse eller misbrug, jf. straffelovens §§ 216-218 og 220. Efter rådets opfattelse må mere ordensmæssige hensyn uden for et sådant kerneområde således i givet fald varetages gennem ansættelsesretlige sanktioner.

4.2. Straffelovrådet har dernæst overvejet, om straffelovens § 219 fortsat bør tage udgangspunkt i nærmere opregnede institutioner, eller om bestemmelsen i stedet bør tage udgangspunkt i de personer, der har særligt behov for beskyttelse, eksempelvis frihedsberøvede og tvangsanbragte.

Det er et generelt princip, at strafbestemmelser bør være afgrænset så klart og præcist som muligt, så borgerne har mulighed for at forudse, hvilke handlinger de kan blive straffet for. Efter Straffelovrådets opfattelse er det ikke mindst i forhold til en bestemmelse, der også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold, vigtigt at have dette princip for øje.

På denne baggrund er det efter en samlet vurdering Straffelovrådets opfattelse, at mest taler for at videreføre bestemmelsens eksisterende udformning, som opregner bestemte institutioner. Der har i retspraksis i relation til den eksisterende bestemmelse været rejst visse afgrænsningsspørgsmål, som imidlertid nu må anses for løst (plejefamilier, dagophold), og det vil dermed i sig selv bidrage til en klar og forudsigelig retstilstand at tage udgangspunkt i den allerede kendte model.

Straffelovrådet er opmærksom på, at udviklingen har medført, at institutionstankegangen nu er mindre håndterbar på det sociale område. Den institutionelle tilgang giver imidlertid efter rådets opfattelse stadig mulighed for en klar og tydelig afgrænsning for så vidt angår to helt centrale områder, nemlig fængslerne og de psykiatriske hospitaler, og rådet finder derfor, at forholdene på socialområdet ikke bør føre til, at bestemmelsen ikke længere tager udgangspunkt i bestemte institutioner. Udviklingen på socialområdet giver derimod anledning til visse overvejelser om bestemmelsen nærmere udformning for så vidt angår dette område, jf. herom nedenfor i pkt. 4.3.4.

Straffelovrådet bemærker endvidere, at en afgrænsning f.eks. til frihedsberøvede og tvangsanbragte ganske vist er meget præcis og efter rådets opfattelse også ville kunne anvendes i praksis, idet i hvert fald de ansatte, som i det daglige har kontakt med de pågældende, må antages i almindelighed at være bekendt med, om en person er frihedsberøvet eller tvangsanbragt eller frivilligt indlagt eller anbragt.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville det imidlertid ud fra det beskyttelseshensyn, der som nævnt danner grundlag for bestemmelsen, være uhensigtsmæssigt at afgrænse bestemmelsen så snævert. Efter rådets opfattelse er det således i praksis ofte sådan, at f.eks. en patient, der er frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, er næsten lige så svagt stillet i forhold til institutionens ansatte som en patient, der er tvangsindlagt.

Med hensyn til personer, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt, henvises til pkt. 4.3.5 og 4.4 nedenfor.

4.3. Med udgangspunkt i det, der er anført i pkt. 4.1 og 4.2 ovenfor, har Straffelovrådet dernæst overvejet bestemmelsens nærmere udformning. Rådet har i den forbindelse overvejet, hvilke institutioner der bør være omfattet (pkt. 4.3), og hvilken forbindelse henholdsvis forurettede (pkt. 4.4) og gerningsmanden (pkt. 4.5) bør have til institutionen, for at bestemmelsen finder anvendelse.

Straffelovrådet har i sine overvejelser om, hvilke institutioner der bør være omfattet, fundet det hensigtsmæssigt at sondre mellem forskellige sektorer, nemlig kriminalforsorgen (pkt. 4.3.1), sundhedssektoren (pkt. 4.3.2), socialsektoren vedrørende børn og unge (pkt. 4.3.3), socialsektoren vedrørende voksne (pkt. 4.3.4) og andre sektorer (pkt. 4.3.5).

4.3.1. Kriminalforsorgen er efter Straffelovrådets opfattelse bestemmelsens egentlige kerneområde. I modsætning til andre persongrupper (sindssyge, mentalt retarderede, børn) er personer, der er frihedsberøvet i kriminalforsorgens institutioner, ikke generelt beskyttet mod udnyttelse gennem andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24. I mangel af en bestemmelse som straffelovens § 219 ville et seksuelt forhold mellem en ansat og en person, der er frihedsberøvet i kriminalforsorgens institutioner, kun være strafbar i tilfælde af voldtægt eller anden ulovlig tvang, jf. straffelovens §§ 216 og 217.

Straffelovrådet finder imidlertid ikke grundlag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte personer, som er under tilsyn af kriminalforsorgen i frihed i medfør af vilkår i en betinget dom eller vilkår for prøveløsladelse. Rådet finder således ikke, at personer, der er på fri fod, men under tilsyn af kriminalforsorgen, kan sidestilles med personer, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institutioner.

Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte personer, som afsoner en fængselsstraf på deres bopæl under intensiv overvågning og kontrol (”fodlænkeordningen”). Selv om der her er tale om en egentlig frihedsberøvelse, og selv om den pågældende er under intensiv overvågning og kontrol, er der med hensyn til forholdet til kriminalforsorgens personale alligevel væsentlig forskel på en afsoning i eget hjem og en afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner. Under afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner er den pågældende således i betydeligt tættere og mere vedvarende kontakt med personalet end under afsoning på bopælen.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter kriminalforsorgens institutioner er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig præcisering, således at ”fængsel” ændres til ”en af kriminalforsorgens institutioner”. Med denne sproglige præcisering vil det fremgå mere tydeligt af bestemmelsen, at den ud over fængsler også omfatter arresthuse, kriminalforsorgens pensioner og den særlige institution for frihedsberøvede udlændinge (Ellebæk). I dag omfattes kriminalforsorgens institutioner ud over fængslerne af det opsamlende led i bestemmelsen ”lignende institution”.

4.3.2. Inden for sundhedssektoren falder psykiatriske hospitalsafdelinger også inden for bestemmelsens kerneområde. På sådanne afdelinger kan der systematisk være et antal frihedsberøvede, enten i medfør af psykiatriloven eller i kraft af varetægtsfængsling i surrogat eller i medfør af en foranstaltningsdom for et strafbart forhold. Endvidere kan andre patienter som berørt i pkt. 4.2 ovenfor i praksis være næsten lige så svagt stillede som de frihedsberøvede, herunder for nogles vedkommende, fordi der eventuelt vil kunne være grundlag for tvangstilbageholdelse, hvis de tilbagekalder deres samtykke til frivillig indlæggelse.

At skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom, er særskilt kriminaliseret i straffelovens § 218, stk. 1, og det er derfor et spørgsmål, om der ved siden heraf er behov for en generel kriminalisering af seksuelle forhold, herunder frivillige seksuelle forhold, mellem ansatte og patienter på psykiatriske hospitalsafdelinger. Efter Straffelovrådets opfattelse taler mest for at videreføre den gældende ordning, herunder fordi der blandt patienterne på psykiatriske hospitalsafdelinger, herunder blandt de frihedsberøvede, kan være personer, der ikke er sindssyge, men lider af anden psykisk sygdom, eksempelvis en alvorlig depression.

Ud over på psykiatriske afdelinger, som er omfattet af psykiatriloven (og hvor der derfor kan ske tvangsindlæggelse), kan psykisk syge også opholde sig på andre behandlingsinstitutioner. Det gælder såkaldte døgnhuse, dvs. behandlingsinstitutioner i medfør af sundhedsloven til midlertidigt ophold til personer med sindslidelser, som for en kortere periode har behov for behandlingsmæssig støtte og pleje, og det gælder private psykiatriske behandlingssteder. Der findes kun få døgnhuse, og de private psykiatriske behandlingssteder yder især ambulant behandling, men indlæggelser forekommer dog også. Hverken døgnhuse eller private psykiatriske behandlingssteder er i dag omfattet af straffelovens § 219.

Af forarbejderne til den oprindelige hjemmel til at oprette døgnhuse fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 2003-2004, tillæg A, side 3765):

”Formålet med denne del af lovforslaget er at give amtskommunerne mulighed for at oprette døgnhuse for personer med sindslidelser. Med en permanent hjemmel i serviceloven kommer døgnhuse til at indgå i en bred vifte af tilbud til sindslidende. Det giver mulighed for, at der kan skabes de individuelle løsninger, der passer til den enkelte sindslidendes behov.

Døgnhusene er et tilbud til mennesker med sindslidelser, om – for en kortere periode – at bo med faste rammer og støtte omkring sig, i et miljø, hvor udgangspunktet for behandlingen er at støtten til brugerne ydes som overfor borgere i eget hjem. (…)

Døgnhuse er et alternativ til ophold på sygehus og ophold efter § 93, stk. 1 nr. 1. Med forslaget kan amtskommunerne således oprette døgnhuse i stedet for eller som supplement til åbne psykiatriske afsnit på psykiatriske sygehuse.

At døgnhusene får hjemmel i serviceloven medfører, at driften samt den hjælp og støtte de enkelte beboere modtager, ydes i medfør af serviceloven. Det er således reglerne i servicelovens §§ 109-109 m, der gælder for så vidt angår magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten og ikke tvangsbestemmelserne i psykiatriloven. Formålet hermed er at skabe et miljø, hvor udgangspunktet for relationen mellem personalet og brugerne er, at støtten til brugerne ydes på tilsvarende måde som over for borgere i eget hjem.”

Ved kommunalreformen blev døgnhuse overført til sundhedssektoren og sundhedsloven, men det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til sundhedsloven, at de regler om tvang i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, der forudsætter indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, fortsat ikke finder anvendelse på døgnhuse (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, side 3215).

Efter Straffelovrådets opfattelse hører døgnhuse og private psykiatriske behandlingssteder ikke til bestemmelsens kerneområde. Selv om der er tale om svagt stillede persongrupper, fordi de er psykisk syge og eventuelt sindssyge, er deres ophold i døgnhuse eller private psykiatriske behandlingssteder som sådan alligevel karakteriseret ved en betydelig større grad af frivillighed, end når det gælder ophold på psykiatrisk afdeling, hvor psykiatriloven giver mulighed for anvendelse af frihedsberøvelse og anden tvang. Hertil kommer, at det er særskilt kriminaliseret i straffelovens § 218, stk. 1, at skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom.

Straffelovrådet finder tilsvarende, at andre behandlingsinstitutioner i medfør af sundhedsloven, herunder sundhedslovens §§ 141 og 142 om behandling for alkohol- og stofmisbrug, fortsat ikke bør være omfattet af straffelovens § 219. Det gælder generelt, at patienter afhængig af deres sygdom kan være svagt stillet i forhold til behandlingsinstitutionens ansatte, men det vil være meget vidtgående af den grund generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem hospitalspersonale og patienter, der er indlagt på hospitalet. Hertil kommer, at hvis patienten er så fysisk og/eller psykisk svækket, at patienten er ude af stand til at modsætte sig et seksuelt forhold, finder straffelovens § 218, stk. 2, anvendelse.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter psykiatriske afdelinger (i psykiatrilovens forstand) er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig modernisering, således at ”hospital for sindslidende” ændres til ”psykiatrisk afdeling”.

4.3.3. Med hensyn til socialsektoren for børn og unge hører døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge efter Straffelovrådets opfattelse til kerneområdet for bestemmelsen. Dette er mest oplagt for så vidt angår sikrede døgninstitutioner, hvor der generelt er tale om frihedsberøvelse, og delvist lukkede døgninstitutioner, som er karakteriseret ved, at der i perioder kan ske frihedsberøvelse, men det gælder generelt, at der på døgninstitutioner og opholdssteder kan ske frihedsberøvelse (tilbageholdelse) i op til 14 dage i starten af anbringelsen. Hertil kommer, at børn, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, under alle omstændigheder er svagt stillet, selv om der kan være gradsforskelle mellem tvangsanbragte og frivilligt anbragte, og selv om barnets alder og egen indstilling til anbringelsen også kan have betydning.

Inden for socialsektoren for børn og unge skelnes der ret klart mellem institutioner (betegnet døgninstitutioner og opholdssteder) og andre anbringelsessteder, herunder plejefamilier, egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder. Blandt andet fordi magtanvendelsesreglerne er forskellige på institutioner sammenlignet med andre anbringelsessteder (på andre anbringelsessteder er der ikke særlig hjemmel til magtanvendelse, der derfor i givet fald kun kan ske i form af nødværge, jf. straffelovens § 13), er afgrænsningen af institutioner over for andre anbringelsessteder også i praksis entydig.

Efter Straffelovrådets opfattelse hører andre anbringelsessteder for børn og unge ikke til kerneområdet for bestemmelsen. Her er der ikke tale om frihedsberøvelse i snævrere forstand (men i givet fald kun i den forstand, at anbringelsen som sådan kan være en tvangsanbringelse, dvs. en anbringelse uden samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden og/eller uden samtykke fra et barn, der er fyldt 15 år).

Endvidere adskiller anbringelse i egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdssteder sig efter Straffelovrådets opfattelse ikke i en sådan grad fra tilfælde, hvor børn eller unge i øvrigt – uden at der er tale om en anbringelse i medfør af lov om social service – bor i eget værelse, på kollegium mv., at der er grundlag for en anden strafferetlig behandling af seksuelle forhold mellem opholdsstedets ansatte og barnet eller den unge. Og det ville efter Straffelovrådets opfattelse være for vidtgående generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem ansatte f.eks. hos en værelsesudlejer eller på et kollegium og børn (over 15 år) og unge med bolig det pågældende sted. Hvis et barn under 18 år er betroet nogen til undervisning eller opdragelse, gælder straffelovens § 223, stk. 1, jf. herom kapitel 14 nedenfor, men i mangel heraf er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for kriminalisering ud over de almindelige regler, som gælder generelt, jf. straffelovens §§ 216-218, 220 og 221.

For så vidt angår plejefamilier kriminaliserer straffelovens § 223, stk. 1, helt generelt seksuelle forhold – dvs. også frivillige seksuelle forhold – mellem en plejeforælder og et plejebarn under 18 år. Hvad angår seksuelle forhold mellem en plejeforælder og et plejebarn over 18 år, er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for kriminalisering ud over de almindelige regler, som gælder generelt, jf. straffelovens §§ 216-218, 220 og 221.

Som nævnt er det generelt kriminaliseret i straffelovens § 223, stk. 1, at have samleje med et barn under 18 år, som er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse. Det er derfor et spørgsmål, om der ved siden heraf er behov for en yderligere generel kriminalisering af seksuelle forhold mellem ansatte og børn og unge, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted. Selv om der i denne henseende er et betydeligt overlap mellem bestemmelserne, er der imidlertid efter Straffelovrådets opfattelse stadig behov for kriminaliseringen i straffelovens § 219.

Der kan således være ansatte, der ikke kan siges at have fået barnet betroet til undervisning eller opdragelse, men som alligevel bør være omfattet af et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold til børn på institutionen. Afhængig af arbejdets tilrettelæggelse på institutionen kunne det f.eks. være køkken- eller rengøringspersonale (hvis børnene inddrages i køkken- eller rengøringsarbejde, kan også køkken- og rengøringspersonale efter omstændighederne have fået barnet betroet til undervisning eller opdragelse).

Endvidere vil det kunne forekomme, at unge over 18 år er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, herunder eventuelt frihedsberøvet på en sikret døgninstitution, og i sådanne tilfælde gælder straffelovens § 223, stk. 1, ikke. Navnlig for i givet fald at kunne beskytte frihedsberøvede unge er der efter Straffelovrådets opfattelse også i denne henseende behov for en kriminalisering ud over, hvad der er dækket af § 223, stk. 1.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig modernisering, således at ”børne- eller ungdomshjem” ændres til ”døgninstitution eller opholdssted for børn og unge”. Døgninstitutioner er omfattet af lov om social service § 67, mens opholdssteder for børn og unge er omfattet af lov om social service § 142, stk. 7.

4.3.4. Med hensyn til socialsektoren for voksne nævner den gældende bestemmelse dels ”forsorgshjem”, dels ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap”.

”Forsorgshjem” er den traditionelle betegnelse for boformer, hvor personer med særlige sociale problemer kan få midlertidigt ophold, jf. lov om social service § 110. I praksis drejer det sig om herberger og lignende.

Indtil en lovændring i 2004 blev kvindekrisecentre henført under samme lovbestemmelse som (andre) forsorgshjem, og det må antages, at kvindekrisecentre er omfattet af den gældende § 219, enten som et ”forsorgshjem” eller i hvert fald som en ”lignende institution”. Kvindekrisecentre er i dag omfattet af lov om social service § 109, der angår midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn.

Efter Straffelovrådets opfattelse hører forsorgshjem og kvindekrisecentre ikke til bestemmelsens kerneområde. Selv om der er tale om svagt stillede persongrupper, fordi de er hjemløse eller har måttet forlade deres hjem på grund af vold eller trusler, er deres ophold på forsorgshjemmet eller kvindekrisecenteret som sådan alligevel karakteriseret ved en betydelig større grad af frivillighed, end når det gælder fængsler, psykiatriske afdelinger og døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge.

Endvidere er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at behandle boformer møntet på midlertidigt ophold anderledes end boformer møntet på længerevarende ophold i relation til den strafferetlige beskyttelse mod seksuel udnyttelse fra en ansats side.

Betegnelsen ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap” blev indsat i straffelovens § 219 i 1997 til erstatning for udtrykket ”åndssvageinstitution”, som i 1965 havde afløst det oprindelige udtryk i straffeloven af 1930 ”Aandsvageanstalt”. Ifølge forarbejderne til lovændringen i 1965 var der alene tale om en redaktionel ændring, og ifølge forarbejderne til lovændringen i 1997 var der alene tale om en sproglig tilpasning til de gældende socialretlige regler.

Det må antages, at udtrykket i dag omfatter boformer efter lov om social service §§ 107 og 108, i det omfang det pågældende botilbud har karakter af en døgninstitution og er rettet mod personer med vidtgående psykiske handicap, hvorimod andre boformer efter lov om social service §§ 107 og 108 ikke kan antages at være omfattet. Botilbud etableret med hjemmel i anden lovgivning, eksempelvis lov om almene boliger, må også antages at være omfattet, i det omfang det pågældende botilbud har karakter af en døgninstitution og er rettet mod personer med vidtgående psykiske handicap.

Som det fremgår, har der ikke siden straffelovens vedtagelse i 1930 været legislative overvejelser vedrørende anvendelsesområdet for straffelovens § 219 i forhold til institutioner for den persongruppe, der i dag betegnes personer med vidtgående psykiske handicap – til trods for de meget store forandringer, der er sket i behandlingen af den pågældende persongruppe.

Ved straffelovens vedtagelse i 1930 fandtes to private institutioner, Østifternes Aandssvageforsorg og De Kellerske Aandssvageanstalter, som hver havde et antal anstalter, herunder de særlige øanstaler på henholdsvis Livø (for ”antisociale og kriminelle åndssvage mænd”) og Sprogø (for ”seksuelt løsagtige åndssvage kvinder”).

De private institutioner overgik i 1959 til staten og fik navnet ”Statens Åndssvageforsorg”. Landet blev opdelt i 11 forsorgscentre, som hver bestod af en centralinstitution og en række mindre institutioner. De to øanstalter blev nedlagt i 1961.

Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980, og alle foranstaltninger for udviklingshæmmede overgik til (amts)kommunerne, og siden er de fleste store, centrale boinstitutioner overgået til andre formål. Børn er generelt hjemmeboende og undervises i normalsystemet med støtte eller i specialbørnehaver og -skoler. Voksne bor i eget hjem, i pensionater eller i bofællesskaber. De arbejder i beskyttede værksteder, har mulighed for helbredsbetinget førtidspension, og nogle finder beskæftigelse med delvis aflønning via offentlige hjælpeforanstaltninger.

Sammenfattende er udviklingen gået fra en placering i store institutioner med i hvert fald en de facto begrænsning af de pågældendes personlige frihed (bl.a. gennem placeringen på små øer) til en gradvis gennemførelse af en tanke om normalisering og forsøg på at give plads til de pågældende i samfundet (oprindelig formuleret af den første chef for Statens Åndssvageforsorg, N.E. Bank-Mikkelsen). I dag er handicapforsorgen ikke som tidligere adskilt fra det øvrige sociale system, men er en del af det almindelige sociale hjælpeapparat. Den overordnede målsætning for den moderne handicapforsorg er normalisering af tilværelsen for personer med handicap og integration i det almindelige samfundsliv. Bistanden ydes som en minimal indgriben med udgangspunkt i den pågældendes dagligdag og hjemlige miljø. Herved ønsker man at undgå de tidligere tiders stigmatisering og isolation, som fulgte af institutionsanbringelser fjernt fra familien og det oprindelige miljø.

Af forarbejderne til den første lov om social service, som trådte i kraft i 1998, fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 4936):

”Forslagets regler om botilbud omfatter alene bodelen. Den hjælp og støtte, der i øvrigt er brug for, dækkes gennem forslagets bestemmelser om personlig pleje, behandling, samvær og aktivitetstilbud m.v. Det betyder imidlertid ikke, at bistands- og støttetilbud efter lovforslaget nødvendigvis får en anden udformning eller karakter end de tilbud, der gives i dag. Tilbudene kan fortsat sammensættes således, at de med hensyn til service og boform reelt svarer til de bofællesskaber og institutioner m.v., der er oprettet og som drives efter reglerne i bistandsloven. (…)

Bestemmelserne om boligtilbud er ikke længere knyttet til en bestemt organisationsform. Men bo- og serviceydelser kan fortsat oprettes og drives som døgninstitutioner. Der er med forslaget en uændret kommunal og amtskommunal forpligtelse til at sikre egnede boformer for grupper med særlige behov, herunder en forpligtelse til – i forhold til de forskellige gruppers behov – at indrette boformerne og at give den nødvendige støtte i tilknytning til boformerne.”

Dette princip – som fortsat er gældende – beskrives generelt på den måde, at institutionsbegrebet i 1998 blev ”ophævet” på voksenområdet. Heri ligger, at man på socialområdet principielt ikke længere betegner botilbuddene som institutioner, men som borgerens egen bolig. Som det fremgår, kan der imidlertid fortsat oprettes og drives botilbud af institutionslignende karakter i den forstand, at der ud over de enkelte beboeres egne boliger også er fællesarealer og tilknyttet personale.

Det indebærer også, at servicelovens bestemmelser om botilbud efter §§ 107 og 108 alene omhandler de fysiske rammer, mens arten og omfanget af hjælp i princippet visiteres særskilt med hjemmel i de samme bestemmelser, som gælder for personer, der ikke er optaget i et botilbud. Vurderingen af, om et botilbud har karakter af en institution i straffelovens § 219’s forstand, vil derfor i dag i realiteten bl.a. afhænge af arten og omfanget af den hjælp, der i øvrigt er visiteret, hvor der vil være en glidende overgang. Hertil kommer, at der ikke længere er bestemmelser om boformer til specifikke målgrupper. Botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 er således ikke kun målrettet personer med psykiske handicap, men også personer med f.eks. fysiske handicap eller anden nedsat funktionsevne som sindslidelse, autisme mv. Samtidig er den skarpe målgruppeopdeling på de enkelte botilbud i et vist omfang ved at blive udvisket. Det er ikke usædvanligt, at f.eks. personer med psykisk nedsat funktionsevne bor i samme botilbud som personer, der har ophold i botilbuddet overvejende på grund af (omfattende) fysisk nedsat funktionsevne. Botilbud kan også være af meget forskellig størrelse, og det kan være tvivlsomt, om et botilbud med kun få beboere kan anses som en institution i straffelovens § 219’s forstand.

Som følge af disse forhold vil det i dag efter omstændighederne kunne være forbundet med betydelig vanskelighed at afgøre, om et konkret botilbud er omfattet af straffelovens § 219. Dette afgrænsningsspørgsmål ses dog ikke at været rejst i trykt retspraksis, hvorved bemærkes, at retspraksis som beskrevet i afsnit 2 ovenfor er sparsom, og at det som følge af anonymiseringen af de offentliggjorte domme ikke altid heraf kan ses, hvilken form for institution der var tale om. Det gælder TfK 2008.862 V, hvor institutionen omtales som et ”bofællesskab for domsanbragte”, TfK 2005.430 Ø, hvor forurettede omtales som psykiatrisk patient på institutionen, og TfK 2004.496 Ø, hvor forurettede var optaget på institutionen på grund af mental retardering i lettere grad.

Efter Straffelovrådets opfattelse hører særligt sikrede afdelinger for personer med vidtgående psykiske handicap, hvoraf der så vidt ses for tiden kun findes én på landsplan, Kofoedsminde på Lolland, til kerneområdet for straffelovens § 219. Her er beboerne generelt frihedsberøvede i henhold til dom (foranstaltningsdom for strafbart forhold) eller retskendelse (varetægtsfængsling i surrogat).

De personer, der er dømt til anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap (men ikke til anbringelse i særligt sikret afdeling), kan i praksis være placeret mange forskellige steder, og der kan i samme botilbud være personer, som ikke er domsanbragte. Tilsvarende gælder personer, som er dømt til tilsyn af kommunen, således at kommunen kan træffe bestemmelse om anbringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap, hvis kommunen træffer sådan bestemmelse.

Også når der ikke er tale om personer, som er anbragt i henhold til dom eller retskendelse, er der ganske vist generelt tale om personer, der er svagt stillede, men der er en meget glidende overgang i graden af afhængighed. Hertil kommer, at der i dag – dvs. efter afskaffelsen af de store åndssvageanstalter – næppe er nogen systematisk forskel i graden af afhængighed og beskyttelsesbehov ud fra, om beboeren er optaget i botilbuddet på grund af vidtgående psykiske handicap eller af andre årsager. Det kan således anføres, at der uanset typen af funktionsnedsættelse, sindslidelse og/eller særlige sociale problemer er tale om personer, som er i et afhængighedsforhold til botilbuddets personale. Endvidere er der næppe heller i forhold til afhængighed og beskyttelsesbehov den store forskel mellem botilbud omfattet af lov om social service §§ 107 og 108 og andre boligformer, der kræver forudgående visitation på baggrund af behovsvurdering, og hvor der er tilknyttet hjælp, herunder døgnhjælp, og som i praksis benyttes til samme formål som boformer efter lov om social service §§ 107 og 108. Det gælder bl.a. almene ældre- og handicapboliger, herunder plejeboliger, samt friplejeboliger mv.

Der kan også argumenteres for, at afhængighedsforholdet og dermed beskyttelseshensynet er lige så stærkt for en person, der f.eks. bor i sit eget private hjem og får massiv støtte på grund af omfattende funktionsnedsættelse. En sådan persons afhængighed af personalet/hjælpere kan være helt det samme, som gør sig gældende for personer, der bor på botilbud mv. Det kan i den forbindelse også nævnes, at reglerne i lov om social service om magtanvendelse over for voksne som udgangspunkt er uafhængige af boform og således også kan anvendes i forhold til personer, som bor i private hjem.

Straffelovrådet er for så vidt enig i, at beskyttelsesbehovet for personer, der som følge af omfattende funktionsnedsættelse modtager massiv støtte i private hjem, kan være sammenligneligt med beskyttelsesbehovet for personer, der er optaget i et botilbud, og at der i denne henseende heller ikke nødvendigvis er nogen systematisk forskel mellem botilbud for personer med vidtgående psykiske handicap og botilbud for eksempelvis psykisk syge eller personer med alvorlige sociale problemer eller mellem personer, der bor i et botilbud efter lov om social service §§ 107 og 108, og personer, der bor i en plejebolig mv.

Samtidig er det imidlertid som nævnt i pkt. 4.1 ovenfor Straffelovrådets opfattelse, at straffelovens § 219 bør begrænses til et kerneområde. Efter rådets opfattelse ville det være for vidtgående at udvide bestemmelsen til også at omfatte private hjem eller botilbud, der ikke har karakter af døgninstitutioner. En sådan udvidelse, som ville indebære, at bestemmelsen kom til at omfatte andet end institutioner, ville også give bestemmelsen en helt anden karakter.

Straffelovrådet kan heller ikke anbefale at udvide bestemmelsen til også at omfatte plejeboliger mv., der har karakter af døgninstitutioner. Rådet lægger i den forbindelse også vægt på, at plejeboliger (tidligere betegnet plejehjem og endnu tidligere betegnet alderdomshjem) har eksisteret i hele perioden fra før vedtagelsen af straffeloven i 1930 frem til i dag uden nogensinde at have været omfattet af straffelovens § 219, og uden at det ses at have givet anledning til problemer i praksis, at sådanne institutioner ikke er omfattet af bestemmelsen.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstilstand, hvorefter institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap er omfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig præcisering, således at ”institution” ændres til ”døgninstitution”. Rådet foreslår endvidere, at forsorgshjem udgår af bestemmelsen.

Straffelovrådet er opmærksom på, at den foreslåede uændrede afgrænsning af bestemmelsen for så vidt angår institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap indebærer, at visse stort set sammenlignelige situationer behandles forskelligt afhængig af, om der er tale om en døgninstitution eller en boform med personale en stor del af døgnet, men dog ikke hele døgnet, og afhængig af, om den pågældende institution er for personer med vidtgående psykiske handicap eller for andre målgrupper.

Grænsen må imidlertid nødvendigvis drages et sted, og efter Straffelovrådets opfattelse ville en klarere afgrænsning kun kunne opnås ved enten en betydelig udvidelse (f.eks. til alle døgninstitutioner) eller ved en væsentlig indskrænkning

(f.eks. til særligt sikrede afdelinger). Rådet har for så vidt en vis sympati for en indskrænkning til særligt sikrede afdelinger, der som nævnt hører til bestemmelsens kerneområde, men en sådan indskrænkning ville betyde, at personer, som i medfør af en dom er anbragt på almindelige (ikke-sikrede) institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap, ikke længere ville være omfattet af bestemmelsen. Også i lyset af, at den eksisterende afgrænsning så vidt ses ikke har givet anledning til problemer i praksis, anbefaler rådet på denne baggrund efter en samlet vurdering at videreføre den gældende bestemmelse uændret for så vidt angår institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap.

4.3.5. Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at udvide bestemmelsen i straffelovens § 219 til at omfatte institutioner inden for andre sektorer.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør bestemmelsen af principielle grunde udvides til også at omfatte personer, der som frihedsberøvede er i politiets varetægt. Selv om sandsynligheden for et frivilligt seksuelt forhold (eller for et skjult misbrug) mellem en ansat i politiet og en frihedsberøvet i politiets varetægt er ringe, er der principielt tale om, at der generelt kan være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold på linje med de øvrige tilfælde, der er omfattet af straffelovens § 219.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der derimod ikke andre institutioner, hvor der generelt kan være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem ansatte og beboere, at der bør gælde et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold mellem ansatte og beboere.

Særligt med hensyn til kostskoler bemærkes, at straffelovens § 223, stk. 1, særskilt kriminaliserer et seksuelt forhold til et barn under 18 år, som er betroet nogen til undervisning eller opdragelse.

Særligt med hensyn til asylcentre bemærkes, at ophold i et asylcenter efter Straffelovrådets opfattelse ikke kan sidestilles med ophold i fængsel eller på pykiatrisk afdeling mv. Hvis en udlænding, herunder en asylansøger, frihedsberøves og derfor placeres i en af Kriminalforsorgens institutioner eller eventuelt på psykiatrisk afdeling mv. (frihedsberøvelse i surrogat), vil den pågældende i kraft af denne placering være omfattet af straffelovens § 219. I andre tilfælde kan asylansøgere imidlertid ikke sidestilles med personer, der er frihedsberøvet, og dette gælder også udlændinge på ”tålt ophold”, som er pålagt at opholde sig på et bestemt asylcenter. Det bemærkes herved, at en udlænding, der er pålagt at opholde sig på et bestemt asylcenter, ganske vist ikke uden tilladelse må overnatte andre steder, men udlændingen er ikke forpligtet til at være på sit værelse eller på asylcenteret om aftenen eller om natten, men vil også i aften- og nattetimerne uden tilladelse kunne færdes uden for asylcenteret, f.eks. ved at besøge venner, bekendte og lignende, uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Det afgørende er, at udlændingen vender tilbage til asylcenteret og har asylcenteret som det sted, hvor vedkommende overnatter.

Særligt med hensyn til dagtilbud bemærkes, at en generel kriminalisering af seksuelle forhold mellem personale på dagtilbud og brugerne af dagtilbuddet efter Straffelovrådets opfattelse ville være alt for vidtgående. For så vidt angår børn under 18 år fastsætter straffelovens § 223, stk. 1, et generelt forbud mod seksuelle forhold, hvis barnet er betroet nogen til undervisning eller opdragelse, hvortil naturligvis kommer det helt generelle forbud mod seksuelle forhold til børn under 15 år. For så vidt angår personer over 18 år kan navnlig henvises til straffelovens § 218 om udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering eller af en tilstand, hvor pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

4.4. Straffelovrådet finder, at det er hensigtsmæssigt, at bestemmelsen også finder anvendelse under udgang fra institutionen, men ikke, når institutionsopholdet er ophørt.

På den ene side bør den beskyttelse, som bestemmelsen giver, ikke være begrænset til seksuelle forhold, der finder sted på institutionens område, men bør også gælde under midlertidigt fravær – f.eks. udgang, frigang eller fælles udflugt – andetsteds. På den anden side ville det være for vidtgående at udvide bestemmelsen til at gælde efter afslutningen af institutionsopholdet, og det gælder, selv om kontakten mellem den ansatte og den institutionsanbragte blev etableret under institutionsopholdet.

Det bemærkes, at den foreslåede udvidelse vedrørende politiet ikke er knyttet til et institutionsophold, men til en frihedsberøvelse i politiets varetægt. Den foreslåede udvidelse vil kun finde anvendelse på seksuelle forhold, der finder sted under selve frihedsberøvelsen i politiets varetægt.

4.5. Den gældende bestemmelse omfatter den, der er ”ansat eller tilsynsførende ved” den pågældende institution. Bestemmelsen er ikke begrænset til ansatte eller tilsynsførende, der har kompetence til at give den institutionsanbragte pålæg eller til at føre tilsyn med vedkommende.

Der ses ikke i bestemmelsens forarbejder eller i retspraksis eller litteraturen at være anført nærmere om forståelsen af udtrykket ”ansat eller tilsynsførende ved”, og så vidt ses har de overtrædelser af bestemmelsen, som er blevet pådømt i retspraksis, vedrørt ”ansatte”.

Efter Straffelovrådets opfattelse må det antages, at der med ”tilsynsførende ved” en institution forstås personer, der som led i et offentligt hverv fører tilsyn med behandlingen af personer, der er optaget i institutionen.

For så vidt angår døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge, psykiatriske afdelinger eller døgninstitutioner for personer med vidtgående psykiske handicap er det Straffelovrådets opfattelse, at den gældende bestemmelse som udgangspunkt har en hensigtsmæssig udformning.

Straffelovrådet har overvejet, om udtrykket ”ansat ved” er tilstrækkeligt til at angive de personer, som bør være omfattet af et generelt forbud mod seksuelt forhold til beboerne på en given institution, eller om det ville være hensigtsmæssigt at ændre det til f.eks. ”beskæftiget ved”. I betragtning af, at denne del af bestemmelsen som nævnt ikke ses at have givet anledning til problemer i praksis, har rådet dog ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan ændring. Det bemærkes herved også, at den gældende bestemmelse efter rådets opfattelse også omfatter deltidsansatte, midlertidigt ansatte og ulønnede ansatte, f.eks. praktikanter, og at udtrykket ”beskæftiget ved” kunne give anledning til nye afgrænsningsspørgsmål f.eks. i forhold til håndværkere, som i en vis periode udfører en konkret håndværksmæssig opgave på institutionens område.

Med hensyn til udtrykket ”tilsynsførende ved” foreslår Straffelovrådet en sproglig præcisering, således at bestemmelsen finder anvendelse på ”tilsynsførende med” den pågældende institution. Hermed tydeliggøres, at det afgørende for så vidt angår tilsynsførende er, at den pågældende fører tilsyn med en given institution, og ikke om den pågældende særligt er tilknyttet denne institution.

For så vidt angår kriminalforsorgens institutioner foreslår Straffelovrådet, at bestemmelsen i stedet for at omfatte ansatte og tilsynsførende ved den pågældende institution ændres til at omfatte ansatte i kriminalforsorgen som helhed, under hvis myndighed den pågældende står.

Baggrunden for forslaget er, at hvis f.eks. en ansat ved Direktoratet for Kriminalforsorgen eller ved kriminalforsorgen i frihed i arbejdsmæssigt øjemed besøger et fængsel eller arresthus og der er i kontakt med indsatte, tilsiger det beskyttelseshensyn, som begrunder straffelovens § 219, at bestemmelsen skal kunne anvendes. Det afgørende bør således ikke være, om den pågældende er ansat ved (eller tilsynsførende med) den pågældende institution, men om den pågældende er ansat ved kriminalforsorgen og i kraft heraf er i arbejdsmæssig kontakt med en person, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner. Det bemærkes herved, at en medarbejder ved Direktoratet for Kriminalforsorgen eller kriminalforsorgen i frihed vil kunne have kompetence til at træffe afgørelse om prøveløsladelse eller have indflydelse på en sådan afgørelse, og at en indsat derfor vil kunne være i et stærkt afhængighedsforhold til en sådan medarbejder.

Forslaget indebærer, at henvisningen til ”tilsynsførende” udgår for så vidt angår kriminalforsorgens institutioner.

Straffelovrådet er opmærksom på, at Folketingets Ombudsmand fører tilsyn med behandlingen af personer, der er frihedsberøvet, og at dette tilsyn bl.a. indbefatter inspektionsbesøg på institutioner under kriminalforsorgen. Det findes imidlertid ufornødent alene med sigte til Folketingets Ombudsmand og dennes medarbejdere i straffelovens § 219 at bevare en henvisning til ”tilsynsførende” med kriminalforsorgens institutioner.

Med hensyn til den foreslåede udvidelse vedrørende politiet foreslås bestemmelsen udformet på den måde, at den omfatter ansatte ved politiet, der har seksuelt forhold til en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt. Efter forslaget vil således enhver ansat ved politiet (herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte) være omfattet, men bestemmelsen vil kun gælde for seksuelle forhold, der finder sted under frihedsberøvelsen i politiets varetægt.

4.6. Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a. straffelovens § 219 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundet det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 4 til 2 år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side 172-73.

Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimum på 4 års fængsel i bl.a. § 219, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffastsættelse side 736.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således at videreføre den gældende strafferamme i § 219 på 4 års fængsel.

4.7. Med hensyn til strafniveauet finder Straffelovrådet ikke grundlag for at foreslå ændringer i op- eller nedadgående retning i forhold til den eksisterende strafudmålingspraksis.

Straffelovrådet lægger på den ene side vægt på, at også straffelovens § 219 er begrundet i hensynet til at beskytte forurettedes seksuelle frihed og selvbestemmelsesret. Bestemmelsens hovedformål er således ikke – eller bør i hvert fald fremover ikke anses for at være – at varetage mere ordensmæssige hensyn.

Straffelovrådet lægger på den anden side vægt på, at det ved straffastsættelsen også bør kunne tages i betragtning, om der foreligger et misbrug, eller om der er tale om et frivilligt seksuelt forhold.

Strafudmålingen bør endvidere ske ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder. Som eksempler på andre forhold, som kan indgå i vurderingen af forbrydelsens grovhed og dermed ved fastsættelsen af straffen, kan nævnes antallet af seksuelle forhold, det eller de seksuelle forholds nærmere karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje og i givet fald hvilken form for seksuelt forhold), om der er tale om forsøg, om der er tale om gentagelse, om der er flere forurettede, graden af forurettedes afhængighed, forurettedes alder, og om der sker rettighedsfrakendelse.

De beskrevne forhold skal ikke anses for udtømmende, og fastsættelsen af straffen bør fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen.

Kapitel 11: Straffelovens § 220 – groft misbrug af afhængighed

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 220

Efter straffelovens § 220 straffes den, som ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, med fængsel indtil 1 år eller, såfremt forholdet er begået over for en person under 21 år, med fængsel indtil 3 år.

Bestemmelsen i § 220 finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Som det fremgår, er straffelovens § 220 begrænset til at omfatte samleje uden for ægteskab.

Anvendelse af bestemmelsen i straffelovens § 220 forudsætter, at samlejet er opnået ved et groft misbrug. Der er ved vurderingen af, om et sådant misbrug foreligger, overladt domstolene et meget frit skøn, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 307.

Den afhængighed, hvori den udnyttede skal befinde sig, skal efter bestemmelsen være af tjenstlig eller økonomisk karakter. Uden for falder således som udgangspunkt bl.a. forhold til læger, lærere eller sjælesørgere, jf. Oluf H. Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 515.

Om karakteren af den afhængighed, hvori den udnyttede skal befinde sig, anføres nærmere i Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 58 bl.a. følgende:

”Det siges ikke udtrykkeligt at den der udnyttes skal have været direkte afhængig af gerningsmanden. Men er det ikke tilfældet må der have foreligget en indirekte afhængighed, således at gerningsmanden efter sin stilling el. lign. har været i stand til at drage fordel af afhængighedsforholdet, fx. som den [der] har indflydelse på om et allerede bestående tjenesteforhold eller låneforhold skal fortsætte. Et af loven omfattet afhængighedsforhold foreligger næppe hvor en person bestemmer eller har indflydelse på om den anden opnår en ansættelse eller et lån.”

Den angivne aldersgrænse i bestemmelsen på 21 år er knyttet til den myndighedsalder, som gjaldt, da bestemmelsen blev gennemført, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372.

Subjektivt er det en forudsætning for ansvar efter § 220, at der er handlet med forsæt i relation til alle led i gerningsindholdet.

Om bestemmelsen i straffelovens § 220 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side 307-308, Knud Waaben, a.st., side 58-59, Stephan Hurwitz, Den danske kriminalret, Speciel Del (1955) side 198, Oluf H. Krabbe, a.st., side 515, og Jørn Vestergaard m.fl., Strafferet – Forbrydelser og andre strafbare forhold (2009) side 102.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 220 følgende ordlyd:

”§ 220. Den, som ved groft Misbrug af en Kvindes tjenstlige eller økonomiske Afhængighed skaffer sig Samleje udenfor Ægteskab med hende, straffes med Fængsel indtil 1 Aar eller, saafremt hun er under 21 Aar, med Fængsel indtil 3 Aar.”

Som det fremgår, har bestemmelsen således bortset fra, at den oprindeligt var begrænset til forhold begået mod kvinder, været uændret siden straffeloven af 1930.

Om forarbejderne til bestemmelsen kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 199 samt side 188 og 192-194 og udkast af 1923 (U III) § 200 samt spalte 321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372 (§ 222).

Bestemmelsen var, som det anføres i U III spalte 321, ny i dansk ret.

1.2.2. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik § 220 sin nuværende ordlyd.

Bestemmelsen blev således ved lovændringen gjort kønsneutral, idet den hidtidige begrænsning til forhold begået mod kvinder blev ophævet, således at bestemmelsen også vil kunne anvendes på forhold begået over for mænd, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4005-4006, og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 51.

1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Bestemmelsen i § 220 har endvidere været genstand for overvejelse i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Der fremgår af betænkningen herom bl.a. følgende (side 172-73):

”I de sjældne tilfælde, hvor det er aktuelt at afsige dom efter en af bestemmelserne i §§ 218-220, ligger straffene væsentligt under lovens maksima. Straffelovrådet finder det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i §§ 218 og 219 fra 4 til 2 år og i § 220, sidste led, fra 3 år til 2 år.

Samme nedsættelser vil uden særskilt lovændring ske i tilfælde, hvor der ikke er tale om samleje, men hvor der efter § 224 eller § 225, sammenholdt med en af bestemmelserne i §§ 218-220, dømmes for andet seksuelt forhold end samleje.”

1.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår om bestemmelsen i straffelovens § 220 – i forlængelse af det anførte i betænkning nr. 1099/1987 – bl.a. følgende (side 736):

”§§ 218-220 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. § 217, (…) dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det svarer for så vidt angår §§ 218 og 219 til det nugældende strafmaksimum. Placeringen indebærer for så vidt angår § 220, at strafmaksimum hæves fra 3 til 4 års fængsel.

Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som kom til udtryk i 1987-betænkningen (…). Som det fremgår, var der enighed om, at der burde være parallelitet med hensyn til strafmaksima i §§ 218-220. Dette er fortsat rådets opfattelse. Straffelovrådet finder dog, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimum på 4 års fængsel i §§ 218 og 219 og som følge heraf at skærpe strafmaksimum i § 220 til 4 års fængsel. Rådet bemærker i øvrigt, at det ved en lovrevision kunne overvejes at ændre aldersgrænsen, der betinger anvendelsen af det skærpede strafmaksimum i § 220, fra 21 til 18 år. Aldersgrænsen på 21 år er i bestemmelsens motiver knyttet til den daværende myndighedsalder”

Af forarbejderne til lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) fremgår det, at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at følge Straffelovrådets anbefalinger i betænkning nr. 1424/2002 vedrørende bl.a. § 220, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3312, og lovforslaget og lovændringen indeholdt således ikke nogen ændring af straffelovens § 220.

2. Retspraksis

Der ses ikke at være trykt praksis, som direkte vedrører straffelovens § 220.

UfR 1934.645 H (1 års fængsel): Tiltalte blev ved et nævningeting fundet skyldig i flere gange at have haft anden kønslig omgængelse end samleje med sin tjenestepige, da hun var 13 år, og i flere gange at have haft samleje med hende, da hun var 14 år. Forholdene var begået før, men blev pådømt efter ikrafttrædelsen af straffeloven fra 1930 og kunne derfor kun straffes, i det omfang de var strafbare efter såvel den tidligere som den nye lov. Forholdene blev henført under straffeloven af 1866 § 174 om den, der forfører en pige mellem 12 og 16 år til utugt, idet påtale kun kunne ske efter forældres eller værges begæring (i sagen forelå påtalebegæring fra pigens mor), og under straffeloven af 1930 § 222 (jf. § 224 for så vidt angår den anden kønslige omgængelse end samleje).

I Domme i Kriminelle Sager fra 1990-1992 er dog refereret en utrykt dom vedrørende overtrædelse af straffelovens § 220 (side 164):

Østre Landsret 11. september 1992 (9. afd. nr. 81/92) (3 måneders betinget fængsel): En 53-årig mand havde i løbet af en periode på ca. 3 måneder én gang skaffet sig samleje og én gang anden kønslig omgængelse end samleje med en kvinde, der som langtidsledig var ansat i en kommune, hvor tiltalte havde instruktionsbeføjelse over for hende. Det blev af landsretten bl.a. anført, at forurettede befandt sig i et tjenstligt afhængighedsforhold til tiltalte og var økonomisk afhængig af ansættelsen, hvilket måtte have stået tiltalte klart. Tiltalte havde endvidere groft misbrugt denne afhængighed til at skaffe sig kønslig omgængelse og samleje med forurettede.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 2 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 220 (samleje) (begge i 1992, herunder ovennævnte dom), hvoraf ingen var ubetingede fængselsstraffe. Der var i samme periode i alt 1 fældende strafferetlig afgørelse for overtrædelse af straffelovens § 220, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje) (i 1989), nemlig en dom på 1 års ubetinget fængsel.

Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædele af § 220, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser for overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf 11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om fordelingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at langt størstedelen af (og eventuelt alle) disse 20 afgørelser angik andre paragraffer end § 220.

3. Fremmed ret

3.1. Norsk ret

Efter § 193, stk. 1, i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som skaffer sig eller en anden seksuel omgang ved misbrug af stilling, afhængighedsforhold eller tillidsforhold, med fængsel indtil 6 år.

Om hvad der skal regnes for misbrug anføres bl.a. følgende i forarbejderne (Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 113):

”Hva som skal regnes som misbruk, vil være situasjonsbetinget. Generelt vil det regnes som misbruk dersom gjerningspersonen på en utilbørlig måte utnytter sitt overmaktsforhold til å skaffe seg seksuell omgang med fornærmede, f.eks. som dennes lege, psykolog eller støttekontakt. Relevante faktorer ved vurderingen vil være partenes alder, erfaring og opptreden, herunder hvilken overlegne posisjon dette har satt gjerningspersonen i overfor fornærmede. Herav følger at ikke alle forhold mellom personer hvor den ene part står i et overordningsforhold til den andre, omfattes. Situasjonen vil kunne stille seg annerledes dersom partene uavhengig av den enes overmaktsforhold, har seksuell omgang, f.eks. som følge av at det utvikler seg et alminnelig kjærlighetsforhold. Begrunnelsen for straffebudet – vern av personer som står i et underordningsforhold til annen person – vil da ikke lenger gjøre seg gjeldende.”

”Stilling” omfatter alle, som står i en overordnet position til forurettede. ”Afhængighedsforhold” kan omfatter forskellige former for personlig afhængighed til gerningsmanden. ”Tillidsforhold” kan f.eks. ramme tilfælde, hvor en person indleder et fortroligt forhold til forurettede ved beluring eller manipulation.

§ 295, litra a, i den nye straffelov af 2005 viderefører § 193, stk. 1, med den udvidelse, at også det at få forurettede til at udføre handlinger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv, omfattes.

3.2. Svensk ret

Efter kapitel 6 § 3 i den svenske straffelov straffes den, som formår en person til at foretage eller tåle en seksuel handling ved alvorligt at misbruge, at personen befinder sig i et afhængighedsforhold, for seksuel udnyttelse af person i afhængighedsforhold med fængsel indtil 2 år.

Efter bestemmelsens stk. 2 er strafferammen fængsel fra 6 måneder til 4 år, hvis forbrydelsen er grov. Ved vurderingen af, om forbrydelsen er grov, skal der særligt tages hensyn til, om flere har forgrebet sig på offeret eller på anden måde deltaget i overgrebet, eller om gerningsmanden ellers har udvist særlig hensynsløshed.

For strafansvar kræves det generelt, at det er gerningsmanden, som er aktiv, dvs. formår offeret til at foretage eller tåle en seksuel handling, jf. prop. 2004/05:45 side 141. Afhængighedsforhold omfatter bl.a. en bestående økonomisk afhængighed og afhængighed i ansættelsesforhold. Afhængighedsforhold kan også bestå mellem en person, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institutioner, og en af institutionens ansatte. Afhængighedsforhold kan også bestå mellem en narkoman og dennes faste leverandør af narkotika, jf. prop. 2003/04:12 side 31.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Straffelovrådet har i lyset af, at straffelovens § 220 anvendes endog overordentligt sjældent, overvejet, om bestemmelsen bør ophæves som overflødig. Særligt med hensyn til tjenstlig afhængighed kan det anføres, at der i dag – i modsætning til i 1933, da bestemmelsen blev indført – er en stærk civilretlig beskyttelse mod sexchikane i ansættelsesforhold.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der imidlertid strafværdige forhold, som er omfattet af bestemmelsen, og rådet finder endvidere, at der, uanset at straffelovens § 220 overlader domstolene et vidt skøn, er fordele forbundet med en særskilt udtrykkelig kriminalisering af groft misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed (frem for at sådanne forhold i givet fald efter omstændighederne skulle straffes som blufærdighedskrænkelse).

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at der særligt er et beskyttelsesbehov i forhold til børn, hvor § 220’s beskyttelse mod groft misbrug af et barns afhængighed af sin arbejdsgiver eller overordnede supplerer beskyttelsen i § 223, stk. 1, mod seksuelle forhold mellem et barn og en person, som barnet er betroet til undervisning eller opdragelse. Der er dog – og bør fortsat være – den væsentlige forskel mellem bestemmelserne, at § 220 kun omfatter tilfælde, hvor arbejdsgiveren eller den overordnede groft har misbrugt barnets arbejdsmæssige afhængighed, hvorimod § 223, stk. 1, omfatter ethvert seksuelt forhold til et barn, som den pågældende har fået betroet til undervisning eller opdragelse.

4.2. Straffelovrådet har omvendt overvejet, om bestemmelsen bør udvides til at omfatte groft misbrug af andre former for afhængighed end tjenstlig eller økonomisk afhængighed.

Straffelovrådet finder, at ”misbrug” af – ikke en bestående tjenstlig eller økonomisk afhængighed, men af – at gerningsmanden har (eller påstår at have) mulighed for at skaffe forurettede et eftertragtet hverv (f.eks. en filmrolle eller et modeljob), konkret kan indebære en grov udnyttelse af situationen, men kan være særdeles vanskelige at adskille fra situationer, hvor en person med fuldt overlæg indvilliger i at have samleje med en anden, stærkere positioneret person for at opnå et gode. Straffelovrådet er således betænkelig ved at foreslå en nykriminalisering af sådanne handlinger. Med hensyn til tilbud om at yde en økonomisk fordel som betaling for et konkret seksuelt forhold henvises til Straffelovrådets overvejelser i kapitel 19, afsnit 6.3, nedenfor om en eventuel nykriminalisering af betaling for sex.

Særligt med hensyn til personlig afhængighed af plejepersonale – hvad enten der er tale om pleje i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., som ikke er omfattet af straffelovens § 219 – er det Straffelovrådets opfattelse, at de øvrige bestemmelser om misbrug, herunder navnlig straffelovens § 218, i almindelighed giver den fornødne beskyttelse.

Den udvikling, der har fundet sted inden for socialsektoren for voksne, indebærer imidlertid en forskydning fra, at svagt stillede personer bor på institutioner, over mod, at sådanne personer bor i egne boliger eksempelvis i mindre bofællesskaber. Udviklingen, som er nærmere beskrevet ovenfor i kapitel 10, afsnit 4.3.4, indebærer bl.a., at færre voksne med vidtgående handicap er optaget i en institution, der er omfattet af straffelovens § 219’s absolutte forbud mod seksuelle forhold mellem ansatte og beboere.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at udvide bestemmelsen i straffelovens § 220 til også at omfatte groft misbrug af plejemæssig afhængighed. Dette vil omfatte personer, der modtager (omfattende) plejemæssig bistand i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., hvis der foreligger et stærkt afhængighedsforhold mellem plejepersonalet og den pågældende og denne afhængighed er blevet groft misbrugt.

Forslaget tilsigter at give en yderligere beskyttelse af en svagt stillet persongruppe. Som nævnt må det antages, at beskyttelsen efter straffelovens § 218 normalt vil være tilstrækkelig, og der kan ikke forventes ofte at blive brug for at bringe det foreslåede nye led i straffelovens § 220 i anvendelse.

4.3. Det er Straffelovrådets flertals opfattelse, at bestemmelsen i straffelovens § 220 bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab. Der henvises herom nærmere til kapitel 9, afsnit 3.3, ovenfor.

Herudover foreslår Straffelovrådet en sproglig modernisering, således at ”tjenstlig” afhængighed ændres til ”arbejdsmæssig” afhængighed.

4.4. Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a. straffelovens § 220 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundet det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 3 til 2 år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side 172-73.

Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet ville være rigtigst at skærpe strafmaksimum i § 220 fra 3 til 4 års fængsel, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffastsættelse side 736.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at forhøje strafmaksimum i straffelovens § 220 fra 3 til 4 års fængsel.

Det er samtidig Straffelovrådets opfattelse, at aldersgrænsen på 21 år for anvendelse af en skærpet strafferamme i § 220 i givet fald bør ændres til 18 år.

Dette skyldes, at aldersgrænsen på 21 år ifølge bestemmelsens forarbejder er knyttet til den myndighedsalder, som gjaldt, da bestemmelsen blev gennemført. Da den gældende myndighedsalder er 18 år, vil en ændring af aldersgrænsen i § 220 til 18 år være i overensstemmelse med de hensyn, som ligger bag den skærpede strafferamme, og der er efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at opretholde en aldersgrænse i § 220 på 21 år. Hertil kommer, at en aldersgrænse på 18 år også vil svare til aldersgrænsen i flere af de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24.

Straffelovrådet har i forlængelse heraf overvejet, om den delte strafferamme på 1 og – efter rådets forslag – 4 års fængsel i stedet burde slås sammen til én samlet strafferamme på fængsel indtil 4 år.

Dette ville indebære, at strafferammen for forhold begået over for personer over 18 år blev firdoblet fra 1 til 4 år. En sådan forhøjelse af strafferammen ville også have afledede konsekvenser i forhold til mulighederne for at foretage straffeprocessuelle tvangsindgreb og i forhold til forældelse. Der ville bl.a. blive mulighed for varetægtsfængsling (hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt), og forældelsesfristen ville blive forlænget fra 2 til 5 år.

Endvidere er der som nævnt inden for rammerne af § 220 et særligt beskyttelsesbehov i forhold til børn, og en skærpet strafferamme for forhold begået over for personer under – efter rådets forslag – 18 år, er for så vidt velbegrundet.

Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå én samlet strafferamme i straffelovens § 220.

Kapitel 12: Straffelovens § 221 – svig

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 221

Efter straffelovens § 221 straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden, med fængsel indtil 6 år.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden heteroseksuel kønslig omgængelse end samleje, jf. straffelovens § 224, men kan derimod ikke anvendes ved kønslig omgængelse med en person af samme køn, idet der ikke i straffelovens § 225 er henvist til § 221.

Med bestemmelsen i § 221 kriminaliseres to former for svig. Bestemmelsens første led omfatter tilfælde, hvor offeret fejlagtigt tror, at vedkommende har indgået ægteskab med gerningsmanden (dvs. en fejlagtig tro på, at ægteskab er indgået, uden at offeret tager fejl af gerningsmandens identitet), mens bestemmelsens andet led omfatter tilfælde, hvor offeret forveksler gerningsmanden med en anden (dvs. tager fejl af, hvilken fysisk person offeret har hos sig – uden hensyn til, om samlejet anses som ægteskabeligt eller ej).

Anvendelse af anden form for svig end de to nævnte former er ikke omfattet af § 221. Det forhold, at gerningsmanden f.eks. opnår samleje ved at lyve om sin identitet eller foregive at være velhavende eller kendt, er dermed ikke efter bestemmelsen strafbart.

Subjektivt kræves det, at gerningsmanden har handlet med forsæt til at udnytte den bestemmende vildfarelse hos offeret.

Om § 221 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 308-309, Oluf H. Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 515-16, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 197-98, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 59 samt Jørn Vestergaard m.fl., Strafferet – Forbrydelser og andre strafbare forhold (2009) side 102-103.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 221 følgende ordlyd:

”§ 221. Med Fængsel indtil 6 Aar straffes den, der tilsniger sig Samleje med en Kvinde, der vildfarende anser Samlejet som ægteskabeligt eller forveksler Gerningsmanden med en anden.”

Som det fremgår, har bestemmelsen således bortset fra, at den oprindeligt var begrænset til forhold begået mod kvinder, været uændret siden straffeloven af 1930.

Der kan om forarbejderne til bestemmelsen henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) §§ 201 og 205 samt side 199, 200 og 202. Endvidere kan der henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 200 samt side 188 og udkast af 1923 (U III) § 201 samt spalte 321. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3223 og 3372 (§ 223), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5310 og 5374 (§ 221).

Fra forarbejderne kan det særligt nævnes, at der om samleje fremkaldt ved svig i Torps betænkning af 1917 (U II) bl.a. fremgår følgende (side 188):

”Men det gaar utvivlsomt lige saa lidt an her at medtage ethvert ved Svig fremkaldt Samleje o. lign. Ganske bortset fra det Tilfælde at Samleje er opnaaet ved Løfte om Pengevederlag, som vedkommende ikke kan eller ikke har til Hensigt at yde, maa det erindres, at List og Svig altid har spillet en fremtrædende Rolle i erotiske Forhold. Det regnes der og maa der regnes med; og hvilken Rolle Svigen virkelig in concreto har spillet som Bestemmelsesmiddel, er netop her, hvor Lidenskaben, Sanserne spiller med ind, og hvor derfor Villigheden til at lade sig bedrage ofte er ret stor, i Reglen saa vanskeligt at bedømme, at der bør vises den yderste Varsomhed. Et, i øvrigt meget upraktisk, Tilfælde rammer næsten alle Love, nemlig det at Samlejet antages for ægteskabeligt; men det er ogsaa det eneste, der medtages. Og vel kan Svig for at opnaa Samleje o. lign. ogsaa ellers være saa ondartet, at den føles som strafværdig, f.eks. hvor Manden har givet Ægteskabsløfte, som han aldrig har villet, maaske end ikke kan opfylde, fordi han allerede er gift. Men Afgørelsen af baade, hvilken Svig der skal medtages, og om Vildfarelsen virkelig har været bestemmende, frembyder her saa store Vanskeligheder, at det sikkert maa billiges, at ingen Lov og intet andet Udkast har dristet sig til at drage denne Grænse.”

Der var i udkastet (U II) med hensyn til samleje fremkaldt ved svig alene medtaget en bestemmelse om straf for ”den, der tilsniger sig Samleje med en Kvinde, der vildfarende anser Samlejet som ægteskabeligt” (udkastets § 200).

En bestemmelse svarende til 1930-straffelovens § 221 blev foreslået i udkast af 1923 (U III). Der fremgår herom af betænkningen bl.a. følgende (spalte 321):

”§ 201 giver Regler for de Tilfælde, hvor Opnaaelse af Samleje ved Anvendelse af Svig er strafbart. Bestemmelsen træder i Stedet for Straffelovens § 172 og udvider dennes Omraade, idet Bestemmelsen ikke blot finder Anvendelse paa den, der tilsniger sig Samleje med en Kvinde, der vildfarende anser Samlejet som ægteskabeligt, men ogsaa paa den, der tilsniger sig Samleje med en Kvinde udenfor Ægteskab, naar han benytter sig af, at der foreligger en Identitetsforveksling fra Kvindens Side.”

I forslaget til borgerlig straffelov fra 1924-25 omfattede bestemmelsen om svig alene tilsnigelse af samleje med en kvinde, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt. Det fremgår herom af bemærkningerne til bestemmelsen bl.a., at der ikke fandtes at være en praktisk trang til at foreslå en særlig strafbestemmelse vedrørende tilfælde, hvor der foreligger en identitetsforveksling fra kvindens side, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372.

I forslaget til borgerlig straffelov fra 1927-28 omfattede § 221 imidlertid også den, der tilsniger sig samleje med en kvinde, der forveksler gerningsmanden med en anden. Det fremgår herom af bemærkningerne, at et sådant tilfælde fandtes at være formentlig nok så praktisk som tilfælde, hvor samlejet vildfarende anses som ægteskabeligt, jf. Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5374.

1.2.2. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik § 221 sin nuværende ordlyd.

Bestemmelsen blev således ved lovændringen gjort kønsneutral, idet den hidtidige begrænsning til forhold begået mod kvinder blev ophævet. Der kan om lovændringen nærmere henvises til Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4005-4006, og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 51.

1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Bestemmelsen i § 221 har endvidere været genstand for overvejelse i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Der fremgår af betænkningen herom bl.a. følgende (side 175):

”I § 221 findes en i og for sig ejendommelig bestemmelse om den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden. Straffen er fængsel indtil 6 år. Bestemmelsens sidste led er nogle få gange blevet anvendt i forsøgstilfælde, hvor gerningsmanden i mørke har prøvet at opnå samleje med en kvinde, der har antaget gerningsmanden for en anden. Derimod kendes der vistnok ikke eksempler på domfældelse efter bestemmelsens 1. led, hvor det er forudsat, at kvinden ikke tager fejl af mandens identitet, men fejlagtigt går ud fra, at de er gift med hinanden.

Noget kunne tale for helt at ophæve § 221. Straffelovrådet har dog i den foreliggende sammenhæng begrænset sig til at foreslå, at kriminaliseringen i § 221, 1. led, ophæves, og at strafmaksimum i øvrigt nedsættes til fængsel i 1 år.

Som en konsekvens af dette forslag, foreslår straffelovrådet endvidere, at der i § 225 om homoseksuelle forhold medtages en henvisning til § 221, hvorved der opnås en strafmæssig ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle forhold.”

1.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår om bestemmelsen i straffelovens § 221 – i forlængelse af det anførte i betænkning nr. 1099/1987 – bl.a. følgende (side 736):

”§ 221 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til samme kategori som bl.a. §§ 218 og 219 (…). Det indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 6 til 4 års fængsel.

Som det fremgår (…) ovenfor, var der ved afgivelsen af 1987-betænkningen stemning for at foreslå bestemmelsen ophævet. Rådet begrænsede sig dog i den foreliggende sammenhæng til at foreslå kriminaliseringen i § 221, 1. led, ophævet og i øvrigt at nedsætte strafmaksimum til 1 års fængsel samt medtage en henvisning til § 221 i § 225 med sigte på en straffemæssig ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle forhold.

Hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet kunne tale for, at forhold, der henføres under § 221, undergives et strafmaksimum på 4 års fængsel. Rådet finder dog i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen, at der kunne rejses spørgsmål om ophævelse af i hvert fald bestemmelsens 1. led. Såfremt kriminaliseringen i 2. led opretholdes, ville rådet endvidere kunne tiltræde, at strafmaksimum sænkes til 1 års fængsel, og at § 225 ændres med henblik på at gøre bestemmelsen kønsneutral.”

Af forarbejderne til lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) fremgår det, at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at følge Straffelovrådets anbefalinger i betænkning nr. 1424/2002 vedrørende bl.a. § 221, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3312, og lovforslaget og lovændringen indeholdt således ikke nogen ændring af straffelovens § 221.

2. Retspraksis

Straffelovens § 221, 1. led, ses ikke at være anvendt i trykt retspraksis. Retspraksis om straffelovens § 221, 2. led, er endvidere sparsom. Der kan fra retspraksis henvises til følgende domme (som er de eneste trykte domme siden bestemmelsens ikrafttræden i 1933):

TfK 2011.563 V (60 dages fængsel som tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til en dom på 50 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for kørsel i frakendelsestiden): En 46-årig mand var i en haveforening gået ind i et hus og havde taget bukserne af en sovende kvinde og tilsneget sig oralsex med hende, der forvekslede tiltalte med sin mand.

UfR 2011.58 Ø (4 måneders fængsel): En 49-årig mand havde tilsneget sig anden kønslig omgængelse end samleje med en væsentligt yngre kvinde, som forvekslede tiltalte med sin kæreste, idet tiltalte stak en finger op i forurettedes skede og slikkede hende i skridtet. De nærmere omstændigheder omkring gerningsmandens tilstedeværelse fremgår ikke af den trykte dom. Byretten anså under hensyn til den betydelige aldersforskel mellem gerningsmanden og forurettede forholdet som groft.

UfR 1994.93 V (7 måneders fængsel): En 46-årig mand, der overnattede hos en kvindelig bekendt, gik ind i hendes soveværelse, hvor hun sov, og indledte samleje med hende, der forvekslede ham med sin fraskilte mand, der nu og da overnattede i lejligheden, og som hun undertiden havde samleje med. (Den udmålte straf omfattede også et tilfælde af spirituskørsel, og det må antages, at straffen for overtrædelsen af straffelovens § 221 isoleret set ville have ligget på 6 måneders fængsel).

UfR 1959.97 H (3 års fængsel): En 51-årig mand havde flere gange samleje med sin 17-årige datter, der var mentalt retarderet, idet han foregav at være en af hendes bekendte og fordrejede sin stemme og tilhyllede sit ansigt. Nævningerne fandt tiltalte skyldig i incest, jf. straffelovens § 210, og i forsøg på tilsnigelse af samleje, jf. straffelovens § 221. Det må antages, at forholdet blev kategoriseret som forsøg, fordi datteren genkendte sin far og således ikke var i nogen vildfarelse med hensyn til, hvem hun havde samleje med.

UfR 1955.229 H (8 måneders fængsel): En 38-årig mand gik ind på et værelse i en klublejlighed, lagde sig i sengen hos den kvinde, der boede der, og forsøgte at få samleje med hende, idet han var klar over, at hun forvekslede ham med sin kæreste.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 10 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 221 (samleje), heraf 8 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 1 dom på 3 års fængsel fra 1989, den ovennævnte dom på 7 måneders fængsel, 3 domme på 6 måneders fængsel, 1 dom på 4 måneders fængsel og 2 domme på 3 måneders fængsel. Der var i samme periode i alt 7 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 221, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje), heraf 4 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 1 dom på 60 dages fængsel, 1 dom på 30 dages fængsel og 2 domme på i gennemsnit 4½ måneds fængsel (men hvor det ikke af statistikken kan ses, om der f.eks. var tale om 1 dom på 4 måneders fængsel og 1 dom på 5 måneders fængsel eller 1 dom på 3 måneders fængsel og 1 dom på 6 måneders fængsel).

3. Fremmed ret

3.1. Norsk ret

Der findes ikke i norsk ret en særskilt kriminalisering af de forhold, der er omfattet af straffelovens § 221, men sådanne forhold vil kunne være omfattet af en mere generel strafbestemmelse om misbrug af bl.a. tillidsforhold.

Indtil 2000 fandtes i den norske straffelovs § 194 en bestemmelse om den, der skaffer sig eller en anden seksuel omgang ved bl.a. ”særlig underfundig atferd”, hvormed mentes ”list og lureri”, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 94. Dette led i bestemmelsen tog oprindelig navnlig sigte på tilfælde, hvor gerningsmanden opnåede samleje med en anden ved at love ægteskab uden at have til hensigt at indfri løftet. Allerede da dette led i bestemmelsen blev ophævet i 2000, antoges det imidlertid, at opnåelse af samleje på grundlag af et falsk ægteskabsløfte næppe længere var strafbar. (En regel om straf for den, som undlod at gifte sig med en kvinde, der havde ladet sig besvangre i tillid til et ægteskabsløfte, var blevet ophævet i 1963).

Det antages af Magnus Matningsdal, Norsk spesiell strafferett (2010) side 240, at misbrug af tillidsforhold bl.a. vil kunne omfatte tilfælde, hvor en person indlader sig på seksuel omgang i tillid til, at der foreligger et gyldigt ægteskab, eller hvor gerningsmanden udnytter en personforveksling, eksempelvis mellem enæggede tvillinger.

3.2. Svensk ret

De svigstilfælde, der er omfattet af straffelovens § 221, 1. led, ses ikke at være kriminaliseret i svensk ret.

I svensk ret kan de forvekslingstilfælde, der er omfattet af straffelovens § 221, 2. led, efter omstændighederne være omfattet af bestemmelsen i den svenske straffelovs kapitel 6 § 10 om seksuelt forulempende overgreb (sexuellt ofredande), som nærmest svarer til blufærdighedskrænkelse efter dansk ret.

Om kriminaliseringen i svensk ret af overgreb, hvor gerningsmanden udnytter en personforveksling, fremgår det imidlertid desuden af en svensk betænkning om lovgivningen om seksualforbrydelser fra oktober 2010 (SOU 2010:71), at det findes at være en mangel ved den svenske lovgivning, at handlinger af den nævnte karakter alene er strafbare som seksuelt forulempende overgreb efter kapitel 6 § 10. Det foreslås på bl.a. den baggrund i betænkningen, at der i den svenske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser skal indsættes en ny samtykkebaseret bestemmelse om straf for seksuelle handlinger. Med den foreslåede bestemmelse er det hensigten at kriminalisere gennemførelse af en seksuel handling med en person uden dennes tilladelse. Bestemmelsen vil ifølge betænkningen bl.a. kunne anvendes i tilfælde, hvor et offer under et overgreb udviser total passivitet, eller hvor gerningsmanden vildleder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en person, som offeret har eller har haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side 16ff, 246ff, 250ff og 495ff.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Overvejelser om ophævelse af bestemmelsen i § 221 samt om en opsamlende samtykkebaseret bestemmelse

4.1.1. Efter kommissoriet anmodes Straffelovrådet om bl.a. at overveje, om der eventuelt er grundlag for at ophæve bestemmelsen i straffelovens § 221.

4.1.2. Det er Straffelovrådets opfattelse, at straffelovens § 221, 1. led, om tilsnigelse af samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt, bør ophæves.

Baggrunden herfor er navnlig, at § 221, 1. led, ikke ses at have været anvendt i praksis, og at det allerede i forarbejderne til 1930-loven blev anført, at der er tale om en meget upraktisk form for overgreb, jf. herved Torps betænkning af 1917 (U II) side 188. Endvidere kan der ved overgreb omfattet af § 221, 1. led, anføres at være tale om en krænkelse af bestemte forventninger hos offeret snarere end en krænkelse af den seksuelle integritet.

Hertil kommer, at der efter Straffelovrådets opfattelse ikke ud fra et nutidigt syn på ægteskabet findes at være grundlag for – som i straffelovens § 221, 1. led – at tillægge det afgørende betydning ved kriminaliseringen af et seksuelt overgreb, om samlejet mv. er eller anses som ægteskabeligt. Der henvises om Straffelovrådets opfattelse vedrørende betydningen af ægteskab i forhold til visse øvrige sædelighedsforbrydelser nærmere til kapitel 9, afsnit 3.3, ovenfor.

4.1.3. Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke grundlag for at ophæve straffelovens § 221, 2. led, om tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden.

Selv om retspraksis om bestemmelsen er sparsom, opfylder bestemmelsen efter Straffelovrådets opfattelse et behov for at kriminalisere overgreb af alvorlig og strafværdig karakter. Hvis bestemmelsen blev ophævet, ville seksuelle overgreb af den karakter, som er omfattet af bestemmelsen, i givet fald skulle bedømmes efter den mere generelle opsamlingsbestemmelse i straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Bestemmelsens anvendelse ses ikke at have givet anledning til særlige vanskeligheder i praksis, og Straffelovrådet finder det også på denne baggrund mest hensigtsmæssigt at videreføre den gældende, mere præcise bestemmelse frem for at lade forvekslingstilfældene være omfattet af den generelle bestemmelse om blufærdighedskrænkelse.

4.1.4. I lyset af det svenske forslag om en opsamlende samtykkebaseret bestemmelse har Straffelovrådet overvejet, om der er grundlag for at foreslå at indføre en sådan bestemmelse i Danmark, eventuelt som erstatning for den gældende bestemmelse i § 221, 2. led.

Som nærmere beskrevet i kapitel 5, afsnit 2, vil en bestemmelse om straf for den, som i øvrigt har samleje med nogen uden den pågældendes samtykke, imidlertid ikke kunne stå alene. Dette skyldes navnlig, at ”samtykke” (eller ”gyldigt samtykke” eller ”frivilligt samtykke”) til samleje mv. ikke er noget entydigt begreb.

Efter gældende ret beror afgrænsningen mellem gyldigt samtykke og manglende gyldigt samtykke til samleje mv. først og fremmest på de mere præcise og detaljerede regler om voldtægt, anden ulovlig tvang, udnyttelse af, at en person er ude af stand til at modsætte sig en seksuel handling, udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering, groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed og udnyttelse af en personforveksling samt på reglerne om samleje mellem en ansat på visse institutioner og en person, der er optaget i institutionen, og om samleje med børn under 15 eller 18 år.

Efter gældende ret er det således kun i sjældne tilfælde nødvendigt at vurdere, om et samleje mv. er foregået uden gyldigt samtykke, selv om ingen af de specifikke bestemmelser om voldtægt mv. er overtrådt. I givet fald vil forholdet – under forudsætning af bevis for forsæt – kunne straffes som blufærdighedskrænkelse.

Straffelovens § 232 fungerer således allerede efter gældende ret som en opsamlingsbestemmelse, der bl.a. omfatter samleje mv. uden gyldigt samtykke, som ikke er omfattet af bestemmelserne om voldtægt mv.

I praksis drejer det sig navnlig om tilfælde, hvor gerningsmanden overrumpler forurettede, så denne ikke når at protestere. Hvis gerningsmangen anvender fysisk magt, er forholdet nemlig omfattet af voldtægtsbestemmelsen, og hvis forurettede eksempelvis på grund af søvn eller stærk beruselse er ude af stand til at modsætte sig handlingen, er forholdet omfattet af den særlige bestemmelse herom i straffelovens § 218, stk. 2.

I praksis er der således typisk tale om situationer, hvor forurettede er afklædt, og hvor gerningsmanden benytter sig heraf til at gennemføre samleje eller – hyppigere og mere realistisk – anden kønslig omgængelse end samleje, f.eks. i form af indføring af fingre i en kvindes skede. Det kan f.eks. være i forbindelse med lægeundersøgelse eller -behandling, massage eller hjælp til personlig hygiejne, at en gerningsmand har praktisk mulighed for uden anvendelse af fysisk magt at opnå samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med en person, der for så vidt er i stand til at modsætte sig handlingen, men konkret ikke har mulighed for det, fordi gerningsmanden handler pludseligt og overraskende. Retspraksis vedrørende sådanne tilfælde er omtalt i kapitel 21, afsnit 2, nedenfor.

Forskelligt fra disse tilfælde er situationer, hvor gerningsmanden i ord og/eller handling opfordrer en person til samleje mv., og hvor denne person forholder sig fuldstændig passivt, hvorefter gerningsmanden gennemfører samleje mv. Uanset at en sådan situation teoretisk kan adskille sig fra tilfælde, hvor offeret forholder sig passivt på grund af en underforstået trussel om vold, er det spørgsmålet, om man i praksis seriøst ville overveje at henføre sådanne tilfælde af ren passivitet under blufærdighedskrænkelse. Det er således formentlig mere realistisk at forestille sig, at en domstol, der i en sådan situation anser det for bevist, at gerningsmanden havde forsæt til, at forurettede ikke var indforstået med samlejet mv., dømmer for voldtægt (ud fra den betragtning, at gerningsmanden i så fald også havde forsæt til, at forurettede forstod situationen sådan, at der var en underforstået trussel om vold) – og i mangel af bevis for sådant forsæt frifinder. Mellemløsningen – domfældelse for blufærdighedskrænkelse – vil således næppe realistisk kunne forekomme i en sådan situation.

Til illustration af disse synspunkter kan nævnes Østre Landsrets utrykte dom af 28. juni 1982 (omtalt af Vagn Greve i Festskift til Hans Thornstedt (1983) side 233-34): Dommen angik et tilfælde, hvor en mand i varerummet til sin vogn havde haft samleje med en 16-årig pige, som han havde givet et lift. Det seksuelle samvær fandt sted på tiltaltes initiativ, idet pigen forholdt sig passiv og heller ikke svarede, da tiltalte spurgte hende, om hun var bange eller indforstået. Pigen var bange for, at tiltalte ville blive voldelig, hvis hun gjorde modstand. Både byretten og landsretten fandt, at gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen var realiseret, og byretten fandt tiltalte skyldig i voldtægt, mens landsretten frifandt på grund af utilstrækkeligt bevis for forsæt.

Efter Straffelovrådets opfattelse følger det af disse synspunkter, at en eventuel ny opsamlende strafbestemmelse om samleje mv. uden samtykke i praksis ikke realistisk vil kunne tænkes anvendt på tilfælde, hvor forurettede har forholdt sig fuldstændig passivt. Hvis forurettedes passivitet ikke skyldes, at forurettede er i en tilstand, hvor forurettede ikke er i stand til at modsætte sig handlingen, kan passivitet i praksis realistisk kun være udtryk enten for samtykke eller for frygt. Hvis en tiltalts forklaring om, at han opfattede forurettedes holdning som udtryk for indforståelse, ikke med den sikkerhed, der er nødvendig for domfældelse i en straffesag, kan tilsidesættes, kan der ikke dømmes efter en forsætsbestemmelse – heller ikke for overtrædelse af en eventuel ny opsamlende bestemmelse om samleje uden samtykke. Og hvis tiltaltes forklaring tilsidesættes og det lægges til grund, at tiltalte havde forsæt til, at forurettede ikke var indforstået og passiviteten skyldtes frygt, vil tiltalte blive dømt for voldtægt – og ikke for overtrædelse af en eventuel ny opsamlende bestemmelse om samleje uden samtykke.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det spørgsmål, som tilfælde med fuldstændig passivitet rejser, således ikke, om der bør indføres en ny opsamlende samtykkebaseret bestemmelse, men derimod, om uagtsomhed eventuelt bør kriminaliseres. (Det er også i denne sammenhæng, at Vagn Greve diskuterer den nævnte dom i den ovennævnte artikel). Straffelovrådets overvejelser om en eventuel kriminalisering af uagtsom voldtægt er gengivet i kapitel 7, afsnit 5.6, ovenfor.

Straffelovrådet er opmærksom på, at det svenske forslag om en ny opsamlende samtykkebaseret bestemmelse bl.a. er møntet på tilfælde, hvor forurettede har forholdt sig fuldstændig passivt. Dette må imidlertid antages at bero på, at voldtægtsbegrebet efter dansk ret på dette punkt formentlig er mere vidtrækkende end efter svensk ret, idet voldtægt efter dansk ret også omfatter tilfælde, hvor forurettede forholder sig fuldstændig passivt på grund af en underforstået trussel om vold, som ligger i situationen.

Det svenske forslag om en ny opsamlende samtykkebaseret bestemmelse er endvidere møntet på tilfælde svarende til de forvekslingssituationer, der i Danmark er omfattet af straffelovens § 221, 2. led (idet der i Sverige ikke findes en bestemmelse svarende til den danske § 221).

Efter Straffelovrådets opfattelse vil der imidlertid ikke være noget vundet ved at erstatte den mere præcise bestemmelse i § 221, 2. led, med en mere generel og upræcis opsamlende bestemmelse om samleje uden samtykke.

Som det fremgår, er de to hovedsituationer, som det svenske forslag om en ny opsamlende samtykkebaseret bestemmelse er møntet på, således efter dansk ret allerede efter gældende ret omfattet af særskilte, mere præcise bestemmelser, nemlig henholdsvis voldtægtsbestemmelsen og § 221, 2. led.

En eventuel ny samtykkebaseret opsamlende bestemmelse ville således få et væsentligt snævrere anvendelsesområde end en eventuel tilsvarende svensk bestemmelse. En sådan bestemmelse ville umiddelbart omfatte de overrumplingstilfælde, der er nævnt ovenfor, hvor forurettede simpelt hen ikke kan nå at modsætte sig handlingen. Straffelovrådet foreslår imidlertid, at overrumplingstilfældene fremover skal være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, jf. nærmere ovenfor i kapitel 9, afsnit 5. Dette er parallelt til situationen i Sverige, hvor sådanne tilfælde i dag bedømmes som blufærdighedskrænkelse, men hvor et forslag om at udvide voldtægtsbestemmelsen (der i Sverige også omfatter tilfælde, der i Danmark hører under straffelovens § 218, stk. 2) vil kunne føre til, at sådanne tilfælde fremover i givet fald vil kunne blive anset som voldtægt, jf. SOU 2010:71 side 242.

Om en ny opsamlende samtykkebaseret opsamlende bestemmelse i givet fald vil omfatte andre tilfælde end de nævnte overrumplingstilfælde, vil afhænge af bestemmelsens udformning. Som nævnt er ”samtykke” (og dermed manglende samtykke) til samleje mv. nemlig ikke noget entydigt begreb.

Spørgsmålet angår, hvornår et udtrykt samtykke til samleje ikke anerkendes som et gyldigt samtykke. Efter gældende ret er det tvivlsomt, om der er andre tilfælde end dem, der er omfattet af straffelovens §§ 216-223 a, hvor et udtrykt samtykke til samleje ikke vil være gyldigt, og hvor der derfor i givet fald ville kunne straffes for blufærdighedskrænkelse. Trykt retspraksis foreligger så vidt ses ikke. (De overrumplingstilfælde, som er forekommet i praksis, og hvor der er dømt for blufærdighedskrænkelse, angår tilfælde, hvor der ikke foreligger noget samtykke – hverken udtrykt eller uudtrykt).

Der er næppe tvivl om, at visse trussels- og svigstilfælde efter gældende ret ikke betager et udtrykt samtykke til samleje sin gyldighed. Som eksempler kan nævnes trusler om skilsmisse, samlivsophør, aflysning af ferie eller utroskab eller falske løfter om gaver, ægteskab eller samliv eller vildledning med hensyn til familieforhold, arbejde, indkomst og formue, identitet mv. Mere konkret vil en person, der opnår samleje på følgende måder med viden om, at den anden part kun indvilliger i samleje af den nævnte grund, efter gældende ret ikke begå noget strafbart:

En person, der opnår samleje med sin ægtefælle ved at true med skilsmisse, hvis ægtefællen ikke indvilliger i samleje. Tilsvarende gælder trusler om i givet fald at bringe samlivet til ophør, aflyse en ferie eller indlede et seksuelt forhold til tredjemand.
En person, der opnår samleje ved at love at give en gave (idet pågældende ikke har tænkt sig at opfylde løftet). (En prostitutionskunde, der ikke har til hensigt at betale, begår efter gældende ret heller ikke noget strafbart, men formentlig bl.a. derfor – og fordi kravet på betaling formentlig heller ikke er retsgyldigt – kræver prostituerede i praksis normalt forudbetaling, således at situationen normalt ikke opstår i praksis).
En person, der opnår samleje ved at love ægteskab (idet pågældende ikke har til hensigt at opfylde løftet).
En person, der opnår samleje ved at fortie, at pågældende er gift, eller ved at lyve om sin identitet, indkomst eller formue.
En person, der opnår samleje ved at stille en filmrolle, modeljob eller lignende i udsigt (idet pågældende ikke har til hensigt at opfylde løftet).

Efter Straffelovrådets opfattelse har forhold af denne karakter generelt heller ikke en sådan karakter, at der er grundlag for at overveje en nykriminalisering af sådanne handlinger eller visse af dem. (Med hensyn til spørgsmålet om en eventuel nykriminalisering af betaling for sex henvises til kapitel 19, afsnit 6.3, nedenfor). Så vidt ses vil sådanne forhold heller ikke være omfattet af den foreslåede svenske opsamlende samtykkebaserede bestemmelse. (Betaling for sex er særskilt kriminaliseret i Sverige).

Det er på denne baggrund vanskeligt at forestille sig, hvilke situationer en eventuel ny opsamlende samtykkebaseret bestemmelse skulle omfatte ud over de flere gange nævnte overrumplingstilfælde, som Straffelovrådet foreslår fremover skal være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2. I den svenske betænkning fra 2010 nævnes krav om sex som betingelse for at redde en druknende, krav om sex som betingelse for at hjælpe en person, der i et fremmed land har mistet penge og telefon og står uden mad og husly, og krav om sex som betingelse for at redde en virksomhed fra konkurs (SOU 2010:71 side 229).

Det første eksempel er som også berørt i den svenske betænkning ikke videre praktisk, bl.a. fordi det forekommer urealistisk, at det seksuelle forhold skulle kunne finde sted før redningen fra drukningen. Eksemplet angår således reelt tilfælde, hvor den reddede vælger at opfylde et aftvunget løfte om sex som betaling for redningen. Hvis den reddede nægter at opfylde et sådant aftvunget løfte om sex, vil den reddendes eventuelle forsøg på herefter alligevel at gennemtvinge samleje typisk være omfattet af andre strafbestemmelser, f.eks. voldtægtsbestemmelsen. I øvrigt vil allerede tilbuddet om redning mod sex formentlig kunne anses som en trussel om ikke at hjælpe den druknende, hvilket efter straffelovens § 266, jf. § 253, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Hertil kommer, at en bestemmelse, som uden nærmere angivelse af modaliteterne (i form af tvang, udnyttelse, misbrug mv.) generelt kriminaliserer seksuelt forhold uden samtykke, i realiteten vil kunne føre til, at tiltalte pålægges bevisbyrden for, at der forelå et (gyldigt) samtykke til det seksuelle forhold, selv om denne bevisbyrde vil kunne være meget vanskelig at løfte. Som nærmere beskrevet i kapitel 5, afsnit 2, ovenfor, kan frivillige seksuelle forhold således ikke antages generelt at være præget af, at der indgås nogen aftaler om, sker nærmere drøftelser af eller på anden måde nogen formalisering af den seksuelle aktivitet.

Sammenfattende fungerer straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse i dag bl.a. som en opsamlingsbestemmelse, der omfatter samleje uden (gyldigt) samtykke, der ikke er omfattet af nogen anden bestemmelse, men Straffelovrådets forslag om, at opnåelse af et seksuelt forhold ved overrumpling fremover skal være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, indebærer bl.a., at alle i praksis forekommende tilfælde af seksuelt forhold, som gerningsmanden gennemfører uden forurettedes (gyldige) samtykke, fremover vil være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a. Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en ny særskilt samtykkebaseret opsamlende bestemmelse vedrørende samleje og anden kønslig omgængelse end samleje.

4.2. Strafferammen i § 221

4.2.1. Straffelovrådet har tidligere foreslået, at strafmaksimum i straffelovens § 221 nedsættes fra 6 til 1 år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side 175.

Straffelovrådet har senere udtalt, at hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet kunne tale for et strafmaksimum på 4 års fængsel i straffelovens § 221, men at rådet endvidere kunne tiltræde, at strafmaksimum sænkes til 1 års fængsel, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer side 736.

Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelsen i straffelovens § 221 om udnyttelse af en personforveksling angår forhold, der overordnet set har en sådan sammenlignelig grovhed med de forhold, der er omfattet af bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrug mv. i straffelovens §§ 217-220, at det taler for at anvende samme strafferamme i § 221 som i §§ 217-220. Også § 221 har således til formål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og ligesom for de øvrige bestemmelser gælder det for § 221, at der kan være betydelig variation i grovheden af konkrete overtrædelser.

Straffelovrådet foreslår derfor at nedsætte strafferammen i straffelovens § 221 fra 6 til 4 år, jf. herved om strafferammen i §§ 217-220 henholdsvis kapitel 8, afsnit 3, kapitel 9, afsnit 4.2, kapitel 10, afsnit 4, og kapitel 11, afsnit 4, ovenfor.

Forslaget har den afledede virkning, at de straffeprocessuelle tvangsindgreb, som kræver mindst 6 år i strafferammen, ikke længere vil kunne anvendes i forhold til overtrædelser af straffelovens § 221. Forslaget har endvidere den afledede virkning, at forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 221 forkortes fra 10 til 5 år.

Efter Straffelovrådets opfattelser taler disse afledede konsekvenser ikke imod den foreslåede nedsættelse af strafferammen, da der reelt blot er tale om en normalisering, hvor straffelovens § 221 bringes på linje med bestemmelserne i §§ 217-220, idet forhold omfattet af § 221 generelt ikke efter deres art har en grovere karakter end forhold, der er omfattet af §§ 217-220.

Det bemærkes herved også, at den gældende § 218 (tidligere § 217) oprindelig havde en strafferamme på fængsel fra 3 måneder til 8 år, som i 1965 blev nedsat til fængsel indtil 6 år og i 1967 til fængsel indtil 4 år, og at den gældende § 217 (tidligere § 218) oprindelig havde en strafferamme på fængsel indtil 6 år, som i 1967 blev nedsat til 4 år. Strafferammen på fængsel indtil 6 år i § 221 har derimod været gældende uden ændringer siden straffelovens ikrafttræden i 1933.

4.2.2. Med hensyn til strafniveauet anvendes den gældende bestemmelse i § 221 så sjældent, at det er vanskeligt at tale om et eksistrende strafniveau.

De straffe, der rent faktisk er udmålt i de eneste tre trykte domme, der er afsagt i de seneste 50 år – fængsel i henholdsvis 60 dage, 4 måneder og (for så vidt angår § 221-forholdet i sagen) 6 måneder – giver dog ikke Straffelovrådet anledning til bemærkninger som sådan. De straffe, der ifølge de statistiske oplysninger er udmålt i utrykt praksis – fængsel fra 30 dage til 6 måneder – giver heller ikke Straffelovrådet anledning til særlige bemærkninger.

Efter Straffelovrådets opfattelse ligger disse straffe således inden for, hvad der må anses for at være en passende straf for en enkeltstående overtrædelse af straffelovens § 221, således at den nærmere straffastsættelse bl.a. sker ud fra det seksuelle forholds nærmere karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje og i givet fald hvilken form for seksuelt forhold), om der er tale om forsøg, forurettedes alder, stedet for overgrebet, herunder om gerningsmanden er trængt ind hos forurettede, og de omstændigheder, under hvilke gerningsmanden mødte forurettede, herunder karakteren af et eventuelt forudgående bekendtskab.

At det beskrevne strafniveau kan anses for passende, skal også ses i lyset af, at de foreliggende trykte domme om overtrædelse af § 221 typisk angår tilfælde, hvor gerningsmanden indfinder sig hos en sovende forurettet, og hvor overtrædelsen af straffelovens § 221 efter Straffelovrådets opfattelse i grovhed ligger et trin under grovheden af en overtrædelse under i øvrigt tilsvarende omstændigheder af straffelovens § 218, stk. 2. Efter Straffelovrådets opfattelse bør det således alt andet lige anses for mere alvorligt at indlede et seksuelt forhold, mens forurettede stadig sover, sammenlignet med at indlede et seksuelt forhold, efter at forurettede er vågnet, men forveksler gerningsmanden med en anden. Straffelovrådet foreslår, at udgangspunktet for strafudmålingen for en enkeltstående fuldbyrdet overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, fremover skal være 8 måneders fængsel (jf. herom kapitel 9, afsnit 4.2, ovenfor), og udgangspunktet for strafudmålingen for den typiske overtrædelse af straffelovens § 221 bør i lyset heraf fortsat være noget lavere end dette.

Straffelovrådet bemærker for fuldstændighedens skyld, at rådet ikke uden nærmere kendskab til den konkrete sag kan vurdere den straf på fængsel i 3 år, som ifølge de statistiske oplysninger blev idømt i 1989 i en sag, hvor overtrædelse af straffelovens § 221 var hovedforholdet. Rådet antager, at der muligvis har været tale om en fællesstraf, som inkluderede en tidligere betinget dom eller en reststraf efter en prøveløsladelse.

Kapitel 13: Straffelovens § 222 – børn under 15 år

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 222

Efter straffelovens § 222, stk. 1, straffes den, som har samleje med et barn under 15 år, med fængsel indtil 8 år. Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til fængsel indtil 12 år, hvis barnet har været under 12 år, eller gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler. Endvidere følger det af bestemmelsens stk. 3, at det ved fastsættelsen af straffen efter bestemmelsens stk. 1 og stk. 2, 1. led, skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

Straffelovens § 222 indeholder ligesom straffelovens § 219 og § 223, stk. 1, et absolut forbud mod samleje med bestemte personer. Det er ikke afgørende, om barnet har samtykket, og det er også uden betydning for ansvarsbedømmelsen, om det er den ene eller den anden part, der har taget initiativet, eller om der har været tale om udnyttelse.

Om begrebet samleje i straffelovens § 222 henvises til kapitel 7, afsnit 4.5.3, ovenfor. Fuldbyrdelsen af forbrydelsen sker efter § 222 ved samlejet.

Bestemmelsen i § 222 finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Subjektivt kræver § 222, at der er handlet med forsæt. Strafansvar kan imidlertid også ifaldes, hvis gerningspersonen har handlet uagtsomt i forhold til sin opfattelse af barnets alder, jf. straffelovens § 226, der er behandlet i kapitel 17 nedenfor.

Straffen for overtrædelse af § 222, stk. 1, er fængsel i indtil 8 år. Efter § 222, stk. 2, forhøjes dette maksimum til 12 år, hvis barnet har været under 12 år, eller gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler. Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999), side 54, anfører herom bl.a. følgende:

”Dette kan forekomme upræcist i betragtning af at strfl. ellers beskriver ulovlig tvang og trusler i mere bestemte vendinger. Man må anse det for overladt til domstolene at afgøre i de enkelte tilfælde om tvang (af en eller anden art) eller trusler (om et eller andet) er anvendt med forsæt til at tvinge barnet og faktisk har virket tvingende. Det må herved tages i betragtning, at et barn under 15 år kan trues og tvinges på andre måder end voxne.”

Forligger der både voldtægt efter straffelovens § 216 og overtrædelse af § 222, stk. 2, straffes der for de to forbrydelser i sammenstød, også selv om tvangen og truslerne er omfattet af begge bestemmelser, jf. Jørn Vestergaard m.fl., Strafferet – Forbrydelser og andre strafbare forhold (2009), side 103-104 og Knud Waaben, a.st., side 54.

Baggrunden for indsættelsen af stk. 3 var – som det fremgår af afsnit 1.2.11 nedenfor – i forhold til strafudmålingen at sidestille sager om samleje med børn under 15 år, jf. § 222, med sager om voldtægt (mod voksne), jf. § 216, selv om der ikke blev anvendt vold eller trusler om vold som middel til at opnå samleje med barnet. Om anvendelsen af straffelovens § 222, stk. 3, er følgende anført i lovforslagets specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 6485:

”Hvis der er tale om et mindre barn, dvs. i alderen op til 10-11 år, vil der være en formodning for, at gerningsmanden har udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed til at opnå (eller forsøge at opnå) samlejet med barnet, selv om der ikke er anvendt vold eller trusler herom. Formodningen vil være stærkere, jo yngre barnet er, og jo mere intenst overgrebet er. Hvis barnet er i alderen 12-14 år vil det i højere grad end for de mindre børn bero på en individuel vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om gerningsmanden kan antages at have udnyttet en sådan overlegenhed.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. kunne finde anvendelse, hvor en voksen f.eks. har opbygget et særligt tillidsforhold mellem sig og barnet og på den måde skabt en situation, hvor barnet kan have særligt vanskeligt ved at sige fra over for den voksne. Det vil bl.a. kunne være tilfældet, hvor gerningsmanden er nært beslægtet med barnet, eller hvor gerningsmanden fungerer som idrætsleder mv.

Udnyttelse af psykisk overlegenhed vil bl.a. også kunne foreligge i tilfælde, hvor en voksen person uden tvang eller trusler har opnået samleje med et barn ved at lokke med forskellige former for gaver, underholdning eller lignende som ”modydelse” for et seksuelt samkvem.”

Herudover fremgår det af lovforslagets specielle bemærkninger, at der ved vurderingen af, om gerningsmanden har udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed, bør lægges vægt på aldersforskellen mellem gerningsmanden og forurettede og på, om gerningsmanden har opsøgt forurettede og taget initiativ til overgrebet.

Om bestemmelsen i § 222 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 309-11, Knud Waaben, a.st., side 52-57, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret – Speciel Del (1955) side 200-201, Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 516 og Jørn Vestergaard m.fl, a.st., side 103-104.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 222 følgende ordlyd:

”§ 222. Den, som har Samleje med et Barn under 15 Aar, straffes med Fængsel indtil 12 Aar.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 207 samt side 202. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 201 samt side 189 og udkast af 1923 (U III) § 202 samt spalte 321-322. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3373 (§ 224).

Borgerlig straffelov fra 1930 indeholdt herudover en regel i § 225, stk. 2, om straf af fængsel indtil 6 år for den, som øver kønslig usædelighed med en person af samme køn under 18 år, idet straffen dog kunne bortfalde, når de pågældende var hinanden omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling. Bestemmelsen indebar, at der – indtil 1976, jf. afsnit 1.2.6 nedenfor – gjaldt en højere seksuel lavalder på 18 år for homoseksuelle forhold, men oprindelig med en lavere strafferamme, herunder for homoseksuelle forhold til børn under 15 år. Om § 225 henvises i øvrigt til kapitel 16, afsnit 1.2.

1.2.2. Lovændringen i 1939

Ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930 foretoges en deling af strafferammen i § 222, således at strafferammen i bestemmelsens stk. 1 blev nedsat til fængsel i indtil 6 år, og der blev indsat et stk. 2 i bestemmelsen. Bestemmelsen havde herefter følgende ordlyd:

”§ 222. Den, som har Samleje med et Barn under 15 Aar, straffes med Fængsel indtil 6 Aar.

Stk. 2. Har Barnet været under 12 Aar, eller har Gerningsmanden forskaffet sig Samlejet ved Tvang, der dog ikke falder ind under § 216, eller ved Fremsættelse af Trusler, kan Straffen stige til Fængsel indtil 12 Aar.”

Baggrunden for nedsættelsen af strafferammen i bestemmelsens stk. 1 var, at sager om overtrædelse af § 222 som følge af den dagældende affattelse af retsplejelovens § 687 var blevet behandlet som nævningesager, selv om den største del af sagerne havde drejet sig om samleje med piger mellem 14 og 15 år, som var faldet ud til straffe af fængsel mellem 3 og 6 måneder. Dog fandtes det hensigtsmæssigt at bevare den eksisterende strafferamme på fængsel indtil 12 år i sager af grovere karakter, hvor barnet var under 12 år, eller hvor gerningsmanden forskaffede sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, jf. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, spalte 3775.

1.2.3. Lovændringen i 1972

Som en konsekvens af nedsættelsen af strafferammen for voldtægt efter straffelovens § 216 ved en lovændring i 1967 fra fængsel i 1 år til 16 år til fængsel i indtil 10 år – se nærmere herom ovenfor i kapitel 7, afsnit 1.2.3 – blev strafferammen i straffelovens § 222, stk. 2, ved lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.) ændret fra fængsel indtil 12 år til fængsel indtil 10 år. Som begrundelse herfor fremgår af lovforslagets bemærkninger, at strafferammen i § 222, stk. 2, i hvert fald ikke burde være højere end strafferammen i § 216, jf. Folketingstidende 1971-1972, tillæg A, spalte 555.

1.2.4. Lovforslag om nedsættelse af den seksuelle lavalder i 1973

Ved lovforslag nr. L 193 om ændring af borgerlig straffelov (Mindre berigelsesforbrydelser m.m.) fremsat den 6. februar 1973 blev det foreslået, at aldersgrænsen i straffelovens § 222, stk. 1, blev nedsat til 14 år, og at straffelovens § 225, stk. 2 (om homoseksuelle forhold til personer under 18 år) blev ophævet. Det fremgår af lovforslaget, at spørgsmålet om nedsættelse af aldersgrænsen for heteroseksuelt forhold havde været rejst i den offentlige debat, særligt i relation til piger under 15 års mulighed for svangerskabsforebyggende vejledning og svangerskabsforebyggende midler, og at Justitsministeriet på den baggrund havde indhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Følgende fremgår af lovforslagets bemærkninger om baggrunden for forslaget, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 5139:

”Selv om en nedsættelse af den i straffeloven fastsatte lavalder for heteroseksuelt samkvem således efter retslægerådets opfattelse ikke vil være ganske uden risici, finder rådet dog alt taget i betragtning ikke fornødent grundlag for at udtale sig imod, at aldersgrænsen nedsættes fra 15 år til 14 år.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at udviklingen siden fastsættelsen af den nuværende aldersgrænse må medføre, at straffelovens aldersgrænse for heteroseksuelt forhold nu nedsættes til 14 år. Efter en sådan nedsættelse vil det være naturligt, at der gives unge piger mellem 14 og 15 år svangerskabsforebyggende vejledning, ligesom svangerskabsforebyggende midler vil kunne ordineres dem.”

Om baggrunden for forslaget om at ophæve straffelovens § 225, stk. 2, fremgår følgende af lovforslagets bemærkninger:

”Efter de foreliggende oplysninger [to udtalelser fra Retslægerådet] må man gå ud fra, at der ikke består nogen større risiko for, at homoseksuelle forhold bevirker en fiksering af en homoseksuel driftsretning hos unge mennesker. Under hensyn hertil samt til, at risikoen for, at unge mennesker gennem homoseksuelle forhold kan komme ud i sociale vanskeligheder, synes at være mindre end tidligere antaget, finder justitsministeriet det rettest, at heteroseksuelle og homoseksuelle forhold undergives samme strafferetlige behandling.”

Det fremgår af Retsudvalgets betænkning af 23. maj 1973 over lovforslag nr. L 193, at forslagene om nedsættelse af aldersgrænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og ophævelse af straffelovens § 225, stk. 2, af tidsmæssige grunde blev udskudt til næste folketingsår, jf. Folketingstidende, tillæg B, spalte 2245-46.

Ved lovforslag om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af retsplejeloven og af lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp fremsat den 7. november 1973 blev de nævnte forslag om nedsættelse af aldersgrænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og ophævelse af straffelovens § 225, stk. 2, fremsat på ny. Baggrunden for forslaget var den samme, som er gengivet ovenfor.

Lovforslaget nåede ikke at komme til 1. behandling i Folketinget inden samlingens afslutning, idet folketingsvalg blev afholdt den 4. december 1973.

1.2.5. Straffelovrådets udtalelse nr. 747/1975 om strafferetlige aldersgrænser for seksuelle forhold

Straffelovrådet overvejede i udtalelse nr. 747/1975 om strafferetlige aldersgrænser for seksuelle forhold, om strafansvaret i straffelovens § 222 skulle knyttes til en fast aldersgrænse, eller om strafansvaret burde bero på en konkret bedømmelse af forholdene i det enkelte tilfælde, således at den strafferetlige beskyttelse af børn og unge kunne begrænses til tilfælde, hvor det seksuelle forhold var opnået gennem en konkret uheldig påvirkning. Straffelovrådet var af den opfattelse, at det strafferetlige værn for børn og unge mod seksuelle forhold fortsat burde finde udtryk i regler, der knyttede strafansvaret til en fast aldersgrænse. Baggrunden for denne opfattelse var bl.a., at en regel indeholdende en aldersgrænse gav langt den klareste vejledning med hensyn til, under hvilke omstændigheder seksuelt forhold kunne etableres uden strafrisiko for den ældste part, at en konkret bedømmelse uafhængig af aldersgrænser ville volde store vanskeligheder i retsanvendelsen, derved at denne ville give domstolene ringe vejledning, og at en regel, som var uafhængig af aldersgrænser, kunne indebære vanskeligheder i forbindelse med bevisførelsen, jf. side 17-18 i udtalelsen.

Straffelovrådet overvejede endvidere, om der skulle indsættes en bestemmelse i § 222 om strafbortfald i tilfælde, hvor gerningsmanden og den mindreårige var omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling. Straffelovrådet fandt imidlertid ikke, at en sådan bestemmelse ville få nogen nævneværdig praktisk betydning, da bl.a. anklagemyndigheden frafaldt påtale for overtrædelse af § 222, stk. 1, selv når der forelå en ikke ubetydelig aldersforskel mellem gerningsmanden og den mindreårige, jf. side 18 i udtalelsen.

Desuden overvejede Straffelovrådet, om aldersgrænsen for heteroseksuelt forhold i straffelovens § 222, stk. 1, skulle sættes ned. Straffelovrådet vurderede bl.a. på baggrund af udtalelser fra sagkyndige om de fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger af påbegyndelse af seksuelle forhold på et tidligt alderstrin, at aldersgrænsen i straffelovens § 222, stk. 1, burde sættes ned til 14 år. Følgende fremgår bl.a. af udtalelsen om Straffelovrådets overvejelser (side 24):

”Det er Straffelovrådets opfattelse, at en 14 års grænse – eller måske en lidt lavere grænse – i dag ville svare til den 15 års grænse, der blev fastsat i 1930, for så vidt udgangspunktet tages i antagelser om børns udvikling.

Efter lektor Berl Kutchinskys redegørelse ser det ud til, at alderen for den seksuelle debut er faldende og har været faldende gennem de sidste generationer. […]

Meget taler for, at en grænse ved 14 år ville være mere forsvarlig, såfremt man vil undgå betænkelighederne ved en strafferetlig normering i strid med en adfærd, der faktisk forekommer og accepteres i betydeligt omfang.”

Straffelovrådet overvejede herudover i forlængelse af rådets overvejelser vedrørende nedsættelse af aldersgrænsen for heteroseksuelle forhold, om aldersgrænsen i den dagældende straffelovs § 225, stk. 2, om homoseksuelle forhold skulle nedsættes tilsvarende. Straffelovrådet fandt, at der ikke var afgørende betænkeligheder ved at nedsætte grænsen for straffrit homoseksuelt forhold til 14 år. Straffelovrådet anførte i den forbindelse følgende (side 32):

”Der må lægges stor vægt på de ovenfor anførte synspunkter med hensyn til værdien af en social accept af homoseksualitet og ønsket om at modvirke den diskriminering, der er en følge af strafferetlige særregler.”

1.2.6. Lovændringen i 1976 vedrørende den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold

Ved lov nr. 195 af 28. april 1976 om ændring af borgerlig straffelov (Forbrydelser mod kønssædeligheden) blev straffelovens § 225, stk. 2, ophævet. Lovforslaget var fremsat af medlemmer af Socialistisk Folkeparti. Det fremgår af lovforslaget, at baggrunden for ophævelsen var at indføre samme lavalder for homoseksuelle som for heteroseksuelle forhold. I bemærkningerne til lovforslaget anførte forslagsstillerne endvidere – under henvisning til lovforslag nr. L 193 af 6. februar 1973 og lovforslag af 7. november 1973 (som er beskrevet i afsnit 1.2.4. ovenfor) – at de anså det for tvivlsomt, at der kunne skabes tilslutning til en generel sænkning af den seksuelle lavalder, hvorfor man valgte at bevare den på 15 år, jf. Folketingstidende 1975/76, tillæg A, spalte 2263-2264.

1.2.7. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik straffelovens § 222, stk. 1 og 2, når der ses bort fra strafferammerne, deres nuværende ordlyd. Forbeholdet i straffelovens § 222, stk. 2, om, at tvang, der faldt ind under straffelovens § 216, ikke var omfattet af bestemmelsen, blev således taget ud af bestemmelsen. Forbeholdet blev taget ud af bestemmelsen, fordi strafferammen i straffelovens § 216 blev sat ned til fængsel i indtil 6 år, hvorfor det fandtes rigtigst at fjerne forbeholdet vedrørende § 216 i § 222, stk. 2, jf. side 51 i betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse, som lovforslaget byggede på.

1.2.8. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Straffelovrådets drøftelse af strafferammerne i § 222 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse skete med udgangspunkt i domstolenes strafudmåling (side 173-74):

”Overtrædelser af § 222, stk. 1, straffes i almindelighed med 3-4 måneders fængsel – eventuelt betinget –, men der forekommer også strengere straffe på 8 måneder eller endog op til ca. 2 år, navnlig i tilfælde, hvor der er tale om kønsligt forhold over længere tid eller til flere forskellige personer under 15 år.

Efter § 222, stk. 2, er idømt straffe på 2-3 år og i et enkelt tilfælde forvaring efter § 70.

For overtrædelser af § 223, stk. 1, foreligger en række domme til straffe – herunder betingede – mellem 3 måneder og 1 år. Det drejer sig dog til dels om tilfælde, hvor også andre bestemmelser er overtrådt, f.eks. § 219 eller § 222. Der fore-kommer i vore dage praktisk talt aldrig domfældelser for forførelse efter § 223, stk. 2.

I det foregående er set bort fra tilfælde, hvor et efter § 222 strafbart forhold tillige er omfattet af § 210 om incest (…).

Straffelovrådet finder, at strafferammen i § 222, stk. 1, kan nedsættes fra 6 til 4 år og strafferammen i § 222, stk. 2, fra 10 til 6 år. Forhold, der er strafbare efter stk. 2, [1.] led (samleje med barn under 12 år), vil i praksis ofte være begået i fa-milieforhold og ikke nødvendigvis under anvendelse af vold eller anden tvang. Disse forhold vil derfor ofte tillige være strafbare efter straffelovens § 210 om incest. Forhold, der er strafbare efter § 222, stk. 2, 2. led (samleje med et barn under 15 år under anvendelse af tvang eller trusler) vil for så vidt angår de grove tilfælde typisk tillige være omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov voldtægt eller § 224, således at det gældende strafmaksimum på 10 års fængsel for disse grove forhold bevares.”

1.2.9. Lovændringen i 2002

Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) fik straffelovens § 222 sine nuværende strafferammer på henholdsvis 8 og 12 år. Ændringerne af strafferammerne i § 222 blev foreslået under lovforslagets behandling i Folketinget. Af Retsudvalgets betænkning af 16. maj 2002 over lovforslag nr. L 118 fremgår det bl.a. af forslagsstillernes (Socialdemokratiets) bemærkninger til ændringen, at formålet med forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 var, at man ønskede parallelitet mellem strafferammerne for voldtægt (§ 216) og strafferammerne for seksuelt misbrug af børn (§ 222). Endvidere fremgår følgende af forslagsstillernes bemærkninger til ændringen, jf. Folketingstidende 2001/02 (2. samling), tillæg B, side 1289:

”Forslagsstillerne anser det for ganske uforklarligt, hvis Folketinget med ændringen af straffeloven fastlægger en strafferamme på henholdsvis 8 og 12 år for voldtægt uden samtidig at hæve strafferammerne for seksuelt misbrug af børn tilsvarende. Disse to paragraffer har hidtil haft parallelitet i strafferammerne, og forslagsstillerne ønsker, at denne parallelitet fortsat eksisterer efter lovens vedtagelse.”

Yderligere gav et flertal i Retsudvalget (Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti), der tilsluttede sig ændringsforslaget, i betænkningen udtryk for, at straffelovens § 222 til dels bygger på de samme beskyttelseshensyn som straffelovens § 216, men at straffelovens § 222 også omhandler forhold, hvor der ikke umiddelbart er sammenfald med de beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen i straffelovens § 216 om voldtægt, jf. Folketingstidende 2001/02 (2. samling), tillæg B, side 1284. Eksempelvis omfatter straffelovens § 222, stk. 1, det tilfælde, at en 16-årig har samleje med en 14-årig, uden at der har været anvendt tvang mv., og tilfælde af denne karakter vil i praksis ofte blive afgjort med et tiltalefrafald.

1.2.10. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

I Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer anføres følgende om strafferammen i straffelovens § 222 (side 737):

”Efter Straffelovrådets opfattelse ville en delt strafferamme svarende til den tidligere gældende på 6 og 10 års fængsel i § 222 stadig være passende, også når hensyn tages til den skærpelse af strafniveauet for seksuel omgang med børn, som kom til udtryk under udvalgsbehandlingen af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er (…) samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser. Det er under rådets drøftelse på ny fremhævet (sml. 1987 betænkningen (…)), at det ved vurderingen af strafferammerne i § 222 skal haves for øje, at forhold som straffes efter § 222, stk. 2, 1. led (samleje med barn under 12 år), i praksis ofte vil være begået i familieforhold og ikke nødvendigvis under anvendelse af vold eller tvang af den art, som omfattes af de strafferetlige begreber ”vold” og ”tvang”. Disse forhold vil derfor ofte tillige være strafbare efter straffelovens § 210 om incest, sml. denne betænknings kapitel 22 om forbrydelser i familieforhold, pkt. 3.5, hvor rådet anbefaler strafmaksimum på 6 års fængsel opretholdt uændret ved samleje mv. med slægtning i nedstigende linje under 18 år. Forhold, der er strafbare efter § 222, stk. 2, 2. led (samleje med barn under 15 år under anvendelse af tvang eller trusler), vil for så vidt angår de grove tilfælde typisk tillige være omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov voldtægt, efter omstændighederne sammenholdt med §§ 224 eller 225, og dermed undergivet det for disse forhold skærpede strafmaksimum”

1.2.11. Lovændringen i 2008

Ved lov nr. 501 af 17. juni 2008 om ændring af straffeloven (Strafskærpelse for visse sager om seksuelt misbrug af børn) blev stk. 3 indsat i § 222. Baggrunden herfor var, at der i en række tilfælde fandtes at være grundlag for med hensyn til strafudmålingen at sidestille sager om samleje med børn under 15 år, jf. straffelovens § 222, med sager om voldtægt (mod voksne), jf. straffelovens § 216, selv om der ikke var anvendt vold eller trusler om vold som middel til at opnå samleje med barnet, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 6480.

Lovforslaget byggede på en udtalelse fra Straffelovrådet af april 2008 om strafniveauet i sager om seksuelt misbrug af børn. Rådets udtalelse blev gengivet i lovforslagets bemærkninger, og følgende fremgår heraf vedrørende baggrunden for straffelovens § 222, stk. 3, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 6481:

”Straffelovrådet finder imidlertid, at der ud fra en vurdering af strafværdigheden af de krænkelser, der er omfattet af henholdsvis straffelovens § 222 og § 216, jf. §§ 224 og 225, kan være grundlag for ved strafudmålingen at sidestille seksuelle overgreb mod mindreårige med voldtægt (mod voksne) i tilfælde, hvor voksnes samleje mv. med børn under 15 år må antages at være opnået ved en udnyttelse af den voksnes fysiske og psykiske overlegenhed i forhold til barnet.

I tilfælde, hvor en voksen f.eks. opnår vaginalt eller analt samleje med et barn, vil det således efter Straffelovrådets opfattelse ofte ikke være nødvendigt for gerningsmanden at anvende tvang eller trusler eller konkret at skræmme barnet til at underkaste sig det seksuelle overgreb, idet gerningsmandens fysiske og psykiske overlegenhed i forhold til barnet og eventuelt barnets manglende forståelse af overgrebet gør det muligt for gerningsmanden at gennemføre de strafbare forhold uden at anvende vold (f.eks. i form af fastholdelse) eller trusler om vold.

Straffelovrådet finder, at den forurettedes unge alder sammen med det forhold, at gerningsmanden har udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed til at få barnet til at underkaste sig overgrebet, uden at det har været nødvendigt at anvende vold eller trusler om vold, kan siges at ”opveje”, at der ikke som i voldtægtssagerne er anvendt vold eller trusler herom, således at strafniveauet i sådanne sager bør være det samme, hvis sagerne i øvrigt er sammenlignelige. (…)

Straffelovrådet finder, at der som udgangspunkt vil være grundlag for at sidestille sager om samleje med børn (Straffelovens § 222) med sager om voldtægt mod voksne (straffelovens § 216), når barnet har været op til 10-11 år. I sådanne sager indebærer forurettedes alder således efter rådets opfattelse normalt i sig selv, at f.eks. et vaginalt eller analt samleje med et barn må anses for at være opnået gennem udnyttelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed, selv om der ikke er anvendt vold eller trusler herom.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil der efter omstændighederne også kunne være grundlag for at sidestille sager om samleje med børn i alderen 12-14 år med sager om voldtægt mod voksne, men i forhold til overgreb mod børn i denne aldersgruppe vil det efter rådets opfattelse i højere grad end ved overgreb mod mindre børn bero på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, om gerningsmanden kan anses for at have udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed. (…)

Til brug for Straffelovrådets overvejelser har Rigsadvokaten udarbejdet et notat med en redegørelse for retspraksis vedrørende sager om samleje med børn under 15 år og sager om kontaktvoldtægt.

På baggrund af Rigsadvokatens redegørelse bemærker Straffelovrådet, at der er sket en skærpelse af det strafniveau, der var gældende forud for ændringen i 2002 af bl.a. straffelovens §§ 216 og 222. Straffelovrådet anfører samtidig, at det ud fra de foreliggende domme er vanskeligt præcist at vurdere, om der efter gældende udmålingspraksis fuldt ud er parallelitet i strafniveauet imellem de ovenfor omtalte sager.

Straffelovrådet finder på den baggrund, at der kan være anledning til at sikre paralleliteten i strafniveauet ved en lovbestemmelse om strafudmålingen i sager, hvor den voksne har udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed i forhold til barnet. (…)

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at der i en række tilfælde er grundlag for med hensyn til strafudmålingen at sidestille sager om samleje med børn under 15 år, jf. straffelovens § 222, med sager om voldtægt (mod voksne), jf. straffelovens § 216, selv om der ikke er anvendt vold eller trusler om vold som middel til at opnå samleje med barnet. Har der været tale om voldtægt af et barn, vil straffen være strengere end ved en i øvrigt tilsvarende voldtægt begået mod en voksen. Har der ikke været tale om voldtægt, men om udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed uden brug af vold eller trusler, er Justitsministeriet enig i, at straffen i sager, der i øvrigt er sammenlignelige, ikke bør være lavere end ved voldtægt begået mod en voksen. Justitsministeriet kan således tilslutte sig, at den udnyttelse, der har været tale om, sammen med ofrets alder ved strafudmålingen bør ”opveje”, at der ikke er anvendt vold (herunder fastholdelse) eller trusler om vold.”

2. Strafferammen i § 222

2.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveau

2.1.1. Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) blev strafferammerne i straffelovens § 222, stk. 1 og 2, forhøjet fra henholdsvis fængsel indtil 6 år og 10 år til fængsel indtil 8 år og 12 år.

Forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222, stk. 1 og 2, blev foreslået under lovforslagets behandling i Folketinget. Følgende bemærkninger fra forslagsstillerne fremgår af Retsudvalgets betænkning af 16. maj 2002 over lovforslaget, jf. Folketingstidende 2001-2002 (2. samling), tillæg B, side 1289:

”Forslagsstillerne forestiller sig en strafforøgelse for seksuelt misbrug af børn, som forholdsmæssigt vil svare til forøgelsen af voldtægtsstraffen. Forslagsstillerne anser det for ganske uforklarligt, hvis Folketinget med ændringen af straffeloven fastlægger en strafferamme på op til henholdsvis 8 og 12 år for voldtægt uden samtidig at hæve strafferammerne for seksuelt misbrug af børn tilsvarende.”

Endvidere gav et flertal i Retsudvalget, der tilsluttede sig ændringsforslaget, udtryk for følgende i Retsudvalgets betænkning, jf. Folketingstidende 2001-2002 (2. samling), tillæg B, side 1289:

”Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti går i den forbindelse ud fra, at forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke ændrer ved den betydelige nuancering i den konkrete strafudmåling i sager omfattet af straffelovens § 222, hvor der som påpeget kan være endog meget betydelige forskelle i karakteren og grovheden af den enkelte overtrædelse af bestemmelsen. Eksempelvis forudsættes det, at den nævnte praksis, hvorefter en ung persons samleje med en 14-årig efter omstændighederne vil kunne afgøres med et tiltalefrafald, vil blive videreført.

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti går også ud fra, at forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke vil føre til væsentlige begrænsninger i den eksisterende mulighed for i sædelighedssager at idømme en betinget dom med vilkår om behandling i tilfælde, hvor strafniveauet i dag ligger mellem 4-6 måneders fængsel og fængsel i 1 år og 6 måneder, og hvor der ikke er anvendt vold eller ulovlig tvang.”

2.1.2. Ved lov nr. 501 af 17. juni 2008 om ændring af straffeloven (Strafskærpelse for visse sager om seksuelt misbrug af børn) blev stk. 3 indsat i § 222. Straffelovens § 222, stk. 3, indebærer, at det ved fastsættelsen af straffen efter bestemmelsens stk. 1 og stk. 2, 1. led, skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.

Vedrørende hvordan straffelovens § 222, stk. 3, fremover bør anvendes ved strafudmålingen, fremgår følgende af lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstinde 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 6484:

”Straffelovrådet anfører, at straffen for et enkelt samleje med et barn i alderen 10-14 år, der er opnået ved udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed, bør ligge på niveau med normalstraffen for et enkelt tilfælde af kontaktvoldtægt mod en voksen, mens straffen efter rådets opfattelse bør ligge på niveau med den lidt strengere normalstraf for et enkelt tilfælde af overfaldsvoldtægt, hvis barnet er under 10 år. Under hensyn til overgrebets karakter i de omhandlede tilfælde, hvor samleje mv. med et barn er opnået ved udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed, og hvor barnet derfor må antages normalt at have særligt svært ved at sige fra over for gerningsmanden, finder Justitsministeriet imidlertid, at straffen for et fuldbyrdet samleje med et barn under 15 år i de pågældende tilfælde normalt bør ligge på niveau med normalstraffen for overfaldsvoldtægt uanset barnets alder.

Det forudsættes således med lovforslaget, at straffen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet samleje med et barn under 15 år som udgangspunkt bør være omkring 2 år og 6 måneders fængsel, når samlejet er opnået ved udnyttelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed. Er der alene tale om forsøg, bør straffen for et enkeltstående tilfælde normalt ligge fra 1 år og 6 måneders fængsel til 1 år og 9 måneders fængsel, svarende til normalstraffen for et forsøg på overfaldsvoldtægt.

Er der ikke tale om samleje, men alene om anden kønslig omgængelse end samleje, jf. straffelovens §§ 224 og 225, forudsættes straffen for et enkeltstående tilfælde tilsvarende forhøjet, idet der her som anført af Straffelovrådet fortsat bør være en betydelig nuancering i den konkrete strafudmåling.

Det er væsentligt at fremhæve, at de anførte strafpositioner alene vedrører enkeltstående tilfælde af seksuelle overgreb mod børn, og at straffen som anført af Straffelovrådet som hidtil efter omstændighederne vil være langt højere i tilfælde, hvor gerningsmanden har begået flere eller særligt grove forhold, herunder hvor der er tale om mere vedvarende overgreb eller overgreb af særligt krænkende karakter.

Som anført af Straffelovrådet er de angivne strafpositioner alene generelle udgangspunkter. Strafudmålingen i de enkelte sager vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens omstændigheder, og de angivne strafpositioner vil således kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der foreligger yderligere skærpende omstændigheder henholdsvis formildende konkrete omstændigheder.”

2.1.3. Rigsadvokaten har siden 2004 afgivet årlige redegørelser om strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 1 og 2, efter strafskærpelsen i 2002. Endvidere har Rigsadvokaten siden 2009 inddraget strafskærpelsesbestemmelsen i § 222, stk. 3, i redegørelserne. Redegørelserne bygger på en gennemgang af en lang række konkrete straffesager.

Redegørelserne har vist, at strafskærpelserne gennemgående har slået igennem i praksis, således at domstolene i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 gennemgående har forhøjet straffene i overensstemmelse med tilkendegivelserne om strafniveauet, der blev udtrykt ved lovændringerne i 2002 og 2008.

I redegørelserne har Rigsadvokaten særligt anført, at det grundet manglen på redegørelser om strafniveauet forud for strafskærpelsen i 2002 og de undersøgte sagers vidt forskellige karakter er vanskeligt at foretage en vurdering af strafniveauet. Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a. fremhævet følgende vedrørende sagernes forskellighed:

”[O]vergreb efter straffelovens § 222 varierer fra anden kønslig omgængelse end samleje i kæresteforhold til voksne personers længerevarende og meget grove misbrug af mindre børn. Sagernes omstændigheder har også været meget forskellige afhængig af f.eks. misbrugets karakter og varighed, antallet af overgreb, forurettedes alder, antallet af forurettede, eventuel anvendelse af tvang eller pression samt forholdet mellem tiltalte og forurettede, herunder om der f.eks. har bestået et særligt tillids- eller afhængighedsforhold.”

Der er i Rigsadvokatens redegørelser taget udgangspunkt i en opdeling af sagerne om overtrædelse af straffelovens § 222 i følgende fem kategorier efter relationen mellem gerningsmanden og forurettede: 1) kæresteforhold og andre kærestelignende relationer, 2) familieforhold, 3) pasningsforhold, 4) betroet til undervisning eller lignende og 5) andre tilfælde, som ikke har været mulige at kategorisere.

Sager, hvor forholdet tillige er henført til straffelovens § 216 om voldtægt, er ikke taget med i redegørelserne om § 222, men indgår i redegørelserne om voldtægt.

I redegørelsen fra 2004 anførte Rigsadvokaten, at det var vanskeligt at vurdere strafudmålingsniveauet, bl.a. fordi der ikke forelå redegørelser om straffene forud for strafskærpelsen, fordi der var tale om et spinkelt materiale – 12 sager om overtrædelse af straffelovens § 222 var blevet indberettet til Rigsadvokaten – og fordi overtrædelser af straffelovens § 222 omfatter forhold af meget forskellig karakter og grovhed. Rigsadvokaten konkluderede, at straffene i enkelte af de indberettede sager syntes mildere, end de efter Rigsadvokatens opfattelse burde være.

I redegørelsen fra 2005 konkluderede Rigsadvokaten, at strafudmålingen i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 generelt set måtte antages at tage udgangspunkt i tilkendegivelserne i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 om skærpelse af straffen. Der var dog enkelte sager, som efter Rigsadvokatens opfattelse lå i underkanten af det strafniveau, som måtte anses for tilsigtet med strafskærpelsen.

I redegørelserne fra 2006, 2007 og 2008 konkluderede Rigsadvokaten, at der i langt hovedparten af sagerne i vidt omfang var taget hensyn til, at straffen efter lovændringen skulle skærpes. Rigsadvokaten anførte endvidere, at det var tydeligt, at der var afsagt et større antal domme i forbindelse med de foreliggende undersøgelser i forhold til de tidligere undersøgelser, hvor straffene lå på niveauet 2 års fængsel til fængsel i 3 år og 6 måneder for så vidt angår 2006- og 2008-redegørelserne og niveauet 2 års fængsel til fængsel i 3 år og 9 måneder for så vidt angår 2007-redegørelsen. Der var dog fortsat enkelte sager, hvor der efter Rigsadvokatens opfattelse burde have været udmålt en højere straf.

I redegørelserne fra 2009 og 2010 anførte Rigsadvokaten, at det på baggrund af de tidligere undersøgelser om strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 efter lovændringen i 2002 var det overordnede billede, at domstolene gennemgående havde forhøjet straffene for overtrædelse af straffelovens § 222 i overensstemmelse med intentionerne med lovændringen.

I redegørelsen fra 2010 anførte Rigsadvokaten endvidere vedrørende straffelovens § 222, stk. 3, at det på baggrund af sagernes forskellige karakter, og at en del af gerningsperioden i flere af sagerne lå forud for strafskærpelsesbestemmelsens ikrafttræden, kunne være vanskeligt at vurdere, om strafskærpelsen var slået fuldt igennem i retspraksis. Rigsadvokaten anførte imidlertid, at det var Rigsadvokatens opfattelse, at der var sket en skærpelse af straffen i sager omfattet af straffelovens § 222, stk. 3. Straffen for et enkeltstående samleje var således i en dom fastsat til fængsel i 2 år og 6 måneder, hvilket var i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til bestemmelsen i straffelovens § 222, stk. 3. I sager, hvor der alene var tale om anden kønslig omgængelse end samleje, blev straffen fastsat i niveauet 6 måneder til 3 år og 6 måneders fængsel, hvilket viser, at der også i disse sager udmåles langvarige fængselsstraffe, og at der samtidig i overensstemmelse med forarbejderne fortsat sker en betydelig nuancering i den konkrete strafudmåling.

Endelig har Rigsadvokaten i redegørelsen fra 2010 på baggrund af undersøgelserne fra 2004-2010 anført, at straffen i sager om kæresteforhold og andre kærestelignende relationer, hvor der var tale om yngre tiltalte i alderen op til ca. 21 år og børn i alderen 12-14 år, lå i niveauet fra betinget dom uden straffastsættelse til fængsel i op til 3 måneder, som i flere tilfælde blev gjort betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste. Hvor der var tale om ældre tiltalte fra ca. 22 år og børn i alderen 12-14 år, var straffen som udgangspunkt i niveauet 3-6 måneders fængsel, som kun undtagelsesvist blev gjort betinget. Enkelte domme viste, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 222 selv i kærestelignende forhold kunne stige betydeligt, når der forelå særligt skærpende omstændigheder.

Det bemærkes i den forbindelse, at nogle sager, hvor der er tale om en ung persons samleje med en 12-14-årig, efter omstændighederne vil kunne afgøres med et tiltalefrafald uden vilkår, jf. nærmere afsnit 2.2 nedenfor.

Straffene i sager vedrørende familieforhold for et eller et par enkeltstående overgreb i form af anden kønslig omgængelse end samleje lå formentlig i niveauet 3-4 måneders ubetinget fængsel, når der ikke forelå andre skærpende omstændigheder. Straffen for mere end enkeltstående overgreb over en periode – der ofte indebar samlejer eller forsøg herpå – lå typisk på et niveau fra fængsel i 2 år og 6 måneder til fængsel i 3 år og 6 måneder, når der ikke forelå andre skærpende omstændigheder.

I sager vedrørende pasningsforhold kunne det tyde på, at straffen for enkeltstående overtrædelser i form af anden kønslig omgængelse end samleje lå i niveauet omkring 3-5 måneders ubetinget fængsel. I sager vedrørende undervisningsforhold indikerede en enkelt af de indberettede sager, at straffen for enkeltstående overtrædelser i form af anden kønslig omgængelse end samleje lå i niveauet 3-4 måneders ubetinget fængsel.

Sagerne vedrørende andre tilfælde, som det ikke havde været mulige at kategorisere, var af så forskellig karakter, at det var særligt vanskeligt at foretage en sammenligning af disse.

I redegørelsen fra 2012 (der blev ikke afgivet nogen redegørelse i 2011) har Rigsadvokaten anført, at strafudmålingen fortsat generelt lå på det niveau, som var beskrevet i redegørelsen fra 2010. Sagerne varierede meget, og der var fortsat eksempler på domme, hvor straffen ud fra en samlet vurdering af forholdets karakter og foreliggende skærpende og formildende omstændigheder blev udmålt højere eller lavere end de angivne udgangspunkter.

Med hensyn til udnyttelse af fysisk og psykisk overlegenhed, jf. straffelovens § 222, stk. 3, viste dommene efter Rigsadvokatens opfattelse, at der skete en forhøjelse af straffen i overensstemmelse med lovændringen. Nogle domme, som alene angik anden kønslig omgængelse end samleje, viste, at der fortsat skete en betydelig nuancering af strafudmålingen ud fra sagens konkrete omstændigheder, samtidig med at der i andre domme blev udmålt langvarige fængselsstraffe.

Flere af de sager, hvor straffelovens § 222, stk. 3, havde været anvendt, vedrørte alene anden kønslig omgængelse end samleje, og nogle sager vedrørte samleje, herunder flere samlejer, og anden kønslig omgængelse end samleje til samlet pådømmelse. Hertil kom, at en del af gerningsperioden i flere sager lå forud for ikrafttrædelsen af § 222, stk. 3. På denne baggrund kunne det umiddelbart være vanskeligt præcist at vurdere strafniveauet i sagerne.

Det var imidlertid efter en samlet vurdering af sagerne i redegørelserne fra 2009, 2010 og 2012 Rigsadvokatens opfattelse, at der generelt var sket en skærpelse af straffen i sager omfattet af straffelovens § 222, stk. 3, i overensstemmelse med lovændringen i 2008.

2.1.4. I særligt alvorlige sager er der eksempler på idømmelse af meget lange fængselsstraffe, herunder straffe på 8, 9, 10 og 11 års fængsel. Der kan bl.a. henvises til følgende domme:

Vestre Landsrets dom af 16. december 2010 (S-1527-10): Et ægtepar blev dømt for seksuelt misbrug af en mentalt retarderet datter og af hustruens søn (mandens stedsøn). Hustruen var ved byrettens upåankede dom blevet idømt en foranstaltningsdom, og manden blev straffet med fængsel i 8 år. Manden blev bl.a fundet skyldig i, fra datteren var 11 år, til hun var 14 år, jævnligt og adskillige gange at have haft samleje med hende, samt i andre tilfælde af seksuelt misbrug af datteren, herunder hvor tiltalte havde tilskyndet andre til seksuelt misbrug af datteren.

TfK 2011.95 V (9 års fængsel): En mand blev dømt for seksuelt misbrug af sine tre døtre. For den ene datters vedkommende fandt misbruget sted, fra hun var 11 år, til efter hun var fyldt 17 år, den anden datter blev misbrugt, fra hun var 12 år, til hun var fyldt 14 år, og den tredje datter fra hun var 9 år, til hun var 10 år. Der blev afgivet 9 stemmer for at fastætte straffen til 9 års fængsel og 9 stemmer for at fastsætte straffen til 10 års fængsel.

Retten i Sønderborgs dom af 20. februar 2007 (Rigsadvokaten Informerer nr. 17/2007 dom nr. 37) (10 års fængsel): En mand blev dømt for seksuelt misbrug af to døtre og for at stille den ældste datter til rådighed for fremmede mænds seksuelle misbrug af hende.

Retten på Bornholms dom af 4. juli 2012 (dommen er under anke) (10 års fængsel): En mand blev dømt for mangeårigt seksuelt misbrug af to adoptivdøtre, siden de var 6-8 år. Misbruget havde ifølge byrettens dom fundet sted systematisk med en hyppighed af indtil et par gange om ugen under udnyttelse af gerningsmandens position som far og hans psykiske overlegenhed. Misbruget havde ifølge byrettens dom i det væsentlige fundet sted efter strafskærpelsen i 2002 og i et ikke uvæsentligt omfang tillige efter strafskærpelsen i 2008. Den udmålte straf på 10 års fængsel omfattede også en tidligere idømt straf på 7 måneders fængsel for overtrædelse af våbenloven. Børnenes mor blev idømt 8 års fængsel for medvirken til adoptivfaderens seksuelle misbrug af døtrene.

Endelig kan nævnes følgende eksempel på fængsel i 11 år, idet det dog skal bemærkes, at sagen vedrørte en række andre forhold end seksuelt forhold til barn under 15 år, herunder voldtægt af en person over 15 år:

UfR 2012.998 V: En 38-årig kvinde og en 42-årig mand, der var samlevende, blev fundet skyldige i vanrøgt over for parrets 7 fællesbørn og kvindens 2 særbørn samt i kvalificeret vold og mishandling over for 6 af børnene, alt begået i perioden fra juni 2006 til februar 2010. De tiltalte blev endvidere fundet skyldige i ulovlig tvang, kvalificeret vold og langvarig frihedsberøvelse over for mandens særbarn, der var 17-20 år på gerningstidspunktet. Endvidere blev manden bl.a. fundet skyldig i voldtægt over for særbarnet begået over en periode på 2½ år og i voldtægt over for et af kvindens særbørn begået over en periode på 1 år, hvor barnet var under 15 år. Straffen blev fastsat til 4 års fængsel for kvinden og 11 års fængsel for manden.

2.2. Tiltalefrafald uden vilkår

Anklagemyndigheden har gennem en meget lang årrække fulgt den praksis at meddele tiltalefrafald uden vilkår, jf. retsplejelovens § 722, i visse sager om en ung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig. Det fremgår af Straffelovrådets udtalelse nr. 747/1975 om strafferetlige aldersgrænser for seksuelle forhold side 14-15, at denne praksis allerede i 1975 havde eksisteret i en årrække.

Anklagemyndighedens praksis med hensyn til tiltalefrafald uden vilkår i disse sager blev oprindelig udviklet i en periode, hvor kompetencen til at give tiltalefrafald i disse sager efter retsplejeloven tilkom Rigsadvokaten.

I 1970 blev kompetencen til give tiltalefrafald for et seksuelt forhold mellem en 15-17-årig dreng og en 14-årig pige ved bekendtgørelse overført til statsadvokaterne, jf. § 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 43 af 6. februar 1970 (senere afløst af § 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 300 af 26. juni 1972 og dernæst i bekendtgørelse nr. 561 af 13. november 1984).

Frem til en lovændring i 1992, som generelt overførte kompetencen til at give tiltalefrafald for bl.a. seksuelt forhold til barn under 15 år til statsadvokaterne (jf. lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (Anklagemyndighedens struktur)), blev øvrige afgørelser om tiltalefrafald for en ung persons seksuelle forhold til et barn under 15 år fortsat truffet af Rigsadvokaten. Rigsadvokatens praksis blev løbende omtalt i Anklagemyndighedens Årsberetning. Heraf kan navnlig fremhæves følgende oplysninger om praksis (i andre tilfælde end forhold mellem en 15-17-årig dreng og en 14-årig pige):

1973 (side 18): Tiltalefrafald kan gives, når særlige omstændigheder, f.eks. forbindelsens fasthed, pigens modenhed eller forestående ægteskab mellem parterne, talte for det.

1976 (side 118): Sag 611: En pige havde, siden hun var 13 år, et seksuelt forhold til en 10 år ældre mand, hvilket var accepteret af pigens forældre. Politiet blev bekendt med forholdet, fordi pigen blev gravid, da hun var 16 år. Parterne havde efter barnets fødsel købt hus og boede nu sammen.

1978 (side 13-14): Sag 844: En 19-årig mand havde samleje med en 14¾-årig pige. Sag 799: En 23-årig mand havde samleje med en 14½-årig moden og veludviklet pige, efter at de var kommet sammen nogen tid forinden. Pigens forældre havde på forhånd accepteret det seksuelle forhold og havde sørget for, at pigen søgte læge med henblik på prævention. Sag 855: En 18-årig mand, som blev karakteriseret som umoden og naiv, havde én gang samleje med en 12-årig pige, som ifølge pigens mor ”nok havde været meget villig”. Hverken pigens mor eller socialforvaltningen ønskede tiltale. Sag 875: En 31-årig mand havde gentagne gange samleje med en 14-årig pige, som blev gravid og fødte et barn. Det var meningen, at parterne skulle flytte sammen, når pigen var færdig med skolen. Socialforvaltningen havde ønsket retsforfølgning. Sag 879 (tiltalefrafald ikke meddelt; 3 måneders betinget fængsel): En 31-årig mand havde i overværelse af sin samlever samleje med sin 13-årige niece. Sag 772 (tiltalefrafald ikke meddelt; betinget dom): En 29-årig mand havde under en fest samleje med en 14¾-årig pige. De var begge noget alkoholpåvirkede, og pigen var efter det oplyste ”mere end villig”. 1979 (side 11-12). Det er normalt en forudsætning for tiltaltefrafald, at forholdet har været fuldt frivilligt fra pigens side og aldersforskellen ikke er for stor. Dette fører normalt til, at tiltale rejses, hvis mandens alder overstiger 21-22 år, medmindre parterne fortsat holder sammen, efter at pigen er fyldt 15 år. Tiltalefrafald gives ikke i sager, hvor pigen ikke er fyldt 12 år.

1980 (side 42-43): Det er normalt en forudsætning for tiltaltefrafald, at alderforskellen ikke er for stor, og at pigen ikke er under 12 år. Sag 1080: En 15-årig dreng havde seksuelt forhold til en 12½-årig pige. Sag 1037: En 28-årig mand, som var åndssvag, havde seksuelt forhold til en 14-årig pige. Sag 1124 (tiltalefrafald ikke meddelt): En 34-årig mand havde gentagne gange samleje med en 13-årig pige, som var blevet lidenskabeligt forelsket i manden.

1981 (side 10): Sag 1137: En 15-årig pige havde samleje med en 14-årig dreng. 1982 (side 13): Sag 1334: En 35-årig mand havde samleje med en 14½-årig pige, som blev gravid. Parret flyttede sammen og agtede at gifte sig, når pigen var færdig med skolen og sigtede var blevet skilt. Pigens forældre havde intet imod forholdet.

1983 (side 12): Sag (nr. ikke oplyst): En 25-årig mand havde seksuelt forhold til en 14-årig pige, og de var med samtykke fra pigens forældre flyttet sammen. Sag 1466: En 43-årig mand havde samleje med en pige ca. én måned før hendes 15-års fødselsdag. Manden var logerende hos pigens forældre, som billigede, at pigen nu fast overnattede sammen med manden.

1984 (side 37): En 20-årig kvinde havde over en periode på 2 måneder i flere tilfælde samleje med en 14-årig dreng. Forholdet blev anmeldt af deres fælles socialrådgiver, som forklarede, at parret rent udviklingsmæssigt og hvad angår intelligens skønnedes at stå meget lige.

1985 (side 12): En 16-årig dreng havde inden for en periode på et halvt år flere gange samleje med en 11-årig pige, som havde sagt til drengen, at hun var 12 år. Det blev ved afgørelsen om tiltalefrafald bevismæssigt lagt til grund, at drengen ikke havde forsæt med hensyn til, at pigen var 11 år.

1986 (side 14): En 28-årig mand havde én gang samleje med en 14½-årig pige. 1988 (side 79-80): Sag 1878: En 24-årig mand havde flere gange samleje med en 14-årig pige, som blev gravid og fik foretaget en abort. Pigens mor oplyste, at datteren var en veludviklet pige, som kunne antages at være 16-18 år, mens manden trods sin alder ikke virkede helt så åndeligt udviklet som pigen.

1989 (side 105): Sag 1950: En 28-årig mand havde én gang samleje med en 14½-årig pige, som han havde kendt i ca. 14 dage.

1990 (side 138): Sag 2020: En 17-årig mand havde tre gange samleje med en 12-årig pige. Samme sag (tiltalefrafald ikke meddelt): En 25-årig mand havde en aften efter en fest inviteret en 12-årig pige med hjem, og de havde på pigens opfordring samleje. Dette gentog sig næste morgen, da pigen opsøgte manden og ville have samleje med ham, idet hun lovede, at hun i så fald ikke ville opsøge ham mere. Pigen havde alligevel efterfølgende flere gange opsøgt manden og sendt ham breve samt kontaktet ham telefonisk. Sag 1997: En 23-årig kvinde, hvis modenhed ikke fremstod som alderssvarende, havde i en periode på 4 måneder gentagne gange samleje med en 14-årig dreng, som passede kvindens to små børn.

1992 (side 94): Sag 2051: En 42-årig mand havde under to ture til udlandet flere gange samleje med en 14-årig pige. Pigens forældre troede fejlagtigt, at pigens voksne veninde, som kom sammen med manden, også skulle med på turene. Pigens forældre anmeldte forholdet, men trak senere anmeldelsen tilbage og accepterede, at pigen nu overnattede hos manden.

Anklagemyndighedens offentliggjorte praksis frem til kompetenceomlægningen inden for anklagemyndigheden i 1992 kan være vanskelig at sammenfatte, men det fremgår dog, at tiltalefrafald for det første forudsætter, at det seksuelle forhold er fuldt ud frivilligt, og at barnet er fyldt 12 år (eller at sigtede i hvert fald ikke har forsæt til, at barnet er under 12 år).

Det er endvidere som udgangspunkt en betingelse, at gerningsmanden ikke er ældre end 21-22 år. Dette udgangspunkt med hensyn til gerningsmandens alder er imidlertid fraveget i en del sager, hvor barnet var 14 år, og i en enkelt sag, hvor barnet var 13 år. Udgangspunkter er derimod ikke fraveget i nogen sager, hvor barnet kun var 12 år, heller ikke i sag nr. 2020/1990, hvor det blev lagt til grund, at en 12-årig pige havde været meget pågående over for en 25-årig mand, som to gange havde haft samleje med pigen.

Udgangspunktet om gerningsmandens alder er bl.a. fraveget i sager, hvor parterne havde fået barn sammen og nu boede sammen eller planlagde at flytte sammen. I tre sager af denne karakter var gerningsmændene henholdsvis 23, 31 og 35 år på gerningstidspunktet. I den førstnævnte af disse sager var barnet kun 13 år, da det seksuelle forhold blev indledt (men hun var 16 år, da hun blev gravid).

Udgangspunktet om gerningsmandens alder er endvidere fraveget i nogle sager, hvor parterne nu boede sammen eller fast overnattede sammen. I tre sager af denne karakter var gerningsmændene henholdsvis 25, 42 og 43 år. I sidstnævnte sag kan det også have spillet ind, at forholdet blev indledt ca. 1 måned, før barnet fyldte 15 år.

Udgangspunktet om gerningsmandens alder er endvidere fraveget i nogle sager, hvor barnet var 14½ år. I tre sager af denne karakter var gerningsmændene henholdsvis 23, 28 og 28 år på gerningstidspunktet. I en fjerde sag blev tiltalefrafald derimod ikke givet til en 29-årig mand, der efter en fest havde samleje med en 14¾-årig pige, idet dette ville være en udvidelse af praksis, som der ikke fandtes grundlag for (sag nr. 772/1978).

Udgangspunktet om gerningsmandens alder er endvidere fraveget i nogle sager, hvor gerningsmanden ikke var mentalt alderssvarende. I tre sager af denne karakter var gerningsmændene henholdsvis 23, 24 og 28 år. Den 28-årige var decideret åndssvag (nu betegnet mentalt retarderet).

Med få undtagelser har sagerne om tiltalefrafald angået en mands seksuelle forhold til en pige under 15 år. Tre sager angik en piges eller kvindes seksuelle forhold til en 14-årig dreng. Der var tale om en pige på 15 år og kvinder på 20 og 23 år, idet den 23-årige ikke var mentalt alderssvarende. Ingen sager har angået homoseksuelle forhold.

Sammenfattende kan der på grundlag af Rigsadvokatens praksis frem til 1992 formentlig opstilles følgende retningslinjer:

Det seksuelle forhold skal have været fuldt ud frivilligt.
Barnet skal være fyldt 12 år.
Gerningsmanden må som udgangspunkt ikke være ældre end 21-22 år. Hvis barnet er fyldt 14 år, kan gerningsmanden dog efter omstændighederne være ældre, navnlig hvis parterne bor sammen, hvis gerningsmanden ikke er mentalt alderssvarende, eller hvis barnet er 14½ år og gerningsmanden højst ca. 28 år.

Af Rigsadvokatens redegørelser fra 2005-2010 om strafferne i sager om overtrædelse af straffelovens § 222 fremgår imidlertid flere domme, som umiddelbart synes at opfylde disse kriterier for tiltalefrafald – som udviklet i administrativ praksis frem til 1992 – men hvor der ikke desto mindre blev rejst tiltale. Det gælder således i følgende sager:

2010 dom 1 (betinget dom uden straffastsættelse): En 16-årig dreng havde i to tilfælde samleje og i et tilfælde oralsex med en 13-årig pige, som han havde kendt i flere år.

2008 dom 1 = UfR 2008.2065 Ø (betinget dom uden straffastsættelse): En 20-årig mand havde samleje med sin 13-årige kæreste, der blev gravid og derefter fik en abort. Alene domfældt for uagtsomhed med hensyn til pigens alder, jf. straffelovens § 226.

2008 dom 3 (3 måneders betinget fængsel): En 27-årig mand havde i en periode på ca. 3 måneder flere gange samleje med en 14¾-årig pige.

2007 dom 1 (betinget dom uden straffastsættelse): En 16-årig dreng havde samleje med en 14-årig pige. Drengen kendte pigen gennem hendes storebror, og de havde tidligere kysset og skrevet sammen.

2007 dom 2 (betinget dom uden straffastsættelse): En 16-17-årig dreng havde én gang anden kønslig omgængelse med en 13-14-årig pige, idet de rørte hinanden i skridtet.

2007 dom 3 (20 dages betinget fængsel): En 17-årig dreng havde i 7-15 tilfælde samleje med sin 12-årige kæreste.

2007 dom 4 (3 måneders betinget fængsel): En 38-årig mand havde i ét tilfælde samleje med en 14-årig pige, der blev gravid og fødte et barn. Parret levede nu sammen som en familie med deres fælles barn og tiltaltes to særbørn.

2006 dom 3 (20 dages fængsel): En 19-årig mand havde anden kønslig omgængelse end samleje med en 14-årig pige, som han var eller havde været kæreste med.

2006 dom 4 (30 dages betinget fængsel): En 17-årig dreng havde samleje med en 13-årig pige, som han var kæreste med. Begge var anbragt uden for hjemmet.

2006 dom 5 (60 dages betinget fængsel): En 20-årig mand havde samleje med en 13-årig pige, efter at de havde kendt hinanden i ca. 1 måned.

2006 dom 7 (60 dages betinget fængsel): En 19-årig mand havde samleje med en 13-årig pige. Parterne var kommet i kontakt med hinanden via et chatrum på internettet og havde herefter mødtes nogle gange, før de havde samleje.

2006 dom 10 (3 måneders betinget fængsel med vilkår om 60 timers samfundstjeneste): En 19-årig mand havde samleje med en 12-årig pige. Pigen, der var veninde med mandens lillesøster, havde sent sms’er til ham, og dette havde ført til flere møder mellem dem.

2005 dom 2 (60 dages betinget fængsel): En 21-årig mand havde samleje med en 14-årig pige.

Da der ikke foreligger offentligt tilgængelige oplysninger om meddelte tiltalefrafald efter 1992, er det ikke umiddelbart muligt at sige, om disse sager fra 2005-2010 har været undtagelsestilfælde, eller om der i dag gives tiltalefrafald efter snævrere kriterier end før 1992.

2.3. Rammeafgørelsen og direktivet om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

2.3.1. Efter artikel 2, litra c, nr. i og iii, i Rådets rammeafgørelser nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater forpligtet til at kriminalisere seksuelt forhold til et barn, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, eller der er tale om misbrug af en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a.

Det følger af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, at strafferammen mindst skal omfatte fængsel indtil 1 år. Det følger endvidere af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, at strafferammen i tilfælde af brug af tvang, magt eller trusler mindst skal omfatte fængsel indtil 5 år. Det samme gælder i tilfælde af misbrug af en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet, hvis offeret efter national lovgivning er et barn under den seksuelle lavalder og

barnets liv udsættes for fare,
der anvendes grov vold eller forvoldes barnet alvorlig skade, eller
lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA, der gør det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater.

Fælles aktion nr. 98/733 er nu afløst af Rådets rammeafgørelse nr. 2008/841 af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, der definerer ”kriminel organisation” på følgende måde (artikel 1, nr. 1):

”en struktureret sammenslutning af en vis varighed bestående af mere end to personer, der handler i forening med henblik på at begå strafbare handlinger, som kan straffes med en frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en maksimal varighed på mindst fire år eller en strengere straf, for direkte eller indirekte at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel”

2.3.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet af direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

Efter direktivets artikel 3, stk. 4, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 5 år. Efter direktivets artikel 3, stk. 5, nr. iii, skal strafferammen dog mindst omfatte fængsel indtil 10 år, hvis der gøres brug af tvang, magt eller trusler.

Medlemsstaterne har dog efter direktivets artikel 8, stk. 1, valgfrihed med hensyn til, om de vil kriminalisere seksuelle forhold mellem samtykkende ligestillede, når der ikke er stor forskel på deres alder og psykologiske og fysiske udvikling eller modenhed, for så vidt handlingerne ikke involverer misbrug.

Efter direktivets artikel 3, stk. 5, nr. i og ii, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere seksuelt forhold til et barn, hvor en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet misbruges, eller hvor et særligt værgeløst barns situation misbruges, navnlig som følge af et psykisk eller fysisk handicap eller en afhængighedssituation. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 8 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder, og mindst fængsel indtil 3 år, hvis barnet er over denne alder.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

2.4. Straffelovrådets overvejelser

2.4.1. Straffen i sager om seksuelt forhold til barn under 15 år fastsættes af domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Som følge af sagernes meget forskelligartede omstændigheder, herunder misbrugets karakter og varighed, antallet af overgreb, forurettedes alder, antallet af forurettede, eventuel anvendelse af tvang eller pression samt forholdet mellem tiltalte og forurettede, herunder om der f.eks. har bestået et særligt tillids- eller afhængighedsforhold, er der i retspraksis store variationer i straffene efter § 222.

2.4.2. Med hensyn til strafniveauet understreger Straffelovrådet på ny, at der er en meget stor variation i grovheden af overtrædelser af forbuddet mod seksuelt forhold til barn under 15 år, og at denne store variation i praksis omfatter et meget stort antal sager. Eksempelvis er meget milde overtrædelser også helt sædvanligt forekommende, og dette afspejler sig i, at der således også forekommer en række sager, hvor straffen har været fastsat i den meget lave ende af strafferammen, f.eks. til en kortere betinget fængselsstraf eller til en betinget dom uden straffastsættelse. Endvidere afgøres de allermildeste sager (i det omfang de overhovedet anmeldes til politiet) normalt ved et tiltalefrafald uden vilkår, således at sagen slet ikke indbringes for retten.

Seksuelt forhold til barn under 15 år adskiller sig på dette punkt afgørende fra voldtægt. Selv om der også forekommer betydelig variation i grovheden af voldtægt, er voldtægt generelt en meget grov forbrydelse, og det forekommer derfor kun undtagelsesvis, at voldtægt straffes med straffe i den lave ende af strafferammen, endsige med en så lav straf, som er helt sædvanligt forekommende i sager om seksuelt forhold til barn under 15 år.

Straffelovrådet bemærker i tilknytning hertil, at vurderingen af, om det eksisterende strafniveau for seksuelt forhold til barn under 15 år er passende, ikke med mening kan foretages alene ud fra oplysninger om den gennemsnitlige idømte straf uden at inddrage oplysninger om den forholdsmæssige fordeling af sager af forskellig grovhed. Oplysninger fra Danmarks Statistik om gennemsnitlige idømte straffe skal i øvrigt også ses i lyset af, at der er tale om et samlet gennemsnit, som omfatter både forsøgstilfælde og fuldbyrdede forbrydelser.

Lovgivningsmagten har senest reguleret strafniveauet for seksuelt forhold til barn under 15 år i 2008, således at straffen herfor nu fastsættes på linje med straffen for voldtægt (af voksne), hvis gerningsmanden har opnået det seksuelle forhold ved at udnytte sin fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til barnet.

Kriminalitetsniveauet vedrørende seksuelt forhold til barn under 15 år har i en årrække været nogenlunde stabilt og synes ikke påvirket af strafskærpelserne i 2002 og 2008 (jf. nærmere kapitel 2, afsnit 3.1, samt bilag 1), og Straffelovrådet finder ikke grundlag for at antage, at en yderligere strafskærpelse vil have en kriminalitetsdæmpende effekt.

Straffelovrådet har noteret sig, at der i de senere år har været betydelig medieomtale af flere usædvanligt grove tilfælde af seksuelt forhold til barn under 15 år. Nogle er disse sager er omtalt i pkt. 2.1.4 ovenfor, og som det fremgår heraf, er der i disse sager generelt idømt meget langvarige straffe. Som nævnt afspejler disse straffe efter Straffelovrådets opfattelse på rimelig måde strafværdigheden af disse meget grove forbrydelser, og der er efter Straffelovrådets opfattelse endvidere ikke grundlag for at antage, at endnu højere straffe bedre ville kunne forebygge fremtidige lignende forbrydelser. I mange af disse sager er det således karakteristisk, at der har været tale om familier med massive sociale problemer, hvor truslen om endnu højere straf end den allerede meget høje straf, som anvendes i dag, ikke kan forventes i givet fald at have nogen præventiv virkning. Det vil derfor efter Straffelovrådets opfattelse være bedre i stedet at overveje andre initiativer, eksempelvis at styrke den sociale indsats, som må antages langt bedre end yderligere strafskærpelser at kunne have en reel kriminalitetsdæmpende effekt, herunder ved at begrænse omfanget af meget langvarige seksuelle misbrug af børn, fordi sådanne misbrug i givet fald vil kunne opdages tidligere og dermed ikke nå at blive meget langvarige.

Straffelovrådet bemærker i øvrigt, at de omtalte grove tilfælde af seksuelt misbrug af barn under 15 år, som har været fremme i de senere år, ikke giver grundlag for at antage, at der er sket en stigning i denne form for kriminalitet. Derimod er det sandsynligt, at en øget fokus i de senere år på seksualforbrydelser, der retter sig mod børn, har medført, at flere forhold er kommet for dagens lys og blevet anmeldt til politiet (jf. nærmere kapitel 2, afsnit 3.2, samt bilag 2).

Straffelovrådet finder endvidere, at der heller ikke i samfundsudviklingen i øvrigt siden lovgivningsmagtens regulering i 2008 af det daværende strafniveau for seksuelt forhold til barn under 15 år er forhold, som taler for en regulering af det nuværende strafniveau for seksuelt forhold til barn under 15 år i op- eller nedadgående retning.

Med hensyn til, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjelse af strafniveauet for overfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet for seksuelt forhold til barn under 15 år, henvises til kapitel 7, afsnit 6.2, ovenfor.

2.4.3. Med hensyn til strafferammerne tilkendegav Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer bl.a., at en delt strafferamme svarende til den tidligere gældende på 6 og 10 års fængsel stadig havde været passende efter Straffelovrådets opfattelse. Straffelovrådet henviste i den forbindelse til, at sager efter § 222, stk. 2, 1. led, i praksis ofte ville være omfattet af straffelovens § 210 om incest, hvor strafferammen er 6 års fængsel, og at sager efter § 222, stk. 2, 2. led, for så vidt angår de grove tilfælde tillige vil være omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov voldtægt.

Straffelovrådet finder fortsat, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis.

Det vil i den forbindelse kunne anføres, at de gældende strafmaksima for samleje med barn under 15 år bør nedsættes fra fængsel indtil 8 og 12 år til fængsel indtil 6 og 10 år. Der vil herved kunne peges på, at udviklingen siden 2002 har bekræftet, at disse strafmaksima vil være fuldt tilstrækkelige til også at rumme de allergroveste overtrædelser, og at dette også gælder efter strafskærpelsen i 2008. Det kan endvidere anføres, at hvis der måtte forekomme helt ekstremt grove tilfælde af samleje med barn under 15 år, vil straffen, hvis gerningsmanden flere gange har haft samleje med barn under 15 år, under særdeles skærpende omstændigheder i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., kunne forhøjes med indtil det halve, dvs. i givet fald til fængsel indtil 15 år.

Straffelovrådet har imidlertid ikke fundet grundlag for at medtage forslag om en nedsættelse af strafmaksimaene i sit lovudkast, hvor de gældende strafmaksima for samleje med barn under 15 år således er videreført uden ændringer.

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse også, at direktivet om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn – som dog ikke gælder for Danmark – kræver en strafferamme på mindst fængsel indtil 8 år i visse situationer, som ikke i alle tilfælde vil være omfattet af den skærpede strafferamme i det gældende § 222, stk. 2.

2.4.4. Med hensyn til behandling af personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, bemærker Straffelovrådet indledningsvis, at rådet alene har overvejet de strafferetlige aspekter af dette spørgsmål. Rådet har således ikke nærmere overvejet det faglige indhold af de eksisterende behandlingstilbud til personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.

Ved idømmelse af en helt eller delvis betinget dom kan der bl.a. fastsættes vilkår om behandling, herunder sexologisk behandling af personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn. Sådanne vilkår kan tilsvarende fastsættes i forbindelse med prøveløsladelse. Overtrædes et sådant vilkår, kan der blive tale om, at den betingede straf ændres til ubetinget fængsel, henholdsvis om afsoning af reststraffen.

Fastsættelse af sådanne behandlingsvilkår sker i givet fald i medfør af straffelovens generelle regler om betingede domme henholdsvis prøveløsladelse. Disse regler giver en bred skønsmæssig mulighed for at fastsætte behandlingsvilkår tilpasset sagens art og den konkrete gerningsmand. De gældende regler har en sådan rummelighed, at de også giver mulighed for i givet fald at indpasse eventuelle nye behandlingsformer og behandlingsmuligheder som led i betingede domme henholdsvis prøveløsladelser.

Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at overveje at foreslå ændringer af reglerne om betingede domme eller af reglerne om prøveløsladelse.

Straffelovrådet er i den forbindelse opmærksom på, at det i den politiske debat har været foreslået, at en person, der dømmes for seksuelt misbrug af børn, skal kunne idømmes en ”tillægsstraf”, der træder i kraft, hvis den dømte ”afbryder et behandlingsforløb eller helt nægter at modtage behandling” (jf. kapitel 3, afsnit 2.4, ovenfor).

Efter Straffelovrådets opfattelse ville en sådan ordning imidlertid reelt være en unødvendigt kompliceret måde at opnå præcis samme resultat som efter de gældende regler.

De gældende regler indebærer, at den af retten i forbindelse med domfældelsen udmålte straf er udtryk for den længste tid, domfældte kan komme til at være i fængsel som følge af den pådømte lovovertrædelse. Dette gælder, hvad enten dommen er helt eller delvis betinget og domfældte overtræder et behandlingsvilkår, eller domfældte efter en prøveløsladelse overtræder et behandlingsvilkår fastsat som led i prøveløsladelsen. Det gælder også, hvis domfældte får afslag på prøveløsladelse, fordi pågældende må antages ikke at være motiveret for at overholde et behandlingsvilkår. Modstykket hertil er, at hvis domfældte overholder fastsatte behandlingsvilkår, kan domfældte opnå at skulle være kortere tid i fængsel, end hvis domfældte ikke overholder behandlingsvilkår eller slet ikke vil modtage behandling.

En ordning med en ”tillægsstraf”, der fastsættes af retten sammen med den almindelige straf for lovovertrædelsen, og som udløses i tilfælde af nægtelse af behandling, ville i realiteten være helt sammenlignelig med den måde, den gældende ordning fungerer på. Der ville således også med en ordning med ”tillægsstraf” være en længste tid – nu blot summen af den ”almindelige” straf og ”tillægsstraffen” – for, hvor længe domfældte i tilfælde af nægtelse af behandling kan komme til at sidde i fængsel som følge af den pådømte lovovertrædelse. Og domfældte ville også med en sådan ordning ved at overholde behandlingsvilkår kunne opnå at være kortere tid i fængsel, end hvis domfældte ikke overholder behandlingsvilkår eller slet ikke vil modtage behandling.

Straffelovrådet er opmærksom på, at hvis der indføres regler om idømmelse af ”tillægsstraf” som tillæg til det nuværende strafniveau, vil det føre til et højere samlet strafniveau og dermed udgøre en ændring i forhold til gældende ret.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en ordning med ”tillægsstraf” imidlertid som nævnt være unødvendigt kompliceret, fordi samme resultat kan opnås ved en hensigtsmæssig anvendelse af de eksisterende regler om betingede domme og prøveløsladelse. Hvis der findes at være grundlag for at forlænge den samlede straf for personer, der dømmes for seksuelt misbrug af børn og nægter at modtage behandling, bør det således efter Straffelovrådets opfattelse i givet fald ske ved generelt at forhøje strafniveauet for seksuelt misbrug af børn og ikke ved at indføre regler om ”tillægsstraf” i sådanne tilfælde. Straffelovrådet har dog for sit vedkommende ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af det gældende strafniveau, jf. nærmere pkt. 2.4.2 ovenfor.

2.4.5. Overvejelserne i pkt. 2.4.4 ovenfor angår tilfælde, hvor en person, der er domfældt for seksuelt misbrug af børn, modtager behandling på frivilligt grundlag eller i det mindste alene i kraft af den tvang, der kan siges at ligge i, at den del af en udmålt fængselsstraf, som faktisk skal afsones, i givet fald forøges, hvis domfældte nægter at modtage behandling.

Det har i den politiske debat også været foreslået, at en person, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, skal kunne underkastes behandling ved umiddelbar tvang (jf. kapitel 3, afsnit 2.4, ovenfor).

Gennemtvingelse ved umiddelbar tvang af behandling af personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, kan imidlertid med de behandlingsformer, som kendes i dag, ikke lade sig gøre i praksis.

Den behandling, som kendes i dag, er bl.a. beskrevet af justitsministeren under 1. behandlingen den 17. januar 2012 af beslutningsforslag nr. B 16 om tvangsbehandling af pædofile. Behandlingen indeholder grundlæggende to elementer.

Det ene element er psykoterapeutisk behandling i form af samtaleterapi. Tvangsmæssig psykoterapeutisk behandling er imidlertid ikke mulig, idet behandlingen kun vil kunne være virksom, hvis den person, der er i behandling, medvirker aktivt og er motiveret for behandlingen.

Det andet element er behandling med kønsdriftdæmpende medicin. I overensstemmelse med det i Danmark og andre lande almindeligt anerkendte grundlæggende princip om, at medicinsk behandling af personer, der ikke er sindssyge, kun kan iværksættes med den pågældendes informerede samtykke, kræver en sådan behandling også, at domfældte er indstillet på at medvirke. Det bemærkes i øvrigt, at behandlingen kan medføre alvorlige (eventuelt livstruende) bivirkninger i form af leverpåvirkning og afkalkning af knoglerne. Personer, der modtager en sådan behandling, undersøges og kontrolleres derfor regelmæssigt, så behandlingen kan afbrydes, hvis der optræder komplikationer af en vis sværhedsgrad. Også i den henseende kræver behandlingen og kontrollen, at personen medvirker aktivt.

2.4.6. Mens egentlig tvangsbehandling af ikke-sindssyge personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, således efter Straffelovrådets opfattelse hverken er mulig eller ønskelig, er risikoen for, at en sådan domfældt på ny begår ligeartet kriminalitet, et forhold, der efter rådets opfattelse bør tillægges væsentlig vægt ved udformningen af det strafferetlige sanktionssystem i sager af denne karakter.

Straffelovrådet henviser i den forbindelse til, at hensynet til at beskytte børn mod dømte, farlige seksualforbrydere efter gældende ret bl.a. varetages gennem reglerne om forvaring, jf. straffelovens § 70, herunder navnlig denne bestemmelses stk. 2.

Forvaring kan efter straffelovens § 70, stk. 2, bl.a. idømmes, hvis en person findes skyldig i en alvorlig sædelighedsforbrydelse, og det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om domfældtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at domfældte frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Anvendelse af forvaring i stedet for fængsel skal endvidere findes påkrævet for at forebygge denne fare.

Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, som kan opretholdes, så længe der er proportionalitet mellem den fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, som forvaringen skal forebygge, og frihedsberøvelsens varighed. Ud over, hvad der ligger i kravet om, at der skal være tale om alvorlig kriminalitet, er det derimod ikke et krav, at der skal være proportionalitet mellem den begåede kriminalitet og frihedsberøvelsens varighed. Dette betyder i praksis, at en person, der idømmes forvaring, efter omstændighederne kan være frihedsberøvet i betydeligt længere tid, end hvis den pågældende var blevet idømt en tidsbestemt fængselsstraf. Som eksempel kan nævnes Højesterets dom gengivet i UfR 2007.2399 H, hvor Højesteret med stemmerne 3-2 idømte forvaring, og hvor mindretallet stemte for at idømme 1½ års fængsel.

Der kan efter omstændighederne ske betinget udskrivning fra forvaring, herunder med vilkår om sexologisk behandling. I modsætning til vilkår i betingede domme og vilkår i forbindelse med prøveløsladelse, hvor der gælder lovbestemte længstetider for prøvetiden og dermed vilkårs gyldighed, kan vilkår i forbindelse med prøveudskrivning fra forvaring opretholdes, så længe proportionalitetsbetingelsen er opfyldt. Hvis behandlingsvilkåret overtrædes, kan den pågældende i givet fald genindsættes i forvaring. Sagen vil også kunne stille sig sådan, at udskrivning fra forvaring afslås, hvis domfældte ikke ønsker at modtage behandling.

Som eksempel kan nævnes Højesterets kendelse gengivet i UfR 2006.427 H. I denne sag var en dengang 30-årig mand i 1986 blevet idømt forvaring for voldtægt og i 1995 blevet prøveudskrevet bl.a. på vilkår, at han skulle underkastes behandling med kønsdriftsdæmpende medicin. Den nu 49-årige mand havde anmodet om ophævelse af vilkåret om behandling med kønsdriftsdæmpende medicin, subsidiært tidsbegrænsning af vilkåret til yderligere 2 år. Efter oplysningerne om mandens tidligere kriminalitet og de aktuelle lægelige oplysninger og vurderinger af ham fandt Højesteret imidlertid i en afgørelse af 2. november 2005, at han uden kønsdriftsdæmpende behandling frembød væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og at vilkåret om kønsdriftsdæmpende behandling derfor fortsat var nødvendigt.

Forvaring er i sagens natur en meget indgribende og for domfældte meget belastende foranstaltning, og der er derfor som beskrevet – og bør efter Straffelovrådets opfattelse fortsat være – snævre betingelser for at idømme en sådan foranstaltning.

Betingelserne for anvendelse af forvaring blev senest revideret i 1997, hvor der skete en mindre lempelse af betingelserne, således at adgangen til at idømme forvaring for alvorlige seksualforbrydelser blev udvidet. Forslaget herom var udtrykkeligt begrundet bl.a. med, at de daværende erfaringer viste, at domfældtes villighed til at modtage behandling ofte var begrundet i ønsket om at opnå forskellige frihedsgoder, herunder prøveudskrivning fra forvaring (jf. Folketingstide 1996-97, tillæg A, side 101). Lempelsen i adgangen til at idømme forvaring blev i forarbejderne nærmere beskrevet således (side 111):

”I dag er det ofte først ved tiltaltes tredje dom for seksualforbrydelser, at anvendelse af forvaring kommer på tale. Fremover bør forvaring kunne komme på tale også ved anden dom, hvor grovheden af den seneste seksualforbrydelse eller antallet af forhold under denne straffesag sammenholdt med oplysninger om tiltaltes aktuelle farlighed taler for en tidsubestemt foranstaltning, hvor der bliver mulighed for ved behandling at modvirke risikoen for gentagelse.

Det skal heller ikke være udelukket at idømme forvaring allerede første gang en person tiltales for grove seksualforbrydelser, hvis der efter oplysningerne om tiltaltes person er betydelig risiko for gentagelse, som bør forhindres.

Efter den gældende bestemmelse idømmes årligt kun 2-3 personer forvaring. Ændringen af § 70 vil formentlig højst indebære, at yderligere 2-3 personer i gennemsnit årligt dømmes til forvaring.”

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå yderligere lempelser af betingelserne for at idømme forvaring. Rådet finder således, at de gældende regler er udtryk for en passende afvejning af hensynet til at beskytte børn mod dømte, farlige kriminelle og hensynet til, at der bør være proportionalitet mellem sanktionen og risikoen for ny ligeartet kriminalitet.

Straffelovrådet bemærker herved også, at tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv) for seksualforbrydere er lavere end for næsten alle andre kriminelle. Ifølge en undersøgelse af recidivet hos 405 personer, som i perioden 2004-2006 var løsladt efter en dom for en seksualforbrydelse på mindst 3 måneders fængsel, recidiverede inden for en 2-årig periode 13% til ny frihedsstraf, mens kun 3% recidiverede til ny seksualkriminalitet (Susanne Clausen, Recidivundersøgelse vedrørende personer dømt for sædelighedskriminalitet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, november 2009). Heraf var 163 personer dømt for seksuelt misbrug af børn under 15 år, og blandt disse var recidivet inden for 2 år 9% til frihedsstraf og 2½% til ny seksualkriminalitet (og kun 1¼% til nyt seksuelt misbrug af børn, idet det øvrige recidiv i denne gruppe var til besiddelse eller udbredelse af børnepornografi).

2.4.7. Der har i den politiske debat også været rejst spørgsmål om reglerne om prøveløsladelse af personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn (jf. kapitel 3, afsnit 2.4, ovenfor).

De gældende regler i straffeloven om prøveløsladelse er udformet som generelle hjemmelsbestemmelser, der finder anvendelse uanset arten af den pådømte kriminalitet. Det grundlæggende formål med prøveløsladelse er stadig det samme, som blev anført i forarbejderne til straffeloven af 1930, nemlig at løsladelse på prøve er ”en nyttig Afslutning paa Strafbehandlingen ved at skabe en Overgangstilstand mellem denne og den fulde Frihed” bl.a. ved at lette domfældte ”Adgangen til atter at indtage sin Stilling i Samfundet” (U III spalte 110 og 118). Sagt på en anden måde bygger prøveløsladelsen på den idé, at en del af den idømte straf kan gøre større nytte ved at henstå betinget i en prøvetid end ved at blive fuldbyrdet straks sammen med den øvrige straf.

De konkrete midler, der ved en prøveløsladelse kan lette domfældtes overgang til en kriminalitetsfri tilværelse, er navnlig tilsynet med prøveløsladte, fastsættelse af særlige vilkår for prøveløsladelsen samt den motivation, der ligger i, at reststraffen vil kunne blive udløst ved ny kriminalitet eller vilkårsovertrædelse i prøvetiden. Særligt hvad angår personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, kan det efter omstændighederne være relevant at fastsætte vilkår om sexologisk behandling.

Det er en grundlæggende betingelse for prøveløsladelse, at domfældtes forhold ikke gør prøveløsladelse utilrådelig, og heri ligger bl.a., at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for tilbagefald til ikke-bagatelagtig kriminalitet. Endvidere kan der ved prøveløsladelse fastsættes vilkår om tilsyn samt andre vilkår, som findes formålstjenlige, og for seksualkriminelle vil der hyppigt være behov for at fastsætte vilkår om behandling.

Hvis der ud fra oplysningerne om domfældtes kriminalitet og farlighed mv. må antages at være væsentlig risiko for tilbagefald til ny seksualkriminalitet, er prøveløsladelse således allerede efter de gældende regler udelukket. Og i modsat fald vil prøveløsladelse ofte kun kunne ske på betingelse af, at domfældte indvilliger i at modtage behandling. Hvis domfældte afviser at modtage behandling, kan prøveløsladelse i givet fald afslås under henvisning hertil, og hvis domfældte i første omgang indvilliger, men efter prøveløsladelsen afbryder behandlingen, kan der i givet fald træffes afgørelse om, at reststraffen skal afsones.

Sammenfattende er det således Straffelovrådets opfattelse, at de muligheder, som de gældende regler giver for at prøveløslade personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, ikke alene ikke har negative virkninger, men tværtimod må antages at bidrage positivt til at begrænse risikoen for tilbagefald til ny seksualkriminalitet. Straffelovrådet bemærker igen, at tilbagefald til ny kriminalitet for seksualforbrydere som nævnt i pkt. 2.4.6 ovenfor er lavere end for næsten alle andre kriminelle.

3. Særskilt bestemmelse om voldtægt af børn

Seksuelt forhold til barn under den seksuelle lavalder betegnes i den svenske straffelov og den nye norske straffelov af 2005, som endnu ikke er trådt i kraft, i et vist omfang som ”voldtægt”, uanset om der i den konkrete situation har været anvendt vold eller trusler over for barnet. De norske og svenske regler beskrives i afsnit 3.1 og 3.2, mens afsnit 3.3 indeholder Straffelovrådets overvejelser om at indføre en særskilt bestemmelse om voldtægt af børn i dansk ret.

3.1. Norsk ret

Efter den endnu gældende norske straffelov fra 1902 er seksuelle overgreb mod børn reguleret i §§ 195, 196, 200 og 201 som har følgende ordlyd:

”§ 195. Den som har seksuell omgang med barn under 14 år, straffes med fengsel inntil 10 år. Dersom den seksuelle omgangen var samleie, er straffen fengsel i minst 3 år.

Fengsel inntil 21 år kan idømmes dersom

handlingen er begått av flere i fellesskab,

handlingen er begått på en særlig smertefull eller særlig krenkende måte,

handlingen er foretatt overfor barn under 10 år og det har skjedd gjentatte overgrep,

den skyldige tidligere har vært straffet etter denne bestemmelsen eller etter § 192, eller

fornærmede som følge av handlingen dør eller får betydelig skade på legeme eller helse. Seksuelt overførbar sykdom og allmennfarlig smittsom sykdom, jf. smitteloven § 1-3 nr. 3 jf. nr. 1, regnes alltid som betydelig skade på legeme eller helse etter denne paragrafen.
Villfarelse om alder utelukker ikke straffeskuld.
Straf etter denne bestemmelsen kan falle bort eller settes under det lavmål som følger av første ledd annet punktum dersom de som har hatt den seksuelle omgangen, er omtrent jevnbyrdige i alder og utvikling.

§ 196. Den som har seksuell omgang med barn under 16 år, straffes med fengsel inntil 6 år.

Fengsel inntil 15 år kan idømmes dersom

handlingen er begått av flere i fellesskab,

handlingen er begått på en særlig smertefull eller særlig krenkende måte,

den skyldige tidligere har vært straffet etter denne bestemmelsen eller etter § 192, eller

fornærmede som følge av handlingen dør eller får betydelig skade på legeme eller helse. Seksuelt overførbar sykdom og allmennfarlig smittsom sykdom, jf. smitteloven § 1-3 nr. 3 jf. nr. 1, regnes alltid som betydelig skade på legeme eller helse etter denne paragrafen.
Villfarelse om alder utelukker ikke straffeskuld, med mindre ingen uaktsomhet foreligger i så måte.
Straf etter denne bestemmelsen kan falle bort dersom de som har hatt den seksuelle omgangen, er omtrent jevnbyrdige i alder og utvikling.

§ 200. Den som foretar seksuell handling med noen som ikke har samtykket til det, straffes med bøter eller fengsel inntil 1 år.

Den som foretar seksuell handling med barn under 16 år, straffes med fengsel inntil 3 år. Den som forleder barn under 16 år til å utvise seksuelt krenkende eller annen uanstendig atferd som nevnt i § 201, straffes med fengsel inntil 3 år.

I tilfelle som nevnt i annet ledd, kan fengsel inntil 6 år idømmes dersom handlingen er begått under særdeles skjerpende omstendigheter. Ved avgjørelsen av om særdeles skjerpende omstendigheter foreligger, skal det særlig legges vekt på hvor lang tid forholdet har pågått, om handlingen er misbruk av slektskapsforhold, omsorgsforhold, stilling, avhengighetsforhold eller nært tillitsforhold og om handlingen er begått på en særlig smertefull eller krenkende måte.

§ 196 tredje og fjerde ledd gjelder tilsvarende.

§ 201. Den som i ord eller handling utviser seksuelt krenkende eller annen uanstendig atferd

på offentlig sted,

i nærvær av eller overfor noen som ikke har samtykket til det, eller

i nærvær av eller overfor barn under 16 år, straffes med bøter eller med fengsel inntil 1 år.

Atferd som nevnt i første ledd bokstav b og c anses forøvet overfor noen også når den er forøvet gjennom bruk av telefon, internett eller annen elektronisk kommunikasjon.”

Det fremgår endvidere af den norske straffelovs § 192 om voldtægt, at der ved vurderingen af, om der er udøvet vold eller truende adfærd, eller om forurettede var ude af stand til at modsætte sig handlingen, skal lægges vægt på, om forurettede var under 14 år.

I bestemmelserne anvendes begreberne ”samleie”, ”seksuell omgang”, ”seksuell handling” og ”seksuell atferd”. Om den nærmere forståelse af udtrykkene henvises til kapitel 7, afsnit 4.3, ovenfor.

Det blev i forbindelse med ændringen af den norske straffelov i 2000 overvejet, om overgreb mod børn skulle inddeles i kategorierne ”samleie”, ”utuktig omgang”, ”utuktig handling” og ”utuktig atferd” (efter lovændringen blev ”utuktig” erstattet med ”seksuell”). Følgende fremgår af betænkningen fra Seksuallovbruddsutvalget (NOU 1997:23 Seksuallovbrudd) side 32-33:

”Seksuallovbruddsutvalget går inn for å beholde atferd, handling, omgang og samleie som atskilte begreper og overgrepskategorier. Utvalgets begrunnelse er i hovedtrekk den samme som i NOU 1991:13 og Ot.prp. nr. 20 (1991–92) (…). Utvalget har lagt særlig vekt på forskjellen i straffverdighet, og at det er behov for å markere denne gjennom ulike kategorier basert på overgrepets intensitet og differensierte strafferammer. Begrepene er innarbeidet i praksis, og innholdet i og avgrensningen mellom begrepene og overgrepskategoriene er blitt avklart gjennom høyesterettspraksis. Utvalget kan ikke se at det vil være mulig å oppnå noe av betydning ved å oppheve skillet mellom omgang og handling, verken i forhold til rettsvern for ofrene, straffenivået eller på andre måter. Det vil uansett kunne oppstå bevisproblemer i tilknytning til den straffbare handling og omstendighetene omkring denne.”

I lovforslaget, som byggede på betænkningen, blev det ligeledes anført, at der ikke – for så vidt angår overgreb mod børn – fandtes grundlag for at ændre de begreber, som allerede eksisterede, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 22-23.

Den nye norske straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer) indeholder i §§ 299, 300 og 301 særlige bestemmelser om voldtægt af barn under 14 år. Følgende fremgår således af § 299:

”§ 299 Voldtekt av barn under 14 år

Med fengsel inntil 10 år straffes den som

har seksuel omgang med barn under 14 år,

får et barn under 14 år til å utføre handlinger som svarer til seksuell omgang med seg selv, eller

foretar kvalifisert seksuell handling med barn under 14 år.”

Al seksuel omgang og de mest kvalificerede seksuelle handlinger mod børn under 14 år er således med bestemmelsen defineret som voldtægt uafhængig af, hvordan den seksuelle omgang eller handling er opnået. Bestemmelserne i §§ 300 og 301 indeholder regler om mindstestraf for voldtægt til samleje mv. med barn under 14 år og strafforhøjelse i tilfælde af grov voldtægt af barn under 14 år. Mindstestraffen omfatter ud over vaginalt og analt samleje også indføring af penis i forurettedes mund (i modsætning til indføring af forurettedes penis i gerningsmandens mund) samt indføring af genstande i skede- eller endetarmsåbning.

Yderligere indeholder den norske straffelov af 2005 bestemmelser om seksuel omgang med barn mellem 14 og 16 år (§§ 302 og 303), om seksuel handling med barn under 16 år (§ 304) og om seksuel krænkende adfærd mv. over for barn under 16 år (§ 305).

Det fremgår af forarbejderne til § 299, at baggrunden for bestemmelsen er, at der er behov for at fremhæve, at et barn under den seksuelle lavalder ikke kan samtykke til seksuel omgang, og at signalere alvoren i seksuelle overgreb mod børn. Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det synes inkonsekvent at anvende bestemmelsen om voldtægt på tilfælde af seksuel omgang med børn, da voldtægtsbestemmelsen netop forudsætter, at den seksuelle omgang er strafbar, fordi den opnås på en måde, som udelukker samtykke fra den anden part. I tilfælde af seksuel omgang med et barn under 16 år, kan barnet ikke give samtykke – som bevirker straffrihed – til samleje med en person, som ikke er på samme alders- og udviklingsniveau, som barnet selv, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 242-43.

Yderligere fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen, at voldtægtsbegrebet kan forstås på flere måder. Begrebet kan således henvise til selve handlingen – seksuel omgang ved anvendelse af vold. Eller begrebet kan opfattes som en betegnelse for de alvorligste seksuelle overgreb, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 243.

Det anføres videre, at flere af betragtningerne har relevans også for seksuel omgang med børn over 14 år, men under 16 år (som er den seksuelle lavalder i Norge), men at de vejer tungest i sager om børn under 14 år. Det blev derfor foreslået at begrænse anvendelsen af betegnelsen voldtægt om enhver seksuel omgang og kvalificerede seksuelle handlinger med børn til at omfatte forhold til børn under 14 år (anf.st.).

Endvidere fremgår det af forarbejderne, at baggrunden for, at både seksuel omgang, som omfatter samleje, og de mest kvalificerede seksuelle handlinger er medtaget i den nye § 299, er, at det i forhold til yngre børn kan være vanskeligt at få alle detaljerne frem, som er afgørende for, om der er tale om seksuel omgang eller seksuel handling. Børn kan ofte have svært ved – enten på grund af udviklingen af sproget eller forståelse af egen anatomi – at give de oplysninger, som er

nødvendige for subsumptionen af gerningen i praksis, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 244-45. Det bemærkes i den forbindelse, at voldtægtsbestemmelsen i § 291 i den norske straffelov fra 2005 alene omfatter seksuel omgang.

Det fremgår yderligere af forarbejderne, at kvalificerede seksuelle handlinger er de mest alvorlige seksuelle handlinger, hvor det kan være svært at trække grænsen mellem seksuel omgang og seksuel handling. Som et eksempel på en kvalificeret seksuel handling nævnes berøring af nøgne kønsorganer, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 442.

Bestemmelsen i den nye § 299 om voldtægt af barn under 14 år erstatter i forhold til børn under 14 år de almindelige strafbestemmelser om voldtægt og seksuel udnyttelse, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 243. Der kan således ikke straffes i sammenstød.

3.2. Svensk ret

I april 2005 trådte en ny lovgivning om seksualforbrydelser i kraft i Sverige (lag 2005:90 og 2005:885). Lovgivningen indebar en gennemgribende forandring af de svenske regler om seksualforbrydelser. Formålet med reformen var bl.a. at tydeliggøre det enkelte menneskes ret til personlig og seksuel integritet og ret til seksuel selvbestemmelse.

Der blev med lovændringen indført et nyt kapitel 6 i straffeloven om seksualforbrydelser, og blandt de ændringer af lovgivningen, som blev gennemført, var bl.a. indførelsen af særlige strafbestemmelser om voldtægt mod børn og om seksuel udnyttelse og seksuelt overgreb mod børn. Herudover blev kriminaliseringen af de nævnte former for forbrydelser udvidet, idet kravet om tvang helt udgik af bestemmelserne. Anvendelse af bl.a. vold eller trusler kan dog fortsat have betydning ved vurderingen af grovheden af et overgreb.

Bestemmelserne om voldtægt mod børn og om seksuel udnyttelse og seksuelt overgreb mod børn har følgende ordlyd:

”4 § Den som har samlag med ett barn under femton år eller som med ett sådant barn genomför en annan sexuell handling som med hänsyn til kränkningens art och omständigheterna i övrigt är jämförlig med samlag, döms för våldtäkt mot barn till fängelse i lägst två och högst sex år.

Detsamma gäller den som begår en gärning som avses i första stycket mot ett barn som fyllt femton men inte arton år och som är avkomling till gärningsmannen eller står under fostran av eller har ett liknande förhållande till gärningsmannen, eller för vars vård eller tilsyn gärningsmannen skall svara på grund av en myndighets beslut.

Är brott som avses i första eller andra stycket att anse som grovt, döms för grov våldtäkt mot barn till fängelse i lägst fyra och högst tio år. Vid bedömande av om brottet är grovt skall särskilt beaktas om gärningsmannen har använt våld eller hot om brottslig gärning eller om fler än en förgripit sig på barnet eller på annat sätt deltagit i övergreppet eller om gärningsmannen med hänsyn till tillvägagångssättet eller barnets låga ålder eller annars visat särskild hänsynslöshet eller råhet.

5 § Är ett brott som avses i 4 § första eller andra stycket med hänsyn till omständigheterna vid brottet att anse som mindre allvarligt, döms för sexuellt utnyttjande av barn til fängelse i högst fyra år.

6 § Den som genomför en annan sexuell handling än som avses i 4 och 5 §§ med ett barn under femton år, eller med ett barn som fyllt femton men inte arton år och som gärningsmannen står i ett sådant förhållande till som avses i 4 § andra stycket, döms för sexuellt övergrepp mot barn til fängelse i högst två år.

Är brottet grovt, döms för grovt sexuellt övergrepp mot barn till fängelse i lägst sex månader och högst sex år. Vid bedömande av om brottet är grovt skall särskilt beaktas om fler än en förgripit sig på barnet eller på annat sätt deltagit i övergreppet eller om gärningsmannen med hänsyn till tillvägagångssättet eller barnets låga ålder eller annars visat särskild hänsynslöshet eller råhet. (…)

13 § Till ansvar som i detta kapitel är föreskrivet för en gärning som begås mot någon under en viss ålder skall dömas även den som inte insåg men hade skälig anledning att anta att den andra personen inte uppnått den åldern.

14 § Den som har begått en gärning enligt 5 § eller 6 § första stycket mot ett barn under femton år eller enligt 8 § första stycket eller 10 § första stycket, ska inte dömas till ansvar om det är uppenbart att gärningen inte inneburit något övergrepp mot barnet med hänsyn till den ringa skillnaden i ålder och utveckling mellan den som har begått gärningen och barnet samt omständigheterna i övrigt. (…)”

Som det fremgår af bestemmelsen i kapitel 6 § 4, er der tale om voldtægt mod et barn, hvis gerningsmanden har samleje med et barn under 15 år eller gennemfører en seksuel handling, som med hensyn til krænkelsens art og omstændighederne i øvrigt kan sidestilles med samleje. Der er således ikke noget krav om, at gerningsmanden har anvendt tvang.

Det fremgår af den svenske regerings lovforslag, prop. 2004/05:45 side 67ff, at baggrunden for bestemmelsen om voldtægt mod børn er, at et barn ofte kan opleve en voksen som truende, selv om der ikke foreligger vold eller trusler. Herudover oplever børn også voksne som bestemmende, og børn kan have meget svært ved at udtrykke deres vilje i tilfælde af seksuelt misbrug. Det var den svenske regerings opfattelse, at det magtmisbrug og den hensynsløshed, som gerningsmanden gør sig skyldig i, vejer ligeså tungt som udøvelse af vold.

Betegnelsen ”våldtäkt mot barn” anvendes i lovteksten, selv om der ikke anvendes vold eller trussel i forbindelse med det seksuelle overgreb. Den svenske regering anførte i lovforslaget i forhold til betegnelsen, at begrebet voldtægt var den betegnelse, som historisk set havde været anvendt på de groveste seksualforbrydelser, og ved at anvende betegnelsen ved samleje eller samlejelignende handlinger mod et barn blev gerningens grovhed understreget, jf. prop. 2004/05:45 side 69-70.

Bestemmelsen om voldtægt mod børn omfatter, ligesom bestemmelsen i kapitel 6 § 1 om voldtægt mod voksne, både samleje og anden seksuel handling, som med hensyn til krænkelsens karakter og omstændighederne i øvrigt kan sidestilles med samleje. Som eksempler på handlinger, der kan sidestilles med samleje, er i forarbejderne til § 1 bl.a. nævnt analt samleje, oralsex samt indføring af fingre mv. i forurettedes skede eller endetarmsåbning, jf. prop. 2004/05:45 side 136.

Endvidere skærpes straffen for samleje mv. med barn under 15 år, hvis der er tale om en grov forbrydelse, der i så fald betegnes grov voldtægt mod barn (kapitel 6 § 4, stk. 3). Af lovteksten fremgår det, at det ved vurderingen af, om forbrydelsen er grov, bl.a. skal inddrages, om gerningsmanden har anvendt vold eller trusler om strafbare handlinger.

Omvendt gælder, at hvis et samleje mv. med barn under 15 år under hensyn til omstændighederne ved forbrydelsen er at anse som mindre alvorligt, gælder en lavere strafferamme, og forbrydelsen betegnes seksuel udnyttelse af barn (i stedet for voldtægt mod barn) (kapitel 6 § 5).

Endelig gælder, at samleje mv. med barn under 15 år ikke straffes (er straffrit), hvis det er åbenbart, at gerningen ikke har indebåret noget overgreb mod barnet under hensyn til den ringe forskel i alder og udvikling og omstændighederne i øvrigt (kapitel 6 § 14, stk. 1).

De særlige regler om voldtægt og seksuel udnyttelse af barn erstatter i forhold til børn under 15 år de almindelige strafbestemmelser om voldtægt og seksuel udnyttelse, jf. prop. 2004/05:45 side 82. Der kan således ikke straffes i sammenstød, og de almindelige strafbestemmelser om voldtægt og seksuel udnyttelse kan kun anvendes, når forurettede er over 15 år (eller når gerningsmanden f.eks. på grund af manglende forsæt med hensyn til barnets alder ikke kan dømmes for voldtægt af barn).

Det foreslås i betænkningen, at anvendelsesområdet for bestemmelsen om voldtægt mod børn i den svenske straffelov (kapitel 6 § 4) udvides, således at visse overgreb, som efter de gældende regler er omfattet af den mere lempelige bestemmelse om seksuelt overgreb mod børn, i stedet skal anses som voldtægt. Det fremgår af betænkningen, at hensigten hermed er særligt at fremhæve, at det er den seksuelle handling, som skal være central i afgrænsningen af bestemmelsen, og at bedømmelsen af en seksuel handling mod et barn ikke skal foretages på samme måde, som når handlingen begås mod en voksen, hvilket ellers hidtil havde været tilfældet, jf. SOU 2010:71 side 499.

Endvidere fremgår det af betænkningen, at baggrunden for forslaget om at udvide bestemmelsen er, at den krænkelse, som et seksuelt overgreb indebærer, kan være forskellig alt efter, om offeret er et barn eller en voksen. Dette gælder særligt de yngre børn, som endnu ikke har udviklet en seksuel identitet og ikke kan opfatte forskellene i gerningsmandens handlinger, jf. SOU 2010:71 side 500.

Det fremgår yderligere af betænkningen, at de situationer, hvor det kan være aktuelt at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen, kan være, hvor handlingen ligger på grænsen til voldtægt mod et barn, og det ud fra krænkelsessynspunktet i det konkrete tilfælde kan konstateres, at den seksuelle handling er ligeså krænkende som et samleje. Den seksuelle handling skal sammenlignes med samleje i den mildeste form, hvilket indebærer, at mandens og kvindens kønsorganer i hvert fald har været i berøring med hinanden. Det anføres endvidere i betænkningen, at de momenter, som bl.a. kan tillægges vægt ved vurderingen af, om der er tale om voldtægt mod et barn, er barnets alder og modenhed, om der er et fortrolighedsforhold mellem parterne, og aldersforskellen mellem forurettede og gerningsmanden.

Som eksempler på handlinger, der kan være omfattet af den foreslåede udvidede bestemmelse, nævnes i betænkningen tilfælde, hvor gerningsmanden kortvarigt trykker sit lem mellem forurettedes lår uden kontakt med forurettedes kønsdel eller endetarmsåbning, eller hvor gerningsmanden onanerer på forurettede eller formår forurettede til at onanere på sig, jf. SOU 2010:71 side 500-501.

3.3. Straffelovrådets overvejelser

3.3.1. Straffelovens § 222 indeholder et absolut forbud mod samleje med børn under 15 år. Det er ikke afgørende, om barnet har samtykket, og det er heller ikke en betingelse, at samlejet er opnået ved tvang eller trusler.

Begrebet ”voldtægt” anvendes ikke i forhold til overgreb efter straffelovens § 222. Derimod anvendes begrebet om overgreb efter straffelovens § 216, hvor gerningsmanden har tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold, jf. nærmere om voldtægtsbegrebet i straffelovens § 216 ovenfor i kapitel 7, afsnit 4.2. Dette gælder også, hvor offeret for voldtægten er under 15 år.

Foreligger der både voldtægt efter straffelovens § 216 og overtrædelse af § 222, stk. 2, straffes der for de to forbrydelser i sammenstød, også selv om tvangen og truslerne er omfattet af begge bestemmelser. I forarbejderne til lovændringen i 2002 er det tillige anført, at det bør tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om voldtægt begået mod et barn, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2929.

Straffelovrådet overvejede i sin udtalelse af april 2008, som ligger til grund for lovændringen i 2008, om seksuelt misbrug af børn i relation til strafudmålingen bør sidestilles med voldtægt (af voksne). Straffelovrådet anførte i den forbindelse under henvisning til Rigsadvokatens bemærkninger i redegørelserne fra 2004-2007, at der indgår meget forskelligartede omstændigheder i sager om overtrædelse af § 222, der har betydning for strafudmålingen, idet sagerne bl.a. spænder fra anden kønslig omgængelse i kæresteforhold (f.eks. gensidig onani mellem en 14-årig pige og en 16-årig dreng) til voksnes længerevarende og meget grove misbrug af små børn, jf. side 16 i Straffelovrådets udtalelse.

3.3.2. Til støtte for at indsætte en særskilt bestemmelse om voldtægt af børn i straffelovens kapitel 24 vil det kunne anføres, at de grove seksuelle overgreb mod børn, hvor gerningsmanden f.eks. skaffer sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, eller hvor der er tale om voksnes længerevarende og meget grove misbrug af små børn, udgør en særdeles alvorlig krænkelse af offeret. Det kan således anføres, at anvendelsen af definitionen voldtægt for så vidt angår disse overgreb vil kunne udgøre en tydelig markering af, at samfundet ser med stor alvor på denne type af handlinger.

Heroverfor kan det imidlertid anføres, at der allerede i det gældende kapitel 24 er en sidestilling af overgreb efter straffelovens § 216 og § 222, idet strafferammerne i bestemmelserne allerede er de samme, henholdsvis 8 og 12 år. Endvidere er hensigten med straffelovens § 222, stk. 3, i forhold til strafudmålingen at sidestille sager om samleje med børn under 15 år, jf. § 222, med sager om voldtægt (mod voksne), jf. § 216, selv om der ikke er anvendt vold eller trusler om vold som middel til at opnå samleje med barnet, men gerningsmanden i stedet har udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til barnet.

Det kan desuden anføres, at det ikke vil være naturligt at betegne et forhold som ”voldtægt”, hvis gerningsmanden hverken har udøvet fysisk tvang over for eller truet den forurettede.

Det kan endvidere anføres, at straffelovens § 222 omfatter meget forskellige typer overgreb, og at det ikke for så vidt angår alle disse overgreb vil være hensigtsmæssigt at anvende betegnelsen voldtægt. F.eks. vil betegnelsen voldtægt ud fra denne betragtning være uhensigtsmæssig i forhold til sager, hvor der er tale om kærestelignende forhold, og hvor der ikke foreligger tvang eller lignende.

3.3.3. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at i sager om overgreb mod børn vil det ofte ikke være nødvendigt for gerningsmanden at anvende tvang eller trusler eller konkret at skræmme barnet til at underkaste sig overgrebet, da gerningsmandens fysiske og psykiske overlegenhed i forhold til barnet og eventuelt barnets manglende forståelse af overgrebet gør det muligt for gerningsmanden at gennemføre de strafbare forhold uden at anvende vold eller trusler om vold. Det er endvidere fortsat Straffelovrådets opfattelse, at strafniveauet i sager, hvor gerningsmanden har udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed til at skaffe sig samleje med barnet, bør være det samme som i sager om voldtægt (af voksne), jf. herom også ovenfor i afsnit 2.4.

Straffelovrådet finder imidlertid ikke, at ethvert samleje med barn under 15 år bør betegnes som ”voldtægt” uden hensyn til de nærmere omstændigheder i forbindelse med samlejet. Efter rådets opfattelse kan der i det højeste blive tale om at udvide voldtægtsbegrebet til også at omfatte samleje med barn under 15 år, som gerningsmanden har opnået ved at udnytte sin fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til barnet, og/eller til også at omfatte samleje med barn under 12 år.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der forhold, der taler henholdsvis for og imod en sådan udvidelse af voldtægtsbegrebet.

En sådan udvidelse af voldtægtsbegrebet vil ikke have nogen betydning for, hvilke handlinger der er strafbare, eller for strafudmålingen i de pågældende sager. Det er således allerede forudsat, at straffen i sager omfattet af § 222, stk. 3, skal udmåles på niveau med straffen for voldtægt (af voksne).

Vedrørende forholdet mellem den gældende voldtægtsbestemmelse i § 216 og straffelovens § 222 er det endvidere væsentligt at fremhæve, at der allerede efter gældende ret bør straffes for voldtægt, hvis gerningsmanden har opnået samlejet ved vold eller trussel om vold – herunder i form af fastholdelse eller i form af en underforstået eller ikke udtalt trussel – selv om barnet eventuelt ikke har gjort nogen særlig modstand. Der bør således efter gældende ret kun blive spørgsmål om alene at dømme for overtrædelse af § 222, hvis gerningsmanden på grund af sin fysiske eller psykiske overlegenhed har kunnet opnå samleje med barnet helt uden at anvende fysisk tvang i form af fastholdelse eller anden vold eller psykisk tvang i form af udtrykkelige eller stiltiende trusler.

Valget mellem en traditionel og snæver udformning af voldtægtsbestemmelsen eller en ny og bredere definition af voldtægtsbegrebet er således i høj grad et terminologisk spørgmål.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en udvidelse af voldtægtsbegrebet navnlig kunne opfattes som et yderligere signal om, at forhold omfattet af straffelovens § 222, stk. 2 og 3, er meget alvorlige forbrydelser på linje med voldtægt efter gældende ret.

Efter Straffelovrådets opfattelse kan det til støtte for at bevare en snæver voldtægtsbestemmelse – der i overensstemmelse med ordet ”voldtægt” er koncentreret om tilfælde, hvor gerningsmanden har anvendt vold eller trussel herom – navnlig anføres, at voldtægtsbegrebet i mange år har været relativt veldefineret, og at betegnelsen ”voldtægt” ikke bør bruges om kriminalitet, hvor gerningsindholdet ikke er vold eller trussel om vold, men derimod udnyttelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til offeret.

Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet, at mest taler for at udvide voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 til også at omfatte samleje med barn under 12 år, uanset om samlejet er opnået ved vold eller trussel herom. Derimod bør voldtægtsbestemmelsen ikke udvides til også at omfatte samleje med et barn på 12-14 år, som er opnået ved anvendelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det således generelt ikke være nødvendigt at anvende vold eller trussel om vold for at opnå samleje med et barn under 12 år, idet gerningsmanden generelt vil kunne opnå samleje med et sådant barn alene ved at anvende sin fysiske eller psykiske overlegenhed. Det må endvidere antages, at samleje med et barn under 12 år generelt kun opnås (af en person over den kriminelle lavalder på 15 år) i kraft af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed. Det er derfor også rimeligt generelt at betegne samleje med barn under 12 år som voldtægt uanset de nærmere omstændigheder, forudsat at gerningsmanden har handlet forsætligt også i relation til barnets alder. Straffelovrådet er opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at der i praksis kan være tilfælde, hvor et seksuelt forhold mellem et barn på 15 år og et fysisk og psykisk tidligt udviklet barn på lige under 12 år vil kunne have en sådan frivillig og jævnbyrdig karakter, at det vil kunne forekomme mindre rimeligt at betegne forholdet som ”voldtægt”. Sådanne tilfælde må imidlertid antages i praksis at forekomme så sjældent, at den i og for sig uheldige konsekvens af rådets forslag, at sådanne forhold fremover vil skulle betegnes som voldtægt, ikke opvejer fordelene ved konsekvent at betegne alle seksuelle forhold til et barn under 12 år som voldtægt.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det derimod med hensyn til samleje med et barn på 12-14 år afhænge af de konkrete omstændigheder, om en gerningsmand, der ikke tiltvinger sig samlejet ved vold eller trussel herom, har haft behov for at anvende sin fysiske eller psykiske overlegenhed for at opnå samleje med barnet. I denne aldersgruppe vil det derfor ikke være rigtigt generelt at anvende udtrykket ”voldtægt” til at betegne forbrydelsen. I kæresteforhold mellem en 15-årig og en 13-14-årig ville det være direkte misvisende at betegne et frivilligt seksuelt forhold som voldtægt.

Alternativt kunne man betegne samleje med barn under 15 år, som gerningsmanden har opnået ved sin fysiske eller psykiske overlegenhed, som voldtægt. For denne løsning kan navnlig anføres, at voldtægtsbegrebet dermed ville omfatte de tilfælde af samleje med barn under 15 år, hvor straffen udmåles på linje med straffen for voldtægt (af voksne), jf. det gældende § 222, stk. 3. Endvidere ville der – sammenlignet med en fast 12-års aldersgrænse – være den fordel ved denne løsning, at de sjældne tilfælde, hvor et seksuelt forhold f.eks. mellem en 15-årig og en 11-årig ikke var opnået ved at udnytte den 15-åriges fysiske eller psykiske overlegenhed, ville falde uden for voldtægtsbegrebet.

Som nævnt finder Straffelovrådet imidlertid efter en samlet vurdering, at det i relation til det terminologiske spørgsmål er mest hensigtsmæssigt at blive stående ved den beskrevne faste 12-års aldersgrænse og ikke i stedet eller tillige definere samleje med barn under 15 år, som er opnået ved udnyttelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed, som voldtægt. Straffelovrådet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at det netop i 12-14-års aldersgruppen (i modsætning til aldersgruppen under 12 år) generelt vil bero på en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, om et seksuelt forhold er opnået ved anvendelse af fysisk eller psykisk overlegenhed. Der er dermed for de 12-14-åriges vedkommende tale om et forholdsvis løst kriterium, som kan siges at være for vagt og upræcist til at kunne bruges som gerningsbeskrivelse (i en ny, udvidet voldtægtsbestemmelse).

Hertil kommer, at der som nævnt i høj grad alene er tale om et terminologisk spørgsmål, hvor den løsning, som vælges, ganske vist vil kunne have en vis signalværdi, men ikke i sig selv vil medføre ændringer hverken i det samlede strafbare område (men alene i afgrænsningen mellem forskellige strafbestemmelser) eller i strafudmålingen i konkrete sager.

3.3.4. Sammenfattende foreslår Straffelovrådet herefter at udvide voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 til også at omfatte tilfælde, hvor en person har haft samleje med et barn under 12 år. Rådet foreslår i den forbindelse, at strafferammen for samleje med barn under 12 år uændret skal være fængsel indtil 12 år, jf. det gældende § 222, stk. 2, 1. led.

Straffelovens § 222 foreslås videreført uden andre ændringer, end hvad der følger af, at samleje med barn under 12 år efter forslaget fremover vil være omfattet af voldtægtsbestemmelsen i § 216 og ikke længere af § 222. Det gældende § 222, stk. 3, hvorefter det ved fastsættelse af straffen skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed, foreslås således også videreført. Det bemærkes herved, at der ikke er samme behov for tydelig og præcis formulering af en strafskærpelsesregel som § 223, stk. 3, der angår udmåling af straffen inden for strafferammen, som når der er tale om at formulere en strafbestemmelses gerningsindhold, der angiver, hvad der er strafbart, og dermed, hvilke handlinger den strafferamme, som fremgår af bestemmelsen, skal anvendes på.

Der er med forslaget om at henføre alle sager om samleje med barn under 12 år til voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 ikke tilsigtet ændringer i strafudmålingen i konkrete sager i forhold til det eksisterende strafniveau for overtrædelse af straffelovens § 222 i sådanne tilfælde.

Endvidere forudsættes det, at betinget dom med vilkår om sexologisk behandling fortsat kan anvendes i samme omfang som hidtil i de sager om samleje med barn under 12 år, der med forslaget fremover henføres under voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216. Forslaget indebærer således som noget nyt, at betinget dom med vilkår om sexologisk behandling efter omstændighederne vil kunne anvendes i sager om voldtægt, når voldtægten består i samleje med barn under 12 år uden anvendelse af vold eller ulovlig tvang.

4. Den seksuelle lavalder

4.1. Den seksuelle lavalder har siden straffelovens ikrafttræden i 1933 været 15 år for heteroseksuelle forhold, og siden 1976 har den samme seksuelle lavalder også været gældende for homoseksuelle forhold.

I Europarådets medlemslande varierer den seksuelle lavalder mellem 13 og 17 år (jf. pkt. 128 i den forklarende rapport til Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug). I Sverige er den seksuelle lavalder 15 år og i Norge 16 år.

Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at hæve eller sænke den seksuelle lavalder, jf. pkt. 4.3 nedenfor.

Straffelovrådet har endvidere overvejet, om der er grundlag for at afkriminalisere visse tilfælde af samleje med børn under 15 år, herunder navnlig frivillige samlejer mellem nogenlunde jævnaldrende, jf. pkt. 4.4 nedenfor.

Først skal imidlertid omtales nogle undersøgelser vedrørende børns seksualliv, jf. pkt. 4.2 nedenfor.

4.2. Det var i 1975 Straffelovrådets opfattelse, at en 14-års grænse – eller måske en lidt lavere grænse – i 1975 ville svare til den 15-års grænse, der blev fastsat i 1930, for så vidt udgangspunktet tages i antagelser om børns udvikling. Straffelovrådet henviste i den forbindelse også til, at det så ud til, at alderen for den seksuelle debut var faldende og havde været faldende gennem de sidste generationer.

Senere undersøgelser har vist, at den gennemsnitlige debutalder ikke forandrede sig mærkbart gennem 1980’erne og 1990’erne, efter at der havde været et fald gennem de tidligere årtier (Ung2006, Sundhedsstyrelsen 2006, side 36).

I undersøgelsen ”Ung2006” gennemført i efteråret 2006 blandt 15-24-årige lå medianalderen – dvs. den alder, hvor halvdelen af en årgang har haft deres seksuelle debut – lige under 16 år for begge køn, hvilket nogenlunde svarede til, hvad der var tilfældet i undersøgelsen ”Ung99” (Ung2006, Sundhedsstyrelsen 2006, side 38). I ”Ung99” og ”Ung2006” baserer disse resultater sig på svar på et spørgsmål om, hvorvidt den pågældende havde haft ”samleje”, og hvornår første gang i givet fald var.

I en undersøgelse gennemført i december 2008-februar 2009 blandt 15-24-årige lå medianalderen på 15,6 år (Når det er svært at være ung i DK, Center for Ungdomsforskning 2010, side 146). Dette resultat var baseret på svar på et spørgsmål om, hvorvidt den pågældende havde ”haft sex”, og hvornår første gang i givet fald var.

I forhold til vuderingen af kriminalisering af enhver form for seksuelt forhold til børn under en vis alder er den gennemsnitlige seksuelle debutalder dog mindre relevant end spredningen i alderen for seksuel debut, herunder naturligvis navnlig med hensyn til tidlig seksuel debut.

Ifølge den nævnte undersøgelse ”Ung2006”, hvor der som nævnt blev spurgt til ”samleje”, debuterede ca. 2% af pigerne og ca. 1% af drengene som 12-årige, ca. 7% af pigerne og ca. 4-5% af drengene som 13-årige og ca. 16-17% af begge køn som 14-årige (side 38). Samlet set var det således ca. 25-26% af pigerne og ca. 22% af drengene, der første gang havde samleje, før de fyldte 15 år.

En undersøgelse gennemført i januar-april 2010 blandt 9.-klasses skoleelever ligger nogenlunde i tråd hermed. Undersøgelsen viste – ligesom en tilsvarende undersøgelse gennemført i februar-marts 2006 – at ca. 3% af drengene (og ingen af pigerne) debuterede som 11-årige, ca. 1% af pigerne og ca. 3% af drengene som 12-årige, ca. 6% af pigerne og ca. 5% af drengene som 13-årige og ca. 17% af pigerne og ca. 11% af drengene som 14-årige (Skolebørnsundersøgelsen 2010, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet 2011, side 64-65). Samlet set var det således ca. 24% af pigerne og ca. 22% af drengene, der første gang havde samleje, før de fyldte 15 år. I disse skolebørnsundersøgelser bygger resultaterne også på svar på spørgsmål om ”samleje”.

Det kan også nævnes, at i undersøgelsen ”Ung2006”, der som nævnt angik 15-24-årige, oplyste 15,2% af mændene og 4,7% af kvinderne, at de havde ”haft sex” med en person under 15 år (side 59). For henholdsvis 7,2% og 1,9% var dette sket flere gange.

4.3. Efter Straffelovrådets opfattelse er det spørgsmål, der stiller sig vedrørende den seksuelle lavalder – ligesom da spørgsmålet blev overvejet i 1970’erne – om den seksuelle lavalder skal nedsættes til 14 år eller forblive 15 år.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der således intet grundlag for at forhøje den seksuelle lavalder f.eks. til 16 år, som den f.eks. er i Norge, og der er heller intet grundlag for en nedsættelse til en lavere alder end 14 år. En del børn har deres seksuelle debut som 14-årige, men få har det tidligere.

Det kan til støtte for en nedsættelse af den seksuelle lavalder til 14 år navnlig anføres – som Straffelovrådet gjorde i 1975 – at en grænse ved 14 år vil være mere forsvarlig, hvis man vil undgå betænkelighederne ved en strafferetlig normering i strid med en adfærd, der faktisk forekommer og accepteres i betydeligt omfang. Som det fremgår af pkt. 4.2 ovenfor, er det således i dag næsten 25% af alle børn, der har deres seksuelle debut, før de fylder 15 år, og ca. 10% af unge på 15-24 år oplyser, at de selv har haft et seksuelt forhold til et barn under 15 år. I de yngre årgange af befolkningen er det således op imod 25%, der er ofre for, og ca. 10%, der er gerningsmænd til, hvad der ifølge straffeloven er en forbrydelse med en strafferamme på fængsel indtil 8 år.

På den anden side er den seksuelle lavalder udtryk for, at personer over denne alder – i dag børn fra og med det fyldte 15. år – som et klart udgangspunkt gyldigt kan give samtykke til enhver form for seksuelt forhold. Det gælder ikke med hensyn til seksuelle forhold til forældre, biologiske søskende, undervisere mv. (jf. herom kapitel 14 og 25), og det gælder heller ikke med hensyn til seksuelle forhold mod betaling eller med hensyn til seksuelle forhold, som der sker billedoptagelse af, eller som indgår i en forestilling (jf. herom kapitel 15 og 20). I disse henseender er aldersgrænsen 18 år (bortset fra seksuelle forhold til biologiske forældre og søskende, hvor der ikke gælder nogen øvre aldersgrænse).

Med disse undtagelser er der imidlertid principielt ikke nogen grænser for, hvor avancerede seksuelle forhold en 15-årig gyldigt kan give samtykke til. Det gælder med hensyn til alderforskellen mellem parterne, antallet af personer, som deltager i det seksuelle forhold, om de pågældende kender hinanden i forvejen, og hvordan de i givet fald har lært hinanden at kende, og med hensyn til de midler og fremgangsmåder, som i øvrigt anvendes. Hvad der er lovligt at foretage sig i seksuel henseende med en voksen over 18 år, er det principielt også lovligt at foretage sig med en 15-årig. Den eneste yderligere undtagelse (ud over de allerede nævnte) er tilfælde, der betegnes som ”groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed”, som er og bør være en snæver undtagelsesbestemmelse (jf. herom kapitel 14).

4.4. Formålet med forbuddet mod seksuelt forhold til et barn under 15 år er at beskytte børn mod uønskede eller skadelige seksuelle forhold. Forbuddet rammer imidlertid på grund af sin absolutte karakter også eventuelle af barnet ønskede seksuelle forhold, der heller ikke fra et samfundsmæssigt synspunkt kan anses som skadelige for barnet.

Artikel 18, stk. 3, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug undtager ”seksuelle aktiviteter mellem samtykkende mindreårige” fra pligten til kriminalisering af seksuelt forhold til en person under den seksuelle lavalder. Det hedder herom i den forklarende rapport til konventionen (pkt. 129):

“It is not the intention of this Convention to criminalise sexual activities of young adolescents who are discovering their sexuality and engaging in sexual experiences with each other in the framework of sexual development. Nor is it intended to cover sexual activities between persons of similar ages and maturity.”

Tilsvarende giver artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (som ikke gælder for Danmark) medlemsstaterne valgfrihed med hensyn til, om de vil kriminalisere seksuelle forhold mellem samtykkende ligestillede, når der ikke er stor forskel på deres alder og psykologiske og fysiske udvikling eller modenhed, for så vidt handlingerne ikke involverer misbrug.

I Sverige er seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder straffrit, hvis det er åbenbart, at gerningen ikke har indebåret noget overgreb mod barnet under hensyn til den ringe forskel i alder og udvikling og omstændighederne i øvrigt.

I Norge kan straffen for seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder bortfalde, hvis parterne er omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

I den periode (1933-1976), hvor der gjaldt en højere seksuel lavalder (på 18 år) for homoseksuelle forhold end for heteroseksuelle forhold, fandtes en helt tilsvarende regel i Danmark, hvorefter straffen for homoseksuelt forhold til en 15-17-årig kunne bortfalde, når de pågældende var hinanden omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling (jf. herom kapitel 16, afsnit 1.2.2).

Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet, om der er grundlag for – under forudsætning af, at den seksuelle lavalder forbliver 15 år – at indføre en regel om straffrihed eller mulighed for strafbortfald i tilfælde af, at gerningsmanden og barnet er omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Straffelovrådet fandt i 1975 ikke behov for en sådan bestemmelse, men dette skal også ses i sammenhæng med, at rådet i 1975 havde den opfattelse, at den seksuelle lavalder burde nedsættes til 14 år. Med en seksuel lavalder på 15 år vil en sådan regel således have et væsentligt større potentielt anvendelsesområde, end hvis den seksuelle lavalder blev nedsat til 14 år.

Straffelovrådet finder imidlertid, at der heller ikke med en uændret seksuel lavalder på 15 år er behov for en regel om straffrihed eller mulighed for strafborthold for seksuelle forhold til børn under 15 år, hvor parterne har været omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Straffelovrådet lægger i den forbindelse for det første vægt på, at den kriminelle lavalder er 15 år, sådan som den har været siden 1933 (med undtagelse af perioden 1. juli 2010-1. marts 2012, hvor den kriminelle lavalder var 14 år). Dette indebærer, at alle seksuelle forhold mellem to børn, som begge er under 15 år, er straffri for børnene, allerede fordi de er under den kriminelle lavalder.

Straffelovrådet lægger dernæst vægt på, at anklagemyndigheden gennem en meget lang årrække har fulgt den praksis at meddele tiltalefrafald uden vilkår, jf. retsplejelovens § 722, i visse sager om en ung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig.

Et tiltalefrafald uden vilkår er den mildest tænkelige sanktion, og et tiltalefrafald uden vilkår fremgår hverken af private straffeattester (som enhver kan få udleveret om sig selv), offentlige straffeattester (som i en række sammenhænge, eventuelt med den pågældendes samtykke, kan udleveres til offentlige myndigheder), straffeattester til brug i strafferetsplejen (der standardmæssigt anvendes i straffesager) eller børneattester (som med den pågældendes samtykke kan udleveres til brug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen eller beskæftigelsen har en direkte kontakt med børn under 15 år).

Et tiltalefrafald uden vilkår optages således alene i Kriminalregisterets efterforskningsdel (ikke i afgørelsesdelen) og slettes derfra efter 10 år, jf. bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) bilag 1, nr. 4, bilag 2, pkt. 7, og bilag 4, pkt. 2.4.

Efter Straffelovrådets opfattelse har anvendelsen af tiltalefrafald uden vilkår i visse sager om en ung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig fungeret tilfredsstillende.

Straffelovrådet finder imidlertid, at det vil være hensigtsmæssigt at give denne lempelige sanktionspraksis en støtte i form af en bekendtgørelse i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, om, at tiltale for overtrædelse af § 222 kan frafaldes, når de pågældende er hinanden omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Frem til 1992 fremgik anklagemyndighedens praksis med hensyn til tiltalefrafald i disse sager dels af Anklagemyndighedens Årsberetning, som omtalte Rigsadvokatens praksis, dels af bekendtgørelsen om statsadvokaternes og politimestrenes beføjelse til at frafalde påtale, som bemyndigede statsadvokaten til at give tiltalefrafald for et seksuelt forhold mellem en 15-17-årig dreng og en 14-årig pige, jf. senest § 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 561 af 13. november 1984.

Ved ikrafttrædelsen den 1. oktober 1992 af lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (Anklagemyndighedens struktur) fik statsadvokaterne direkte efter retsplejeloven kompetence til at give tiltalefrafald i bl.a. sager om seksuelt forhold til barn under 15 år, og bekendtgørelse nr. 784 af 21. september 1992 (nu bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001) om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale, som afløste den nævnte bekendtgørelse fra 1984, indeholder derfor ikke regler om tiltalefrafald i disse sager.

Anklagemyndighedens praksis efter lovændringen i 1992 må udledes af statsadvokaternes afgørelser om tiltalefrafald i konkrete sager. Denne praksis er imidlertid i modsætning til Rigadvokatens tidligere praksis ikke bearbejdet og offentliggjort.

Som berørt i afsnit 1.2.9 og 2.1 ovenfor blev muligheden for tiltalefrafald kort omtalt i forarbejderne til lovændringen i 2002, og det blev i den forbindelse forudsat, at ”den nævnte praksis, hvorefter en ung persons samleje med en 14-årig efter omstændighederne vil kunne afgøres med et tiltalefrafald, vil blive videreført”. Det nærmere indhold af denne praksis beskrives imidlertid ikke i disse forarbejder, og det nævnes heller ikke, at tiltalefrafald efter praksis også kan komme på tale i sager om seksuelt forhold til en 12- eller 13-årig.

Endvidere omtales muligheden for at give tiltalefrafald i forarbejderne til lov nr. 711 af 25. juni 2010 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Ungdomskriminalitet). Omtalen angår imidlertid en situation, som ikke længere er relevant, idet det nævnes, at nedsættelse af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år indebærer, at to 14-årige, der frivilligt har samleje, begge vil kunne straffes, men at der i sådanne tilfælde kan anvendes tiltalefrafald (pkt. 2.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 164). Rigsadvokaten tilkendegav efterfølgende i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2007 om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere (version september 2011), at der i disse tilfælde som udgangspunkt bør anvendes tiltalefrafald uden vilkår (pkt. 4.2). Efter ikrafttrædelsen den 1. marts 2012 af lov nr. 158 af 28. februar 2012 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og færdselsloven (Forhøjelse af den kriminelle lavalder), hvor den kriminelle lavalder blev forhøjet til 15 år, er dette imidlertid ikke længere relevant, da seksuelle forhold mellem to 14-årige herefter som tidligere nævnt på ny er straffri for de pågældende børn.

Bortset fra, at Rigsadvokaten i nogle redegørelser har gengivet det, der fremgår om tiltalefrafald af forarbejderne til lovændringen i 2002, ses der ikke at foreligge aktuelle offentligt tilgængelige oplysninger om anklagemyndighedens praksis med hensyn til at give tiltalefrafald i visse sager om en ung persons seksuelle forhold til en 12-14-årig.

Efter Straffelovrådets opfattelse er anklagemyndighedens praksis med hensyn til tiltalefrafald på dette område af så væsentlig betydning for borgerne, at oplysninger om denne praksis bør gøres offentlig tilgængelig på en mere sammenfattende og dækkende måde, end det sker i dag.

Straffelovrådet anbefaler på denne baggrund, at praksis for tiltalefrafald vedrørende de nogenlunde jævnbyrdige forhold – dvs. fuldt ud frivillige seksuelle forhold mellem et 12-14-årigt barn og en gerningsmand på højst 21-22 år, jf. herved afsnit 2.2 ovenfor – medtages i en bekendtgørelse i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7. Dette vil indebære, at kompetencen til at meddele tiltalefrafald i sådanne sager overgår til de enkelte politikredse.

Som det fremgår af afsnit 2.2 ovenfor, kan der herudover efter praksis efter omstændighederne gives tiltalefrafald vedrørende fuldt ud frivillige seksuelle forhold mellem et 14-årigt barn og en gerningsmand over 21-22 år. Straffelovrådet forudsætter, at denne praksis videreføres, men ser i relation til disse sager ikke samme behov for at gengive praksis i en bekendtgørelse.

Straffelovrådet tilføjer, at en bekendtgørelse i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, om tiltalefrafald i sager om nogenlunde jævnbyrdige forhold vil give mulighed for, at domstolene i sager, hvor der rejses tiltale, efter den almindelige regel i straffelovens § 83 om strafnedsættelse og strafbortfald under tilsvarende formildende omstændigheder som angivet i bekendtgørelsen vedrørende tiltalefrafald afgør sagen med et strafbortfald.

Dette gælder, hvad enten sagen på grund af tiltaltes nægtelse ikke har kunnet afgøres ved tiltalefrafald, eller retten efter bevisførelsen vurderer forholdet anderledes end anklagemyndigheden på tidspunktet for tiltalerejsningen, eller tiltalerejsningen beror på en fejl.

I dag vil sådanne sager, hvor tiltale rejses, selv om der er tale om en ung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig, normalt blive afgjort med betinget dom uden straffastsættelse, idet domstolene i praksis normalt ikke anvender straffelovens § 83 om strafbortfald i disse tilfælde.

Selv om betinget dom uden straffastsættelse anses som en mild dom, er det alligevel en strengere sanktion end strafbortfald, dels på grund af prøvetiden, dels på grund af registreringen i kriminalregisteret. Et strafbortfald slettes efter 10 år, hvorimod en betinget dom uden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens § 222 først slettes efter 20 år.

Forskellen vedrørende registrering i kriminalregisteret har ikke betydning for private straffeattester (som enhver kan få udleveret om sig selv), offentlige straffeattester (som i en række sammenhænge, eventuelt med den pågældendes samtykke, kan udleveres til offentlige myndigheder) eller straffeattester til brug i strafferetsplejen (der standardmæssigt anvendes i straffesager). Begge afgørelsesformer vil fremgå af en privat straffeattest i 3 år efter endelig dom, og begge afgørelsesformer vil fremgå i 10 år af offentlige straffeattester og af straffeattester til brug i strafferetsplejen.

Forskellen vedrørende registrering i kriminalregisteret har derimod stor betydning for børneattester (som med den pågældendes samtykke kan udleveres til brug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen eller beskæftigelsen har en direkte kontakt med børn under 15 år). En betinget dom uden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens § 222 vil fremgå af en børneattest i 20 år efter endelig dom, hvorimod et strafbortfald vil fremgå af en børneattest i 10 år efter endelig dom.

Straffelovrådet tilføjer, at et tiltalefrafald uden vilkår slet ikke medtages på straffeattester, heller ikke børneattester. Et tiltalefrafald uden vilkår er således i denne henseende en mildere sanktion end et strafbortfald.

Selv efter en gennemførelse af Straffelovrådets forslag om en bekendtgørelse i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, om tiltalefrafald i sager om nogenlunde jævnbyrdige forhold vil der således i relation til straffeattester, herunder børneattester, bestå en forskel mellem tilfælde, hvor der i medfør af den nye bekendtgørelse gives tiltalefrafald uden vilkår, og tilfælde, hvor der rejses tiltale, og domstolene ud fra tilsvarende hensyn afgør sagen med et strafbortfald.

Kapitel 14: Straffelovens § 223 – stedbørn, plejebørn mv. under 18 år

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 223

Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, med fængsel indtil 4 år.

Efter straffelovens § 223, stk. 2, straffes den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje, med fængsel indtil 4 år.

Bestemmelsen i § 223 finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Straffelovens § 223, stk. 1, indeholder et absolut forbud mod samleje mellem de i bestemmelsen nævnte personer. Herved finder bestemmelsen også anvendelse, selv om der ikke er tale om et konkret misbrug af stillingen som lærer eller opdrager, og uden hensyn til, om den mindreårige har taget initiativ til forholdet.

Ordet ”adoptivbarn” skal forstås i sin juridiske betydning, hvorimod ”stedbarn” og ”plejebarn” skal afgrænses ud fra en konkret vurdering og også kan omfatte f.eks. en samlevers barn. Det kræves ikke, at gerningsmanden bor sammen med barnet.

I relation til lærere og opdragere kræves det, at den mindreårige er ”betroet” den pågældende, hvilket formentlig udelukker tilfælde, hvor en mindreårig på egen hånd uden udtrykkeligt eller stiltiende samtykke fra forældre eller andre, som har ansvaret for den mindreårige, indgår aftale om undervisning. Det antages i relation til lærere, at der efter undervisningens art og lærerens dermed forbundne myndighed og indflydelse i forhold til eleven og/eller efter de omstændigheder, hvorunder undervisningen foregår, består en særlig mulighed for misbrug af stillingen som lærer til at skaffe sig seksuelt forhold til eleven, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 312. Men konkret misbrug kræves altså ikke.

Straffelovens § 223, stk. 2, finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor samleje er opnået ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed. Herved er bestemmelsen uanvendelig, hvis den mindreårige selv tager initiativ til forholdet eller parterne står hinanden nær i alder, erfaring og udvikling. På den anden side anses bestemmelsen ikke uanvendelig. blot fordi den mindreårige tidligere har haft seksuelle forhold.

Subjektivt kræves det, at gerningsmanden har handlet med forsæt. Det kræves dog ikke, at gerningsmanden ved handlinger omfattet af § 223, stk. 2, selv har vurderet sin adfærd som groft misbrug, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 314. Efter straffelovens § 226 er der herudover mulighed for at pålægge ansvar for forhold omfattet af § 223 i tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til personens alder, men hvor der er handlet uagtsomt i relation til alderen. Straffelovens § 226 er behandlet i kapitel 17 nedenfor.

Om straffelovens § 223 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 311-14, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 54-56, Stephan Hurwitz, Den Danske Kriminalret – Speciel del (3. udg. 1965) side 201-02 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 517-18.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. I straffeloven af 1866 var § 166 sålydende:

”§ 166. Den, der misbruger sin Stilling til at forføre sit Fosterbarn, sin Myndling eller et ham til Undervisning og Opdragelse betroet Fruentimmer til Samleie, ansees med Strafarbejde indtil 6 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel paa Vand og Brød ikke under 2 Gange 5 Dage. Dog bortfalder al Straf, hvis de komme i Ægteskab sammen.”

Af bestemmelsens forarbejder fremgår bl.a. følgende (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 198-99):

”Som i de indledende Bemærkninger til dette Kapitel antydet, har man ikke fundet Anledning til i Straffeloven at optage nogen Bestemmelse svarende til D.L.s 6-13-2, forsaavidt deri sættes Straf (efter Fd. 24 Septbr. 1824 §§ 1 og 3 Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage eller Forbedringshuusarbeide indtil 3 Aar) for den Lavværge, der beligger den Enke, som han er Lavværge for. Derimod har man meent, at det vel egner sig til at belægges med en endog temmelig haard Straf, naar en Formynder forfører sin Myndling til Utugt, men vel at mærke kun under den Forudsætning, at han, som det hedder i Udkastets § 163, misbruger sin Stilling til at forføre sin Myndling. I Klasse hermed synes fremdeles at burde stilles andre Tilfælde, hvor Personer, der ifølge deres Stilling ere særligt opfordrede til at værne om de unge Qvinders Dyd og Ære, der ere betroede til deres Varetægt og Omsorg, paa lignende skammelig Maade misbruge den Myndighed eller Indflydelse, som en saadan Stilling giver dem, til en Forførelse til Utugt. Som saadanne Forhold nævnes i § 163 Pleie- eller Fosterfaderens til Pleie- eller Fosterbarnet og Opdragerens eller Lærerens til Eleven; jfr. den norske Straffelovs Kap. 18 §

17. Med Hensyn til det sidstnævnte Forhold, – hvorom Bestemmelsen træder istedetfor Fd. 9. Juli 1745, der efter Omstændighederne foreskriver livsvarigt Fæstningsarbejde for den Student, der besvangrer et ham til Underviisning anbetroet Fruentimmer – skal man i øvrigt fremhæve, at der maa lægges særdeles Vægt paa de i § 163 desangaaende brugte Udtryk, at Fruentimmeret er ”betroet” Forføreren ”til Undervisning og Opdragelse”. Det kan forsaavidt ikke til Straffebestemmelsens Anvendelse fordres, at Eleven skal være optagen i den Paagjældendes Huus, og undergiven hans huuslige Magt – ligesaalidt som dette fordres med Hensyn til Forholdet mellem Formynder og Myndling eller mellem Fosterfader og Fosterbarn, hvilket sidste Forhold ei heller behøver at være konstitueret ved en juridisk Act –, eller at omvendt Opdrageren eller Læreren skal være optagen i den Forførtes Familie. Bestemmelsens Anvendelse kan end ikke ubetinget ansees udelukket derved, at den Paagjældende ikkun er Timelærer. Men en nødvendig Forudsætning er det derimod, at Fruentimmerets Uddannelse i aandelig og moralsk Henseende kan siges at være ham betroet, og at forsaavidt et mere inderligt og et egentligt Tillidsforhold finder Sted. Bestemmelsen vil saaledes t. Ex. ikke kunne komme til Anvendelse paa blotte Dandse-, Gymnastik-, Tegne- eller Musiklærere, men i øvrigt er det en Selvfølge, at det i det enkelte Tilfælde maa afgjøres af Domstolene (Nævningerne) efter et fornuftigt Skøn over samtlige factiske Omstændigheder, saavel om en Forførelse kan siges at have fundet Sted, som om hvorvidt Fruentimmeret var betroet den Paagjældende til Undervisning og Opdragelse.”

1.2.2. I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 223 følgende ordlyd:

”§ 223. Den, som har Samleje med en Person under 18 Aar, der er den skyldiges Adoptivbarn eller Plejebarn eller er betroet den paagældende til Undervisning eller Opdragelse, straffes med Fængsel indtil 4 Aar.

Stk. 2. Med samme Straf anses den, som under groft Misbrug af en paa Alder og Erfaring beroende Overlegenhed forfører en Person under 18 Aar til Samleje.”

Som det fremgår, har bestemmelsen således i det væsentlige været uændret siden straffeloven af 1930.

Om forarbejderne til bestemmelsen kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 202 samt side 200-201. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 198, nr. 2, og § 202 samt side 188, 189, 193 og 194 og udkast af 1923 (U III) § 203 samt side 322-23. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-1925, tillæg A, spalte 3270 og 3374 (§ 225). Af forarbejderne kan særligt henvises til U III spalte 322-23:

”§ 203, 1ste Stk. træder i Stedet for Straffelovens § 166, men betegner en Udvidelse af denne, forsaavidt det ikke er en Betingelse, at der skal have fundet nogen Forførelse Sted, idet ligesom i § 199 [om samleje med institutionsanbragte] Forbrydelsen vil foreligge, naar Samleje finder Sted under de angivne Forhold. Den voksne vil i de her anførte Forhold i Kraft af sin Stilling have en Pligt til eller være særlig opfordret til at værne om de unges Kønssædelighed. Naar desuagtet Samleje finder Sted mellem de paagældende, vil der i Almindelighed foreligge et Misbrug af den Myndighed og Indflydelse, Stillingen giver den voksne, og selv om det i det enkelte Tilfælde den unge maatte have været den provocerende, vil Samleje fra den ældres Side i Almindelighed være en saadan Tilsidesættelse af de Pligter, som Stillingen medfører, at der findes at burde være Plads for Straf.

§ 203, 2det Stk. kræver derimod, at Forførelse skal have fundet Sted (…) Kommissionen har ment at burde blive staaende ved Udtrykket ”forføre”, der fyldigst tilkendegiver, hvad det her kommer an paa. Efter Kommissionens Opfattelse kan dette Udtryk ikke paa Forhaand begrænses til de Tilfælde, hvor der foreligger en Hidførelse af en Kvindes første Fald (…); men om Forførelse foreligger, maa afgøres efter de konkrete Omstændigheder i det enkelte Tilfælde. Paa den anden side er ikke enhver Forførelse gjort strafbar. Kun de grovere Tilfælde af Forførelse bør rammes af Straf.”

Ændringen i stk. 1 fra betroet til ”undervisning og opdragelse” til betroet til ”undervisning eller opdragelse” ses ikke at være nærmere omtalt i forarbejderne. I betragtning af den vægt, der i forarbejderne til straffeloven af 1866 lægges på ordet ”og” i dette udtryk, må ændringen fra ”og” til ”eller” formentlig ikke desto mindre antages at have bevirket en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde. Omvendt ses den indskrækning, som ligger i indsættelsen af en fast aldersgrænse på 18 år, heller ikke at være nærmere omtalt i forarbejderne.

1.2.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændring af borgerlig straffelov fik § 223 sin nuværende ordlyd ved indsættelsen af ordet ”stedbarn” i stk. 1. Ændringen var en følge af en samtidig ophævelse af § 211 om samleje mellem besvogrede, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 971-72. Indsættelsen af ordet ”stedbarn” indebar således som udgangspunkt ikke en udvidelse af kriminaliseringen, idet der i princippet alene var tale om en anden lovmæssig placering af forbuddet mod samleje med stedbarn under 18 år (samtidig med at andre seksuelle forhold mellem besvogrede blev afkriminaliseret). Udtrykket ”stedbarn” fortolkes dog sådan, at det også kan omfatte f.eks. en samlevers barn, hvilket ikke gjaldt den tidligere gældende § 211, men også før lovændringen i 1965 var der eksempler på domfældelse efter § 223, stk. 1, i forhold til et stedbarn ud fra den betragtning, at stedbarnet var betroet stedforælderen til opdragelse. Samlet set var lovændringen i 1965 formentlig udtryk for en begrænset udvidelse af kriminaliseringen.

1.2.4. Bestemmelsen i § 223 har endvidere været genstand for overvejelse i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Der fremgår af betænkningen herom bl.a. følgende (side 174):

”For så vidt angår strafferammen i § 223, stk. 1, må først fremhæves, at der ikke er grund til at lægge selvstændig vægt på tilfælde af kønsligt forhold til børn under 15 år, idet der i sådanne tilfælde tillige dømmes efter § 222.

Straffelovrådet foreslår, at strafmaksimum i § 223, stk. 1, nedsættes til 2 år og maksimum i § 223, stk. 2, om forførelse til 1 år.”

1.2.5. I Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår om bestemmelsen i straffelovens § 223 – i forlængelse af det anførte i betænkning nr. 1099/1987 – bl.a. følgende (side 737-38):

”Straffelovrådet er fortsat enig i, at der ved vurderingen af strafferammen i § 223 ikke er grund til at lægge selvstændig vægt på tilfælde af kønsligt forhold til børn under 15 år, idet der i sådanne tilfælde tillige dømmes efter § 222 (…). Rådet ville dog bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet finde det rigtigst, om det hidtidige strafmaksimum på 4 års fængsel indtil videre opretholdes uændret. Rådet bemærker i den forbindelse, at en lovrevision kunne give anledning til at overveje, om der er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde kriminaliseringen i § 223, stk. 2, og i bekræftende fald, om strafmaksimum i stedet burde følge strafmaksimum i § 221, 2. led, der efter rådets opfattelse kunne overvejes sænket til 1 års fængsel”

Af forarbejderne til lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) fremgår det, at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at følge Straffelovrådets anbefalinger i betænkning nr. 1424/2002 vedrørende § 223, jf. Folketingstidende 2003-2004, tillæg A, spalte 3312, og lovforslaget og lovændringen indeholdt således ikke ændringer af strafferammen i § 223, stk. 2.

2. Retspraksis

2.1. Domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, sker ofte samtidig med domfældelse for andre forhold, navnlig overtrædelse af straffelovens § 222. Der er få nyere trykte afgørelser, hvor der alene er domfældt for overtrædelse af § 223, stk. 1. Der kan henvises til følgende fortrinsvis nyere domme:

TfK 2010.936 Ø (3 måneders fængsel): En 27-årig lærervikar havde to gange fået en 16-årig kvindelig elev på den skole, hvor han var ansat, til at sutte sit lem til sædafgang.

TfK 2008.180 Ø (6 måneders fængsel): En 40-41-årig mand havde gennem 2 år flere gange samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med sin 15-16-årige plejedatter.

UfR 2005.1460 H (60 dages betinget fængsel): En ridelærer havde én gang haft anden kønslig omgængelse end samleje med en 17-årig elev (samt begået blufærdighedskrænkelse over for to 15-årige piger).

FED 2003.1096 Ø (4 måneders fængsel): En mand havde befølt sin 15-årige steddatter på maven og brystet under tøjet (blufærdighedskrænkelse) samt forsøgt at opnå anden kønslig omgængelse end samleje med hende, idet han tog sin penis frem og forsøgte at få hende til at berøre den og opfordrede hende til at sutte på den (hvilket hun imidlertid nægtede at gøre).

UfR 1981.768 Ø (3 måneders betinget fængsel): En 40-årig lærer ved en musikskole havde gennem ca. 2 måneder jævnligt samleje med en 15-årig pige, som han underviste.

2.2. Trykt praksis omkring anvendelse af § 223, stk. 2, er meget sparsom. Der kan henvises til følgende nyere domme:

TfK 2010.415 V (40 dages fængsel): En 62-årig mand havde fået en 15-årig dreng til at trække bukserne ned, hvorefter tiltalte med højre hånd havde onaneret drengens kønslem til sædafgang, mens hans holdt sin venstre arm om drengen. Tiltalte havde kendt drengen i 5-7 år, og han havde i denne periode mødtes med ham mindst én gang om måneden. Tiltalte var klar over, at drengen ikke fungerede som en normal 15-årig.

TfK 2006.546 Ø (1½ års fængsel, som også omfattede andre – grovere – seksuelle krænkelser af børn): En 31-34-årig mand suttede gennem 2½ år flere gange på en 15-17-årig drengs lem, fik flere gange drengen til at sutte på tiltaltes lem og fik én gang drengen til at have analt samleje med tiltalte. Drengen kom i tiltaltes hjem for at besøge tiltaltes plejebarn, som var drengens kammerat.

UfR 2003.1616 V (60 dages fængsel): Tiltalte var kommet i kontakt med en 15-årig dreng via internettet ved at udgive sig for at være en jævnaldrende pige, der angiveligt aftalte med drengen, at hendes far ville hente ham, for at han kunne møde hende. Tiltalte udgav sig som far til pigen, kørte forurettede til sin bopæl, trak bukserne af drengen og suttede hans kønslem til sædafgang. Herved fandtes tiltalte at have udøvet et groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed i forbindelse med den af ham skabte situation.

2.3. Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 86 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, og i alt 4 afgørelser for overtrædelse af § 223, stk. 2 (samleje). Heraf var 59 ubetingede fængselsstraffe på mellem 4 måneder og 3 år og 9 måneder for § 223, stk. 1’s vedkommende, mens der var 1 ubetinget fængselsstraf (på 3 måneder) for § 223, stk. 2’s vedkommende.

Der var i samme periode i alt 89 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, jf. § 224, og i alt 5 afgørelser for overtrædelse af § 223, stk. 2, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje). Heraf var 58 ubetingede fængselsstraffe på mellem 60 dage og 3 år for § 223, stk. 1, jf. § 224’s vedkommende, mens der var 2 ubetingede fængselsstraffe (på 60 dage) for § 223, stk. 2, jf. § 224’s vedkommende.

Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædelse af § 223, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser for overtrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf 11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om fordelingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at størstedelen af disse 20 afgørelser angik § 218 eller § 223.

3. Fremmed ret

3.1. Norsk ret

Efter § 199 i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som har seksuel omgang med fosterbarn, plejebarn, stedbarn eller nogen anden person under 18 år, som står under den pågældendes omsorg, myndighed eller opsyn, med fængsel indtil 5 år. Bestemmelsen forstås på den måde, at aldersgrænsen kun knytter sig til sidste led om ”nogen anden person, som står under den pågældendes omsorg, myndighed eller opsyn”, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 268. Seksuel omgang med fosterbarn, plejebarn eller stedbarn over 18 år er således også kriminaliseret efter bestemmelsen. Med ”omsorg” menes den faktiske omsorg i den forstand, at gerningsmanden socialt fungerer i forældres sted, enten ved at barnet bor sammen med gerningsmanden til daglig eller ved weekendbesøg og ferier i forbindelse med udøvelse af samvær. Udtrykket kan dermed bl.a. omfatte en samlever til en af barnets forældre. Udtrykket omfatter ikke den omsorg, som ligger i mere sporadisk babysitning.

Efter bestemmelsens stk. 2 gælder det samme den, som skaffer en anden seksuel omgang med nogen, som den pågældende selv står i et sådant forhold til.

§ 314 i den nye straffelov af 2005 viderefører § 199 med visse ændringer.

Der er for det første sket den udvidelse, at også det at få barnet til at udføre handlinger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv, omfattes.

Desuden er henvisningen til ”plejebarn” udgået af bestemmelsen, hvilket imidlertid næppe har den store betydning, når ”fosterbarn” stadig er omfattet.

Endvidere er den særlige medvirkensregel ikke videreført. I forarbejderne anføres, at det virker inkonsekvent med en sådan særlig medvirkensregel for fosterforældre, når der ikke gælder en tilsvarende medvirkensregel for biologiske forældre og adoptivforældre, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 268.

Endelig er strafferammen ændret til fængsel indtil 6 år, hvilket imidlertid skyldes en reduktion i antallet af strafferammer, og det er ikke tilsigtet, at forhøjelsen af strafmaksimum skal have nogen betydning for strafniveauet, jf. Or.prp. nr. 22 (2008-2009) side 449.

Et forslag om generelt at begrænse bestemmelsen til forhold til personer under 18 år blev ikke gennemført. Som begrundelse anføres, at bestemmelsen om forhold til fosterbarn eller stedbarn langt hen ad vejen varetager samme hensyn som incestbestemmelsen (om seksuel omgang med barn eller adoptivbarn), som heller ikke indeholder nogen aldersgrænse (Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 268).

3.2. Svensk ret

Efter kapitel 6 § 4, stk. 2, i den svenske straffelov straffes den, som har samleje eller gennemfører en anden seksuel handling, som hensyn til krænkelsens art og omstændighederne i øvrigt er sammenlignelig med samleje, med et barn på 15-17 år, som opdrages hos eller har et lignende forhold til gerningsmanden, eller for hvis omsorg eller tilsyn gerningmanden ifølge myndighedsbeslutning er ansvarlig, for voldtægt mod barn. Straffen er fængsel fra 2 til 6 år eller under skærpende omstændigheder fængsel fra 4 til 10 år. Hvis forbrydelsen under hensyn til omstændighederne ved forbrydelsen er mindre alvorlig, straffes for seksuel udnyttelse af barn med fængsel indtil 4 år, jf. kapitel 6 § 5.

Hvis der har været tale om en anden seksuel handling, end der er omfattet af kapitel 6 § 4, stk. 2, straffes for seksuelt overgreb mod barn med fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder med fængsel fra 6 måneder til 6 år.

Den del af bestemmelsen, som angår opdragelse hos gerningsmanden, omfatter navnlig plejeforældre og en samlever til en af forældrene. Med ”lignende forhold til gerningsmanden” menes, at gerningsmanden indgår i familiekredsen eller på anden lignende måde står barnet meget nær. Det har navnlig være hensigten, at bestemmelsen skulle kunne omfatte en forælders nye kæreste, uanset om barnet bor hos denne forælder, og uanset om forælderen og den nye kæreste bor sammen, jf. prop. 2004/05:45 side 73.

Den del af bestemmelsen, som angår omsorg eller tilsyn ifølge myndighedsbeslutning, omfatter navnlig tilfælde, hvor barnet er anbragt på en døgninstitution, på en psykiatrisk afdeling eller i et fængsel, og omfatter i givet fald de personer på den pågældende institution, som har omsorgs- eller tilsynsfunktioner over for barnet, jf. prop. 2004/05:45 side 72.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Straffelovrådet foreslår, at seksuelt forhold til adoptivbarn medtages i straffelovens § 210 om incest, jf. nærmere kapitel 25, afsnit 4, nedenfor.

I konsekvens heraf foreslår Straffelovrådet, at ”adoptivbarn” udgår af straffelovens § 223, stk. 1.

4.2. Straffelovrådet finder, at strafferammen på fængsel indtil 4 år på passende måde afspejler grovheden af de forhold, der er omfattet af straffelovens § 223, stk. 1. Denne strafferamme er endvidere fuldt tilstrækkelig til også at dække ekstraordninært grove overtrædelser af § 223, stk. 1.

Straffelovrådet foreslår derfor ingen ændringer af strafferammen i § 223, stk. 1.

4.3. Straffelovrådet har i lyset af den ringe praktiske betydning af straffelovens § 223, stk. 2, overvejet, om bestemmelsen kan ophæves – også henset til, at bestemmelsen er af udpræget skønsmæssig karakter.

Straffelovrådet lægger også vægt på, at anvendelsen af straffelovens § 223, stk. 2, ikke ses at have givet anledning til problemer i praksis, og at bestemmelsen fortolkes restriktivt.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af strafferammen i § 223, stk. 2, på fængsel indtil 4 år. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at i de forholdsvis sjældne tilfælde, hvor et seksuelt forhold til en 15-17-årig er udtryk for et så groft misbrug af gerningsmandens overlegenhed i alder og erfaring, at det er omfattet af § 223, stk. 2, vil forholdet i grovhed kunne være sammenligneligt med forhold, der er omfattet af § 223, stk. 1.

4.4. Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således, at straffelovens § 223 videreføres alene med en konsekvensændring som følge af rådets forslag om at udvide straffelovens § 210 til også at omfatte seksuelt forhold til adoptivbarn.

Kapitel 15: Straffelovens § 223 a – køb af seksuelle ydelser hos personer under 18 år

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 223 a

Efter straffelovens § 223 a straffes den, der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Bestemmelsen kriminaliserer at betale (eller love at betale) en person under 18 år for sex.

Forbrydelsen fuldbyrdes ved samlejet, hvorimod det ikke er et krav, at betaling har fundet sted eller finder sted, når blot der før samlejet er lovet betaling. Også et løfte om betaling, som gerningsmanden ikke har til hensigt at opfylde, er omfattet. Betalingen behøver ikke at være penge, men skal kunne gøres op i penge. Også en betaling i form af nedskrivning af en gæld (eller en påstået gæld) vil kunne være omfattet. Det er endvidere uden betydning, om det er kunden selv eller en tredjemand, som betaler.

Det er en betingelse, at gerningsmanden er ”kunde”. Heri ligger ifølge forarbejderne navnlig, at en person, der betaler for en mindreårigs bolig, mad, tøj mv. og desuden har et seksuelt forhold til den mindreårige, normalt ikke rammes af bestemmelsen. Som eksempel nævnes i forarbejderne, at en person under 18 år flytter ind hos sin kæreste og forsørges af denne.

Som et andet muligt eksempel kan nævnes, at tilfælde, hvor to personer går ud sammen (på en ”date”) og eksempelvis sammen spiser, drikker og/eller går på diskotek eller lignende – og også har et seksuelt forhold – må antages ikke at være omfattet af bestemmelsen, uanset om én af parterne efter forudgående aftale betaler for begge og den anden part er under 18 år. At én af parterne efter forudgående aftale i forbindelse med et sådant seksuelt samvær betaler sin seksualpartner under 18 års faktiske udgifter til hjemtransport, bringer næppe heller forholdet ind under straffelovens § 223 a.

Det er heller ikke strafbart at give sin kæreste under 18 år, som man har et seksuelt forhold til, gaver. Hvis man på den anden side i forbindelse med et seksuelt forhold til en person under 18 år, som man ikke er kæreste med, efter forudgående aftale giver den pågældende penge (eller noget, som kan opgøres i penge), bringer det ikke forholdet uden for bestemmelens anvendelsesområde, at parterne har valgt at betegne betalingen som en ”gave”.

I grænsetilfælde vil det bero på de konkrete omstændigheder, om en erlagt ydelse i bestemmelsens forstand udgør betaling for et seksuelt forhold. Som eksempel kan nævnes følgende dom:

TfK 2011.678 Ø (betinget dom uden straffastsættelse): En 14-årig pige havde over telefonen aftalt at mødes med en 32-årig mand, som hun ikke kendte, for at have sex med ham, og manden var blevet bedt om at tage nogle flasker spiritus med. Pigen havde i overværelse af en af sine veninder anden kønslig omgængelse end samleje med manden. Manden havde to flasker vodka med, som pigen og veninden drak lidt af, mens de var sammen med manden, og fik med sig, da de skiltes fra ham. Ifølge pigens forklaring for landsretten havde de ikke på forhånd talt om, hvorfor manden skulle have spiritus med, men hun forudsatte, at det var noget, hun og hendes veninder skulle have med bagefter. Hun opfattede det ifølge sin forklaring for landsretten ikke som betaling. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at de to flasker vodka udgjorde betaling for seksuelle ydelser og frifandt derfor for overtrædelse af straffelovens § 223 a. Manden blev dømt for uagtsom overtrædelse, jf. straffelovens § 226, af straffelovens § 222, jf. 224, om seksuelt forhold til et barn under 15 år.

Det bemærkes yderligere, at samlejet skal være opnået mod betaling eller løfte om betaling, og det er derfor et krav, at parterne før samlejet (udtrykkeligt eller stiltiende) har aftalt, at der skal ske betaling, jf. Justitsministeriets besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 6 vedrørende lovforslag nr. L 117 (2002-2003). Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis parterne først efter, at de har haft samleje, aftaler, at der skal ske betaling, eller hvis en person efter et samleje ensidigt beslutter at betale den anden for samlejet.

Bestemmelsen i § 223 a finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Subjektivt kræves der forsæt både til betaling og vedrørende den mindreåriges alder. Efter straffelovens § 226 er der herudover mulighed for at pålægge ansvar for forhold omfattet af § 223 a, hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til personens alder, men hvor der er handlet uagtsomt i relation til alderen. Straffelovens § 226 er behandlet i kapitel 17 nedenfor.

Om straffelovens § 223 a kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 314-15.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Bestemmelsen i § 223 a blev indsat ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år) og fik da følgende ordlyd:

”§ 223 a. Den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 933-35):

”2.2.2. Der er i de seneste år her i landet taget en række initiativer med henblik på at bekæmpe forskellige former for seksuel udnyttelse af børn.

Blandt initiativerne kan nævnes, at det ved lov nr. 1100 af 21. december 1994 om ændring af straffeloven m.v. blev gjort strafbart at besidde børnepornografiske fotografier, film og lignende. Lovændringen, der trådte i kraft den 1. marts 1995, har til formål at øge beskyttelsen mod misbrug i forbindelse med produktion af børnepornografi.

Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af bl.a. straffeloven er der åbnet mulighed for en forsøgsordning med behandling af seksualforbrydere. Behandlingen skal efter forsøgsordningen kunne træde i stedet for straf. Der skal endvidere tilbydes behandling til seksualforbrydere under afsoningen af frihedsstraf. Ved lovændringen er der desuden åbnet mulighed for, at der i lidt videre omfang end hidtil kan idømmes forvaring (tidsubestemt straf) for de groveste seksualforbrydelser.

Også internationalt er der opmærksomhed om problemerne med seksuel udnyttelse af børn og behovet for samarbejde mellem landene.

Nordisk Råd vedtog i 1996 en rekommendation om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn.

De nordiske lande har udstationeret såkaldte forbindelsesofficerer i de baltiske lande. Sverige har forbindelsesofficerer i henholdsvis Letland og Estland, og der er en dansk forbindelsesofficer i Litauen. De pågældende repræsenterer hele Norden og fungerer som forbindelsesled til de stedlige politimyndigheder.

I efteråret 1997 nedsatte Østersørådet en arbejdsgruppe, som skulle undersøge og vurdere omfanget af seksuel udnyttelse af børn i Østersøregionen. Arbejdsgruppens rapport fra marts 1998 om seksuel udnyttelse af børn i Østersøregionen indeholder en række anbefalinger.

Som opfølgning på en verdenskonference om emnet i Stockholm i 1996 har EU-landene taget forskellige initiativer på området.

I efteråret 1996 vedtog Rådet to fælles aktioner herom. Den ene aktion drejer sig om et tilskyndelses- og udvekslingsprogram for personer, som i medlemslandene har ansvar for bekæmpelsen af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. Den anden aktion går ud på at oprette et fælles videns- og erfaringsregister på bl.a. dette område.

I februar 1997 vedtog Rådet endnu en fælles aktion vedrørende bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. Aktionen går bl.a. ud på, at medlemslandene skal sikre, at seksuel udnyttelse af børn er strafbart. Der skal også etableres et mere effektivt samarbejde mellem medlemslandene med hensyn til efterforskningen af sager om seksuelle overgreb mod børn.

På en EU-konference i Haag i april 1997 blev der vedtaget en deklaration om bekæmpelse af handel med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse.

I EU-regi er der på nuværende tidspunkt særlig interesse for en fælles indsats mod den stadigt stigende udbredelse af børnepornografi over internettet. Det østrigske formandskab har således for ganske nylig fremlagt et udkast til en fælles aktion om bekæmpelse af børnepornografi på internettet.

Som opfølgning på den ovenfor nævnte verdenskonference i Stockholm har Europarådet endvidere i april 1998 afholdt en konference om kommerciel udnyttelse af børn.

Det kan også nævnes, at Danmark deltager i en permanent arbejdsgruppe under Interpol vedrørende kriminalitet mod mindreårige. Det er arbejdsgruppens opgave at medvirke til, at landene i størst muligt omfang udveksler oplysninger, som kan føre til opklaring og retsforfølgning af kriminalitet mod mindreårige.

I FN-regi er der i 1989 vedtaget en konvention om barnets rettigheder. Danmark ratificerede denne konvention i 1991.

I konventionen defineres et barn som enhver person under 18 år, medmindre den pågældende bliver personligt myndig tidligere efter den lov, der gælder for barnet.

Efter konventionens artikel 34 skal deltagerstaterne beskytte børn mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Det indebærer bl.a., at der skal træffes passende foranstaltninger for at modvirke, at børn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet, og for at forhindre, at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet.

FN's Komite vedrørende Barnets Rettigheder overvåger, om konventionen overholdes. Komiteen har i en udtalelse på grundlag af Danmarks første rapport om de skridt, der er taget for at opfylde konventionens bestemmelser, bl.a. anbefalet, at man fra dansk side træffer yderligere foranstaltninger for at opfylde bestemmelsen i konventionens artikel 34.

FN's Menneskerettighedskommission arbejder for tiden med udkast til en tillægsprotokol til børnekonventionen, der særligt skal vedrøre salg af børn og børneprostitution.

2.2.3. Efter Justitsministeriets opfattelse vil en kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år falde i tråd med den udvikling, som er beskrevet ovenfor, herunder med de forskellige internationale bestræbelser med henblik på at bekæmpe seksuel udnyttelse af børn.

Den øgede sociale indsats, som der i øvrigt bør lægges afgørende vægt på, kan ikke stå alene i forhold til de helt unge prostituerede. Her er der et særligt behov for at supplere denne indsats med et strafferetligt værn, som ikke kun er rettet mod bagmænd, men også mod dem, der køber seksuelle ydelser af prostituerede under 18 år. En kriminalisering af kunderne vil kunne medvirke til at begrænse efterspørgslen efter de helt unge og meget sårbare prostituerede. (…)

3.2.2. Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen blier bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Der er ved fastsættelsen af maksimumstraffen taget hensyn til, at bestemmelsen bl.a. vil omfatte de formentlig sjældne tilfælde, hvor der er tale om mange forhold begået af en ”fast” kunde.”

1.2.2. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.), idet hæfte udgik af bestemmelsen.

1.2.3. Af Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer fremgår om bestemmelsen i straffelovens § 223 a bl.a. følgende (side 738):

”§ 223 a er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel (…)

kriminaliseringen i § 223 a [er] forholdsvis ny. Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som bestemmelsen bygger på. Straffelovrådet er endvidere bekendt med et af Justitsministeriet udarbejdet udkast af 28. oktober 2002 til forslag til lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn og salg af børn), der bl.a. sigter på at gennemføre de ændringer af straffeloven, som er nødvendige for, at Danmark kan deltage i vedtagelsen af en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (…). Rådet har på den anførte baggrund ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i § 223 a.”

1.2.4. Bestemmelsen i straffelovens § 223 a fik sin nuværende formulering ved lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.).

Lovændringen indebar, at begrænsningen til forhold til personer, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, udgik. Det er imidlertid uændret en betingelse, at gerningsmanden er ”kunde”.

Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 2615):

”forslaget til EU-rammeafgørelse pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at kriminalisere udnyttelse af børn ved prostitution eller ”seksuelle aktiviteter” (…). Efter artikel 2, litra c (ii), skal det således være strafbart at deltage i seksuelle aktiviteter med et barn, hvor der gives penge eller andre former for godtgørelse eller vederlag som modydelse for, at barnet deltager i aktiviteterne.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at dansk lovgivning som udgangspunkt allerede opfylder de nævnte krav. (…)

Efter straffelovens § 223 a straffes den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen finder således anvendelse, hvis den unge ernærer sig helt eller delvist ved prostitution, og hvis der ydes betaling eller gives løfte om betaling. Som omtalt ovenfor (…) skal der være tale om en mere regelmæssig virksomhed med levering af seksuelle ydelser mod betaling eller løfte herom. Hvor den pågældende person under 18 år i enkeltstående tilfælde har modtaget betaling for et samleje eller lignende, vil forholdet således ikke være omfattet af § 223 a.

Efter forslaget til EU-rammeafgørelsen er medlemsstaterne forpligtede til at kriminalisere ethvert tilfælde, hvor der er tale om samleje mv. med en person under 18 år mod betaling. Det bemærkes, at der i overensstemmelse med gældende ret ikke nødvendigvis skal være tale om betaling af et pengebeløb, men kundens modydelse skal kunne gøres op i penge. Det er uden betydning, om det er kunden selv eller en tredjemand, som betaler.

På den baggrund foreslås det at ændre straffelovens § 223 a, således at det bliver strafbart som kunde mod betaling eller løfte om betaling at have samleje (eller anden kønslig omgængelse, jf. § 224) med en person under 18 år, også selv om der er tale om enkeltstående tilfælde af prostitution altså hvor personen under 18 år ikke ernærer sig ved prostitution.”

2. Retspraksis

Trykt retspraksis om § 223 a er meget sparsom, idet der alene kendes følgende fældende dom:

UfR 2005.1963 Ø (20 dagbøder): En 51-årig mand havde haft samleje mod betaling med en 17-årig pige (som var prostitueret, hvilket var et krav, da forholdet var begået før lovændringen i 2003).

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 10-årige periode 1999-2009 var i alt 7 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af § 223 a (hvor dette var hovedforholdet). Heraf var ingen ubetingede fængselsstraffe.

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Efter artikel 2, litra c, nr. ii, i Rådets rammeafgørelse nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater forpligtet til at kriminalisere den, der tager del i seksuelle aktiviteter med et barn, hvor der gives penge eller andre former for aflønning eller erkendtlighed som modydelse for barnets deltagelse i seksuelle aktiviteter. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a.

3.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet af direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

Efter direktivets artikel 4, stk. 7, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere den, der har et seksuelt forhold til et barn mod betaling eller løfte herom. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a.

Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 5 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder, og fængsel indtil 2 år, hvis barnet er over denne alder.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.3. Efter artikel 19, stk. 1, litra c, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kontraherende stater kriminalisere den, der benytter sig af børneprostitution, dvs. den, der mod betaling eller løfte herom har seksuelt forhold til et barn. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. konventionens artikel 3, litra a.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

4. Straffelovrådets overvejelser

Kriminaliseringen i bestemmelsen i straffelovens § 223 a bygger på EU-retlige og internationale forpligtelser. Bestemmelsen anvendes sjældent i praksis, og Straffelovrådet er ikke bekendt med, at bestemmelsens nuværende udformning skulle have givet anledning til problemer.

Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at overveje at foreslå ændringer af gerningsindholdet i straffelovens § 223 a. Straffelovrådets overvejelser om en eventuel generel kriminalisering af køb af sex er gengivet i kapitel 19, afsnit 6.3, nedenfor.

Straffelovrådet har noteret sig, at strafferammen i § 223 a er bøde eller fængsel indtil 2 år, mens den i § 235 a, stk. 2, om overværelse af pornografiske forestillinger med personer under 18 år og i § 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografi er bøde eller fængsel indtil 1 år.

Direktivet om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi kræver imidlertid en strafferamme på mindst fængsel indtil 2 år for de forhold, der er omfattet af straffelovens § 223 a. Selv om direktivet ikke gælder for Danmark, har Straffelovrådet ikke fundet anledning til at overveje at foreslå en ændring af strafferammen i § 223 a.

Straffelovrådet foreslår således sammenfattende, at straffelovens § 223 a videreføres uden ændringer.

Kapitel 16: Straffelovens §§ 224 og 225 – anden kønslig omgængelse end samleje

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Straffelovens § 224

1.1.1. Den gældende bestemmelse i § 224

Efter straffelovens § 224 finder bestemmelserne i §§ 216-223 a tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Mens bestemmelserne i straffelovens §§ 216-223 a alene finder direkte anvendelse, når der er tale om samleje, udvider § 224 således bestemmelsernes anvendelsesområde til også at omfatte ”anden kønslig omgængelse end samleje”.

Om begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” og herunder afgrænsningen af begrebet i forhold til blufærdighedskrænkelse fremgår bl.a. følgende af udkast af 1923 (U III) (spalte 323):

”§ 204 fastsætter Straf for anden kønslig Omgængelse end Samleje, naar saadan Omgængelse finder Sted under de i §§ 196-203 angivne Betingelser. (…) Man har brugt Udtrykket ”kønslig Omgængelse” i Stedet for det i Straffelovens § 176 benyttede Udtryk ”uterligt Forhold” for herved skarpere at præcisere Grænsen mellem denne Forbrydelse og Blufærdighedskrænkelsen (…) Ved kønslig Omgængelse maa i § 204 forstaas enhver anden kønslig Benyttelse af en anden Persons Legeme end Samleje. Hvor en saadan Benyttelse ikke foreligger, eller hvor en kønslig Benyttelse af en andens Legeme vel foreligger, men Betingelserne efter §§ 196-203 ikke er til Stede, vil der kun kunne blive Spørgsmaal om en Blufærdighedskrænkelse.”

Afgrænsningen af begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” er efterfølgende blevet omskrevet af Stephan Hurwitz, som i Den Danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 191, har beskrevet begrebet på følgende måde:

””Anden kønslig omgængelse” defineres i UIII, mot. sp. 323, som ”enhver anden kønslig benyttelse af en anden persons legeme end samleje”. Denne definition er ikke ganske klar eller korrekt. Det er rigtigt, at handlinger, der ikke fysisk berører en andens legeme – således navnlig verbal uterlighed og ekshibitionistiske akter – ikke kan henføres under begrebet kønslig omgængelse. Men på den anden side er ikke enhver seksualhandling, der fysisk berører eller ”benytter” en andens legeme kønslig omgængelse. Det må kræves, at handlingen har en samlejelignende karakter, fungerer som surrogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den krænkede eller misbrugte part rummer et seksualovergreb, der nærmer sig til samleje.”

Denne omskrivning af begrebet er i almindelighed blevet fulgt i praksis, og der er endvidere henvist til omskrivningen i forarbejderne til bestemmelsen i straffelovens § 223 a, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 937.

Som eksempler på ”anden kønslig omgængelse end samleje” kan fra retspraksis bl.a. nævnes analt samleje, oralt samleje, kys mv. på kønsdele, indføring af fingre eller genstande i skeden og manipulation af lem. Sammenfattende forudsætter anvendelse af § 224 således normalt direkte berøring mellem i hvert fald den enes kønsdel og den andens legeme, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 317.

Der kan om bestemmelsen i § 224 nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side 315-16, Stephan Hurwitz, a.st., side 203-204. og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 518.

1.1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.1.2.1. I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 224 følgende ordlyd:

”§ 224. Har under de i §§ 216-223 angivne Betingelser anden kønslig Omgængelse end Samleje fund Sted, bliver en forholdsmæssig mindre Straf af Fængsel at anvende.”

Der kan om forarbejderne til bestemmelsen henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 201, stk. 2, samt side 200. Endvidere kan der henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 203 samt side 193-94 og udkast af 1923 (U III) § 204 samt spalte 323. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372 (§ 226).

1.1.2.2. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 224 i det væsentlige sin nuværende affattelse, idet der herved bortses fra den henvisning til § 223 a, som blev indføjet i bestemmelsen ved lov nr. 141 af 17. marts 1999, jf. pkt. 1.1.2.3. nedenfor.

Lovændringen indebar, at der kom til at gælde de samme strafferammer for anden kønslig omgængelse end samleje som for samleje. Af forarbejderne fremgår herom følgende, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg B, spalte 856-57:

”Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 224 bliver ”en forholdsmæssig mindre straf af fængsel” at anvende i tilfælde, hvor anden kønslig omgængelse end samleje har fundet sted under de i §§ 216-223 angivne betingelser.

Den foreslåede ændring af § 224 tilsigter at give mulighed for at sidestille visse samlejelignende forhold med tilfælde, hvor der er opnået egentligt samleje. Den ændrede formulering vil således give domstolene mulighed for at udmåle straffen inden for samme strafmaksimum, som hvor egentligt samleje har fundet sted.”

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse. Af betænkningen fremgår følgende om straffelovens § 224 (side 43):

”Når et af de i §§ 216 og 217 nævnte tvangsmidler er anvendt til opnåelse af anden kønslig omgængelse end samleje, straffes forholdet efter § 224 med ”en forholdsmæssig mindre straf”. Straffelovrådet har ikke stillet forslag om ændring af denne bestemmelse. § 224 er en fælles og fra et lovteknisk synspunkt hensigtsmæssig bestemmelse om alle de forbrydelser, der i §§ 216-223 er beskrevet som opnåelse af samleje. Om der er grund til at foreslå ændringer i § 224, er et spørgsmål, som der formentlig bedst kan tages stilling til i forbindelse med en mere samlet revision af straffelovens kap. 24 eller ved en almindelig revision af lovens strafferammer, jfr. kapitel I.1. Efter straffelovrådets opfattelse giver § 224 domstolene en tilstrækkelig frihed i udmålingen af straf for anden kønslig omgængelse end samleje. Forhold, der pådømmes efter § 224, jfr. § 216 eller § 217, kan have en betydelig grovhed, men kan også forekomme i mindre grove former, der grænser op til blufærdighedskrænkelse efter § 232. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at man ved den ovennævnte revision ville komme til det resultat, at § 224 ikke er tilfredsstillende, når det drejer sig om seksuelle forhold, som er opnået på den i § 216 angivne måde.”

1.1.2.3. Ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år) blev bestemmelsen i § 223 a om kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år indsat i straffeloven. Som en konsekvens heraf blev § 224 ændret, således at bestemmelsen nu henviser til §§ 216-223 a. Den foretagne ændring af § 224 indebærer, at § 223 a også omfatter tilfælde, hvor den mindreåriges seksuelle ydelse består i anden kønslig omgængelse end samleje.

1.2. Straffelovens § 225

1.2.1. Den gældende bestemmelse i § 225

Efter straffelovens § 225 finder bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223 a tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

Bestemmelsen i § 225 bygger på en ligestilling af heteroseksuelle og homoseksuelle forhold, således at homoseksuelle forhold kriminaliseres under de samme betingelser, som gælder for heteroseksuelle forhold. En forskel til heteroseksuelt forhold er dog, at der ikke i § 225 er henvist til bestemmelsen i straffelovens § 221 om samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden.

Bestemmelsen omfatter homoseksuelt forhold både mellem mænd og mellem kvinder.

Kønslig omgængelse i homoseksuelle forhold modsvares i heteroseksuelle forhold af samleje og anden kønslig omgængelse end samleje.

Der kan om bestemmelsen i § 225 nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 317-18, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 56-57, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 203-04 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4 udg. 1947) side 519-20.

1.2.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.2.1. I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 225 følgende ordlyd:

”§ 225. Med Fængsel indtil 6 Aar straffes den, som øver kønslig Usædelighed med en Person af samme Køn under Omstændigheder, der svarer til de i §§ 216-220 og 222 angivne.

Stk. 2. Med Fængsel indtil 4 Aar anses den, der øver kønslig Usædelighed med en Person af samme Køn under 18 Aar. Straffen kan dog bortfalde, naar de paagældende er hinanden omtrent jævnbyrdige i Alder og Udvikling.

Stk. 3. Med Fængsel indtil 3 Aar straffes den, der under Misbrug af en paa Alder og Erfaring beroende Overlegenhed forfører en Person af samme Køn under 21 Aar til kønslig Usædelighed med sig.”

Der kan om forarbejderne til bestemmelsen henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 213 samt side 206-07. Endvidere kan der henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 204 samt side 193-94 og udkast af 1923 § 205 samt spalte 323-234. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3374-75 (§ 227), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5374-75 (§ 225).

1.2.2.2. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme mv.) blev der i bestemmelsen i § 225 indsat et nyt stk. 4 om straf for den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år. Bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”Stk. 4. Den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.”

Bestemmelsen i § 225, stk. 4, blev ophævet ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.), jf. herom i Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 973-72.

1.2.2.3. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) blev bestemmelsen i § 225, stk. 3, ophævet. Om baggrunden for at ophæve bestemmelsen fremgår det af forarbejderne, at bestemmelsen ikke havde noget anvendelsesområde i praksis, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2468.

1.2.2.4. Ved lov nr. 195 af 28. april 1976 om ændring af borgerlig straffelov (Forbrydelser mod kønssædeligheden) blev bestemmelsen i § 225, stk. 2, ophævet, og bestemmelsens stk. 1 blev ændret, så det tillige kom til at omfatte en henvisning til § 223 om samleje med adoptivbarn, plejebarn mv. under 18 år og samleje ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed med en person under 18 år. Bestemmelsen i § 225, stk. 1, fik ved lovændringen følgende ordlyd:

”§ 225. Med fængsel indtil 6 år straffes den, som har kønslig omgængelse med en person af samme køn under omstændigheder, der svarer til de i §§ 216-220 og 222-223 angivne.”

1.2.2.5. Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 225 i det væsentlige sin nuværende affattelse, idet der herved bortses fra den henvisning til § 223 a, som blev indføjet i bestemmelsen ved lov nr. 141 af 17. marts 1999, jf. pkt. 1.2.2.6. nedenfor.

Lovændringen indebar, at der kom til at gælde de samme strafferammer for homoseksuelle forhold som for heteroseksuelle forhold. Ændringen var ikke indeholdt i lovforslaget, men blev medtaget under udvalgsbehandlingen, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg B, spalte 857:

”Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 225 straffes den, som har kønslig omgængelse med en person af samme køn under omstændigheder, der svarer til de i §§ 216-220 og 222-223 angivne, med fængsel indtil 6 år. I visse tilfælde er denne strafferamme både efter de gældende regler og efter de foreslåede nye strafferammer lavere end ved heteroseksuelle forhold, f.eks. ved voldtægt efter § 216. I andre tilfælde er strafferammen i § 225 højere end de tilsvarende bestemmelser om heteroseksuelle forhold, f.eks. § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang.

Denne forskel i strafferammernes størrelse er efter justitsministeriets opfattelse uheldig. Det foreslås derfor, at § 225 ændres, således at der gælder samme strafferamme for homoseksuelle som for heteroseksuelle forhold.”

1.2.2.6. Ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år) blev bestemmelsen i § 223 a om kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år indsat i straffeloven. Som en konsekvens heraf blev § 225 ændret, således at bestemmelsen nu henviser til §§ 216-220 og 222-223 a. Den foretagne ændring af § 225 indebærer, at § 223 a også omfatter tilfælde, hvor den mindreåriges seksuelle ydelse består i kønslig omgængelse med en person af samme køn.

2. Straffelovrådets overvejelser

Som det fremgår af kapitel 7, afsnit 4.5.3, ovenfor, foreslår Straffelovrådet, at analt samleje omfattes af samlejebegrebet. Denne form for seksuelt samvær vil, hvis forslaget følges, derved udgå af anvendelsesområdet for bestemmelserne i straffelovens §§ 224 og 225.

Det er i forlængelse heraf Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelserne i straffelovens §§ 224 og 225 kan slås sammen til én bestemmelse.

Efter den gældende ordlyd af § 224 omfatter bestemmelsen ”anden kønslig omgængelse end samleje”. Straffelovens § 225 omfatter ”kønslig omgængelse med en person af samme køn”. Kønslig omgængelse i homoseksuelle forhold modsvares efter de gældende regler i heteroseksuelle forhold af samleje og anden kønslig omgængelse end samleje.

En konsekvens af, at analt samleje foreslås omfattet af samlejebegrebet – og at denne form for overgreb i bl.a. homoseksuelt forhold derved vil blive defineret som samleje og således vil blive omfattet direkte af bestemmelserne i straffelovens §§ 216-223 a – er imidlertid, at kønslig omgængelse med en person af samme køn ligesom i heteroseksuelle forhold alene vil skulle omfatte anden kønslig omgængelse end samleje.

De to bestemmelser i §§ 224 og 225 vil på den baggrund efter Straffelovrådets opfattelse kunne slås sammen.

Som led i forslaget om at slå bestemmelserne i §§ 224 og 225 sammen til én bestemmelse foreslås det endvidere, at der i relation til homoseksuelt forhold ligesom i heteroseksuelt forhold – ud over henvisningen til §§ 216-220 og 222-223 a – også henvises til straffelovens § 221. Der vil derved opnås en fuld ligestilling mellem heteroseksuelle og homoseksuelle forhold i relation til også kønslig omgængelse. Der kan om § 221 nærmere henvises til kapitel 12 ovenfor.

Herudover er det Straffelovrådets opfattelse, at udtrykket ”kønslig omgængelse” bør erstattes med det mere nutidige udtryk ”seksuelt forhold”. Der er med forslaget alene tale om en sproglig modernisering, og der tilsigtes ikke derved en materiel ændring i forhold til, hvilke seksuelle handlinger der anses som omfattet af det nuværende udtryk ”kønslig omgængelse”. ”Seksuelt forhold” vil således svare til det gældende begreb ”kønslig omgængelse”.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå at udvide strafbestemmelserne om seksuelt forhold til at omfatte yderligere handlinger, eksempelvis at få nogen til at udføre seksuelle handlinger med sig selv (eventuelt ved anvendelse af genstande) eller berøring af nøgne kønsdele med hånden uden manipulation eller indtrængen. Grænsen mellem seksuelt forhold og seksuelle handlinger, der alene kan udgøre blufærdighedskrænkelse, må nødvendigvis trækkes et sted, og der har efter rådets opfattelse ikke i praksis vist sig noget behov for at ændre den nedre grænse for seksuelt forhold (i dag kønslig omgængelse), som har været anvendt i en meget lang årrække.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet, at bestemmelserne i straffelovens §§ 224 og 225 erstattes med en bestemmelse med følgende ordlyd:

”Bestemmelserne i §§ … finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.”

Straffelovrådet foreslår således også at videreføre den ordning, som har været gældende siden 1981, hvor strafferammen er den samme, hvad enten gerningsmanden under omstændigheder som nævnt i §§ 216-223 a har opnået samleje eller andet seksuelt forhold end samleje.

Også efter en overflytning af analt samleje til at være direkte omfattet af bestemmelserne i §§ 216-223 a om ”samleje” kan andre seksuelle forhold have en meget forskellig grovhed, spændende fra de mildeste grader, som ligger lige over grænsen mellem blufærdighedskrænkelse og seksuelt forhold, til grove tilfælde f.eks. i form af indføring af genstande i forurettedes skede eller endetarm.

Ved fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil det således også fortsat indgå som et væsentligt element, hvilken form for seksuelt forhold der har været tale om.

Kapitel 17: Straffelovens § 226 – uagtsomhed

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 226

Straffelovens § 226 indeholder regler om, i hvilket omfang uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden straffes.

Udgangspunktet er, at strafbestemmelserne i straffelovens kapitel 24 kræver forsæt med hensyn til alle gerningselementer, jf. straffelovens § 19.

Som en undtagelse hertil bestemmer straffelovens § 226, at hvis gerningsmanden i de tilfælde, hvor gerningens strafbarhed efter §§ 216-225 afhænger af den krænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand eller af personens alder, har handlet uden kendskab til pågældendes tilstand eller alder, og handlingen af denne grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre straf at anvende. Endvidere bestemmer straffelovens § 230, 3. pkt., at § 226 finder tilsvarende anvendelse i forhold til § 230, 1. pkt.

Med hensyn til aldersgrænser omfatter straffelovens § 226 12-års-grænsen i § 222, stk. 2, 1. led, 15-års-grænsen i § 222, stk. 1, 18-års-grænsen i §§ 223, 223 a og 230 samt 21-års-grænsen i § 220.

Straffelovens § 226 omfatter derimod ikke aldersgrænserne i § 228, stk. 2 (21 år), § 234 (16 år), § 235 (18 år) og § 235 a (18 år). Bestemmelsen omfatter heller ikke 18-års-grænsen i pålæg efter § 236, stk. 2.

Med hensyn til forurettedes afvigende åndelige eller legemlige tilstand omfatter straffelovens § 226 sindssygdom og mental retardering som nævnt i § 218, stk. 1, og tilstand, i hvilken forurettede er ude af stand til at modsætte sig handlingen, som nævnt i § 218, stk. 2.

Om straffelovens § 226 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 318-19.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 226 følgende ordlyd:

”§ 226. Har i de Tilfælde, hvor efter foranstaaende Bestemmelser Gerningens Strafbarhed afhænger af den krænkede Persons fra det normale afvigende aandelige eller legemlige Tilstand eller af Personens Alder, Gerningsmanden handlet uden Kendskab til paagældendes Tilstand eller Alder, eller har han i de i § 217, Stk. 3, omhandlede Tilfælde handlet uden kendskab til, at paagældende var anbragt og under Varetægt som sammesteds nævnt, og Handlingen af denne Grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre Straf at anvende.”

Bestemmelsen svarede således til den gældende bestemmelse i § 226 med den undtagelse, at der i 1930-loven også var henvist til forhold omfattet af den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage.

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 208 samt side 202. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 205 samt side 193-95 og udkast af 1923 (U III) § 206 samt spalte 324-25. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372-73 (§ 228), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5375-76 (§ 226), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, spalte 2372 (§ 225).

Alle tre oprindelige straffelovsudkast (U I-III) indeholdt hjemmel til at straffe for uagtsom overtrædelse af visse af bestemmelserne i kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden, jf. henholdsvis § 208 i U I, § 205 i U II og § 206 i U III. Bestemmelsen i U I angik overtrædelse ved simpel uagtsomhed, mens de foreslåede bestemmelser i U II og U III omhandlede overtrædelse ved grov uagtsomhed.

Af bemærkninger til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U I (§ 208) fremgår bl.a. følgende:

”§ 208 hjemler Straf for uagtsom Forvoldelse af de i §§ 201-207 ommeldte Krænkelser. I den gældende Ret haves der ikke Hjemmel for at straffe Uagtsomheden. Det er imidlertid utvivlsomt en Mangel. For blot at nævne et enkelt Tilfælde kan henvises til den ovenomtalte Uvidenhed om et Barns Alder. Forholdet vil meget let her kunne stille sig saaledes, at Forklaringen om Uvidenheden ikke kan forkastes, medens det maa siges, at Uvidenheden kan lægges Personen til Last, hvorefter han vil hjemfalde til Straf efter denne Paragraf.”

I forslag til borgerlig straffelov fra 1924-25 var der i § 228 medtaget forslag til en bestemmelse om kriminalisering af grov uagtsomhed ved overtrædelse af visse af de foreslåede sædelighedsforbrydelser. Den foreslåede bestemmelse i § 228 havde følgende ordlyd, jf. Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3225:

”§ 228. Begaas nogen af de i §§ 218-227 omhandlede Forbrydelser af grov Uagtsomhed, bliver en forholdsmæssig mildere Straf at anvende.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3372-73:

”§ 228 (…) hjemler Straf, naar Forbrydelsen begaas af grov Uagsomhed. Efter gældende Ret haves der ikke her Hjemmel til at straffe Uagtsomhed, men dette er en Mangel. Naar der f. Eks. i Bestemmelserne er fastsat en bestemt Aldersgrænse, vil det jævnlig kunne forekomme, at Gerningsmanden gør gældende, at han gik ud fra, at den paagældende var ældre, og Omstændighederne kan medføre, at denne Paastand ikke kan forkastes. Men selv om det derfor ikke kan konstateres, at der foreligger Forsæt, vil Omstændighederne kunne være saadanne, at der maa siges at foreligge grov Uagtsomhed fra Gerningsmandens side, og i disse Tilfælde vil (en forholdsmæssig mildere) Straf være paa sin Plads.”

”§ 226. Har Gerningsmanden i de i § 217 og §§ 224 og 225, Stk. 1, jfr. § 217, omhandlede Tilfælde handlet uden Kendskab til paagældendes Tilstand eller i de i §§ 222 og 223, § 224, jfr. §§ 222 og 223, § 225, Stk. 1, jfr. § 222, samt § 225, Stk. 2 og 3, omhandlede Tilfælde uden Kendskab til paagaldendes Alder, og Handlingen af denne Grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre Straf at anvende.”

Af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 226 fremgår bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende, 1927-28, tillæg A, spalte 5375-76:

”Det maa erkendes, at der baade ved de Sædelighedsforbrydelser, hvor Strafbarheden beror paa, at Handlingen er rettet mod en Person under en vis Alder, og ved de egentlige Kønsfrihedsforbrydelser, saasom Voldtægt og Samleje fremkaldt ved Trusler eller under Misbrug af Afhængighedsforhold, kan forekomme Tilfælde, hvor der er Trang til en Straffebestemmelse for uagtsomme Handlinger, idet Gerningsmandens Paastand om, at han troede, at vedkommende var over den paagældende Aldersgrænse, henholdsvis handlede godvillig, ikke kan forkastes, medens paa den anden Side de foreliggende Omstændigheder viser, at Gerningsmanden har handlet særdeles uagtsomt.

Der vil nu formentlig heller ikke kunne indvendes noget mod en Straffebestemmelse, der rammer uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, naar Uagtsomheden har Hensyn til mere haandgribelige Kendsgerninger som en Persons Sindssygdom eller Aandsvaghed i en Form eller Grad, som kan erkendes af den handlende, eller en Persons Alder. Naar Talen imidlertid er om en Straffebestemmelse, der er rettet mod Uagtsomhed med Hensyn til et psykologisk Moment som en Persons Uvilje mod en kønslig Handling, maa det erkendes, at en saadan Straffebestemmelse vil kunne gøre betydelig Skade ved at begunstige utilstrækkeligt begrundede og maaske for den sigtede særdeles skadelige Anmeldelser og Undersøgelser, idet der maa regnes med den Mulighed, at Gerningsmanden i saadanne Tilfælde, hvor – for at tage det nærmest liggende Eksempel – en Kvinde vel har handlet under Modstand eller af Frygt, men hvor denne ikke har været ganske aabenbar, kan have haft Grund til Mistydning af hendes Holdning, og med den Mulighed, at Kvinden bagefter bevidst eller ubevidst fremstiller sin Modstand som mere effektiv eller sin Frygt som større, end den faktisk har været.

Man mener derfor at burde afstaa fra at foreslaa en Straffebestemmelse, der ved Siden af den Nytte, den kunde gøre ved at ramme strafværdige Uagtsomhedstilfælde, vilde være egnet til at gøre Skade ved at bringe ikke strafværdige Handlinger for Politi og Domstole. Man indskrænker sig derfor til at foreslaa en Bestemmelse, der straffer saadanne uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, hvor Uagtsomheden angaar den anden Persons Sjælssundhed eller Alder.

Naar Bestemmelsen begrænses paa denne Maade, er der næppe tilstrækkelig Grund til at fordre, at Uagtsomheden skal være grov. Bestemmelsen er formuleret saaledes, at den fremhæver, at der, selv om Gerningsmanden har handlet uden Kendskab til den anden Persons sjælelige Tilstand eller Alder, dog kan foreligge et strafbart Forsæt, jfr. herved § 20, Stk. 2, i Slutningen. Da grænsen mellem Forsæt og Uagtsomhed her er ganske flydende, og da Bestemmelsen paa den anden Side som nævnt rammer ogsaa simpel Uagtsomhed, bør Strafferammen være af betydelig Rummelighed.”

1.2.2. Lovændringen i 1965

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev den daværende bestemmelse i straffelovens § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde, der var optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, ophævet, og henvisningen hertil i § 226 udgik som følge heraf.

1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Ved sin gennemgang af straffelovens § 226 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse hæftede Straffelovrådet sig ved, at § 226 kun havde fundet begrænset anvendelse i retspraksis. Der var stemning for at foreslå bestemmelsen ændret, så pådømmelsen af uagtsomme forhold blev undergivet en fælles strafferamme, jf. betænkningen side 174:

”I domsregistrene 1953-82 er kun nævnt 5 domfældelser efter § 226. I 4 tilfælde er idømt straffe – til dels ubetingede – mellem 60 dage og 4 måneder, i sagen U 1966.496 Ø blev tiltalte efter § 226, jfr. §§ 225 og 222, idømt 8 måneders fængsel for et kønsligt forhold til en dreng på 14½ år.

Om straffen i uagtsomhedstilfælde hedder det i § 226, at ”en forholdsvis mindre straf (bliver) at anvende”. Det må i og for sig anses for mindre tilfredsstillende og i hvert fald mindre godt stemmende med sædvanlig fremgangsmåde ved lovaffattelsen, at loven ikke udtrykkeligt angiver strafferammen for uagtsomt forhold. På den anden side er der den vanskelighed ved at angive strafferammen præcist, at bestemmelsen knytter sig til en række forudgående forsætsdelikter med forskellige strafferammer. Det er derfor en praktisk fordel at kunne angive strafferammen i § 226 i en fælles formel, og den, som er anvendt i § 226, har i hvert fald det tiltalende træk, at der obligatorisk foreskrives en lavere strafudmåling end for det tilsvarende forsætlige forhold. Af den grund kan man næppe have afgørende betænkeligheder ved den gældende formulering. Straffelovrådet vil dog være mest tilbøjeligt til at foreslå, at strafferammen for uagtsomhed i alle tilfælde er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.”

1.2.4. Lovændringen i 2000

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 230 blev indsat ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning). Bestemmelsen, som angår optagelse af utugtige fotografier mv. af en person under 18 år med forsæt til at udbrede materialet, indeholder en regel om, at § 226 finder tilsvarende anvendelse.

Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7816-17):

”Det kræves som udgangspunkt også, at gerningsmanden har forsæt i relation til, at den unge model er under 18 år. På dette punkt er det imidlertid fundet rigtigt at udstrække det strafbare område til også at omfatte tilfælde, hvor der kun kan bevises at foreligge uagtsomhed i relation til den unges alder. En fotograf/instruktør vil således kunne straffes for at anvende en model på 17 år, selv modellen ser ud til at være ældre, hvis det kan lægges til grund, at fotografen/instruktøren ikke har undersøgt spørgsmålet om modellens alder på en ordentlig måde. Denne udvidelse af strafansvaret, der er sket ved en henvisning til § 226, skal ses i sammenhæng med, at det vil være meget enkelt for personer, der optager utugtige fotografier, film mv., på forhånd at sikre sig oplysninger om modellernes alder, f.eks. ved anmode modeller, som agtes anvendt, om at forevise dokumentation, der viser, om de pågældende er 18 år eller derover.

Udvidelsen vil være uden praktisk betydning, hvis der er tale om anvendelse af meget unge modeller. Her vil der uden videre kunne statueres forsæt med hensyn til, at modellen er under 18 år.”

1.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår om straffelovens § 226 følgende (side 738):

”Straffelovrådet kan af de grunde, der er anført i 1987-betænkningen, tilslutte sig, at § 226 ændres, så strafferammen for uagtsomhed i alle tilfælde ville blive bøde eller fængsel indtil 6 måneder”

1.3. Kriminaliseringen af uagtsomhed i straffeloven i øvrigt

Straffelovens § 226 indeholder ikke en selvstændig strafferamme, men bestemmer, at en ”forholdsmæssig mindre straf” skal anvendes. Bortset fra straffelovens § 177, stk. 1, 2. pkt., om (forsætlig) genbrug af frimærker mv. anvendes denne lovgivningsteknik ikke i øvrigt i straffeloven.

Straffeloven indeholder en række andre bestemmelser om uagtsomme overtrædelser, og det er karakteristisk, at strafferammen i disse bestemmelser med en enkelt undtagelse (groft uagtsom bigami, jf. straffelovens § 208, stk. 2) altid indbefatter bøde.

Bortset fra straffelovens §§ 241 og 249 om uagtsomt manddrab og uagtsom grov legemsbeskadeligelse, som har en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil 8 år, er strafmaksimum for uagtsomme overtrædelser af straffeloven i øvrigt højst fængsel indtil 3 år.

Strafmaksimum på 3 års fængsel for uagtsomme overtrædelser anvendes alene i straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens sikkerhed og selvstændighed. I forsætlig form straffes de pågældende forbrydelser med fængsel indtil 12 eller 16 år.

Strafmaksimum på 2 års fængsel for uagtsomme overtrædelser anvendes dels i straffelovens § 110 c om embargoer mv., dels i straffelovens kapitel om almenfarlige forbrydelser, hvor forbrydelserne i forsætlig form straffes med fængsel indtil 6, 10 eller 12 år eller på livstid.

Strafmaksimum på 1 års fængsel for uagtsomme overtrædelser anvendes i straffelovens § 208 om bigami, §§ 186 og 187 om almenfare for menneskers liv eller sundhed og § 303 om tilforhandling af ting, der er erhvervet ved en berigelsesforbrydelse. Strafmaksimum for de pågældende forbrydelser i forsætlig form spænder fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 10 år.

Strafmaksimum på 6 eller 4 måneders fængsel for uagtsomme overtrædelser anvendes i de fleste af de kapitler i straffeloven, hvor uagtsomhed er kriminaliseret. Strafmaksimum for de pågældende forbrydelser i forsætlig form spænder fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 12 år.

Ud over det nævnte anvendes i nogle tilfælde en fælles strafferamme for forbrydelsen i forsætlig og uagtsom form. Det gælder straffelovens § 110 a, stk. 1 (bøde eller fængsel indtil 3 år), § 110 a, stk. 2 (bøde), § 132 (bøde), § 138 (bøde eller fængsel indtil 1 år), § 148 (bøde eller fængsel indtil 4 måneder), § 254 (bøde eller fængsel indtil 3 måneder) og § 300 a (bøde eller fængsel indtil 6 måneder).

Kriminaliseringen er i nogle tilfælde begrænset til grov uagtsomhed. Det gælder alle uagtsomhedsdelikter inden for formueforbrydelserne, frihedsberøvelse, bigami, forstyrrelse af samfærdselsmidler, falsk forklaring for retten samt straffelovens §§ 103, 138 og 148. Simpel uagtsomhed er kriminaliseret i alle uagtsomhedsdelikter inden for de almenfarlige forbrydelser og med hensyn til manddrab og grov legemsbeskadigelse samt i straffelovens §§ 109-110 a, 110 c, 132 og 254.

**Samlet oversigt over kriminaliseringen af uagtsomme forhold i straffeloven (bortset fra § 226)**
	Forsætlig overtrædelse	Uagtsom overtrædelse
§ 103	fængsel indtil 3 år	bøde eller fængsel indtil 4 måneder (grov uagtsomhed)
§ 109	fængsel indtil 12 år	bøde eller fængsel indtil 3 år
§ 110	fængsel indtil 16 år	bøde eller fængsel indtil 3 år
§ 110 a, stk. 1	bøde eller fængsel indtil 3 år	bøde eller fængsel indtil 3 år
§ 110 a, stk. 2	bøde	bøde
§ 110 c	bøde eller fængsel indtil 4 måneder/3 år/4 år	bøde eller fængsel indtil 2 år
§ 132	bøde	bøde
§ 138	bøde eller fængsel indtil 1 år	bøde eller fængsel indtil 1 år (grov uagtsomhed)
§ 148	bøde eller fængsel indtil 4 måneder	bøde eller fængsel indtil 4 måneder (grov uagtsomhed)
falsk forklaring for retten	fængsel indtil 4 år	bøde eller fængsel indtil 4 måneder (grov uagtsomhed)
ildsvåde	fængsel indtil 6 år/10 år/ livstid	bøde eller fængsel indtil 2 år
sprængning mv.	fængsel indtil 12 år/livstid	bøde eller fængsel indtil 2 år
forstyrrelse af trafiksikkerheden	bøde eller fængsel indtil 2 år/6 år	bøde eller fængsel indtil 4 måneder
forstyrrelse af vandforsyningen mv.	fængsel indtil 10 år	bøde eller fængsel indtil 1 år
sundhedsfarlige fødevarer, lægemidler eller genstande	bøde eller fængsel indtil 6 år	bøde eller fængsel indtil 4 måneder
smitsom sygdom	fængsel indtil 3 år/6 år/2 år	bøde eller fængsel indtil 6 måneder
radioaktiv forurening	fængsel indtil 6 år/12 år/ livstid	bøde eller fængsel indtil 2 år
forstyrrelse af samfærdselsmidler mv.	bøde eller fængsel indtil 6 år	bøde eller fængsel indtil 6 måneder (grov uagtsomhed)
bigami	fængsel indtil 3 år/6 år	fængsel indtil 1 år (grov uagtsomhed)
manddrab	fængsel fra 5 år indtil på livstid	bøde eller fængsel indtil 4 måneder/8 år
betydelig legemsbeskadigelse	fængsel indtil 6 år/10 år	bøde eller fængsel indtil 4 måneder/8 år
§ 254	bøde eller fængsel indtil 3 måneder	bøde eller fængsel indtil 3 måneder
grov frihedsberøvelse	fængsel indtil 12 år	bøde eller fængsel indtil 6 måneder (grov uagtsomhed)
groft hærværk	bøde eller fængsel indtil 6 år	bøde eller fængsel indtil 6 måneder (grov uagtsomhed)
§§ 296 og 297	bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder	bøde/fængsel indtil 4 måneder (grov uagtsomhed)
§ 300 a	bøde eller fængsel indtil 6 måneder	bøde eller fængsel indtil 6 måneder (grov uagtsomhed)
grove bogføringsovertrædelser	bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder	bøde eller fængsel indtil 4 måneder (grov uagtsomhed)
hæleri	bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder/6 år	bøde eller fængsel indtil 1 år (grov uagtsomhed)

2. Retspraksis

Trykt retspraksis vedrørende straffelovens § 226 er meget sparsom, idet der i trykt retspraksis alene findes følgende to fældende domme fra de seneste mere end 40 år:

TfK 2011.678 Ø (betinget dom uden straffastsættelse): En 32-årig mand havde anden kønslig omgængelse end samleje med en pige på 14½ år, som han var kommet i kontakt med via Træfpunktet. Efter oplysningerne i personundersøgelsen af forurettede dagen efter gerningstidspunktet om, at hun fremstod som ”en efter det oplyste 14-årig pige med udseende lidt ældre end svarende til alderen” sammenholdt med tiltaltes forklaring om, at de havde talt om forurettedes alder, og at hun så lidt ung ud, samt under hensyn til forurettedes fremtræden i retten (lidt over et år efter gerningstidspunktet) fandt landsretten, at tiltalte havde handlet uagtsomt med hensyn til forurettedes alder.

UfR 2008.2065 Ø (betinget dom uden straffastsættelse): En 20-årig mand havde én gang samleje med en 13-årig pige, som han havde mødt på netdating, og som havde fortalt ham, at hun var 15 år, og som oprindelig ikke havde fortalt ham sit rigtige navn. Under disse omstændigheder sammenholdt med rettens indtryk af forurettede fandt byretten det ikke bevist, at forholdet kunne tilregnes tiltalte som forsætligt (spørgsmålet om domfældelse for forsætligt forhold forelå ikke for landsretten). Efter rettens vurdering af forurettede og hendes fremtræden under hovedforhandlingen (lidt over et år efter gerningstidspunktet) sammenholdt med den mistanke om øvrige urigtige oplysninger, som oplysningen om hendes opgivelse af et urigtigt navn angiveligt vakte hos tiltalte, fandt byretten imidlertid, at tiltalte havde udvist en betydelig grad af uagtsomhed for så vidt angår forurettedes alder. Landsretten tiltrådte de grunde, som var anført af byretten.

Der kan endvidere nævnes følgende nyere dom, hvor anklagemyndigheden subsidiært havde påstået et af forholdene i sagen henført under § 226, men hvor der skete frifindelse i det pågældende forhold:

TfK 2009.272 V (60 dages betinget fængsel): En 22-årig mand havde samleje med en 12-årig pige A og anden kønslig omgængelse end samleje med en anden 12-årig pige B. Pigerne havde om natten på en restaurant selv opsøgt tiltalte og havde fortalt ham, at A var 14 år, og at B var 15 år og gik i 9. klasse. Tiltalte blev fundet skyldig i forsætlig overtrædelse for så vidt angår samlejet med A og frifundet for så vidt angår forholdet til B. Tre dommere fandt det under hensyn til, at tiltalte vidste, at A var under 15 år, og til B’s fremtræden på fremlagte billeder bevist, at tiltalte anså det for overvejende sandsynligt, at B også var under 15 år. Tre dommere fandt, at det efter det, som pigerne havde fortalt tiltalte om B, og efter B’s optræden og fremtræden ikke efter bevisførelsen kunne tilregnes tiltalte som forsætligt eller uagtsomt, at B var under 15 år.

Fra ældre retspraksis kan nævnes følgende byretsdom, der så vidt ses er den eneste fældende trykte afgørelse om overtrædelse af den del af § 226, som angår forurettedes tilstand:

UfR 1965.598 B (4 måneders betinget fængsel): En 58-årig mand havde nogle gange i løbet af en periode på ca. 1 år haft analt samleje og gensidigt onaneret med en 23-årig mand, der var åndssvag i middelsvær grad. Retten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at forkaste tiltaltes forklaring om, at han ikke indså, at forurettede var åndssvag, men under hensyntagen til, at tiltalte dog havde nogen forudgående kendskab til forurettedes forhold, og at tiltaltes samvær med forurettede måtte antages at være passeret flere gange og hver gang af ikke helt begrænset varighed, fandt retten, at tiltalte havde handlet uagtsomt.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 11 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 226, heraf 1 ubetinget fængselsstraf på 2 års fængsel for overtrædelse af § 226, jf. § 222, stk. 2. Af de 10 øvrige fældende afgørelser var otte for overtrædelse af § 226, jf. § 222, stk. 1, og to for overtrædelse af § 226 i øvrigt.

3. Fremmed ret

3.1. Norsk ret

Den endnu gældende norske straffelov fra 1902 indeholder bl.a. bestemmelser om seksuelt forhold til barn under 14 år (§ 195), seksuelt forhold til barn under 16 år (§§ 196 og 200), seksuelt forhold til en person under 18 år, som står under gerningsmandens omsorg, myndighed eller opsyn (§ 199), blufærdighedskrænkelse af barn under 16 år (§ 201) og køb af sex af en person under 18 år (§ 203).

Nogle af disse bestemmelser kræver ikke forsæt, men alene uagtsomhed, med hensyn til alderen. Efter § 195, stk. 3, udelukker vildfarelse om alder ikke strafansvar, hvilket efter ordlyden skulle indebære, at der gælder et objektivt ansvar i forhold til 14-års-aldersgrænsen. Den norske højesteret har imidlertid i Rt. 2005 side 833 fundet dette i strid med uskyldsformodningen i artikel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 258. Højesteret fastslog, at bestemmelsen skulle fortolkes på samme måde som § 196, stk. 3, der udtrykkeligt betinger strafansvar af, at der er handlet uagtsomt.

Efter § 196, stk. 3, udelukker vildfarelse om alder ikke strafansvar, medmindre ingen uagtsomhed foreligger i så henseende, og dette gælder tilsvarende efter § 200, stk. 4. Den norske højesteret har med hensyn til § 196, stk. 3, i Rt. 2005 side 833 udtalt, at det er ”et meget strengt kriterium, hvor siktede må utvise aktivitet for å bevise at han er uskyldig ved å redegjøre for konkrete omstendigheter som kan underbygge at han har vært aktsom i relasjon til fornærmedes alder”, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 258. Det er ikke tilstrækkeligt, at tiltalte har stolet på forurettedes egne oplysninger om alder eller baseret sig på forurettedes udseende, jf. Rt. 2008 side 867.

Efter § 203, stk. 3, udelukker vildfarelse om alder ikke strafansvar, medmindre agtsom god tro foreligger. Ansvaret efter denne bestemmelse anses som mindre strengt end ansvaret efter § 196, stk. 3.

Bestemmelserne i §§ 199 og 201 indeholder ingen særregler om tilregnelsen med hensyn til aldersgrænserne i disse bestemmelser, og der kræves derfor forsæt også i relation til alderen. Det fremgår af forarbejderne til § 199, at man ikke fandt behov for at kriminalisere uagtsomhed med hensyn til alderen i relation til bestemmelsen om forhold til personer, som står under gerningsmandens omsorg, myndighed eller opsyn, idet gerningsmanden i disse situationer normalt vil kende forurettedes alder, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 112.

I straffeloven fra 2005 videreføres bestemmelserne om uagtsomhed med hensyn til alderen med visse udvidelser i en ny selvstændig bestemmelse i § 307.

Efter § 307, 1. pkt., fører uvidenhed om barnets rigtige alder ikke til straffrihed, hvis tiltalte på noget punkt kan bebrejdes sin uvidenhed. Bestemmelsen henviser til §§ 299-306, som omhandler seksuelt forhold til barn under 14 år og 16 år og blufærdighedskrænkelse over for barn under 16 år. Uagtsomhedsbestemmelsen er således udvidet til også at omfatte blufærdighedskrænkelse over for barn under 16 år. Det er hensigten, at ansvaret skal være lige så strengt som efter straffeloven af 1902 § 196, stk. 3, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 259.

Efter § 307, 2. pkt., fører uvidenhed om barnets alder ikke til straffrihed, hvis tiltalte kan bebrejdes sin uvidenhed. At ansvaret er mindre strengt end efter § 307, 1. pkt., fremgår af, at ordene ”på noget punkt” ikke er medtaget. Bestemmelsen henviser til § 295, litra c, § 309 og § 310. Disse bestemmelser omhandler seksuelt forhold ved at udnytte en person under 18 år i en særligt sårbar livssituation, køb af sex fra en person under 18 år og overværing af fremvisninger af seksuelle overgreb mod en person under 18 år eller af fremvisninger, som seksualiserer en person under 18 år.

Det fremgår af forarbejderne til § 307, at det blev overvejet at fastsætte samme skærpede agtsomhedskrav også for de bestemmelser, som der henvises til i § 307, 2. pkt., jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 259. For disse bestemmelser er barnets alder imidlertid ikke det eneste og heller ikke nødvendigvis det mest centrale vilkår for strafansvar. Det kan også være vanskeligere at bedømme, om nogen er under eller over 18 år end en lavere aldersgrænse. Derfor blev at almindeligt agtsomhedskrav med hensyn til forurettedes alder anset for tilstrækkeligt.

Også efter straffeloven af 2005 kræves forsæt med hensyn til 18-års aldersgrænsen i bestemmelsen om seksuelt forhold til nogen, som står under gerningsmandens omsorg, myndighed eller opsyn (§ 314).

3.2. Svensk ret

Den svenske straffelovs kapitel 6 om seksualforbrydelser omfatter som udgangspunkt forsætlige overtrædelser.

Kapitel 6 § 13 bestemmer dog, at hvor der i kapitlet er foreskrevet straf for en gerning, som begås mod nogen under en vis alder, skal straf idømmes også den, som ikke indså, men som havde skellig grund til at antage, at forurettede ikke havde opnået denne alder.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den skal anvendes med stor forsigtighed, og at strafansvar forudsætter en temmelig høj grad af uagtsomhed, jf. prop. 2004/05:45 side 113-14. Straf skal ikke pålægges, hvis barnet har en kropsudvikling, som er naturlig for den, som klart har passeret aldersgrænsen, og omstændighederne i øvrigt ikke giver gerningsmanden anledning til at være på vagt. Det er altså i grænsetilfælde, at gerningsmanden ikke skal kunne undgå ansvar gennem at henvise til, at han eller hun ikke har haft sikker viden om barnets virkelige alder.

Bestemmelsen i kapitel 6 § 13 indeholder ikke nogen selvstændig strafferamme, og der gælder således samme strafferamme i tilfælde af uagtsomhed med hensyn til alderen som for de pågældende forbrydelser generelt.

Uagtsomhedsbestemmelsen er relevant i forhold til bestemmelserne om seksuelt forhold til barn under 15 år, seksuelt forhold til barn under 18 år, når barnet er gerningsmandens afkom eller opdrages hos eller har et lignende forhold til gerningsmanden, fremme eller udnyttelse af, at et barn under 15 år henholdsvis 18 år udfører eller medvirker i seksuel posering, køb af sex af et barn under 18 år samt blufærdighedskrænkelse over for et barn under 15 år.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Efter Straffelovrådets opfattelse er det velbegrundet, at straf for seksualkriminalitet som udgangspunkt forudsætter forsæt, herunder med hensyn til, at et seksuelt forhold i givet fald er ufrivilligt.

Med hensyn til spørgsmålet om en eventuel nykriminalisering af uagtsomhed i forhold til, om et seksuelt forhold er frivilligt – uagtsom voldtægt – henvises til kapitel 7, afsnit 5, ovenfor.

I nærværende kapitel behandler Straffelovrådet øvrige – og mindre vidtgående – spørgsmål om eventuelle ændringer af de gældende regler om straf for uagtsomhed med hensyn til visse gerningselementer i nogle af straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser.

Det drejer sig for det første om kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand, hvor spørgsmålet navnlig er, om kriminaliseringen bør opretholdes, jf. pkt. 4.2 nedenfor.

Det drejer sig dernæst om kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder, hvor der ud over det overordnede spørgsmål om opretholdelsen af kriminaliseringen er spørgsmål om, hvilke aldersgrænser og hvilke strafbestemmelser der i givet fald skal være omfattet af kriminaliseringen af uagtsomhed, jf. pkt. 4.3 nedenfor.

Endelig er der spørgsmålet om bestemmelsens strafferamme, jf. pkt. 4.4 nedenfor.

4.2. Som berørt i afsnit 2 ovenfor er retspraksis vedrørende uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand i forbindelse med udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering, jf. straffelovens § 218, stk. 1, eller med hensyn til seksuelt forhold til en person, der på grund af sin tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 218, stk. 2, endog yderst sparsom, idet der alene ses at være én fældende trykt afgørelse herom siden straffelovens ikrafttræden i 1933.

Selv om kriminaliseringen af uagtsomhed i denne henseende således ikke spiller nogen rolle i praksis, har Straffelovrådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at ophæve dette led i straffelovens § 226. Det vil efter rådets opfattelse i sjældne tilfælde kunne forekomme, at en person har opnået samleje ved (forsætlig) udnyttelse af en anden persons sindssygdom mv. uden forsæt med hensyn til forurettedes tilstand, men hvor der dog er udvist en sådan uagtsomhed i denne henseende, at forholdet bør kunne mødes med straf.

4.3. Straffelovrådet foreslår, at samleje med barn under 12 år medtages i voldtægtsbestemmelsen på linje med tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold, jf. herom kapitel 13, afsnit 3.3, ovenfor. Rådet foreslår i den forbindelse, at der i givet fald kun skal kunne straffes for voldtægt, hvis gerningsmanden har forsæt med hensyn til, at barnet er under 12 år. Samleje med et barn, som faktisk er under 12 år, men hvor gerningsmanden ikke har handlet forsætligt i relation til barnets alder, vil således fortsat skulle straffes efter den almindelige bestemmelse om samleje med barn under 15 år.

Straffelovrådet finder, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til, om et barn er under den seksuelle lavalder på 15 år, bør opretholdes. Selv om bestemmelsen anvendes sjældent i praksis, kan der således tænkes tilfælde af samleje med en person under den seksuelle lavalder, hvor gerningsmanden ikke har haft forsæt med hensyn til forurettedes alder, men dog har udvist en sådan uagtsomhed i denne henseende, at forholdet bør kunne mødes med straf.

Straffelovrådet finder endvidere, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til, om en person er under 18 år, bør opretholdes for så vidt angår bestemmelser, som særligt tilsigter at beskytte personer under 18 år mod seksuelt misbrug eller udnyttelse. Det gælder både straffelovens § 223 om seksuelt forhold til stedbarn, plejebarn mv. og om groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed, straffelovens § 223 a om seksuelt forhold mod betaling eller løfte om betaling og straffelovens § 230 om optagelse af pornografiske fotografier eller film med henblik på udbredelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse gør samme hensyn sig endvidere gældende i forhold til rekruttering mv. af en person under 18 år til prostitution eller pornografisk optræden, og rådet foreslår derfor at udvide kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder til også at omfatte disse forbrydelser.

Straffelovrådet har derimod ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at udvide kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder til også at omfatte overværelse som tilskuer af en pornografisk optræden med deltagelse af en person under 18 år. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at en tilskuer til en pornografisk optræden ikke i praksis har samme muligheder for nærmere at undersøge deltagernes alder som den, der f.eks. har rekrutteret deltagerne i en pornofilmoptagelse eller pornografisk optræden, eller som selv mod betaling har seksuelt forhold til nogen.

Det har i den retsvidenskabelige litteratur været anført, at det ikke af forarbejderne til straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse af børnepornografi fremgår, hvorfor uagtsomhed i forhold til 18-års-aldersgrænsen ikke er kriminaliseret på linje med kriminaliseringen af uagtsomhed i f.eks. straffelovens § 230 om optagelse af børnepornografi.

Straffelovrådet finder imidlertid, at 18-års-aldersgrænsen i straffelovens § 235 adskiller sig væsentligt fra de øvrige aldersgrænser i bestemmelserne i straffelovens kapitel 24.

I straffelovens § 235 fungerer henvisningen til ”personer under 18 år” i praksis som en angivelse af, at bestemmelsen finder anvendelse på utugtige fotografier mv. af personer, der fremstår som under 18 år, idet det i praksis kun sjældent er muligt at finde frem til det pågældende barn og dermed fastslå barnets faktiske alder. Hvis personen på fotografiet fremstår som så ung, at det bevismæssigt hensides rimelig tvivl kan lægges til grund, at personen er under 18 år, vil der ikke være nogen relevant tvivl om barnets faktiske alder. I denne situation vil der imidlertid i sagens natur også være det fornødne bevis for, at gerningsmanden havde forsæt til, at det afbildede barn er under 18 år, og der vil derfor i denne situation ikke være noget praktisk behov for at overveje, om uagtsomme overtrædelser bør være strafbare.

I modsætning hertil angår straffelovens øvrige bestemmelser med 18-års-aldersgrænser situationer, hvor gerningsmanden (eller i hvert fald personer, som gerningsmanden virker gennem) er i direkte kontakt med den pågældende person. Dette gælder f.eks. både for optagelse af utugtige fotografier mv. af personer under 18 år (§ 230), utugtige forestillinger med personer under 18 år (§ 235 a) og seksuelt forhold til personer under 18 år under visse omstændigheder (§§ 223 og 223 a).

Straffelovrådet finder, at der på denne baggrund ikke er grundlag for at kriminalisere uagtsomhed med hensyn til 18-års-aldersgrænsen i straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Allerede efter gældende ret er det, der i praksis er afgørende for strafansvaret i henseende til 18-års-aldersgrænsen i denne bestemmelse, om den afbildede person i den sammenhæng, som billedet indgår i, fremstår som under 18 år. Er dette tilfældet, foreligger der i praksis også forsæt, og der er derfor ikke noget praktisk behov for, at også uagtsomme overtrædelser med hensyn til aldersgrænsen i bestemmelsen skulle være strafbare.

Straffelovrådet finder, at der ikke er behov for kriminalisering af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder i de tilfælde, hvor en aldersgrænse alene anvendes i en skærpet strafferamme, jf. straffelovens § 220 om groft misbrug af visse afhængighedsforhold samt – efter Straffelovrådets forslag, jf. kapitel 21, afsnit 5, nedenfor – straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Rådet lægger herved navnlig vægt på, at normalstrafferammen i disse tilfælde fuldt ud giver mulighed for at udmåle en passende straf, hvis gerningsmanden med hensyn til forurettedes alder alene har handlet uagtsomt.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der heller ikke behov for at kriminalisere uagtsomhed med hensyn til overtrædelse af pålæg efter straffelovens § 236.

4.4. Straffelovens § 226 indeholder ikke en selvstændig strafferamme, men bestemmer, at en ”forholdsmæssig mindre straf” skal anvendes. Bestemmelsen hjemler således principielt straf op til umiddelbart under det strafmaksimum, som gælder for forsætlig overtrædelse af den pågældende bestemmelse (§§ 218, 222-223 a eller 230). De pågældende strafmaksima spænder fra 2 til 12 års fængsel. Bestemmelsen i § 226 hjemler ikke bødestraf, medmindre bøde også indgår i strafferammen for forsætlig overtrædelse af den pågældende forbrydelse. Dette er tilfældet for så vidt angår straffelovens §§ 223 a og 230, men ikke for så vidt angår straffelovens §§ 218, 222 eller 223.

I nyeste retspraksis om overtrædelse af bestemmelsen er idømt betinget fængsel uden straffastsættelse, hvilket nu om dage almindeligvis anses som den mildeste fængselsstraf, der kan idømmes, og ifølge de foreliggende statistiske oplysninger er der siden 1985 alene idømt én ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af bestemmelsen.

Efter Straffelovrådets opfattelse taler noget for at fastsætte en selvstændig strafferamme for overtrædelse af straffelovens § 226. En strafferamme, der formelt går op til næsten 12 års fængsel, er således efter rådets opfattelse en uforholdsmæssigt streng strafferamme for en uagtsom lovovertrædelse. Endvidere er der ud over § 226 kun én anden uagtsomhedsbestemmelse i straffeloven, som ikke generelt har bøde i strafferammen.

I betragtning af bestemmelsens begrænsede anvendelse i praksis og i lyset af de straffe, der er idømt i nyere praksis, har Straffelovrådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at ændre den gældende strafferamme om anvendelse af en ”forholdsmæssig mindre straf” end for forsætlige forhold.

Kapitel 18: Straffelovens § 227 – indgåelse af ægteskab

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 227

I henhold til straffelovens § 227 kan straf efter §§ 216-226 nedsættes eller bortfalde, når de personer, mellem hvilke kønslig omgængelse har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden eller har ladet deres partnerskab registrere.

Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd alene tilfælde, hvor ægteskabet eller det registrerede partnerskab er indgået efter lovovertrædelsen. Det må dog antages, at bestemmelsen finder analog anvendelse i tilfælde, hvor ægteskabet eller det registrerede partnerskab er indgået før overtrædelsen, og samlivet genoptages eller fortsættes efter lovovertrædelsen, jf. bl.a. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 319 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 521.

Der er ifølge bestemmelsens forarbejder endvidere hjemmel for strafnedsættelse eller strafbortfald for medvirkende, jf. Torps udkast af 1917 (U II) side 194 og udkast af 1923 (U III) spalte 326.

Hvis ægteskabets indgåelse eller registreringen af partnerskabet først finder sted efter, at straffesagen er afsluttet, kan strafnedsættelse eller strafbortfald i stedet opnås ved benådning.

Om bestemmelsen i § 227 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side 319-20, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 193 og Oluf Krabbe, a.st., side 521.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Straffeloven af 1866

Straffeloven af 1866 indeholdt en regel om, at straf for overtrædelse af lovens § 163 om forførelse af fosterbarn eller myndling eller af en kvinde, som er betroet til undervisning og opdragelse, bortfalder, hvis de pågældende indgår ægteskab. Bestemmelsen i § 163 er omtalt i kapitel 14, afsnit 1.2.1, ovenfor. Om reglen om strafbortfald som følge af indgåelse af ægteskab fremgår følgende af forarbejderne (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 199):

”man [har] i det heromhandlede Tilfælde, hvor Hensynet til det forførte Fruentimmers Ære og Ønskeligheden af saavidt muligt at skaffe hende Opreisning er af saa stor Betydning, (…) fundet det rigtigt (…) at lade endog al Straf bortfalde, selv om Dom er falden, naar de Paagjældende ægte hinanden”

Straffeloven af 1866 indeholdt endvidere en regel om, at påtale for overtrædelse af lovens § 172 om bortførelse af en ugift kvinde under 18 år med hendes samtykke, men uden hendes forældres eller værges minde, i tilfælde af, at gerningsmanden og kvinden indgår ægteskab, kun skal finde sted, hvis kvindens forældre eller værge begærer det. Om reglen om påtalebortfald fremgår følgende af forarbejderne (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 209):

”Man har derhos i nærværende Paragraph fundet fuld Føie til at lade Paatale falde bort i det Tilfælde, at den Skyldige ægter det bortførte Fruentimmer, medmindre hendes Forældre eller Værge alligevel gjøre Fordring derpaa. De Betragtninger, som tale imod at lade Strafansvaret for Voldtægt og lignende Forbrydelser bortfalde i Tilfælde af Ægteskab, kunne nemlig ikke saaledes gjøres gjældende her, hvor Forbrydelsen har en væsentlig ringere Strafbarhed og tildeels endog har Charakteren af at være en Krænkelse af mere private Familierettigheder, ligesom Fremtvingelsen af eller Opmuntringen til Ægteskabs Indgaaelse ikke kan have saa meget imod sig i de i § 172 omtalte Tilfælde, hvor det voxne Fruentimmer forudsættes at have været enig med Bortføreren og hvor en gjensidig Tilbøielighed til at indgaae Ægteskab med hinanden meget vel kan være eller i alt fald tænkes at komme tilstede. Her synes det derfor berettiget at tillægge Hensynet til, at der skaffes den unge Qvinde og hendes Familie den bedste Opreisning ved at Bortføreren ægter hende, en stor Betydning. Hvad der tilsigtes, opnaaes imidlertid kun tilfulde, naar den Skyldige ægter Fruentimmeret forinden Sagen kommer til Paatale, ligesom det ogsaa vidner om en ringere Strafskyld hos den Paagjældende, jo villigere han er til at yde Opreisning igjennem Ægteskab; Paragraphens Slutningsbestemmelse gaaer derfor alene ud paa, at Paatale kan falde bort, hvorimod der ikke aabnes for Adgang til, at den idømte Straf kan eftergives, naar den Skyldige først efter Dommen bestemmer sig til at ægte Qvinden. Forsaavidt iøvrigt det Qvalificerende netop tildeels ligger i Krænkelsen af Forældres eller Værges Ret, idet Qvinden selv forudsættes at være enig med Bortføreren, ligesom Hensigten jo endog kan være den at indgaae Ægteskab, er det naturligt, at Sagens Bortfalden, foruden af Ægteskabs Indgaaelse, tillige betinges af Forældres eller Værges Samtykke.”

Bortset herfra indeholdt straffeloven af 1866 ikke regler om bortfald af straf for en seksualforbrydelse som følge af, at gerningsmanden og forurettede indgår ægteskab. Der var således navnlig ikke regler herom i relation til bestemmelserne om bl.a. voldtægt og anden tvang mv. Af forarbejderne fremgår bl.a. følgende om dette spørgsmål (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 206-207):

”Ei heller har man kunnet ansee det for rigtigt (…) at bestemme, at Strafansvaret skal bortfalde, naar den Skyldige ægter det fornærmede Fruentimmer før Sags Anlæg eller dog før Dom er falden i Sagen. Vel kan det til Fordeel for en saadan Bestemmelse anføres, at Straffen i dette Tilfælde kommer til at gaae ud ogsaa over den krænkede Qvinde, og at den for hende ene væsentlige Opreisning, som hun opnaaer ved Ægteskab, og som der af Hensyn til hende kunde synes at være Opfordring til saavidt muligt at fremkalde ved at tilstaae den Skyldige Straffrihed naar han ægter hende, netop vil forstyrres ved Mandens Straf. Men herimod kan deels gjøres den Indvending, at det er unaturligt og uforeneligt med Retfærdighedens Fordringer, at Strafansvaret for nogle af de groveste Forbrydelser skal kunne bortfalde ved en Eftergivelse fra private Personers Side, og deels erindres, at det, naar hensees til Ægteskabets sædelige Betydning og til at det er en Betingelse for sammes Lykke, at det hviler paa en Grundvold af gjensidig Kjærlighed og Agtelse, turde være saare tvivlsomt, om det er rigtigt paa en Maade at fremtvinge et Ægteskab under de forudsatte Omstændigheder. Ligesom en saaden Bestemmelse vel endog i enkelte Tilfælde (…) kunde tænkes at foranledige, at Gjerningsmanden gaaer videre end fra først af paatænkt, for at naae til Ægteskab og derved undgaae Straf, saaledes vilde den Omstændighed, at det afhang af Familien eller Fruentimmeret selv, om Forbryderen skulde komme til at lide en betydelig Straf eller ikke, lettelig kunne medføre et meget stærkt Tryk af forskjellig Slags paa de Vedkommende og derved maaskee ofte fremtvinge et Samtykke til Ægteskab, som man under andre Omstændigheder paa ingen Maade vilde have givet. I det virkelige Liv vil det derhos, naar ikke meget graverende eller Opsigt vækkende Omstændigheder have været forbundne med en Voldtægtsforbrydelse, neppe let skee, at der skulde blive anlagt Sag, naar de Vedkommende ønske den neddysset og foretrække at indgaae Ægteskab, og i ethvert Fald vil under særdeles Omstændigheder Straffens Eftergivelse kunne indtræde ad Benaadningsveien.”

1.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 227 følgende ordlyd:

”§ 227. Straf efter §§ 216-224 og 226 kan bortfalde, naar de Personer, mellem hvilke Kønsomgængelsen har fundet Sted, er indtraadt i Ægteskab med hinanden.”

Om forarbejderne til straffelovens § 227 kan der henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 209 samt side 202-203. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 206 samt side 194 og udkast af 1923 (U III) § 207 samt spalte 325-326. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3225 og 3373.

Fra forarbejderne kan det særligt nævnes, at der af udkast af 1923 (U III) bl.a. fremgår følgende om bestemmelsen om strafbortfald ved indgåelse af ægteskab (§ 207) (spalte 325-25.:

”Af Motiverne til Straffeloven S. 206-207 fremgaar, at man bl. a. har fundet det unaturligt og uforeneligt med Retfærdighedens Grundsætninger, at Strafansvaret for disse grove Forbrydelser skulde kunne bortfalde ved Eftergivelse fra private Personers Side. I Modsætning hertil finder Kommissionen i Tilslutning til K. U. 1912 (§ 209) og T. U. (§ 206), at der paa Grund af disse Forbrydelsers Særegenhed som rettede mod en Kvindes Kønsære bør aabnes Adgang til Bortfald af Straf, naar den krænkede senere er indtraadt i Ægteskab med den, der har forøvet Krænkelsen. I de praktisk hyppigste Tilfælde, hvor Forbrydelsen krænker Kvindens Kønsære, vil efter Omstændighederne et saadant Ægteskab kunne være en naturlig Oprejsning for Kvinden. Og i Almindelighed gælder det her, at Straf, naar et saadant Ægteskab er indgaaet, og Tilgivelse fra den forurettedes Side dermed har fundet Sted, vil virke forstyrrende paa dette Ægteskab og derved vil kunne tilføje den forurettede forøget Lidelse. Overfor dette Hensyn bør det offentliges Interesse i at drage Forbryderen til Ansvar vige. Forudsætningen maa naturligvis være, at der foreligger et gyldigt Ægteskab, og Adgangen til Straffens Bortfald er kun gjort fakultativ, idet de konkrete Omstændigheder i det enkelte Tilfælde maa være afgørende. Det er ikke udelukket, at ogsaa andre Deltagere i Forbrydelsen under saadanne Forhold kan fritages for Straf, og Hensynet til ikke at virke forstyrrende ind paa det indgaaede Ægteskab vil ogsaa kunne tale herfor.”

1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Bestemmelsen i straffelovens § 227 har endvidere været genstand for overvejelse i Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer. Det blev således i betænkningen bl.a. overvejet, om bestemmelsen burde placeres i straffelovens kapitel 10 om almindelige regler for straffens fastsættelse. Der fremgår herom i betænkningen bl.a. følgende (side 738-39):

”Straffelovens § 227 om strafbortfald, når de personer, mellem hvilke kønsomgængelsen har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden, er beslægtet med de hensyn, der indgår i § 82, sml. herved stk. 1, nr. 10, hvorefter det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, når gerningsmanden ved deltagelse i konfliktråd eller på anden måde har ”genoprettet” den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling.

Der er under rådets drøftelse af § 227 rejst spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen som udtryk for et almindeligt strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i straffelovens 10. kapitel om straffastsættelse, f.eks. i den opregning af formildende omstændigheder, som indgår i § 82 i rådets lovudkast. Imod en sådan løsning kan anføres, at § 227 er en integreret del af straffelovens øvrige bestemmelser om forbrydelser mod kønssædeligheden, og at videre overvejelser om at ophæve § 227 som følge heraf bør ske i anden sammenhæng.

Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst at pege på spørgsmålet om placeringen af § 227 og i øvrigt afstå fra i denne betænkning at fremkomme med forslag herom. Rådet bemærker dog, at § 227, såfremt bestemmelsen opretholdes, bør bringes i overensstemmelse med reglerne om registreret partnerskab”

1.2.4. Lovændringen i 2004

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.) fik bestemmelsen i § 227 sin nuværende affattelse.

Bestemmelsen blev herved ændret, således at der udover strafbortfald også efter bestemmelsen er mulighed for strafnedsættelse.

Endvidere blev Straffelovrådets anbefaling om at ligestille registreret partnerskab med ægteskab i § 227 med lovændringen fulgt, således at det udtrykkeligt kom til at fremgå af bestemmelsen, at registreret partnerskab på samme måde som ægteskab vil kunne begrunde strafnedsættelse eller strafbortfald, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3312:

”Justitsministeriet er dog enig i Straffelovrådets forslag om ligestilling mellem personer, der lever i ægteskab, og personer, der lever i registreret partnerskab, jf. straffelovens § 227. Med forslaget er det hensigten, at straffebestemmelsen skal anvendes i forhold til personer i registreret partnerskab i samme omfang som det i dag sker i forhold til personer, der lever i ægteskab.”

Lovændringen medførte ingen realitetsændringer, da det allerede fulgte af lov om registreret partnerskab § 3, stk. 2, at bestemmelser i dansk lovgivning, som omhandler ægtefæller og ægteskab, skulle anvendes tilsvarende på registreret partnerskab og registrerede partnere, jf. nærmere herom kapitel 9, afsnit 3.2.4.

2. Retspraksis

Retspraksis om straffelovens § 227 er sparsom. Bestemmelsen ses således alene at være anvendt i trykt retspraksis i nedenstående kendelse af 20. januar 1941 fra Østre Landsret:

I UfR 1941.446 Ø blev en straffesag vedrørende overtrædelse af straffelovens § 222 udsat for at afvente resultatet af en ansøgning om dispensation fra ægteskabslovens alderskrav til indgåelse af ægteskab, som var indgivet til Justitsministeriet. Østre Landsret fandt, at sigtede ikke burde afskæres fra adgang til at nyde godt af bestemmelsen i straffelovens § 227, såfremt dette kunne opnås ved en kortere udsættelse af sagen. Den 21-årige sigtede og den 14-årige forurettede havde gentagne gange haft samleje, og sigtede og forurettede, der var gravid i 6.-7. måned, ønskede nu med hendes forældres tilslutning at indgå ægteskab.

Herudover kan dog nævnes følgende dom, der ikke citerer straffelovens § 227, men dog som et element blandt flere synes at bygge på samme tankegang som den analoge anvendelse af § 227, der er omtalt i afsnit 1 ovenfor:

TfK 2010.619 Ø: En 32-mand forsøgte at voldtage sin fraseparerede ægtefælle og tildelte hende i forlængelse heraf ikke under ti knytnæveslag i ansigtet og på armene samt sendte hende senere samme dag en sms med en trussel som nævnt i straffelovens § 266. Straffen blev fastsat til 1 års fængsel, heraf 7 måneder betinget, således at den ubetingede del af straffen blev anset for udstået med godt 4 måneders varetægtsfængsling. Landsrettens begrundelse for at gøre en del af straffen betinget henviste til, at volden ikke tilføjede forurettede større skade, at tiltalte og forurettede forud for voldtægtsforsøget havde haft et længerevarende samliv, herunder ægteskab, og havde fælles barn, at tiltalte blev frihedsberøvet fra den 19. juni (hvor forholdene blev begået) under sagen ved byretten, at samlivet blev genoptaget ved løsladelsen efter byrettens dom den 23. oktober og fortsat bestod ved landsrettens afgørelse af sagen (den 30. marts det følgende år), og at tiltalte ikke tidligere var straffet af betydning for sagen.

3. Straffelovrådets overvejelser

Det er Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen i straffelovens § 227 bør ophæves. Der henvises herom nærmere til kapitel 9, afsnit 3.3, ovenfor.

Kapitel 19: Straffelovens §§ 228, 229, 231 og 233 – prostitution

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. De gældende bestemmelser i §§ 228, 229, 231 og 233

1.1.1. Rufferi – § 228

Efter straffelovens § 228 straffes forskellige handlinger med tilknytning til ”kønslig usædelighed”, hvorimod kønslig usædelighed som sådan ikke er kriminaliseret.

Kønslig usædelighed i bestemmelsens forstand foreligger, når der ydes betaling for samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje.

Justitsministeriet har i forarbejder til andre lovbestemmelser lagt til grund, at dette ikke alene gælder, hvor der er tale om et seksuelt forhold mellem en kunde og en person, som modtager betaling, men også hvor der er tale om et seksuelt forhold mellem personer, som begge modtager betaling. Sidstnævnte omfatter navnlig optagelse af pornofilm eller pornografiske forestillinger med samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, hvor de medvirkende modtager betaling.

I forarbejderne til lov nr. 224 af 4. juni 1969 om ændring i borgerlig straffelov (Pornografiske billeder mv.) er således gengivet Justitsministeriets besvarelse af et spørgsmål om pornomodellers beskyttelse efter straffeloven, hvoraf fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1968-69, tillæg B, spalte 2043):

”Straffelovens rufferi-, alfonseri- og prostitutionsbestemmelser i §§ 228, 229 og 199 anvender udtrykkene ”kønslig usædelighed” og ”utugt”. Man har herved i første række tænkt på traditionelle prostitutionsforhold; der findes ikke i forarbejderne til disse bestemmelser udtalelser om, hvorvidt bestemmelserne omfatter kønsakter, der iværksættes med henblik på fotografering, lige så lidt som der er trykt praksis herom. Det er imidletid nærliggende at antage, at man vil kunne anvende disse bestemmelser på modelarbejde af denne art, og man er under udarbejdelse af lovforslaget gået ud fra, at dette er tilfældet.”

Tilsvarende er i forarbejderne til lov nr. 579 af 19. december 1969 om ændring af forskellige lovbestemmelser med 21 års aldersgrænser gengivet Justitsministeriets svar på et spørgsmål om, hvorvidt aldersgrænsen på 21 år i bl.a. straffelovens § 228, stk. 2, vil kunne nedsættes til 20 år. I svaret citeres følgende fra svaret optrykt i forarbejderne til lovændringen i 1969 (Folketingstidende 1969-70, tillæg B, spalte 80):

”Med henblik på tilfælde, hvor der er tale om optagelser af egentlige kønsakter, bemærkes følgende: (…)

Er modellen under 21 år, vil producenten kunne straffes, hvis han tilskynder eller bistår den pågældende til at søge erhverv ved denne virksomhed – d. v. s. hvor der er tale om mere regelmæssig beskæftigelse af den pågældende. Dette følger af straffelovens § 228, stk. 2. (…)

Det samlede resultat vil herefter i forhold til producenterne blive: (…)

mere regelmæssig (erhvervsmæssig) beskæftigelse af den pågældende kan altid straffes, hvis den pågældende er under 21 år.”

Endvidere fremgår bl.a. følgende af forarbejderne til lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning) (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7794):

”Udtrykket ”kønslig usædelighed” tager i første række sigte på prostitutionsforhold, men det antages, at bestemmelserne [i §§ 228 og 229] efter omstændighederne også kan anvendes i forbindelse med produktion af pornofilm og -billeder.”

Endvidere fremgår bl.a. følgende af forarbejderne til lov nr. 319 af 28. april 2009 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug mv.) (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 2449-50):

”Visse af de forhold, som er omfattet af konventionens artikel 21, er kriminaliseret i gældende bestemmelser i dansk ret. Med hensyn til tilfælde, hvor en person f.eks. rekrutterer, tvinger eller udnytter et barn til at deltage i en pornografisk forestilling, drejer det sig navnlig om straffelovens § 228 om rufferi, § 229, stk. 1, om den, der fremmer kønslig usædelighed, eller straffelovens § 262 a, stk. 2, om menneskehandel. Det gælder dog kun i de grovere tilfælde, hvor den pornografiske forestilling har karakter af ”kønslig usædelighed”, herunder f.eks. hvis det optrædende barn indgår i et seksuelt forhold til andre.”

I forarbejderne til straffelovens § 262 a, der blev indsat ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.), og som er den eneste anden bestemmelse i straffeloven (ud over §§ 228 og 229), der anvender udtrykket ”kønslig usædelighed”, angives alene helt kort, at udtrykket skal fortolkes i overensstemmelse med § 228, stk. 1 (Folketingstidende 2001-2002, 2. samling, tillæg A, side 2957).

Der ses fortsat ikke at være trykt retspraksis, der bringer § 228 (eller § 229) i anvendelse på andet end prostitution, og det kan give anledning til nogen tvivl, om bestemmelsen ud over prostitution også omfatter seksuelle forhold med henblik på optagelse af pornofilm eller som led i pornografiske forestillinger.

De handlinger, der er kriminaliseret i § 228, er af temmelig forskellig beskaffenhed.

Rufferi kan for det første bestå i at ”forlede” nogen til kønslig usædelighed, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 1, nr. 2, 1. led. Kravet om ”forledelse” betyder, at der skal være tale om en kvalificeret medvirken i form af overtalelse. Bistand til en, der allerede har besluttet sig, er ikke omfattet af denne del af bestemmelsen. Hvis gerningsmanden har handlet for vindings skyld, er forholdet omfattet af nr. 2, 1. led, og ellers af nr. 1. Kravet i nr. 1 om, at der skal være tale om forledelse til at ”søge fortjeneste” ved kønslig usædelighed har næppe nogen selvstændig betydning, da selve begrebet kønslig usædelighed forudsætter, at der betales.

Straffelovens § 262 a, der trådte i kraft den 8. juni 2002, omfatter bl.a. den, der ved anvendelse af tvang, frihedsberøvelse, trusler, svig eller anden utilbørlig fremgangsmåde rekrutterer en person med henblik på udnyttelse af den pågældende ved prostitution, og straffelovens § 262 a om menneskehandel absorberer strafansvaret for en samtidig overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 1, nr. 2, om rufferi, jf. UfR 2009.1439 H. Den del af straffelovens § 228, stk. 1, nr. 2, som angår forledelse til prostitution for vindings skyld, har på denne baggrund formentlig ikke længere noget selvstændigt indhold.

Rufferi kan for det andet bestå i for vindings skyld at ”afholde” nogen, der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive det, jf. stk. 1, nr. 2, 2. led. Her er det et krav, at der er tale om en person, der i forvejen driver erhverv ved kønslig usædelighed, men det kan selvfølgelig også forholde sig sådan, at gerningsmanden selv har forledt den pågældende hertil. Erhverv må forstås som et krav om en mere regelmæssig virksomhed, men det kræves ikke, at kønslig usædelighed er den pågældendes hovedbeskæftigelse. Kravet om ”afholdelse” må forstås som spejlbilledet af ”forlede”, og der kræves således overtalelse til ikke at stoppe eller, hvad der kommer ud på et, overtalelse til at fortsætte den kønslige usædelighed. Bistand i øvrigt til, at nogen driver erhverv ved kønslig usædelighed, er ikke omfattet af denne del af bestemmelsen.

Rufferi kan for det tredje bestå i at ”holde bordel”, jf. stk. 1, nr. 3. Et bordel er et sted, hvor der er personer til stede, som mod betaling har samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med kunder. Det er således en betingelse, at der findes bestemte lokaliteter, hvor aktiviteten foregår. Det er endvidere en betingelse (jf. kravet om at ”holde” bordel), at driften af bordellet sker for gerningsmandens regning eller dog således, at gerningsmanden gennem andele i kundernes betaling eller på anden måde er direkte økonomisk interesseret i virksomheden.

At ”holde bordel” må afgrænses over for dels anden udlejning af lokaler til prostitution, dels flere prostitueredes fælles drift af et bordel. Udlejning af lokaler til prostitution er ikke omfattet af § 228, stk. 1, nr. 3, hvis lejen ikke væsentligt overstiger markedslejen (ved anden anvendelse), og hvis udlejeren heller ikke i øvrigt deltager i driften af bordellet. Flere prostitueredes fælles drift af et bordel er som udgangspunkt ikke omfattet af § 228, stk. 1, nr. 3. Hvis en prostitueret, der deltager i en sådan fælles drift af et bordel, har et økonomisk udbytte af de andres indtjening ved prostitution, som går ud over en deling af driftsudgifterne, vil den pågældende imidlertid ”holde bordel”, jf. UfR 1978.64 H (domfældelse med stemmerne 5-2, da to andre prostitueredes deltagelse havde haft ”økonomisk betydning” for tiltalte) og TfK 2001.333 Ø (frifindelse med stemmerne 3-3, da ca. syv andre prostitueredes betaling ikke havde haft ”så væsentlig betydning for tiltaltes økonomi”, at der forelå bordelvirksomhed omfattet af § 228, stk. 1, nr. 3). I TfK 2003.275 Ø og TfK 2010.956 Ø skete frifindelse for en principal tiltale for overtrædelse af § 228, stk. 1, nr. 3, ved at have udlejet kabiner i en pornobiograf til prostitution.

På linje med rufferi straffes efter § 228, stk. 2, tre yderligere forhold, hvoraf de to er begrænset til personer under 21 år.

For det første straffes den, der tilskynder eller bistår en person under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed. Dette omfatter enhver medvirken til, at en person under 21 år søger erhverv ved kønslig usædelighed, herunder fortsætter med at drive erhverv med kønslig usædelighed. Det er således uden betydning, om gerningsmanden først kommer i kontakt med vedkommende, efter at den pågældende er begyndt at drive erhverv med kønslig usædelighed, og det kræves ikke, at der foreligger kvalificeret medvirken i form af overtalelse. Erhverv må som nævnt forstås som et krav om en mere regelmæssig virksomhed, men det kræves ikke, at kønslig usædelighed er den pågældendes hovedbeskæftigelse. Denne del af bestemmelsen omfatter således ikke tilskyndelse eller bistand til lejlighedsvis kønslig usædelighed.

For det andet straffes den, der medvirker til en befordring ud af riget af en person under 21 år, for at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed. Bestemmelsen omfatter enhver medvirken til, at en person under 21 år rejser fra Danmark til udlandet med det nævnte formål, og det er uden betydning, om den unge er bekendt med rejsens formål eller ej. Bestemmelsen finder anvendelse, selv om gerningsmandens medvirken til den unges udrejse sker efter anmodning fra den unge. Det er også uden betydning, om gerningsmanden har noget at gøre med den kønslige usædelighed, det er planen at drive i udlandet.

For det tredje straffes den, der medvirker til en befordring ud af riget af en person for, at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed, hvis den pågældende er uvidende om formålet. Bestemmelsen omfatter enhver medvirken til, at en person rejser fra Danmark til udlandet, uden at den pågældende er bekendt med, at formålet hermed er den nævnte kønslige usædelighed. Det er uden betydning, om gerningsmanden har noget at gøre med den kønslige usædelighed, det er planen at drive i udlandet.

Begge de sidstnævnte led i § 228, stk. 2, omfatter ikke befordring internt i riget, herunder mellem Danmark, Færøerne og Grønland, eller befordring fra udlandet til Danmark. Sådan befordring vil imidlertid være omfattet af straffelovens § 262 a om menneskehandel, hvis den befordrede er under 18 år eller uvidende om, at formålet er at udnytte den pågældende ved kønslig usædelighed.

Strafferammen for overtrædelse af § 228 er i alle tilfælde fængsel indtil 4 år.

Tilregnelseskravet er i alle tilfælde forsæt. I de led af bestemmelsen, som angår personer under 21 år, kræves således også forsæt med hensyn til forurettedes alder.

Om straffelovens § 228 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 320-24, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 68-70, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 508-509 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 521-23.

1.1.2. Alfonseri – § 229

Efter straffelovens § 229, stk. 1, straffes den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

Efter straffelovens § 229, stk. 2, straffes den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

Straffelovens § 229 omfatter forskellige handlinger med tilknytning til ”kønslig usædelighed”, jf. om dette begreb ovenfor i afsnit 1.1.1, henholdsvis ”utugt”.

Anvendelse af straffelovens § 229 forudsætter i almindelighed, at forholdet ikke kan henføres under § 228 om rufferi.

Hovedbestemmelsen om alfonseri fremgår af § 229, stk. 1, 2. led, om udnyttelse af en andens erhverv ved kønslig usædelighed. Erhverv må forstås som et krav om en mere regelmæssig virksomhed, men det kræves ikke, at kønslig usædelighed er den pågældendes hovedbeskæftigelse.”Udnyttelse” forudsætter efter forarbejderne, at der er tale om forhold af en vis varigere karakter, og hvor det drejer sig om en økonomisk fordel, som modtageren ikke har retligt eller naturligt krav på at modtage. Dette omfatter den, der formår en prostitueret til at give sig del i indtjeningen, medmindre betalingen ligger inden for rammerne af en retlig eller naturlig forsørgelsespligt. Dette omfatter også tilfælde, hvor betalingen fra den prostituerede fremstår som betaling for en ydelse, men hvor betalingen væsentligt overstiger den sædvanlige pris for den pågældende ydelse, f.eks. udlejning af lokaler.

Endvidere straffes efter stk. 1, 1. led, den, der optræder som mellemmand, enten for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde. Det er ikke et krav, at den kønslige usædelighed drives erhvervsmæssigt. Den, der en enkelt gang mod betaling formidler kontakt mellem en kunde og en, der modtager betaling for samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, er således omfattet af bestemmelsen.

Rigsadvokaten har i et brev af 20. marts 1987, der er optrykt som bilag til Socialministeriets vejledning nr. 36 af 28. februar 2001 om seksualitet uanset handicap, antaget, at bestemmelsen ikke kan antages at angå tilfælde, hvor en formidling, der foretages uden betaling, forfølger et terapeutisk formål. Rigsadvokatens udtalelse angik hjælp til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne til at kontakte en prostitueret.

Endelig straffes efter stk. 2 den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til erhvervsmæssig utugt. Her er det således ligesom ved stk. 1, 2. led, men i modsætning til stk. 1, 1. led, et krav, at den erhvervsmæssige utugt (men ikke nødvendigvis udlejningen af værelser hertil) foregår som en mere regelmæssig virksomhed. I modsætning til stk. 1, 2. led, omfatter stk. 2 også udlejning til samme pris som til andre formål end prostitution, men bestemmelsen omfatter til gengæld kun hoteller og gæstgiverier og således f.eks. ikke private hjem. Bestemmelsen er i praksis blevet anvendt på udlejning af kabiner i en pornobiograf til brug for prostitution, jf. TfK 2010.956 Ø.

Tilregnelseskravet er i alle tilfælde forsæt. Der kræves således i relation til § 229, stk. 2, f.eks. også forsæt med hensyn til, at den, der lejer et hotelværelse, har til hensigt at benytte værelset til samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje mellem en kunde og en person, der mere regelmæssigt modtager betaling for sådanne seksuelle ydelser.

Om straffelovens § 229 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 324-26, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 68-70, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 508-510 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 523-25.

1.1.3. Gentagelsesvirkning – § 231

Straffelovens § 231 indeholder en strafforhøjelsesregel, hvorefter straffen for overtrædelse af §§ 228 og 229 kan forhøjes med indtil det halve, hvis gerningsmanden tidligere er dømt for overtrædelse af en af disse bestemmelser eller tidligere er idømt fængsel for en berigelsesforbrydelse (dvs. straffelovens §§ 276-290). Gentagelsesvirkningen ophører efter 10 år, jf. straffelovens § 84.

Om straffelovens § 231 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 328.

1.1.4. Annoncering mv. – § 233 mv.

Efter straffelovens § 233 straffes den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Bestemmelsen omfatter dels opfordring og indbydelse til ”utugt”, dels at ”stille usædelig levevis til skue”. Disse aktiviteter er efter bestemmelsen ikke strafbare i sig selv, men kun hvis de udøves på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.

Opfordring og indbydelse til ”utugt” må i denne sammenhæng antages at tage sigte på opfordring til at modtage betaling henholdvis indbydelse til at betale for seksuelle forhold. Der er en vis tvivl om, på hvilken måde sådanne opfordringer eller indbydelser skal fremsættes for i bestemmelsens forstand at være egnede til at at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.

Bestemmelsen tog oprindelig (i 1906) sigte på prostitueredes henvendelser til potentielle kunder på gaden og i annoncer (samt potentielle kunders henvendelser på gaden eller i annoncer), men det er tvivlsomt, om sådanne henvendelser i dag kan anses for at være så forulempende eller forargelige, at de kan straffes efter straffelovens § 233. Henvendelser på gaden kan efter omstændighederne straffes efter ordensbekendtgørelsen, hvorimod annoncering i givet fald vil være straffri.

Hvad der menes med at ”stille usædelig levevis til skue”, er også tvivlsomt. Oprindelig (i 1906) var der formentlig tænkt på personer, der åbenlyst levede som prostituerede (samt personer, der åbenlyst havde som levevis at være kunder hos prostituerede). Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 335 antager, at der ikke længere tilkommer dette led i bestemmelsen nogen selvstændig betydning.

Om straffelovens § 233 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 334-35, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 506-507 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 530-31.

Efter restaurationslovens § 31, stk. 2, kan politiet bl.a. forbyde personer, der søger fortjeneste ved prostitution, at opholde sig som gæster i bestemte virksomheder (dvs. en bestemt restaurant, bar, natklub, diskotek mv.), og kan endvidere forbyde de pågældende indehavere at modtage disse personer som gæster. Overtrædelse af et forbud straffes med bøde, jf. lovens § 37, stk. 1, nr. 3, og straffen kan under skærpende omstændigheder eller i gentagelsestilfælde stige til fængsel indtil 4 måneder, jf. lovens § 37, stk. 3.

1.2. Bestemmelsernes tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelserne

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 mv.

1.2.1.1. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde § 228 følgende ordlyd:

”§ 228. Den, som for Vindings Skyld enten forleder nogen til kønslig Usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver Erhverv ved kønslig Usædelighed, fra at opgive det, eller som holder Bordel, straffes for Rufferi med Fængsel indtil 4 Aar.

Stk. 2. Paa samme Maade straffes den, der tilskynder eller bistaar en Person under 18 Aar til at søge Erhverv ved kønslig Usædelighed, samt den, der medvirker til en Persons Befordring ud af Riget, for at denne i Udlandet skal drive Erhverv ved kønslig Usædelighed eller benyttes til saadan Usædelighed, naar den befordrede Person er under 21 Aar eller uvidende om Formaalet.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 210 samt side 203-04. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 208 samt side 185-86 og 194-95 og udkast af 1923 (U III) § 208 samt spalte 326-27. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3375-76 (§ 230).

Af U I fremgår bl.a. følgende (side 203-204):

”§ 210 indeholder Straffebestemmelserne for Rufferi, og hvad dermed maa sættes i Klasse. 1ste Stk. handler om det egentlige Rufferi. Hertil kræves altid Forledelse af Mand eller Kvinde til kønslig Usædelighed, dog at det hermed stilles i Klasse, at Personen ved tilsvarende psykisk Paavirkning bestemmes til ikke at opgive et Erhverv ved kønslig Usædelighed, som han eller hun allerede driver. At Forledelsen sker i Vindingsøjemed – hvilket i hvert foreliggende Tilfælde maa være godtgjort – kræver § 210 kun i almindelige Rufferitilfælde. Gaar Paavirkningen ud paa, at den paagældende skal drive Erhverv ved kønslig Usædelighed eller afholdes fra at opgive saadent Erhverv, opstilles dette Krav ikke, dels fordi Vindingsøjemed her faktisk vel altid vil foreligge og derfor med Føje kan præsumeres, dels fordi Forholdet i alt Fald er af saa ondartet Natur, at Straffen for det ikke bør gøres afhængig af denne Betingelse, hvis den undtagelsesvis ikke foreligger, end sige af, at dens Tilstedeværelse skulde godtgøres. (…) Denne Straffebestemmelse, hvorefter Trediemand kan straffes, selv om de Personer, der udøve Usædeligheden, ikke falde ind under noget Straffebud, hviler paa det Synspunkt, at Samfundet ikke kan finde sig i denne Usædelighed fremmende Virksomhed. (…)

Lige i Strafbarhed med de i 1ste Stk. nævnte Handlinger bør ud fra samme Synspunkt og under Hensyn til Angrebets Grovhed de Handlinger sættes, der omhandles i 3die Stk.; disse adskille sig fra Rufferitilfældene derved, at der ikke foreligger nogen Paavirkning til Foretagelse af usædelige Handlinger, men kun en faktisk Fremmen af disse. Det første Tilfælde, at ”holde Bordel”, tiltrænger ikke nogen nærmere Begrebsbestemmelse i Loven. At ikke blot Entreprenøren, men ogsaa Forretningsføreren rammes, maa være udenfor Tvivl. Det andet Tilfælde [at give bolig til en person under 18, der driver erhverv ved kønslig usædelighed] er fremdraget, fordi Handlingen faktisk fremmer unge Personers Usædelighed. Det tredje Tilfælde [befordring ud af riget af en person, for at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed] har navnlig den hvide Slavehandel for øje, men selv om der ikke er Spørgsmaal herom, er Handlingen altid saa grov Forbrydelse, at den bør inddrages under dette Straffebud.”

Af U II fremgår bl.a. følgende (side 195):

”Dernæst foreslaas Strafbarheden overhovedet betinget af, at Handlingen foretages for Vindings Skyld. Det synes urimeligt at straffe f. Eks. en prostitueret, der, selv tilfreds med sin Levevej, af rent Venskab raader en anden til ogsaa at forsøge sig eller navnlig fraraader en Kollega at opgive dette Erhverv, fordi hun formentlig vanskeligt vil kunne klare sig i noget andet Erhverv. (…) Ligeledes foreslaas det at stryge den Del af Straffebestememlsen i K. U. § 210, 3. St., der angaar den, som tager til Huse eller giver Bolig til en Person under 18 Aar, der driver Erhverv ved kønslig Usædelighed. Saa længe det offentlige ikke har Ret og Pligt til at internere enhver saadan Person under 18 Aar – og faktisk gennemfører en saadan Anbringelse – gaar det formentlig ikke an at tvinge Forældre og andre paarørende, naar de ikke kan afholde de paagældende fra Utugtserhvervet, at sætte dem paa Gaden, selv om de f. Eks. forgæves har søgt at faa Værgeraad eller andre Institutioner til at tage sig af dem. (…) Ogsaa den sidste i K.U. § 210, 3. St. indeholdte Bestemmelse gaar ligesom den i L. 1. April 1911 § 4 formentlig altfor vidt. Der synes ikke ved Siden af den almindelige Regel om Rufferi at være Trang til en særlig Bestemmelse om Befordring ud af Riget af myndige Kvinder, naar disse rejser frivilligt og fuldt klare over Formaalet.”

Torp anfører endvidere (side 195 note 2), at det kan være tvivlsomt om aldersgrænsen for bestemmelsen om befordring ud af riget bør være 18 eller 20 år. Når Torp principalt foreslog grænsen sat ved 20 år, skyldtes det hensynet til at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med konvention af 4. maj 1910 angående bekæmpelse af den hvide slavehandel. Denne konvention, som Danmark ratificerede den 3. juni 1931 (jf. bekendtgørelse nr. 301 af 27. november 1931), bestemmer i artikel 1: ”Straffes skal enhver, som for at tilfredsstille andres Lidenskaber hverver, bortfører eller forleder en mindreaarig Kvinde i utugtigt Øjemed, selv om det sker med hendes Samtykke”. Af en til konventionen knyttet slutprotokol fremgår bl.a. følgende (pkt. B):

”Med Hensyn til Bekæmpelsen af de i Artiklerne 1 og 2 omhandlede Forbrydelser er der Enighed om, at Ordene ”mindreaarig Kvinde” og ”myndig kvinde” betegner kvinder henholdsvis under og over det fyldte tyvende Aar. Ved Lov kan der dog fastsættes en højere Beskyttelsesalder under Forudsætning af, at denne bliver ens for Kvinder af alle Nationaliteter.”

Af U III fremgår bl.a. følgende (spalte 326-27):

”§ 208, 1ste Stk. handler om det egentlige Rufferi. Straffebestemmelsen herom, der tidligere fandtes i Straffelovens § 182, er nu optaget i Lov Nr. 81, 30. Marts 1906 § 3 og midl. Straffelov 1. April 1911 § 4. Forbrydelsen bestaar i at forlede til eller at fremme kønslig Usædelighed mellem andre. (…) Endvidere er det i Almindelighed en Betingelse, at Handlingen foretages for Vindings Skyld. Herfra gøres i Paragrafens 2det Stykke en Undtagelse, naar Forbrydelsen udøves overfor Personer under 18 Aar. Den, der tilskynder eller bistaar saadanne til at søge Erhverv ved kønslig Usædelighed, straffes for Rufferi, selv om han ikke handler i vindesyg Hensigt. Men bortset herfra vil Handlingen, hvis den ikke foretages for Vindings Skyld, falde udenfor Rufferibestemmelsen. Kommissionen er med T. U. jfr. Mot. S. 1965 enig i, at Handlingen i disse tilfælde i Almindelighed ikke har en saadan samfundsskadelig Karakter, at der er Grund til at inddrage den under det strafbares Omraade.

Endvidere er i § 208, 2det Stk. fastsat Straf for den, der for Vindings Skyld fremmer en Persons Befordring ud af Riget, for at denne i Udlandet skal drive Erhverv ved Kønslig Usædelighed. I Modsætning til midlertidig Straffelov 1911 § 4, 2det Stk. i Slutningen er Reglen begrænset til de tilfælde, at den paagældende enten er under 21 Aar eller er uvidende om Formaalet. Der er næppe Trang til ved Siden af den almindelige Regel om Rufferi at give en særlig Bestemmelse om Befordring ud af Riget af myndige Personer, når disse rejser Frivillig og er fuldt klare over Formaalet. Naar Aldersgrænsen er foreslaaet sat til 21 Aar, skyldes det Hensynet til at bringe Bestemmelsen i Overensstemmelse med den i Geneve den 30. September 1921 afsluttede Konvention til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel.

Kommissionen har ikke foreslaaet optaget en Bestemmelse svarende til Reglen i midl Straffelov § 4, 2det Stk. om Straf for den, som uden at det sker til Opfyldelse af en lovlig Forsørgelsespligt tager en Kvinde under 18 Aar, der driver Erhverv ved Utugt, til Huse eller giver en saadan Kvinde Bolig. For de Tilfælde af denne Art, hvor det vil kunne være rimeligt at anvende Straf, vil Bestemmelsen i § 208, 2det Stk. afgive fornøden Hjemmel dertil, jfr. Ordet ”bistaa”.”

Ved artikel 5 i konvention af 30. september 1921 til bekæmpelse af handel med kvinder og børn ændredes aldersgrænsen i pkt. B i slutprotokollen til den tidligere nævnte konvention om samme emne fra 1910 fra 20 år til 21 år. Danmark ratificerede 1921-konventionen den 23. april 1931 med det forbehold, at konventionen først skulle træde i kraft for Danmark samtidig med ikrafttrædelsen af straffeloven af 1930 (jf. bekendtgørelse nr. 300 af 27. november 1931). Konventionen trådte således i kraft for Danmark den 1. januar 1933.

Af forarbejderne fremgår endvidere bl.a. følgende (Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3375):

”§ 230 (U. § 208, jfr. Mot. Sp. 326-27) omhandler det egentlige Rufferi. I Stk. 2 er endvidere fastsat Straf for den, der medvirker til en Persons Befordring ud af Riget, for at denne i Udlandet skal drive Erhverv ved kønslig Usædelighed. I Modsætning til Straffelovstillæg 1911 § 4, 2det Stk. i Slutningen, er Reglen begrænset til de Tilfælde, at den paagældende Person enten er under 21 Aar eller er uvidende om Formaalet. Naar man i Stk. 2 har undladt at betinge, at Handlingen skal være foretaget for Vindings Skyld, og har foreslaaet Aldergrænsen sat til 21 Aar, skyldes det Hensynet til at bringe Bestemmelsen i Overensstemmelse med den i Geneve den 30. September 1921 afsluttede Konvention til Bekæmpelse af den hvide Slavehandel.”

1.2.1.2. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde § 229 følgende ordlyd:

”§ 229. Den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig Usædelighed ved at optræde som Mellemmand, eller som udnytter en andens Erhverv ved kønslig Usædelighed, straffes med Fængsel indtil 3 Aar.

Stk. 2. Med Fængsel indtil 4 Aar straffes den Mandsperson, som helt eller delvis lader sig underholde af en Kvinde, der driver Utugt som Erhverv.

Stk. 3. Med Fængsel indtil 1 Aar straffes den Mandsperson, som imod Politiets Advarsel deler Bolig med en Kvinde, der driver Utugt som Erhverv.

Stk. 4. De i Stk. 2 og 3 givne Straffebestemmelser finder ikke Anvendelse paa Mandspersoner under 18 Aar, overfor hvem Kvinden har Underholdspligt.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 211 samt side 205. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 209 samt side 195-96 og udkast af 1923 (U III) § 209 samt spalte 327-29. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3375-76 (§ 231), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5376 (§ 229).

Af U II fremgår bl.a. følgende (side 195-96):

”§ 209 afviger fra K. U. § 211, 1. St. deri, at ”Fremme af kønslig Usædelighed”, der ikke har Karakteren af egentligt Rufferi, kun foreslaas straffet, naar det sker erhvervsmæssigt. Den Hotelportier, som lejlighedsvis paa Anmodning giver en Rejsende en offentlig Piges Adresse, eller den Hotelvært, der lejer et Værelse til et rejsende Par, selv om han nærmest antager, at de paagældende ikke er gifte, er næppe som saadanne farlige for Samfundssædeligheden; og en for rigorøs Ordning fører, hvad det sidstnævnte Tilfælde angaar, ofte til en for hæderlige Ægtefæller paa Rejse højst generende Inkvisition. Farlige bliver disse Handlinger først, naar de drives erhvervsmæssigt. Heller ikke Udleje af Værelser til prostituerede bør som saadan være strafbar, naar selve Prostitutionen lades fri, men kun en Udnyttelse af denne, hvorved den paagældende skaffer sig Uforholdsmæssig Fordel, f. Eks. ublu Leje.”

Af U III fremgår bl.a. følgende (spalte 327-28):

”§ 209, 1ste Stk. angaar visse med Rufferi beslægtede Tilfælde, der er af mindre farlig Karakter end de i § 208 nævnte, og som derfor er henførte under en mildere Straffebestemmelse. Tilsvarende bestemmelser er nu optaget i Lov 30. Marts 1906 § 3, 2det Stk. og midl. Straffelov § 4, 1st Stk. Straffen for den, der ved at optræde som Mellemmand fremmer kønslig Usædelighed, er begrænset til det Tilfælde, at den paagældende handler erhvervsmæssigt. Kommissionen er med T. U., jfr. Mot. S. 195-196, enig i, at Handlingen kun i disse tilfælde maa anses for i saadan Grad farlig for den almene Sædelighed, at der er Grund til at anvende Straf. Endvidere er der fastsat Straf for den, der udnytter en andens (Mands eller Kvindes) kønslig usædelige Erhverv. Det er ikke her nogen Betingelse, at der foreligger en Forledelse eller Fremme af det usædelige Erhverv, men kun at en Person indvinder Fordel for sig selv af et saadant Erhverv udøvet af en anden. Dog ligger i Ordet ”udnytter” en Begrænsning, idet Bestemmelsen kun kommer til Anvendelse, hvor der er tale om Forhold af vis varigere Karakter, og hvor det drejer sig om økonomisk Fordel, som modtageren ikke har retligt eller naturligt Krav på at modtage. Udlejning af Værelser til prostituerede Kvinder kan saaledes kun antages at være strafbart, hvis der herfor fordres en uforholdsmæssig Fordel (ublu Leje), jfr. ogsaa Højesterets Dom af 2. Oktober 1907 (H.R.T. 1907 S.320, U.f.R. 1907 S.991). At f.Eks. Forældre eller Børn modtager Understøttelse af en prostitueret Kvinde, vil efter Omstændighederne heller ikke kunne betegnes som en Udnyttelse af dennes Erhverv, ligesom Straf selvfølgelig er udelukket, hvor der fra Kvindens Side kun er Tale om Opfyldelse af en legal Forsørgelsespligt.”

1.2.1.3. Straffelovens § 231 har det i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”§ 231. Har den, som skal dømmes efter §§ 228, 229 eller 230, tidligere været dømt for nogen i disse Bestemmelser omhandlet Forbrydelse eller for Løsgængeri, eller har han for en Berigelsesforbrydelse været dømt til Fængsel, kan Straffen forhøjes med indtil det halve.”

Om forarbejderne til § 231 kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 212 samt side 205. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 210 samt side 196 og udkast af 1923 (U III) § 211 samt spalte 329. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3376 (§ 233), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5377 (§ 231), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, spalte 2195-96 (§ 231).

Af U III fremgår bl.a. følgende (spalte 329):

”Kommissionen har ikke fundet Grund til at optage nogen almindelig Bestemmelse om forhøjet Straf i Gentagelsestilfælde ved alle de i dette Kapitel omhandlede Forbrydelser, jfr. T. U. Mot. S. 194. For de egentlige Kønsfrihedsforbrydelser vil der paa Grund af de høje Straffemaksima ikke være Trang til en saadan, jfr. derimod § 3 i midl. Straffelov af 1911. Kun i de i §§ 208, 209 og 210 [vedrørende prostitution] anførte Tilfælde skønnes der at være Trang til at kunne idømme en højere Straf i visse Gentagelsestilfælde.”

1.2.1.4. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde § 233 følgende ordlyd:

”§ 233. Den, som opfordrer eller indbyder til Utugt paa en saadan Maade eller stiller usædelig Levevis saaledes til Skue, at Blufærdigheden krænkes, offentlig Forargelse gives, eller omboende forulempes, straffes med Hæfte eller med Fængsel indtil 1 Aar eller under formildende Omstændigheder med Bøde.”

Bestemmelsen var udtryk for en uændret videreførelse af gerningsindholdet i § 2, stk. 1, i lov nr. 81 af 30. marts 1906 om modarbejdelse af offentlig usædelighed og venerisk smitte.

Om forarbejderne til § 233 kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 217 samt side 209-10. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 213 samt side 197-98 og udkast af 1923 (U III) § 214 samt spalte 330-31. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3377 (§ 235), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, spalte 2195-96 (§ 233) og 2239-42.

Af U I fremgår bl.a. følgende (side 209-10):

”Paragrafen omhandler to Tilfælde, at stille kønslig Usædelig Levevis til Skue, og at opfordre eller indbyde til Utugt. For begge Tilfældes Vedkommende skal Handlingen, for at blive strafbar, ske paa en saadan Maade, at enten den enkelte forulempes, eller at den udviste Optræden er egnet til at vække offentlig Forargelse. Bestemmelsen svarer til Lov Nr. 81, 30. Marts 1906 § 2, Stk. 1. I det første Tilfælde er det ikke Blotstillen af en enkelt kønslig Akt, der udgør Forbrydelsen, men derimod at stille et varigt usædeligt Forhold til Skue. Udkastet har ikke nogen særlig til Stl.s. § 178 svarende Bestemmelse, og kønslig usædeligt Samliv med en anden vil saaledes kun blive strafbart naar det paatvinger sig Omverdenen ved at stille sig til Skue, altsaa kun naar Personerne bestræbe sig for ved deres Optræden at bringe andre Kundskab om, at de føre et usædeligt kønsligt Samliv, paa en saadan Maade, at det maa virke forulempende eller forargende. Føres Samlivet, uden at Omverdenen udfordres, vil Forholdet være straffrit. Man har ment herved at opnaa den rette Begrænsning. Dertil kommer, at naar Staten holder paa, at Ægteskabet er den eneste sædelige Kønsforbindelse, er en Straffebestemmelse som den foreslaaede formentlig en nødvendig Konsekvens af dette Standpunkt. De øvrige under Bestemmelsen indbefattede Forhold tiltrænge ikke nærmere Belysning, da Paragrafen for disses Vedkommende kun er en Opretholden af den bestaaende Lovgivning”

Af U II fremgår bl.a. følgende (side 197-98):

”K.U. § 217 indeholder en Kombination af Reglerne i L. Nr. 81, 30. Marts 1906 § 2, 2. St. og – tildels – Strfl. § 178. Skønt Ordene i § 217 med nogen Omstilling og en enkelt Udeladelse i det væsentlige dækker Udtrykkene i L 1906 § 2, betyder de nemlig og skal efter Motiverne betyde noget ganske andet. Medens ”usædelig Levevis” i L. 1906 § 2 ifølge Sammenhængen og Lovens øvrige Indhold kun sigter til Utugt som Erhverv – ikke Konkubinat i nogen Form, idet Reglerne derom findes i Strfl. § 178 – er det efter hele Sammenhængen og Bestemmelsens Plads i K. U.’s Kapitel om Sædelighedsforbrydelser naturligst at forstaa disse Ord saaledes, at de rammer ogsaa det saakaldte forargelige Samliv, naar dette foregaar aabenlyst, f. Eks. i Form af et offentligt deklareret Samvittighedsægteskab; og dette er ogsaa ifølge Motiverne S. 209-210 Meningen. Men en saadan Regel maa i Nutiden anses som ganske forfejlet. Medens der næppe kan rejses nogen principiel Indvending mod Reglen i L. 1906 § 2, rigtigt forstaaet, kræver den almindelige Retsopfattelse sikkert, at enhver Rest af Strfl. § 178 bør forsvinde. Hvis de paagældende Handlinger, der er iagttagelige for andre, krænker Blufærdigheden eller vækker offentlig Forargelse, er en særlig Regel overflødig ved Siden af den almindelige Bestemmelse derom (§ 212). Og ellers har Konkubinatets Strafbarhed, der kun er en Reminiscens af gammelkirkelig Straffejustits mod den, der krænker Kirkens Fordring om Ægteskab som eneste tilladelige Kønsforbindelse, efter Nutidens Opfattelse af disse Forhold ingen Berettigelse og rammes af alle mod Strfl. § 178 ofte fremførte Indvendinger – at den virker som en Klasselov, fører til Indblanding i Folks private Liv og Moralopfattelse, skaber stærk Fristelse til Angiveri osv. Naar Motiverne vil begrunde Bestemmelsen med, at den er en nødvendig Konsekvens af, at Staten holder paa, at Ægteskabet er den eneste sædelige Kønsforbindelse, er dette ganske misvisende. Dermed kunde man lige saa godt begrunde det simple Lejermaals Strafbarhed – for slet ikke at tale om Prostitutionen. Det foreslaas derfor at ombytte Ordenne ”kønslig usædelig Levevis” med ”Utugtserhverv”.”

Af U III fremgaar bl.a. følgende (spalte 330-31):

”§ 214 svarer til Bestemmelsen i Lov 30. Marts 1906 § 2, 1ste Stk., dog at der (…) i Stedet for Udtrykket ”usædelig Levevis” er brugt Udtrykket ”Utugtserhverv”, jf. T. U. Mot. S. 197.”

Den vedtagne straffelov af 1930 vendte tilbage til udtrykket ”usædelig Levevis”, hvilket skete under henvisning til U I, jf. 1906-loven og et andragende fra Dansk Kvindesamfund af 21. december 1928 (Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, spalte 2195-96). Af sidstnævnte fremgår navnlig, at Dansk Kvindesamfund var modstander af ændringen til ”Utugtserhverv”, fordi den indebar, at kun prostituerede og ikke tillige prostitutionskunder ville kunne straffes, hvilket Dansk Kvindesamfund fandt utilfredsstillende, idet de moralske love efter nutidens opfattelse af sædelighed efter Dansk Kvindesamfunds opfattelse var ens for mænd og kvinder (Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, spalte 2239-42).

1.2.1.5. Restaurationslovens § 31, stk. 2, kan føres tilbage til en bestemmelse i 1906-lovens § 15, stk. 1, der var sålydende:

”Politiet kan forbyde Hotelværter, Gæstgivere og Beværtere at have til Huse Kvinder, som ere straffede efter denne Lovs § 2, samt at benytte saadanne Kvinder til Gæsternes Underholdning eller Opvartning.”

1906-lovens § 2, stk. 1, var identisk med § 233 i straffeloven af 1930 (der er gengivet i pkt. 1.2.1.4 ovenfor), mens 1906-lovens § 2, stk. 2, indeholdt et forbud mod, at en prostitueret delte bolig med en voksen mand eller et umyndigt barn over 2 år eller modtog en mand under 18 år som kunde. Af forarbejderne til 1906-lovens § 15 fremgår bl.a. følgende (Rigsdagstidende 1904-1905, tillæg A, spalte 1936):

”maa man tillægge [§ 15] en Del Betydning som Middel mod den offentlige Usædelighed under en af de Former, hvorunder den faktisk hyppig søger at skjule sig”

Bestemmelsen blev skærpet ved lov nr. 151 af 1. april 1921 om nogle Politiforholdsregler vedrørende Beværtninger og Gæstgiverier, hvis § 2, stk. 1, var sålydende:

”Naar der i et Gæstgiveri eller i en Beværtning jævning forefalder Drukkenskab og dermed forbunden Uorden, eller naar en Beværtning eller et Gæstgiveri drives paa en saadan Maade, at Utugt eller Uterlighed derved fremmes, kan Politiet forbyde Værten i sin Forretning eller i sin i Nabolaget værende Bolig eller Ejendom at have som Gæster, logerende, Medhjælpere eller paa anden Maade Kvinder, som søger Fortjeneste ved Utugt, og som af Politiet navngives eller om fornødent paavises for Værten. Politiet kan i Forbindelse med Forbudet forbyde en saadan Kvinde at indfinde sig de nævnte Steder.”

Af forarbejderne til denne lov fremgår bl.a. følgende (Rigsdagstidende 1920-21, tillæg A, spalte 4513-16):

”en Del Beværtninger [har] efterhaanden (…) samlet et Stampublikum af drikfældige og løsagtige Kvinder, der benytter vedkommende Forretning som Basis for deres Utugtserhverv, og (…) straffede Personer – ofte farlige Forbrydere – holder til der som Opvartere og [er] samtidig (…) Alfonser for de paagældende Kvinder. (…)

Bestemmelsen i § 15 i Lov Nr. 81 af 30. marts 1906 er ikke tilstrækkelig til at ordne Forholdene i mange af de daarlige Beværtninger, fordi den ikke kan anvendes overfor løsagtige Kvinder i Almindelighed, end ikke saadanne, der har været dømt for Løsgængeri i Henhold til Lovens § 1, men kun overfor saadanne Kvinder, der er dømt efter dens § 2. Nærværende Forslag er derfor mere vidtrækkende end Bestemmelsen i § 15 i Loven af 1906, forsaavidt som det er tilstrækkeligt til Nedlæggelsen af Forbud mod en Kvindes Adgang til vedkommende Forretning, at hun søger Fortjeneste ved Utugt. Det er med Forsæt, at Forslaget kun kræver, at vedkommende Kvinde søger Fortjeneste ved Utugt, ikke, at hun søger Erhverv derved. Erfaringen viser nemlig, at det er vanskeligt at bevise, at de Kvinder, der holder til paa de her omhandlede Beværtninger, modtager Penge for Utugt, og hvis man endog vilde kræve Bevis for, at de driver Erhverv ved Utugt, vilde Bestemmelsens praktiske Betydning blive væsentlig forringet.”

Bestemmelsen blev på ny udvidet ved lov nr. 129 af 15. marts 1939 om beværtning og gæstgiveri samt handel med stærke drikke, hvis § 37 bl.a. indeholder følgende:

”For saa vidt det af Hensyn til Sædeligheden, Ædrueligheden eller Opretholdelsen af Ro og Orden maa anses for nødvendigt, skal Politiet forbyde en Beværter eller en Gæstgiver i sin Virksomhed eller i sin i Nærheden beliggende Bolig eller Ejendom som Gæster, logerende, Medhjælpere el. lign. at have Personer, der søger Fortjeneste ved Utugt. De paagældende skal af Politiet navngives og om fornødent paavises for Værten. Politiet kan i Forbindelse med Forbudet forbyde saadanne Personer at indfinde sig de nævnte Steder. Naar Forholdene taler derfor, kan Politiet endvidere forbyde, at der i de paagældende Beværter- eller Gæstgivervirksomheder anvendes kvindeligt Serveringspersonale, Garderobe- eller Toiletbetjening m. v.”

Af forarbejderne til denne lov fremgår bl.a. følgende (Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, spalte 3515):

”I § 37 er foreslaaet indføjet Bestemmelser, der i Princippet svarer til § 2 i Lov af 1. April 1921 om nogle Politiforholdsregler vedrørende Beværtninger og Gæstgiverier. Det er dog fundet ønskeligt at udvide den gældende Regel, hvorefter Politiet har Adgang til at forbyde, at Beværtere eller Gæstgivere har utugtige Kvinder boende eller anvender disse som Medhjælpere, saaledes, at tilsvarende Forholdsregler kan træffes med Hensyn til utugtige Mænd. Endvidere foreslaas det, at Politiet skal kunne forbyde, at der i de i Paragraffen omhandlede Beværtninger og Gæstgivervirksomheder anvendes kvindeligt Serveringspersonale, Garderobebetjening m. v.”

Bestemmelsen blev videreført uændret som § 36 i lov nr. 207 af 7. juni 1958, beværterloven.

1.2.2. Lovændringen i 1961

Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme mv.) fik § 228, § 229, stk. 1 og 2, og § 233 i det væsentlige deres nuværende affattelse, idet der efterfølgende alene er foretaget ændringer af § 229, stk. 1 og 2, og § 233 som følge af afskaffelse af hæftestraffen, jf. afsnit 1.2.8 nedenfor, og af § 233 som følge af forenkling af strafferammer, jf. afsnit 1.2.11 nedenfor.

Lovændringen indebar, at der blev indsat et nyt § 228, stk. 1, nr. 1, at aldersgrænsen i § 228, stk. 2, 1. led, blev forhøjet fra 18 til 21 år, at § 229, stk. 1, blev omformuleret, at der blev indsat et nyt § 229, stk. 2, og at § 233 blev omformuleret.

Om baggrunden herfor fremgår bl.a. følgende af forarbejderne, jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, spalte 583-86, med henvisninger til betænkning nr. 139/1955 om foranstaltninger til bekæmpelse af prostitution (prostitutionsbetænkning I):

”Disse bestemmelser om ændringer i §§ 228-29 angår strafansvaret for de personer, der betegnes som prostitutionens bagmænd. De gældende regler herom bygger på det synspunkt, at virksomhed, der fremmer prostitution, som hovedregel kun bør kriminaliseres, når virksomheden i sig selv er af en særlig asocial karakter; efter § 228, stk. 1, straffes den, der forleder nogen til kønslig usædelighed med andre, således kun, hvis han har handlet ”for vindings skyld”, og § 229, stk. 1, fastsætter kun straf for mellemmandsvirksomhed, hvis denne er udøvet ”erhvervsmæssigt”. Det synes ikke rigtigt at fastholde dette synspunkt strengt. Udgangspunktet synes snarere at måtte være, at hensynet til en begrænsning af prostitutionen med dens menneskelige og samfundsmæssige følger tilsiger en kriminalisering af handlinger, der i væsentlig grad fremmer prostitutionen. Dette udgangspunkt ligger til grund for det af justitsministeriet udarbejdede udkast til ændring af §§ 228 og 229, som er omtalt i prostitutionsbetænkningens kap. VIII og tiltrådt af udvalgets flertal. Det her foreliggende lovforslag er i det væsentlige i overensstemmelse med dette udkast (betænkningen, p. 74 ff.). (…)

Den gældende regel i § 228, stk. 1, om straf for den, der for vindings skyld forleder nogen til kønslig usædelighed med andre, foreslås suppleret med en bestemmelse, hvorefter det er strafbart at forlede nogen til at søge fortjeneste ved kønslig usædelighed med andre – selv om forledelsen ikke sker ”for vindings skyld”. Herefter vil f. eks. den prostituerede, der medinddrager en veninde i prostitutionen, kunne straffes, hvis der foreligger forledelse. (…)

§ 228, stk. 2, indeholder en særlig strafferetlig beskyttelse imod, at de helt unge inddrages i prostitution, idet bestemmelsen fastsætter straf for den, der tilskynder eller bistår en person under 18 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed. Bestemmelsens aldersgrænse foreslås nu forhøjet fra 18 til 21 år med henblik på en styrkelse af det strafferetlige værn mod ungdomsprostitution. Det bemærkes, at reglen kun angår tilskyndelse eller bistand til at søge erhverv ved kønslig usædelighed; under hensyn hertil må den foreslåede udvidelse af det strafbares område anses for ubetænkelig. (…)

Efter § 229, stk. 1, straffes den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmand. Udtrykket ”erhvervsmæssigt” frembyder fortolkningstvivl; det må antages at indebære, at mellemmandsvirksomheden skal være udøvet dels for vindings skyld, dels i en flerhed af tilfælde. Samtidig med, at bestemmelsen hermed knytter strafansvaret til strengere betingelser end rimeligt, stiller den så store bevismæssige krav, at den er blevet uden nævneværdig praktisk betydning. I overensstemmelse med det tidligere anførte principielle udgangspunkt foreslås det nu, at den omhandlede mellemmandsvirksomhed skal kunne straffes, når den er udøvet enten for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde. Herefter vil der kunne rejses straffesag mod f. eks. den hotelportier, bartender eller restaurationstjener, der mod betaling eller – hvis sådan betaling ikke kan bevises – i oftere gentagne tilfælde over for gæster har opgivet adressen på en kvinde, der er villig til mod betaling at indlade sig i kønsligt forhold. (…)

Efter § 229, stk. 1, sidste led, straffes den, som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed. Det er almindeligt antaget, at denne bestemmelse kun omfatter udlejning af hotelværelser til erhvervsmæssig utugt, hvis der tages ublu leje. Denne begrænsning er ikke rimelig, og der foreslås derfor nu en almindelig regel i § 229, stk. 2, om straf for udlejning af hotel- og gæstgiveriværelser til benyttelse til erhvervsmæssig utugt. Den foreslåede bestemmelse er i det væsentlige i overensstemmelse med prostitutionsbetænkningens udkast til § 233, stk. 3, nr. 1 (betænkningen, p. 75 f, 99 og 107). (…)

Efter den gældende bestemmelse i § 233 straffes den, som opfordrer eller indbyder til utugt på sådan måde eller stiller usædelig levevis således til skue, at blufærdigheden krænkes, offentlig forargelse gives eller omboende forulempes. Det foreslås nu præciseret, at bestemmelsen er anvendelig, blot den udviste optræden er egnet til at forulempe eller forarge som angivet i bestemmelsen. Endvidere er bestemmelsen udvidet, således at den omfatter forulempelse af andre end omboende, navnlig personer, der må færdes i gader, der er tilholdssted for prostituerede.

Bestemmelsen er – med en mindre redaktionel ændring – i overensstemmelse med prostitutionsbetænkningens forslag til § 233, stk. 1 (p. 53 f, 99 og 106 f).”

1.2.3. Lovændringen i 1965

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) indsattes en bestemmelse i § 229, stk. 4, 2. pkt., hvorefter en af politiet meddelt advarsel havde gyldighed for 5 år, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 970, og tillæg B, spalte 803.

1.2.4. Lovændringen i 1970

Ved lov nr. 121 af 25. marts 1970 om restaurations- og hotelvirksomhed mv. fik restaurationslovens § 31, stk. 2, i det væsentlige sin nuværende affattelse, idet der senere alene er foretaget en præcisering af den del af bestemmelsen, der ikke angår prostituerede, samt foretaget sproglige ændringer, herunder ændring af ”utugt” til ”prostitution”. Bestemmelsen trådte i stedet for beværterlovens § 36, hvis forhistorie er beskrevet i pkt. 1.2.1.5 ovenfor.

I forhold til beværterlovens § 36 udgik kriterierne for, hvornår forbud kan meddeles, af lovteksten, men det forusættes i forarbejderne, at ”forbud som hidtil kun meddeles, for så vidt det af hensyn til lovlighed, sædelighed, ædruelighed eller opretholdelse af ro og orden må anses for nødvendigt”, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg A, spalte 1711.

Muligheden for generelt af forbyde kvindeligt serveringspersonale blev ikke videreført, og i forhold til prostituerede blev muligheden for forbud formuleret som forbud mod ”at opholde sig som gæster i bestemte virksomheder”. Indskrænkningen i forhold til beværterlovens § 36, der også omfattede beskæftigelse i restauranten samt ophold i nærliggende bolig eller ejendom, er ikke kommenteret i lovforslagets bemærkninger.

1.2.5. Lovændringen i 1972

Ved lov nr. 89 af 29. marts 1972 om om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.) blev § 231 ændret, således at henvisningen § 230 om homoseksuel prostitution, der var blevet ophævet i 1967, udgik.

1.2.6. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Straffelovrådets drøftelser i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse af straffelovens §§ 228, 229, 231 og 233 tog udgangspunkt i de forslag, som Justitsministeriets kriminalforsorgsudvalg var fremkommet med i betænkning nr. 678/1973 om prostitution (prostitutionsbetænkning II).

Straffelovrådet foreslog at ophæve §§ 231 og 233. Rådet fremhævede, at § 233 ikke længere anvendtes i praksis, og fandt det endvidere tilstrækkeligt, at der i visse tilfælde kan rejses tiltalte efter bestemmelser i politivedtægterne (i dag ordensbekendtgørelsen), jf. betænkningen side 177.

Med hensyn til spørgsmålet om ændring af straffelovens § 229 delte Straffelovrådet sig i et flertal og et mindretal, jf. betænkningen side 178-79:

”Flertallet (Bang, Elmer, Haulrig, Rentzmann og Waaben) finder ligesom mindretallet i kriminalforsorgsudvalget, at de gældende bestemmelser i § 229, stk. 3 og 4, er for vidtgående og ligesom stk. 5 bør ophæves. Det er utilfredsstillende, at selve det forhold at dele bolig med en person, der driver utugt som erhverv, er strafbart efter stk. 4, når politiet har meddelt en advarsel herimod. Men også bestemmelsen i stk. 3 om helt eller delvis underhold rækker for vidt, når den omfatter tilfælde, hvor manden har været uden indflydelse på kvindens valg af prostitution, og hvor han – som i den ovenfor refererede sag – har bidraget med lige så store beløb som kvinden til bestridelse af fælles udgifter. Det må efter flertallets opfattelse foretrækkes, at straffelovens hjemmel til at ramme den strafværdige alfonserivirksomhed må søges i en bestemmelse, der udtrykkeligt kræver, at der fra mandens side er sket en udnyttelse af kvindens utugtserhverv. Flertallet vil ligesom mindretallet i kriminalforsorgsudvalget pege på § 229, stk. 1, som en bestemmelse, der uden ændring egner sig til at lægges til grund for en bedømmelse i de enkelte tilfælde.

Mindretallet (Langkilde og Lindegaard) kan henholde sig til de synspunkter, som af flertallet i kriminalforsorgsudvalget er anført imod en ophævelse af bestemmelserne i § 229, stk. 3-5. Man fremhæver navnlig, hvad der i udvalgsbetænkningen af 1973 er anført om glidende overgange mellem de aktive og de passive alfonser og om vanskeligheder ved at bevise, at alfonsen har udøvet en bestemmende indflydelse på kvinden og udnyttet hendes erhverv ved utugt. Der kan efter mindretallets opfattelse ikke rettes afgørende indvendinger mod den måde, på hvilken de strafbare forhold er beskrevet i § 229, stk. 3 og 4, men der kan formentlig være grund til at ændre strafferammerne således, at de i højere grad end nu gør det muligt at differentiere straffastsættelsen ud fra en bedømmelse af forholdene i de enkelte tilfælde.”

Bortset fra spørgsmålet om ophævelse af straffelovens § 229, stk. 3-5, var der i Straffelovrådet enighed om, at der kunne ske nedsættelser i strafferammerne i §§ 228 og 229, og at rådet ikke i den foreliggende sammenhæng kunne gå i enkeltheder med hensyn til beskrivelsen af de strafbare forhold i disse bestemmelser. Med hensyn til strafferammerne i §§ 228 og 229 stillede Straffelovrådet følgende forslag, jf. betænkningen side 179:

”I § 228 ændres 4 år til bøde eller fængsel indtil 3 år.

I § 229, stk. 1, ændres 3 år, under formildende omstændigheder hæfte eller bøde, til bøde eller fængsel indtil 3 år.

I § 229, stk. 2, ændres 1 år, under formildende omstændigheder bøde, til bøde eller fængsel indtil 1 år.”

1.2.7. Lovændringen i 1999

Ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år) blev straffelovens § 229, stk. 3-5, ophævet. Om baggrunden herfor fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 933):

”I forbindelse med en afkriminalisering af prostitution bør også bestemmelserne i straffelovens § 229, stk. 3-5, om ”passivt” alfonseri ophæves. Hvis prostitution ikke længere er forbundet med et (indirekte) strafansvar, bør det efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke være strafbart at leve sammen med eller at lade sig underholde af en prostitueret, medmindre der er tale om udnyttelse af den prostituerede.

Behovet for at straffe retter sig mod den egentlige bagmandsvirksomhed, som er omfattet dels af straffelovens § 228 om bl.a. rufferi, dels af § 229, stk. 1 og 2, om de ”aktive” alfonser, dvs. personer, som enten udnytter en andens erhverv som prostitueret, eller som for vindings skyld eller oftere gentaget optræder som mellemmænd.

Justitsministeriets Kriminalforsorgsudvalg og Straffelovrådet har tidligere overvejet spørgsmålet om at ophæve straffelovens § 229, stk. 3-5, jf. betænkning nr. 678/1973, side 35-36 og 39-41, og betænkning nr. 1099/1987, side 178-179. I både Kriminalforsorgsudvalget og Straffelovrådet var der delte meninger om spørgsmålet. 5 af Straffelovrådets 7 medlemmer anbefalede at ophæve bestemmelserne.

Argumenterne imod at ophæve bestemmelserne var navnlig, at der i praksis er glidende overgange mellem ”aktive” og ”passive” alfonser, og at det i konkrete sager kan være meget vanskeligt at føre bevis for, hvor intensivt alfonsen påvirker kvindens valg af erhverv. Hvis det kriminaliserede område indsnævres, vil man derfor risikere, at mænd, der udøver en intensiv pression, som blot ikke kan bevises, går fri for straf.

Det er imidlertid et væsentligt princip, at straffebestemmelser bør udformes så præcist og så snævert som muligt. Efter Justitsministeriets opfattelse er den alfonserivirksomhed, som bør kunne straffes også efter en afkriminalisering af prostitution, dækket af gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 229, stk. 1 og 2. Der bør ikke opretholdes en kriminalisering af et bredere område alene for at sikre, at man kan straffe nogle personer, hvis adfærd formodes reelt at falde ind under beskrivelsen i § 229, stk. 1, men hvor dette ikke kan bevises.”

I 1999 overvejedes at ophæve § 233 som led i afkriminaliseringen af prostitution. Justitsministeriet fandt imidlertid ikke grundlag herfor, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 932-33:

”Justitsministeriet har overvejet, om der er behov for at opretholde bestemmelsen i straffelovens § 233, der (...) stort set ikke har været anvendt. I praksis rejses der alene tiltalte efter bestemmelserne i politivedtægten, men disse regler vil normalt ikke kunne anvendes over for reklamering i blade m.v.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det ikke udelukkes, at der fortsat vil være behov for et strafferetligt værn mod groft anstødelig reklamering med salg af seksuelle ydelser. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at bestemmelsen i straffelovens § 233 bør opretholdes.”

1.2.8. Lovændringen i 2000

1.2.9. Lovændringen i 2001

Ved lov nr. 280 af 24. april 2001 om om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, 1. tillægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse af domfældte og FN- konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen mv.) blev straffelovens § 231 ændret, således at henvisningen til § 198 om løsgængeri, der var blevet ophævet i 1999, udgik.

1.2.10. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår bl.a. følgende (side 744-45):

”4.4.2. § 228 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til samme kategori som bl.a. §§ 218, 219 og 223 (…), dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel, hvilket svarer til det nuværende. § 229 er placeret i samme kategori som § 223 a (…), dvs. med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Det indebærer, at strafmaksimum sænkes fra 3 til 2 års fængsel.

Straffelovrådet har hæftet sig ved de synspunkter om §§ 228, 229 og 231, som fremkom i 1987-betænkningen (…). Rådet er fortsat af den opfattelse, at § 231 kunne overvejes ophævet, sml. herved denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.7. Rådet er endvidere enigt i, at der kunne være anledning til at ændre § 229, stk. 1 og 2, med henblik på at bringe bestemmelserne på linje med andre tilsvarende straffebestemmelser, sml. kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.2 og 7.3.

Rådet ville imidlertid bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet finde det rigtigst, at strafferammen i § 228 indtil videre opretholdes uændret. For så vidt angår § 229 kunne det som nævnt i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode af tekniske grunde overvejes at sænke strafmaksimum i § 229, stk. 1, til 2 års fængsel. En sådan ændring kunne endvidere bidrage til at tydeliggøre forskellen i strafværdighed med hensyn til forhold, der omfattes af henholdsvis § 228 og § 229. Rådet bemærker i den forbindelse, at de forhold, som indgår i den nye bestemmelse om menneskehandel, sml. § 262 a med et strafmaksimum på 8 års fængsel, sigter på meget grove forhold. Med dette maksimum markeres således, at de omfattede forhold, f.eks. ulovlig tvang efter § 260, sker med henblik på ”udnyttelse” af den pågældende ved kønslig usædelighed mv. Rådet bemærker i øvrigt, at det ved en lovrevision kunne overvejes at ændre aldersgrænsen i § 228, stk. 2, der har forbindelse med den tidligere gældende myndighedsalder på 21 år, sml. Den kommenterede straffelov s. 257.

4.4.3. § 233 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode opført i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel (…). Den anførte kategorisering indebærer, at strafmaksimum i § 233 sænkes fra fængsel i 1 år til fængsel i 6 måneder.

Straffelovrådet finder i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen, at der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt der fortsat er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde kriminaliseringen i § 233 (…). Som det fremgår (…) ovenfor, havde Folketinget så sent som i 1999 lejlighed til at overveje dette spørgsmål som led i behandlingen af lovforslaget om afkriminalisering af prostitution. Straffelovrådet har på denne baggrund begrænset sig til at foreslå en teknisk begrundet forenkling af strafferammen fra ”fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 1 år””

1.2.11. Lovændringen i 2004

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) gennemførtes en teknisk begrundet forenkling af normal- og sidestrafferammerne i straffelovens § 233, idet sidestrafferammen, hvorefter straffen under formildende omstændigheder kunne nedsættes til bøde, udgik, samtidig med at bøde indsattes som det faste minimum i normalstrafferammen. Bestemmelsens strafmaksimum forblev uændret, og det anføres i forarbejderne, at der med udeladelsen af kravet om formildende omstændigheder ikke tilsigtedes nogen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3327.

Det fremgår ikke af forarbejderne, hvorfor der ikke blev gennemført en tilsvarende forenkling af strafferammerne i straffelovens § 229, stk. 1 og 2, men det har formentlig sammenhæng med, at Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2002 for så vidt angår straffelovens § 229 indskrænkede sig til at udtale, at der ”kunne være anledning” til en sådan ændring, mens rådet for så vidt angår straffelovens § 233 og en række andre paragraffer direkte foreslog en sådan ændring. Straffelovens § 229 er efter lovændringen i 2004 den eneste bestemmelse i straffeloven, som er udformet på den måde, at straffen under formildende omstændigheder kan gå ned til bøde.

1.2.12. Lovændringen i 2012

Ved lov nr. 275 af 27. marts 2012 om ændring af straffeloven (Udvidet definition af menneskehandel mv.) blev dansk ret bragt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/36 af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor. Direktivet er nærmere omtalt i pkt. 3.6 nedenfor.

Af forarbejderne fremgår bl.a. følgende (pkt. 4.4 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 57):

”Som nævnt (…) ovenfor fremgår det af artikel 18 i direktivet, at medlemsstaterne skal overveje, om brugen af ydelser fra ofre for menneskehandel skal være strafbar. Brug af ydelser fra en handlet person kan f.eks. omfatte den situation, at en person køber eller i øvrigt modtager seksuelle ydelser fra en prostitueret, som er offer for menneskehandel, men der kan også være tale om, at en handlet person udfører mere almindeligt arbejde for nogen.

Det er i dag ikke i sig selv strafbart at gøre brug af ydelser fra et offer for menneskehandel, men der kan dog forekomme tilfælde, hvor der er tale om en strafbar handling. Efter omstændighederne vil der f.eks. kunne straffes for voldtægt eller medvirken hertil, hvis en kunde har samleje med en handlet prostitueret med forsæt til, at den prostituerede ved vold eller trussel om vold er tvunget til dette samleje - f.eks. kan man nævne den situation, at en kunde ved et besøg på et bordel kan se eller høre, at bordellets ejer ved trussel om vold tvinger den prostituerede til at have samleje med kunden. Endvidere vil der efter omstændighederne f.eks. kunne straffes for medvirken til ulovlig tvang, hvis en person køber rengøring med forsæt til, at den, der udfører rengøringen, er blevet tvunget til det ved trusler om vold eller frihedsberøvelse.

Overvejelser om en eventuel ordning, hvor modtagelsen af en ydelse er strafbar, alene fordi den, der leverer ydelsen, er offer for menneskehandel, omfatter nogle vanskelige spørgsmål. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om, hvordan man i praksis skal kunne føre bevis for, at modtageren har haft det fornødne forsæt med hensyn til, at offeret rent faktisk var offer for en menneskehandel. Et andet spørgsmål er, hvordan ordningens anvendelsesområde nærmere skal afgrænses for at sikre, at et offer for menneskehandel kan udføre arbejde, når det er i offerets egen interesse, uden at arbejdsgiveren risikerer straf.

Det fremgår af regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011, at regeringen vil gennemføre en grundig undersøgelse af et forbud mod købesex generelt. I den forbindelse bemærkes det, at Justitsministeriet har anmodet Straffelovrådet om at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. Rådet forventes i den forbindelse at foretage en vurdering af bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt køb af seksuelle ydelser bør kriminaliseres. Straffelovrådet skal samtidig vurdere, om der er behov for nye initiativer vedrørende strafniveauet i sager om voldtægt. Justitsministeriet har i den forbindelse sendt et tidligere fremsat forslag til folketingsbeslutning om skærpet straf for voldtægt af ofre for menneskehandel (forslag nr. B 103 fremsat den 12. januar 2010) til rådet med henblik på, at det kan indgå i rådets overvejelser.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at en nærmere stillingtagen til, om brug af ydelser fra ofre for menneskehandel bør kriminaliseres, bør afvente resultaterne af Straffelovrådets overvejelser.”

2. Retspraksis

2.1. Straffelovens § 228

I retspraksis er i en række tilfælde idømt mellem ½ og 1½ års fængsel for at holde bordel, jf. straffelovens § 228, stk. 1, nr. 3. Anvendelse af helt eller delvis betinget dom er forholdsvis almindeligt i førstegangstilfælde. Der kan bl.a. henvises til følgende domme:

UfR 2011.2825 Ø (1½ års fængsel og 1 års betinget fængsel): To 33-36-årige kvinder blev fundet skyldige i at have holdt bordel på syv adresser i henholdsvis ca. 4 år, ca. 3 år, ca. ½ år, ca. 3 år, ca. ½ år, ca. 1½ år og ca. ½ år med en samlet nettofortjeneste på 2,6 mio. kr. Én af de tiltalte havde herudover holdt bordel på en ottende adresse i ca. 4 år med en yderligere nettofortjeneste på 3,2 mio. kr., og denne tiltalte var endvidere tidligere dømt for at holde bordel. Der blev henvist til, at de tiltalte modtog betaling fra de prostituerede, der benyttede lokalerne, som væsentligt oversteg de tiltaltes udgifter, og at de tiltalte afholdt udgifter til husleje, varme, el, telefon og forestod websites og i en periode annoncering samt søgte efter prostituerede gennem hjemmesiden.

TfK 2011.296 Ø (1 år og 3 måneders fængsel, heraf 9 måneder betinget): En 47-51-årig mand og en 39-43-årig kvinde blev fundet skyldige i at have holdt bordel i ca. 3 år og 9 måneder med en nettofortjeneste på i alt 1,85 mio. kr. De tiltalte drev en massageklinik, hvor der ud over massage også blev udført onanering af kundens lem mod betaling, og de tiltalte modtog halvdelen af betalingen.

TfK 2008.487 V (8 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget): En 31-34-årig kvinde blev fundet skyldig i at have holdt bordel på tre adresser i henholdsvis ca. 2½ år, ca. 2 år og ca. 3 måneder med en samlet nettofortjeneste på ca. 450.000 kr. Landsretten henviste til, at tiltalte havde udlejet lokalerne til prostituerede på dagsbasis, at lejeindtægterne væsentligt oversteg markedslejen og tiltaltes udgifter til husleje og forbrug af el, varme og vand, at tiltalte havde sørget for annoncering i Ekstra Bladet, og at tiltalte havde udfærdiget prislister for seksuelle ydelser.

UfR 2006.171 H (6 måneders fængsel): To mænd blev ved et nævningeting fundet skyldige i at have holdt bordel i ca. 1 år, idet de havde benyttet lokaler, som de havde lånt eller lejet, til, at forskellige kvinder kunne arbejde som prostituerede i lokalerne. Kvinderne havde i alt betalt mindst 420.000 kr. til de tiltalte.

TfK 2005.487 V (1½ års fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget): En 55-61-årig mand blev fundet skyldig i at have holdt bordel på seks adresser i henholdsvis ca. 6 år, ca. 5 år, ca. 2½ år, ca. 2½ år, ca. 2 år og ca. 1½ år med en samlet nettofortjeneste på 1,5 mio. kr. Der blev henvist til, at tiltalte havde udlejet lokalerne til prostituerede på dagsbasis, at lejeindtægterne væsentligt oversteg markedslejen, at tiltalte havde ladet ejendommene møblere, installeret telefon og ”fluesmækkere” til kundernes dankortbetalinger og i et vist omfang bistået de prostituerede med annoncering og levering af kondomer og glidecreme.

UfR 2003.437 V (1½ års fængsel, heraf 1 år og 4 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste): En 36-44-årig kvinde blev fundet skyldig i at have holdt bordel på seks adresser i henholdsvis ca. 5 år, ca. 8½ år (3 adresser), ca. 7½ år og ca. ½ år med en samlet nettofortjeneste på 5 mio. kr. Landsretten henviste til, at tiltalte havde indrettet lokalerne til prostitution og mod dagsbetaling stillet lokalerne med udstyr og ”dørpiger” til rådighed for prostituerede, og at tiltalte lavede vagtplaner og forestod annoncering.

TfK 2001.433 Ø (6 måneders og 4 måneders fængsel): En 30-31-årig mand og en 31-32 årig mand blev fundet skyldig i at have drevet bordel på én adresse i ca. 9 måneder og på en anden adresse i ca. ½ år med en samlet nettofortjeneste på 100.000 kr.

I et tilfælde, hvor tiltalte kun nåede at holde bordel i ca. 14 dage, før politiet greb ind, blev straffen fastsat til 60 dages betinget fængsel (som også omfattede straf for beskæftigelse af udlændinge uden arbejdstilladelse):

TfK 2011.133 Ø (60 dages betinget fængsel): En 44-årig mand aftalte med to udenlandske prostituerede, som ikke havde arbejdstilladelse, at de mod betaling af 100 kr. pr. kunde kunne benytte hans lejlighed til betjening af kunder. Tiltalte stod endvidere for annonceringen.

I tidligere retspraksis er straffen typisk blevet fastsat noget højere, hvis tiltalte tillige har forledt nogen til prostitution, jf. straffelovens § 228, stk. 1, nr. 2. Som eksempel kan nævnes følgende dom:

TfK 2002.606 Ø (2½ års fængsel): En 34-38-årig kvinde blev fundet skyldig i at have holdt bordel på otte adresser i henholdsvis ca. 2 år og 9 måneder, ca. 4 måneder, ca. 3½ år og ca. ½ år (5 adresser) med en samlet fortjeneste på 4 mio. kr. Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i at have forledt et stort antal kvinder til prostitution, idet kvinderne kom fra Thailand til Danmark uden nogen anden erhvervsmulighed end prostitution og af tiltalte blev ”etableret” i prostitution.

I dag vil straffen for overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 1, nr. 2, i sådanne tilfælde blive absorberet af straffen for overtrædelse af straffelovens § 262 a om menneskehandel.

Der ses ikke at være trykt retspraksis om overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 1, nr. 1.

Trykt retspraksis om overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 2, er sparsom. Som eksempel kan nævnes følgende dom:

TfK 2004.238 Ø (4 måneders fængsel): En 26-årig mand havde tilskyndet og bistået en 19-årig udenlandsk kvinde til at arbejde som prostitueret. Tiltalte havde haft en nettofortjeneste på 50.000 kr.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 150 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 228, heraf 71 ubetingede fængselsstraffe på gennemsnitligt mellem 60 dages og 1½ års fængsel.

2.2. Straffelovens § 229

Trykt retspraksis om overtrædelse af straffelovens § 229 er sparsom. Der kan bl.a. henvises til følgende domme om overtrædelse af § 229, stk. 1:

TfK 2007.425 V (8 måneders fængsel, heraf 5 måneder betinget): En 58-59-årig mand havde i ca. 1 år fungeret som chauffør for prostituerede, der betjente kunderne i kundernes hjem. Han havde modtaget ca. 155.000 kr. i betaling herfor. Straffen omfattede også et forhold af bedrageri over for en A-kasse, jf. straffelovens § 289 a, stk. 1, med hensyn til ca. 130.000 kr.

UfR 1975.889 Ø (60 dages betinget fængsel med en tillægsbøde på 2.000 kr.): En 52-årig mand havde over en periode på ca. 9 måneder ca. 160 aftener udlejet et værelse i sin lejlighed til en prostitueret for 50 kr. pr. aften.

UfR 1969.492 Ø (3 måneders fængsel): En 44-årig kvinde havde ca. 50 gange udlejet sin lejlighed til en prostitueret for 150 kr. pr. dag.

UfR 1962.178 V (5 måneders fængsel): En taxivognmand havde gennem ca. 2 år mod betaling formidlet kontakt mellem prostituerede og kunder samt kørt for de prostituerede.

Så vidt ses findes alene to trykte domme, hvor der er domfældt for overtrædelse af straffelovens § 229, stk. 2:

TfK 2010.956 Ø (6 måneders betinget fængsel): En 59-64-årig mand havde over en periode på knap 4½ år udlejet kabiner i en pornobigraf til prostituerede og deres kunder, hvorved han opnåede en indtjening på ca. 3,3 mio. kr.

UfR 1964.220 Ø (20 dages hæfte): En hotelportier havde over en periode på ca. ½ år udlejet værelser til prostitution, nemlig til en kvinde 7-8 gange, til en anden kvinde talrige gange, til en tredje kvinde 8-10 gange, til en fjerde kvinde 3 gange og til en femte kvinde 4 gange.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 82 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 229, heraf 18 ubetingede fængselsstraffe på som oftest mellem 30 dages og 6 måneders fængsel. Der var dog én dom på 1 års fængsel og én dom på 2½ års fængsel.

2.3. Straffelovens § 231

Bestemmelsen i straffelovens § 231 citeres så vidt ses ikke i praksis. I modsætning til f.eks. straffelovens § 247, stk. 1, som indeholder en for så vidt lignende bestemmelse om strafforhøjelse i gentagelsestilfælde (vedrørende vold), er der således så vidt ses ikke tradition for i anklageskrifter og domme at citere straffelovens § 231, selv om tiltalte tidligere er dømt som nævnt i bestemmelsen. Så vidt ses er den eneste trykte dom, der citerer straffelovens § 231, UfR 2011.2825 Ø, der er omtalt i afsnit 2.1 ovenfor.

2.4. Straffelovens § 233

Bestemmelsen i straffelovens § 233 anvendes sjældent og ses således ikke at være anvendt i trykt retspraksis siden straffelovens ikrafttræden i 1933.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 11 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 233, hvoraf ingen var ubetingede fængselsstraffe.

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Danmark tiltrådte i 1931 konvention af 4. maj 1910 angående bekæmpelse af den hvide slavehandel og konvention af 30. september 1921 til bekæmpelse af handel med kvinder og børn, således at konventionerne trådte i kraft for Danmark den 1. januar 1933 samtidig med ikrafttrædelsen af borgerlig straffelov af 1930.

Efter disse konventioner er de kontraherende stater bl.a. forpligtet til at kriminalisere den, som for at tilfredsstille andres lidenskaber hverver, bortfører eller forleder en kvinde under 21 år i utugtigt øjemed, selv om det sker med hendes samtykke.

3.2. Til afløsning af bl.a. de konventioner fra 1910 og 1921 om bekæmpelse af den hvide slavehandel, som er omtalt i pkt. 3.1, udarbejdede FN i 1950 en bredere konvention om bekæmpelse af menneskehandel og udnyttelse af andres prostitution.

Efter artikel 1 i denne konvention forpligter de kontraherende stater sig til at kriminalisere den, som for at tilfredsstille andres lidenskaber

hverver, bortfører eller forleder nogen til prostitution, selv om det sker med dennes samtykke, eller
udnytter en andens prostitution, selv om det sker med dennes samtykke.

Efter artikel 2 forpligter de kontraherende stater sig endvidere til at kriminalisere den, der

holder eller driver eller deltager i finansieringen af et bordel eller
udlejer lokaler til andres prostitution.

Danmark undertegnede konventionen den 12. februar 1951, men har ikke ratificeret konventionen, der således ikke er i kraft for Danmark.

Konventionen er ratificeret af Norge og Finland, men ikke af Sverige. Der er 9 andre EU-lande end Danmark og Sverige, der ikke har ratificeret konventionen, nemlig Tyskland, Nederlandene, United Kingdom, Irland, Grækenland, Østrig, Estland, Lithauen og Malta.

3.3. Europarådets konvention af 16. maj 2005 om indsatsen mod menneskehandel indebærer bl.a. en pligt for de kontraherende stater til at kriminalisere menneskehandel, jf. konventionens artikel 18. Menneskehandel et defineret således, jf. konventionens artikel 4, litra a:

”at rekruttere, transportere eller overføre personer, holde personer skjult eller modtage personer ved brug af magt eller trussel om magtanvendelse eller andre former for tvang, bortførelse, bedrageri, misbrug af magt, udnyttelse af en sårbar stilling eller ydelse eller modtagelse af betaling eller goder for at opnå samtykke fra en person, der har myndighed over en anden person, med det formål at udnytte den pågældende. Udnyttelse omfatter i det mindste udnyttelse af andres prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde eller tvangsydelser, slaveri eller slaverilignende former for udnyttelse af arbejdskraft eller fjernelse af organer.”

Et eventuelt samtykke fra et offer for menneskehandel til den påtænkte udnyttelse er uden betydning, hvis et af de omhandlede tvangsmidler er blevet anvendt, jf. artikel 4, litra b.

Endvidere anses det for menneskehandel at rekruttere, transportere eller overføre et barn, holde et barn skjult eller modtage et barn med henblik på udnyttelse, selv om det ikke er forbundet med nogen af de omhandlede tvangsmidler, jf. artikel 4, litra c. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. artikel 4, litra d.

Danmark ratificerede konventionen den 19. september 2007, og konventionen trådte i kraft for Danmark den 1. februar 2008.

3.4. FN-protokol af 15. november 2000 om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn, til supplering af De Forenede Nationers konvention af 15. november 2000 om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet indeholder samme pligt til kriminalisering af menneskehandel som Europarådskonventionen.

Danmark ratificerede protokollen den 30. september 2003, og protokollen trådte i kraft for Danmark den 25. december 2003.

3.5. Rådets rammeafgørelse nr. 2002/629 af 19. juli 2002 om bekæmpelse af menneskehandel forpligter bl.a. EU’s medlemsstater til at kriminalisere menneskehandel, der defineres på følgende måde, jf. rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1:

”rekruttering, transport eller overførelse af og husly til en person, efterfølgende modtagelse af en person, herunder overdragelse eller overførsel af kontrollen med den pågældende, hvor:

der anvendes tvang, magt eller trusler, herunder bortførelse, eller

der anvendes bedrag eller svig, eller

der er tale om misbrug af autoritet eller udnyttelse af en sårbar stilling, der er af en sådan art, at den pågældende ikke har andet reelt, acceptabelt alternativ end at give efter for det pågældende misbrug, eller

der ydes eller modtages betaling eller fordele for at opnå samtykke fra en person, der har kontrol med en anden person,

med henblik på at udnytte den pågældende persons arbejde eller tjenester, herunder i det mindste tvangs- eller pligtarbejde eller tvangs- eller pligttjenester, slaveri eller praksis, der kan sidestilles med slaveri eller trældom, eller med henblik på udnyttelse af andres prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, herunder i forbindelse med pornografi.”

Et eventuelt samtykke fra et offer for menneskehandel til den påtænkte udnyttelse er uden betydning, hvis et af de omhandlede tvangsmidler er blevet anvendt, jf. artikel 1, stk. 2.

Hvis den adfærd, der omhandles i artikel 1, stk. 1, involverer et barn, er der tale om strafbar menneskehandel, selv om der ikke er gjort brug af nogen af de i stk. 1 nævnte midler, jf. artikel 1, stk. 3. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. artikel 1, stk. 4.

Efter rammeafgørelsens artikel 3, stk. 2, skal strafferammen for menneskehandel mindst omfatte fængsel indtil 8 år, hvis en af følgende omstændigheder gør sig gældende:

”ved lovovertrædelsen er offeret forsætligt eller groft uagtsomt blevet bragt i livsfare

lovovertrædelsen er begået mod et offer, der er særlig sårbart. Et offer betragtes altid som særlig sårbart, når det er under den seksuelle lavalder i henhold til national lovgivning, og lovovertrædelsen er begået med henblik på udnyttelse af andres prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, herunder i forbindelse med pornografi

lovovertrædelsen er begået med brug af grov vold eller har forvoldt offeret særlig alvorlig skade

lovovertrædelsen er begået inden for en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA bortset fra det strafniveau, der er fastsat deri”

”en struktureret sammenslutning af en vis varighed bestående af mere end to personer, der handler i forening med henblik på at begå strafbare handlinger, som kan straffes med en frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en maksimal varighed på mindst fire år eller en strengere straf, for direkte eller indirekte at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel”

3.6. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/36 af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af menneskehandel for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet af direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

Efter direktivet skal menneskehandel kriminaliseres med en strafferamme på mindst fængsel indtil 5 år, under nærmere opregnede skærpende omstændigheder dog med en strafferamme på mindst fængsel indtil 10 år.

Menneskehandel er defineret på følgende måde, jf. artikel 2, stk. 1:

”Rekruttering, transport, overførelse, ydelse af husly til eller modtagelse af en person, herunder udveksling eller overdragelse af kontrol over de pågældende, ved trusler eller ved brug af magt eller andre former for tvang, ved bortførelse, ved bedrag, ved svig, ved misbrug af magt eller udnyttelse af en sårbar position eller ved, at der ydes eller modtages betaling eller fordele for at opnå samtykke fra en person, der har kontrol over en anden person, med henblik på udnyttelse”

En sårbar position betyder, en situation, hvor den pågældende ikke har noget reelt eller acceptabelt alternativ til at finde sig i misbruget, jf. direktivets artikel 2, stk. 2.

Udnyttelse skal mindst omfatte udnyttelse af andres prostitution og andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde eller tvangstjenester, herunder tiggeri, slaveri og slaverilignende forhold, trældom samt udnyttelse af strafbare handlinger og fjernelse af organer, jf. artikel 2, stk. 3.

Et eventuelt samtykke fra et offer for menneskehandel til den påtænkte udnyttelse er uden betydning, hvis et af de omhandlede midler er blevet anvendt, jf. artikel 1, stk. 4.

Hvis den adfærd, der omhandles i artikel 1, stk. 1, involverer et barn, er der tale om strafbar menneskehandel, selv om der ikke er gjort brug af nogen af de i stk. 1 nævnte midler, jf. artikel 1, stk. 5. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. artikel 1, stk. 6.

Efter direktivets artikel 4, stk. 2, skal strafferammen for menneskehandel mindst omfatte fængsel indtil 10 år, når lovovertrædelsen:

”er begået mod et offer, der i særlig grad var sårbart, hvilket i dette direktiv mindst omfatter børneofre

er begået inden for en kriminel organisation i betydningen i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet

forsætligt eller groft uagtsomt har bragt offeret i livsfare, eller

er begået med brug af grov vold, eller offeret blev forvoldt særlig alvorlig skade ved lovovertrædelsen.”

Efter direktivets artikel 18, stk. 4, skal medlemsstaterne overveje at træffe foranstaltninger til at strafbelægge brug af ydelser i forbindelse med den i artikel 2 nævnte udnyttelse med viden om, at den pågældende er offer for menneskehandel.

Direktivet skal være gennemført i national ret inden den 6. april 2013.

3.7. Efter artikel 2, litra a og b, i Rådets rammeafgørelse nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater forpligtet til at kriminalisere bl.a. den, der tvinger et barn til prostitution eller drager fordel af eller på anden måde udnytter et barn til prostitution, eller som hverver et barn til prostitution. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a.

Tvinge et barn til at deltage i prostitution.
Drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn til at deltage i prostitution eller hverve et barn til at deltage i prostitution, hvis
- offeret efter national lovgivning er et barn under den seksuelle lavalder,
- barnets liv udsættes for fare,
- der anvendes grov vold eller forvoldes barnet alvorlig skade, eller
- lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA, der gør det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater.

3.8. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet af direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

Efter direktivets artikel 4, stk. 5, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere den, der får et barn til eller rekrutterer det til at deltage i prostitution, eller som drager fordel af eller på anden måde udnytter et barn til sådanne formål. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a.

Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 8 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder, og fængsel indtil 5 år, hvis barnet er over denne alder. Hvis der er tale om at presse eller tvinge et barn til prostitution eller at true et barn med dette formål, skal strafferammen dog ifølge direktivets artikel 4, stk. 6, mindst omfatte fængsel indtil 10 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.9. Efter artikel 19, stk. 1, litra a og b, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kontraherende stater kriminalisere den, der rekrutterer et barn til prostitution, får et barn til at deltage i prostitution eller tjener på eller på anden måde udnytter et barn til prostitution. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. konventionens artikel 3, litra a.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

4. Fremmed ret

4.1. Norsk ret

Efter § 202, stk. 1, litra a, i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som fremmer andres prostitution, med bøde eller fængsel indtil 5 år. Efter § 202, stk. 1, litra b, gælder det samme den, som udlejer lokaler og forstår, at lokalerne skal bruges til prostitution, eller udviser grov uagtsomhed i så henseende.

At fremme andres prostitution rammer det at bidrage til andres frivillige prostitution. Er prostitutionen ikke frivillig, rammes forholdet i stedet af bestemmelserne om menneskehandel. I forarbejderne er som eksempler på at fremme andres prostitution nævnt at drive mellemmandsvirksomhed, at organisere sexklubber, hvor prostituerede deltager frivilligt, og at sørge for, at den prostituerede har kunder, en lejlighed at arbejde fra eller transport til et sted, hvor kunderne er, jf. Ot.prp. nr. 62 (2002-2003) side 97.

Efter § 202, stk. 2, straffes den, som offentligt utvetydigt tilbyder, formidler eller efterspørger prostitution, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Efter § 7, nr. 2, er en handling forøvet offentligt, når den er forøvet ved udgivelse af trykt skrift eller i overværelse af et større antal personer eller under sådanne omstændigheder, at den let kunne iagttages fra et offentligt sted og er iagttaget af nogen der eller i nærheden.

Ved prostitution forstås, at en person har seksuel omgang eller handling med en anden mod vederlag, jf. § 202, stk. 3. Om den nærmere forståelse af udtrykkene ”seksuel omgang” og ”seksuel handling” henvises til kapitel 7, afsnit 4.3, ovenfor.

Efter § 202 a straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som mod betaling har seksuel omgang eller handling med en anden eller mod betaling får nogen til at udføre handlinger med sig selv, som svarer til seksuel omgang. Hvis den seksuelle omgang eller handling er sket på en særligt krænkende måde, er straffen fængsel indtil 1 år. Strafferammerne er efter § 203 bøde eller fængsel indtil 2 år henholdsvis fængsel indtil 3 år, hvis der er tale om en person under 18 år.

Den nye norske straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere ændringer) viderefører uden ændringer bestemmelserne i §§ 202 a og 203 i straffeloven af 1902 om køb af sex, jf. straffeloven af 2005 §§ 309 og 316.

Den nye norske straffelov viderefører med to ændringer bestemmelsen i § 202 i straffeloven af 1902 om fremme af prostitution, jf. straffeloven af 2005 § 315. Definitionen af prostitution er udvidet til også at omfatte, at en person mod betaling foretager en seksuel handling, som svarer til seksuel omgang, med sig selv.

Endvidere er strafferammen for at fremme prostitution forhøjet til fængsel indtil 6 år, hvilket ifølge forarbejderne skyldes reduktionen i antallet af strafferammer i straffeloven af 2005. Der er tale om en teknisk ændring, som ikke har til formål at påvirke strafniveauet, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 269.

Det norske forbud mod at betale for sex trådte i kraft den 1. januar 2009, og der foreligger så vidt ses på nuværende tidspunkt ikke nogen undersøgelser af forbuddets anvendelse eller virkninger i Norge generelt set. Derimod har Bergen Kommune gennemført en undersøgelse af forbuddets virkninger i Bergen, som er Norges næststørste by og har ca. 260.000 indbyggere. Af rapporten over undersøgelsens resultater fremgår bl.a. følgende (”Lokale konsekvenser af sexkjøbsloven i Bergen. En kartleggingsrapport om kvinnene, markedet og samfunnet” (maj 2010) side 16-41):

”Frem mot lovendringen registrerte prostitusjonstiltakene i Bergen en nedgang i synlig prostitusjon og kvinnene fortalte at de forberedte seg på lovens iverksettelse. Prostitusjonstiltakene registrerte likevel fortsatt nyrekruttering av unge i 2008. Det er likevel en utfordring å skille mellom konsekvenser av loven og andre utviklingstrekk. Dette tatt i betraktning presenteres kartleggingens funn i det følgende. (…)

Norske rusavhengige kvinner er mindre synlig i prostitusjon, og norske kvinner på innearenaen ønsker ikke kontakt med prostitusjonstjenestene. Mens de nigerianske kvinnene i all hovedsak jobber fra gaten, er de thailandske kun å finne på innemarkedet. Østeuropeiske kvinner er godt organisert og har utstrakt reisevirksomhet. De fleste søramerikanske kvinnene reiste til andre europeiske land ved innføringen av sexkjøpsloven. (…)

Det er ikke fremkommet endringer i voldsomfanget rettet mot kvinner i prostitusjon. Kvinnene opplever seg likevel mer utrygge nå enn tidligere. Flere oppgir at de ikke vil kontakte politiet dersom de skulle bli utsatt for vold. Tillit mellom kvinnene og politiet fremstår som avgjørende. (…)

De fleste kvinnene har helseplager, og psykiske vansker er vanlig. Kvinnene opplever et større press på å selge seksuelle tjenester uten kondom, men hvorvidt det er en konkret økning i slike forespørsler er vanskelig å fastslå. De norske rusavhengige kvinnene er ved til dels svært dårlig helse. De fleste kvinnene i denne gruppen oppgir at de ruser seg mer, og at de ønsker seg rusbehandling. Det er avdekket mer rusbruk på innearenaen enn det som var tidligere kjent både blant thailandske og europeiske omreisende kvinner. (…)

For utenlandske kvinner får endring i inntjening den konsekvens at flere har mindre kontakt med nettverk i eget hjemland. I gateprostitusjon er det mindre samhold mellom kvinnene og hverdagen er preget av alvor og konkurranse. Økt reisevirksomhet har påvirket kontakten mellom kvinnene på ulike måter. Mens noen erfarer mindre samhold på grunn av stor utskiftning, har andre nå mer kontakt med hverandre for å organisere seg sammen. Det er fortsatt kontakt mellom kvinnene og hjelpetiltakene, og varierte metoder har gitt innpass i nye miljøer. (…)

Gateprostitusjonsarenaen er etablert inn mot Torgallmenningen og er preget av bevegelighet og stor utskiftning. Etter innføringen av loven er det registrert en nedgang i antall treff. Reduksjonen i antall ulike personer som tilbyr seksuelle tjenester fra gaten er ikke tilsvarende stor. Det er ikke avdekket nye offentlige arenaer eller en systematisk forflytning fra gaten til innemarkedet. Prostitusjonen på innearenaen foregår hovedsakelig fra private leiligheter. Dette er blitt mer utbredt på grunn av vanskeligheter med å innkvartere seg på hotell. (…)

Kvinner og kunder finner nye strategier for å møtes og for å opprettholde markedet. For noen kvinner er forhandlingsposisjonen åpenbart svekket, mens det i andre deler av prostitusjonsmarkedet er endrete maktforhold ved at både kvinner og kunder er i posisjon til å presse den andre part. (…)

Tilpasningene i markedet foregår kontinuerlig. Det er mer bruk av private leiligheter og det er et marked for å leie ut rom på timesbasis. Med økt konkurranse er det blitt økt reisevirksomhet for kvinner som arbeider både på gate- og innearena. Kvinnenes annonsering har endret seg sammen med utviklingen i markedet. På nyåret ble annonsene mer personlige og kvinnene delte mer av seg selv. Med økt kontroll av annonsemarkedet er dette gått tilbake, og kvinnene er igjen mer anonyme. (…)

Den økte organiseringen en har sett i prostitusjonsmarkedet gjelder både på gaten og på innearenaen. Tilretteleggerne beskrives gjerne som «hjelper», men flere vil kunne straffeforfølges etter hallikparagrafen. Nøkkelinformanter og tjenesteapparat har kunnskap om menneskehandel i Bergen, men kvinnene deler generelt lite informasjon på dette området. (…)

Det største fokuset etter sexkjøpslovens ikraftsettelse har vært rettet mot kvinner som selger sex. Vi har lite kunnskap om omfanget av menn som kjøper sex. Både på gate- og innearenaen var det en kraftig nedgang i antall kvinner som tilbød sine tjenester umiddelbart etter lovens iverksettelse. Allerede kort tid etterpå kunne en igjen registrere en økning. (…)

I januar 2009 ble politiets tilstedeværelse observer på prostitusjonsarenaen. Media var opptatt av håndhevingen av loven og at den første kjøperen skulle bøtelegges. Fra februar og utover sommeren var politiet mindre synlig, og det ble rettet mye oppmerksomhet mot politiets ressursproblemer. Det var også en debatt hva som var den best egnete politimetode for å imøtekomme lovens intensjoner, og Oslopolitiets mer aksjonsbaserte håndheving fikk mye omtale.

Det er svært tydelig at politiets håndheving av loven har betydning for de lokale effektene. Politiet i Bergen opprettet i august 2009 Exit-gruppen, der etterforskningen av saker knyttet til sexkjøp, hallikvirksomhet og menneskehandel er samlet. I etterkant av dette har politiets arbeid skapt uro i prostitusjonsmiljøene. På landsbasis har politiet bøtelagt 260 kjøpere av seksuelle tjenester i 2009, og så langt er det ikke rettspraksis på feltet (Pro Senteret, 2010). Det kan nå gå mot landets første rettssak i Bergen i løpet av våren (Bergens Tidende, torsdag 18. mars 2010). Videre vektlegger politiet at loven også har en forebyggende intensjon.

For aktørene i prostitusjonsmarkedet har det gjennom hele 2009 hersket usikkerhet rundt hva som er lov og ikke lov. Dette kommer frem i dialog med kvinner, hjelpetiltakene, samt i diskusjonsforumene på internett. Spesielt kvinner som selger sex på innearenaen i Bergen stiller spørsmål om politiets metoder. Eksempelvis hyppigere papirsjekk og bortvisning fra hotellene har ført til at en del opplever seg kriminalisert. Også kundene er opptatt av hvilke metoder politiet bruker og har mulighet til å bruke, samt at de utveksler tips og erfaringer for hvordan loven kan omgås.

Fra kvinnene selv, hjelpetiltakene og politiet selv fremkommer at dersom kvinnene skal ønske å benytte politiet, ved eksempelvis voldsepisoder eller i menneskehandels- og tvangssaker, er det avgjørende at det er et tillitsforhold mellom kvinnene og politiet. Politiet har problematisert dilemmaet ved at håndheving av loven nødvendigvis vil ramme kvinnene som selger sex. (…)

Håndhevingen av loven og huseieres fare for tiltale etter hallikparagrafen, har bidratt til at personer som selger sex opplever seg kontrollert fra flere kanter. Næringslivet iverksetter kontrolltiltak og samarbeid for å verne om egen virksomhet og for å unngå å bli involvert. For kvinnene innebærer dette blant annet et vanskelig boligmarked. Det er også problematisk å ta inn på hotell, da flere hoteller følger med på aktuelle internettsider for eventuelt å dra kjensel på kvinner som annonserer. Kvinner har opplevd å bli avvist på hotell på bakgrunn av nasjonalitet uten at det har vært «andre indikatorer» på prostitusjon enn for eksempel et russisk pass. Også norske kvinner forteller at de er blitt utvist fra hotell og nektet adgang til hotellkjeder. Dette vil da gjelde enten kvinnen ønsker å bo på hotellet for å arbeide eller for å feriere. (…)

Samtidig som kvinnene føler seg kriminalisert av det norske samfunnet, opplever flere å bli trakassert av forbispaserende på gaten. I følge kvinnene selv og de oppsøkende tjenestene har dette økt i omfang. En nigeriansk kvinne sa i denne sammenheng at «mange norske, både menn og kvinner, trakasserer kvinnene på gaten. Dette har økt siden loven kom, det er mye mer enn før, det er mye drittslenging…». Kvinnene opplevde tilsvarende også før sexkjøpsloven, men økningen kan være et tegn på at kvinnene i gateprostitusjon er ytterligere marginalisert med loven, og at trakassering mot dem som er igjen på gaten fremstår som mer legitimt (…)

Det var fremmet en rekke hypoteser om hvorvidt sexkjøpsloven ville bidra til en nedgang eller en økning i kriminalitet. Kriminalisering av sexkjøp har ikke gitt dokumenterte utslag i kriminalitetsstatisikk verken vedrørende vinning eller vold og overgrep. Kartleggingsteamet er kjent med historier der kvinner har stjålet eller presset penger fra kunder, men vi kjenner ikke til at det er endringer i omfang av dette etter sexkjøpsloven.

Våren 2009 gav noen av de norske rusmiddelavhengige kvinnene uttrykk for at de kunne bli presset til å utøve vinningskriminalitet ettersom de ble fratatt muligheten til å tjene penger på ærlig vis. I kartleggingens andre fase fremkommer at for en del kvinner er dette blitt en realitet og en del kompenserer for inntektstapet i prostitusjon gjennom kriminell virksomhet. Flere av de norske rusavhengige kvinnene oppgir at de oftere selger rusmidler. Det finnes også indikasjoner på at en del av de nigerianske kvinnene er involvert i rusrelatert kriminalitet og at det er koblinger mellom kvinnene i prostitusjon og aktører i det åpne rusmiljøet i Nygårdsparken.

Gjennom arbeidet med håndhevingen av sexkjøpsloven har politiet avdekket andre kriminelle forhold. Koblingen mellom prostitusjon og kriminalitet er tett. Dette dreier seg om organisert kriminalitet utover menneskehandel, eksempelvis narkotikahandel eller organisert vinningskriminalitet. Etterforskning av sexkjøp har også avdekket sexkjøp fra mindreårige og besittelse av barnepornografi (www.bt.no, 18.02.10).

Før iverksettelsen av loven var en hypotese at det offentlige rom ville bli tryggere ved et sexkjøpsforbud, og det var mye fokus på at befolkningen var plaget i og rundt det etablerte prostitusjonsstrøket. Kilder hevder at kvinnene i gateprostitusjon i Bergen ikke er så pågående og aggressive som det fremgikk i media i forkant av sexkjøpsloven. Nøkkelinformanter har forklart at det ikke har vært utrygt å gå gjennom prostitusjonsarenaen. Enkelte kvinner sier at de må være mer aktive nå enn de var tidligere. Det synes likevel som om det er unntaksvis at kvinnene oppfattes som aggressive. På nyåret 2010 synes denne tendensen å snu noe og instanser fra «prostitusjon/menneskehandel» rapporterer om mer pågående atferd blant kvinnene på gaten.

Den synlige prostitusjonen er begrenset i forhold til før sexkjøpslovens iverksettelse. Kvinnene kommer senere ut på natten. Selv om de har etablert seg ved Torgallmenningen, er det ikke usannsynlig at enkeltpersoner opplever færre tilbud fra kvinner ettersom de ikke er tilstede på tidligere kveldstid.

Gjennom 2009 har det vært et sterkt mediefokus mot prostitusjon, lovforbudet og politiets håndheving av loven. Befolkningens kunnskap om prostitusjon har antakelig økt. Det vil imidlertid ofte være behov for nyanseringer av både markedet, gruppene og individene i prostitusjon. Instanser innenfor «kontroll/jus» og «prostitusjon/menneskehandel» peker på at menn tilbys et bedre personvern enn kvinnene i fremstillingen av prostitusjonsmarkedet og det vises sjelden prostitusjonens mange sider. Medias fokus har i stor grad vært hvorvidt loven virker med utgangspunkt i begrensninger av det synlige prostitusjonsmarkedet (Pro Senteret, 2010). Mediefokus fører til uro i miljøet og at kundene trekker seg tilbake både fra gaten og på innearenaen. Dette meldes fra kvinnene selv, nøkkelinformanter og tjenesteapparat. Media får således innvirkning på prostitusjonsmarkedet og lovens effekt. Nøkkelinformanter hevder at medias vinkling bidrar til kvinnenes opplevelse av å være kriminalisert. Dersom loven skal være en holdningsskapende og forebyggende lov forutsetter det offentliggjøring av god og nyansert kunnskap.”

Endvidere har Pro Sentret i 2012 gennemført en undersøgelse om vold, som prostituerede kvinder udsættes for i Oslo. Af rapporten om undersøgelsen fremgår bl.a. følgende:

”5.2 Har kriminalisering av sexkjøp påvirket utsattheten for vold blant kvinner som selger sex i Oslo?

(…) I del 2 av rapporten presenterte vi resultatene fra en undersøkelse Pro Sentret gjennomførte våren 2012, der vi kartla voldserfaringene til kvinner i prostitusjon etter 1. januar 2009. (…)

I del 3 av rapporten har vi gjennomgått intervjuer Pro Sentret gjorde med ulike hjelpetiltak i vinteren 2010/11. Hensikten med intervjuene var at vi skulle finne ut om kriminaliseringen hadde ført til mer vold og om den hadde påvirket sikkerheten og sårbarheten til kvinnene.

Dette datamaterialet gir ikke svar på hvorvidt den høye voldsforekomsten og sårbarheten kvinner i prostitusjon opplever skyldes kriminaliseringen av sexkjøp eller andre faktorer. Det vi med sikkerhet kan slå fast er at det ikke er færre kvinner i prostitusjon som svarer at de har blitt utsatt for vold etter innføringen av sexkjøpsloven, og at kvinner i prostitusjon er en gruppe som fortsatt er svært sårbare.

Om sexkjøpsloven har ført til endringer i voldsforekomsten blant de som selger sex i Norge vil vi trolig aldri få svar på.

Prostitusjonsmarkedet i Norge er et mobilt marked som er i konstant endring. Markedet tilpasser seg hele tiden de endringer som skjer både i Norge, internasjonalt og på de ulike prostitusjonsarenaene. Endringer i lovverk, økonomi, politikk, politiets aktivitet og migrasjonsmønstre påvirker alle utviklingen i markedet og hvordan kvinnene organiserer sin prostitusjonshverdag. Dette påvirker også sikkerheten, sårbarheten og voldsutsattheten hos kvinnene.

Rapporten peker på ulike endringer markedet har vært preget av de siste årene. Den konstaterer at antallet respondenter som utsettes for vold i prostitusjon ikke har gått ned. Tallene peker heller i motsatt retning. I undersøkelsen som ble gjennomført i 2007/08 svarte 52 % av dem at de hadde opplevd vold i prostitusjon i løpet av prostitusjonskarrieren. I 2012 svarer 59 % at de har opplevd vold i prostitusjonen i løpet av de siste 3 årene.”

Pro Sentret anslår ud fra undersøgelser af annoncer for prostitution, at der i Norge i 2008 var ca. 1400, i 2009 ca. 1100, i 2010 ca. 1400 og i 2011 ca. 1800 personer, der annoncerede med salg af sex (Pro Sentrets årsberetninger for 2009 side 13-14, 2010 side 15 og 2011 side 9). Mens der således var tale om et fald i 2009, hvor sexkøbeloven trådte i kraft, er antallet steget i de følgende år og er nu højere end før sexkøbelovens ikrafttræden.

Pro Sentret anslår ud fra centerets opsøgende arbejde, at antallet af gadeprostituerede i Oslo i 2007 var ca. 970, i 2008 ca. 1230, i 2009 ca. 500, i 2010 ca. 670 og i 2011 ca. 850 (Pro Sentrets årsberetning for 2011 side 10). Der var således tale om et kraftigt fald i 2009, og selv om antallet er steget i de følgende år, er antallet stadig lavere end før sexkøbelovens ikrafttræden.

Der var i 2009-2011 i Oslo henholdsvis 128, 85 og 84 anmeldelser af overtrædelse af sexkøbeloven. Heraf angik henholdsvis 43, 21 og 6 indendørs prostitution (Pro Sentrets årsberetning for 2011 side 13). For hele Norge blev der i 2011 registreret 211 anmeldelser, hvilket var en nedgang på 18,5 % i forhold til 2010.

Af Pro Sentrets årsberetning for 2011 fremgår herudover bl.a. følgende (side 4, 13, 14, 21 og 28):

”De økonomiske problemene som mange land i Europa står overfor, har innvirkning på prostitusjonsmarkedet i hele Schengenområdet. Når kjøpekraften avtar søker naturlig nok noen kvinner ut til land hvor økonomien er bedre. Norge er et slikt land. Pro Sentret registrerer da også at tilstrømningen av utenlandske kvinner særlig fra Italia og Spania har økt i 2011, sammenliknet med året før.

Etter at sexkjøpsloven ble innført i 2009 skulle man anta at innslaget av utenlandske kvinner ville avta. Det var tenkt at loven skulle føre til mindre menneskehandel til Norge, altså mindre tilstrømning av kvinner fra land hvor menneskehandel er utbredt. Hvis dette kan måles ut i fra hvor mange utenlandske kvinner som befinner seg i prostitusjon i Norge, har det ikke slått til i nevneverdig grad. Fremdeles er den utenlandske kontingenten stor. Åpenbart tjener de utenlandske kvinnene mer på å selge sex i Norge enn på de mulighetene de har i de søreuropeiske landene, selv med innføring av sexkjøpsloven. (…)

Sexkjøpsloven hadde fire mål; gjennom å kriminalisere kunden ønsket man å bidra til å redusere prostitusjonsmarkedet, forhindre nyrekruttering [af kunder], forhindre menneskehandel og bidra til en holdningsendring mot sexkjøp. Samtidig var det uttalt at loven ikke skulle bidra til å gjøre situasjonen verre for de som var i prostitusjon. I de tre årene som har gått siden loven ble innført, er det mye som tyder på at man har oppnådd å forverre livsbetingelsene til kvinner og menn i prostitusjon.

Særlig i Oslo har politiet det siste året til tider vært svært aktive i prostitusjonsmiljøet og mange kvinner både på innemarkedet og i gateprostitusjonen oppfatter seg forfulgt, trakassert og sjikanert. Politiet på sin side oppgir at innsatsen er nødvendig blant annet for å nå fram til kunden. Med dette som bakteppe framstår det som noe underlig at antallet kunder tatt på innemarkedet er så vidt lavt i 2011, 6 stykker mot 21 året før.

Det er nærliggende å tro at politiets innsats har mer dreid seg om å uroe prostitusjonsmarkedet og gjøre situasjonen vanskeligere for de som selger sex, enn å intensivere kampen mot lovbrudd som menneskehandel og sexkjøp. Politiet opplyser da også selv at deres innsats skal bidra til at det ikke legges til rette for å drive prostitusjon i Oslo. Spørsmålet blir da om det virkelig er politiets oppgave å bidra til at det blir så vanskelig som mulig å bedrive en lovlig virksomhet som salg av sex tross alt er. (…)

Denne artikkelen skal ikke vurdere om målene [med sexkøbeloven] er nådd, men skal forsøke å se på samfunnets syn på prostitusjon og hvilken effekt det har på de som av forskjellige årsaker ikke har sluttet å selge sex.

Loven ble vedtatt i en situasjon hvor det synlige – og ukontrollerte – sexmarkedet var blitt en bekymring i offentligheten. Det er muligens spekulativt, men mange mener at lovforslaget neppe hadde blitt fremmet hvis det ikke hadde vært for en økende, synlig utenlandsk prostitusjon på gata i Oslo, Bergen og Stavanger. Forebygging av menneskehandel og reduksjon av markedet ble derfor viktige mål. Så da loven ble innført, intensiverte politiet arbeidet med alle lovene vi har på prostitusjonsfeltet. Flere store byer fikk egne politigrupper med dette formål. STOP-gruppa hos Oslopolitiet skulle ta jobben i hovedstaden.

I debatten før loven ble vedtatt, var det også en forståelse av at de som selger ville få en vanskeligere situasjon. De prostituerte skulle gis bedre muligheter til å finne andre alternativer. Her skulle staten bidra med penger og begrepet sluttpakker ble hyppig brukt. (…)

Vi kan slå fast at det er legalkontrollen som setter dagsorden – loven har et pedagogisk oppdrag – i det ligger også moralske og verdimessige dommer: Det ”paternaliserende” i lovgivningen – vi vet best hvordan du bør leve og hva som er best for deg – EXIT-programmer foretrekkes framfor skadereduksjon – Økt disiplinering av sosialarbeidere – For at kvinnene skal få hjelp, må det stilles krav om å forlate prostitusjon.

Alt dette fører til at sexselgerne marginaliseres ytterligere og at stigma forsterkes. Sånn sett kan vi si at økt rettsliggjøring har hatt effekter man ikke ønsket. Vi tar neppe for hardt i når vi hevder at kvinnene opplever seg mer forlatt av samfunnet enn før. (…)

Innføring av sexkjøpsloven har igjen legitimert et, etter vårt skjønn, foreldet og reaksjonært syn på hvem den prostituerte kvinnen er. De siste tretti årene har samfunnets syn på de prostituerte svingt fra å se henne som representant for umoralen, noe man kunne fordømme, til å se henne som offer som hadde krav på medlidenhet og nå er hun igjen fordømt og jaget vilt. Det er en trist utvikling. Stigmatisering og utstøting har igjen blitt legitimt. Hun mister alle sine menneskelige trekk, sin verdighet, sin rett til å ta egne valg, sin humanitet. Hun blir bare DEN ANDRE – ikke som oss. Hun blir HORA. Denne loven har forsterket og aktualisert dualismen i HORA OG MADONNA dikotomien. Dette er bakstreversk og trist for et moderne samfunn som bygger på humanitære verdier. Loven gjør overhode ingen ting med årsakene til prostitusjon – den kun renoverer gatene.”

4.2. Svensk ret

Efter den svenske straffelovs kapitel 6 § 12, stk. 1, straffes den, som fremmer eller på utilbørlig måde økonomisk udnytter, at en person har tilfældige seksuelle forbindelser mod vederlag, for kopleri med fængsel indtil 4 år.

Fremme af en andens prostitution kan f.eks. ske ved at udleje lokaler til prostitution eller ved at give oplysning om prostitueredes adresser, jf. prop. 2004/05:45 side 108. Også psykisk påvirkning af en anden, hvorved denne beslutter sig for at prostituere sig eller fortsætte med at prostituere sig, kan udgøre fremme af en andens prostitution. Fremme af en andens prostitution omfatter også annoncering, herunder at hoste en hjemmeside på internettet, hvor der annonceres for prostitution, jf. SOU 2010:49 side 195.

Hvis en person, der har udlejet en lejlighed, får at vide, at lejligheden i væsentligt omfang anvendes til tilfældige seksuelle forbindelser mod vederlag, og ikke gør, hvad der med rimelighed kan forventes for at bringe udlejningen til ophør, skal den pågældende anses for at have fremmet en eventuel fortsat anvendelse af lejligheden til tilfældige seksuelle forbindelser mod vederlag, jf. kapitel 6 § 12, stk. 2.

Straffen for groft kopleri er fængsel fra 2 år indtil 8 år, jf. kapitel 6 § 12, stk. 3. Ved vurderingen af, om forbrydelsen er grov, skal der særligt tages hensyn til, om forbrydelsen har omfattet virksomhed i større omfang, medført betydelig vinding eller indebåret hensynsløs udnyttelse af en anden.

Efter den svenske straffelovs kapitel 6 § 11 straffes den, som skaffer sig en tilfældig seksuel forbindelse mod vederlag, for køb af seksuel tjeneste med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Efter den svenske straffelovs kapitel 6 § 9 straffes den, som formår en person under 18 år til mod vederlag at foretage eller tåle en seksuel handling, for køb af seksuel handling af barn med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Det svenske forbud mod at betale for sex trådte i kraft den 1. januar 1999. Den svenske regering nedsatte i 2008 et udvalg med henblik på at undersøge, hvordan forbuddet havde virket i praksis, og hvilke virkninger forbuddet havde haft for forekomsten af prostitution og menneskehandel i Sverige. Ifølge kommissoriet skulle udvalget tage udgangspunkt i, at det fortsat skulle være strafbart at betale for sex.

Udvalget afgav i 2010 betænkningen Förbud mot köp af sexuell tjänst (SOU 2010:49), hvoraf bl.a. fremgår følgende (side 13-24):

”Den 1 januari 1999 införde Sverige, som första land i världen, en lagstiftning som kriminaliserade köp, men inte försäljning, av sexuella tjänster. (…)

Förbudet mot köp av sexuella tjänster infördes eftersom det ansågs vara ett angeläget samhälleligt intresse att bekämpa prostitution. Kriminaliseringen var till skillnad från tidigare åtgärder och insatser riktad mot efterfrågan av sexuella tjänster, dvs. mot sexköpare och presumtiva sexköpare. Med stöd av förbudet skulle prostitutionen och dess skadeverkningar kunna bekämpas på ett effektivare sätt än vad de tidigare åtgärderna mot prostitutionen hade möjliggjort. Det anfördes i lagstiftningsärendet att det i ett jämställt samhälle är ovärdigt och oacceptabelt att män skaffar sig tillfälliga sexuella förbindelser med kvinnor mot ersättning och att Sverige genom att införa ett förbud mot sexköp också gjorde en viktig markering gentemot andra länder för att visa vår inställning till sexköp och prostitution. Det framhölls att prostitution medför allvarliga skador såväl för individen som för samhället. Kriminaliseringen antogs kunna få en avskräckande effekt på presumtiva sexköpare samt kunna minska intresset från olika grupper eller enskilda i utlandet att etablera en mer omfattande organiserad prostitutionsverksamhet i Sverige vilket skulle ha en hämmande effekt på prostitutionens utbredning här.

Förbudet mot köp av sexuell tjänst har nu varit i kraft i drygt tio år. Det har framförts olika uppfattningar om vilka konsekvenser kriminaliseringen har fått. (…)

Förslaget om att kriminalisera sexköp ingick som en del i regeringens proposition Kvinnofrid (prop. 1997/98:55). I Kvinnofridspropositionen föreslogs ett stort antal olika åtgärder inom olika samhällssektorer för att motverka våld mot kvinnor, prostitution och sexuella trakasserier i arbetslivet. En fråga som enligt Kvinnofridspropositionen var nära besläktad med den om våld mot kvinnor och bristande jämställdhet var frågan om män som köper sexuella tjänster, oftast av kvinnor, dvs. prostitutionsfrågan.

Den viktigaste insikten när det gäller prostitutionsfrågan som presenterades med Kvinnofridspropositionen var att uppmärksamheten måste riktas mot köparna. Det handlade om en perspektivförskjutning som kan sammanfattas i en självklarhet. Om det inte fanns någon efterfrågan skulle det inte heller finnas någon prostitution.

Regeringen presenterade den 10 juli 2008 en Handlingsplan mot prostitution och människohandel för sexuella ändamål (skr. 2007/08:167). Med handlingsplanen markerar regeringen ånyo att prostitution och människohandel är något oacceptabelt i vårt samhälle och att det behövs vittomfattande insatser för att motverka dem. I handlingsplanen konstateras också att de bakomliggande orsakerna till att personer befinner sig i prostitution varierar men att det som primärt upprätthåller såväl människohandeln som prostitutionen är efterfrågan, dvs. att människor, främst män, köper sex. Människohandel för sexuella ändamål drabbar i första hand unga kvinnor och flickor. Den exakta omfattningen av människohandeln i världen är inte känd eftersom mörkertalen är höga, men det är allmänt erkänt att människohandel utgör en av de mest vinstbringande formerna av internationell organiserad brottslighet.

Det finns således ett tydligt samband mellan förekomsten av prostitution och människohandel för sexuella ändamål.

Förbudet mot köp av sexuell tjänst har allt sedan det tillkom orsakat debatt både i Sverige och internationellt. Den officiella inställningen till trots finns det i Sverige alltjämt en pågående diskussion när det gäller synen på prostitution. Försvarare av prostitution menar att man kan göra skillnad mellan frivillig och icke frivillig prostitution, att vuxna människor bör ha rätt att fritt sälja och köpa sex och att förbudet mot köp av sexuell tjänst utgör ett otidsenligt sexualmoraliskt ställningstagande. Med utgångspunkt i ett jämställdhets- och människorättsperspektiv och med fokus flyttat från utbudet, dvs. de som utnyttjas i prostitution, till efterfrågan, dvs. människohandlarna, kopplarna och sexköparna, blir uppdelningen i frivillig och ofrivillig prostitution emellertid inte relevant. (…)

Det har visat sig vara en svår uppgift att utvärdera effekterna av förbudet mot köp av sexuell tjänst. Prostitution och människohandel för sexuella ändamål är komplexa och mångfacetterade samhällsfenomen som delvis försiggår i det fördolda. Den ökade internationaliseringen och Internet som en ny arena för prostitution gör det också svårt att överblicka utbredningen. Trots att det finns ett stort antal rapporter, artiklar och uppsatser som behandlar dessa företeelser är kunskapen om omfattningen av prostitution och människohandel för sexuella ändamål således begränsad. Detta gäller särskilt kunskapen om personer som är verksamma som prostituerade på andra arenor än i gatumiljön och på Internet liksom kunskapen om förekomsten av prostitution utanför storstadsområdena.

Traditionellt har med prostitution i huvudsak avsetts heterosexuell prostitution med kvinnor som tillhandahåller den sexuella tjänsten och män som köpare av den. De insatser som genomförs och den kunskap som finns utgår också i stor utsträckning från denna gängse syn. Vi vet således inte så mycket om män som tillhandahåller sexuella tjänster och om ungdomar som utnyttjas i prostitution. När det gäller köparna av sexuella tjänster är de, trots den uttalade politiska viljan att byta fokus, fortfarande ganska osynliga.

De empiriska undersökningar som genomförts har i vissa fall haft begränsad omfattning och det förekommer olika arbetssätt, metoder och syften. Bland annat mot den bakgrunden kan det ibland finnas skäl att tolka resultaten med försiktighet.

Med dessa reservationer gjorda anser vi emellertid att det ändå är möjligt att dra slutsatser utifrån det material vi haft tillgång till och de resultat vi presenterar utifrån detta underlag är enligt vår uppfattning en så tydlig bild som det i dag är möjligt att åstadkomma.

En halvering av gatuprostitutionen

När det gäller gatuprostitutionen bedöms de uppgifter som finns om omfattning och utbredning beskriva de verkliga förhållandena. Sedan förbudet mot köp av sexuell tjänst infördes har gatuprostitutionen i Sverige halverats. Denna minskning får anses vara en direkt följd av kriminaliseringen av sexköp.

Vid en jämförelse har vi kunnat konstatera att det förekom ungefär lika mycket gatuprostitution i de tre huvudstäderna i Danmark, Norge och Sverige innan förbudet mot köp av sexuell tjänst infördes här, men att det därefter skett en kraftig ökning av antalet kvinnor i gatuprostitutionen i både Danmark och Norge. Personerna i gatuprostitutionen uppskattades år 2008 vara tre gånger så många i både Danmark och Norge som i Sverige. Mot bakgrund av de stora likheter som i många avseenden finns mellan dessa tre länder, ekonomiskt och socialt, är det rimligt att anta att den minskade gatuprostitutionen i Sverige är en direkt följd av kriminaliseringen. (…)

Antalet utländska kvinnor i gatuprostitutionen har ökat i samtliga nordiska länder, även i Sverige. Vid en jämförelse kan dock konstateras att den kraftiga ökning av antalet utländska kvinnor i gatuprostitutionen som rapporteras från både Danmark och Norge saknar motsvarighet i Sverige.

Internet – en ny arena

Prostitution där den inledande kontakten tas via Internet är en viktig och växande prostitutionsarena som på senare år alltmer kommit att uppmärksammas. Jämfört med gatuprostitutionen är omfattningen av Internetprostitutionen svårare att verifiera och bedöma, men kunskapen om denna prostitutionsform ökar successivt.

Internetprostitutionen har de senaste fem åren ökat i Sverige liksom i Danmark och Norge. Omfattningen av denna prostitutionsform är dock större i våra grannländer och det finns ingenting som tyder på att det skulle ha skett en större ökning av prostitutionen på Internet i Sverige än i dessa jämförbara länder. Detta talar mot att förbudet skulle ha medfört att gatuprostitutionen i Sverige bytt arena till Internet. Mot den här bakgrunden bör man kunna dra slutsatsen att den halvering av gatuprostitutionen som skett i Sverige utgör en reell minskning av prostitutionen här och att denna minskning också i huvudsak är en effekt av kriminaliseringen av sexköp.

Särskilt när det gäller ungdomar i prostitution spelar Internet en viktig roll. Ungdomsstyrelsen drar slutsatsen att de flesta ungdomar som utnyttjats sexuellt mot betalning fått kontakt med köpare via Internet. Denna slutsats stöds av resultaten från andra enkätundersökningar som genomförts angående ungdomars erfarenheter av att sälja sexuella tjänster. Exponeringen av unga på Internet har utvecklats oavsett förbudet mot köp av sexuell tjänst. De risker för sexuellt utnyttjande och övergrepp som denna exponering innebär ökar emellertid behovet av att skydda ungdomar från att hamna i prostitution.

Ingen ökning av prostitutionen totalt sett i Sverige

Ingenting tyder på att omfattningen av sådan inomhusprostitution som inte marknadsförs genom annonser i tidningar och på Internet, t.ex. prostitution på massagesalonger, sexklubbar och hotell samt i restaurang- och nattklubbsmiljöer skulle ha ökat under senare år. Det finns inte heller några uppgifter som tyder på att prostituerade som tidigare utnyttjats i gatumiljön numera finns i inomhusprostitution.

Personer som arbetar på fältet anser att det inte har skett någon ökning av prostitutionen sedan förbudet infördes. Eftersom prostitutionsverksamhet typiskt sett är beroende av att exponera sig för att komma i kontakt med kunderna är det osannolikt att det skulle finnas någon omfattande prostitution som är helt okänd.

Den samlade bild vi fått fram är att medan det under den senaste tioårsperioden skett en ökning av prostitutionen i våra nordiska grannländer så har prostitutionen, såvitt känt, i vart fall inte ökat i Sverige. Det kan kanske finnas flera förklaringar till detta men med hänsyn till de stora likheter som i övriga avseenden föreligger mellan de nordiska länderna är det rimligt att anta att prostitutionen skulle ha ökat också i Sverige om vi inte hade haft ett förbud mot köp av sexuell tjänst. Kriminaliseringen har därmed bidragit till att bekämpa prostitutionen.

Förbudet mot köp av sexuell tjänst har motverkat etableringen av organiserad kriminalitet

Människohandel för sexuella ändamål är en växande form av allvarlig ekonomisk brottslighet i stora delar av världen. Även om det är svårt att bedöma den exakta omfattningen av människohandel för sexuella ändamål i Sverige anses etableringen av denna typ av kriminalitet ha betydligt mindre omfattning här än i andra jämförbara länder. Enligt Rikskriminalpolisen är det uppenbart att förbudet mot köp av sexuell tjänst fungerar som en barriär för människohandlare och kopplare som överväger att etablera sig i Sverige.

Ett ökat stöd för förbudet bland allmänheten

Förbudet mot köp av sexuella tjänster avsåg att markera samhällets inställning att prostitution inte är en önskvärd företeelse. När det gäller svenska folkets inställning till sexköp har det genomförts attitydundersökningar såväl före som efter det att kriminaliseringen infördes. Att döma av de resultat som framkommit i fyra befolkningsbaserade attitydundersökningar som genomförts har det skett en förändring av inställningen till köp av sexuella tjänster som i tiden sammanfaller med kriminaliseringen av sexköp. Den påtagliga attitydförändring som har skett här – och som inte har någon motsvarighet i Danmark och Norge – måste tolkas som att förbudet i sig har haft en betydande normativ effekt vilken, med hänsyn till att stödet för kriminaliseringen är störst bland unga, kan förväntas komma att bestå. I samtliga de tre undersökningar som genomförts efter det att förbudet infördes har mer än 70 procent av de tillfrågade varit positiva till förbudet.

Hur förbudet har påverkat personerna i prostitutionen

När förbudet mot köp av sexuell tjänst infördes framfördes olika farhågor, bl.a. att en kriminalisering skulle riskera att driva prostitutionen under jorden vilket skulle medföra att det blev svårare att nå de utsatta personerna med sociala insatser och att förbudet skulle medföra ökad risk för fysiska övergrepp och allmänt försämrade livsvillkor för de prostituerade. Såvitt vi kan bedöma utifrån det skriftliga material och de kontakter som vi haft med myndighetspersoner och personer med erfarenhet av prostitution har dessa farhågor inte besannats.

Poliser och socialarbetare uppger att köparna av sexuella tjänster blivit försiktigare och att förbudet gjort att efterfrågan, i vart fall i gatuprostitutionen, har minskat som en följd av kriminaliseringen. Enligt polisen är köparna rädda för att avslöjas men de är mer oroliga för att den gärning de misstänks ha gjort sig skyldiga till ska bli känd för familj och bekanta än för det straff de riskerar. Uppfattningen att köparna blivit mera försiktiga delas av vissa av de prostituerade och tidigare prostituerade som besvarat utredningens frågor, medan andra har uppgett att kriminaliseringen inte påverkat köparna eftersom så få åker fast och påföljden är så mild.

Enligt undersökningar som gjorts i Sverige i tiden efter kriminaliseringen har andelen män som uppger att de vid något tillfälle köpt sex minskat och färre män verkar köpa sex i Sverige än i de övriga nordiska länderna. Ett antal av de tillfrågade i en undersökning från 2008 uppgav också att förbudet hade påverkat deras handlande så att de slutat köpa sex. Det nu redovisade måste sammantaget tolkas som att förbudet har en avskräckande effekt på presumtiva köpare av sexuella tjänster.

Det är tydligt, och framstår som logiskt, att de personer som tagit sig ur prostitutionen är positiva till kriminaliseringen medan de som alltjämt utnyttjas i prostitutionen är kritiska mot förbudet. Detta mönster återfinns i många olika rapporter och bekräftas också av de kontakter utredningen haft med kvinnor med erfarenhet av prostitution.

Tillämpningen av förbudet 1999-2008

Polisen har sedan förbudets tillkomst vid många tillfällen riktat särskilda insatser mot prostitutionen. Huvuddelen av spaningen och insatserna mot brottslighet relaterad till prostitution har utförts och utförs av de olika specialgrupper som under perioder funnits i Stockholm, Göteborg och Malmö samt vid Rikskriminalpolisen. Insatserna har i huvudsak inriktats mot gatuprostitutionen och mer organiserade former av prostitution som har samband med koppleri eller människohandel. Polisen har vanligen inte prioriterat eller haft resurser att ingripa mot sexköp i andra former av prostitution.

Gatuprostitutionen anses av polisen ha ett stort symbolvärde i allmänhetens ögon och gatumiljön används också för att marknadsföra andra former av prostitution. De poliser som utredningen har varit i kontakt med bedömer att insatser mot gatuprostitutionen har en omedelbar effekt när det gäller att avskräcka presumtiva sexköpare, men att sådana insatser även har en mer långsiktig effekt när det gäller att avskräcka och hålla nere antalet övriga främjare och organisatörer i prostitutionen.

De flesta ärenden där någon lagförts för brott mot förbudet avser sexköp där sexköparen tagit den inledande kontakten i gatumiljön. En ny straffbestämmelse, människohandel för sexuella ändamål, trädde i kraft den 1 juli 2002 och från år 2003 och framåt har det varit en kraftig ökning av antalet lagförda brott mot förbudet mot köp av sexuell tjänst som har sitt ursprung i koppleri och människohandelsärenden. Omfattningen av dessa ärenden varierar kraftigt mellan olika år beroende på vilka resurser som satsats och vilka prioriteringar som främst polisen gjort.

Det står klart att kontrollen av efterlevnaden av förbudet i stor utsträckning beror på de prioriteringar polisen gör och de resurser de har till sitt förfogande. Enligt både poliser och åklagare som utredningen har talat med skulle betydligt fler sexköpare kunna lagföras om detta brott prioriterades i den dagliga verksamheten. Ett skäl till att man inte prioriterar sexköpsbrott är brottets låga straffvärde. (…)

Vår genomgång av de domar och strafförelägganden som meddelats under den undersökta perioden visar en stor likformighet när det gäller bedömning av straffvärde och påföljdsval. Efter det att Högsta domstolen prövade frågan om straffmätning för ett sexköp år 2001 (NJA 2001 s. 527) har mer än 85 procent av alla lagföringar för ett enstaka sexköp lett till påföljden 50 dagsböter. (…)

De åklagare som utredningen har talat med har uppgett att de i dag inte ser några tillämpningsproblem direkt knutna till straffbestämmelsen. Sexköpsbrott anses normalt sett vara lätta att utreda och relativt okomplicerade att handlägga. (…)

De oklarheter vid tillämpningen som alltjämt finns gäller om de som utnyttjats ska anses vara vittnen eller målsäganden i domstolsprocessen samt försökspunkten för brottet. Det anses vara svårt att bevisa försöksbrott, vilket har fått till följd att polisen i samband med gatuprostitution medvetet väntar med att ingripa tills den sexuella handlingen har påbörjats och brottet således har fullbordats.

Vår utvärdering visar att förbudet mot köp av sexuell tjänst har haft avsedd effekt och utgör ett viktigt instrument för att förebygga och bekämpa prostitution.”

I den 10-årige periode 1999-2008 var der i Sverige i alt 660 fældende strafferetlige afgørelser om overtrædelse af forbuddet mod købesex (SOU 2010:49 side 202-206). Heraf var 7 tiltalefrafald, 364 bødeforelæg og 289 domme, og i 80% af sagerne havde den pågældende erkendt sig skyldig. Afgørelserne angik 648 personer, idet 12 personer blev straffet to gange hver. Endvidere angik nogle afgørelserne flere overtrædelser af forbuddet mod købesex, således at afgørelserne til sammen angik mindst 853 overtrædelser. 40% af afgørelserne havde tilknytning til en sag om menneskehandel eller kopleri (SOU 2010:49 side 207-208). Langt de fleste af de øvrige afgørelser angik gadeprostitution i Stockholm (især på Malmskillnadsgatan), Göteborg (især på Rosenlundsgatan) og Malmö (især på Industrigatan). Det er i Sverige blevet betegnet som ”bemærkelsesværdigt” (anmärkningsvärt), at der i Sverige kan forekomme så åben handel med sex, når man har en lov, som forbyder købesex (SOU 2010:49 side 217).

Straffen for en enkeltstående overtrædelse af forbuddet mod købesex fastsættes normalt til 50 dagbøder, og for to overtrædelser til samtidig pådømmelse er straffen hyppigst 70 dagbøder. Betinget fængsel og tillægsbøde er idømt i fem tilfælde, heraf ét, hvor gerningsmanden vidste, at den prostituerede var offer for menneskehandel (SOU 2010:49 side 210-13). En dagbod skal fastsættes til mellem 50 kr. og 1.000 kr. under hensyn til domfældtes indkomst, formue, forsørgelsesforpligtelser og økonomiske forhold i øvrigt (SOU 2010:49 side 214). I sagerne om købesex har en dagbod i gennemsnit været fastsat til 168 kr., og medianbeløbet har været 150 kr. De hyppigste beløb har været 50 kr., 100 kr. og 200 kr. (samt 30 kr. forud for den 1. oktober 2006, hvor mindstebeløbet blev hævet fra 30 kr. til 50 kr.).

4.3. Finsk ret

I Finland kan køb og salg af sex på offentligt sted straffes med en bøde på 50 euro (ordningslovens § 16, stk. 1, nr. 5). Denne regel trådte i kraft i 2003 og har efter det oplyste medført, at gadeprostitution i stor udstrækning er forsvundet fra gadebilledet.

Køb af sex hos en person under 18 år straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år (straffelovens kapitel 20 § 8 a).

Køb af sex hos en person, der er offer for kopleri eller menneskehandel, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder (straffelovens kapitel 20 § 8). Baggrunden for denne strafbestemmelse er beskrevet i den finske justitsministers besvarelse den 24. maj 2007 af et spørgsmål fra et medlem af den finske rigsdag:

”[Spørgsmål:]

På vilket sätt följer regeringen hur den svenska och norska lagstiftningen om köp av sexuella tjänster inverkar på situationen i Finland och har regeringen för avsikt att ändra strafflagen så att köp av sexuella tjänster kriminaliseras i större utsträckning än i dag?

[Svar:]

Den 1 oktober 2006 trädde den ändrade 8 § i 20 kap. i strafflagen (39/1889) i kraft. I paragrafen kriminaliseras utnyttjande av person som är föremål för sexhandel. Den som genom att utlova eller ge en ersättning som representerar ett direkt ekonomiskt värde får någon som är föremål för ett brott som avses i 9 eller 9 a § eller i 25 kap. 3 eller 3 a § att ha samlag eller företa en därmed jämförlig sexuell handling skall enligt paragrafens 1 mom. dömas för det nämnda brottet till böter eller fängelse i högst sex månader. De paragrafer som det hänvisas till i momentet gäller koppleri, grovt koppleri, människohandel och grov människohandel. (…)

Regeringen föreslog i den proposition som överlämnades den 22 december 2005 (RP 221/2005 rd) en allmän kriminalisering av köp av sexuella tjänster som skulle gälla alla köpsituationer. Såsom alltid när en ny straffbestämmelse stiftas var man också vid kriminaliseringen av köp av sexuella tjänster tvungen att väga de förväntade fördelarna och nackdelarna av en kriminalisering mot varandra. Frågan behandlades grundligt, eftersom ett stort antal sakkunniga i bl.a. lagutskottet hördes. I Sverige hade man befarat att den bestämmelse som motsvarade den i regeringens proposition föreslagna straffbestämmelsen också skulle ha negativa effekter bl.a. så att utredningen av koppleribrott försvåras och prostitutionen går under jorden.

Vid riksdagsbehandlingen riktades den starkaste kritiken mot att straffbestämmelsen föreslogs täcka alla köpsituationer och därmed var otydlig. Enligt den straffrättsliga legalitetsprincipen skall brottsrekvisit vara exakta och noggrant avgränsade. Också grundlagsutskottet fäste uppmärksamhet vid problemen i detta avseende i sitt utlåtande om förslaget (GrUU 17/2006 rd).

Den allmänna straffbestämmelsen i propositionen var enligt grundlagsutskottets mening även ett problem med tanke på regleringens proportionalitet och handlingar som är föga klandervärda. Lagutskottet begärde grundlagsutskottets utlåtande om förslaget i regeringens proposition och dessutom om en alternativ formulering enligt vilken köp av sexuella tjänster måste ha ett samband med koppleri eller människohandel för att vara straffbart. Enligt grundlagsutskottet var den alternativa bestämmelsen klart mer begränsad och uppfyllde proportionalitetskravet bättre än regeringens förslag, eftersom den bara gällde ovedersägligt klandervärda handlingar i samband med dessa brott.

I sitt betänkande (LaUB 10/2006 rd) stannade lagutskottet för den gällande 8 § i strafflagens 20 kap., dvs. en kriminalisering av utnyttjande av person som är föremål för sexhandel. Redan i delbetänkandet av den arbetsgrupp som justitieministeriet tidigare tillsatt för att bereda saken (justitieministeriets arbetsgruppsbetänkande 2003:5) föreslog en minoritet en straffbestämmelse som är bunden till koppleri och människohandel. Det är fråga om en straffbestämmelse som personer som bedriver koppleri och människohandel är tvungna att beakta när de överväger verksamhet i Finland. Syftet med bestämmelsen är uttryckligen att försvaga verksamhetsbetingelserna för denna typ av allvarlig brottslighet. Bestämmelsen kan också påverka attityderna till köp av sexuella tjänster mer allmänt så att efterfrågan på dessa tjänster minskar även i andra situationer än när säljaren är offer för människohandel eller föremål för koppleri.

Det bör också understrykas att kriminalisering är ett medel för att främja de syften som nämns i det skriftliga spörsmålet. Man måste komma åt orsakerna till prostitutionen och stöda och hjälpa de prostituerade på många olika sätt. Det behövs t.ex. social- och hälsovårdstjänster för att förebygga och reparera de men för hälsan och sociala skador som drabbar de prostituerade. Riksdagen förutsatte i sitt uttalande att det för prostituerade ordnas adekvata stödtjänster för att ge dem bättre möjligheter att komma ifrån prostitution och inträda i arbetslivet (RSv 93/2006 rd).

Vid bedömningen av behovet av att ändra en straffbestämmelse måste man ha tillräckliga uppgifter om tillämpningen av bestämmelsen. På grund av de årliga variationerna i brottsligheten bör man följa tillämpningen under en relativt lång tid. Riksdagens lagutskott förutsatte i samband med att straffbestämmelsen om utnyttjande av person som är föremål för sexhandel stiftades att tillämpningen av bestämmelsen följs upp under tre års tid. Det krävs denna tid för att man skall kunna få tillförlitliga uppgifter om tillämpningen. (…)

I spörsmålet frågas också hur regeringen följer den svenska och norska lagstiftningens inverkan på situationen i Finland. Det krävs nordiskt samarbete för att förhindra de skadliga verkningarna. Justitieministeriet följer hur situationen utvecklas.”

Med hensyn til, hvordan en køber af sex kan vide, om den prostituerede er offer for kopleri eller menneskehandel, anføres følgende i en pressemeddelelse af 25. september 2006 fra det finske justitsministerium:

”Det är en indikation på koppleri t.ex. när kontakten med den som säljer sex sker via en mellanhand eller ersättningen betalas till någon annan person än den som involverad i den sexuella handlingen. Också annonser för avgiftsbelagd sex på internet kan tyda på att det är fråga koppleri. Så kan fallet vara när det t.ex. på samma webbsida finns flera olika personers annonser som liknar varandra eller som har samband med varandra.

Den kan vara en indikation på människohandel att den sexsäljande personens rörelsefrihet är märkbart begränsad eller att han eller hon saknar fullständig psykisk funktionsförmåga. En person som är föremål för människohandel är i allmänhet samtidigt föremål för koppleri.”

Kopleri straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år (groft kopleri med fængsel fra 4 måneder til 6 år) og omfatter følgende handlinger, når de foretages for at skaffe sig eller andre vinding (straffelovens kapitel 20 § 9):

”ordnar ett rum eller något annat ställe för samlag eller en därmed jämförlig sexuell handling som utförs av någon mot ersättning eller för en uppenbart sedlighetssårande handling som mot ersättning utförs av ett barn under aderton år,

väsentligt främjar en sådan handling genom att som en etablerad del av sin affärsverksamhet inkvarterar någon som utför handlingen,

genom förmedling av kontaktuppgifter eller på annat sätt marknadsför att någon annan utför sådana handlingar, medveten om att detta handlande väsentligt främjar gärningens fullbordan,

på annat sätt utnyttjar att någon utför sådana handlingar, eller

förleder eller genom påtryckning förmår någon till sådana handlingar”

En undersøgelse fra 2009 (refereret i SOU 2010:49 side 139 note 2) af virkningerne af det finske forbud mod køb af sex hos en person, der er offer for kopleri eller menneskehandel, viste bl.a., at der ikke anvendes særligt mange ressourcer på retsforfølgning af denne forbrydelse. Det er svært at bevise forsæt. I de få sager, der har været, er der i gennemsnit idømt ca. 20 dagbøder. Det er svært at få vidner til menneskehandel, eftersom et potentielt vidne, der har været kunde hos en menneskehandlet prostitueret, selv risikerer at blive straffet. Forbuddet har haft begrænset virkning, eftersom prostitution allerede inden indførelsen af forbuddet i princippet var forsvundet fra gaderne.

4.4. Andre europæiske lande

Et udvalg under Europarådets Parlamentariske Forsamling offentliggjorde den 9. juli 2007 en rapport med titlen ”Prostitution – which stance to take?”.

På baggrund af rapporten anbefalede Europarådets Parlamentariske Forsamling den 4. oktober 2007, at Europarådets medlemsstater formulerer en udtrykkelig politik med hensyn til prostitution og undgår dobbelte standarder, som tvinger prostituerede under jorden eller under indflydelse af alfonser, og afstår fra at straffe prostituerede.

Europarådets Ministerkomité besvarede den 11. juni 2008 anbefalingen fra Europarådets Parlamentariske Forsamling. Ministerkomitéen noterede sig, at tilgangen i Europarådets 47 medlemsstater varierer meget på dette område. En fælles politik vedrørende prostitution kunne derfor efter ministerkomitéens opfattelse kun meget vanskeligt formuleres på nuværende tidspunkt.

Rapporten sondrer mellem fire tilgange til prostitution: forbud, regulering, ”abolitionist” og ”neo-abolitionist”. Forbudstilgangen var navnlig fremherskende i en del østeuropæiske lande, mens reguleringstilgangen navnlig omfattede Tyskland og Nederlandene og i mindre omfang Østrig, Schweiz, Ungarn, Grækenland, Letland, Tyrkiet og Cypern. De øvrige lande – herunder Danmark – blev i rapporten klassificeret som ”abolitionist”, bortset fra Sverige, der blev betegnet som ”neo-abolitionist” som følge af det svenske forbud mod køb af sex. Efterfølgende har også Norge og Island indført forbud mod køb af sex og ville således i rapportens terminologi nu blive anset for ”neo-abolitionist”.

5. Undersøgelser af prostitution i Danmark

Der eksistererer en række undersøgelser af prostitution i Danmark. Senest har SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i juni 2011 offentliggjort en rapport om prostitution i Danmark (i det følgende betegnet ”SFI’s rapport”). Undersøgelserne giver ikke et fuldstændigt billede af prostitution i Danmark, hvilket formentlig bl.a. har sammenhæng med, at prostituerede generelt set oplever stigmatisering både institutionelt (lovgivning og myndigheder), symbolsk (medierne) og socialt (familie og venner) (SFI’s rapport side 298-99), og med, at der foregår en ikke ubetydelig kriminalitet i tilknytning til prostitution. Antallet af prostituerede kendes ikke, men det antages, at der er mellem ca. 3.200 og ca. 3.500 prostituerede i Danmark (SFI’s rapport side 289). Politiet har kendskab til ca. 1.400 af disse prostituerede (Rigspolitiets beskrivelse af politiets indsats mod prostitutionens bagmænd i 2009 side 22-31).

I SFI’s rapport præsenteres resultaterne fra SFI’s kortlægning af prostitution i Danmark. Kortlægningen havde til formål at opgøre omfanget af prostitution i Danmark og skabe viden om prostitutionsområdet, herunder afdække prostitutionens organisering samt de prostitueredes levevilkår. Af rapportens resumé fremgår bl.a. følgende (side 9-13):

”Prostitutionsområdet i Danmark er et felt i forandring, hvorfor opdateret viden er nødvendig, hvilket netop er denne undersøgelses formål. Til kortlægningen har vi benyttet flere forskellige metoder, og prostitutionsområdet bliver kortlagt både via kvalitative og kvantitative metoder, samt et litteraturstudium. De anvendte kvalitative metoder er interviews, observationer og gennemgang af journaler fra et socialt tilbud rettet mod udenlandske prostituerede. Interviewene er udført med nuværende og tidligere prostituerede inden for forskellige typer prostitution samt fagpersoner fra ngo’er og offentlige myndigheder. De kvantitative metoder, der er anvendt, er to døgnoptællinger af gadeprostituerede, en spørgeskemaundersøgelse og en annoncetælling, som både bidrager med data til at estimere omfanget af prostitution og med konkret viden om levevilkår. Herudover er der indsamlet data fra henholdsvis Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter og Mødestedet for udenlandske kvinder i prostitution på Vesterbro.

Rapporten fremlægger undersøgelsens hovedresultater, der overordnet set kan opdeles i to grupper:

En opgørelse af omfanget af prostitution i Danmark.

En afdækning af de prostitueredes levevilkår.

Kortlægningen er struktureret ud fra syv undersøgelsesspørgsmål. De første

seks spørgsmål omhandler prostitueredes levevilkår og situation, mens det sidste handler om prostitutionens omfang. Hovedtræk i svarene på de syv spørgsmål, giver vi nedenfor:

1. Hvilke faktorer kan føre til prostitutionsdebut?

Rapporten viser, at pengene spiller en væsentlig rolle for prostitutionsdebut. De kvalitative interview indikerer tillige, at pengene opfylder forskellige behov. Nogle bruger pengene på at dække basale leveomkostning[er], andre på at betale for et misbrug, andre på at sende penge til deres familie i udlandet og andre igen på at købe luksusvarer mv. Endvidere viser vi i rapporten, at 10 pct. har haft deres debut i en alder af 18 år og ca. halvdelen af de prostituerede har haft deres prostitutionsdebut senest i slutningen af 20’erne. Dertil fremgår det, at en ganske lille andel starter, efter de er fyldt 50 år (mindre end 10 pct.). Endelig viser undersøgelsen, at også seksuel nysgerrighed spiller en rolle for debut.

2. Hvordan er de prostitueredes levevilkår?

I forbindelse med de prostitueredes levevilkår er det ud over de prostitueredes uddannelsesmæssige, økonomiske og sociale baggrund relevant at se på, hvordan kontakten til kunderne etableres, og hvordan rammerne for salget af de seksuelle ydelser er. Undersøgelsens kvalitative materiale indikerer, at kunderne søger kontakt med de prostituerede via annoncer, når det handler om klinik og i mindre omfang kvindelig og mandlig escortprostitution. På gade og i barer opsøges de prostituerede af kunderne, mens mændene også bruger internettets chatfora til at søge kontakt til deres kunder. Tillige indikerer det kvalitative materiale, at klinikkerne i høj grad afspejler kundernes ønsker, idet vi har kunnet identificere tre forskellige typer.

Indtægten fra salg af sex udgør den primære indtægtskilde for ca. halvdelen af de prostituerede i undersøgelsen. Rapporten viser tillige, at aldersspredningen blandt undersøgelsesdeltagerne er stor, ligesom der ikke er noget entydigt mønster i de prostitueredes uddannelsesniveau. Dog synes gruppen af gadeprostituerede at skille sig ud i sammenligning med escort- og klinikprostituerede, idet flere end 40 pct. af de adspurgte gadeprostituerede angiver, at deres højest opnåede eksamen er folkeskoleeksamen. Til sammenligning gør dette sig gældende for 20 pct. af de klinikprostituerede, knap 10 pct. af de kvindelige escortprostituerede og næsten 20 pct. af de mandlige escortprostituerede. Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår det, at ca. halvdelen af de prostituerede har børn. Det ses endvidere, at ca. en fjerdedel af de prostituerede bor sammen med en kæreste, ægtefælle eller samlever. Cirka 40 pct. af de prostituerede i undersøgelsen bor alene. Derudover fremgår det, at lejebolig er den mest udbredte boligform, da næsten halvdelen af de prostituerede bor i lejebolig. Mellem 30 og 40 pct. af de adspurgte escort- og klinikprostituerede bor i andels- eller ejerbolig, mens mindre end 5 pct. af de adspurgte gadeprostituerede ejer deres egen bolig.

3. Hvordan er prostitutionen organiseret med hensyn til tredjepart, som tjener på andres prostitution gennem rufferi og menneskehandel?

Rapporten giver et billede af dele af de strukturelle forhold for prostituerede i Danmark, herunder de økonomiske betingelser. Undersøgelsen belyser blandt andet de prostitueredes indtægter og udgifter til tredjepart, herunder betaling til klinikejere. Derudover berører den også den del af prostitutionsmiljøet, der omhandler tvang og udnyttelse fra bagmænd, samt menneskehandel.

For de prostituerede, hvis primære beskæftigelse er prostitution, angives indkomsten til ca. 24.000 kr. om måneden, og for den gruppe, som ikke har prostitution som sin primære indtægtskilde, er indkomsten ca. 11.000 kr. om måneden. I klinikprostitution er der på størsteparten af klinikkerne en klinikudlejer, der enten selv arbejder på klinikken, eller som stiller lokalerne til rådighed mod en husleje. 75 pct. af de klinikprostituerede svarer således, at de har udgifter til husleje, hvilket primært dækker over betaling til klinikejere. Det koster for 52 pct. af de klinikprostituerede mellem 600 og 1.800 kroner for en såkaldt helvagt, der er mellem 8-12 timer.

Vedrørende udenlandske gadeprostituerede kan de[t] på baggrund af det kvalitative studie sandsynliggøres, at der i nogle tilfælde er involveret bagmænd eller anden form for tredjepart, men hvorvidt der tillige er tale om handlede kvinder, kan vi ikke identificere. Blandt escortprostituerede mænd og kvinder indikerer undersøgelsen, at tredjeparter ikke er involveret.

4. I hvilken grad og i hvilke situationer udsættes prostituerede for vold og anden grænseoverskridende adfærd fra deres kunder eller fra tredjepart?

Rapporten viser, at der i forbindelse med salg af sex er prostituerede, som oplever grænseoverskridelse (fx overskridelser i form af berøringer på kroppen og former for sex, som den prostituerede ikke ønsker) og voldelige overgreb. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at i gennemsnit 18 pct. af de prostituerede har oplevet vold fra kunder en eller flere gange i 2010, mens tallet for oplevelse af grænseoverskridelser er 20 pct.

Det kvalitative datamateriale indikerer en sammenhæng mellem på den ene side at være udsat for grænseoverskridelse og vold og på den anden side oplevelsen af økonomisk afhængighed af prostitution og social eksklusion fra samfundet. Både i forhold til vold og grænseoverskridelser viser resultaterne, at gadeprostituerede er den mest udsatte gruppe. Det kvalitative materiale indikerer endvidere, at prostituerede for at undgå vold og grænseoverskridelser udfører risikohåndterende taktikker, der blandt andet omfatter en vurdering af kundens pålidelighed.

5. Hvordan oplever de prostituerede deres egen livssituation og forholdet til sociale og sundhedsmæssige tilbud samt politi?

Rapporten præsenterer både de prostitueredes oplevelse af stigmatisering, vurdering af psykiske symptomer og viden om og erfaringer med sociale tilbud og offentlige myndigheder, herunder politi og SKAT. Det kvalitative materiale indikerer, at de prostituerede på tværs af arenaer oplever stigmatisering på alle niveauer i samfundet, og at de overvejende hemmeligholder deres salg af seksuelle ydelser. Generelt angiver ca. halvdelen af de prostituerede, at de har psykiske symptomer. De symptomer, der generelt fremhæves, er depression og svære koncentrationsproblemer.

Politiets arbejde med prostitution vurderes overvejende positivt i undersøgelsen, mens de prostituerede er mere forbeholdne i deres vurdering af SKAT.

6. Hvordan kommer de prostituerede ud af prostitutionen?

Rapporten viser, at forebyggelse af prostitutionsdebut og hjælp til prostitutionsophør bør tage udgangspunkt i, at prostituerede kan opleve der[e]s situation meget forskelligt. Det viser sig, at 44 pct. af de adspurgte har overvejelser om at stoppe med at sælge sex inden for det nærmeste år. I den kvalitative del af undersøgelsen giver informanter udtryk for, at de mener, de kan stoppe fra dag til dag, hvis de ønsker det. Andre informanter vil gerne stoppe, men oplever, at det er vanskeligt eller tror, at det vil blive vanskeligt. Dette hænger ofte sammen med en oplevelse af økonomisk afhængighed. Ud af den gruppe, der ønsker at stoppe i prostitution, er det dog kun 6 pct., der oplever, at der i høj grad eller i meget høj grad eksisterer tilbud, som kan hjælpe dem med problemstillinger i den forbindelse. 30 pct. finder, at der slet ikke eksisterer tilbud.

Der er tillige et varierende kendskab til sociale tilbud rettet mod prostituerede og til forskellige offentlige myndigheder beskæftiget med prostitutionsområdet. Undersøgelsen viser, at de danske kvindelige klinikprostituerede har det mest udbredte kendskab til forskellige sociale tilbud, hvilket sandsynligvis skyldes, at de opsøges af medarbejdere fra sociale tilbud. Escortprostituerede mænd og kvinder og udenlandske kvinder kender i langt mindre grad til de sociale tilbud.

7. Hvad er omfanget af prostitution i Danmark?

I rapporten estimerer vi omfanget af individer inden for forskellige typer af prostitution i Danmark i 2010. Der er en række udfordringer forbundet hermed. Det skyldes blandt andet, at det ikke er muligt at trække en tilfældig stikprøve af personer, der arbejder med prostitution, for derefter at interviewe dem. Derfor har vi benyttet andre metoder til at opgøre prostitutionsomfanget. De undergrupper, vi estimerer, er klinikprostituerede, udenlandske gadeprostituerede og kvindelige escortprostituerede. Antallet af klinikprostituerede estimerer vi til 1.633, antallet af udenlandske gadeprostituerede estimerer vi til at være 595, og antallet af kvindelige escortprostituerede estimerer vi til at være 903. Det har for enkelte undergrupper af prostituerede (danske gadeprostituerede, mandlige escortprostituerede, barprostituerede og privat/diskret) ikke været muligt at komme med et sagligt estimat. For disse undergrupper gør vi i rapporten i stedet rede for den viden, vi har opnået, samt hvorfor det ikke er muligt at opgøre det endelige tal.”

Prostituerede er meget forskellige. Nogle prostituerede er ofre for menneskehandel, men antallet kendes ikke (SFI’s rapport side 295). Ganske mange prostituerede er ofre for rufferi, idet de betaler for at arbejde på et bordel (en ”klinik” i traditionel socialfaglig terminologi) (SFI’s rapport side 295), eller udnyttes af alfonser (navnlig udenlandske gadeprostituerede, jf. SFI’s rapport side 296, men også nogle escortprostituerede og barprostituerede (”champagnepiger”), jf. SFI’s rapport side 117-20 og 132). En del prostituerede er også ofre for afpresning (”beskyttelsespenge”). Et forholdsvis mindre antal prostituerede arbejder primært som prostituerede for at finansiere et stofmisbrug (navnlig danske gadeprostituerede, jf. SFI’s rapport side 293). Herudover er der imidlertid også et antal prostituerede, som hverken er ofre for menneskehandel, rufferi, alfonseri eller afpresning, og som heller ikke har et stofmisbrug.

Prostituerede er også meget forskellige med hensyn til f.eks. alder, uddannelsesmæssig baggrund, boligmæssige og familiemæssige forhold. Der er prostituerede i alle aldre, f.eks. er en tredjedel over 40 år (SFI’s rapport side 97). Der er prostituerede med alle uddannelsesniveauer, men de er ikke ligeligt fordel på de forskellige former for prostitution. Blandt gadeprostituerede er der en væsentligt højere andel, der ikke har nogen uddannelse ud over folkeskoleniveau, og blandt escortprostituerede er der en højere andel, der har en lang videregående uddannelse (SFI’s rapport side 98). Halvdelen af de prostituerede har børn, og for en tredjedels vedkommende er børnene under 18 år, og mellem en fjerdedel og en femtedel bor sammen med børn (SFI’s rapport side 99-100). Omtrent en fjerdedel af de prostituerede bor sammen med kæreste, ægtefælle eller samlever. Over halvdelen af de prostituerede bor til leje, mens en tredjedel bor i ejer- eller andelsbolig (SFI’s rapport 101). Andelen af gadeprostituerede, der bor i ejer- eller andelsbolig, er dog meget lav, mens andelen, der bor på herberg, krisecenter eller andet, til gengæld er højere.

Der er både kvinder og mænd, der er prostituerede. Kvinder, som er prostituerede, er det generelt mere regelmæssigt og mere langvarigt end mænd. Konsekvensen heraf er, at af de personer, der på et givet tidspunkt arbejder som prostituerede, er flertallet kvinder, selv om andelen af den samlede befolkning, der på noget tidspunkt har solgt sex, er højere blandt mænd end blandt kvinder. Dette fremgår bl.a. af en artikel i Politiken den 1. august 2009:

”Eksperter mener nu, at flere mænd end kvinder i Danmark på et tidspunkt i deres liv har solgt sig selv til sex.

”I nordiske lande, hvor prostitutionen ikke er så omfattende, er andelen af mænd, der har erfaring med at sælge sex, højere end kvinder,” siger Jari Kousmanen fra Göteborg Universitet.

Sidste år fremlagde den svenske mandeforsker undersøgelsen ”Prostitution i Norden”, der dokumenterede, at en større andel af mænd (2,0 pct.) end kvinder (1,6 pct.) mellem 18 og 74 år i Sverige har solgt sex.

Ifølge Kousmanen er tendensen den samme i Danmark, og flere danske undersøgelser blandt unge peger i samme retning. Også danske eksperter i mandlig prostitution bekræfter tendensen.

At flere mænd har erfaringer med at sælge sex, mens kvinderne stadig er overrepræsenteret i branchen, skyldes ifølge eksperterne, at mændene ikke kan blive så mange år i faget.”

Holdningen til prostitution er belyst i forskellige undersøgelser. Eksempelvis gennemførte Servicestyrelsen i 2007 en undersøgelse af 15-19-årige unges holdninger til prostitution. Undersøgelsen viste bl.a., at et flertal både blandt piger og drenge var enige i udsagn som ”det er kikset at købe sex”, ”det er ydmygende at sælge sex” og ”en dansk kvinde tager selv beslutningen, om hun vil sælge sex”. Derimod var der ikke enighed blandt piger og drenge om det overordnede udsagn ”det er i orden at købe sex”, idet et flertal blandt drengene var enige heri, mens et flertal af pigerne var uenige.

En anden undersøgelse er Claus Lautrups evaluering fra 2002 af straffelovens § 223 a om køb af sex hos en mindreårig prostitueret. Som led i denne evaluering blev der også gennemført en undersøgelse af befolkningens holdning til prostitution blandt voksne. Denne undersøgelse viste bl.a., at et klart flertal mente, at prostitution er en helt eller delvis acceptabel del af samfundet (66%), men at samfundet gennem lovgivning og/eller hjælp til prostituerede burde arbejde for at begrænse prostitutionen (77%). 7% gik ind for at kriminalisere prostituerede, 10% gik ind for at kriminalisere prostitutionskunder, og 28% gik ind for at kriminalisere såvel prostituerede som prostitutionskunder.

I Danmark er der siden 2007 til og med september 2011 identificeret 183 ofre for menneskehandel (Servicestyrelsen).

Servicestyrelsen lancerede i november 2011 en kampagne mod menneskehandel under titlen ”Ud med bagmændene”. Kampagnematerialet indeholdt bl.a. følgende:

”Det kan være tegn på menneskehandel, hvis en person:

Virker tilbageholdende, apatisk og måske bange.

Bliver overvåget.

Ikke selv tager imod de penge, som han/hun tjener – men at pengene gives til en anden.

Bor og arbejder under usle forhold.

Bor og arbejder samme sted.

Har vanskeligt ved at gøre sig forståelig. F.eks. hverken taler dansk eller engelsk, og at en anden person taler på vegne af ham/hende.

Har fået frataget sine identitetspapirer eller er udstyret med falsk pas.

Har fået pålagt en gæld af bagmanden og frygter for repressalier, hvis han/hun ikke betaler gælden af eller ikke er samarbejdsvillig.

Har været udsat for vold eller trusler mod sig selv og sin familie.

Ikke har været klar over de betingelser, som han/hun skulle arbejde under, og den grad af udnyttelse, som han/hun ville blive udsat for.

Det er et sammenfald af flere tegn/indikatorer, der afgør, om en person kan betragtes som et offer for menneskehandel og altså ikke én isoleret indikator, der er afgørende. Men følgende tre forhold går igen i sager om menneskehandel:

Et offer for menneskehandel har ikke mulighed for at undslippe tvangsforholdet og udnyttelsen.

Personen tvinges enten fysisk eller psykisk til at fortsætte med at prostituere sig eller arbejde.

Personen får en urimelig lav eller slet ingen løn og har fået pålagt en stor og ofte eskalerende gæld af sin bagmand.

Sexkunder kan være den eneste kontakt, som en kvinde, der er handlet til prostitution, har til omverdenen – udover de andre ofre for menneskehandel og bagmændene. Derfor har sexkunder et særligt ansvar for at fornemme, hvad der foregår, og se efter tegnene på menneskehandel.

Som sexkunde skal man være opmærksom på, at en kvinde, der er handlet til prostitution:

Sjældent eller aldrig spørger om hjælp.

Er bange, utryg eller virker apatisk.

Er bange for at fortælle sin virkelige historie og frygter, at ingen vil hjælpe hende.

Er bange for, at bagmændene vil straffe hende, hvis de får kendskab til, at hun har spurgt om hjælp.

Ikke længere har tillid til nogen.

Frygter repressalier fra bagmanden, hvis hun ikke samarbejder og ”frivilligt” prostituerer sig.

Har brug for penge til at betale gælden til sin bagmand og til at sende hjem til familien.

Kun selv får lidt eller ingen af de penge, som hun tjener ved at prostituere sig.

Derfor gælder det om at holde øjne og ører åbne.

Hvis det er en anden end kvinden selv, der tager i mod pengene, kan det være et typisk tegn på menneskehandel.

Jo mere usle forholdene er på massageklinikken eller det sted, hvor prostitutionen foregår, jo større risiko er der for, at der foregår menneskehandel, og at bagmændene ikke er ved at etablere en blivende forretning.

Når man køber sex, kan man risikere at støtte en bagmand, som tjener penge på at udnytte kvinder til prostitution. Når man som sexkunde har truffet et valg om at gå til prostitueret, har man derfor et ansvar for at være opmærksom på signalerne og reagere, hvis man har mistanke om menneskehandel.”

6. Straffelovrådets overvejelser

6.1. Kriminalisering af prostituerede

Historisk har den strafferetlige behandling af prostituerede bevæget fra et såkaldt tolerancesystem, hvor udøvelse af prostitution lovligt kun kunne udøves på vilkår fastsat af politiet (perioden før 1906), over et system, hvor politiet kunne give en prostitueret, der ikke havde andre indtægter til sin forsørgelse, påbud om at ophøre med at udøve prostitution (perioden 1906-1999), til en ordning, hvor udøvelse af prostitution som sådan er straffri (perioden siden 1999).

Herudover var der en periode efter afkriminaliseringen i 1933 af frivillige homoseksuelle forhold mellem voksne, hvor det var strafbart at modtage betaling for et homoseksuelt forhold, jf. straffelovens § 230 som gældende frem til 1967.

Uanset hvordan man ser på prostitution, er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke tvivl om, at det efter en nutidig opfattelse ikke bør komme på tale at straffe en prostitueret alene for det forhold, at den pågældende har seksuelle forhold mod betaling.

Spørgsmålet om, hvorvidt man bør gå skridtet videre, end man gjorde i 1999, og ophæve den bestemmelse, som indebærer, at udøvelse af prostitution ikke anses som et ”lovligt erhverv”, vedrører navnlig social- og arbejdsmarkedslovgivningen (f.eks. regler om arbejdsløshedsforsikring og syge- og barselsdagpenge). Straffelovrådet har ikke fundet anledning til at overveje dette spørgsmål nærmere, men skal dog for fuldstændighedens skyld udtale, at der efter rådets opfattelse ikke er strafferetlige hensyn, der taler imod en sådan eventuel fuld lovliggørelse af prostitution som erhverv.

Straffelovrådet er opmærksom på, at man f.eks. i Finland har forbudt gadeprostitution, dvs. gjort det strafbart for prostituerede at indgå aftale med kunder på åben gade. Selv om straffen for overtrædelse af dette forbud i Finland alene er en såkaldt ordensbod på 50 euro, finder Straffelovrådet, at et sådant forbud er i modstrid med afkriminaliseringen af prostitution, fordi forbuddet særskilt rammer den prostitueredes salg af sex uden hensyn til, om salget foregår på en måde, der efter de regler, der gælder for borgerne i øvrigt, anses for generende.

Straffeloven indeholder en enkelt bestemmelse, som i dag navnlig tager sigte på annoncering for prostitution, som foretages af den prostituerede selv. Efter straffelovens § 233 straffes således den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Rækkevidden af straffelovens § 233 kan give anledning til tvivl, og bestemmelsen anvendes meget sjældent til trods for, at prostitutionsannoncer i elektroniske medier tit indeholder pornografiske billeder (SFI’s rapport side 123).

Efter Straffelovrådets opfattelse bør straffelovens § 233 ophæves. Efter rådets opfattelse er der således efter en nutidig opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at kriminalisere den prostitueredes egen annoncering uanset formen.

Efter Straffelovrådets opfattelse imødekommes andres berettigede forventning om beskyttelse mod eventuel særligt pågående adfærd fra prostituerede i tilstrækkelig grad ved ordensbekendtgørelsens regler. Efter denne bekendtgørelse er det således forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse (§ 3, stk. 2). Endvidere er opsætning eller ombæring af plakater eller udstilling, salg eller uddeling af skrifter eller billeder forbudt, når det er egnet til at forstyrre den offentlige orden, eller når plakaterne, skrifterne eller billederne er af anstødelig karakter (§ 9, stk. 1). Det er også forbudt i huse at aflevere skrifter og billeder af anstødeligt indhold til andre end beboere, der har afgivet udtrykkelig bestilling herpå, såfremt indholdet er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse (§ 9, stk. 2).

I tilknytning hertil har Straffelovrådet overvejet bestemmelsen i restaurationslovens § 31, stk. 2, hvorefter politiet kan forbyde bl.a. en prostitueret at opholde sig om gæst i en restaurant mv.

Den oprindelige begrundelse (i 1906, 1921 og 1939) for at kunne give en prostitueret et sådant forbud var at søge at bekæmpe barprostitution. Forbudshjemlen vedrørende prostituerede er flere gange videreført ved gennemførelse af en ny restaurationslov, senest i 1993, men ses ikke at være særskilt omtalt i lovforarbejder siden gennemførelsen af beværterloven i 1939. Forbudshjemlen vedrørende prostituerede som gæster på restauranter mv. ses heller ikke at være omtalt i forbindelse med afkriminaliseringen af prostitution i 1999. Tilsyneladende anvendes forbudshjemlen ikke længere i forhold til prostituerede. I hvert fald omtales det slet ikke i forarbejderne til den seneste ændring af restaurationslovens § 31, stk. 2, at bestemmelsen også hjemler forbud i forhold til prostituerede, jf. betænkning nr. 1504/2009 om restaurationers adgang til identitetsoplysninger på personer med restaurationsforbud og lov nr. 1275 af 16. december 2009.

I overensstemmelse med det, der er anført ovenfor om, at prostitution ikke bør bekæmpes ved kriminalisering af prostituerede, finder Straffelovrådet, at hjemlen i restaurationslovens § 31, stk. 2, til at forbyde en prostitueret at opholde sig som gæst i en restauration mv., bør ophæves.

Straffelovrådet finder således, at hensynet til andre restaurantgæster, som måtte blive forulempet af en prostitueret, i givet fald bør varetages ved anvendelse af reglerne i ordensbekendtgørelsen. Rådet bemærker herved også, at rådet ikke i øvrigt foreslår ændringer af restaurationslovens § 31, stk. 2, og at en person således fortsat vil kunne forbydes at opholde sig som gæst i en bestemt restaurant, hvis den pågældende – herunder en prostitueret – har begået et strafbart forhold, herunder overtrådt ordensbekendtgørelsen.

Straffelovrådet finder endvidere, at bekæmpelse af rufferi eller alfonseri i forbindelse med barprostitution – ligesom ved andre former for prostitution – bør ske ved en politimæssig indsats over for de kriminelle bagmænd og ikke over for den prostituerede.

De prostitueredes forhold påvirkes i høj grad også af, hvad der gælder om medvirken til andres prostitution og om betaling for sex. Disse forhold omtales i de følgende afsnit.

6.2. Kriminalisering af medvirken til andres prostitution

6.2.1. Efter Straffelovrådets opfattelse er det åbenbart, at anvendelse af tvang, svig mv. over for en person med henblik på at udnytte den pågældende ved prostitution fortsat bør være strafbar. Dette følger i øvrigt af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.

Dette er i dag kriminaliseret som menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a, stk. 1, hvis gerningsmanden har rekrutteret, transporteret, overført, huset eller efterfølgende modtaget den person, som det er hensigten at udnytte ved prostitution. Efter straffelovens § 23 omfatter strafbestemmelsen desuden alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Bestemmelsen omfatter dermed alle, der medvirker til, at nogen rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person, som det er hensigten at udnytte ved prostitution. Gerningsindholdet er så bredt, at bestemmelsen formentlig i praksis omfatter enhver form for medvirken til anvendelse af tvang, svig mv. over for en person med henblik på at udnytte den pågældende ved prostitution.

Bestemmelsen i straffelovens § 262 a, stk. 1, er udformet i lyset af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser og er senest revideret i 2012. Straffelovrådet foreslår ingen indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

6.2.2. Efter Straffelovrådets opfattelse er det endvidere åbenbart, at medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ligeledes fortsat bør være strafbar. Også dette følger i øvrigt af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.

Ordlyden af konventionerne af 4. maj 1910 og 30. september 1921 om bekæmpelse af den hvide slavehandel kan tale for, at Danmark endvidere er forpligtet til at kriminalisere enhver rekruttering til prostitution af en kvinde under 21 år. Det må imidlertid antages ved Danmarks ratifikation af konventionerne i 1931 at være forudsat, at straffeloven af 1930 var tilstrækkelig til at opfylde Danmarks forpligtelser efter konventionerne, og straffelovens § 228, stk. 2, 1. led, om tilskyndelse eller bistand til prostitution fastsatte oprindelig en 18-års aldersgrænse, der først i 1961 blev forhøjet til en 21-års aldersgrænse (uden at der i den forbindelse blev henvist til konventionerne af 1910 og 1921). Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet anledning til i sine videre overvejelser at antage, at disse ældre konventioner – i modsætning til nyere FN- og Europarådskonventioner – kræver anvendelse af en 21-års aldersgrænse.

Straffelovrådet finder i tilknytning hertil, at der ikke længere bør gælde særlige regler for prostituerede mellem 18 og 21 år. Myndighedsalderen er i dag 18 år, og Straffelovrådet finder ikke grundlag for at behandle 18-20 årige myndige personer anderledes end myndige personer over 21 år. Det bemærkes herved også, at straffeloven alene i én anden bestemmelse, § 220, anvender en 21-års aldersgrænse, som Straffelovrådet også foreslår ændret, jf. herom kapitel 11, afsnit 4, ovenfor.

Straffelovens § 228, stk. 2, indeholder i dag særlige regler om medvirken til, at en person under 21 år deltager i prostitution. Endvidere er det kriminaliseret som menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a, stk. 2, at rekruttere, transportere, overføre, huse eller efterfølgende modtage en person under 18 år med henblik på udnyttelse af den pågældende ved prostitution. I det omfang § 228, stk. 2, eller § 262 a, stk. 2, ikke måtte dække forholdet, vil medvirken til, at en person under 18 år deltager i prostitution kunne være strafbar som medvirken til en kundes seksuelle forhold til en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling, jf. straffelovens § 223 a.

Bestemmelsen i straffelovens § 262 a, stk. 2, er udformet i lyset af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser og er senest revideret i 2012. Straffelovrådet foreslår ingen indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Straffelovens § 262 a, stk. 2, omfatter formentlig i praksis enhver medvirken til, at en person under 18 år deltager i prostitution med henblik på udnyttelse af den pågældende.

Med henblik på at ramme medvirken til, at en person under 18 år deltager i prostitution, som ikke sker med henblik på udnyttelse af den pågældende, foreslår Straffelovrådet en ny bestemmelse om straf for den, der medvirker til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Bestemmelsen foreslås formuleret parallelt med straffelovens § 235 a, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, jf. herom kapitel 20, afsnit 4, nedenfor. Bestemmelsen viderefører dermed i moderniseret form og for så vidt angår personer under 18 år de dele af straffelovens § 228, stk. 2, der angår personer under 21 år, og som ikke er omfattet af straffelovens § 262 a, stk. 2, om menneskehandel.

Straffelovrådet foreslår samme strafferamme i den nye bestemmelse om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, som for optagelse af pornografiske fotografier mv. af en person under 18 år og for medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, jf. straffelovens § 230 og § 235 a, stk. 1, dvs. bøde eller fængsel indtil 6 år. Der henvises i den forbindelse til kapitel 20, afsnit 4.

Straffelovrådet lægger herved vægt på, at både § 230 og § 235 a, stk. 1, og den foreslåede nye bestemmelse angår medvirken til, at personer under 18 år anvendes til seksuelle aktiviteter, henholdsvis fremstilling af pornografiske fotografier og film, deltagelse i pornografiske forestillinger og deltagelse i prostitution.

Straffelovrådet bemærker endvidere, at strafferammen på fængsel indtil 6 år opfylder kravet i 2011-direktivet (som ikke gælder for Danmark) om en strafferamme på mindst fængsel indtil 5 år for rekruttering mv. af personer over den seksuelle lavalder til prostitution. Direktivets krav om en strafferamme på mindst fængsel indtil 8 år for rekruttering mv. af personer under den seksuelle lavalder til prostitution er efter Straffelovrådets opfattelse opfyldt allerede i dag, eftersom rekruttering mv. af en person under den seksuelle lavalder til prostitution samtidig udgør en overtrædelse af straffelovens § 222, herunder jf. §§ 224 og 225, om seksuelt forhold til barn under 15 år, hvor normalstrafferammen er fængsel indtil 8 år.

6.2.3. Med hensyn til kriminalisering af medvirken til andres prostitution, hvor den prostituerede er fyldt 18 år, og hvor der ikke er tale om at anvende tvang, svig mv. med henblik på at udnytte den pågældende ved prostitution, er det efter Straffelovrådets opfattelse vigtigt at være opmærksom på, at der i givet fald er tale om at kriminalisere medvirken til en i øvrigt straffri virksomhed. Der vil således i givet fald være tale om særskilt kriminalisering af nærmere angivne handlinger og ikke om medvirkensansvar efter straffelovens § 23.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan kriminalisering af medvirken til andres frivillige prostitution i givet fald have til formål at beskytte de prostituerede mod udnyttelse. Det er derfor også vigtigt at være opmærksom på, at jo mere vidtgående en eventuel kriminalisering af medvirken til andres frivillige prostitution bliver, jo vanskeligere bliver det at arbejde som prostitueret. Der må i sidste ende ske en afvejning af hensynet til, at frivillig prostitution er straffri og bør kunne udøves under rimelige forhold, og hensynet til, at udnyttelse af andres prostitution bør bekæmpes.

Straffelovrådet bemærker for fuldstændighedens skyld, at ”frivillig prostitution” i denne sammenhæng skal ses i modsætning til de tilfælde, som behandles i pkt. 6.2.1 ovenfor, hvor nogen ved tvang eller svig mv. ufrivilligt er blevet prostituerede. Straffelovrådet er opmærksom på, at en persons livssituation kan være sådan, at vedkommende føler sig tvunget til at prostituere sig for at skaffe penge. Det kan f.eks. være en narkoman, som har brug for penge til at købe stoffer, som vedkommende er afhængig af, eller en illegal indvandrer, som ikke har andre indtægtsmuligheder. Selv om en sådan ”tvang” (som ligger i pågældende livssituation) i sagens natur ikke direkte kan imødegås strafferetligt (da der ikke kan udpeges en ansvarlig gerningsmand), indgår det i Straffelovrådets overvejelser, at nogle af de prostituerede, der hverken er tvunget eller besveget mv., på grund af deres livssituation i øvrigt kan stå meget svagt og derfor have behov for beskyttelse mod at blive udnyttet.

Straffelovrådet finder, at der ved andre organiseringsformer er for stor risiko for udnyttelse af de prostituerede, og at hensynet til at modvirke en sådan udnyttelse vejer tungere end hensynet til at give prostituerede frihed til at organisere sig, som de selv ønsker.

Straffelovrådet foreslår således, at prostitutionsvirksomhed skal være strafbar, hvis der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden.

En sådan ny strafbestemmelse vil i vidt omfang videreføre den eksisterende strafbestemmelse om at holde bordel (§ 228, stk. 1, nr. 3) og til dels den eksisterende strafbestemmelse om at fremme kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand og om at udnytte en andens erhverv ved kønslig usædelighed (§ 229, stk. 1).

En sådan ny strafbestemmelse vil imidlertid være neutral i forhold til, hvordan prostitutionsvirksomheden nærmere er organiseret, og vil dermed finde anvendelse uden hensyn til, om der er tale om bordelprostitution, barprostitution, escortprostitution eller gadeprostitution.

Bordelprostitution er karakteriseret ved, at der er indrettet lokaler, hvor kunder kan henvende sig og på stedet have sex med en prostitueret. Barprostitution er karakteriset ved, at kunder, som gæster et udskænkningssted, på stedet kan opnå kontakt med en prostitueret. Der kan dermed også være en glidende overgang mellem bordelprostitution og barprostitution (hvis det seksuelle forhold foregår i lokaler i tilknytning til udskænkningsstedet). Escortprostitution er i modsætning hertil karakteriseret ved, at kunder kan tilkalde en prostitueret, som herefter møder kunden på et aftalt sted, eventuelt hjemme hos kunden. Endelig er gadeprostitution karakteriseret ved, at kunder på gaden kan opnå kontakt med en prostitueret.

For alle prostitutionsformer gælder, at der kan være en bagmand, som organiserer virksomheden, og det er denne bagmand, der rammes af den foreslåede nye strafbestemmelse.

Bestemmelsen vil dermed ramme de groveste tilfælde af dem, der i dag er fordelt mellem den strengere rufferibestemmelse i § 228, stk. 1 (strafferamme: fængsel indtil 4 år) og den mildere alfonseribestemmelse i § 229, stk. 1 (strafferamme: fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde).

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund en strafferamme på fængsel indtil 4 år (svarende til den gældende rufferibestemmelse i § 228, stk. 1) for den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden. Bøde vil således ikke indgå i strafferammen, men straffen vil for medvirkende (eksempelvis ansatte i virksomheden) kunne nedsættes, herunder til bøde, f.eks. for den, der kun har villet ydet en mindre væsentlig bistand, jf. straffelovens § 23, stk. 1, 2. pkt.

Som også berørt ovenfor svarer den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden, som udgangspunkt indholdsmæssigt til, hvad der efter gældende ret anses som strafbar bordelvirksomhed mv.

Med Straffelovrådets forslag er det dog hensigten at justere grænsen mellem straffri og strafbar prostitutionsvirksomhed, således at prostituerede får lidt større muligheder for at organisere sig i et økonomisk fællesskab, end straffeloven må antages at give mulighed for i dag.

Det er således med udtrykket ”ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden” hensigten at give mulighed for, at flere prostituerede aftaler en rimelig fordeling af indtægter og udgifter i prostitutionsvirksomheden, også selv om det indebærer, at en eller flere prostitueredes indtægter får økonomisk betydning for en eller flere andre prostituerede i virksomheden.

Der er imidlertid alene tale om en mindre justering af grænsen mellem straffri og strafbar prostitutionsvirksomhed. Det er således med udtrykket ”ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden” samtidig hensigten under det strafbares område at indbefatte tilfælde, hvor én af de prostituerede fungerer som leder i forhold til de andre prostituerede, for ikke at tale om tilfælde, hvor virksomheden ledes af en person, der ikke er beskæftiget som prostitueret i denne.

Selv om straffeloven i dag ikke fuldt ud giver disse muligheder for, at flere prostituerede straffrit organiserer sig i et økonomisk fællesskab, er tiltalepraksis imidlertid sådan, at tiltale for overtrædelse af § 228, stk. 1, nr. 3, om at holde bordel i dag kun sker, hvis der er en bagmand. Også efter Straffelovrådets forslag til en justering af grænsen mellem straffri og strafbar prostitutionsvirksomhed vil forhold, som i dag faktisk påtales og straffes, fortsat kunne straffes.

Straffelovrådets forslag gør det dermed heller ikke hverken nemmere eller vanskeligere fremover at bevise strafbar prostitutionsvirksomhed. Det, der i dag skal til for at kunne bevise, at nogen”holder bordel”, vil således ret nøje svare til det, der fremover skal til for at bevise, at nogen ”driver prostitutionsvirksomhed, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden”. Fremover vil samme bevisvurdering imidlertid også skulle anlægges i sager om prostitutionsvirksomhed, der foregår på anden måde end som bordelvirksomhed.

6.2.4. Ved siden af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden, foreslår Straffelovrådet at opretholde den eksisterende kriminalisering af (i øvrigt) at udnytte en andens erhverv ved prostitution.

Det vil imidlertid fortsat, når der ikke foreligger tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, være lovligt fra en prostitueret at modtage underhold, som den prostituerede er retligt forpligtet til at yde (ægtefælle og børn), eller hvor der dog efter almindelig opfattelse foreligger en naturlig pligt (f.eks. samlever, forældre eller søskende afhængig af de nærmere omstændigheder). Når der ikke foreligger tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, vil det således f.eks. fortsat være lovligt, at en samlever til en prostitueret forsørges af denne, eller at en ikke-samlevende kæreste til en prostitueret modtager sædvanlige gaver.

Ligesom i dag vil det i grænsetilfælde bero på en konkret vurdering af forholdet mellem parterne, om en ydet økonomisk fordel fra en prostitueret til en anden person har en rimelig begrundelse eller er udtryk for en udnyttelse fra modtagerens side. Det bemærkes herved også, at bestemmelsen kræver forsæt, herunder med hensyn til, at den modtagne økonomiske fordel er finansieret af giverens indtjening fra prostitution. Det bemærkes endvidere, at ”udnyttelse” forudsætter, at modtageren har påvirket den prostituerede til at yde den økonomiske fordel. En sådan påvirkning vil efter omstændighederne kunne ske stiltiende, men den rent passive modtagelse fra en prostitueret af en del af dennes indtjening er ikke omfattet af kriminaliseringen. Der er således ikke tale om en kriminalisering på linje med hæleri efter straffelovens § 290, jf. igen at prostitution som sådan er straffri. Noget andet er, at hvis én person (en bagmand) har udnyttet en prostitueret på strafbar måde, vil en anden persons efterfølgende uberettigede modtagelse – herunder rent passive modtagelse – af en del af bagmandens udbytte kunne straffes som hæleri, hvis der ikke er tale om sædvanligt underhold fra familiemedlemmer eller samlever eller om normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.

Straffelovrådet foreslår, at strafferammen for bestemmelsen om i øvrigt at udnytte en andens erhvervsmæssige prostitution fastsættes til bøde eller fængsel indtil 2 år. Medtagelsen af bøde i normalstrafferammen i stedet for i en formildende sidestrafferamme som i det gældende § 229, stk. 1, er alene udtryk for en teknisk begrundet forenkling på linje med de tilsvarende ændringer, der i 2004 blev gennemført i alle andre bestemmelser i straffeloven med formildende sidestrafferammer med bøde. Forslaget om at nedsætte strafmaksimum fra 3 år til 2 år i forhold til det gældende § 229, stk. 1, skal navnlig ses i lyset af, at de groveste udnyttelsestilfælde efter Straffelovrådets forslag vil være omfattet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvor der foreslås en strafferamme på fængsel indtil 4 år.

6.2.5. Straffelovrådet foreslår, at der ved siden af de foreslåede strafbestemmelser om prostitutionsvirksomhed og udnyttelse i øvrigt af en andens erhverv ved prostitution ikke opretholdes en særskilt kriminalisering af mellemmandsvirksomhed.

Erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed f.eks. i form af et udskænkningssteds formidling af barprostitution eller i form af formidling af escortprostitution vil efter Straffelovrådets forslag være omfattet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed – og dermed af en strengere strafbestemmelse end den gældende bestemmelse om mellemmandsvirksomhed i straffelovens § 229, stk. 1.

Ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed vil derimod efter Straffelovrådets forslag ikke længere være selvstændigt kriminaliseret. Dette svarer til retstilstanden før 1961, men også til tiltalepraksis i de sidste mange år, hvor anklagemyndigheden i praksis ikke rejser tiltale mod personer, der alene ikke-erhvervsmæssigt har formidlet kontakt mellem en prostitueret og en kunde. Også efter Straffelovrådets forslag vil forhold, som i dag faktisk påtales og straffes, fortsat kunne straffes.

Straffelovrådet er opmærksom på, at begrundelsen for kriminaliseringen i 1961 af ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed (hvis den skete mod betaling eller i oftere gentagne tilfælde) var begrundet i, at hensynet til en begrænsning af prostitutionen med dens menneskelige og samfundsmæssige følger tilsagde en kriminalisering af handlinger, der i væsentlig grad fremmer prostitutionen. Der blev endvidere henvist til vanskelighederne ved at bevise, at en udøvet mellemmandsvirksomhed skete erhvervsmæssigt.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør kriminaliseringen af medvirken til andres frivillige prostitution imidlertid som nævnt i dag have til formål at beskytte de prostituerede mod udnyttelse. Det bør således ikke være et selvstændigt formål for kriminaliseringen at begrænse omfanget af den frivillige prostitution mest muligt. Hvis omfanget af den frivillige prostitution ønskes begrænset, bør det således ske gennem en social indsats og ikke gennem kriminalisering.

Hertil kommer, at det i hvert fald kvantitativt næppe har den store betydning for omfanget af den frivillige prostitution, hvis f.eks. et hotel som en ”service” over for gæsterne efter anmodning udleverer telefonnumre eller adresser på prostituerede.

Der vil i sagens natur være en glidende overgang mellem en sådan lejlighedsvis ”serviceoplysning” og et samarbejde mellem f.eks. et hotel og bestemte prostituerede, som indebærer, at hotellet reelt driver prostitutionsvirksomhed. Sidstnævnte vil være omfattet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed – og dermed af en strengere strafbestemmelse end den gældende bestemmelse om mellemmandsvirksomhed i straffelovens § 229, stk. 1. Førstnævnte adskiller sig derimod i realiteten ikke fra salg af annonceplads i trykte eller elektroniske medier til prostitutionsvirksomheder, hvilket allerede i dag er lovligt (når der ikke er tale om medvirken til andres rufferi eller alfonseri).

Endvidere vil annoncering for eller formidling af kontakt til prostituerede, der ikke arbejder alene eller i et ligeværdigt fællesskab med andre prostituerede, efter omstændighederne kunne straffes som medvirken til overtrædelse af den foreslåede nye bestemmelse om prostitutionsvirksomhed. Dette vil være tilfældet, hvis annonceringen eller formidlingen sker efter aftale med prostitutionsvirksomheden eller nogen, der handler på prostitutionsvirksomhedens vegne (eksempelvis de enkelte prostituerede), og annoncøren eller formidleren har forsæt med hensyn til, at prostitutionsvirksomheden ikke er organiseret som et ligeværdigt fælleskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden.

Straffelovrådet er opmærksom på, at forsætskravet i mange tilfælde i praksis vil udelukke strafansvar i sådanne situationer, fordi der ikke vil foreligge forsæt, eller forsæt i hvert fald ikke vil kunne bevises. Dette svarer til situationen i dag, hvor virksomheder, som sælger annonceplads til prostitutionsvirksomheder, i praksis ikke strafforfølges, selv om der formentlig i nogle tilfælde objektivt set er tale om medvirken til rufferi eller alfonseri.

Når det alligevel er relevant i denne sammenhæng at nævne strafbarheden af efter anmodning af annoncere for eller henvise kunder til en prostitutionsvirksomhed, der drives af en bagmand, skyldes det, at der i de mere konkrete formidlingstilfælde (i modsætning til annoncering), hvor f.eks. et hotel formidler kontakt til prostituerede, med tiden kan foreligge en situation, hvor hotellet har en sådan konkret viden om, hvordan prostitutionsvirksomheden er organiseret, at fortsat henvisning af kunder hertil beviseligt vil udgøre forsætlig medvirken til strafbar prostitutionsvirksomhed.

Straffelovrådets forslag giver således ikke mulighed for som forretningsmodel at have, at man henviser kunder til prostituerede, der ikke arbejder alene eller i et ligeværdigt fællesskab med andre prostituerede. Som nævnt ovenfor vil allerede en enkeltstående henvisning af en kunde til en prostitueret i givet fald kunne straffes som medvirken til overtrædelse af den foreslåede nye bestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvis formidleren har den fornødne viden med hensyn til, hvordan prostitutionsvirksomheden er organiseret.

Straffelovrådet er opmærksom på, at erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed eller medvirken til strafbar prostitutionsvirksomhed efter omstændighederne kan være vanskelig at bevise. Når rådet trods dette alligevel ikke har fundet grundlag for at foreslå at videreføre den eksisterende særskilte kriminalisering af visse tilfælde af ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed, skyldes det, dels at disse forhold ifølge langvarig tiltalepraksis ikke strafforfølges, dels at kriminaliseringen også omfatter personer, som prostituerede bruger som hjælp og beskyttelse.

Som eksempler kan nævnes de såkaldte ”dørpiger”, der f.eks. passer telefon og/eller reception for en eller flere prostituerede, og chauffører, der kører for escortprostituerede og samtidig fungerer som beskyttelse og derfor eventuelt også er den, der står for den indledende kontakt til kunden og tager imod betaling mv.

I overensstemmelse med langvarig tiltalepraksis bør sådanne ”hjælpere”, der gør det nemmere og sikrere at arbejde som prostitueret, ikke straffes, alene fordi de udfører sådanne hjælpeopgaver i tilknytning til andres frivillige prostitution.

Ligesom i dag vil sådanne personer derimod kunne straffes, hvis det kan bevises, at de (og ikke den eller de prostituerede i et ligeværdigt fællesskab) driver prostitionsvirksomheden, at de arbejder for den bagmand, som driver prostitutionsvirksomheden (og ikke for den eller de prostituerede i et ligeværdigt fællesskab), eller at de modtager en uforholdsmæssig høj betaling for deres arbejde.

6.2.6. Straffelovrådet har overvejet, om der bør opretholdes en særskilt kriminalisering af at udleje et værelse i hotel eller gæstgiveri til erhvervsmæssig prostitution, jf. straffelovens § 229, stk. 2. Bestemmelsen har betydning for udlejning til sædvanlig pris. Udlejning af værelser til prostitution til en uforholdsmæssig høj pris er omfattet af den strengere strafbestemmelse, som Straffelovrådet foreslår opretholdt, om udnyttelse af en andens erhverv ved prostitution.

Efter langvarig tiltalepraksis strafforfølges overtrædelser af bestemmelsen i almindelighed ikke. Undtagelser forekommer dog, jf. navnlig TfK 2010.956 Ø, hvor der blev idømt 6 måneders betinget fængsel og konfiskation af 3,3 mio. kr. for overtrædelse af bestemmelsen.

6.2.7. Straffelovrådet har endvidere overvejet, om der bør opretholdes en særskilt kriminalisering af at forlede nogen til prostitution uden forsæt til udnyttelse, jf. straffelovens § 228, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde, hvilket må antages at være baggrunden for, at den sjældent eller aldrig anvendes i praksis.

For at være omfattet af bestemmelsen skal gerningsmanden på den ene side ”forlede” nogen, dvs. anvende falske foregivender eller lignende utilbørlig fremgangsmåde, og på den anden side må det ikke ske med henblik på, at gerningsmanden eller tredjemand opnår et økonomisk udbytte, idet der i så fald i praksis vil være tale om menneskehandel, som er en væsentligt alvorligere forbrydelse.

Bestemmelsen ville formentlig uden skade kunne ophæves som overflødig i praksis, men Straffelovrådet har dog ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at stille forslag herom.

6.2.8. Med hensyn til strafforhøjelsesreglen i straffelovens § 231 i visse gentagelsestilfælde bemærkes for det første, at mens der i ældre strafferet har været en stærk tilbøjelighed til at opstille skærpede sidestrafferammer af enten obligatorisk eller fakultativ karakter med sigte på gentagelsestilfælde, spiller sådanne bestemmelser ikke nogen større rolle i nyere dansk strafferet.

Straffelovrådet har tidligere anbefalet, at der i almindelighed udvises tilbageholdenhed med at anvende formuleringer, der fremhæver gentagelsestilfælde som en strafforhøjende omstændighed, jf. betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer side 207-208. Rådet henviste bl.a. til, at det ved fastsættelsen af strafmaksima for de enkelte delikter bør haves for øje, at gentagelse – herunder gentagne tilbagefald – kan være en omstændighed, der i sig selv eller i kombination med andre strafudmålingsfaktorer kan føre til straffe, der ligger over normalniveauet for det pågældende delikt. Rådet henviste endvidere til, at der er rigelig mulighed for at tillægge gentagelse fuld betydning inden for de pågældende almindelige strafferammer.

Straffelovrådet anbefaler på denne baggrund, at straffelovens § 231 ophæves. Rådet lægger herved navnlig vægt på, at de almindelige strafferammer, som rådet foreslår, er fuldt tilstrækkelige til, at der også i gentagelsestilfælde kan udmåles en passende straf. Rådet bemærker herved også, at § 231 med en enkelt undtagelse ikke ses anvendt i trykt retspraksis, og at der i den dom, hvor § 231 blev citeret, blev idømt 1½ års fængsel (hvor den almindelige strafferamme er – og efter rådets forslag fortsat vil være – 4 års fængsel).

6.2.9. Straffelovens §§ 228 og 229 er efter forarbejderne til straffeloven af 1930 og til lovændringen i 1961 møntet på prostitution, dvs. på seksuelle forhold til en kunde mod betaling eller løfte herom. Bestemmelserne anvendes i praksis i overensstemmelse hermed.

I lyset af de bemærkninger, der siden 1969 som led i den politiske behandling af forskellige lovforslag har været fremsat om forståelsen af udtrykket ”kønslig usædelighed” i straffelovens §§ 228 og 229, har Straffelovrådet overvejet, om de foreslåede moderniserede regler om medvirken til andres prostitution bør kunne anvendes på andre ”usædelige” forhold, dvs. i praksis fremstilling af pornografiske fotografier eller film henholdsvis afholdelse af pornografiske forestillinger.

For så vidt angår fremstilling af pornografiske fotografier eller film eller afholdelse af pornografiske forestillinger med deltagelse af personer under 18 år har straffeloven siden henholdsvis 2000 og 2009 indeholdt særkilte og udtømmende strafbestemmelser herom, jf. §§ 230 og 235 a og Straffelovrådets overvejelser herom i kapitel 20 nedenfor.

Spørgsmålet om en eventuel anvendelse af prostitutionsbestemmelserne på andre ”usædelige” forhold end prostitution angår således i dag alene fremstilling af pornografiske fotografier eller film henholdsvis afholdelse af pornografiske forestillinger udelukkende med deltagelse af personer over 18 år.

Som tidligere nævnt finder Straffelovrådet ikke noget grundlag for, at der i dag op til en vis alder (f.eks. 21 år) skal være en særlig beskyttelse i seksuel henseende af personer over 18 år, som nu er myndighedsalderen. De hensyn til beskyttelse af unge mod udnyttelse som pornomodeller, der blev fremført i 1969, må således efter Straffelovrådets opfattelse i dag anses for at være varetaget ved de nævnte bestemmelser i straffelovens §§ 230 og 235 a, selv om disse bestemmelser opererer med en 18-års-aldersgrænse, hvor man i 1969 tilkendegav et ønske om at beskytte personer under 21 år mod at blive benyttet som pornomodeller i erhvervsmæssig sammenhæng.

Tilbage står herefter alene spørgsmålet om en eventuel anvendelse af prostitutionsbestemmelserne i forhold til alle over 18 år, som deltager i pornografiske fotografier, film eller forestillinger.

En anvendelse af de foreslåede prostitutionsbestemmelser ville bl.a. indebære et totalforbud mod erhvervsmæssig fremstilling af pornofilm og afholdelse af sexshows, undtagen hvor der var tale om et ligeværdigt samvirke mellem samtlige optrædende i filmen eller forestillingen.

Straffelovrådet finder, at der ikke er grundlag herfor, og de gældende prostitutionsbestemmelser er da heller ikke blevet anvendt i forhold til andet end prostitution.

Straffelovens § 262 a om menneskehandel må i lyset af Danmarks internationale forpligtelser antages at skulle forstås på den måde, at den også omfatter tvang, svig mv. med henblik på udnyttelse af en person ved fremstilling af pornografiske fotografier eller film eller afholdelse af pornografiske forestillinger.

Her er der imidlertid tale om tvang eller svig mv., og det kan efter Straffelovrådets opfattelse ikke begrunde en kriminalisering også i forhold til frivillig deltagelse (af personer over 18 år) i pornografiske fotografier, film eller forestillinger. Efter Straffelovrådets opfattelse gør der sig ikke her de samme hensyn gældende som i forhold til prostitution.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at de foreslåede nye prostitutionsbestemmelser formuleres, så det klart fremgår, at de alene angår prostitution, dvs. seksuelle forhold til en kunde mod betaling eller løfte herom.

Straffelovrådet bemærker, at de foreslåede prostitutionsbestemmelser i givet fald vil finde anvendelse på et sådant seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte herom, også hvor det seksuelle forhold er genstand for fotografering eller filmoptagelse eller indgår i en pornografisk forestilling.

6.2.10. Straffelovrådet har endelig overvejet, i hvilket kapitel i straffeloven strafbestemmelserne vedrørende prostituerede over 18 år systematisk hører hjemme. Det bemærkes herved, at bestemmelserne vedrørende prostituerede under 18 år indgår i den samlede beskyttelse af personer under 18 år mod seksuelt misbrug og derfor systematisk klart hører hjemme i straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.

Som tidligere nævnt må begrundelsen også for strafbestemmelser om prostituerede over 18 år efter Straffelovrådets opfattelse i dag være hensynet til at beskytte den prostituerede. Dette taler for at placere disse strafbestemmelser i et kapitel, hvis beskyttelsesinteresse primært er beskyttelse af den enkelte frem for i et kapitel (som f.eks. straffelovens kapitel 22 om betleri og skadelig erhvervsvirksomhed), hvor beskyttelsesinteressen er af mere almen karakter. En placering af strafbestemmelser om prostituerede over 18 år i straffelovens kapitel 22 ville således i givet fald markere, at bestemmelserne i højere grad skulle anses for mere bredt at varetage samfundsmæssige hensyn.

Efter Straffelovrådets opfattelse kan beskyttelsesinteressen ved strafbestemmelserne vedrørende prostitution endvidere snarest henføres til beskyttelse af den prostitueredes seksuelle frihed frem for beskyttelse af den pågældendes personlige frihed mere generelt eller beskyttelse af den pågældendes økonomiske interesser.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at også strafbestemmelserne vedrørende prostituerede over 18 år systematisk mest nærliggende fortsat hører hjemme i straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser.

6.3. Kriminalisering af køb af sex

6.3.1. Efter gældende ret er det som udgangspunkt lovligt at betale en anden for et seksuelt forhold.

Det var i perioden 1961-1967 kriminaliseret at betale en person under 21 år for et homoseksuelt forhold (jf. dagældende § 225, stk. 4), og det har siden 1999 været strafbart at betale en person under 18 år for sex, jf. straffelovens § 223 a.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det åbenbart, at forbuddet mod betaling af personer under 18 år for sex bør opretholdes. Dette følger i øvrigt også af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.

Efter Straffelovrådets opfattelse kommer det endvidere efter en nutidig betragtning ikke på tale at gøre forskel på heteroseksuel og homoseksuel prostitution. Tilsvarende bør reglerne for kvindelige og mandlige prostituerede være ens, og dette gælder, uanset at der er væsentligt flere kvindelige end mandlige prostituerede.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der heller ikke grundlag for at fastsætte en højere aldersgrænse end 18 år. Myndighedsalderen er i dag 18 år, og Straffelovrådet finder ikke grundlag for at behandle myndige personer op til en vis alder (f.eks. 21 år) anderledes end myndige personer over denne alder.

På denne baggrund er hovedspørgsmålet, om der bør indføres et generelt strafsanktioneret forbud mod at betale for sex. Hvis der ikke indføres et sådant generelt forbud, kan det supplerende overvejes, om der bør indføres et forbud mod betaling for sex i visse situationer, f.eks. hvis den prostituerede er offer for menneskehandel, eller hvis den prostituerede er offer for rufferi eller alfonseri.

6.3.2. Et forbud mod betaling for sex vil være udtryk for, at en aktivitet, der i øvrigt er lovlig – sex mellem samtykkende voksne – bliver strafbar, hvis der ydes betaling.

Dette vil i sig selv være usædvanligt, idet langt de fleste aktiviteter enten er strafbare som sådanne eller lovlige, hvad enten de udøves vederlagsfrit eller mod betaling. I gældende ret kendes der således så vidt ses alene enkelte eksempler på, at en i øvrigt lovlig handling bliver strafbar, hvis der ydes betaling for den.

Det gælder for det første samleje og anden kønslig omgængelse med en 15-17-årig, hvilket som udgangspunkt er lovligt, men bliver strafbart, hvis det sker mod betaling, jf. straffelovens § 223 a. Som nærmere beskrevet i kapitel 15, afsnit 1.2, ovenfor indgår dette forbud i de forskellige internationale bestræbelser med henblik på at bekæmpe seksuel udnyttelse af børn.

Det gælder dernæst organdonation, hvilket som udgangspunkt er lovligt, men bliver strafbart, hvis det sker mod betaling (strafbestemmelsen omfatter både den, der yder, og den, der modtager betaling), jf. sundhedslovens § 268, stk. 2. Denne bestemmelse viderefører det tidligere gældende § 20, stk. 3, i ligsynsloven, der trådte i kraft den 1. juli 1990. Af forarbejderne til denne bestemmelse fremgår om begrundelsen for strafbarheden alene følgende (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 3816):

”Strafansvaret (og den deraf følgende adgang til konfiskation af det modtagne beløb) skal søge at modvirke, at der i Danmark opstår tilfælde, hvor personer modtager penge f.eks. for at afgive en nyre til transplantation.”

Det gælder endvidere donation af menneskelige ubefrugtede eller befrugtede æg, hvilket som udgangspunkt er lovligt, men bliver strafbart, hvis der modtages betaling (strafbestemmelsen omfatter ikke den, der køber ægget), jf. lov om kunstig befrugtning § 29, jf. § 12. Bestemmelsens forarbejder indeholder ikke nogen nærmere begrundelse for strafbarheden.

Efter Straffelovrådets opfattelse er et forbud mod betaling for sex med personer over 18 år ikke sammenligneligt med nogen af de eksisterende forbud mod ydelse eller modtagelse af betaling for handlinger, der ville være lovlige, hvis der ikke blev ydet betaling. Dette gælder også forbuddet mod betaling for sex med personer under 18 år, idet dette forbud indgår i den samlede beskyttelse af børn og unge under 18 år mod seksuel udnyttelse mv. og derfor ikke er relevant for overvejelserne om et forbud mod køb af sex af personer over 18 år.

Det bemærkes herved også, at forbuddene mod køb og salg af organer og forbuddet mod salg af menneskelige æg retter sig mod en aktivitet, der på det tidspunkt, hvor forbuddene blev indført, måtte antages ikke at forekomme i praksis. Forbuddene blev således indført for at søge at forhindre en eventuel fremtidig udvikling henimod køb og salg af organer henholdsvis salg af menneskelige æg.

I modsætning hertil er køb af sex en aktivitet, som i meget lang tid og fuldt lovligt er foregået i betydeligt omfang.

På denne baggrund er det Straffelovrådets umiddelbare opfattelse, at indførelse af et forbud mod købesex bør forudsætte, at tungtvejende grunde taler for et sådant forbud.

6.3.3. Sverige indførte i 1999 som det første land i verden et generelt forbud mod køb af sex, uden at salg af sex var kriminaliseret, efterfulgt af Norge og Island i 2009. Begrundelsen for disse generelle forbud mod køb af sex har navnlig været at bekæmpe prostitution gennem en begrænsning af efterspørgslen. Som yderligere begrundelse har det været anført, at det i dagens samfund er ”uværdigt og uacceptabelt”, at mænd betaler kvinder for sex.

Med hensyn til det sidstnævnte argument bemærker Straffelovrådet for det første, at det også forekommer, at mænd betaler mænd for sex, at kvinder betaler mænd for sex (jf. f.eks. SFI’s rapport side 126 om en mandlig escortprostitueret, der bl.a. har fire handicappede kvinder som stamkunder), og at kvinder betaler kvinder for sex (SFI’s rapport side 208).

Det svenske forbud mod køb af sex er i meget høj grad båret af en helt principiel afstandtagen fra køb af sex. Dette giver sig bl.a. udtryk i, at det i kommissoriet for undersøgelsen af virkningerne af forbuddet mod køb af sex var forudsat, at køb af sex fortsat skulle være strafbart. Det fremgår også udtrykkeligt, at den svenske ordning bygger på den opfattelse, at prostitution er udtryk for ulighed mellem mennesker, hvor køberen tiltager sig retten til at udnytte et andet menneskes krop som en vare (SOU 2010:49 side 61). Den nyeste svenske betænkning går så vidt som til at kritisere brugen af udtryk som ”sexsælgere” og ”at sælge sex”, fordi de giver indtryk af en forretningstransaktion mellem to ligestillede parter, men nøjes dog med at notere sig, at udtrykket ”den prostituerede” af nogle kan opfattes som stigmatiserende og af andre som en rigtig beskrivelse af virkeligheden (SOU 2010:49 side 61-62).

Ifølge den svenske betænkning om virkningerne af forbuddet mod køb af sex i Sverige har forbuddet medført en halvering af antallet af gadeprostituerede, uden at der er noget der tyder på, at forbuddet har ført til en forøgelse af andre former for prostitution. Samlet set konkluderes det, at prostitutionen i Sverige i hvert fald ikke er øget siden 1999 (SOU 2010:49 side 119-120).

Ifølge betænkningen er det svært at bedømme det præcise omfang af menneskehandel til seksuelle formål i Sverige og dermed også svært at vurdere, om forbuddet mod køb af sex har påvirket omfanget heraf. Ifølge betænkningen er der dog oplysninger, som tyder på en sådan påvirkning. Politifolk og socialarbejdere oplyser således, at kriminelle opfatter Sverige som ”et dårligt marked” for sexhandel, og mens det andre steder i Europa ikke er usædvanligt, at 20-60 kvinder er beskæftiget på et bordel, træffer politiet i Sverige sjældent mere end 2-4 kvinder samt et antal kunder, når politiet foretager en razzia mod et bordel. Bl.a. på denne baggrund er det efter Rikspolisens opfattelse åbenbart, at forbuddet mod køb af sex fungerer som en barriere for, at menneskehandlere og koplere etablerer sig i Sverige (SOU 2010:49 side 122-23).

Ifølge betænkningen er der ikke grundlag for at antage, at forbuddet mod købesex skulle have gjort sociale indsatser over for prostituerede sværere eller skulle have medført, at prostituerede er mere udsat for vold (SOU 2010:49 side 127-28). De prostituerede er imidlertid modstandere af forbuddet, fordi forbuddet har forstærket det sociale stigma, der er forbundet med at sælge sex, og fordi de føler sig jagede af politiet, og de føler sig umyndiggjorte i og med, at deres handlinger tolereres, men deres vilje og valg ikke respekteres. Ifølge betænkningen bør dette betragtes som en positiv virkning af forbuddet, idet formålet er at bekæmpe prostitutionen (SOU 2010:49) side 129-30.

Håndhævelse af et forbud mod købesex vil derfor i praksis bl.a. kræve, at politiet ofte patruljerer i områder, hvor gadeprostitution er udbredt, og i givet fald griber ind over for kontakter mellem prostituerede og kunder. Håndhævelse af et forbud mod købesex vil i praksis endvidere kræve, at politiet ofte foretager razzier mod bordeller og retsforfølger de kunder, som antræffes under en sådan razzia. Tilsvarende vil gælde i forhold til barprostitution. Systematisk håndhævelse af et forbud mod købesex i relation til escortprostitution vil næppe kunne ske i praksis, idet det ville forudsætte, at politiet systematisk brugte ressourcer på at følge efter en kendt escortprostitueret og på den måde fandt frem til den pågældendes kunder. Tilsvarende gælder, blot i endnu højere grad, privat/diskret prostitution.

Virkningen af et forbud mod købesex vil muligvis være afhængig af, om straffen for overtrædelse af forbuddet normalt er bøde eller fængsel. Dette må dog anses som usikkert, idet der ikke er nogen erfaringer med forbud mod købesex, der som udgangspunkt straffes med fængsel. I alle de lande, der har indført forbud mod købesex, uden at salg er sex er kriminaliseret, er straffen for overtrædelse af forbuddet som udgangspunkt bøde.

Hvis straffen for overtrædelse af et forbud mod købesex som udgangspunkt er bøde, vil virkningen af forbuddet formentlig ikke i særlig grad afhænge af størrelsen af bøden. Dette skyldes, dels at opdagelsesrisikoen har meget større betydning end størrelsen af en bøde, dels at det afskrækkende ved en strafforfølgning for overtrædelse af et forbud mod købesex i højere grad er selve afsløringen, herunder evt. over for den pågældendes familie eller andre, end det økonomiske tab i form af betaling af bøden.

Af disse grunde er det efter Straffelovrådets opfattelse ikke muligt særligt præcist at forudse virkningerne af et forbud mod købesex, idet virkningerne som beskrevet ovenfor i meget høj grad vil afhænge af den efterfølgende håndhævelse og dermed af, hvor mange ressourcer der fra politiets side anvendes herpå.

Ud fra erfaringerne fra Sverige og Norge vil det dog være nærliggende at antage, at virkningerne af et forbud mod købesex vil være forholdsvis begrænsede. Afhængig af politiets prioriteringer kan der måske i hvert fald i perioder forventes et fald i gadeprostitutionen, hvorimod et væsentligt fald i den samlede prostitution forekommer forholdsvis usandsynligt.

Det bemærkes herved også, at kun en høj, vedvarende politiindsats kan forventes varigt at føre til et fald i den samlede prostitution. Selv om en intensiv kampagne fra politiets side mod købesex i en begrænset periode muligt vil kunne føre til et umiddelbart markant fald i prostitutionen, må det således forventes, at prostitutionen forholdsvis hurtigt vil stige igen, når en sådan tidsbegrænset kampagne ophører. Til illustration af, hvad det ville kræve, hvis man teoretisk forestillede sig en vedvarende intensiv indsats fra politiets side mod købesex, kan nævnes, at politiet i 2009 havde kendskab til 466 bordeller og i dette år foretog lidt mere end 600 kontrolbesøg på bordeller (Rigspolitiets beskrivelse af politiets indsats mod prostitutionens bagmænd i 2009 side 20). Politets samlede årsværksforbrug til sager mod prostitutionens bagmænd (inklusive de nævnte kontrolbesøg på bordeller) var i 2009 32 årsværk (anf.st. side 32). En intensiv indsats mod købesex ville forudsætte langt hyppigere razziaer mod bordeller end 1-2 gange årligt pr. bordel. Allerede i lyset af ressourceforbruget i sagerne mod prostitutionens bagmænd, som angår alvorlige forbrydelser som menneskehandel, rufferi og alfonseri, er det imidlertid hverken realistisk eller rimeligt at forestille sig en prioritering af politiets begrænsede ressourcer til en så massiv indsats mod købesex, som i givet fald må anses som en langt mindre alvorlig forbrydelse.

Med hensyn til afledte virkninger af et forbud mod købesex peges undertiden på, at en af de måder, prostituerede og kunder i fællesskab kan søge at begrænse risikoen for, at kunden bliver straffet, er at forkorte den tid, en gadeprostitueret og en potentiel kunde taler sammen, før de indgår aftale og den prostituerede f.eks. stiger ind i kundens bil. Gadeprostituerede vil i den forbindelse kunne anføre, at de i dag for at forebygge vold eller andre ubehageligheder fra kundens side bruger lidt tid på at se kunden an (jf. herom f.eks. SFI’s rapport side 235-36), og at muligheden herfor vil blive begrænset, hvis de af hensyn til at begrænse risikoen for, at kunden bliver straffet, fremover skal beslutte sig på kortere tid.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der næppe nogen tvivl om, at dette vil være en reel bekymring for et antal gadeprostituerede i forbindelse med en eventuel indførelse af et forbud mod købesex. På den anden side er der ikke noget i de svenske eller norske erfaringer, der tyder på, at et forbud mod købesex vil føre til, at prostituerede faktisk vil blive udsat for mere vold eller andre ubehageligheder fra kunders side, end det allerede er tilfældet i dag.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der endvidere ud fra de svenske og norske erfaringer ikke grund til at forvente, at en eventuel indførelse af et forbud mod købesex vil gøre det vanskeligere for socialarbejdere mv. at komme i kontakt med prostituerede. Det er herved forudsat, at socialarbejdere mv. ikke involveres i håndhævelsen af et forbud mod købesex som anmeldere eller vidner.

Ifølge SFI’s undersøgelse tilkendegiver 11% af de prostituerede, at de vil stoppe som prostituerede, hvis købesex forbydes (SFI’s rapport side 276). Omvendt er der således 89%, der agter at forsætte som prostituerede, selv om købesex forbydes. Ifølge samme undersøgelse forventer knap en tredjedel af de prostituerede, at et forbud mod købesex vil medføre, at der vil være færre kunder, og at det vil blive sværere at ernære sig ved prostitution (SFI’s rapport side 277). 79% forventer, at prostitution i givet fald vil foregå i det skjulte, og 52% forventer, at det vil blive sværere at anmelde vold og udnyttelse, mens kun 7% forventer, at menneskehandel vil mindskes (anf.st.). 89% er modstandere af et forbud mod købesex, blandt gadeprostituerede er det dog kun 50%, der er modstandere af et forbud, mens 31% er tilhængere af et forbud (SFI’s rapport side 278).

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at det er mest sandsynligt, at et forbud mod købesex højst vil have marginal indvirkning på omfanget af menneskehandel, rufferi og alfonseri.

Straffelovrådet har ikke mulighed for at vurdere sandsynligheden for, at gadeprostituerede, som er afhængige af euforiserende stoffer, vil begå mere berigelseskriminalitet for at finansiere deres stofmisbrug, hvis købesex forbydes og indtjeningsmulighederne ved gadeprostitution i givet fald falder. Sådanne afledede virkninger ses ikke at være rapporteret i Sverige, hvorimod der er visse indikationer herpå i de norske erfaringer.

Straffelovrådet har heller ikke mulighed for at vurdere sandsynligheden for, at det i tilfælde af en kriminalisering af købesex vil blive vanskeligere at skaffe vidner til menneskehandel, fordi sexkøberne – som er de udenforstående personer, der har den tætteste kontakt til menneskehandlede prostituerede – i givet fald selv risikerer straf, hvis de henvender sig til politiet (frem for anonymt at anmelde en eventuel mistanke om menneskehandel). I Finland er der indikationer på, at det er blevet vanskeligere at skaffe vidner til menneskehandel, mens der i Sverige omvendt er politifolk, der ser det som en fordel, at sexkøbere som medtiltalte er tvunget til at deltage i straffesager om menneskehandel og kopleri (SOU 2010:49 side 223).

Straffelovrådet har noteret sig, at erfaringerne fra Sverige viser, at sexkøbere, som tages på fersk gerning, dvs. hvor politiet direkte observerer et påbegyndt seksuelt forhold mellem den pågældende og en person, som politiet formoder er prostitueret, i de fleste tilfælde erkender på stedet (SOU 2010:49 side 191). Nogle nægter dog, idet de påstår, at der ikke er ydet eller lovet betaling, og hvis politiet ikke tillige direkte har observeret betalingen (eller denne kan dokumenteres gennem tv-overvågning, eller fordi der er betalt med betalingskort), må politiet ofte opgive at bevise købesex, idet den (formodede) prostituerede meget sjældent ønsker at bidrage til sagens oplysning (SOU 2010:49 side 180 og 191-92).

6.3.4. Om de beskrevne hensyn og sandsynlige konsekvenser fører til, at køb af sex bør forbydes, afhænger i afgørende grad af, hvilken vægt disse hensyn og konsekvenser tillægges, og det er efter Straffelovrådets opfattelse i høj grad et holdningsspørgsmål.

Hvis man har den holdning, at prostitution forstyrrer den offentlige orden ved, at folk bliver antastet eller forulempet, taler det derimod efter Straffelovrådets opfattelse ikke afgørende for et forbud mod købesex. Dette hensyn kunne efter rådets opfattelse i det højeste tale for et forbud mod køb af sex på offentlig gade (som det kendes i Finland, hvor også salg af sex på offentlig gade er forbudt). Som nærmere beskrevet i afsnit 6.1 ovenfor er det imidlertid rådets opfattelse, at andres berettigede forventning om beskyttelse mod eventuel særligt pågående adfærd fra prostituerede i tilstrækkelig grad imødekommes ved de gældende regler i ordensbekendtgørelsen.

Hvis man har den holdning, at prostitution er et alvorligt socialt problem, fordi alle eller størstedelen af de prostituerede er tvunget ud i prostitution af deres livssituation, således at deres erhverv ikke bunder i et reelt frit valg, taler det for et forbud for købesex, i det omfang et sådant forbud kan forventes at hjælpe prostituerede ud af prostitution. Efter Straffelovrådets opfattelse må det imidlertid antages, at et forbud mod købesex næppe kan forventes at ville hjælpe mere end et meget begrænset antal prostituerede ud af prostitution. Rådet tænker her på nogle af de bedst stillede prostituerede, som selv har et ønske om at stoppe som prostituerede, og hvor et forbud mod købesex meget vel kunne blive anledningen til at forlade prostitutionen. Samtidig kan et lidt større, men dog stadig forholdsvis begrænset antal prostituerede blive tvunget ud af prostitution, uden at deres livssituation, som oprindelig tvang dem ind i prostitution, i øvrigt forbedres. Rådet tænker her bl.a. på gadeprostituerede, som navnlig afhængig af omfanget af politiets håndhævelse af et forbud mod købesex vil kunne få så svært ved at skaffe kunder nok, at de må stoppe som prostituerede. Langt de fleste prostituerede (nok i størrelsesordenen 9 ud af 10) måtte imidlertid forventes at fortsætte som prostituerede også efter indførelsen af et forbud mod købesex, og disses situation ville ikke være forbedret, men nok snarere forværret, efter en indførelse af et forbud mod købesex.

Straffelovrådet kan på denne baggrund ikke anbefale, at der indføres et sådant generelt forbud mod købesex.

6.3.5. Et andet spørgsmål er, om der bør indføres et forbud mod betaling for sex i visse situationer, f.eks. hvis den prostituerede er offer for menneskehandel, eller hvis den prostituerede er offer for rufferi eller alfonseri.

Straffelovrådet bemærker for det første, at der er stor forskel på menneskehandel på den ene side og rufferi og alfonseri på den anden side. Der vil derfor også være stor forskel på et forbud mod at købe sex af en person, der er offer for menneskehandel, og et forbud mod at købe sex af en person, der er offer for menneskehandel, rufferi eller alfonseri.

Menneskehandel er en meget alvorlig forbrydelse, som har en strafferamme på fængsel indtil 10 år, mens rufferi er en alvorlig forbrydelse, der straffes med fængsel indtil 4 år, og alfonseri straffes med fængsel indtil 3 år eller eventuelt med bøde. Straffelovrådet foreslår at videreføre strafferammen på fængsel indtil 4 år for rufferi, som samtidig foreslås udvidet til at omfatte de groveste af de tilfælde, som i dag straffes som alfonseri, jf. nærmere afsnit 6.2 ovenfor. Samtidig foreslås strafferammen for de mildere grader af udnyttelse af andres prostitution fastsat til bøde eller fængsel indtil 2 år.

Menneskehandel omfatter bl.a. modtagelse af en person, hvor der anvendes eller har været anvendt tvang, trusler, svig eller anden utilbørlig fremgangsmåde, med henblik på udnyttelse af den pågældende ved prostitution. Menneskehandel foreligger således bl.a. i tilfælde, hvor nogen, der er bekendt med, at der har været anvendt tvang mv., har modtaget en person med henblik på at få andel i den pågældendes indtægter som prostitueret.

Rufferi omfatter bl.a. at holde bordel, og Straffelovrådet foreslår dette udvidet til at omfatte enhver prostitutionsvirksomhed, hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæftiget i virksomheden, jf. nærmere afsnit 6.2 ovenfor. Alfonseri omfatter navnlig den, der i øvrigt udnytter en andens prostitution, dvs. modtager en andel af den pågældendes indtægter som prostitueret.

Mange af disse forhold vil ofte være skjult for den pågældende prostitueredes kunder, allerede fordi der er tale om alvorlige kriminelle forhold, som gerningsmændene vil søge at holde skjult.

Som det bl.a. fremgår af Servicesstyrelsens kampagne rettet bl.a. mod prostitutionskunder, er ofre for menneskehandel typisk bange for at fortælle deres virkelige historie, og der er endvidere en række mulige tegn på menneskehandel, som sjældent vil være synlige for en prostitutionskunde, eksempelvis om den prostituerede har fået frataget sine identitetspapirer, er blevet pålagt en gæld, har været udsat for vold eller trusler eller ikke har været klar over arbejdsbetingelserne.

Andre mulige tegn på menneskehandel kan være synlige for en prostitutionskunde. Det kan være, om den prostituerede virker tilbageholdende, apatisk og måske bange, bor og arbejder samme sted, arbejder under usle forhold eller har vanskeligt ved at gøre sig forståelig. Sådanne mulige tegn på menneskehandel kan imidlertid også forekomme, selv om den prostituerede ikke er offer for menneskehandel. Selv om det ikke kan udelukkes, at det samlede billede kan være så påfaldende, at kunden vil have forsæt til, at der foreligger menneskehandel, vil det i almindelighed kræve noget mere. Som eksempler kan nævnes, at den prostitueredes bevægelsesfrihed er mærkbart begrænset, eller at den prostituerede mangler fuld psykisk funktionsduelighed.

Hvad angår rufferi og alfonseri gælder, at der formentlig er visse former for rufferi og alfonseri, hvor indikationerne kan være så stærke, at en prostitutionskunde ofte vil have forsæt til, at der foreligger rufferi eller alfonseri, selv om kunden ikke har sikker viden herom. Som eksempler kan nævnes, at prostitutionen afvikles fra et bordel, hvor der arbejder mere end én prostitueret, eller at kunden er kommet i kontakt med den prostituerede gennem en mellemmand. At betalingen sker til en tredjemand (uden at kontakten mellem kunde og prostitueret er formidlet af tredjemand), behøver derimod ikke at være tegn på alfonseri. Det kan det være, men det kan også være, at den pågældende tredjemand arbejder for den prostituerede (og ikke omvendt), og at betalingsmåden er en sikkerhedsforanstaltning fra den prostitueredes side.

På denne baggrund kan det til støtte for et forbud mod køb af sex hos en person, der er offer for menneskehandel, rufferi eller alfonseri, navnlig anføres, at det er kundens efterspørgsel, der giver mulighed for at udnytte den prostituerede, og at det uanset ens holdning til prostitution generelt umiddelbart fremstår som uacceptabelt at efterspørge køb af sex i tilfælde, hvor kunden har forsæt til, at den prostituerede udnyttes som offer for menneskehandel, rufferi eller alfonseri.

Heroverfor kan det navnlig anføres, at den nuværende politik, som bl.a. afspejles i Servicesstyrelsens kampagne, går ud på gennem en oplysningsindsats at ansvarliggøre prostitutionskunder, så de afstår fra at købe sex af prostituerede, hvis der er tegn på, at den pågældende kan være offer for menneskehandel, og i givet fald anmelder en eventuel mistanke om menneskehandel til myndighederne. Hvis seksuelle forhold mod betaling til ofre for menneskehandel generelt kriminaliseres, vil en prostitutionskunde, der anmelder en mistanke om menneskehandel til myndighederne, fremover kunne risikere selv at blive retsforfulgt, hvilket må formodes at kunne få nogle prostitutionskunder til at afholde sig fra at anmelde en sådan eventuel mistanke.

Det kan endvidere anføres, at hvis prostitutionskunden er bekendt med eller bestemt formoder, at nogen tvinger den prostituerede til at prostituere sig og dermed til at have et seksuelt forhold til kunden, vil kunden ved at have sex med den prostituerede afhængig af tvangens art gøre sig skyldig i voldtægt eller i at skaffe sig seksuelt forhold ved anden ulovlig tvang, jf. straffelovens §§ 216 og 217. Grovere tilfælde af sex med en prostitueret, der udnyttes, er således allerede efter gældende ret omfattet af strafbestemmelser vedrørende alvorlige eller meget alvorlige forbrydelser.

Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at det må antages i praksis at ville være sådan, at enten vil det helt undtagelsesvis kunne bevises, at en prostitutionskunde har en sådan viden, at den pågældende kan straffes for voldtægt eller anden ulovlig tvang, jf. straffelovens § 217, eller også vil der hverken kunne bevises forsæt til en af disse forbrydelser eller til seksuelt forhold til en person, der er offer for menneskehandel.

En eventuel ny bestemmelse om straf for prostitutionskunder, der har et seksuelt forhold til en prostitueret, der er offer for menneskehandel, måtte derfor antages i praksis ikke at ville blive bragt i anvendelse, idet der i praksis enten vil blive dømt for en alvorligere forbrydelse (voldtægt eller overtrædelse af straffelovens § 217) eller vil ske frifindelse på grund af manglende bevis for forsæt.

Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en særskilt kriminalisering af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er offer for menneskehandel. Straffelovrådet finder heller ikke grundlag for at foreslå en særskilt kriminalisering af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er offer for rufferi eller udnyttelse i øvrigt til prostitution.

Kapitel 20: Straffelovens §§ 230 og 235 a – pornomodeller under 18 år

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Straffelovens § 230

1.1.1. Den gældende bestemmelse i § 230

Efter straffelovens § 230 straffes den, der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede materialet, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere systematisk eller organiseret karakter.

Hovedformålet med bestemmelsen er at indføre et forbud mod anvendelse af 15-17-årige som pornomodeller. Før indførelsen af den gældende § 230 var dette ikke kriminaliseret, hvis den 15-17-åriges medvirken var frivillig.

Bestemmelsen omfatter personer under 18 år, og der kræves forsæt i relation til alderen. Herudover er der efter straffelovens § 230, 3. pkt., jf. § 226, mulighed for at pålægge ansvar for forhold omfattet af § 230 i tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til personens alder, men hvor der er handlet uagtsomt i relation til alderen. Straffelovens § 226 er behandlet i kapitel 17 nedenfor.

Det må antages, at den person under 18 år, der optræder som pornomodel, ikke kan straffes for overtrædelse af bestemmelsen, heller ikke hvis optagelsen også omfatter andre personer under 18 år, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 328. Straffriheden omfatter kun optagelser, som personen under 18 år selv er med i. Hvis en person under 18 år, men over den kriminelle lavalder, optager utugtige fotografier, film eller lignende af en anden person under 18 år eller af andre personer under 18 år, kan den pågældende straffes, hvis den pågældende ikke selv er med i optagelsen.

Forbrydelsen fuldbyrdes ved optagelsen, men der kræves et videregående forsæt til salg eller anden udbredelse af optagelsen. Udbredelse omfatter i hvert fald videregivelse af optagelserne, herunder i en snæver kreds, og det er uden betydning, om der ydes betaling eller ej. Det kan diskuteres, om den blotte forevisning af optagelserne f.eks. for nogle få venner skal anses for udbredelse, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 328. Optagelse udelukkende til eget brug falder uden for bestemmelsen, men vil kunne være strafbart som forsøg på besiddelse af utugtige billedoptagelser, jf. straffelovens § 235, der omtales i kapitel 23 nedenfor.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen afhænger medvirkensansvaret for en eventuel anden model, der virker som seksualpartner for personen under 18 år, af, om den pågældende ”samtidig står for optagelsen eller medvirker hertil”. Dette må forstås på den måde, at det ifølge forarbejderne ikke i sig selv er medvirken til optagelse at deltage som model i de aktiviteter, der optages, jf. tvivlende heroverfor Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 328.

Om straffelovens § 230 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 326-29.

1.1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.1.2.1. Den gældende bestemmelse i § 230 blev indsat ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning) og var oprindelig affattet på følgende måde:

”§ 230. Den, der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med hæfte eller fængsel indtil 2 år, under formildende omstændigheder med bøde. § 226 finder tilsvarende anvendelse.”

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7794-95):

”Justitsministeriet finder, at der er behov for at udvide beskyttelsen af børn og unge mod at blive anvendt som pornomodeller til også at omfatte unge i aldersgruppen 15-17 år. Anvendelse af unge til dette formål er efter Justitsministeriets opfattelse udtryk for en seksuel udnyttelse, som samfundet ikke bør acceptere. Det bør således ikke være overladt til så unge personers egen bestemmelse, om de vil deltage i aktiviteter af den her omhandlede karakter, hvor der i øvrigt kan sættes spørgsmålstegn ved graden af frivillighed hos de unge, der medvirker.

Det foreslås derfor, at det ved indsættelse af en ny bestemmelse i straffelovens § 230 gøres strafbart at anvende unge under 18 år som modeller ved fremstilling af pornografisk billedmateriale. Under hensyn til det, der ovenfor er anført med hensyn til børn under 15 år, vil den foreslåede kriminalisering navnlig have betydning i forhold til unge i aldersgruppen 15-17 år, for så vidt som der i forhold til unge i denne aldersgruppe er tale om en nykriminalisering.

En sådan kriminalisering ligger i naturlig forlængelse af de andre bestemmelser i straffeloven, der indeholder en 18 års grænse med henblik på at beskytte personer under denne aldersgrænse mod seksuel udnyttelse.”

1.1.2.2. Bestemmelsen i § 230 blev ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, 1. tillægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse af domfældte og FN- konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen mv.), idet hæfte udgik af bestemmelsen.

1.1.2.3. Bestemmelsen i § 230 fik ved lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.) sin nuværende formulering, når bortses fra ændringen af ”skærpende omstændigheder” til ”særligt skærpende omstændigheder i 2004.

Ved lovændringen blev strafferammen således ændret fra ”fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 år”. Endvidere blev der indsat et nyt 2. pkt. med angivelse af forhold, som i almindelighed skal anses som skærpende omstændigheder.

Lovændringen skete bl.a. på baggrund af et forslag til rammeafgørelse om om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 2619-20):

”Forslaget til rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra c, forpligter (…) hver medlemsstat til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at produktion, udbredelse mv. af børnepornografisk materiale kan straffes med fængsel i mindst 5 til 10 år, når der er tale om et barn under den seksuelle lavalder og barnets liv udsættes for fare, der anvendes grov vold, barnet forvoldes alvorlig skade, eller forholdet er begået inden for rammerne af en kriminel organisation.

Det foreslås derfor at forhøje strafferammen i § 235, stk. 1, til fængsel indtil 6 år, hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Herudover foreslås det at tilføje et nyt pkt., der angiver eksempler på forhold, som taler i skærpende retning. Som skærpende omstændigheder anses således navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det foreslåede nye pkt. på dette punkt går videre end forslaget til rammeafgørelsen, idet det foreslås, at det forhold, at barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at der forvoldes barnet alvorlig skade, eller at der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter, altid skal betragtes som en skærpende omstændighed, uanset om der er tale om et barn under den seksuelle lavalder.

Der er ikke tale om en udtømmende opregning af omstændigheder, der kan betragtes som skærpende. Således kan eksempelvis barnets alder i sig selv medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede strafferamme. Har barnet været udsat for trusler eller særlig ydmygende eller fornedrende handlinger kan dette ligeledes medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede strafferamme.

Det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i erhvervsmæssigt øjemed vil hermed tillige efter Justitsministeriets opfattelse blive styrket. En tilsvarende forhøjelse af strafferammen under skærpende omstændigheder foreslås indsat i § 230.

Hvorvidt optagelserne eller udbredelsen mv. skønnes at være af mere systematisk eller organiseret karakter vil afhænge af en konkret vurdering, hvor bl.a. omfanget af produktionen og udbredelsen vil kunne indgå.

Med de foreslåede forhøjelser af strafferammerne i § 230 og § 235, stk. 1, vurderer Justitsministeriet, at Danmark opfylder forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, litra c.”

1.1.2.4. Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) blev ”skærpende omstændigheder” ændret til ”særligt skærpende omstændigheder”.

Det anføres i forarbejderne, at ændringen er teknisk begrundet. Det fremgår videre, at det er Justitsministeriets opfattelse, at der i bl.a. § 230 fortsat er behov for en skærpet sidestrafferamme, når der foreligger særligt skærpende omstændigheder, og at der med ændringen af kriteriet ”skærpende omstændigheder” ikke tilsigtes nogen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets anbefaling i betænkning nr. 1424/2003 om straffastsættelse og strafferammer, jf. herved Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3290:

”Rådet har set det som en opgave ved revisionen af strafferammesystemet at komme med forslag til en mere præcis og nuanceret angivelse af de kriterier, der kan eller skal betinge anvendelsen af sidestrafferammer i skærpende retning.

Mens kriterierne for strafforhøjelse i overensstemmelse med legalitetsprincippet således bør være udformet så klart og præcist som muligt, er der ikke samme behov for, at kriterierne for strafnedsættelse skal udformes præcist. (…)

Uanset det ovenfor anførte principielle udgangspunkt, kan der efter rådets opfattelse for visse bestemmelsers vedkommende være behov for at bevare en højere sidestrafferamme med mindre præcise kriterier. Med henblik på disse tilfælde foreslår rådet anvendelse af kriteriet ”særligt skærpende omstændigheder” i sidestrafferammen for rent sprogligt at markere forskellen til den almindelige vurdering af skærpende omstændigheder ved udmåling inden for normalstrafferammen, jf. den foreslåede § 81”

1.2. Straffelovens § 235 a

Efter straffelovens § 235 a, stk. 1, straffes den, der rekrutterer eller i øvrigt medvirker til, eller som udnytter, at en person under 18 år deltager i en forestilling med utugtig optræden, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om forestillinger af mere systematisk eller organiseret karakter.

Efter straffelovens § 235 a, stk. 2, straffes den, der som tilskuer overværer en forestilling som nævnt i § 235 a, stk. 1, med deltagelse af en person under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Bestemmelsen i § 235 a blev indført ved lov nr. 319 af 28. april 2009 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug mv.).

Som lovens undertitel viser, havde lovændringen sammenhæng med Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Af forarbejderne fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 2450):

”På den anførte baggrund foreslås det med henblik på at opfylde konventionens artikel 21, at der indsættes en ny bestemmelse (straffelovens § 235 a), der dels omfatter rekruttering og anden medvirken til, at personer under 18 år deltager i pornografiske forestillinger, dels omfatter den, der som tilskuer overværer en sådan optræden med deltagelse af personer under 18 år.

Det foreslås, at der i lovteksten i stedet for konventionens udtryk (”pornografisk”) anvendes udtrykket ”utugtig” optræden, som i dag bl.a. anvendes i straffelovens bestemmelser om børnepornografi (§§ 230 og 235). Den foreslåede be-stemmelse vil således omfatte en række forskellige former for optræden af seksuel karakter, herunder tilfælde, hvor den pågældende optræder med striptease eller andre former for nøgendans.

Med udgangspunkt i det, der er anført i den forklarende rapport til konventionen, foreslås det endvidere, at den nye bestemmelse i straffelovens § 235 a afgrænses nærmere til ”forestillinger”. Hermed sigtes først og fremmest til optrædener, hvor der kun er adgang mod betaling, men også optrædener, som f.eks. arran-geres ved lukkede sammenkomster for en afgrænset gruppe af personer, uden at der opkræves betaling, vil være omfattet. Det er forudsat, at der skal være tale om en vis forudgående planlægning og bestemmelsen vil således ikke omfatte tilfældighedsprægede optrædener – herunder når nogen er tilskuer til sådanne optrædener – f.eks. tilfælde, hvor en person under 18 år ved en fest spontant beslutter at ”optræde” med et striptease-show.

Det bemærkes endelig, at der efter konventionens artikel 21, stk. 2, er mulighed for at begrænse kriminaliseringen af tilskuere til pornografiske forestillinger med deltagelse af en person under 18 år til tilfælde, hvor barnet er blevet rekrutteret til eller udsat for tvang i forbindelse med den pornografiske optræden. Efter Justitsministeriets opfattelse ville en sådan begræsning imidlertid rejse en række vanskelige bevismæssige spørgsmål, idet domfældelse af en tilskuer til en pornografisk optræden i givet fald ville forudsætte, at der kunne føres bevis for, at han eller hun havde forsæt til (dvs. vidste eller anså det for overvejende sandsynligt), at det optrædende barn f.eks. var tvunget til at optræde. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at der i forbindelse med en dansk ratifikation i givet fald ikke bør tages forbehold efter konventionens artikel 21, stk. 2.”

2. Retspraksis

Der foreligger ikke trykt retspraksis vedrørende overtrædelse af straffelovens § 230 eller § 235 a.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 10-årige periode 2000-2009 var i alt 4 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 230, hvoraf én var en ubetinget fængselsstraf (på 5 måneder).

Straffelovens § 235 a har kun været gældende siden den 1. juli 2009, og der foreligger endnu ikke statistiske oplysninger om bestemmelsens anvendelse ud over, at politiet i 2009 modtog 0 anmeldelser om overtrædelser af bestemmelsen og i 2010 1 anmeldelse om overtrædelse af bestemmelsen.

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Efter artikel 2, litra a og b, i Rådets rammeafgørelser nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater forpligtet til at kriminalisere bl.a. den, der tvinger et barn til deltagelse i pornografiske optrin eller drager fordel af eller på anden måde udnytter et barn til sådanne formål, eller som hverver et barn til deltagelse i pornografiske optrin. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a.

Efter artikel 3, stk. 1, litra a, i rammeafgørelsen er EU’s medlemsstater endvidere forpligtet til at kriminalisere fremstilling af børnepornografi.

Tvinge et barn til at deltage i pornografiske optrin.
Drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn til at deltage i pornografiske optrin, hverve et barn til at deltage i pornografiske optrin eller fremstille børnepornografi, alt under forudsætning af, at offeret efter national lovgivning er et barn under den seksuelle lavalder og
- barnets liv udsættes for fare,
- der anvendes grov vold eller forvoldes barnet alvorlig skade, eller
- lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA, der gør det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater.

”en struktureret sammenslutning af en vis varighed bestående af mere end to personer, der handler i forening med henblik på at begå strafbare handlinger, som kan straffes med en frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en maksimal varighed på mindst fire år eller en strengere straf, for direkte eller indirekte at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel”

Efter direktivets artikel 4, stk. 2, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere den, der får et barn til eller rekrutterer det til at deltage i pornografisk optræden, eller som drager fordel af eller på anden måde udnytter et barn til sådanne formål. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a.

Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 5 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder, og fængsel indtil 2 år, hvis barnet er over denne alder. Hvis der er tale om at presse eller tvinge et barn til at deltage i pornografisk optræden eller at true et barn med dette formål, skal strafferammen dog ifølge direktivets artikel 4, stk. 3, mindst omfatte fængsel indtil 8 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder, og fængsel indtil 5 år, hvis barnet er over denne alder.

Efter direktivets artikel 4, stk. 4, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, endvidere forpligtet til at kriminalisere den, der overværer en pornografisk optræden, hvori der deltager et barn.

Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 2 år, hvis barnet er under den seksuelle lavalder, og fængsel indtil 1 år, hvis barnet er over denne alder.

Efter direktivets artikel 5, stk. 6, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, endvidere forpligtet til at kriminalisere fremstilling af børnepornografi. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 3 år.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.3. Efter artikel 21, stk. 1, litra a og b, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kontraherende stater kriminalisere den, der rekrutterer et barn til at deltage i en pornografisk forestilling, får et barn til at deltage i pornografisk forestilling eller tjener på eller på anden måde udnytter et barn til sådanne formål. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. konventionens artikel 3, litra a.

Efter konventionens artikel 21, stk. 1, litra c, skal de kontraherende stater endvidere kriminalisere den, der overværer pornografiske forestillinger, der involverer deltagelse af børn.

Efter konventionens artikel 20, stk. 1, litra a, skal de kontraherende stater endvidere kriminalisere fremstilling af børnepornografi.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Kriminaliseringen i bestemmelserne i straffelovens §§ 230 og 235 a bygger på EU-retlige og internationale forpligtelser. Bestemmelserne anvendes sjældent i praksis, og Straffelovrådet er ikke bekendt med, at bestemmelsernes udformning skulle have givet anledning til problemer.

Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå større ændringer af gerningsindholdet i straffelovens §§ 230 eller 235 a.

Straffelovrådet foreslår dog at forenkle gerningsbeskrivelsen i § 235 a, således at ”rekrutterer eller i øvrigt medvirker til, eller som udnytter” ændres til ”medvirker til”. Bortset fra, at forbrydelsen med den foreslåede forenkling i alle tilfælde først vil være fuldbyrdet på det tidspunkt, hvor en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, er der ikke tilsigtet nogen ændringer i gerningsindholdet. Rekruttering af en person under 18 år til en sådan forestilling vil fremover kunne straffes som forsøg, hvis den rekrutterede persons deltagelse ikke bliver til noget.

Endvidere foreslås en sproglig modernisering af gerningsbeskrivelsen i §§ 230 og 235 a, således at ”utugtig” ændres til ”pornografisk”.

4.2. Med hensyn til strafferammerne har Straffelovrådet noteret sig, at de ganske vist er udformet i lyset af EU-rammeafgørelsen, men at de dog ikke direkte følger heraf. Eksempelvis kræver EU-rammeafgørelsen for de fleste af de opregnede skærpende omstændigheders vedkommende kun mindst fængsel indtil 5 år i strafferammen, hvis barnet er under den seksuelle lavalder. Hertil kommer, at flere af de opregnede skærpende omstændigheder (grov vold, livsfare) i praksis kun vil foreligge, hvis andre straffelovsbestemmelser (§ 245, § 252) er overtrådt, som har strafferammer på henholdsvis fængsel indtil 6 år og fængsel indtil 8 år. Strafferammerne i straffelovens §§ 230 og 235 a går således noget videre end krævet i rammeafgørelsen.

Hertil kommer, at det nye EU-direktiv indeholder andre krav til strafferammerne end rammeafgørelsen, og at gældende dansk ret på ét punkt ikke lever op til direktivets krav. Direktivet kræver således en strafferamme på mindst fængsel indtil 2 år for at overvære en pornografisk forestilling, hvori deltager et barn under den seksuelle lavalder, hvilket efter gældende dansk ret ikke er opfyldt. Direktivet kræver endvidere en strafferamme på mindst fængsel indtil 8 år for at tvinge et barn under den seksuelle lavalder til at deltage i pornografisk optræden (artikel 4, stk. 3), hvilket efter gældende dansk ret dog må anses for opfyldt derved, at de groveste tilfælde af pornografisk optræden – hvor et barn under den seksuelle lavalder har seksuelt forhold til nogen – kan straffes med fængsel indtil 8 år, jf. straffelovens § 222.

Selv om direktivet ikke gælder for Danmark, har Straffelovrådet på denne baggrund overvejet, om en anden og eventuelt enklere udformning af strafferammerne ville være at foretrække.

Straffelovrådet foreslår at forenkle de gældende strafferammer i § 230 og § 235 a, stk. 1, så der fastsættes én fælles strafferamme i stedet for opdelingen i en normalstrafferamme og en skærpet strafferamme, og så den ikke-udtømmende opregning i lovteksten af særligt skærpende omstændigheder udgår. Rådet foreslår således en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 år.

Rådet skal samtidig pege på, at direktivets krav til strafferammen for at overvære en pornografisk optræden, hvori deltager et barn under 15 år, vil kunne opfyldes ved at forhøje strafferammen i § 235 a, stk. 2, fra bøde eller fængsel indtil 1 år til bøde eller fængsel indtil 2 år eller ved at indføre en skærpet strafferamme, hvorefter straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis personen, som deltager i en pornografisk forestilling, har været under 15 år. Rådet har på denne baggrund i sit lovudkast medtaget forslag om en generel forhøjelse af strafmaksimum til fængsel indtil 2 år.

4.3. Straffelovrådet har overvejet bestemmelsernes systematiske placering i kapitlet om seksualforbrydelser.

På den ene side er der tale om strafbestemmelser, som angår beskyttelse af personer under 18 år og dermed er beslægtede med de øvrige bestemmelser i kapitlet, der angår forhold begået over for personer under 18 år, dvs. straffelovens §§ 223 og 223 a.

På den anden side omfatter straffelovens §§ 230 og 235 a ikke kun samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, hvilket taler for, at bestemmelserne først placeres efter straffelovens §§ 216-223 a, som angår samleje, og §§ 224 og 225, som angår anden kønslig omgængelse end samleje.

Der er imidlertid en sådan lighed mellem de forhold, der er omfattet af straffelovens § 230, og de forhold, der er omfattet af straffelovens § 235 a, at de to bestemmelser bør placeres umiddelbart efter hinanden.

4.4. Hvad angår strafansvar for uagtsomhed med hensyn til barnets alder henvises til kapitel 17 ovenfor.

Kapitel 21: Straffelovens § 232 – blufærdighedskrænkelse

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 232

Efter straffelovens § 232 straffes den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Med udtrykket ”uterligt forhold” sigtes til handlinger, som har relation til seksuelle forhold og er af en vis grovhed.

Bestemmelsen fungerer i realiteten som en generalklausul, der kan bringes i anvendelse på enhver seksuel handling af en vis grovere karakter, som ikke er omfattet af de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24, men som dog af domstolene findes at burde kunne mødes med straf.

Strafansvar efter bestemmelsen forudsætter, at gerningsmanden ved det uterlige forhold enten krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse.

Krænkelse af blufærdigheden i bestemmelsens forstand foreligger, når blot handlingen efter sin art er egnet til at krænke blufærdigheden. I kravet om, at handlingen skal være blufærdighedskrænkende ligger dog, at handlingen skal være foretaget over for en eller flere personer, hvis interesse man ved at pålægge strafansvar søger at beskytte, og at et gyldigt samtykke fra den eller dem, over for hvem handlingen er foretaget, udelukker ansvar.

Med offentlig forargelse sigtes til, at uterlige forhold ”påtvinges” en større og mere ubestemt kreds’ umiddelbare iagttagelse, som ikke på forhånd har samtykket deri. Sådan som krænkelse af blufærdigheden fortolkes, udvider det imidlertid næppe strafansvaret, og dette led i bestemmelsen anvendes næppe mere i praksis, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 331.

Som nævnt udelukker det ansvar, hvis den eller de, over for hvem den seksuelle handling foretages, har givet gyldigt samtykke. I modsætning til, hvad der gælder for samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, findes der ikke udtrykkelige lovbestemmelser om en nedre aldersgrænse for, hvornår der kan gives gyldigt samtykke til de seksuelle handlinger, der er omfattet af straffelovens § 232. I ældre teori og praksis var det antaget, at diskulperende samtykke ikke kunne gives af børn under 15 år, og at det afhang af de konkrete omstændigheder, om en 15-17-årig kunne give diskulperende samtykke (idet en person under 18 dog ikke kunne give diskulperende samtykke til forhold mellem personer af samme køn, jf. herved den højere seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold, der var gældende frem til 1976). I nyere teori antages det derimod, at personer over 15 år generelt kan give diskulperende samtykke (medmindre forholdet mellem parterne ville være omfattet af straffelovens § 223 (eller § 210), hvis der var tale om samleje), og at det må bero på en konkret vurdering, om et barn under 15 år kan give diskulperende samtykke til en given seksuel handling, der er omfattet af straffelovens § 232. Spørgsmålet ses ikke at være behandlet i nyere retspraksis.

Subjektivt er ansvar efter straffelovens § 232 betinget af forsæt, hvilket navnlig har betydning i forhold til spørgsmålet, om der foreligger diskulperede samtykke. Bestemmelsens anvendelse forudsætter således ikke, at gerningsmanden selv har opfattet sin handling som blufærdighedskrænkende.

De handlinger, der er omfattet af straffelovens § 232, kan navnlig opdeles i handlinger, hvor gerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt med hinanden, og handlinger, hvor dette ikke er tilfældet.

Handlinger, hvor gerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt med hinanden, spænder fra handlinger lige under grænsen for anden kønslig omgængelse end samleje til flygtige berøringer. Til illustration af undergrænsen for, hvornår der foreligger en seksuel handling af en sådan grovhed, at den er omfattet af straffelovens § 232, kan nævnes den frifindede dom UfR 1988.397 V om befølinger af lår uden på tøjet i seksuel hensigt over for 17-18-årige over for den fældende dom UfR 2004.970 H om beføling af bagdelen uden på tøjet af en 13-årig pige. Beføling af bryst eller kønsdele uden på tøjet er omfattet af straffelovens § 232.

Straffelovens § 232 kan også anvendes på samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, når det sker uden samtykke, hvis ingen anden bestemmelse i straffelovens kapitel 24 kan anvendes. Dette er i praksis forekommet i enkelte ældre domme fra før lovændringen i 1981 (f.eks. UfR 1961.794 H og UfR 1965.887 H), hvor der imidlertid i dag måtte forventes domfældelse for voldtægt. Det er endvidere også i nyere praksis forekommet i domme, hvor en læge eller anden behandler eller en plejer i en behandlings- eller plejesituation har foretaget ikke-behandlings- eller -plejemæssigt begrundede handlinger af seksuel karakter. Det drejer sig eksempelvis om TfK 2008.877 Ø (bl.a. indføring af fingre i to kvinders kønsdele), UfR 2008.1448 Ø (bl.a. indføring af fingre i kvindes kønsdel), UfR 2006.298 Ø (indføring af fingre i kvindes kønsdel) og UfR 1983.193 V (samleje). I sidstnævnte sag stemte 3 voterende for at domfælde for voldtægt.

Overtrædelser af straffelovens § 232, hvor gerningsmanden og offeret ikke er i umiddelbar fysisk kontakt, kan kategoriseres på forskellig måde. En særlig kategori er tilfælde, hvor gerningsmanden får offeret til at foretage en seksuel handling med sig selv. Sådanne sager er sjældne.

Herudover kan sondres mellem tilfælde, hvor gerningsmanden blotter sig eller i øvrigt foretager seksuelle handlinger i en andens påsyn, tilfælde, hvor gerningsmanden belurer en anden, som er nøgen eller i gang med en seksuel handling, tilfælde, hvor gerningsmanden retter en seksuel henvendelse til en anden, og tilfælde, hvor gerningsmanden videregiver oplysninger af seksuel karakter om nogen til andre. Derimod vil det næppe i sig selv være omfattet af straffelovens § 232, hvis en person anvender tekster, billeder eller genstande, som vedrører en anden person, til seksuelle formål, der ikke involverer andre.

Som tidligere nævnt er det en betingelse for strafansvar efter straffelovens § 232, at handlingen er af en vis grovere seksuel karakter.

Mens blottelse (dvs. fremvisning af kønsdele) og foretagelse af seksuelle handlinger i andres påsyn således normalt vil være omfattet af straffelovens § 232, gælder dette ikke, hvor en person f.eks. blot færdes nøgen på offentligt sted. Her vil der højst kunne blive tale om straf for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 2, om uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. I dag anses det dog heller ikke for uanstændigt eller anstødeligt i ordensbekendtgørelsens forstand at færdes nøgen på en offentlig strand, og det samme vil efter omstændighederne kunne gælde f.eks. deltagelse i et nøgenløb.

Grænsen mellem lovlige og strafbare henvendelser af seksuel karakter eller videregivelse af oplysninger af seksuel karakter beror ligeledes på de nærmere omstændigheder, herunder karakteren af forholdet mellem de involverede personer.

Særligt med hensyn til videregivelse af oplysninger af seksuel karakter om nogen til andre bemærkes, at der i retspraksis er eksempler på, at dette efter sin art ikke er blevet anset som blufærdighedskrænkelse (UfR 1999.177 V, domfældelse for fredskrænkelse, jf. straffelovens § 264 d), og på, at tiltalen og dermed dommen har været udformet på den måde, at blufærdighedskrænkelsen bestod i senere modtagne henvendelser af seksuel karakter, som skyldtes videregivelsen af oplysningerne af seksuel karakter (UfR 2001.2573 Ø og TfK 2005.712 Ø). Det må imidlertid antages, at videregivelse af oplysninger af seksuel karakter om nogen til andre i sig selv kan udgøre en blufærdighedskrænkelse, forudsat at forholdet har den grovhed, som kræves for anvendelsen af straffelovens § 232. Der kan i overensstemmelse hermed henvises til TfK 2003.692 Ø, jf. også Vagn Greve m.fl., anf.st. side 333-34.

Om straffelovens § 232 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., anf.st. side 329-34, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 60-64, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 205-209 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 526-30.

Straffelovens § 232 suppleres af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 2, som forbyder at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Ordensbekendtgørelsen finder anvendelse anvendelse på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang. ”Vej” omfatter også cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel. Ordensbekendtgørelsen finder således f.eks. anvendelse i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige kontorer.

Justitsministeriet udtalte i 1976, at nøgenbadning og solbadning på stranden uden tøj ikke i sig selv kan betegnes som uanstændig opførsel, men at ”provokerende eller demonstrerende” optræden over for andre badegæster kan være det. Denne udtalelse er formentlig stadig udtryk for retstilstanden, jf. herved UfR 2009.504 Ø, hvor byretten udtalte, at samfundsudviklingen siden 1976 ikke havde udviklet sig således, at nøgenbadning nu var i strid med ordensbekendgørelsen, mens landsretten fandt, at ”badning” i naturbeskyttelseslovens forstand efter en almindelig sproglig forståelse og på baggrund af den samfundsmæssige udvikling måtte forstås som omfattende nøgenbadning.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

Når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse (jf. afsnit 1.2.3 nedenfor) og forenklingen af strafferammer (jf. afsnit 1.2.5 nedenfor), har § 232 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”§ 232. Den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden eller giver offentlig Forargelse, straffes med Fængsel indtil 4 år eller under formildende Omstændigheder med Hæfte eller Bøde.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) §§ 215-216 samt side 208-209. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 (U II) § 212 samt side 196-97 og udkast af 1923 (U III) § 213 samt spalte 330. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3377 (§ 234), samt Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5377 (§ 232).

Af U I fremgår bl.a. følgende (side 208-209):

”§ 215 træder i Stedet for Stl.s § 185, for saa vidt denne straffer Krænkelse af den enkeltes Blufærdighed, men afviger ret væsentlig fra Straffelovens Bestemmelser. Den strafbare Handling betegnes som Foretagelsen af noget, der er egnet til at krænke nogens Blufærdighed. Den Handling, der skal foretages, maa være noget, der vedrører et kønsligt usædeligt Forhold, men den krænkendes Legeme maa enten slet ikke benyttes, eller i alt Fald ikke bruges saaledes, at Behandlingen af det fremkalder kønslig Tilfredsstillelse, da Forholdet i saa Fald vil falde ind under de foregaaende Bud om Krænkelse af den enkeltes Kønsfrihed. Baade ensidige kønslige Handlinger og slige Handlinger mellem to Personer, baade sædelige og usædelige, omfattes af Paragrafen. Om Blufærdighedskrænkelsen fremkaldes ved Ord eller Gerning, er ligegyldigt. Begge Forhold ere strafbare efter Bestemmelsen. Til Forbrydelsen Fuldbyrdelse kræves ikke, at nogens Blufærdighedsfølelse faktisk er bleven krænket. Skønner Domstolen, at Handlingen er egnet til at krænke, er Straf forskyldt. (…)

§ 216 beskytter den almene Blufærdighedsfølelse mod Handlinger af den i forrige Paragraf ommeldte Art, naar den foretages paa de i Paragrafen nærmere an-givne Steder eller under de der angivne Forhold. Til Forbrydelsens Fuldbyrdelse kræves ogsaa her kun Foretagelsen af en Handling. Medtaget er de Tilfælde, hvor Handlingen vel ikke er foretaget paa noget offentligt Sted eller noget Sted, der kan stilles i Klasse hermed, men i Overværelse af et større Antal Personer, saaledes en af de saakaldte nøgne Fremstillinger i en privat, større Kreds. Under Bestemmelsen er og bør ogsaa henføres Handlinger af ovennævnte Art, der foretages paa en saadan Maade, at de paatvinge sig omboendes eller Husfællers Opmærksomhed saaledes, at disse ikke kunne undgaa Kendskab til Handlingernes kønslig usædelige Karakter og derigennem forulempes.”

Af U II fremgår bl.a. følgende (side 196-97):

”Ogsaa K. U.’s Regler om den tredje Gruppe af de i 20. Kap. omhandlede Forbrydelser (…) er langt videregaaende end de tilsvarende Bestemmelser i nyere Love og Udkast og gaar navnlig ogsaa langt ud over de i Straffeloven dragne Grænser for det strafbare.

Dette gælder for det første K. U. §§ 215 og 216, der nærmest svarer til Strfl. § 185. Dennes Udtryk ”ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden” har man fortolket derhen, at de tilkendegiver, at Blufærdighedskrænkelsen skal være grov, men ikke siger noget om Handlingens Art. Der gaas derved ud fra, at Blufærdigheden kun kan krænkes ved kønsusædeligt (uterligt) Forhold. Det samme mener Motiverne til K. U. S. 208 og forudsætter, at ogsaa §§ 215 og 216 kun rammer Blufærdighedskrænkelser ved kønsusædeligt Forhold. Dette er dog næppe holdbart. Naar en Mand for at bade vandrer nøgen over en fremmed, privat Strand, hvor der sidder fuldt af Damer, eller omvendt, naar en Mand, der paa sin private Grund finder en Dame afklædt til Badning, gaar lige løs på hende og bortviser hende, eller f. Eks. en Maler ubemærket benytter hende som nøgen Model – i saadanne og talrige andre Tilfælde kan vedkommendes Blufærdighed meget vel blive endog ret stærkt krænket, men der foreligger intet uterligt, kønsusædeligt Forhold eller ”utugtig Adfærd” som N. Strafl. § 212 siger. Og Forholdet bør sikkert ikke straffes, i alt fald ikke som Forbrydelse, men højst i visse Tilfælde som Politiforseelse.

Det foreslaas derfor i § 212 at bibeholde den i Strfl. § 185 gennem Ordene ”ved uterligt Forhold” givne Begrænsning. Ogsaa udtrykket ”krænker Blufærdigheden” foreslaas bibeholdt, idet K. U.’s ”egnet til at krænke” osv. atter gaar for vidt. Bevis for Krænkelsen bør vel ikke kræves, men gyldigt Samtykke maa dog selvfølgelig udelukke Ansvaret. (…) Det foreslaas dernæst, at Reglerne i K. U. §§ 215 og 216 ligesom i Strfl. § 185 og N. Strfl. § 212 sammendrages i en Bestemmelse. Det særegne ved K. U. § 216 – at en større eller tilfældig Kreds udsættes for Blufærdighedskrænkelsen – udtrykkes i N. Strfl. § 212, tysk V. E. § 256, G. E. § 250, østerrigsk Regeringsforsl. § 283 og schweizisk V. E. Art. 135 ganske kort ved Ordet ”offentlig” foretager o. l. Og dette synes, ligesom Udtrykket i Strfl. § 185 ”giver offentlig Forargelse”, fuldt saa klart og skarpt som den lange Beskrivelse i K.U. § 216 at angive, hvad det kommer an paa, uden som denne at aabne Døren for en Mængde Bogstavfortolkning og derfra hidrørende Tvivl.

Ganske udenfor den almindeligt for saadanne Bestemmelser gældende Ramme gaar K. U. § 216 øjensynligt, idet den ved Ordene ”eller i Overværelse af et større Antal Personer” bl. a., som det ogsaa siges i Motiverne S. 209, sigter til ”nøgne Fremstillinger” i en privat større Kreds, altsaa ogsaa, hvor Deltagerne ved, hvad de gaar hen til. Dette er ganske urimeligt. Voksne Mennesker bør selv afgøre, hvad de i en privat Kreds har Lyst til og kan taale at se af den Art. Tilstedeværende umodne Personer er der Grund til at beskytte, jfr. ogsaa N. Straf. § 212; ligesaa – dolus forudsat – uindviede Deltagere. Begge Dele er der ved Affattelsen af § 212 taget Hensyn til [”offentligt eller overfor Børn under 16 Aar eller Personer, hvis Samtykke dertil han ikke var berettiget til at forudsætte”]. Men ellers kommer det hele ikke Samfundet ved. Der er derfor næppe Anledning til at komme ind paa al den Tvivl og Usikkerhed, som det vage Udtryk ”større Antal Personer” kan give anledning til.”

Af U III fremgår bl.a. følgende (spalte 330):

”§ 213 opretholder Straffelovens § 185, forsaavidt denne fastsætter Straf for Krænkelse af Blufærdigheden. Ligesom Straffelovens § 185 er Udkastets § 213 begrænset til de Tilfælde, hvor Blufærdighedskrænkelsen sker ved uterligt Forhold. Naar dette ikke er Tilfældet, f. Eks. hvis upassende Badning finder Sted fra offentlig Vej eller Plads, vil der i Almindelighed kun kunne være Tale om en politimæssig Forseelse, jfr. f. Eks. Politivedtægt for København af 1. Marts 1913 § 10, og nogen større Straf skønnes i disse Tilfælde ikke paakrævet.”

I Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3377, anføres alene helt kort, at § 234 ”opretholder Straffelovens § 185, idet man – i Modsætning til Kommississionen – foreslaar Straf ikke blot for den, som ved uterligt Forhold krænker Blufærdigheden, man ogsaa for den, som paa lige Maade giver offentlig Forargelse”.

1.2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fremgår bl.a. følgende (side 179-80):

”I praksis anvendes i almindelighed bøde, betinget dom eller en kort frihedsstraf. Det samlede antal sager om § 232 i årene 1979-82 har ligget på ca. 200, hvoraf ca. 125 blev afgjort med bøde. Af samtlige udmålte frihedsstraffe 1979-82 var der gennemsnitlig kun fire pr. år (to ubetingede og to betingede), der lød på højere straf end 6 måneder, og i intet af disse tilfælde har straffen oversteget 1 år og 6 måneder.

Det forekommer ubetænkeligt at foreslå strafferammen i § 232 ændret således, at den lyder på bøde eller fængsel indtil 2 år. Det er muligt, at maksimum endog kunne sættes ned til fængsel i 1 år. Men måske er det utilrådeligt at gå så langt ned, bl.a. under hensyn til, at § 232 kan være den eneste anvendelige straffebestemmelse med hensyn til nogle ikke ubetydelige seksuelle krænkelser af børn.

Straffelovrådet foreslår endvidere, at man i forbindelse med en ændring af strafferammen forenkler beskrivelsen af de strafbare forhold ved at stryge ordene ”eller giver offentlig forargelse”. Disse ord er næppe af selvstændig betydning ved siden af bestemmelsens 1. led: ”krænker blufærdigheden”, der ikke er begrænset til krænkelse af enkeltpersoner, men også finder anvendelse på uterligt forhold udvist over for flere personer, også når det sker på offentlige steder.”

1.2.3. Lovændringen i 2000

1.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår bl.a. følgende (side 747):

”5.4.2. § 232 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. §§ 218 og 219 (…), dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel svarende til det nugældende.

Straffelovrådet har noteret sig den opfattelse, som kom til udtryk i 1987-betænkningen (…). Rådet er fortsat enigt i, at det ved en lovrevision kunne overvejes at forenkle gerningsbeskrivelsen som anført. Rådet ville dog bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet finde det rigtigst, at det nugældende strafmaksimum på 4 års fængsel indtil videre opretholdes uændret. Rådet bemærker i den forbindelse, at § 232 efter omstændighederne kan omfatte meget grove forhold. Rådet foreslår en teknisk begrundet ændring af strafferammen fra ”fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 4 år””

1.2.5. Lovændringen i 2004

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) gennemførtes en teknisk begrundet forenkling af normal- og sidestrafferammerne i straffelovens § 232, idet sidestrafferammen, hvorefter straffen under formildende omstændigheder kunne nedsættes til bøde, udgik, samtidig med at bøde indsattes som det faste minimum i normalstrafferammen. Bestemmelsens strafmaksimum forblev uændret, og det anføres i forarbejderne, at der med udeladelsen af kravet om formildende omstændigheder ikke tilsigtedes nogen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3329.

2. Retspraksis

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 7.190 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 232, heraf 726 ubetingede fængselsstraffe på i gennemsnit mellem 43 og 192 dage.

Der er således ikke alene flere fældende afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 232 end for overtrædelse af nogen anden paragraf i straffelovens kapitel 24 – der er flere fældende afgørelser for overtrædelse af straffelovens § 232 end for overtrædelse af samtlige øvrige paragraffer i straffelovens kapitel 24 til sammen.

De oftest forekommende former for blufærdighedskrænkelse er beføling og blotteri. I perioden 1986-2009 var der 2.115 fældende strafferetlige afgørelser om blufærdighedskrænkelse i form af beføling, hvoraf 434 var ubetingede fængselsstraffe på i gennemsnit mellem 50 og 204 dage. I samme periode var der 2.361 fældende strafferetlige afgørelser om blufærdighedskrænkelse i form af blotteri, hvoraf 82 var ubetingede fængselsstraffe på i gennemsnit mellem 17 og 138 dage.

Der er således en betydelig retspraksis om overtrædelse af straffelovens § 232, hvoraf imidlertid kun en mindre andel er trykt. Med udgangspunkt i nyere retspraksis trykt i Ugeskrift for Retsvæsen eller Tidsskrift for Kriminalret kan der navnlig anføres følgende:

Befølinger straffes typisk med fængsel mellem 14 dage og 3 måneder, idet straffe på 4 eller 5 måneders fængsel dog også forekommer. Der forekommer både betingede og ubetingede straffe i spændet fra 14 dage til 3 måneder, men betinget straf er hyppigere, når straffen fastsættes til 14 dage, end når straffen fastsættes højere. Ved straffens udmåling lægges navnlig vægt på befølingens karakter (hvor på kroppen, inden for/uden på tøjet osv.), om der er tale om enkeltstående eller gentagne tilfælde af befølinger samt på forholdet mellem gerningsmanden og forurettede (herunder om der er tale om ansættelsesforhold, familieforhold, patientforhold osv.).

Som eksempler på straffe på 14 dages fængsel for befølinger kan nævnes følgende domme, hvor der i alle tilfælde var tale om enkeltstående forhold og i ingen tilfælde var tale om familieforhold:

TfK 2011.960 V (betinget): En 70-årig kunde i en butik omfavnede en 16-årig ansat og kyssede hende på kinden og på munden.

TfK 2011.255 Ø (betinget): En 49-årig mand berørte en 13-årig pige på den ene balle og befølte kortvarigt en 12-årig pige i skridtet. Forholdet fandt sted under vandet i en svømmehal. Tiltalte var tidligere straffet med dagbøder for et tilsvarende forhold.

TfK 2011.157 Ø (betinget): En 39-årig taxachauffør befølte flere gange under kørslen en passager på låret samt tilbød hende sex.

TfK 2009.717 V (betinget): En arbejdsgiver befølte en 22-årig ansat på brysterne. Forholdet fandt sted på arbejdspladsen i arbejdstiden.

TfK 2010.406 Ø (betinget): En 49-årig mand befølte en 12-årig pige på brysterne og i skridtet. Forholdet fandt sted i en butik uden for toilettet.

TfK 2009.921 V (betinget): En 38-årig taxachauffør kyssede en 15-årig passager på kinden.

TfK 2000.162 V (betinget): En 30-årig spejderleder befølte to 10-årige spejdere på brysterne under tøjet. Forholdene fandt sted under spejdermøder.

UfR 2008.1261 Ø: En 42-årig butiksejer kyssede en 13-årig kunde to gange på kinden, lagde armene om hende og placerede sine hænder på hendes bagdel og kyssede hende to gange på munden.

TfK 2006.280 V: En 35-årig arbejdsgiver befølte en 15-årig ansat på skuldrene og kyssede hende på halsen samt opfordrede hende til samleje. Tiltalte var tidligere straffet med dagbøder for et tilsvarende forhold.

TfK 2005.122 V: En 53-årig buschauffør befølte en 10-årig passager på brysterne. Tiltalte var tidligere straffet med bøde for blufærdighedskrænkelse.

TfK 2004.614 V: En 55-årig mand befølte kortvarigt en 13-årig dreng i skridtet uden på tøjet. Forholdet fandt sted i tiltaltes hjem. Forurettede var ansat hos tiltalte.

TfK 2001.682 V: En 31-årig bestyrer af en netcafé befølte flere gange en 13-årig dreng på lårene og i skridtet uden på tøjet. Forholdet fandt sted i et baglokale til netcaféen, hvor tiltalte havde serveret alkohol for forurettede og hans storebror.

Som eksempler på straffe på 30 dages fængsel for befølinger kan nævnes følgende domme, der adskiller sig fra dommene på 14 dages fængsel navnlig ved, at der i de fleste sager enten var tale om flere forhold (begået over for samme eller forskellige forurettede) eller forelå skærpende omstændigheder i form af indtrængen i forurettedes hjem eller overfald på åben gade:

TfK 2007.69 V (betinget): En 39-årig mand befølte en 14-årig pige under blusen på maven og på brysterne uden på hendes bh, tog hende i skridtet og førte hendes hånd ned i sine underbukser, så hånden rørte hans erigerede lem. Forholdet fandt sted i tiltaltes hjem, hvor forurettede var på besøg.

UfR 2004.542 V: En mand trængte om natten ind hos en af sin kones kollegaer og befølte hende på den ene endebalde og på låret. (Også domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, om husfredskrænkelse).

UfR 2003.2260 Ø: En 44-årig mand fulgte efter en kvinde, som han ikke kendte, greb fat i hendes hånd og stak sin anden hånd ind under hendes T-shirt og befølte hende på brystet.

TfK 2007.377 V: En 52-årig mand befølte en bekendts 9-årige datter på brysterne under tøjet og på kønsdelen inden for trusserne.

TfK 2007.20 V: En 20-årig mand ringede på hos en kvinde, gik ind i lejligheden, da kvinden lukkede op, og befølte kvinden på brysterne og bagdelen. (Også domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, om husfredskrænkelse).

TfK 2007.7 Ø: En 37-årig arbejdsgiver berørte en 14-årig ansat på ryggen inden for tøjet og forsøgte at kysse hende, berørte en anden 14-årig ansat på ryggen og maven inden for tøjet og berørte en 16-årig jobansøger på ryggen og bagdelen, i skridtet og på lårene uden på tøjet.

TfK 2006.230 V: En arbejdsgiver befølte gennem ca. 14 dage gentagne gange en 14-årig ansat på brysterne og kyssede hende på munden og halsen. Forholdene fandt sted på arbejdspladsen i arbejdstiden.

TfK 2006.17 V: En 38-årig mand befølte en 12-årig pige i skridtet inden for trusserne og kyssede hende samt blottede sig for to piger på 15 og 16 år. Tiltalte var tidligere straffet med bøde for blufærdighedskrænkelse.

TfK 2003.680 V: En 32-årig mand befølte gennem to år i ca. 10 tilfælde en 16-18-årig kollega på brysterne og bagdelen uden på tøjet og åbnede ved én lejlighed tre gange døren til baderummet og betragtede hende, mens hun stod nøgen under bruseren. Befølingerne fandt sted på arbejdspladsen i arbejdstiden.

TfK 2001.477 Ø: En 41-45-årig mand befølte gennem 4½ år jævnligt sin 11-16-årige steddatter på brysterne såvel uden på tøjet som på hendes blottede bryster.

Som eksempel på strengere straffe for befølinger kan nævnes følgende domme:

TfK 2005.612 Ø (40 dages fængsel): En 36-årig forsikringsagent kærtegnede en kundes ansigt, hænder og ryg, tog hende om bagdelen og trak hende ind til sig og pressede sit erigerede lem mod hendes underliv, stak sin tunge ind i hendes mund og befølte hendes bryster uden på tøjet. Forholdet fandt sted i forurettedes hjem. TfK 2002.602 Ø (40 dages fængsel): En 35-årig mand fulgte i 30-40 minutter en butiksansat rundt i butikken, spurgte, om han måtte røre ved hendes bryster, og befølte hende flere gange på bagdelen og brysterne uden på tøjet samt kyssede hende på halsen og nappede hende i skulderen med tænderne.

TfK 2001.139 V (40 dages fængsel): En 37-årig mand lagde sig nøgen oven på sin 11-årige datter og pressede sit erigerede lem mod hendes kønsdel uden på trusserne.

TfK 2005.169 (50 dages fængsel): En 55-årig mand befølte i en svømmehal en 11-årig pige på låret og sendte som svar på en kontaktannonce et brev vedlagt to fotografier af kvindelige kønsorganer. Tiltalte var seks gange tidligere straffet for blufærdighedskrænkelse.

TfK 2001.695 V (60 dages betinget fængsel): En 58-59-årig mand befølte gennem godt et år i adskillige tilfælde sin 14-15-årige steddatter på brysterne og i skridtet både uden på tøjet og under tøjet.

TfK 2010.901 Ø (60 dages fængsel): En 26-27-årig mand kyssede gennem ca. 1½ år i et ikke ubetydeligt antal tilfælde en 6-årig og en 9-årig pige på munden og befølte dem på brysterne og på deres kønsdele inden for tøjet. Forholdene fandt sted, mens tiltalte passede børnene i deres eller sit hjem.

TfK 2002.147 V (3 måneders betinget fængsel): En 29-årig mand befølte gennem ca. 2½ måned 3-4 gange sin 11-årige steddatter i skridtet uden på tøjet og tog én gang hendes hånd og førte den hen til sit lem og fik hende til at berøre det og bevæge hånden om det.

TfK 2003.23 V (3 måneders betinget fængsel og tillægsbøde): En 31-årig mand befølte kortvarigt sin 12-årige steddatter på hendes kønsdel inden for trusserne. TfK 2002.394 V (3 måneders fængsel): En 60-årig mand befølte i to tilfælde en 9-10-årig pige på brysterne under tøjet og ved en tredje lejlighed på bagdelen inden for trusserne og på brysterne og befølte i flere tilfælde en 11-årig pige på kønsdelen inden for trusserne, på bagdelen og på brysterne både uden på og under tøjet. Forholdene fandt sted, mens tiltalte passede børnene i deres hjem.

TfK 2010.694 Ø (4 måneders fængsel): En 50-52-årig mand lagde sig gennem ca. 2 år jævnligt nøgen under dynen og kælede med sin 12-14-årige datter og masserede én gang hendes klitoris under tøjet.

TfK 2000.579 Ø (5 måneders fængsel): En 36-37-årig ansat på et fritidshjem befølte gennem ca. ½ år flere gange fire 8-9-årige drenge i skridtet både uden på og inden for tøjet. Forholdene fandt sted i fritidshjemmet og under fritidshjemmets udflugt til en svømmehal.

Straf for blufærdighedskrænkelse i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje er sjælden, da andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24 normalt i givet fald vil finde anvendelse i stedet for straffelovens § 232. Det er derfor vanskeligt at tale om et typisk strafniveau i sådanne sager. Som eksempler kan nævnes følgende domme:

TfK 2008.877 Ø (6 måneders fængsel): En 29-årig hjemmehjælper stak i forbindelse med badning to gange en finger op i en 89-årig kvindes skede og stak én gang en finger op i hendes endetarmsåbning og stak en finger op i en 84-årig kvindes skede.

UfR 2008.1448 Ø (50 dages fængsel): En 62-årig læge befølte i forbindelse med, at han skulle foretage et mindre operativt indgreb ved en kvindes endetarmsåbning, flere gange kvinden på og i hendes kønsdel, stak et instrument op i hendes skede, stak sine fingre op i hendes skede og endetarmsåbning, kyssede hende på brystet, førte hendes hånd hen mod sine bukser, hvor hun kunne mærke hans erigerede lem, opfordrede hende til at vise, hvordan hun seksuelt tilfredsstillede sig selv, spurgte hende, om hun brugte dildo, og kaldte hende flere gange hot, lækker og dejlig og sagde, at hun var våd og smagte dejligt.

TfK 2006.298 Ø (60 dages fængsel): En 43-årig behandler stak i flere tilfælde i forbindelse med fysioterapeutisk behandling sine fingre op i skeden på en kvinde, som han behandlede, og kommenterede hendes bryster og kønsbehåring.

UfR 1983.193 V (2½ års fængsel): En 49-årig hypnotisør havde i to tilfælde samleje med kvinder, som han havde i behandling for psykiske problemer. Tiltalte havde, mens forurettede lå på en briks i tiltaltes konsultationsværelse i meget afslappet tilstand i forbindelse med tiltaltes suggestionsbehandling, blottet forurettedes underliv, lagt sig oven på forurettede og gennemført samleje. Forholdene blev straffet som blufærdighedskrænkelse, idet 3 voterende henset til, at tiltalte ikke havde udvist anden vold end at lægge sig oven på forurettede, og at forurettede havde forholdt sig fuldstændig passiv, fandt det overvejende betænkeligt at anse det for godtgjort, at tiltalte havde tiltvunget sig samlejerne ved vold. (Dissens af 3 voterende for at straffe forholdene som voldtægt). Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i ét tilfælde af voldtægt, to voldtægtsforsøg og tolv tilfælde af blufærdighedskrænkelse, alt begået på tilsvarende måde over for kvinder, han havde i behandling.

Blotteri straffes typisk med bøde, i grovere tilfælde dog med fængsel typisk udmålt i dage. Som eksempler på bødestraf for blotteri kan nævnes følgende domme:

TfK 2010.636 Ø: En 25-årig mand blottede sig gentagne gange samt onanerede foran to kvinder. Forholdet fandt sted på et offentligt sted.

TfK 2007.691 V: En 47-årig mand blottede sig foran seks 11-årige børn. Forholdet fandt sted på en campingplads.

TfK 2004.579 V: En 28-årig mand blottede sig gennem ca. 3 måneder gentagne gange og onanerede 2-3 gange foran forbipasserende. Forholdene fandt sted i en offentlig park.

Som eksempler på fængselsstraf for blotteri kan nævnes følgende domme:

TfK 2010.834 V (60 dages fængsel): En 44-45-årig mand blottede sig gennem ca. 1 år adskillige gange for sin 13-14-årige steddatter og onanerede i hendes påsyn.

TfK 2006.688 V (60 dages fængsel): En 48-årig mand onanerede i løbet af en weekend gentagne gange foran sin 11-årige niece, lagde hendes hånd på sit erigerede lem og pressede hendes bagdel mod sit erigerede lem.

TfK 2006.102 V (40 dages betinget fængsel): En 55-årig mand onanerede foran tre 14-årige drenge. Forholdet fandt sted på et offentligt sted. Tiltalte var tidligere straffet med henholdsvis bøde og betinget dom for blufærdighedskrænkelse.

Trykte domme om andre former for blufærdighedskrænkelse end beføling og blotteri er sjældne, og det er derfor vanskeligt at angive et typisk strafniveau, men der forekommer i hvert fald fængselsstraffe udmålt i dage. Som eksempler kan nævnes følgende domme:

TfK 2005.478 Ø (20 dages betinget fængsel): En 51-årig mand havde forsøgt at belure sin 14-årige steddatter ved at tv-overvåge hendes værelse.

TfK 2006.597 V (20 dages betinget fængsel): En 36-årig mand sendte gennem en længere periode mange sms-beskeder af seksuelt indhold til en 11-årig og en 12-årig pige. Tiltalte var træner for et gymnastikhold, som den 11-årige pige gik på. TfK 2006.24 Ø (60 dages fængsel): En 61-årig kørelærer fremsatte udtalelser af seksuel karakter dels i forbindelse med teoriundervisning af 12-14 køreelever, dels gentagne gange over for to kvindelige køreelever i forbindelse med øvelseskørsel. Tiltalte var tidligere straffet med betinget fængsel for tilsvarende forhold.

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Rådets rammeafgørelse nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater angår bl.a. børns deltagelse i pornografiske optrin og fremstilling af børnepornografi, jf. herom straffelovens §§ 230 og 235 a og kapitel 20 ovenfor. Rammeafgørelsen angår desuden seksuel udnyttelse af børn, som efter omstændighederne kan være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a, 228 eller 229, men nævner ikke forhold, som i givet fald ville skulle henføres under straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet af direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

Efter direktivets artikel 3, stk. 2, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere den, der udsætter et barn under den seksuelle lavalder for at overvære seksuelle aktiviteter. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 1 år.

Efter direktivets artikel 3, stk. 3, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, endvidere forpligtet til at kriminalisere den, der med seksuelt formål udsætter et barn under den seksuelle lavalder for at overvære seksuelt misbrug. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 2 år.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.2. Efter artikel 22 i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kontraherende stater kriminalisere den, der med seksuelt formål foranlediger, at et barn under den seksuelle lavalder overværer seksuelle aktiviteter.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

4. Fremmed ret

4.1. Norsk ret

Den endnu gældende norske straffelov fra 1902 indeholder to bestemmelser, som mere eller mindre svarer til blufærdighedskrænkelse efter dansk ret.

Efter § 200, stk. 1, straffes den, som foretager en seksuel handling med nogen, som ikke har samtykket til det, med bøde eller fængsel indtil 1 år. Bestemmelsen omfatter navnlig beføling.

Efter § 200, stk. 2, 1. pkt., straffes den, som foretaget en seksuel handling med et barn under 16 år, med fængsel indtil 3 år. Straffen kan efter stk. 3 stige til fængsel indtil 6 år under særdeles skærpende omstændigheder. Bestemmelsen indebærer, at børn under 16 år ikke kan give diskulperende samtykke til seksuelt betonede befølinger. Det følger dog af § 200, stk. 4, jf. § 196, stk. 4, at straffen kan bortfalde, hvis de pågældende er omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Efter § 200, stk. 2, 2. pkt., straffes den, som forleder et barn under 16 år til at udvise seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd som nævnt i § 201, med fængsel indtil 3 år. Bestemmelsen vil i praksis bl.a. omfatte den, der forleder et barn under 16 år til at blotte sig. Straffen kan efter stk. 3 stige til fængsel indtil 6 år under særdeles skærpende omstændigheder.

Efter § 201 straffes den, som i ord eller handling udviser seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd, med bøde eller fængsel indtil 1 år, hvis det sker på offentligt sted, over for nogen, som ikke har samtykket til det, eller over for et barn under 16 år. Begrebet ”seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd” er en retlig standard, hvis nærmere indhold beror på den til enhver tid gældende moralopfattelse. Bestemmelsen omfatter bl.a. blottelse og henvendelser af seksuel karakter. Et barn under 16 år kan ikke give diskulperende samtykke.

I den nye straffelov fra 2005 videreføres § 200, stk. 1, uden ændringer i § 297, mens § 200, stk. 2, 1. pkt., videreføres i § 299, litra c, og § 304, hvilket indebærer den ændring, at en kvalificeret seksuel handling over for et barn under 14 år som noget nyt anses som voldtægt og straffes med fængsel indtil 10 år. Til gengæld videreføres strafforhøjelsesreglen i § 200, stk. 3, ikke. En kvalificeret seksuel handling omfatter navnlig berøring af nøgne kønsorganer.

I den nye straffelov fra 2005 videreføres § 200, stk. 2, 2. pkt., og § 201 i § 298 og § 305 med den ændring, at strafferammen for at forlede et barn under 16 år til at udvise seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd ændres til bøde eller fængsel indtil 1 år.

Opdelingen i flere paragraffer skyldes det generelle princip i straffeloven fra 2005, hvorefter der sondres tydeligere mellem seksuelle krænkelser uden samtykke og seksuelle krænkelser over for børn under den seksuelle lavalder, der i Norge er 16 år. Begrundelsen herfor er navnlig, at samtykke er uden betydning, hvis forurettede er under den seksuelle lavalder.

4.2. Svensk ret

Den svenske straffelov indeholder følgende bestemmelse om blufærdighedskrænkelse (”sexuellt ofredande”) (kapitel 6 § 10):

”Den som, i annat fall än som avses förut i detta kapitel, sexuellt berör ett barn under femton år eller förmår barnet att företa eller medverka i någon handling med sexuell innebörd, döms för sexuellt ofredande till böter eller fängelse i högst två år.

Detsamma gäller den som blottar sig för någon annan på ett sätt som är ägnat att väcka obehag eller annars genom ord eller handlande ofredar en person på ett sätt som är ägnat att kränka personens sexuella integritet.”

Bestemmelsens første stykke tager sigte på handlinger af seksuel karakter, som retter sig mod børn under 15 år og ikke er omfattet af andre bestemmelser om seksuel krænkelse af børn under 15 år. Strafansvar forudsætter, at handlingen har et klart og for en voksen person utvetydigt seksuelt præg. Dette stykke omfatter berøringer af seksuel karakter og at formå barnet til at foretage eller medvirke til en handling af seksuel karakter. Barnet kan ikke give diskulperende samtykke.

Bestemmelsens andet stykke tager sigte på handlinger over for både børn og voksne, men dette har ingen betydning for så vidt angår berøringer af seksuel karakter af børn under 15 år, idet sådanne berøringer allerede er strafbare efter første stykke. Andet stykke omfatter bl.a. blottelse, berøringer af seksuel karakter og henvendelser af seksuel karakter.

5. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovens § 232 er karakteriseret ved, at den er en generel opsamlingsbestemmelse, som kan anvendes på seksuelle krænkelser af en vis grovere karakter, der ikke er omfattet af nogen anden bestemmelse. Straffelovens § 232 er samtidig langt den hyppigst anvendte strafbestemmelse om seksuelle krænkelser – den anvendes hyppigere end samtlige øvrige strafbestemmelser om seksuelle krænkelser til sammen.

Straffelovrådet foreslår, at opnåelse af et seksuelt forhold ved overrumpling, dvs. ved udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en situation, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen, fremover skal være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og dermed ikke længere af § 232. Der henvises herom til kapitel 9, afsnit 5, ovenfor. Forslaget indebærer bl.a., at alle i praksis forekommende tilfælde af seksuelt forhold, som gerningsmanden gennemfører uden forurettedes (gyldige) samtykke, fremover vil være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a.

Straffelovrådet finder, at straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse i øvrigt rammer de seksuelle krænkelser, som bør kunne straffes efter straffeloven. Bestemmelsens anvendelsesområde, som det fremgår af retspraksis, er således efter rådets opfattelse hverken for vidt eller for snævert.

Bortset fra forslaget om overrumplingstilfælde foreslår Straffelovrådet derfor ikke nogen ændringer i anvendelsesområdet for straffelovens § 232.

Straffelovrådet har overvejet, om bestemmelsens formulering – hvis gerningsbeskrivelse er uændret siden straffeloven af 1866 – bør moderniseres.

Straffelovrådet har i den forbindelse overvejet, om en mere detaljeret bestemmelse kunne være hensigtsmæssig, eksempelvis således at hovedkategorier af blufærdighedskrænkelse – beføling, blottelse, beluring osv. – blev nævnt udtrykkeligt i bestemmelsen.

En mere detaljeret bestemmelse ville heller ikke have væsentlig betydning for vurderingen af den indbyrdes grovhed af forskellige former for blufærdighedskrænkelse. Det gælder således for alle former for blufærdighedskrænkelse, at krænkelsen kan være mere eller mindre grov, og man kan derfor ikke helt generelt sige, at f.eks. blufærdighedskrænkelse ved beføling er grovere end blufærdighedskrænkelse ved beluring eller ved henvendelse af seksuel karakter.

Endvidere ville det næppe være muligt i en lovtekst udtømmende at opregne alle former for blufærdighedskrænkelse, og også en mere detaljeret strafbestemmelse ville således skulle indeholde et opsamlende led om seksuelle krænkelser i øvrigt.

Straffelovrådet har dernæst overvejet dels udtrykket ”giver offentlig forargelse”, dels udtrykket ”uterligt forhold”.

Straffelovrådet foreslår at forenkle bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse, således at ”eller giver offentlig forargelse” udgår som overflødigt, idet der er tale om en delmængde af de forhold, der allerede er omfattet af udtrykket ”krænker blufærdigheden”.

Straffelovrådet finder, at ”uterligt forhold” er sprogligt forældet, og foreslår derfor at erstatte dette udtryk med ”uanstændigt forhold”.

Med hensyn til strafferammen finder Straffelovrådet, at et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år bedre vil markere, at blufærdighedskrænkelse generelt er en væsentligt mindre alvorlig forbrydelse end forhold omfattet af straffelovens §§ 217-221, hvor strafmaksimum efter Straffelovrådets forslag generelt vil være fængsel indtil 4 år.

I forhold til børn under 15 år supplerer straffelovens § 232 imidlertid de mere alvorlige bestemmelser om seksuelt forhold til barn under 15 år, hvor strafmaksimum er henholdsvis 8 år og 12 år, hvilket kunne tale for et højere strafmaksimum end fængsel indtil 2 år for så vidt angår blufærdighedskrænkelse af børn under 15 år. Det bemærkes herved også, at blufærdighedskrænkelse ud over mindre alvorlige overtrædelser i form af f.eks. verbale krænkelser, blottelse, beluring eller lettere berøringer også omfatter noget grovere overtrædelser i form af berøringer, der ligger lige under grænsen for seksuelt forhold (herunder berøringer af nøgne kønsdele med hånden uden manipulation eller indtrængen), eller som går ud på at få en person til at udføre seksuelle handlinger med sig selv, eventuelt ved anvendelse af genstande.

Efter en samlet vurdering foreslår Straffelovrådet på denne baggrund, at strafferammen i straffelovens § 232 på bøde eller fængsel indtil 4 år ændres til bøde eller fængsel indtil 2 år, dog 4 år, når forurettede er under 15 år.

Kapitel 22: Straffelovens § 234 – salg af pornografi til børn under 16 år

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 234

Efter straffelovens § 234 straffes den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år, med bøde.

Bestemmelsen angår salg til personer under 16 år af ”utugtige billeder eller genstande”. Bestemmelsen omfatter formentlig også bytte, men ikke andre former for udbredelse, herunder heller ikke udlejning, udlån og vederlagsfri overdragelse. Overladelse af utugtige billeder og genstande til et barn under 16 år, der ikke har karakter af salg eller bytte, vil imidlertid kunne være omfattet af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Bestemmelsen omfatter ikke den blotte udbydelse til salg, jf. UfR 1971.435 H, og forsøg er ikke strafbart, jf. straffelovens § 21, stk. 3.

Det er næppe ganske afklaret, hvad der forstås ved ”utugtige billeder eller genstande”.

Der er ikke nogen tvivl om, at da bestemmelsen fik sin nuværende affattelse i 1969, omfattede den billeder af den karakter, som for så vidt angår fotografier mv. af børn i dag er omfattet af straffelovens § 235, jf. herom nærmere nedenfor i kapitel 23. En tilsvarende fortolkning måtte da formentlig anlægges med hensyn til genstande.

I den retsvidenskabelige litteratur har det imidlertid været gjort gældende, at begrebet ”utugtige” – ligesom begrebet ”anstødeligt” i ordensbekendtgørelsen (tidligere politivedtægterne) – er et dynamisk begreb, hvis fortolkning beror på den til enhver tid værende almindelige opfattelse i samfundet, jf. bl.a. Karnovs noter til bestemmelsen. Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 66 synes derimod at ville fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med dens oprindelige mening.

Det må på den baggrund antages, at bestemmelsen i hvert fald omfatter billeder (herunder tegninger og lignende) af den karakter, som når det drejer sig om fotografier mv. af børn, jf. straffelovens § 235, anses for særligt grove (dvs. billeder af voldtægt eller lignende), mens det er tvivlsomt, om bestemmelsen omfatter pornografiske billeder i øvrigt. Tilsvarende vil gælde genstande.

Bestemmelsen kræver forsæt, herunder med hensyn til, at salget sker til et barn under 16 år.

Om straffelovens § 234 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 335-36, Knud Waaben, anf.st., side 65-66, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 202 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 531-535.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

Straffelovens § 234 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 følgende affattelse:

”§ 234. Med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 6 Maaneder straffes den, som

tilbyder eller overlader en Person under 18 Aar utugtige Skrifter, Billeder eller Genstande,

offentliggør eller udbreder eller i saadan Hensigt forfærdiger eller indfører utugtige Skrifter, Billeder eller Genstande,

foranstalter offentligt Foredrag, Forestilling eller Udstilling af utugtigt Indhold.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til udkast til ny straffelov af 1912 (U I) § 218 samt side 210-11. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 214 samt side 198 og udkast af 1923 (U III) § 215 samt spalte 331. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3377 (§ 236).

1.2.2. Lovændringen i 1939

Ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930 blev straffelovens § 234 ændret, idet der indsattes nye stk. 2 og 3:

”Stk. 2. Begaas de ovenfor nævnte Handlinger i erhvervsmæssigt Øjemed, kan kun under særlig formildende Omstændigheder Straf af Bøde anvendes.

Stk. 3. Den, der for Vindings Skyld offentliggør eller udbreder eller i saadan Hensigt forfærdiger eller indfører Skrifter eller Billeder, der, uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende maa antages at have forretningsmæssig Spekulation i Sanselighed til Formaal, straffes med Bøde eller Hæfte indtil 1 Aar.”

1.2.3. Lovændringen i 1965

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev straffelovens § 234, stk. 3, ændret, således at ”hæfte indtil 1 år” blev ændret til ”hæfte”. Lovændringen havde sammenhæng med en nedsættelse af det generelle maksimum for længden af en hæftestraf fra 2 år til 6 måneder og indebar således en nedsættelse af strafmaksimum i § 234, stk. 3, fra 1 år til 6 måneder.

1.2.4. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) blev straffelovens § 234 ændret, således at ”skrifter” udgik af bestemmelsens stk. 1, nr. 1 og 2, og således at stk. 2 og 3 blev ophævet. Efter denne lovændring var forbuddet mod udbredelse af pornografisk materiale således begrænset til billeder og genstande.

Ophævelsen af strafbestemmelserne vedrørende utugtige skrifter trådte først i kraft den 16. august 1968, idet ikraftsættelsen måtte afvente Danmarks udtræden af en international overenskomst. Reelt fik ophævelsen for så vidt angår dansk-sprogede pornografiske skrifter dog virkning allerede fra den 1. juli 1967, idet rigsadvokaten i en cirkulæreskrivelse af 30. juni 1967 bl.a. instruerede politiet og anklagemyndigheden om at sætte verserende sager i bero, ikke at indlede undersøgelser i nye sager og at frigive beslaglagte skrifter.

1.2.5. Lovændringen i 1969

Ved lov nr. 224 af 4. juni 1969 om ændring i borgerlig straffelov (Pornografiske billeder mv.) fik straffelovens § 234 sin nuværende affattelse. Ved lovændringen blev forbuddet mod at tilbyde eller overlade en person under 18 år utugtige billeder eller genstande således ændret til at forbud mod at sælge sådanne billeder eller genstande til en person under 16 år.

Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, spalte 3054-55):

”Et særligt spørgsmål har det været, om eller eventuelt i hvilket omfang man burde opretholde bestemmelsen i § 234, nr. 1, der straffer den, der tilbyder eller overlader en person under 18 år utugtige billeder eller genstande. Ved behandlingen af spørgsmålet om ophævelse af straffebestemmelserne vedrørende den skriftlige pornografi var straffelovrådet opmærksom på, at de hensyn, der taler for en pornografiregel, har noget større vægt, når talen er om forholdet til børn og unge, selv om det på den anden side måtte erkendes, at en formodning om mere konkrete skadevirkninger også her hviler på et meget usikkert grundlag, jfr. betænkningen s. 63-64. Straffelovrådet kom til det resultat, at man for så vidt angik skrifterne ikke burde opretholde en særlig beskyttelsesregel for personer under 18 år, hvis man i øvrigt frigav den skrevne pornografi. Man henviste til, at såfremt utugtige skrifter i øvrigt frit kunne forhandles, ville de unge, der var interesseret i disse skrifter, uden vanskelighed kunne skaffe sig dem, og de unges interesse i at se de specielt for dem forbudte bøger m. v. ville måske endog øges. Hertil kom, at alle problemerne med fastlæggelse af utugtighedsbegrebet ville stå tilbage, og samtidig ville de handlende blive tvunget ind i en bedømmelse af, om den unge er over eller under 18 år. Særlige vanskeligheder ville være forbundet med salg, der sker ved forsendelse efter skriftlig eller telefonisk bestilling.

Opretholdelsen af en særlig beskyttelsesregel over for børn og unge på billedområdet vil efter justitsministeriets mening næppe volde samme retstekniske vanskeligheder, som tilfældet ville have været med en særregel vedrørende skrifterne. Som det fremgår af det oven for under pkt. 7 anførte, har det været muligt at opretholde en ret klar afgrænsning af de billeder m.v., der falder under § 234's utugtighedsbegreb; og med hensyn til de handlendes eventuelle vanskeligheder ved at bedømme en købers alder kan henvises til, at der også andre steder i lovgivningen findes forbud mod salg til unge under en vis aldersgrænse.

Det taler med afgørende vægt for på billedområdet at opretholde en særlig beskyttelsesregel for unge, at der efter filmcensurforslaget fortsat ved afgørelsen af, om en film kan godkendes for børn, bør tages hensyn til, om filmen indeholder seksuelle skildringer, der efter censurens skøn ikke bør vises for børn i de i betragtning kommende aldersklasser, jfr. betænkning om filmcensur (nr. 468/1967) s. 41. Efter oplysningerne i samme betænkning s. 58 findes der visse holdepunkter for at antage, at fotografier på det seksuelle område kan virke stærkere på tilskueren end film.

Det vil imidlertid være naturligt at fastsætte aldersgrænsen til 16 år, således at beskyttelsen kommer til at omfatte de samme aldersgrupper, som falder ind under filmcensurordningen.

Dette vil indebære en nedsættelse af den gældende 18 års-grænse i § 234, nr. 1. Også bortset herfra findes der at burde ske en begrænsning af bestemmelsens indhold. Efter den gældende formulering er ethvert tilbud om eller overladelse af utugtige billeder til personer under 18 år strafbart; dette gælder således også rent private overgivelser af sådanne billeder. Bortset fra tilfælde, hvor forevisning af utugtige billeder for mindreårige sker i forførelseshensigt – et sådant forhold falder ind under straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse – er man her inde på et område, hvor man ikke vil have mulighed for at håndhæve en strafferetlig regulering, og hvor en sådan regulering derfor vil virke uheldig. Ud fra dette synspunkt finder man det rigtigst, at den fremtidige straffebestemmelse alene kommer til at omfatte salg af utugtige billeder.

Straffen er fastsat til bøde, og bringes herved på linje med den straf, der efter det fremsatte forslag til lov om filmcensur kan anvendes for overtrædelse af denne lov, og den, der kan anvendes for overtrædelse af politivedtægternes bestemmelser om anstødelige udstillinger m. v.

At strafferammen således nedsættes i forhold til den gældende bestemmelse i § 234, nr. 1, hvorefter også hæfte og under skærpende omstændigheder fængsel i indtil 6 måneder kan idømmes, er uden væsentlig betydning, idet bøde og konfiskation også hidtil har været de i praksis anvendte sanktioner.”

2. Retspraksis

Bestemmelsen anvendes ikke i praksis. Ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik var der dog i den 25-årige periode 1985-2009 en enkelt fældende strafferetlig afgørelse i 1998 for overtrædelse af straffelovens § 234.

3. Straffelovrådets overvejelser

Bestemmelsen i straffelovens § 234 stammer i sin nuværende affattelse fra 1969 og havde sammenhæng med ophævelsen af det generelle forbud mod udbredelse af billedpornografi. Bestemmelsen er i dag uden reel praktisk betydning for, i hvilket omfang børn under 16 år ser pornografiske billeder. Undersøgelser viser således, at de fleste børn ser pornografiske billeder første gang i 12-14-års-alderen (jf. f.eks. Nordisk Ministerråds rapport ”Unge, køn og pornografi i Norden” (ANP 2006:749) side 49). Det må antages, at børn bl.a. ser pornografiske billeder på gratissider på internettet, hvilket ikke er reguleret af straffelovens § 234.

Bestemmelsen i straffelovens § 234 anvendes ikke i praksis og er efter Straffelovrådets opfattelse ikke længere tidssvarende.

Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om bestemmelsen bør moderniseres, eller om den i stedet bør ophæves.

For det første bemærkes med hensyn til aldersgrænsen, at 16-års-aldersgrænsen i forarbejderne er knyttet op på aldersgrænsen for biografcensur. Den tilsvarende aldersgrænse for biografcensur er i dag 15 år, og aldersgrænsen i § 234 bør efter Straffelovrådets opfattelse – såfremt bestemmelsen bevares – i givet fald nedsættes til 15 år.

Straffelovrådet kan imidlertid ikke pege på en anden udformning af bestemmelsen, som vil være mere hensigtsmæssig end den nuværende. Det kan diskuteres, hvilken betydning det har, at børn i 12-14-års alderen ser pornografiske billeder, bl.a. på internettet, men det er efter Straffelovrådets opfattelse under alle omstændigheder ikke realistisk at forestille sig, at man via straffeloven skulle kunne begrænse børns adgang til pornografiske gratissider på internettet.

Straffelovrådet finder heller ikke grundlag for at opretholde straffelovens § 234 af hensyn til børns eventuelle køb af pornografiske billeder, herunder på internettet. Eftersom børn under 15 år som udgangspunkt ikke kan formodes at have adgang til betalingskort eller lignende betalingsmidler, vil en sælger af pornografi på internettet i praksis som udgangspunkt ikke have forsæt til at sælge til et barn under 15 år, hvis et sådant barn under 15 år – f.eks. ved anvendelse af forældres eller ældre søskendes betalingsmidler – rent faktisk køber pornografi på internettet. Hertil kommer, at udbuddet af gratis pornografi på internettet i dag er så stort, at der allerede derfor ikke længere er noget reelt grundlag for en særskilt regulering af børns eventuelle køb af pornografiske billeder. Dette gælder efter rådets opfattelse også børns eventuelle køb af traditionelle pornoblade i kiosker og lignende.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil en egentlig krænkelse af et barn navnlig foreligge, hvis barnet mod sin vilje påtvinges pornografiske billeder. Dette gælder, hvad enten barnet modtager det pornografiske billede som en billedbesked på sin mobiltelefon, som en vedhæftet fil i en e-mail eller på et fysisk medium. Sådanne forhold, hvor barnet ikke betaler for billedet, er imidlertid ikke omfattet af straffelovens § 234.

Derimod vil det ofte kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, hvis pornografiske billeder fremsendes, udleveres eller vises til et barn, som ikke ønsker det.

Endvidere kan den, der erhvervsmæssigt sælger, udlejer eller udlåner film offentligt i Danmark til børn under 11 og 15 år, uden at filmen forinden er godkendt for børn i den pågældende aldersgruppe af Medierådet for Børn og Unge, straffes med bøde, jf. filmlovens § 25, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at straffelovens § 234 kan ophæves som betydningsløs i praksis.

Kapitel 23: Straffelovens § 235 – børnepornografi

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 235

Efter straffelovens § 235, stk. 1, straffes den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter.

Efter straffelovens § 235, stk. 2, straffes den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, med bøde eller fængsel indtil 1 år. Dette gælder dog ifølge § 235, stk. 3, ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen.

Ved ”utugtige” fotografier, film eller lignende forstås billedoptagelser, hvor personen under 18 år har samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, hvor der i forhold til personen under 18 år anvendes genstande på en måde, der svarer til samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, eller hvor personen under 18 år anvendes som model for fotografering af kønsdele eller seksuelt prægede berøringer. Lydoptagelser falder uden for bestemmelsen. Tegninger falder også uden for bestemmelsen. Der er i retspraksis eksempler på, at der ved vurderingen af, om en sammenhængende serie af fotografier er ”utugtige”, anlægges en helhedsvurdering, hvorefter billedserien i sin helhed anses som ”utugtig”, selv om kun et mindre antal af de enkelte fotografier i serien isoleret set er ”utugtige”, jf. TfK 2006.522 Ø og UfR 2008.540 Ø.

Ved ”andre utugtige visuelle gengivelser” forstås navnlig computergenerede billeder, der ikke afbilder en virkelig person under 18 år, men bortset fra det fiktive har fuld lighed med et fotografi. Den fiktive fremstilling skal således fremtræde på tilnærmelsesvis samme måde som fotografier og lignende.

Henvisningen til ”personer under 18 år” skal ifølge forarbejderne forstås på den måde, at dette element i gerningsindholdet er opfyldt, hvis den pågældende fremtræder som yngre end 18 år, medmindre gerningsmanden beviser, at den pågældende faktisk var fyldt 18 år. Som anført i Vagn Greve, Kommeteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 338 er dette i givet fald udtryk for en fravigelse af almindelige bevisregler i straffesager.

Den strafbare handling efter § 235, stk. 1, er at udbrede det nævnte materiale. Udbredelse omfatter i hvert fald videregivelse af materialet, herunder i en snæver kreds, og det er uden betydning, om der ydes betaling eller ej. Det kan diskuteres, om den blotte forevisning af materialet f.eks. for nogle få venner skal anses for udbredelse, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 328 om det tilsvarende spørgsmål i relation til straffelovens § 230 om optagelse af utugtige fotografier mv. af personer under 18 år med forsæt til udbredelse. Det må antages, at allerede tilgængeliggørelse i et fildelingsnetværk skal anses som udbredelse i bestemmelsens forstand, uanset om og i givet fald i hvilket omfang materialet er blevet hentet af andre.

De strafbare handlinger efter § 235, stk. 2, er at besidde eller mod vederlag eller gennem internettet eller lignende at gøre sig bekendt med materiale af den nævnte karakter. Besiddelse omfatter også f.eks. lagring i digital form på medier, som er i gerningsmandens besiddelse, f.eks. en computers harddisk eller en usb-nøgle. Det er også strafbart mod vederlag at gøre sig bekendt med materiale af den nævnte karakter. Dette sker i praksis i givet fald normalt gennem internettet, og da det endvidere generelt er strafbart gennem internettet eller lignende at gøre sig bekendt med materiale af den nævnte karakter, har spørgsmålet om ydelse af vederlag i praksis ingen selvstændig betydning for strafansvaret (men kan have bevismæssig betydning). I det omfang det måtte være relevant, omfatter vederlag ikke alene betaling, men enhver modydelse, herunder at der byttes med andre ydelser. Den selvstændige betydning af den særskilte kriminalisering af gennem internettet eller mod vederlag at gøre sig bekendt med materiale af den nævnte karakter ligger navnlig i, at det ikke anses som besiddelse alene at få vist materiale f.eks. på en computerskærm, hvis materialet ikke lagres.

Et eventuelt samtykke til udbredelse eller besiddelse fra de personer, billedoptagelserne vedrører, er som udgangspunkt uden betydning for strafansvaret. Det følger dog af § 235, stk. 3, at besiddelse (men ikke udbredelse) af ”utugtige billeder” af en person over 15 år med den pågældendes samtykke er lovlig. Henvisningen til ”billeder” indebærer ifølge forarbejderne, at alene fotografier og lignende lovligt kan besiddes med samtykke, mens der ikke kan gives diskulperende samtykke til besiddelse af film og lignende, jf. dog tvivlende om rigtigheden af denne fortolkning Karnovs note til § 235, stk. 3. Det kan diskuteres, om stk. 3 skal forstås bogstaveligt og dermed kun som omfattende besiddelse, eller om der også kan gives diskulperende samtykke til gennem internettet at gøre sig bekendt med utugtige billeder af en person over 15 år. Det kræves dog under alle omstændigheder, at der er tale om et frivilligt samtykke, og at der således f.eks. ikke foreligger bestemmende tvang eller svig. Hvis en 15-17-årig presses eller narres til gennem internettet at vise utugtige billeder af sig selv, foreligger der således ikke straffrihed. Som eksempel kan nævnes, at den person, som den 15-17-årige viser billederne til, har udgivet sig for at være en anden.

Det er tvivlsomt, om bestemmelsen omfatter en direkte transmission af utugtige billeder f.eks. gennem internettet, altså f.eks. et barn, der udfører seksuelle handlinger foran et webkamera, uden at der sker nogen lagring af billederne. I det omfang der sker lagring hos modtageren, vil der imidlertid med sikkerhed være tale om strafbar besiddelse, som der – da der er tale om film (levende billeder) – ifølge forarbejderne ikke kan gives diskulperende samtykke til.

Det må antages, at straffelovens § 235 ikke omfatter den, der udbreder eller besidder eller gør sig bekendt med utugtige film, fotografier eller lignende af sig selv, men straffrihed forudsætter, at der enten ikke optræder andre personer under 18 år på optagelserne eller udelukkende optræder personer over 15 år, som har givet (gyldigt) samtykke til besiddelsen (og i så fald er kun besiddelse, ikke udbredelse, straffri). Straffriheden omfatter desuden i givet fald kun den pågældende selv, ikke eventuelle medvirkende.

Om straffelovens § 235 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 336-40, og Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 67.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

Straffelovens § 234 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 følgende affattelse:

”§ 234. Med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 6 Maaneder straffes den, som

tilbyder eller overlader en Person under 18 Aar utugtige Skrifter, Billeder eller Genstande,

offentliggør eller udbreder eller i saadan Hensigt forfærdiger eller indfører utugtige Skrifter, Billeder eller Genstande,

foranstalter offentligt Foredrag, Forestilling eller Udstilling af utugtigt Indhold.”

Særskilte bestemmelser om udbredelse mv. af børnepornografisk materiale indgik ikke i borgerlig straffelov fra 1930, hvor der var en generel bestemmelse om udbredelse af pornografisk materiale (både skrifter, billeder og genstande). Den særlige kriminalisering vedrørende børnepornografi skete først med bestemmelser, der indsattes i straffeloven i 1980, jf. afsnit 1.2.6 nedenfor, efter at de tidligere bestemmelser om udbredelse af pornografisk materiale var blevet ophævet i 1969, jf. afsnit 1.2.5 nedenfor.

1.2.2. Lovændringen i 1939

Ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930 blev straffelovens § 234 ændret, idet der indsattes nye stk. 2 og 3:

”Stk. 2. Begaas de ovenfor nævnte Handlinger i erhvervsmæssigt Øjemed, kan kun under særlig formildende Omstændigheder Straf af Bøde anvendes.

Stk. 3. Den, der for Vindings Skyld offentliggør eller udbreder eller i saadan Hensigt forfærdiger eller indfører Skrifter eller Billeder, der, uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende maa antages at have forretningsmæssig Spekulation i Sanselighed til Formaal, straffes med Bøde eller Hæfte indtil 1 Aar.”

Om baggrunden for lovændringen fremgår følgende af forarbejderne (Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, spalte 3775-76):

”Efter Justitsministeriets Formening maa de Handlinger, der kan straffes efter denne Bestemmelse i dens nuværende Affattelse, anses som værende af en saa grov Karakter, at der, naar Forseelsen er begaaet i erhvervsmæssigt Øjemed, er Grund til i Almindelighed at anvende Frihedsstraf. Man foreslaar derfor en Bestemmelse, hvorefter Straf af Bøde i saadanne Tilfælde kun kan anvendes under særlig formildende Omstændigheder. I denne Forbindelse kan man henvise til, at der i Rusland i Henhold til en Bestemmelse af 17. Oktober 1935 er fastsat Straf af Frihedsberøvelse indtil 5 Aar for den, der fremstiller eller udbreder pornografiske Skrifter.

Endvidere mener Justitsministeriet, at der indenfor dette Felt er Grund til at udvide det strafbares Omraade. Der er navnlig i den senere Tid fremkommet en Del Skrifter, hvis Indhold i det hele har en saadan Karakter, at det maa staa enhver klart, at Skriftet kun kan betragtes som et Forsøg paa Spekulation i Interessen for pornografisk Lekture. Saafremt disse Skrifter ikke har et egentlig utugtigt Indhold, kan de i Øjeblikket ikke rammes. Da saadanne Skrifter imidlertid intet berettiget Formaal har, foreslaar man, at der fastsættes Straf for den, der for Vindings Skyld offentliggør eller udbreder Skrifter og Billeder, der udelukkende maa antages at have til Formaal at spekulere i Sanselighed, selvom Indholdet ikke kan anses for egentlig utugtigt i den Forstand, Domstolene tager dette Begreb. Udenfor denne Bestemmelse falder de Tilfælde, hvor Skriftet har – eller tillige har – et virkelig literært, kunstnerisk eller videnskabeligt Formaal.

Rigsadvokaten har med Hensyn til Forslaget om en Udvidelse af det strafbares Omraade udtalt, at der efter hans Skøn ikke er nogen Trang hertil.

Hertil maa bemærkes, at vel kan en stor Del af de Skrifter, der alene har Spekulation i Uanstændighed til Formaal, rammes efter de nugældende Bestemmelser om utugtige Skrifter. Efter Justitsministeriets Formening kræver imidlertid Praksis, for at et Skrift kan betegnes som utugtigt, ikke alene, at Skriftet ikke har noget berettiget Formaal og skønnes egnet til at virke ”æggende” i seksuel Henseende, men ogsaa at Skriftets Indhold er af en vis grovere Beskaffenhed. Efter den foreslaaede Bestemmelse vil ikke blot egentlig utugtige Skrifter, men ogsaa Skrifter, der ikke kan betegnes som utugtige, men dog er af utvivlsom slibrig Karakter, kunne rammes, og hertil er der efter Justitsministeriets Formening god Grund.”

1.2.3. Lovændringen i 1965

1.2.4. Lovændringen i 1967

1.2.5. Lovændringen i 1969

Ved lov nr. 224 af 4. juni 1969 om ændring i borgerlig straffelov (Pornografiske billeder mv.) fik straffelovens § 234 sin nuværende affattelse. Ved lovændringen ophævedes således forbuddene mod udbredelse af pornografiske billeder og genstande og mod offentlige foredrag, forestillinger eller udstillinger af ”utugtigt indhold”. Herefter var alene salg til børn under 16 år af utugtige billeder og genstande kriminaliseret. Om dette forbud i den gældende § 234 henvises i øvrigt til kapitel 22 ovenfor.

1.2.6. Lovændringen i 1980

Ved lov nr. 252 af 16. juni 1980 om ændring af borgerlig straffelov (Pornografiske billeder af børn) indsattes som en ny bestemmelse § 235, hvorefter den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder eller med forsæt hertil fremstiller eller skaffer sig utugtige fotografier, film eller lignende af børn, straffes med bøde.

Den nye bestemmelse byggede på en udtalelse af 10. oktober 1979 fra Straffelovrådet om forbud mod pornografiske billeder af børn. Af udtalelsen, der var optrykt som bilag til lovforslaget, fremgik, at Straffelovrådet var delt med hensyn til strafferammen, idet et flertal fandt, at strafferammen alene burde omfatte bøde, mens ét medlem fandt, at strafferammen burde gå op til 6 måneders fængsel, jf. Folketingstidende 1979-80, tillæg A, spalte 1761ff, og tillæg B, spalte 833ff.

1.2.7. Lovændringen i 1989

Ved lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi) skærpedes strafferammen i § 235, så der ud over bøde blev mulighed for at idømme hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Baggrunden for skærpelsen var et ønske om på en bedre måde at markere samfundets afstandtagen fra denne forbrydelsestype og samtidig gøre det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i erhvervsmæssigt øjemed mere effektivt, jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, spalte 2855ff, og tillæg B, spalte 1059ff.

1.2.8. Lovændringen i 1994

Ved lov nr. 1100 af 21. december 1994 om ændring af straffeloven (Besiddelse af børnepornografi) udvidedes det strafbare område med et nyt stk. 2, hvorefter den, som besidder fotografier, film eller lignende af børn, der har samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje eller har kønslig omgang med dyr, eller som anvender genstande på groft utugtig måde, straffes med bøde.

At bestemmelsen blev gjort til et bødedelikt, skyldtes navnlig hensynet til i videst muligt omfang at værne privatlivets fred, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, spalte 474:

”Strafferammen for besiddelse af børnepornografisk materiale er efter forslaget bøde. Bestemmelsen giver således ikke mulighed for at idømme frihedsstraf. Kan der imidlertid føres bevis for, at gerningsmanden har haft forsæt til erhvervsmæssig udbredelse af det børnepornografiske materiale, vil forholdet efter omstændighederne være omfattet af den gældende bestemmelse i § 235 (der bliver § 235, stk. 1), som indeholder en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Den foreslåede strafferamme i det nye stk. 2 til bestemmelsen i § 235 indebærer endvidere, at politiet afskæres fra at foretage ransagning af en ikke-sigtets bolig, rum eller gemmer med henblik på f.eks. beslaglæggelse af børnepornografisk materiale, jf. retsplejelovens § 795. Ransagning af en ikke-sigtet persons bolig m.v. kan således kun komme på tale, såfremt sagen angår en forbrydelse, der efter loven kan medføre frihedsstraf.

Formålet med denne del af forslaget er i videst muligt omfang at værne den enkelte mod indgreb i privatlivets sfære. Forslaget udelukker imidlertid ikke, at der efter omstændighederne kan foretages ransagning hos en person, der er sigtet for besiddelse af børnepornografisk materiale, jf. retsplejelovens § 794, nr. 2.

Endelig indebærer den foreslåede strafferamme, at forsøg ikke er strafbart, jf. straffelovens § 21, stk. 3.”

1.2.9. Lovændringen i 2000

Ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning) gennemførtes en skærpelse af § 235.

Bestemmelsen i § 235, stk. 1, blev udvidet til ud over erhvervsmæssig udbredelse også at omfatte (anden) udbredelse i en videre kreds, og strafmaksimum forhøjedes fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 2 år.

Bestemmelsen i § 235, stk. 2, blev udvidet til ud over besiddelse også at omfatte mod vederlag at gøre sig bekendt med, og strafferammen blev udvidet fra bøde til under skærpende omstændigheder også at omfatte hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Lovændringen byggede i alt væsentligt på betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning afgivet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Udvalgets overvejelser og forslag, som tiltrådtes af Justitsministeriet, er udførligt gengivet i lovforslagets bemærkninger (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7802-05):

”Udvalget finder derfor, at kriminaliseringen i stk. 1 bør udvides til ud over den erhvervsmæssige udbredelse også at omfatte udbredelse i en videre kreds. Udvalget har valgt at anvende udtrykket ”udbredelse i en videre kreds”, da dette udtryk i forvejen benyttes i straffeloven, jf. § 266 b om racediskriminerende udtalelser mv.

Udvalget har lagt vægt på, at adgang til børnepornografi via Internettet muliggør en meget omfattende udbredelse. Det er efter udvalgets opfattelse utvivlsomt, at en del af denne udbredelse ikke er erhvervsmæssig, men udvalget finder, at også ikke-erhvervsmæssig udbredelse af billeder i en videre kreds kan være egnet til at understøtte produktion af børnepornografisk materiale, og at kriminalisering af sådan udbredelse dermed kan tjene til at forebygge de samme misbrug, som forbud mod den erhvervsmæssige udbredelse.

Endelig anfører udvalget, at en sådan ændring af straffelovens § 235, stk. 1, vil bringe dansk ret på linie med norsk, svensk, tysk og fransk ret, der ikke stiller krav om, at udbredelsen skal være erhvervsmæssig. (…)

det [er] forudsat i forarbejderne til den gældende bestemmelse, at selve det at se på børnepornografiske billeder, der overføres fra en database til egen computerskærm, ikke etablerer en besiddelsessituation. Sker der derimod en lagring, hvor den pågældende selv kan kalde billedet frem igen, foreligger der en strafbar besiddelse.

Efter det for udvalget oplyste har der i de på nuværende tidspunkt kendte IT-sager vedrørende straffelovens § 235, stk. 2, som altovervejende hovedregel været tale om, at billederne er blevet downloaded (…).

I en række tilfælde vil der imidlertid ikke være etableret en besiddelse, fordi der ikke er sket lagring (…). Der kan f.eks. være tale om, at den pågældende blot går ind på særlige Internetområder med børnepornografi, eventuelt til et frit område. (…)

kriminaliseringen af besiddelse [er] sket på baggrund af opfordringer fra bl.a. Europarådet, FN og Nordisk Råd, og udgangspunktet for disse opfordringer har været at begrænse efterspørgslen efter børnepornografi. På denne baggrund kan det efter udvalgets opfattelse virke utilstrækkeligt at holde en benyttelsesform, der i dag i vidt omgang har afløst fysisk besiddelse, udenfor. Det er endvidere indgået i udvalgets overvejelser, at man ved brug af Internettet ofte vil kunne få adgang til at se et billede, der ligger på en server i udlandet under omstændigheder, som ikke gør det muligt at retsforfølge besidderen af serveren.

Efter udvalgets opfattelse er det på den anden side klart, at hvis brugere af Internettet kommer ind på de særlige områder, hvor der er fri adgang til børnepornografi, uden at de har noget ønske om at se børnepornografi eller som et enkelt nysgerrigt forsøg, er der ikke tale om handlinger, som bør kriminaliseres. Det er ikke sådanne situationer, der er egnede til at understøtte produktionen af børnepornografi.

Bevismæssigt vil det endvidere være meget vanskeligt at gennemføre sager, hvor selve det at se børnepornografi kriminaliseres, ligesom der vil være en vanskelig afgrænsning til de mere tilfældighedsprægede situationer, der efter udvalgets opfattelse i hvert fald ikke bør omfattes af en regulering.

Udvalget antager, at der i et vist omfang er en erhvervsmæssig præget produktion – hvor sælgeren eller udbrederen er omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 235, stk. 1 – og at brugerkredsen ved den erhvervsmæssige udnyttelse af børn i højere grad vil kunne identificeres, fordi også betalingsstrømme vil kunne indgå i bevisførelsen.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt man skal kriminalisere det forhold, at en person mod vederlag retsstridigt gør sig bekendt med børnepornografi, har udvalget haft med i sine overvejelser, at det samlede omfang af børnepornografi synes at være voksende (…). Dette betyder efter udvalgets opfattelse, at den samlede mængde af bagvedliggende krænkelser formentlig også er voksende. En del børnepornografiske ydelser leveres på en sådan måde, at der ikke hos modtageren er tale om besiddelse i straffelovens forstand, hvorfor det efter udvalgets opfattelse vil være relevant at kriminalisere selve det forhold, at man mod vederlag har gjort sig bekendt med børnepornografi.

Dertil kommer, at når der betales vederlag for en børnepornografisk ydelse, vil det ud fra synspunkter af samme karakter som de, der ligger bag kriminaliseringen af hæleri, være naturligt at kriminalisere aftageren af ydelsen. Uanset at den person, der mod vederlag gør sig bekendt med børnepornografiske fremstillinger, ikke i straffelovens forstand kommer i besiddelse af materialet, har den pågældende modtaget en egentlig ydelse, nemlig muligheden for at kunne se det pågældende materiale. Herudover vil en kriminalisering kunne være medvirkende til at formindske efterspørgslen efter børnepornografiske ydelser og derved forhåbentligt være med til at formindske mængden af de bagvedliggende krænkelser. Dette synspunkt er endnu et moment, der minder om hælerisynspunktet, idet hovedformålet med kriminalisering af hæleri er et ønske om at forhindre før-forbrydelserne.

På denne baggrund finder udvalget, at det forhold, at en person mod vederlag retsstridigt gør sig bekendt med børnepornografiske fremstillinger, bør kriminaliseres. (…)

Udvalget finder, at denne strafferamme [fængsel i 6 måneder i § 235, stk. 1] i praksis har vist sig tilstrækkelig ved de hidtil behandlede sager. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at det nugældende maksimum kan være for lavt, når det tages i betragtning, hvad beskyttelsesinteressen i § 235 er.

§ 235 skal for det første forhindre den krænkelse af privatlivets fred, der følger af udbredelser af billeder af denne art. Forholdet svarer for så vidt til straffelovens § 264 d om videregivelse af billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden, og § 264 c om at skaffe sig eller uberettiget udnytte billeder, som er optaget under de i § 264 a nævnte omstændigheder. Både § 264 d og § 264 c har – ligesom § 235 – et strafmaksimum på 6 måneders fængsel.

Derimod skal § 235 ikke anvendes på den direkte krænkelse af barnet under optagelsen af de pornografiske film eller billeder. I disse tilfælde anvendes de almindelige bestemmelser om voldtægt, samleje med mindreårig, anden kønslig omgængelse end samleje, kønslig omgængelse med en person af samme køn, blufærdighedskrænkelse osv., jf. straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. En forhandler, der bestiller billeder af denne art optaget hos en producent, kan straffes for medvirken til den pågældende sædelighedsforbrydelse.

Mellem producenten og den sluttelige køber eller besidder af det pornografiske materiale er der typisk en mellemhandler, der står for distributionen. I mange tilfælde foretages denne distribution for vindings skyld. Hvis den pornografiske film er bestilt af mellemhandleren, kan der som nævnt straffes for medvirken til sædelighedsforbrydelsen. Selv om dette ikke er tilfældet, er det naturligt at antage, at en betydelig del af de producerede film mm. er optaget med henblik på et senere salg. I sådanne tilfælde kan man ikke straffe køberen (mellemhandleren) for den oprindelige sædelighedsforbrydelse, men alene efter § 235. § 235 skal således hindre mellemhandlerens køb af filmen mm. og på den måde bidrage til, at den oprindelige optagelse og den oprindelige sædelighedsforbrydelse ikke gennemføres.

På denne baggrund lægger udvalget ved vurderingen af strafværdigheden i relation til § 235, stk. 1, til grund, at det er rimeligt at fastsætte en noget højere strafferamme (sammenlignet med strafferammerne i de nævnte bestemmelser om fredskrænkelser). Udvalget foreslår derfor, at strafmaksimum forhøjes fra de nuværende 6 måneders fængsel til fængsel i 2 år.

Med hensyn til § 235, stk. 2, (...) er der efter udvalgets opfattelse tale om væsentligt mindre grove forhold (end mellemhandlerens og distributørens). Den nuværende strafferamme (bøde) vil derfor i den overvejende del af tilfældene være passende. Udvalget finder på denne baggrund, at den nuværende begrænsning af straffen til bøde bør bevares som normalstraffen.

Udvalget finder imidlertid, at udviklingen i anvendelsen af Internettet og distribution af børnepornografi via Internettet har udviklet sig således, at der bør være mulighed for under skærpende omstændigheder at idømme hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Som eksempel på, hvad der skal betragtes som skærpende omstændighed, nævnes, at den pågældende betaler betydelige beløb for at modtage børnepornografisk materiale. Der vil ligeledes foreligge skærpende omstændigheder, hvis den pågældende besidder et meget stort antal børnepornografiske fremstillinger, eller et større antal fremstillinger af særlig grove forhold, f.eks. voldtægt af børn.”

I lovforslagets bemærkninger fremhævedes tillige, at den skærpede strafferamme i § 235, stk. 2, indebar, at forsøg fremover ville være strafbart, jf. straffelovens § 21, stk. 3, og at der åbnedes mulighed for ransagning hos ikke-mistænkte personer, jf. retsplejelovens § 795 (anf.st. side 7806).

1.2.10. Lovændringen i 2001

Bestemmelsen i § 235 blev ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, 1. tillægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse af domfældte og FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen mv.), idet hæfte udgik af bestemmelsen.

1.2.11. Lovændringen i 2003

Ved lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.) fik straffelovens § 235, stk. 1, sin nuværende formulering, når bortses fra ændringen af ”skærpende omstændigheder” til ”særligt skærpende omstændigheder” i 2004.

Lovændringen indebar for § 235, stk. 1’s vedkommende, at ”børn” (hvilket skulle forstås som personer, hvis fysiske udviklingstrin svarer til aldersgruppen under 15 år) blev ændret til ”personer under 18 år”, at ”andre utugtige visuelle gengivelser” blev medtaget, at enhver udbredelse blev omfattet (ikke kun erhvervsmæssig udbredelse og udbredelse i en videre kreds), og at strafferammen blev udvidet fra bøde eller fængsel indtil 2 år til under skærpende omstændigheder at give mulighed for at idømme fængsel indtil 6 år. Endvidere blev der indsat en regel med eksempler på forhold, der udgør skærpende omstændigheder.

Lovændringen indebar for § 235, stk. 2’s vedkommende den samme udvidelse til ”personer under 18 år” (i stedet for ”børn”) som i § 235, stk. 1. Endvidere blev bestemmelsen udvidet til at omfatte alle ”utugtige” billeder omfattet af stk. 1 (og ikke kun de groveste), herunder de ”andre utugtige visuelle gengivelser”, der som noget nyt blev medtaget i stk. 1, og strafferammen blev ændret til bøde eller fængsel indtil 1 år (mod tidligere bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder).

Om baggrunden for lovændringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 2617-20):

”2.5.3.3. Den eksisterende bestemmelse i straffelovens § 235, stk. 1, omfatter utugtige fotografier, film eller lignende af ”børn”, hvilket skal forstås som personer, hvis fysiske udviklingstrin svarer til aldersgruppen under 15 år.

Danmark vil med ratifikation af tillægsprotokollen [til FNs konvention om barnets rettigheder om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi] og vedtagelse af EU-rammeafgørelsen [om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi] blive forpligtet til i straffelovens § 235, stk. 1, i stedet at indføre en fast aldersgrænse, således at bestemmelsen i straffelovens § 235, stk. 1, fremover udvides til at beskytte alle personer under 18 år. Justitsministeriet foreslår derfor, at ordet ”børn” i straffelovens § 235, stk. 1, erstattes med ordene ”personer under 18 år”.

Udtrykket ”personer under 18 år” vil ikke omfatte personer, der fremstår som yngre end 18 år, men som faktisk er fyldt 18 år. Justitsministeriet finder ikke, at de beskyttelseshensyn, der ligger bag bestemmelsen i § 235 om børnepornografi, i tilstrækkelig grad kan begrunde kriminalisering af disse tilfælde, hvor der er tale om pornografisk materiale, som forestiller personer, der faktisk er over 18 år. Det bemærkes herved, at sådanne tilfælde ikke er omfattet af kriminaliseringskravet i tillægsprotokollen og forslaget til EU-rammeafgørelse. Danmark agter således ved ratifikationen af [Europarådets] konvention(…) om IT-kriminalitet at tage et forbehold, der angår tilfælde af denne karakter.

På samme måde som det efter den gældende formulering af § 235 er afgørende for strafbarheden, om den pågældende på billedet fremtræder som et ”barn”, vil det med den foreslåede formulering af bestemmelsen – i tilfælde, hvor identiteten og alderen på den pågældende person er ukendt – være afgørende for strafbarheden, om den pågældende fremtræder som yngre end 18 år i det børnepornografiske materiale. I praksis vil det formentlig i det helt overvejende antal tilfælde være umuligt at fremskaffe konkrete oplysninger om den afbildede persons faktiske identitet og alder. Foreligger der imidlertid konkrete oplysninger om, at personen er over 18 år, vil forholdet ikke være omfattet af bestemmelsen.

2.5.3.4. Både tillægsprotokollen, forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet indeholder en forpligtelse til at kriminalisere såkaldt ”fiktiv” børnepornografi (”gengivelse af virkelig eller simuleret eksplicit seksuel aktivitet” og ”realistiske billeder af et ikke-eksisterende barn”).

Straffelovens § 235, stk. 1, er i sin gældende udformning begrænset til fotografier, film og lignende (herunder videooptagelser), hvorimod f.eks. tegninger og billeder frembragt ved hjælp af edb (såkaldt computergenerede billeder), som ikke afbilder et virkeligt samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, falder uden for bestemmelsen.

Forud for ændringen af § 235 ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 (…) overvejede udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget), om også computerskabte fremstillinger eller lignende fremstillinger burde være omfattet af den strafferetlige regulering. Udvalget fandt dog, at hensynet til beskyttelse af børn mod misbrug ikke nødvendiggør, at sådanne fremstillinger omfattes af reguleringen. Der henvises til betænkning nr. 1377/1999 og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 7801-7802 og 7805.

På baggrund af tillægsprotokollens, EU-rammeafgørelsens og konventionen om IT-kriminalitets definitioner af børnepornografi kan den nugældende retstilstand på dette punkt ikke opretholdes. Det bemærkes i den forbindelse også, at den tekniske udvikling i dag gør det muligt at lave meget realistiske billeder med et pornografisk indhold, uden at personerne på billederne har deltaget i produktionen endsige er virkelige.

Det foreslås derfor, at § 235, stk. 1, formuleres således, at bestemmelsen tillige omfatter andre utugtige ”gengivelser” end fotografier, film og lignende. ”Gengivelser” vil således – udover fotografier, film eller lignende – omfatte forhold, hvor der er tale om en fiktiv afbildning.

Der vil med den foreslåede formulering skulle foreligge en realistisk afbildning, jf. udtrykket ”gengivelse”. Bestemmelsen vil derfor alene omfatte fiktive fremstillinger, der fremtræder på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier og lignende. Eksempelvis vil et computergeneret billede, der bortset fra det fiktive motiv har fuld lighed med et fotografi, være omfattet. Modsat vil malerier, håndtegninger mv., der ikke fremtræder som identiske med faktiske afbildninger, falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Som følge heraf vil tegnede eller malede fremstillinger, som eksempelvis findes på oldtidens græske vaser, ikke være omfattet af bestemmelsen. Det kan endvidere bemærkes, at materiale, der kan anses for legitimeret ved sin kunstneriske værdi, som hidtil efter en konkret vurdering vil kunne falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Bestemmelsen er, som det fremgår, begrænset til visuelle gengivelser med et børnepornografisk indhold, hvilket svarer til forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet. Den foreslåede udvidelse af § 235 om børnepornografi omfatter således ikke litterære gengivelser mv., dvs. materiale, hvor det utugtige indhold alene gengives i skriftform.

På den baggrund agter Danmark ved ratifikation af tillægsprotokollen at afgive en præciserende erklæring om, at man anser udtrykket ”enhver gengivelse” i tillægsprotokollen for alene at omfatte ”visuel gengivelse”. Det kan i den forbindelse oplyses, at Sverige ved sin undertegnelse af tillægsprotokollen har afgivet en tilsvarende erklæring.

2.5.3.5. De handlinger, der ifølge tillægsprotokollen, forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet skal kriminaliseres, er bl.a. fremstilling, videregivelse, import, eksport, udbud, salg, distribution, spredning og transmission af børnepornografisk materiale.

Det foreslås, at der i § 235, stk. 1, anvendes udtrykket ”udbredelse” som en samlet betegnelse for handlinger af denne karakter. Udtrykket ”udbredelse” omfatter såvel erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig udbredelse. Det svarer til den gældende § 235, stk. 1.

Imidlertid vil den ændrede affattelse af bestemmelsen indebære, at ikke-erhvervsmæssig udbredelse fremover vil være omfattet af § 235, stk. 1, selv om videregivelsen af det børnepornografiske materiale ikke sker til en videre kreds (…). I dag er sådanne tilfælde alene omfattet af § 235, stk. 2, om besiddelse af børnepornografi.

Fremstilling af fiktiv børnepornografisk materiale med forsæt til at udbrede materialet vil skulle straffes efter § 235, stk. 1, mens produktion af pornografiske fotografier mv. af børn under 18 år fortsat straffes efter § 230.

2.5.3.6. (…) det [er] i dag efter straffelovens § 235, stk. 2, strafbart at besidde (eller mod vederlag gøre sig bekendt med) visse grovere former for børnepornografi.

Det følger af (…) tillægsprotokollen, forslaget til EU-rammeafgørelse og konventionen om IT-kriminalitet, at Danmark vil være forpligtet til at kriminalisere besiddelse af enhver form for pornografisk materiale, der gengiver personer under 18 år – herunder også såkaldt fiktiv børnepornografi.

På den baggrund foreslås det i § 235, stk. 2, at indsætte samme formulering som i forslaget til ændret affattelse af stk. 1, således at bestemmelsen udvides til at omfatte besiddelse af ”utugtige fotografier, film, andre visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år” (…).

Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at tilfælde, hvor vedkommende afbildede person på tidspunktet for afbildningen er over den seksuelle lavalder på 15 år og har givet sit frivillige samtykke (direkte eller implicit) til besiddelsen af billedet, bør være undtaget fra det strafbare område. Hvorvidt der foreligger et sådant samtykke vil afhænge af en samlet vurdering af den pågældendes intellektuelle udviklingstrin samt omstændighederne i øvrigt, herunder om samtykket er opnået ved misbrug af for eksempel en på alder og erfaring beroende overlegenhed. Et samtykke vil således kunne meddeles til, at en kæreste mv. til en pige på eksempelvis 17 år besidder et billede af hende, selv om billedet kan karakteriseres som utugtigt. Derimod vil det have formodningen imod sig, at der er meddelt et frivilligt samtykke til besiddelse hos en person, som den afbildede person har en fjernere tilknytning til.

Undtagelsen vil alene omfatte ”billeder”, hvormed menes fotografier, malerier mv. Film og lignende er derimod ikke omfattet af undtagelsen.

I overensstemmelse med det anførte er det efter forslaget til EU-rammeafgørelsen muligt at undtage fremstilling og den efterfølgende besiddelse af pornografiske billeder fra kriminalisering i tilfælde, hvor den afbildede person er over den seksuelle lavalder og har givet samtykke, jf. artikel 3, stk. 2, litra b. En tilsvarende undtagelsesmulighed findes ikke i tillægsprotokollen, og Danmark agter derfor i forbindelse med ratifikation af tillægsprotokollen at afgive en erklæring om, at besiddelse af billeder, der forestiller en person over 15 år, som har givet samtykke til besiddelsen af billedet, ikke vil blive anset for omfattet af pligten til kriminalisering.

2.5.4.1. (…) Danmark er med forslaget til EU-rammeafgørelse forpligtet til at sikre, at besiddelse af børnepornografisk materiale kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Det foreslås derfor, at strafferammen i straffelovens § 235, stk. 2, forhøjes til fængsel indtil 1 år, hvilket efter Justitsministeriets opfattelse tillige i højere grad vil afspejle samfundets afstandtagen til den form for adfærd, der medvirker til at øge eller opretholde efterspørgslen på materiale, hvor sårbare børn og unge er blevet krænket i forbindelse med tilblivelsen heraf.

Med den foreslåede forhøjelse af strafferammen i straffelovens § 235, stk. 2, er det Justitsministeriets vurdering, at Danmark opfylder forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1. (…)

2.5.4.4. Forslaget til rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, litra c, forpligter (…) hver medlemsstat til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at produktion, udbredelse mv. af børnepornografisk materiale kan straffes med fængsel i mindst 5 til 10 år, når der er tale om et barn under den seksuelle lavalder og barnets liv udsættes for fare, der anvendes grov vold, barnet forvoldes alvorlig skade, eller forholdet er begået inden for rammerne af en kriminel organisation.

Det foreslås derfor at forhøje strafferammen i § 235, stk. 1, til fængsel indtil 6 år, hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Herudover foreslås det at tilføje et nyt pkt., der angiver eksempler på forhold, som taler i skærpende retning. Som skærpende omstændigheder anses således navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter. Det bemærkes i den forbindelse, at det foreslåede nye pkt. på dette punkt går videre end forslaget til rammeafgørelsen, idet det foreslås, at det forhold, at barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at der forvoldes barnet alvorlig skade, eller at der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter, altid skal betragtes som en skærpende omstændighed, uanset om der er tale om et barn under den seksuelle lavalder.

Der er ikke tale om en udtømmende opregning af omstændigheder, der kan betragtes som skærpende. Således kan eksempelvis barnets alder i sig selv medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede strafferamme. Har barnet været udsat for trusler eller særlig ydmygende eller fornedrende handlinger kan dette ligeledes medføre, at forholdet skal omfattes af den skærpede strafferamme.

Det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i erhvervsmæssigt øjemed vil hermed tillige efter Justitsministeriets opfattelse blive styrket. En tilsvarende forhøjelse af strafferammen under skærpende omstændigheder foreslås indsat i § 230.

Hvorvidt optagelserne eller udbredelsen mv. skønnes at være af mere systematisk eller organiseret karakter vil afhænge af en konkret vurdering, hvor bl.a. omfanget af produktionen og udbredelsen vil kunne indgå.

Med de foreslåede forhøjelser af strafferammerne i § 230 og § 235, stk. 1, vurderer Justitsministeriet, at Danmark opfylder forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 5, stk. 3, litra c. Det bemærkes i den forbindelse, at der, hvis der samtidig med en overtrædelse af § 230 eller § 235, stk. 1, foreligger en overtrædelse af straffelovens § 245, § 249 eller § 252, stk. 1, kan straffes for begge overtrædelser.

2.5.4.5. De foreslåede forhøjede strafferammer er en følge af forpligtelserne efter rammeafgørelsens artikel 5. Strafferammeforhøjelserne giver domstolene mulighed for i højere grad at graduere strafudmålingen, navnlig i sager om optagelse og udbredelse af børnepornografisk materiale af mere systematisk eller organiseret karakter, hvor barnet har været udsat for fare eller grov vold, eller hvor der forvoldes barnet alvorlig skade.”

1.2.12. Lovændringen i 2004

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) blev ”skærpende omstændigheder” ændret til ”særligt skærpende omstændigheder”.

Det anføres i forarbejderne, at ændringen er teknisk begrundet. Det fremgår videre, at det er Justitsministeriets opfattelse, at der i bl.a. § 235 fortsat er behov for en skærpet sidestrafferamme, når der foreligger særligt skærpende omstændigheder, og at der med ændringen af kriteriet ”skærpende omstændigheder” ikke tilsigtes nogen ændring i det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau.

Lovændringen byggede på Straffelovrådets anbefaling i betænkning nr. 1424/2003 om straffastsættelse og strafferammer, jf. herved Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3290:

”Rådet har set det som en opgave ved revisionen af strafferammesystemet at komme med forslag til en mere præcis og nuanceret angivelse af de kriterier, der kan eller skal betinge anvendelsen af sidestrafferammer i skærpende retning.

Mens kriterierne for strafforhøjelse i overensstemmelse med legalitetsprincippet således bør være udformet så klart og præcist som muligt, er der ikke samme behov for, at kriterierne for strafnedsættelse skal udformes præcist. (…)

Uanset det ovenfor anførte principielle udgangspunkt, kan der efter rådets opfattelse for visse bestemmelsers vedkommende være behov for at bevare en højere sidestrafferamme med mindre præcise kriterier. Med henblik på disse tilfælde foreslår rådet anvendelse af kriteriet ”særligt skærpende omstændigheder” i sidestrafferammen for rent sprogligt at markere forskellen til den almindelige vurde-ring af skærpende omstændigheder ved udmåling inden for normalstrafferammen, jf. den foreslåede § 81”

1.2.13. Lovændringen i 2009

Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug mv.) blev straffelovens § 235, stk. 2, udvidet til også at omfatte at gøre sig bekendt med børnepornografisk materiale gennem internettet eller et lignende system til spredning af information, uanset om det sker mod vederlag eller ej.

Om baggrunden for lovændringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 2448-49):

”Efter konventionens [Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug] artikel 20, stk. 1, litra f, skal staterne sikre, at det er strafbart forsætligt ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi at skaffe sig adgang til børnepornografi. Staterne kan dog samtidig forbeholde sig helt eller delvist at undlade at kriminalisere sådanne forhold, jf. artikel 20, stk. 4.

Spørgsmålet om kriminalisering af sådanne tilfælde, hvor internetbrugere (vederlagsfrit) skaffer sig adgang til børnepornografiske hjemmesider gennem internettet, uden at det børnepornografiske materiale lagres, har tidligere været overvejet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-udvalget). Udvalget anfører herom i delbetænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning, side 58 f., bl.a., at børnepornografisk materiale på internettet i en række tilfælde ikke vil blive lagret/downloadet, idet den pågældende bruger af internettet blot kan gå ind på særlige områder med børnepornografi (hjemmesider mv.) Udvalget fandt på denne baggrund, at det kunne virke utilstrækkeligt at holde en benyttelsesform, der i vidt omfang har afløst fysisk besiddelse, uden for det kriminaliserede område.

Udvalget pegede samtidig på, at det bevismæssigt ville kunne være vanskeligt at gennemføre sager, hvor selve det at betragte børnepornografi var kriminaliseret, og at en sådan kriminalisering i givet fald ville føre til en vanskelig afgrænsning i forhold til de mere tilfældighedsprægede situationer, der efter udvalgets opfattelse i hvert fald ikke burde være omfattet af en kriminalisering.

Rigspolitiet har over for Justitsministeriet oplyst, at der findes en række hjemmesider mv. på internettet med børnepornografisk materiale, som der ikke skal betales vederlag for at få adgang til, og hvor brugerne ikke behøver at lagre billederne mv.

Det må endvidere antages, at efterspørgslen efter børnepornografisk materiale, uanset hvordan dette gøres tilgængeligt, bidrager til, at der løbende produceres nyt børnepornografisk materiale og dermed begås nye seksuelle krænkelser og overgreb mod børn.

I overensstemmelse med konventionens artikel 20 vil det i givet fald alene være forsætlige forhold, hvor en person bevidst skaffer sig adgang til en hjemmeside mv. med børnepornografisk materiale, der kriminaliseres. En sådan bestemmelse vil f.eks. ikke skulle omfatte den, der uforvarende kommer ind på en hjemmeside med børnepornografisk materiale og straks forlader den igen.

Hertil kommer, at Rigspolitiet over for Justitsministeriet har oplyst, at hjemmesider mv. med børnepornografisk materiale i praksis må anses for at være vanskelige at komme tilfældigt ind på. De pågældende hjemmesider vil således typisk have adresser med en kompliceret og/eller ulogisk opbygning, og det vil som udgangspunkt ikke være muligt at finde frem til disse hjemmesider ved, at man via de mest almindelige søgemaskiner på internettet søger f.eks. på forskellige ord, der kunne relatere sig til børnepornografi. Adgang til hjemmesider på internettet med børnepornografisk materiale, som der ikke skal betales vederlag for at få adgang til, forudsætter i praksis normalt, at den pågældende forinden har modtaget præcise oplysninger om hjemmesidens adresse f.eks. fra andre personer eller grupper/netværk med interesse for børnepornografisk materiale.

Med hensyn til mulighederne for at efterforske forhold, hvor en person har skaffet sig adgang til børnepornografisk materiale på internettet uden at betale vederlag herfor, har Rigspolitiet oplyst, at det med de nuværende teknologiske efterforskningsmuligheder i et vist omfang vil være muligt også efterfølgende at påvise, hvilke konkrete hjemmesider en bruger af en given computer har besøgt, men det vil dog i praksis være noget enklere og mindre ressourcekrævende at efterforske tilfælde, hvor der hos den pågældende f.eks. findes lagrede børnepornografiske fotografier eller film mv.

På den anførte baggrund er det efter en samlet vurdering Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er grundlag for, at Danmark benytter muligheden for ikke at kriminalisere de forhold, der er omfattet af konventionens artikel 20, stk. 1, litra f. Det foreslås derfor, at straffelovens § 235, stk. 2, om besiddelse af utugtige fotografier, film mv. af personer under 18 år i overensstemmelse med konventionens artikel 20 udvides til også at omfatte tilfælde, hvor en person via internettet mv. forsætligt skaffer sig adgang til børnepornografisk materiale uden at betale vederlag for det.”

1.2.14. Oversigt over udviklingen i kriminaliseringen vedrørende børnepornografi

Udviklingen i kriminaliseringen vedrørende børnepornografi kan skematisk gengives således:

	Udbredelse	Besiddelse (uden forsæt til udbredelse)
1933	Generelt forbud vedrørende billedpornografi (herunder tegninger) Strafferamme: bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder	Ikke kriminaliseret
1939	Hvis erhvervsmæssigt kun bøde under særligt formildende omstændigheder
1969	Ikke kriminaliseret
1980	Erhvervsmæssig udbredelse af børnepornografi (fotografier og film af børn under 15 år) Strafferamme: bøde
1989	Strafferamme: bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder
1994		Besidde grov børnepornografi Strafferamme: bøde
2000	Erhvervsmæssig udbredelse og udbredelse i en videre kreds Strafferamme: bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år	Besidde eller mod vederlag gøre sig bekendt med grov børnepornografi Strafferamme: bøde eller under skærpende omstændigheder hæfte eller fængsel indtil 6 måneder
2001	Hæfte udgår af strafferammen	Hæfte udgår af strafferammen
2003	Udbredelse af børnepornografi (fotografier og film samt andre visuelle gengivelser af personer under 18år) Strafferamme bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år eller under [2004: særligt] skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 år	Besidde eller mod vederlag gøre sig bekendt med børnepornografi (fotografier og film samt andre visuelle gengivelser af personer under 18 år) Strafferamme: bøde eller fængsel indtil 1 år
2009		Besidde eller mod vederlag eller gennem internettet gøre sig bekendt med børnepornografi

2. Retspraksis

Som det fremgår af afsnit 1.2 ovenfor, er der siden erhvervsmæssig udbredelse af pornografiske fotografier og film af børn under 15 år blev nykriminaliseret i 1980 ved lovændringer i 1989, 1994, 2000, 2003 og 2009 sket en gradvis udvidelse af kriminaliseringen og forhøjelse af strafferammerne.

Retspraksis vedrørende forhold begået før lovændringen i 2003 (der trådte i kraft den 4. april 2003) har på denne baggrund mindre betydning for vurderingen af strafniveauet i dag.

Rigsadvokaten har som bilag til Rigsadvokaten Informerer nr. 12/2005 udsendt en oversigt over domme vedrørende overtrædelser af straffelovens § 235 begået efter den 4. april 2003. Bilaget er senest opdateret den 12. december 2006. Det fremgår af denne oversigt over domme, at straffene for overtrædelse af § 235 – ikke overraskende – navnlig afhænger af omfanget og karakteren af det børnepornografiske materiale, som gerningsmanden har udbedt eller besiddet mv.

Med hensyn til udbredelse indeholder oversigten en enkelt dom, hvor straffen var bøde, idet der alene var udbredt tre billeder til én person. Ved alle øvrige domme om udbredelse i oversigten er idømt fængsel, som oftest ubetinget, men i nogle tilfælde betinget. Straffene går fra 10 dages fængsel til 1 års fængsel. Det bemærkes, at mange af dommene om udbredelse samtidig angår besiddelse, herunder undertiden således at der dømmes for besidelse af væsentligt mere materiale, end der er udbredt.

Med hensyn til besiddelse (uden udbredelse) indeholder oversigten 6 domme, hvor straffen var bøde, og 46 domme, hvor straffen var fængsel, spændende fra 10 dages fængsel til 5 måneders fængsel. Med hensyn til valget mellem ubetinget og betinget straf har Højesteret i to principielle afgørelser af 10. november 2006 (UfR 2007.404 og 407) fastsat følgende retningslinjer:

”Højesteret finder, at udgangspunktet bør være, at anvendelse af betinget straf ikke er udelukket ved førstegangsovertrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, medmindre der er tale om en overtrædelse af betydelig grovhed, eksempelvis besiddelse af et større antal groft børnepornografiske fotografier eller film eller et antal fremstillinger af særligt grove forhold, f.eks. voldtægt af børn.”

Med hensyn til mod vederlag at gøre sig bekendt med børnepornografisk materiale (uden hverken at besidde eller udbrede materialet) indeholder oversigten én dom, hvor straffen var bøde, og tre domme, hvor straffen var betinget fængsel i henholdsvis 20, 20 og 30 dage.

Senere retspraksis vedørende straffelovens § 235 ses generelt at være på linje med de domme, som fremgår af Rigsadvokatens oversigt.

Ved én senere trykt dom (TfK 2008.706 Ø) vedrørende besiddelse er der idømt 6 måneders fængsel, hvilket må antages at skyldes, at overtrædelsen i denne sag var grovere end i de sager, der indgår i Rigsadvokatens oversigt.

Endvidere foreligger der én senere trykt dom (TfK 2011.272 V) vedrørende udbredelse under særligt skærpende omstændigheder (så vidt ses i kraft af materialets meget store omfang og herunder til dels meget grove karakter). Sagen angik ca. 1,4 mio. fotografier og 9.288 film, heraf 3.779 fotografier og 178 film med særligt grove seksuelle forhold, som tiltalte havde lagret på sin computer, og som blev stillet til rådighed for andre i et fildelingsnetværk. Straffen blev fastsat til 3 års fængsel (dissens af 3 dommere for at fastsætte straffen til 4 års fængsel).

Rigsadvokaten har i meddelelse nr. 9/2005 fastsat retningslinjer for anklagemyndighedens strafpåstand i sager om overtrædelse af straffelovens § 235. Retningslinjerne er senest rettet i september 2009.

Ifølge retningslinjerne skal anklagemyndigheden altid nedlægge påstand om ubetinget frihedsstraf ved overtrædelse af § 235, stk. 1 (udbredelse), og med hensyn til straffens længde skal der navnlig lægges vægt på den tidsmæssige udstrækning af udbredelsen, omfanget af udbredelsen (herunder størrelsen af kredsen, hvortil udbredelse er sket), størrelsen af et eventuelt vederlag, grovheden af det børnepornografiske materiale og materialets omfang. Hvis der foreligger særligt skærpende omstændigheder, bør det give sig udtryk i væsentligt strengere straffe, end der før lovændringen i 2003 blev idømt for udbredelse af børnepornografi.

Ifølge retningslinjerne skal anklagemyndighedens strafpåstand ved overtrædelse af § 235, stk. 2 (besiddelse mv.) som udgangspunkt være ubetinget frihedsstraf. I førstegangstilfælde kan der dog nedlægges påstand om betinget dom, hvis der ikke er tale om en overtrædelse af betydelig grovhed, jf. højesteretsdommene af 10. november 2006, der er omtalt ovenfor. Endvidere kan der i førstegangstilfælde i stedet nedlægges påstand om bødestraf, når der er tale om besiddelse af et meget begrænset antal børnepornografiske fremstillinger. Ifølge retningslinjerne bør anklagemyndigheden endvidere gøre gældende, at forhøjelsen af strafmaksimum ved lovændringen i 2003 fra 6 måneders til 1 års fængsel bør få indflydelse på straffastsættelsen i forhold til straffene forud for lovændringen.

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Rammeafgørelsen og direktivet om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

3.1.1. Efter artikel 3, stk. 1, litra b-d, i Rådets rammeafgørelser nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater forpligtet til at kriminalisere distribution, spredning, transmission, udbydelse, tilrådighedsstillelse, anskaffelse eller besiddelse af børnepornografi.

Børnepornografi omfatter ifølge rammeafgørelsens artikel 1, litra b, som udgangspunkt pornografisk materiale, der visuelt afbilder eller forestiller

et virkeligt barn, der er involveret eller deltager i eksplicit seksuel adfærd, herunder seksuelt pirrende fremvisning af et barns kønsorganer eller pubesområde, eller

en virkelig person, der ser ud som et barn, og som er involveret eller deltager i den adfærd, der er nævnt i nr. i)

realistiske billeder af et ikke-eksisterende barn, der er involveret eller deltager i den adfærd, der er nævnt i nr. i)

Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a.

Medlemsstaterne har dog efter rammeafgørelsens artikel 3, stk. 2, valgfrihed med hensyn til, om de vil lade forbuddet mod børnepornografi omfatte følgende tilfælde:

hvis en virkelig person, der ser ud som et barn, faktisk var 18 år eller derover på tidspunktet for afbildningen

hvis billeder af børn, der har nået den seksuelle lavalder, fremstilles og besiddes med disses samtykke og udelukkende til deres eget private brug. Selv om der er givet samtykke, skal dette ikke anses for gyldigt, hvis det er opnået ved misbrug af for eksempel højere alder, stilling eller status, større modenhed eller erfaring eller ofrets afhængighed af lovovertræderen

hvis det kan godtgøres, at fiktivt børnepornografisk materiale er fremstillet og besiddes af producenten udelukkende til eget privat brug, og såfremt intet ægte børnepornografisk materiale er blevet anvendt til fremstilling deraf, og såfremt fremstilling af materialet ikke indebærer nogen risiko for, at det kan spredes.

Endvidere følger det af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 4, at medlemsstaterne har valgfrihed med hensyn til, om de vil fastsætte strafferetlige eller andre sanktioner for overtrædelse af forbuddet vedrørende fiktiv børnepornografi (i det omfang der ikke efter artikel 3, stk. 2, litra c, kan gøres undtagelse fra dette forbud). Bestemmelsen må naturligt forstås på den måde, at der ikke gælder et krav om kriminalisering, men alene om, at der skal være et forbud, hvis overtrædelse er sanktioneret.

Det følger af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, at strafferammen (for andre forhold end fiktiv børnepornografi) mindst skal omfatte fængsel indtil 1 år. Det følger endvidere af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 2, at strafferammen for distribution, spredning, transmission, udbydelse og tilrådighedsstillelse af børnepornografi mindst skal omfatte fængsel indtil 5 år, hvis offeret efter national lovgivning er et barn under den seksuelle lavalder og

barnets liv udsættes for fare,
der anvendes grov vold eller forvoldes barnet alvorlig skade, eller
lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA, der gør det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater.

”en struktureret sammenslutning af en vis varighed bestående af mere end to personer, der handler i forening med henblik på at begå strafbare handlinger, som kan straffes med en frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en maksimal varighed på mindst fire år eller en strengere straf, for direkte eller indirekte at opnå en økonomisk eller anden materiel fordel”

3.1.2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet af direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

Efter direktivets artikel 5, stk. 2-5, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at kriminalisere distribution, udbredelse, transmission, udbydelse, levering, tilrådighedsstillelse, anskaffelse eller besiddelse af børnepornografi samt erhvervelse af adgang til børnepornografi ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi.

Børnepornografi omfatter ifølge rammeafgørelsens artikel 2, litra c, som udgangspunkt

enhver form for materiale, der afbilleder et barn, der er involveret i virkelig eller simuleret eksplicit seksuel adfærd

enhver afbildning af et barns kønsorganer primært med seksuelt formål

enhver form for materiale, der afbilleder en person, der ser ud som et barn, der er involveret i virkelig eller simuleret eksplicit seksuel adfærd, eller enhver form for afbildning af kønsorganerne på en person, der ser ud som et barn, primært med seksuelt formål, eller

realistiske billeder af et barn, der er involveret i eksplicit seksuel adfærd, eller realistiske billeder af et barns kønsorganer, primært med seksuelt formål

Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a.

Medlemsstaterne har dog efter direktivets artikel 5, stk. 7, valgfrihed med hensyn til, om de vil lade forbuddet mod børnepornografi omfatte de tilfælde, der er nævnt i nr. iii, når en person, der ser ud som et barn, faktisk var 18 år eller derover på tidspunktet for afbildningen.

Medlemsstaterne har efter direktivets artikel 5, stk. 8, endvidere valgfrihed med hensyn til, om de vil lade forbuddet mod børnepornografi omfatte de tilfælde, hvor materiale som nævnt i nr. iv er fremstillet og besiddes af fremstilleren udelukkende til dennes eget private brug, for så vidt der ved fremstillingen ikke er anvendt materiale som nævnt i nr. i-iii, og for så vidt handlingen ikke indebærer nogen risiko for udbredelse af materialet.

Medlemsstaterne har efter direktivets artikel 8, stk. 3, endvidere valgfrihed med hensyn til, om de vil lade forbuddet mod børnepornografi omfatte fremstilling af materiale, der involverer børn over den seksuelle lavalder, når materialet er fremstillet med disse børns samtykke og udelukkende til de involverede personers private brug, for så vidt handlingerne ikke involverer misbrug.

Strafferammen for distribution, udbredelse, transmission, udbydelse, levering eller tilrådighedsstillelse af børnepornografi skal efter direktivets artikel 5, stk. 4 og 5, mindst omfatte fængsel indtil 2 år.

Strafferammen for anskaffelse eller besiddelse af børnepornografi samt erhvervelse af adgang til børnepornografi ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologik skal efter direktivets artikel 5, stk. 2 og 3, mindst omfatte fængsel indtil 1 år.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.2. Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug

Efter artikel 20, stk. 1, litra b-f, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kontraherende stater kriminalisere følgende forhold:

at udbyde eller gøre børnepornografi tilgængelig

at distribuere eller overføre børnepornografi

at skaffe sig selv eller andre børnepornografi

at besidde børnepornografi

at skaffe sig adgang til børnepornografi gennem informations- og kommunikationsteknologi

Børnepornografi er i konventionens artikel 20, stk. 2, defineret som ”ethvert materiale, der visuelt gengiver et barn involveret i en virkelig eller simuleret tydelig seksuel handling eller enhver gengivelse af et barns kønsdele med overvejende seksuelle formål”. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. konventionens artikel 3, litra a.

Konventionens artikel 20, stk. 3, giver mulighed for at tage forbehold over for pligten til kriminalisering for så vidt angår besiddelse af pornografisk materiale, som består af simulerede gengivelser eller realistiske billeder af et ikke-eksisterende barn, eller som involverer børn, der har nået den seksuelle lavalder, hvis billederne besiddes af dem med deres samtykke og udelukkende til deres eget private brug.

Konventionens artikel 20, stk. 4, giver mulighed for at tage forbehold over for pligten til kriminalisering af at skaffe sig adgang til børnepornografi gennem informations- og kommunikationsteknologi.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010. Danmark tog ved ratifikationen i medfør af artikel 20, stk. 3, forbehold over for pligten til kriminalisering af besiddelse af pornografisk materiale, som involverer børn, der har nået den seksuelle lavalder, hvis billederne besiddes af dem med deres samtykke og udelukkende til deres eget private brug.

4. Fremmed ret

4.1. Norsk ret

4.1.1. Generelt forbud mod ”pornografi”

Den endnu gældende norske straffelov fra 1902 indeholder i § 204 et generelt forbud mod udbredelse af ”pornografi”, der er defineret som ”kjønnslige skildringer som virker støtende eller på annen måte er egnet til å virke menneskelig nedverdigende eller forrående, herunder kjønnslige skildringer hvor det gjøres bruk av lik, dyr, vold og tvang”. Som pornografi regnes ikke ”kjønnslige skildringer som må anses forsvarlige ut fra et kunstnerisk, vitenskapelig, informativt eller lignende formål”.

Hvad der opfattes som ”stødende”, er en retlig standard, som henviser til samfundets almindelige moral- og retsopfattelse. Den norske højesteret har i afgørelsen Rt. 2005 side 1628 afgjort, at billeder af eksplicit seksuel aktivitet mellem samtykkende voksne ikke i sig selv kan anses som ”stødende”. Ved vurderingen af, om en skildring er ”menneskeligt nedværdigende”, skal der lægges vægt på, om mennesker fremstilles uden nogen anden værdi end det at være nydelsesobjekt for det modsatte køn og uden selvbestemmelsesret, sådan at respekteten for den menneskelige personlighed krænkes. Med ”forrående” sigtes til ”forsimplende og afstumpende” fremstillinger, som kan tænkes at virke forrående på børn, unge og andre særligt påvirkelige.

Strafferammen for forsætlig overtrædelse af forbuddet mod udbredelse af ”pornografi” er bøde eller fængsel indtil 3 år. Ved uagtsom overtrædelse er strafferammen bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

I straffeloven fra 2005 videreføres den gældende § 204 uændret som § 317.

4.1.2. Børnepornografi

Den endnu gældende norske straffelov fra 1902 indeholder i § 204 a bl.a. et forbud mod at udbrede, besidde eller mod vederlag eller planmæssigt at gøre sig bekendt med fremstillinger af seksuelle overgreb mod barn eller fremstillinger, som seksualiserer barn. Med barn menes personer, som er eller fremstår som under 18 år. Forbuddet omfatter ikke fremstillinger, ”som må anses forsvarlige ut fra et kunstnerisk, vitenskapelig, informativt eller lignende formål”.

Strafferammen for forsætlig overtrædelse af forbuddet er bøde eller fængsel indtil 3 år. Ved uagtsom overtrædelse er strafferammen bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Straffen kan bortfalde for den, som besidder et billede af en person mellem 16 og 18 år, hvis denne har givet sit samtykke og de to er omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Bestemmelsen i § 204 a blev indført i 2005. Indtil da var udbredelse (men ikke besiddelse uden forsæt til udbredelse) af børnepornografi omfattet af det generelle forbud mod udbredelse af ”pornografi”, jf. afsnit 4.1.1 ovenfor.

I straffeloven fra 2005 videreføres den gældende § 204 a med redaktionelle ændringer samt en enkelt justering som § 311. Justeringen går ud på at ændre kriminaliseringen af mod vederlag eller planmæssigt at gøre sig bekendt med materiale omfattet af bestemmelsen til en kriminalisering af at skaffe sig adgang til sådant materiale, og denne del af bestemmelsen indskrænkes endvidere til at omfatte forsætlige forhold.

Justis- og Politidepartementet i Norge har oplyst følgende om erfaringerne med forbuddet mod animeret børnepornografi:

”Gjeldende straffelov 22. mai 1902 nr. 10 § 204 a rammer ulike befatningsmåter med ”fremstilling av seksuelle overgrep mot barn eller fremstilling som seksualiserer barn”. Uttrykket kom inn under justiskomiteens behandling av Odelstingsproposisjon nr. 37 (2004-2005), hvor det ble foreslått et eget straffebud om barnepornografi. I Innstilling til Odelstinget nr. 66 (2004-2005) uttalte komiteen følgende:

”Komiteen vil understreke at med bruken av ordet ”fremstilling” mener man at dette rammer enhver fremstilling uansett medium, også tekst. Fremstillinger som er animert, manipulert eller på andre måter kunstig fremstillt, rammes også hvis de viser seksuelle overgrep mot barn eller seksualiserer barn.”

Animert barnepornografi ville imidlertid også tidligere kunne rammes av de alminnelige pornografibestemmelsene i henholdsvis straffeloven § 211 (gjeldende frem til 11. august 2000) og § 204. Av forarbeidene til sistnevnte bestemmelse går det frem at barnepornografidefinisjonen i § 204 annet ledd annet punktum omfattet rørlige og urørlige bilder uavhengig av hvilken teknikk som var benyttet for å gjøre bildene tilgjengelige for det menneskelige øyet, jf. Odelstingsproposisjon nr. 28 (1999-2000) om lov om endringer i straffeloven (seksuallovbrudd) side 167. I tillegg til fotografier og film, ville tegninger og datagrafikk etter omstendighetene være omfattet.

Det er lite rettspraksis om animert pornografi. Vi kan imidlertid nevne Høyesteretts kjennelse inntatt i Rt. 1984 side 1016. Tegnefilmen ”Snowwhite and the seven lovers” ble ansett utuktig i relasjon til dagjeldende pornografibestemmelse i straffeloven § 211. Filmens innhold var en bortimot sammenhengende fremstilling av forskjellige former for seksuell utfoldelse med en stadig fokusering av kjønnsorganene. Høyesterett uttalte at:

”selv om en tegnefilm gjerne vil ha et mindre realistisk preg, idet den fremstiller fantasibilder utenfor virkelighetens verden, vil denne fremstillingsform samtidig gi mulighet for å bruke virkemidler som virker forsterkende og påtrengende i sin eksponering av seksuell atferd.”

Det er gjort unntak for kjønnslige skildringer som må anses for forsvarlige ut fra et kunstnerisk, vitenskapelig, informativt eller lignende formål, jf. § 204 a femte ledd, jf. § 204 fjerde ledd.

Ny straffelov 20. mai 2005 nr. 28 § 311 viderefører hovedsakelig innholdet i straffeloven 1902 § 204 a, men med enkelte utvidelser av straffbare befatningsmåter og i en endret lovteknisk utformning. Forslaget til endret systematikk innebærer ikke noen realitetsendring i forhold til hvilke handlinger som rammes, jf. Odelstingsproposisjon nr. 22 (2008-2009) side 265.”

Justits- og Politidepartementet i Norge har endvidere oplyst, at kriminaliseringen af animeret børnepornografi i Norge ikke har givet anledning til problemer i forhold til ytringsfriheden.

Straffelovrådet er ikke bekendt med nyere norske afgørelser, hvor der alene er domfældt for udbredelse eller besiddelse af animeret børnepornografi.

4.2. Svensk ret

Den svenske straffelov indeholder i kapitel 16 § 10 a bl.a. et forbud mod at udbrede, besidde eller skaffe sig adgang til og betragte et pornografisk billede af et barn. Med barn menes en person, hvis pubertetsudvikling ikke er fuldbyrdet, eller som er under 18 år. Hvis pubertetsudviklingen er fuldbyrdet, gælder forbuddet dog kun, hvis det af billedet og omstændighederne omkring det (f.eks. markedsføringen af billedet) fremgår, at den afbildede person er under 18 år. Med pubertetsudviklingen sigtes til den ydre kropslige forandring, som finder sted under kønsmodningsprocessen, jf. prop. 2009/10:70 side 16. Det kræves ikke, at billedet forestiller et virkeligt barn.

Forbuddet mod besiddelse gælder ifølge § 10 b, stk. 1, ikke den, som fremstiller et pornografisk billede af et barn, hvis forskellen i alder og udvikling mellem den afbildede person og den, som fremstiller billedet, er ringe og omstændighederne i øvrigt ikke påkalder, at strafansvar pålægges.

Forbuddet mod besiddelse gælder ifølge § 10 b, stk. 2, heller ikke den, som tegner, maler eller på anden lignende håndværksmæssig måde fremstiller et sådant billede, hvis billedet ikke er tilsigtet gjort tilgængelig for andre.

Endvidere gælder ifølge § 10 b, stk. 3, at bestemmelsen i § 10 a ikke omfatter en gerning, som under hensyn til omstændighederne er forsvarlig. Denne undtagelse tager primært sigte på gerninger, som kan være nødvendige for nyhedsformidling, forskning og opinionsdannelse, jf. prop. 2009/10:70 side 18.

Endelig følger det af almindelige strafferetlige principper, at en person ikke ifalder strafansvar for udbredelse eller besiddelse af pornografiske billeder af sig selv (dvs. billeder, hvor ingen andre børn optræder), jf. prop. 2009/10:70 side 38-39.

Om hvad der anses for pornografisk, anføres følgende i prop. 2009/10:70 side 16:

”En bild anses pornografisk när den, utan att ha några vetenskapliga eller konstnärliga värden, på ett ohöljt och utmanade sätt skildrar ett sexuellt motiv. Straffbarheten är inte begränsad till befattning med bilder där barn är inbegripna i handlingar som uppenbarligen har en sexuell innebörd, utan bestämmelsen omfattar också bilder där barn förekommer tillsammans med en eller flera vuxna personer som utför sådana handlingar. Även bilder där ett barn framställs på ett sätt som är ägnat att vädja till sexualdriften utan att det avbildade barnet kan sägas ha deltagit i ett sexuellt beteende vid avbildningen kan falla inom det straffbara området. För att en bild av ett barn ska vara straffbar krävs att den enligt vanligt språkbruk och allmänna värderingar är pornografisk.”

Normalstrafferammen for overtrædelse af bestemmelsen i § 10 a er fængsel indtil 2 år. Hvis overtrædelsen er ringe, er strafferammen bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Hvis overtrædelsen er grov, er strafferammen fængsel fra 6 måneder indtil 6 år. Ved bedømmelsen af om, overtrædelsen er grov, skal særligt tages hensyn til, om den er begået erhvervsmæssigt eller for vindings skyld, har udgjort et led i en kriminel virksomhed, som udøves systematisk eller i større omfang, har angået en særligt stor mængde billeder eller billeder, hvor barnet er særligt ungt, udsættes for vold eller tvang eller udnyttes på anden særligt hensynsløs måde.

Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt alene forsætlige forhold. Den, som erhvervsmæssigt eller for vindings skyld uagtsomt udbreder et pornografisk billede af et barn, straffes dog som angivet i normalstrafferammen eller, hvis overtrædelsen er ringe, som angivet i den mildere sidestrafferamme.

Justitiedepartementet i Sverige har oplyst følgende:

”Att skildra barn i pornografisk bild blev straffbart i Sverige 1980 (se prop. 1978/79:179). Straffbestämmelsen om barnpornografibrott finns i 16 kap. 10 a § brottsbalken.

Att skildra ett barn i pornografisk bild innebär att en sådan bild av ett barn framställs. En bild kan framställas på olika sätt, t.ex. genom att ett verkligt barn fotograferas, filmas eller tecknas av. Genom olika tekniker kan också mer eller mindre artificiella bilder skapas. För straffansvar krävs inte att bilden föreställer ett verkligt barn, utan även bilder av fiktiva barn omfattas. Nya framställningar kan också skapas genom att redan befintliga skildringar mångfaldigas eller manipuleras, exempelvis genom att filmsekvenser klipps ihop i en annan ordningsföljd eller att en bild av ett barns huvud klipps ihop med bilden av ett annat barns kropp.

Anledningen till att också bilder av t.ex. fiktiva och tecknade barn omfattas av bestämmelsen är att barnpornografibrottet har s.k. dubbla skyddsobjekt, det avser att skydda inte bara det avbildade barnet utan också barn i allmänhet. Barnpornografibrott ingår systematiskt bland brotten mot allmän ordning i 16 kap. brottsbalken.

Från det straffbara området har dock gjorts vissa undantag. Förbuden gäller

t.ex. inte mot skildring och innehav för den som tecknar, målar eller på något annat liknande hantverksmässigt sätt framställer en barnpornografisk bild, om bilden inte är avsedd att spridas, överlåtas, upplåtas, förevisas eller på annat sätt göras tillgänglig för andra. Undantaget avser därmed framställningar som på grund av den använda framställningstekniken väsentligen kan antas vara framställda för eget bruk. Däremot omfattas inte sådana framställningsformer där resultatet enkelt kan komma att omsättas eller spridas, såsom fotografier och datorframställda bilder (se prop. 2009/10:70).

Tillgänglig statistik från Brottsförebyggande rådet (Brå) visar att antalet anmälda barnpornografibrott (inkl. grova brott) år 2009 uppgick till 345 (varav 252 Internetrelaterat). Uppklarade barnpornografibrott (inkl. grova brott) för samma år uppgick till 274 (varav 169 Internetrelaterat).”

Justitiedepartementet i Sverige har særligt vedrørende animeret børnepornografi oplyst følgende:

”Med animerade bilder förstår vi tecknade eller annars artificiellt framställda bilder av verkliga eller fiktiva barn.

Lagstiftningen gör ingen åtskillnad mellan bilder beroende på hur de framställts. I fråga om avgöranden om barnpornografibrott har vi ingen information om och i så fall i vilken utsträckning de avser animerade bilder. Det saknas avgöranden som behandlar detta från såväl Högsta Domstolen som underrätterna. Det förhållandet kan dock inte tas till intäkt för att det inte skulle förekomma fall som rör sådana bilder.

Frågan om hur animerade barnpornografibilder behandlas i praxis har alltså såvitt känt inte berörts särskilt. I den mån brottsutvecklingen varit föremål för behandling har inte heller en sådan avgränsning aktualiserats.”

Justitiedepartementet i Sverige har endvidere oplyst følgende:

”Enligt gällande lagstiftning bedöms frågan om en bild är att anse som barnpornografisk på grundval av vad som går att utläsa av bildinnehållet. Med barn avses därvid en person vars pubertetsutveckling inte är fullbordad eller som, när det framgår av bilden och omständigheterna kring den, är under 18 år.

Bilder som omfattas av straffbestämmelsen, dvs. skildringar av barn i pornografisk bild, är undantagna från det grundlagsskyddade området genom särskilda bestämmelser i Tryckfrihetsförordningen (1 kap. 10 §) och Yttrandefrihetsgrundlagen (1 kap. 13 §). Den särskilda grundlagsregleringen som syftar till att skydda bl.a. yttrandefriheten är därmed inte tillämplig på skildringar av barn i pornografisk bild.”

Straffelovrådet er alene bekendt med to nyere svenske afgørelser, hvor der er domfældt alene for besiddelse af animeret børnepornografi. I den ene sag blev domfældelsen ændret til frifindelse efter anke af dommen. I begge sager drejede det sig om mangategninger (japanske tegneserier), og i begge sager blev straffen fastsat til bøde. Den ene sag er kort nævnt i SOU 2007:54 side 411 i en gennemgang af retspraksis, mens den anden sag blev afgjort af Svea hovrätt den 28. januar 2011. Hovrätten udsendte i den anledning en pressemeddelelse, hvoraf fremgår følgende:

”Hovrätten har i dag meddelat dom i målet mot den man som av Uppsala tingsrätt dömdes för barnpornografibrott därför att han innehaft 51 tecknade s.k. mangabilder.

Hovrätten konstaterar i domen att brottsbalkens förbud mot innehav av pornografiska bilder som skildrar barn omfattar alla slags bilder, även tecknade. Skälet till att det straffbara området har utsträckts till att gälla även tecknade bilder är att sådana bilder anses kränkande för barn över huvud taget och inte bara för det barn som kan ha använts som modell.

Efter en genomgång av utredningen i målet har hovrätten kommit fram till att det beträffande fyra bilder inte med tillräcklig grad av säkerhet kan slås fast att de föreställer barn i lagens mening. Hovrätten har vidare gjort den bedömningen att det beträffande åtta bilder är tveksamt om de är pornografiska i den mening som avses i straffbestämmelsen om barnpornografibrott. Beträffande övriga 39 bilder finner hovrätten att de ur ett straffrättsligt perspektiv är att bedöma som pornografiska bilder av barn.

Hovrätten dömer därför, liksom tingsrätten, den åtalade mannen för barnpornografibrott, ringa brott, till dagsböter.”

Tiltalte ankede dommen til den svenske højesteret, der den 7. november 2011 besluttede at realitetsbehandle anken. Rigsadvokaten havde forud herfor i et indlæg af 14. september 2011 til højesteret udtalt sig for en realitetsbehandling af anken (og for stadfæstelse af hovrättens dom). Rigsadvokaten beskriver i indlægget de omhandlede billeder således:

”Jag delar till en början hovrättens bedömning att det inte råder någon tvekan om att bilderna föreställer människor, även om alla detaljer i bilderna inte framstår som verklighetstrogna – några av de avbildade karaktärerna har kattliknande öron och svansar och några saknar näsa eller mun.

Jag delar vidare hovrättens bedömning att de aktuella 39 bilderna föreställer barn, vilkas pubertetsutveckling inte är fullbordad. (…)

Merparten av de aktuella bilderna föreställer nakna eller delvis nakna barn som poserar sexuellt och vars könsdelar exponeras tydligt. Ett antal bilder föreställer nakna eller delvis nakna barn som deltar i sexuella aktiviteter, även samlag, såväl med andra barn som med vuxna personer. Jag delar hovrättens bedömning att samtliga 39 bilder på ett ohöljt och utmanande sätt skildrar barn i sexuella situationer på ett sätt som leder till slutsatsen att ändamålet med bilderna väsentligen varit att påverka betraktaren sexuellt. De aktuella bilderna bör enligt vanligt språkbruk och allmänna värderingar anses pornografiska. De i målet aktuella bilderna är sålunda pornografiska i den mening som avses i 16 kap. 10 a § brottsbalken.”

Den svenske højesteret frifandt den 15. juni 2012 tiltalte. Den svenske højesteret beskriver de pågældende tegninger således:

”4. De aktuella teckningarna föreställer fantasifigurer. Det är dock tydligt att det är fråga om avbildningar av mänskliga varelser, och i den bemärkelsen kan otvetydigt sägas att det är bilder av människor. Bilderna föreställer, med den utgångspunkten, barn vars pubertetsutveckling inte har avslutats. Barnen är helt eller delvis nakna och framställs på ett sådant sätt att det måste anses vädja till sexualdriften. På de flesta bilderna är könet synligt och på några bilder utförs sexuella handlingar. Teckningarna får anses pornografiska.

5. En av teckningarna (g24.jpg) skiljer sig från de övriga genom att barnet på bilden har drag som framstår som verkliga. Även i övrigt måste teckningen anses verklighetstrogen.”

Den svenske højesteret fandt, at strafbestemmelsens anvendelsesområde var uklar i forhold til de 38 tegninger, som ikke fremstod virkelighedstro, og at strafbestemmelsen derfor skulle fortolkes i lyset af grundlæggende principper om ytringsfrihed og informationsfrihed. Den svenske højesteret fandt, at kriminalisering af besiddelse af de 38 tegninger udgjorde et indgreb i informationsfriheden, som i givet fald ville opfylde kravene om lovhjemmel og om at være begrundet i et legitimt formål. Kriminalisering af besiddelse af de 38 tegninger gik dog ud over, hvad der var nødvendigt af hensyn til de formål, som begrundede strafbestemmelsen. En fortolkning af strafbestemmelsen i overensstemmelse med den svenske grundlov førte derfor til, at strafbestemmelsen ikke omfattede besiddelse af de 38 tegninger. Om proportionalitetsafvejningen anførte den svenske højesteret følgende:

”20. Yttrandefriheten och informationsfriheten är grundläggande för ett demokratiskt samhälle. Möjligheterna till undantag från dessa friheter måste ges en restriktiv tolkning och behovet av begränsningar måste redovisas på ett övertygande sätt.

21. De nu aktuella teckningarna är mangateckningar. Sådana har en stark förankring i den japanska kulturen och har även spritt sig över världen. Även om teckningarna knappast är sådana att de tydligt ryms under begreppet konst, har vissa av dem konstnärliga drag.

22. De skäl som lagstiftaren åberopade för kriminaliseringen av barnpornografi var (…), att barn skulle skyddas mot möjliga bakomliggande övergrepp och att barnpornografiska bilder kan användas för att förleda barn att delta i sexuella handlingar. Vidare angavs som ändamål att skydda mot de kränkningar av barn i allmänhet som barnpornografiska framställningar innebär. Det sistnämnda anfördes också som skäl för att låta kriminaliseringen omfatta även teckningar. Det angavs också att teckningar kan avbilda ett verkligt barn.

23. Även om de aktuella 38 bilderna kan framstå som stötande torde risken för identifikation och därmed också risken för kränkning av barn i allmänhet vara väsentligt mycket mindre beträffande sådana bilder än i fråga om realistiska avbildningar med sexuellt innehåll. När det gäller de aktuella bilderna framstår det som givet att det inte rör sig om något verkligt övergrepp. Att det över huvud taget förekommer pornografiska teckningar med motiv som kan föra tankarna till barn är knappast en sådan kränkning av barn i allmänhet att det motiverar den förhållandevis långtgående inskränkning i yttrandefriheten och informationsfriheten som det skulle innebära om orealistiska sådana teckningar utan undantag kriminaliserades. Inte heller det skäl som består i att man vill undgå risken att barn ska kunna förledas att delta i sexuella handlingar motiverar en sådan begränsning. Till detta kommer att mangateckningar har en stark förankring i den japanska kulturen och att det mot den bakgrunden finns skäl att beakta vikten av vidaste möjliga yttrandefrihet och informationsfrihet.”

Den 39. tegning, der fremstod som virkelighedstro, var omfattet af strafbestemmelsen, men tiltaltes besiddelse af tegningen fandtes forsvarlig i bestemmelsens forstand. Begrundelsen for at anse tiltaltes besiddelse af tegningen for at være forsvarlig var følgende:

”26. Det har framkommit i målet att [tiltalte] är expert på japansk kultur, inte minst mangateckningar. Han har bott i Japan i flera år och har arbetat bl.a. som översättare av mangaserier. Han har haft stora mängder mangateckningar i sin dator. Mot den bakgrunden måste hans innehav av en enda teckning, som i och för sig är sådan att innehav av den annars vore straffbart, anses försvarligt.”

5. Straffelovrådets overvejelser

5.1. Gerningsindholdet i straffelovens § 235

5.1.1. Kriminaliseringen af udbredelse og besiddelse af børnepornografiske fotografier mv. i straffelovens § 235 bygger i vidt omfang på EU-retlige og internationale forpligtelser, og straffelovens § 235 er senest ændret så sent som i 2009 med henblik på at muliggøre Danmarks tiltræden af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.

Straffelovrådet finder, at afgrænsningen af kriminaliseringen til ”utugtige” fotografier mv. har fungeret på en hensigtsmæssig måde i praksis. Denne afgrænsning har ikke voldt større vanskeligheder i praksis og må desuden efter Straffelovrådets opfattelse som udgangspunkt anses for på en rimelig måde at adskille de fotografier mv., som bør være omfattet af kriminaliseringen vedrørende børnepornografi, fra de fotografier mv., som ikke i sig selv bør anses som ulovlige. Straffelovrådet foreslår en sproglig modernisering, således at ”utugtig” ændres til ”pornografisk”.

Med hensyn til fiktiv børnepornografi og ”børneerotika” henvises i den forbindelse til overvejelserne nedenfor i afsnit 5.2 og 5.3.

5.1.2. Med hensyn til aldersgrænsen for, hvad der skal være omfattet af forbuddet mod børnepornografi, følger det af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser, at der skal gælde en 18-års aldersgrænse.

De EU-retlige og internationale forpligtelser stiller imidlertid ikke krav om ændringer i almindelige strafferetlige bevisprincipper og forpligter desuden kun til kriminalisering af forsætlige forhold. De EU-retlige og internationale forpligtelser er således ikke til hinder for en retstilstand, hvorefter domfældelse for udbredelse eller besiddelse af børnepornografi forudsætter, at anklagemyndigheden beviser, at det afbildede barn er under 18 år.

I Norge omfatter forbuddet mod børnepornografi både personer, som er under 18 år, og personer, som fremstår som under 18 år. Det må imidlertid antages, at der af bevismæssige grunde i praksis sjældent vil kunne dømmes for børneprografi vedrørende personer, som er under 18 år, men som ikke fremstår som under 18 år.

I Sverige omfatter forbuddet mod børnepornografi dels personer, hvis pubertetsudvikling ikke af afsluttet (herunder personer over 18 år), dels personer, som ud fra billedet og omstændighederne omkring billedet (f.eks. markedsføringen af det) fremstår som under 18 år (uden hensyn til den faktiske alder).

I Danmark omfatter forbuddet mod børnepornografi i praksis personer, som ud fra billedet og den sammenhæng, det indgår i, fremstår som under 18 år. Hvis det undtagelsesvis (af tiltalte) bevises, at en person, som på billedet fremstår som under 18 år, faktisk er over 18 år, er forholdet dog straffrit.

Straffelovrådet finder, at den gældende retstilstand i Danmark med hensyn til aldersgrænsen er hensigtsmæssig. Den gældende retstilstand er i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser og sammenlignelig med retsstillingen i Norge og Sverige. Den gældende retstilstand har endvidere kunnet håndteres hensigtsmæssigt i retspraksis, herunder bevismæssigt.

5.1.3. Straffelovrådet har overvejet formuleringen af straffelovens § 235, stk. 3, om straffrihed for besiddelse af ”utugtige billeder” af en person, der er fyldt 15 år, som har givet sit samtykke til besiddelsen.

Bestemmelsen gør det f.eks. muligt for en 15-17-årigs kæreste med den 15-17-åriges samtykke at optage billeder af seksuel karakter af den 15-17-årige. Enhver efterfølgende udbredelse af billederne (med eller uden samtykke) vil imidlertid være strafbar efter § 235, stk. 1.

Det forudsættes i forarbejderne, at bestemmelsen alene giver mulighed for at besidde fotografier (dvs. stillbilleder), og at bestemmelsen således ikke omfatter film (dvs. levende billeder). Forarbejderne angiver ikke en nærmere begrundelse herfor, men forudsætningen bygger formentlig på, at det er mindre alvorligt at besidde enkeltstående pornografiske fotografier af en 15-17-årig end at besidde en egentlig pornofilm med den pågældende.

Straffelovrådet er for så vidt enig heri, men finder, at en sådan sondring mellem stillbilleder og levende billeder, herunder kortvarige filmklip, bl.a. i lyset af den teknologiske udvikling siden kriminaliseringen i 2003 af besiddelse af pornografiske fotografier og film af 15-17-årige ikke længere er hensigtsmæssig.

Undtagelsesbestemmelsen i straffelovens § 235, stk. 3, er møntet på 15-17-årige, der som led i udforskningen af deres seksualitet ønsker at lade sig fotografere i en seksuel situation til eget og en typisk nogenlunde jævnaldrende partners personlige brug. Bestemmelsens formål er i den forbindelse at undtage den anden persons besiddelse af sådanne fotografier fra kriminaliseringen af besiddelse af børnepornografi.

Blandt nutidens unge vil en så skarp sondring mellem stillbilleder og levende billeder imidlertid virke kunstig. Unge mennesker, som med gensidigt samtykke optager billeder af hinanden i seksuelle situationer, vil ofte anvende f.eks. en mobiltelefon eller andet digitalkamera, hvor man alt efter omstændighederne kan vælge at optage adskilte enkeltfotografier, en serie enkeltfotografier eller en egentlig (kort) film. At besiddelse af enkeltfotografierne er lovlig, mens besiddelse af filmen er strafbar, vil være meget vanskeligt at forstå for de unge mennesker, som er den primære målgruppe for undtagelsesbestemmelsen. Den afgrænsning af bestemmelsen, som er forudsat i forarbejderne, medfører dermed også en stor risiko for hyppige overtrædelser i form af besiddelse af film.

Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet, om straffelovens § 235, stk. 3, også bør omfatte besiddelse af film, eller om bestemmelsen alternativt bør ophæves. Ud fra de hensyn, som straffelovens § 235, stk. 3, bygger på, er det Straffelovrådets opfattelse, at mest taler for, at bestemmelsen også bør omfatte besiddelse af film.

En ophævelse af § 235, stk. 3, ville således indebære, at enhver besiddelse af fotografier eller lignende af seksuel karakter af en 15-17-årig bliver strafbar, herunder når billederne med den 15-17-åriges samtykke besiddes af den pågældendes jævnaldrende partner til dennes personlige brug. I betragtning af, hvor udbredt sådan adfærd må antages at være, og hvor ringe skadevirkninger der generelt er forbundet hermed, ville en sådan kriminalisering være vidtgående. Det bemærkes herved også, at forbuddet mod besiddelse af pornografiske billeder af personer under 18 år ikke alene omfatter billeder, hvor der foregår en seksuel aktivitet, men også billeder, som i øvrigt har en seksuel karakter, eksempelvis fordi der fokuseres på personens kønsdele.

Straffelovrådet har imidlertid endvidere overvejet, hvad der bør gælde, hvis en 15-17-årig fortryder sit samtykke til, at en anden besidder pornografiske billeder af den pågældende (eller blot ombestemmer sig, fordi parterne f.eks. ikke længere er kærester). Det fremgår ikke klart af hverken ordlyden eller forarbejderne til § 235, stk. 3, hvad der gælder i denne situation.

Efter Straffelovrådets opfattelse bør straffriheden for besiddelse af pornografiske billeder af en 15-17-årig med dennes samtykke ophøre, hvis den 15-17-årige tilbagekalder sit samtykke. I betragtning af, at der er tale om en undtagelse til det generelle forbud mod besiddelse af børnepornografiske billeder, er der ikke noget stort hensyn at tage til den, der med samtykke har besiddet pornografiske billeder af f.eks. sin 15-17-årige kæreste, og som i givet fald vil være forpligtet til at slette eller på anden måde tilintetgøre billederne. Tværtimod er der også i betragtning af begrundelsen for undtagelsen et stort hensyn at tage til den 15-17-årige, der f.eks. efter afslutningen af et kæresteforhold ikke længere ønsker, at den tidligere kæreste besidder pornografiske billeder af den pågældende.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at omformulere straffelovens § 235, stk. 3, så det fremgår klart, at bestemmelsen omfatter både fotografier og film, og at et samtykke til besiddelse frit kan tilbagekaldes med den virkning, at fortsat besiddelse ikke længere er straffri efter bestemmelsen.

5.2. Animeret børnepornografi

Kriminaliseringen af udbredelse og senere også besiddelse af børnepornografi var oprindelig – og er stadig navnlig – begrundet i, at sådan udbredelse og besiddelse forudsætter, at et virkeligt barn er blevet seksuelt misbrugt ved den oprindelige fremstilling af det børnepornografiske materiale, som udbredes eller besiddes.

Formålet er således gennem kriminaliseringen af udbredelse og besiddelse at søge at begrænse efterspørgslen efter børnepornografisk materiale og dermed at søge at begrænse incitamentet til, at børn misbruges seksuelt med henblik på fremstilling af børnepornografisk materiale.

Der har i debatten om kriminaliseringen af børnepornografi helt tilbage fra før den første kriminalisering i 1980 til stadighed været fremført to modsatrettede synspunkter med hensyn til, hvordan udbredelsen af børnepornografisk materiale på anden måde kan påvirke omfanget af seksuelt misbrug af børn.

Ifølge ét synspunkt udgør besiddelse af børnepornografisk materiale i sig selv et incitament og en ansporing til at misbruge virkelige børn seksuelt. Ifølge dette synspunkt er udbredelse af børnepornografi således i sig selv en medvirkende årsag til, at børn misbruges seksuelt (uden sammenhæng med fremstilling af børnepornografisk materiale).

Ifølge et andet synspunkt udgør besiddelse af børnepornografisk materiale tværtimod en begrænsende faktor for seksuelt misbrug af virkelige børn, idet personer, som føler sig seksuelt tiltrukket af børn og potentielt kunne krænke et virkeligt barn seksuelt, i et vist omfang får afløb for deres seksuelle orientering ved anvendelse af børnepornografisk materiale og dermed som gruppe betragtet misbruger færre børn seksuelt, end de ellers ville gøre.

Sexologisk Klinik og Visitations- og Behandlingsnetværket har til brug for Straffelovrådets overvejelser afgivet en udtalelse vedrørende fiktiv børnepornografi. Udtalelsen er optrykt som bilag 3 til betænkningen.

Det fremgår af udtalelsen, at der ikke foreligger videnskabelige undersøgelser, der kan belyse, om besiddelse af fiktiv børnepornografi, der ikke er realistiske afbildninger, som fremtræder på samme måde eller tilnærmelsesvis på samme måde som fotografier mv., kan lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn.

Det fremgår endvidere af udtalelsen, at forskning vedrørende sammenhængen mellem brug af pornografiske billeder af virkelige børn og seksuelt misbrug af børn først er taget til i omfang inden for de seneste år. Hidtidige undersøgelser synes at vise, at der eksisterer en højrisikogruppe, for hvem brug af pornografiske billeder af virkelige børn kan være en medvirkende årsag til seksuelt misbrug af et barn, men at brug af pornografiske billeder af virkelige børn uden for denne højrisikogruppe ikke i sig selv synes at føre til seksuelt misbrug af børn.

Udtalelsen konkluderer, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger dokumentation for, at besiddelse af fiktiv børnepornografi, der ikke er realistiske afbildninger, som fremtræder på samme måde eller tilnærmelsesvis på samme måde som fotografier mv., kan lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn.

Straffelovrådet peger på, at det gældende forbud mod børnepornografi i straffelovens § 235 allerede i dag ud over over utugtige fotografier mv. af virkelige børn under 18 år også omfatter fiktive visuelle gengivelser af personer, der fremtræder som under 18 år, når gengivelsen fremtræder på tilnærmelsesvis samme måde som en fotografisk gengivelse. Computergenerede og computermanipulerede animationer, der har fuld lighed med en fotografisk gengivelse, er således allerede i dag omfattet af forbuddet mod udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Dette gælder, hvad enten gengivelsen er computergeneret uden noget virkeligt forlæg, eller den fiktive børnepornografiske gengivelse er fremstillet ved billedmanipulation af ikke-pornografiske fotografier mv. af børn eller af pornografiske fotografier mv. af voksne.

Fiktiv børnepornografi, som har en sådan ydre lighed med børnepornografi vedrørende virkelige børn, er således allerede i dag omfattet af forbuddet mod udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Forbuddet omfatter dermed allerede i dag den fiktive børnepornografi, der for en umiddelbar betragtning med hensyn til brug og virkninger må antages at have størst lighed med børnepornografi vedrørende virkelige børn.

På denne baggrund er det efter Straffelovrådets opfattelse vanskeligt at begrunde en udvidelse af det allerede gældende forbud mod udbredelse og besiddelse af visse former for fiktiv børnepornografi til også at omfatte animeret børnepornografi, der ikke har den beskrevne lighed med fotografiske fremstillinger af virkelige børn.

Forbuddet mod udbredelse og siden besiddelse af børnepornografi har således siden 1980 konsekvent haft til formål at beskytte børn mod seksuelle overgreb af den ene eller den anden art, hvorimod formålet ikke har været f.eks. at beskytte en almindelig moralopfattelse i samfundet, hvorefter det i sig selv vil kunne anses for stødende i mere eksplicit form at fantasere om at begå seksuelle overgreb mod børn.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville det også være meget vidtgående at gennemføre en kriminalisering alene med henblik på at beskyttelse en sådan moralopfattelse i samfundet, og kriminalisering på dette grundlag kendes da heller ikke i øvrigt i nyere tid i dansk ret. I modsætning til f.eks. i Norge gælder der således f.eks. ikke i Danmark noget forbud mod udbredelse af voldspornografi, hvor der kun optræder voksne.

Straffelovrådet peger endvidere på, at hvis animeret børnepornografi fremtræder som en decideret tilskyndelse til at begå seksuelle overgreb mod børn, vil offentlig udbredelse af materialet kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 1, hvor strafferammen er bøde eller fængsel indtil 4 år.

Sammenfattende kan Straffelovrådet på denne baggrund ikke anbefale ændringer af straffelovens § 235 med henblik på at udvide bestemmelsen til at omfatte animeret børnepornografi i videre omfang, end det allerede er tilfældet i dag.

5.3. Børneerotika

Børneerotika er i sit udgangspunkt et meget bredt begreb. Det kan således forstås som materiale vedrørende børn, som tjener et seksuelt formål for en given person. Denne definition fremgår f.eks. af den amerikanske publikation ”Child Molesters: A Behavioral Analysis”, som udkom første gang i 1986 og senest foreligger i en 5. udgave fra 2010, hvor den nævnte definition findes på side 86. Publikationen er udgivet af National Center for Missing & Exploited Children og forfattet af (nu) tidligere supervisory special agent (FBI) Kenneth V. Lanning. Samme sted angives som de mere almindelige typer af børneerotika legetøj, spil, computere, tegninger, fantasyskrifter, dagbøger, souvenirs, sexlegetøj, manualer, breve, bøger om børn, psykologibøger om pædofili og almindelige fotografier af børn.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at gå ind i overvejelser om andre spørgsmål end det sidstnævnte eksempel, fotografier af børn. Straffelovrådet har således ikke fundet grundlag for at gå ind i overvejelser om nykriminalisering af udbredelse eller besiddelse af ikke-fotografisk materiale, der viser interesse for seksuelle forhold med børn. Med hensyn til animeret børnepornografi henvises til overvejelserne i afsnit 5.2 ovenfor.

Straffelovrådet peger på, at efter straffelovens § 136, stk. 1, straffes den, som offentlig tilskynder til forbrydelse, med bøde eller fængsel indtil 4 år. Der er således allerede efter gældende ret grænser for, på hvilken måde man lovligt kan udbrede ikke-fotografisk materiale, der viser interesse for seksuelle forhold med børn, idet offentlig udbredelse af materiale, der må forstås som en tilskyndelse til at begå seksuelle overgreb mod børn, kan straffes efter straffelovens § 136, stk. 1.

Hertil kommer, at videregivelse af materiale af en seksuel karakter til en person, der ikke er indforstået med at modtage det pågældende materiale, kan være en overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Dette gælder naturligvis også om materiale af seksuel karakter vedrørende børn.

Med hensyn til fotografier af børn bemærker Straffelovrådet for det første, at afgrænsningen af, hvad der forstås ved ”utugtige” fotografier og dermed er omfattet af forbuddet mod udbredelse og besiddelse i den gældende § 235, har været gældende siden 1980 og som nævnt i afsnit 5.1 ovenfor har fungeret på en hensigtsmæssig måde i praksis.

Straffelovrådet bemærker dernæst, at ”utugtige” fotografier ikke alene omfatter fotografier, hvor der foregår en egentlig seksuel aktivitet mellem barnet og en anden person, eller hvor barnet foretager eksplicitte seksuelle handlinger. Utugtige fotografier omfatter således også tilfælde, hvor barnet f.eks. anvendes som model for fotografering af kønsdele. Fra retspraksis kan nævnes et tilfælde, hvor en mand havde fotograferet en 14-årig piges bagdel, der var iført G-streng (TfK 2008.504 Ø).

Straffelovrådet finder endvidere, at der tværtimod er stærke grunde, der taler imod en sådan generel kriminalisering af udbredelse eller besiddelse af almindelige fotografier af børn.

En sådan kriminalisering ville, navnlig hvis den også omfattede påklædte børn og også omfattede besiddelse, være helt ekstremt vidtgående, idet den bl.a. ville ramme alle almindelige familiefotografier af børn. Selv en mere begrænset kriminalisering, f.eks. begrænset til nøgenfotografier af børn og til udbredelse, ville være vidtgående, idet den bl.a. ville ramme den private videregivelse inden for en familie af almindelige nøgenbilleder af mindre børn.

Hertil kommer, at en sådan kriminalisering – selv begrænset til nøgenbilleder og til udbredelse – ville mangedoble vanskelighederne med i praksis at skelne mellem ulovlige billeder og billeder, der på grund af et sagligt formål er lovlige. Med den gældende afgrænsning af ”utugtige” fotografier, hvor der skal være et seksuelt element, opstår der i praksis sjældent spørgsmål om, hvorvidt et fotografi af et barn, hvori indgår et sådant seksuelt element, alligevel er lovligt, fordi det f.eks. indgår i en legitim kunstnerisk eller undervisningsmæssig sammenhæng. En generel kriminalisering af udbredelse af nøgenfotografier af børn måtte imidlertid forventes at føre til et meget stort antal vanskelige afgrænsningstilfælde, da det i en række sammenhænge under alle omstændigheder på grund af et tilstrækkeligt sagligt formål ville være legitimt at udbrede et almindeligt nøgenfotografi af et barn.

Straffelovrådet kan på den anførte baggrund ikke anbefale en udvidelse af kriminaliseringen af udbredelse og besiddelse af fotografier af børn ud over den gældende kriminalisering med hensyn til fotografier indeholdende et seksuelt element.

Straffelovrådet er opmærksom på, at debatten om strafferetlige initiativer med hensyn børneerotika bl.a. tager udgangspunkt i tilfælde af den karakter, som er beskrevet således ovenfor i kapitel 3, afsnit 2.6:

”det drejer sig godt nok om billeder af børn, som f.eks. leger i strandkanten i badetøj, men de er taget på en måde, så man f.eks. kun kan se skridtet, og bliver lagt ud på bestemte hjemmesider, hvor mænd så kan kommentere dem i et meget seksualiseret forum”

Straffelovrådet er enig i, at en sådan anvendelse af billeder af børn efter den almindelige moralopfattelse i samfundet vil kunne virke stødende, og at den almindelige moralopfattelse i samfundet bør inddrages i de samlede overvejelser om, hvorvidt en kriminalisering er ønskelig og mulig.

I vurderingen af spørgsmålet om en eventuel kriminalisering bør imidlertid også inddrages andre hensyn, herunder de mulige skadevirkninger af den adfærd, som overvejes kriminaliseret, og om det er muligt at afgrænse den adfærd, som kriminaliseres, fra lovlig adfærd på en hensigtsmæssig og pratisk anvendelig måde.

Endvidere indgår det som et væsentligt element, om andre strafbestemmelser helt eller delvis allerede rammer den adfærd, som overvejes kriminaliseret.

Med hensyn til eksempler af den beskrevne karakter – dvs. almindelige fotografier af børn, herunder eventuelt almindelige nøgenbilleder, der indgår i en seksualiseret sammenhæng – bemærkes for det første, at hvis selve billedet er blevet manipuleret, så det indeholder et seksuelt element, er forholdet omfattet af den gældende § 235. Med hensyn til det helt præcise eksempel – dvs. fotografier med særligt fokus på et barns skridt – bemærkes, at hvis barnets skridt er nøgent eller kun iklædt en G-streng eller kun dækket af tilnærmelsesvis gennemsigtigt tøj, vil forholdet ligeledes være omfattet af den gældende § 235.

I andre tilfælde – dvs. hvor barnet er påklædt, herunder eventuelt i almindeligt dækkende badetøj, eller hvor barnet er nøgent, men hvor billedet ikke fokuserer på barnets kønsdele eller lignende – er udbredelse og besiddelse efter gældende ret ikke i sig selv, dvs. ikke uden videre, strafbar.

Hvis et fotografi af en genkendelig person, herunder et barn, udbredes i en videre kreds, herunder f.eks. via internettet, ledsaget af seksuelle kommentarer til billedet, vil forholdet – afhængig af grovheden af de ledsagende seksuelle kommentarer – imidlertid kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Persondataloven gælder ifølge lovens § 1, stk. 1, bl.a. for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling. Loven gælder derfor bl.a. for udbredelse af personoplysninger via internettet.

Ved ”personoplysninger” forstås ifølge persondatalovens § 3, nr. 1, enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person. Det er således en betingelse for, at en behandling kan anses for omfattet af loven, at der sker behandling af personoplysninger om en identificeret eller identificerbar fysisk person. Omfattet af begrebet er oplysninger, som f.eks. foreligger i form af billede.

Billeder er i Datatilsynets praksis i de tilfælde, hvor der ikke foreligger andre oplysninger end selve billedet til at identificere personen, blevet betragtet som personhenførbare og dermed omfattet af loven, i hvert fald hvis billedet bliver forevist til personer, der vil kunne genkende den fotograferede. Offentliggørelse via internettet medfører, at de pågældende billeder vil blive tilgængelige for en så bred kreds, at det er sandsynligt, at nogen vil kunne genkende den fotograferede person, og der vil derfor ifølge Datatilsynets praksis i denne situation som udgangspunkt være tale om elektronisk databehandling af personoplysninger omfattet af persondataloven.

Det må antages, at offentliggørelse på internettet af et fotografi af et barn, der indgår i en seksualiseret sammenhæng, ikke vil opfylde behandlingskravene i persondatalovens § 6, medmindre der foreligger et gyldigt samtykke til offentliggørelsen, og det er vanskeligt at forestille sig, at der i praksis skulle foreligge et gyldigt samtykke til en sådan offentliggørelse i en seksualiseret sammenhæng.

Selv om ledsagende seksuelle kommentarer ikke måtte have en sådan grovhed, at straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse finder anvendelse, vil offentliggørelse på internettet af et fotografi af et genkendeligt barn i en seksualiseret sammenhæng således i praksis under alle omstændigheder udgøre en overtrædelse af persondataloven, som kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, jf. persondatalovens § 70.

Efter Straffelovrådets opfattelse dækker straffelovens § 232 og persondataloven dermed allerede i dag i praksis de tilfælde, hvor anvendelse af billeder af børn, som ikke er omfattet af straffelovens § 235, ikke desto mindre indebærer en sådan alvorlig krænkelse navnlig af det pågældende barn, at strafansvar med rimelighed kan komme på tale.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der på denne baggrund ikke anledning til at foreslå nye strafbestemmelser vedrørende børneerotika.

Straffelovrådet finder således, at anden beskæftigelse med billeder af børn, eksempelvis offentliggørelse af et (manipuleret) fotografi af et ikke-eksisterende eller effektivt anonymiseret barn i en seksualiseret sammenhæng, men uden at fotografiet indeholder et seksuelt element, bør behandles på linje med beskæftigelse med anden (ikke-fotografisk) børneerotika, dvs. grænsen mellem lovlig og ulovlig adfærd bør som beskrevet ovenfor afgøres efter navnlig straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse og § 136, stk. 1, om offentlig tilskyndelse til forbrydelse.

5.4. Strafferammerne i § 235

Straffelovrådet noteret sig, at strafferammerne i straffelovens § 235 ganske vist er udformet i lyset af EU-rammeafgørelsen, men at de dog ikke direkte følger heraf. Eksempelvis kræver EU-rammeafgørelsen kun mindst fængsel indtil 5 år i strafferammen for udbredelse af børnepornografi, hvis barnet er under den seksuelle lavalder.

Straffelovrådet har endvidere noteret sig, at EU-direktivet fra 2011 (som ikke gælder for Danmark) ikke kræver samme strafferammer som rammeafgørelsen. Direktivet kræver således alene en strafferamme på mindst fængsel indtil 2 år for udbredelse af børnepornografi.

Gerningsindholdet i straffelovens § 235, stk. 1, består i at udbrede børnepornografi, uanset om gerningsmanden er ansvarlig for den oprindelige billedoptagelse. Er gerningsmanden konkret også ansvarlig for den oprindelige billedoptagelse, straffes billedoptagelsen efter straffelovens § 230, og det vil i den forbindelse ved strafudmålingen indgå som skærpende omstændigheder, hvis der i forbindelse med billedoptagelsen har været tale om, at barnets liv udsættes for fare, anvendelse af grov vold, eller at barnet forvoldes alvorlig skade.

Formuleringen af, hvad der navnlig udgør særligt skærpende omstændigheder, er parallel i § 230 om optagelse af pornografiske fotografier eller film af personer under 18 år, § 235 a, stk. 1, om pornografiske forestillinger med deltagelse af personer under 18 år og § 235, stk. 1, om udbredelse af børnepornografi.

I modsætning til de to førstnævnte forbrydelser, hvor en overtrædelse direkte begås over for konkrete personer under 18 år, er udbredelse af børnepornografi udtryk for en efterfølgende udnyttelse af allerede foreliggende billedoptagelser. Ved realiseringen af gerningsindholdet i § 235, stk. 1 – udbredelse af børnepornografi – forekommer det derfor ikke i prakis, at barnets liv udsættes for fare, eller at der anvendes grov vold, og sjældent, at der forvoldes barnet alvorlig skade. Der kan derimod være tale om, at der i forbindelse med den forudgående billedoptagelse – som gerningsmanden til overtrædelsen af § 235, stk. 1, ikke er ansvarlig for – forelå fare for barnets liv eller blev anvendt grov vold, eller at der blev forvoldt barnet alvorlig skade.

I praksis vil der imidlertid i sager om udbredelse af børnepornografi sjældent foreligge nærmere oplysninger om den forudgående billedoptagelse, og der vil derfor i praksis ikke foreligge andre oplysninger om, hvad barnet blev udsat for, end hvad der direkte fremgår af billedoptagelserne. Der kan imidlertid godt have været fare for barnets liv eller været anvendt grov vold eller været forvoldt barnet alvorlig skade – hvorved bemærkes, at dette udtryk ifølge forarbejderne også omfatter psykisk skade (jf. Justitsministeriets besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 7 og 9 vedrørende lovforslag nr. L 117 (2002-2003)) – uden at det direkte fremgår af billedoptagelserne. Omvendt kan billedoptagelser være manipuleret på forskellig måde, og en foreliggende billedoptagelse, der fremstår som voldspornografi, er ikke nødvendigvis udtryk for, at barnet faktisk blev udsat for vold, endsige grov vold, var i livsfare eller blev påført alvorlig skade.

Forarbejderne taler for, at henvisningen i § 235, stk. 1, 2. pkt., til fare for barnets liv, grov vold eller alvorlig skade skal forstås på den måde, at der sigtes til de faktiske omstændigheder i forbindelse med den forudgående billedoptagelse. I forarbejdernes forklaring på, hvordan de opregnede skærpende omstændigheder også kan foreligge ved udbredelse af fiktiv børnepornografi nævnes således dels udbredelse af mere systematisk og organiseret karakter, dels tilfælde, hvor der er tale om en fiktiv gengivelse af et virkeligt barn – eksempelvis hvor billedet af et virkeligt barn ved computermanipulation har fået et utugtigt udtryk – og hvor der i forbindelse med optagelsen af billedet af det virkelige barn har været anvendt grov vold, eller hvor barnets liv har været udsat for fare (jf. pkt. 1.5 i den kommenterede høringsoversigt (L 177 (2002-2003) – bilag 2)).

Det fremgår således ikke af forarbejderne, at det afgørende f.eks. kunne være, hvordan situationen fremstår på billedet.

I retspraksis lægges ved strafudmålingen (inden for den almindelige strafferamme på fængsel indtil 2 år) bl.a. vægt på, om de børnepornografiske billeder, der er udbredt, er uden seksuel aktivitet, med almindelig seksuel aktivitet eller med seksuel aktivitet af særligt grov karakter, f.eks. voldtægt af børn. Det må antages, at det afgørende herved er, hvordan billederne fremstår, og ikke de faktiske omstændigheder i forbindelse med den forudgående billedoptagelse.

De gældende strafferammer, herunder opregningen af, hvad der navnlig skal anses som særligt skærpende omstændigheder, er som nævnt udformet på baggrund af EU-rammeafgørelsen. Rammeafgørelsen nævner også bl.a. livsfare, grov vold og alvorlig skade som skærpende omstændigheder, men det fremgår ikke – lige så lidt som det fremgår af de danske forarbejder til implementeringen af rammeafgørelsen – at de nævnte forhold umiddelbart giver bedre mening som skærpende omstændigheder i forbindelse med optagelse af børnepornografi end i forbindelse med en efterfølgende udbredelse af optagelserne, som foretages af personer, der ikke er (med)ansvarlige for den oprindelige optagelse. Hvis der anlægges en ordlydsfortolkning af rammeafgørelsen, kan der imidlertid argumenteres for, at de nævnte forhold sjældent vil være relevante i forhold til udbredelse (i modsætning til optagelse) af børnepornografi. Rammeafgørelsens regler er således formuleret på den måde, at lovovertræderen har bragt barnet i livsfare, henholdsvis at lovovertrædelsen er begået med brug af grov vold eller har forvoldt barnet alvorlig skade (artikel 5, stk. 2, litra c, jf. litra b, 2. og 3. led). Efter ordlyden finder disse bestemmelser således ikke anvendelse på den, der udbreder børnepornografi, medmindre den pågældende har bragt barnet i livsfare eller udbredelsen er begået med brug af grov vold eller har forvoldt barnet alvorlig skade.

Straffelovrådet finder, at en maksimumsstraf på fængsel i 6 år er en streng strafferamme for forhold, der ikke direkte indebærer, at nogen udsættes for en seksuel krænkelse. EU-rammeafgørelsen kræver imidlertid en strafferamme på mindst fængsel indtil 5 år for de groveste tilfælde af udbredelse af børnepornografi, hvor barnet er under den seksuelle lavalder, og der er i dansk ret ikke tradition for at anvende en strafferamme på fængsel indtil 5 år.

Med en så høj maksimumsstraf er det efter Straffelovrådets opfattelse hensigtsmæssigt, at strafferammen er todelt, således at maksimum på 6 års fængsel kun anvendes under særligt skærpende omstændigheder, og at det almindelige strafmaksimum udgør 2 års fængsel. Af samme grund har Straffelovrådet heller ikke bemærkninger til, at tre af de fire særligt skærpende omstændigheder, som nævnes i lovteksten, sjældent er relevante for forbrydelsen udbredelse af børnepornografi. Rådet bemærker i den forbindelse også, at lovens opregning af særligt skærpende omstændigheder ikke er udtømmende.

Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således ingen ændringer af strafferammerne i straffelovens § 235.

5.5. Betinget dom med vilkår om sexologisk behandling

5.5.1. I forarbejderne til lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser) var det forudsat, at der skulle iværksættes en forsøgsordning med betinget dom med vilkår om behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser (navnlig incest), som alternativ til ubetinget fængselsstraf. Forsøgsordningen blev senere ved finanslovsaftalen for 2001 ændret til en permanent ordning.

Ordningen omfatter personer, der har begået seksualforbrydelser, uden at forholdet omfatter vold eller ulovlig tvang. I forarbejderne til 1997-loven opregnes følgende forbrydelser, der navnlig kan indgå i ordningen (jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 101-102):

Incest, jf. straffelovens § 210, og ”adoptiv- eller stedbarnsincest”, jf. straffelovens § 223, stk. 1
Grovere former for blufærdighedskrænkelse, jf. straffelovens § 232
Samleje med barn under 18 år, der er den pågældendes plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, jf. straffelovens § 223, stk. 1
Samleje med en person, der er indsat eller anbragt i et fængsel, en børne- eller ungdomsinstitution, et psykiatrisk hospital, en institution for personer med vidtgående psykisk handicap eller lignende, jf. straffelovens § 219.

Ordningen anvendes i praksis også i forhold til personer, der har overtrådt straffelovens § 222 om samleje med barn under 15 år, uden at forholdet er omfattet af § 210 eller § 223, stk. 1. Som eksempler kan nævnes UfR 2004.2845 Ø, hvor tiltalte blev idømt 1½ års fængsel, heraf 1 års betinget med vilkår bl.a. om sexologisk behandling, for 3 enkeltstående og 2 længerevarende seksuelle forhold til 12-13-årige piger, og UfR 2007.33 Ø, hvor tiltalte blev idømt 5 måneders betinget fængsel med vilkår bl.a. om sexologisk behandling for 3 tilfælde af anden kønslig omgængelse end samleje med en 6-7-årig dreng.

Det fremgår af forarbejderne til 1997-loven (anf.st.), at ordningen i almindelighed forudsattes alene at komme på tale som alternativ til ubetinget fængselsstraf på fra 4-6 måneder og op til omkring 1½ år.

Af forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) fremgår, at et flertal i Folketingets Retsudvalg gik ud fra, at

”forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke vil føre til væsentlige begrænsninger i den eksisterende mulighed for i sædelighedssager at idømme en betinget dom med vilkår om behandling i tilfælde, hvor strafniveauet i dag ligger mellem 4-6 måneders fængsel og fængsel i 1 år og 6 måneder, og hvor der ikke er anvendt vold eller ulovlig tvang.” (Folketingstidende 2001-2002 (2. samling), tillæg B, side 1289)

Det kan næppe anses for afklaret i retspraksis, om dette skal forstås på den måde, at den i almindelighed øvre grænse for anvendelse af betinget dom med vilkår om sexologisk behandling på op til omkring 1½ års fængsel, som var forudsat i forarbejderne til 1997-loven, efter strafskærpelsen i 2002 kan anses for forhøjet svarende til strafskærpelsen.

En betinget dom med vilkår om behandling forudsætter, at sigtede efter en individuel vurdering findes egnet og motiveret til at gennemføre vilkåret. Et visitationsudvalg bestående af repræsentanter for de tre behandlingsinstitutioner, der indgår i ordningen, kriminalforsorgen og sigtedes hjemkommune foretager denne vurdering på grundlag af en indhentet mentalerklæring, jf. retsplejelovens § 809. Visitationsudvalgets indstilling til brug for rettens behandling af straffesagen skal indeholde en individuel behandlingsplan.

I den betingede dom med vilkår om behandling skal længden af behandlingsperioden fastsættes. Et behandlingsforløb forudsattes i forarbejderne til 1997-loven at vare mindst to år og at bestå af tre faser:

Et indledende ophold af 3-6 måneders varighed i en af kriminalforsorgens pensioner eller eventuelt en regional eller kommunal institution. Ved en kombinationsdom erstattes institutionsopholdet af et fængselsophold, hvor den ubetingede del af straffen afsones. I denne periode iværksættes behandlingen.
Ambulant behandling i ca. 1 år på en af de tre behandlingsinstitutioner, som indgår i ordningen.
Tilsyn af kriminalforsorgen i yderligere et halvt år, eventuelt med vilkår om behandling, hvis kriminalforsorgen bestemmer det.

I nyere trykt retspraksis sondres normalt ikke mellem fase 2 og 3, idet der typisk alene fastsættes ét samlet tilsyns- og behandlingsvilkår af 2 års varighed samt vilkår om 3 eller 6 måneders indledende institutionsophold.

Betinget dom med vilkår om sexologisk behandling ses i trykt retspraksis ikke anvendt i sager om udbredelse af børnepornografi. Dette gælder også i tilfælde, hvor kriminalforsorgen har fundet tiltalte egnet til betinget dom med vilkår om sexologisk behandling, jf. som eksempel TfK 2011.807 V, hvor tiltalte blev idømt 4 måneders fængsel for udbredelse af 1.004 fotografier og 289 film.

Derimod er der enkelte eksempler på betinget dom med vilkår om sexologisk behandling i sager om besiddelse af børnepornografi. Som eksempel kan nævnes TfK 2005.497 Ø, hvor tiltalte blev idømt 30 dages betinget fængsel med vilkår bl.a. om sexologisk behandling for besiddelse af 158 fotografier og 50 film (dissens af 3 dommere for ubetinget fængsel).

5.5.2. Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at de tre behandlingsinstitutioner, som indgår i behandlingsnetværket vedrørende sexologisk behandling af seksualforbrydere, har anmodet om, at det overvejes at lade sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi være omfattet af ordningen med betinget dom med vilkår om behandling.

Behandlingsinstitutionerne har i den forbindelse henvist til, at de korte straffe, der ofte idømmes i 1. gangstilfælde i disse sager, gør, at domfældte ofte ikke vil være omfattet af visitationsordningen vedrørende personer, der afsoner en ubetinget fængselsstraf for seksualkriminalitet. Endvidere er de domfældte, hvis straf er lang nok til, at de er omfattet af visitationsordningen, erfaringsmæssigt sværere at motivere for at deltage i behandling, når de først er idømt ubetinget fængsel.

Behandlingsinstitutionerne vurderer imidlertid en tidlig indsats i disse sager som afgørende med henblik på at forebygge ny kriminalitet, herunder ny kriminalitet i form af direkte seksuelt misbrug af børn (i modsætning til udbredelse og besiddelse af børnepornografi, hvor misbruget er indirekte).

5.5.3. Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet, om ordningen med betinget dom med vilkår om sexologisk behandling også bør omfatte sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi.

Ordningen blev oprindelig indført som en forsøgsordning i 1997 og blev en permanent ordning i 2001. På daværende tidspunkt var det ikke relevant at overveje alternativer til ubetinget fængselsstraf i sager om børnepornografi. I hele perioden fra 1985-2000 blev der således ifølge statistiske oplysninger fra Danmarks Statistik alene idømt 1 ubetinget fængselsstraf (på 40 dage) for udbredelse af børnepornografi (idet en dom på 5 års fængsel i 1998, hvor hovedforholdet ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik var besiddelse af børnepornografi, antagelig er fejlregistreret).

Ved lovændringen i 2003 skete der en væsentlig udvidelse af kriminaliseringen af børnepornografi, og i perioden 2003-2009 blev der ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik idømt i alt 220 ubetingede fængselsstraffe for udbredelse og besiddelse af børnepornografi, heraf 70 sager, hvor hovedforholdet var udbredelse af børnepornografi.

Efter Straffelovrådets opfattelse tilsiger de hensyn, der begrunder ordningen med betinget dom med vilkår om sexologisk behandling, at ordningen også bør kunne anvendes i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi.

Selv om udbredelse og besiddelse af børnepornografi ikke har karakter af et direkte seksuelt misbrug af et barn, må der således ud fra det, de er anført af behandlingsinstitutionerne i behandlingsnetværket, antages at være et potentiale for en gavnlig virkning af en sexologisk behandlingsindsats også for så vidt angår personer, hvis kriminalitet består i udbredelse eller besiddelse af børnepornografi.

Det vil være en forudsætning for anvendelse af betinget dom med vilkår om sexologisk behandling, at tiltalte er vurderet såvel egnet som motiveret for sexologisk behandling. Heri ligger også, at der skal foreligge et behandlingsbehov, og en person, der f.eks. har udbredt børnepornografi primært for økonomisk vindings skyld (og ikke i anledning af en seksuel orientering, der retter sig mod børn), vil således ikke kunne få en betinget dom med vilkår om sexologisk behandling.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at ordningen med betinget dom med vilkår om sexologisk behandling skal kunne anvendes i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi i samme omfang som i sager om de andre former for seksualkriminalitet, der er omfattet af ordningen. Heri ligger også, at ordningen kun vil omfatte de forholdsvis grove tilfælde af udbredelse eller besiddelse af børnepornografi, hvor straffen i dag fastsættes til ubetinget fængsel i mindst 4-6 måneder.

Straffelovrådet foreslår endvidere, at der herudover skal kunne anvendes betinget dom med vilkår om sexologisk behandling i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi i tilfælde, hvor straffen i dag fastsættes til en kortere ubetinget fængselsstraf. En sådan betinget dom vil – i modsætning til, når straffen fastsættes til fængsel i mindst 4-6 måneder – ikke skulle indeholde vilkår om et indledende institutionsophold. Det vil også her være en forudsætning, at tiltalte vurderes såvel egnet som motiveret for sexologisk behandling. Forslaget omfatter ikke tilfælde, der i dag afgøres med betinget dom uden behandlingsvilkår. I sådanne tilfælde bør der således i givet fald fortsat idømmes betinget dom uden behandlingsvilkår.

Kapitel 24: Straffelovens § 236 – pålæg

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 236

Efter straffelovens § 236 kan der ved i dom i visse tilfælde gives den dømte pålæg om ikke at indfinde sig bestemte steder (stk. 1) eller om ikke at lade børn under 18 år tage ophold i deres bolig eller uden politiets tilladelse selv at tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år (stk. 2).

Et pålæg gælder indtil videre, og domfældte kan tidligst 3 år efter straffens udståelse forlange, at spørgsmålet om ophævelse af pålægget indbringes for retten (stk. 3). Hvis anmodningen om ophævelse af pålægget ikke imødekommes, kan domfældte tidligst fremsætte ny anmodning om ophævelse af pålægget, når der er forløbet 3 år, idet justitsministeren dog, når særlige omstændigheder taler for det, kan tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

Overtrædelse af et pålæg straffes med fængsel indtil 4 måneder (stk. 4).

Efter § 236, stk. 1, kan der ved dommen gives en person, der dømmes efter § 216, § 217, § 218, stk. 1, § 222 eller § 223, stk. 2 (herunder jf. §§ 224-226), eller efter § 232, pålæg om ikke at indfinde sig i offentlige parker eller anlæg, på fælleder, ved skoler og legepladser, ved opdragelseshjem, ved sindssygehospitaler og institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap, i bestemt angivne skove og på bestemt angivne badeanstalter og strandbredder.

Efter § 236, stk. 2, kan der endvidere ved dommen gives en person, der dømmes efter § 216, § 217, § 218, stk. 1, § 222 eller § 223, stk. 2 (herunder jf. §§ 224-226), eller efter § 228, § 229 eller § 232, pålæg om, at de ikke må lade børn under 18 år tage ophold i deres bolig eller uden politiets tilladelse selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under denne alder. Pålægget gælder dog ikke med hensyn til børn, over for hvilke den domfældte har forsørgelsespligt.

Bestemmelsen angiver ikke nogen kriterier for, hvornår der i en dom om overtrædelse af en af de angivne bestemmelser bør medtages et pålæg efter stk. 1 og/eller stk. 2.

Pålæg efter stk. 1 kan begrænses til visse af de steder, som nævnes i bestemmelsen. Som eksempel kan nævnes JD 1936.47 B, hvor der blev givet pålæg om ikke at indfinde sig i Københavns Kommunes badeanstalter og i svømmehallerne i København og på Frederiksberg. Pålægget kan også afgrænses, så det kun gælder på visse tider af året. Som eksempel kan nævnes UfR 1927.153 Ø, som angik et pålæg om ikke i månederne maj-september at indfinde sig på en nærmere angiven strandbred.

Det må antages, at pålæg efter stk. 2 kan begrænses til f.eks. børn under 15 år, jf. Karen-Inger Bast og Jesper Hjortenberg i Anklagemyndighedens Årsberetning 1994 side 184, eller til børn af det ene køn, jf. anklagemyndighedens påstand i TfK 2008.370 Ø. Pålæg efter stk. 2 kan endvidere tidsbegrænses, jf. TfK 2003.61 Ø.

Den så vidt ses eneste trykte dom om overtrædelse af et påbud efter § 236 fortolker udtrykket ”tage ophold” i § 236, stk. 2, meget vidt. I UfR 2007.2320 Ø blev tiltalte således dømt for overtrædelse af et pålæg efter § 236, stk. 2, ved to gange samme dag i forbindelse med udgang fra afsoning kortvarigt at have været til stede i sin lejlighed, mens der var personer under 18 år til stede i lejligheden.

Om straffelovens § 236 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 340-42, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Almindelig del (4. udgave ved Knud Waaben) side 496 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 536-37.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde bestemmelsen i § 236 følgende affattelse:

”§ 236. Naar nogen dømmes efter §§ 216, 217, Stk. 1 og 3, 218, 222 og 223, Stk. 2, 224, jfr. en af fornævnte Bestemmelser, § 225, Stk. 1, jfr. §§ 216, 217, Stk. 1 og 3, 218 og 222, § 225, Stk. 2 og 3, § 226, jfr. en af fornævnte Bestemmelser, eller § 232, kan der ved Dommen gives ham Paalæg om, at han ikke maa indfinde sig i offentlige Parker eller Anlæg, paa Fælleder, ved Skoler og Legepladser, ved Opdragelseshjem, ved Sindssygehospitaler og Aandssvageanstalter, i bestemt angivne Skove og paa bestemt angivne Badeanstalter og Strandbredder.

Stk. 2. Naar 3 Aar er forløbet efter Domfældtes endelige Løsladelse, kan han forlange Spørgsmaalet om Paalægets fortsatte Bestaaen forelagt den Ret, som har paakendt Sagen i 1ste Instans. Afgørelsen træffes ved Kendelse. Nægtes Ophævelse af Paalæget, kan ny Begæring først fremsættes efter 3 Aars Forløb. Bestemmelserne i § 97, Stk. 3, finder tilsvarende Anvendelse.

Stk. 3. Overtrædelse af Paalæget straffes med Hæfte eller med Fængsel indtil 4 Maaneder.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5377 (§ 236), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, spalte 2195-96 (§ 236), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, spalte 2372 (§ 235).

En sådan bestemmelse indgik ikke i nogen af de tre straffelovsudkast fra 1912, 1917 eller 1923 (U I, U II og U III). Af Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5377, fremgår følgende om bestemmelsen:

”Bestemmelsen træder delvis i Stedet for § 6 i Lov Nr. 133 af 11. April 1925 om Sikkerhedsforanstaltninger mod visse Personer, der udsætter Retssikkerheden for Fare. Paalægget foreslaas ligesom det i § 75 [§ 70 i straffeloven af 1930; § 68 i gældende straffelov] omhandlede givet af Retten, men ligesom de i Loven af 1925 omhandlede paa ubestemt Tid. Medens de sidstnævnte Paalæg kan ophæves dels af Justitsministeriet dels af Domstolene, foreslaas disse Afgørelse nu alene henlagt til Domstolene.”

Af Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, spalte 2372, fremgår, at:

”Stk. 1 er udvidet til ogsaa at omfatte Personer, der dømmes efter § 216, Stk. 1 og 3 [§ 217, stk. 1 og 3, i straffeloven af 1930; § 218, stk. 1, i gældende straffelov], og saaledes at Paalæg ogsaa kan gives om ikke at indfinde sig ved Opdragelseshjem, Sindssygehospitaler og Aandssvageanstalter.”

§§ 1-5 i 1925-loven om sikkerhedsforanstaltninger angik personer, som i dag er omfattet af straffelovens § 69, og gav ligesom gældende § 69 mulighed for at fastsætte foranstaltninger som nævnt i gældende § 68, herunder anvisning af opholdssted eller forbud mod ophold på bestemte steder.

I forlængelse heraf gav § 6 i 1925-loven mulighed for at give personer, som var domfældt for en sædelighedsforbrydelse, et strafsanktioneret pålæg om ikke at indfinde sig i offentlige parker eller anlæg, i bestemt angivne skove, på fælleder, ved skoler og legepladser samt på bestemt angivne badeanstalter eller strandbredder. Denne bestemmelse var ikke begrænset til personer, som befandt sig i en tilstand som nævnt i gældende § 69.

Af forarbejderne til 1925-loven fremgår bl.a. følgende (Rigsdagstidende 1924-25, tillæg B, spalte 1611-12):

”Udvalget mener, at der bør skabes forøget Sikkerhed – navnlig for Kvinder og Børn – mod grove forbryderske Overgreb fra aandssvækkede farlige Personers Side. Paa den anden Side bør der selvfølgelig vises stor Varsomhed med Hensyn til at gøre Indgreb i den personlige Frihed. (…)

Endelig har man søgt at begrænse de Tilfælde, hvor Indespærring kan finde Sted, idet der i Lovforslagets § 6 er givet Anvisning paa en Række mildere Foranstaltninger, som naturligvis først og fremmest vil blive anvendt, saaledes at Indespærring altsaa kun vil ske, naar disse mildere Foranstaltninger maa antages ikke at ville kunne føre til Maalet.”

Som nævnt havde § 6 i 1925-loven imidlertid et videre personelt anvendelsesområde end lovens øvrige bestemmelser, og af Straffelovskommissionens medlemmers brev til Justitsministeriet, som indgik i grundlaget for udformningen af lovens § 6, fremgår da også bl.a. følgende (Rigsdagstidende 1924-25, tillæg B, spalte 1621-22):

”af Hensyn til den meget stærke praktiske Trang dertil [anser vi det] for ønskeligt, at der dog paa et enkelt Punkt gaas noget udenfor Rammen for de psykisk defekte Personer. Vi henviser i saa Henseende til Udkatets § 3 [svarende til lovens § 6], hvor der er foreslaaet Adgang til at anvende Tilhold – hvis Overtrædelse alene kan medføre Straf, men ikke Internering – overfor alle løsladte Sædelighedsforbrydere uden Hensyn til, hvad der foreligger oplyst om deres mentale Tilstand. Dette støttes (…) paa Hensynet til Ønskeligheden af i al Almindelighed at skabe større Tryghed for Kvinder og Børn overfor de heromhandlede Personer”

Endelig bemærkes, at Oluf Krabbe – der som medlem af Straffelovskommissionen var medunderskriver af ovennævnte brev – tidligere havde stillet forslag om en mere begrænset tilholdsbestemmelse, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1925 side 26:

”Politiet kan meddele Mandspersoner, der er straffede efter §§ 218-235, Tilhold om ikke at indfinde sig i offentlige Parker eller Lystanlæg. Overtrædelse af saadant Tilhold straffes med Bøde.

En Bestemmelse som denne vil utvivlsomt være nyttig til Betryggelse af Freden for Kvinder og Børn i vore offentlige Anlæg, der – vistnok i stigende Grad – afgiver Tilholdssted for Ekshibitionister og andre Sædelighedsforbrydere, som kendes af Opsynet, men vanskelig lader sig gribe paa fersk Gerning.”

1.2.2. Lovændringen i 1939

Ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930 blev straffelovens § 236 ændret, idet der indsattes et nyt stk. 2:

”Stk. 2. Der vil derhos ved Dommen kunne gives Personer, der dømmes efter de i Stk. 1 nævnte Paragraffer eller efter §§ 228 og 229, Paalæg om, at de ikke maa lade Børn under 18 Aar tage Ophold i deres Bolig eller uden Politiets Tilladelse selv tage Ophold hos Personer, hos hvem der opholder sig Børn under nævnte Alder. Paalægget gælder dog ikke med Hensyn til Børn, over for hvilke den Domfældte har Forsørgelsespligt.”

Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, spalte 3376-78):

”Efter den gældende Straffelovgivning er der ingen Adgang for Myndighederne til at forbyde Sædelighedsforbrydere – heller ikke saadanne, der har forbrudt sig mod Børn – at tage Ophold hos Familier, hvor der er Børn, eller selv at have Børn i deres Hjem. De i Forsorgsloven indeholdte Regler giver heller ikke tilstrækkelig Beskyttelse for Børnene i denne Henseende. Forsorgslovens § 130 hjemler ganske vist Myndighederne Adgang til i visse Tilfælde at fjerne et Barn fra Hjemmet, naar Hensynet til Barnets Velfærd kræver det, og denne Bestemmelse vil kunne benyttes, hvor det drejer sig om den Domfældtes egne Børn. Derimod kan der i Almindelighed ikke blive Spørgsmaal om at fjerne et Barn fra et ellers godt Hjem, fordi en Sædelighedsforbryder tager Ophold i Hjemmet, og det uden Hensyn til, om Hjemmet nægter at lade den paagældende flytte. Dertil kommer, at Børneværnet sikkert hyppigt ikke faar Kendskab til, at en for Sædelighedsforbrydelse dømt Person har taget Ophold i et Hjem, hvor der er Børn, og selv naar Børneværnet faar saadan Meddelelse, vil det ofte være i Tvivl om, hvorvidt det er berettiget til overhovedet at underrette Hjemmet derom. Med Hensyn til Sædelighedsforbryderes Adgang til selv at tage Børn til Huse yder Forsorgslovens § 115 et vist Værn, idet i Henhold til denne Bestemmelse ingen maa modtage eller have noget Barn under 14 Aar i Familiepleje uden dertil at have faaet Tilladelse af det sociale Udvalg. Der foreligger imidlertid, navnlig udenfor København, en meget stor Mulighed for, at Udvalget faktisk ikke faar Kendskab til alle Plejeforhold, og der tiltrænges derfor ogsaa paa dette Punkt forøget Beskyttelse.

Efter Forhandling med Socialministeriet foreslaar man derfor, at der gives Domstolene Adgang til, naar en Person dømmes for Sædelighedsforbrydelse eller for Alfonseri, at give ham Paalæg om ikke at tage Ophold hos Familier, der har Børn, og ikke selv at tage Børn til sig. Om et saadant Paalæg skal meddeles, maa i hvert enkelt Tilfælde afgøres af Domstolene under Hensyn til de i Sagen oplyste Omstændigheder og med Støtte i de Erklæringer om den paagældendes Mentalitet, der som Regel foreligger i disse Sager. Naar Paalæget er meddelt nogen, er det denne forbudt saavel selv at tage Børn i Pleje som at fremleje Dele af sin Lejlighed til Personer, der har Børn; ligeledes er det ham forbudt at tage Ophold hos en Familie, der enten selv har Børn eller har Logerende, der har Børn. Da der imidlertid kan forekomme Tilfælde, hvor det kan virke overordentlig haardt at nægte en saadan Person at tage Ophold hos en Familie, hvor der er Børn, navnlig naar det drejer sig om Slægt og Venner, der er kendt med de Forhold, for hvilke den paagældende er dømt, foreslaar man, at Politiet kan tillade den Dømte at tage Ophold i et saadant Hjem. Den foreslaaede Beskyttelse af Børnene foreslaas udstrakt til Børnenes 18de Aar; i Tilfælde, hvor det drejer sig om Personer, der er dømt for Overtrædelse af § 223, Stk. 2, er der særlig Trang til Beskyttelse af Børn mellem 15 og 18 Aar. Paalæget skal efter Forslaget ikke gælde Børn, overfor hvilke den paagældende har Forsørgerpligt. Forældre og forsørgelsespligtige Stedforældre bør kun kunne hindres i at samleve med deres Børn i de Tilfælde, hvor Myndighederne i Henhold til Forsorgslovens § 130 træffer Bestemmelse om Børnenes Fjernelse fra Hjemmet.”

1.2.3. Lovændringen i 1961

Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme mv.) blev straffelovens § 236 ændret, idet henvisningen i stk. 3, 3. pkt., til § 97, stk. 3, blev ophævet. Ændringen skyldtes, at § 97, stk. 3, var blevet ophævet i 1939.

1.2.4. Lovændringen i 1965

Ved samme lovændring fik § 236, stk. 3 – når der bortses fra den tekniske ændring af en henvisning, som er nævnt i afsnit 1.2.8 nedenfor – sin nuværende udformning. Af forarbejderne fremgår herom følgende (Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 974):

”Det foreslås, at reglen formuleres efter de retningslinjer, der er fulgt ved affattelsen af § 59, stk. 2 og 3, og § 70, stk. 3 og 4, samt forslagene under nr. 25 og 26 vedrørende §§ 78 og 79.”

Denne ændring indebar navnlig, at anmodninger om ophævelse af et pålæg altid behandles af byretten i første instans, uanset om straffesagen, hvor pålægget blev givet, blev behandlet ved landsretten i første instans.

1.2.5. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) byttede straffelovens §§ 217 og 218 plads, og som følge heraf blev straffelovens § 236 ændret, så henvisningen til § 217, stk. 1, og § 218, blev ændret til en henvisning til § 217 og § 218, stk. 1. Der var således tale om en teknisk begrundet konsekvensændring.

1.2.6. Lovændringen i 1981

Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik straffelovens § 236, stk. 1, sin nuværende affattelse, når bortset fra ændringen af ”åndssvageanstalter” til ”institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap” i 1997. Lovændringen i 1981 indebar, at henvisningerne i § 236, stk. 1, til § 225, stk. 2 og 3, udgik, idet § 225, stk. 2 og 3, var blevet ophævet i henholdsvis 1976 og 1967. Samtidig blev § 225, jf. § 223, stk. 2, medtaget i § 236, stk. 1, hvilket havde sammenhæng med, at der ved lovændringen i 1976 var blevet medtaget en henvisning til § 223 i § 225.

1.2.7. Lovændringen i 1997

Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser mv.) blev straffelovens § 236 ændret, idet ”åndssvageanstalter” blev ændret til ”institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap”. Ændringen betegnes i forarbejderne som en sproglig tilpasning til de gældende socialretlige regler, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 110-11.

1.2.8. Lovændringen i 2000

Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) blev straffelovens § 236, stk. 4, ændret, idet hæfte udgik af bestemmelsen. Endvidere blev henvisningen i § 236, stk. 3, til § 59, stk. 3, ændret til en henvisning til § 59, stk. 2, som følge af den samtidige ophævelse af § 59, stk. 1, og dermed ændringen af § 59, stk. 3, til § 59, stk. 2.

1.3. Tilhold og opholdsforbud

Lov om om tilhold, opholdforbud og bortvisning trådte i kraft den 1. marts 2012. Loven indeholder bl.a. regler om tilhold og opholdsforbud.

Ved tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden, jf. lovens § 1. Et tilhold kan efter forarbejderne begrænses til et forbud mod visse former for adfærd eller henvendelser mv. Et tilhold kan værne privatpersoner, institutioner, virksomheder og offentlige myndigheder, hvis der er tale om en konkretiseret personkreds.

Tilhold kan gives ved begrundet mistanke om fredskrænkelse, hvis der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende fortsat vil krænke, jf. lovens § 2, stk. 1.

Tilhold kan endvidere gives ved begrundet mistanke om drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, brandstiftelse, voldtægt eller anden seksualforbrydelse, hvis forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt, jf. lovens § 2, stk. 2.

Ved opholdsforbud kan en person forbydes at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af en anden persons bolig eller arbejds-, uddannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor denne ofte færdes, jf. lovens § 3.

Opholdsforbud kan gives, når betingelserne for tilhold er opfyldt og mistanken angår oftere gentagen fredskrænkelse, forsætlig overtrædelse af et tilhold eller visse nærmere opregnede lovovertrædelser, for så vidt et tilhold ikke kan anses for tilstrækkeligt til at beskytte den anden person, jf. § 4.

Det geografiske område, som et opholdsforbud dækker, skal efter forarbejderne beskrives så præcist som muligt i afgørelsen, herunder f.eks. ved anvendelse af kort over området. Udtrykket ”i nærheden” skal ses i lyset af, at opholdsforbud indebærer et væsentligt indgreb i den pågældendes bevægelsesfrihed, og det bør således normalt være et mindre område, hvor den forurettede ofte færdes. Der gælder ikke en bestemt maksimal geografisk udstrækning af opholdsforbud. I tæt bebyggede områder, som f.eks. en storby, vil formålet med et opholdsforbud oftest kunne nås ved at lade opholdsforbuddet omfatte et mindre område, mens et opholdsforbud, der vedrører et tyndtbefolket område, vil kunne have en væsentlig større udstrækning, når ikke konkrete forhold taler imod. Hvis parterne bor tæt på hinanden, må forbudsområdet i givet fald indrettes herefter, således at der også tages behørigt hensyn til den pågældendes bevægelsesfrihed. På den anden side vil det kunne tale for at udstrække opholdsforbuddet til et større område, hvis den forurettede er flyttet fra sit hidtidige bopælsområde for at undgå kontakt med den pågældende, som ikke har tilknytning til det aktuelle område eller i øvrigt nogen rimelig grund til at komme i området. Ved fastlæggelse af forbudsområdet bør der også tages hensyn til eventuelle større færdselsårer, f.eks. større veje og banestrækninger mv., som den indklagede har en legitim interesse i at færdes ad.

Med udtrykket ”opholde sig eller færdes” sigtes efter forarbejderne til enhver fysisk tilstedeværelse inden for det afgrænsede område, herunder at passere igennem området. Et opholdsforbud vil således som udgangspunkt indebære, at den blotte tilstedeværelse i det afgrænsede område vil udgøre en overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige ophold. Et opholdsforbud indebærer således også et forbud mod at bosætte sig i området.

Et tilhold gives for et besemt tidsrum på indtil 5 år og et opholdsforbud for et bestemt tidsrum på indtil 1 år, jf. lovens § 5.

Tilhold og opholdsforbud må ikke stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til dem, som foranstaltningen skal bekytte, og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den pågældendes side, jf. lovens § 12.

Tilhold og opholdsforbud omfatter ikke kontakt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet, jf. lovens § 13.

Tilhold og opholdsforbud kan besluttes, når en person, som foranstaltningen skal beskytte, anmoder om det, eller når almene hensyn kræver det , jf. lovens § 14.

Afgørelse om tilhold og opholdsforbud træffes i første instans af politidirektøren, hvis afgørelse kan påklages til statsadvokaten, jf. lovens § 15, stk. 2 og 3.

Afgørelse om opholdsforbud (men ikke om tilhold) kan forlanges indbragt for retten. Anmodning herom skal fremsættes inden 14 dage efter, at afgørelsen er forkyndt for den pågældende, jf. lovens § 17.

Forsætlig overtrædelse af et tilhold eller opholdsforbud straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. lovens § 21. Overtrædelse påtales kun efter forurettedes anmodning, medmindre almene hensyn kræver påtale.

2. Retspraksis

2.1. Bestemmelsen i straffelovens § 236, stk. 1, anvendes næsten ikke i praksis. Så vidt ses er den eneste trykte dom fra 1936:

JD 1936.47 B (1 års fængsel): En 35-årig mand onanerede en 13-årig dreng og fik ham til at onanere sig, befølte to 16-17-årige drenge og en 18-årig mand og fik dem til at beføle sig og onanerede på en badeanstalt foran unge mænd. Tiltalte fik pålæg om ikke at indfinde sig i Københavns Kommunes badeanstalter og i svømmehallerne i København og på Frederiksberg.

Rigsadvokaten har i maj 2012 oplyst, at Rigsadvokaten siden 2000 har registreret 3 sager, hvor der er givet pålæg efter straffelovens § 236, stk. 1.

2.2. Bestemmelsen i straffelovens § 236, stk. 2, anvendtes oprindelig meget lidt. JD 1940.90 B og UfR 1957.534 H er så vidt ses er de eneste trykte domme før 2000, hvor der gives pålæg, og det fremgår af Anklagemyndighedens Årsberetning 1994 side 180-85, at der i perioden 1967-1994 kun blev givet pålæg i 3 sager. Bestemmelsen anvendes i nyere praksis noget hyppigere, og Rigsadvokaten har i maj 2012 oplyst, at Rigsadvokaten siden 2000 har registreret 109 domme, hvor der er givet pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Pålæg er givet i følgende nyere domme trykt i Ugeskrift for Retsvæsen eller Tidsskrift for Kriminalret:

UfR 2012.998 V (11 års fængsel): En 37-39-årig mand voldtog adskillige gange sin 17-19-årige datter og sin 13-14-årige steddatter, forsøgte én gang at tvinge datteren til at have anden kønslig omgængelse end samleje med sin 8-årige halvbror og forsøgte én gang at tvinge datteren til at have samleje med tredjemand. (Tillige dømt for vanrøgt af sine 7 andre børn, steddatteren og yderligere et stedbarn, kvalificeret vold og mishandling over for 6 af børnene samt ulovlig tvang samt kvalificeret vold og langvarig frihedsberøvelse over for datteren). Under hensyn til karakteren af voldtægtsforholdene blev tiltalte meddelt pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

UfR 2008.1281 Ø (5 måneders fængsel): En 74-årig mand befølte en 5-årig pige på kønsdelen og klitoris og lod pigen berøre hans lem i forbindelse med, at pigen blev passet i tiltaltes hjem. Tiltalte var ca. 1 år før gerningstidspunktet straffet med fængsel i 60 dage for et lignende forhold og i den forbindelse fradømt retten til erhvervsmæssigt eller ikke-erhvervsmæssigt i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn under 18 år. Byretten fandt under hensyn til tiltaltes personlige forhold, at der ikke siden gerningstidspunktet (ca. 1 år før byrettens dom) havde været mindreårige børn i tiltaltes hjem, og at rettighedsfrakendelsen fortsat stod ved magt, ikke grundlag for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Landsretten gav under hensyn til tiltaltes tidligere straf for ligeartet kriminalitet, det hurtige recidiv og tiltaltes personlige forhold pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, med henblik på at forebygge fremtidige lignende overgreb. Tiltalte havde børnebørn på 4, 6, 18 og 19 år. Tiltaltes ægtefælle ledede en såkaldt mormorordning, hvor frivillige passer syge børn i børnenes hjem.

UfR 2004.2845 Ø (1½ års fængsel, heraf 1 år betinget bl.a. med vilkår om sexologisk behandling): En 25-årig mand befølte og slikkede i to tilfælde en 13-årig piges kønsdele og fik hende til at onanere hans lem, havde samleje med en 13-årig pige, lod en 12-årig pige kysse sig i skridtet, havde i 8 tilfælde analt samleje med en 13-årig pige og oralsex og havde i ikke under 15 tilfælde vaginalt eller analt samleje med en 13-årig pige og oralsex. Byretten fandt under hensyn til forholdenes karakter af kæresteforhold, og da tiltalte var ustraffet, ikke grundlag for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Landsretten gav under hensyn til de ligeartede forhold, der havde strakt sig over adskillige måneder, pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

UfR 2000.1478 Ø (6 års fængsel): En hiv-smittet mand havde begået seksuelle overgreb mod ti 10-14-årige drenge, der var betroet ham til sportsundervisning og i hans egenskab af pædagogmedhjælper, og overgrebene omfattede for to af drengene bl.a. mange anale samlejer uden kondom, hvilket medførte, at en af drengene blev smittet med hiv. Tiltalte blev ved et nævningeting frakendt retten til at undervise eller på anden måde erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn under 15 år samt meddelt pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2009.338 Ø (5 års fængsel): En 44-48-årig mand havde gennem et år samleje med sit 9-10-årige plejebarn ca. en gang om ugen med mellemliggende perioder af måneder og fik hende flere gange til at onanere ham, havde gennem ca. 2½ år fire gange samleje med sit 8-10-årige plejebarn og vaskede gennem ca. 5 år sit 6-11-årige plejebarn i skridtet med sine hænder og en svamp og fik hende, da hun var 10 år, næsten dagligt til at klæde sig nøgen foran tiltalte. (Straffen omfattede også gentagne tilfælde af vold mod de to sidstnævnte plejebørn). Tiltalte blev frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år samt meddelt pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, idet der blev lagt vægt på kriminalitetens grovhed.

TfK 2007.313 V (3 måneders fængsel): En 57-årig mand befølte en 7-årig og en 9-årig pige i skridtet inden for trusserne og befølte ved en anden lejlighed den 9-årige pige på ryg og bryst inden for tøjet og på bagdelen inden for bukserne, men uden på trusserne. Forholdene fandt sted, mens han passede børnene i deres eller sit hjem. Tiltalte var tre gange tidligere straffet med fængsel for seksuelle krænkelser af børn, senest ca. 14 år før gerningstidspunkterne i den aktuelle sag. I betragtning af, at tiltalte tidligere var straffet for seksuelle overgreb mod mindreårige, og for at forhindre, at han i fremtiden begik tilsvarende overgreb, blev tiltalte meddelt pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2006.546 Ø (1½ års fængsel): En 29-32-årig mand befølte gennem ca. 2½ år ofte sit 12-14-årige plejebarns lem inden for undertøjet og suttede gennem godt 2 år ofte på plejebarnets lem og fik adskillige gange plejebarnet til at have analt samleje med sig samt forsøgte at få plejebarnet til at sutte på tiltaltes lem og at opnå analt samleje med plejebarnet. Tiltalte befølte endvidere, da han var 30-32 år, gennem ca. 2 år flere gange en 12-13-årig drengs lem og onanerede ham adskillige gange. Tiltalte suttede endvidere, da han var 31-34 år, gennem ca. 2½ år flere gange på en 15-17-årig drengs lem, fik flere gange drengen til at sutte på tiltaltes lem og fik én gang drengen til at have analt samleje med tiltalte (forholdet blev henført under straffelovens § 223, stk. 2). Begge disse drenge kom i tiltaltes hjem for at besøge tiltaltes plejebarn, som var drengenes kammerat. Tiltalte befølte endvidere, da han var 34-37 år, gennem ca. 2½ år adskillige gange en 12-14-årig dreng i skridtet både uden på og under tøjet og onanerede ham flere gange (denne dreng var kommet i tiltaltes hjem, siden han var 6-7 år gammel). Tiltalte blev frakendt retten til at undervise eller på anden måde erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år samt meddelt pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2006.145 Ø (2 års fængsel): En 40-47-årig mand onanerede en 15-årig dreng, onanerede to gange en 13-14-årig dreng og fik én gang drengen til at onanere tiltalte, onanerede gennem ca. 3 år adskillige gange en 11-14-årig dreng og suttede på hans lem, onanerede ved flere lejligheder en 14-årig dreng og suttede på hans lem og onanerede en 13-14-årig dreng. Tiltalte var leder i en idrætsklub, som de fem drenge var medlemmer af. Tiltalte blev frakendt retten til at undervise eller på anden måde erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år samt meddelt pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2005.334 V (2 års fængsel): En 54-57-årig mand befølte gennem knap 2 år flere gange en 10-11-årig pige i hendes kønsdel og stak en eller flere finge op i den og stak flere gange skaftet af forskelligt værktøj op i hendes skede efter at have sat hendes fingre fast i en skruestik. Forholdene fandt sted, mens pigen blev passet i tiltaltes hjem. Tiltalte var tidligere straffet med fængsel for seksuel krænkelse af børn. Byretten fandt henset til tidsforløbet siden forholdenes ophør (der var gået 5 år) ikke tilstrækkeligt grundlag for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Landsretten henviste til, at tiltalte i 1993 var straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for lignende forhold, at tiltalte nu var dømt for grove seksuelle overgreb over for en mindreårig, der kom i hans hjem for at blive passet, og at disse overgreb begyndte i august 1997 (tiltalte var blevet prøveløsladt fra den tidligere dom i december 1994). På denne baggrund fandt landsretten, at der forelå en sådan risiko for gentagelse, at der blev givet pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2003.61 Ø (1½ års fængsel): En mand onanerede gennem ca. 4 år adskillige gange en 7-11-årig dreng og suttede på hans lem, førte sit lem ind mellem benene på ham og fik ham til at onanere tiltalte og sutte på tiltaltes lem. Forholdene fandt sted, mens drengen blev passet i tiltaltes hjem. (Tiltalte blev også dømt for ulovlig tvang og vold over for samme dreng). Tiltalte blev for 5 år frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år samt for 5 år meddelt pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Der blev henvist til, at tiltalte gennem 1990’erne etablerede tætte relationer til to familier og derefter inviterede familiens børn på besøg og rejser i stort omfang, at tiltalte efter bruddet med den ene familie tog initiativ til at blive godkendt som ”voksenven” for derigennem at få kontakt med familier med børn, at tiltalte i sin egenskab af ”voksenven” havde haft en dreng på besøg og fotograferet ham med nøgen overkrop, og at der hos tiltalte var blevet fundet en større mængde pornografiske billeder af drenge, som efter tiltaltes forklaring var hentet på internettet.

I følgende nyere domme blev anklagemyndighedens påstand om pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, ikke taget til følge:

UfR 2004.1460 V (3 måneders betinget fængsel bl.a. med vilkår om sexologisk behandling): En 51-årig mand manipulerede i ca. 5 tilfælde en 10-årig drengs og sit eget lem, mens de så pornofilm. Drengen var i familie med tiltalte og overnattede i visse tilfælde i tiltaltes hjem. Byretten gav pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, væsentligst på grund af tiltaltes holdning til sin handling. Landsretten fandt efter en samlet vurdering af den begåede kriminalitet og tiltaltes personlige forhold, samt henset til at tiltalte var undergivet behandling, ikke tilstrækkeligt grundlag for at meddele pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Det fremgik af tiltaltes ægtefælles forklaring for landsretten, at pålægget havde store konsekvenser for familien, idet der kom mange børn fra familie- og vennekredsen hos dem, og at de ofte blev inviteret til arrangementer, hvor der også var inviteret børn. Hun havde spurgt politiet, om tiltalte måtte deltage i en julefrokost, hvor der også kom børn, men det var blevet afslået.

TfK 2011.112 V (6 måneders fængsel): En mand befølte en 14-årig pige på kønslæberne, slikkede hende på hendes kønsdele og gned sit erigerede lem mod hendes kønsdele. Forholdet fandt sted, mens pigen blev passet i tiltaltes hjem. Henset til karakteren af forholdet blev tiltalte frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn eller unge under 18 år, hvorimod der ikke fandtes grundlag for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2010.229 Ø (3½ års fængsel): En 59-62-årig mand havde gennem ca. 3½ år i adskillige tilfælde analt samleje med sit 6-9-årige plejebarn. Tiltalte blev frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Udtalt, at domfældelsen for seksuel krænkelse af domfældtes plejebarn ikke i sig selv bevirkede, at der forelå en sådan konkret risiko, at der var fornødent grundlag for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2010.100 Ø (1 år og 3 måneders fængsel): En 32-årig mand befølte en 10-11-årig pige på kønsdelen og indførte en finger inden for hendes ydre kønslæber og blottede sig og onanerede flere gange foran hende samt blottede sig for en 11-årig pige. Forholdene over den første pige fandt sted, mens hun blev passet i tiltaltes hjem. (Straffen omfattede også bl.a. bedrageri, forsøg på indsmugling af euforiserende stoffer i fængsel, spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden). Tiltalte var tidligere straffet med bøde for blufærdighedskrænkelse. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om ikke at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Byretten havde henvist til, at befølingen var en enkeltstående krænkelse, og at tiltalte ikke tidligere var straffet for lignende kriminalitet.

TfK 2008.370 Ø (2 års fængsel): En 34-40-årig mand befølte gennem knap 6 år i adskillige tilfælde sin 6-11-årige datter i skridtet, mens han i to af tilfældene onanerede sig selv, forsøgte i mindst fem tilfælde, da hun var 9-11 år gammel, at stikke en finger op i hendes skede, forsøgte i ét tilfælde, da hun var 11 år gammel, at voldtage hende, og stak i ét tilfælde, da hun var 13 år gammel, en finger op i hendes skede. Byretten fandt det ikke sandsynliggjort, at tiltalte udgjorde en sådan risiko i forhold til andre piger, at der var grundlag for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Landsretten fandt tilsvarende, at domfældelsen for seksuel krænkelse af domfældtes datter ikke i sig selv bevirkede, at der forelå en sådan konkret risiko, at der var fornødent grundlag for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

TfK 2008.180 Ø (6 måneders fængsel): En 39-årig mand havde gennem knap 2 år i adskillige tilfælde samleje med sit 15-16-årige plejebarn samt anden kønslig omgængelse, idet han slikkede hende i skridtet og hun onanerede og suttede på hans lem. Tiltalte blev i to år fra byrettens dom frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år. Byretten gav pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, hvorimod landsretten efter overtrædelsens karakter og tiltaltes personlige forhold ikke fandt tilstrækkeligt grundlag herfor. Tiltalte og hans ægtefælle havde to børn på 5 og 9 år.

TfK 2007.250 Ø (2 års fængsel, heraf 1½ år betinget bl.a. med vilkår om sexologisk behandling og om, at tiltalte ikke uden tilsynsmyndighedens samtykke måtte modtage besøg af piger under 15 år eller tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig piger under denne alder): En 22-25 årig mand befølte gennem ca. 3½ år sin 1-4-årige datter i skridtet og på klitoris og slikkede hende i skridtet og lod hende et par gange, da hun var 3-4 år, sutte på hans lem. Under henvisning til vilkåret i den betingede dom vedrørende besøg og ophold fandt byretten ikke grund til tillige at meddele pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Landsretten fandt heller ikke grundlag herfor.

Spørgsmål om ophævelse af et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, forelå i følgende afgørelser:

TfK 2004.349 V: Anmodning om ophævelse af pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, modtaget af retten ca. 4 år efter dommen og ca. 3½ år efter prøveløsladelse blev ikke imødekommet. Der blev henvist til, at domfældte var dømt for flere tilfælde af seksuelle overgreb mod en 11-årig dreng, som var i hans varetægt, hvilke forhold blev begået i prøvetiden efter en betinget dom for ligeartet kriminalitet, og til domfældtes forhold efter prøveløsladelsen.

TfK 1999.186 V: Anmodning om ophævelse af pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, modtaget af retten godt 6 år efter dommen og godt 4 år efter prøvelsesladelse blev ikke imødekommet. Der blev henvist til, at domfældte for godt et år siden blev dømt for indtil for godt to år siden at have været i besiddelse af to blade og et videobånd med børneporno, og til karakteren af de overtrædelser, som førte til pålægget.

Sammenfattende kan det konstateres, at straffens længde ikke i sig selv er afgørende for, om der gives pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Der er således både eksempler på, at pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, gives i tilfælde af forholdsvis korte straffe (3 eller 5 måneder), og på, at pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, ikke gives i tilfælde af forholdsvis lange straffe (2 eller 3½ år).

Det er heller ikke i sig selv afgørende, om der er tale om enkeltstående forhold eller seksuelt misbrug gennem en længere periode. Der er således både eksempler på, at pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, gives i domme vedrørende enkeltstående forhold, og på, at pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, ikke gives i domme vedrørende længerevarende seksuelt misbrug.

Der synes heller ikke systematisk at blive taget hensyn til, om det aktuelle seksuelle misbrug fandt sted under omstændigheder, som på den ene side ikke rammes af en rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 og på den anden side rammes af et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Dette var således tilfældet i seks af de ti refererede domme, hvor pålæg efter straffelovens § 236, stk. 4, blev givet, idet der i fem af dommene var tale om forhold begået i forbindelse med privat børnepasning (for én af de fem dommes vedkommende gjaldt det nogle af forholdene) og i én af dommene var tale om forhold begået over for en steddatter (ét af forholdene), men ikke i de fire øvrige domme, hvor der i tre sager var tale om erhvervsmæssige plejeforhold eller undervisningsforhold (som omfattedes af den samtidige rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79) og i én sag om kæresteforhold. Desuden var der også i tre af de syv refererede domme, hvor der ikke blev givet pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, tale om forhold begået i forbindelse med privat børnepasning. I disse sager har det således vægtet tungere, at der var tale om førstegangstilfælde begået over for én forurettet, jf. straks nedenfor.

Derimod er der en tendens til, at pålæg snarere gives, hvis der er tale om forhold over for flere forurettede, eller i gentagelsestilfælde, end hvis der er tale om forhold over for en enkelt forurettet. I alle de refererede syv afgørelser, hvor pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, ikke blev givet, var der således tale om seksuelt misbrug af én forurettet, hvor domfældte ikke tidligere var straffet for lignende forhold. Modsvarende var der i ni af de ti refererede afgørelser, hvor pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, blev givet, enten tale om gentagelsestilfælde eller om seksuelt misbrug af flere forurettede.

Denne måde at sammenfatte praksis på er i forholdsvis god overensstemmelse med de begrundelser, som fremgår af de pågældende domme. Flere domme henviser således i begrundelsen for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, til forhold som hurtigt recidiv, tidligere straffe, risiko for gentagelse, eller at der var tale om flere forhold. Modsvarende henviser flere domme i begrundelsen for ikke at give pålæg efter staffelovens § 236, stk. 2, til forhold som fraværet af tidligere straffe, manglende konkret risiko for gentagelse, eller at der var tale om et enkeltstående forhold. Der er imidlertid også domme, der i begrundelsen for at give eller ikke give pålæg henviser til andre forhold, herunder kriminalitetens grovhed eller varighed (pålæg), forholdenes karakter (pålæg), overtrædelsens karakter (ikke pålæg) eller tiltaltes personlige forhold (ikke pålæg). Endvidere indeholder fire domme – heraf én sag afgjort ved nævningeting før 2008 – ud af de 17 refererede domme ikke nogen begrundelse for afgørelsen om at give eller ikke at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

Med hensyn til overtrædelse af pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2 (jf. strafbestemmelen i § 236, stk. 4), findes der så vidt ses kun én trykt dom, UfR 2007.2320 Ø. Som nævnt i afsnit 1.1 ovenfor bestod overtrædelsen i denne sag i, at domfældte to gange samme dag i forbindelse med udgang fra afsoning kortvarigt var til stede i sin lejlighed, mens der var personer under 18 år til stede i lejligheden. Straffen blev fastsat til 14 dages fængsel.

2.3. Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i perioden 1980-2010 var 4 fældende strafferetlige afgørelser, hvor overtrædelse af et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 4, var hovedforholdet. Det drejer sig om en foranstaltningsdom i 2004 og tre ubetingede fængselsstraffe i 2002, 2007 (ovennævnte trykte dom) og 2010 på henholdsvis 30 dage, 14 dage og 60 dage.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i perioden 1980-2010 endvidere var 6 fældende strafferetlige afgørelser, hvor der ved siden af et andet hovedforhold også blev dømt for overtrædelse af pålæg efter straffelovens § 236, stk. 4. Det drejer sig om tre foranstaltningsdomme i 2002, 2005 og 2006 og tre ubetingede fængselsstraffe i 1993, 1999 og 2010. I de tre sidstnævnte domme blev der dømt for henholdsvis 7, 7 og 2 overtrædelser af et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 4.

I samme periode var der 6 sigtelser for overtrædelse af pålæg efter straffelovens § 236, stk. 4, som hovedforhold og 20 sigtelser for overtrædelse af et sådant pålæg som biforhold, der ikke førte til domfældelse, idet påtale blev opgivet eller der skete frifindelse.

3. Fremmed ret

3.1. Norsk ret

Efter norsk ret – både den endnu gældende straffelov af 1902 med senere ændringer og den nye endnu ikke ikrafttrådte straffelov af 2005 med senere ændringer – kan der i forbindelse med en dom for et strafbart forhold ske rettighedsfrakendelse efter de nærmere regler i § 29 i straffeloven af 1902 henholdsvis § 56 i straffeloven af 2005.

Endvidere kan der som vilkår i betingede domme bl.a. medtages bestemmelser om domfældtes opholdssted eller samkvem med bestemte personer.

Endelig kan der i forbindelse med et pålæg om ikke at kontakte en bestemt person efter omstændighederne tillige gives pålæg om ikke at opholde sig bestemte steder (i nærheden af den pågældendes bopæl, arbejdssted mv.).

Derimod er der ikke i norsk ret regler om, at en domfældt i øvrigt kan pålægges ikke at indfinde sig bestemte steder, eller om, at en domfældt kan pålægges ikke at lade børn under 18 år tage ophold i domfældtes bolig eller selv at tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år.

3.2. Svensk ret

Efter svensk ret kan der som vilkår i domme om ”skyddstillsyn” bl.a. medtages bestemmelser om domfældtes opholdssted.

Endvidere kan der i forbindelse med et pålæg om ikke at kontakte en bestemt person efter omstændighederne tillige gives pålæg om ikke at opholde sig bestemte steder (i nærheden af den pågældendes bopæl, arbejdssted mv.).

Derimod er der ikke i svensk ret regler om, at en domfældt i øvrigt kan pålægges ikke at indfinde sig bestemte steder, eller om, at en domfældt kan pålægges ikke at lade børn under 18 år tage ophold i domfældtes bolig eller selv at tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Pålæg om ikke at indfinde sig bestemte steder

Indledningsvis bemærkes, at hensynet til at beskytte den forurettede for en seksualforbrydelse og dennes nærmeste familie mod nye lovovertrædelser – eller blot mod krænkende kontakt fra gerningsmandens side – bør varetages efter reglerne i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning fra 2012.

Overvejelserne vedrørende straffelovens § 236, stk. 1, angår således alene beskyttelse af andre end den nu forurettede eller dennes nærmeste familie.

Om den gældende regel i straffelovens § 236, stk. 1, fremgår af straffelovens forarbejder alene, at bestemmelsen med en vis udvidelse (og flytning af kompetencen til at meddele tilhold fra justitsministeren til domstolene) viderefører en bestemmelse i en lov fra 1925 om sikkerhedsforanstaltninger mod visse personer, der udsætter retssikkerheden for fare. Straffelovens forarbejder indeholder således ikke noget om bestemmelsens formål.

Af forarbejderne til 1925-loven om sikkerhedsforanstaltninger fremgår, at denne lov først og fremmest tog sigte på at give ”forøget Sikkerhed – navnlig for Kvinder og Børn – mod grove forbryderske Overgreb fra aandssvækkede farlige Personers Side”. Den bestemmelse i 1925-loven, som svarer til § 236, stk. 1, var dog ikke begrænset til åndssvækkede personer.

Pålæg efter straffelovens § 236, stk. 1, er en som udgangspunkt tidsubestemt foranstaltning, der i givet fald anvendes i tillæg til den sædvanlige straf for overtrædelse af nærmere angivne strafbestemmelser (voldtægt, tiltvingelse af seksuelt forhold ved anden tvang, udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering, seksuelt forhold til barn under 15 år, forførelse af personer under 18 år samt blufærdighedskrænkelse).

Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan foranstaltning kun kunne anvendes, hvis der er et klart behov for det, således at hensynet til de interesser, som pålægget beskytter, klart overstiger hensynet til den domfældte, som har udstået sin straf.

Hensynet til at beskytte mænd, kvinder og børn mod psykisk afvigende og potentielt farlige seksualforbrydere varetages og bør efter Straffelovrådets opfattelse fortsat varetages af straffelovens almindelige regler om foranstaltninger over for sådanne personer, jf. navnlig straffelovens §§ 68-70. Straffelovrådet finder ikke grundlag for af hensyn til beskyttelsen af potentielle ofre ved siden af disse bestemmelser at opretholde muligheden for at give dømte seksualforbrydere pålæg om ikke at indfinde sig bestemte steder.

Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens § 236, stk. 1, bør opretholdes i forhold til dømte seksualforbrydere, der ikke er omfattet af straffelovens §§ 68-70.

Straffelovrådet lægger i den forbindelse vægt på, at straffelovens § 236, stk. 1, ikke anvendes i praksis og således ikke i praksis har været anset som et egnet retsmiddel til beskyttelse af potentielle ofre.

Straffelovrådet lægger dernæst vægt på, at et pålæg om ikke at indfinde sig bestemte steder vil være meget vanskeligt at håndhæve. En virksom håndhævelse ville således forudsætte, enten at politiet i hvert fald stikprøvevis kontrollerede den dømtes overholdelse af pålægget, eller at oplysninger om pålægget blev videregivet til dem, der har ansvaret for de steder, som pålægget omfatter, og at de pågældende havde praktisk mulighed for at kontrollere, om pålægget blev overtrådt.

Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at det første forslag til en tilholdsbestemmelse, som senere blev til straffelovens § 236, stk. 1, alene angik offentlige parker, og at det fremgår af begrundelsen for det oprindelige forslag, at man forestillede sig en park med en parkbetjent, som var bekendt med domfældtes identitet og dermed kunne gribe ind over for overtrædelser af et tilhold. Offentlige parker med parkbetjente er formentlig forholdsvis sjældne i vore dage, og under alle omstændigheder omfatter straffelovens § 236, stk. 1, også bl.a. legepladser, skove og strandbredder, som formentlig endnu sjældnere er underlagt et sådant opsyn, at der ville være praktisk mulighed for at håndhæve et tilhold om ikke at indfinde sig på legepladsen, i skoven eller på strandbredden.

Straffelovrådet bemærker endvidere i tilknytning hertil, at en ordning, hvorefter oplysninger om et pålæg blev videregivet til dem, der har ansvaret for f.eks. en park, skole, svømmehal eller badeanstalt, så håndhævelse af et pålæg blev praktisk mulig, efter en nutidig betragtning ville nødvendiggøre en forholdsvis omfattende retlig regulering af hensyn til persondatabeskyttelsen. I den forbindelse er det også relevant, at det i givet fald i praksis ville kunne være nødvendigt, at et større antal personer modtog oplysninger om pålægget for at sikre, at der til enhver tid var medarbejdere, der i givet fald ville kunne gribe ind, hvis domfældte i strid med pålægget indfandt sig i den pågældende park, skole, svømmehal, badeanstalt osv.

Til illustration heraf kan til sammenligning nævnes de ordninger, der er etableret vedrørende generel karantæne fra visse fodboldkampe henholdsvis forbud mod at opholde sig som gæst i en bestemt restaurant, bar, natklub, diskotek mv.

Ordningen vedrørende generel karantæne fra visse fodboldkampe har til formål at forebygge hooliganisme. Ordningen er etableret ved en særlig lov herom, lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder. Loven indeholder regler om bl.a. pålæg af generel karantæne, autorisation af kontrollører og videregivelse af oplysninger, og loven suppleres af en bekendtgørelse, som indeholder nærmere regler bl.a. om de nævnte forhold. Ordningen angår enkeltstående fodboldkampe, og med hensyn til videregivelse af oplysninger om pålagte generelle karantæner gælder, at oplysningerne herom udleveres af politiet tidligst 24 timer før kampen og skal tilbageleveres til politiet senest 24 timer efter kampen. I modsætning hertil er et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 1, som udgangspunkt gældende til enhver tid, og en ordning for videregivelse af oplysninger om sådanne pålæg ville derfor i praksis skulle være mere vidtgående.

Efter restaurationslovens § 31, stk. 2, kan politiet forbyde personer, som i forbindelse med besøg på et sted, hvorfra der foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, har begået en strafbar handling, at opholde sig som gæster i bestemte virksomheder. Ud over en strafbestemmelse i lovens § 37 bl.a. om overtrædelse af et forbud efter lovens § 31, stk. 2, suppleres forbudsordningen af en række lovregler om den videre håndtering af et sådant forbud, jf. lovens § 31, stk. 3-6, der er sålydende:

”Stk. 3. Politiet kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere om, hvilke personer der efter stk. 2 har fået forbud mod at opholde sig som gæst i den pågældende virksomhed.

Stk. 4. De oplysninger, som politiet videregiver i medfør af stk. 3, må kun behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd, jf. dog stk. 6, og behandling må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve forbud efter stk. 2.

Stk. 5. Indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 3 nævnte oplysninger. Det samme gælder andre personer, som i medfør af regler fastsat efter stk. 6 kan behandle de pågældende oplysninger. Straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler om politiets videregivelse af oplysninger i medfør af stk. 3, herunder om at videregivelsen kan ske via et privat register. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om den behandling af oplysninger, der er nævnt i stk. 4, herunder om at oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 4 nævnte.”

Lovreglerne suppleres yderligere af nærmere regler i en bekendtgørelse om videregivelse og behandling af oplysninger om restaurationsforbud. Bekendtgørelsen indeholder i alt 17 paragraffer.

Straffelovrådet bemærker afslutningsvis vedrørende denne problemstilling, at de nævnte ordninger vedrørende hooliganisme og restaurationsforbud angår bestemt afgrænsede virksomhedstyper, der for restauranters vedkommende også i øvrigt er underlagt en forholdsvis omfattende politimæssig regulering. I modsætning hertil omfatter straffelovens § 236, stk. 1, en række meget forskelligartede steder, der desuden som udgangspunkt ikke i øvrigt er underlagt nogen særlig politimæssig regulering. Heraf følger bl.a., at indførelse af en ordning med videregivelse af oplysninger om pålæg efter straffelovens § 236, stk. 1, ville kunne påføre en bred kreds ikke ubetydelige administrative byrder.

Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at der ikke vil være sådanne væsentlige fordele ved at opretholde en generel mulighed for at give bredt afgrænsede opholdsforbud som nævnt i straffelovens § 236, stk. 1, at det kan opveje ulemperne og modhensynene.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at straffelovens § 236, stk. 1, ændres til en mulighed for i forbindelse med dom for en seksualforbrydelse at forbyde domfældte at opholde sig i et nærmere afgrænset geografisk område i nærheden af gerningsstedet.

En sådan bestemmelse vil navnlig have betydning, hvis gerningsmanden flere gange har begået en seksualforbrydelse over for et barn i samme afgrænsede geografiske område, men vil dog også kunne anvendes på seksualforbrydelser begået over for voksne.

Et sådant opholdsforbud vil i almindelighed kunne håndhæves af det stedlige politi på en hensigtsmæssig måde, uden at der er behov for at etablere ordninger for videregivelse af følsomme personoplysninger til udenforstående.

Formålet med et sådant opholdsforbud vil – ligesom formålet med tilhold og opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 2 – være at søge at forebygge, at en person, der dømmes for seksuel krænkelse af navnlig et barn, på ny begår et seksuelt overgreb.

I overensstemmelse med dette formål og i lyset af, at der efter omstændighederne kan være tale om et betydeligt indgreb i forhold til en domfældt, der har udstået sin straf, bør et sådant opholdsforbud efter Straffelovrådets opfattelse forudsætte, at det efter karakteren af den begåede kriminalitet sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes personlige forhold og omstændighederne i øvrigt må antages, at der foreligger konkret risiko for, at domfældte vil begå ligeartet kriminalitet, og at et opholdsforbud konkret vil være egnet til at imødegå denne risiko. Straffelovrådet finder endvidere, at disse betingelser for at give et opholdsforbud på det overordnede plan bør afspejles i lovteksten. Rådet foreslår således, at det kort angives i lovteksten, hvornår der kan gives opholdsforbud, og at dette nærmere uddybes i lovforslagets bemærkninger.

Straffelovrådet har overvejet reglerne om et opholdsforbuds tidsmæssige udstrækning. På samme måde som med hensyn til tilhold og opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 2 (jf. herom afsnit 4.2 nedenfor), er det Straffelovrådets opfattelse, at der er en sådan lighed og sammenhæng og samvirke mellem rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 og opholdsforbud efter et moderniseret § 236, stk. 1, at der ikke er grundlag for at opretholde forskellige regler om den tidsmæssige udstrækning og om tidsgrænser for indbringelse for retten. Reglerne herom i straffelovens §§ 78 og 79 stammer fra 1951 og er dermed nyere end de tilsvarende regler i straffelovens § 236, og rådet foreslår på denne baggrund, at § 236 også i disse henseender tilpasses §§ 78 og 79.

Forslaget indebærer, at det lovfæstes, at et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 1, kan være tidsbegrænset, nærmere bestemt fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom. Forslaget indebærer samtidig, at muligheden for at indbringe et tidsubestemt pålæg for retten ændres fra 3 år efter straffens udståelse til 5 år efter endelig dom. Endelig indebærer forslaget, at ny indbringelse for retten i tilfælde af, at pålægget fastholdes, fremover kan ske efter 2 år (mod 3 år i dag).

4.2. Pålæg vedrørende kontakt til personer under 18 år

4.2.1. Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 236, stk. 2, at bestemmelsen først og fremmest tager sigte på at give mulighed for at forbyde domfældte at tage børn i pleje, at fremleje dele af sin bolig til personer, der har børn, samt at tage ophold hos en familie, der enten selv har børn eller har logerende, der har børn.

Bestemmelsen må således antages at have til formål at søge at forhindre, at domfældte i givet fald deler bolig med et barn.

Bestemmelsen tager derimod efter ordlyden og forarbejderne ikke umiddelbart sigte på tilfælde, hvor domfældte i sit hjem modtager besøg af et barn eller selv kommer på besøg i et hjem, hvor der er børn. Som anført i afsnit 1.1 ovenfor er det imidlertid forekommet i praksis, at et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, er blevet fortolket så vidt, at pålægget var overtrådt ved, at domfældte to gange samme dag kortvarigt var til stede i sin lejlighed samtidig med, at der var personer under 18 år i lejligheden.

4.2.2. Efter Straffelovrådets opfattelse gør det en stor forskel, om der anlægges en snæver eller en vid fortolkning af straffelovens § 236, stk. 2.

Efter reglerne i straffelovens § 79 kan retten til at udøve en vis virksomhed frakendes den, der dømmes for et strafbart forhold, hvis det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve den pågældende virksomhed.

Det fremgår af retspraksis, at der i forbindelse med dom for seksuel krænkelse af et plejebarn eller af et barn, som har været betroet domfældte i forbindelse med undervisning eller fritidsaktiviteter, efter omstændighederne kan ske frakendelse af retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med undervisning eller fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn under en vis alder. Udøvelse af virksomhed, til hvilken retten er frakendt, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 131, stk. 1.

Pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, kommer kun på tale, hvis rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 enten ikke er mulig (f.eks. fordi den seksuelle krænkelse ikke er begået over for et plejebarn eller et barn, som har været betroet domfældte i forbindelse med undervisning eller fritidsaktiviteter) eller ikke anses som tilstrækkelig til forebyggelse af fremtidig ligeartet kriminalitet.

Med en snæver forståelse af straffelovens § 236, stk. 2, består den yderligere beskyttelse i forhold til en rettighedshedsfrakendelse efter straffelovens § 79 i, at domfældte ikke må dele bolig med et barn.

Heri ligger for det første, at domfældte heller ikke ikke-erhvervsmæssigt må tage et barn i pleje (erhvervsmæssige plejeforhold omfattes i givet fald allerede af rettighedsfrakendelsen).

Det bemærkes herved, at ifølge lov om social service § 78, stk. 1, må ingen modtage et barn under 14 år til døgnophold i privat familiepleje i en sammenhængende periode ud over 3 måneder uden at have tilladelse dertil fra kommunalbestyrelsen i den stedlige kommune. Modtagelse af et barn i pleje i strid med denne bestemmelse straffes efter lovens § 174 med bøde. Den sociale lovgivning kræver således ikke godkendelse af privat etableret familiepleje i højst tre måneder og kræver for børn over 14 år heller ikke godkendelse af privat etableret familiepleje i længere tid end tre måneder, medmindre der er tale om et egentligt døgnplejehjem (dvs. et hjem af mere institutionslignende karakter) (§ 78, stk. 7).

I forbuddet mod at dele bolig med et barn ligger dernæst, at domfældte ikke må være samlevende med en person, som har hjemmeboende børn under 18 år. Domfældte må heller ikke dele f.eks. en lejlighed med en anden familie, hvis der er hjemmeboende børn under 18 år i familien, og dette gælder, hvad enten domfældte lejer en del af boligen af den anden familie, den anden familie lejer en del af boligen af domfældte, eller domfældte og den anden familie ejer eller lejer boligen i fællesskab.

Hvis der i stedet anlægges en vid fortolkning af straffelovens § 236, stk. 2, indebærer et sådant pålæg ud over det allerede nævnte endvidere, at domfældte ikke må modtage besøg af børn i sit hjem og ikke må komme på besøg i hjem, hvor der er børn.

4.2.3. Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet, om og i givet fald i hvilken udformning straffelovens § 236, stk. 2, bør videreføres.

Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at formålet med straffelovens § 236, stk. 2, er at søge at forebygge, at en person, der dømmes for seksuel krænkelse af et barn, på ny begår et seksuelt overgreb mod et barn.

I overensstemmelse med dette formål og i lyset af, at der efter omstændighederne er tale om et ganske intensivt indgreb i forhold til en domfældt, der har udstået sin straf, bør pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, efter Straffelovrådets opfattelse i hvert fald forudsætte, at det efter karakteren af den begåede kriminalitet sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes personlige forhold og omstændighederne i øvrigt må antages, at der foreligger konkret risiko for, at domfældte vil begå ligeartet kriminalitet, og at et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, konkret vil være egnet til at imødegå denne risiko. Straffelovrådet finder endvidere, at disse betingelser for at give et pålæg på det overordnede plan bør afspejles i lovteksten. Rådet foreslår således, at det i givet fald kort angives i lovteksten, hvornår der kan gives pålæg, og at dette nærmere uddybes i lovforslagets bemærkninger.

Som nævnt må pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, anses som subsidiære i forhold til rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79. Tilsvarende bør det, hvis sagen afgøres ved en helt eller delvis betinget dom, i givet fald foretrækkes at medtage bestemmelser om tiltaltes samkvem med børn i øvrigt som vilkår i den betingede dom frem for at give pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Hvis der findes at være behov for en længere tidsmæssig udstrækning af et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, end prøvetiden ifølge en betinget dom, vil der dog også i en helt eller delvis betinget dom kunne medtages et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Endelig bemærkes, at hvis den forurettede eller dennes nærmeste ønsker beskyttelse mod at blive kontaktet, herunder opsøgt, af domfældte, bør der gås frem efter reglerne om tilhold og i givet fald opholdsforbud i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Sammenfattende angår spørgsmålet om anvendelsen af straffelovens § 236, stk. 2, navnlig dels privat børnepasning, dels bofællesskab med børn, dels samvær i øvrigt i private hjem med børn.

4.2.3.1. Med hensyn til privat børnepasning (i børnepasserens eller barnets hjem) er det Straffelovrådets opfattelse, at der i straffelovens § 79 er hjemmel til efter omstændighederne at frakende en person, der dømmes for en seksuel krænkelse af et barn i forbindelse med privat børnepasning, retten til pasning af børn i private hjem, uanset om der betales herfor. I overensstemmelse med det, der er anført ovenfor om forholdet mellem straffelovens § 79 og § 236, stk. 2, er det i forlængelse heraf Straffelovrådets opfattelse, at der i givet fald – dvs. når betingelserne herfor er opfyldt – bør ske rettighedsfrakendelse, og at straffelovens § 236, stk. 2, fremover ikke bør anvendes i forhold til pasning af børn.

4.2.3.2. Med hensyn til bofællesskab med børn må der sondres mellem plejebørn, egne børn, stedbørn og andre børn.

En person, der alene dømmes for at have misbrugt et plejebarn, bør i givet fald – dvs. hvis betingelserne herfor er opfyldt – i medfør af straffelovens § 79 frakendes retten til have børn i pleje og bør ikke herudover gives pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

Med hensyn til egne børn bør der ligesom efter gældende ret ikke være mulighed for ved dom for et strafbart forhold at give pålæg om ikke at opholde sig sammen med barnet. Som anført i forarbejderne til straffelovens § 236, stk. 2, bør eventuelle begrænsninger i en persons kontakt med sine egne børn alene ske med hjemmel i den sociale lovgivning.

Med hensyn til stedbørn (dvs. ægtefælles eller samlevers børn) og andre børn (dvs. andre bofællers børn) har Straffelovrådet noteret sig, at den eneste trykte dom, hvor en person, der dømmes for seksuelt misbrug af et stedbarn eller en anden bofælles barn, gives pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, er den ekstraordinært alvorlige sag UfR 2012.998 V. Antallet af trykte domme med pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, er imidlertid forholdsvis begrænset, og det er som anført i afsnit 2 ovenfor som udgangspunkt en forudsætning for at give et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, at der er tale om gentagelsestilfælde, eller at de seksuelle krænkelser er sket i forhold til flere børn. Det er derfor muligt, at det beror på en tilfældighed, at pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, på grundlag af den type forbrydelse i øvrigt ikke er forekommet i trykt retspraksis.

Straffelovrådet finder, at stærke hensyn her står over for hinanden. På den ene side er det et væsentligt hensyn at søge at forebygge, at en person, der flere gange er dømt for seksuelt misbrug af en ægtefælles, samlevers eller anden bofælles barn (eller som er skyldig i seksuelt misbrug af flere sådanne børn), ikke igen seksuelt misbruger en ægtefælles, samlevers eller anden bofælles barn. På den anden side er det et meget vidtgående indgreb i en persons liv at fastsætte, at den pågældende efter at have udstået sin straf ikke må have ophold i boliger, hvor der opholder sig børn (med undtagelse af pågældendes egne børn).

Straffelovrådet finder i lyset heraf, at mest taler for en mellemløsning, som i tråd med den gældende regels mulighed for dispensation og det, der er anført i forarbejderne herom, giver mulighed for at pålægge domfældte ikke uden politiets tilladelse at have ophold i en bolig, hvor der opholder sig børn. Med dette forslag udvides muligheden for dispensation til også at omfatte tilfælde, hvor et barn tager ophold hos tiltalte, og ikke kun tilfælde, hvor tiltalte tager ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn. Efter Straffelovrådets opfattelse bør dispensationsmuligheden således ikke afhænge af, om det f.eks. er domfældtes kæreste, der sammen med et barn flytter ind hos tiltalte, eller om domfældte omvendt flytter ind hos sin kæreste og dennes barn.

Straffelovrådet finder endvidere, at politiets dispensationsmulighed fremover bør administreres på den måde, at der som udgangspunkt gives dispensation, hvis domfældte giver samtykke til, at politiet orienterer forældrene til det eller de pågældende børn, som domfældte ønsker at dele bolig med, om, hvad domfældte er dømt for. En sådan ordning sikrer, at domfældte ikke lovligt f.eks. kan flytte sammen med en ny kæreste, som har hjemmeboende børn under 18 år, uden at kæresten får at vide, at domfældte er dømt for en seksualforbrydelse over for et barn.

4.2.3.3. Med hensyn til børn, som kommer på besøg hos domfældte, uden at der er tale om, at domfældte passer barnet, står der efter Straffelovrådets opfattelse også stærke hensyn over for hinanden. På den ene side er det et væsentligt hensyn at søge at forebygge, at en person, der flere gange er dømt for seksuelt misbrug af et barn, der er kommet på besøg i domfældtes hjem, uden at der er tale om, at domfældte har passet barnet (eller som er skyldig i seksuelt misbrug af flere sådanne børn), ikke igen seksuelt misbruger et barn, der kommer på besøg i domfældtes hjem. På den anden side vil det afhængig af den pågældendes livssituation kunne være et meget vidtgående indgreb i en persons liv at fastsætte, at den pågældende efter at have udstået sin straf ikke må lade børn komme på besøg i sit hjem. Et sådant forbud vil f.eks. betyde, at eventuelle børn i husstanden (domfældtes egne eller en ægtefælles eller samlevers børn) ikke vil kunne modtage besøg af f.eks. klassekammerater, og at domfældtes familie og venner ikke vil kunne tage deres børn med, når de kommer på besøg. Der er således et væsentligt hensyn til, at ikke alene domfældte, men også dennes samlever og eventuelle børn, vil kunne have et normalt socialt liv, hvor børnene f.eks. har mulighed for at besøge og selv få besøg af deres kammerater.

Straffelovrådet er samtidig opmærksom på muligheden for, at en domfældt vil kunne foretage en seksuel krænkelse af f.eks. en overnattende klassekammerat til et barn i husstanden. Som eksempel kan nævnes TfK 2008.504 Ø, hvor tiltalte havde krænket sin datters 14-årige venindes blufærdighed ved at fotografere hendes bagdel kun iført G-streng, mens hun sov sammen med datteren på datterens værelse, og ved en anden lejlighed havde forsøgt at fotografere en anden af datterens 14-årige veninder på samme måde, hvilket imidlertid mislykkedes, idet pigen vågnede.

Rådet har derfor også overvejet, om muligheden for at give pålæg burde være så vid, at den også omfattede denne situation, eventuelt sådan at der kunne gives dispensation i konkrete tilfælde. Rådet er imidlertid efter en samlet afvejning af de modstående hensyn blevet stående ved den beskrevne ordning, hvorefter domfældte efter omstændighederne kan frakendes retten til at passe børn i private hjem, men ikke gives pålæg om ikke at opholde sig i sit hjem samtidig med, at der kommer børn på besøg, uden at der er tale om, at domfældte passer børnene eller selv modtager besøg af børn.

Med hensyn til dispensationsmuligheden ville det i givet fald være naturligt også her at betinge dispensation af, at domfældte gav samtykke til, at politiet orienterer det besøgende barns forældre om, hvad domfældte er dømt for. Imidlertid er der efter Straffelovrådets opfattelse væsentlig forskel på at kræve, at domfældte orienterer forældre til børn, som deler bolig med domfældte, om en dom for seksualkriminalitet, og at kræve, at domfældte orienterer forældre til børn, der blot kommer på besøg, herom. Det ville således efter rådets opfattelse være for vidtgående at kræve af en domfældt, der har udstået sin straf, at oplysninger om den pågældendes tidligere kriminalitet skal videregives til en så vid kreds som betingelse for, at andre medlemmer af husstanden kan modtage besøg af børn. Et forbud med dispensationsmulighed vil derfor efter rådets opfattelse ikke være nogen hensigtsmæssig løsning i forhold til børn, som ikke deler bolig med domfældte, men blot kommer på besøg.

Og et pålæg uden dispensationsmulighed ville efter Straffelovrådets opfattelse være for vidtgående i forhold til det, der søges opnået.

Straffelovrådet lægger i den forbindelse også vægt på, at et pålæg ikke i sig selv sikrer, at domfældte ikke på ny begår ligeartet seksualkriminalitet over for børn. Det kræves tillige, at domfældte frivilligt overholder pålægget, eller at pålægget håndhæves, dvs. at eventuelle overtrædelser af pålægget påtales, hvilket igen forudsætter, at overtrædelserne kommer til politiets kundskab.

Straffelovrådet lægger endvidere vægt på, at det samlede system i form af mulighederne for rettighedsfrakendelse, vilkår for en eventuel betinget dom og pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, først og fremmest tager sigte på at forebygge, at domfældte gennem et særligt fortroligheds- eller afhængighedsforhold til et barn opnår at kunne misbruge barnet seksuelt. Der er således tale om forebyggende foranstaltninger, hvor der i givet fald vil kunne skrides ind på et tidspunkt, hvor der ikke foreligger bevis for forsøg på seksuelt misbrug af barnet. Disse muligheder har dermed deres største berettigelse ved mere varig eller gentagen kontakt mellem domfældte og et barn, eller hvor der i det mindste foreligger en form for varetægtsforhold i form af, at domfældte passer barnet eller selv modtager besøg af barnet. I et sådant forløb vil der kunne være tale om, at domfældte gennem en periode opbygger et fortrolighedsforhold til barnet, hvorefter det seksuelle misbrug finder sted. Hvis domfældte ikke selv har modtaget besøg af barnet og ikke har passet barnet, men benytter sig af, at barnet er på besøg hos et andet medlem af husstanden, til at misbruge barnet seksuelt, er der i almindelighed ikke i samme grad tale om, at domfældte over en periode kan opbygge et fortrolighedsforhold til barnet. Eftersom det i sig selv er strafbart at misbruge barnet seksuelt eller at gøre forsøg herpå, vil et strafsanktioneret pålæg om slet ikke at lade børn komme på besøg i husstanden tilsvarende have mindre betydning.

4.2.3.4. Med hensyn til børn, hvis hjem domfældte besøger, uden at der er tale om, at domfældte passer barnet, finder Straffelovrådet ikke grundlag for, at der skal kunne gives pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Når domfældte kommer på besøg i et barns hjem, uden at der er tale om, at domfældte passer barnet, er risikoen for, at domfældte i den forbindelse misbruger det pågældende barn som udgangspunkt så ringe, at et forbud mod sådanne besøg efter Straffelovrådets opfattelse vil være et uforholdsmæssigt indgreb i domfældtes sociale liv. Det bemærkes herved, at hvis besøget har tilknytning til undervisning eller en fritidsaktivitet, vil der som beskrevet ovenfor kunne tages hånd om problemstillingen efter reglerne om rettighedsfrakendelse.

4.2.4. Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens § 236, stk. 2, bør udvides til at omfatte andre former for kontakt med børn end ophold eller besøg i private hjem.

Straffelovrådet lægger også i denne forbindelse vægt på, at det primære forebyggende retsmiddel over for seksualforbrydere, der har udstået deres straf, i givet fald bør være rettighedsfrakendelse. Reglerne om rettighedsfrakendelse dækker en bred vifte af aktiviteter, herunder kontakt til børn i forbindelse med undervisning eller fritidsaktiviteter.

Ud over kontakt til børn i domfældtes eller barnets hjem, som omtales i pkt. 4.2.2 og 4.2.3 ovenfor, er det i praksis navnlig kontakt til børn på offentligt tilgængelige steder eller kontakt til børn via telefon, internet mv., som ikke nødvendigvis vil blive ramt af en rettighedsfrakendelse eller et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2.

Et eventuelt pålæg om ikke at kontakte børn ville således i forhold til det, der i forvejen gælder, alene have reel betydning for kontakter, der hverken har en sådan seksuel karakter, at de krænker blufærdigheden, eller beviseligt sker med forsæt til at opnå et strafbart seksuelt forhold til barnet. Der ville således være tale om kontakter, som hverken havde en grovere seksuel karakter eller beviseligt skete med forsæt til at opnå et strafbart seksuelt forhold til barnet.

Med hensyn til at kontakte et barn gennem internettet finder Straffelovrådet imidlertid, at der gør sig sådanne særlige forhold gældende, at der kan være grund til at indføre en ny mulighed for at pålægge en tiltalt, der dømmes for en seksualforbrydelse over for et barn, og som kom i kontakt med barnet gennem internettet, ikke at kontakte børn gennem internettet.

4.2.5. Straffelovrådet har overvejet, ved hvilke straffelovsovertrædelser der skal kunne gives pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Den gældende bestemmelse henviser til de bestemmelser, der er opregnet i § 236, stk. 1 – som Straffelovrådet foreslår ændret, jf. herom afsnit 4.1 ovenfor – samt §§ 228 og 229.

Kerneområdet for bestemmelsen er utvivlsomt tilfælde, hvor der dømmes for seksuelt forhold til barn under 15 år (§ 222, herunder jf. §§ 224 og 225) og/eller blufærdighedskrænkelse over for børn (§ 232). Samtlige domme, hvor pålæg er meddelt, som er refereret i afsnit 2 ovenfor, falder i denne kategori.

Spørgsmålet er herefter, om en person, der alene dømmes for et seksuelt overgreb mod et barn over 15 år, bør kunne gives pålæg efter § 236, stk. 2. Efter gældende ret kan der i sådanne tilfælde i givet fald meddeles pålæg, hvis overgrebet består i voldtægt eller anden ulovlig tvang (§§ 216 og 217), udnyttelse af barnets sindssygdom eller mentale retardering (§ 218, stk. 1) eller groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed (§ 223, stk. 2).

Medtagelsen af en henvisning til § 218, stk. 1, skyldes formentlig navnlig den lovtekniske udformning, hvor § 236, stk. 2, ved sin indførelse i 1939 i første række henviste til opregningen i den eksisterende – men væsentligt anderledes – bestemmelse i § 236, stk. 1. I § 236, stk. 1, er der således en sammenhæng mellem henvisningen til § 218, stk. 1, og hjemlen til at give pålæg om ikke at indfinde sig ved sindssygehospitaler og institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap. En tilsvarende sammenhæng kan der ikke siges at være i § 236, stk. 2, om pålæg vedrørende børn under 18 år. Straffelovrådet finder, at der på denne baggrund ikke er grundlag for fremover at medtage en henvisning til § 218, stk. 1.

Straffelovrådet har i øvrigt som udgangspunkt ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer hverken i indskrænkende eller udvidende retning af, hvilke lovovertrædelser der skal kunne give mulighed for at pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2. Straffelovrådet har således heller ikke fundet grundlag for at medtage henvisninger til straffelovens § 223, stk. 1, om seksuelt forhold til stedbarn, plejebarn mv. eller straffelovens § 210, stk. 1, om om seksuelt forhold til biologiske børn eller – efter Straffelovrådets forslag (jf. herom kapitel 25, afsnit 4, nedenfor) – adoptivbørn. Straffelovrådet har heller ikke fundet grundlag for at medtage en henvisning til straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Rådet lægger i den forbindelse vægt på, at udbredelse og besiddelse af børnepornografi angår den efterfølgende udnyttelse af et eventuelt tidligere seksuelt misbrug af et barn, og at udbredelse og besiddelse af børnepornografi således ikke indebærer nogen kontakt mellem gerningsmanden og et barn.

Straffelovrådet foreslår dog nogle mere teknisk begrundede ændringer i henvisningerne. I konsekvens af rådets forslag om nye strafbestemmelser vedrørende medvirken til andres prostitution (jf. herom kapitel 19, afsnit 6.2, ovenfor) og i konsekvens af indførelsen i 2002 af en særskilt bestemmelse om menneskehandel foreslås henvisningen til §§ 228 og 229 erstattet af en henvisning til den foreslåede nye bestemmelse om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, og til straffelovens § 262, stk. 2, om menneskehandel vedrørende personer under 18 år.

4.2.6. Straffelovrådet har endvidere overvejet reglerne om pålæggets tidsmæssige udstrækning. Den gældende bestemmelse nævner alene muligheden for et pålæg, der løber indtil videre, men efter retspraksis kan pålægget også være tidsbegrænset. Et pålæg, der løber indtil videre, kan forlanges prøvet ved retten efter 3 år (regnet fra straffens udståelse) og – i tilfælde af, at pålægget fastholdes – dernæst hvert 3. år.

Rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 sker på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre. En rettighedsfrakendelse, der gælder indtil videre, kan forlanges prøvet ved retten efter 5 år (regnet fra endelig dom) og – i tilfælde af, at pålægget fastholdes – dernæst hvert 2. år.

Straffelovens § 236 er i denne henseende uændret siden straffelovens ikrafttræden i 1933. Den tilpasning til straffelovens §§ 78 og 79, som skete ved lovændringen i 1965, angik således alene instansspørgsmålet og ikke tidsgrænserne.

Straffelovrådet finder, at der er en sådan lighed og sammenhæng og samvirke mellem rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 og pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, at der ikke er grundlag for at opretholde forskellige regler om den tidsmæssige udstrækning og om tidsgrænser for indbringelse for retten. Reglerne herom i straffelovens §§ 78 og 79 stammer fra 1951 og er dermed nyere end de tilsvarende regler i straffelovens § 236, og rådet foreslår på denne baggrund, at § 236 også i disse henseender tilpasses §§ 78 og 79.

Forslaget indebærer, at det lovfæstes, at et pålæg efter straffelovens § 236, stk. 2, kan være tidsbegrænset, nærmere bestemt fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom. Forslaget indebærer samtidig, at muligheden for at indbringe et tidsubestemt pålæg for retten ændres fra 3 år efter straffens udståelse til 5 år efter endelig dom. Endelig indebærer forslaget, at ny indbringelse for retten i tilfælde af, at pålægget fastholdes, fremover kan ske efter 2 år (mod 3 år i dag).

4.2.7. Sammenfattende foreslår Straffelovrådet, at straffelovens § 236, stk. 2, videreføres med visse ændringer. Rådet foreslår, at betingelserne for at give pålæg medtages i lovteksten, at der fremover skal kunne gives pålæg dels om ikke uden politiets tilladelse at opholde sig i en bolig, hvor der opholder sig børn, dels om ikke selv at modtage besøg i sit hjem af børn, der ikke er ledsaget af en voksen. Endvidere foreslår Straffelovrådet, at der som noget nyt skal kunne gives pålæg om ikke at kontakte børn gennem internettet. Straffelovrådet foreslår også mindre justeringer i, hvilke forbrydelser der skal kunne danne grundlag for meddelelse af pålæg. Straffelovrådet foreslår desuden, at reglerne om et pålægs tidsmæssige udstrækning og om, hvornår et tidsubestemt pålæg på ny kan indbringes for retten til prøvelse, udformes på samme måde som i straffelovens §§ 78 og 79 om rettighedsfrakendelse.

Kapitel 25: Straffelovens § 210 – biologiske børn og søskende

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 210

Efter straffelovens § 210, stk. 1, straffes den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, med fængsel indtil 6 år.

Efter straffelovens § 210, stk. 2, straffes den, der har samleje med sin bror eller søster, med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år, og i praksis vil en gerningsmand under 18 år typisk få et tiltalefrafald uden vilkår, hvis der ikke foreligger overtrædelse af andre bestemmelser, f.eks. straffelovens § 222 om samleje med barn under 15 år.

Efter § 210, stk. 3, finder bestemmelserne i stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje, herunder mellem personer af samme køn.

Bestemmelsen i § 210 omfatter ikke adoptionsforhold, se herom § 223, stk. 1, der er behandlet i kapitel 14. Bestemmelsen i § 210, stk. 2, omfatter også halvsøskende. Der kan straffes i sammenstød med bestemmelser i straffelovens kapitel 24, i praksis er navnlig § 222 relevant.

Subjektivt er strafansvar betinget af forsæt, herunder kendskab til slægtskabsforholdet.

Der kan om bestemmelsen i § 210 bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 282-84, Knud Waaben, Strafferet-tens specielle del (5. udg. 1999) side 74-76, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 213-17 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 502-503.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930

Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 210 en affattelse, der på flere punkter afveg fra den nugældende. Bestemmelsen suppleredes af § 211 om samleje mellem besvogrede og af en bestemmelse i § 212, der for anden kønslig omgængelse end samleje foreskrev anvendelse af en ”forholdsmæssig mildere straf”:

”§ 210. For Blodskam straffes med Fængsel fra 6 Maaneder indtil 6 Aar den, som har Samleje med en Slægtning i nedstigende Linie, og med Fængsel indtil 2 Aar den, som har Samleje med Slægtning i opstigende Linie eller med Broder eller Søster. Har Samlejet fundet Sted med en Slægtning i nedstigende Linie under 18 Aar, er Straffen Fængsel fra 1 til 10 Aar.

Stk. 2. Straffri er den i nedstigende Linie beslægtede under 18 Aar. Ved Samleje mellem Søskende kan Straffen bortfalde for den, der ikke er fyldt 16 Aar.

§ 211. Samleje mellem besvogrede straffes, naar Indgaaelse af Ægteskab mellem dem er ubetinget forbudt, med Hæfte. Kan der gøres Undtagelse fra Forbudet, er Straffen Bøde.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 210, stk. 2, finder tilsvarende Anvendelse.

§ 212. Har i de i § 210 og § 211 nævnte Slægts- og Svogerskabsforhold anden kønslig Omgængelse end Samleje fundet Sted, bliver en forholdsmæssig mildere Straf at anvende.”

Om forarbejderne til § 210 kan henvises til udkast af 1912 til ny straffelov (U I) § 235 samt side 219-20. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 194 samt side 183 og 186-87 og udkast af 1923 (U III) §§ 190 og 192 samt spalte 309-10. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3367ff (§ 213), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5373 (§§ 210 og 212), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, spalte 2189-90 (§ 210).

Fra forarbejderne kan fra U I særligt fremhæves (side 220):

”Udkastet gaar i Lighed med den nye norske Straffelov den Vej at straffe Samleje (…) mellem personer, der ere beslægtede i op- eller nedstigende Linie, samt mellem Broder og Søster. Indenfor disse Grænser vil den almene Følelse kræve Afholdenhed. Straffen er, i Forhold til den gældende Ret, betydelig mildere, hvorved Udkastet sikkert er i Overensstemmelse med, hvad Retsbevidstheden i Almindelighed vil kræve.”

og fra U II særligt (side 183):

”Om den rettte Begrundelse af dette Straffebud hersker der megen Tvivl. Hensynet til Indavls Skadelighed, som man tidligere ofte lagde Hovedvægten paa, er man i Nutiden næppe tilbøjelig til at tillægge saa afgørende Betydning, om det end næppe kan betvivles, at Forældrenes nære Slægtskab efter Omstændighederne kan begrunde en Fare for Sygelighed hos Afkommet. Den vægtigste Grund til Opretholdelsen af Blodskamsstraffen maa sikkert søges i den samfundsmæssige Interesse, som det har, at Kønsforbindelsen mellem visse nærbeslægtede og regelmæssig på intim Samleven henviste Personer kan anses som ganske udelukket, fordi det er Betingelsen for, at dette Familiens Samliv kan foregaa i de fri og naturlige Former, som her er tilvante og ønskelige. En virkelig Garanti for disse Familieforholds Renhed opnaas imidlertid netop kun, naar Uviljen imod, ja man kan sige Rædslen for Kønsforbindelser mellem disse nærbeslægtede bevarer den nedarvede instinktmæssige Karakter, som den har, og følgelig betragtes som et kategorisk og ufravigeligt Imperativ. Derfor vilde det navnlig ogsaa være ganske utilraadeligt at opgive dette Krav i de Undtagelsestilfælde, hvor de paagældende ikke saaledes har samlevet, men er opdraget som fremmede for hinanden. Thi taber Budet i den almindelige Forestilling denne sin absolutte Karakter, vil Udsigten til dets Overholdelse indenfor de faktisk samlevende Familiemedlemmers Kreds væsentlig forringes.”

1.2.2. Lovændringen i 1961

Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme mv.) ophævedes de hidtil gældende strafminima på henholdsvis 6 måneders og 1 års fængsel i § 210, stk. 1. Ændringerne skete efter indstilling fra Straffelovskommissionen, jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, spalte 581-82.

1.2.3. Lovændringen i 1965

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) ophævedes § 211 om samleje mellem besvogrede. Endvidere ophævedes § 212 om anvendelse af en forholdsmæssig mildere straf ved anden kønslig omgængelse end samleje i de i § 210 og § 211 omhandlede slægts- og svogerskabsforhold. Samtidig indføjedes i § 210 efter stk. 1 som nyt stykke en bestemmelse svarende til § 212 med sigte på de slægtskabsforhold, som omfattedes af § 210. Der henvises herom til Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 971-72:

”Efter § 211 straffes samleje mellem besvogrede. Denne regel må forekomme urimeligt vidtgående. Navnlig synes det klart, at strafansvaret ikke bør omfatte tilfælde, hvor det ægteskab, der betinger svogerskabet, er opløst. Men også bortset herfra er bestemmelsen videregående end påkrævet. Et behov for strafansvar kan kun antages at foreligge i tilfælde, hvor en ægtefælle har kønsligt forhold til et mindreårigt stedbarn.

Under hensyn hertil foreslås det – i overensstemmelse med lovændringer, der i de seneste år er gennemført i Norge og Sverige – helt at ophæve § 211. Samtidig foreslås en udvidelse af § 223. Denne bestemmelse fastsætter straf for den, der har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse; bestemmelsen foreslås udvidet til at omfatte samleje med stedbarn under 18 år.

§ 212 fastsætter straf for andet kønsligt forhold end samleje – mellem beslægtede og besvogrede. Reglen foreslås ophævet for så vidt angår besvogrede og i øvrigt overført til § 210”

1.2.4. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) ændredes i gerningsbeskrivelsen og de foreskrevne maksimumstrafferammer. Ændringerne førte til, at § 210 fik følgende affattelse:

”§ 210. Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linie, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3. Har anden kønslig omgængelse end samleje fundet sted, bliver en forholdsmæssigt mindre straf at anvende.”

Lovændringen indebar en ophævelse af den forhøjede sidestrafferamme vedrørende samleje med en slægtning i nedstigende linje under 18 år. Lovændringen byggede på en indstilling fra Straffelovrådet afgivet i en utrykt udtalelse af 31. januar 1967. Af lovforslagets gengivelse af rådets indstilling fremgår, at der ikke var enighed blandt rådets medlemmer om ændringen af strafferammerne, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2463:

”For den beslægtede i opstigende linie er strafferammen i almindelighed fængsel indtil 6 år. Har han haft kønsligt forhold til en slægtning under 18 år, kan straffen dog stige til fængsel i 10 år. Denne bestemmelse foreslås ophævet. Dette er anbefalet af to af rådets medlemmer [Hurwitz og Waaben]. Justitsministeriet er enigt med disse medlemmer, der finder den ordinære strafferamme med et maksimum på 6 år tilstrækkeligt, og i denne forbindelse henviser til, at bestemmelsen i § 222, hvorefter fængsel indtil 12 år efter omstændighederne kan anvendes, finder anvendelse i forbindelse med § 210, hvis slægtningen er under 15 år. Rådets to andre medlemmer [Erik Andersen og Olafsson] har foreslået at opretholde den gældende strafforhøjelsesregel i § 210.”

Lovændringen indebar endvidere, at samleje med slægtning i opstigende linje blev helt afkriminaliseret (dvs. også for den i nedstigende linje beslægtede over 18 år), og at aldersgrænsen for strafbortfaldsreglen vedrørende samleje mellem søskende blev forhøjet fra 16 til 18 år. Endelig udgik udtrykket ”blodskam” af lovteksten. Om afkriminaliseringen af slægtninge i nedstigende linje fremgår følgende af forarbejderne (Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2462-63, og tillæg B, spalte 1413-14):

”Næsten alle sager om blodskamsforhold mellem beslægtede i op- og nedstigende linie angår forhold mellem en fader og hans datter. Gennemførelse af straffesag mod datteren i sådanne tilfælde vil i almindelighed være en urimelig belastning for hende – også selv om hun er over 18 år, og i praksis meddeles da næsten også altid tiltalefrafald.

Ved at ophæve reglen om strafansvar for den beslægtede i nedstigende linje bringes reglen i overensstemmelse med de tilsvarende regler i Norge og Sverige, således som disse er udformet efter revisioner for få år siden. En sådan begrænsning af strafansvaret er også i øvrigt almindeligt i fremmed ret.

Spørgsmålet har været forelagt straffelovrådet, der i en udtalelse af 31. janaur 1967 (utrykt) har oplyst, at ingen af rådets medlemmer finder afgørende betænkeligheder ved ændringen, og at et af medlemmerne har ønsket at give udtryk for, at det efter hans opfattelse må anbefales, at ændringen søges gennemført.”

”Udvalget har i samråd med justitsministeren drøftet den ændrede kriminalisering af blodskamsforholdet. Lederen af Københavns universitets arvebiologiske institut (…) har over for udvalget redegjort for de genetiske forhold i forbindelse med indgifte og blodskam. Udvalget mener dog ikke, at de arvebiologiske synspunkter alene er afgørende for kriminaliseringen, idet denne også må bæres af hensynet til at værne familien. Dette hensyn finder udvalget fuldt ud tilgodeset gennem forslaget, idet det tilfælde, hvor descendenten har været den initiativtagende i forholdet, er så atypisk, at det ikke kan begrunde en almindelig kriminalisering af descendentens forhold.”

1.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveladelse

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveladelse fremgår bl.a. følgende (side 205-206):

”Straffelovrådet har ikke indgående drøftet spørgsmålet om hel eller delvis afkriminalisering af incest i § 210. Det ville være nærliggende at overveje en ophævelse af stk. 2 om forhold mellem søskende. Der er også peget på den mulighed at ophæve stk. 3 om andet kønsligt forhold end samleje. I svensk ret er incestbestemmelsen i BrB 7:5 begrænset til samleje. En ophævelse af stk. 3 ville imidlertid rejse et andet problem, som måtte løses. Det ville være nødvendigt at ændre § 224, jfr. § 223, idet andet kønsligt forhold end samleje til et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn under 18 år er strafbart, hvilket da naturligvis også bør gælde forhold til en slægtning i nedstigende linie under 18 år. Såfremt incest efter § 210, stk. 1, blev helt afkriminaliseret, ville det være en enkel sag at tilføje slægtning i nedstigende linie i § 223, stk. 1. (…)

Straffelovrådet foreslår, at strafmaksimum i § 210, stk. 1, nedsættes fra 6 til 3 år. To medlemmer (Langkilde og Lindegaard) kan dog kun tiltræde dette forslag under den forudsætning, at der i straffelovens § 93 optages en speciel bestemmelse, som medfører, at forældelsesfristen for incest ikke bliver kortere end hidtil (…).

Det foreslås, at maksimum i § 210, stk. 2, nedsættes fra 2 til 1 år. For så vidt angår forhold til et barn under 15 år, kan der dømmes både efter § 210 og § 222, således at strafmaksimum efter straffelovrådets forslag bliver 6 år, hvis barnet var under 12 år, og 4 år, hvis barnet var mellem 12 og 15 år. Ved forhold til et barn mellem 15 og 18 år kan der derimod ikke straffes i sammenstød med § 223, stk. 1, da slægtning i nedstigende linie ikke er nævnt i denne bestemmelse”

1.2.6. Lovændringen i 1997

Ved lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser mv.) fik § 210, stk. 3, sin nuværende affattelse. Ændringen indebar, at det strafbare område udvidedes til også at omfatte forhold til en person af samme køn, og at anden kønslig omgængelse end samleje sidestilledes med samleje i strafmæssig henseende. Der henvises til Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3182.

1.2.7. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer fremgår bl.a. følgende (side 690-693):

”3.5.1. [Der blev] under Straffelovrådets drøftelse af strafferammerne i § 210 ved afgivelsen af 1987-betænkningen rejst spørgsmål om hel eller delvis afkriminalisering af incest og om en samtidig udvidelse af gerningsbeskrivelsen i § 223, stk. 1, med slægtning i nedstigende linie, så biologisk barn under 18 år ligestilles med adoptivbarn m.fl. Lignende spørgsmål er rejst under rådets nuværende drøftelse af strafferammerne i § 210, sml. Vagn Greve: Blodskam – en utidssvarende straffebestemmelse, Kriminalistisk årbog 1996, s. 161 ff.:

”Paragraffen har ingen praktisk betydning, hvis barnet er under 15 år, eller hvis der er tale om voldtægt. I slige sager anvender vi alligevel de almindelige bestemmelser om samleje med mindreårig og om voldtægt – om end således, at der også henvises til blodskamsbestemmelsen. Og strafferammerne er lige så høje eller højere i de almindelige bestemmelser.

I dag er der ingen, der i alvor kan påstå, at det er strafferettens opgave at opretholde bestemte familiemønstre. Vi har for længst afkriminaliseret hor og forargeligt samliv. Realiteten kan endvidere være den modsatte. Det er således blevet sagt, at incest – i de fleste tilfælde – ikke ødelægger familiens forhold, men er en følge af ødelagte familieforhold.

Det er også almindelig anerkendt, at strafferetten ikke skal blande sig i, hvordan enige voksnes seksualliv er. Homoseksuelle forbindelser mellem voksne er blevet afkriminaliseret, selv om der utvivlsomt fortsat er mange, der ser på dem med afsky. Tilsvarende gælder oralsex o.s.v. Sligt er i dag en del af privatlivet. Og som sådant – i et vist omfang – beskyttede menneskerettigheder.

Der er lige så lidt som i 1917 noget acceptabelt argument i racehygiejniske hensyn. For det 1ste er der ikke nogen praktisk risiko ved en sådan indavl. For det 2det ville argumentet ikke kunne bære det eksisterende forbud i stk. 3 mod anden kønslig omgængelse end samleje [og nu tillige kønslig omgængelse med en person af samme køn]. For det 3die har lovgivningen ikke noget forbud mod kønslige relationer, der indebærer langt større risiko for, at børnene vil komme til at lide af svære fysiske eller psykiske defekter.

Derimod er det klart en opgave for strafferetten at beskytte børn og svage mod seksuelt misbrug, hvad enten der er tale om blodsbeslægtets overgreb eller om overgreb begået af fremmede. Beskyttelsen af den svage er ikke som i 1917 et supplerende argument; nu er det vort afgørende og bærende argument for at kriminalisere blodskam. Den kriminologiske og viktimologiske forskning har i de senere år afdækket, at et stort antal børn misbruges seksuelt. Men forskningen viser også – hvad der er væsentligt for udformningen af straffelovgivningen – at det ikke giver mening at skelne mellem biologiske forældre, stedforældre og adoptivforældre i denne henseende.

Straffeloven kan let bringes til at afspejle de sociale realiteter. Straffelovens § 223 kunne få indføjet ”barn”, så den kom til at lyde:

”Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den pågældendes barn, adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn ... straffes med fængsel ...”

Dermed kriminaliseres andre former for seksuel omgængelse end samleje mellem forældre og børn ”automatisk” (jfr. §§ 224 og 225) ...

Hvis det antages, at der er behov for at straffe samleje mellem søskende, hvor den ene eller begge er mellem 15 og 18 år, kan dette forbud naturligt indføjes som et særligt stykke i § 223. Behovet for en straffebestemmelse er dog ikke større, når det drejer sig om biologiske (halv-)søskende end ved adoptiv- og plejesøskende, hvor der ikke i dag er nogen speciel regel. De almindelige regler – som også gælder for parforhold, hvor der ikke er en sådan tilknytning – kan bruges og bliver brugt, hvis der foregår misbrug m.m. De eksisterende almindelige regler vil altid være fuldt tilstrækkelige. Også for de her behandlede situationer. Se især det nuværende § 223, stk. 2, hvor der findes en misbrugsbestemmelse. Den vil kunne anvendes, hvis f.eks. en 25-årig mand forfører sin 16-årige (halv-)søster.

Herefter kan blodskamsbestemmelsen i § 210 ophæves som overflødig. Forslaget indebærer, at samlejer og andre former for frivillig seksuel omgang mellem beslægtede voksne (begge over 18 år) bliver straffri ...

Dansk ret vil ikke af den grund blive særligt påfaldende ... Det er stadig gældende ret i Frankrig, at der kun kan straffes i de såkaldte kvalificerede tilfælde. Med andre ord er frivillige forhold mellem voksne straffri. Lignende regler findes i Belgien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Rusland, Tyrkiet og en række sydamerikanske lande. Efter italiensk ret kan der kun straffes, hvis forholdet vækker offentlig forargelse. Sagkyndige udvalg i Finland, Schweiz og Tyskland har nyligen foreslået afkriminaliseringer i lighed med mit forslag.

Hvis den foreslåede ændring ikke gennemføres, må vi fortsat sige – som straffelovskommissionen gjorde det i 1912 – at dansk strafferet på dette område skiller sig ud i internationale sammenligninger ved en hårdhed, der ikke lader sig forsvare.

Den foreslåede afkriminalisering af frivillige, seksuelle forbindelser mellem voksne behøver ikke at påvirke ægteskabslovgivningens forbud mod ægteskaber mellem visse, nært beslægtede. Området for ægteskabshindringer må bestemmes ud fra de familieretlige og familiepolitiske principper. Her skal det blot fremhæves, at det er et almindeligt anerkendt retspolitisk princip, at de civilretlige forbud kan – og ofte bør – dække større områder end de strafferetlige forbud. I dag er der da også forbud mod, at en adopteret indgår ægteskab med adoptanten. Der er endvidere forbud mod ægteskaber i nære svogerskabsforhold. Sådanne strafferetlige regler findes ikke længere.”

3.5.2. § 210 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i samme kategori som bl.a. §§ 217-219 og 223, dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel (…). Det indebærer, at strafmaksimum nedsættes fra 6 til 4 års fængsel.

Der er under Straffelovrådets gennemgang af § 210 udtrykt sympati for de overvejelser og forslag, som er kommet til udtryk i den ovennævnte artikel. Der er enighed om, at § 210 kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen og eventuelt afkriminalisering, såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelsen, herunder dens sammenhæng med forbrydelserne mod kønssædeligheden i straffelovens kapitel 24. Dette har Straffelovrådet ikke haft mulighed for i forbindelse med en gennemgang, der i det væsentlige er begrænset til at angå strafferammerne.

Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering, at det forekommer rigtigst indtil videre at opretholde det hidtil gældende strafmaksimum på 6 års fængsel i § 210, stk. 1, og stk. 3, jf. stk. 1, idet det dog i den foreliggende sammenhæng kunne overvejes at udskille forhold til slægtninge i nedstigende linje over 18 år i en særskilt strafferamme med et maksimum på 2 års fængsel. Rådet henviser bl.a. til, at en sådan differentiering kunne bidrage til en klarere markering af forskellen i strafværdighed med hensyn til de handlinger, som omfattes af § 210, stk. 1. Rådet ville endvidere finde det ubetænkeligt, om strafmaksimum nedsattes til 6 måneders fængsel, og bøde optoges i strafferammen for de forhold, som omfattes af stk. 2 og stk. 3, jf. stk. 2, sml. herved det anførte i den ovennævnte artikel. De omtalte ændringer af § 210 kunne f.eks. gennemføres således:

1. I § 210, stk. 1, indsættes som 2. pkt.: ”Har samleje fundet sted med en slægtning i nedstigende linje over 18 år, er straffen fængsel indtil 2 år.”

2. I § 210, stk. 2, 1. pkt., ændres ”fængsel indtil 2 år” til: ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”.”

Af forarbejderne til lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.) fremgår det, at sammenhængen med de skærpede strafferammer i bl.a. § 216 om voldtægt og § 222 om samleje med barn under 15 år efter Justitsministeriets opfattelse talte imod at lempe strafferammerne i § 210 som anbefalet af Straffelovrådet i betænkning nr. 1424/2002, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3310, og lovforslaget og lovændringen indeholdt således ikke nogen ændring af straffelovens § 210.

2. Retspraksis

2.1. Langt de fleste domme om overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1, angår tilfælde, hvor forurettede var under 15 år, og hvor tiltalte derfor samtidig dømmes for overtrædelse af straffelovens § 222, der siden 2002 har haft en højere strafferamme end straffelovens § 210, stk. 1 (og i perioden 1967-2002 havde samme strafferamme). I en del domme om overtrædelse af § 210, stk. 1, har forurettede været under 12 år, således at der også foreligger overtrædelse af § 222, stk. 2, der siden straffelovens ikrafttræden i 1933 har haft en højere strafferamme end § 210, stk. 1.

Ved overtrædelse af straffelovens § 222 i tilfælde, hvor § 210, stk. 1, samtidig er overtrådt, vil der i sagens natur være en stor aldersforskel mellem parterne, og det forurettede barn vil endvidere normalt være i et særligt stærkt afhængighedsforhold til gerningsmanden. Overtrædelse af § 222 under sådanne omstændigheder anses efter praksis – også bortset fra overtrædelsen § 210, stk. 1 – som en alvorlig forbrydelse, der straffes strengt.

På denne baggrund omtales i dette afsnit særligt retspraksis om overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1, hvor forurettede var over 15 år. Med hensyn til retspraksis vedrørende samleje med barn under 15 år henvises til kapitel 13, afsnit 2.1.

Der er kun få trykte domme om overtrædelse af § 210, stk. 1, hvor forurettede var fyldt 15 år, da forholdet blev indledt. Fra nyere retspraksis kan nævnes følgende domme, herunder vedrørende § 210, stk. 3, jf. stk. 1, om anden kønslig omgængelse end samleje:

UfR 2007.1399 V (1 år og 3 måneders fængsel): Tiltalte havde i en periode på ca. 4 måneder flere gange om ugen samleje med sin 20-årige datter og havde endvidere anden kønslig omgang end samleje med hende.

TfK 2006.526 V (9 måneders fængsel): Tiltalte havde berørt sin 24-årige søns kønslem og indført to fingre i hans endetarm. Tiltalte var tidligere dømt for anden kønslig omgængelse end samleje med samme søn på et tidspunkt, hvor sønnen var under 12 år.

TfK 2001.233 V (2½ års fængsel): Tiltalte havde i en periode på ca. 3½ år utallige gange haft samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med sin 16-20 årige datter.

2.2. Trykt retspraksis om overtrædelse af § 210, stk. 2, er sparsom. Fra nyere retsprakis kan nævnes følgende domme, herunder vedrørende § 210, stk. 3, jf. stk. 2, om anden kønslig omgængelse end samleje:

TfK 2009.6 Ø (1 års betinget fængsel): En 15-21 årig ung mand havde i adskillige tilfælde samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med sin 4½ år yngre søster. Søsteren var over 12 år, da de begyndte at have samleje. Forholdet blev politianmeldt, da søsteren var 14 år, men fortsatte også herefter, indtil hun var 16 år. (Forholdet var begyndt, før tiltalte fyldte 15 år, og søsteren blev også sigtet (men ikke tiltalt) for så vidt angår perioden efter, at hun var fyldt 15 år).

FED 2008.221 (foranstaltningsdom): En 19-20 årig mand, der var mentalt retarderet i lettere grad, havde i en periode på 8 måneder 2-5 gange anden kønslig omgængelse end samleje med sin 6-7 årige halvsøster.

TfK 2008.256 V (1½ års fængsel, heraf 3 måneder ubetinget): En 15-årig dreng havde to gange samleje og to gange anden kønslig omgængelse end samleje med sin 10-årige halvsøster. Tiltalte blev vedrørende det ene samleje tillige dømt for voldtægt. (Forholdet var begyndt, før tiltalte fyldte 15 år).

UfR 2005.2276 V (3 måneders betinget fængsel): En 15-årig dreng havde én gang samleje med sin 10-årige søster. (Tiltalte havde endvidere haft samleje med søsteren to gange, før han fyldte 15 år).

UfR 1993.93 Ø (6 måneders fængsel): En 32-årig mand havde i en periode på 7 måneder mange gange samleje med sin 15-årige halvsøster.

3. Fremmed ret

3.1. Norsk ret

Den endnu gældende norske straffelov fra 1902 indeholder i § 197 et forbud mod seksuel omgang med slægtninge i nedstigende linje. Bestemmelsen omfatter både biologiske og adopterede efterkommere. Strafferammen er fængsel indtil 5 år.

Straffeloven fra 1902 indeholder endvidere i § 198 et forbud mod ”samleje” med bror eller søster, idet personer under 18 år dog ikke straffes. Strafferammen er fængsel indtil 1 år.

Udtrykket ”samleje” omfatter efter straffeloven fra 1902 ud over vaginalt og analt samleje også indføring af penis i mund og indføring af genstand i skede eller endetarmsåbning (§ 206). Udtrykket ”seksuel omgang” omfatter efter norsk ret herudover andre seksuelle handlinger af en vis intensitet, som f.eks. indføring af finger i skede eller endetarmsåbning.

Bestemmelser svarende til §§ 197 og 198 er med visse udvidelser videreført i §§ 312 og 313 i den nye straffelov fra 2005, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 267-68, 448 og 526

For så vidt angår seksuel omgang med slægtning i nedstigende linje udvides forbuddet til også at omfatte at få en slægtning i nedstigende linje til at udføre handlinger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv. Endvidere forhøjes strafferammen fra 5 år til 6 år, men det skyldes alene en reduktion i antallet af strafferammer, og der er ikke tilsigtet nogen ændring i strafniveauet.

For så vidt angår ”samleje” med bror eller søster udvides forbuddet til også at omfatte anden seksuel omgang og at få en bror eller søster til at udføre handlinger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv. Endvidere ophæves straffriheden for personer under 18 år. Det fremgår dog af lovforslagets bemærkninger, at hvis forholdet har karakter af udnyttelse fra den ene part side, er det ikke meningen, at den udnyttede part skal kunne straffes.

3.2. Svensk ret

Efter den svenske straffelovs kapitel 6 § 7, stk. 1, straffes den, som har samleje med sit eget barn eller dettes afkom, med fængsel indtil 2 år.

Efter samme bestemmelses stk. 2 straffes den, som har samleje med en af sine helsøskende, med fængsel indtil 1 år.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 3, at stk. 1 og 2 ikke gælder den, som er blevet formået til handlingen gennem ulovlig tvang eller på anden utilbørlig måde.

Bestemmelsen omfatter alene forhold mellem biologisk beslægtede og alene vaginalt samleje. Bestemmelsen er subsidiær i forhold til bl.a. bestemmelserne om voldtægt, tvang og udnyttelse samt om seksuelt forhold til barn under 15 år eller til bl.a. eget barn under 18 år. Bestemmelsen er ikke nævnt i kapitel 6 § 15, som opregner de forbrydelser i kapitel 6, der straffes som forsøg, og forsøg er således ikke kriminaliseret.

I oktober 2010 blev der på den baggrund afgivet en betænkning om lovgivningen om seksualforbrydelser (SOU 2010:71). Det fremgår af betænkningen, at bestemmelsen om samleje med afkom og søskende anvendes sjældent, og at der efter udvalgets opfattelse generelt set ikke er problemer med anvendelsen af bestemmelsen, sådan som gældende ret ser ud (side 389).

Udvalget tilføjer imidlertid, at det efter udvalgets opfattelse bør overvejes, hvilken begrundelse kriminaliseringen hviler på, og – hvis der er tilstrækkelige grunde til at opretholde kriminaliseringen – hvordan bestemmelsen mest hensigtsmæssigt bør udformes. Udvalget har efter sit kommissorium og også af tidsmæssige grunde ikke fundet anledning til selv at overveje spørgsmålet.

4. Straffelovrådets overvejelser

4.1. Straffelovens § 210 omfattede oprindelig alene heteroseksuelle forhold, og homoseksuelle forhold til egne børn var indtil 1976 således alene omfattet af den almindelige højere seksuelle lavalder på 18 år for homoseksuelle forhold og mellem 1976 og 1997 alene af den nu fælles seksuelle lavalder på 15 år. (Det bemærkes, at det må antages at bero på en lovteknisk forglemmelse, at homoseksuelle forhold til egne børn mellem 15 og 18 år ikke var kriminaliseret i perioden 1976-1997). Siden 1997 har § 210 omfattet både heteroseksuelle og homoseksuelle forhold uden nogen øvre aldersgrænse.

Kriminaliseringen går dermed videre end f.eks. i forhold til adoptivbørn, stedbørn og plejebørn, hvor der gælder en 18-års aldersgrænse, jf. straffelovens § 223, stk. 1.

Med hensyn til søskendeforhold er samleje mellem f.eks. adoptivsøskende, stedsøskende og plejesøskende ikke kriminaliseret, når de pågældende er fyldt 15 år. Derimod er samleje mellem hel- og halvsøskende kriminaliseret uden øvre aldersgrænse, herunder uden hensyn til, i hvilket omfang de pågældende er vokset op sammen. Strafansvar forudsætter dog forsæt, så der kræves kendskab til slægtskabsforholdet.

4.2. Med hensyn til seksuelle forhold mellem forældre og børn er det væsentligste spørgsmål, om seksuelt forhold til et barn over 18 år fortsat bør være strafbart. Det er således åbenbart, at beskyttelsen af børn mod seksuelle forhold ikke bør være ringere i forhold til deres biologiske forældre end i forhold til f.eks. adoptivforældre, jf. herom straffelovens § 223, stk. 1, og at der derfor under alle omstændigheder bør opretholdes en kriminalisering af seksuelle forhold mellem forældre og deres børn under 18 år.

Som begrundelse for at opretholde kriminaliseringen af seksuelle forhold mellem forældre og deres voksne børn kunne anføres risikoen for arvelige sygdomme, hvis forholdet resulterede i en graviditet og en fødsel, og hensynet til at understøtte et traditionsmæssigt (og i en periode religiøst) begrundet moralsk forbud mod seksuelle forhold mellem forældre og børn.

Risikoen for graviditet og fødsel og for, at barnet i givet fald ville lide af en arvelig sygdom, må antages at være ringe, og risikoen angår kun samleje og ikke anden kønslig omgængelse end samleje, endsige homoseksuelle forhold. Det bemærkes i øvrigt, at homoseksuelt forhold til voksne børn først blev kriminaliseret i 1997, og at der altså på det tidspunkt, da straffeloven blev vedtaget i 1930, og hvor incestforbuddet var mere vidtgående og således også omfattede f.eks. forhold mellem en mand og hans søns tidligere ægtefælle eller kæreste, ikke fandtes noget behov for at kriminalisere homoseksuelle forhold mellem forældre og deres voksne børn.

Hensynet til at understøtte et traditionelt moralsk incestforbud eller hensynet til familielivet i øvrigt kan formentlig vanskeligt i sig selv begrunde et så vidtgående forbud som den gældende § 210, der f.eks. kun i de sidste 15 år har omfattet homoseksuelle forhold.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der imidlertid generelt et sådant særligt afhængighedsforhold mellem forældre og deres børn, herunder voksne børn, at et absolut forbud mod seksuelle forhold mellem forældre og også deres voksne børn tillige – og i dag navnlig – kan begrundes i hensynet til at beskytte børnene mod misbrug, herunder et eventuelt skjult misbrug.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at det gældende absolutte forbud mod alle heteroseksuelle og homoseksuelle forhold til biologiske slægtninge i nedstigende linje bør videreføres.

Straffelovrådet finder endvidere, at udviklingen på adoptionsområdet gør, at adoptionsforhold bør sidestilles med biologisk slægtskab, når det gælder forbuddet mod seksuelt forhold til slægtninge i nedstigende linje. Hvor adoption ved straffelovens vedtagelse i 1930 alene indebar et delvist slægtsskifte, indebærer adoption efter lovændringer i 1956 og 1972 derimod i dag et fuldstændigt slægtsskifte.

Straffelovrådet er opmærksom på, at retsvirkningerne af en adoption som udgangspunkt bestemmes efter lovgivningen på adoptionstidspunktet, og at der således stadig i en årrække fremover vil være voksne adoptivbørn, som ikke har foretaget et fuldstændigt slægtsskifte, fordi de er adopteret før 1957 (eller med forbehold af arveret i perioden 1957-1972). Den gældende adoptionslov trådte imidlertid i kraft den 1. oktober 1972, og også efter adoptionsloven af 1956, som trådte i kraft den 1. januar 1957, var udgangspunktet fuldstændigt slægtsskifte. Adopterede, der ikke har foretaget fuldstændigt slægtsskifte, vil således i dag som udgangspunkt være mindst 55 år og i hvert fald mindst 39 år.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund ingen ændringer af den gældende 18-års grænse for seksuelle forhold til stedbørn eller plejebørn (jf. herom kapitel 14 ovenfor).

Straffelovrådet har endvidere ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer i den gældende strafferamme på fængsel indtil 6 år i straffelovens § 210, stk. 1.

4.3. Med hensyn til seksuelle forhold mellem søskende er de væsentligste spørgsmål, om der bør opretholdes en kriminalisering af forhold mellem søskende over 15 år, og om der i givet fald endvidere bør opretholdes en kriminalisering også af forhold, hvor begge parter er over 18 år.

Med hensyn til risikoen for arvelige sygdomme samt hensynet til at understøtte et traditionelt moralsk incestforbud eller hensynet til familielivet i øvrigt kan der henvises til overvejelserne ovenfor i pkt. 4.2 om forholdet mellem forældre og børn. Også for forhold mellem søskende gælder, at disse hensyn formentlig vanskeligt i sig selv kan begrunde et så vidtgående forbud som den gældende § 210, der f.eks. kun i de sidste 15 år har omfattet homoseksuelle forhold.

Med hensyn til aldersgruppen 15-17 år kan på den ene side anføres, at de er mindreårige og kan have behov for beskyttelse også i forhold til navnlig ældre søskende på samme måde som i forhold til forældre. På den anden side gælder der i dag ikke noget forbud mod, at f.eks. en 20-årig mand har samleje med sin 15-årige adoptivsøster, og dette gælder, selv om de er vokset op sammen som nære søskende og eventuelt først for nylig har fået at vide, at de ikke er biologiske søskende. I de tilfælde, hvor en – i praksis typisk væsentligt ældre – bror eller søster overtager ansvaret, herunder eventuelt forældremyndigheden, for et barn f.eks. på grund af forældres død, sygdom, afsoning mv., yder straffelovens § 223, stk. 1, i forvejen beskyttelse, så længe barnet er under 18 år, jf. henvisningen i denne bestemmelse til plejebarn og betroelse til opdragelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse adskiller forholdet mellem søskende sig på afgørende måde fra forholdet mellem forældre og børn. Når bortset fra deciderede opdragelsessituationer, som er omfattet af straffelovens § 223, stk. 1, er forhold mellem søskende, der begge er fyldt 15 år, således generelt ikke karakteriseret ved et sådant stærkt asymetrisk afhængighedsforhold, som generelt findes mellem forældre og børn. Søskende, som begge er fyldt 15 år, vil ofte have et nært forhold og dermed kunne siges at være afhængige af hinanden, men der vil i givet fald generelt være tale om et betydeligt mere ligestillet forhold end mellem forældre og børn.

Heraf følger også, at risikoen for misbrug, herunder eventuelt skjult misbrug, generelt må antages at være væsentligt mindre mellem søskende, der begge er fyldt 15 år, end mellem forældre og (voksne) børn.

Straffelovrådet skal samtidig udtale, at såfremt det eksisterende incestforbud mellem søskende opretholdes, bør det efter rådets opfattelse ikke udvides yderligere. Efter Straffelovrådets opfattelse ville det således være betænkeligt generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem adoptivsøskende, stedsøskende eller plejesøskende, der er fyldt 15 år.

Straffelovrådet skal samtidig udtale, at såfremt det eksisterende incestforbud mellem søskende opretholdes (eller eventuelt indskrænkes til helsøskende og/eller til heteroseksuelle forhold), vil den eksisterende strafferamme på fængsel indtil 2 år efter rådets opfattelse stadig være passende.

Straffelovrådet finder endvidere, at den eksisterende mulighed for strafbortfald for personer under 18 år bør videreføres, og at bestemmelsen fortsat bør praktiseres på den måde, at strafbortfald – i praksis tiltalefrafald uden vilkår – i givet fald generelt anvendes i forhold til en person under 18 år i tilfælde af et frivilligt seksuelt forhold til en bror eller søster over 15 år. Ved frivillige seksuelle forhold mellem søskende, som begge er 15-17 år, bør begge søskende således gives tiltalefrafald uden vilkår.

4.4. I konsekvens af forslaget om, at udtrykket ”samleje” i straffelovens kapitel 24 fremover skal omfatte både vaginalt og analt samleje, jf. herom kapitel 7, afsnit 4.5.3, ovenfor, foreslår Straffelovrådet, at udtrykket ”samleje” i straffelovens § 210 tilsvarende fremover både skal omfatte vaginalt og analt samleje.

I tilknytning hertil foreslås udtrykket ”kønslig omgængelse med en person af samme køn og (…) anden kønslig omgængelse end samleje” i straffelovens § 210, stk. 3, ændret til ”andet seksuelt forhold end samleje”, jf. kapitel 16, afsnit 2, ovenfor om det tilsvarende forslag med hensyn til straffelovens §§ 224 og 225.

4.5. Straffelovrådet har overvejet, om kriminaliseringen af incest bør flyttes fra straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold til straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser, men har ikke fundet grundlag for at stille forslag herom.

Straffelovrådet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at selv om hovedbegrundelsen for forbuddet mod seksuelle forhold mellem forældre og børn i dag bør være at beskytte børnene mod misbrug af det særlige afhængighedsforhold, der generelt er mellem forældre og børn, indgår moralske forestillinger om forholdet mellem forældre og børn også som en supplerende begrundelse for kriminaliseringen. Hertil kommer, at kriminaliseringen tillige af seksuelle forhold mellem søskende (såfremt den opretholdes) i givet fald i det væsentlige må begrundes i sådanne moralske forestillinger.

Kapitel 26: Forældelse

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. De gældende regler om forældelse i straffelovens §§ 93 og 94

Straffelovens kapitel 11 om ophør af den strafbare handlings retsfølger indeholder bestemmelser om forældelse af strafansvar, herunder bl.a. visse særlige regler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn.

Efter straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristens længde af strafferammen for den pågældende forbrydelse. Forældelsesfristen er 2 år, når strafferammen ikke overstiger fængsel i 1 år, 5 år ved en strafferamme på fængsel indtil 4 år, 10 år ved en strafferamme på fængsel indtil 10 år, og 15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid. For enkelte lovovertrædelser er der fastsat særlige regler om en længere forældelsesfrist. Efter § 93, stk. 3, er forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1 (om samleje med adoptivbarn, plejebarn mv. under 18 år), således i intet tilfælde mindre end 10 år.

Det fremgår af straffelovens § 93, stk. 4, at hvis nogen ved samme handling har begået flere lovovertrædelser, for hvilke der efter § 93, stk. 1-3, gælder forskellige forældelsesfrister, skal den længste af disse frister anvendes med hensyn til samtlige overtrædelser.

Efter straffelovens § 94 regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra den dag, den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt. Efter § 94, stk. 4, regnes forældelsesfristen for bl.a. en række sædelighedsforbrydelser dog tidligst fra den dag, den forurettede fylder 18 år. Det drejer sig om straffelovens § 210 om incest, § 216 om voldtægt, § 217 om anden tiltvingelse af samleje, § 218 om samleje ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering samt samleje med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen, § 219 om en institutionsansats samleje med en person, der er optaget i institutionen, § 220 om samleje ved groft misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed, § 222 om samleje med en person under 15 år, § 223 om samleje med adoptivbarn, plejebarn mv. under 18 år, § 223 a om samleje mod betaling med en person under 18 år, § 228 om rufferi, § 229, stk. 1, om mellemmandsvirksomhed eller udnyttelse ved prostitution, og § 235 a, stk. 1, om medvirken til eller udnyttelse af, at en person under 18 deltager i en forestilling med utugtig optræden. Straffelovens § 94, stk. 4, omfatter endvidere menneskehandel af en person under 18 år, jf. straffelovens § 262 a, stk. 2.

Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 94, stk. 4, at den navnlig er udformet med henblik på tilfælde, hvor det misbrugte barn kan være knyttet til gerningsmanden på en sådan måde, at barnet føler sig presset til at hemmeligholde forbrydelsen. Det gælder først og fremmest incestsager og sager, hvor barnet er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7813. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset hertil, men omfatter også tilfælde af seksuelt misbrug af børn, hvor der ikke foreligger et sådant særligt forhold mellem gerningsmanden og barnet.

1.2. Baggrunden for de gældende regler om forældelse

1.2.1. Straffeloven af 1866

Efter straffeloven af 1866 kunne alene mindre alvorlige strafbare forhold, hvor der ikke var forskyldt strengere straf end bøde eller simpelt fængsel, forældes. Forældelsesfristen var for sådanne strafbare forhold 2 år, jf. lovens § 66.

Om baggrunden for ikke at indføre forældelse af strafansvar i videre omfang fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 103-105):

”den nugjældende danske Strafferet [kjender] ikke til nogen Præscription eller Forældelse af Strafansvaret i egentlige criminelle Sager (…). Ikke destomindre har det (…) i (…) Kommission[en] været Gjenstand for omhyggelig Overveielse, om der ikke maatte være Anledning til i den nye Straffelov at indføre en saadan Forældelse af Strafskylden under visse Betingelser, navnlig paa Grund af den almindelige Stemning, der synes at have gjort sig gjældende derfor i den nyere Tid, hvorom flere fremmede Straffelove bære Vidnesbyrd. Man er imidlertid kommen til det Resultat, at det ikke kan tilraades at indføre nogen almindelig Præscription af Strafskylden. Dette Resultat støttes ikke fortrinsviis eller væsentlig paa de mange practiske Ulemper, som Bestemmelsen om en saadan Præscription ved Anvendelsen i det virkelige Liv ville kunne medføre [bevistvivl om begyndelsestidspunktet for forældelsen; behov for undersøgelse for at afgøre den konkret forskyldte straf; forældelse af strafansvaret for én af flere medvirkende]. Forsaavidt Retfærdighed eller Billighed virkelig talte for at lade Strafansvaret bortfalde paa Grund af den lange Tid, der maatte være hengaaet efter Forbrydelsens Udøvelse, maatte man see til at komme ud over disse practiske Ulemper saa godt og saa vidt som muligt. Men Hovedhensynet for Kommissionen har været det, at det i og for sig slet ikke kan ansees begrundet i Retfærdighed eller stemmende med Vigtigheden af, at Straffelovens Autoritet hævdes, at den, der har forbrudt sig imod Straffeloven, skulde blive fri for Ansvar derfor fordi han har vidst i længere Tid at unddrage sig Retfærdighedens Arm. Det er aabenbart, at det ene Moment, der pleier at tages i Betragtning som Grund til at lade Forfølgningen bortfalde, naar en meget lang Tid er hengaaet efterat Forbrydelsen blev begaaet, nemlig at Sagens Undersøgelse derved er bleven i høi Grad vanskeliggjort og at navnlig Beviset for den Paagjældendes Skyld er blevet usikkert, slet ikke indeholder noget argument for Strafansvarets Forældelse som principmæssig, eller for at den paagjældende Forbryder, uagtet det er muligt at faae Sagen tilbørlig undersøgt og hans Skyld tilstrækkelig konstateret, ikke destomindre skulde være fri for Straf. Mere Betydning har vistnok den Betragtning, at den, der i en lang Tid efter den af ham begaaede Lovovertrædelse har levet et ustraffeligt og maaske hæderligt Liv, derved i Gjerningen har viist, at han har fortrudt sin ældre Forbrydelse og er vendt tilbage til Lydighed og Underkastelse under Lovens Herredømme, saa at det ikke længere udkræves til Forsoning af Retsideen og Fyldestgjørelse af den krænkede Retsorden, at den Paagjældende bliver straffet, ligesom ogsaa Straffen efter saa lang Tids Forløb, efterat den Paagjældende maaske er indtraadt i ganske andre Forhold og har erhvervet sig Agtelse og Tillid, fremtræder som dobbelt haard og følelig og maaskee kan befrygtes at ville føre ham bort fra den Ustraffelighedens og Hæderlighedens Bane, paa hvilken han i de senere Aar med Held var slaaet ind. Ligesom hertil imidlertid kan erindres, at der, forsaavidt man ikke vilde fordre, at den Paagjældende skulde føre et positivt Beviis for sit Levnets Ustraffelighed og Hæderlighed i hele den lange Tid, altid vil mangle Garanti for, at han virkelig i Mellemtiden har levet ustraffeligt, eftersom han jo ligesaa vel kan have forstaaet at skjule de af ham i denne Mellemtid begaaede Forbrydelser, som han har vidst at skjule eller unddrage sig Forfølgningen af den for længere Tid siden forøvede Lovovertrædelse – en Betragtning, som faaer forøget Betydning i det Tilfælde, at han i Mellemtiden har opholdt sig paa forskjellige Steder, maaske i fjerne Lande – , saaledes maa det fastholdes, at, da det er Pligt at respectere Loven, kan det i og for sig ikke tilregnes Nogen som en særegen Fortjeneste, der skulde kunne veie op imod det Strafansvar, som han ved den engang begaaede Forbrydelse har paadraget sig, at han ikke senere har overtraadt Loven. Naar Straffen efter saa lang Tids Forløb rammer ham haardere, maa dette i Reglen ansees at være hans egen Skyld, forsaavidt det er begrundet i hans Flugt eller Unddragelse fra Forfølgningen paa anden Maade, at Sag ikke tidligere er bleven reist imod ham i Anledning af den begaaede Forbrydelse, og om han end stundom kan have Krav paa Medfølelse, naar han drages til Ansvar efter i lang Tid at have levet hæderligt og virket til Held iblandt sine Medborgere, maa det dog paa den anden Side erindres, at jo mere han er kommen til en levende Erkjendelse af Retsordenes Betydning og Retsideens absolute Berettigelse, destomere vil han ogsaa selv føle en Trang til at forlige sig med den af ham engang krænkede Retsorden ved at udsone sin Skyld med Lovens Straf, og Intet synes ialtfald at være mere skikket til at opretholde og styrke den almindelige Bevidsthed om Lovens Autoritet og om den gjengjældende Retfærdigheds strænge Upartiskhed, end netop dette, at naar det Slør, som har dækket en gammel og længe skjult Forbrydelse, brister, da griber Retfærdighedens Arm den Skyldige, om han end maatte have vidst at forskaffe sig en nok saa anseet og hæderlig Stilling i Samfundet.”

1.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930

Med straffeloven af 1930 videreførtes den 2-årige forældelse af strafansvaret for strafbare forhold, når den konkret forskyldte straf ikke ville overstige bøde eller hæfte indtil 2 år, jf. lovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Samtidig blev blev der indført nye 5-årige og 10-årige forældelsesfrister for henholdsvis tilfælde, hvor den konkret forskyldte straf ville blive hæfte over 2 år eller fængsel ikke over 1 år, og tilfælde, hvor straffen ville blive større, men forbrydelsens strafmaksimum ikke oversteg 6 års fængsel, jf. lovens § 93, stk. 1, nr. 2 og 3.

Forbrydelser med et højere strafmaksimum end 6 års fængsel var således fortsat uforældelige, hvis den konkret forskyldte straf oversteg fængsel i 1 år.

I U I var alene foreslået en videreførelse af den eksisterende 2-årige forældelse for mindre alvorlige forhold og en ny 5-årig forældelse svarende til den gennemførte. Efter U I var således alle strafbare forhold, hvor den konkret forskyldte straf oversteg 1 års fængsel, uforældelige. Om baggrunden for forslaget fremgår bl.a. følgende af motiverne (side 109-112):

”Dansk Ret indtager paa dette Omraade en Stilling, der er forladt af saa godt som alle bestaaende Love og Udkast. (…) Kun særdeles vægtige Grunde kunde imidlertid føre til at forlade det i dansk Ret fulgte Princip, og Kommissionen har ikke fundet, at der foreligger sådanne.

Forældelse af Forbrydelse skyldes ikke, at Forbryderens Strafskyld skulde være udslettet efter en vis Tids Forløb, men den Betragtning, at Samfundet ikke længere har tilstrækkelig Interesse i at paatale en gammel Strafskyld, hvorved tværtimod let Ulempler kunne opstaa i andre Henseender for det almene eller for Personer, der ikke have noget med Forbrydelsen at gøre. Ud fra dette Synspunkt kan det være naturligt at hjemle Forældelse ved mindre betydelige Lovovertrædelser efter en vis kortere Tids Forløb. Det er overvejende sandsynligt, at det almene ikke har nogen virkelig Interesse i at paatale Handlinger af denne Art, som ikke længere høre til Nutidsbegivenheder. Naar det derimod gælder større Forbrydelser, kan en almindelig Formodning om, hvad Samfundsinteressen kræver med Hensyn til deres Forfølgning, ikke opstilles. At beregne den paa matematisk Grundlag maa jævnlig føre til Resultater, der lidet svarer til de virkelige Forhold, og er derfor i Virkeligheden en rent positiv vilkaarlig Forholdsregel. (…)

Som et vægtigt Argument for den lovfæstede Forældelse anføres, at Bevismaterialet i Tidernes Løb vil undergaa store Forandringer, og at disse Forandringer let ville kunne blive til Skade for den sigtede, idet Tilintetgørelsen af nogle Bevismidler vil kunne udstyre endnu eksisterende Bevismidler med en Beviskraft, som de mulig ikke vilde have haft, hvis de var blevne bedømte i Sammenhæng med de nu forsvundne. Det ses imidlertid ikke rettere, end at dansk Rets Ordning vil være bedre rustet til at tage de i saa Henseende fornødne Hensyn end en Ordning, der absolut paabyder Undersøgelse af de Forhold, der staa i Forbindelse med en Forbrydelse, der kan ligge henimod 20-30 Aar tilbage i Tiden, uden at det muliggøres paa Forhaand at tage i Betragtning, om særlige Hensyn gøre det utilraadeligt eller betænkeligt at foranstalte Undersøgelsen indledet. (…)

Udkastet drager Grænsen for den lovbestemte Forældelse noget videre end den gældende Straffelov, idet den medtager Forbrydelser, som ikke antages at ville medføre højere Straf end Arbejdsfængsel i 1 Aar. Da Udkastet hjemler Anvendelse af betinget Straffedom ved Forbrydelser, der belægges med saadan Straf, og dermed har betegnet slige Lovovertrædelser som mindre betydelige, er det naturligt, at det ogsaa lovfæster Forældelse med Hensyn til disse.”

U II’s forslag svarede til det gennemførte. Af bemærkningerne hertil fremgår bl.a. følgende (side 107-108):

”De Betragtninger, som i Motiverne til K. U., S. 110 anføres til Støtte for at blive staaende ved det hidtil i dansk Ret fulgte Princip, er utvivlsomt ikke uden Berettigelse. Navnlig maa det tiltrædes, at paa den ene Side de meget lange Forældelsesfrister, som man nødvendigvis kommer ind paa, hvor Talen er om grove Forbrydelser, fører til, at Paatale ofte maa finde Sted, hvor Ulemperne herved ubetinget overvejer Samfundets Interesse i Forbrydelsernes Forfølgning, og at det omvendt ikke er uden Betænkelighed ved virkelig grove Forbrydelser ubetinget at udelukke Paatale selv efter en ret lang Tids Forløb. Særlig vil det kunne virke i høj Grad stødende, at den skyldige, der f. Ex. ved Flugt har unddraget sig Forfølgningen, naar han efter Forældelsestidens Udløb vender hjem, ganske ugenert kan prale med sin Forbrydelse, f. Ex. et Drab, sikret mod ethvert Ansvar, noget som man andetsteds skal have haft Eksempler paa. Men disse Betænkeligheder gør sig omvendt ogsaa kun gældende, hvor Talen er om meget grove Forbrydelser og meget lange Forældelsesfrister; og hvorledes Grænsen i saa Henseende bør drages, kan omtvistes og beror væsentlig paa et Skøn. (…) Det synes (…) ubetænkeligt at gaa noget videre [end U I]. De ovenfor anførte Betragtninger taler ganske vist imod at gaa til længere Forældelsesfrister end 10 Aar. Men det synes langt mindre betænkeligt (…) at hjemle en egentlig 10aarig Forældelse for visse mellemsvære Forbrydelser. Denne Vej er nærvær. Forsl. gaaet. (…)

nærvær. Forsl. (…) har ved den 10aarige Forældelse (…) taget Hensyn til Straffens Maksimum, idet Forældelse udelukkes, naar dette overstiger 6 Aars Arbejdsfængsel. Afgørende herved har været paa den ene Side Ønsket om ubetinget at holde de groveste Forbrydelser, forsætligt Manddrab, forsætlig grov Legemsbeskadigelse, Voldtægt, Røveri, Brandstiftelse og lignende almenfarlige Forbrydelser samt Falskmøntneri udenfor den egentlige Forældelse, paa den anden Side Ønsket om at lade Forældelsesreglen omfatte saadanne Forbrydelser, hvor Straffen kan overstige Arbejdsfængsel i 1 Aar, men som dog ved det angivne Maksimum (6 Aar) karakteriseres som hørende til de mindre grove [U III: mellemgrove] Forbrydelser, navnlig de kvalificerede Former af Berigelsesforbrydelser (undtagen Røveri) og de ikke særlig kvalificerede Falskforbrydelser.”

U III’s forslag svarede ligeledes til det gennemførte. Af bemærkningerne hertil fremgår bl.a. følgende (spalte 197-98):

”Forældelse af Statens Ret til at bringe Straf til Anvendelse hviler hovedsagelig paa den Betragtning, at Straf ikke bør anvendes i videre Omfang, end det er nødvendigt, og at Straf som Samfundsmagtens Reaktion mod Lovovertrædelsen efter Omstændighederne ikke er nødvendig, naar en vis længere Tid er forløbet, efter at den strafbare Handling er begaaet, ligesom ogsaa Hensynet til Bevisvanskeligheder kan gøre en Strafforfølgning længe efter Handlingens Foretagelse betænkelig. (…)

Kommissionen er med K. U. 1912 og T. U. enig i, at der ikke bør foreskrives nogen lovbestemt Forældelse ved de groveste Forbrydelser (…). Selv en meget lang Forældelsesfrist vilde kunne medføre, at den skyldige, naar Fristen var udløbet, aabent kunde vedkende sig sin Gerning, uden at der fra Statsmagtens Side kunde skrides ind mod ham. Hvor der er Tale om grove Forbrydelser, Drab, Voldtægt eller lignende, vilde dette kunne være i høj Grad stødende for den almindelige Retsfølelse.

Derimod har man (…) med Hensyn til Forældelse af Adgangen til at gøre Strafansvar gældende foreslaaet Regler, der i Tilslutning til T. U. gaar adskilligt videre end Straffelovens og ligeledes noget videre end de Regler, der er foreslaaet i K. U. 1912.”

1.2.3. Lovændringen i 1967

Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) fik straffelovens § 93, stk. 1, om de almindelige forældelsesfrister og § 94, stk. 1, om det almindelige begyndelsestidspunkt for forældelsen deres nuværende udformning, idet der herved bortses fra nogle senere lovændringer af § 93, stk. 1, nr. 1, for så vidt angår sager, hvor straffen ikke ville overstige bøde.

Lovændringen var med få undtagelser baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse mv. Med lovændringen opnåedes stort set nordisk retsenhed vedrørende forældelse.

Med lovændringen indførtes som noget nyt faste forældelsesregler også for alvorlige forbrydelser, alene med undtagelse af strafbestemmelser med fængsel på livstid i strafferammen. Af Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse mv. fremgår bl.a. følgende om spørgsmålet om forældelse af strafansvar for særlig alvorlige forbrydelser (side 16):

”I fremmed ret er det almindeligt, at forældelse kan ske også for de groveste forbrydelser; dette gælder også i Norge og Sverige samt i Finland (bortset fra visse statsforbrydelser).

Rådet finder det rimeligt, at der også i dansk ret fastsættes forældelsesfrister for sådanne forbrydelser. En sådan ordning synes ud fra principielle synspunkter at have fortrin fremfor den nuværende regel i § 93, stk. 3, der lader forældelsesspørgsmålet for de pågældende forbrydelser bero udelukkende på en konkret administrativ afgørelse. Betænkeligheder ved nyordningen kan vanskeligt tænkes at komme til at foreligge, når forældelsesfristerne bliver så lange som efter udkastet. Man må desuden lægge vægt på, at der ved denne ændring opnås overensstemmelse med ordningen i de andre nordiske lande.”

Straffelovrådets forslag om, at også grove forbrydelser skulle kunne forældes, indeholdt ingen undtagelser og omfattede således også strafbestemmelser med fængsel på livstid i strafferammen. Straffelovrådets forslag om en forældelsesfrist på 25 år for forbrydelser med fængsel indtil på livstid i strafferammen blev dog ikke gennemført. Om dette spørgsmål fremgår følgende af forarbejderne til lovændringen (Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2458):

”Justitsministeriet har (…) fundet det overvejende betænkeligt, at de alvorligste forbrydelser, herunder navnlig grove drabsforbrydelser, (…) efter udløbet af en bestemt tidsfrist skulle være unddraget strafforfølgning.”

Med lovændringen forandredes endvidere principperne for ansvarsforældelse, der hidtil havde ladet forældelsesfristens længde bero på den konkret forskyldte straf, til i stedet som udgangspunkt at bero på forbrydelseskategoriens grovhed, således som denne kommer til udtryk ved strafferammens maksimum. Af Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 fremgår herom bl.a. følgende (side 12-13):

”Det er et almindeligt anerkendt synspunkt, at forældelsesfristens længde bør være afhængig af lovovertrædelsens grovhed. Jo grovere en lovovertrædelse er, desto større behov vil der typisk være for at forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at den er begået, og desto svagere vil de hensyn, der kan tale imod en sådan forfølgning, typisk være.

Derimod kan det efter rådets opfattelse være noget tvivlsomt, hvilket kriterium der bør anvendes som målestok for overtrædelsernes grovhed.

Efter den gældende regel i § 93 beror forældelsesfristens længde som hovedregel på størrelsen af den straf, som i det enkelte tilfælde ville være forskyldt. Den strafferamme, der gælder for lovovertrædelsen, har kun begrænset betydning i § 93, stk. 1, nr. 3, hvorefter forældelsesfristen er 10 år, når straffen for overtrædelsen ville overstige fængsel i 1 år, ”men den højeste for gerningen foreskrevne straf ikke overstiger fængsel i 6 år”.

I modsætning hertil gælder efter finsk, norsk og svensk ret den ordning, der også er almindelig i anden fremmed ret, at forældelsesfristens længde bestemmes af det strafmaksimum, som er fastsat i strafferammen for den pågældende forbrydelse (”strafferammesystemet”).

Såvel i straffelovrådet som i den nordiske strafferetskomité er det indgående drøftet, hvilken af de to ordninger der bør foretrækkes. Af forhandlingerne i den nordiske komité er det fremgået, at man fra finsk, norsk og svensk side finder, at det strafferammesystem, der gælder i disse lande, har virket på tilfredsstillende måde, og at der er ikke uvæsentlige betænkeligheder ved en ordning som den danske, hvorefter fristernes længde beror på størrelsen af den konkret forskyldte straf.

Efter rådets opfattelse må det foretrækkes at ændre den danske straffelovs nuværende regler og indføre en ordning, der – i hvert fald i hovedsagen – bygger på et strafferammesystem.

For en ordning, hvorefter forældelsesfristernes længde bestemmes af den konkret forskyldte straf, kan anføres, at ordningen er den mest konsekvente gennemførelse af det ovenfor anførte hovedsynspunkt, hvorefter den tid, hvori en lovovertrædelse kan forfølges, principalt bør bero på lovovertrædelsens grovhed; ved at tage udgangspunkt i størrelsen af den konkret forskyldte straf opnås en nuanceret vurdering af de enkelte lovovertrædelsers grovhed – i stedet for den grovere gennemsnitsvurdering, som strafferammesystemet er udtryk for.

Denne ordning medfører imidlertid visse åbenbare ulemper. Den tvinger anklagemyndighed og domstole til at foretage en rent hypotetisk strafudmåling alene med henblik på afgørelsen af spørgsmålet om forældelse. Denne fremgangsmåde er ikke alene ”kunstig” (navnlig i sager, hvor der slet ikke er spørgsmål om straf, men om anden retsfølge), men kan også være uheldig ud fra praktiske synspunkter. Det forekommer, at forældelsesspørgsmålet først kan afgøres efter en fuldstændig efterforskning og efter sædvanlig tilvejebringelse af personlige oplysninger om lovovertræderen, eventuelt først efter domstolsbehandling i flere instanser. Herved bliver forældelsesinstituttets formål tildels forskertset; retsmyndighederne bliver ikke sparet for arbejde, og den sigtede opnår først påtaleundladelse eller frifindelse efter en måske meget byrdefuld proces, der kan have haft lignende menneskelige og sociale skadevirkninger for ham som en domfældelse.

Disse ulemper undgås i hovedsagen (men ikke fuldt ud ...), når strafferammesystemet anvendes. Spørgsmålet om forældelse kan da i almindelighed afgøres på en enkel måde, når sigtelsen er fastlagt. Dette system giver desuden – hvad der næppe helt bør bortses fra – lovovertræderen bedre mulighed for at skaffe sig klarhed over, om overtrædelsen er forældet.

Indvendingen mod denne ordning er, at forældelsesfristerne bliver mere groft tilskårne end efter de gældende regler. Strafferammerne er udformet uden henblik på forældelsesspørgsmålet og giver kun et ret unuanceret udtryk for grovheden af de overtrædelser, rammen omfatter. Undertiden vil forholdet være det, at strafferammens omfang har liden relation til overtrædelsernes typiske grovhed, men er udformet med henblik på at sikre, at en tilstrækkelig høj straf vil kun[ne] idømmes for visse forholdsvis sjældent forekomne, atypiske overtrædelser; og det kan være ret tilfældigt, om man vælger at opdele en kategori af overtrædelser i to grupper med hver sin ramme eller undergiver hele kategorien en fælles ramme.

Selv om denne indvending ingenlunde er uvæsentlig, er det dog rådets opfattelse, at den ikke har en sådan vægt over for strafferammesystemets fortrin – som er omtalt ovenfor – at man bør afstå fra at søge dette system indført som grundlag for bestemmelsen af forældelsesfristernes længde.

Det må tages i betragtning, at enhver forældelsesordning – også den, der lader forældelsesfristens længde bero på størrelsen af den konkret forskyldte straf – må bygge på forholdsvis groft tilskårne regler; dette følger allerede af, at der nødvendigvis må arbejdes med ret få forældelsesfrister, og dermed også med meget betydelige ”spring” mellem fristerne. Betænkelighederne herved er imidlertid begrænsede, når anklagemyndigheden har en adgang til at frafalde tiltale som den, der er hjemlet i den danske retsplejelov. Den omstændighed, at der er hengået lang tid, siden en lovovertrædelse blev begået, er – uafhængigt af forældelsesreglerne – et væsentligt moment ved afgørelsen af tiltalespørgsmålet. Forældelsesordningen får for så vidt alene karakter af en rammeordning, der angiver de yderste tidsmæssige grænser for tiltalerejsning og domfældelse.

Hertil kommer, at det efter de stedfundne forhandlinger i den nordiske strafferetskomité må antages, at man fra finsk, norsk og svensk side vil fastholde strafferammesystemet. En ændring af den danske straffelov i overensstemmelse med dette system må således antages at være en forudsætning for, at de nordiske landes regler kan blive ensartede på dette principielle punkt. Efter rådets opfattelse må der – på baggrund af de synspunkter, der ligger til grund for den nordiske strafferetskomités nedsættelse og arbejde – lægges megen betydelig vægt på, at en sådan ensartethed tilvejebringes.”

1.2.4. Lovændringen i 1997

Ved lov nr. 349 af 23. maj 1997 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven (Styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser mv.) blev forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, om samleje med adoptivbarn, stedbarn og plejebarn mv. forlænget til 10 år.

Om baggrunden for lovændringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3175-76):

”[rigsadvokaten har anført], at seksuelt misbrug af børn i familien ofte er længerevarende, og at anmeldelse ofte modtages lang tid efter gerningstidspunktet. Forskellen i forældelsesfristen har derfor en betydelig indflydelse på tiltalerejsningen i sager vedrørende adoptivbørn, stedbørn og plejebørn, idet et ikke uvæsentligt gerningstidsrum mellem barnets fyldte 15. og 18. år ofte vil være forældet.

Som eksempel på forældelsesfristens betydning omtaler rigsadvokaten en sag fra 1994. I denne sag henvendte en steddatter, der var født i 1970, sig i 1992 til politiet og forklarede, at hendes stedfar havde haft samleje med hende, inden hun fyldte 15 år, og var fortsat hermed til hun fyldte 21 år. Steddatteren havde i 1987 fået et barn, som stedfaderen var far til.

Med hensyn til forholdene efter, at steddatteren var fyldt 15 år, kunne der som følge af den 5-årige forældelse alene rejses tiltale for seksuelle forhold, der havde fundet sted i indtil 5 år, før forældelsen blev afbrudt i 1992. Det indebar navnlig, at seksuelle forhold i den periode, hvor steddatterens barn blev undfanget, ikke kunne straffes, og at det derfor var udelukket som strafskærpende omstændighed at gøre gældende, at steddatteren var blevet gravid som følge af forholdet.

Rigsadvokaten har på den baggrund foreslået, at straffelovens § 93 ændres, således at samleje eller anden kønslig omgængelse med et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn, der er 15-18 år – ligesom det er tilfældet med hensyn til bl.a. incestsager – undergives en 10-årig forældelse. (…)

Justitsministeriet er (…) enig med rigsadvokaten i, at det bør sikres, at der i sager vedrørende adoptivbørn, stedbørn og plejebørn ikke sker forældelse på et så tidligt tidspunkt, at forhold begået mellem barnets fyldte 15. og 18. år ikke kan straffes eller tages i betragtning ved straffastsættelsen.

Det foreslås derfor, at straffelovens § 93 ændres, således at samleje eller anden kønslig omgængelse med et adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn i alderen 15-18 år – ligesom det er tilfældet med bl.a. incestsager – undergives en 10-årig forældelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriet har overvejet, om problemerne med hensyn til forældelse i disse sager i stedet burde løses ved en forhøjelse af strafferammen i § 223, der er 4 år, til 6 år. En sådan ændring ville medføre en 10-årig forældelsesfrist.

Justitsministeriet har imidlertid ikke ment nu at burde foreslå en sådan ændring. Det skyldes bl.a., at § 223, stk. 1, kun anvendes som eneste straffebestemmelse i de tilfælde, hvor barnet er fyldt 15 år. Er barnet yngre, anvendes bestemmelsen i straffel[o]vens § 222, der har strafferammer på 6 og 10 år. En forhøjelse af strafferammen for forhold mellem 15-18 årige og stedforældre eller adoptivforældre, vil således kunne medføre højere straffe i disse sager. Det kan i den forbindelse nævnes, at Straffelovrådet i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse har foreslået, at strafmaksimum i § 223, stk. 1, nedsættes til 2 år, jf. betænkningen side 174.”

1.2.5. Lovændringen i 1999

Ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution mv. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år) indsattes straffelovens § 223 a om dengang samleje som kunde med en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution. (§ 223 a blev ved lov nr. lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.) udvidet til generelt at omfatte samleje som kunde mod betaling eller løfte om betaling med en person under 18 år, uanset om den pågældende helt eller delvis ernærer sig ved prostitution).

Det anføres kort i forarbejderne til lovændringen i 1999, at Justitsministeriet finder, at der ikke er behov for at udvide forældelsesfristen for strafansvaret fra 5 til 10 år ligesom for overtrædelser af straffelovens § 223, stk. 1 (jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 935).

1.2.6. Lovændringen i 2000

Ved lov nr. 441 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrket indsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning) indførtes reglen i straffelovens § 94, stk. 4, om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til den dag, forurerettede fylder 18 år, i sager om seksuelt misbrug af børn mv. Før denne lovændring anvendtes også i sådanne sager den almindelige regel i § 94, stk. 1, hvorefter forældelsesfristen regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed er ophørt.

Om baggrunden for lovændringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 7788-91):

”Børnerådet har i en henvendelse til justitsministeren af 20. august 1999 opfordret til, at forældelsesreglerne i straffeloven ændres, således at forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn først løber fra det tidspunkt, hvor barnet fylder 18 år og dermed er myndigt.

Børnerådet har som begrundelse for opfordringen nærmere anført, at seksuelt misbrug af et barn udgør en fundamental trussel mod barnets tilværelse, og at det særligt er tilfældet, når overgrebet foretages af et familiemedlem eller anden nærtstående person. I de tilfælde kan barnet være afskåret fra hjælp fra den nære familie, og barnet er ofte ikke i stand til at søge bistand hos andre voksne eller myndigheder.

Børnerådet nævner i den forbindelse, at det er et typisk og velkendt forløb, at barnet længe efter og måske først som voksen er i stand til at erkende og beskrive de overgreb, som personen i barnealderen har været udsat for. Børnerådet peger samtidig på, at strafferetlig forfølgning efter de gældende forældelsesregler normalt kun kan gennemføres, hvis barnet få år efter, at det er flyttet hjemmefra eller måske endda inden, er blevet så afklaret, at barnet er i stand til at anmelde den pågældende nærtstående for en meget alvorlig forbrydelse. Dette vil efter Børnerådets opfattelse i mange tilfælde være illusorisk.

Det er derfor Børnerådets konklusion, at børn, der bliver misbrugt af nærtstående, reelt ikke har nogen mulighed for at få oprejsning over for misbrugeren, medmindre andre voksne bliver opmærksomme på forholdet og griber ind. Børnerådet foreslår på den baggrund, at straffeloven ændres, således at forældelsesfristen i sager om misbrug af børn først regnes, fra barnet fylder 18 år.

Det er Børnerådets vurdering, at misbrugte børn derved som voksne får en chance for at gøre op med misbruget, og at en domstolsafgørelse og en eventuel erstatning fra gerningsmanden vil give ofret en bedre mulighed for at gennemføre en behandling. (…)

Børnerådets forslag indebærer, at personer, der som børn har været udsat for seksuelt misbrug af en nærtstående voksen, sikres muligheden for som voksen at reagere over for dette misbrug, uden at forældelsesreglerne udelukker muligheden for strafferetlig forfølgning.

Bedømmelsen af, hvilke regler om forældelse der bør gælde for strafansvar, beror på en afvejning af flere generelle hensyn. Samfundets interesse i at gennemføre strafforfølgning svækkes, når der går længere tid, efter at overtrædelsen blev begået. Ved ”gamle” lovovertrædelser vil generalpræventive hensyn ikke i almindelighed nødvendiggøre, at sådanne forhold konsekvent forfølges. Der gør sig også nogle praktiske processuelle hensyn gældende. Det er vanskeligt at klarlægge de faktiske omstændigheder i en sag, hvis forholdet er begået for lang tid siden.

Justitsministeriet finder, at der kan anføres væsentlige grunde til støtte for at indføre en særlig regel om forældelse af strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn, jf. nærmere ovenfor (…).

Samtidig må det dog tages i betragtning, at de bevismæssige vanskeligheder, som kan forekomme, når retsforfølgning rettes mod forbrydelser, der er begået for lang tid siden, kan være meget betydelige. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor der ikke er tekniske beviser – f.eks. i form af lægeerklæringer om skader eller spor af blod mv. – men hvor beviserne i det væsentlige eller udelukkende består af vidneforklaringen fra ofret. Det skal i den forbindelse fremhæves, at en ændring af forældelsesreglerne ikke samtidig indebærer en ændring af kravene til bevisernes styrke. Det må derfor forudses, at der ved indførelse af en længere forældelsesfrist i sager om seksuelt misbrug af børn vil være en del sager, der tidligere måtte opgives, fordi strafansvaret var forældet, som alligevel ikke kan gennemføres til domfældelse – medmindre den sigtede tilstår – fordi der ikke foreligger tilstrækkelige beviser.

Justitsministeriet har fundet det rigtigst at udforme forslaget således, at den særlige udvidelse af forældelsesfristen omfatter alle de bestemmelser vedrørende seksuelt misbrug, hvor et barn som offer på grund af et nært forhold eller et på anden måde særligt forhold til misbrugeren kan føle sig presset til at hemmeligholde misbruget. Den særlige udvidelse af forældelsesfristen er således ikke begrænset til sager om incest, jf. straffelovens § 210 om samleje mv. med en slægtning i nedstigende linie, broder eller søster (straf: fængsel indtil 6/2 år), og stedbarnsincest mv., jf. straffelovens § 223, stk. 1, om samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse (straf: fængsel indtil 4 år).

Når forslaget ikke er begrænset til sager om overtrædelse af § 210 eller § 223, stk. 1, skyldes det, at der i alle tilfælde, hvor der er tale om en form for seksuelt misbrug af børn, kan være en sådan forbindelse mellem gerningsmand og offer, at barnet af den grund søger at holde forholdet skjult.

Det kan være tilfældet ved overtrædelse af straffelovens §§ 218-220, hvor der efter bestemmelsernes beskrivelse af gerningsindholdet er en form for afhængighedsforhold mellem gerningsmanden og den forurettede. § 218 angår gerningsmandens udnyttelse af en persons sindssygdom, mentale retardering eller tilstand i øvrigt til at skaffe sig samleje uden for ægteskab med den pågældende (straf: fængsel indtil 4 år). § 219 angår den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen (straf: fængsel indtil 4 år). § 220 vedrører groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed for derved at skaffe sig samleje uden for ægteskab med den pågældende (straf: fængsel indtil 3 år).

Ved overtrædelse af straffelovens § 216 om voldtægt (straf: fængsel indtil 6/10 år), § 217 om samleje ved anden ulovlig tvang end vold og trussel om vold (straf: fængsel indtil 4 år), § 222 om samleje med barn under 15 år (straf: fængsel indtil 6/10 år) og § 223, stk. 2, om den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje (straf: fængsel indtil 4 år), vil gerningsmanden og barnet kunne være fremmede for hinanden. Men bestemmelserne bringes også i anvendelse i tilfælde, hvor der består et sådant andet særligt forhold mellem de involverede, at barnet af den grund kan føle sig afskåret fra at betro sig til nogen, uden at forholdet er omfattet af straffelovens §§ 210 og 223, stk. 1.

Justitsministeriet foreslår derfor, at forældelse af strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn efter alle de nævnte bestemmelser først begynder at løbe, når barnet fylder 18 år. Den særlige regel bør ikke kun gælde ved samlejeforhold, men også ved anden kønslig omgængelse end samleje (§ 224) og ved homoseksuelle forhold (§ 225).

Derimod findes der ikke anledning til at lade den særlige udvidelse af forældelsesfristen omfatte overtrædelser af straffelovens § 221 om den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden (straf: fængsel indtil 6 år). Det samme gælder straffelovens § 223 a om som kunde at have samleje med en person under 18 år, der helt eller delvist ernærer sig ved prostitution (straf: fængsel indtil 2 år). For så vidt angår den sidstnævnte bestemmelse kan der i den forbindelse henvises til, at det i forarbejderne til bestemmelsen – der er indsat i straffeloven ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 – er anført, at der ikke er behov for at udvide forældelses-fristen for strafansvaret fra 5 til 10 år ligesom for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, jf. herved straffelovens § 93, stk. 3 (…).

Lovforslaget indebærer, at sager om incest (§ 210, stk. 1), voldtægt (§ 216), samleje med børn under 15 år (§ 222) og stedbarnsincest mv. (§ 223, stk. 1) tid-ligst kan blive forældet, når ofret er fyldt 28 år. Sager om incest mellem søskende (§ 210, stk. 2), ulovlig tvang (§ 217), udnyttelse af ofrets sindssygdom mv. (§ 218), ansattes samleje med personer optaget i institution (§ 219), groft misbrug af afhængighed (§ 220) og groft misbrug af alder og erfaring (§ 223, stk. 2) kan tidligst blive forældet, når ofret er fyldt 23 år.”

1.2.7. Lovændringen i 2003

Ved lov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.) blev § 94, stk. 4, om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år udvidet til også at omfatte menneskehandel af en person under 18 år, jf. straffelovens § 262 a, stk. 2.

Om baggrunden for ændringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 2621):

”Efter artikel 8, stk. 6, i rammeafgørelsen [om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi] skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger, der muliggør retsforfølgning af de groveste overtrædelser omfattet af artikel 2 i rammeafgørelsen (menneskehandel, seksuel udnyttelse mv.), efter at barnet har nået myndighedsalderen.

Efter straffelovens § 94, stk. 4, regnes forældelsesfristen i sager om overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216 (voldtægt), § 222 (samleje med et barn under 15 år) og § 223 (samleje med adoptivbarn mv.) tidligst fra den dag, den forurettede fylder 18 år (…).

Som det fremgår ovenfor (…), omfatter artikel 2 også forhold, der efter dansk ret vil være omfattet af straffelovens § 262 a om menneskehandel. Den udvidede forældelsesfrist i § 94, stk. 4, omfatter imidlertid ikke sager om menneskehandel, hvor et barn er offer. Det er Justitsministeriets opfattelse, at hensynene bag den udvidede forældelsesfrist tillige gør sig gældende i sager, hvor en person under 18 år er offer for menneskehandel med henblik på udnyttelse ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af organer.

Justitsministeriet finder derfor, at den udvidede forældelsesfrist efter § 94, stk. 4, tillige bør omfatte menneskehandel, hvor et barn er offer. Det foreslås derfor, at der i § 94, stk. 4, 1. pkt., indsættes en henvisning til § 262 a, stk. 2.

Det er herefter Justitsministeriets opfattelse, at forpligtelsen i rammeafgørelsens artikel 8, stk. 6, er opfyldt.”

1.2.8. Lovændringen i 2005

Ved lov nr. 364 af 24. maj 2005 om ændring af straffeloven (Forældelse, skærpelse af straffen for falske afsonere mv.) blev der indsat en ny bestemmelse i straffelovens § 93 a, hvorefter forældelse ikke indtræder, når en forbrydelse er omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken strafansvaret er uforældeligt.

Bestemmelsens forarbejder henviser i den forbindelse til statutten for Den Internationale Straffedomstol og til Genevekonventionerne, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål side 49 og 97.

Straffelovens § 93 a har på denne baggrund i praksis betydning for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Bestemmelsen har dog ikke nogen selvstændig betydning, i det omfang sådanne forbrydelser er uforældelige, allerede fordi fængsel indtil på livstid indgår i strafferammen.

1.2.9. Lovændringen i 2008

Ved lov nr. 494 af 17. juni 2008 om ændring af straffeloven og militær straffelov (Strafskærpelse for tortur) blev der indsat en ny bestemmelse i straffelovens § 93 b, hvorefter forældelse ikke indtræder, når en lovovertrædelse er omfattet af straffelovens § 157 a om overtrædelse af straffeloven begået ved tortur. Ved samme lovændring blev der indsat en tilsvarende bestemmelse i militær straffelovs § 10 a om overtrædelse af militær straffelov begået ved tortur.

Disse bestemmelser om uforældelighed var ikke medtaget i det oprindelige lovforslag, som byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004 om en torturbestemmelse i straffeloven. Af betænkningen fremgår om spørgsmålet om forældelse bl.a. følgende (side 79-81):

”Straffelovrådet finder, at de eksisterende strafferammer – også hvor lovovertrædelsen er begået ved tortur – er passende til at afspejle, at samfundet ser med meget stor alvor på torturhandlinger (…). Straffelovrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at de allerede gældende strafferammer i f.eks. straffelovens bestemmelser om legemskrænkelser, forbrydelser mod den personlige frihed, trusler og forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv er fastlagt også under hensyn til, at torturhandlinger vil skulle straffes efter disse bestemmelser. Straffelovrådet finder i forlængelse heraf, at der heller ikke af hensyn til forbrydelsens grovhed er behov for at indsætte en særlig forlænget forældelsesfrist for tortur, idet de gældende frister således også i forældelsesmæssig henseende må anses for passende. (…)

Straffelovrådet har herefter overvejet, om hensynet til retshåndhævelsens effektivitet kan begrunde en forlænget forældelsesfrist for tortur.

Der kan i den forbindelse peges på, at der har været sat spørgsmålstegn ved, om de gældende forældelsesfrister er for korte i relation til torturhandlinger. Spørgsmålet har været rejst i forbindelse med torturhandlinger begået i udlandet. (…)

Det er efter Straffelovrådets opfattelse vigtigt, at forældelsesreglerne ikke udgør en hindring for den effektive retshåndhævelse af sager om tortur. Straffelovrådet finder imidlertid, at der ikke heri er grundlag for at indsætte en forlænget forældelsesfrist for torturhandlinger.

Straffelovrådet har herved lagt vægt på, at forældelsesfristen i almindelighed vil være mindst 10 år. Straffelovrådet har endvidere lagt vægt på, at det alene er en lille del af de sager, som har været efterforsket af Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, der er afsluttet på grund af forældelse, og hvor der allerede derfor ikke har været grundlag for at undersøge til bunds, om der i øvrigt ville have været tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at rejse tiltale. (…)

Torturhandlinger begået i udlandet vil ofte være forbundet med særlige opdagelsesvanskeligheder, der gør, at de først opdages sent. De bevisproblemer, der knytter sig til torturhandlinger begået i udlandet, vil endvidere ofte være så betydelige, at de allerede af den grund ikke vil kunne gennemføres til domfældelse her i landet. Der er således efter Straffelovrådets opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at en forlængelse af forældelsesfristen i praksis ville få nævneværdig betydning i relation til sådanne sager.”

Begrundelsen for det ændringsforslag om uforældelighed, der blev vedtaget under lovforslagets behandling i Folketinget, fremgår af justitsministerens besvarelse den 7. maj 2008 af Retsudvalgets spørgsmål nr. 5 vedrørende lovforslaget:

”De almindelige strafferetlige forældelsesregler er generelt begrundet i og udformet ud fra en afvejning af en række forskellige hensyn. Det indgår bl.a. i denne afvejning, at straffens nyttevirkninger i almindelighed taber i styrke, efterhånden som tiden går, mens hensyn, der taler imod forfølgning og straffuldbyrdelse, træder tydeligere frem. De almenpræventive formål og det straffebehov, der kan antages at være begrundet i retsfølelsen, må endvidere i mange sager antages at afsvækkes med tiden. Hertil kommer, at der efterhånden som tiden går i almindelighed vil opstå en række bevisvanskeligheder. Forældelsesregler medvirker således til at sikre, at politiet og retssystemet i øvrigt ikke skal bruge efter omstændighederne betydelige ressourcer på at efterforske og behandle mulige strafbare forhold begået for lang tid siden, og hvor det som følge af den forløbne tid vil være vanskeligt at tilvejebringe det tilstrækkelige bevismæssige grundlag for domfældelse i en straffesag. Hermed undgås også, at den forurettede eventuelt vil skulle igennem en strafferetlig efterforskning i sager, hvor der som følge af den forløbne tid viser sig at være sådanne bevisproblemer, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale, eller at den tiltalte bliver frifundet.

Som det fremgår af pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, forældes strafansvaret for torturhandlinger i dag som udgangspunkt efter de almindelige forældelsesregler i straffeloven. Det betyder, at forældelsesfristen som udgangspunkt afhænger af, hvilket strafmaksimum der gælder for den pågældende forbrydelse, jf. straffelovens § 93. For mindre grove forbrydelser gælder en lavere strafferamme og en kortere forældelsesfrist end for de grovere forbrydelser. Forbrydelser med fængsel indtil på livstid i strafferammen – som f.eks. drab – forældes ikke. Det samme gælder for forbrydelser, der er omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, som Danmark har tiltrådt, hvis det følger af overenskomsten, at strafansvaret skal være uforældeligt, jf. straffelovens § 93 a. Statutten for Den Internationale Straffedomstol indeholder en sådan bestemmelse om uforældelighed, og derfor forældes torturhandlinger, som har karakter af en forbrydelse mod menneskeheden eller en krigsforbrydelse, der er omfattet af statutten, ikke efter dansk ret.

Som anført i lovforslagets bemærkninger er lovforslaget også på dette punkt udformet i overensstemmelse med Straffelovrådets lovudkast. Rådet har om forældelsesspørgsmålet bl.a. anført, at forældelsesfristers længde også, når der er tale om tortur, bør være afhængig af den pågældende lovovertrædelses grovhed, og tortur kan udøves under mange forskellige former med meget varierende grovhed og kan være omfattet af en række forskellige bestemmelser i straffeloven. Endvidere vil forældelsesfristen for torturhandlinger i de fleste tilfælde være lang – 10 år eller mere – og forældelsesfristen afbrydes allerede, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for lovovertrædelsen.

Straffelovrådet anfører, at der desuden knytter sig en række bevisproblemer til torturhandlinger begået i udlandet, som ofte vil være så betydelige, at en forlængelse af forældelsesfristen næppe vil få nævneværdig betydning for muligheden for at gennemføre sådanne sager til domfældelse.

Det ovenfor anførte er baggrunden for, at lovforslaget er udformet således, at der ikke indføres særlige forældelsesregler for forbrydelser, som begås under anvendelse af tortur.

Det kan på den anden side anføres, at der meget bredt i det internationale samfund er enighed om at stå sammen om bekæmpelsen af tortur uanset dens nærmere form. Det kan også anføres, at der gør sig det særlige gældende, at tortur begået i udlandet i praksis ofte først vil kunne efterforskes, når et undertrykkende regime er brudt sammen eller en vis stabilitet er opnået i det pågældende land. I sådanne sager vil det efter omstændighederne først meget lang tid efter, at torturen er begået, være muligt at indlede en relevant efterforskning, og det kan ikke på forhånd udelukkes, at det i enkelte sager vil være muligt at etablere det fornødne bevismæssige grundlag for at rejse tiltale.

Ud fra en samlet afvejning af de forskellige hensyn og i lyset af de politiske tilkendegivelser i forbindelse med behandlingen af lovforslaget agter jeg at fremsætte et ændringsforslag, som indebærer, at strafansvaret for torturhandlinger omfattet af den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse ikke forældes.”

1.2.10. Lovændringen i 2009

Lovændringen indebar, at reglen om, at forældeldesfristen tidligst begynder at løbe, når forurettede er fyldt 18 år, blev udvidet til også at omfatte overtrædelser af § 223 a om samleje mod betaling med en person under 18 år, § 228 om rufferi, § 229, stk. 1, om mellemmandsvirksomhed eller udnyttelse ved prostitution, og § 235 a, stk. 1, om medvirken til eller udnyttelse af, at en person under 18 deltager i en forestilling med utugtig optræden.

Lovændringen havde til formål at muliggøre Danmarks tiltræden af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.

Om baggrunden for lovændringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 2451):

”Efter konventionens artikel 33 skal medlemsstaterne sikre, at forældelsesfristen for bl.a. tilfælde af seksuelt misbrug af børn, børneprostitution, rekruttering eller udnyttelse af børn til pornografiske forestillinger og fremstilling af børnepornografisk materiale gør det muligt at indlede retsforfølgning, efter at ofret er blevet myndigt. Endvidere skal fristen stå i rimeligt forhold til grovheden af den forbrydelse, der er tale om (…)

De forhold, som er omfattet af konventionens artikel 18 (om seksuelt misbrug af børn), må (…) efter Justitsministeriets opfattelse anses for omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 94, stk. 4.

Konventionens artikel 19 om forskellige forhold vedrørende børneprostitution mv. må anses for opfyldt bl.a. ved straffelovens § 223 a om den, der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år, § 228 om rufferi mv. og § 229, stk. 1 (alfonseri), om den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, samt straffelovens § 262 a, stk. 2, nr. 1, om menneskehandel.

Straffelovens § 94, stk. 4, omfatter i dag ikke bestemmelserne i straffelovens §§ 223 a, 228 og 229, stk. 1, og med henblik på at opfylde konventionens artikel 33 foreslås det på denne baggrund, at disse bestemmelser tilføjes til opregningen i straffelovens § 94, stk. 4. Det samme gælder den foreslåede nye bestemmelse om rekruttering mv. af børn til at deltage i pornografiske forestillinger, jf. forslaget til straffelovens § 235 a, stk. 1”

1.2.11. Sammenfatning

For så vidt angår seksuelt misbrug af børn kan hovedtræk af udviklingen i forældelsesfristernes længde siden den principielle lovændring i 1967 sammenfattes på følgende måde set i forhold til forurettedes alder på gerningstidspunktet:

	Under 12 år (§ 222, stk. 2)	12-14 år (§ 222, stk. 1)	15-17 år (§ 223, stk. 1)
1967-1972	15 år	10 år	5 år
1972-1997	10 år		5 år
1997-2002	10 år		10 år
2002-	15 år		10 år

Når dette sammenholdes med, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt den 1. juli 2000 blev ændret fra ophøret af den strafbare virksomhed til forurettedes fyldte 18. år, kan forældelsens indtræden sammenfattes på følgende måde set i forhold til gerningstidspunktet og forurettedes alder på gerningstidspunktet:

	Under 12 år (§ 222, stk. 2)	12-14 år (§ 222, stk. 1)	15-17 år (§ 223, stk. 1)
1967-1990	10 år efter gerningstidspunktet		5 år efter gerningstidspunktet
1990-1992	forurettedes fyldte 33. år	forurettedes fyldte 28. år	5 år efter gerningstidspunktet
1992-	forurettedes fyldte 33. år	forurettedes fyldte 28. år	forurettedes fyldte 28. år

Skæringstidspunktet i 1990 var den 1. juli (fordi lovændringen i 2000 som nævnt trådte i kraft den 1. juli) og i 1992 den 1. juni (fordi lovændringen i 1997 trådte i kraft den 1. juni). Det bemærkes herved, at det af lovændringen i 2000 udtrykkeligt fremgik, at de nye (forlængede) forældelsesfrister også fandt anvendelse på forhold begået før lovændringen, når forældelse efter de hidtil gældende regler ikke var indtrådt før lovændringen, og at der i retspraksis (jf. TfK 2011.988 V) er anlagt en tilsvarende fortolkning af den ændring af forældelsesfristens længde, som fulgte af ændringen i 2002 af strafferammen i § 222, stk. 2.

Til illustration kan nævnes sagen TfK 2011.988 V, hvor et barn under 12 år var blevet seksuelt misbrugt i perioden 1985-1993. Eftersom den strafbare virksomhed var ophørt efter den 1. juli 1990, var forholdet ikke forældet, da gerningsmanden blev sigtet for forbrydelsen i april 2010, hvor forurettede var 28 år.

2. Tidligere overvejelser

Der sondres i strafferetten mellem ansvarsforældelse (eller påtaleforældelse) og strafforældelse (domsforældelse). Ansvarsforældelse (påtaleforældelse) udelukker, at strafansvar pålægges for en endnu ikke pådømt forbrydelse. Strafforældelse (domsforældelse) afskærer adgangen til at fuldbyrde en allerede idømt straf.

De to former for forældelse har i hovedsagen samme begrundelse, jf. Knud Waaben, Strafferettens almindelige del I – Ansvarslæren, 4. udg. side 97-98 (citeret efter Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmålside 15-16):

”Det er en gammel erfaring at retfærdigheden virker bedst når den kommer hurtigt. Straffens nyttevirkninger vil i almindelighed tabe i styrke efterhånden som tiden går, medens hensyn der taler imod forfølgning og straffuldbyrdelse vil træde tydeligere frem. De almenpræventive formål og det mere spontane, i retsfølelsen bundende straffebehov afsvækkes. Over for den der senere har holdt sig fri af kriminalitet vil straf efter lang tids forløb let komme til at virke med en uforholdsmæssig hårdhed og savne individualpræventiv mening, ikke mindst hvis hans livsforhold har ændret sig i positiv retning. Nogle af de nævnte hensyn gør sig ikke gældende med fuld styrke når det drejer sig om personer der senere har begået ny kriminalitet, og noget kunne efter omstændighederne tale for at også et ældre regnskab kan gøres op i forbindelse med ny kriminalitet. Men det gør dog udformningen af forældelsesreglerne meget lettere at reglerne gælder generelt i forhold til den enkelte forbrydelse eller dom. For de senest begåede forhold vil der jo være pådraget et strafansvar som gør det mindre betænkeligt at se bort fra ældre forhold.

Ud over det anførte kan der også peges på en forskel mellem forældelse af idømt straf og forældelse af påtale og ansvar. I forbindelse med strafforældelse drejer det sig om sager der er gennemført til dom på normal måde; retfærdigheden er for så vidt sket fyldest, og spørgsmålet er alene om den forløbne tid tillader at man giver afkald på straffens fuldbyrdelse. Det kan desuden skyldes myndighedernes forhold at fuldbyrdelsen ikke er sket. Med hensyn til den ikke pådømte kriminalitet hører det til forældelsens begrundelse at man herved kan overvinde vanskeligheder med bevisførelse efter længere tids forløb. Vel kan det siges at sådanne vanskeligheder også uden forældelsesregler hyppigt ville virke til gunst for gerningsmanden, da anklagemyndigheden jo har bevisbyrden. Men det har dog klare fordele at forældelsesregler generelt sætter en grænse for arbejdet med gamle sager, og der kunne i øvrigt forekomme situationer hvor man uden forældelsesregler ville se den sigtede gå glip af muligheden for at føre modbeviser.”

Jf. endvidere Vagn Greve, Nye forældelsesregler, Juristen 2003 side 107 (citeret efter betænkning nr. 1441/2004 side 16):

”Begrundelsen for forældelsesreglerne må selvsagt søges i den almindelige ideologi bag straffesystemet. 1960ernes strafferet var med hensyn til samfundssynet udtryk for en brydning mellem retsstatslige og socialstatslige samfundssyn, og med hensyn til synet på straffens formål for en brydning mellem det individualpræventive og det almenpræventive. Siden da er der foregået en række ændringer i straffesystemets grundlag. For det 1ste har menneskeretssynspunkter fået en klart øget vægt i den retspolitiske debat og i tolkningen af lovgivning m.m. For det 2det betones offerets ”krav” på, at gerningspersonen bliver straffet, hyppigt. For det 3dje bruger politikerne ikke længere det strafferetlige system alene som et middel til at forebygge uønskede handlinger; det anvendes som et kommunikationsmiddel for markeringer af værdier og for markeringer af politisk handlekraft. Det er underordnet, om man kan lide disse tendenser, eller om man tager afstand fra dem. De er en del af det kriminalpolitiske klima, som man må tage i betragtning – som støtte eller som modstand – når man plæderer for ændringer.”

De synspunkter, der begrunder reglerne om forældelse, har også betydning for straffastsættelsen, jf. straffelovens § 82, nr. 13 og 14, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden (nr. 13), og at der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelsen af den sædvanlige straf er unødvendig (nr. 14).

Af Straffelovrådets betænkning nr. 1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål fremgår bl.a. følgende (side 48):

”Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at forældelsesfristens længde bør være afhængig af lovovertrædelsens grovhed. Jo grovere en lovovertrædelse er, desto større behov vil der typisk være for at forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at den er begået, og desto svagere vil de hensyn, der kan tale imod en sådan forfølgning, typisk være”

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Efter artikel 8, stk. 6, i Rådets rammeafgørelser nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater forpligtet til at muliggøre retsforfølgning i overensstemmelse med national ret af ”i det mindste de groveste af de lovovertrædelser”, der er omhandlet i artikel 2, efter at offeret har nået myndighedsalderen.

De lovovertrædelser, der omhandlet i rammeafgørelsens artikel 2, er at tvinge et barn til at deltage i prostitution eller pornografiske optrin, drage fordel af eller på anden måde udnytte et barn til prostitution eller pornografiske optrin eller hverve et barn til at deltage i prostitution eller pornografiske optrin, samt at have seksuelt forhold til et barn, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, betales for barnets deltagelse, eller hvor der er tale om misbrug af en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a.

Efter direktivets artikel 15, stk. 2, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at sikre, at der kan ske retsforfølgning for en række nærmere opregnede forbrydelse i en tilstrækkelig lang periode efter, at offeret har nået myndighedsalderen, i et omfang svarende til den pågældende lovovertrædelses grovhed.

De forbrydelser, der henvises til i artikel 15, stk. 2, er følgende:

lade et barn under den seksuelle lavalder overvære seksuelle aktiviteter, - seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder,
seksuelt forhold til et barn, hvor en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet misbruges, eller hvor et særligt værgeløst barns situation misbruges, navnlig som følge af et psykisk eller fysisk handicap eller en afhængighedssituation,
seksuelt forhold til et barn, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler,
tvinge et barn til seksuelt forhold til tredjemand ved hjælp af tvang, magt eller trusler,
rekruttering eller udnyttelse af, at et barn deltager i prostitution eller pornografisk optræden,
seksuelt forhold til et barn mod betaling eller løfte herom og
fremstilling af børnepornografi (vedrørende et virkeligt barn).

I artikel 15, stk. 2, henvises derimod ikke til følgende forbrydelser:

overvære pornografisk optræden, hvori der deltager et barn og
besiddelse mv. og udbredelse af børnepornografi.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.3. Efter artikel 33 i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kontraherende stater sikre, at forældelsesfristen for en række nærmere opregnede forbrydelser fortsat løber i et tidsrum, der er langt nok til at tillade effektiv iværksættelse af retslige skridt, efter at offeret er blevet myndigt, og som står i rimeligt forhold til grovheden af den pågældende forbrydelse.

De forbrydelser, der henvises til i artikel 33, er følgende:

seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder,
seksuelt forhold til et barn, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler,
seksuelt forhold til et barn, hvor der sker misbrug af et tillidsforhold til, autoritet over eller indflydelse på barnet, herunder inden for familiens rammer,
seksuelt forhold til et barn, hvor der sker misbrug af barnets særligt sårbare situation, særligt på grund af barnets psykiske eller fysiske handicap eller afhængighedsforhold, og
rekruttere et barn til prostitution eller til at deltage i en pornografisk forestilling, få et barn til at deltage i prostitution eller en pornografisk forestilling eller tjene på eller på anden måde udnytte et barn til sådanne formål.

I artikel 33 henvises derimod ikke til følgende forbrydelser:

lade et barn under den seksuelle lavalder overvære seksuelle aktiviteter,
seksuelt forhold til et barn mod betaling eller løfte herom,
overvære pornografiske forestillinger, der involverer deltagelse af børn og - fremstilling, besiddelse mv. og udbredelse af børnopornografi.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

3.4. De EU-retlige og internationale regler kræver for visse nærmere opregnede forbrydelser, at forældelsesfristen skal løbe i en ”tilstrækkelig lang periode”, efter at offeret har nået myndighedsalderen. Disse regler stiller ikke noget særskilt krav om, hvornår forældelsesfristen tidligst må begynde at løbe. Det er blot et krav, at reglerne om forældesesfristens begyndelsestidspunkt og forældelsesfristens længde i kombination fører til, at forbrydelsen tidligst forældes en vis (ikke nærmere defineret) tid, efter at offeret har nået myndighedsalderen.

Det må formentlig antages, at nogle få år generelt vil være tilstrækkelig lang tid til, at der er mulighed for retsforfølgning, efter at offeret har nået myndighedsalderen. Med en myndighedsalder på 18 år kan de EU-retlige og internationale forpligtelser således formentlig generelt opfyldes f.eks. ved forældelsesregler, hvorefter en forældelsesfrist på mindst 5 år tidligst begynder at løbe, når forurettede fylder 15 år.

Med hensyn til de enkelte forbrydelser, hvor der skal være mulighed for at indlede retsforfølgning i en tilstrækkelig lang periode, efter at offeret har nået myndighedsalderen, er der visse forskelle mellem de forskellige EU-retlige og internationale instrumenter.

EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn stiller ikke særligt præcise krav til national ret, idet kravet til forældelsesreglerne angår ”de groveste” (uden nærmere præcisering) af de overtrædelser, der er omfattet af rammeafgørelsen.

EU-direktivet (som ikke gælder for Danmark) og Europarådskonventionen stiller i vidt omfang samme krav vedrørende forældelsesreglerne. Begge instrumenters krav til forældesesreglerne angår således de lovovertrædelser, der i Danmark er omfattet af straffelovens § 222, § 223, § 235 a, stk. 1, samt § 210, stk. 1, § 210, stk. 3, jf. stk. 1, og §§ 216, 218 og 220, når forbrydelsen begås over for en person under 18 år. Hertil kommer rekruttering af et barn til prostitution eller udnyttelse af et barns deltagelse i prostitution, der kan være omfattet af straffelovens § 262 a, § 228 eller § 229, stk. 1.

EU-direktivet går dog videre, idet direktivets krav vedrørende forældelsesreglerne i modsætning til Europarådskonventionen også angår at lade et barn under den seksuelle lavalder overvære seksuelle aktiviteter, at tvinge et barn til seksuelt forhold til tredjemand ved hjælp af tvang, magt eller trusler, seksuelt forhold til et barn mod betaling eller løfte herom og fremstilling af børnepornografi.

I hverken EU-direktivet eller Europarådskonventionen angår kravet til forældelsesreglerne overværelse af pornografisk optræden, hvori der deltager et barn, eller besiddelse mv. eller udbredelse af børnepornografi.

Sammenfattende vil de EU-retlige og internationale reglers krav til forældelsesreglerne formentlig kunne opfyldes ved regler om, at forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 222, §§ 224 og 225, jf. § 222, § 230, § 232 og § 235 a, stk. 1, tidligst regnes fra den dag, den forurettede fylder 15 år. Behovet for at henvise til §§ 230 og 232 skyldes alene EU-direktivet (som ikke gælder for Danmark).

At der ikke er behov for at henvise til flere paragraffer, skal ses i sammenhæng med, at der i forhold til børn under 15 år for de fleste forbrydelsers vedkommende nødvendigvis samtidig vil være sket en overtrædelse af straffelovens § 222 (eller af §§ 224 eller 225, jf. § 222). Hvis nogen ved samme handling har begået flere overtrædelser, for hvilke der gælder forskellige forældelsesfrister, anvendes efter straffelovens § 93, stk. 4, den længste frist med hensyn til samtlige overtrædelser. Så længe en samtidig overtrædelse af straffelovens § 222 ikke er forældet, er overtrædelser af straffelovens §§ 210, 216, 218, 220, 223, 223 a eller 228 eller § 229, stk. 1, således heller ikke forældet. Behovet for at henvise særskilt til §§ 230 og 232 og § 235 a, stk. 1, skyldes, at disse bestemmelser også kan overtrædes, uden at der foreligger et seksuelt forhold til et barn under 15 år.

At der ikke er behov for at henvise til et senere tidligste begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen end den dag, den forurettede fylder 15 år, skyldes, at de relevante forældelsesfrister alle er mindst 5 år, og at en sådan regel derfor har den konsekvens, at forældelsen tidligst indtræder, når forurettede fylder 20 år (hvilket som nævnt må antages at opfylde kravene vedrørende forældelse). Dette gælder også for forbrydelser begået over for 15-17-årige, idet en forældelsesfrist på mindst 5 år i sagens natur medfører, at forældelse tidligst kan indtræde, når forurettede fylder 20 år.

4. Fremmed ret

4.1. Norsk ret

Som nævnt i afsnit 1.2.1 ovenfor bygger de gældende danske forældelsesregler på et fællesnordisk lovforberedende arbejde, og de norske forældelsesregler er da også opbygget efter samme principper som de danske, herunder navnlig således at forældelsesfristens længde afhænger af forbrydelsens strafferamme.

Forældelsesfristerne er også som udgangspunkt de samme i norsk ret som i Danmark, dog således at der i Norge gælder en forældelsesfrist på 25 år, når strafferammen er højere end fængsel i 15 år. I Danmark er forældelsesfristen 15 år, når strafferammen er fængsel i op til 16 år (eller 20 år, hvis en strafforhøjelsesregel finder anvendelse), og strafansvar forældes ikke, hvis strafferammen er fængsel indtil på livstid.

Ligesom efter dansk ret regnes fristen for forældelse i Norge som udgangspunkt fra den dag, det strafbare forhold er ophørt. For så vidt angår seksuel omgang med børn under 16 år regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, forurettede fylder 18 år. I modsætning til i Danmark gælder dette derimod ikke for seksualforbrydelser over for børn mellem 16 og 18 år.

Det fremgår af forarbejderne til straffeloven af 2005, at det for så vidt angår seksualforbrydelser over for personer mellem 16 og 18 år (særlig voldtægt, misbrug af overmagtsforhold og lignende og incestbestemmelserne) efter Justis- og politidepartementets opfattelse ikke er nødvendigt med nogen særregulering af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, da fristen vil være lang nok til at dække behovet for at kunne indlede retsforfølgning i tilstrækkelig lang tid, efter at forurettede er blevet myndig (Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 267). Departementet tilføjer, at forældelsesfristen for de fleste af disse bestemmelser er 10 år.

4.2. Svensk ret

Som nævnt i afsnit 1.2.1 ovenfor bygger de gældende danske forældelsesregler på et fællesnordisk lovforberedende arbejde, og de svenske forældelsesregler er da også opbygget efter samme principper som de danske, herunder navnlig således at forældelsesfristens længde afhænger af forbrydelsens strafferamme.

Forældelsesfristerne er også som udgangspunkt de samme i svensk ret som i Danmark, dog således at forældelsesfristen på 5 år i Sverige gælder, når strafferammen ikke er højere end fængsel i 2 år (mod 4 år i Danmark), og at forældelsesfristen på 10 år gælder, når strafferammen ikke er højere end 8 år (mod 10 år i Danmark). Endvidere gælder som udgangspunkt en forældelsesfrist på 25 år, når strafferammen er fængsel indtil på livstid. Visse forbrydelser (manddrab, folkedrab, terrorisme mv.) forældes dog ikke, hvis gerningsmanden var fyldt 21 år på gerningstidspunktet. I Danmark forældes strafansvar generelt ikke, hvis strafferammen er fængsel indtil på livstid.

Ligesom efter dansk ret regnes fristen for forældelse i Sverige som udgangspunkt fra den dag, det strafbare forhold er ophørt. For så vidt angår en række seksualforbrydelser begået over for personer under 18 år, regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, forurettede fylder eller ville være fyldt 18 år. Det drejer sig om voldtægt, seksuel tvang, seksuel udnyttelse af en person i et afhængighedsforhold, seksuel omgang med barn under 15 år eller med et barn under 18 år, som er gerningsmandens barn, plejebarn mv., grov udnyttelse af et barn til seksuel posering, kopleri eller udbredelse eller besiddelse af børnepornografi.

Om baggrunden for de svenske regler fremgår af forarbejderne til den seneste ændring heraf bl.a. følgende (prop. 2004/05:45 side 120-24):

”Bestämmelsen om förlängd preskriptionstid i 35 kap. 4 § brottsbalken infördes den 1 januari 1995 (prop. 1994/95:2, bet. 1994/95: JuU5, rskr. 1994/95:58). I propositionen anförde regeringen att man i och för sig delar den grundläggande inställningen, som hade framförts av Lagrådet, att det är olyckligt om olika brott med likartat straffvärde har olika preskriptionstider. Regeringen konstaterade emellertid att det redan hade gjorts avsteg från de generella bestämmelserna om preskription i fråga om vissa brott, bl.a. bokföringsbrott, varvid utgångspunkten för preskriptionstidens beräknande förelagts till annan – senare – tidpunkt än dagen för brottets begående. Regeringen konstaterade att den föreslagna regleringen sålunda inte innebar en principiell nyhet. Regeringen anförde vidare att en särbehandling av sexualbrott mot barn i preskriptionshänseende har starka skäl för sig. Sexualbrott mot barn intar en särställning i det att de i många fall inte ger några synliga skador. De sexuella övergreppen är sällan förenade med något nämnvärt fysiskt våld, eftersom den som begår gärningen ofta befinner sig i en sådan överlägsen position att han eller hon inte behöver tillgripa något våld för att driva igenom sin vilja. Skadorna ligger i stället regelmässigt på det psykiska planet och kan vara både svåra och livslånga. Ett barn som utsätts för sexuella övergrepp förmår ofta av olika skäl inte berätta om vad det varit utsatt för förrän det kommer upp i de övre tonåren. Det är först då som barnet nått sådan självständighet och mognad att det kan berätta vad det varit med om. Sexuella övergrepp mot barn upptäcks därför i många fall inte förrän lång tid förflutit. Inte sällan kan de då vara preskriberade. Regeringen underströk att det straffrättsliga sanktionssystemet har en central roll för att bekämpa sexuella övergrepp. Höga krav måste därför ställas på att regelsystemet är utformat så att det medger en effektiv lagföring. Om bevisläget är sådant att den som har gjort sig skyldig till sexuellt övergrepp på ett barn kan överbevisas härom när brottet uppdagas skulle det enligt regeringens uppfattning vara stötande om preskriptionsreglerna skulle lägga hinder i vägen för en lagföring. Om preskriptionstiden förlängs skulle den som hade utsatts för övergrepp som barn härigenom kunna få upprättelse även då en lång tid förflutit från händelsen och möjligheterna att få skadestånd skulle öka.

Regeringen ansåg att de rättspolitiska argument, av innebörd att straffanspråket uttunnas med tiden och att gärningsmannen efter viss tid bör vara fredad mot ingripande, som uppbär preskriptionsinstitutet väger lätt mot intresset av att kränkningar av detta slag beivras.

Regeringen fann sammantaget att övervägande skäl förelåg för en förlängning av preskriptionstiden. Regeringen ansåg dock att en sådan förlängning är motiverad endast då det rör sig om allvarliga kränkningar. (…)

Frågan uppkommer då om vilka brott som bör omfattas av den särskilda preskriptionsbestämmelsen. (…)

I det lagstiftningsärende då den särskilda preskriptionsbestämmelsen för sexualbrott mot barn infördes uttalade regeringen att en förlängning av preskriptionstiderna är motiverad endast då det rör sig om allvarliga kränkningar. Detta ställningstagande är alltjämt gällande. Med hänsyn till de rättspolitiska skäl som bär upp reglerna om preskription kan det inte komma i fråga att göra de särskilda bestämmelserna tillämpliga på alla sexualbrott mot barn oavsett brottets allvar. Regeringen menar att en utvidgning av sådant slag rimmar mindre väl med den begränsning som alltjämt bör prägla denna speciella preskriptionsreglering, nämligen att den förlängning som regeln innebär är motiverad endast då det rör sig om allvarliga kränkningar. Därvid kan konstateras att detta synsätt tycks svara väl mot den uppfattning som råder inom övriga medlemsstater inom EU eftersom åtagandet i den ovannämnda bestämmelsen i rambeslutets artikel 8.6 begränsats till att omfatta endast de allvarligaste brotten i rambeslutets artikel 2. I det sammanhanget kan påpekas att regeringen i tidigare sammanhang gjort bedömningen att exempelvis brott som avses i bestämmelsen om sexuellt ofredande, där minimistraffet är dagsböter, typiskt sett inte uppfyller kriteriet om att endast allvarliga kränkningar bör omfattas av den förlängda preskriptionstiden. Riksdagen har godtagit denna bedömning (prop. 1994/95:2, bet. 1994/95:JuU5, rskr 1994/95:58). Därefter har frågan om förlängning av preskriptionstiden i vissa fall av sexuellt ofredande tagits upp av Barnpornografiutredningen (SOU 1997:29), vars förslag emellertid inte har lett till lagstiftning (prop. 1997/98:43 s. 52). I direktiven till Sexualbrottskommittén uppdrog regeringen åt kommittén att ta under förnyat övervägande om det finns skäl att förlänga preskriptionstiden även för sexuellt ofredande av barn under 15 år. Vad som sedan regeringens tidigare ställningstagande har framkommit föranleder emellertid inte regeringen att göra någon annan bedömning än den tidigare gjorda. Även om det också vid brott som omfattas av nämnda bestämmelser kan vara svårt för barnet att berätta vad det varit med om före det kommit upp i de övre tonåren anser regeringen sammanfattningsvis att det inte är motiverat att göra de särskilda preskriptionsbestämmelserna tillämpliga på brott där minimistraffet är dagsböter.

Även för att avgöra frågan om tillämpningsområdet för 35 kap. 4 § brottsbalken bör utvidgas till att omfatta ytterligare brott beskrivna i rambeslutets artikel 2 finns det enligt regeringens uppfattning anledning att hämta ledning från de straffskalor som knutits till de brott som aktualiseras, dvs. köp av sexuell handling av barn, utnyttjande av barn för sexuell posering, grovt utnyttjande av barn för sexuell posering, koppleri och grovt koppleri.

Vid en jämförelse av straffskalorna avseende ovan angivna brott kan konstateras att brottet grovt utnyttjande av barn för sexuell posering och koppleribrottets respektive straffskala är betydligt strängare än brotten köp av sexuell handling av barn respektive utnyttjande av barn för sexuell posering. Straffskalan för grovt utnyttjande av barn för sexuell posering är fängelse lägst sex månader och högst sex år, för koppleri fängelse i högst fyra år och för grovt koppleri fängelse i lägst två och högst åtta år. För brotten köp av sexuella handlingar av barn och utnyttjande av barn för sexuell posering är straffskalan böter eller fängelse i högst två år. Som tidigare anförts anser regeringen att brott med böter i straffskalan inte anses som så allvarliga att de bör omfattas av bestämmelsen om förlängd preskriptionstid. Med en sådan avgränsning som den ovan angivna bör även rambeslutets åtagande anses väl tillgodosett. Mot den tidigare angivna bakgrunden framstår det därför som lämpligt att, utöver de brott som i dag omfattas av tillämpningsområdet för 35 kap. 4 § brottsbalken, även låta grovt utnyttjande av barn för sexuell posering, koppleri och grovt koppleri i framtiden omfattas. (…)

I 35 kap. 4 § i dess lydelse i dag omfattas även brotten sexuellt umgänge med avkomling respektive sexuellt umgänge med syskon i 6 kap. 6 § brottsbalken.

Kommittén har föreslagit att straffbestämmelsen inte skall omfattas av den särskilda preskriptionsbestämmelsen om sexualbrott mot barn. (…) Brottet sexuellt umgänge med avkomling avser endast avkomling som är över 18 år. Brottet sexuellt umgänge med syskon kan i princip endast aktualiseras när bägge syskon är 15 år fyllda. Sistnämnda brott har ett maximistraff på fängelse i ett år och bör enligt regeringens mening inte betraktas som ett brott av så allvarlig art att förlängd preskriptionstid är motiverad. Till detta kommer att straffansvar kan utkrävas av båda syskonen. Mot bakgrund av det anförda finns enligt regeringens bedömning inte skäl för att dessa brott bör omfattas av den särskilda preskriptionsbestämmelsen beträffande sexualbrott mot barn.”

5. Straffelovrådets overvejelser

5.1. Straffelovrådet skal efter kommissoriet i forbindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden overveje, om der efter rådets opfattelse er grundlag for at ophæve eller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug og andre former for seksuel krænkelse af børn.

Som også anført i kommissoriet er de nuværende forældelsesregler i sager om seksuelt misbrug af børn udtryk for en samlet afvejning af på den ene side hensynet til offeret og samfundets interesse i, at disse forbrydelser så vidt muligt bliver genstand for retsforfølgning, og på den anden side bl.a. hensynet til at undgå omfattende efterforskning af sager, der ikke vil kunne gennemføres på grund af utilstrækkelige beviser, og hvor den forurettede formentlig vil opleve en frifindelse som en yderligere krænkelse.

Til støtte for at forlænge eller helt ophæve forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn har det været anført, at hvis offeret for en seksualforbrydelse er et barn eller en ung, vil oplevelsen for mange være så traumatiserende, at den krænkede først flere år senere tør gå til myndighederne. Hvis forbrydelsen er begået inden for familiens kreds, kan et misforstået hensyn til de pårørende føre til, at offeret i årevis tier. Først mange år senere er offeret parat til at træffe den svære afgørelse om at anmelde forbrydelsen.

Det har endvidere været anført, at de nugældende forældelsesfrister ikke giver mening i en moderne tid, hvor f.eks. dna-spor er ”skudsikre”.

Det har også være anført, at hvis man afskaffer forældelsesfristen, kan man ”stoppe de pågældende i tide”.

5.2. Som det allerede har været fremhævet bl.a. i kapitel 13, afsnit 2.4, hører grove tilfælde af seksuelt misbrug af børn til nogle af de alleralvorligste overtrædelser af straffelovens regler om seksualforbrydelser. Endvidere er det karakteristisk for seksuelt misbrug af børn, at der som oftest ikke er andre direkte vidner til det seksuelle forhold end offeret selv, og at et barn, der er offer for seksuelt misbrug, ikke alene kan have svært ved at sige fra, men også kan have svært ved at fortælle andre om det seksuelle misbrug. Navnlig hvor gerningsmanden er en af barnets nærtstående, kan disse forhold føre til, at et seksuelt misbrug af et barn først kommer til myndighedernes kundskab, efter at barnet er blevet voksent.

På denne baggrund blev der allerede for mere end 10 år siden indført væsentlige særregler om forældelsen i sager om seksualforbrydelser mod børn. De gældende regler indebærer, at de alvorligste seksualforbrydelser mod børn først forældes, når barnet fylder 33 år, at de grovere seksualforbrydelser mod børn i øvrigt forældes, når barnet fylder 28 år, og at visse mindre grove seksualforbrydelser mod børn forældes, når barnet fylder 23 år.

De gældende regler er generelt mere vidtgående (dvs. indebærer en senere forældelse), end de EU-retlige og internationale regler stiller krav om, og er også mere vidtgående end de tilsvarende norske regler. De EU-retlige og internationale regler kræver kun, at forældelsen tidligst udløber et vist kortere åremål, efter at barnet er blevet myndigt. De norske regler om udskudt forældelse gælder kun forbrydelser over for børn under den seksuelle lavalder (der i Norge er 16 år).

Det er endvidere Straffelovrådets vurdering, at der ikke er noget stort reelt behov for en yderligere forlængelse af forældelsesfristerne i sager om seksuelt misbrug af børn. Dette gælder, selv om grove seksuelle misbrug af børn som nævnt hører til de alvorligste seksualforbrydelser, og selv om ofre for sådanne seksuelle misbrug efter omstændighederne først efter mange år psykologisk er parat til at anmelde, at de har været udsat for et sådant overgreb. Ti år efter det fyldte 18. år – og femten år efter det fyldte 18. år, hvis overgrebet fandt sted, før offeret fyldte 12 år – er imidlertid også meget lang tid, herunder i betragtning af de særlige bevismæssige vanskeligheder, der så mange år efter kan være forbundet med at afklare, om offeret reelt har været udsat for et seksuelt misbrug, eller om der eventuelt er tale om falske genkaldte erindringer. Til illustration af, hvad allerede de gældende forældelsesregler giver mulighed for, kan nævnes følgende dom:

TfK 2011.988 V (1 år og 9 måneders fængsel, heraf 1 år og 3 måneder betinget): En 26-34-årig mand fik i adskillige tilfælde gennem en periode på 7 år sin 4-11-årige niece til at sutte på hans lem i forbindelse med, at hun blev passet i hans hjem. Misbruget stoppede, da pigen som 12-årig sagde fra. Forurettede anmeldte forholdet til politiet, da hun var 26 år, og gerningsmanden blev 2 år senere sigtet for forholdet. Ved byrettens dom i sagen var der gået 17½ år siden forbrydelsens ophør, og tiltalte havde ikke relevante forstraffe. Straffen blev fastsat med udgangspunkt i strafniveauet på gerningstidspunktet, dvs. før strafskærpelserne i 2002 og 2008. Straffen blev gjort delvis betinget på grund af den forløbne tid, herunder navnlig, at der var forløbet mere end 8 år, fra forurettede fyldte 18 år, til anmeldelsen til politiet.

Det bemærkes, at som følge af overgangsreglerne i forbindelse med ændringerne af forældelsesreglerne har forældelse af de ældste forbrydelser, som fuldt ud er omfattet af de gældende forældelsesregler, tidligst kunnet indtræde den 3. juli 2003 for så vidt angår forhold begået over for 12-14-årige og tidligst den 3. juli 2011 for så vidt angår forhold begået over for børn under 12 år. Er forældelse indtrådt tidligere, har det således været i medfør af de tidligere gældende – kortere – forældelsesfrister. Det bemærkes endvidere, at når der f.eks. i den offentlige debat har været henvist til forældelse af sager, som har involveret præster i den katolske kirke, har der så vidt ses generelt været tale om sager, hvor forholdene i givet fald var begået, før de gældende forældelsesregler fik virkning, og hvor forældelse derfor i givet fald var indtrådt efter de tidligere gældende forældelsesregler, hvorefter forældelse typisk indtrådte 10 år efter gerningstidspunktet.

Endvidere er overtrædelser af strafbestemmelserne om seksuelt forhold til børn karakteriseret ved en meget stor variation i grovheden af overtrædelserne. Det er således langt fra alle overtrædelser af disse bestemmelser, der er meget grove.

Mindre grove overtrædelser og også milde overtrædelser forekommer i et ikke ubetydeligt omfang.

Hertil kommer, at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, hvis der på domstidspunktet er gået lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, jf. straffelovens § 82, nr. 14. I sager om seksuelt misbrug af børn, der først pådømmes lang tid efter gerningstidspunktet, indebærer det, at der eksempelvis vil kunne anvendes helt eller delvis betinget dom selv for ret grove forhold. Som eksempel kan nævnes den ovennævnte dom om seksuelt misbrug gennem 7 år af en 4-11-årig pige, hvor størstedelen af straffen blev gjort betinget.

En ophævelse eller yderligere forlængelse af de gældende forældelsesfrister i sager om seksuelt misbrug af børn ville åbne mulighed for at føre straffesager om endnu ældre forhold. Jo ældre forhold der er tale om, jo større er risikoen for materielt urigtige afgørelser. Dette gælder særligt, hvis der ikke er andre væsentlige beviser end forurettedes forklaring, og det er som nævnt ofte situationen i sager om seksuelt misbrug af børn, hvis misbruget er foregået for år tilbage. I sådanne sager vil retten skulle vurdere troværdigheden af den tiltaltes forklaring og sammenholde den med troværdigheden af vidnets (forurettedes) forklaring om begivenheder, som skal have fundet sted i vidnets barndom – måske 20-40 år tidligere. Anklagemyndigheden skal for at bevise tiltalens rigtighed sandsynliggøre ud over enhver rimelig tvivl, at vidnets forklaring er troværdig, og at det i givet fald alene på dette grundlag er forsvarligt for retten at tilsidesætte den tiltalte forklaring som utroværdig og derefter dømme den tiltalte for seksuelle overgreb begået mange år tidligere.

Risikoen for at dømme en uskyldig på baggrund af kun én vidneforklaring vil utvivlsomt øges i takt med, at vidnets erindring om begivenhederne i barndommen gennem årene svækkes og/eller ubevidst påvirkes af senere oplevelser. Der er derfor grund til at antage, at domstolene af retssikkerhedsmæssige grunde – for ikke at dømme en uskyldig – i ikke uvæsentligt omfang må lade tvivlen om, hvad der er foregået mange år tidligere mellem den tiltalte og vidnet, komme den tiltalte til gode og frifinde denne.

I sager om seksuelt misbrug af børn, hvor forurettede først mange år efter misbruget anmelder forholdet til politiet, vil der således i praksis meget sjældent foreligge eksempelvis relevante dna-spor. I praksis vil gamle dna-spor som altovervejende hovedregel kun foreligge, hvis forholdet blev anmeldt til politiet kort efter, at forbrydelsen blev begået, således at politiet har kunnet sikre spor. De tilfælde, som er forekommet i praksis, hvor en forbrydelse bl.a. ved hjælp af dna-spor har kunnet opklares mange år efter, har ikke angået seksuelt misbrug af børn begået af en af barnets nærtstående, men derimod f.eks. voldtægt, herunder voldtægt af voksne. I disse tilfælde var forbrydelsen anmeldt til politiet med det samme, og politiet havde sikret spor, men gerningsmanden var ukendt. Der er således tale om en helt anden kategori af sager end de tilfælde, som de forlængede forældelsesfrister i sager om seksuelt misbrug af børn tager sigte på. Her vil situationen som altovervejende hovedregel være den, at gerningsmanden er kendt (af barnet), men forholdet anmeldes ikke straks til politiet, som derfor ikke vil kunne sikre spor. Den formentlig eneste situation, hvor der i praksis vil kunne foreligge dna-spor i en sag om seksuelt misbrug af et barn, som først anmeldes til politiet mange år efter, vil være, hvis misbruget har ført til en graviditet, og hvis graviditeten enten blev gennemført (således at gerningsmanden og offeret har fået et barn sammen, som vil kunne dna-testes) eller der er gemt prøver fra et aborteret foster.

Hertil kommer, at f.eks. et dna-bevis efter dansk retspraksis ikke kan stå alene. Til en domfældelse vil således kræves noget yderligere, eksempelvis andre tekniske beviser eller vidneforklaringer, og der kunne i øvrigt også før fremkomsten af dna-bevis forekomme gamle sager med stærke tekniske beviser, eksempelvis fingeraftryk.

Endvidere er hensynet bag forældelsesreglerne i relation til, at beviser generelt svækkes over tid, at førelsen af en straffesag vedrørende meget gamle forhold generelt bør afskæres uden nærmere vurdering af styrken af beviserne i den konkrete sag. Kun derved opnås at afskære førelsen af straffesager i gamle sager med svage beviser. Efter Straffelovrådets opfattelse kan det således næppe lade sig gøre alene at åbne for førelsen af straffesager om meget gamle forhold, hvis der foreligger ”stærke” beviser, eksempelvis dna-bevis med fornøden støtte i andre beviser. Det ville nemlig reelt næppe særligt ofte være muligt på forhånd at vurdere bevisernes samlede styrke, og resultatet ville derfor i givet fald blive en helt generel åbning for at føre straffesager om meget gamle forhold – med de skadevirkninger, det har – idet det først ved straffesagens afgørelse kunne konstateres, om beviserne var ”stærke” eller ”svage”.

Endvidere er det sådan, at selv om bevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, kan det også forekomme, at tiltalte uden forældelsesregler ville gå glip af muligheden for at føre modbeviser, eksempelvis i form af vidner, som støtter tiltaltes gengivelse af et hændelsesforløb, eller som bestyrker tiltaltes alibi.

Sammenfattende er det således Straffelovrådets opfattelse, at udviklingen af dna-bevis ikke kan begrunde en anden vurdering af hensynene bag forældelsesreglerne i relation til svækkelsen af beviserne i sager om meget gamle tilfælde af seksuelt misbrug af børn.

Straffelovrådet bemærker endvidere, at en forlængelse af forældelsesfristen i forhold til de gældende regler i sagens natur angår forhold, der er begået mindst 10 år, før nogen sigtes for forholdet, eller – for så vidt angår seksuelt forhold til barn under 12 år – mindst 21 år, før nogen sigtes for forholdet. Straffelovrådet har meget vanskeligt ved at se, hvordan en ny mulighed for at straffe forhold, der er begået for mere end mindst 10 – henholdsvis mere end mindst 21 – år siden, på nogen meningsfuld måde kan siges at forbedre mulighederne for at standse en kriminel løbebane ”i tide”. Det gælder generelt, at jo tidligere et kriminelt forhold anmeldes til politiet, jo større vil mulighederne være for at opklare forbrydelsen og for at få gerningsmanden straffet og dermed standse kriminaliteten. Hvis vedkommende har holdt sig kriminalitetsfri i mindst 10 år – henholdsvis mindst 21 år – må der efter Straffelovrådets opfattelse alt andet lige antages at være en stærk formodning for, at risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet nu er meget begrænset. Og hvis vedkommende har begået ny kriminalitet, som indebærer seksuelt misbrug af børn, vil den pågældende kunne straffes for den nye kriminalitet.

Straffelovrådet foreslår imidlertid nogle mere begrænsede ændringer af de gældende regler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn. Forslagene angår tilfælde, hvor gerningsmanden på strafbar måde har forhindret forurettede i at anmelde det seksuelle misbrug til politiet (pkt. 5.3), samleje ved tilsnigelse og optagelse af pornografiske fotografier og film af børn under 18 år (pkt. 5.4) og blufærdighedskrænkelse (pkt. 5.6).

5.3. Straffelovrådet har identificeret en særlig, helt ekstraordinær situation, hvor selv en forældelsesfrist, der først udløber 10 eller 15 år efter barnets fyldte 18. år, generelt vil kunne være utilstrækkelig. Det drejer sig om tilfælde, hvor gerningsmanden på strafbar måde – eksempelvis ved en langvarig frihedsberøvelse – har forhindret offeret i at foretage anmeldelse, før forældelsesfristen er udløbet.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil det ikke være rimeligt, hvis en person, der har misbrugt et barn seksuelt, vil kunne opnå, at strafansvaret herfor forældes, hvis gerningsmanden på strafbar måde tvinger barnet til at undlade at anmelde forholdet, før forældelsesfristen udløber, når barnet fylder 28 eller 33 år.

Straffelovrådet har overvejet, om der herudover burde være mulighed for suspension af forældelsen, efter at forældelsesfristen er begyndt at løbe, hvis gerningsmanden på et senere tidspunkt på strafbar måde tvinger forurettede til at undlade at anmelde det seksuelle misbrug, men har ikke fundet grundlag herfor. Rådet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at hensynet bag den foreslåede regel om yderligere udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt knytter sig til seksuelt misbrug af personer under 18 år og sådanne ofres særlige sårbarhed og mulige særlige afhængighed af gerningsmanden. Dette hensyn gør sig ikke gældende, hvis gerningsmanden først på et senere tidspunkt, efter at forurettede er fyldt 18 år, udøver strafbar tvang over for forurettede, og der er derfor efter rådets opfattelse i sådanne tilfælde ikke grundlag for at fravige de almindelige regler om forældelse af strafansvar.

I overensstemmelse med sædvanlig praksis i forbindelse med ændring af forældelsesregler foreslås det, at den nye regel om yderligere udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt også skal finde anvendelse på strafbare forhold begået før ikrafttrædelsen af den nye regel, forudsat at forældelse ikke før ikrafttrædelsen allerede er indtrådt efter de hidtil gældende regler.

Den eksisterende regel om, at forældelsesfristen i visse tilfælde tidligst begynder at løbe den dag, den forurettede fylder 18 år, omfatter ud over seksuelt misbrug af børn også kvindelig omskæring og menneskehandel, som ikke sker med henblik på seksuel udnyttelse. Det vil lovteknisk være enklest, hvis den foreslåede nye regel om yderligere udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, hvis gerningsmanden på strafbar måde har tvunget forurettede til at undlade at anmelde forholdet, får samme anvendelsesområde og dermed også kommer til at omfatte kvindelig omskæring og menneskehandel, som ikke sker med henblik på seksuel udnyttelse. En sådan udvidelse af den foreslåede regel forekommer umiddelbart ubetænkelig. Det skal dog samtidig bemærkes, at Straffelovrådet ikke har fundet grundlag for at overveje spørgsmålet nærmere, idet kvindelig omskæring og menneskehandel, som ikke sker med henblik på seksuel udnyttelse, falder uden for rådets kommissorium.

5.4. Straffelovrådet har overvejet anvendelsesområdet for reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år.

Reglen er først og fremmest begrundet i, at et barn, der er blevet seksuelt misbrugt af en nærtstående voksen, vil kunne have vanskeligt ved at anmelde forholdet, før barnet er blevet voksen. Ud fra denne begrundelse ville det som udgangspukt være tilstrækkeligt at lade reglen omfatte sager efter straffelovens § 210, stk. 1 (herunder jf. stk. 3), og § 223, stk. 1 (herunder jf. §§ 224 og 225).

Reglen er dog også mere generelt begrundet i, at børn, som er ofre for seksuelt misbrug, kan have meget svært ved at fortælle om misbruget, selv om gerningsmanden ikke er en af barnets nærtstående. Ud fra denne begrundelse bør reglen generelt omfatte overtrædelser af i hvert fald straffelovens § 222 (samt reglerne om udnyttelse ved prostitution og menneskehandel). Hvis det antages, at den særlige vanskelighed for barnet ved at fortælle om et seksuelt misbrug generelt også er til stede hos 15-17 årige børn, taler det for, at reglen generelt omfatter seksuelle forhold til børn under 18 år.

Disse begrundelser tilsammen svarer som udgangspunkt til anvendelsesområdet for den gældende regel, der med en enkelt undtagelse generelt omfatter seksuelle forhold til børn under 18 år. Undtagelsen er straffelovens § 221 om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden, idet denne strafbestemmelse ikke er omfattet af den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år.

I forarbejderne anføres herom alene, at der ikke findes anledning til at medtage § 221 i den særlige regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt.

Straffelovens § 221 anvendes sjældent i praksis, og spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved overtrædelse af denne bestemmelse har bl.a. derfor ringe betydning. Spørgsmålet har endvidere kun reel betydning for så vidt angår forhold til 15-17-årige børn, idet der ved seksuelt forhold til børn under 15 år i forvejen sker udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt på grund af den samtidige overtrædelse af det generelle forbud mod seksuelt forhold til barn under 15 år. En medtagelse af § 221 i reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år vil således i givet fald isoleret set medføre, at forældelsen indtræder op til 3 år senere end i dag.

Straffelovrådet foreslår imidlertid, at strafferammen i § 221 nedsættes fra fængsel indtil 6 år til fængsel indtil 4 år (jf. herom kapitel 12, afsnit 4.2, ovenfor), hvilket medfører, at forældelsesfristen for overtrædelser af § 221, som begås over for personer over 15 år, forkortes fra 10 til 5 år. Dette forslag indebærer således isoleret set, at forældelsen indtræder 5 år tidligere end i dag.

Nedsættelsen af strafferammen i § 221 – og den dermed forbundne forkortelse af forældelsesfristen for overtrædelse af bestemmelsen – er udtryk for, at § 221 bringes på linje med sammenlignelige strafbestemmelser, herunder navnlig de gældende §§ 217-219, som i dag er omfattet af reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelsen.

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at straffelovens § 221 fremover bør være omfattet af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år. Samlet set betyder det, at forældelse for overtrædelse af § 221, som begås over for en person over 15 år, vil indtræde mellem 2 og 5 år tidligere end i dag (2 år tidligere end i dag, hvis forurettede lige er fyldt 15 år; 5 år tidligere end i dag, hvis forurettede er lige under 18 år). Dette er imidlertid som nævnt udtryk for, at § 221 på dette punkt bringes på bringes på linje med sammenlignelige strafbestemmelser (idet § 221’s strafferamme har været uændret siden 1933).

Den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år omfatter også straffelovens § 210 om incest, der ifølge straffelovens systematik ikke er en seksualforbrydelse, men en forbrydelse i familieforhold. Medtagelsen af § 210 er utvivlsomt berettiget for så vidt angår stk. 1 om seksuelt forhold til biologiske børn eller – efter Straffelovrådets forslag (jf. herom kapitel 25, afsnit 4, ovenfor) – adoptivbørn. Hovedbegrundelsen for § 210, stk. 1, bør således i dag være at beskytte børnene mod misbrug af det særlige afhængighedsforhold, der generelt er mellem forældre og børn (anf.st.). I modsætning hertil må forbuddet i § 210, stk. 2, mod søskendeincest, når begge søskende er fyldt 15 år, i dag navnlig begrundes i principielle moralske forestillinger snarere end beskyttelseshensyn eller lignende (anf.st.).

Noget taler derfor for at lade § 210, stk. 2, udgå af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år. Blandt andet i betragtning af, at medtagelsen af § 210, stk. 2, højst udskyder forældelsens indtræden med 3 år (idet problemstillingen angår forhold til 15-17-årige), har Straffelovrådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at stille forslag herom.

Der er enkelte af de strafbestemmelser, der har til formål at beskytte børn under 18 år, som ud over seksuelle forhold mellem to personer også omfatter anden seksuel aktivitet. Det drejer sig om optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignende af en person under 18 år, jf. straffelovens § 230, rekruttering eller udnyttelse af, at en person under 18 år deltager i en pornografisk forestilling, jf. straffelovens § 235 a, stk. 1, og overværelse som tilskuer af en sådan forestilling, jf. straffelovens § 235 a, stk. 2. Disse bestemmelser vil i givet fald ikke alene være overtrådt, hvis et barn under 18 år under disse omstændigheder har et seksuelt forhold til en anden person, men også, hvis barnet udfører seksuelle handlinger med sig selv, eller hvis billedoptagelsen eller forestillingen fokuserer på barnets nøgne kønsdele.

Både straffelovens § 230 og § 235 a, stk. 1, har en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 år og er efter Straffelovsrådets opfattelse også i øvrigt sammenlignelige.

Straffelovens § 230 er ikke medtaget i den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år, hvilket efter forarbejderne må antages navnlig at skyldes, at EU-rammeafgørelsen fra 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi fandtes ikke at stille krav herom.

Straffelovens § 235 a, stk. 1, er derimod medtaget i den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år, hvilket efter forarbejderne navnlig skyldes, at Europarådets konvention af 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug stillede krav herom. Straffelovrådet bemærker herved, at Europarådskonventionen kræver, at forældelse i sådanne sager tidligst indtræder en passende tid efter forurettedes fyldte 18. år, men ikke forpligter til nogen bestemt måde at opnå dette resultat på, jf. herom nærmere pkt. 3.4 ovenfor.

Straffelovens § 230 blev indført i 2000 og senest ændret i 2003 og 2004, mens straffelovens § 235 a blev indført i 2009, hvor spørgsmålet om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved overtrædelse af § 230 ikke ses at have været (gen)overvejet.

Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år udvides til også at omfatte overtrædelser af straffelovens § 230. Det bemærkes herved også, at EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (som ikke gælder for Danmark) kræver, at forældelse af strafansvaret for de handlinger, der er omfattet af straffelovens § 230, tidligst indtræder en passende tid, efter at forurettede er fyldt 18 år.

Straffelovrådet finder derimod ikke grundlag for at foreslå at udvide reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år til også at omfatte overværelse som tilskuer af en pornografisk forestilling, hvori deltager et barn under 18 år, jf. straffelovens § 235 a, stk. 2. Strafferammen er her bøde eller fængsel indtil 1 år, hvilket er en lavere strafferamme end efter samtlige de bestemmelser, som i dag er omfattet af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år. En eventuel implementering af EU-direktivet fra 2011 (som ikke gælder for Danmark) i dansk ret vil indebære en forhøjelse af strafferammen til bøde eller fængsel indtil 2 år, i hvert fald for så vidt angår pornografiske forestillinger med deltagelse af børn under 15 år, jf. nærmere kapitel 20, afsnit 4, ovenfor, men med undtagelse af straffelovens § 223 a, hvor strafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år, er det stadig lavere end strafferammerne for de bestemmelser, som i dag er omfattet af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år. Hertil kommer, at hverken de gældende EU-retlige eller internationale forpligtelser eller EU-direktivet fra 2011 indebærer nogen krav til forældelsesreglerne med hensyn til de handlinger, som er omfattet af straffelovens § 235 a, stk. 2.

5.5. Straffelovrådet har overvejet forældelsesfristernes længde for visse forbrydelser, hvor der i dag enten gælder en længere eller kortere forældelsesfrist, end det i øvrigt er tilfældet.

Det drejer sig om overtrædelser begået over for børn over 15 år, idet der for alle overtrædelser begået over for børn under 15 år gælder en forældelsesfrist (regnet fra barnets fyldte 18. år) på mindst 10 år (15 år, hvis der har været tale om seksuelt forhold til et barn under 12 år).

For overtrædelser begået over for 15-17-årige gælder i dag en særregel om en forældelsesfrist på 10 år, hvis forholdet er omfattet af straffelovens § 223, stk. 1, om seksuelt forhold til stedbarn eller plejebarn mv., jf. straffelovens § 93, stk. 3. Samme forældelsesfrist gælder – i kraft af strafferammen på fængsel indtil 6 år – hvis forholdet er omfattet af straffelovens § 210, stk. 1, om seksuelt forhold til biologiske børn eller – efter Straffelovrådets forslag (jf. herom kapitel 25, afsnit 4, ovenfor) – adoptivbørn.

Særreglen i straffelovens § 93, stk. 3, om forældelsesfristens længde for overtrædelse af § 223, stk. 1, blev indført i 1997, dvs. forud for indførelsen i 2000 af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte 18. år. Så vidt ses har reglen i § 93, stk. 3, ikke siden været (gen)overvejet.

Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at forældelsesfristernes længde som udgangspunkt bør afhænge af forbrydelsens grovhed som udtrykt ved strafferammen. Rådet har dog ikke fundet tilstrækkelig anledning til nu at foreslå særreglen i § 93, stk. 3, ophævet.

På den anden side finder Straffelovrådet ikke grundlag for at foreslå at udvide § 93, stk. 3, til at omfatte andre af de strafbestemmelser, hvor der i dag gælder en 5-årig forældelse regnet fra forurettedes fyldte 18. år, dvs. §§ 217-220, § 223, stk. 2, § 228, § 229, stk. 1, § 223 a, og § 210, stk. 2.

Der er tale om strafbestemmelser, hvor strafmaksimum er på 2-4 års fængsel, og hvor der ikke generelt foreligger den særlige afhængighed, som er den væsentligte begrundelse for den særlige regel om en 10-årig forældelsesfrist for overtrædelse af § 223, stk. 1.

Særligt med hensyn til straffelovens § 210, stk. 2, om søskendeincest bemærkes, at når begge søskende er fyldt 15 år – og hvis de ikke er det, er forældelsesfristen som nævnt i forvejen mindst 10 år – må incestforbuddet i dag navnlig begrundes i principielle moralske forestillinger snarere end beskyttelseshensyn eller lignende (jf. herom kapitel 25, afsnit 4.3, ovenfor). Når begge søskende er fyldt 15 år, er der således efter Straffelovrådets opfattelse tale om en forbrydelse med en betydeligt ringere strafværdighed end det seksuelle misbrug af børn på 15-17 år, som er omfattet af straffelovens § 210, stk. 1, og § 223, stk. 1, og den 10-årige forældelse.

5.6. Den eksisterende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år omfatter ikke blufærdighedskrænkelse.

Blufærdighedskrænkelse er således generelt den mildeste seksualforbrydelse og også den hyppigst forekommende seksualforbrydelse, jf. nærmere kapitel 21 ovenfor.

Samtidig er blufærdighedskrænkelse imidlertid karakteriseret ved, at den ud over mindre alvorlige overtrædelser i form af f.eks. verbale krænkelser, blottelse, beluring eller lettere berøringer også omfatter noget grovere overtrædelser i form af berøringer, der ligger lige under grænsen for seksuelt forhold (herunder berøringer af nøgne kønsdele med hånden uden manipulation eller indtrængen), eller som går ud på at få en person til at udføre seksuelle handlinger med sig selv, eventuelt ved anvendelse af genstande.

Grænsen må imidlertid i sagens natur trækkes et sted, og Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå at ændre den eksisterende grænse mellem seksuelt forhold og seksuelle handlinger, der alene kan udgøre blufærdighedskrænkelse (jf. herom kapitel 16, afsnit 2, ovenfor).

Straffelovrådet finder på denne baggrund, at der som udgangspunkt ikke er anledning til at foreslå ændringer af reglerne om forældelse af blufærdighedskrænkelse.

Selv om direktivet ikke gælder for Danmark, har Straffelovrådet overvejet, hvordan direktivets krav i givet fald – dvs. hvis direktivet på et tidspunkt kommer til at gælde for Danmark, eller hvis det i øvrigt besluttes at implementere direktivet i dansk ret – mest hensigtsmæssigt kan opfyldes.

Som nævnt ville det efter Straffelovrådets opfattelse være for vidtgående at medtage straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse i den gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år.

Efter Straffelovrådets opfattelse kan der i det højeste blive tale om at udskyde forældelsesfristens begyndelse for blufærdighedskrænkelse begået over for børn under den seksuelle lavalder, dvs. (for Danmarks vedkommende) 15 år. Direktivet angår i denne henseende også kun forhold begået over for børn under den seksuelle lavalder.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville der for så vidt lovteknisk ikke være noget til hinder for at begrænse en regel om udskydelse forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til kun at omfatte blufærdighedskrænkelse i form af at lade et barn under 15 år overvære et seksuelt forhold. Hermed ville reglen meget præcist afspejle direktivets krav. En sådan regel ville f.eks. kunne formuleres således:

”For overtrædelse af denne lovs § 232 ved at lade et barn under 15 år overvære et seksuelt forhold regnes forældelsesfristen dog tidligst fra…”

En sådan afgrænsning af en regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse ville imidlertid efter Straffelovrådets opfattelse ikke være hensigtsmæssig. En sådan afgrænsning af reglen ville nemlig indebære, at der ville være tilfælde af blufærdighedskrænkelse, som generelt må anses for grovere end at lade et barn under den seksuelle lavalder overvære et seksuelt forhold, der ikke ville være omfattet af reglen. Som eksempel kan nævnes gentagne befølinger af et mindre barn, som ligger lige under grænsen for at udgøre et seksuelt forhold. Det kan endvidere ikke antages, at børn skulle have særligt vanskeligt ved at fortælle om blufærdighedskrænkelse i form af at overvære et seksuelt forhold sammenlignet med blufærdighedskrænkelse f.eks. i form af de nævnte befølinger. Der kan således ikke generelt antages at være et større behov for en regel om udskudt forældelse i sager om at lade et barn under den seksuelle lavalder overvære et seksuelt forhold end i sager om andre former for blufærdighedskrænkelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse er det i det hele taget vanskeligt at begrunde en afgrænsning af visse former for blufærdighedskrænkelse, hvor der i givet fald bør gælde en regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil den rigtige måde at implementere direktivets regel om forældelse af visse former for blufærdighedskrænkelse på denne baggrund være at lade reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse omfatte alle tilfælde af blufærdighedskrænkelse begået over for et barn under 15 år. Det bemærkes herved, at en sådan udskillelse af en delmængde af blufærdighedskrænkelse på grundlag af forurettedes alder i forvejen kendes i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, om varetægtsfængsling. En sådan regel vil f.eks. kunne formuleres således:

”For overtrædelse af denne lovs § 232 over for et barn under 15 år regnes forældelsesfristen dog tidligst fra den dag, den forurettede fylder 15 år.”

Hermed udskydes begyndelsestidspunktet for forældelsen kun til forurettedes fyldte 15. år. Alternativt vil ”overtrædelse af § 232 over for et barn under 15 år” kunne medtages i den eksisterende regel i straffelovens § 94, stk. 4, hvilket vil indebære en udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelsen indtil forurettedes fyldte 18. år. Dette alternativ vil indebære, at forældelsesfristen for blufærdighedskrænkelse over for en 15- eller 16-årig vil begynde at løbe på et tidligere tidspunkt end blufærdighedskrænkelse over for en 14-årig, og der vil efter omstændighederne kunne være tale om blufærdighedskrænkelse over for det samme barn som henholdsvis (f.eks.) 14-årig og 15-årig. Der vil imidlertid være en rimelig begrundelse for, at forældelsen i sådanne særlige tilfælde indtræder tidligere for den senere begående blufærdighedskrænkelse – nemlig at blufærdighedskrænkelse over for et barn under den seksuelle lavalder er en mere alvorlig forbrydelse end blufærdighedskrænkelse over for en person over den seksuelle lavalder.

Straffelovrådet har på denne baggrund i sit lovudkast medtaget modellen med udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse af blufærdighedskrænkelse over for et barn under 15 år indtil forurettedes fyldte 18. år.

Kapitel 27: Dansk straffemyndighed

1. Indledning

Grundlaget for dansk straffemyndighed i sager om seksualforbrydelser er i praksis normalt, at handlingen er foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1.

Hvis en del af en lovovertrædelse er begået i den danske stat, er der dansk straffemyndighed for lovovertrædelsen i sin helhed, jf. straffelovens § 9, stk. 4, og forsøg og medvirken hører under dansk straffemyndighed, hvis forsøgs- eller medvirkenshandlingen er begået i Danmark, selv om forbrydelsen fuldbyrdes eller tilsigtes fuldbyrdet i udlandet, jf. straffelovens § 9, stk. 3.

Grundlaget for dansk straffemyndighed i sager om seksualforbrydelser, hvor ingen del af lovovertrædelsen er begået i den danske stat, er i praksis normalt gerningsmandens tilknytning til Danmark (gennem statsborgerskab eller bopæl mv.) og forbrydelsens strafbarhed på gerningsstedet, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1. I mangel af strafbarhed på gerningsstedet kan dansk straffemyndighed følge af, at såvel gerningsmanden som offeret har den nævnte tilknytning til Danmark (statsborgerskab eller bopæl mv.), jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra b.

Dette kapitel omhandler alene de regler om dansk straffemyndighed, som særligt angår sager om seksualforbrydelser. Disse regler har kun betydning, hvis de almindelige regler om dansk straffemyndighed, herunder navnlig § 6, nr. 1 (jf. § 9), og § 7, stk. 1, nr. 1, ikke fører til dansk straffemyndighed.

Dette kapitel angår således navnlig straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, om, at kravet om dobbelt strafbarhed fraviges bl.a. for visse seksualforbrydelser, som en gerningsmand med tilknytning til Danmark (gennem statsborgerskab eller bopæl mv.) begår i udlandet. Kapitlet angår endvidere straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4, om dansk straffemyndighed bl.a. for visse seksualforbrydelser på grundlag af forurettedes tilknytning til Danmark (gennem statsborgerskab eller bopæl mv.).

2. Gældende ret og baggrunden herfor

2.1. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a

Straffelovens § 7, stk. 1, angår handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret eller bopæl mv. i den danske stat. Bestemmelsen angår således en del af det aktive personalprincip (dvs. straffemyndighed, som bygger på gerningsmandens statsborgerskab mv.).

Efter bestemmelsens nr. 2, litra a, hører sådanne handlinger under dansk straffemyndighed, hvis gerningsmanden også på gerningstidspunktet havde den nævnte tilknytning til Danmark og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring. Det er ikke et krav, at handlingen er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet, dvs. der gælder ikke noget krav om dobbelt strafbarhed.

Bestemmelsens henvisning til ”seksuel udnyttelse af børn” omfatter ifølge forarbejderne straffelovens §§ 222 og 223 a, herunder jf. § 224-226, § 230 og § 235.

Bestemmelsen omfatter således seksuelt forhold til et barn under 15 år, seksuelt forhold til en person under 18 år mod betaling eller løfte herom og optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at udbrede materialet. Dette gælder også i tilfælde af uagtsomhed med hensyn til personens alder.

Bestemmelsen omfatter endvidere udbredelse af pornografiske fotografier, film eller lignende eller af andre pornografiske visuelle gengivelser af en person under 18 år, besiddelse heraf samt mod vederlag eller gennem internettet eller lignende at gøre sig bekendt med sådant materiale.

2.2. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4

Straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2, angår handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde, og som er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret eller har bopæl mv. i den danske stat, hvis handlingen også er strafbar efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år. Bestemmelsen angår således en del af det passive personalprincip (dvs. straffemyndighed, som bygger på offerets statsborgerskab mv.).

Efter § 7, stk. 2, nr. 4, hører sådanne handlinger under dansk straffemyndighed, hvis handlingen omfatter en forbrydelse mod kønssædeligheden eller incest.

Efter forarbejderne henviser ”en forbrydelse mod kønssædeligheden” til straffelovens kapitel 24 og ”incest” til straffelovens § 210.

Som følge af strafferammekravet (strafmaksimum på mindst 6 år) omfatter bestemmelsen på denne baggrund seksuelt forhold til slægtning i nedstigende linje (§ 210, stk. 1, herunder jf. stk. 3), voldtægt (§ 216, herunder jf. §§ 224 og 225), tilsnigelse af samleje (§ 221, herunder jf. §§ 224 og 225), samleje med barn under 15 år (§ 222, herunder jf. §§ 224-226), optagelse af børnepornografi med forsæt til udbredelse (§ 230, herunder jf. § 226), udbredelse af børnepornografi (§ 235, stk. 1) og rekruttering eller udnyttelse af, at en person under 18 år deltager i en pornografisk forestilling (§ 235, stk. 1).

2.3. Bestemmelsernes tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelserne

2.3.1. Lovændringen i 2003

Ved lov nr. 386 af 28. maj 2003 om ændring af straffeloven og udlændingeloven (Kvindelig omskæring) blev der indsat en bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 3, hvorefter handlinger foretaget inden for fremmed folkeretligt anerkendt statsområde begået af en person, der på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller var bosat i den danske stat, hører under dansk straffemyndighed, selv om den ikke er strafbar efter lovgivningen i det pågældende statsområde, når handlingen er omfattet af § 245 eller § 246, jf. § 245 a.

Bestemmelsen i straffelovens § 245 a angår med eller uden samtykke at bortskære eller på anden på måde fjerne kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis (kvindelig omskæring).

Om baggrunden for at fravige kravet om dobbelt strafbarhed i disse sager fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (jf. Folketingstidende 2002-2003, tillæg A, side 5527-28):

”Straffelovens krav om dobbelt strafbarhed med hensyn til handlinger, som foretages på andre staters område af danske statsborgere og personer, der er bosat i Danmark, bygger efter straffelovens forarbejder navnlig på den opfattelse, at statens interesse i at kræve, at danske statsborgere og herboende personer overholder danske straffebestemmelser i udlandet, generelt – med undtagelse af visse tilfælde, der er reguleret i straffelovens § 8 – kun foreligger som følge af, at den danske stat som udgangspunkt ikke udleverer sine egne statsborgere til strafforfølgning i udlandet, og derfor bl.a. af hensyn til den fremmede stat må påtage sig selv at straffe for visse handlinger begået i udlandet. Dette hensyn rækker imidlertid ifølge denne opfattelse ikke længere end til, at dansk straffemyndighed bør omfatte handlinger, som også er strafbare i det land, hvor de er begået.

Hertil kommer naturligvis det generelle forhold, at kravet om dobbelt strafbarhed indebærer, at borgerne kan indrette sig efter lovgivningen på opholdsstedet.

Kvindelig omskæring er en alvorlig forbrydelse mod piger og unge kvinder, og på grund af indgrebets karakter og den sociale sammenhæng, hvori det typisk foretages, er der – sammenholdt med den generelt øgede rejseaktivitet over landegrænserne – en særlig risiko for, at forbudet mod omskæring bliver omgået ved, at indgrebet med forældres eller andre herboende personers medvirken foretages under kortvarige ophold hos familie mv. i et land, hvor omskæring ikke er strafbart. Det må endvidere antages, at den forebyggende oplysningsindsats over for de berørte befolkningsgrupper her i landet vil kunne understøttes væsentligt, såfremt det i lovgivningen klart markeres, at forbudet mod kvindelig omskæring ikke kan omgås ved at sende pigen eller den unge kvinde til udlandet for at få indgrebet foretaget dér.

I lyset heraf og på baggrund af det, som i øvrigt er anført ovenfor under pkt. 3, finder Justitsministeriet, at straffelovens krav om dobbelt strafbarhed ikke bør gælde ved kvindelig omskæring.”

2.3.2. Lovændringen i 2006

Ved lov nr. 540 af 8. juni 2006 om ændring af straffeloven (Dansk straffemyndighed ved seksuel udnyttelse af børn i udlandet) blev reglen om fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed udvidet til også at omfatte nærmere opregnede strafbestemmelser om seksuel udnyttelse af børn.

De opregnede strafbestemmelser var §§ 222 og 223 a, herunder jf. § 224-226, § 230 og § 235.

Om baggrunden for at fravige kravet om dobbelt strafbarhed fremgår bl.a. følgende af forarbejderne (jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6492-93):

”Som det er anført ovenfor, er det Jurisdiktionsudvalgets opfattelse, at kravet om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende strafferetligt princip, og at der kan anføres en række forhold, som kan tale for, at princippet kun bør fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder, eller der i øvrigt er et særligt behov herfor.

Justitsministeriet er enig i disse synspunkter. Justitsministeriet finder således også, at der bør udvises forsigtighed i forhold til at fravige princippet om dobbelt strafbarhed som forudsætning for at kunne pådømme handlinger foretaget i udlandet af personer med dansk tilknytning. Samtidig er det som anført af udvalget væsentligt at være opmærksom på, at på områder, hvor der i international sammenhæng er bred tilslutning til at anse bestemte handlinger som så alvorlige, at der bør kunne strafforfølges uden hensyn til lovgivningen i gerningslandet, foreligger der ofte mellemfolkelige overenskomster, der forpligter de tiltrædende stater til at kunne retsforfølge.

Som udvalget nærmere har redegjort for, er der for så vidt angår handlinger, der indebærer seksuelt misbrug af børn, tale om et område, hvor et beskyttelsesbehov allerede er bredt anerkendt i international sammenhæng i kraft af en række instrumenter, der i varierende grad forpligter de tiltrædende stater til at sikre beskyttelsen af børn mod seksuel udnyttelse, herunder via strafferetlige tiltag. De pågældende internationale instrumenter er imidlertid ikke mellemfolkelige overenskomster af en sådan karakter, at dansk straffemyndighed uden hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed ville følge af straffelovens § 8, nr. 5. Som fremhævet af udvalget vil en lovgivning, hvorefter personer med dansk tilknytning, som foretager seksuel udnyttelse af børn i udlandet, undergives dansk straffemyndighed uafhængig af kravet om dobbelt strafbarhed, være på linje med de internationale instrumenter, selv om instrumenterne ikke forpligter de tiltrædende stater til have straffemyndighed.

En sådan regulering vil indebære, at personer med dansk tilknytning ikke vil kunne udnytte en eventuel manglende strafferetlig regulering i udlandet, idet retsforfølgning i Danmark vil kunne indledes uafhængig af, om der foreligger dobbelt strafbarhed. Reguleringen vil således sikre, at Danmark bidrager mere effektivt til at realisere målene med de internationale konventioner mv. på området.

På den baggrund er der i relation til seksuel udnyttelse af børn i udlandet efter Justitsministeriets opfattelse tale om et område, hvor der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige det almindelige krav om dobbelt strafbarhed som betingelse for dansk jurisdiktion i forhold til handlinger fortaget i udlandet af personer med dansk tilknytning.”

Om Jurisdiktionsudvalgets overvejelser fremgår bl.a. følgende (jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6489):

”Baggrunden for kravet om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende hensyn til at sikre forudsigelighed samt indretningssynspunkter, idet en person i almindelighed bør kunne regne med, at vedkommende ikke senere kan strafforfølges, hvis der er handlet i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder i det land, hvor handlingen er foretaget.

Udvalget bemærker endvidere, at en fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed i et vist omfang kan opfattes som indblanding i gerningslandets forhold, og at der i forbindelse med overvejelser om at fravige princippet tillige bør indgå hensynet til det samspil mellem flere landes lovgivning, der er indbygget i princippet, herunder spørgsmålet om hvordan man fra dansk side i givet fald ville se på tilsvarende fravigelser i andre landes lovgivning. Hvis andre lande generelt ophævede kravet om dobbelt strafbarhed i deres lovgivning, ville det således betyde, at udlændinge senere ville kunne straffes i deres hjemland for handlinger, der fuldt lovligt er foretaget under ophold i Danmark, eksempelvis homoseksuelt forhold mellem voksne.”

Om den nærmere udformning af fravigelsen af kravet om dobbelt strafbarhed fremgår bl.a. følgende (jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 6493-94):

”Justitsministeriet finder (…) ligesom udvalget, at den særlige jurisdiktionsbestemmelse bør omfatte overtrædelse af straffelovens § 222, der omhandler samleje med et barn under den seksuelle lavalder. Sidestillet hermed bør også i jurisdiktionsmæssig henseende være tilfælde, hvor den seksuelle udnyttelse har haft karakter af anden kønslig omgængelse end samleje, jf. § 224, og tilfælde, hvor udnyttelsen er rettet mod en person af samme køn, jf. § 225. Derfor foreslås det, at der i tilknytning til en særlig jurisdiktionsregel i forhold til § 222 fastlægges en tilsvarende jurisdiktionsbestemmelse for handlinger omfattet af straffelovens § 224, jf. § 222 og § 225, jf. § 222.

Bestemmelsen vil indebære, at en dansk statsborger eller en person, der er bosat i Danmark, vil kunne straffes her i landet, hvis vedkommende i udlandet har samleje eller anden kønslig omgængelse med en person under 15 år – uanset om dette ikke er strafbart efter gerningslandets lovgivning. Bestemmelsen vil således bl.a. sikre dansk straffemyndighed i tilfælde af ”sex-turisme”, hvor herboende personer tager på ferieophold i f.eks. afrikanske eller asiatiske lande, der har en lavere seksuel lavalder end i Danmark, med det formål at kunne foretage seksuelle aktiviteter, der efter dansk lovgivning er strafbare.

Den foreslåede bestemmelse sondrer ikke mellem de forskellige formål, der kan være med, at den pågældende opholder sig i gerningslandet. Bestemmelsen vil således også indebære, at der kan ske retsforfølgning i Danmark i et tilfælde, hvor eksempelvis en dansk statsborger under skoleophold i Island har frivilligt samleje med en pige på 14 år – også selv om dette ikke er strafbart efter islandsk ret, hvor den seksuelle lavalder er 14 år. Det er forudsat i den forbindelse, at der i overensstemmelse med sædvanlig praksis meddeles tiltalefrafald, hvis der er tale om et frivilligt seksuelt forhold mellem to unge uden stor aldersforskel.

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at den særlige jurisdiktionsbestemmelse bør omfatte børneprostitution efter straffelovens § 223 a. Denne bestemmelse er ligesom § 222 udtryk for seksuel udnyttelse af mindreårige og omhandler en situation, der ofte forbindes med aktiviteter udøvet som led i ”sex-turisme”.

Også i forhold til børneprostitution bør jurisdiktionsbestemmelsen finde anvendelse, uanset om kunden har samleje eller anden kønslig omgængelse med barnet, og uanset om den børneprostituerede er af modsatte eller samme køn som kunden. I tilknytning til en særlig jurisdiktionsbestemmelse i forhold til § 223 a foreslås derfor en tilsvarende jurisdiktionsregel for handlinger omfattet af straffelovens § 224, jf. § 223 a og § 225, jf. § 223 a.

I det omfang en overtrædelse af § 223 a er rettet mod et barn under 15 år, vil § 222, eventuelt jf. § 224 eller § 225, tillige være anvendelig. Da disse bestemmelser er omfattet af den foreslåede særlige jurisdiktionsregel, vil tilføjelsen af § 223 a især have betydning i de tilfælde, hvor børneprostitutionen vedrører en person i aldersgruppen 15-17 år.

Straffelovens § 226 omhandler den situation, hvor straf efter bl.a. §§ 222, 223 a, 224 og 225 afhænger af den krænkede persons alder, og hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til den pågældendes alder, således at forholdet ikke kan tilregnes ham som forsætligt. I disse tilfælde kan der efter § 226 anvendes en forholdsvis mindre straf, hvis gerningsmanden dog har handlet uagtsomt.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at de hensyn, der bærer et ønske om at kunne retsforfølge i Danmark i tilfælde af seksuel udnyttelse af børn i udlandet i forbindelse med ”sex-turisme”, gør sig gældende både i forhold til forsætlige og uagtsomme overtrædelser af de omhandlede bestemmelser. En dækkende jurisdiktionsbestemmelse i relation til de pågældende overtrædelser bør derfor muliggøre retsforfølgning i Danmark uden krav om dobbelt strafbarhed også i de tilfælde, hvor det alene er muligt at bevise, at gerningsmanden har handlet uagtsomt i relation til offerets alder. Det foreslås derfor, at der i opregningen i den særlige jurisdiktionsbestemmelse også henvises til straffelovens § 226. (…)

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig udvalgets forslag om, at kravet om dobbelt strafbarhed tillige bør fraviges i forhold til overtrædelse af straffelovens § 230 om anvendelse af børn og unge under 18 år som pornomodeller. Handlinger omfattet af straffelovens § 230 indeholder på samme måde som børneprostitution et element af misbrug, der vil kunne foretages som led i ”sex-turisme”. En særlig jurisdiktionsbestemmelse for disse overtrædelser vil således eksempelvis indebære, at en dansk instruktør af pornografiske film ikke kan unddrage sig strafansvar ved at flytte sine filmoptagelser til et land, hvor brug af mindreårige lokale pornomodeller ikke kan straffes.

I det omfang de anvendte pornomodeller er under 15 år, vil straffelovens § 222, eventuelt jf. § 224 eller § 225 være anvendelig. Som nævnt foreslås disse bestemmelser omfattet af den særlige jurisdiktionsbestemmelse. En opregning, hvori også overtrædelse af § 230 indgår, vil således navnlig sikre, at der også er dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor de anvendte pornomodeller er i aldersgruppen 15-17 år.

For så vidt angår den øvrige del af de bestemmelser, der kan være relevante ved seksuelt misbrug af børn, finder Justitsministeriet ligesom udvalget ikke grundlag for at medtage disse under den foreslåede særlige jurisdiktionsmæssige regulering. Justitsministeriet er enig med Jurisdiktionsudvalget i, at der bør lægges vægt på, at de pågældende bestemmelser enten vedrører seksuelt misbrug generelt og ikke kun seksuelt misbrug af børn eller vedrører handlinger, der ikke i praksis har sammenhæng med den situation, at en person med dansk tilknytning tager til udlandet for under midlertidigt ophold dér at foretage handlinger, som vedkommende ikke lovligt kan foretage her i landet.”

Udvidelsen til også at omfatte udbredelse og besiddelse af børnepornografi skete under lovforslagets behandling i Folketinget. Retsudvalgets betænkning over lovforslaget indeholder ingen begrundelse for udvidelsen, men ordføreren for Socialdemokratiet, som fremsatte det pågældende ændringsforslag, udtalte under 1. behandlingen af lovforslaget bl.a. følgende (Folketingstidende 2005-2006, forhandlingerne, side 5937-38):

”Men vi mener dog, at forslaget har en alvorlig mangel. Vi har svært ved at forstå, hvorfor straffelovens § 235 om besiddelse af børneporno ikke er medtaget i forslaget. I Danmark har vi jo gennem længere tid styrket indsatsen mod børneporno. Som jeg omtalte tidligere, har bl.a. tidligere SR-regeringer – og denne regering har fortsat det – givet rigspolitiet bedre muligheder for at efterforske den her afskyelighed. Teleudbydere og internetudbydere har sat advarsler op på deres hjemmesider og på deres servere, der giver sådan en pop up-advarsel, når man nærmer sig de her afskyelige sider. Målt på antallet af gange om dagen, de her advarsler popper op og udløses – her taler vi altså om tusindvis af gange – er interessen for besiddelse af børneporno desværre enorm.

Samtidig er besiddelsen af børneporno en usædvanlig alvorlig forbrydelse. Hvorfor er den det? Jo, fordi den seksuelle udnyttelse af det lille barn fastholdes på billedet til glæde for de afskyelige typer, som har vanvittige tanker om, hvad de kan tillade sig at gøre med børn. Derfor mener vi i Socialdemokratiet, at lovforslaget skal ændres, og at straffelovens § 235 om besiddelse af børneporno skal medtages i den endelige udgave af lovforslaget.”

Endvidere fremgår af justitsministerens besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 1 vedrørende lovforslaget bl.a. følgende:

”Det fremsatte lovforslag er udformet i overensstemmelse med anbefalingerne i delbetænkning nr. 1470/2006 fra Jurisdiktionsudvalget, herunder med hensyn til afgrænsningen af de bestemmelser, hvor kravet om dobbelt strafbarhed bør fraviges. Som der nærmere er redegjort for i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 4, er det Jurisdiktionsudvalgets grundlæggende opfattelse, at der bør udvises tilbageholdenhed med at fravige det almindelige princip om dobbelt strafbarhed, og at der derfor bør foretages en snæver afgrænsning af, hvilke bestemmelser der bør være omfattet af en udvidet jurisdiktionsbestemmelse vedrørende ”sex-turisme”.

Lovforslaget omfatter straffelovsovertrædelser, der vedrører direkte seksuelt misbrug af børn, og som efter deres karakter kan have en sammenhæng med, at en person med dansk tilknytning tager til udlandet med henblik på dér at foretage handlinger, som vedkommende ikke lovligt kan foretage her i landet.

§ 235 omfatter forhold, der er fjernere i forhold til den konkrete krænkelse af barnet eller den unge, hvilket ud fra de ovenfor nævnte synspunkter kan tale imod at medtage bestemmelsen i opregningen af straffelovsovertrædelser, der er undergivet en særlig jurisdiktionsmæssig regulering.

Jeg vil imidlertid ikke have afgørende indvendinger imod et eventuelt ændringsforslag som angivet ovenfor.”

2.3.3. Lovændringen i 2008

Ved lov nr. 490 af 17. juni 2008 om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk straffemyndighed) blev straffelovens regler om dansk straffemyndighed nyaffattet.

I den forbindelse blev den hidtil gældende bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 3, videreført med redaktionelle ændringer som § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, jf. Folketingstidende 2007-2008, 2. samling, tillæg A, side 583-84:

”Det foreslåede nr. 2, litra a, viderefører med redaktionelle ændringer den gældende bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 3, om dansk straffemyndighed i forhold til visse alvorlige forbrydelser foretaget i udlandet af personer med tilknytning til Danmark, selv om handlingen ikke er strafbar i gerningslandet. Det er (…) som hidtil en betingelse for at fravige kravet om dobbelt strafbarhed i de nævnte tilfælde, at gerningsmandens tilknytning til Danmark foreligger på gerningstidspunktet (og fortsat foreligger på sigtelsestidspunktet).

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 3, indeholder en opregning af de bestemmelser i straffeloven, i forhold til hvilke der ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed. Det foreslåede litra a indeholder ikke en sådan opregning af lovbestemmelser, men henviser i stedet til karakteren af de pågældende lovovertrædelser (seksuel udnyttelse af børn og kvindelig omskæring). Der er alene tale om en lovteknisk forenkling, og der er ikke tilsigtet nogen ændring af bestemmelsens anvendelsesområde. Kravet om dobbelt strafbarhed for så vidt angår straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger foretaget af personer med tilknytning til Danmark vil efter den foreslåede bestemmelse således (som efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 3) kun kunne fraviges i forhold til handlinger omfattet af straffelovens § 222, § 223 a, § 224, jf. § 222 eller § 223 a, § 225, jf. § 222 eller § 223 a, § 226, § 230, § 235, § 245 a eller § 246, jf. § 245 a.”

Endvidere blev § 7 a, stk. 1 og 2, indført som nye bestemmelser, jf. Folketingstidende 2007-2008, 2. samling, tillæg A, side 585:

”Den foreslåede bestemmelse vedrører dansk straffemyndighed i forhold til handlinger, som er foretaget i udlandet og er rettet mod personer med tilknytning til Danmark (det passive personalprincip). De foreslåede stk. 1 og stk. 2 er nye og tilsigter en udvidet beskyttelse af ofre (forurettede) med dansk tilknytning. Det foreslåede stk. 3 svarer med redaktionelle ændringer til den gældende bestemmelse i straffelovens § 8, nr. 3.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 8, nr. 3, omfatter efter sin ordlyd personer, der har dansk indfødsret eller er bosat i den danske stat. Med forslaget til straffelovens § 7 a udvides personkredsen til også at omfatte personer, som har lignende fast ophold her i landet, jf. om dette udtryk ovenfor bemærkningerne til forslaget til straffelovens § 7.

Straffemyndighed efter den gældende bestemmelse forudsætter, at forurettedes tilknytning til Danmark i form af statsborgerskab mv. foreligger på gerningstidspunktet. Det foreslås, at dette kommer til at fremgå udtrykkeligt af loven.

Med de foreslåede stk. 1 og stk. 2 udvides området for dansk straffemyndighed på grundlag af det passive personalprincip til også at omfatte handlinger af en vis grovhed, der er rettet mod den nævnte personkreds, når handlingen er foretaget inden for et fremmed myndighedsområde, jf. om dette udtryk ovenfor bemærkningerne til forslaget til straffelovens § 6.

Dansk straffemyndighed er efter forslaget betinget af, at forholdet også er strafbart efter lovgivningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed).

Det er endvidere en betingelse, at forholdet efter dansk lovgivning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år. Dansk straffemyndighed efter den foreslåede bestemmelse kræver derimod ikke, at forholdet er omfattet af en bestemt strafferamme efter lovgivningen på gerningsstedet. Denne strafferamme vil imidlertid have betydning ved udmålingen af den konkrete straf, jf. forslaget til straffelovens § 10, stk. 2.

Det er herudover en betingelse, at der er tale om en alvorlig lovovertrædelse i form af forsætligt drab (straffelovens § 237), grov vold (straffelovens § 245 og § 246, jf. § 245), frihedsberøvelse (straffelovens § 261) eller røveri (straffelovens § 288), en almenfarlig forbrydelse (straffelovens kapitel 20, herunder f.eks. § 180 om brandstiftelse og § 183 om sprængning), en forbrydelse mod kønssædeligheden (straffelovens kapitel 24, herunder f.eks. § 216 om voldtægt, § 222 om samleje med barn under 15 år og § 230 om børnepornografiske optagelser), incest (straffelovens § 210) eller kvindelig omskæring (straffelovens § 245 a og § 246, jf. § 245 a). (…)

De foreslåede stk. 1 og 2 tager navnlig sigte på tilfælde, hvor gerningsmanden ikke har den ovennævnte tilknytning til Danmark. Bestemmelserne omfatter imidlertid også tilfælde, hvor gerningsmanden har dansk tilknytning. I de tilfælde vil dansk straffemyndighed (når også forurettede har dansk tilknytning) imidlertid også kunne støttes på ovennævnte forslag til straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra b, der ikke kræver dobbelt strafbarhed. (…)

Det er ingen betingelse for at anvende den foreslåede bestemmelse i § 7 a, at gerningsmanden var bekendt med, at forurettede havde den nævnte tilknytning til Danmark.”

2.3.4. Lovændringen i 2012

Ved lov nr. 275 af 27. marts 2012 om ændring af straffeloven (Udvidet definition af menneskehandel mv.) blev ”menneskehandel” indsat i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a.

Om baggrunden herfor fremgår bl.a. følgende af forarbejderne, jf. pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 57 (2011-12):

”Det følger af direktivets artikel 10, at hver enkelt medlemsstat skal sørge for at have straffemyndighed i forhold til menneskehandel, der begås af en statsborger i den pågældende medlemsstat, uanset om forholdet er strafbart på gerningsstedet eller ej (det vil sige uden krav om dobbelt strafbarhed).

Som det fremgår af direktivet, er der i international sammenhæng enighed om at anse menneskehandel som en så alvorlig krænkelse af den forurettedes personlige frihed, at strafforfølgning bør være mulig uafhængig af gerningslandets lovgivning. Direktivet er imidlertid ikke bindende for Danmark, og direktivets jurisdiktionsbestemmelser har således ikke karakter af internationale bestemmelser, ifølge hvilke Danmark er forpligtet til at have straffemyndighed, jf. herved straffelovens § 8, nr. 5. Retsforfølgning i Danmark kan således ikke med henvisning til denne bestemmelse gennemføres uafhængigt af, om den pågældende handling er strafbar i gerningslandet.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der, når det kommer til handel med mennesker, er tale om et område, hvor der gælder et særligt beskyttelsesbehov. Der bør derfor sikres en effektiv retshåndhævelse i forhold til overtrædelser af straffelovens § 262 a i udlandet, når gerningsmanden i kraft af sit statsborgerskab, bopæl mv. har tilknytning til den danske stat. Danske statsborgere bør således ikke i udlandet lovligt kunne begå så grove strafbare handlinger, som handel med mennesker udgør, uden mulighed for retsforfølgning i Danmark.

Det foreslås derfor, at menneskehandel i overensstemmelse med direktivet – på linje med seksuelt misbrug af børn og kvindelig omskæring – undtages fra kravet om dobbelt strafbarhed i straffelovens § 7, stk. 1, for så vidt angår gerningsmænd, som også på gerningstidspunktet havde dansk indfødsret eller bopæl eller fast opholdssted i Danmark.”

Det direktiv, som der henvises til, er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/36 af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke omfattet af direktivet.

3. EU-retlige og internationale forpligtelser

3.1. Efter artikel 8, stk. 1, litra b, i Rådets rammeafgørelser nr. 68/2004 af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi er EU’s medlemsstater forpligtet til som udgangspunkt at fastlægge straffemyndighed med hensyn til de forbrydelser, der er omfattet af rammeafgørelsen, når gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat.

Efter artikel 8, stk. 2, kan en medlemsstat dog beslutte, at den ikke eller kun i særlige tilfælde eller under særlige omstændigheder vil anvende de regler om straffemyndighed, der er faststat i stk. 1, litra b, når lovovertrædelsen er begået uden for dens område. Medlemsstater, der beslutter at anvende artikel 8, stk. 2, skal efter artikel 8, stk. 4, underrette Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen herom.

Danmark meddelte i medfør heraf meddelt Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen, at dansk straffemyndighed i disse tilfælde betinges af, at forholdet også er strafbart efter lovgivningen i det land, hvor forholdet blev begået (dobbelt strafbarhed).

Rammeafgørelsen omfatter rekruttering mv. af en person under 18 år til prostitution eller en pornografisk forestilling, seksuelt forhold til en person under 18 år, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, betales for personens deltagelse, eller der er tale om misbrug af en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til personen, samt fremstilling, udbredelse og besiddelse af børnepornografi.

Som det fremgår af afsnit 1.3.2 ovenfor, har Danmark efterfølgende afskaffet kravet om dobbelt strafbarhed for så vidt angår visse af disse forbrydelser.

Efter direktivets artikel 17, stk. 1, litra b, og stk. 4, er de medlemsstater, der er omfattet af direktivet, forpligtet til at fastlægge straffemyndighed med hensyn til visse af de forbrydelser, der er omfattet af direktivet, når gerningsmanden er statsborger i den pågældende medlemsstat, uanset om gerningerne er strafbare på gerningsstedet.

Det gælder for seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder, seksuelt forhold til en person under 18 år, hvor en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til barnet misbruges, betales for personens deltagelse, hvor en særligt værgeløs persons situation misbruges, navnlig som følge af et psykisk eller fysisk handicap eller en afhængighedssituation, eller hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, rekruttering mv. af en person under 18 år til prostitution eller en pornografisk optræden samt fremstilling af børnepornografi.

For de øvrige forbrydelser, der er omfattet af direktivet, må straffemyndighed derimod gerne betinges af dobbelt strafbarhed. Det gælder at lade et barn under den seksuelle lavalder overvære et seksuelt forhold, at overvære en pornografisk optræden med en person under 18 år samt udbredelse og besiddelse af børnepornografi.

Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

3.3. Efter artikel 25, stk. 4, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug er de kontraherende stater forpligtet til at fastsætte straffemyndighed for visse af de forbrydelser, der er omfattet af konventionen, når gerningsmanden er statsborger i den pågældende konventionsstat, uanset om gerningerne er strafbare på gerningsstedet.

Det drejer sig om seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder, seksuelt forhold til en person under 18 år, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, hvor der sker misbrug af et tillidsforhold til, autoritet over eller indflydelse på personen, herunder inden for familiens rammer, betales for personens deltagelse, eller hvor der sker misbrug af personens særligt sårbare situation, særligt på grund af personens psykiske eller fysiske handicap eller afhængighedsforhold, rekruttering mv. af en person under 18 år til prostitution eller en pornografisk optræden samt fremstilling af børnepornografi.

Efter konventionens artikel 25, stk. 2, skal de kontraherende stater ”bestræbe sig på” at fastsætte straffemyndighed med hensyn til strafbare handlinger omfattet af konventionen, når den strafbare handling er begået mod en af den kontraherende stats statsborgere eller en person, som har sin faste bopæl på den kontraherende stats område. Der er tale om en hensigtserklæring, som ikke pålægger de kontraherende stater retlige forpligtelser.

Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionen trådte i kraft den 1. juli 2010.

I det omfang straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, ikke opfylder konventionens krav til dansk straffemyndighed, vil der være dansk straffemyndighed efter straffelovens § 8, nr. 5, hvorefter handlinger, som foretages uden for den danske stat, hører under dansk straffemyndighed, når handlingen er omfattet af en international bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyndighed.

Dansk straffemyndighed over danske statsborgere, der i udlandet overtræder straffelovens § 210, stk. 1 (herunder jf. stk. 3), §§ 216, 218 eller 220 (herunder jf. §§ 224 eller 225) over for en person under 18 år, § 223, stk. 1, eller § 235 a, stk. 1, er dermed i kraft af straffelovens § 8, nr. 5, jf. konventionens artikel 25, stk. 1, litra d, og stk. 4, ikke betinget af, at handlingen er strafbar på gerningsstedet (dvs. der gælder ikke noget krav om dobbelt strafbarhed). Det samme gælder med hensyn til rekruttering mv. af en person under 18 år til prostitution, hvis forholdet ikke har karakter af menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a, stk. 2. Hvis forholdet har karakter af menneskehandel, følger det af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, som affattet ved lov nr. 275 af 27. marts 2012, at der ikke gælder noget krav om dobbelt strafbarhed.

4. Fremmed ret

4.1. Norsk ret

Efter § 12, stk. 1, nr. 3, litra a, i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 er der norsk straffemyndighed for de fleste seksualforbrydelser foretaget i udlandet af en norsk statsborger eller en person, som er hjemmehørende i Norge, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet. Der gælder dog et krav om dobbelt strafbarhed for blufærdighedskrænkelse og udbredelse af voksenpornografi.

Efter § 12, stk. 1, nr. 4, litra a, er der endvidere norsk straffemyndighed for handlinger foretaget i udlandet af en udlænding, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet, hvis handlingen omfatter voldtægt, seksuelt forhold ved misbrug af stilling, afhængighedsforhold eller tillidsforhold, seksuelt forhold mellem en ansat og en person optaget i en institution under kriminalforsorgen eller barneværnet eller seksuelt forhold til et barn under 14 år.

Reglerne om norsk straffemyndighed for de fleste seksualforbrydelser foretaget i udlandet af en norsk statsborger eller en person, som er hjemmehørende i Norge, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet, er videreført i § 5, stk. 1, nr. 9, i den nye norske straffelov fra 2005. Efter straffeloven af 2005 omfatter dette tillige blufærdighedskrænkelse over for et barn under 16 år.

Reglerne om norsk straffemyndighed for visse grove seksualforbrydelser foretaget i udlandet af en udlænding, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet, erstattes i straffeloven fra 2005 af en ny regel i § 5, stk. 5, om norsk straffemyndighed for forbrydelser med et strafmaksimum på mindst 6 års fængsel, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet, hvis forurettede er norsk statsborger eller bosat i Norge. De seksualforbrydelser, der opfylder strafferammekravet, er bestemmelserne om voldtægt (§§ 291-294), misbrug af overmagtsforhold og lignende (§ 295), seksuel omgang med indsatte mv. i institution (§ 296), voldtægt af barn under 14 år (§§ 299-301), seksuel omgang med barn mellem 14 og 17 år (§§ 302 og 303), incest og seksuel omgang mellem andre nærtstående (§§ 312 og 314) og hallikvirksomhed (dvs. rufferi og mellemmandsvirksomhed med hensyn til prostitution) (§ 315).

4.2. Svensk ret

Efter kapitel 2 § 2, stk. 4, i den svenske straffelov fraviges kravet om dobbelt strafbarhed for følgende forbrydelser:

Voldtægt, seksuel tvang og seksuel udnyttelse af person i afhængighedsforhold, som begås over for en person under 18 år.
Voldtægt mod barn, seksuel udnyttelse af barn eller seksuelt overgreb mod barn. Disse forbrydelser omfatter navnlig seksuelt forhold til barn under 15 år eller til barn på 15-17 år, som er gerningsmandens afkom eller opfostres af gerningsmanden.
Grov udnyttelse af barn til seksuel posering.
Kopleri (dvs. rufferi og mellemmandsvirksomhed med hensyn til prostitution), som begås over for en person under 18 år.
Menneskehandel.
Fremstilling af børnepornografi.

I betænkningen fra 2010 om lovgivningen om seksualforbrydelser (SOU 2010:71 Sexualbrottslagstiftningen – utvärdering og reformförslag) overvejes bl.a., hvilke lovændringer en svensk tiltrædelse af Europarådets konvention af om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug vil nødvendiggøre. Det vurderes, at en svensk tiltræden vil nødvendiggøre, at kravet om dobbelt strafbarhed yderligere fraviges for følgende forbrydelser (jf. SOU 2010:71 side 447-51):

Køb af seksuel handling af barn (dvs. seksuelt forhold til en person under 18 år mod betaling eller løfte herom).
Udnyttelse af barn til seksuel posering (og ikke kun grov udnyttelse af barn til seksuel posering).

5. Straffelovrådets overvejelser

5.1. Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at de regler om dansk straffemyndighed, som rådet overvejer i dette kapitel, har begrænset praktisk betydning.

Som nævnt i afsnit 1 ovenfor er grundlaget for dansk straffemyndighed i sager om seksualforbrydelser således i praksis normalt, at handlingen er foretaget i den danske stat, jf. straffelovens § 6, nr. 1. Det bemærkes herved også, at hvis en del af en lovovertrædelse er begået i den danske stat, er der dansk straffemyndighed for lovovertrædelsen i sin helhed, jf. straffelovens § 9, stk. 4, og at forsøg og medvirken hører under dansk straffemyndighed, hvis forsøgs- eller medvirkenshandlingen er begået i Danmark, selv om forbrydelsen fuldbyrdes eller tilsigtes fuldbyrdet i udlandet, jf. straffelovens § 9, stk. 3.

Endvidere er grundlaget for dansk straffemyndighed i sager om seksualforbrydelser, hvor ingen del af lovovertrædelsen er begået i den danske stat, i praksis normalt gerningsmandens tilknytning til Danmark (gennem statsborgerskab eller bopæl mv.) og forbrydelsens strafbarhed på gerningsstedet, jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1. I mangel af strafbarhed på gerningsstedet kan dansk straffemyndighed følge af, at såvel gerningsmanden som offeret har den nævnte tilknytning til Danmark (statsborgerskab eller bopæl mv.), jf. straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra b.

De særlige regler i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, om, at kravet om dobbelt strafbarhed fraviges bl.a. for visse seksualforbrydelser, som en gerningsmand med tilknytning til Danmark (gennem statsborgerskab eller bopæl mv.) begår i udlandet, får således kun betydning, hvis gerningen ikke er strafbar på gerningsstedet og offeret heller ikke har den nævnte tilknytning til Danmark (statsborgerskab eller bopæl mv.).

Tilsvarende får den særlige regel i straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4, om dansk straffemyndighed på grundlag af forurettedes tilknytning til Danmark (gennem statsborgerskab eller bopæl mv.) kun betydning, hvis en gerningsmand uden en sådan tilknytning (statsborgerskab eller bopæl mv.) til Danmark efter gerningstidspunktet kommer til Danmark uden at erhverve bopæl mv. i Danmark og ikke udleveres til den stat, hvor forbrydelsen er begået.

5.2. Efter Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug er Danmark forpligtet til at fastsætte dansk straffemyndighed for en række seksualforbrydelser over for børn under 18 år, som danske statsborgere begår i udlandet, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet. EU-direktivet fra 2011 (som ikke gælder for Danmark) er på dette punkt identisk med konventionen.

5.3. Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet reglen i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, om fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed i bl.a. sager om seksuel udnyttelse af børn.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå indholdsmæssige ændringer af den gældende retstilstand, som i det væsentlige bygger på internationale forpligtelser.

Dette gælder dog ikke fravigelsen af kravet om dobbelt strafbarhed i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi samt om seksuel udnyttelse af børn og unge i tilfælde af uagtsomhed med hensyn til barnets eller den unges alder.

Der kan argumenteres for, at fravigelsen af kravet om dobbelt strafbarhed i disse situationer ikke har lige så stærke grunde for sig som med hensyn til de øvrige bestemmelser om seksuelt misbrug af børn og unge. Udbredelse og besiddelse af børnepornografi er udtryk for en efterfølgende udnyttelse af materiale, hvor der oprindelig kan være foregået et seksuelt misbrug af et barn, som gerningsmanden til udbredelsen eller besiddelsen af børnepornografi imidlertid ikke er ansvarlig for. I tilfælde af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder er der tale om en væsentligt mindre alvorlig forbrydelse, end når gerningsmanden i det hele har handlet forsætligt.

Straffelovrådet har dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå ændringer af den gældende retstilstand, der på dette punkt bygger på en lovændring fra 2006, herunder et ændringsforslag, som blev vedtaget under Folketingets behandling af lovforslaget.

Straffelovrådet har heller ikke fundet grundlag for at foreslå at udvide reglerne om fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed til at omfatte yderligere seksualforbrydelser. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at kravet om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende princip, som kun bør fraviges, hvis tungtvejende grunde taler for det, og at de hensyn, som begrunder de særlige regler i sager om seksuelt misbrug af børn, ikke gør sig gældende i nær samme grad i forhold til seksualforbrydelser over for voksne.

Med hensyn til den lovtekniske udformning af reglerne om fravigelse af kravet om dansk straffemyndighed i sager om seksuelt misbrug af personer under 18 år har Straffelovrådet overvejet alternativer til de gældende regler.

Straffelovrådet har overvejet, om den fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed, som følger af straffelovens § 8, nr. 5, jf. Europarådskonventionens artikel 25, stk. 1, litra d, og stk. 4, i stedet burde fremgå af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a.

Til støtte herfor kan navnlig anføres, at reglerne dermed ville blive mere tilgængelige, idet de i deres helhed ville fremgå udtrykkeligt af straffelovens ordlyd frem for af straffelovens bestemmelser sammenholdt med Europarådskonventionens bestemmelser.

En sådan ændring ville imidlertid bryde med den lovtekniske forenkling, som blev gennemført i 2008, idet en opregning af alle de strafbestemmelser, med hensyn til hvilke Danmark efter Europarådskonventionen er forpligtet til ikke at stille krav om dobbelt strafbarhed, ville blive væsentlig mere omfattende end den nuværende henvisning til ”seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel eller kvindelig omskæring”.

Endvidere angår Europarådskonventionens artikel 25, stk. 1, litra d, og stk. 4, alene statsborgere i den pågældende kontraherende stat, mens straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, også omfatter udenlandske statsborgere, som har bopæl mv. i Danmark. En udvidelse af denne bestemmelse til at omfatte yderligere strafbestemmelser ville således indebære en udvidelse af den personkreds, med hensyn til hvilken kravet om dobbelt strafbarhed fraviges.

Efter en samlet vurdering har Straffelovrådet herefter ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a.

5.4. Straffelovrådet har endvidere overvejet reglen i straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4, om det passive personalitetsprincip for så vidt angår visse grove seksualforbrydelser.

Også denne regel har som nævnt ringe betydning i praksis.

Bestemmelsen blev indført i 2008 som led i en generel modernisering af reglerne om dansk straffemyndighed og byggede på et grundigt forarbejde.

Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå indholdsmæssige ændringer af reglen.

I konsekvens af forslaget om at ændre udtrykket ”Forbrydelser mod kønssædeligheden” i overskriften til straffelovens kapitel 24 til ”Seksualforbrydelser”, jf. herom kapitel 6, afsnit 2, ovenfor, foreslår Straffelovrådet en tilsvarende ændring af udtrykket ”en forbrydelse mod kønssædeligheden” i straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4, til ”en seksualforbrydelse”.

Kapitel 28: Lovudkast med bemærkninger

1. Lovudkast

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. …, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 a, stk. 2, nr. 4, ændres ”forbrydelse mod kønssædeligheden” til: ”seksualforbrydelse”.

2. I § 68 a, stk. 2, 1. pkt., § 69 a, stk. 2, 1. pkt., og § 70, stk. 2, nr. 1, ændres ”sædelighedsforbrydelse” til: ”seksualforbrydelse”.

3. I § 93, stk. 3, og § 94, stk. 4, 2. pkt., ændres ”§§ 224 og 225” til: ”§ 225”.

4. I § 94, stk. 4, 1. pkt., ændres ”216-220, 222, 223, 223 a, 228, § 229, stk. 1, § 235 a, stk. 1” til: ”216-224, § 226, § 227, stk. 1, § 232 over for et barn under 15 år”.

5. I § 94, stk. 4, 2. pkt., ændres ”216-220 og 222-223 a” til: ”216-224”.

6. I § 94, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

”Hvis gerningsmanden med vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, regnes forældelsesfristen dog tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt.”

7. I § 210, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

”Adoptionsforhold sidestilles med biologisk slægtskab.”

8. § 210, stk. 3, affattes således:

”Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.”

9. Overskriften til 24. kapitel affattes således:

”Seksualforbrydelser”

Model A

10A. § 216 affattes således:

”§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller ved at hensætte en person i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.”

11A. (tom)

(Flertallets forslag:)
12A. I § 218, stk. 1 og 2, udgår ”uden for ægteskab”.

(Mindretallets forslag:)
12A. I § 218, stk. 1 og 2, ændres ”ægteskab” til: ”et fast samlivsforhold”.

13A. I § 218, stk. 2, indsættes efter ”tilstand”: ”eller situation”.

Model B

10B. § 216 affattes således:

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. For voldtægt straffes med fængsel indtil 4 år endvidere den, der skaffer sig samleje ved ulovlig tvang, jf. § 260, eller [uden for et fast samlivsforhold]^[1] med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, medmindre forholdet er omfattet af stk. 1.”

11B. § 217 ophæves.

(Flertallets forslag:)
12B. I § 218, stk. 1, udgår ”uden for ægteskab”.

(Mindretallets forslag:)
12B. I § 218, stk. 1, ændres ”ægteskab” til: ”et fast samlivsforhold”.

13B. § 218, stk. 2, ophæves.

Model C

10C. § 216 affattes således:

”§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller
skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller [uden for et fast samlivsforhold]^[2] med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

Stk. 3. Straffen efter stk. 1 kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en særligt farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.”

11C. § 217 ophæves.

(Flertallets forslag:)
12C. I § 218, stk. 1, udgår ”uden for ægteskab”.

(Mindretallets forslag:)
12C. I § 218, stk. 1, ændres ”ægteskab” til: ”et fast samlivsforhold”.

13C. § 218, stk. 2, ophæves.

14. § 219 affattes således:

”§ 219. Med fængsel indtil 4 år straffes den, der er

ansat ved kriminalforsorgen, og som har samleje med en person, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner, og som er undergivet den pågældendes myndighed,
ansat ved politiet, og som har samleje med en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt, eller
ansat ved eller tilsynsførende med døgninstitution eller opholdssted for børn og unge, psykiatrisk afdeling, døgninstitution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen.”

15. I § 220 ændres ”tjenstlige eller økonomiske afhængighed skaffer sig samleje uden for ægteskab” til: ”arbejdsmæssige, økonomiske eller plejemæssige afhængighed skaffer sig samleje [uden for et fast samlivsforhold]^[3]”

16. I § 220 ændres ”under 21 år, med fængsel indtil 3 år” til: ”under 18 år, med fængsel indtil 4 år”.

17. I § 221 ændres ”6 år” til: ”4 år”.

18. I § 221 udgår ”vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller”.

19. § 222, stk. 1, affattes således:

”Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.”

20. I § 222, stk. 2, udgår ”barnet været under 12 år, eller har”.

21. § 222, stk. 3, ophæves.

22. I § 223, stk. 1, udgår ”adoptivbarn,”.

23. §§ 223 a-231 ophæves, og i stedet indsættes:

”§ 224. Den, der medvirker til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Den, der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

§ 225. Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

§ 226. Den, der optager pornografiske fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

§ 227. Den, der medvirker til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Den, der som tilskuer overværer en forestilling som nævnt i stk. 1 med deltagelse af en person under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

§ 228. Overtrædelse af §§ 218 eller 222-224, § 225, jf. §§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk. 1,^[4] der som følge af gerningsmandens ukendskab til forurettedes tilstand eller alder ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig, straffes med en forholdsmæssig mindre straf, hvis gerningsmanden dog har handlet uagtsomt.”

24. § 232 affattes således:

”§ 232. Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år.”

25. §§ 233 og 234 affattes således:

”§ 233. Den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Den, der i øvrigt udnytter, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 3. Den, der udlejer værelse i hotel til brug for, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

§ 234. Den, der ved retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig fremgangsmåde formår en anden til mod betaling eller løfte om betaling at have seksuelt forhold til en kunde, straffes bøde eller fængsel indtil 2 år.”

26. I § 235, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, ændres ”utugtige” to steder til ”pornografiske”.

27. § 235, stk. 3, affattes således:

”Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af fotografier, film eller lignende af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende samtykker i besiddelsen.”

28. § 235 a ophæves.

29. § 236 affattes således:

”§ 236. Når nogen dømmes efter §§ 216, 217 eller 222, § 223, stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216, 217 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmelser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, kan der ved dommen gives den pågældende forbud mod

at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af gerningsstedet (opholdsforbud),
uden politiets tilladelse at lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig eller selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år (boligforbud),
at modtage besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsaget af en voksen (besøgsforbud) eller
gennem internettet eller et lignende system til spredning af information at søge at kontakte børn under 18 år, der ikke kender den dømte (kontaktforbud). Stk. 2. Forbud efter stk. 1 omfatter ikke kontakt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet. Forbud efter stk. 1, nr. 2 og 3, omfatter ikke den dømtes børn eller adoptivbørn.

Stk. 3. Forbud kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er nærliggende fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Stk. 4. Forbud gives på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre.

Stk. 5. Forbud må ikke stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til dem, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold.

Stk. 6. Når forbud er givet indtil videre, kan den dømte efter 5 års forløb, regnet fra endelig dom, forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker tidligere. § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse. Hvis afgørelsen går ud på, at forbuddet helt eller delvis opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst efter 2 års forløb.

Stk. 7. Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med fængsel indtil 4 måneder.”

30. I § 262 a, stk. 1 og 2, ændres ”kønslig usædelighed” til: ”prostitution, optagelse af pornografiske fotografier eller film, forestilling med pornografisk optræden”.

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. …, foretages følgende ændringer:

1. I § 29 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 741 a, stk. 2, 1. og 3. pkt., udgår ”2. led,”.^[5]

2. I § 29 a, stk. 1, 2. pkt., og § 741 a, stk. 1, og stk. 3, 2. pkt., udgår ”§ 224 eller”.

3. I § 41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1, ændres ”forbrydelser mod kønssædeligheden” til: ”seksualforbrydelser”.

4. I § 741 a, stk. 2, 3. pkt., ændres ”§ 224 eller § 225, jf. § 210,” til: ”§ 225, jf.”

5. I § 741 a, stk. 3, 1. pkt., udgår ”og stk. 2, 1. led,”.

6. I § 741 a, stk. 3, 2. pkt., udgår ”og stk. 2, 1. led”.

7. I § 741 g, stk. 1, 1. pkt., ændres ”sædelighedsforbrydelse” til: ”seksualforbrydelse”.

8. I § 762, stk. 2, nr. 2, ændres ”§§ 224 eller 225” til: ”§ 225”.

9. I § 781, stk. 1, nr. 3, ændres ”228” til ”233, stk. 1”.

10. I § 783, stk. 2, 1. pkt., ændres ”§§ 191, 192 a, 228, 237” til: ”§§ 191 eller 192 a, § 233, stk. 1, §§ 237”.

§ 3

I lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning foretages følgende ændring:

1. I § 2, stk. 2, nr. 1, ændres ”sædelighedsforbrydelse” til: ”seksualforbrydelse”.

§ 4

I lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 135 af 18. januar 2010, som ændret ved § 34 i lov nr. 718 af 25. juni 2010 og § 2 i lov nr. 249 af 30. marts 2011, foretages følgende ændring:

1. I § 31, stk. 2, 1. pkt., udgår ”der søger fortjeneste ved prostitution, eller”.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den …

Stk. 2. Straffelovens § 94, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4-6, finder anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Straffelovens § 236, stk. 4 og 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 29, finder anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, i stedet for de hidtil gældende regler.

Stk. 4. Straffelovens § 236, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 29, finder også anvendelse på pålæg givet før lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler i straffelovens § 236. Ved afgørelsen af, om et sådant pålæg skal opretholdes, anvendes straffelovens § 236, stk. 1, 3 og 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 29.

Stk. 5. Straffelovens § 236, stk. 7, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 29, finder også anvendelse på pålæg givet før lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler i straffelovens § 236.

2. Bemærkninger til lovudkastet

Til § 1
(Straffeloven)

Til nr. 1 (§ 7 a, stk. 2, nr. 4)

Straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2, angår dansk straffemyndighed på grundlag af forurettedes tilknytning til Danmark (det passive personalitetsprincip). Bestemmelserne kan bl.a. anvendes på handlinger, der omfatter en ”forbrydelse mod kønssædeligheden”.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 9) foreslås straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4, ændret, således at ”forbrydelse mod kønssædeligheden” ændres til ”seksualforbrydelse”.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 2 (§ 68 a, § 69 a og § 70)

Straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70 angår foranstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere. Bestemmelserne omfatter bl.a. ”voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse”.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 9) foreslås straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70 ændret, således at ”sædelighedsforbrydelse” ændres til ”seksualforbrydelse”.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Forslaget om at flytte seksuelt forhold til barn under 12 år fra straffelovens § 222 til voldtægtsbestemmelsen i § 216 medfører ingen ændringer i forhold til straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70, idet seksuelt forhold til barn under 12 år generelt må anses for en alvorlig seksualforbrydelse, der allerede i dag er omfattet af udtrykket ”voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse”.

Forslaget om at udvide straffelovens § 216 om voldtægt (Model B og C) til også at omfatte seksuelt forhold til en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (gældende § 218, stk. 2, og § 232), indebærer, at sådanne forhold omfattes af henvisningen til ”voldtægt” i straffelovens §§ 68 a, 69 a og 70. Udgangspunktet bliver dermed, at der ved idømmelse af en foranstaltning efter § 68 eller § 69 for sådanne forhold ikke fastsættes nogen længstetid for foranstaltningen. Endvidere vil der – hvis de snævre betingelser herfor i øvrigt er opfyldt – kunne idømmes forvaring efter § 70 for sådanne forhold.

Til nr. 3 (§ 93, stk. 3, og § 94, stk. 4, 2. pkt.)

Straffelovens §§ 93 og 94 angår forældelse af strafansvar. Det foreslås at ændre henvisningerne til straffelovens §§ 224 og 225 til henvisninger til straffelovens § 225. Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at slå de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og 225 sammen til én bestemmelse i straffelovens § 225, jf. lovforslagets § 1, nr. 23. Forslaget til ændring af straffelovens §§ 93 og 94 indebærer ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 4 og 5 (§ 94, stk. 4, 1. og 2. pkt.)

Straffelovens § 94, stk. 4, angår udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år. Det foreslås at ændre i opregningen af de bestemmelser i straffeloven, som er omfattet af reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år.

Det foreslås at udvide reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år til også at omfatte straffelovens § 221 om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden (jf. lovforslagets § 1, nr. 18) og straffelovens § 226 om optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år (jf. lovforslagets § 1, nr. 23). Forslaget om at medtage henvisninger til §§ 221 og 226 indebærer en ændring i forhold til gældende ret.

Det foreslås endvidere at udvide reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år til også at omfatte straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, hvis blufærdighedskrænkelsen begås over for et barn under 15 år. Forslaget er en ændring i forhold til gældende ret og indebærer, at hvis de almindelige regler om begyndelsestidspunktet for forældelse i straffelovens § 94, stk. 1-3 (der som udgangspunkt henviser til den dag, da den strafbare virksomhed er ophørt), ville føre til, at forældelsesfristen for en blufærdighedeskrænkelse begået over for et barn under 15 år begyndte at løbe før barnets fyldte 18. år, vil forældelsesfristen for en sådan blufærdighedskrænkelse fremover først løbe fra den dag, den forurettede fylder 18 år.

Det foreslås endvidere, at henvisningen til straffelovens § 223 a ændres til en henvisning til straffelovens § 224. Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at flytte strafbestemmelsen i § 223 a til § 224, jf. lovforslagets § 1, nr. 23. Den foreslåede ændring af henvisningen til § 223 a indebærer ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås endvidere, at henvisningen til straffelovens § 228 og § 229, stk. 1, udgår. Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om en ny selvstændig bestemmelse om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, jf. lovforslagets § 1, nr. 23. Den foreslåede nye selvstændige bestemmelse om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, foreslås placeret som § 224, stk. 1, og vil dermed være omfattet af den foreslåede henvisning til § 224 (der som nævnt er en videreførelse af den eksisterende henvisning til § 223 a). Den foreslåede udeladelse af henvisninger til § 228 og § 229, stk. 1, indebærer på denne baggrund ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Det foreslås endvidere, at henvisningen til straffelovens § 235 a, stk. 1, ændres til en henvisning til straffelovens § 227, stk. 1. Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at flytte strafbestemmelsen i § 235 a til § 227, jf. lovforslagets § 1, nr. 23 og 28. Den foreslåede ændring af henvisningen til § 235 a, stk. 1, indebærer på denne baggrund ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Der henvises i øvrigt til kapitel 26, afsnit 5.

Til nr. 6 (§ 94, stk. 4, 3. pkt.)

Det foreslås at supplere den eksisterende regel om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år med en regel om yderligere udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse, hvis gerningsmanden på strafbar måde har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet.

Den foreslåede nye regel finder anvendelse på forældelse af de lovovertrædelser, som fremgår af § 94, stk. 4, 1. og 2. pkt., som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 4 og 5.

Den foreslåede nye regel er kun relevant, hvis tvangen ikke er ophørt inden forurettedes fyldte 18. år. Hvis tvangen er ophørt inden forurettedes fyldte 18. år, regnes forældelsesfristen uændret fra forurettedes fyldte 18. år, jf. § 94, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Den foreslåede nye regel finder anvendelse, hvis tvangen består på det tidspunkt, hvor forurettede fylder 18 år. Dette gælder, uanset om der mellem gerningstidspunktet og forurettedes fyldte 18. år har været en kortere eller længere periode, hvor der ikke bestod nogen tvang.

Den foreslåede nye regel finder anvendelse, hvis gerningsmanden med vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på anden måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet. Reglen vil bl.a. kunne anvendes, hvis gerningsmanden ved trussel om vold forulemper forurettede i anledning af dennes forventede forklaring til politiet eller i retten, jf. straffelovens § 123, eller hvis gerningsmanden berøver forurettende friheden, jf. straffelovens § 261.

Det er en forudsætning for at anvende reglen, at det under straffesagen om den pågældende seksualforbrydelse kan bevises, at den pågældende gerningsmand objektivt og med fornøden tilregnelse ved en strafbar handling (herunder som medvirkende) efter forurettedes fyldte 18. år tvang forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet.

Det er derimod ikke et krav, at gerningsmanden er straffet eller kan straffes for den strafbare handling, hvorved forurettede blev tvunget til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet. Det er således f.eks. uden betydning, om gerningsmanden var utilregnelig på tidspunktet for den strafbare handling, hvorved forurettede blev tvunget til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet, eller om strafansvaret for denne handling er forældet eller ikke hører under dansk straffemyndighed.

Tvang til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet kan både bestå i en fysisk forhindring i form af eksempelvis drab eller frihedsberøvelse og i f.eks. vold eller strafbare trusler, som får forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet. Det er et krav, at der er årsagsforbindelse mellem den strafbare handling og forurettedes undladelse af at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet.

Retsvirkningen af, at gerningsmanden på den beskrevne måde ved en strafbar handling har tvunget forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet, er, at forældelsesfristen for strafansvaret for den pågældende seksualforbrydelse først begynder at løbe, når tvangen er ophørt. Hvis tvangen aldrig ophører, f.eks. fordi gerningsmanden har slået forurettede ihjel, er konsekvensen, at forældelsesfristen aldrig begynder at løbe, og at strafansvaret for den pågældende seksualforbrydelse dermed aldrig forældes.

Tvangen ophører i den foreslåede regels forstand, når gerningsmandens strafbare handling ikke længere virker bestemmende i forhold til at få forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet. Vurderingen af, på hvilket tidspunkt dette var, må foretages ud fra sagens konkrete omstændigheder, men det vil formentlig i almindelighed være forholdsvis kort tid efter, at den strafbare handling er ophørt. Det afgørende er således, om forurettede fortsat er tvunget til ikke at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet, og ikke, om forurettede, efter at tvangen er ophørt, fortsat faktisk undlader at foretage politianmeldelse, eksempelvis fordi der nu er gået meget lang tid, siden seksualforbrydelsen blev begået.

Når tvangen først én gang er ophørt efter forurettedes fyldte 18. år, begynder forældelsesfristen at løbe, og forældelsesfristen løber videre, uanset om gerningsmanden på et senere tidspunkt ved en ny strafbar handling tvinger forurettede til at undlade at anmelde den pågældende seksualforbrydelse til politiet.

Der henvises i øvrigt til kapitel 26, afsnit 5.

Til nr. 7 (§ 210, stk. 1)

Efter straffelovens § 210, stk. 1, straffes den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, med fængsel indtil 6 år. Efter § 210, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Det foreslås, at adoptionsforhold sidestilles med biologisk slægtskab i forhold til incestforbuddet i straffelovens § 210, stk. 1, og stk. 3, jf. stk. 1.

Forslaget indebærer, at det fremover som noget nyt generelt vil være strafbart at have seksuelt forhold til ens adoptivbarn over 18 år, og at seksuelt forhold til ens adoptivbarn under 18 år fremover vil være omfattet af straffelovens § 210 i stedet for § 223, stk. 1 (jf. lovforslagets § 1, nr. 22).

Strafferammen vil være fængsel indtil 6 år, jf. det gældende § 210, stk. 1, 1. pkt., som ikke foreslås ændret. Dette indebærer mulighed for anvendelse af de straffe-processuelle tvangsindgreb, som kræver en strafferamme med mindst fængsel i 6 år i strafferammen. Med denne strafferamme er der endvidere mulighed for at anvende de særlige regler i straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2, om dansk straffemyndighed baseret på det passive personalprincip, jf. henvisningen til ”incest”, dvs. straffelovens § 210, i § 7 a, stk. 2, nr. 4.

Strafferammen på fængsel indtil 6 år indebærer endvidere, at forældelsesfristen for strafansvar er 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1 (som ikke foreslås ændret). Samme forældelsesfrist gælder for de seksuelle forhold til adoptivbarn under 18 år, der i dag er omfattet af straffelovens § 223, stk. 1 (jf. straffelovens § 93, stk. 3, som forelsås ændret redaktionelt, jf. lovforslagets § 1, nr. 3). Forslaget til ændring af straffelovens § 210 indebærer således ingen ændringer af forældelsesfristen for de forhold, der foreslås flyttet fra straffelovens § 223, stk. 1, til § 210.

Efter forslaget omfatter straffelovens § 210 også en persons seksuelle forhold til sit adoptivbarns biologiske barn eller adoptivbarn eller til sit biologiske barns adoptivbarn (og tilsvarende gælder videre i nedstigende linje til oldebarn osv.). Efter gældende ret er sådanne forhold kun generelt kriminaliseret, hvis der er tale om seksuelt forhold til barn under 15 år.

Adoptionsforhold i den foreslåede bestemmelses forstand omfatter adoptioner, som har borgerlig gyldighed efter dansk ret, herunder dansk international privatret.

Adoptionsforhold i den foreslåede bestemmelses forstand foreligger, så længe adoptionsforholdet består. Hvis en adoption ophæves (med gyldighed for Danmark), vil den foreslåede bestemmelse ikke finde anvendelse på seksuelle forhold mellem den tidligere adoptant og det tidligere adoptivbarn, der finder sted efter adoptionens ophævelse.

Straffelovens § 210, stk. 2, om seksuelle forhold mellem søskende foreslås ikke ændret. Denne bestemmelse vil således fortsat alene finde anvendelse på seksuelle forhold mellem biologiske søskende.

Der henvises i øvrigt til kapitel 25, afsnit 4.

Til nr. 8 (§ 210, stk. 3)

Straffelovens § 210, stk. 3, knytter sig til bestemmelserne i § 210, stk. 1 og 2 om samleje med en slægtning i nedstigende linje henholdsvis samleje med bror eller søster. Efter straffelovens § 210, stk. 3, finder disse bestemmelser (i § 210, stk. 1 og 2) tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Det foreslås at slå de to led i det gældende § 210, stk. 3, om henholdsvis homoseksuelt forhold og andet heteroseksuelt forhold end samleje sammen til én samlet bestemmelse om andet seksuelt forhold end samleje. Forslaget er identisk med forslaget om at slå straffelovens §§ 224 og 225 sammen til én bestemmelse i § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 23).

Forslaget indebærer, at ”samleje” i straffelovens § 210, stk. 1 og 2, som noget nyt også vil omfatte analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn).

Herudover medfører forslaget ikke indholdsmæssige ændringer af gældende ret. Bortset fra det anførte om analt samleje er det således hensigten, at ”andet seksuelt forhold end samleje” skal forstås på samme måde som ”anden kønslig omgængelse end samleje” og ”kønslig omgængelse med en person af samme køn” efter gældende ret.

Der er med forslaget om at flytte kriminaliseringen af analt samleje fra straffelovens § 210, stk. 3, til § 210, stk. 1 og 2, ikke tilsigtet nogen ændring i vurderingen af dette forholds grovhed set i forhold til vaginalt samleje eller i forhold til andre seksuelle forhold. Der er således heller ikke tilsigtet nogen ændring i strafudmålingen i sager vedrørende analt samleje i forhold til det eksisterende strafniveau.

Der henvises i øvrigt til kapitel 16, afsnit 2.

Til nr. 9 (overskriften til kapitel 24)

Der foreslås en sproglig modernisering af overskriften til straffelovens kapitel 24, således at ”Forbrydelser mod kønssædeligheden” ændres til ”Seksualforbrydelser”.

Der henvises i øvrigt til kapitel 6, afsnit 2.

Til nr. 10-13 (§§ 216-218)

Fælles bemærkninger til Model A, B og C

Straffelovrådet har med hensyn til straffelovens §§ 216-218 opstillet tre lovmodeller. For overskuelighedens skyld og for at undgå gentagelser er bemærkningerne til de tre lovmodeller udformet som dels bemærkninger, der er fælles for alle tre modeller, dels særlige bemærkninger til Model B og C.

Det foreslås i § 216 uændret, at tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold straffes som voldtægt. Dette er fælles for alle tre modeller, og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i, hvad der skal forstås ved ”tiltvingelse ved vold eller trussel om vold”. Bestemmelsen vil således uændret bl.a. omfatte også mildere former for vold og også den blotte fastholdelse.

Det foreslås uændret, at tiltvingelse af samleje ved at hensætte en person i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, straffes som voldtægt. Dette fremgår særskilt af det foreslåede § 216, stk. 1, 1. pkt., i Model A og B, mens det i Model C er indeholdt i det foreslåede § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Denne del af voldtægtsbestemmelsen har uændret kun selvstændig betydning, hvis hensættelsen af forurettede i den hjælpeløse tilstand er sket på anden måde end ved vold. Er det sket ved vold, er der allerede som følge af voldsanvendelsen tale om voldtægt.

For disse former for voldtægt, som viderefører den gældende § 216, foreslås uændret en normalstrafferamme på fængsel indtil 8 år og en skærpet strafferamme på fængsel indtil 12 år. Bortset fra med hensyn til voldtægt af børn under 12 år (jf. herom nedenfor) er der i de tilfælde, som er omfattet af den gældende § 216, ikke tilsigtet nogen ændringer i anvendelsesområdet for normalstrafferammen og den skærpede strafferamme eller i strafudmålingen i forhold til i dag.

Det skal samtidig understreges, at strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt. At der er tale om et overfald, vil imidlertid i almindelighed udgøre en skærpende omstændighed, og straffen for en overfaldsvoldtægt vil derfor også alt andet lige være strengere end for en kontaktvoldtægt eller parvoldtægt.

Det skal endvidere understreges, at det i almindelighed vil udgøre en skærpende omstændighed i relation til strafudmålingen, hvis gerningsmanden til en voldtægt har en bestemt formodning om, at forurettede tillige er offer for menneskehandel.

Det foreslås som noget nyt, at ethvert samleje med et barn under 12 år fremover skal straffes som voldtægt med en strafferamme på fængsel indtil 12 år, jf. § 216, stk. 2. Med forslaget flyttes det gældende § 222, stk. 1, jf. stk. 2, 1. led, til § 216. Der er således tale om en uændret kriminalisering med en uændret strafferamme. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag. Det forudsættes således også, at betinget dom med vilkår om sexologisk behandling fortsat vil kunne anvendes i samme omfang som i dag, selv om forbrydelsen fremover betegnes som ”voldtægt”.

Det er en forudsætning for anvendelse af den foreslåede bestemmelse i § 216 om samleje med barn under 12 år, at gerningsmanden havde forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år. Hvis gerningsmanden alene har handlet uagtsomt i forhold til, at barnet var under 12 år, skal forholdet i stedet bedømmes efter straffelovens § 222 om samleje med barn under 15 år (jf. lovforslagets § 1, nr. 19-21).

En børneattest kan med den pågældendes samtykke udleveres til brug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen eller beskæftigelsen har en direkte kontakt med børn under 15 år, og i medfør af lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale er der ved bekendtgørelse fastsat regler om, hvornår en sådan attest skal indhentes.

Af hensyn til udstedelsen af børneattester vil det være nødvendigt i kriminalregisteret fortsat at registrere domfældelser for samleje med barn under 12 år særskilt og ikke blot som ”voldtægt”. Som følge heraf bør det af anklageskrifter og domme om overtrædelse af straffelovens § 216 fremover fremgå tydeligt, om der domfældes for overtrædelse af den foreslåede nye voldtægtsbestemmelse om samleje med barn under 12 år.

Der vil i givet fald kunne straffes i sammenstød for overtrædelse af § 216, stk. 1, og § 216, stk. 2.

Det forudsættes som noget nyt, at ”samleje” fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 23).

Der henvises i øvrigt til kapitel 7, afsnit 4.5, 6.2 og 7.2, og kapitel 13, afsnit 2.4 og 3.3.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 218, stk. 2, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, skal udvides til at omfatte at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. I Model B og C foreslås § 218, stk. 2, samtidig flyttet til § 216 (jf. herom nedenfor), men forslaget vedrørende at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, er i øvrigt fælles for alle tre modeller.

Forslaget indebærer, at kriminaliseringen af disse handlinger flyttes fra straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse til henholdsvis § 218 (Model A) eller § 216 (Model B og C).

Forslaget tager sigte på situationer, hvor gerningsmanden har mulighed for at overrumple forurettede og begynde et samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. forslaget til § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 23)), uden at forurettede kan nå at reagere. Hvis forurettede på grund af sin tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen, skal forholdet bedømmes efter dette led i bestemmelsen. Forslaget om at medtage situationer, hvor forurettede er ude af stand til at modsætte sig handlingen, tager således sigte på tilfælde, hvor forurettede for så vidt er i stand til at modsætte sig handlingen, men i den konkrete situation ikke kan nå at reagere, før gerningsmanden har begyndt et samleje eller andet seksuelt forhold.

I praksis vil der derfor typisk være tale om situationer, hvor forurettede er helt eller delvis afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning til forholdsvis intime berøringer. Som eksempler kan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse, massage eller lignende. Med ”situation” sigtes således til en konkret fysisk situation og ikke til en eventuel særligt sårbar situation i øvrigt, eksempelvis i form af økonomisk afhængighed.

Med forslaget tilsigtes ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag. Det forudsættes således, at den nedenfor omtalte strafskærpelse vedrørende tilfælde, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, også skal omfatte den foreslåede udvidelse af § 218, stk. 2, i det omfang der er tale om misbrug af et særligt tillidsforhold, som beror på gerningsmandens profession eller tilsvarende. Hvis der derimod undtagelsesvis ikke er tale om misbrug af et sådant særligt tillidsforhold, forudsættes der ingen ændringer i strafudmålingen i forhold til strafniveauet i dag, hvor overrumplingstilfælde straffes som blufærdighedskrænkelse. Det skal endvidere bemærkes, at det ved strafudmålingen i den konkrete sag bl.a. bør indgå, hvilken form for seksuelt forhold der er tale om, og at dette i praksis vil kunne føre til et gennemsnitligt lavere strafniveau i overrumplingstilfælde sammenlignet med andre overtrædelser af straffelovens § 218, stk. 2, fordi overrumplingstilfældene i praksis som oftest omfatter mildere grader af andet seksuelt forhold end samleje og kun meget sjældent fuldbyrdet samleje.

Der henvises i øvrigt til kapitel 9, afsnit 5.

Det foreslås i flertallets forslag, at bestemmelserne i § 218, stk. 1, om at skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering, og § 218, stk. 2, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, skal udvides til at omfatte at skaffe sig samleje inden for ægteskab. I Model B og C foreslås § 218, stk. 2, flyttet til § 216 (jf. herom nedenfor), men forslaget vedrørende at skaffe sig samleje inden for ægteskab er fælles for alle tre modeller.

Flertallets forslag indebærer, at forhold mellem samlevende, der er gift, i forhold til straffelovens § 218 fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem samlevende, der ikke er gift. Ligesom det i dag er tilfældet for forhold mellem samlevende, der ikke er gift, vil det således fremover også for forhold mellem gifte samlevende være afgørende for anvendelsen af § 218, om der har været tale om at ”udnytte” samleverens sindssygdom eller mentale retardering eller om at ”skaffe sig” samleje med samleveren, mens denne befandt sig i en tilstand, hvor den pågældende var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Flertallets forslag indebærer endvidere, at forhold mellem ikke-samlevende ægtefæller fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem andre personer, der ikke er samlevende. Forslaget indebærer således f.eks., at en person, der skaffer sig samleje med sin sovende fraseparerede ægtefælle, fremover vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 218 (Model A) henholdsvis § 216 (Model B og C). Tilsvarende vil en person, der f.eks. skaffer sig samleje med sin fraseparerede ægtefælle ved at udnytte dennes sindssygdom eller mentale retardering, fremover kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 218 (alle tre modeller).

Det foreslås i mindretallets forslag, at bestemmelserne i § 218, stk. 1, om at skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering, og § 218, stk. 2, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, ikke skal omfatte forhold i et fast samlivsforhold. I Model B og C foreslås § 218, stk. 2, flyttet til § 216 (jf. herom nedenfor), men forslaget vedrørende forhold i et fast samlivsforhold er fælles for alle tre modeller.

Mindretallets forslag indebærer, at forhold mellem samlevende fremover ikke vil være omfattet af straffelovens § 218, uanset om parterne er gift eller ej.

Mindretallets forslag indebærer endvidere, at forhold mellem ikke-samlevende ægtefæller fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem andre personer, der ikke er samlevende. Forslaget indebærer således f.eks., at en person, der skaffer sig samleje med sin sovende fraseparerede ægtefælle, fremover vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 218. Tilsvarende vil en person, der f.eks. skaffer sig samleje med sin fraseparerede ægtefælle ved at udnytte dennes sindssygdom eller mentale retardering, fremover kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 218.

Der henvises i øvrigt til kapitel 9, afsnit 3.3.

Det forudsættes med forslaget, at straffen for forhold, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, skærpes. Det forudsatte strafniveau vil også gælde for forhold inden for ægteskab, der som noget nyt foreslås omfattet af § 218, stk. 2 (jf. ovenfor).

Der lægges med forslaget op til, at udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen, fremover skal være 8 måneders fængsel. Hvis gerningsmanden har hensat forurettede i en tilstand, hvor denne ikke var i stand til at modsætte sig handlingen, uden at gerningsmanden dog har gjort det med forsæt til at skaffe sig samleje, vil der dog ved strafudmålingen fremover skulle tages udgangspunkt i et højere niveau, som afspejler, at forholdet nærmer sig voldtægt (kontaktvoldtægt).

Strafudmålingen vil endvidere skulle ske ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder, og den konkrete straf også for et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen, vil således afhængig af de konkrete omstændigheder kunne fastsættes både højere og lavere end det forudsatte udgangspunkt på 8 måneders fængsel.

Der henvises i øvrigt til kapitel 9, afsnit 4.2.

Særlige bemærkninger til Model B

Det foreslås, at forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 217 eller § 218, stk. 2, fremover skal være omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt. Det samme gælder de foreslåede udvidelser af den gældende bestemmelse i § 218, stk. 2, til forhold inden for ægteskab og til at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Det foreslås, at strafferammen for forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 217 eller § 218, stk. 2, uændret skal være fængsel indtil 4 år, jf. forslaget til § 216, stk. 3. Med hensyn til strafudmålingen i konkrete sager henvises til de fælles bemærkninger til Model A, B og C.

Medtagelsen i § 216 af forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, indebærer, at der som noget nyt i sådanne sager vil kunne gives pålæg efter straffelovens § 236 (jf. lovforslagets § 1, nr. 29).

Der vil i forbindelse med gennemførelsen af forslaget skulle tages stilling til, hvornår domme om overtrædelse af det foreslåede § 216, stk. 3, skal slettes i kriminalregisterets efterforskningsdel. Der gælder i dag forskellige sletningsregler for afgørelser omfattet af § 217 (slettes, når gerningsmanden fylder 80 år) og afgørelser omfattet af § 218 eller § 232 (slettes efter 20 år).

Der henvises i øvrigt til kapitel 7, afsnit 4.5.4.

Særlige bemærkninger til Model C

Det foreslås, at strafferammen for forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 217 eller § 218, stk. 2, skal være den samme som efter den gældende § 216 om voldtægt, dvs. en normalstrafferamme på fængsel indtil 8 år en en skærpet strafferamme på fængsel indtil 12 år. Med hensyn til strafudmålingen i konkrete sager henvises til de fælles bemærkninger til Model A, B og C.

Forslaget indebærer, at forældelsesfristen for de forhold, der som noget nyt bliver omfattet af straffelovens § 216 om voldtægt, forlænges fra 5 til 10 eller 15 år afhængig af, om de henføres til normalstrafferammen eller den skærpede strafferamme. Forslaget indebærer endvidere, at der i sager om disse forhold som noget nyt vil kunne anvendes de straffeprocessuelle tvangsindgreb, som kræver en strafferamme på mindst 6 års fængsel. Endvidere vil dansk straffemyndighed for disse forhold som noget nyt kunne baseres på det passive personalitetsprincip (dvs. forurettedes tilknytning til Danmark), jf. straffelovens § 7 a, stk. 1 og 2.

Medtagelsen i § 216 af forhold, som i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, indebærer desuden, at der som noget nyt i sådanne sager vil kunne gives pålæg efter straffelovens § 236 (jf. lovforslagets § 1, nr. 29).

Forslaget vil endelig naturligt have den konsekvens, at domme om forhold, som i dag hører under § 218, stk. 2, eller § 232, men fremover under § 216, først skal slettes i kriminalregisterets efterforskningsdel, når gerningsmanden fylder 80 år, idet dette allerede gælder for domme om overtrædelse af §§ 216 og 217 (hvorimod domme om overtrædelse af § 218 eller § 232 slettes efter 20 år).

Der henvises i øvrigt til kapitel 7, afsnit 4.5.4.

Til nr. 14 (§ 219)

Det foreslås at opdele straffelovens § 219 om samleje mellem ansatte og beboere på visse institutioner i tre numre, således at nr. 1 angår krimininalforsorgens institutioner, nr. 2 frihedsberøvede, der er i politiets varetægt, og nr. 3 andre institutioner.

Det foreslås i nr. 1 at ændre kriminaliseringen af samleje mellem ansatte eller tilsynsførende ved en af kriminalforsorgens institutioner og en indsat i den pågældende institution til en kriminalisering af samleje mellem en ansat i kriminalforsorgen og en indsat i en af kriminalforsorgens institutioner, som den ansatte har myndighed over.

Forslaget indebærer, at det absolutte forbud mod samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. straffelovens § 225 (lovforslagets § 1, nr. 23)) udvides fra ansatte og tilsynsførende ved en bestemt institution til at omfatte ansatte i hele kriminalforsorgen, men til gengæld begrænses til ansatte, som har myndighed over den pågældende indsatte. Med ansatte i kriminalforsorgen menes ansatte i Direktoratet for Kriminalforsorgen og alle underliggende myndigheder og institutioner, herunder fængsler, arresthuse, pensioner og kriminalforsorgen i frihed. Henvisningen til tilsynsførende udgår, og bestemmelsen vil således kun omfatte personer, der er ansat (herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte).

Forbuddet gælder uændret i den periode, den pågældende er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner, herunder under udgang og frigang, hospitalsindlæggelse mv., men ikke efter løsladelse, herunder løsladelse på prøve. Forbuddet vil efter en konkret vurdering kunne udstrækkes til at gælde i en kortere periode efter udeblivelse fra udgang eller frigang eller efter undvigelse, men herefter må institutionsopholdet anses for ophørt. Det bemærkes, at hvis en ansat i kriminalforsorgen har kontakt med en undvegen fange, uden at søge at få den pågældende bragt tilbage til fængslet, vil den ansatte i almindelighed gøre sig skyldig i en tjenesteforsømmelse og vil efter omstændighederne også kunne straffes herfor, jf. navnlig straffelovens § 124, stk. 2, om hjælp til at skjule en undvegen fange og § 157 om tjenesteforsømmelse.

Forbuddet gælder uændret ikke i forhold til personer, der afsoner på deres bopæl, eller som efter prøveløsladelse eller i medfør af en betinget dom er underlagt tilsyn af kriminalforsorgen.

Med ansatte, som har ”myndighed” over den indsatte, sigtes til personer, der i forhold til den indsatte fremstår som en, der vil kunne have indflydelse på den indsattes forhold. Det er uden betydning, om den ansatte har nogen formel beslutningskompetence i forhold til den indsatte.

Det foreslås i nr. 2 som en ny regel at indføre et absolut forbud mod samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. straffelovens § 225 (lovforslagets § 1, nr. 23)) mellem en ansat ved politiet og en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt.

Forbuddet omfatter alle ansatte ved politiet, herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte.

Forbuddet omfatter seksuelt forhold til enhver, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt. Grundlaget for frihedsberøvelsen er uden betydning. Forbuddet omfatter dermed eksempelvis personer, der anholdes i anledning af en sigtelse for et strafbart forhold, tilbageholdes i medfør af politiloven, tilbageholdes i medfør af psykiatriloven, tilbageholdes i medfør af udlændingeloven, anholdes med henblik på fremstilling i retten (som tiltalt i en straffesag, som skyldner i en fogedsag eller som vidne mv.) eller pågribes med henblik på iværksættelse eller fortsættelse af varetægtsfængsling eller afsoning af en fængselsstraf. Forbuddet omfatter også eksempelvis varetægtsfængslede og strafafsonere, der midlertidigt er i politiets varetægt, eksempelvis under en transport. Forbuddet omfatter også strafafsonere under ledsaget udgang, hvis det er politiet, der ledsager den pågældende.

Forbuddet omfatter seksuelle forhold, der finder sted under frihedsberøvelsen, mens den pågældende er i politiets varetægt. Forbuddet gælder dermed ikke, efter at frihedsberøvelsen er ophørt, eller når den pågældende ikke længere er i politiets varetægt (uanset om frihedsberøvelsen ikke er ophørt).

Det foreslås i nr. 3 med visse ændringer at videreføre den eksisterende bestemmelse i § 219 for så vidt angår andre institutioner end kriminalforsorgens institutioner.

Det foreslås, at henvisningen til tilsynsførende ved en institution ændres til tilsynsførende med en institution. Der er tale om en præcisering. Bestemmelsen vil således uændret omfatte dels personer, der er ansat (herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatte og ulønnede ansatte) ved den pågældende institution, dels personer, der som led i et offentligt hverv fører tilsyn med behandlingen af personer, der er optaget i den pågældende institution. I modsætning til det foreslåede nr. 1 vil nr. 3 fortsat omfatte alle ansatte (ved den pågældende institution), og forbuddet i nr. 3 gælder således, uansat om den ansatte har myndighed over den, der er optaget i institutionen.

Det foreslås, at forsorgshjem udgår af bestemmelsen.

Det foreslås at modernisere de øvrige institutionsbetegnelser, således at ”børne- eller ungdomshjem” ændres til ”døgninstitution eller opholdssted for børn og unge”, ”hospital for sindslidende” ændres til ”psykiatrisk afdeling” og ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap” ændres til ”døgninstitution for personer med vidtgående psykiske handicap”.

Det absolutte forbud mod samleje (eller andet seksuelt forhold, jf. straffelovens § 225 (lovforslagets § 1, nr. 23)) gælder uændret for forhold mellem en ansat og en person, der er optaget i institutionen med henblik på at overnatte på institutionen. Bestemmelsen gælder således ikke for forhold til en person, der alene har dagophold på institutionen, eksempelvis en patient, som modtager ambulant behandling på en psykiatrisk afdeling, eller en person, som deltager i aktiviteter i et dagcenter, beskyttet værksted eller lignende (uden at have døgnophold det pågældende sted). Bestemmelsen gælder uændret i den periode, hvor den pågældende er optaget i institutionen, dvs. også hvis den pågældende midlertidigt overnatter uden for institutionen, eksempelvis i forbindelse med samvær med familie, weekendophold hos en aflastnings- eller plejefamilie, hospitalsindlæggelse mv. Bestemmelsen gælder også under en eventuel studie- eller ferierejse, som foretages i institutionens regi. Når institutionsopholdet er ophørt, herunder i forbindelse med flytning til en anden institution, gælder bestemmelsen imidlertid ikke længere. Bestemmelsen vil efter en konkret vurdering kunne udstrækkes til at gælde i en kortere periode efter udeblivelse fra udgang eller efter rømning, men herefter må institutionsopholdet anses for ophørt.

Strafferammen i § 219 er uændret fængsel indtil 4 år, og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til kapitel 10, afsnit 4.

Til nr. 15 og 16 (§ 220)

Det foreslås i nr. 15 at udvide straffelovens § 220 om at skaffe sig samleje ved groft misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed til også at omfatte at skaffe sig samleje ved groft misbrug af plejemæssig afhængighed.

Dette vil omfatte personer, der modtager (omfattende) plejemæssig bistand i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., hvis der foreligger et stærkt afhængighedsforhold mellem plejepersonalet og den pågældende og denne afhængighed er blevet groft misbrugt til at opnå samleje med den pågældende.

Det foreslås endvidere i flertallets forslag, at straffelovens § 220 skal udvides til at omfatte at skaffe sig samleje inden for ægteskab.

Flertallets forslag indebærer, at forhold mellem samlevende, der er gift, i forhold til straffelovens § 220 fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem samlevende, der ikke er gift. Ligesom det i dag er tilfældet for forhold mellem samlevende, der ikke er gift, vil det således fremover også for forhold mellem gifte samlevende være afgørende for anvendelsen af § 220, om der har været tale om ”groft misbrug” af samleverens arbejdsmæssige, økonomiske eller (som noget nyt) plejemæssige afhængighed.

Det forudsættes, at anvendelse af en økonomisk afhængighed, som følger af ægteskabet (eller af et samlivsforhold uden ægteskab), som pressionsmiddel til at opnå samleje som udgangspunkt ikke skal anses som et ”groft misbrug” i § 220’s forstand. Eksempelvis vil opnåelse af samleje ved hjælp af en trussel om skilsmisse eller samlivsophævelse ikke kunne anses som et groft misbrug i § 220’s forstand, og dette gælder, selv om en ægtefælle eventuelt yderligere truer med at ville trække bodelingen i langdrag eller med en øjeblikkelig udsættelse af den fælles bolig ved fogedrettens bistand og den anden ægtefælle vil være meget vanskeligt stillet, hvis der gøres alvor af sådanne trusler. Opnåelse af samleje ved hjælp af en specifik trussel om ikke at ville betale pligtige underholdsbidrag (dvs. underholdsbidrag, som det ifølge eksigibel afgørelse fra statsforvaltningen eller en domstol påhviler den pågældende at betale) til forfaldstid eller om udsættelse af den fælles bolig ved ulovlig selvtægt, vil imidlertid i almindelighed udgøre et ”groft misbrug” i § 220’s forstand og vil dermed kunne straffes, hvis den anden ægtefælle var stærkt afhængig af at modtage bidragene fra ægtefællen til forfaldstid henholdsvis at blive boende i det fælles hjem og ægtefællen havde forsæt med hensyn til, at den anden ægtefælle indvilligede i samleje som følge heraf.

Det vil bero på en konkret vurdering, om opnåelse af samleje med en ægtefælle (eller ugift samlever), som plejemæssigt er stærkt afhængig af sin ægtefælle (eller ugifte samlever), udgør et groft misbrug af plejemæssig afhængighed i § 220’s forstand. I forlængelse af det, der er anført ovenfor om økonomisk afhængighed, som følger af ægteskabet (eller samlivsforholdet uden ægteskab), kan opnåelse af samleje ved hjælp af en trussel om skilsmisse eller samlivsophævelse ikke anses som et groft misbrug i § 220’s forstand, og dette gælder, selv om skilsmissen eller samlivsophævelsen samtidig vil indebære ophør af pleje, som ægtefællen er stærkt afhængig af. Opnåelse af samleje ved hjælp af en specifik trussel om ikke at ville fortsætte med pleje, som ægtefællen (eller den ugifte samlever) er stærkt afhængig af, uden at ophøret af pleje har sammenhæng med en skilsmisse eller samlivsophævelse, vil imidlertid kunne udgøre et groft misbrug i § 220’s forstand.

Flertallets forslag indebærer endvidere, at forhold mellem ikke-samlevende ægtefæller fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem andre personer, der ikke er samlevende. Forslaget indebærer således f.eks., at en person, der skaffer sig samleje ved groft misbrug af sin fraseparerede ægtefælles arbejdsmæssige eller økonomiske afhængighed, fremover vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 220. Et eksempel herpå kunne være at opnå samleje ved at true med at undlade at betale pligtige underholdsbidrag til forfaldstid. Straf efter § 220 ville i den forbindelse bl.a. forudsætte, at den bidragsberettigede var stærkt afhængig af at modtage bidragene fra ægtefællen til forfaldstid, og at den bidragspligtige havde forsæt med hensyn til, at den bidragsberettigede indvilligede i samleje som følge heraf.

Det foreslås i mindretallets forslag, at straffelovens § 220 ikke skal omfatte forhold i et fast samlivsforhold.

Mindretallets forslag indebærer, at forhold mellem samlevende fremover ikke vil være omfattet af straffelovens § 220, uanset om parterne er gift eller ej.

Mindretallets forslag indebærer endvidere, at forhold mellem ikke-samlevende ægtefæller fremover vil skulle vurderes på samme måde som forhold mellem andre personer, der ikke er samlevende. Forslaget indebærer således f.eks., at en person, der skaffer sig samleje ved groft misbrug af sin fraseparerede ægtefælles arbejdsmæssige eller økonomiske afhængighed, fremover vil kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 220.

Det foreslås i nr. 16 at ændre den skærpede strafferamme, således at den skærpede strafferamme omfatter forhold begået over for personer under 18 år (i stedet for personer under 21 år), og således at strafmaksimum forhøjes fra 3 år til 4 år.

Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til kapitel 9, afsnit 3.3, og kapitel 11, afsnit 4.

Til nr. 17 og 18 (§ 221)

Det foreslås i nr. 18, at 1. led i straffelovens § 221 om at tilsnige sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt, skal udgå.

Forslaget indebærer, at det fremover ikke i sig selv vil være strafbart at have samleje med en person, der – seksualpartneren bekendt – går med til samlejet, fordi vedkommende fejlagtigt går ud fra, at parterne er gift. Som eksempel kan nævnes, at parterne har gennemført en religiøs vielsesceremoni, der ikke har borgerlig gyldighed efter dansk ret.

En vildfarelse, som ikke angår de konkrete parters ægteskabelige status, men hvem personen har samleje med, vil imidlertid fortsat være omfattet af § 221. Som eksempel kan nævnes, at A, som er gift med B, har samleje med C, idet A forveksler C med B.

Det foreslås i nr. 17, at strafferammen for § 221 – som efter forslaget kun vil omfatte tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden – ændres fra fængsel indtil 6 år til fængsel indtil 4 år.

Nedsættelsen af strafmaksimum indebærer, at straffeprocessuelle tvangsindgreb, som kræver en strafferamme på mindst 6 års fængsel, fremover ikke vil kunne anvendes i sager om overtrædelse af straffelovens § 221.

Nedsættelsen af strafmaksimum indebærer endvidere, at forældelsesfristen for strafansvar for overtrædelse af straffelovens § 221 nedsættes fra 10 til 5 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1. Hvis forurettede er under 18 år, foreslås imidlertid som noget nyt, at forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 221 først skal begynde at løbe fra den dag, hvor forurettede fylder 18 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 og 5 (forslag til ændring af straffelovens § 94, stk. 4).

Der er med forslaget om at nedsætte strafmaksimum ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til kapitel 12, afsnit 4.

Til nr. 19-21 (§ 222)

Det foreslås, at samleje med barn under 12 år fremover skal straffes som voldtægt efter straffelovens § 216 (jf. lovforslagets § 1, nr. 10).

Straffelovens § 222 foreslås som følge heraf ændret, således at bestemmelsen er subsidiær i forhold til det foreslåede § 216, stk. 2, om samleje med barn under 12 år, og således at § 222, stk. 2, 1. led, om samleje med barn under 12 år udgår. Endvidere foreslås bestemmelsen i stk. 3 om at skaffe sig samleje ved udnyttelse af sin fysiske eller psyksiske overlegenhed, der herefter alene vil angå stk. 1, placeret som et nyt 2. pkt. i stk. 1.

Forslaget indebærer, at der i forbindelse med straf efter det foreslåede nye § 216, stk. 2, om samleje med barn under 12 år ikke tillige skal straffes for overtrædelse af § 222. Hvis et samleje med et barn under 12 år som følge af manglende forsæt med hensyn til, at barnet var under 12 år, ikke kan straffes efter § 216, vil § 222 derimod kunne anvendes. Der vil endvidere fortsat i forhold til ofre i aldersgruppen 12-14 år kunne straffes i sammenstød mellem § 222 og bestemmelserne om voldtægt i form af tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel om vold mv. (forslaget til § 216, stk. 1,^[6] jf. lovforslagets § 1, nr. 10).

Til nr. 22 (§ 223, stk. 1)

Det foreslås, at en persons seksuelle forhold til sit adoptivbarn skal være omfattet af straffelovens § 210 om incest (jf. lovforslagets § 1, nr. 7). Som følge heraf foreslås straffelovens § 223, stk. 1, ændret, således at samleje med adoptivbarn udgår.

Til nr. 23 (§§ 223 a-231)

Der foreslås at ophæve de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 223 a-231 og i stedet at indsætte §§ 224-228 som nyaffattede bestemmelser. I oversigtsform foreslås følgende ændringer i forhold til de gældende regler:

Den foreslåede § 226 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 230, 1. pkt., med en sproglig modernisering og en forenkling af strafferammen.

Den foreslåede § 227 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 235 a med visse ændringer.

Den foreslåede § 228 viderefører med visse ændringer den gældende bestemmelse i straffelovens § 226 om uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder.

De gældende bestemmelser i straffelovens §§ 228 og 229 om medvirken til andres prostitution afløses af de foreslåede § 224, stk. 1, og §§ 233 og 234 (lovforslagets § 1, nr. 25).

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 230, 1. pkt., om optagelse af pornografiske fotografier og film af en person under 18 år foreslås som nævnt flyttet til § 226.

Det gældende § 230, 2. pkt., indeholder en henvisning til den gældende § 226 om uagtsomhed med hensyn til alder. Det foreslås, at der i bestemmelsen om uagtsomhed (der som nævnt foreslås placeret som § 228) medtages en henvisning til den foreslåede § 226.

Samlet set videreføres straffelovens § 230 således i sin helhed ved de foreslåede §§ 226 og 228.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 231 om, at straffen for overtrædelse af §§ 228 og 229 i gentagelsestilfælde kan forhøjes med indtil det halve, videreføres ikke. Der henvises herom til kapitel 19, afsnit 6.2.

I forenklet oversigtsform kan forholdet mellem de gældende bestemmelser og de foreslåede bestemmelser gengives således:

Gældende bestemmelse	Foreslået bestemmelse
§ 223 a	§ 224, stk. 2
§ 224	§ 225
§ 225	§ 225
§ 226	§ 228
§ 227	videreføres ikke
§ 228, stk. 1	§ 233, stk. 1, og § 234, stk. 1
§ 228, stk. 2	§ 224, stk. 1
§ 229, stk. 1	§ 233, stk. 2
§ 229, stk. 2	§ 233, stk. 3
§ 230	§ 226
§ 231	videreføres ikke
§ 232	§ 232
§ 233	videreføres ikke
§ 234	videreføres ikke
§ 235	§ 235
§ 235 a	§ 227
§ 236	§ 236

Til § 224

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, som § 224, stk. 1, således at den eksisterende bestemmelse i § 223 a om en kundes samleje mod betaling eller løfte om betaling med en person under 18 år bliver § 224, stk. 2. Det forudsættes som noget nyt, at ”samleje” fremover også omfatter analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn). Andet seksuelt forhold end samleje (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn) vil fremover være omfattet af straffelovens § 225 (jf. lovforslagets § 1, nr. 23).

De gældende §§ 224 og 225 om anden kønslig omgængelse end samleje foreslås samlet i § 225.

Det foreslåede nye § 224, stk. 1, foreslås formuleret parallelt med bestemmelsen i straffelovens § 227, stk. 1 (gældende 235 a, stk. 1), om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden.

Forslaget til stk. 1 omfatter den, der medvirker til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde. Det følger af forslaget til § 225 (lovforslagets § 1, nr. 23), at bl.a. § 224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

Den foreslåede bestemmelse i § 224, stk. 1, omfatter således enhver form for bistand til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, herunder tilfælde, hvor den pågældende overtales, lokkes, narres eller vildledes hertil. Hvis der er anvendt ulovlig tvang efter straffelovens § 260 for at få den pågældende til mod betaling eller løfte om betaling at have samleje med en kunde, vil der også kunne straffes for voldtægt efter § 216 eller for overtrædelse af straffelovens § 217 om at tiltvinge sig samleje ved anden ulovlig tvang.^[7]

Den foreslåede bestemmelse i § 224, stk. 1, er subsidiær i forhold til straffelovens § 262 a, stk. 2 (jf. lovforslagets § 1, nr. 30), om menneskehandel af en person under 18 år. Derimod vil der i givet fald kunne straffes i sammenstød mellem § 224, stk. 1, og bl.a. straffelovens §§ 216, 217, 222, 245 og 246.^[8]

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af forbuddet mod medvirken til, at en person under 18 til mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, skal være bøde eller fængsel indtil 6 år.

Der henvises i øvrigt til kapitel 19, afsnit 6.2.

Til § 225

Det foreslås at slå de gældende bestemmelser om anden heteroseksuel kønslig omgængelse end samleje (§ 224) henholdsvis homoseksuel kønslig omgængelse (§ 225) sammen til én bestemmelse, som placeres i § 225, om andet seksuelt forhold end samleje. Det foreslås i den forbindelse, at straffelovens § 221 (jf. lovforslagets § 1, nr. 18) om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden, fremover også skal omfatte homoseksuelt forhold.

Bortset fra den nævnte nykriminalisering af tilsnigelse af homoseksuelt forhold ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden, er sammenlægningen til én bestemmelse alene udtryk for en forenkling af lovteksten, og ændringen fra kønslig omgængelse til seksuelt forhold er alene udtryk for en sproglig modernisering.

Det forudsættes imidlertid, at ”samleje” i straffelovens §§ 216-224 fremover også vil omfatte analt samleje, dvs. hel eller delvis indføring af penis i anus (såvel mellem personer af samme køn som mellem personer af forskelligt køn).

Herudover medfører forslaget om at sammenskrive de gældende §§ 224 og 225 til én bestemmelse ikke indholdsmæssige ændringer af gældende ret. Bortset fra det anførte om analt samleje er det således hensigten, at ”andet seksuelt forhold end samleje” skal forstås på samme måde som ”anden kønslig omgængelse end samleje” og ”kønslig omgængelse med en person af samme køn” efter gældende ret.

Der er med forslaget om at flytte kriminaliseringen af analt samleje fra straffelovens §§ 224 og 225 til §§ 216-224 heller ikke tilsigtet nogen ændring i vurderingen af dette forholds grovhed set i forhold til vaginalt samleje eller i forhold til andre seksuelle forhold. Der er således heller ikke tilsigtet nogen ændring i strafudmålingen i sager vedrørende analt samleje i forhold til det eksisterende strafniveau.

Der henvises i øvrigt til kapitel 16, afsnit 2.

Til § 226

Det foreslås at indsætte en bestemmelse om optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år i § 226.

Strafbestemmelsen i den gældende § 226 om uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder ved overtrædelse af straffelovens §§ 216-225 videreføres med visse ændringer i den foreslåede § 228, jf. nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.

Den foreslåede § 226 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 230, 1. pkt., med en sproglig modernisering, således at ”utugtige” ændres til ”pornografiske”, og med en forenkling af strafferammen, således at den gældende normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år slås sammen med den gældende skærpede strafferamme på fængsel indtil 6 år. Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold eller i strafudmålingen i forhold til i dag.

Med forslaget udgår opregningen i lovteksten af, hvad der navnlig anses som særligt skærpende omstændigheder. De forhold, som er opregnet i det gældende § 230, 2. pkt. – at barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at barnet forvoldes alvorlig skade, eller at der er tale om optagelser af mere systematisk eller organiseret karakter – vil imidlertid fortsat udgøre skærpende omstændigheder ved strafudmålingen. Det vil også fortsat være relevant ved strafudmålingen at inddrage forurettedes alder, således at straffen alt andet lige udmåles strengere, jo yngre forurettede er, og hvis forurettede er under 15 år, kan der i givet fald straffes i sammenstød med det foreslåede § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 10), eller § 222 (lovforslagets § 1, nr. 19-21).

Det foreslås som noget nyt, at forældelsesfristen for overtrædelse af den foreslåede § 226 først skal begynde at løbe fra den dag, hvor forurettede fylder 18 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 og 5 (forslag til ændring af straffelovens § 94, stk. 4).

Der henvises i øvrigt til kapitel 20, afsnit 4.

Til § 227

Det foreslås at indsætte en bestemmelse om forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af en person under 18 år i § 227.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 227 om strafnedsættelse eller strafbortfald for overtrædelse af straffelovens §§ 216-226 ved indgåelse af ægteskab mellem gerningsmanden og forurettede videreføres ikke. Ophævelsen af den gældende bestemmelse i § 227 er ikke til hinder for, at det ved strafudmålingen efter omstændighederne vil kunne tillægges betydning i formildende retning, at gerningsmanden og forurettede er blevet forsonet og har genoptaget eller fortsat deres samliv. Der henvises herom til kapitel 9, afsnit 3.3.

Den foreslåede § 227 viderefører den gældende bestemmelse i straffelovens § 235 a med visse ændringer.

Det foreslås at forenkle gerningsbeskrivelsen, således at ”rekrutterer eller i øvrigt medvirker til, eller som udnytter” ændres til ”medvirker til”. Samtidig foreslås en sproglig modernisering, således at ”utugtig” ændres til ”pornografisk”. Bortset fra, at forbrydelsen med den foreslåede forenkling i alle tilfælde først vil være fuldbyrdet på det tidspunkt, hvor en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, er der ikke tilsigtet nogen ændringer i gerningsindholdet. Rekruttering af en person under 18 år til en sådan forestilling vil fremover kunne straffes som forsøg, hvis den rekrutterede persons deltagelse ikke bliver til noget.

Det foreslås desuden at forenkle strafferammen i stk. 1, således at den gældende normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år slås sammen med den gældende skærpede strafferamme på fængsel indtil 6 år. Der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Med forslaget udgår opregningen i lovteksten af, hvad der navnlig anses som særligt skærpende omstændigheder. De forhold, som er opregnet i det gældende § 235, stk. 1, 2. pkt. – at barnets liv udsættes for fare, at der anvendes grov vold, at barnet forvoldes alvorlig skade, eller at der er tale om forestillinger af mere systematisk eller organiseret karakter – vil imidlertid fortsat udgøre skærpende omstændigheder ved strafudmålingen. Det vil også fortsat være relevant ved strafudmålingen at inddrage forurettedes alder, således at straffen alt andet lige udmåles strengere, jo yngre forurettede er, og hvis forurettede er under 15 år, kan der i givet fald straffes i sammenstød med det foreslåede § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 10), eller § 222 (lovforslagets § 1, nr. 19-21).

Det foreslås samtidig at forhøje strafferammen i bestemmelsens stk. 2 fra bøde eller fængsel indtil 1 år til bøde eller fængsel indtil 2 år. Forslaget skal ses i lyset af strafferammekravet i EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn for så vidt angår overværelse som tilskuer af forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af børn under den seksuelle lavalder, og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag.

Der henvises i øvrigt til kapitel 20, afsnit 4.

Til § 228

Det foreslås i § 228 at indsætte en bestemmelse om uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder ved overtrædelse af straffelovens §§ 218 eller 222-224, § 225, jf. §§ 218 eller 222-224, § 226 eller § 227, stk. 1.

Med hensyn til den gældende § 228 om rufferi henvises til den foreslåede § 233 (lovforslagets § 1, nr. 25) og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede § 228 viderefører med visse ændringer den gældende bestemmelse i straffelovens § 226.

Det foreslås at udvide kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder til at omfatte den foreslåede nye bestemmelse i § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde, og den foreslåede bestemmelse i § 227, stk. 1 (som viderefører det gældende § 235 a, stk. 1), om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden.

Det foreslås, at kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder fremover ikke skal omfatte strafforhøjelsesregler, som indeholder en aldersgrænse. Det drejer sig om det foreslåede § 216, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 10), om samleje med et barn under 12 år, og § 220 om groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller plejemæssig afhængighed over for en person under 18 år (lovforslagets § 1, nr. 15 og 16). I tilfælde af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder i en sådan strafforhøjelsesregel vil forholdet i stedet i givet fald skulle straffes som en forsætlig overtrædelse inden for normalstrafferammen. Det foreslåede § 216, stk. 2, fungerer i denne forbindelse som en strafforhøjelsesregel i forhold til straffelovens § 222 (lovforslagets § 1, nr. 19-22).

Samtidig foreslås en sproglig forenkling af bestemmelsens formulering, og frem for at henvise til de ”foranstående bestemmelser” uden nærmere præcisering foreslås det at angive de af de foregående bestemmelser, som den foreslåede § 228 finder anvendelse på.

Der er ikke med den sproglige forenkling tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold.

Opregningen af de af de foregående bestemmelser, som den foreslåede § 228 finder anvendelse på, har været nødvendig, fordi de foregående bestemmelser fremover også vil indeholde aldersgrænser, med hensyn til hvilke uagtsomhed efter forslaget ikke vil være kriminaliseret. Det gælder forslaget om at medtage samleje med barn under 12 år i § 216 om voldtægt (jf. lovforslagets § 1, nr. 10), og bestemmelsen i straffelovens § 220 (lovforslagets § 1, nr. 15 og 16) om groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller plejemæssig afhængighed over for en person under 18 år. Det gælder endvidere forslaget til § 227, stk. 2 (som viderefører det gældende § 235 a, stk. 2) om overværelse som tilskuer af forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af en person under 18 år, hvor uagtsomhed i relation til en deltagers alder (i overensstemmelse med gældende ret) ikke foreslås kriminaliseret. Uagtsomhed foreslås heller ikke kriminaliseret i relation til aldersgrænsen i den foreslåede opdelte strafferamme i straffelovens § 232 (lovforslagets § 1, nr. 24) om blufærdighedskrænkelse.

Der henvises i øvrigt til kapitel 17, afsnit 4.

Til nr. 24 (§ 232)

Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, således at bestemmelsen forenkles og sprogligt moderniseres. Det foreslås at ændre ”uterligt forhold” til ”uanstændigt forhold”, og at ”eller giver offentlig forargelse” udgår. Der er med den foreslåede forenkling og sproglige modernisering ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

Forslaget om at udvide bestemmelsen i straffelovens § 218, stk. 2, om at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, til også at omfatte at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, indebærer, at sådanne forhold ikke længere vil være omfattet af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Det foreslås at opdele den gældende strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 år i en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år og en skærpet strafferamme, som omfatter forhold begået over for et barn under 15 år, på bøde og fængsel indtil 4 år.

Der er ikke tilsigtet nogen ændring i strafudmålingen i forhold til i dag.

Det bemærkes i den forbindelse, at det fortsat vil indgå som en skærpende omstændighed, hvis en blufærdighedskrænkelse er begået ved udnyttelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed.

Det foreslås, at forældelsesfristen for strafansvaret for blufærdighedskrænkelse, der begås over for et barn under 15 år, tidligst skal regnes fra den dag, den forurettede fylder 18 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 (forslag til ændring af straffelovens § 94, stk. 4).

Der henvises i øvrigt til kapitel 21, afsnit 5.

Til nr. 25 (§§ 233 og 234)

Til § 233

Det foreslås i § 233 at indsætte en bestemmelse om rufferi og anden udnyttelse af andres prostitution (stk. 1 og 2) og en regel om udlejning af hotelværelser til erhvervsmæssig prostitution (stk. 3).

Den gældende § 233 om opfordring eller indbydelse til prostitution mv. videreføres ikke. Der henvises herom til kapitel 19, afsnit 6.1.

Det foreslåede § 233, stk. 1, viderefører det gældende § 228, stk. 1, nr. 3, om at holde bordel og dele af § 229, stk. 1, om mellemmandsvirksomhed og udnyttelse af andres prostitution, mens det foreslåede § 233, stk. 2, viderefører dele af § 229, stk. 1, 2. led, om udnyttelse af andres prostitution. Det foreslåede § 233, stk. 3, viderefører det gældende § 229, stk. 2.

Efter det foreslåede stk. 1 straffes for rufferi den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde.

Bestemmelsen angår den bagmand, som driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvor en person driver egen virksomhed med mod betaling eller løfte om betaling selv at have seksuelt forhold til en kunde.

Bestemmelsen finder endvidere ikke anvendelse, hvor flere personer i et ligeværdigt fællesskab driver virksomhed med, at de mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Der vil være tale om et ligeværdigt fællesskab, hvis de prostituerede, der er beskæftiget i prostitutionsvirksomheden, har aftalt en rimelig fordeling af indtægter og udgifter, også selv om det indebærer, at en eller flere prostitueredes indtægter får økonomisk betydning for en eller flere andre prostituerede i virksomheden. Der vil imidlertid ikke være tale om et ligeværdigt fællesskab, hvis én af de prostituerede fungerer som leder i forhold til de andre prostituerede, eller hvis virksomheden ledes af en person, der ikke er beskæftiget som prostitueret i denne.

Ved vurderingen af, hvad der kan anses som en rimelig fordeling af indtægter og udgifter, bør de prostituerede overlades stor frihed til selv at bestemme, hvor solidarisk deres virksomhed skal drives. Eksempelvis må det i relation til håndteringen af sygdom eller barsel anses for en rimelig fordeling af indtægterne, hvad enten en prostitueret, som på grund af sygdom eller barsel ikke har nogen kunder og derfor ikke bidrager til indtægterne, ifølge de prostitueredes aftale skal have ingen, delvis eller fuld andel i indtægterne under sin sygdom eller barsel.

Hvis der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab, vil bestemmelsen kunne anvendes på den, der driver virksomhedsen, uanset om den pågældende også selv arbejder som prostitueret i virksomheden. Den pågældendes egen indtjening som prostitueret i virksomheden vil imidlertid i givet fald være erhvervet på straffri måde (og vil dermed ikke udgøre et udbytte ved en strafbar handling, som kan konfiskeres i medfør af straffelovens § 75, stk. 1).

Bestemmelsen finder anvendelse på den, der ”driver virksomhed” med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde.

Heri ligger, at den pågældendes involvering skal have et vist omfang og en vis regelmæssighed, før bestemmelsen finder anvendelse. Derimod stilles der ikke krav til den enkelte prostitueredes involvering i virksomheden. Også en persons enkeltstående seksuelle forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling er omfattet, hvis bagmandens samlede aktiviteter har et sådant omfang, at den pågældende kan anses for at ”drive virksomhed” med andres prostitution.

Der skal imidlertid ikke meget til, før der er tale om at ”drive virksomhed” i bestemmelsens forstand. Også ”hobbyvirksomhed” som bagmand for andres prostitution er omfattet. Eksempelvis vil en virksomhed, som indebærer, at 1-2 prostituerede ca. hver anden weekend mod betaling eller løfte om betaling har seksuelle forhold til nogle få kunder, være omfattet af bestemmelsen. Derimod vil en virksomhed, som indebærer, at én prostitueret hver anden måned har nogle få kunder, ikke være omfattet af bestemmelsen.

For så vidt angår prostitutionsvirksomhed, som drives fra bestemte lokaler, hvor kunder kan henvende sig og på stedet have sex med en prostitueret (bordelvirksomhed), svarer det foreslåede § 233, stk. 1, til den gældende bestemmelse i § 228, stk. 1, nr. 3, om at ”holde bordel”, dog med den modifikation, at den foreslåede bestemmelse giver lidt større mulighed for, at flere prostituerede straffrit kan drive et bordel i fællesskab. Hvis der er tale om et ligeværdigt fællesskab – dvs. hvor fordelingen af indtægter og udgifter er rimelig, og der ikke er én af de prostituerede, der fungerer som leder af de øvrige – falder virksomheden således uden for den foreslåede bestemmelse, uanset om en eller flere prostitueredes indtægter har økonomisk betydning for en eller flere andre prostituerede i virksomheden.

Den foreslåede bestemmelse omfatter imidlertid på linje med bordelvirksomhed alle andre måder at drive prostitution på, når blot der er tale om, at en person (en bagmand) driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, jf. ovenfor om disse begreber. Som eksempler kan nævnes barprostitution, escortprostitution og gadeprostitution.

Bestemmelsen omfatter den (bagmand), der driver virksomheden, dvs. den, der bestemmer over virksomhedens drift. Dette gælder, hvad enten denne personlig har sin daglige gang i virksomheden eller udøver sin magt over virksomhedens drift gennem andre. Som nævnt er det ikke udelukket, at en bagmand i bestemmelsens forstand samtidig selv kan arbejde som prostitueret i virksomheden. Det er heller ikke udelukket, at flere personer i fællesskab kan bestemme over en prostitutionsvirksomheds drift og dermed begge eller alle være direkte omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Hertil kommer, at det foreslåede § 233, stk. 1, i medfør af straffelovens § 23 om medvirken desuden omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.

Dog gælder det, at de andre personer, der er nævnt i beskrivelsen af gerningsindholdet – dvs. dels den prostituerede (”en anden”), dels kunden (”en kunde”) – ikke kan straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelsen, når de som beskrevet i gerningsindholdet som henholdsvis sælger og kunde har seksuelt forhold mod betaling eller løfte om betaling.

Endvidere følger det af den beskyttelsesinteresse, som bestemmelsen skal tjene – nemlig at beskytte de prostituerede mod at blive udnyttet af en bagmand – at de prostituerede, der er beskæftiget i den pågældende prostitutionsvirksomhed, som udgangspunkt ikke bør straffes for medvirken til at drive prostitutionsvirksomhed.

Sammenfattende indebærer det, at når en bagmand driver prostitutionsvirksomhed, kan personer, der bistår bagmanden, straffes som medvirkende. Dette gælder både personer, der udlejer lokaler eller leverer varer eller tjenesteydelser (f.eks. annoncering eller betalingstjenester) til prostitutionsvirksomheden, og personer, der uden at være prostituerede er beskæftiget i virksomheden, eksempelvis som vagter, chauffører, telefonpassere, receptionister mv. For alle medvirkende gælder, at straf forudsætter forsæt, herunder med hensyn til, at der er tale om virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Straf forudsætter således bl.a. forsæt med hensyn til de faktiske forhold, som begrunder, at forholdet juridisk kvalificeres som, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Straf forudsætter dermed også bl.a. forsæt med hensyn til, at prostitutionsvirksomheden drives af en bagmand og ikke af de prostituerede i et ligeværdigt fællesskab.

Hertil kommer, at en prostitueret, som er beskæftiget i en prostitutionsvirksomhed, der drives af en bagmand – og som dermed selv er offer for udnyttelse til prostitution – som udgangspunkt ikke bør straffes for medvirken i anledning af, at den prostituerede også arbejder med eksempelvis pasning af telefoner eller reception, indkøb, madlavning, rengøring osv. Kun hvis den prostituerede har en ledende stilling i virksomhedens drift i forhold til andre prostituerede, bør straf for medvirken kunne komme på tale.

Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om bagmanden har opnået eller tilsigtet at opnå en fortjeneste. Bestemmelsens formål er imidlertid at beskytte prostituerede mod udnyttelse, herunder skjult udnyttelse, og hvis en bagmand undtagelsesvis hverken har opnået eller tilsigtet at opnå en fortjeneste, taler dette for at udmåle en efter omstændigheder væsentligt mildere straf end ellers.

Det foreslås at videreføre den gældende strafferamme for rufferi på fængsel indtil 4 år, og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen for overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 1, nr. 3, i forhold til i dag.

Forhold, som i dag alene straffes som udnyttelse af en andens erhverv ved prostitution, jf. den gældende bestemmelse i straffelovens § 229, stk. 1, bør imidlertid, når der er tale om rufferi som defineret i det foreslåede § 233, stk. 1, fremover straffes på linje med bordelvirksomhed. Den konkrete straf bør udmåles bl.a. under hensyn til prostitutionsvirksomhedens tidsmæssige udstrækning, antallet af beskæftigede prostituerede og den opnåede eller tilsigtede fortjeneste, men under i øvrigt sammenlignelige omstændigheder bør bagmandsvirksomhed i forbindelse med barprostitution, escortprostitution og gadeprostitution straffes lige så hårdt som bagmandsvirksomhed i forbindelse med bordelvirksomhed.

Det foreslåede § 233, stk. 1, er subsidiær i forhold til straffelovens § 262 a om menneskehandel og vil derfor i praksis omfatte prostitutionsvirksomhed, hvor der ikke er anvendt tvang, svig eller anden utilbørlig fremgangsmåde over for de prostituerede. Er sådanne midler anvendt, vil der i praksis være tale om menneskehandel.

Der kan straffes i sammenstød mellem det foreslåede § 233, stk. 1, og det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde.

Efter det foreslåede stk. 2 straffes den, der i øvrigt udnytter, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde.

Som det fremgår af formuleringen (”i øvrigt”), er bestemmelsen subsidiær i forhold til det foreslåede stk. 1 om prostitutionsvirksomhed.

Bestemmelsen er endvidere subsidiær i forhold til straffelovens § 262 a om menneskehandel og i forhold til det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde.

Bestemmelsen viderefører den del af straffelovens § 229, stk. 1, 2. pkt., om udnyttelse af en andens erhverv ved prostitution, som ikke er omfattet af det foreslåede § 233, stk. 1, eller af det foreslåede § 224, stk. 1, og der er ikke tilsigtet nogen ændringer i gerningsindholdet.

Bestemmelsen omfatter således fortsat kun udnyttelse af en andens erhvervsmæssige prostitution. Dette omfatter også bierhverv som prostitueret. Det bemærkes, at udnyttelse af en prostitueret under 18 år er omfattet af det foreslåede § 224, stk. 1, som gælder både erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig prostitution.

”Udnyttelse” skal uændret forstås som at påvirke den prostituerede til mere varigt at videregive en andel af den prostitueredes indtjening, uden at modtageren har et retligt eller naturligt krav herpå. En sådan påvirkning vil efter omstændighederne kunne ske stiltiende, men den rent passive modtagelse fra en prostitueret af en del af dennes indtjening er ikke omfattet af kriminaliseringen. Udnyttelse vil også foreligge, hvis den prostituerede betaler en væsentlig højere pris for en ydelse end den pris, som andre skal betale, eller som i øvrigt kan anses for sædvanlig eller rimelig. Som eksempel kan nævnes udlejning af lokaler til overpris.

Det vil fortsat, når der ikke foreligger tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, være lovligt fra en prostitueret at modtage underhold, som den prostituerede er retligt forpligtet til at yde (ægtefælle og børn), eller hvor der dog efter almindelig opfattelse foreligger en naturlig pligt (f.eks. samlever, forældre eller søskende afhængig af de nærmere omstændigheder). Når der ikke foreligger tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, vil det således f.eks. fortsat være lovligt, at en samlever til en prostitueret forsørges af denne, eller at en ikke-samlevende kæreste til en prostitueret modtager sædvanlige gaver.

Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af det foreslåede § 233, stk. 2, skal være bøde eller fængsel indtil 2 år.

Medtagelsen af bøde i normalstrafferammen er udtryk for en teknisk begrundet forenkling af normal- og sidestrafferammer på linje med den forenkling, som ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 blev foretaget i en række bestemmelser i straffeloven. Der er med udeladelsen i lovteksten af kravet om formildende omstændigheder som betingelse for at idømme bøde ikke tilsigtet nogen ændring i det hidtidige udmålingsniveau efter straffelovens § 229, stk. 1, 2. led.

Nedsættelsen af strafmaksimum til fængsel i 2 år sammenlignet med fængsel i 3 år i det gældende § 229, stk. 1, skal bl.a. ses i sammenhæng med, at udnyttelse, der sker som led i prostitutionsvirksomhed, fremover vil være omfattet af den foreslåede rufferibestemmelse i § 233, stk. 1, uanset om prostitutionsvirksomheden drives som bordel eller på anden måde. Der er med forslaget om et strafmaksimum på fængsel i 2 år ikke tilsigtet nogen ændringer i strafudmålingen i forhold til i dag i de sager, der fremover vil være omfattet af det foreslåede § 233, stk. 2.

Det foreslåede stk. 3 om udlejning af værelse til erhvervsmæssig prostitution viderefører det gældende § 229, stk. 2, med en sproglig modernisering. Det foreslås, at henvisningen til ”gæstgiveri” ved siden af henvisningen til ”hotel” udgår, idet ”gæstgiveri” ikke længere anvendes som begreb i lovgivningen og heller ikke i almindelig sprogbrug i dag har nogen selvstændig betydning ved siden af henvisningen til ”hotel”. Det foreslås endvidere at erstatte ”til benyttelse til erhvervsmæssig utugt” med ”til brug for, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde”. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

Det foreslås, at strafferammen ændres fra fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde til bøde eller fængsel indtil 1 år. Der er tale om en teknisk begrundet forenkling af normal- og sidestrafferammer på linje med den forenkling, som ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 blev foretaget i en række bestemmelser i straffeloven. Der er med udeladelsen i lovteksten af kravet om formildende omstændigheder som betingelse for at idømme bøde ikke tilsigtet nogen ændring i det hidtidige udmålingsniveau efter straffelovens § 229, stk. 2.

Det gældende § 228, stk. 1, nr. 1, om at forlede nogen til prostitution videreføres i moderniseret form som § 234, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 25).

Det gældende § 228, stk. 1, nr. 2, om for vindings skyld at forlede nogen til prostitution eller afholde nogen, der driver erhverv ved prostitution, fra at opgive det videreføres ikke.

Bestemmelsens 1. led – om for vindings skyld at forlede nogen til prostitution – er i sin helhed absorberet af straffelovens § 262 a om menneskehandel og har dermed allerede efter gældende ret intet anvendelsesområde. Bestemmelsens 2. led – om for vindings skyld af afholde nogen, der driver erhverv ved prostitution, fra at opgive det – må antages i praksis at være absorberet af straffelovens § 262 a om menneskehandel. Hvis det helt undtagelsesvis skulle forekomme, at en person på utilbørlig måde og med henblik på udnyttelse afholder nogen fra at opgive sit erhverv som prostitueret, uden at den pågældende har rekrutteret, transporteret, overført, huset eller efterfølgende modtaget den prostituerede, vil det pågældende forhold stadig være strafbart, enten efter det foreslåede § 233, stk. 1, om prostitutionsvirksomhed, eller efter det foreslåede § 233, stk. 2, om udnyttelse i øvrigt af en andens erhvervsmæssige prostitution.

Det gældende § 228, stk. 2, om tilskyndelse af, at en person under 21 år søger erhverv ved prostitution, mv. videreføres ikke.

Med hensyn til bestemmelsens 1. led – tilskyndelse eller bistand til en person under 21 år til at søge erhverv ved prostitution – vil tilskyndelse eller bistand til en person under 18 år til prostitution fremover være omfattet af det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde. Sådan tilskyndelse eller bistand til en 18-20-årig vil derimod fremover være straffri, hvis der ikke er tale om prostitutionsvirksomhed (forslaget til § 233, stk. 1), udnyttelse af en andens erhvervsmæssige prostitution (forslaget til § 233, stk. 2) eller utilbørlig påvirkning (forslaget til § 234, stk. 1). Forslaget indebærer dermed, at der fremover vil gælde samme regler for 18-20-årige som for personer over 21 år.

Med hensyn til bestemmelsens 2. led – medvirken til befordring ud af riget af en person under 21 år med henblik på prostitution – er sådan mevirken til befordring af en person under 18 år allerede efter gældende ret omfattet af straffelovens § 262 a, stk. 2, om menneskehandel af en person under 18 år. Sådan medvirken til befordring af en 18-20-årig vil derimod fremover være straffri, hvis der ikke er tale om utilbørlig påvirkning (jf. § 262 a, stk. 1, om menneskehandel). Forslaget indebærer dermed, at der fremover vil gælde samme regler for 18-20-årige som for personer over 21 år.

Bestemmelsens 3. led – medvirken til befordring ud af riget med henblik på prostitution af en person, som er uvidende om formålet – er absorberet af straffelovens § 262 a om menneskehandel og har dermed allerede efter gældende ret intet anvendelsesområde.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 229, stk. 1, 1. led, om at fremme prostitution ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand videreføres ikke. Sådan mellemmandsvirksomhed vil fremover kunne straffes, hvis mellemmanden driver en prostitutionsvirksomhed eller medvirker til, at en bagmand driver en prostitutionsvirksomhed (forslaget til § 233, stk. 1), hvis mellemmanden udnytter (eller medvirker til at udnytte) en andens erhvervsmæssige prostitution (forslaget til § 233, stk. 2), eller hvis der er tale om utilbørlig påvirkning (forslaget til § 234, stk. 1). I andre tilfælde vil mellemmandsvirksomhed som sådan imidlertid være straffri.

Der henvises i øvrigt til kapitel 19, afsnit 6.2.

Til § 234

Det foreslås at indsætte en bestemmelse om utilbørlig fremme af en andens prostitution i § 234.

Den gældende § 234 om salg af utugtige billeder og genstande til et barn under 16 år videreføres ikke. Der henvises herom til kapitel 22, afsnit 3.

Efter den foreslåede bestemmelse straffes den, der ved retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller anden utilbørlig fremgangsmåde formår en anden til mod betaling eller løfte om betaling at have seksuelt forhold til en kunde.

Bestemmelsen viderefører i moderniseret form det gældende § 228, stk. 1, nr. 1, om at forlede nogen til prostitution.

Bestemmelsen er subsidiær i forhold til straffelovens § 262 a om menneskehandel og i forhold til det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en kunde. Bestemmelsen vil derfor i praksis finde anvendelse på forhold over for personer over 18 år i tilfælde, hvor der ikke er tale om at udnytte den pågældende.

Bestemmelsen angår den, der svigagtigt eller på anden utilbørlig måde formår en anden til mod betaling eller løfte om betaling at have seksuelt forhold til en kunde. Gerningselementerne ”retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse” og ”anden utilbørlig fremgangsmåde” skal forstås på samme måde som de tilsvarende led i bestemmelsen om menneskehandel, jf. straffelovens § 262 a, stk. 1, nr. 4 og 5.

Bestemmelsen medtager ikke ”ulovlig tvang”, ”frihedsberøvelse” eller ”trusler efter § 266”, sml. straffelovens § 262 a, stk. 1, nr. 1-3. Hvis der anvendes ulovlig tvang til at formå nogen til et seksuelt forhold, er gerningsindholdet i straffelovens § 216 om voldtægt eller i straffelovens § 217 om anden ulovlig tvang realiseret.^[9] Det samme vil ofte gælde, hvis der anvendes frihedsberøvelse eller trusler som nævnt i straffelovens § 266 til at formå nogen til et seksuelt forhold, og hvis det ikke skulle være tilfældet, vil der i givet fald kunne straffes for frihedsberøvelse eller trusler som nævnt i straffelovens § 266, hvor der gælder en højere (§ 261) eller samme (§ 266) strafferamme som efter det foreslåede § 234, stk. 1.

Det foreslås, at overtrædelse af det foreslåede § 234, stk. 1, skal straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Der henvises i øvrigt til kapitel 19, afsnit 6.2.

Til nr. 26 (§ 235, stk. 1 og 2)

Der foreslås en sproglig modernisering af straffelovens § 235, stk. 1 og 2, om udbredelse og besiddelse af børnepornografi, således at ”utugtige” ændres til ”pornografiske”. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændringer i bestemmelsens gerningsindhold.

Med hensyn til strafudmålingen forudsættes det imidlertid, at ordningen med betinget dom med vilkår om sexologisk behandling fremover skal kunne anvendes i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi i samme omfang som i sager om de andre former for seksualkriminalitet, der er omfattet af ordningen. Heri ligger også, at ordningen kun vil omfatte de forholdsvis grove tilfælde af udbredelse eller besiddelse af børnepornografi, hvor straffen i dag fastsættes til ubetinget fængsel i mindst 4-6 måneder.

Det forudsættes endvidere, at der herudover fremover skal kunne anvendes betinget dom med vilkår om sexologisk behandling i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi i tilfælde, hvor straffen i dag fastsættes til en kortere ubetinget fængselsstraf. En sådan betinget dom vil – i modsætning til, når straffen fastsættes til fængsel i mindst 4-6 måneder – ikke skulle indeholde vilkår om et indledende institutionsophold. Det vil være en forudsætning, at tiltalte vurderes såvel egnet som motiveret for sexologisk behandling. Ændringen omfatter ikke tilfælde, der i dag afgøres med betinget dom uden behandlingsvilkår. I sådanne tilfælde vil der fortsat i givet fald skulle idømmes betinget dom uden behandlingsvilkår.

Der henvises i øvrigt til kapitel 23, afsnit 5.

Til nr. 27 (§ 235, stk. 3)

Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 235, stk. 3, om undtagelse fra forbuddet i § 235, stk. 2, mod besiddelse af pornografiske billeder af børn, der er fyldt 15 år.

Med den foreslåede formulering angives, at undtagelsen omfatter det samme som forbuddet, dvs. pornografiske fotografier, film eller lignende. Undtagelsen omfatter dog fortsat ikke pornografiske visuelle gengivelser af en ikke-eksisterende person under 18 år.

Endvidere angives med den foreslåede formulering, at undtagelsen gælder, når den pågældende samtykker i besiddelsen. Heri ligger bl.a., at et samtykke til besiddelse til enhver tid kan tilbagekaldes med den virkning, at fortsat besiddelse vil være omfattet af forbuddet i straffelovens § 235, stk. 2.

Da der kræves forsæt, vil straf for besiddelse efter en tilbagekaldelse af et tidligere samtykke forudsætte, at gerningsmanden har forsæt med hensyn til, at samtykket er tilbagekaldt. Selv om et samtykke principielt vil kunne tilbagekaldes stiltiende, vil der af bevismæssige grunde formentlig i praksis kun blive tale om straf, hvis samtykket udtrykkeligt er tilbagekaldt. Dette gælder også i forbindelse med afslutning af et kæresteforhold, herunder en samlivsophævelse, hvor straf for fortsat besiddelse af pornografiske fotografier eller film eksempelvis af en ex-kæreste, som på optagelsestidspunktet var mellem 15 år og 18 år og dengang gav samtykke til besiddelse, derfor i praksis vil forudsætte, at ex-kæresten udtrykkeligt har bedt den pågældende om at destruere de pågældende fotografier eller film.

Der henvises i øvrigt til kapitel 23, afsnit 5.

Til nr. 28 (§ 235 a)

Det foreslås at ophæve straffelovens § 235 a og i stedet placere bestemmelsen om forestillinger med pornografisk optræden med deltagelse af en person under 18 år som straffelovens § 227 (lovforslagets § 1, nr. 23).

Til nr. 29 (§ 236)

Der foreslås en modernisering af straffelovens § 236 om pålæg til personer, der dømmes for visse former for seksualkriminalitet.

Det foreslås i stk. 1 at opregne dels de strafbestemmelser, hvor der skal være mulighed for i forbindelse med en domfældelse at give et pålæg, dels de former for pålæg, som skal kunne gives.

Strafbestemmelserne er straffelovens § 216 om voldtægt,^[10] § 217 om anden ulovlig tvang,^[11] § 222 om seksuelt forhold til barn under 15 år, § 223, stk. 2, om groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed, § 224, stk. 1 (jf. lovforslagets § 1, nr. 23), om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, § 232 om blufærdighedskrænkelse og § 262 a, stk. 2, om menneskehandel af en person under 18 år.

I forhold til gældende ret udgår henvisningen til straffelovens § 218, stk. 1, om udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering. Endvidere er den generelle henvisning til §§ 228 og 229 om medvirken til andres prostitution erstattet af en henvisning til det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde.

De opregnede strafbestemmelser angiver alene den ydre ramme for, ved hvilke straffelovsovertrædelser pålæg i givet fald vil kunne gives. Om et pålæg konkret bør gives, vil afhænge af, om der efter de foreslåede regler i stk. 3 og 5 er grundlag for det.

De pålæg, som i givet fald kan gives, er opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud som nærmere defineret i de foreslåede stk. 1, nr. 1-4.

Et opholdsforbud indebærer efter nr. 1, at den dømte ikke må opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af gerningsstedet.

Udtrykket ”opholde sig eller færdes” skal forstås på samme måde som i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Ophold eller færden omfatter således enhver fysisk tilstedeværelse inden for det afgrænsede område, herunder at passere igennem området. Et opholdsforbud vil således som udgangspunkt indebære, at den blotte tilstedeværelse i det afgrænsede område vil udgøre en overtrædelse, selv om der er tale om helt kortvarige ophold. Et opholdsforbud indebærer således også et forbud mod at bosætte sig i området. Med hensyn til undtagelser henvises til det foreslåede stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Det geografiske område, som et opholdsforbud dækker, skal beskrives så præcist som muligt i dommen, herunder f.eks. ved anvendelse af kort over området. Udtrykket ”i nærheden” skal ses i lyset af, at opholdsforbud kan indebære et væsentligt indgreb i den pågældendes bevægelsesfrihed, og det bør således normalt være et mindre område omkring gerningsstedet. Der gælder dog ikke en bestemt maksimal geografisk udstrækning af opholdsforbud, og den præcise afgrænsning vil afhænge af en konkret proportionalitetsvurdering.

I forhold til gældende ret træder muligheden for at give et geografisk bestemt opholdsforbud i nærheden af gerningsstedet i stedet for muligheden for at give et forbud mod at indfinde sig på de steder, som er opregnet i loven (offentlige parker eller anlæg, fælleder, skoler, legepladser, opdragelseshjem, sindssygehospitaler, institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap, skove, badeanstalter og strandbredder).

Den foreslåede bestemmelse er på den ene side videre end den gældende regel, idet den foreslåede bestemmelse ikke er begrænset til bestemte arter af steder. På den anden side er den foreslåede bestemmelse mere begrænset, fordi et opholdsforbud efter den foreslåede bestemmelse skal angå et område i nærheden af gerningsstedet, hvilket ikke som sådan er et krav efter den gældende regel.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et opholdsforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Et boligforbud indebærer efter nr. 2, at den dømte ikke uden politiets tilladelse må dele bolig med et barn under 18 år.

Dette er i den foreslåede lovtekst formuleret på den måde, at den dømte kan forbydes at lade børn under 18 år ”tage ophold” i sin bolig eller selv ”tage ophold” hos personer, hos hvem der ”opholder sig” børn under 18 år. Et sådant forbud omfatter i givet fald ikke den dømtes egne børn eller adoptivbørn, jf. nærmere det foreslåede stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen er som nævnt møntet på tilfælde, hvor den dømte deler bolig med et barn. ”Bolig” skal i den forbindelse forstås bredt og er et andet og betydeligt videre begreb end ”bopæl”. ”Bolig” vil også omfatte en midlertidig bolig, herunder en feriebolig, og kan også være f.eks. en campingvogn, en båd eller et telt. Med ”bolig” sigtes først og fremmest til det sted, hvor den pågældende overnatter.

Med udtrykkene ”tage ophold” og ”opholder sig” sigtes dermed også til ophold med overnatning, og det vil endvidere i almindelighed være et krav, at der er tale om flere overnatninger. Et boligforbud vil dermed f.eks. ikke være til hinder for, at en klassekammerat til et barn i den dømtes hustand overnatter en enkelt nat i den dømtes bolig, eller at den dømte i forbindelse med en familiefest overnatter en enkelt nat hos familie, der har hjemmeboende børn. Derimod vil politiets tilladelse i givet fald skulle indhentes (jf. herom nedenfor), f.eks. hvis den dømtes samlevers særbarn i forbindelse med samvær overnatter i den dømtes bolig f.eks. hver anden weekend, eller hvis den dømte tilbringer 3-4 juledage hos familie, hvor der også overnatter børn.

Et boligforbud vil endvidere ikke være til hinder for, at den dømte tilbringer dagtimerne sammen med et barn, når blot den dømte og barnet ikke overnatter i samme bolig. Om samvær i dagtimerne henvises i øvrigt til det foreslåede nr. 3 om besøgsforbud.

Et boligforbud indebærer, at den dømte ikke uden politiets tilladelse må dele bolig med et barn.

Det forudsættes, at politiet i givet fald i almindelighed giver tilladelse, hvis den dømte giver samtykke til, at politiet orienterer det pågældende barns forældre (dvs. indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden) om den dom, hvorved boligforbuddet er givet.

Det er politiet, der i givet fald skal orientere barnets forældre om dommen. Hvis en af forældrene har forældremyndigheden alene, skal politiet dog kun orientere indehaveren af forældremyndigheden. Hvis en af indehaverne af forældremyndigheden er i en tilstand, hvor denne ikke vil være i stand til at forstå en orientering, eller hvis politiet trods rimelige bestræbelser ikke har kunnet komme i kontakt med en af indehaverne af forældremyndigheden, vil det være tilstrækkeligt at orientere den anden forældremyndighedsindehaver. Hvis barnet er anbragt uden for hjemmet, bør kommunen normalt også orienteres om dommen, og det vil kunne stilles som betingelse for at give en tilladelse, at den dømte giver samtykke hertil.

Den dømtes samtykke vil i givet fald indebære, at politiet kan orientere barnets forældre om hele dommen, dog bortset fra oplysninger om den dømtes personnummer og oplysninger, som er fortrolige af hensyn til andre personer end den dømte. Det vil i den forbindelse være op til politiets skøn, hvor stor en del af dommen, barnets forældre skal orienteres dem, idet det dog forudsættes, at forældrene i det mindste orienteres om den domstol, der har afsagt dommen, dommens dato og konklusion og hovedtræk af de forhold, som der blev dømt for.

I forhold til den gældende bestemmelse er det nyt, at politiet også kan dispensere fra bestemmelsens 1. led om at lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig. Endvidere forudsættes det, at den foreslåede bestemmelses henvisning til at ”tage ophold” og ”opholder sig” skal forstås som beskrevet ovenfor – og dermed ikke skal forstås så vidt, som der er eksempler på, at de tilsvarende udtryk i den gældende regel er blevet forstået i praksis.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et boligforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Et besøgsforbud indebærer efter nr. 3, at den dømte ikke må modtage besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen.

Bestemmelsen angår tilfælde, hvor den dømte selv modtager besøg af et barn. Et besøgsforbud vil dermed ikke være til hinder for, at andre personer i den dømtes husstand, herunder børn i husstanden, kan modtage besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen. Det er imidlertid en forudsætning, at det andet medlem af husstanden, som barnet besøger, er hjemme, mens barnet er på besøg. Hvis den dømte er alene hjemme, vil ethvert besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen, være i strid med besøgsforbuddet. Det gælder omvendt, at besøg, der udelukkende finder sted, mens den dømte ikke er til stede, ikke vil være i strid med besøgsforbuddet, og dette gælder, selv om barnet er kommet efter invitation fra den dømte og der ikke er andre personer hjemme.

Da bestemmelsen som nævnt angår tilfælde, hvor det er den dømte, der modtager besøg af et barn, vil et besøgsforbud endvidere ikke være til hinder for, at den dømte besøger et barn.

”Besøg” omfatter tilfælde, hvor barnets tilstedeværelse hos den dømte ikke er så langvarig, at der er tale om at ”tage ophold” i det foreslåede nr. 2’s forstand. Besøg omfatter også tilfælde, hvor den dømte uden for sin bolig, eksempelvis på en restaurant eller i en forlystelsespark, er vært for et barn, der ikke er ledsaget af en voksen. Besøg omfatter ikke tilfælde, hvor den dømte og et barn mødes, uden at den dømte kan siges at være vært for barnet.

Besøg omfatter også tilfælde, hvor barnet kommer i den dømtes bolig i arbejdsmæssigt øjemed, herunder som ansat af tredjemand, eksempelvis en håndværker, eller for at hente eller bringe noget. Det vil i en sådan situation derfor i givet fald være nødvendigt, at barnet er ledsaget af en voksen, eller at den dømte ikke er hjemme, hvis barnet bliver i mere end ganske få minutter (jf. nedenfor om det tidsmæssige aspekt).

Besøg omfatter derimod ikke tilfælde, hvor et barn arbejder i den dømtes virksomhed, uden at der er tale om at udføre arbejde i den dømtes bolig eller om en situation, hvor den dømte i højere grad fungerer som vært end som arbejdsgiver for barnet. Som eksempel kan nævnes, at den dømte inviterer barnet til at blive på virksomheden efter arbejdstids ophør. Dette vil være et besøg, som vil være i strid med besøgsforbuddet, hvis barnet ikke er ledsaget af en voksen.

Bestemmelsen indeholder ikke nogen egentlig undergrænse for, hvor kort tid barnet skal være til stede hos den dømte, før der er tale om et besøg i bestemmelsens forstand. Også en kortvarig tilstedeværelse af f.eks. 5-10 minutters varighed må således anses som et besøg i bestemmelsens forstand. En helt kortvarig tilstedeværelse af f.eks. 2-3 minutters varighed eksempelvis for at give eller modtage en besked eller hente eller bringe noget kan dog ikke anses som et besøg i bestemmelsens forstand.

Et barns tilstedeværelse hos den dømte vil have karakter af et besøg i bestemmelsens forstand, uanset om den dømte eller barnet har taget initiativ hertil, og uanset om besøget er planlagt i forvejen eller barnet f.eks. kommer uanmeldt. Hvis barnet selv er gået ind hos den dømte, er det dog en forudsætning, at den dømte har accepteret barnets tilstedeværelse eller ikke tager rimelige skridt til at bringe barnets tilstedeværelse til ophør.

Det er kun, hvis barnet ikke er ledsaget af en voksen, at et besøg i givet fald vil være i strid med et besøgsforbud. At barnet skal være ledsaget af en voksen, betyder, at den voksne skal være til stede under barnets besøg hos den dømte. Det er således ikke tiltrækkeligt til at bringe et besøg uden for forbuddet, at barnet hentes eller bringes af en voksen. Det er dog ikke et krav, at den voksne ledsager under besøget konstant er sammen med barnet. Hvad der kræves, vil også afhænge af de konkrete omstændigheder. Hvis der er adskillige børn og voksne til stede, vil der i praksis typisk kunne forekomme længere perioder, hvor et givet barn ikke er sammen med sin voksne ledsager, end hvis der kun er ét barn til stede. Ud fra formålet med forbuddet vil der dog omvendt heller ikke være noget til hinder for, at barnets voksne ledsager tilbringer hele eller næsten hele besøget sammen med den dømte, mens barnet tilbringer tiden alene eller sammen med andre børn eller voksne.

I modsætning til, hvad der foreslås med hensyn til boligforbud, kan politiet ikke dispensere fra et besøgsforbud.

I forhold til den gældende bestemmelse er det nyt, at der fremover bliver en særskilt mulighed for at give besøgsforbud. Afhængig af fortolkningen af den gældende bestemmelse vil et besøgsforbud som det foreslåede imidlertid kunne være indeholdt i et opholdsforbud efter den gældende bestemmelse, og i forhold til en sådan vid fortolkning af den gældende bestemmelse er forslaget udtryk for en indskrænkning, idet et besøgsforbud efter forslaget er begrænset som beskrevet ovenfor.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et besøgsforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Et kontaktforbud indebærer efter nr. 4, at den dømte ikke gennem internettet eller et lignende system til spredning af information må søge at kontakte børn under 18 år, der ikke kender den dømte i forvejen.

Begrænsningen til børn, der ikke kender den dømte i forvejen, skyldes hensynet til, at den dømte f.eks. bør kunne maile, skype eller chatte med børn, den dømte har lært at kende uden anvendelse af internettet, eksempelvis børn af venner eller familie. Begrænsningen skal derfor forstås på den måde, at hvis den dømte i strid med et kontaktforbud gennem internettet har lært et barn at kende, vil kontakt gennem internettet stadig være i strid med kontaktforbuddet, så længe den dømte og barnet ikke har mødtes direkte. Begrænsningen skal endvidere forstås på den måde, at et barn ikke kender den dømte i bestemmelsens forstand, før barnet kender den dømtes rigtige identitet. Hvis den dømte har lært et barn at kende gennem internettet og derefter har mødtes med barnet direkte, vil kontakt gennem internettet stadig være i strid med kontaktforbuddet, hvis den dømte har brugt en falsk eller fiktiv identitet i sin kontakt med barnet. Det er dog ikke et krav, at barnet kender den dømtes fulde navn eller præcise adresse, for at barnet kan anses for at kende den dømte i bestemmelsens forstand.

Ud over kontakt gennem internettet omfatter bestemmelsen kontakt gennem et lignende system til spredning af information. Dette led er medtaget for at fremtidssikre bestemmelsen i forhold til eventuelle fremtidige kommunikationsteknologier på linje med internettet.

Kontakt gennem internettet omfatter en hvilken som helst kontakt, både skriftlig og mundtlig, som foregår ved den dømtes anvendelse af internettet. Som eksempler kan nævnes email, internetchat og internettelefoni. Kommunikation via sociale medier på internettet, eksempelvis Facebook, vil også være omfattet. Telefonering og fremsendelse af en tekst- eller billedbesked ved anvendelse af telefonnettet er derimod ikke omfattet.

Kontaktforbuddet gælder også, hvis barnet har taget initiativ til den første kontakt (f.eks. sendt den første mail eller den første chatbesked). Den dømte må altså i sådanne tilfælde ikke svare på barnets henvendelse.

Et kontaktforbud indebærer, at den dømte ikke må søge at ”kontakte børn” gennem internettet. Kontakten skal altså være rettet mod et eller flere konkrete børn eller mod børn generelt for at være omfattet af forbuddet. En generel henvendelse, eksempelvis på en Facebook-profil (den dømtes eller en andens), som er rettet både mod børn og voksne, vil ikke være omfattet af forbuddet.

Et kontaktforbud indebærer, at den dømme ikke må ”søge at” kontakte børn gennem internettet. Et kontaktforbud vil dermed være overtrådt, når den dømte har f.eks. afsendt en mail eller lagt en besked på en internetchat eller en Facebook-profil med forsæt til at opnå kontakt med et barn. Der vil således i givet fald foreligge en fuldbyrdet overtrædelse af kontaktforbuddet, selv om mailen eller beskeden ikke kommer frem til noget barn (herunder hvis årsagen er, at modtageren ikke er et barn, men har udgivet sig for at være et barn). Det bemærkes herved, at forsøg på at overtræde et forbud efter straffelovens § 236 ikke er strafbart, jf. straffelovens § 21, stk. 3, og den forslåede strafferamme i § 236, stk. 7.

I forhold til den gældende bestemmelse er muligheden for at kunne give et kontaktforbud som beskrevet ny.

Med hensyn til anvendelsen og udformningen af et kontaktforbud henvises i øvrigt til de foreslåede stk. 3-5 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at forbud som nævnt i stk. 1 (opholdsforbud, boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud) ikke omfatter kontakt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet.

Med bestemmelsen lovfæstes, at der kan være tilfælde, hvor en adfærd, der formelt udgør en overtrædelse af et forbud efter stk. 1, af særlige grunde ikke skal anses for en overtrædelse af forbuddet.

Bestemmelsen må i praksis antages at få noget forskellig betydning for de forskellige typer af forbud. Der er dog i alle tilfælde tale om en forholdsvis snæver undtagelse.

For så vidt angår opholdsforbud kan der som eksempel på ophold eller færden, som af særlige grunde vil kunne anses for beføjet, navnlig peges på tilfælde, hvor den dømte med et særligt anerkendelsesværdigt formål kortvarigt passerer det område, som er omfattet af opholdsforbuddet. Det kunne f.eks. være i forbindelse med deltagelse i et motionsløb med en fastlagt rute. Det kunne også være i forbindelse med akut henvendelse til læge, skadestue eller apotek, hvis det ville medføre en væsentlig længere transporttid ikke at passere det område, som er omfattet af opholdsforbuddet. Det kunne også være i forbindelse med deltagelse i en begravelse af et nært familiemedlem.

For så vidt angår boligforbud kan der som eksempel på, hvornår en formel overtrædelse af særlige grunde vil kunne anses for beføjet, formentlig i prakis næsten kun tænkes tilfælde, hvor den dømte og et barn af ekstraordinære grunde flere dage i træk er nødt til at overnatte i samme bolig. Det kunne f.eks. være, hvis en ekstraordninær vejrsituation forhindrer, at den dømte eller barnet som planlagt forlader den pågældende bolig.

For så vidt angår besøgsforbud kan der tænkes tilfælde, hvor barnets voksne ledsager uforudset akut må efterlade barnet hos den dømte. Det kan være i tilfælde af den pågældendes alvorlige sygdom eller tilskadekomst eller i tilfælde af, at en anden, eksempelvis et af den pågældendes (andre) børn, er kommet alvorligt til skade, eller hvis den pågældende bliver kaldt på arbejde i anledning af en opstået nødsituation. Det må i sådanne tilfælde forudsættes, at der udfoldes rimelige bestræbelser på, at barnet snarest muligt overlades til en anden end den dømte. Som en anden gruppe af tilfælde kan nævnes, at barnets besøg hos den dømte skyldes, at barnet er kommet til skade, faret vild eller lignende. Også her er det en forudsætning, at der udfoldes rimelige bestræbelser på snarest muligt at få hjælp fra anden side til at tage sig af barnet.

For så vidt angår kontaktforbud vil det næppe forekomme i praksis, at en kontakt gennem internettet til et barn, som ikke kender den dømte, af særlige grunde vil være beføjet. Det ville forudsætte, at den dømte befandt sig i en nødsituation og kun havde mulighed for at kommunikere via internettet. Selv om der faktisk kendes eksempler herpå (personer, som uforvarende er blevet lukket inde, eller som er frihedsberøvet som led i menneskehandel), må sandsynligheden for, at en sådan i sig selv meget sjældent forekommende situation netop skulle ramme en person, der er pålagt et kontaktforbud, antages at være yderst ringe.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at boligforbud og besøgsforbud ikke skal omfatte den dømtes børn eller adoptivbørn.

Dette svarer i realiteten til den gældende bestemmelse, som ikke omfatter børn, over for hvilke den dømte har forsørgelsespligt.

Det foreslås i stk. 3, at forbud som nævnt stk. 1 kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der er nærliggende fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne fare.

Med bestemmelsen lovfæstes kriterier for, hvornår et forbud som nævnt i stk. 1 kan gives.

Det foreslås, at forbud skal kunne gives, hvis det vil være et egnet middel til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet. Vurderingen heraf skal foretages ud fra karakteren af det pådømte forhold og de foreliggende oplysninger om den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet.

Det gælder desuden et proportionalitetskrav, jf. det foreslåede stk. 5 og bemærkningerne hertil.

Forbud som nævnt i stk. 1 er et supplement til de generelle regler om rettighedsfrakendelse, jf. straffelovens § 79, og om vilkår for betinget dom, jf. straffelovens § 57.

Forbud som nævnt i stk. 1 bør i almindelighed kun anvendes, hvis en rettighedsfrakendelse eller et vilkår i en betinget dom ikke vil være tilstrækkelig til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet.

Forbud som nævnt i stk. 1 har endvidere ikke til formål at beskytte de konkrete ofre for de pådømte forhold mod nye overgreb, endsige mod krænkende henvendelser fra den dømtes side.

Forbud som nævnt i stk. 1 bør derfor kun anvendes med henblik på at forebygge nærliggende fare for ny kriminalitet mod nye ofre. Er der nærliggende fare for ny kriminalitet mod samme ofre (eller for krænkende henvendelser til ofrene), bør der i givet fald gives tilhold og eventuelt opholdsforbud efter lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Det vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, om et forbud kan antages at være et egnet middel til at forebygge en nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet, og hvilken eller hvilke former for forbud der i givet fald bør anvendes.

Forbud bør imidlertid i almindelighed kun anvendes, hvis den dømte har begået flere ligeartede overtrædelser i form af, enten at den pågældende tidligere er dømt for tilsvarende forhold, eller at den pågældende nu findes skyldig i ligeartede forhold begået ved forskellige lejligheder over for forskellige ofre. Hvis den pågældende ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet, bør en enkeltstående overtrædelse således ikke give anledning til forbud, og dette gælder, selv om overtrædelsen er grov og eventuelt begået over for flere ofre (eksempelvis en grov voldtægt af flere ofre ved én lejlighed). Hvis den pågældende ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet, bør en flerhed af overtrædelser begået over for samme offer heller ikke give anledning til forbud, og dette gælder, selv om overtrædelserne er grove og/eller fortsat gennem lang tid (eksempelvis seksuelt misbrug af ét barn gennem flere år).

Ved vurderingen af, om et forbud kan antages at være et egnet middel til at forebygge en nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet, skal også inddrages de foreliggende oplysninger i øvrigt om den dømtes person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel personundersøgelse eller mentalundersøgelse.

Hvis kriminaliteten må antages at skyldes forhold, som ikke længere er til stede, vil det tale imod, at der skulle foreligge en så nærliggende fare for ny lignende kriminalitet, at der bør gives forbud.

Med hensyn til de enkelte former for forbud kan endvidere navnlig anføres følgende:

Om et opholdsforbud bør gives, vil navnlig afhænge af, om de dømtes kriminalitet har en sådan tilknytning til et bestemt nærmere afgrænset område, at et forbud mod ophold og færden det pågældende sted kan være eget til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet. Dette vil formentlig forholdsvis sjældent være tilfældet.

Som eksempler på en mulig anvendelse kan nævnes tilfælde, hvor den dømte flere gange samme sted (eksempelvis samme vej, sti eller park) har blottet sig for forskellige ofre, eller flere gange samme sted (eksempelvis samme svømmehal, sportshal eller fitnesscenter) har beluret forskellige ofre under omklædning og bad. Anvendelse af opholdsforbud vil navnlig kunne være relevant, hvis forholdene er begået over for børn.

I princippet kan opholdsforbud også tænkes anvendt ved alvorligere kriminalitet, men det er formentlig forholdsvis sjældent, at en person f.eks. i samme afgrænsede område (f.eks. et bestemt kolonihaveområde eller et bestemt villakvarter) ved forskellige lejligheder begår voldtægt. Og hvis det sker, er det ikke sikkert, at et forbud mod at opholde sig eller færdes i netop dette område vil have nogen nævneværdig betydning for risikoen for ny tilsvarende kriminalitet (eksempelvis i form af voldtægt i et andet kolonihaveområde eller et andet forholdsvis nærliggende villakvarter).

Spørgsmålet om at give boligforbud og/eller besøgsforbud vil der ofte være anledning til at behandle under ét, selv om omstændighederne også kan tale for alene at give et boligforbud (hvorimod der sjældent vil være grundlag for alene at give et besøgsforbud). Sådanne forbud bør i hvert fald forudsætte, at den dømte ved forskellige lejligheder seksuelt har misbrugt forskellige børn, som den dømte delte bolig med eller havde besøg af.

Det vil herudover afhænge af de konkrete omstændigheder, om et boligforbud eller et besøgsforbud vil være egnet til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvarende kriminalitet.

Hvis den dømte udelukkende har misbrugt egne børn eller adoptivbørn, vil der i almindelighed ikke være anledning til at give boligforbud eller besøgsforbud, da sådanne forbud ikke omfatter egne børn eller adoptivbørn.

Hvis den dømte udelukkende har misbrugt børn, som den pågældende har delt bolig med, vil der i almindelighed ikke være anledning til ved siden af et boligforbud også at give et besøgsforbud.

Hvis den dømte udelukkende har misbrugt børn, som den pågældende er kommet i kontakt med i forbindelse med aktiviteter, der er omfattet af en rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 (eksempelvis undervisning, fritidsaktiviteter eller børnepasning), bør boligforbud eller besøgsforbud ikke anvendes.

Et kontaktforbud vil navnlig kunne gives, hvis den dømte ved forskellige lejligheder har seksuelt misbrugt forskellige børn, som den pågældende var kommet i kontakt med gennem internettet.

Det foreslås i stk. 4, at forbud skal kunne gives på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre. Dette svarer til, hvad der efter straffelovens § 79, stk. 3, gælder med hensyn til rettighedsfrakendelse. Udgangspunktet bør være, at forbud tidsbegrænses, og at tidsubegrænset forbud kun anvendes i særligt grove tilfælde, hvor der er grundlag for at antage, at der stadig mere end 5 år efter endelig dom vil være nærliggende fare for ny lignende kriminalitet.

I forhold til den gældende bestemmelse lovfæstes muligheden for at tidsbegrænse et forbud, og det forudsættes, at udgangspunktet fremover vil være, at et forbud er tidsbegrænset.

Det foreslås i stk. 5, at et forbud som nævnt i stk. 1 ikke må stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til dem, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold.

Med forslaget lovfæstes kravet om proportionalitet.

Det foreslåede stk. 5 er relevant både ved afgørelsen af, om der overhovedet skal gives forbud efter stk. 1, ved afgørelsen af, hvilken eller hvilke former for forbud der i givet fald skal gives, og ved fastlæggelsen af forbuddets nærmere udformning samt dets tidsmæssige udstrækning.

Det foreslåede stk. 5 indebærer, at der skal være et rimeligt forhold mellem på den ene side det indgreb over for den dømte, som forbuddet indebærer, og på den anden side dels hensynet til de potentielle ofre, som forbuddet har til formål at beskytte, dels alvoren af den nu pådømte kriminalitet.

Er der tale om alvorlig krimininalitet og stor risiko for ny alvorlig kriminalitet, vil det kunne berettige et mere indgribende forbud, end hvis der er tale om mindre alvorlig kriminalitet og/eller lidt mindre (men dog stadig nærliggende) risiko for ny tilsvarende kriminalitet.

Vurderingen af, hvor alvorligt et indgreb der i givet fald vil være tale om i forhold til den dømte, skal ske foretages konkret ud fra den pågældendes situation.

Proportionalitetsvurderingen er som nævnt relevant ikke alene ved afgørelsen af, om et forbud overhovedet skal gives, men også ved fastlæggelsen af forbuddets nærmere udformning.

For så vidt angår opholdsforbud gælder dette navnlig fastlæggelsen af selve det geografiske område, som forbuddet skal dække. Hvis proportionalitetshensyn tilsiger det, kan et opholdsforbud imidlertid også begrænses i tid, ekempelvis til kun at gælde visse af årets måneder eller visse af døgnets timer.

For så vidt angår boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud er der mulighed for begrænse, i forhold til hvilke børn et sådant forbud gælder. I praksis kan det navnlig være relevant at overveje at lade et sådant forbud gælde alene i forhold til børn under 15 år, hvis den dømte udelukkende har gjort sig skyldig i seksuelt misbrug af væsentligt yngre børn. En anden nærliggende mulighed er i givet fald at lade et sådant forbud gælde i forhold til børn af det ene køn, hvis den dømte alene har gjort sig skyldig i seksuelt misbrug af børn af det ene køn.

Det foreslåede stk. 6 indeholder regler om indbringelse for domstolene af spørgsmålet om opretholdelse af et forbud, der er givet indtil videre.

Bestemmelsen er udformet på samme måde som de tilsvarende regler om rettighedsfrakendelse, der er givet indtil videre, jf. straffelovens § 79, stk. 3, jf. § 78, stk. 3.

Efter det foreslåede 1. pkt. kan den dømte 5 år efter endelig dom forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren dog tillade, at indbringelse for retten sker tidligere, jf. det foreslåede 2. pkt. Indbringelse sker for byretten i den retskreds, som har pådømt sagen i første instans, eller byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig, jf. henvisningen i det foreslåede 3. pkt. til straffelovens § 59, stk. 2. Byrettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. det foreslåede 4. pkt. Domsmænd medvirker ikke.

Byrettens afgørelse kan gå ud på, at forbuddet ophæves, at forbuddet opretholdes uændret, at forbuddet tidsbegrænses til højst 2 år (dette er en konsekvens af genindbringelsesfristen i tilfælde af, at forbuddet opretholdes, jf. nedenfor), eller at forbuddet indskrænkes. Forbuddet kan derimod ikke udvides.

Byrettens kendelse kan kæres til landsretten, jf. retsplejelovens § 968. Både den dømte og anklagemyndigheden kan kære. Kærefristen er 14 dage, jf. retsplejelovens § 969, stk. 1. Kære har ikke opsættende virkning, medmindre det modsatte bestemmes af byretten eller landsretten, jf. retsplejelovens § 969, stk. 2. Landsrettens afgørelse i kæresagen kan kun kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 973.

Hvis afgørelsen går ud på, at forbuddet helt eller delvis opretholdes indtil videre, kan spørgsmålet 2 år efter afgørelsen på ny indbringes for retten, jf. det foreslåede 5. pkt. I den forbindelse gælder de samme regler som om indbringelse 5 år efter endelig dom, herunder reglen i det foreslåede 2. pkt. om, at justitsministeren kan tillade, at indbringelse for retten sker tidligere.

I forhold til den gældende bestemmelse ændres tidsgrænsen for, hvornår spørgsmålet om opretholdelse af et tidsubestemt forbud kan indbringes for retten, fra 3 år efter straffens udståelse til 5 år efter endelig dom. Endvidere nedsættes tidsgrænsen for, hvornår et opretholdt forbud på ny kan indbringes for retten, fra 3 til 2 år.

Det forslås i stk. 7, at overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med fængsel indtil 4 måneder, hvilket svarer til gældende ret. Straf forudsætter forsæt, jf. straffelovens § 19, og forsøg straffes ikke, jf. straffelovens § 21, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til kapitel 24, afsnit 4.

Til nr. 30 (§ 262 a)

Der foreslås en sproglig modernisering af straffelovens § 262 a om menneskehandel, således at ”kønslig usædelighed” ændres til ”prostitution, optagelse af pornografiske fotografier eller film, forestilling med pornografisk optræden”. Med ”prostitution” menes seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling. ”Optagelse af pornografiske fotografier eller film” skal forstås på samme måde som ”optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignende” i den foreslåede § 226 (svarende til den gældende § 230), uanset at ”eller lignende” ikke foreslås medtaget i § 262 a.”Forestilling med pornografisk optræden” skal forstås på samme måde som det tilsvarende udtryk i den foreslåede § 227 (svarende til den gældende § 235 a). Der er ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens gerningsindhold.

Parallelt med, hvad der er anført i bemærkningerne til det foreslåede § 233, stk. 1, om udnyttelse af andres prostitution (lovforslagets § 1, nr. 25) følger det af den beskyttelsesinteresse, som bestemmelsen om menneskehandel skal tjene – nemlig at beskytte potentielle ofre for menneskehandel – at en person, der udnyttes til prostitution, som udgangspunkt ikke bør straffes for medvirken til menneskehandel i anledning af sin bistand til driften af den pågældende prostitutionsvirksomhed, eksempelvis i form af pasning af telefoner eller reception, indkøb, madlavning, rengøring osv. Kun hvis den prostituerede har spillet en mere direkte rolle i forbindelse med rekruttering, transport, overførsel, husning eller modtagelse af en person under omstændigheder som nævnt i bestemmelsen, bør straf for medvirken kunne komme på tale.

Til § 2
(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 2)

Retsplejelovens § 29 a, stk. 1, angår dørlukning under forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det.

Retsplejelovens § 741 a, stk. 2, angår beskikkelse af en advokat for forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Disse bestemmelser gælder bl.a. i sager omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 222, stk. 2, 2. led, om at skaffe sig samleje med et barn under 15 år ved tvang eller fremsættelse af trusler. Bestemmelserne gælder også i sager omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 om voldtægt.

Det foreslås at flytte straffelovens § 222, stk. 2, 1. led, om samleje med barn under 12 år til straffelovens § 216 om voldtægt, således at straffelovens § 222, stk. 2, fremover kun vil bestå af et led, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 2, ændret, således at der henvises til straffelovens § 222, stk. 2, i stedet for § 222, stk. 2, 2. led.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører i sig selv ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Medtagelsen af seksuelt forhold til barn under 12 år i straffelovens § 216 medfører imidlertid, at dørene fremover som noget nyt obligatorisk skal lukkes under den forurettedes forklaring i sådanne sager, når den pågældende anmoder om det. Dette vil i praksis kunne have betydning, når forholdet først anmeldes til politiet på et tidspunkt, hvor forurettede er ældre end ca. 12 år. Hvis forurettede på dette tidspunkt ikke er ældre end ca. 12 år, vil forurettede i almindelighed ikke skulle afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen, idet forurettedes forklaring i stedet billedoptages, jf. retsplejelovens § 745 e, og afspilles under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 872.

Medtagelsen af seksuelt forhold til barn under 12 år i straffelovens § 216 medfører endvidere, at der fremover som noget nyt obligatorisk skal beskikkes advokat for forurettede i sådanne sager, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Til nr. 2 (§ 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 1 og 3)

Retsplejelovens § 29 a, stk. 1, angår dørlukning under forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det.

Retsplejelovens § 741 a, stk. 1 og 3, angår beskikkelse af en advokat for forurettede.

Disse bestemmelser gælder bl.a. i en række sager omfattet af de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og 225 om henholdsvis anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse mellem personer af samme køn.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 29 a, stk. 1, og § 741 a, stk. 1 og 3, ændret, således at der henvises til straffelovens § 225 i stedet for §§ 224 og 225.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 3 (§ 41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1)

Retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt., angår anonymisering af dokumenter i forbindelse med meddelelse af aktindsigt i sager om overtrædelse af det gældende kapitel 24 i straffeloven om forbrydelser mod kønssædeligheden.

Retsplejelovens § 1017 b, stk. 1, forbyder offentliggørelse af forurettedes identitet i sager om overtrædelse af det gældende kapitel 24 i straffeloven om forbrydelser mod kønssædeligheden.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 9), foreslås retsplejelovens § 41 e, stk. 4, 3. pkt., og § 1017 b, stk. 1, ændret, således at ”forbrydelser mod kønssædeligheden” ændres til ”seksualforbrydelser”.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 4 (§ 741 a, stk. 2)

Retsplejelovens § 741 a, stk. 2, angår beskikkelse af en advokat for forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Denne bestemmelsen gælder bl.a. i en række sager omfattet af de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og 225 om henholdsvis anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse mellem personer af samme køn.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 741 a, stk. 2, ændret, således at der henvises til straffelovens § 225 i stedet for §§ 224 og 225. Samtidig foreslås det, at en fejlagtig (indholdsløs) henvisning til straffelovens §§ 224 eller 225, jf. § 210, udgår.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring (samt en rettelse af en teknisk fejl) og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 5 og 6 (§ 741 a, stk. 3)

Retsplejelovens § 741 a, stk. 3, angår beskikkelse af en advokat for forurettede. Bestemmelsen giver mulighed for at afslås advokatbeskikkelse, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig.

I modsætning hertil angår retsplejelovens § 741 a, stk. 2, beskikkelse af en advokat for forurettede, medmindre den pågældende efter at være blevet vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Retsplejelovens § 741 a, stk. 3, gælder bl.a. i sager omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 222, stk. 2, 1. led, om samleje med barn under 12 år, mens retsplejelovens § 741 a, stk. 2, gælder bl.a. i sager omfattet af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 om voldtægt.

I lyset heraf foreslås retsplejelovens § 741 a, stk. 3, ændret, således at henvisningen til straffelovens § 222, stk. 2, 1. led, udgår.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører i sig selv ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Medtagelsen af seksuelt forhold til barn under 12 år i straffelovens § 216 medfører imidlertid, at der fremover som noget nyt obligatorisk skal beskikkes advokat for forurettede i sådanne sager, medmindre den pågældende efter at være vejledt om retten til beskikkelse af advokat frabeder sig det.

Til nr. 7 (§ 741 g)

Retsplejelovens § 741 g angår underretning af forurettede om tidspunktet for den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse og om en eventuel undvigelse.

Bestemmelsen gælder bl.a. i sager, hvor der er afsagt dom om ubetinget fængselsstraf eller foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-70 eller 74 a for en sædelighedsforbrydelse.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 9), foreslås retsplejelovens § 741 g ændret, således at ”sædelighedsforbrydelse” ændres til ”seksualforbrydelse”.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 8 (§ 762, stk. 2, nr. 2)

Retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, angår varetægtsfængsling på grundlag af en særligt bestyrket mistanke om overtrædelse af bl.a. straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, eller § 222, om anden kønslig omgængelse end samleje ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering eller med barn under 15 år.

I konsekvens heraf foreslås retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, ændret, således at der henvises til straffelovens § 225 i stedet for §§ 224 og 225.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til nr. 9 (§ 781, stk. 1, nr. 3)

Retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, angår kriminalitetskravet ved indgreb i meddelselseshemmeligheden, dvs. hvilken form for kriminalitet der skal være tale om, for at indgreb i meddelelseshemmeligheden kan ske.

Bestemmelsen nævner bl.a. straffelovens § 228 om rufferi.

Det foreslås at modernisere straffelovens § 228, stk. 1, om rufferi, mens den gældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 2, om tilskyndelse af, at en person under 21 år søger erhverv ved prostitution, mv. ikke videreføres som en selvstændig bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 25. Den nye bestemmelse om rufferi foreslås placeret som § 233, stk. 1.

I lyset heraf foreslås retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, ændret, således henvisningen til straffelovens § 228 ændres til en henvisning til § 233, stk. 1.

Forslaget indebærer, at der fremover – når betingelserne i øvrigt er opfyldt – vil være mulighed for indgreb i meddelelseshemmeligheden i sager om overtrædelse af den foreslåede moderniserede rufferibestemmelse i straffelovens § 233, stk. 1, på samme måde som der i dag er mulighed for det i sager om overtrædelse af den gældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 1, om rufferi.

I det omfang det foreslåede § 233, stk. 1, er udtryk for en udvidelse i forhold til det gældende § 228, stk. 1 (jf. herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25), udvides mulighederne for indgreb i meddelelseshemmeligheden dermed tilsvarende.

Den del af det gældende § 228, stk. 2, der ikke allerede er absorberet af straffelovens § 262 a om menneskehandel (og som ikke foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25), vil fremover være omfattet af det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til kunde. Strafferammen for overtrædelse af det foreslåede § 224, stk. 1, er bøde eller fængsel indtil 6 år, og der vil i kraft heraf være samme muligheder for indgreb i meddelseshemmeligheden i sager om overtrædelse af det foreslåede § 224, stk. 1, som der i dag er i sager om overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 2.

Endvidere bemærkes, at det er en konsekvens af forslaget om ændring af straffelovens § 210 (lovforslagets § 1, nr. 7), at sager om seksuelt forhold til adoptivbarn fremover som noget nyt vil opfylde kriminalitetskravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Samtidig er det en konsekvens af forslaget om ændring af straffelovens § 221 (lovforslagets § 1, nr. 17), at sager om tilsigelse af samleje ved udnyttelse af en forveksling fremover ikke vil opfylde kriminalitetskravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, om indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Til nr. 10 (§ 783, stk. 2)

Retsplejelovens § 783, stk. 2, fraviger det almindelige krav i § 783, stk. 1, om anførelse af de telefonnumre mv., som et indgreb i meddelelseshemmeligheden vedrører. § 783, stk. 2, giver mulighed for, at der i rettens kendelse ud over bestemte telefonnumre kan anføres den person, som indgrebet angår.

Retsplejelovens § 783, stk. 2, omfatter bl.a. straffelovens § 228 om rufferi.

I lyset heraf foreslås retsplejelovens § 781, stk. 2, ændret, således henvisningen til straffelovens § 228 ændres til en henvisning til § 233, stk. 1.

Forslaget indebærer, at der fremover – når betingelserne i øvrigt er opfyldt – vil være mulighed for i en kendelse om telefonaflytning ud over bestemte telefonnumre at anføre den person, som indgrebet angår, i sager om overtrædelse af den foreslåede moderniserede rufferibestemmelse i straffelovens § 233, stk. 1, på samme måde som der i dag er mulighed for det i sager om overtrædelse af den gældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 1, om rufferi.

I det omfang det foreslåede § 233, stk. 1, er udtryk for en udvidelse i forhold til det gældende § 228, stk. 1 (jf. herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25), udvides mulighederne for i en kendelse om telefonaflytning ud over bestemte telefonnumre at anføre den person, som indgrebet angår, dermed tilsvarende.

Den del af det gældende § 228, stk. 2, der ikke allerede er absorberet af straffelovens § 262 a om menneskehandel (og som ikke foreslås ophævet, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25), vil fremover være omfattet af det foreslåede § 224, stk. 1, om medvirken til, at en person under 18 mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Der vil efter forslaget ikke være mulighed for i sager om overtrædelse af det foreslåede § 224, stk. 1, i en kendelse om telefonaflytning ud over bestemte telefonnumre at anføre den person, som indgrebet angår.

Til § 3
(Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning)

Til nr. 1 (§ 2, stk. 2, nr. 1)

§ 2, stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning giver mulighed for at give et tilhold (dvs. et forbud mod at opsøge eller kontakte en anden) bl.a. i sager om voldtægt eller anden sædelighedsforbrydelse eller forsøg herpå, hvis den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt mv. med den pågældende.

I konsekvens af forslaget om at ændre overskriften til straffelovens kapitel 24 (jf. lovforslagets § 1, nr. 9), foreslås § 2, stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning ændret, således at ”sædelighedsforbrydelse” ændres til ”seksualforbrydelse”.

Forslaget er en teknisk begrundet konsekvensændring og medfører ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende ret.

Til § 4
(Restaurationsloven)

Til nr. 1 (§ 31, stk. 2)

Restaurationslovens § 31, stk. 2, giver politiet mulighed for at forbyde personer, der søger fortjeneste ved prostitution, eller som i forbindelse med besøg på et sted, hvorfra der foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, har begået en strafbar handling, at opholde sig som gæster i bestemte virksomheder. Politiet kan tillige forbyde de pågældende indehavere at modtage disse personer som gæster.

Det foreslås at ændre restaurationslovens § 31, stk. 2, således at henvisningen til personer, der søger fortjeneste ved prostitution, udgår.

Forslaget indebærer, at restaurationsforbud fremover ikke kan gives på grundlag af, at en person – uden at have begået noget strafbart – søger fortjeneste ved prostitution.

Bestemmelsen i restaurationslovens § 31, stk. 2, foreslås i øvrigt ikke ændret, og bestemmelsen vil således fortsat kunne benyttes, hvis en person i forbindelse med besøg i en restaurant har begået en strafbar handling. Dette gælder også, hvis en prostitueret i forbindelse med besøg i en restaurant har begået en strafbar handling.

Der henvises i øvrigt til kapitel 19, afsnit 6.1.

Til § 5
(Ikrafttræden)

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den…

Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, at spørgsmål om strafbarhed og straf efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter de foreslåede nye regler, dog at afgørelsen ikke derved må blive strengere end efter de regler, der gjaldt på gerningstidspunktet.

For handlinger begået før lovens ikrafttræden og pådømt efter lovens ikrafttræden gælder dermed generelt, at de skal bedømmes efter de foreslåede nye regler, men at straf kun kan pålægges, hvis handlingen også var strafbar efter de hidtil gældende regler, og at straffen ikke må være strengere end efter de hidtil gældende regler.

Forhold, der foreslås nykriminaliseret, straffes dermed kun, hvis de er begået efter lovens ikrafttræden. Dette gælder seksuelt forhold til adoptivbarn over 18 år mv. (straffelovens § 210, jf. lovforslagets § 1, nr. 7), seksuelt forhold inden for ægteskab ved udnyttelse af forurettedes sindssygdom, mentale retardering eller hjælpeløse tilstand (straffelovens § 218, jf. lovforslagets § 1, nr. 12), seksuelt forhold mellem en ansat ved kriminalforsorgen og en person, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner og undergivet den ansattes myndighed, for så vidt den ansatte ikke er ansat ved den pågældende institution, og seksuelt forhold mellem en ansat ved politiet og en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt (straffelovens § 219, jf. lovforslagets § 1, nr. 14), seksuelt forhold ved groft misbrug af plejemæssig afhængighed samt seksuelt forhold inden for ægteskab ved groft misbrug af arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed (straffelovens § 220, jf. lovforslagets § 1, nr. 15), medvirken til, at en person under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, for så vidt der ikke er tale om menneskehandel, udnyttelse, bistand til erhvervsmæsig prostitution eller forledelse (straffelovens § 224, jf. lovforslagets § 1, nr. 23) og uagtsomhed med hensyn til alder ved medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt forhold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestilling med pornografisk optræden (straffelovens § 228, jf. § 226 og § 227, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 23).

Ophævelsen af straffelovens § 227 om mulighed for strafnedsættelse eller strafbortfald i tilfælde af indgåelse af ægteskab mellem gerningsmanden og forurettede har ligeledes kun virkning for forhold begået efter lovens ikrafttræden.

Forhold, der foreslås flyttet til en anden strafbestemmelse, straffes efter den foreslåede nye bestemmelse, men straffen må ikke være strengere efter den hidtil gældende bestemmelse. Dette gælder seksuelt forhold til adoptivbarn under 18 år (straffelovens § 210, jf. lovforslagets § 1, nr. 7), seksuelt forhold til barn under 12 år (straffelovens § 216, jf. lovforslagets § 1, nr. 10), seksuelt forhold ved udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (straffelovens § 218, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 13^[12]), rufferi og udnyttelse i øvrigt af en andens prostitution mv. (straffelovens § 233, jf. lovforslagets § 1, nr. 25) eller ved utilbørlig fremgangsmåde formå en anden til prostitution (straffelovens § 234, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 25). Dette gælder endvidere optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til udbredelse (strafbestemmelsen foreslås i sin helhed flyttet fra straffelovens § 230 til § 226, jf. lovforslagets § 1, nr.

23) og medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden (strafbestemmelsen foreslås i sin helhed flyttet fra § 235 a til § 227, jf. lovforslagets § 1, nr. 23 og 28).

Endvidere vil den forudsatte strafskærpelse for seksuelt forhold til en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (straffelovens § 218, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 13^[13]), kun finde anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttræden.

Forhold, der foreslås afkriminaliseret, vil efter lovens ikrafttræden ikke kunne straffes, og en ikke fuldbyrdet straf bortfalder, jf. straffelovens § 3, stk. 2. Dette gælder – hvis forholdet ikke er omfattet af andre strafbestemmelser – seksuelt forhold mellem en ansat ved et forsorgshjem og en person, der er optaget på forsorgshjemmet (straffelovens § 219, jf. lovforslagets § 1, nr. 14), seksuelt forhold ved tilsnigelse med en person, der vildfarende anser det seksuelle forhold for ægteskabeligt (gældende § 221, 1. led, jf. lovforslagets § 1, nr. 18), visse former for bistand til en 18-20-årigs prostitution (gældende § 228, stk. 2, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25), visse former for mellemmandsvirksomhed ved andres prostitution (gældende § 229, stk. 1, 1. led, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25), opfordring eller indbydelse til utugt, der vækker offentlig forargelse (gældende § 233, jf. lovforslagets § 1, nr. 25), salg af utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år (gældende § 234, jf. lovforslagets § 1, nr.

25) og overtrædelse af et restaurationsforbud udstedt under henvisning til, at den pågældende søger fortjeneste ved prostitution (restaurationslovens § 31, stk. 2, jf. lovforslagets § 3).

De afledede virkninger i forhold til mulighederne for at anvende straffeprocessuelle tvangsindgreb og i forhold til forældelsesfristens længde, som følger af forslag til ændret strafmaksimum, gælder fra lovens ikrafttræden både for forhold begået før eller efter lovens ikrafttræden, dog bortset fra tilfælde, hvor et forhold var forældet før lovens ikrafttræden. Mulighederne for at anvende straffeprocessuelle tvangsindgreb skal således afgøres efter den strafferamme, som er gældende på det tidspunkt, hvor der er spørgsmål om at anvende et straffeprocessuelt tvangsindbreb, uanset hvornår det strafbare forhold er begået. Hvis et forhold ikke var forældet før lovens ikrafttræden, skal spørgsmålet om forældelse endvidere afgøres efter lovgivningen på domstidspunktet, uanset om den nye lovgivning indebærer en kortere eller længere forældelsesfrist end den lovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet. For så vidt angår de foreslåede ændringer af reglerne i straffelovens § 94, stk. 4, om begyndelsestidspunktet for forældelsen foreslås der en udtrykkelig overgangsregel, jf. nedenfor om det foreslåede stk. 2. Samme princip anvendes imidlertid for så vidt angår de ændringer af forældelsesfristens længde, som følger af ændrede strafferammer sammenholdt med straffelovens § 93, stk. 1 (der ikke foreslås ændret).

Det foreslås i stk. 2, at de foreslåede ændringer af straffelovens § 94, stk. 4, om begyndelsestidspunktet for forældelse i visse sager om seksuelt misbrug af børn også skal finde anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer af straffelovens § 94, stk. 4, indebærer for det første, at reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år fremover som noget nyt også vil omfatte straffelovens § 221 om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettede forveksler gerningsmanden med en anden (jf. lovforslagets § 1, nr. 18), straffelovens § 226 om optagelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år (jf. lovforslagets § 1, nr. 23) samt straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse (jf. lovforslagets § 1, nr. 24), hvis blufærdighedskrænkelsen begås over for et barn under 15 år.

De foreslåede ændringer af straffelovens § 94, stk. 4, indebærer for det andet, at reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurettedes fyldte 18. år suppleres med en ny regel om yderligere udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse, hvis gerningsmanden på strafbar måde har tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politiet.

I stk. 3-5 foreslås overgangsregler vedrørende de foreslåede ændringer af straffelovens § 236 (lovforslagets § 1, nr. 29) om pålæg til dømte.

Det følger af straffelovens § 4, stk. 2, at for så vidt intet modsat er bestemt, kan pålæg efter lovens ikrafttræden kun gives, i det omfang et pålæg også kunne være givet efter den hidtil gældende bestemmelse i straffelovens § 236.

Med forbehold for det foreslåede stk. 3 (jf. herom nedenfor) gælder dermed i tilfælde, hvor der efter lovens ikrafttræden er spørgsmål om at give pålæg efter straffelovens § 236 i anledning af forhold begået før lovens ikrafttræden, at pålæg kun kan gives for forhold, som er omfattet af såvel den hidtil gældende som den foreslåede § 236, at pålæg kun kan gives, i det omfang dette følger af såvel den hidtil gældende som den foreslåede § 236, og at pålæg kun kan have en udformning, som er dækket af såvel den hidtil gældende som den foreslåede § 236.

Efter lovens ikrafttræden kan pålæg dermed ikke gives for forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 1, om udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering.

Med hensyn til kriterierne for at meddele pålæg kan de foreslåede regler i § 236, stk. 3 og 5, ikke anses for en udvidelse i forhold til det, som må antages at kunne udledes af gældende praksis. Pålæg vil dermed i de beskrevne overgangssituationer i praksis kunne gives i overensstemmelse med de foreslåede § 236, stk. 3 og 5.

Med hensyn til udformningen af pålæg vil opholdsforbud i de beskrevne overgangssituationer kun kunne gives på en sådan måde, at forbuddet omfatter et område, der dels er i nærheden af det konkrete gerningssted, dels er omfattet af opregningen i den hidtil gældende § 236. Opholdsforbud kan således i overgangstilfældet kun gives, så det omfatter en offentlig park eller anlæg, en fælled, et område ved en skole, en legeplads, et område ved et ”opdragelseshjem” (dvs. en døgninstitution eller opholdssted for børn og unge), et område ved et sindssygehospital eller institution for personer med vidtgående psykiske handicap, en skov, en badeanstalt eller en strandbred.

Der vil i overgangssituationen ikke være nogen særlige begrænsninger i muligheden for at give boligforbud. For så vidt angår besøgsforbud vil det, hvis spørgsmålet skulle opstå, være op til domstolene at afgøre, om et forbud efter det hidtil gældende § 236, stk. 2, også indebar et besøgsforbud som angivet i det foreslåede § 236, stk. 1, nr. 3.

Kontaktforbud vil kun kunne gives i anledning af forhold, som er begået efter lovens ikrafttræden.

De beskrevne overgangssituationer angår tilfælde, hvor den kriminalitet, der efter lovens ikrafttræden er til pådømmelse, og som begrunder et pålæg efter straffelovens § 236, er begået før lovens ikrafttræden. I det omfang det ved en afgørelse efter straffelovens § 236 er relevant, om den dømte tidligere – dvs. forud for de nu pådømte forhold – er straffet for lignende kriminalitet, kan der uden særlige begrænsninger tages hensyn også til kriminalitet begået – og eventuelt pådømt – før lovens ikrafttræden, jf. herved også princippet i straffelovens § 5.

Som en fravigelse af straffelovens § 4, stk. 2, foreslås det i stk. 3, at de foreslåede regler i straffelovens § 236, stk. 4 og 6, om den tidsmæssige udstrækning af et forbud efter § 236 skal finde anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, i stedet for de hidtil gældende regler. Når forbud efter § 236 gives efter lovens ikrafttræden – herunder i anledning af forhold begået før lovens ikrafttræden – gælder dermed om forbuddets tidsmæssige udstrækning alene de foreslåede § 236, stk. 4 og 6.

Det foreslås i stk. 4, at spørgsmål om opretholdelse af et tidsubestemt pålæg efter straffelovens § 236, som er givet før lovens ikrafttræden, efter lovens ikrafttræden skal afgøres efter den foreslåede nye § 236.

Forslaget indebærer, at når et tidsubestemt pålæg efter straffelovens § 236 er i kraft ved lovens ikrafttræden, kan den dømte forlange, at spørgsmålet om pålæggets opretholdelse af anklagemyndigheden indbringes for retten efter det foreslåede § 236, stk. 6, dvs. når der er forløbet 5 år efter endelig dom eller – hvis spørgsmålet om pålæggets opretholdelse allerede har været forelagt for retten – 2 år efter den seneste afgørelse om opretholdelse af pålægget. Ved afgørelsen af, om pålægget i givet fald helt eller delvis skal opretholdes, anvendes alene de foreslåede nye regler i § 236, stk. 1, 3 og 5. Som ved andre sådanne afgørelser gælder, at pålægget i givet fald alene kan opretholdes uændret, indskrænkes (herunder tidsbegrænses) eller ophæves fuldstændigt, men ikke udvides.

Hvis en sag om opretholdelse af et pålæg efter § 236 verserer for retten ved lovens ikrafttræden, bør den færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Hvis sagen endnu ikke er afgjort i 1. instans, er der imidlertid ikke noget til hinder for, at den dømte ved lovens ikrafttræden tilbagekalder sin anmodning og straks fremsætter ny anmodning om indbringelse af spørgsmålet for retten, og den nye anmodning vil i så fald skulle afgøres efter de foreslåede nye regler.

Det foreslås i stk. 5, at den foreslåede strafbestemmelse i straffelovens § 236, stk. 7, også skal finde anvendelse på pålæg givet før lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler i straffelovens § 236.

Med forslaget sikres et klart hjemmelsgrundlag for også efter lovens ikrafttræden at straffe overtrædelse af pålæg efter § 236, som er givet før lovens ikrafttræden.

[1] Mindretallets forslag.

[2] Mindretallets forslag.

[3] Mindretallets forslag.

[4] Model B: Endvidere henvisning til § 216, stk. 3. Model C: Endvidere henvisning til § 216, stk. 1, nr. 2.

[5] Model B og C: Endvidere ændringer af henvisninger til § 218 i § 29 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 741 a, stk. 2, 1. og 3. pkt, og stk. 3, 1. og 2. pkt., og § 762, stk. 2, nr. 2.

[6] Model B: Forslaget til § 216, stk. 1 og 3.

[7] Model B og C: Henvisningen til § 217 er ikke relevant.

[8] Model B og C: Henvisningen til § 217 er ikke relevant.

[9] Model B og C: Henvisningen til § 217 er ikke relevant.

[10] I Model B og C omfatter dette også seksuelt forhold med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

[11] Model B og C: Henvisningen til § 217 er ikke relevant.

[12] Model B og C: straffelovens § 216, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

[13] Model B og C: srraffelovens § 216, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Bilag 1: UDVIKLINGEN I SEKSUALFORBRYDELSER

JUSTITSMINISTERIETS FORSKNINGSKONTOR
SEPTEMBER 2011

Til brug for Straffelovrådet er der udarbejdet opgørelser over udviklingen i antallet af anmeldelser, i omfanget og arten af strafferetlige afgørelser og i straflængderne for de ubetingede domme for seksualforbrydelser. Desuden er der set på udviklingen i sigtelsesprocenten og i andelen af sigtelser for seksualforbrydelser, der fører til en fældende afgørelse. Opgørelserne er baseret på data fra Danmarks Statistiks kriminalstatistikregister.

Udviklingen er analyseret separat for de enkelte paragraffer samt for visse af de underkategorier, der findes for de enkelte paragraffer. Det drejer sig om følgende:

§ 218, stk. 1: Samleje ved udnyttelse af psykisk abnormitet
§ 218, stk. 2: Samleje ved udnyttelse af hjælpeløs tilstand
§ 222, stk. 1: Samleje med barn under 15 år
§ 222, stk. 2: Samleje med barn under 12 år
§ 223, stk. 1: Samleje med plejebarn/stedbarn mv.
§ 223, stk. 2: Samleje ved forførelse
§ 224, jf. § 216: Anden kønslig omgængelse ved vold
§ 224, jf. § 217: Anden kønslig omgængelse ved ulovlig tvang
§ 224, jf. § 218: Anden kønslig omgængelse ved udnyttelse af psykisk abnormitet
§ 224, jf. § 219: Anden kønslig omgængelse med institutionsanbragt
§ 224, jf. § 220: Anden kønslig omgængelse ved misbrug af afhængighedsforhold
§ 224, jf. § 221: Anden kønslig omgængelse ved tilsnigelse
§ 224, jf. § 222, stk. 1: Anden kønslig omgængelse med barn under 15 år
§ 224, jf. § 222, stk. 2: Anden kønslig omgængelse med barn under 12 år
§ 224, jf. § 223, stk. 1: Anden kønslig omgængelse med plejebarn/stedbarn mv.
§ 224, jf. § 223, stk. 2: Anden kønslig omgængelse ved forførelse
§ 225, jf. § 222, stk. 1: Homoseksualitet med barn under 15 år
§ 225, jf. § 222, stk. 2: Homoseksualitet med barn under 12 år
§ 225: Homoseksualitet i øvrigt
§ 225, jf. § 216: Homoseksualitet ved vold
§ 225, jf. § 217: Homoseksualitet ved ulovlig tvang
§ 225, jf. § 216, jf. § 222, stk. 1: Homoseksualitet ved vold mod barn under 15 år
§ 225, jf. § 217, jf. § 222, stk. 1: Homoseksualitet ved ulovlig tvang mod barn under 15 år
§ 225, jf. § 216, jf. § 222, stk. 2: Homoseksualitet ved vold mod barn under 12 år
§ 225, jf. § 217, jf. § 222, stk. 2: Homoseksualitet ved ulovlig tvang mod barn under 12 år
§ 226, jf. § 222, stk. 1: Uagtsom seksualforbrydelse mod barn under 15 år
§ 226, jf. § 222, stk. 2: Uagtsom seksualforbrydelse mod barn under 12 år
§ 226: Uagtsom seksualforbrydelse i øvrigt
§ 232: Blufærdighedskrænkelse ved beføling
§ 232: Blufærdighedskrænkelse ved blotteri
§ 235, stk. 1: Børnepornografi
§ 235, stk. 2: Besiddelse af børnepornografi

I forhold til det samlede antal registrerede straffelovsovertrædelser er der ganske få seksualforbrydelser. Det drejer sig om 2-3.000 anmeldelser årligt, hvilket er omkring ½ pct. af samtlige anmeldte straffelovsovertrædelser. Dette meget lille antal anmeldte lovovertrædelser vanskeliggør en udviklingsanalyse for en stor del af paragrafferne og underkategorierne. Det skyldes også, at de fleste af seksualforbrydelserne angår nogle få af bestemmelserne i straffeloven, og for mange af de øvrige bestemmelser om seksualforbrydelser er det årlige antal anmeldte lovovertrædelser under 10. Vanskelighederne med at vurdere udviklingen gør sig i endnu højere grad gældende, når der fokuseres på strafferetlige afgørelser, der antalsmæssigt udgør under 1000 årligt. Udviklingen i anmeldelser og i straffe vil derfor kun blive kommenteret for de mest dominerende – og talmæssigt relativt store – grupper af seksualforbrydelser. I øvrigt indgår alle tal for såvel de enkelte paragraffer som underkategorierne i bilagstabeller.

1. Anmeldelser

Der foreligger specificerede oplysninger om anmeldelser for perioden 1990 til 2010.

Af figur 1 fremgår, at det samlede årlige antal anmeldte seksualforbrydelser har varieret i perioden, men at der ikke er en tydelig tendens i hverken op- eller nedadgående retning. Der har ganske vidst siden 2004 været en længere periode med en nedadgående trend, som dog er afløst af en stigning i 2010.

Det ses videre af figuren, at det samlede årlige antal anmeldte seksualforbrydelser i høj grad bestemmes af antallet af anmeldelser for blufærdighedskrænkelser, der i næsten alle årene udgør 50-70 pct. af samtlige anmeldelser. Med undtagelse af 2010 har der siden 1995 været en ujævn, men faldende tendens i antallet af anmeldte blufærdighedskrænkelser. Denne beror antagelig først og fremmest på færre anmeldelser for blotteri, jf. bilagstabel 2.

Figur 1. Anmeldelser for alle seksualforbrydelser og § 216, § 222 og § 232, 1990-2010.*

Figur 1. Anmeldelser for alle seksualforbrydelser og § 216, § 222 og § 232, 1990-2010.

* § 216 inkluderer anmeldelser vedrørende § 224, jf. 216 samt § 225, jf. 216. Tilsvarende gælder § 222.

Med hensyn til voldtægt, § 216, er der en høj grad af stabilitet i det årlige antal anmeldelser, der i hele perioden ligger mellem ca. 360 og 530. Tilsvarende gælder samleje med barn, § 222, hvor anmeldelsestallene varierer mellem ca. 300 og 500.

Af bilagstabel 2 fremgår det, at den forholdsvis jævne udvikling i antallet af anmeldelser vedrørende § 222 dækker over en vækst i antallet af anmeldelser for samleje med barn under 15 år, 222, stk. 1, og en faldende tendens i anmeldelser vedrørende § 225, jf. 222, især stk. 2. Antallet af anmeldelser vedrørende § 222, stk. 2, og § 224, jf. 222 er nogenlunde stabilt. Bilagstabel 1 viser en generel tendens til mindskning i antallet af anmeldelser for homoseksuelle seksualforbrydelser, § 225.

2. Sigtelsesprocenten

Sigtelsesprocenten er beregnet på baggrund af oplysninger om antallet af forhold, der har ført til en strafferetlig afgørelse i optællingsåret i forhold til antallet af anmeldelser samme år – uanset at de afgjorte forhold måtte være anmeldt et andet år.^[1] Da data om afgørelser ikke endnu foreligger for 2010, angår udviklingen alene perioden 1990 til 2009.

Figur 2. Sigtelsesprocenten for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1990-2009.*

Figur 2. Sigtelsesprocenten for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1990-2009.

* § 216 inkluderer sager vedrørende § 224, jf. 216 samt § 225, jf. 216. Tilsvarende gælder § 222.

Figur 2 viser en vækst i sigtelsesprocenterne. For samtlige seksualforbrydelser er sigtelsesprocenten vokset fra knap 50 i begyndelsen af perioden til over 60 de seneste år. I 2009 var den højere end i nogen af de tidligere år, nemlig på 77 pct. Den samme udviklingstendens ses for de enkelte paragraffer, der indgår i figuren. I øvrigt bemærkes, at sigtelsesprocenten for § 222 i næsten alle år ligger noget højere end for de øvrige lovovertrædelser. I 2009 er sigtelsesprocenten for § 222 beregnet til 99, hvilket kan være et artefakt af beregningsmåden, idet sager kan have hobet sig op efter retsreformen i 2007 og først ført til en afgørelse år senere. Den generelle stigning i sigtelsesprocenten fra 2007 til 2009 kan have samme forklaring.

3. Andel pådømte forhold

I princippet behøver en vækst i sigtelsesprocenten ikke at betyde, at flere lovovertrædere ender med at blive dømt, men væksten kan også skyldes, at politiet i varierende grad er tilbøjelige til at rejse en sigtelse. Dette kan, jf. figur 3, i nogen grad se ud til at have været tilfældet, idet der er en faldende tendens i andelen af sigtelser, der fører til en fældende afgørelse. Fældende afgørelser omfatter her frihedsstraffe, foranstaltningsdomme, bøder og tiltalefrafald, mens frifindelser og sager, hvor tiltale er opgivet, udgør de ikke fældende afgørelser. Både hovedsigtelser og konfererende sager indgår i beregningen.

For samtlige seksualforbrydelser er andelen af sigtelser, der har ført til en fældende afgørelse, mindsket fra 75 til knap 60 pct. Mindskningen sker primært i den første del af perioden. For voldtægt er der tale om en mindskning fra 43 til 24 pct. Det er dog kun i 1990, andelen overstiger 40 pct., idet den alle øvrige år ligger på 35 pct. eller derunder. Siden 2001 har andelen ligget under 30 pct. For samleje med barn er udviklingen ujævn og uden tydelig tendens til mindskning i andelen af sigtelser, der har ført til en fældende afgørelse. I 1990 var denne på 69 pct. og i 2009 på 70 pct. For blufærdighedskrænkelser, der har den laveste sigtelsesprocent, er andelen, der fører til en fældende afgørelse størst. I perioden sker der dog et fald fra et meget højt niveau på omkring 90 pct. de første tre år til 60-70 pct. de fleste af de øvrige år.

Figur 3. Andelen af forhold, der har ført til en fældende afgørelse for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1990-2009.*

Figur 3. Andelen af forhold, der har ført til en fældende afgørelse for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1990-2009.

* § 216 inkluderer sager vedrørende § 224, jf. 216 samt § 225, jf. 216. Tilsvarende gælder § 222.

4. Strafferetlige afgørelser

Oplysninger om strafferetlige afgørelser findes for perioden 1985 til 2009.

Bilagstabel 3 og 4 viser antallet af ubetingede domme for henholdsvis de enkelte paragraffer og de angivne underkategorier, mens bilagstabel 5 og 6 oplyser om samtlige fældende afgørelser de enkelte år.

Figur 4 viser udviklingen i antallet af ubetingede domme for samtlige seksualforbrydelser samt for de dominerende kategorier. Det ses, at antallet af ubetingede domme har været forholdsvis stabilt de sidste mange år for såvel voldtægt, samleje med barn og blufærdighedskrænkelse – dog med lidt flere domme for voldtægt i begyndelsen af perioden og lidt flere for samleje med barn og blufærdighedskrænkelse i slutningen af perioden. Når det samlede antal ubetingede domme er vokset ret betydeligt de seneste år, beror det primært på, at der siden 2004 er idømt mange flere ubetingede domme for børnepornografi, jf. lovændringen i 2003.

Figur 4. Antal ubetingede domme for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1985-2009.*

Figur 4. Antal ubetingede domme for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1985-2009.

* § 216 inkluderer ubetingede domme vedrørende § 224, jf. 216 samt § 225, jf. 216. Tilsvarende gælder § 222.

Figur 5 viser tilsvarende udviklingen i antallet af samtlige fældende afgørelser: frihedsstraffe, foranstaltningsdomme, bøder og tiltalefrafald. I de første par år af den undersøgte periode var der flere afgørelser vedrørende voldtægt, mens antallet derefter har været stabilt. For samleje med barn har der været en tendens til vækst i antallet af afgørelser siden slutningen af 1990’erne. Antallet af fældende afgørelser for blufærdighedskrænkelser har derimod været faldende siden 2005, hvilket bør ses i sammenhæng med udviklingen i antallet af anmeldelser, jf. figur 1. Igen skyldes væksten i det samlede antal fældende afgørelser for alle seksualforbrydelser i høj grad flere strafferetlige afgørelser for børnepornografi.

Figur 5. Antal fældende afgørelser for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1985-2009.*

Figur 5. Antal fældende afgørelser for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1985-2009.

* § 216 inkluderer fældende afgørelser vedrørende § 224, jf. 216 samt § 225, jf. 216. Tilsvarende gælder § 222.

5. Straflængder

Af figur 6 fremgår den gennemsnitlige straflængde for de seksualforbrydelser, som også de tidligere figurer omfatter. Den højeste gennemsnitlige straflænge er for voldtægt. Der ses en stigning heri siden især 2001, hvilket må antages at være relateret til den strafskærpelse, der blev gennemført i 2002. Den tendens til mindskning i den gennemsnitlige straflængde for voldtægt, der var frem til slutningen af 1990’erne, er tidligere blevet undersøgt og har vist sig at være relateret til en ændret sagssammensætning.^[2] For såvel samleje med barn som blufærdighedskrænkelse er udviklingen ujævn og uden tydelige op- eller nedadgående tendenser.

Figur 6. Den gennemsnitlige ubetingede straflængde (i dage) for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1985-2009.*

Figur 6. Den gennemsnitlige ubetingede straflængde (i dage) for alle seksualforbrydelser, § 216, § 222 og § 232, 1985-2009.

* § 216 inkluderer straflængder vedrørende § 224, jf. 216 samt § 225, jf. 216. Tilsvarende gælder § 222.

Af bilagstabel 7 og 8 fremgår de gennemsnitlige straflængder for de paragraffer og underkategorier, hvor der er idømt ubetingede straffe. De meget kraftige udsving beror på, at mange af beregningerne er baseret på et meget lille antal ubetingede domme, jf. bilagstabel 3 og 4. De få sager kan i karakter og grovhed variere betydeligt år for år og dermed afstedkomme meget forskellige gennemsnitlige straflængder.

Det skal afslutningsvis bemærkes, at det også generelt kan være vanskeligt at vurdere eventuelle ændringer i strafpraksis ud fra omfanget og arten af strafferetlige afgørelser samt de gennemsnitlige straflængder. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om forholdsvis sjældne forbrydelser. Såfremt antallet af ubetingede domme for fx voldtægt falder, behøver det ikke at være et udtryk for en mildere praksis, men kan skyldes, at flere voldtægtsforbrydere idømmes foranstaltninger, at flere voldtægtsforbrydelser indgår i et sagskompleks med flere voldtægter frem for at være solosager, og/eller at flere voldtægter ’skjules’ i statistikken over strafferetlige afgørelser, fordi de indgår i et sagskompleks, hvor hovedforholdet er af alvorligere karakter og derfor er det, der registreres statistisk. Dertil kommer eventuelle ændringer i sagssammensætningen.

6. Bilagstabeller

*Bilagstabel 1. Anmeldelser fordelt efter år for anmeldelse og paragraf.*
	§ 216	§ 217	§ 218	§ 219	§ 220	§ 221	§ 222	§ 223	§ 223a*	§ 224
1990	415	9	14	1	0	3	80	14	-	262
1991	459	17	12	1	2	2	101	16	-	279
1992	480	12	22	4	1	4	133	13	-	340
1993	453	8	14	6	0	3	104	19	-	312
1994	423	15	21	4	0	2	74	11	-	286
1995	373	12	16	1	1	3	73	4	-	279
1996	331	7	10	3	0	2	78	20	-	291
1997	369	13	21	4	1	7	92	11	-	304
1998	348	17	24	3	0	3	91	26	-	346
1999	408	8	19	6	1	4	135	18	0	383
2000	421	10	24	3	1	8	111	8	0	305
2001	436	5	21	0	1	3	128	16	0	296
2002	448	5	24	2	0	4	111	13	4	270
2003	412	7	27	7	1	9	166	15	0	285
2004	496	5	14	8	0	5	170	20	2	334
2005	414	7	20	1	0	9	217	9	7	274
2006	460	5	30	3	0	12	198	15	0	279
2007	492	9	26	9	1	9	191	9	5	276
2008	398	4	41	0	0	11	221	17	0	264
2009	361	4	27	3	0	13	198	11	9	247
2010	348	7	31	8	2	9	218	19	8	299

* Indsat i 1999.

*Bilagstabel 1. Fortsat.*
	§ 225	§ 226	§ 228	§ 229	§ 230*	§ 232	§ 233	§ 234	§ 235	§ 235a**
1990	41	0	22	12	-	1430	1	0	2	-
1991	39	0	26	4	-	1444	4	0	0	-
1992	99	0	26	11	-	1676	1	0	7	-
1993	76	2	15	7	-	1896	0	0	7	-
1994	58	0	14	4	-	1918	2	0	5	-
1995	57	0	16	1	-	1886	10	0	6	-
1996	77	2	3	2	-	1645	4	0	23	-
1997	30	0	5	3	-	1766	2	1	28	-
1998	86	1	11	1	-	1626	0	0	36	-
1999	59	0	9	1	-	1788	1	0	81	-
2000	75	0	22	7	1	1592	0	0	149	-
2001	27	0	20	7	1	1588	1	0	131	-
2002	53	0	7	2	51	1680	1	1	173	-
2003	63	0	17	2	6	1513	0	0	177	-
2004	35	0	19	4	4	1625	1	0	302	-
2005	27	0	26	4	3	1585	1	0	128	-
2006	33	0	13	0	7	1366	0	0	171	-
2007	32	0	23	3	4	1221	1	0	234	-
2008	19	0	29	3	5	1162	0	0	252	-
2009	14	0	33	4	2	1075	0	0	187	0
2010	14	0	31	1	3	1443	0	0	151	1

* Indsat i 2000. Der er ingen forklaringer på det relativt store antal anmeldelser i 2002.

** Indsat i 2009.

*Bilagstabel 2. Anmeldelser fordelt efter år for anmeldelse og underkategori til paragraf.*
	§ 218, stk.1	§ 218, stk.2	§ 222, stk.1	§ 222, stk.2	§ 223, stk.1	§ 223, stk.2	§ 224, jf. 216	§ 224, jf. 217
1990	4	10	48	32	10	4	27	18
1991	4	8	50	51	16	0	26	19
1992	10	12	78	55	11	2	35	18
1993	6	8	50	54	13	6	17	14
1994	5	16	40	34	11	0	21	17
1995	4	12	40	33	4	0	31	19
1996	3	7	47	31	20	0	29	18
1997	5	16	47	45	9	2	31	11
1998	8	16	49	42	26	0	27	20
1999	4	15	93	42	16	2	34	21
2000	3	21	57	54	8	0	36	18
2001	4	17	85	43	13	3	30	15
2002	5	19	80	31	11	2	24	14
2003	5	22	125	41	14	1	27	14
2004	3	11	133	37	16	4	32	18
2005	3	17	139	78	7	2	35	6
2006	6	24	134	64	12	3	31	16
2007	4	22	134	57	9	0	35	14
2008	7	34	163	58	11	6	32	25
2009	7	20	149	49	8	3	26	21
2010	3	28	158	60	15	4	45	17

*Bilagstabel 2. Fortsat.*
	§ 224, jf. 218	§ 224, jf. 219	§ 224, jf. 220	§ 224, jf. 221	§ 224, jf. § 222, stk. 1	§ 224, jf. § 222, stk. 2	§ 224, jf. § 223, stk. 1	§ 224, jf. § 223, stk. 2
1990	1	4	0	3	61	132	14	2
1991	4	2	1	8	41	125	51	2
1992	5	3	0	7	72	187	12	1
1993	2	1	0	4	62	194	17	1
1994	4	9	1	3	52	163	16	0
1995	1	1	0	2	44	166	11	4
1996	3	3	0	1	48	171	15	3
1997	3	1	1	4	69	170	11	3
1998	7	1	0	3	44	225	18	1
1999	4	1	2	2	72	222	23	2
2000	6	6	2	4	61	151	21	0
2001	5	2	0	4	53	164	20	3
2002	11	2	2	5	50	142	20	0
2003	5	6	0	3	61	148	17	4
2004	3	1	2	6	87	163	18	4
2005	9	3	2	4	74	126	13	2
2006	8	1	0	3	82	124	13	1
2007	9	4	4	7	63	127	12	1
2008	4	5	2	5	67	110	13	1
2009	11	8	1	6	64	96	13	1
2010	5	4	1	3	69	132	19	4

*Bilagstabel 2. Fortsat.*
	§ 225, jf. 222, stk.1	§ 225, jf. 222, stk. 2	§ 225 i øvrigt	§ 225, jf. 216	§ 225, jf. 217	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 2
1990	11	27	3	0	0	0	0	0
1991	9	25	5	0	0	0	0	0
1992	49	48	2	0	0	0	0	0
1993	19	47	9	0	0	0	0	0
1994	16	29	2	2	2	1	2	1
1995	14	32	0	1	3	1	4	0
1996	12	57	1	3	1	0	1	2
1997	9	15	3	2	0	0	0	0
1998	35	40	1	4	0	0	1	0
1999	26	24	2	2	2	0	2	0
2000	10	36	2	8	7	2	2	7
2001	11	11	1	1	0	0	1	1
2002	19	19	2	5	0	1	1	6
2003	15	34	4	4	1	1	0	0
2004	12	16	1	0	2	0	0	1
2005	10	7	0	4	2	2	1	0
2006	11	14	1	0	1	2	1	2
2007	13	12	4	0	1	0	0	0
2008	7	8	0	0	1	1	1	1
2009	5	4	0	2	1	0	0	2
2010	4	5	1	1	0	0	0	3

*Bilagstabel 2. Fortsat.*
	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 2	§ 226, jf. 222, stk. 1	§ 226, jf. 222, stk. 2	§ 226 i øvrigt	§ 232 Blufærdig- hedskr. v. beføling	§ 232 Blufærdig- hedskr. v. blotteri	§ 235, stk. 1	§ 235, stk. 2*
1990	0	0	0	0	336	726	2	-
1991	0	0	0	0	318	718	0	-
1992	0	0	0	0	284	898	7	-
1993	1	0	2	0	380	875	7	-
1994	3	0	0	0	346	873	5	-
1995	2	0	0	0	392	764	5	1
1996	0	1	1	0	386	629	19	4
1997	1	0	0	0	448	677	23	5
1998	5	0	0	1	424	689	17	19
1999	1	0	0	0	500	751	39	42
2000	1	0	0	0	469	615	72	77
2001	1	0	0	0	462	658	63	68
2002	0	0	0	0	456	599	55	118
2003	4	0	0	0	438	575	69	108
2004	3	0	0	0	507	543	77	225
2005	1	0	0	0	428	600	28	100
2006	1	0	0	0	440	485	36	135
2007	2	0	0	0	415	373	49	185
2008	0	0	0	0	413	325	100	152
2009	0	0	0	0	403	282	98	89
2010	0	0	0	0	575	386	61	94

* Indsat i 1995.

*Bilagstabel 3. Antal ubetingede domme fordelt efter år og paragraf.*
	§ 216	§ 217	§ 218	§ 219	§ 220	§ 221	§ 222	§ 223	§ 223a	§ 224
1985	59	2	2	0	0	0	11	3	-	25
1986	78	1	2	0	0	0	21	2	-	26
1987	78	2	3	0	0	0	14	2	-	29
1988	57	2	1	0	0	0	17	3	-	28
1989	49	1	4	0	0	1	16	4	-	28
1990	45	0	2	1	0	0	19	2	-	36
1991	41	0	1	0	0	0	16	0	-	32
1992	39	0	5	0	0	0	24	2	-	30
1993	45	0	1	1	0	1	16	1	-	27
1994	55	0	5	0	0	1	16	2	-	35
1995	43	0	4	1	0	1	12	2	-	29
1996	23	1	2	0	0	1	11	2	-	32
1997	36	0	2	0	0	0	15	2	-	28
1998	37	0	7	0	0	0	6	3	-	35
1999	45	0	3	0	0	0	12	1	0	30
2000	40	0	3	1	0	0	11	6	0	31
2001	50	1	5	0	0	0	18	1	0	41
2002	49	0	1	0	0	1	13	2	0	40
2003	51	0	4	0	0	0	15	2	0	29
2004	41	0	8	1	0	1	21	5	0	27
2005	39	0	6	0	0	0	35	4	0	44
2006	42	1	4	0	0	1	27	2	0	44
2007	43	1	6	0	0	0	19	3	0	36
2008	42	0	3	2	0	0	19	2	0	34
2009	41	2	8	0	0	0	39	2	0	50

*Bilagstabel 3. Fortsat.*
	§ 225	§ 226	§ 228	§ 229	§ 230*	§ 232	§ 233	§ 234	§ 235
1985	8	0	1	2	-	18	0	0	0
1986	5	0	2	1	-	31	0	0	0
1987	6	0	1	0	-	17	0	0	0
1988	4	0	0	1	-	29	0	0	0
1989	7	0	4	0	-	29	0	0	0
1990	9	0	1	1	-	18	0	0	0
1991	6	0	4	0	-	33	0	0	0
1992	17	0	2	3	-	31	0	0	0
1993	7	0	3	2	-	26	0	0	1
1994	9	0	2	0	-	30	0	0	0
1995	12	0	4	1	-	34	0	0	0
1996	6	1	2	0	-	23	0	0	0
1997	8	0	0	0	-	33	0	0	0
1998	3	0	0	1	-	23	0	0	1
1999	11	0	1	0	-	19	0	0	0
2000	9	0	4	0	0	33	0	0	0
2001	3	0	6	0	0	30	0	0	5
2002	6	0	6	2	0	29	0	0	6
2003	13	0	1	0	0	21	0	0	12
2004	5	0	4	0	1	38	0	0	30
2005	8	0	4	0	0	38	0	0	69
2006	5	0	7	2	0	31	0	0	24
2007	7	0	6	0	0	34	0	0	19
2008	7	0	3	0	0	33	0	0	33
2009	4	0	3	2	0	45	0	0	33

* Indsat i 2000.

*Bilagstabel 4. Antal ubetingede domme fordelt efter år og underkategori til paragraf.*
	§ 218, stk.1	§ 218, stk.2	§ 222, stk.1	§ 222, stk.2	§ 223, stk.1	§ 223, stk.2	§ 224, jf. 216	§ 224, jf. 217
1985	2	0	6	5	3	0	7	1
1986	0	2	8	13	2	0	6	0
1987	1	2	4	10	2	0	1	3
1988	0	1	9	8	3	0	10	0
1989	0	4	4	12	4	0	6	0
1990	1	1	10	9	2	0	6	0
1991	0	1	9	7	0	0	5	0
1992	0	5	9	15	2	0	5	1
1993	0	1	7	9	1	0	2	0
1994	0	5	6	10	2	0	1	2
1995	1	3	5	7	2	0	2	0
1996	1	1	6	5	2	0	4	0
1997	0	2	8	7	2	0	5	0
1998	3	4	3	3	3	0	12	3
1999	1	2	6	6	1	0	0	0
2000	1	2	5	6	6	0	11	2
2001	2	3	12	6	1	0	9	0
2002	0	1	7	6	2	0	8	0
2003	0	4	8	7	2	0	6	0
2004	0	8	13	8	5	0	3	0
2005	2	4	26	9	4	0	5	0
2006	1	3	14	13	2	0	2	0
2007	2	4	11	8	3	0	11	0
2008	0	3	9	10	1	1	9	0
2009	0	8	27	12	2	0	6	1

*Bilagstabel 4. Fortsat.*
	§ 224, jf. 218	§ 224, jf. 219	§ 224, jf. 220	§ 224, jf. 221	§ 224, jf. § 222, stk. 1	§ 224, jf. § 222, stk. 2	§ 224, jf. § 223, stk. 1	§ 224, jf. § 223, stk. 2
1985	0	0	0	0	5	11	1	0
1986	0	0	0	1	1	16	2	0
1987	0	0	0	0	8	15	2	0
1988	0	0	0	0	2	12	4	0
1989	0	0	1	0	6	12	3	0
1990	0	0	0	0	6	22	2	0
1991	1	1	0	0	8	14	3	0
1992	0	0	0	0	6	14	4	0
1993	1	0	0	0	4	19	1	0
1994	0	0	0	0	8	22	2	0
1995	0	0	0	0	6	20	1	0
1996	0	0	0	0	6	21	1	0
1997	1	0	0	0	5	15	2	0
1998	1	0	0	1	4	12	2	0
1999	3	0	0	0	7	17	3	0
2000	1	0	0	0	6	10	1	0
2001	3	0	0	0	14	14	1	0
2002	0	0	0	0	6	22	3	1
2003	0	0	0	0	6	14	3	0
2004	0	0	0	0	1	21	2	0
2005	0	0	0	0	20	18	1	0
2006	1	1	0	0	8	26	6	0
2007	3	0	0	0	5	17	0	0
2008	1	0	0	0	5	15	4	0
2009	0	1	0	2	15	20	4	1

*Bilagstabel 4. Fortsat.*
	§ 225, jf. 222, stk.1	§ 225, jf. 222, stk. 2	§ 225 i øvrigt	§ 225, jf. 216	§ 225, jf. 217	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 2
1985	5	3	0	0	0	0	0	0
1986	2	3	0	0	0	0	0	0
1987	2	4	0	0	0	0	0	0
1988	2	1	1	0	0	0	0	0
1989	2	5	0	0	0	0	0	0
1990	4	4	1	0	0	0	0	0
1991	0	5	1	0	0	0	0	0
1992	8	6	3	0	0	0	0	0
1993	0	7	0	0	0	0	0	0
1994	5	3	1	0	0	0	0	0
1995	2	8	0	1	1	0	0	0
1996	2	2	0	1	0	0	1	0
1997	2	5	0	0	1	0	0	0
1998	1	1	1	0	0	0	0	0
1999	5	3	0	1	0	0	0	1
2000	1	6	0	2	0	0	0	0
2001	1	2	0	0	0	0	0	0
2002	1	2	1	2	0	0	0	0
2003	4	4	1	2	0	1	0	1
2004	1	1	0	1	0	0	1	1
2005	1	4	0	1	0	0	1	0
2006	1	3	0	0	0	0	0	1
2007	1	4	0	1	0	1	0	0
2008	4	2	1	0	0	0	0	0
2009	1	2	0	0	0	0	1	0

*Bilagstabel 4. Fortsat.*
	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 2	§ 226, jf. 222, stk. 1	§ 226, jf. 222, stk. 2	§ 226 i øvrigt	§ 232* Blufærdig- hedskr. v. beføling	§ 232* Blufærdig- hedskr. v. blotteri	§ 235, stk. 1	§ 235, stk. 2**
1985	0	0	0	0	-	-	0	-
1986	0	0	0	0	12	1	0	-
1987	0	0	0	0	9	1	0	-
1988	0	0	0	0	18	5	0	-
1989	0	0	0	0	15	3	0	-
1990	0	0	0	0	13	2	0	-
1991	0	0	0	0	24	5	0	-
1992	0	0	0	0	19	5	0	-
1993	0	0	0	0	13	5	1	-
1994	0	0	0	0	13	10	0	-
1995	0	0	0	0	17	7	0	0
1996	0	0	1	0	13	3	0	0
1997	0	0	0	0	20	5	0	0
1998	0	0	0	0	16	3	0	1
1999	1	0	0	0	12	2	0	0
2000	0	0	0	0	22	1	0	0
2001	0	0	0	0	20	4	3	2
2002	0	0	0	0	20	3	1	5
2003	0	0	0	0	10	2	4	8
2004	0	0	0	0	22	4	13	17
2005	1	0	0	0	26	3	20	49
2006	0	0	0	0	22	0	5	19
2007	0	0	0	0	24	1	6	13
2008	0	0	0	0	24	3	4	29
2009	0	0	0	0	30	4	18	15

* Underkategorierne blev først oprettet i 1986.

** Indsat i 1995.

*Bilagstabel 5. Antal fældende strafferetlige afgørelser fordelt efter år for anmeldelse og paragraf.*
	§ 216	§ 217	§ 218	§ 219	§ 220	§ 221	§ 222	§ 223	§ 223a*	§ 224
1985	80	3	2	1	0	0	29	4	-	46
1986	107	1	5	4	0	0	43	3	-	48
1987	108	2	4	1	0	0	29	4	-	64
1988	75	2	3	1	0	0	39	3	-	44
1989	66	1	6	0	0	1	35	5	-	60
1990	66	0	6	1	0	0	30	3	-	60
1991	53	0	2	0	0	0	25	0	-	58
1992	52	0	6	1	2	0	43	3	-	48
1993	57	0	2	3	0	1	28	2	-	58
1994	68	0	8	1	0	1	24	2	-	50
1995	63	0	5	1	0	1	24	2	-	53
1996	28	1	4	0	0	1	20	4	-	49
1997	45	0	7	2	0	0	32	5	-	52
1998	47	0	10	0	0	0	21	4	-	69
1999	57	1	5	0	0	0	36	2	0	76
2000	53	0	3	1	0	0	32	8	0	75
2001	55	1	8	0	0	0	38	2	0	78
2002	57	0	3	0	0	1	41	5	1	72
2003	58	0	6	2	0	0	47	3	0	62
2004	51	0	10	3	0	1	57	9	0	54
2005	55	0	9	1	0	0	83	5	2	71
2006	53	1	7	2	0	1	78	4	2	70
2007	54	1	9	0	0	1	63	3	0	61
2008	46	0	6	4	0	0	76	2	2	62
2009	56	2	15	0	0	1	93	3	0	81

* Indsat i 1999.

*Bilagstabel 5. Fortsat.*
	§ 225	§ 226	§ 228	§ 229	§ 230*	§ 232	§ 233	§ 234	§ 235
1985	17	0	5	3	-	227	0	0	6
1986	17	0	5	2	-	284	0	0	0
1987	15	1	4	3	-	265	0	0	1
1988	12	0	0	2	-	299	0	0	1
1989	13	0	5	1	-	337	6	0	1
1990	16	0	5	7	-	276	0	0	0
1991	12	2	10	4	-	290	0	0	0
1992	29	0	5	5	-	308	0	0	0
1993	12	0	11	8	-	274	0	0	5
1994	20	0	8	3	-	297	0	0	0
1995	25	1	9	1	-	292	0	0	1
1996	13	1	3	0	-	276	0	0	3
1997	13	0	4	0	-	294	4	0	12
1998	12	0	0	2	-	278	0	1	12
1999	22	0	2	0	-	319	1	0	17
2000	22	0	5	0	0	279	0	0	34
2001	8	0	11	2	0	307	0	0	49
2002	14	0	11	3	0	294	0	0	58
2003	21	0	2	2	0	305	0	0	72
2004	21	0	6	2	1	320	0	0	100
2005	12	1	8	0	0	341	0	0	137
2006	11	0	20	18	1	285	0	0	70
2007	10	1	6	5	0	275	0	0	67
2008	12	1	7	1	1	224	0	0	106
2009	10	3	15	8	1	244	0	0	104

* Indsat i 2000.

*Bilagstabel 6. Antal fældende strafferetlige afgørelser fordelt år og underkategori til paragraf.*
	§ 218, stk.1	§ 218, stk.2	§ 222, stk.1	§ 222, stk.2	§ 223, stk.1	§ 223, stk.2	§ 224, jf. 216	§ 224, jf. 217
1985	2	0	22	7	4	0	10	3
1986	2	3	26	17	3	0	8	0
1987	1	3	16	13	4	0	2	3
1988	1	2	26	13	3	0	13	0
1989	0	6	20	15	5	0	8	0
1990	2	4	20	10	3	0	9	0
1991	0	2	14	11	0	0	7	1
1992	0	6	21	22	2	1	7	2
1993	1	1	17	11	1	1	6	0
1994	3	5	10	14	2	0	2	2
1995	1	4	15	9	2	0	3	1
1996	1	3	15	5	4	0	4	0
1997	1	6	21	11	5	0	6	0
1998	3	7	14	7	4	0	17	4
1999	2	3	26	10	2	0	8	1
2000	1	2	21	11	8	0	13	7
2001	2	6	30	8	1	1	10	0
2002	0	3	28	13	5	0	10	0
2003	1	5	35	12	3	0	8	0
2004	1	9	45	12	9	0	3	0
2005	3	6	71	12	5	0	6	0
2006	1	6	62	16	4	0	3	0
2007	2	7	49	14	3	0	14	0
2008	1	5	58	18	1	1	12	1
2009	1	14	77	16	3	0	7	1

*Bilagstabel 6. Fortsat.*
	§ 224, jf. 218	§ 224, jf. 219	§ 224, jf. 220	§ 224, jf. 221	§ 224, jf. § 222, stk. 1	§ 224, jf. § 222, stk. 2	§ 224, jf. § 223, stk. 1	§ 224, jf. § 223, stk. 2
1985	1	1	0	0	9	20	2	0
1986	0	0	0	1	11	24	4	0
1987	0	1	0	0	23	32	3	0
1988	0	1	0	0	6	20	4	0
1989	1	0	1	0	18	29	3	0
1990	0	0	0	0	11	36	3	1
1991	1	2	0	0	13	31	3	0
1992	1	0	0	0	9	22	7	0
1993	2	0	0	0	15	33	1	1
1994	3	0	0	0	11	29	3	0
1995	1	0	0	0	15	30	3	0
1996	0	0	0	0	11	33	1	0
1997	1	0	0	0	12	31	2	0
1998	2	0	0	1	11	32	2	0
1999	4	0	0	0	10	50	3	0
2000	1	0	0	0	18	33	3	0
2001	5	1	0	1	17	37	7	0
2002	0	0	0	0	15	39	7	1
2003	1	1	0	0	16	32	4	0
2004	0	0	0	0	9	39	3	0
2005	0	0	0	1	31	29	3	1
2006	2	1	0	1	20	37	6	0
2007	5	0	0	0	14	27	1	0
2008	3	1	0	0	10	28	7	0
2009	3	2	0	2	26	35	4	1

*Bilagstabel 6. Fortsat.*
	§ 225, jf. 222, stk.1	§ 225, jf. 222, stk. 2	§ 225 i øvrigt	§ 225, jf. 216	§ 225, jf. 217	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 2
1985	10	6	1	0	0	0	0	0
1986	9	7	1	0	0	0	0	0
1987	5	10	0	0	0	0	0	0
1988	5	6	1	0	0	0	0	0
1989	5	8	0	0	0	0	0	0
1990	6	9	1	0	0	0	0	0
1991	1	10	1	0	0	0	0	0
1992	12	11	6	0	0	0	0	0
1993	3	9	0	0	0	0	0	0
1994	12	5	2	0	0	0	0	0
1995	4	18	0	2	1	0	0	0
1996	4	7	0	1	0	0	1	0
1997	2	9	0	0	1	0	0	0
1998	2	9	1	0	0	0	0	0
1999	13	5	1	1	0	0	0	1
2000	9	10	0	2	0	0	0	1
2001	2	5	0	1	0	0	0	0
2002	5	3	1	2	1	0	1	0
2003	7	8	1	3	0	1	0	1
2004	10	7	0	1	0	0	1	1
2005	3	5	1	1	0	0	1	0
2006	2	7	0	0	0	0	0	2
2007	2	6	0	1	0	1	0	0
2008	5	4	2	1	0	0	0	0
2009	2	7	0	0	0	0	1	0

*Bilagstabel 6. Fortsat.*
	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 2	§ 226, jf. 222, stk. 1	§ 226, jf. 222, stk. 2	§ 226 i øvrigt	§ 232* Blufærdig- hedskr. v. beføling	§ 232* Blufærdig- hedskr. v. blotteri	§ 235, stk. 1	§ 235, stk. 2**
1985	0	0	0	0	-	-	6	-
1986	0	0	0	0	43	42	0	-
1987	0	1	0	0	76	107	1	-
1988	0	0	0	0	84	130	1	-
1989	0	0	0	0	82	150	1	-
1990	0	0	0	0	87	104	0	-
1991	0	0	0	2	102	115	0	-
1992	0	0	0	0	82	130	0	-
1993	0	0	0	0	74	111	5	-
1994	1	0	0	0	83	139	0	-
1995	0	1	0	0	85	98	1	0
1996	0	0	1	0	63	96	2	1
1997	1	0	0	0	95	97	2	10
1998	0	0	0	0	65	107	3	9
1999	1	0	0	0	94	111	2	15
2000	0	0	0	0	92	77	5	29
2001	0	0	0	0	110	108	12	37
2002	1	0	0	0	90	100	9	49
2003	0	0	0	0	105	72	10	62
2004	1	0	0	0	105	96	29	71
2005	1	1	0	0	116	105	33	104
2006	0	0	0	0	100	81	11	59
2007	0	1	0	0	99	71	8	59
2008	0	1	0	0	81	50	12	94
2009	0	3	0	0	102	64	38	66

* Underkategorierne blev først oprettet i 1986.

** Indsat i 1995.

*Bilagstabel 7. Den gennemsnitlige ubetingede straflængde (i dage) fordelt efter år og paragraf.*
	§ 216	§ 217	§ 218	§ 219	§ 221	§ 222	§ 223	§ 224
1985	497	165	75			453	420	373
1986	554	60	150			456	525	392
1987	565	30	50			649	165	480
1988	580	135	540			552	180	338
1989	517	180	70		1080	848	323	434
1990	571		225	120		546	435	448
1991	500		90			416		473
1992	417		150			535	285	280
1993	503		180	120	210	621	300	481
1994	454		90		90	523	105	246
1995	497		495	120	180	365	180	257
1996	558	360	120		180	524	810	323
1997	464		135			604	855	394
1998	425		201			625	420	305
1999	453		130			565	180	321
2000	458		180	120		420	665	295
2001	482	300	192			559	150	290
2002	544		180		120	692	990	463
2003	625		158			1000	945	286
2004	725		203	90	90	710	348	353
2005	687		210			405	353	282
2006	788	90	135		180	586	495	354
2007	628	270	142			818	600	447
2008	749		160	225		687	180	359
2009	777	555	113			529	1350	296

*Bilagstabel 7. Fortsat.*
	§ 225	§ 226	§ 228	§ 229	§ 230	§ 232	§ 235
1985	191		90	190		85
1986	276		60	90		142
1987	165		90			159
1988	195			30		128
1989	257		135			84
1990	243		180	90		131
1991	400		160			155
1992	358		45	53		82
1993	369		100	75		43	40
1994	263		90			64
1995	260		150	360		107
1996	165	720	130			150
1997	326					75
1998	630			900		113	1800*
1999	431		540			84
2000	640		225			116
2001	420		245			120	34
2002	380		190	37		192	40
2003	625		180			91	35
2004	774		113		150	80	30
2005	536		458			48	63
2006	728		223	180		124	89
2007	433		165			132	82
2008	516		70			118	78
2009	338		100	90		148	136

* Antagelig en fejlregistrering.

*Bilagstabel 8. Den gennemsnitlige ubetingede straflængde (i dage) fordelt efter år og underkategori til paragraf.*
	§ 218, stk.1	§ 218, stk.2	§ 222, stk.1	§ 222, stk.2	§ 223, stk.1	§ 223, stk.2	§ 224, jf. 216	§ 224, jf. 217
1985	75		375	546	420		609	120
1986		150	193	618	525		347
1987	30	60	450	729	165		240	250
1988		540	587	514	180		442
1989		70	540	950	323		450
1990	180	270	507	590	435		565
1991		90	443	381			666
1992		150	413	608	285		474	180
1993		180	263	900	300		150
1994		90	510	531	105		540	165
1995	240	580	132	531	180		180
1996	120	120	270	828	810		338
1997		135	536	681	855		498
1998	260	158	230	1020	420		413	100
1999	60	165	705	425	180
2000	240	150	336	490	665		281	270
2001	210	180	325	990	150		250
2002		180	489	930	990		345
2003		158	1189	784	945		372
2004		203	524	1013	348		540
2005	405	113	286	849	353		168
2006	180	120	354	858	495		690
2007	210	108	365	1440	600		592
2008		160	373	1000	270	90	523
2009		113	388	848	1350		295	60

*Bilagstabel 8. Fortsat.*
	§ 224, jf. 218	§ 224, jf. 219	§ 224, jf. 220	§ 224, jf. 221	§ 224, jf. § 222, stk. 1	§ 224, jf. § 222, stk. 2	§ 224, jf. § 223, stk. 1	§ 224, jf. § 223, stk. 2
1985					180	327	450
1986				60	1260	379	360
1987					300	684	135
1988					240	253	383
1989			360		360	543	145
1990					360	472	105
1991	180	90			555	409	450
1992					210	252	263
1993	1080				435	504	300
1994					270	206	525
1995					250	267	240
1996					350	324	60
1997	150				246	412	495
1998	240			30	338	258	360
1999	90				236	376	440
2000	120				245	285	1080
2001	220				210	411	300
2002					320	548	570	60
2003					305	255	250
2004					180	329	405
2005					259	315	720
2006	90	90			143	378	505
2007	180				444	401
2008	240				252	323	293
2009		90		135	268	341	435	60

*Bilagstabel 8. Fortsat.*
	§ 225, jf. 222, stk.1	§ 225, jf. 222, stk. 2	§ 225 i øvrigt	§ 225, jf. 216	§ 225, jf. 217	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 1	§ 225, jf. 216, jf. 222, stk. 2
1985	90	360
1986	150	360
1987	90	203
1988	165	90	360
1989	195	282
1990	120	405	90
1991		354	630
1992	285	490	290
1993		369
1994	264	340	30				180
1995	210	289		270	120
1996	105	120		360
1997	45	486			90
1998	1260	540	90
1999	360	480		240				540
2000	60	825		375
2001	540	360
2002	360	720	180	150
2003	98	945	270	1080		450		1080
2004	900	450		1260			360	900
2005	480	413		360			720
2006		700						810
2007	300	503		630		90
2008	543	585	270
2009	150	420					360

*Bilagstabel 8. Fortsat.*
	§ 225, jf. 217, jf. 222, stk. 2	§ 226, jf. 222, stk. 2	§ 232* Blufærdig- hedskr. v. beføling	§ 232* Blufærdig- hedskr. v. blotteri	§ 235, stk. 1	§ 235, stk. 2
1985			-	-
1986			131	30
1987			193	70
1988			115	30
1989			92	26
1990			155	45
1991			174	90
1992			75	83
1993			51	36	40
1994			98	30
1995			181	22
1996		720	204	70
1997			92	54
1998			113	120		1800**
1999	720		123	17
2000			147	90
2001			99	111	38	27
2002			174	138	30	42
2003			106	110	48	29
2004			80	118	33	29
2005	1080		50	18	58	66
2006			128		42	102
2007			149	120	62	92
2008			130	47	135	70
2009			148	80	93	188

* Underkategorierne blev først oprettet i 1986.

** Antagelig en fejlregistrering.

[1] Denne beregningsmåde afviger fra den, politiet anvender, idet politiets sigtelsesprocent alene angår andelen af anmeldelser, der har ført til en sigtelse inden for samme år, som anmeldelsen har fundet sted. Den beregningsmåde, der her er anvendt, giver en lidt større sigtelsesprocent.

[2] Udviklingen i strafniveauet i voldtægtssager, 2001. http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/Udviklingen_i_straffe_for_voldtaegt.pdf

Bilag 2: Ændringer i anmeldelsestilbøjeligheden for seksualforbrydelser

JUSTITSMINISTERIETS FORSKNINGSKONTOR
MARTS 2012

Berl Kutchinsky har gennemført en undersøgelse af det markante fald, der var i antallet af anmeldte seksualforbrydelser fra begyndelsen af 1960erne til begyndelsen af 1970erne.^[1] Hans undersøgelse viste, at det først og fremmest var i Københavnsområdet, der var sket et fald i antallet af registrerede seksualforbrydelser, og at faldet primært angik mindre alvorlige former for seksualforbrydelser såsom blufærdighedskrænkelser i form af ekshibitionisme og voyeurisme. Han gennemførte på denne baggrund en interviewundersøgelse med personer i Københavnsområdet. Undersøgelse viste en generationsforskel med hensyn til at betragte visse mindre alvorlige seksuelle krænkelser som kriminalitet, idet den ældre generation i højere grad end den yngre anså krænkelserne for at være kriminelle. Undersøgelsen viste videre en faldende tilbøjelighed til at anmelde nogle af de mindre alvorlige seksuelle krænkelser til politiet. Det blev derfor konkluderet, at faldet i omfanget af visse registrerede seksualforbrydelser i et betydeligt omfang beroede på en ændret tilbøjelighed til at betragte krænkelserne som kriminelle og til at anmelde dem til politiet.

Kutchinskys undersøgelse viser dermed, at omfanget af registrerede seksualforbrydelser i høj grad kan påvirkes af ændringer i borgernes opfattelse af disse forbrydelser og af borgernes tilbøjelighed til at anmelde sådanne forhold til politiet. Der er ikke siden gennemført undersøgelser, der kan belyse befolkningens holdninger til og anmeldelsestilbøjelighed i forhold til seksualforbrydelser. De offerundersøgelser, der gennem mange år er gennemført, og som også kan belyse anmeldelsestilbøjeligheden, har kun siden 2008 omfattet seksualforbrydelser, idet et spørgsmål om tvangssamleje/voldtægt er inkluderet.^[2]

Offerundersøgelserne har derimod demonstreret, at der er sket en vækst i anmeldelsestilbøjeligheden for vold. I en rapport om udviklingen i omfanget voldtægter henvises der hertil, og det påpeges, at ændringen i tilbøjeligheden til at anmelde voldstilfælde antagelig også vil gøre sig gældende for voldtægt.^[3] I samme rapport hævdes det, at der siden begyndelsen af 1970-erne er sket en øgning i anmeldelsestilbøjeligheden for i hvert fald relativt mindre alvorlige former for voldtægt og for voldtægter, der sker i nære relationer, herunder især partnervoldtægter.

At anmeldelsestilbøjeligheden for voldtægt er vokset, omtales også i en tidligere undersøgelse af vold mod kvinder, der viser, at de kvinder, der havde været udsat for voldtægt/tvangssamlejer mange år inde undersøgelsen, var mindre tilbøjelige til at anmelde dette til politiet, end tilfældet var for dem, der havde været udsat herfor kort inden undersøgelsens gennemførelse.^[4]

Hvorvidt der også for andre seksualforbrydelser er sket en ændring i tilbøjeligheden til at anmelde en krænkelse til politiet, vides ikke, men det forekommer sandsynligt, at en øget negativ fokus på seksualforbrydelser, som der den seneste tid i særlig grad har været i forhold til seksualforbrydelser, der retter sig mod børn, kan indebære, at flere forhold kommer for dagens lys og indberettes til politiet.

[1] Berl Kutchinsky: Law, Pornography and Crime. The Danish Experience. Scandinavian Studies in Criminology, vol. 16, 1999.

[2] Se seneste rapport om offerundersøgelsen på http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/Rapporter/Offerrapport_2010.pdf

[3] Flemming Balvig, Bjarne Laursen, Karin Sten Madsen, Maj-Britt Elise Martinussen & Katrine Sidenius: Del III: Udviklingen – især med henblik på fuldbyrdede overfaldsvoldtægter. 2009. http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/Forskningspulje/Voldtaegt-del-III-udvikling.pdf

[4] Flemming Balvig & Britta Kyvsgaard: Vold og overgreb mod kvinder. Dansk rapport vedrørende deltagelse i International Violence Against Women Survey (IVAWS). http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forsk ning_ og_dokumentation/vold_mod_kvinder.pdf

Bilag 3: Fiktiv børnepornografi (udtalelse fra Sexologisk Klinik og Visitations- og Behandlingsnetværket, september 2010)

Bilag 3 – Side 1

Bilag 3 – Side 2

Bilag 3 – Side 3

Bilag 4: Psykologiske eftervirkninger af voldtægt (udtalelse fra Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet, februar 2012)

	•	Svend Aage Madsen , ph.d. Klinik- chef/chefpsykolog
Klinik	•	Klinik for psykologi, pædagogik & socialrådgivning
Afsnit	•	4073
Direkte telefon	•	35454767
Sekretariat	•	35454073
Lokal fax	•	3545
E-mail	•	svaam@rh.dk

Dato
1. februar 2012

Strafferetskontoret
Att. Ketilbjørn Hertz
Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København

Udtalelse til Strafferetskontoret vedrørende Straffelovrådets overvejelser om voldtægt

Fra Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet v/Chefpsykolog Svend Aage Madsen

Jf. henvendelse af 6. november 2001 med ønsket svarfrist 1. februar.

Der spørges til vores viden om ”forskelle i de psykologiske eftervirkninger ved forskellige former for voldtægt”.

Svar:

De psykologiske eftervirkninger af seksuelle overgreb bestemmes af:

Den psykologiske relation til gerningsmanden
Omstændighederne ved overgrebet
Ofrets psykiske tilstand

I alle tre tilfælde er den afgørende faktor, hvilken psykologisk betydning overgrebet får for ofret.

Ad 1) Den psykologiske relation til gerningsmanden:

a) Hvis det er en person, som ofret med god grund kan opleve som værende en tryghedsskabende eller omsorgsgivende person, fx en forældre (biologisk eller sted-), et ældre familiemedlem (biologisk eller sted-), en lærer, træner osv. kan effekterne af seksuelle overgreb være voldsomme psykiske reaktioner/tilstande over mange år. Dette kan så at sige ryste grundvolden i forhold til om man kan stole på nogen overhovedet i livet. Dette kan også i større eller mindre grad gælde ved voldtægter begået af autoritetspersoner uden familierelationer, fx lærere, spejderledere, sportstrænere og lignende. Forældresvigtet synes at have de alvorligste psykologiske eftervirkninger.

b) Hvis der er tale om et overgreb begået af en helt ukendt person eller en meget perifer person – enten som overfaldsvoldtægt eller ved den type voldtægter, der opstår ud af fester og andet samvær, vil det oftest være karakteren af overgrebet, der bliver bestemmende dvs. bl.a. omfanget af den fysiske og psykiske vold i forbindelse med overgrebet, stedet for overgrebet etc.

c) Hvis personen er partner/ægtefælle (eventuelt tidligere) og der har været tale om seksuelle relationer tidligere, synes denne (alt andet lige i forhold til punkterne 2) og 3) at udgøre mindst skadelig psykisk effekt af de opridsede muligheder, men afgørende afhængigt af omfanget af den fysiske og psykiske vold i forbindelse med overgrebet.

Ad 2) Omstændighederne ved overgrebet

Her har det stor betydning, hvilke former for og hvilken udstrækning af vold, der er anvendt, og især om ofret har oplevet sig i livsfare. En af de voldsomste negative psykiske eftervirkninger kommer, hvis ofret oplever, at det vil det dø, eller at der er stor fare for dette, under eller som følge af overgrebet.

Dernæst har det betydning, på hvilken måde overgrebet ryster ofrets grundlæggende oplevelse af tryghed i hverdagen. Hvis overgrebet finder sted på en måde eller på steder, som gør at ofret dermed oplever ,at det, der før var trygge steder at færdes, nu bliver fyldt med utryghed og angst, kan det have meget alvorlige følgevirkninger psykisk og socialt og adfærdsmæssigt.

Endelig kan nævnes, at omstændighederne i form at samværet med andre mennesker hvorunder overgrebet foregår – fx en privatfest, taxikørsel, sportsarrangement, festival, arrangement i boligområdet, at gå langs en landevej, kontakt via internettet etc. – kan udvikle angst for lignende sammenhænge, hvilket i mange tilfælde kan handicappe ofret socialt i lange tider efter overgrebet,

3) Ofrets psykiske tilstand

På dette område indgår flere vigtige forhold, der bestemmer i hvor stort omfang ofret bliver psykisk skadet af overgrebet. Her kan for det første nævnes ofrets alder, der på forskellige måder, men ikke entydigt, kan have betydning for effekten af overgrebet. Er voldtægten fx ofret første samleje eller anden kønslige omgang, kan det få stor betydning for ofrets seksualliv fremover. Er ofret en ung, der endnu ikke har født og fået børn, vil en voldtægt eller andet seksuelt overgreb næsten altid have psykologiske eftervirkninger på oplevelsen af graviditet og fødsel. Er ofret ældre og fysisk svag har det andre alvorlige eftervirkninger.

Som andet et aktuelt forhold kan nævnes de tilfælde, hvor ofret er bedøvet og ikke ved bevidsthed i forbindelse med overgrebet. Her er erfaringerne endnu ret nye, men det ser ud til, at uvisheden og det manglende kendskab til forløbet og måske endda til, hvem gerningsmanden er, kan være særligt traumatiserende.

Dernæst kunne det af visse undersøgelser tyde på, at hvis ofret er alkoholpåvirket men ved bevidsthed, kan denne tilstand mindske eftervirkningerne.

Endelig skal nævnes, at psykisk skrøbelighed hos ofret, fx i form af tidligere at have været udsat for overgreb, at være uden personligt netværk, at have andre psykiske problemer, at være i en særlig belastende livssituation fx med tab af nære relationer mv., kan blive forstærkende faktorer.

Generelt har det betydning om ofret oplever at have en form for kontrol over situationen, eller om hun/han kan ’dissociere’ i forhold til den (dvs. skubbe oplevelsen til side mens den foregår).

Opsamlende:

De psykologiske eftervirkninger bestemmes af en række forskellige faktorer - relation til gerningsmanden, omstændighederne ved overgrebet, ofrets psykiske tilstand - og af samspillet imellem disse. Ingen forhold kan siges entydigt at kunne medføre bestemte eftervirkninger. Men der hvor ofret er ung og bliver udsat for overgreb fra en tilknytning person, som hun/han forventer tryghed og omsorg fra, ses de alvorligste og længstvarende psykologiske eftervirkninger

Med venlig hilsen

Svend Aage Madsen
Chefpsykolog, ph.d.
Formand for Styregruppen for Center for Seksuelle Overgreb

Blegdamsvej 9
2100 København Ø

3545 3545

Forside | Til top |

Justitsministeriet, Version 1.0, September 2012
Denne publikation findes på adressen: jm.schultzboghandel.dk

Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser Betænkning nr. 1534

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1: Indledning

1. Straffelovrådets kommissorium

2. Straffelovrådets sammensætning

3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag

3.1. Straffelovrådets overvejelser

3.1.1. Overordnede overvejelser om kriminaliseringen af seksuelle overgreb

3.1.2. Betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”

3.1.3. Voldtægt

3.1.4. Udnyttelse af forurettedes tilstand

3.1.5. Institutionsanbragte

3.1.6. Groft misbrug af afhængighed

3.1.7. Svig og pression

3.1.8. Børn under 15 år

3.1.9. Incest, stedbørn, plejebørn mv.

3.1.10. Pornomodeller under 18 år

3.1.11. Forældelse

3.1.12. Uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder

3.1.13. Blufærdighedskrænkelse

3.1.14. Prostitution

3.1.15. Børnepornografi

3.1.16. Pålæg til dømte

3.1.17. Dansk straffemyndighed

3.2. Straffelovrådets forslag

Kapitel 2: Historik

1. Baggrunden for kriminaliseringen af forbrydelser mod køns– sædeligheden

2. Straffelovens kapitel 24 i hovedtræk

3. Kriminalitetsudviklingen de seneste 25 år

Kapitel 3: Debatten om den nuværende kriminalisering af seksualforbrydelser

1. Indledning

2. Kritik i den politiske debat

2.1. Definitionen af voldtægt, betydningen af ægteskab og straffelovens § 227

2.2. Uagtsom voldtægt

2.3. Strafniveau for voldtægt

2.4. Seksuelt misbrug af børn

2.5. Prostitution og kriminalisering af sexkunder

2.6. Børnepornografi

3. Rapport fra Amnesty International om voldtægt og menneskerettigheder mv.

Kapitel 4: Internationale forpligtelser og udviklingstendenser i hovedtræk

1. Konventioner mv.

2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

2.1. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen M.C. mod Bulgarien

2.2. Rækkevidden af dommen M.C. mod Bulgarien

3. Norsk reformarbejde i hovedtræk

4. Svensk reformarbejde i hovedtræk

Kapitel 5: Straffelovrådets overordnede overvejelser om kriminalisering af seksuelle overgreb

1. Indledning

2. Samtykke som en del af kriminaliseringen i kapitel 24

3. Indholdet og opbygningen af kapitel 24

Kapitel 6: Betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”

1. Den gældende terminologi

2. Straffelovrådets overvejelser

Kapitel 7: Straffelovens § 216 – voldtægt

1. Gældende ret og baggrunden herfor

1.1. Den gældende bestemmelse i § 216

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmelsen

1.2.1. Indledning

1.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930

1.2.3. Lovændringen i 1967

1.2.4. Lovændringen i 1981

1.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

1.2.6. Lovændingen i 2002

1.2.7. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer

2. Beviskrav i voldtægtssager

2.1. Generelt om bevisvurderingen

2.2. Udtalelse fra Rigsadvokaten om bevisvurderingen i voldtægtssager

2.3. Objektivitetsprincippet og domfældelsesprocenten i voldtægtssager

2.4. Den bevismæssigt nedre grænse for voldtægt

3. Falske anmeldelser af voldtægt

4. Afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen

4.1. Indledning

4.2. Det gældende voldtægtsbegreb

4.3. Norsk ret

4.4. Svensk ret

4.5. Straffelovrådets overvejelser

4.5.1. Indledning

4.5.2. Definitionen af vold i voldtægtsbestemmelsen

4.5.3. Samlejebegrebet

4.5.4. Et udvidet voldtægtsbegreb set i forhold til overgreb omfattet af navnlig straffelovens §§ 217-220

Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser

Betænkning nr. 1534